↩ Samme Aar (1035) 👤Sven blev fordrevet, døde hans Fader, hvem ►👤Emmas Lov-Taler kalder Keiser over 📌Danmark, 📌England, 📌Bretland (📌Vales), 📌Skotland og 📌Norge, og det er forsaavidt ganske rigtigt, som han langt mindre lignede en ►Danne-Konge af Guds Naade, end en Romersk Keiser, med ►Spydstage-Ret, der triumpherede over langt mere end han vandt og ►drømde sig en Gud paa Jorden. Man studser derfor let ved at læse det smukke Sagn om ham, at han for at beskiæmme sine Forgudere engang satte sig ved Havet henimod Flod-Tiden, og truede, som Landets Herre, Bølgerne, hvis de vovede at væde hans Taa, men sprang saa op, da de ei vilde lystre, priste ►Himlens og Jordens og Havets Skaber, som den eneste rette Herre, satte Guld-Kronen paa et 👤Christus-Billede og bar den aldrig siden*👤Henrik Huntingdons ►Krønike VI. (hos ►Savile) S. 364.. Vel fortæller 👤Robert af Glocester Historien saaledes, at 👤Knud virkelig var indbildsk nok til at tænke, Havet skulde have lystret ham, og helbredtes kun af Erfaringen for den ►Daarlighed; men saa dum var 👤Knud ingenlunde, og da hans Venskab med 299Geistligheden viser, han var langtfra at være Guds-Fornægter, kunde han være stolt nok, skjønt han loe ad dem, der alt for ubehændig vilde løfte ham til Skyerne.