Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Danskere og Nordmænd.

✂ Blandt alle de Mundheld i Studere-Kamrene, der til en Tid gjaldt for ►Orakel-Sprog, men var dog kun ►Vis-Vas, er neppe Noget blevet mere berømt end det, at en Historie-Skriver maa hverken have Religjon eller Fædrene-Land, altsaa, grundig forklaret, hverken Phantasi eller Følelse, hverken Aand eller Hjerte, men kun iiskold, stærblind, ►tvivlesyg, kiødelig Forstand. Modbydeligheden og i alt Fald Farveløsheden af de Historier, der skrives efter denne Regel, har 43 (US7) imidlertid noksom beviist dens Ubrugbarhed, saa nu seer Man ►heller, naar galt skal være, Historie-Skriveren saa blindt indtaget for sin Tro og sit Land, at han derudenfor kun finder Helvede og Barbariet. Dog, hvor taaleligt for Læseren end Dette kan være, i ►Folke-Historien, naar kun Skriverens Tro og Land baade er værd at ændse og virkelig opflamme ham, saa bliver det i Verdens-Historien dog næsten utaaleligt, og er i alt Fald ærgerligt, da Man, ved 247at ville have alle Folk og Tider støbt i een og samme Form, selv den Bedste, ►aabenbar er uenig med Skaberen og Forsynet og kan da umuelig ►enten fremme eller forklare den mangfoldige Udvikling af Menneske-Livet, Man saa aldeles miskiender. Her, som allevegne i vore Dage, ►er da gode Raad dyre, thi der gives kun Eet, som Man nødig vil følge, nemlig at indgaae et mindeligt Forlig paa ►billige Vilkaar. Om derfor ogsaa Læseren mener, at den fuldkomne Historie-Skriver vilde, saa at sige, have alle Religjoner og finde sig hjemme allevegne, hvor det gik nogenlunde menneskeligt til, maa han dog betænke, at den fuldkomne Skriver, der desuden kun vilde passe til den fuldkomne Læser, er endnu ikke født, og bliver det aldrig, hvis Man ikke, indtil videre, i dette Stykke af Livet, som i alle Andre, tager til Takke med det Ufuldkomne, saa Man maa være glad, naar Man under Læsningen af en Verdens-Historie sporer Øie for Himlens Billede i alle de Vande, hvori den paa nogen Maade kan speile sig, og Deeltagelse i alt Menneskeligt, om Man end seer, der er kun eet Punkt, hvor Himmel og Jord ret mødes for Skriverens Øie og kun een Skikkelse af Menneske-Livet, han inderlig elsker. Til Giengiæld maa Skriveren, ►om han end tænker, alle rigtig oplyste Mennesker maatte indsee, at hans Tro var den rette og hans Folk det bedste, dog komme ihu, at saalænge han skriver for at fremme Oplysningen, forudsætter han selv, den er, i det Mindste hos hans Læsere, endnu ufuldstændig, og at hvem der, uden selv at være en Gud, vil troes blindt, arbeider kun slet paa rigtig Oplysning. Medens han derfor med Rette tager sig den Frihed at være baade sin Tro og sin Kiærlighed bekiendt, naar Talen er om deres Gienstand, maa han dog hverken ►ved Haarene trække dem ind, hvor de Intet har at giøre, eller stræbe at udpine den Bekræftelse paa deres Ypperlighed, kun Frem-Tiden eller maaskee først Evigheden kan give, af For-248Tid og Sam-Tid. Fordringen er ►billig, thi kan 44 (US7) han ikke anderledes overtale sig til at lade det, menneskelig talt, Store og Ædle under alle Skikkelser og ►Himmel-Egne ►vederfares Ret, saa kan han dog for det Meste naae det, ved, som en Engelskmand, aldrig at sammenligne de Fremmedes med sit eget Uforlignelige, men kun med alt Andet under Solen. Vel er denne Upartiskhed altid kold og brøstfældig og stundum saare frastødende, men, som Man især føler ved at læse ►Gibbon, dog immer tilstrækkelig til med Munterhed, Friskhed og Oplysning at holde Læseren skadesløs.

✂ Saadanne Betænkninger kan vel synes overflødige hos en Skriver, der ei blot hører til et beskedent Folk, men fører et Sprog, de Fremmede ei agte det Umagen værdt at forstaae; men Beskedenheden, der i en rigtig Sammenhæng ogsaa maa have sine Grændser, har dem udentvivl snævrere hos denne Penne-Fører end hos de Fleste af hans Lands-Mænd, og han er stolt nok til ei at ville hviske dem Andet i Øret, end hvad hele Verden maatte høre. ►Indtaget, som han bekiender sig at være, for 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Hjerte, ei mindre end for Christendommen i sin enfoldige, gammeldags Skikkelse, og dog opsat paa at lade Menneske-Livet under alle Skikkelser afbilde sig i Historien, som det virkelig har yttret sig i Verden, maa han nødvendig falde lidt i dybe Tanker ved Indførelsen af de ►kværsiddende Nordboer, og især af de ►lavmælede Danskere, i Verdens-Historien, hvor de Fremmede, naar de engang prøvede paa at samle det Store i naturlig Forbindelse, neppe vilde finde en Plads beskeden nok for dem.

✂ Trods al min Forkiærlighed for 📌Nordens Guder og 📌Danmarks Hav-Fruer, finder jeg nu, ved saa koldt Overlæg, som en aldrende Skribent, ene med sin Pen imellem de Døde, maa kunne bruge, at de har Intet at bestille med Old-Tidens og endnu kun saare lidt med ►Nyaars-Tidens almindelige Historie; men at i Middel-Alde249rens, der dreier sig om Udvandringerne fra 📌Norden, og oplives af hvad der er stærkest hos Kvinden, der spille mine Yndlinger, under ►allehaande Skikkelser og Omklædninger, næsten bestandigen Hoved-Rolle, saa at hvis ►Ælve-Dronningen (►The Fairy Queen), som gav hver Ridder sit Æventyr, selv reiste Verden rundt, vilde hun i 📌Norden finde sig omleiret af alle sin Barndoms Minder, og i 📌Bælt og 📌Sund mellem Bøge-Skove kiende Vuggen igien, som det blev tidlig sunget for, hvad ►Kaar hun skulde friste. 45 (US7) Den ►billige Læser, hvor fremmed han end kan være for mine ►Liv-Stykker, vil da let indsee, det er ikke mig men Dronningen selv, der i det Ellevte Aarhundrede fører Danskere og Nordmænd ind paa den store Skue-Plads, medens han vil finde det naturligt, at Skriveren, som, efter en lang Udenlands-Reise, kun nogle Øieblikke kan dvæle ved Fædrene-Landet, baade giør det med ►øiensynlig Forkiærlighed og dvæler et Øieblik længere end Reise-Selskabet ønskede. Han vil ogsaa, naar han tager Deel i alt Menneskeligt og ønsker Oplysning derom, og hvad læser han ellers Verdens-Historie for, finde sig fuldkommen skadesløs, da den Fornøielse og Vinding det altid er at høre et Menneske tale om hvad han er rigtig hjemme i, maa for de Fremmede blive dobbelt, naar Talen er om 📌Nordens Historie, der hidtil er de bedst Oplyste iblandt dem hardtad saa ubekiendt som 📌China. Rigtig nok er ►billige Læsere nuomstunder en Sjeldenhed, men ►billige Skrivere er det ikke mindre, og høre vi til disse, maae vi ogsaa regne paa tilsvarende Læsere, blandt Andet, fordi vi ellers nærede den ubillige Mistanke, at selv naar det ►klarer sig, at alle kloge Folk, som aldrig finde, de ere kloge nok, af en velforstaaet Egen-Nytte maae være ►billige baade mod hinandens Dyder og Lyder, at selv da kun Faa eller Ingen vilde rette sig derefter.

✂ Under disse Omstændigheder kunde jeg da baade løfte 👤Knud den Store til Skyerne, fægte for 📌Danmarks fuld250komne Uafhængighed af Keiser 👤Otto, og giøre meget Andet, som Man har regnet til Pennens Patriotisme, uden at de Læsere, jeg skriver for, var de end Tydskere, vilde tage anden Hevn end den jeg selv saa tit har taget over Romersk Patriotisme, baade ►hellig og søgn, nemlig at “blade om”; men gjorde jeg Sligt, da var jeg i mine egne Øine stokblind ei blot for Skrivers og Læsers, men ogsaa for Fædrene-Landets Tarv. Betragtningen af det virkelige Liv, som det Væsenlige, der er det første Skridt til sand Oplysning, maa nemlig jævne alle ►Trætter om Keiserens Skiæg og kiøle Heftigheden i enhver Strid om ►den Snee, der faldt i Fjor, og Opdagelsen af det rette menneskelige Forhold mellem “Aand og Haand”, som er det næste Skridt, lærer ►paa Timen, at de mest glimrende Seire i Kæmpe-Slag, end sige da i Penne-Feider, hverken give den mindste Ret eller ►baade Andre end dem, der har bedre Sysler i Sinde, som de derved vinde Fred til at drive, saa ►Kæmpe-Færd er som Torden-Veir, immer 46 (US7) frygtelig og majestætisk, men kun glædelig bagefter, naar den findes gavnlig. Dyrt maatte 📌Danmark betale den forfængelige Ære, Det vandt under 👤Knud den Store, medens Hyldingen af Kejser 👤Otto, om den fandt Sted, har aldrig kostet Det ►enten ►Hvid eller Suk, og det gaaer desuden med Folke-Færd, som med Enkelt-Manden, at de har kun Skam af en haabefuld Ungdom, naar deres følgende Liv har skuffet de store Forventninger, mens den Trælbaarne, som tilkæmpede sig Frihed, og den slet Opdragne, der blev en ædel og dannet Mand, har Ære deraf. Den oplyste Historie-Skrivers Patriotisme, der langt mere viser sig i Haabet om sine Yndlingers Frem-Tid end i Skildringen af deres Fortid, kan derfor lettelig synes hans Lands-Mænd meget for ►tarvelig, og vil kun falde den fremmede Læser, som ønsker Oplysning, besværlig, naar Folket, hvad neppe vil hændes 251er sin Skriver saa uligt, at hans Læsere finde det deres Bekiendtskab saavelsom hans Haab aldeles uværdigt.

✂ At nu 📌Danmark var det gamle Moder-Skiød for 📌Nordens Aand, maae vi iblandt Andet slutte af de Angel-Sachsiske Digte, og skiøndt den overveiende Deel, Mødre sædvanlig har i Sønners Storhed, er af hemmelig Art, kan Man dog aldrig fortænke de store Mænds yngre Brødre deri, at de ære deres Moder og haabe, trods Følelsen af deres egen Svaghed, at en saadan Moders yngste Sønner vel endnu tør opvoxe til de Ældstes Maal. Intet Haab kan heller være ►rimeligere, end at 📌Danmark, der skiænkede ►den ny Verden sin største Digter i Angel-Sachseren, ogsaa vil opelske, hvad den videnskabelige Verden ei mindre savner, en tilsvarende Historie-Skriver, thi ingensteds aander Fædrenelands-Kiærligheden endnu saa varmt, og intet Fædrene-Land er saa skikket til at indgyde sine historiske Beundrere den rette Upartiskhed. Skulde nemlig en Engel fra Himlen beskrive Verdens Løb, da vilde han være upartisk, hverken fordi han fattedes Kiærlighed til sit Fædrene-Land, eller fordi Jordens Begivenheder var Det uvedkommende, men kun fordi hans Fædrene-Land var hævet over Tidens og Lykkens Omskiftelser og skiænkede ham paa eengang det høie Stade, det sikkre Blik og den rolige Lige-Vægt i Sindet, der høre til at aftegne ►Slægtens forunderlige Løbe-Bane, som den virkelig var, og at lade alle Folk, som Menneske-Aanden besjælede, skee lige Ret. Derfor vil det lykkeligste Land paa Jorden ogsaa være Moder-Skiødet for Historie-Skriveren med de største Dyder og de mindste Feil, og menneskelig 47 (US7) talt, kan neppe noget Land i Lykke ligne sig med 📌Danmark. I det Aartusinde, Landets Skæbne var den store Verden bekiendt, stod det hardtad bestandig Fare for at oversvømmes og underkues af Fremmede, men blev dog kun ►øiebliklig det Første og aldrig det Andet! Kort og sjelden inddraget i Hvirvelen af de store Verdens-Begi252venheder, laae det dog disse nær og betragtede dem med levende Deeltagelse Nok, for i Stilhed at høste varig Frugt af dem Alle, hvorfor 📌Danmark ogsaa, trods sin verdslige Ubetydelighed, i Aands-Dannelse bestandig holdt Skridt med de Forreste og kom dem stundum forbi, mens de standsede af ►Studsen over deres egne Kæmpe-Skridt eller indslumrede paa deres Laurbær! Endelig, trods sin herskende, tit ligesaa farlige som barnagtige Lyst til at efterligne store Folk i ►allehaande Smaa-Ting, undgik 📌Danmark dog at lide Skib-Brudd paa den inderlige Kiærlighed til det gode Gamle, den dybe Beundring for virkelig Storhed og det aabne Øre for Naturens Røst som Menneske-Forstanden i ►de “Slyngels-Aar”, den under sin Opvext har tilfælles med alle Drenge, nødvendig miskiender og truer, men uden hvilke dog ►den sande Høi-Skole for Livet, ei mindre end det ægte, lykkelige ►Borger-Samfund, er aldeles uopnaaelig! Ingensteds kan det da med mere Rimelighed ventes og med mere Billighed kræves af ►Slægtens Historie-Skriver, at han med inderlig Deeltagelse følger Menneske-Aanden hvor den spores, og hæver sig i Betragtningen, over alle smaalige Hensyn, til Forsynets Styrelse, paa hvis Virkelighed hans Fædrene-Lands Skæbne er en tusindaarig Bekræftelse og hvis Godhed det ►aabenbar har sin Lykke og dermed Alt at takke, og føler nu end ►Fuskeren paa den skiønne ►Konst at afbilde ►Age-Thors Reiser og udtyde ►Nornernes Runer, at han, ved at spaae om Mesterligheden, netop røber Savnet, saa hører det dog ogsaa til den ►Gienkiærlighed, Danne-Kvinden med Rette kræver af alle sine Sønner, ei at ændse øiebliklig Skam hvor Talen er om Fædrene-Landets udødelige Ære!

✂ Det er først i det Sjette Aarhundrede, at Byzantineren 👤Prokop, ►Gothen 👤Jornandes og Galleren 👤Gregor fra 📌Tours lægger Mærke til de Danske, som et eget Folk, og ►Strand-Hugget paa 📌Frislands Kyster, som 👤Gre253👤gor fortæller, deres Konge ►Hilak (►Higelak, ►Hugleik) maatte betale med sit Liv, da ►Hlodvikiden 👤Thjodrik kom efter ham (515)*👤Gregors ►Franke-Krønike III. 3. see vi af ►Biovulfs-Drape 48 (US7) var dog egenlig et ►Gothisk ►Æventyr * ►Bjovulfs-Drape (👤Thorkelins Udgave) 18de, 33te og 40de Sang. Fordanskningen i Fortalen XLI–II. . Denne Sammen-Blanding og Forvexling af Nordboere, som hos Tydskerne og de Romanske Folk varede temmelig længe, har skaffet 📌Danmark baade Æren og Skylden for mange Bedrifter, hvori det tog liden eller ingen Deel, og selv Angel-Sachserne bruge tit det Danske Navn i en udstrakt Betydning, ikke fordi de ►jo kiendte Forskiel paa Nord-Boerne, men fordi, som vi klarlig see af de Islandske Bøger fra Middel-Alderen, “Dansk” var et Fælles-Navn for de Nordiske Stammer, naar Man vilde adskille dem og deres Tunge-Maal fra Tydsk og ►Vælsk. Om Grunden til denne Kiends-Gierning har Man kævledes, da den synes at forudsætte et Slags Fortrin eller dog Forspring hos 📌Danmark, fra Arilds Tid, som Svenskere og Nordmænd har fundet det, om ikke farligt saa dog ærgerligt at indrømme; men uden at ville nærmere berøre en saa ►killen Sag, er det en uskyldig Bemærkning, at ligesom 📌Danmark for nærværende Tid maa takke sin Lykke og sit Leie for den Smule Forspring i Haandteringer, Manerer og høiere ►Sving, det dog udentvivl virkelig har, saaledes kunde noget Lignende godt været Tilfældet i Old-Tiden, uden mindste ►enten Skam eller Skade for dem “►paa det høie Fjeld”, end sige da for dem, hvis “►Fyrresvold” er nok saa berømt af “►Rolf Krakes ►Guld-Sæd”, som af alle sine Kongelige Bauta-Stene.

✂ Ei engang fra 👤Karl den Stores Tid, da Kong 👤Godefred, uden at spørge om Forlov, indtraadte paa den store Skue-Plads og vilde selvbuden ►giæstet Keiseren i 📌Aa254📌chen, har vi en fortløbende 📌Danmarks-Historie, og langt mindre i de Aarhundreder baade før ham og ►Hugleik, saa, naar vi desuagtet har indbildt os det, fortjener denne Drøm fra Middel-Alderen kun at omtales i Verdens-Historien, fordi ►Lykken hos os er meget bedre end Forstanden. Hvor godt nemlig end 👤Saxo ►Sællandsfar i sin Tid, som laae paa Grændserne af det Tolvte og Trettende Aarhundrede, fortjende sit underlig sammensatte, dobbelte Binavn “Grammatikeren og Poeten”, vilde han dog vist aldrig have vovet at byde sine lærde Læsere det hele Vognmands-Læs af Nordiske Old-Sagn, der fylde de første otte Bøger af hans ►Danmarks-Krønike, hvis han ikke havde meent i dem at finde en vel noget fabelagtig, men dog i det Hele forsvarlig Fædrenelands-Historie, og en langt større Skat end 49 (US7) 👤Knud Lavards var da sunket til Havsens Bund, istedenfor at den nu ►paa halv-classisk Grund lod sig opgrave som ►Dannefæ. Dette ►Dannefæ, der, siden ►Fofner-Guldet eller ►Niflunge-Skatten (►Der ►Niebelungen Hort) sank tilbunds i 📌Rhinen, og 📌Upsals ►Dressel blev spredt paa ►Fyrres-Vold, er det Eneste ►i sit Slags, ►den ny Verden eier, har nemlig ikke blot en egen Glands, som Brud-Stykker af den over hele 📌Nørre-Leden berømte ►Tusind-Konstner ►Vølunds Arbeide, men kaster tillige samme historisk-poetiske Lys paa de Nordiske som Grækernes Sagn paa de ►Helleniske Stammers ►begeistrede Old-Tid, og en grundig videnskabelig Undersøgelse vil vise, det er ikke lidet, fordi hvad Folke-Aanden lader sine Yndlinger drømme, de har oplevet, er hvad den uafladelig arbeider paa at udføre.

✂ Mellem mange deilige Sagn er der imidlertid især To, som besynderlig maa tildrage sig den Nordiske Historikers Opmærksomhed, det Ene om ►Hading og det Andet om ►Frode Fredegod; thi ►Hading, der sammensmelter med ►Njord, den store Hav-Mand og ►Offer-Gode i ►Asgaard, 255lader os bestandig tænke paa Angel-Sachseren og Engelsk-Manden, medens Sagnet om ►Frode, hvem ►Lykken spillede for, saa han blev Keiser over hele 📌Nørre-Leden, ►ret øiensynlig dreier sig om det Danske Løsen: ►Lykken bedre end Forstanden. ►Frode er nemlig en eiegod, men svag Herre, som fra Barns-Been er ►hildet af Rænke-Smede og sover ind i sledske Kvinders Favn, og selv da han vaagner ved ►Erik Ylfings Norske Fritalenhed, er det ►Erik og ►Andgrim, ►Hedin og ►Hogne, med alle de Andre, der har Umagen, hvoraf han høster Æren, saa kun ►Livsaligheden er ham egen, men den var det rigtignok ogsaa, der ►stemplede hans Tid over hele 📌Norden, hvor ►Kæmpe-Daad var Hverdags-Ting, til “Guld-Alderen”, og skaffede ham det mageløse Efter-Mæle, at Folket bar hans Liig “tre Aar ►om Land”, og skiænkede hans Krone til Skjalden, som besang ham bedst*👤Saxos ►Danmarks-Krønike 5te Bog..

✂ En ganske anderledes Karl er ►Hading, ►Brages ►Foster-Søn, der vel ogsaa i sin tidlige Ungdom falder i ►Jette-Pigens Garn, men sønderriver det snart, opsat paa Daad, rider lukt over det ►vildende Hav paa ►Odins Hest, giør en Reise til ►Hel og til ►Valhal ved den gamle Frues Haand, og ender ►graahærdet sit travle, daadfulde Liv, ved at hænge sig selv for at holde sit 50 (US7) Ord*Sammest. 1ste Bog.. At det Sidste er et ⓘ EngelskEngelsk] GV, Engesk A Indfald, vil Ingen nægte, men slaae ei alle ►Mærker feil, da er det Hele ligeledes, og kun optaget af 👤Saxo, fordi Angel-Sachseren altid betragtede sig selv som en Dansk Konge-Søn, og bevægede sig, som ►Bjovulfs-Drape viser, selv efter Udvandringen, med Fornøielse poetisk i de Nordiske Far-Vande.

✂ Herved mindes vi om et andet deiligt Sagn, som 👤Saxo vel ikke har, men som ved ret egenlig at angaae 📌Danmark og findes i ►Bjovulfs-Drape, ►mærkelig stadfæster Be256mærkningen ved ►Hading-Sagnet. Det hedder nemlig om Stam-Faderen til ►Skjoldungerne, 📌Danmarks vidtberømte Arilds-Kongeslægt, at han kom i sin spæde Barndom drivende til En af Øerne paa et ►folkeløst Skib, men slumrede sødt, med en Korn-Neg til Hoved-Pude, trindt omringet af ►allehaande Vaaben og Klenodier, og da Folket paa den Tid just fattedes en Konge, betragtede de den “lille Ubekiendte” som deres Skyts-Aand, kaldte ham ►Skjold og ►elskede ham op til deres Konge*►Bjovulfs-Drape (👤Thorkelins Udgave) i Forspillet, Fordanskningens 1ste Sang og Fortalen XXXVII–IX.. I denne ►Skjold, hvem Islænderne kalde “►Odins Søn”, og 👤Saxo melder om, at han “bandt Bjørnen med sit Bælte” da han var kun femten Aar, har vi ►aabenbar ►Fredegod med Lykke-Stjernen igien, men i en Skikkelse, kun ►Hading saae, da han travede over Havet paa ►Sleipner og stjal sig til et Udkik under ►Odins Kappe!

✂ Om nu enten 👤Godefred eller 👤Gorm den Gamle og 👤Harald Blaatan, 👤Sven Tveskiæg og 👤Knud den Store hørde til de ægte ►Skjoldunger eller ikke, kan vi saameget mindre afgiøre, som de Danske Sagn ►aabenbar forvirres eller afbrydes ved ►Braavalle-Slaget, hvor ikke blot den gamle ►Harald Hildetan faldt, men fældtes af sin egen ►Kiøre-Svend, der ►gierne var 📌Danmarks gamle Skyts-Aand ►Odin selv, som dermed sagde sine Yndlinger Farvel eller forvandlede sig til “📌Upsals ►Odin”, for at gaae ►Bærsærke-Gang med ►Regner Lodbrog og hans Sønner.

✂ Denne ►Lodbrog, som ikke blot 👤Saxo og Islænderne veed Endeel at tale om, men som ogsaa Tydskere og Angel-Sachser finde sig nødt til at nævne langt tiere end de ønskede, maa vel fra 📌Upsal have udstrakt sit ►Jern-Spir over 📌Norden, og sin Rædsel over Havet, i Midten af det Niende Aarhundrede, 51 (US7) thi i den næste Menneske-Alder, som var Kong 👤Ælfreds Dage, fortæller 👤Asser, at hans Søn257ner huserede i 📌England og førde et ►Blod-Banner, hvori deres ►Systre havde baldyret en Ravn til et ►underligt Seiers-Tegn*►Ælfreds Levnet af 👤Asser S. 33.. Uagtet imidlertid Angel-Sachser og Islændere ogsaa er enige om at ►Lodbrog faldt i 📌England, hvor hans Sønner grusomt hævnede hans Død paa Kong 👤Ælle i 📌Northumberland og ►satte sig fast i 📌York, ja, uagtet hans Islandske “Døds-Sang”, det saakaldte ►Krage-Maal, er en vitterlig Ting, saa er dog ►Regner Lodbrog selv, historisk talt, en meget ►mistænkelig Person, blandt Andet fordi hans Sønner er saa mange og rase saa længe, at Man faaer ondt i Hovedet af at tænke derpaa. ►Tingen er da formodenlig, at enten førde Fleer det Tilnavn “Folke-Skræk” (►leod broga), som ►Saga-Mændene, efter løierlig Sædvane, har gjort til et Par ►laadne Buxer, eller ogsaa var det ►Blod-Banneret selv der hedd Lod-Brog ligesom vort Kors-Banner endnu hedder Danne-Brog.

✂ Hos 👤Saxo er for Resten ►Regner Lodbrog samtidig med den Jydske Kong 👤Harald (Islændernes ►Klak-Harald), som tyede til Keiser 👤Ludvig den Fromme om Hjelp mod sine Med-Beilere til den Danske Krone, og lod sig døbe i 📌Maints (826), hvorved Begyndelsen skedte til Christendommens Indførelse i 📌Danmark, skiøndt vi først henved 200 Aar senere, under 👤Knud den Store, finde den herskende i Riget. Skulde Man slutte heraf, maatte Man troe, enten at de Danske var meget haarde Halse, eller at de havde meget slette Evangelister, men dog vilde Man i begge Tilfælde tage ►mærkelig Feil; thi allerede i 👤Sven Tveskiægs Dage sagde 👤Olav Tryggesøn om de Danske: det er blødsødne Karle*►Olav Tryggesøns Saga i ►Heimskringle K. 122., og at 👤Ansgar (👤Æsger) fra 📌Korvei, som bærer Navn af “📌Nordens Apostel” 258kom de gamle Evangelister nærmere end nogen Prædikant giennem mange Aarhundreder, derom er hans Levnets-Beskrivelse af 👤Rimbert, ►Discipelen, han elskede, et gyldigt Vidnesbyrd. For hvem der ikke kiender Bogen, maa dette vel klinge mistænkeligt, da, naar Man turde troe deres lovtalende Discipler, var ikke blot 👤Augustin og 👤Winfred, men hveranden ►Vinkel-Helgen nærved at være Apostlernes Overmænd; men naar Man 52 (US7) hos 👤Rimbert, istedenfor de sædvanlige Lovtaler og Barnagtigheder, seer Billedet af en dybt bevæget, for sit Kald og ►Martyr-Kronen indtil Sværmeri begeistret Munk, og betænker, hvilket Indtryk han maa have gjort paa sin kiære Discipel, for at denne, ved en besynderlig Undtagelse, kunde opfatte og fremstille ham saaledes, da maae vi tilstaae, at 📌Danmark havde samme Lykke med Stamfaderen til sit Præsteskab, som, efter ►Skjold-Sagnet, med ham til Konge-Slægten. Da nu 👤Rimberts Vidnesbyrd tillige er gyldig Hjemmel for, at ikke blot blev der i 👤Ansgars Dage bygt Kirker i 📌Slesvig og 📌Ribe, men i de fyrretive Aar, han ►rygtede sit store Ærende, var det ham, paa et lille Øieblik nær, aldeles ►uformeent at omvende alle dem, han kunde, saa maa Langdraget nødvendig have havt ganske egne Grunde, hvoriblandt det ►aabenbar var En, at Kongerne, i det Mindste til 👤Gorm den Gamles og 👤Harald Blaatans Dage, lod Troen og Guds-Dyrkelsen, som det sig altid ►burde, være en fri Sag. Det Samme var imidlertid, som vi veed, Tilfældet i 📌Engeland, hvor ►Døbelsen dog kun medtog halv saa lang Tid, og desuden trak det i 📌Danmark ikke blot langt ud, men Man hører efter 👤Ansgars og 👤Rimberts Dage slet intet til den Danske Christendom, før ►der stemmes op med Jammer-Klagen over 👤Gorm den Gamle, først i det Tiende Aarhundrede, som gruelig forfulgde den, saa denne Kiends-Gierning ved et Folks Daab, der endnu i det Nittende Aarhundrede holder fastere paa Daabs-Pag259ten end noget Andet, bliver først forklarlig, naar Man kiender Danskerne, og har opdaget, at hvor alle Mand gaaer i Kirke er det Meste immer Skin og Skygge.

✂ Intet Folk har nemlig mindre Sands end det Danske for “Skin og Skygge” af Aandelighed, saa naar ikke Kong 👤Knud og hans Angel-Sachsiske Præster havde taget ►dem alvorlig af Sagen, var ►Mængden her, især paa Øerne, vel aldrig blevet døbt, og hvem der desuden, som de Danske i Almindelighed, er lidt dorske af Natur og skal have alt Aandeligt igiennem Hjertet, maatte nødvendig, hvor dybt end Evangeliet rørde dem, blive sene til ►øiensynlig at rette sig derefter, ja, vidste vel ikke selv ret, om de troede, før Troen blev forfulgt. Endelig maatte hos et saa kvindeligt Folk baade ►den gamle Vane være næsten uovervindelig, og Evangeliets Trøst en Tidlang synes ret godt forenelig med en Slump Afguderi, saa det undrer os hverken at læse hos 👤Wittekind, 53 (US7) at i 👤Harald Blaatans Dage lod Man nok i 📌Danmark 👤Christus giælde for Gud, men meende dog, de gamle Guder var de stærkeste*👤Wittekinds ►Sachse-Krønike 3die Bog., eller hos 👤Saxo, at endnu paa 👤Sven Tveskiægs gamle Dage, da han omvendte sig og vilde overtale ►Sællandsfarene til det Samme, vilde de dog ikke give Slip paa Fædrene-Troen, førend Hof-Præsten med Jern-Byrd beviste Christendommens Ægthed*👤Saxos ►Danmarks-Krønike 10de Bog. .

✂ Hvad nu Forholdet til Sachserne angaaer, da er Krigene med dem ►En af de Strænge, der idelig slaaes paa i vore Old-Sagn, og Tve-Kampen, ►Uffe hin Spage bestod paa 📌Eider-Holmen med Sachse-Kongens Søn og hans ►Stal-Broder, er En af Perlerne i dem. 👤Henrik Fugle-Fænger er ogsaa ►aabenbar meent med Keiseren, 👤Sven Aa260👤gesøn fortæller, fik Lyst til 👤Gorm den Gamles deilige Dronning 👤Thyre Dannebod, men blev kiønt narret, da 👤Thyre holdt ham op med Snak, til hun fik 📌Danne-Virke (►Dannis-Volden) færdig, og lod ham saa staae ►for den med en lang Næse*►Sven Aagesøns Udtog K. 3., og bliver Man end heraf ikke klogere paa 👤Henriks ►Tog, saa seer Man dog, de Danske fandt dem selv for svage til at gaae Sachserne paa Klingen, og mindes om, hvor ►“Danmark, deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa”, har altid havt sit ømme Sted, det taalde ikke godt at røres paa. 📌Danne-Virke, som de saakaldte ►Einars Aarbøger lade reise sig i 👤Karl den Stores Tid, er derfor vist endnu ældre, men paa saadanne Giærder ►brydes immer Gab, der trænge til at lukkes, saa Dronning 👤Thyre kan dertil godt have havt al sin Snildhed nødig.

✂ Da nu 👤Thyre Dannebod, efter alle Sagn, var en Christen Frue, der havde sin Nød med sin ►Hosbond, den gamle Hedning, ja, giøres af Islænderne, for Kortheds Skyld, til ►Daatter af den 👤Harald Klak, der for et hundrede Aar siden blev døbt i 📌Maints, saa er det ganske ►rimeligt, som 👤Wittekind og 👤Ditmer sige, at 👤Gorms og hendes Søn 👤Harald Blaatan vaklede mellem Hedenskab og Christendom, og da vaklende Folk staae aldrig fast, er Keiser 👤Ottos Seier over ham aldeles i sin Orden. 👤Adam af Bremen, som i det Ellevte Aarhundrede skrev 📌Nordens ►Kirke-Historie og fik Endeel at vide af 👤Knud den Stores ►Syster-Søn, Kong 👤Sven Æstridsøn i 📌Danmark, 54 (US7) er her vor bedste Hjemmel og han fortæller, at da Ærke-Biskop 👤Unne af 📌Bremen, den Første der traadte i sine Formænd 👤Ansgars og 👤Rimberts priselige Fod-Spor, kom til Kong 👤Gorm, fandt han vel den gamle Knast ubøielig, men fandt derimod aabne Øren hos Sønnen 👤Harald, der vel ikke selv lod sig døbe, men hjalp dog 261gierne med til Christendommens Udbredelse. 👤Unne, siger 👤Adam videre, døde paa den Reise, ovre i 📌Sverrig, samme Aar som 👤Henrik Fugle-Fænger (936); og tolv Aar derefter var det, Keiser 👤Otto hærgede 📌Jylland lige op til 📌Otte-Sund ved 📌Limfjorden og sloges paa Hjemveien med Kong 👤Harald, som maatte flygte til sine Skibe, og forligde sig derpaa i Mindelighed med Keiseren, ved hvilken Leilighed baade han og hans Søn blev døbt, og Sønnen blev kaldt op efter Keiseren, saa han kom til at hedde 👤Sven-Otto *👤Adams ►Kirke-Historie I. 51. II. 2..

✂ Dette er ogsaa Alt hvad 👤Saxo veed, og naar Islænderne udførlig fortælle om Striden ved 📌Danne-Virke, hvor 👤Hakon Jarl fra 📌Norge kæmpede drabelig med paa 👤Haralds og 👤Olav Tryggesøn paa Keiserens Side, da maae de have sammenblandet dette ►Tog med et langt Senere under 👤Otto den Anden, hvem Kong 👤Harald ogsaa overlevede, thi han regjerede, efter 👤Adams ►Regning, fulde halvtredsindstyve Aar*►Olav Tryggesøns Saga (i ►Heimskringle) K. 24–29. 👤Adams ►Kirke-Historie II. 19..

✂ At der i denne Tid (omtrent 936–86) maa i 📌Danmark og hele 📌Norden være foregaaet mange ►mærkelige Ting, tillade de Islandske Sagaer os saameget mindre at tvivle om, som 👤Adam af Bremen selv peger paa, at 👤Harald baade virkede til Christendommens Udbredelse i alle tre Nordiske Riger, udvidede sit Herredømme i 📌Norge og 📌England, og gav saavel de Danske som Friserne Love, der endnu gjaldt i 👤Sven Æstridsøns Tid*👤Adams ►Kirke-Historie II. 15.. Om den Rolle, ►Jubel-Kongen spillede under 📌Nordens Omskabelse, er derimod 👤Adam langt fra at stemme med Islænderne; thi han giør en Helt og en Helgen af ham, medens han i deres Øine var baade en Usling og et Afskum; men da de selv fortælle os, der ►for en 262af hans Fogeders Udyd mod en strandet ►Islands-Farer, blev paa offenlig Foranstaltning gjort en lang Nid-Vise om ham paa Øen, med ►en Næse for hvert Næs, og de Islandske Old-Sagn ►gierne er gjort efter Viserne, er deres Stemme langt fra at være 55 (US7) upartisk*👤Adams ►Kirke-Historie II. 18–19. ►Olav Tryggesøns Saga i ►Heimskringle K. 36.. Hvor mandelig og hvor christelig 👤Harald var, maae vi da lade staae ved sit Værd, og holde os til, hvad Alle er enige om, at han var en Nordisk Over-Konge i sin Tid og omkom tilsidst i en unaturlig Krig med sin egen Søn, 👤Sven Tveskiæg, der stod i Spidsen for Hedningerne.

✂ Ved denne Leilighed nævne ogsaa baade 👤Adam og Islænderne 📌Jomne eller 📌Jomsborg, og uden at kunne indlade os i de lærde Tvistigheder om Sammes egenlige Navn og rette ►Leie, maae vi dog skiænke Efterretningen om dette ►mærkelige Sted paa 📌Øster-Søens ►Slave-Kyst et Øiebliks Opmærksomhed. 👤Adam er ogsaa her vor ældste Hjemmels-Mand og maa derfor høres først, skiøndt Man nok seer, han havde ikke selv været i 📌Julin eller 📌Jomne ved 📌Oderens Udløb (hvor nu 📌Stettin er Stor-Staden), men kalder hvad han havde hørt derom ►fast utroelige Ting. Det skal, siger han, være den største By i hele 📌Europa, og det er ►Stapel-Staden for den Nordiske Handel, hvor Man har Alt, hvad Ens Hjerte kan ønske. Det er heller ikke blot Slaver, der boe, men ogsaa andre Folk, baade Græker og Barbarer, og selv Sachser kan godt ►vinde Borgerskab, men maae da tie med, de ere Christne, thi Hedenskabet hersker udelukkende*👤Adams ►Kirke-Historie II. 12.. Ikke desmindre hedder det siden, at da 👤Harald paa sine gamle Dage blev bekriget af sin egen Søn, 👤Sven, i Spidsen af de Danske Hedninger, og tabde Slaget, tyede han til 📌Jomne,263hvis hedenske Indbyggere, imod Forventning, husede og ►hælede ham, til han nogle Dage derefter døde af sine Saar*👤Adams ►Kirke-Historie II. 18..

✂ Sammenligne vi nu hermed hvad 👤Saxo har om 📌Julin, da see vi strax, det er samme Stad, men høre, at 👤Harald tæt derved skal have bygt en ►fast Borg, som blev til en frygtelig Røver-Rede, og det er da igien ►aabenbar det i de Islandske Sagaer saa berømte 📌Jomsborg, stiftet, Somme sige af Kong 👤Harald, og Somme af hans ►Avinds-Mand, 👤Sven Tveskiægs Foster-Fader: Fynboen ►Palnatoke *👤Saxos ►Danmarks Krønike 10de Bog. ►Knytlinge-Saga K. 1. ►Jomsvikinge-Saga K. 23–24.. Om der nu virkelig reiste sig et saadant Nordisk ►Viking-Sæde lige ved Siden ad den Slaviske Stor-Stad, eller om det var i den, de Hedenske Høvdinger fra 📌Danmark med deres ►Huskarle ►tog Borgerskab paa deres gamle ►Hand-Værk, og ►spillede til en Tid Mester i Staden, det lader sig 56 (US7) neppe afgiøre; men i begge Tilfælde blev der et ►Borge-Leie for 📌Nordens berømteste Vikinger, hvoriblandt Islænderne, foruden ►Palnatoke, udmærke hans Sønne-Søn, ►Vogn Aagesen, ►Vesets Sønner: ►Bue Digre (►Tykkert) og ►Sigurd Kappe (►Kæmpe) fra 📌Bornholm, og ►Strut-Haralds Sønner: 👤Høie-Thorkild og ►Sigvald fra 📌Skaane *►Olav Tryggesøns Saga i ►Heimskringle K. 38. ►Jomsvikinge-Saga K. 26–30..

✂ At nu Disse, Hedninger alle, har, som Islænderne fortælle, været paa 👤Svens Side, er høist ►rimeligt, især da 👤Saxo, som ellers heri følger 👤Adam, er enig med Islænderne om, at det var ►Palnatoke (►Toke Skytte) der gav Kong 👤Harald Bane-Saar.

✂ Hvad der for Resten gjorde Jomsvikingerne mest berømte i 📌Norden, men tillige svækkede deres Magt og opløste for en stor Deel det frygtelige Broderskab, var ►Toget til 264📌Norge, som endtes med det store Sø-Slag i 📌Hjøring-Vaag eller 📌Sule-Fjorden, saaledes kaldt af de glimrende Klippe-Tinder, som muelig kan være de 📌Herkules-Støtter i 📌Norden, 👤Tacitus hørde tale om*►Olav Tryggesøns Saga (i ►Skalholter Udgaven) I. 150.. Her maae vi imidlertid kaste et Blik paa 📌Norges Fortid, der vel indtil 👤Gorm den Gamles Dage er temmelig mørk, men lysner saa med Eet, til der fra 📌Island af kastes Lys paa hele 📌Norden.

✂ Ikke blot 📌Dovre med alle dets ►Grander, men en egen Lyst hos Folket, synes fra Arilds-Tid at have deelt 📌Norge i ligesaa mange Smaa-Riger, som der var Dale, og Striden maa vel især have giældt ►Bamsen og Bølgerne, siden Islænderne vidste langt mindre at fortælle om de gamle Drotter i deres Fædrene-Land end i 📌Danmark og 📌Sverrig. 👤Snorre begynder saaledes med 📌Upsals Drotter, bekiendte under ►Stam-Navnet ►Ynglinger og ►Skilfinger, og lader en Green af dem ►sætte sig fast omkring 📌Opslo eller 📌Folle-Fjorden, uden at giøre synderlig Opsigt, før To af dem, 👤Halvdan Svarte og hans Søn 👤Harald Haarfager, opkaste sig til 📌Norges Herrer. Med Tids-Regningen seer det vel her lidt broget ud, som ved “Tidens Fødsel” under alle ►Himmel-Egne, men da baade Angel-Sachser og Islændere er enige om, at 👤Harald var samtidig med Kong 👤Ædelsteen, og det var 👤Gorm den Gamle, der blev ham foreholdt som Exempel paa en rigtig ►Stol-Konge, maa hans Regierings-Tid nødvendig falde i det Tiende Aarhundrede*►Wilhelm af Malmesbury og ►Heimskringle..

✂ 👤Halvdan Svarte havde kun stræbt at udbrede sig ►søndenfjelds, 57 (US7) men 👤Harald Haarfager gik over 📌Dovre, bemægtigede sig baade 📌Trøndelagen og 📌Nummedalen, og anskaffede sig derpaa en Flaade, hvormed han undertvang 📌Nord-Mør, 📌Sønd-Mør og 📌Romsdal, 265med hele 📌Vester-Landet. Til dette Stor-Værk blev han opægget af 👤Gyde, Kongens ►Daatter paa 📌Hordeland, som han beilede til, men fik det Svar, at hun blev aldrig hans, med mindre han først raadte ligesaa frit over 📌Norge som 👤Gorm over 📌Danmark og 👤Erik over 📌Sverrig; thi da gjorde han det hellige Løfte, at før vilde han heller hverken bruge Kniv eller Kam til sit Haar, hvorover han vel en Stund kom til at hedde 👤Harald Uglehoved, men fik, da Løftet var ►løst og Lokkerne redt, tilstrækkelig Bod derfor i 📌Norges Krone og ►Kiendings-Navnet “👤Haarfager” *►Harald Haarfagers Saga i ►Heimskringle K. 3–4. 23..

✂ I ti Aar, siger 👤Snorre, varede den ►Herrefærd, og hvad der gjorde Udslaget var den varme Dag i 📌Bukke-Fjorden, hvor tre Konger, foruden ►Bærsærken 👤Thore Langhage og Bue-Skytterne fra 📌Tellemarken: 👤Roald Surmule og 👤Hadd Haardenhud, gjorde deres Bedste, men kom dog Alle tilkort*Sammest. K. 19..

✂ Det var imidlertid langt fra at alle Nordmænd havde Sind til at bøie sig under 👤Haralds Jern-Spir, som ikke nøiedes med Æren, men vilde være den eneste ►Odels-Mand i hele Riget, og at begrave sig selv levende, som Kong 👤Herlov i 📌Nummedalen, dertil havde vel neppe engang den Tylvt, der fulgde ham ind i Jette-Stuen, synderlig Lyst*Sammest. K. 6. 8.. De vandrede da ud, eller rettere, de stak i Søen og drev for Vind og Vove, og ved denne Leilighed, sige Islænderne, det var, at baade deres Land og 📌Færøerne bebyggedes, medens Havet kom til at vrimle af Vikinger, blandt hvilke 👤Gange-Rolf, som vandt 📌Normandiet, ►bar Prisen *Sammest. K. 20. 24..

✂ Hvorledes det nu egenlig hængde sammen med 👤Haarfager og 👤Ædelsteen, er ikke godt at blive klog paa, da 👤Wil266👤helm af Malmesbury blot fortæller, at Kong 👤Harald i 📌Norge forærede Kong 👤Ædelsteen et prægtigt Skib med Gylden-Stavn og Purpur-Seil, ved hvilken Leilighed hans Sendebud, 👤Helgrim og 👤Offred, som traf 👤Ædelsteen i 📌York, fik deres Reise rigelig betalt, medens 👤Snorro derimod har en ganske anden Historie om et Sværd med ►Guld-Hjalte, som 👤Ædelsteen sendte 👤Harald, for paa en snild Maade at giøre ham til sin 58 (US7) Lehns-Mand, og om hvordan 👤Harald hævnede sig, ved at sende 👤Ædelsteen sin Frille-Søn 👤Hakon at opfostre*👤Wilhelms ►Englands-Krønike II. 6. ►Harald Haarfagers Saga i ►Heimskringle K. 41–42.. Uagtet nemlig det sidste Gesandtskab, hvis Hoved-Mand, ►Høg Habrok, har Navn tilfælles med En af ►Eddas Fugle, aldrig historisk kan ►staae Nogen i Veien, saa er dog den lille 👤Hakons Opfostring hos Kong 👤Ædelsteen, hvis Navn han siden med Æren bar paa 📌Norges Throne, en Kiends-Gierning, Man ingen anden Oplysning har om. Rimeligviis har imidlertid, som 👤Saxo melder, 👤Harald paa sit ►Tog i 📌Vester-Leden stødt sammen med 👤Ædelsteen, men ►fundet sig i Billighed, og 👤Ædelsteen har med Fornøielse paataget sig at være Foster-Fader til en Konge-Søn, der maaskee engang kunde christne 📌Norge og dæmpe Viking-Stormen fra den Kant*👤Saxos ►Danmarks-Krønike 10de Bog, under 👤Harald Blaatan..

✂ Dog, hvad der end har bevæget Kong 👤Ædelsteen til at tage sig af den lille Nordmands Opdragelse, saa gjorde han det saa godt, at han, selv i 👤Saxos Øine, som dog ingenlunde var ham ►huld, havde Ære deraf, og en Drot som 👤Hakon Adelsteen i 📌Norge, der, ligesom ►Balder, var nær ved at grædes op af Graven, er til alle Tider saa stor en Sjeldenhed, at han maatte vække vor Opmærksomhed, ►om han end ikke, ved at føre Christendom og Angel-Sachsisk Dannelse med sig til 📌Norge, havde ►uberegne267lige► Fortjenester af sit Fædrene-Land, af hele 📌Norden og, videnskabelig talt, af hele ►den ny Verden. Vel læse vi ikke et Ord derom, at han gjorde Nogen bekiendt med Angel-Sachsiske ►Sæder og Sange, men det følger af sig selv, og vel ►syndes hans Bestræbelser for Christendommens Udbredelse ganske at strande paa ►Trøndernes Trods, men deels var 📌Trøndelagen, om end Sædet for “►Landsens Størke”, dog ikke hele 📌Norge, og deels spørge vi i Henseende til Tro og Aands-Udvikling aldrig om, hvad der siges og synes for Øieblikket, men hvad der i Tidens Løb virkelig viser sig. Naar vi derfor see, at ►Hakons Drape ligner langt mere “►Ædelsteens” end “►Haarfagers”, og see Islænderne arve Pennen efter Angel-Sachserne, da maae vi nødvendig tænke paa “👤Ædelsteens-Fostre”, og naar vi see at Christendommen fra Kong 👤Hakons Dage udbreder sig i 📌Norge og seirer, før Aarhundredet er omme, da er det os klart, han udrettede alt det 59 (US7) for den, som en Konge maa og virkelig kan, da det kun er herskesyge Paver og Præster, der har indbildt os, at Christendommen først er indført i et Land, naar Ingen tør mukke mod deres Buller og Prækener. Kun disse ►blinde Veiledere, og ►de dem følge, ►korse sig ved at høre 👤Asbjørn fra Melhus tale paa 📌Froste-Thing og fortælle Kongen reent ud, at Fædrene-Troen, som baade giennem ►Brænd-Old og Høi-Old har staaet sin Prøve i “►Norge, Kæmpers Fødeland”, vil ►Trønderne ogsaa nu have Lov til at beholde, og vil Kongen pine dem fra den, da, hvor høit de end har elsket ham, som faldet ned fra Himmelen til deres Held, vil de lade ham fare og tage sig en anden Høvding*►Hakon Adelsteens Saga i ►Heimskringle K. 17.. Vi derimod finde det baade ►billig tænkt og godt sagt, skiøndt det var intet Under, at 👤Hakon i sin Tid ►gjorde sig Samvittighed over at throne et Øieblik længer mellem Hedninger, end han havde Haab om at 268christne dem, og vi laste kun Bøndernes Vildskab og Kongens Svaghed, naar de brænde Kirker og han gaber over Hanken paa deres Offer-Kiedel*►Hakon Adelsteens Saga i ►Heimskringle K. 18–19..

✂ I sine sidste Aar maatte 👤Hakon idelig ►ligge til Feldts med sin Broder 👤Erik Blodøxes Sønner, som, tilligemed deres Moder 👤Gunnild, den Hex, havde fundet Tilflugt og Understøttelse hos 👤Harald Blaatan i 📌Danmark, og havde omsider den Glæde vel ei at overvinde men dog at overleve 👤Hakon den Gode. Det var ved 📌Fidje paa 📌Stor-Øen (under 📌Hordeland), 👤Hakon sidste Gang kæmpede og seirede, men ramdes efter Slaget af en, som det ►syndes, forhexet eller vildfarende Pil, som gav ham Bane-Saar*Sammest. K. 28–31.. At denne Pil og dette Slag har ogsaa giort Opsigt i 📌Danmark, seer Man hos 👤Saxo, og hvordan de Norske Hedninger med stor Æres-Bevisning ►jordede den Christne Konge og viste ham til ►Valhal, fortæller ikke blot 👤Snorro, men beseigler det, ved at anføre Lig-Sangen, Kongens egen ►Syster-Søn, 👤Eivind Skaldaspilder, gjorde over ham, det med Rette berømte ►Hakons-Maal, hvori ►Brage slaaer Harpen for 👤Ædelsteens-Fostre og spaaer at ei paa denne Side ►Ragna-Roke faaer 📌Norge hans Mage*Sammest. K. 32–33. 👤Saxos ►Danmarks-Krønike 10de Bog..

✂ 👤Hakon den Gode, som gav alle Nordmænd deres Odel igien, og gjorde, efter kloge Mænds Raad, baade 📌Froste-Things og 📌Gule-Things Lov, sad paa Thronen i ⓘ 2626] Rettelsesliste, 36 A Aar (omt. 937–63), og ved 👤Gunnilds-Sønnerne, som hans ►Efter-Mænd, 👤Harald 60 (US7) 👤Graafeld og hans Brødre sædvanlig kaldtes, er her kun det at ►mærke, at de var døbt i 📌England, men viiste kun deres Christendom ved, blandt andet Hær-Værk, ogsaa, naar de kunde ►slippe til, at brække ►Gude-Huse ned, og 👤Eivind Skalda-Spilder gav dem 269det Skudsmaal, at Guldet fra Kong 👤Hakons Dage nedgravede de*►Hakon Adelsteens Saga i ►Heimskringle K. 1–2. ►Harald Graafelds Saga K. 1–2..

✂ Efter dem kom derimod (omt. 975) en 👤Hakon, berømt under Navn af “👤Hlade-Jarlen” og opkaldt efter 👤Hakon Adelsteen, med hvem ogsaa ►Trønderne enstund forvexlede ham, endnu mere end 👤Adam af Bremen; thi vel kaldte de ham ikke Konge, som 👤Adam giør, men de løftede ham dog til Skyerne, som om han var 👤Hakon den Gode op ad Dage, paa Christendommen nær, som 👤Hlade-Jarlen ►vidste sig fri for, og dyrkede ivrig de gamle Guder, skiøndt han narrede dem med falske Guld-Ringe. Han nedstammede, siger 👤Adam, fra ►Ingvar (►Yngve) og de gamle ►Jetter, og Islænderne lægge til, at hans ypperste Gudinde, til hvem han endog skal have offret en Søn for Seieren i 📌Sule-Fjorden, var ►Jette-Fruen ►Thorgerd Hølgabrud *👤Adams ►Kirkehistorie II. 15. ►Olav Tryggesøns Saga (►Skalholter-Udgaven) I. 154, i ►Heimskringle K. 66.. Hans Fader, 👤Sigurd Jarl i 📌Trøndelagen, havde været 👤Hakon Adelsteens Høire-Haand, om end ikke fuldtro Ven, og var blevet indebrændt af 👤Gunnilds-Sønnerne, hvorpaa 👤Hakon flygtede til 📌Danmark og kom ved 👤Harald Blaatans Hjelp ei blot i Besiddelse af sit Jarldømme men fik hele 📌Vester-Landet til Lehn af Kong 👤Harald og snød ham for Skatten*👤Saxos ►Krønike under 👤Harald Blaatan. ►Olav Tryggesøns Saga i ►Heimskringle K. 39.. Derfor, siger 👤Saxo, sendte 👤Harald ham Jomsvikingerne paa Halsen; men Islænderne paastaae, det var ved ►Arve-Øllet efter Kong 👤Harald, da 👤Sven Tveskiæg ved ►Brage-Bægeret gjorde det Løfte at indtage 📌England, Jomsvikingerne lovede at fare til 📌Norge og knække Halsen270paa 👤Hakon Jarl *👤Saxos ►Krønike under 👤Harald Blaatan. ►Olav Tryggesøns Saga i ►Heimskringle K. 44–47. ►Jomsvikinge-Saga K. 37–49.. Det faaer nu være det Samme, hvem af dem der vidste det bedst, thi derom er de paa begge Sider enige, at ►Toget gik for sig og at Jomsvikingerne tabde, især fordi 👤Hakons usynlige Hjelpere reiste en Hagel-Byge midt under Slaget, der baade skar og skræmmede. ►Strut-Haralds Sønner flygtede, sige Islænderne, men 61 (US7) ►Bue faldt med stor Ære, og ►Vogn Aagesøn, der fangedes levende, fik, mod 👤Hakon Jarls Villie, Liv og Fred af hans Søn, 👤Erik.

✂ Denne Seier i 📌Sule-Fjorden gjorde imidlertid 👤Hlade-Jarlen saa opblæst, at han Ingen ændsede, men gav alle sine Lyster Tøilen, og blev da snart ligesaa forhadt i 📌Trøndelagen, som han nys var forgudet, og just som Bønderne reiste sig imod ham (omt. 995), kom en ►Ætmand af 👤Haarfager, 📌Norges Helt, 👤Olav Tryggesen, hjem fra ►Vikings-Tog, blev ►paa Timen hyldet af ►Trønderne og satte en Priis paa Jarlens Hoved, som hans egen Træl, 👤Karker, ved at ►stjæle Livet af ham, stræbde at vinde, men fik til Belønning ►et stakket Halsbeen *►Olav Tryggesens Saga i ►Heimskringle K. 50–56..

✂ Om denne 👤Olav Tryggesen, som ►grundede 📌Trøndelagens Hoved-Stad ved 📌Nidros (📌Nid-Elvens Munding), hvor ►end 📌Throndhjem staaer, taler baade 👤Adam af Bremen og, efter ham, 👤Saxo, lidt forvirret, som om hans Christendom var meget tvivlsom og ►Spaamænd og Tegns Udlæggere i alt Fald hans bestandige Raadgivere. 👤Adam havde imidlertid dog hørt, at 👤Olav skulde være døbt i 📌England, og det er da sikkert den “👤Unlaf”, eller “👤Anlaf”, der, efter ►Saxe-Krøniken, slog 👤Byrthnot Jarl ved 📌Maldon, men 271lod sig derpaa døbe og havde Kong 👤Ædelred selv til Gudfar*👤Adams ►Kirke-Historie II. 27. 29. 👤Saxos ►Sven Tveskiæg. ►Saxe-Krøniken ►A. 993–94..

✂ ►Udsættelsen paa 👤Olav Tryggesens Christendom er heller ikke nær saa ubillig, som den ved første Øiekast kan synes, thi naar Man har læst hans Islandske ►Lovtaleres Beretning om hans Tyrkiske Maneer at forkynde Evangelium paa, da kan Man virkelig ikke skiønne rettere, end at hans Christendom maa have forholdt sig til 👤Hakon den Godes, omtrent som 👤Ædelreds til 👤Ædelsteens. ►Vist nok kan det tjene til hans Undskyldning, at han heller ikke var opfostret af Kong 👤Ædelsteen men kun ►opklædt af Kong 👤Ædelred, og at hans Hof-Biskop 👤Sigurd, der immer fulgde med ham, ►sagtens har billiget hans korte Proces med dem der vragede Daaben, men derfor bliver det dog hverken klogere eller christeligere “med Ild og Sværd” at arbeide paa sit Folks Lyksalighed. Nordmændene 62 (US7) lyttede i Øvrigt langt mere opmærksom til 👤Olav Tryggesens end til 👤Hakon den Godes Thing-Lysninger om Daab og Christendom, tildeels vistnok, fordi 👤Olav begyndte ►søndenfjelds i 📌Vigen, hvor 👤Harald Blaatan havde banet Veien*►Olav Tryggesøns Saga i ►Heimskringle K. 59., men dog vel især fordi 👤Olav var en Helt efter ►Trøndernes Hjerte og fik ►Horde-Kaares ►Kæmpe-Slægt paa sin og Daabens Side, ved at gifte sin ►Syster med dens Hoved-Mand 👤Erling Skjalgsen paa 📌Sole (ved 📌Stavanger), 📌Norges mageløse Herremand (►Herse), der i Folke-Munde, ikke uden Føie, kom til at hedde Lille-Kongen paa 📌Jedderen *Sammest. K. 60. 62–64. ►Hellig-Olavs Saga K. 123..

✂ Sandt er det ogsaa, at naar Man læser ►Olav Tryggesens Saga, med det aabne Øie, uden hvilket alle Bog-272Staver kun er Krage-Tæer, og med den Efter-Tanke, der er Vilkaaret for al virkelig Oplysning, da seer Man 👤Olav i de fem Konge-Aar, der var ham knapt tilmaalte, arbeide saa glimrende og utrættelig paa det ►Kæmpe-Værk, at christne og kalfatre 📌Norge, at ►om han end baade forgreb og forløftede sig, maae vi dog prise hans Agt, beundre hans Kræfter og give ►Trønderne Ret i, at skal Man ►tages med Trumf i Hjertets Anliggender, da maa det ogsaa kun være af saa aandrig, forvoven, aabenhjertig, og dagligdags saa jævn og mild og elskelig en ►Kæmpe-Drot, som 👤Olav den Store!

✂ Efter Sagaerne var 👤Olav, da han kom hjem til 📌Norge, endnu ikke fyldt sine tredive Aar, men dog allerede Enkemand baade efter en Vendisk Prindsesse og en Engelsk Grevinde, hvad nok kunde hændes en ►Sø-Hane; men nu fik han Lyst til den Svenske Enke-Dronning, ►Sigrid Stor-Raade, navnkundig over hele 📌Norden for sin Deilighed og sine Tryllerier, men ogsaa for Stolthed og Grumhed. Hun havde nylig indebrændt et Par ►Nisse-Konger, der vovede at beile til hende, og skiøndt hun var langt fra at sætte Helten, der nu var 📌Norges ►Stol-Konge, i Klasse med dem, taalde hun dog selv af ham ei mindste Overmod, end sige da, fordi hun ikke vilde lade sig døbe, at skiældes ud af ham baade for en “hedensk Tæve” og for “gammelagtig” *►Olav Tryggesøns Saga i ►Heimskringle K. 66. 68.. Det er derfor naturligt, at hun, som kort efter blev gift med 👤Sven Tveskiæg, har gjort sit Bedste for at bringe baade Kong 👤Sven og sin Søn Kong 👤Olav Svensker i Harnisk mod Tølperen deroppe “►paa det høie Fjeld”*Sammest. K. 116. 👤Adams ►Kirke-Historie II. 28. ►Saxos ►Sven Tveskiæg. , men dertil hørde 63 (US7) vel heller ikke mange Overtalelser, da den Norske Vovehals ikke blot gjorde Ende paa Naboernes Indflydelse deroppe, men kunde let blive dem selv farlig, og havde desuden gjort Kong 👤Sven273 den Tort, imod hans Villie, at gifte sig med hans ►Syster 👤Thyre. Vel skriver 👤Saxo, at 👤Sven narrede ham ►tilgavns, ved først paa anden Haand at tilbyde ham 👤Thyre, hvorover han lod ►Sigrid fare, og saa at snoe sig fra det; men har 👤Sven begyndt paa at spille 👤Olav den Streg, da blev han ►aabenbar selv narret, thi der er ingen Tvivl om, at 👤Thyre jo fik 👤Olav, om hun end først maatte løbe fra den gamle ►Slave-Høvding, 👤Sven skal have ►kobblet hende til *👤Saxos ►Sven Tveskiæg. ►Olav Tryggesens Saga i ►Heimskringle K. 99–100.. Naar det nu videre hedder i Sagaen, at 👤Thyre desuagtet gjorde Krav paa sin Vendiske Morgen-Gave og plagede Kong 👤Olav saa længe for at skaffe sig den, til han gjorde Reisen, som kostede ham Kronen, da klinger det vel høist ►urimeligt; men nogen Deel maa 👤Thyre dog sikkert have havt deri, siden 👤Adam af Bremen udtrykkelig siger: det var denne “stolte Danske Dame”, der opæggede ham*Sammest. K. 100. 👤Adams ►Kirke-Historie II. 27. .

✂ Efter Islænderne skal nu 👤Olav Tryggesen, paa sin Hjem-Reise fra 📌Venden, være blevet forraadt af ►Strut-Haralds Søn, ►Sigvald Jarl i 📌Jomsborg, og, efterat 👤Erling Skjalgsen og mange Andre af hans Venner var seilet forud, blevet overrumplet ved 📌Svolder, af den Danske og Svenske Flaade, i Forening med en lille Norsk under 👤Hakon Hlade-Jarls Søn 👤Erik, som var landflygtig og ei bange for at ►drages om Reeb med den Stærke*►Olav Tryggesens Saga i ►Heimskringle K. 97. 116–18.. I Hoved-Sagen har vi heller Intet derimod at indvende, men hvad Stedet angaaer, som Islænderne desuden kun dunkelt betegne, maae vi nødvendig holde os til 👤Adam, som, sikkert efter 👤Sven Æstridsens egen Mund,274udtrykkelig vidner, at det berømte Sø-Slag stod i 📌Øre-Sund, ei langt fra 📌Helsingborg *👤Adams ►Kirke-Historie II. 29..

✂ Dette 📌Svolder-Slag, endnu meer berømt i 📌Norden end det i 📌Hjøring-Vaag, saa det har kun ►Braavalla-Slaget over sig, stod omtrent Aar 1000, og er udførlig beskrevet i Sagaen, især efter ►Olavs-Drapen af 👤Halfred Vanraad-Skjald, som selv var med, og uagtet der i slige ►Draper, baade for Rimets og Rundingens Skyld, let løbe Ord med, der ei maa tages lige efter Bog-Staven, saa er dog Beskrivelsen ei mindre jævn 64 (US7) og ►rimelig end den er deilig, og hvad vi snarest kunde fristes til at tvivle om, stadfæstes heel uventet af 👤Adam og 👤Saxo.

✂ Saaledes fortæller 👤Saxo os, at Kong 👤Olav havde en mesterlig Bue-Skytte, hvis Pile susede saaledes om 👤Svens Øren, at han saae ingen Redning, med mindre der kunde ►gaae Last paa den forbistrede Bue, og da nu endelig En af hans Skytter slumpede til at skyde Strængen over, gav det saadant et Knald, at 👤Olav spurgde høit, hvad der brast, og fik det stolte Svar: 📌Norges Rige af din Haand *👤Saxos ►Sven Tveskiæg.. Naar vi nu høre af Islænderne, at samme Bue-Skytte var den berømte ►Trønder: 👤Einer Thambeskælver, som knap kunde komme med paa ►Lang-Ormen, fordi han var kun atten Aar, men spillede siden en stor Rolle i Riget, og at Kong 👤Olav svarede: for Riget raader Gud og ei din Bue, da er det en Oplysning, vi maatte vente og aldrig kan vrage*►Olav Tryggesens Saga i ►Heimskringle K. 102. 126. . At 👤Olav, da han ei længer kunde værge sig paa ►Lang-Ormen, det berømte Orlogs-Skib, bygt efter hans Hoved og under hans Øine ved 📌Nidros, sprang overbord for ei at fanges levende, det ►sander baade 👤Adam og 👤Saxo, og den Første lægger til, at hans Dronning “den 275 stolte Danske Dame” ynkelig men ►velforskyldt satte Livet til ved Sult*👤Adams ►Kirke-Historie II. 29..

✂ Hermed stemme Islænderne ►fuldelig overeens og anføre de nærmere Omstændigheder, hvoriblandt den høist ►mærkværdige, at da 👤Olav var borte, spurgde 👤Thyre Biskop 👤Sigurd: hvor lidt hun vel turde ►nyde om Dagen, for ei at være Selv-Morderske, og rettende sig efter hans Svar, døde hun af Sorg og Sult den niende Dag*►Olav Tryggesens Saga i ►Heimskringle K. 129. ►Skalholter-Udgaven II. 97.. Var hun stolt i sine Dage, maae vi vel sige, da var hun ogsaa høi i sin Død, og for saadant et Hjerte kan Man godt forstaae, en Helt som 👤Olav med Fornøielse, saa tit det skulde være, vilde vove sit Liv. Da Man aldrig fandt Kong 👤Olavs Lig, formodede naturligviis hans gode Venner, han var ►vidunderlig blevet reddet, og kom kanskee igien, før Man vidste det, men skiøndt Somme ►syndes, de havde seet et Glimt af ham inde i 📌Jødeland, er det dog vist, han kom aldrig meer paa 📌Norges Throne*►Olav Tryggesens Saga i ►Heimskringle K. 130., og Tiden vil nu snart vise, om hin i Middel-Alderen sædvanlige Venten paa ►bradt forsvundne Heltes Atterkomst i en ny Skikkelse, dog havde Noget at betyde.

✂ 65 (US7) Seier-Herrererne deelde Byttet, dog saaledes, at 👤Erik Jarl, som var gift med den Danske Konges ►Daatter, og hans Broder 👤Sven, som var gift med den Svenskes, fik hele ►Bestyrelsen, som de dog igien, for en Sikkerheds Skyld, deelde med 👤Einer Thambeskiælver, og gav ham deres ►Syster *Sammest. K. 131. ►Hellig-Olavs Saga K. 20..

✂ Saaledes stod Sagerne i 📌Norden, da 👤Sven Tveskiæg vendte sine Vaaben mod 📌England, ei blot for at hærge og beskatte men for at indtage og besidde det, og det er endnu en 276Hemmelighed, hvordan det Stor-Værk faldt Kongen af 📌Danmark ind, medens det er klart, at Udførelsen var ikke mindre et Lykke-Træf end Lemlæstelsen af 👤Einers Bue.

✂ Dog, før vi nærmere berøre det Engelske Æventyr, der i et halvt Aarhundrede berusede Danskerne, saa de drømde, de var et stort Folk, maae vi dog høre, hvad Man ellers veed om den 👤Sven Tveskiæg, Lykkens Luner gav et ikke lidet, skiøndt tvetydigt Navn i Verdens-Historien.

✂ At han blev døbt i sin Barndom og kaldt 👤Sven-Otto, maae vi troe paa 👤Adams Ord, men vi, som veed kun alt for godt, at ►Christen-Tøiet giør Ingen til Christen, lægge ei synderlig Vægt derpaa, og holde os til den Kiends-Gierning, at han i Spidsen for Hedningerne ►bar Avind-Skjold mod sin Fader, hvad selv en Hedning maatte skammet sig ved. Var der altsaa noget Ædelt hos ham, da laae det dybt begravet, som Guld i en Mødding, og det er Billedet, 👤Saxo giver os af ham, saa, efter hans Sigende, blev 👤Sven vel en meget christelig Mand, men først efterat have været to Gange i Jomsvikingernes Kløer, og i mange Aar fordrevet af den Svenske Konge, 👤Erik Seiersæl. Da 👤Adam af Bremen fortæller omtrent det Samme efter hans egen ►Daatter-Søns Mund, faaer vi vel lade det giælde, men maae dog bemærke, at 👤Saxo er ene om den Fortælling, som giør 👤Sven mest Ære, nemlig at da han anden Gang var fanget af Jomsvikingerne, løste 📌Danmarks Kvinder ham ud med deres Guld-Smykker, og fik derfor bedre Arve-Ret end de før havde havt. Er det nemlig sandt, da borger ►Danne-Kvinden os for, at hvor vild 👤Sven Tveskiæg end foer, havde han dog Hjerte i Livet, og naar kun saa var, ligner Offeret ganske den Moder, som har det gode ►Lov igiennem mange Aarhundreder, at hun med Glæde sætter Alt paa haabefulde Sønner!

✂ 66 (US7) Naar vi nu vil giøre os en nogenlunde rigtig Forestilling 277om 📌Englands Erobring, hvorom et klart Begreb er os nægtet, da maae vi allerførst huske, at derpaa havde 📌Nordens Vikinger arbeidet hele tohundrede Aar, saa i alle Tilfælde ►høstede 👤Sven og 👤Knud hvad Andre havde saaet. Om det nu i det Hele var ligesaa med Danskerne, kan Man vel tvistes om, men da det er deres gamle Vane, og vi godt kan see, de, mellem Slagene paa 📌Braavals Hede og i 📌Øre-Sund, havde ondt nok ved at forsvare sig selv mod deres Naboer, maae vi dog finde det høist ►rimeligt. Hermed stemmer ogsaa Alt hvad vi veed om Viking-Heltene godt overeens, thi om de første Danske Folk der gjorde Land-Gang siger ►Sachse-Krøniken, det var “Nordmænd” fra 📌Heredaland, hvori altsaa “📌Hordeland” stikker*►Sachse-Krøniken under ►A. 787., og den ►Halvdan, under hvem Vikingerne gav dem til at pløie og saae, altsaa ►holde ordenlig “Dug og Disk” i 📌Northumberland, er sikkert den ►Halvdan Ylfing, om hvem Islænderne fortælle, at han fældte Kong 👤Ælle og indtog 📌Northumberland, men “►Ylfingerne” er 📌Norges Helte-Slægt*Sammest. ►A. 867 og 76. ►Saga-Billingen (►Sögubrot) om 📌Nordens Konger.. Vel er det sædvanligst hos Islænderne at lade ►Lodbrogs-Sønnerne baade fælde Kong 👤Ælle, der smed deres Fader i Orme-Gaarden, og ►sætte sig ned i 📌Jørvik (📌York), men ogsaa derved ledes Tanken fra 📌Danmark til de andre Nordiske Riger, hvor ►Lodbrog og hans Sønner, efter alle Sagn, havde hjemme. Gaae vi nu videre, da komme vi til 📌Norges berømte Viking-Tid i 👤Haarfagers og hans Sønners Dage, til hvis Orden netop ►Kryds-Togene i 📌Vester-Havet (►Vester-Viking) hørde; i Visen om ►Brunborough-Slaget høre vi, at den “Norske Konge” var ogsaa blandt de Flygtende, 👤Haarfagers ►mærkelige ►Berørelse med Kong 👤Ædelsteen har vi seet, og Is278lænderne fortælle eenstemmig, at da 👤Erik Blodøxe maatte rømme 📌Norge for 👤Hakon Ædelsteens-Fostre, gav 👤Ædelsteen ham 📌Northumberland til Lehn, hvad vel neppe bogstavelig er sandt, men stadfæstes dog i Hoved-Sagen ved ►►Sachse-Krønikens Vidnesbyrd om “👤Erik Haraldsøns” ►Herredom i 📌Northumberland *►Sachse-Krøniken under ►A. 952 og 54..

✂ Hermed vil vi imidlertid ingenlunde frakiende især Jyder, Skaaninger og Bornholmere, Æren eller Skylden for ogsaa paa 67 (US7) 📌Englands Kyster at have gjort deres Bedste, men blot, saavidt mueligt, oplyse Sagen og yttre den Formening, at det først er efter 📌Jomsborgs Stiftelse, at Danskerne kom til at føre an i ►Vester-Viking. At ►Palnatoke har taget sin gode Deel deri, maae vi deraf slutte, at han havde et ►Jarldom i 📌Bretland, som han flittig besøgde og om vi da end ikke fandt ►Strut-Haralds Søn, 👤Thorkild, nævnet som ►det store Hjul ved 📌Englands Erobring, kunde vi dog neppe tvivle om at “Joms-Vikingerne” ►jo spillede Hoved-Rollen paa Danske ►Vikings-Tog i 👤Sven Tveskiægs Dage. Vel gav 👤Thorkild sig to Gange i 👤Ædelreds Tjeneste, men hvad enten det var efter Aftale med 👤Sven og 👤Knud eller ikke, saa maatte 👤Ædelred ►betale Legen *Samlingen af Steder om “👤Thorkild den Høie” i de Danske “►Scriptores” II. 458–63., og ved denne Leilighed maae vi lægge Mærke til, at ikke blot 👤Ædelred havde for Skik at leie sig en Liv-Vagt blandt Landets Fiender, men at dette visse Tegn paa faldefærdige Throner allerede strax efter 👤Ædelsteens Dage var kommet til Syne. Vi læse nemlig om 👤Ædelsteens Broder-Søn 👤Edgar, hvem ►Sachse-Krøniken i Øvrigt løfter til Skyerne, at han gjorde en stor Synd med det, han trak fremmede Ulykkes-Fugle ind og lod Hedning-279Skikke rodfæstes i Landet*►Sachse-Krøniken under ►A. 957.. Heri kunde imidlertid 👤Edgar været ligesaa uskyldig som 👤Ædelred i den Uskik at kiøbe Fienden fra sig med Penge; thi ►af to onde Ting maa Man vælge det Mindste, om det end er meer end stort nok, og desuden betragtede Kongerne i 📌Vest-Sex bestandig det øvrige England, som en Erobring, de havde gjort, hvoraf Man vel maatte see til at beholde det Meste mueligt, men kunde dog ogsaa miste en heel Deel og dog være meget baade rigere og mægtigere end Stam-Fædrene 👤Kerdik og 👤Kynrik. Naar derimod 👤Edgar, som ►Sachse-Krøniken lægger til, virkelig elskede “den fremmede Udyd”, da var han ligesaalidt at undskylde, som 👤Ædelred var at beklage, naar det er sandt, at han kom paa Thronen ved et Snig-Mord og var saa dorsk, som 👤Wilhelm af Malmesbury siger, at naar han ikke sov, sad han dog kun overende i Sengen og støttede sig paa Albuen*👤Wilhelms ►Englands-Krønike II. 10..

✂ 68 (US7) Dog, før vi følge 👤Sven og 👤Knud til 📌London, maae vi omtale den Arve-Ret, de, ligesaavel efter en Engelsk Skribents, som efter 👤Saxos Vidnesbyrd, paastod at have til Riget. 👤Saxo gaaer hermed ikke længer tilbage end til 👤Thyre Dannebod, som han siger var en Engelsk Prindsesse, ►Syster til Kong 👤Ædelsteen, der anmassede sig Thronen, skiøndt Faderen havde ►tilkeiset 👤Thyres Sønner den; og hvor, ►urimeligt end dette klinger, turde der dog ligge noget Sandt til Grund; thi, uden engang at ►regne de Rygter, vi hos 👤Wilhelm see, der gik om 👤Ædelsteens dunkle Herkomst, er det ►mærkeligt, at den Normanniske Kong 👤Gudrun i 📌Ost-Angeln havde “👤Ædelsteen” til Døbe-Navn *►Sachse-Krøniken under ►A. 890., og kunde da i Sagnet lettelig forvexles med sin berømte ►Navner. 👤Adam af Bremen melder 280i alt Fald, at paa denne Tid begyndte det Danske Herredømme i 📌England med en 👤Gundred (ventelig 👤Gudrun) som fulgde paa ►Halvdan (►Ylfing), og at siden sendte 👤Harald Blaatan En af sine Sønner did, som efter at have regieret en Stund, satte Livet til*👤Adams ►Kirke-Historie I. 37. II. 15.. Lægge vi alt dette sammen med hvad Engelænderne selv fortælle, at 👤Sven og 👤Knud ►paastode Riget, som Ætmænd af den Danske Kong ►Havelok i 📌Lincoln *👤Knightons Skrabsammen (►Compilation) I. 5., da maae vi formode, at 📌Ost-Angeln ►alt en Tidlang har været anseet for Danskernes Deel af Byttet, og at 👤Sven, uden høiere Tanker fra Først af, kun da Lykken over al Forventning føiede, fik Mod paa det Hele.

✂ Sagnet om ►Havelok Konge-Søn, der blev Kokke-Dreng hos Kongen i 📌Lincoln, men fik saa Prindsesse ►Guldborg, Rigets rette Arving, og blev omsider Konge baade i 📌Danmark og 📌England, har Man først nyelig igien lært ret at kiende af en heel Rim-Krønike, der i Middel-Alderen blev gjort derom, men her vedkommer det os ikke videre, uden forsaavidt det er høist ►mærkeligt, at Skjaldene derovre immer har havt et godt Øie til 📌Danmark, om end han, der gjorde Prinds 👤Hamlet udødelig, med det Samme satte en ►Klik paa os, vi, selv naar det er i 📌Sverrig, Man laster Noget, maae høre ilde for i 📌Danmark *Det alt for tit gientagne: there is some thing rotten in 📌Denmark, hvad dog kun kan udmærke Landet, hvis det alle andre Steder ►gaaer videre.. Havde vi imidlertid blot Magen 69 (US7) til “👤William”, da kunde han slippe nemt til at hævne Skade, ved snildt at benytte den Deel af Sagnet om ►Amlet Jyde, som Engelsk-Manden har forsmaaet; thi det er Broder-Parten, og Skue-Pladsen netop 📌England, hvor ►Amlet ligesom ►Havelok, fik Kon281gens ►Daatter, men sagde baade ham og Dronningen ►bidende Ting, der kun behøvede at opfriskes for at hænge fast*👤Saxos ►Danmarks-Krønike 3die og 4de Bog..

✂ Hvormange ►Tog nu egenlig 👤Sven Tveskiæg gjorde til 📌England, er et meget vanskeligt Spørgsmaal, men en ikke mindre ligegyldig Sag, saa vi kan godt nøies med at vide, at Man mærker ham der først 994, da 👤Ædelred ►kiøbde ham fra sig, og at han 1002 sluttede et fast Forlig for 24000 Pund, som 👤Ædelred brød, saasnart han var borte, ved at lade alle Danske, selv Gidslerne, hvoriblandt 👤Svens egen ►Syster 👤Gunnild, myrde*►Sachse-Krøniken under ►A. 994 og 1002. 👤Wilhelms ►Englands-Krønike II. 10..

✂ Dette ►Nidings-Værk berettes saa ►almindelig netop af Engelske Skribenter, at det vel maa have sin Rigtighed, men om 👤Sven selv havde en ►Syster, der maatte undgiælde, og om dette Blod-Bad just bragde ham i Harnisk, falder tvivlsomt, da 👤Saxo tier, og ►Dronning 👤Emmas Lov-Taler, der gierne vilde sige om 👤Sven alt det Gode, han vidste, synes at nægte det, ved at fortælle: Kong 👤Sven sad rolig i 📌Danmark, mens 👤Thorkild, med hans Tilladelse, drog til 📌England for at hevne sin Broder, som der var dræbt, men lod sig forlige paa ►billige Vilkaar. Derpaa, bliver ►Lov-Taleren ved, skikkede Resten af Vikingerne Bud til Kong 👤Sven, at han maatte endelig komme over og tage Landet, da enten vilde 👤Thorkild snart gaae over til dem igien med de fyrretive Snekker, han havde ►skilt dem ved, eller ogsaa skulde ►han faae Skam. Det var som talt ud af 👤Svens Hjerte, ►Thing-Løberne foer Landet rundt, alle vaabenføre Mænd maatte indfinde sig, og da Drosten udraabde, at Kongen ►agtede sig til 📌England for med “List eller Vold” (►ferro dolisve) at underlægge sig det Hele, da fandt alle Mand det priseligt. Hvor stor Flaaden var, hvormed 👤Sven 282stak i Søen til det store ►Tog, finder Man ingensteds anmærket, men ►Lov-Taleren kan ikke noksom udtrykke sin Beundring over al den Pragt og Stads der fulgde med, ligefra de brølende Løver, ildspyende Drager af det pure Guld og de ravgule Marsvin (som Gallions-Figurer) lige til Guld-Fuglene i Toppen, der (som 70 (US7) ►Fløi) immer fløi med Vinden*►Emmas Lov-Taler, (i de Danske “►Scriptores II.”) 1ste Bog.. Havde 👤Sven ikke saalænge krævet “Danegiæld” i 📌England, og nylig faaet saamange tusinde ►Guineer, som der lod sig en heel Deel støbe af og endnu langt Mere forgylde med, da maatte vel al den Rigdom fra “►Skov-Gaardene, Hede-Husene og Fisker-Leierne” i 📌Danmark falde lidt mistænkelig, men nu lader det sig høre, og Noget maa der da vel ogsaa have været at overdrive, da Dronning 👤Emma ellers maatte fundet det alt for latterligt.

✂ Hvordan det nu egenlig gik til med den store Erobring, som er hvad vi spørge om, det springer ►Lov-Taleren, desværre, reent over, under det lurvede Paaskud, at hverken vil han trætte Læseren med den Vidtløftighed, Beskrivelsen vilde kræve, og heller ikke vil han giøre sig selv den Tort at begynde paa hvad han aldrig var istand til at udføre sømmelig, og saaledes ►smurte om Munden, maae vi da nøies med den korte Beskeed af ►Sachse-Krøniken, at 👤Sven begyndte sit Feldt-Tog fra 📌Ost-Angeln, og fandt, da 👤Uhtred Jarl i 📌Northumberland strax underkastede sig, liden eller ingen Modstand paa sin ►Herre-Færd til 📌Oxford, 📌Winchester og 📌London. Hoved-Staden, hvor 👤Ædelred havde sluttet sig inde, med 👤Thorkild ved Haanden, forsvarede sig derimod kiækt, og 👤Sven mistede mange Folk i 📌Themsen, men da han saa ►lod den Steen ligge, han ikke kunde løfte, og vendte sig vesterpaa til 📌Bath, underkastede Hertug 👤Ædelmer og hele Adelen i 📌Vest-Sex sig ►paa Timen, og 👤Ædelred fandt det ikke raadeligt at oppebie hans Tilbagekomst til 283📌London, men gik ombord paa den saakaldte “Engelske Flaade”, hvormed 👤Thorkild laae nede ved 📌Greenwich, skikkede Dronning 👤Emma med Børnene over til hendes Broder, Hertugen i 📌Normandiet, og fulgde snart selv bagefter. Saasnart han var ude af 📌London, overgav Borgerne sig til 👤Sven, men havde dog ondt at giøre, thi 👤Thorkild vilde ogsaa have “Kost og Løn”, og hverken hans eller 👤Svens Hær ►sparede desuden at tage selv, hvad de kunde faae Fingre paa*►Sachse-Krøniken under ►A. 1013. 👤Wilhelms ►Englands-Krønike II. 10..

✂ Derom er Alle enige, at 👤Sven Tveskiæg kort efter (1014) fik sin ►Hel-Sot, men ►Lov-Taleren siger naturligviis ikke, at 👤Hellig-Edmund (fordum Konge i 📌Ost-Angeln og myrdet af ►Lodbrogs-Sønnerne) dræbde ham ligesom den hellige 👤Merkurius 👤Julian ►Niding (👤Apostaten), og selv 👤Wilhelm af 71 (US7) 👤Malmesbury kalder hans Døds-Maade uvis og anfører kun det Andet som et løst Rygte*►Emmas Lovtale I. ►Sachse-Krøniken under ►A. 1014. 👤Wilhelms ►Englands-Krønike II. 10. ►Knytling-Saga K. VI.. Ikke engang 👤Robert af Glocester, som skrev den første Engelske ►Rim-Krønike og ►sparer ellers ikke de “lede Danskere”, forfølger 👤Sven i Døden, saa det er først 👤Robert af 📌Brunne (i det Fjortende Aarhundrede) der lader ham styrte steendød for Sankt 👤Edmunds Landse og fare lige til Helvede ikke blot med “Liv og Sjæl” men selv med “Kiød og Been” at boe hos ►Satanas *►De Engelske Rim-Krøniker ved 👤Hearne.. Saa galt gik det imidlertid dog ikke, thi ikke blot ►Lov-Taleren men en samtidig Tydsker, 👤Ditmer af 📌Merseburg, vidner at en Englænderinde af sin egen gode Villie lod Liget balsamere og seilede med det til 📌Kiøbenhavn (►portus danorum), hvor Sønnerne høitidelig modtog det og ledsagede det til 📌Hellig 284📌Trefoldigheds Huus i 📌Roskilde, saa det er ikke for Intet, En af 📌Domkirkens ►Piller endnu bærer hans Navn.

✂ At 👤Knud ikke selv, efter 👤Svens sidste Villie, besørgede hans ►Hjemfærd, var, fordi han kom lidt hovedkulds afsted; thi saasnart Engelsk-Mændene ►spurgde 👤Svens Død, skikkede de Bud til 📌Normandiet efter 👤Ædelred, og 👤Thorkild, som havde ►baaret Kappen paa begge Skuldre, fulgde nu Strømmen, saa 👤Knud, som nok desuden saae sig forladt af sine fleste Hjelpere, fandt det raadeligst at skynde sig hjem med tredsindstyve Skibe.

✂ Disse tresindstyve Vikings-Snekker, vel ikke større end vore Kanon-Baade, det var da hele den ►Skjoldungs Arve-Gods, som fik tre Kroner, og deriblandt 📌Englands, at dele mellem sine Sønner, thi 📌Danmark havde hans Broder 👤Harald, og naar derfor ►Lov-Taleren kalder 👤Sven næsten den “►lykkeligste” Fyrste i sin Tid, maa vi vel finde, at hans største Lykke var dog i alle Maader den, at være Fader til den ►Lykkeligste! Allerede dermed begyndte nemlig 👤Knuds Lykke, at han, omringet af et forbittret Folk og af Forrædere, dog slap heelskindet hjem til 📌Danmark, og den viste sig fra en sjelden god Side, da 👤Harald, skiøndt han ingen Lyst havde til at dele Fædrene-Riget med sin Broder, dog modtog ham kiærlig og understøttede ham broderlig med hele den Danske Flaade til ►Arve-Gangen paa hin Side Havet*►Emmas Lov-Tale II. 👤Ditmers ►►Allehaande► VII. (hos Leibnits I. S. 409–10).. Intet Under derfor, at 👤Thorkild, 72 (US7) der immer fulgde Lykken, ogsaa snart fulgde efter 👤Knud til 📌Danmark, undskyldte sin Vankelmodighed, og forsikkrede, at de tredive Skibe, han havde liggende i 📌England, tilligemed de Ni, der fulgde ham til 📌Danmark, alle bemandede med Karle 285►udaf Vælgten (►Thingmænd), var istand til at føre Kongen trygt fra Ende til Anden i hele Riget*►Emmas Lov-Tale II..

✂ Om nu den Danske Flaade, der allerede hos 👤Adam af Bremen er svulmet op til tusinde Seilere*👤Adams ►Kirke-Historie II. 36. , bestod af 340 Skibe, som 👤Ditmer havde hørt, eller, som ►Lov-Taleren siger, kun af 200, kan være det Samme, naar vi kun veed, det var derimellem; thi, stor eller lille, kastede den lykkelig Anker ved 📌Sandwich og fandt ingen Engelsk Flaade at maale sig med. 👤Knud derimod fandt, i Kong 👤Ædelreds ældste Søn 👤Edmund, en værdig Med-Beiler til Thronen, hvis Tilnavn “👤Jern-Side” betegner, hvad Historien viser, at han paa Val-Pladsen maatte blevet 👤Knuds Over-Mand, hvis han ikke bestemt havde havt Lykken imod sig.

✂ Hvorvidt 👤Ædelred og hans Sønner var kommet i 👤Knuds Fraværelse, er uklart, da vi derom kun har Islandske Beretninger, men efter dem havde den Norske 👤Hellig-Olav, som dengang ►foer til Kaps, været 👤Ædelreds Høire Haand og hjulpet ham at tage Borgen i 📌London (📌Tower) fra ►Thingmændene (👤Thorkilds Staldbrødre), uden dog i det Hele at faae Bugt med dem*►Hellig-Olavs Saga i ►Heimskringle K. 11–14., og saavidt vi kan skiønne, var det ogsaa blot med sin egen Styrke, 👤Thorkild paa 👤Knuds Vegne ►leverede Slaget ved 📌Skorsten, hvor ►Lov-Taleren siger, de Danske var i Flugten, men tog dog igien Mod og Mands-Hjerte til sig, da 👤Thorkild viste dem, det var den visse Død at flygte, med Fienden i Hælene saa langt fra Stranden, og Seieren, som derpaa blev vundet, siger ►Lov-Taleren, bragde en stor Deel af Landet i 👤Knuds Vold. I dette Slag maa det have været, at 👤Tymme Sællandsfar, da ►Mærkes-Manden var fældet, og Hæren paa Flugt, snappede en ►Mai-Green og stak 286den paa et Spyd til et Nød-Banner, hvorved det lykkedes ham at samle Folket til fornyet Kamp og Seier*►Saxos 👤Knud den Store i 10de Bog., Noget, der maaskee nok falder Fremmede sært, men falder ►Sællandsfarer saa naturligt, at denne “►Mai-Greve” blev den Eneste af Kong 👤Knuds ►Kæmper, de gav Efter-Mæle.

✂ 73 (US7) Et af de andre ►Landskaber, siger ►Lov-Taleren, rensede en Helt, al Ære værd, 👤Erik Jarl fra 📌Norge, for Kongen, men da baade han og 👤Thorkild gjorde reent Bord, hvor de kom, ►syndes 👤Knud, Profiten ►gik i Arbeids-Lønnen, forbød al videre Plyndring og rykkede, for at giøre Pinen kort, med samlet Styrke mod 📌London, hvor 👤Ædelred laae i sidste Aande-Dræt. Det lykkedes imidlertid kun halv om halv; thi vel døde nu endelig Kong 👤Ædelred, efterat have, saa at sige, ligget for Døden alle de otte og tredive Aar, han havde Ord for at sidde ved Roret, og saasnart Londonerne havde faaet ham standsmæssig begravet, ►dagthingede de ogsaa med 👤Knud, men Natten førend han skulde holde sit Indtog, stjal dog ►Besætningen, med 👤Edmund i Spidsen, sig ud af Byen for at giøre nye Optøier. Da 👤Knud nu heller ikke troede Freden i 📌London, blev han der ikke længer, end mens han satte Kronen paa, og tog saa Vinter-Leie ved 📌Sheerness paa 📌Shepey, de Danske Vikingers “📌Gammel-Holm” i Mundingen af 📌Themsen.

✂ 👤Edmund Jernside ►spillede nu Mester, saa længe det varede, samlede en utallig Hær, løftedes til Skyerne hele Landet over, holdt et glimrende Indtog i 📌London (►civitatem pompatice ingreditur), og udfordrede gierne 👤Knud til en Tve-Kamp, men skal af ham have faaet det snilde Svar: nei, jeg vil nok bie med at slaaes, til jeg er vis paa at vinde, og tag du dig bare i Agt med din Kamp-Lyst om Vinteren at du ikke synker i Knæ naar ►Krigs-Tiden kommer!

✂ Herved blev det, til strax efter Paaske (1016) da 287👤Edmund rykkede ►i Marken og 👤Knud mødte ham paa Halv-Veien, ved 📌Ashdovn (►Æskebjerg) i 📌Kent, hvor det berømte ►Hoved-Slag stod, som, indtil videre, afgjorde 📌Englands Skæbne. 👤Thorkild, som gik i Spidsen for de Danske, pegede paa Banneret og sagde: seer I, Ravnen flagrer i Dag, derfor mandelig frem; vi har ingen Nød! Vende-Kaaben, 👤Edrik Jarl, som nu var hos 👤Edmund, flygtede med Sine, før Sværdet var draget, men 👤Edmund, som ogsaa havde Folk Nok endda, opmuntrede dem til at staae som Mure for “Frihed og Fædrene-Land” og agte det for en Vinding, at de Feige flygtede i Tide, og derpaa gav han dem selv et følgeværdigt Exempel, ved at styrte ind, hvor Fienden stod tykkest og hugge ned for Fode. Han kom ikke heller til at staae ene, thi Engelsk-Mændene holdt tappert ud fra Klokken ni om Formiddagen til Soel gik ned, men saa var de ogsaa baade lede og kiede ad Legen, medens Danskerne derimod ikke blot blev ved at slaaes i Maane-Skin, 74 (US7) men begyndte da netop ret at rase, saa det var ►aabenbart, de vilde enten seire eller døe. Da ►løb det rundt for Engelsk-Mændenes Øine, saa de ►syndes, Fienderne blev ikke blot kiækkere men ogsaa flere, jo længere det varede, og de ►vendte da Rygg, uden at Danskerne, ►for Mørkets Skyld, turde forfølge dem ret langt paa ukiendte Veie. Det var allerede over Midnat, da de skildtes ad, og Danskerne lod da Byttet ligge til om Morgenen, men ►saae til at blive samlede, begravede saa, da det dagedes, deres mange faldne ►Stal-Brødre saa godt de kunde, tog med hvad der var noget værdt paa Val-Pladsen, overlod Fiendens Lig til Ravne og Krager, og ►lettede, saasnart de kom om Bord, for at gaae lige til 📌London. 👤Edrik var imidlertid atter kommet til Syne og, fordi han var en klog Karl, taget til Naade, og han tog nu i Raadet saaledes til Orde: I bær ►sagtens hardtad Allesammen Nag til mig, fordi jeg ►vendte Rygg, men seer 288I vel, vi har jo flygtet Allesammen, og naar Man forudseer, der skal flygtes, finder jeg, det er bedre at slippe heelskindet derfra end lemlæstet, især naar Man kan tjene sit Fædrene-Land med et godt Raad, hvor ►det ikke nytter at stampe imod Brodden. Som sagt, vi har flygtet Allesammen og skaffet Danskerne Seire Nok, men vil I nu lyde mit Raad, skal det være forbi baade med Flugt og Fare; thi naar vi dele Riget med de Danske, holder de nok Fred, og vor Konge maa jo dog meget heller nøies med det Halve end miste det Hele! Den Tale behagede Alle, undtagen 👤Edmund, men han blev nødt til at finde sig deri, og 👤Knud tog imod Tilbudet paa det Vilkaar, at 👤Edmund skulde udrede det Halve af Lønningen til hans Hær. Det varede imidlertid ikke længe, før ►vor Herre kaldte 👤Edmund og saa fik 👤Knud det Hele!

✂ Saaledes fortæller ►👤Emmas Lov-Taler denne ►mærkelige Begivenhed, og efter modent Overlæg, bliver der vel ikke Andet at indskyde, end ►►Sachse-Krønikens Anmærkning, at ved 📌Ashdown faldt tilligemed Hertugerne 👤Ælfrik og den tappre 👤Ulfkatil, saagodt som hele den Engelske Adel; thi baade hvad Islænderne og hvad 👤Wilhelm af Malmesbury, for ei at tale om Andre, lægge til, er saa indviklet og usammenhængende, tildeels ogsaa saa modsigende, at det kun fordunkler den tydelige og troværdige Beretning, Man forgiæves dermed har stræbt at udfylde og oplyse. Kong 👤Edmunds 75 (US7) Død melder ►Sachse-Krøniken ligesaa kort og ►umistænkelig som ►Lov-Taleren, og selv 👤Wilhelm anfører det kun som et Rygte, at To af hans Kammer-Svende efter 👤Edriks Tilskyndelse ynkelig myrdede ham, saa en Nid-Vise om 👤Edrik, den falske Forræder, hvem det forbittrede, undertrykte Folk naturligviis ingen Samvittighed gjorde sig over at beskylde for hvad det skulde være, er ventelig Kilden til hele den Fortælling, som derfor ogsaa bør læ289ses i ►Rim-Krøniken, hvor den har noget Shakspearsk ved sig*👤Robert af Glocesters ►Engelske Rim-Krønike..

✂ Efter ►Sachse-Krøniken blev nu 👤Thorkild Hertug i 📌Ost-Angeln, 👤Erik Jarl i 📌Northumberland og 👤Edrik i 📌Mercia, men 👤Edrik fik endnu samme Aar (1017) sit Bane-Saar, hvorom det er værdt at høre ►Lov-Talerens Beretning. Hos 👤Knud, siger han, fulgdes Ungdom og Viisdom ad, derfor elskede han alle dem, der havde tjent 👤Edmund tro, men Forræderne og Vende-Kaaberne hadede han og lod paa een Dag mange ►høie Hoveder springe. Deriblandt var 👤Edriks; thi da han offenlig sagde, det var af Godhed for 👤Knud, han ►vendte Rygg ved 📌Ashdovn, og fordrede Belønning derfor, da svarede Kongen mørk: vil du, som forraadte din egen Herre, da vel være mig tro; men nu skal du ►faae Løn som forskyldt, saa du skal tabe Lysten til Lumskeri! Dermed vendte Kongen sig til 👤Erik Jarl og sagde: betal ham hvad vi skylder ham, det vil sige: slaae ham ihjel, før han sviger os, og strax var 👤Erik ved Haanden med sin Hellebard og huggede med eet Snit Hovedet af 👤Edrik *►Emmas Lovtale II..

✂ Hvad Man nu sagde i 📌Tydskland om alt Dette, kunde ►vist nok være os saavelsom 👤Knud ligegyldigt, da det kun angik 📌Danmark og 📌England, hvorom Man heller aldrig i 📌det hellige Romerske Rige har vidst ret Beskeed; men da vi dog altid er nysgierrige efter at vide hvad Tydskerne tænke og dømme, maae vi takke Biskop 👤Ditmer af 📌Merseburg for, vi ogsaa her kan faae vor Lyst styret. Han, som i de samme Dage skrev paa sit “►Allehaande”, hvori han fandt Plads til Alt hvad der faldt ham ind, begynder da med at fortælle os, at somme Tider, skiøndt det er sjelden, 290“►fortæres han af Nidkiærhed for ►Herrens Huus” og kan derfor ikke undlade her at indskyde, hvad han tit har hørt tale om, hvorlunde nemlig Anglerne (saaledes 76 (US7) kaldte enten af deres Engle-Ansigt (det vil sige Smukhed) eller af den Krog ►ͻ: ►angulus, de boe udi) er blevet usigelig plagede af den grumme Danske Kong 👤Sven Haraldsen, saa de, som før var ►skatskyldige til Apostel-Fyrsten 👤Petrus og var den hellige Fader 👤Gregors aandelige Børn, nødtes til at ►svare “de skidne Hunde” (►immundis canibus) aarlig Skat og lade Fienden boe ►tryggelig i den største Deel af deres ødelagte Land.

✂ Dog, Vidtløftighed er Tydskernes Skiøde-Synd og vi kan have Nok i vor egen Deel, saa vi nødes til at bryde af i Tide med den Bemærkning, at i Henseende til Kiends-Gierningerne stemmer 👤Ditmer ret godt overeens med ►Lov-Taleren, undtagen i hans sidste ►mærkelige Ord om 👤Knud (ved 1018) som lyder saaledes: i 📌England blev, Gud skee Lov! (Deo gratias) Mandskabet paa tredive Viking-Snekker nedsablet af 👤Svens Søn, deres egen Konge, saa han, som med sin Fader hjemsøgde og idelig hærgede Landet, sidder nu i sin Eenlighed og maa forsvare sig selv, som ►Basilisken i 📌Afrikas Sand-Ørk*👤Ditmers ►►Allehaande► VIII, hos Leibnits S. 420–21..

✂ See, det var da Tydskernes Tanker, Ønsker og Forhaabninger ved 📌Englands Erobring af de Danske, og ved Stand-Retten, 👤Knud holdt over 👤Edrik og hans Med-Skyldige, og “fromme” kan Man, uagtet Bispens gudelige Stil, just ikke kalde dem, ►billige er de heller neppe; men de henvende dog vor Opmærksomhed paa det Sørge-Spil, raa Strids-Mænd altid opføre i den dannede Verden, og Sørge-Spil, hvis Indhold kun er Blod-Bad, maae vi finde slette, ligesaavel af Danske som af Tydske Forfattere. Det nytter ikke her at beraabe sig paa ►Krigs-Retten, thi det er den afskyelige Romer-Ret, ikke heller at hænge sig i 291den Angel-Sachsiske ►Straffe-Præken af 👤Lupus, hvor det siges reentud, at Alting var raaddent i England fra Inderst til Yderst*►Prækenen paa Angel-Sachsisk hos 👤Hickes (►Thesaurus II.) paa Latin i de Danske “►Scriptores” II. 463., thi naar det er allersandest, retfærdiggiør det dog kun Sværdet, aldrig Haanden, som hos de Mennesker, vi skal agte og elske, maa stræbe efter Andet end Rov og Mord. Spørgsmaalet er altsaa her slet ikke om ►Løn som forskyldt, hvorved 👤Hamlet meget rigtig anmærker, at skal ►Retten saaledes have sin Gænge, maae vi i det Mindste kagstryges Allesammen, men Spørgsmaalet er: om Menneske-Livet med tilsvarende Dannelse ►øiensynlig vandt ved 📌Englands 77 (US7) Erobring af de Danske, og besvarede Verdens-Historien ikke det med Ja, da skulde den kun i Forbigaaende nævne Danskerne med deres 👤Knud ligesom Hunnerne med deres ►Atle den Store, nævne dem som et eget Slags Rov-Dyr, der trivedes bedst i Vandet og drev deres Uvæsen til det Høieste i det Ellevte som Hine i det Femte Aarhundrede. Saaledes er nu vel ogsaa Danskerne hidtil sædvanlig behandlede i Verdens-Historien, men skulde det lade sig forsvare, maatte naturligviis en “Dansk” Verdens-Historie være ligesaa utænkelig som en “Hunnisk”; thi i det Hele ►falder Æblet aldrig langt fra Stammen, saa hvor der udvikler sig en eiendommelig Anskuelse af Menneske-Livet, som noget ikke Dyrisk men Guddommeligt, der har ogsaa fra Arilds-Tid været kraftig Deeltagelse i dette Menneske-Liv, og det er desuden soleklart, at naaede 📌Danmark i Middel-Alderen nogen aandelig Udvikling, maa det takke Forbindelsen med 📌England derfor. Naar nu kun Menneske-Livet vinder ved en Kamp, da er det Aanden ligegyldigt paa hvad Sted, og med et saa ►øiensynligt Forraads-Kammer og ►Oplags-292Sted► for ►den ny Verden, som 📌England, er det kun en Bisag, hvad der bliver tilbage, naar Hver har faaet Sit; men naar Man seer, hvad Angel-Sachserne i det Tiende Aarhundrede nedsank til, da er det en følgelig Sag, at Alt hvad der siden har aandig udmærket sig i 📌England maa enten være af Dansk eller af Normannisk Oprindelse, og det var ►aabenbar ikke Normannerne, der bekæmpede den Romerske Retning og skabde det Engelske Bog-Sprog, med Alt hvad dertil hører. Det vil derfor aldrig falde veloplyste Engelsk-Mænd ind at betragte Danskerne som den Angel-Sachsiske Dannelses Bane-Mænd, hvilken de tvertimod, saavidt mueligt, tilegnede sig og giengiældte med de “raa Materialier”, uden hvilke den “Engelske Dannelse”, som blot er en god Bearbeidelse deraf, aldrig vilde fundet Sted.

✂ Forholdet mellem 📌England og 📌Danmark i Middel-Alderen er nemlig det Eneste ►i sit Slags, fordi Erobrerne i det Ellevte Aarhundrede var for en stor Deel “samme Moders Børn” som de i det Femte, og kunde derfor ikke blot forstaae men sammensmelte med dem, og gjorde det virkelig til fælles Fordeel, thi Angel-Sachserne fik ikke blot en Tugtelse men ogsaa en Forstærkning, de høilig trængde til, og Danskerne vandt ikke blot store Midler til Uddannelse, som de fattedes, men blev ogsaa mange uvorne ►Kæmper og urolige Hoveder kvit, 78 (US7) som fandt hvad de søgde “►Død eller Brød” i det rige 📌England, hvor Livet er en ►Giæring, der netop for at lykkes kræver stridige og stærke Elementer. I alle Henseender maa da “📌Joms-Borg” staae os for Øie, naar vi betragte den Krig, hvori Høvdingen derfra, 👤Thorkild den Høie, er ►Mærkes-Manden; thi Joms-Vikingerne var jo netop gode ►Stal-Brødre til “►Hengst og ►Hors”, og det var farlige Naboer for 📌Danmark, som Islænderne sige, 👤Sven Tve293👤skiæg haabede at blive kvit ved at opægge dem til ►Toget mod 👤Hakon Jarl, og som 👤Saxo ►vist nok med Grund ►skylder for at have givet Slaverne Mod og ►Vane paa 📌Danmark. Disse Joms-Vikinger, som paa 📌Øster-Søens Kyst sikkert vilde ødelagt 📌Danmark, der allerede i 👤Sven Tveskiægs Tid to Gange maatte kiøbe sin Konge af dem og kunde ikke veie ham op med Penge, uden at kaste sine Kvinders Guld-Smykker i Skaalen; disse Joms-Vikinger kunde umuelig giøre den dannede Verden en større Tjeneste, end først at skaffe 📌Danmark en Deel gode Engelske Penge og Præster, og dernæst ►sætte sig ned eller ►falde paa Øen, hvor Normannerne var ved Haanden, som 👤Hakon Jarl i 📌Hjøring-Vaag, med ►Haardt imod Haardt!