Christenheden og 📌Romer-Riget.
✂ Hvor Christendommen betragtes som en Stats-Sag, er det følgeligt, at Man ogsaa i Stats-Historien begynder en ny Tids-Alder med 👤Christi Fødsel; men naar Man seer, det kun i Middel-Alderens Dunkelhed kunde falde Folk ind saa grovelig at forvexle Kirke og Stat og Forholdet til Himlen med det til Jorden, da har det store Mis-Greb sædvanlig til Følge, at Man ogsaa bliver blind for den historisk-virkelige Forbindelse, der er mellem Christendommen og alle ►den ny Verdens ►Borger-Samfund. Derfor er det nu almindeligt i Stats-Historien knap at nævne den 👤Christus, hvis Fødsel Man dog regner efter, men deristeden at opregne alle 📌Roms Tyranner fra 👤Augustus til 👤Augustulus, som om Slaveriet under dem endnu bestandig var Et af Old-Tidens ►Borger-Samfund, der først opløstes ved 📌det Vestlige Riges Undergang, og gav Plads for et lovløst Barbari. At Man herved reent glemmer 📌det Østlige Romer-Rige, der dog alle Dage var ligesaa godt et ►Borger-Samfund som 📌det Vestlige, og burde altsaa trolig følges til 📌Konstantinopels Indtagelse, uden at ændse Barbariet, det er latterligt nok, og lader sig neppe forklare uden deraf, at vore Skoler var Latinske, ikke Græske; men Hoved-Feilen er dog den, at Man derved paa den ene Side sønderriver og forvirrer 18Middel-Alderens Stats-Historie, og paa den Anden forvexler ►Borger-Samfund med Slaveri, og at en saadan Feiltagelse hos de Lærde maa i ►Vidskabs-Tiden have sørgelige Følger for Staten, indseer man let.
✂ Først maae vi derfor huske, at der i 📌Rom aldrig havde været Andet end en “►Røver-Stat,” thi det var jo der ikke Borgere, forbundne til fredelige Sysler og fælles Forsvar end sige til noget høiere Øiemed, men Krigs-Folk, der slog dem sammen, for at drive Røver-Haandværket med mere Sikkerhed og Eftertryk, leve paa Naboernes Bekostning og lade Tiden vise, hvorvidt de kunde udstrække deres Erobringer. Paa dette Stats-Øiemed var ►aabenbar alle ►Indretninger beregnede, saa selv Stats-Religjonen skulde udvide sig med Riget, ved at optage alle undertvungne Folks Guder, og her var da ingen Folke-Aand tænkelig, uden Man saaledes vil kalde den fælles Drift og Evne til at giøre alle de Opoffrelser og 555 (US6) underkaste sig alle de Indskrænkninger, Røver-Anslaget paa hele Verden for at lykkes maatte kræve. Kun fra dette lave, vi maae vel sige nedrige, Stade kan vi øine Noget, der ligner et ►Borgerligt Selskab i 📌Rom, og derom vilde følgelig i Stats-Historien ei blevet mere Tale end om ►Røver-Staterne i 📌Barbariet, hvis det ei var lykkedes 📌Rom efterhaanden at undertvinge hele den dannede Verden. Da det imidlertid var skeet og alle Old-Tidens Stater forvandlede til Romerske Provindser, da veed vi, at selv Romerne havde ondt ved, efter de saakaldte Borger-Krige, at finde Noget, der i deres Øine lignede en Stat, fordi Alle var een Mands Slaver. Vilde Man nu ►end ⓘ sige, at saalænge 📌Rom ►raadte for Keiser-Valget, var Keiser-Tyranniet ogsaa En af de Byrder, Romer-Aanden drev sit Folk til at bære, for evig at nyde det herlige Røver-Liv, hele Verdens Besiddelse skiænkede dem, saa bortfalder dog ogsaa dette med ►det Juliske Huus, thi da Krigs-Hærene i 19Provindserne tog sig den Frihed at vælge Keisere, tabde 📌Rom sig aldeles i det store Slaveri, der var dets ►Kæmpe-Værk. Her afrunder sig ogsaa det Hele, thi skiøndt Jødernes ►Borgerlige Selvstændighed ►alt længe ei havde havt stort mere at betyde end den Frihed, Romerne skiænkede Grækerne og Andre, saa var ►📌Jerusalems Forstyrrelse dog endnu en vigtig Stats-Begivenhed, og den samme 👤Vespasian, som derved vandt sin Navnkundighed, tilintetgjorde ogsaa den Skygge af Frihed, der ►end hist og her var tilbage, ved at erklære alle Lande for Romerske Provindser.
✂ Her maatte altsaa Stats-Historien sluttet, dersom den ikke ved et Vidunder var blevet fortsat, thi da Riget udgiorde hele den dannede Verden, som laae magtesløs i Tyranniets Lænker, var der slet ingen Udsigt til bedre Tider. Ingen Keisers Personlighed kunde skabe dem, thi Jøder og Græker var ligesaa uduelige som Romerne til at giøre deres ►Fædres Gierninger, og ►udenfra var ingen Hjelp at faae, thi der var kun raa Folke-Færd, som, naar de bemægtigede sig Riget, i det Høieste, som ►Mogolerne i 📌China, kunde tilegne sig den Dannelse, de forefandt, og vedligeholde den i Slaveriet indførte Orden.
✂ Men netop i 👤Neros sidste Dage kommer der i 📌Rom og trindt i Riget et nyskabt Folk for Lyset, hvorimod Alt hvad der sætter en Ære i at hedde Romersk træder i Kamp, og taber 556 (US6) giennem tre Aarhundreder bestandig Slaget; dette Folk kan vi, trods alle Blandinger, spore lige til vore Dage, som Byg-Mestere af en heel Række nye Stater, og de maae da nødvendig tiltrække sig vor hele Opmærksomhed, saa vi kun ændse 📌Rom og dets Keisere for “de Christnes” Skyld. Hvor dette Folk kom fra, hvad det fra Begyndelsen ►førde i sit Skjold, hvordan det midt i 📌Romer-Riget hævdede sin Selvstændighed, og siden ligesom tabte sig i ►den ny Folke-Verden, 20Det gav Navn og Dannelse, er da statshistoriske Spørgsmaal af den høieste Vigtighed for hvem der tager Deel i det høiere Menneske-Liv, hvad Tro han saa end ellers bekiender sig til.
✂ For nu, saa godt som Kilderne tillade, at besvare disse Spørgsmaal, der angaae intet mindre end vor aandelige Sammenhæng med Old-Tidens dannede Verden, begynde vi vel bedst med Romeren 👤Tacitus, som i Anledning af ►📌Jerusalems Forstyrrelse melder, at der fattedes ikke paa frygtelige Forvarsler, saasom Krigs-Hære i Luften, Ild i Skyerne, Bulder i 📌Templet og en Røst fra Helligdommen “nu drage Guderne bort;” men at Jøderne af en ugudelig Overtro holdt det for usømmeligt at forsone sig med Himmelen, medens Mængden trøstede sig med, der stod skrevet i Præsternes gamle Bøger, at 📌Øster-Leden paa denne Tid skulde blive mægtig og Folk fra 📌Jødeland komme til Regieringen, thi det faldt dem aldrig ind at Spaadommen gjaldt 👤Vespasian og 👤Titus *👤Taciti ►Historieb. V. 13.. Da nu samme 👤Tacitus, i Anledning af 👤Neros Raseri mod “de Christne”, fortæller os at disse bar Navn efter en vis 👤Christus, som 👤Pontius Pilatus korsfæstede i 📌Jødeland under 👤Tibers Regiering*👤Taciti ►Aarbøger. XV. 44., saa vilde selv Romerne ikke kunne fortænke os, som kiende Følgerne, i at vi heller anvende Spaadommen paa de Christne end paa 👤Vespasian og 👤Titus, hvis Regiering kun var kort og ubetydelig mod det lille Christen-Folks, der paa samme Tid udgik fra 📌Jødeland. Her faae vi da paa eengang det ►umistænkeligste Vidnesbyrd, vi kan ønske os, baade for de Christnes Jødiske Herkomst og for Tilværelsen af ►Ebraiske Spaadomme, som ►📌Jerusalems Forstyrrelse nøder os til at overføre paa dem, og 21dermed lade vi Romeren fare, for af de Christnes ►Hellige Skrift at faae nærmere Oplysning om begge Dele.
✂ Under Keiser 👤Augustus, læse vi der, mens 👤Herodes den 557 (US6) store Blod-Hund endnu sad paa Thronen i 📌Jerusalem, kom der nogle ►Stjerne-Kigere tilbyes fra 📌Øster-Leden og spurgde efter den nyfødte Jødernes Konge, hvis Lykke-Stjerne de havde seet paa Himlen. Ved denne Efter-Spørgsel kom hele 📌Jerusalem i Bevægelse, og 👤Herodes, som ►hugede ilde til, sammenkaldte alle de Skriftkloge, for at høre, hvor 👤Christus (👤Messias), den store af Propheterne bebudede Jøde-Konge, skulde fødes? De Skrift-Kloge svarede, at efter Propheten 👤Michas Spaadom skulde ►den store “Folke-Hyrde” fødes i 📌Bethlehem, 📌Davids By, og derhen sendte nu 👤Herodes ►Stjerne-Kigerne, med den Aftale, at de skulde komme til 📌Jerusalem igien og melde om de havde fundet Barne-Kongen, for at ogsaa han kunde hylde 👤Christus i Svøbet. Der blev imidlertid intet af, thi da ►Stjerne-Kigerne havde fundet ham de søgde, i 👤Jesus, 👤Marias Søn, og offret ham Guld, ►Virak og Myrrha, afskrækkedes de ved en Drøm fra at komme til 📌Jerusalem og reiste en anden Vei hjem, og da 👤Herodes mærkede, hans List mislykkedes, brugde han Vold og lod myrde alle smaa Børn under to Aar i 📌Bethlehem og dens Omegn. 👤Jesus undgik imidlertid Døden, thi hans Pleie-Fader, Tømmermanden 👤Joseph, var ►alt i Forveien, efter et Drømme-Syn, flygtet med ham og 👤Maria til 📌Ægypten, hvor han blev til 👤Herodes var død. Siden opslog 👤Joseph sin Bopæl i den lille By 📌Nazareth i 📌Galilæa, hvor 👤Jesus blev ►opfødt, uden at Man veed synderlig meer om ham, før han var tredive Aar; men da, i Keiser 👤Tibers femtende Regierings-Aar, blev han paa een Gang navnkundig ved sin Daab i 📌Jordans Flod. Her stod nemlig i de samme Dage hans Frænde 👤Johannes, en Søn af Præsten 👤Zacharias, ved 22►Færge-Stæderne og gjorde stor Opsigt, thi han førde Ordet, fyrig i Aanden, ligesom En af de gamle Propheter, straffede Synd og Ugudelighed uden Persons Anseelse, og forsikkrede bestemt, at nu kom 👤Christus, den store Konge, at oprette Himmeriges Rige paa Jorden, som der var spaaet, saa hvem der vilde ►vinde Borgerskab i det, maatte nu strax bekiende sine Synder og lade sig døbe i 📌Jordan. Der strømmede Folk til 👤Johannes i Tusind-Tal, ikke blot fra Landet men ogsaa fra Hovedstaden, og omsider skikkede Geistligheden og de Lærde i 📌Jerusalem et høitideligt Gesandtskab til ham med det Spørgsmaal: om han ikke selv var 👤Christus; men dertil svarede han reentud Nei, og vidnede: jeg er kun “►Røsten i Ørken” udsendt ►for Herrens Ansigt at bane ham Vei, men han staaer midt iblandt eder, “►den Ubekiendte”, hvis Sko-Baand jeg ikke er værdig at 558 (US6) løse, jeg døber med Vand, men han med den Hellig-Aand! Derefter skedte det en Dag, at 👤Jesus kom til 📌Jordan og forlangde at døbes af 👤Johannes og ►nødte sig paa ham, skiøndt han svarede: hvad vil du hos mig, jeg kunde bedre behøve at døbes af dig, og saa snart 👤Jesus var døbt og steg op af Floden, da aabnede Himlen sig for 👤Døberens Øine, den Hellig-Aand neddalede i Due-Skikkelse over 👤Jesus, og det lød fra Himlen: denne er min elskelige Søn, i hvem Jeg finder Velbehag. Fra denne Dag af udraabde 👤Johannes 👤Jesus for 👤Christus, Guds Søn, og Verdens Frelser, stillede sig selv i Skygge, og endte snart sine Dage, fængslet og halshugget af Kong 👤Herodes den Yngre, hvem han lydelig havde lastet for Ægteskabs-Brudd.
✂ Efterat 👤Jesus var døbt, kom den onde Aand og fristede ham, tilbydende ham hele “►Verdens-Riget,” med al dets Herlighed, blot for et Knæ-Fald, men 👤Jesus sagde: pak dig, Satan! thi der staaer skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene Ham alene, og nu begyndte 👤Jesus at 23vandre om i Landet, og viste sig i alle Maader, som den ►omspaaede 👤Christus, i hvis Dage Blinde skulde see, Døve høre, Halte gaae, Spedalske renses, Døde staae op og Fattig-Folk ►spørge gode Tidender. I sine Taler, der vare ligesaa mageløse som hans Jærtegn, skildrede han det Himmerig paa Jorden, der nu stiftedes, som et Frihedens, Lighedens og Broderskabets Rige, hvori den Ypperste bestandig skulde være Alles Tjener, ligesom han selv, skiøndt Herre født, tog en Tjeners Skikkelse paa sig, og Enigheden, der skulde finde Sted mellem Borgerne indbyrdes, saavelsom med Kongen, skildrede han i de stærkeste Udtryk som den fuldkomne, aandelige Eenhed, Kiærligheden skaber. Naar derfor Mængden vilde udraabe ham til Konge paa verdslig Viis, da undveeg han, og først da det endelig ►syndes, som hans Disciple forstod ham, holdt han sit Indtog i 📌Jerusalem, som den ►omspaaede Folke-Hyrde af 👤Davids Æt, uden at der hos hans jublende Følge var mindste Tegn til verdslige Forventninger. Hermed sluttedes imidlertid 👤Jesu Prophetiske Bane, thi Præsterne og de Skrift-Kloge havde længe tragtet ham efter Livet, neppe fordi hans Tale om sin guddommelige Eenhed med den Himmelske Fader virkelig stødte dem, men fordi han bestandig ►nedrev dem, og det tit i Folkets Paahør, som ►Øien-Skalke og blinde Veiledere, der kun søgde deres egen Ære og timelige Fordeel, og som aandelige Røvere, der havde ranet Kundskabs-Nøgelen og brugde den kun til at lukke dem ude, der vilde indgaae i Helligdommen, og disse hans 559 (US6) uforsonlige Fiender havde nu den Glæde, at En af hans egne Apostler, 👤Judas Iskarioth, forraadte ham til dem uden ►Larm, hvorpaa de strax dømde ham ►fra Livet som en selvgjort Guds Søn, og overgav ham til den Romerske Lands-Høvding 👤Pontius Pilatus, for at faae ham korsfæstet. Herved mødte nu vel den Vanskelighed, at 👤Pilatus, som vidste godt ►hvad Præsterne skadte, og vilde nødig 24forgribe sig paa den ►vidunderlige Mand, forlangde Beviis for en Brøde, som Romer-Retten satte Døds-Straf paa, men da Præsterne fik Mængden til at larme og høirøstet forlange hans Korsfæstelse, da gik 👤Pilatus dog paa ►Forlig med sin Samvittighed, saa han dømde, at Folket skulde faae sin Villie, men vaskede sine Hænder for deres Øine og sagde: jeg har ingen Deel i den Retfærdiges Blod, det bliver eders Sag! Ja, skreg Mængden, hans Blod komme over os og vore Børn, og fulgde ham saa til 📌Galge-Bakken (📌Golgatha), hvor han blev korsfæstet mellem to Røvere, med den Over-Skrift paa ►Ebraisk, Græsk og Latin: Nazaræeren 👤Jesus, Jødernes Konge; Noget, Præsterne vel stødte sig over og bad 👤Pilatus forandre, men dertil svarede han blot: hvad jeg skrev, det skrev jeg! De Romerske Strids-Mænd deelde nu den Korsfæstedes Klæder imellem sig og kastede Lodd om hans vævede Kappe, medens Præsterne og de Lærde kappedes med Pøbelen om at spotte ham, sigende: han har hjulpet Andre og kan ikke hjelpe sig selv; er han 📌Israels Konge, da stige han nu ned ad Korset, saa vil vi troe det; lad Gud nu redde ham, om han har Lyst, thi han sagde jo, han var Guds Søn; men derimod sagde den Ene af Røverne til ham: Herre! naar du kommer i dit Rige, da tænk paa mig, og 👤Jesus svarede: sandelig, sandelig, siger jeg dig, idag skal du være med mig i 📌Paradis! Da nu desuden Himlen sortnede og Jorden skjalv, og 👤Jesus døde rolig med de Ord: Fader! i din Haand befaler jeg min Aand; saa gjorde det et ►besynderligt Indtryk paa alle Tilskuerne, Mængden slog sig for Brystet og sneg sig bort, og den Romerske Høvedsmand sagde: det var sikkert en retfærdig Mand, ja, det var en Guds Søn!
✂ Saaledes døde da 👤Jesus paa Korset som en Misdæder, men fik dog en hæderlig Begravelse, thi En af de Jødiske Raads-Herrer, ved Navn 👤Joseph fra 📌Arimathia, en rig Mand, som hemmelig ►bar Venskab for ham, fik Lov af 👤Pila25👤tus til at tage hans Legeme ned og ►jorde det prægtig et nærliggende Grav-Sted, han havde ladet udhugge til sig selv i en Klippe. Da imidlertid 👤Jesus havde sagt offenlig, at Tredie-Dagen efter sin 560 (US6) Død vilde han staae op igien, fandt hans mægtige Fiender det raadeligst at forebygge de farlige Rygter, deraf kunde opstaae, ved at sætte deres ►Seigl for Lukke-Stenen og stille en Romersk Vagt, som de fik af 👤Pilatus, omkring Graven, og saaledes stod Sagerne tredie Dags Morgen, som var Paaske-Søndag, men da foer i Dag-Brækningen en Engel ned fra Himmelen som et Lyn, væltede Stenen fra Graven og satte sig paa den, medens Vagten daanede og 👤Jesus stod op. Rygtet herom søgde Præsterne og de Lærde vel at kvæle i Fødselen ved at bestikke Vagten, saa de ►tog dem Skylden paa og sagde, at mens de sov paa deres Post, var det lykkedes den Korsfæstedes Discipler at stjæle hans Lig, men Disciplerne, som vidste sig ►fri, hørde ►alt om Morgenen med Forbauselse den store Tidende af nogle Veninder, der kom til Graven, just som Vagten flygtede og traf Engle der, som bevidnede Opstandelsen, og samme Dags Aften indfandt 👤Jesus sig pludselig midt iblandt sine Discipler, som var forsamlede inden lukte Dørre af Frygt for Jøderne. Saaledes lod 👤Jesus sig i Løbet af fyrretive Dage ►tilsyne for dem, og overbeviste de Tvivlende om sin virkelige Opstandelse med “Kiød og Been”, ved at spise og drikke, lade dem føle paa sig og vise dem baade Nagle-Gabene fra Korsfæstelsen og Aabningen i hans Side, som en Romersk Strids-Mand gjorde med sit Spyd, for at see, om han var rigtig død, og for Resten dreiede hans Tale sig deels om de Messianske Spaadomme, hvis Opfyldelse paa sig han klarlig viiste Disciplerne, og deels om “👤Christus-Riget”, som nu skulde oprettes. Blandt sine Discipler havde han lige fra Begyndelsen udvalgt Tolv til Apostler (fuldmægtige Sendebud), hvoraf dog den Ene forraadte ham, og “►de Elleve”, 26med tre Galilæiske Fiskere, 👤Simon Peder og 👤Zebedæi-Sønnerne, 👤Johannes og 👤Jakob, i Spidsen, var det da især, han efter sin Opstandelse omgikkes og oplyste, og i deres Paasyn foer han til Himmels, saa en Sky tog ham bort fra deres Øine, efterat han havde lyst sin Velsignelse over dem og sagt: ►gaaer ud i al Verden, ►underviser alle Folk og ►døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, og ►lærer dem at holde alle de Anordninger i Hævd, som jeg har givet eder, og see, jeg er med eder alle Dage til Verdens Ende! De blev imidlertid endnu en Tidlang staaende og stirrede efter den Opfarne, indtil der kom to Mænd i ►Straale-Dragt og sagde til dem: hvi staae I Galilæer her, og stirre paa Himlen; denne 👤Jesus som er optaget, han kommer igien 561 (US6) ligesom I saae ham opfare; men saa tilbad Apostlerne den Himmel-Farne og vendte glade tilbage til 📌Jerusalem, hvor han havde befalet dem at bie, til de efter nogle Dages Forløb blev iførte med Kraft fra det Høie og fik den Hellig-Aand, som skulde tale igiennem dem, veilede dem til al Sandhed, og trøste dem med en salig Evighed over al den Trængsel, de for 👤Jesu Navns Skyld maatte være beredt paa at lide.
✂ Det hele Christen-Folk, som nu var forsamlet i 📌Jerusalem, bestod dengang kun af hundrede og tyve Personer, men Herren havde ogsaa lignet sit Rige ved det Mindste af alle Frø-Korn, som dog snart blev høiere end alle Kiøkken-Urter og opvoxde til et Træ, hvori alle Himlens Fugle ►bygde Rede, og det begyndte ►mærkelig at stadfæste sig ti Dage efter Himmel-Farten, thi da, paa første Pindse-Dag, blev der pludselig et saadant Brag og Bulder i Huset, hvor Apostlerne sad, at hele Staden kom i Bevægelse, og den Hellig-Aand kom over Apostlerne, som glødende Tunger at see til, hvorpaa de opløftede Røsten paa ►allehaande Tunge-Maal og talede om Herren. Der var iblandt Tilhørerne Jøder og Jøde-27Venner (Proselyter) baade dybt inde fra 📌Øster-Leden, og fra 📌Ægypten, 📌Arabien og 📌Nord-Afrika, fra 📌Italien og 📌Grækenland, som deels boede i 📌Jerusalem og deels var kommet reisende til den store Høitid, for ►Lov-Givningen med Guddoms-Røst paa Sinai, og forbausede sagde de til hverandre: ere ikke alle disse Talere Galilæer, og dog høre vi dem tale vort Moders-Maal og forherlige Gud med vore Tunger! Somme slog det vel hen i Spas og sagde: de har drukket sig fulde i sød Viin, men nu reiste 👤Simon Peder sig, paa hvis Bekiendelse Herren havde sagt, han vilde ►grunde sin Kirke som paa en urokkelig Klippe, og han holdt en Tale, hvori han med Lys og Ild ►udviklede, at dette var Opfyldelsen af 👤Davids Forventning og Propheternes Spaadom, saa hvem der vilde arve med dem, maatte nu troe paa den Himmel-Farne og lade sig døbe, og det gjorde samme Dag hen ved tre Tusinder.
✂ Saaledes dannede sig da “den Christne Menighed” i 📌Jerusalem, der var som eet Hjerte og een Sjel i mange Legemer, thi de vare ligegode om Alt, Ingen kaldte Noget sit eget, og hvem der havde faste Eiendomme solgde dem og bar Pengene til Apostlerne, som dermed understøttede de Trængende, og da nu Apostlerne tillige helbredte alle de Syge, Man bragde dem, i 👤Jesu Navn, saa fandt den ny Menighed almindelig Yndest hos Folket. Anderledes var det med Præsterne og de Lærde, som 562 (US6) fnøs over, at de ►lærde i 👤Jesu Navn og bevidnede hans Opstandelse, men skiøndt Apostlerne desaarsag droges for Retten, fandt Fienderne det dog raadeligst, at lade dem fare, deels for Mængdens Skyld, og deels fordi deres Orakel, den gamle, skriftkloge 👤Gamaliel, gav dem at betænke, at var den ny ►Lærdom Menneske-Paafund, vilde den jo snart falde bort af sig selv, ligesom ►Skryderiet af alle de Andre, der havde udgivet ►dem for 👤Christus (👤Messias), men var det Guds Sag, da var det jo 28Galenskab at prøve Styrke med ham! Denne Skaansel strakde sig imidlertid kun til dem, Man vidste havde kiendt 👤Jesus i levende Live og været hans Discipler, saa mod den øvrige Menighed udbrød der snart en stor Forfølgelse i Anledning af 👤Stephan, som var Lærer og Fattig-Forstander (Diakon), gjorde mange Mirakler, og bandt, i en offenlig Tvist om 👤Jesus, Munden paa alle de Skrift-Kloge af ►den Alexandrinske Skole, hvorover de blev saa rasende forbittrede, at de trak ham for Retten, som en Guds-Bespotter, der talde foragtelig baade om Mose-Loven og 📌Templet, som Ting, 👤Jesus fra 📌Nazareth skulde afskaffe. Vel forsvarede 👤Stephan sig mesterlig for Raadet med Jødernes egen Hellige Skrift, hvoraf han beviiste, at baade havde 👤Moses selv forkyndt den store Prophet, som Folket uindskrænket skulde lyde, og 👤Salomon, der ►bygde 📌Templet, havde udtrykkelig erklæret, at dette Værk af hans Hænder var ikke Guds Huus; men netop Klarheden skar hans Fiender i Øiet, og da han desuden sagde, han saae Himlen aaben og 👤Jesus staaende ved Guds høire Haand, saa foer Man i vildt Raseri ind paa ham, slæbde ham ud af Staden og stenede ham. Rolig befalede 👤Stephan sin Aand i 👤Jesu Haand, og bad i Døds-Stunden for sine Mordere, men dermed formildede han dem ikke, og det var især en ung Skrift-Klog, ved Navn 👤Saulus, en Discipel af 👤Gamaliel, som jublede ved 👤Stephans Henrettelse, og rasede mod alle hans ►Troes-Forvandte, saa hele Menigheden, paa Apostlerne nær, blev enten kastet i Fængsel eller maatte frelse sig ved Flugten. Det var imidlertid langt fra, at 👤Christi Rige derved ►forstyrredes, thi det udbredtes netop ved de Adspredte, blandt hvilke nogle ►Kyprioter og ►Kyrenæer endog stiftede en Menighed af troende Hedninger i 📌Antiochien, som blev de Første, der kaldte sig “Christne,” og Forfølgeren 👤Saulus blev nu selv omskabt til den store Hedning-Apostel 👤Paulus.
✂ 29 563 (US6) Med denne Forvandling gik det saaledes til, at da 👤Saulus ei fandt meer at gjøre i 📌Jerusalem, drog han til 📌Damask i 📌Syrien, med Fuldmagt fra “Raadet” til ogsaa der at fængsle de Jøder, som udraabde 👤Jesus for 👤Messias, men underveis blev han pludselig overstraalet af en himmelsk Glands, styrtede til Jorden og hørde en Røst, som raabde: 👤Saul, 👤Saul! hvi forfølger du mig, og da han spurgde: Herre, hvem er du; da lød Svaret: den 👤Jesus, du forfølger, og ►det vil svide til dig at stampe mod Brodden! Skælvende og bævende spurgte nu 👤Saulus, hvad han skulde gjøre, og fik Befaling at vente paa Svar i 📌Damask, hvorpaa han stod op og lod sig lede ind i Byen, thi han havde mistet sit Syn, og i 📌Damask kom efter nogle Dages Forløb en Christen, ved Navn 👤Ananias til ham, lagde Hænderne paa ham i Herrens Navn, saa han fik sit Syn igien, og døbde ham. Siden aabenbarede Herren sig selv for ham og gav ham Apostel-Kald til Hedningerne, og ham var det især, som reiste omkring og udbredte Christendommen i Riget, ligesom han ogsaa, ved sine Breve til de nye Menigheder, skriftklog udviklede Lærdommen om 👤Jesus, som hele Menneske-Slægtens Frelser, og den rette Sammenhæng mellem den gamle og den ny Pagt. Foruden 📌Antiochien, som var Stedet, 👤Paulus immer gik ud fra og vendte tilbage til, opslog han især sin Lære-Stol i 📌Ephesos, 📌Corinth og 📌Rom, til hvilken sidste Stad han vel blev sendt i Lænker fra 📌Jødeland, men fik dog kun Huus-Arrest, uden at det formeendes ham at tale til alle dem, der vilde besøge ham.
✂ Her, med 👤Pauli Ophold i 📌Rom under 👤Nero, slipper den mageløse Historie om 👤Christus og hans Riges Stiftelse, i de Christnes ►Hellige Skrift, det saakaldte ►“Ny Testamente,” og paa Indvendingerne, Man nys i Mængde har gjort mod Paalideligheden deraf, kan vi her ikke indlade os, da de ikke grunde sig paa andre gamle Efterretninger, men 30ene og alene paa ►Urimeligheden, Man vil have fundet deri, at 👤Jesus skulde være Guds Søn meer end andre Mennesker. Tvertimod maae vi bemærke, at hele ►Rimeligheden er paa ►det Ny Testamentes Side, thi af 👤Christi Guddom lade alle Christendommens guddommelige Virkninger sig forklare, men tænker Man den bort, da er de store Kiends-Gierninger, som ei lade sig rokke, den største ►Urimelighed under Solen. Kun det lod sig tænke, at ►Guddommens Aande, som oprindelig var Mennesket indblæst, havde selv efter ►Faldet paa naturlig Maade opvakt ►Ebræerne, som det Prophetiske Folk, til at arbeide paa Opreisningen, 564 (US6) og at det var lykkedes i 👤Jesus, den store Lære-Mester, som blev, hvad 👤Sokrates knap drømde om, Guds elskelige Søn, forsonede Himlen med Jorden, fornyede ►Samfundet mellem Gud og Mennesket, blev ►Opstandelsens Første-Grøde, og Veiviseren til ►de Levendes Land, som kun behøvede troende at betragtes og efterlignes for at hæve hele Menneske-Slægten til sin Herlighed! Kun det lod sig tænke, og Maaden hvorpaa ►Guddoms-Manden aabenbaredes og kan frelse ►Slægten, altsaa Christendommens Væsen, kan da altid være et Tvistens Æble paa Jorden, i det Nogle paastaae, det gik og gaaer Altsammen naturlig til, medens Andre forklare det overnaturlig; men den ►Ebraiske Anskuelses Rigtighed, 👤Christi Guddom og hans Magt til at opvække aandelig Døde, de hvile urokkelig paa Christendommens bekiendte Virkninger i Verden, der nødvendig maae have havt en saadan Aarsag, da de ellers var udeblevet. ►Vist nok har Mængden af de Christne, baade Lærde og Læge, til alle Tider paastaaet, at ethvert Forsøg paa at forklare Christendommen naturlig var det Samme som at fornægte den, da 👤Jesus vel havde en Moder men ingen Fader paa Jorden, og Gienfødelsen i Daaben er den eneste Optagelse i hans Samfund, men det er et Kirke-Historisk Spørgsmaal, 31som ei vedkommer os her, og Stats-Historien lader sig ikke ►aftrætte, at overalt, hvor man tilegnede sig den ►Ebraiske Anskuelse og troede paa 👤Jesus Christus, som ►Guddoms-Manden, i hvem al Spaadom opfyldtes og Mennesket forligtes med Gud, der skedte, trods al anden Forskiellighed i Opfattelsen, en aandig Opreisning. ►Til Lykke giør den Kirkelige Strid, som kun er vigtig for Enkelt-Manden i hans egen Saligheds-Sag, heller ikke mindste Forskiel paa den historiske Betragtning af Christendommen; thi hvordan Christendommen end virkede, har Folkenes naturlige Vilkaar dog i det Store gjort en ►mærkelig Forskiel, og det ►Ebraiske Folke-Liv bliver os lige vigtigt, enten det tjende til at ►udvikle begge 👤Christi Forældre eller kun hans Moder. 👤Christus-Riget, som det dannede sig frit af Begyndelsen, er ligefuldt ►den Mosaiske Kirke-Stat i ►forklaret Skikkelse, og den Christelige ►Lære-Stand lige kiendelig en ny Skole af Jødernes Skrift-Kloge, der lægger ►Ebræernes Hellige Skrift til Grund, og forklarer den blot paa en ny Maade, efter 👤Christi Levnets-Løb og hans Apostlers Anviisning, saa under alle Forudsætninger er det ►Ebræernes 565 (US6) Anskuelse, af Gud og Menneske og deres indbyrdes Forhold, som levende forplanter sig med de Christne i Kirke, Stat og ►Skole. Dette lader sig saameget mindre nægte, som vi bestandig ved Siden see en Flok Jøder, blinde for 👤Christus, som i Synagogen forgiæves lede ►om ►👤Abrahams Velsignelse, 👤Moses Stav, ►👤Elias Kappe og 👤Salomons Viisdom, medens det Altsammen lever paa de Christnes Læber og blomstrer og ►frugter i deres Skiød!
✂ Hvordan nu egenlig den ►mærkværdige, meer end to hundredaarige, Krig mellem ►den Christne Kirke-Stat og de Romerske Tyranner udbrød, derom har vi ingen udførlig Beretning; thi 👤Tacitus, her vor eneste Hjemmel, melder blot, at 👤Nero, for at neddæmpe Rygtet om hans 32Deel i 📌Roms Ildebrand, lod de Christne straffe som Mord-Brændere, saa de bleve deels korsfæstede, deels, indsvøbte i Dyre-Skind, sønderrevne af Hunde, og deels, indviklede i brændbare Ting, brugte som Fakler ved de natlige Folke-Forlystelser i 👤Neros Haver*👤Taciti ►Aarbøger. XV. 44.. Det kunde imidlertid dog ei saa ganske være tilfældigviis, at 👤Neros høieste Grusomhed traf de Christne, og 👤Tacitus anmærker derfor ogsaa, at vel var de uskyldige i hvad Man straffede dem for, men kunde ellers som “Fiender ad ►det Menneskelige Kiøn” fortjene hvad det skulde være, og valgdes kun af 👤Nero til at bære Skylden, fordi deres ►Nidingsskab havde gjort dem ►almindelig forhadte. Da Romerens Mening hermed nu ingenlunde kan være, at de Christne havde gjort ►dem skyldige i andre ►borgerlige Forbrydelser, som Loven satte Døds-Straf paa, men kun at deres Aand og Tænke-Maade var ægte Romere en Vederstyggelighed, saa har han ►vist angivet den sande Aarsag til Krigen, der ikke blot forklarer dens Begyndelse men ogsaa dens Fortsættelse under Keisere, som, efter Romernes Dom, i alle andre Henseender var det Modsatte af 👤Nero.
✂ Ved første Øiekast, nemlig, synes vel Intet ►urimeligere end Christen-Forfølgelserne i 📌Romer-Riget; thi 📌Roms Tempel var jo et 📌Pantheon, der skulde have Rum til alle Guder, og vel var Freds-Aanden, der saa ►øiensynlig besjælede, det ny Folk, den Romerske Krigs-Aand aldeles modsat; men Romerne havde jo altid ønsket, at deres Fiender vilde elske Fred over alle Ting og lade sig taalmodig træde paa Nakken, og 📌Roms enevældige Tyranner maatte jo ►gierne givet Aar af deres Alder for at faae alle deres Undersaatter saa spagfærdige som de Christne. 566 (US6) Her viiste det sig imidlertid, at 📌Roms Aand, før den forsvandt, havde gjort et dybt Indtryk paa mange Hjerter, saa de følde, at trods det fredelige 33Skin var de Christne 📌Roms farligste Fiender, og at Romerne, med al deres Klogskab, dog i ►Middel-Alderen meest fulgde deres Hjertes Drift, kan jo aldrig undre os, da det var ►en tvungen Sag. Deres Følelse bedrog dem heller ingenlunde heri, thi ►den Christne Kirke-Stat, hvori “►Miskundhed og Sandhed mødtes, Retfærdighed og Fred kyssedes”, stod jo saa fiendsk mod den Romerske Røver-Stat som mueligt, og naar dens Borgere ei beviste det med Sværdet i Haanden, da var det ►aabenbar kun, fordi de troede, ►Sværdet i Munden var langt skarpere, og ventede for Resten paa deres usynlige Konge, som snart vilde komme igien, for at udslette de Ugudelige af Jorden og lade de Hellige arve den. Havde nu endda de Christne viist sig afmægtige, da kunde Romeren foragtet dem, men nu opdagede Man snart, de var ubøieligere end 👤Cato og kunde taale Ondt trods 👤Regulus, saa det var klart, at en frygtelig Fiende havde indsneget sig i Riget, mens Vagten sov, og kunde blandt Romerne ei vente mindste Skaansel, med mindre han viste sig uovervindelig.
✂ Kun fra dette Stade bliver den besynderlige Kamp mellem Romersk Grusomhed og Christelig Taalmodighed os forklarlig, men bliver det da ogsaa i den Grad, at vi see, den var uundgaaelig; thi vel maatte der tit blive Vaaben-Stilstand, fordi ethvert Nederlag, Romerne leed, maatte vise dem det var Daarskab, at bekæmpe Tanker og Troens Ord med Ild og Sværd, men enhver nyopvoxet Slægt vilde dog fornye Prøven, indtil enten Frygten aldeles lammede Armen, eller de Christne tabde deres ►Frygtelighed. Vi kan ogsaa virkelig i den Tid Krigen varede (68–312), tælle syv Hoved-Slag, altsaa Eet omtrent paa hver Menneske-Alder, skiøndt vi naturligviis ikke finde alle Mellem-Rummene lige lange.
✂ At det var 👤Nero, som slog det første Slag i Verdens Hovedstad, har vi hørt, og det skal, efter et gammelt 34Sagn i Christenheden, blandt Andet have truffet To af de Christnes ypperste Høvdinger: 👤Simon Peder som blev korsfæstet, og 👤Paulus som blev halshugget*►Euseb. II. 25..
✂ Under 👤Vespasian, som tog Penge for sin ►Part, og 👤Titus, hvis gode Gierninger skal have været saamange, som der er Dage i 567 (US6) to Aar, men hvoraf dog slet Ingen er kommet til vor Kundskab, var det stille, saa først under 👤Domitian stod det andet Slag, formodenlig i 📌Ephesos, hvor 👤Johannes, 👤Zebedæi Søn, En af de tolv ►Høvdinger endnu levede, men “►Discipelen som Herren elskede” overlevede dog Tyrannen, der ogsaa skal have beroliget sig, da han hørde af 👤Jesu Frænder i 📌Palæstina, at ►👤Christi Rige var ikke af denne Verden *►Euseb. III. 18–20..
✂ Saa ►overfladelig tænkde ikke den forgudede 👤Trajan, hvis Eftermæle hos alle Romerske Forfattere er et Side-Stykke til hans Triumph-Bue, hvis Levninger Man endnu beundrer i 📌Roms Gruus; thi under ham blev alle 👤Jesu Frænder, med den meer end hundredaarige Jerusalemske Biskop 👤Simeon i Spidsen, henrettede, og en anden Christen-Høvding, Apostel-Discipelen 👤Ignats i 📌Antiochien, blev slæbt til 📌Rom og kastet for de vilde Dyr*►Euseb. III. 36. 👤Ruinarts ►Martyr-Historier. 8.. Hvordan det dengang stod sig med de Christne, og hvad ægte Romere tænkde om dem, har vi ogsaa et ►umistænkeligt Vidnesbyrd om i to Breve, vexlede mellem Keiseren selv og hans gode Ven, 👤Plinius den Yngre, som var Statholder i 📌Bithynien, oppe ved 📌det sorte Hav. Den samvittighedsfulde Romer beder nemlig Keiseren om nærmere Forholds-Regler, da han finder saa mangfoldige Christne, og er uvis om, enten de kun skal straffes, naar de har gjort Ondt, eller Navnet kanskee allerede er Ondskab Nok. At de 35skal straffes uden videre Undersøgelse, naar de ikke vil nægte, de er Christne, ►bande 👤Christus og offre til Guderne, det finder imidlertid 👤Plinius, er soleklart, da det jo er en afskyelig Stivhed og Haardnakkenhed, saa det er kun Spørgsmaal, om Man ikke dog, naar de er saa føielige, skal see igiennem Fingre med hvad Man ellers veed om dem. Dertil svarer den naadige Herre, at det var som talt ud af hans Hjerte, saa hvem der vilde fornægte Christendommen, og i Gierningen vise sin Omvendelse ved at offre til Guderne, skulde benaades, hvad Mistanke der end ellers hvilede paa ham*👤Plins ►Breve X. 96–97..
✂ Denne de Christnes “Haardnakkenhed” var ogsaa en Vederstyggelighed for den boglærde Tyran, 👤Mark Aurel, ellers høilig berømt under Navn af “Philosophen paa Thronen”, seent i det Andet Aarhundrede, og i hans Dage (161–80) gik Man naturligviis grundig tilværks. Det gjaldt ikke blot Høvdinger, som den ældgamle Biskop 👤Polykarp i 📌Smyrna, endnu en 568 (US6) Discipel af Apostelen 👤Johannes, og Philosophen 👤Justin, der havde skrevet mod Hedenskabet; men der slagtedes for Fode, som vi see af Brevet fra Menigheden i 📌Lyon. Da Grusomheden her saa ganske ligner Optrinene sammesteds i ►Rædsels-Tiden, som vi har oplevet, burde Man ►vist nok holde Keiseren undskyldt, naar Sagen ikke, midt under Slagteriet, var blevet indstillet til ham, i Anledning af en Romersk Borger, 👤Attalus, som var iblandt Offerne, men da 👤Mark Aurel dertil svarede, at hvem der ikke vilde fornægte Troen, maatte lade Livet, saa tog han sig unægtelig Skylden paa. 👤Attalus blev nu, til et nyt ►Skue-Spil, sat paa en gloende Jern-Stol, men var saa kiedsommelig, at han, selv halvstegt, tilraabde Tilskuerne: her kan Man see, det maa være jer, ikke 36os, der æde Mennesker, og hvad der endnu ærgrede Gallerne allermest, var Slavinden 👤Blandines Halstarrighed, som, skiøndt ►spærlemmet og svagelig, dog ikke ved de mest udtænkte Pinsler kunde bringes til at sværge ved Guderne, end sige da til at paalyve de Christne noget Ondt. Da Gallerne godt havde mærket, det var især “Opstandelsen”, Martyrerne trøstede sig ved, saa besluttede de at sætte en ►Pind for den, ved at brænde alle Ligene og kaste Asken i 📌Rhone-Floden; men selv Asken synes at have været haardnakket, thi Menigheden i 📌Lyon hæver sig i den næste Menneske-Alder ►aabenbar som en ►Phønix, under sin berømte Biskop 👤Irenæos, en værdig Discipel af den gamle 👤Polykarp *►Euseb. IV. 15–16. V. 1..
✂ Samme 👤Irenæos, den sidste ►Apostoliske Høvding blandt de Christne, skal være blevet nedsablet i Spidsen af sin Menighed, under Keiser 👤Septimius Severus, først i det Tredie Aarhundrede*👤Ruinarts ►Martyrhistorie 61.; men det ►Mærkværdigste ved Kampen i denne Keisers Dage (193–209) er dog, at hans Krigs-Erklæring kun giælder de Jøder og Hedninger, der gik over til Christendommen; thi vel gjorde det ingen synderlig Forskiel med et Rige, der paa sin Viis, ligesom det Romerske, bestandig maatte udvide sig; men det viser dog, at Romerne havde indtil videre opgivet Haabet om at udrydde Christen-Folket, og vilde indskrænke sig til at hindre ►dets Formerelse, ligesom Pharao Israeliternes.
✂ Den nærmeste Anledning hertil har ventelig været Christendommens Udbredelse i 📌Afrika, thi 👤Severus var selv derfra, og det er først under ham den Afrikanske Menighed begynder at giøre Opsigt, med den berømte Jurist 👤Tertullian i 569 (US6) Spidsen; men hvorlidt det lykke37des at kvæle denne Opstand i Fødselen, viser ikke blot 👤Tertullians Overgang, der netop skedte under Forfølgelsen, men især den følgende Tid, da Christendommen ►aabenbar giør sig herskende i 📌Alexandrien, hvor den Christne Skole-Mester 👤Origenes beundres som et Lys af de boglærde Hedninger*►Euseb. V. 5. 10. VI. 1–3. 13. 14. 19..
✂ Under saadanne Omstændigheder havde det været Romernes gamle Skik at slutte en Vaaben-Stilstand, i Haab om bedre Tider, og en Saadan indtraadte nu ogsaa virkelig, mens 👤Origenes blomstrede, under Keiserne 👤Alexander Severus og 👤Philip, blandt hvilke den Sidste endog gjaldt for en hemmelig Christen*►Euseb. VI. 21. 34.. Man kan heller ikke sige at dette gamle ►Krigs-Puds mislykkedes, thi fra den Tid førdes Krigen dog med afvexlende Lykke, saa de Christne leed store Nederlag og bad om Fred.
✂ Det første sørgelige Nederlag fandt allerede Sted i Midten af det Tredie Aarhundrede, under Keiser 👤Decius, som fornyede Kampen; thi enkelte Christne Høvdinger, saasom Biskopperne i de Apostoliske Menigheder i 📌Jerusalem, 📌Antiochien og 📌Rom, udmærkede sig vel endnu, men de Christne tilstaae dog selv baade at deres berømteste Anførere, 👤Cyprian i 📌Karthago og 👤Dionys i 📌Alexandrien, tog Flugten, og at Mange overgav sig, eller, hvad der var det Samme, kiøbde falske Beviser for at de havde offret til 📌Roms Guder. 👤Origenes berømmes vel af sine Venner for Tapperhed, men der ymtedes dog om, han gav tabt, og glimrende seirede han da i det Mindste ingenlunde*►Euseb. VI. 39–46. VII. 1.. At den gamle Tapperhed næsten var uddød under Vaaben-Stilstanden, som varede en heel Menneske-Alder, det fik de Christne da at føle, og skiøndt Endeel under Krigens Løb atter med 👤Cyprian tog Mod til sig, saa viser dog den almindelige Glæde over 38Freds-Tilbudet af Keiser 👤Gallien, at Helte-Tiden var omme*►Euseb. VII. 10–13. ►Ruinart 178..
✂ Denne Fred, som gav Christenheden Romersk Borger-Ret, og varede næsten et halvt Aarhundrede (259–305), opløste derfor aldeles 👤Christus-Riget, der vel kan holde Fred med alle verdslige Herrer, som ei vil forgudes, men umuelig give sig under deres Beskyttelse, og Forfølgelsen under 👤Diokletian ligner da langt mindre en Krig mellem to selvstændige 570 (US6) Magter, end en egen Slags Grusomhed, den Romerske Tyran behagede at øve mod sine christne Slaver. Hermed være det ingenlunde sagt, at 👤Christus-Riget ophørde, thi da det er af aandelig Natur, kunde det nok bestaae ►i Løn, fordi det ikke meer var saa kiendeligt i Verden, men det forsvandt af Stats-Historien, saasnart det begyndte at sammensmelte med 📌Romer-Riget, og denne Sammen-Smeltning, som fuldførdes under 👤Constantin den Store, begyndte ►aabenbar under 👤Gallien og fortsattes rask giennem hele Freds-Tiden. Hvad der efter denne Tid kaldes Christenheden er allerede i Kirkelig end sige i ►Borgerlig Henseende noget ganske Andet end det “Himmerig paa Jorden,” som hævede sig under 👤Nero og sank under 👤Decius, for under 👤Diokletian aldeles at forsvinde; thi den senere Christenhed skabes og beherskes jo af Keisere og Konger, Bisper, Paver og Boglærde, og naar den, som under sin Sammen-Smeltning med 📌Romer-Riget, har en kiendelig Eenhed, udgiør den netop allerklarest et Rige “►af denne Verden,” som 👤Christus-Riget umuelig kan være.
✂ Det er imidlertid klart, at det ingenlunde var udvortes Magt, der styrtede 👤Christus-Riget, og vi maae derfor et Øieblik dvæle ved de indvortes Aarsager til Opløsningen af det kraftigste og ædleste, det elskværdigste og lyk39keligste ►Borger-Samfund, der har været paa Jorden, og staaer derfor endnu overalt i Christenheden, selv i 📌Frankrig, for de Klogestes Øine, som Idealet af en fuldkommen Stat, hvis Borgere kun lyde de Love, de selv bifalde, men bifalde altid de Bedste, har ingen synlig Øvrighed, uden den de selv vælge, og kan afsætte naar de lyste, men lyste det kun, naar den bryder Pagten, og har endelig baade Mod og Kraft til, hvad Øieblik det skal være, med Glæde at offre Liv og Blod for Fædrene-Landet. Et saadant Rige er det nemlig ►aabenbar 👤Lukas beskriver, naar ►han skildrer Menigheden i 📌Jerusalem, og skiøndt vi af 👤Pauli Breve see, at der allerede i hans Dage, ved den store Udvidelse, Riget fik, indsneeg sig smaa Uordener, saa spore vi dog indtil Midten af det Tredie Aarhundrede alle Hovedtrækkene hos dette besynderlige Folk, der, som Brudstykker af Mange, og adspredte over hele 📌Romer-Riget, kun havde Bopæl sammen, forsaavidt hele Jordens Kreds er det store ►Mandhjem, kun havde Herkomst og Sprog tilfælles, naar ►hele Menneske-Slægten er af eet Blod og alle Tungemaal Brudstykker af et Grund-Sprog, og som endelig ►kun havde et Fædrene-Land, der blomstrede ved deres 571 (US6) Selv-Opoffrelse og skiønnede paa den, naar de ►glemde “deres Folk og deres Faders Huus” paa Jorden over Himlen, som Menneske-Aandens oprindelige Hjem, ►de Levendes Land, hvortil det er ►Støv-Hjertets Ære og Fryd at opløftes. Medens vi nu maae være ►billige nok til at indrømme, der hører meget til at opoffre Livet for et usynligt Fædrene-Land, saa er det dog klart, at Rigets Selvstændighed beroede derpaa, ligesom det var Kongens (👤Christi) udtrykkelige Ord: ►hvem der nægter mig for Mennesker, ham nægter jeg igien, og naar vi derfor i Midten af Aarhundredet see de flygtende Høvdinger, 👤Cyprian og 👤Dionys, beholde deres Æres-Poster, og dem, der faldt i Slaget, stilles op igien til Rigets 40Vagt, da er vi forberedte paa det Værste. Det gik altsaa i ►den Christne Kirke-Stat omtrent som i ►den Mosaiske, der egenlig kun varede til 👤Josva og alle de Ældste, som havde seet Herrens Gjerninger, var døde; thi efter 👤Polykarps Dage staaer 👤Irenæos kun som et enkelt Vidne om den forsvundne Herlighed, hvis matte Efter-Skin vel endnu en kort Tid skjuler men kan umuelig læge Folkets Brøst. Daaben og Nadveren havde vel det store Vidnesbyrd i Menigheden, at de ►vidunderlig kunde skiænke Folke-Aanden og sammensmelte hele Folket med den usynlige Konge, men naturligviis kun under Troens Betingelser; og denne Tro begyndte ►aabenbar at vakle, saasnart de var døde, der havde seet Kongen Ansigt til Ansigt, og ved hvis Haands-Paalæggelse Aanden ►aabenbar kom over de Troende, og i et Rige der kun hvilede paa Troen, maatte det nødvendig føre til Opløsning. Vel fandt den vaklende Tro, paa Aandens Meddelelse og den levende Forbindelse med Kongen, to Støtter i den indviede ►Lære-Stand og ►den Hellige Skrift, men ved at læne sig til dem, blev den en Overtro paa dem, som maatte have ganske anderledes Virkninger, og forvandle 👤Christus-Riget enten til et Bispe-Rige (►Hierarchi) eller til en ►lærd Republik (et ►Anarchi), hvoraf Hiint trænger til verdslig Beskyttelse for at vare, og Denne til Tugt for at holde Fred med sig selv, medens de Begge, for at vinde Skin af Eenhed, maatte have en Tyran. Naar vi derfor see, at i det Tredie Aarhundrede, da ►Afrikanerne kom til at staae for Styret, indførde 👤Tertullian og 👤Cyprian den Tro, at “de Indviede” udgjorde det egenlige Christen-Folk eller de Aandelige (Geistligheden) og ►raadte for Himmerig, medens 👤Origenes og alle hans Discipler med stort Bifald prædikede den ►Lærdom, at Aanden laae skjult under ►Bibelens Bogstav og maatte med Lærdom og 572 (US6) Kløgt opmanes deraf, da vinder det Hele en forbausende Klar41hed; thi ligesom Hiint minder os om det gamle 📌Karthago med sine i ►de Kabiriske Mysterier indviede Raads-Herrer, og Dette om ►📌Ægyptens Trold-Karle og ►Hieroglypher, saaledes opdage vi, at det var ikke 👤Christus-Riget, men Bispe-Riget i 📌📌Vesten og ►de Lærdes Republik i 📌Østen, der under 👤Decius tabde Slaget og lærde at elske den Rolighed, som Verden giver. Saasnart nemlig Bisperne hist, og de Skrift-Kloge her, gjorde sig selv til 👤Christi Statholdere med uindskrænket Fuldmagt, da var Rigets Monarkisk-Demokratiske Forfatning forvandlet til et reent Aristokrati, der kun levnede 👤Christus Konge-Navnet og kunde umuelig besjæles af Hans Aand, da ►Aanden netop er Hans Statholder, og maatte afsætte sig selv for at sætte Andre i sit Sted. Hvor stor en Ære det da end er for Christendommen, at den, selv misbrugt og misforstaaet, gav Tanke-Gangen en langt meer aandig Retning og Skrifterne om Gud og Menneske et langt dybere Indhold, end noget Hedenskab mægtede, saa hørde dog Christenheden, deelt mellem Bisper og Professorer, i ►Borgerlig Henseende til de Dødes Rige, hvis Indbyggere Bispe-Stav og Pen umuelig kunde levende forene eller begeistre for Fædrene-Landet, der nu ikke længer var ►de Levendes Land men ⓘ Kirke-Gaardene med Martyr-Grave. Hvorledes nu Religjons-Friheden i et halvt Aarhundrede maatte virke, hvormange Tusinde der i ►Hjerte-Tiden maatte strømme til det Christne Samfund, med de store Løfter om Synds-Forladelse og Salighed, og med de stærke Vidnesbyrd om Guddommeligt Pant, og hvor magelig Bisper og Professorer maatte giøre Himmel-Veien, for selv, mens de vendte den Ryggen, at staae som de der gik i Spidsen, det hører egenlig Kirke-Historien til at ►udvikle, men maa dog ogsaa her berøres, for at vise, hvor naturligt det gik til, at 👤Christus-Ri42get ►borgerlig tabde sig i 📌Roms Slaveri. Behøver dette imidlertid Bekræftelse, da er Biskop 👤Euseb fra 👤Constantins Dage det ►umistænkeligste Vidne, naar han bekiender, at under Freden brændte de, der gik for Hyrder, af Had mod hinanden, og gav i Herske-Syge Verdens Høvdinger ei det mindste efter, saa det var intet Under at ogsaa ►Herren ►ryggede Pagten, nedbrød Murene, sløifede Fæstnings-Værkerne, gjorde Sværdet unyttigt og var ikke med sit Folk i Striden, men tog Aar fra dets Alder og gav det Skiændsel i Tilgift *►Euseb. VIII. 1..
✂ 573 (US6) Hvorledes det derimod kunde falde en Romersk Keiser ind, under disse Omstændigheder at forfølge de Christne, der dog ►aabenbar hørde til hans taalmodigste og nyttigste Slaver, og var, naar han blot vilde skaane dem, saa nær ved at forgude ham, som deres Tro ►neppe nok tillod, det er saa svært at begribe, at vi vel nødes til at give de Christne Ret i, det var kun “►den Onde,” der ophidsede sine Redskaber til at udrydde “►det gode Navn,” da det ►syndes afmægtigt. Det var imidlertid ingenlunde Uromersk, men i samme Smag som den tredie Puniske Krig, der til 👤Catos Glæde lod ham døe i Fred, og alle hvem der følde romersk, fandt det vist meget rimeligt, at de Christne skulde udlevere deres ►Hellige-Skrift, som man ansaae for deres Vaaben, og lade deres Kirker, som Man kaldte deres Stad, nedrive, medens Bisperne, som jo var deres Høvdinger, ►gik under Aaget og offrede til 📌Roms Guder.
✂ Paa intet Mindre var det heller, Forordningen lød, som i Begyndelsen af det Fjerde Aarhundrede udkom i alle fire Keiseres Navn, thi saamange Tyranner var der nu om Navnet, og i hele ti Aar arbeidedes nu, fornemmelig i 📌Asien og 📌Afrika, paa at nedrive Kirker, brænde Bibler, og ►befolke Grave og Bjerg-Værker især med Bisper, Præster og andre oplyste Folk, som ei vilde udlevere ►Skriften 43og fornægte Troen*►Euseb. VIII. 2. 6–13.. At nu Mange faldt fra i ►Fristelsens Tid, var intet Under, og at endnu langt Flere holdt ved, skiøndt det holdt haardt at døe paa Bispe- og Bogstav-Troen, var ogsaa naturligt, da de fleste Mennesker i Hjerte-Tiden ei uden at føle sig grændseløs ulykkelige, kan fralægge sig en Tro, der giver dem ogsaa kun det svageste Haab om Synds-Forladelse og Salighed; men at selv endeel gamle Hofmænd før lod sig flaae end de fornægtede Herren, og at Man endnu stødte paa en Emeritus, som, da der spurgdes: om han havde ►hellige Skrifter i Huset, svarede smilende: ja, i Hjerte-Kammeret; det minder unægtelig om Apostel-Ordet, at ►selv Guds ►Skrøbelighed er dog stærkere end Menneskene *►Euseb. VIII. 6. ►Ruinart 343..
✂ Det var imidlertid ingenlunde blot de Christne, der nu følde sig “►i Helvede, i Pinen”, thi af den levende Skildring, en samtidig Christen har efterladt os, see vi, at Riget var faldet i ryggesløse Barbarers Haand, hvem kun det Uhyre fornøiede, medens hvert Spor af ædle Følelser, af Dannelse og fine ►Sæder, var dem en Vederstyggelighed. ►Dalmateren (Illyreren) 574 (US6) 👤Diokletian var nemlig for en Snees Aar siden (284) blevet udraabt til Keiser af en Krigshær, paa en Tid, da der var Oprør allevegne og Grændserne hærgedes af Barbarer, og han betragtede nu ►aabenbar hele Riget blot som en “Krigs-Skueplads”, han som en klog General maatte stræbe at ►spille Mester paa og drage Fordeel af, det længste mueligt. At undertrykke Oprørene og befæste Grændserne, var altsaa hans fornemste Sag, og da han ei selv kunde være allevegne, og lykkelige Tjenere er Tyrannens farligste Fiender, saa tog han sig strax en Medhjelper, endnu raaere end han var selv, og de valgde sig igien hver en ►Keiserling (Cæsar), der fik sin Deel af Byttet og havde Kro44nen i Vente. Paa denne Maade lykkedes det ogsaa virkelig 👤Diokletian ei blot i hele tyve Aar, som var en ►Keiser-Evighed, at bære Kronen, men ogsaa at sikkre Grændserne og kvæle alle Oprør, men jo bedre Fred de barbariske Keisere vandt og holdt med hinanden, desbedre Stunder og desmere Dristighed havde de naturligviis til at plage Indbyggerne, og Alting kom nu for Alvor paa Krigs-Fod: ►Retten, som dog hidtil havde været pleiet til daglig Brug, sad nu udelukkende i Spyd-Stagen, og hele Riget behandledes som et fiendtligt Land, de seierrige Generaler tænkde snart paa at forlade, og udsugede da paa alle muelige Maader, deels for at leve flot og dog sanke Skatte, og deels for at holde Krigs-Folket i Virksomhed og god Lune. 👤Diokletian selv var gierrig ►tilgavns, og havde desuden stor Lyst til at bygge op og rive ned, hvortil han behøvede meget, da han havde opslaaet sin Bopæl i 📌Nikomedien og vilde have den ligesaa smuk som 📌Rom *►Bogen om Forfølgernes Endeligt (►de mortibus persecutorum) mellem 👤Lactantses Skrifter Kap. 7.. Hans Med-Broder, 👤Maximianus Herculius, havde vel ikke den ►Orm, men han satte sin eneste Glæde i Liderlighed, og traadte deri ►som al Ret, saa al Anstændighed under ►Fødder, og dog kaldte Man deres Dage gyldne, da Man oplevede 👤Galers, som ogsaa var Drive-Hjulet i Raseriet mod de Christne. Dette Uhyre, hvis Moder 👤Romula var født paa hin Side 📌Donau, og hvis Ærgierrighed det var at kaldes, som ►Romulus, en Søn af ►Mars, var En af ►Keiserlingerne, gift med 👤Diokletians ►Daatter 👤Valeria, og førde sig taalelig op, saalænge Keiserne var i deres Kraft; men da de begyndte at ældes, kastede han Masken, ►piinde 👤Diokletian til at forfølge de Christne, og nødte saa snart baade ham og 👤Maximian til at nedlægge Regieringen. De Christne skal han have svoret Undergang, fordi Spaamændene, 575 (US6) som var hans Geheime-Raader, sagde, at 45intet ►Offer vilde lykkes, da der immer var Christne tilstæde, som slog Kors for sig og ►forstyrrede derved det Hele; men Forfølgelsen mod dem, som hans egen Gemalinde 👤Valeria maa have hørt til*►Forfølger-Bogen 9–15., var ham dog ingenlunde Hoved-Sagen, thi det var at indtage og ødelægge hele Riget, derfor nødte han de afgaaende Keisere til at udnævne to ret foragtelige ►Keiserlinger, den Ene Drukkenbolten 👤Severus, og den Anden Studedriveren 👤Daia, som var i Slægt med ham, og kom til at hedde 👤Maximin. Det gjaldt nu kun om, at den gamle 👤Constantius Chlorus, der som ►Keiserling havde havt 📌Gallien og 📌Britannien, og skulde nu være 👤Galers Med-Keiser, snart vilde lægge sig til at døe; thi han var, for sin Retfærdighed og Mildhed, saa elsket baade af sin Krigshær og i sin Egn, at 👤Galerius ei turde røre ved ham, men da 👤Constantius indskrænkede sig til sin snevre Virke-Kreds, havde 👤Galer dog ►alt i den største Deel af Riget frit Spille-Rum. Dette benyttede han nu til at give Romerne et Exempel paa en Herske-Syge, en Lovløshed, en ►Udsuelse og Blod-Tørst, saa ►upartisk og grændseløs, som de endnu ikke havde kiendt; thi hans største Morskab var at ►fore en stor Flok Bjørne, han hele sin Tid havde sanket paa, med levende Mennesker, saa det var en stor Naade, hvem der fik Lov at døe ved Sværdet; Lovkyndighed, Rettergang og alskens Lærdom regnede han til ►de “Sorte Konster”, Man ei noksom kunde hade, Soldater sattes overalt til Dommere, og han sagde høit, at den Persiske Forfatning, hvorefter ►Enevolds-Herren eiede alle Folk med Hud og Haar, var den Eneste, han kunde lide. Hvad de gamle Romere (siger den samtidige Skribent meget naiv) efter Krigs-Retten (►jure belli) havde gjort ved de undertvungne Folk, det vovede han at byde Romerne selv; thi uden Persons Anseelse maatte de ►ind i Mand-Tallet, deres Marker blev maalt, deres Huus-Dyr og 46Vin-Stokke talt, ►Kop-Skat skulde de Alle give, for det, sagde 👤Galer, har mine Forfædre maattet give til Romerne, og vel var det kun i en vis Alder, men Man trak Aar fra de Gamle og lagde til de Unge, saa der blev hardtad Ingen fri uden Tiggerne. For at imidlertid Ingen uden Nødvendighed skulde regne sig til ►dem, “hos hvem Keiseren havde sin Ret forloret” befalede han, at Tiggerne, hvem Livet kun var til Byrde, skulde samles om Bord paa Skibe og sænkes i Havet*►Forfølger-Bogen 18–23..
✂ 576 (US6) Dog, 👤Constantius havde en Søn, ved Navn 👤Constantin, som vel ►med Flid var forbigaaet ved Valget af ►Keiserlinger og opholdt sig ved 👤Galers Hof, hvor Tyrannen troede ham sikker nok, men han var elsket i Krigs-Hæren, smuttede bort, og traf sin Fader i sidste Aande-Dræt, fik hans Velsignelse og udraabdes af Krigs-Hæren til hans ►Efter-Mand. Det maatte 👤Galer, skiøndt han fnøs, finde sig i, og fik ovenikiøbet to nye Med-Beilere, da han for Alvor vilde skrive selve 📌Roms Borgere i Skat, thi den ►aftakkede Keiser 👤Maximians Søn, Uhyret 👤Maxents, som var i Byen, benyttede Fortvivlelsen, fik sin Fader til at ►axle Purpuret igien, og tog det selv, ved Hjelp af Liv-Vagten (Prætorianerne), som 👤Galer havde opløst, og af Svine-Slagteren 👤Luccan, som havde havt Leveringen af det Flæsk, Keiserne, istedenfor at beskatte Almuen, pleiede at uddele til dem*►Forfølger-Bogen 26. ►Zosimos II. 9.. Nu var de da Sex om Regieringen, og skiøndt det kostede 👤Severus Livet at han gik til 📌Italien imod de to Nye, blev dog Tallet fuldt igien ved Barbaren 👤Licinius, som 👤Galer gav ►Purpuret, men nu var Uhyret modent, thi han raadnede levende op. Under de Helvedes-Smerter, han leed, havde 👤Galer imidlertid, tilligemed 👤Constantin og 👤Licin, underskrevet en Forordning, hvori Tyrannen vel roser sin gode Hensigt med 47Blod-Loven mod de Christne, men beklager dog, at den, ved de sære Menneskers Ivrighed og Halstarrighed, har voldt endeel Ulæmpe, og vil derfor ►lade Naade gaae for Ret, saa de Christne skal have Lov til at være hvad de er og bygge deres Kirker op igien*►Euseb. VIII. 17. ►Forfølger-Bogen 31–35..
✂ Kort efter udbrød der Krig mellem 👤Constantin og 👤Maxents, ved hvilken Leilighed 👤Constantin, beraabende sig paa et Syn og Varsel, førde Korset i sit Banner, og lod sig efter Seieren afbilde med det “som Frelsens Tegn og Manddoms rette Mærke” i sin Haand paa Torvet i 📌Rom *►Euseb. IX. 1–9. ►Constant. Levnetsl.. Strax efter udkom da ogsaa en Forordning af ham og ⓘ 👤Licin, der vel kun udtrykkelig tilstod Christendommen samme Frihed som alle andre Religjoner, men lød dog særdeles gunstig for dens Bekiendere, og skiøndt de endnu enstund blev forfulgt i 📌Østerleden, først af 👤Maximin (Daia) og siden af 👤Licin, blev Christendommen dog snart paa en Maade herskende i Riget med 👤Constantin, som ►lykkelig undertrykde alle sine Medbeilere og blev usædvanlig gammel paa Tronen*►Euseb. IX. 1–7. X. 5. 8–9..
✂ 577 (US6) At dette nu ogsaa har fundet saa godt som ►almindeligt Bifald hos dem, der brød sig noget om Religjon, seer man blandt Andet med 👤Constantins Broder-Søn, 👤Julian, som var en ivrig Dyrker af 📌Roms Guder (360–62); thi da han faldt paa et ►Perser-Tog, udraabde hans egen Krigshær en Christen (👤Jovian) til Keiser, og siden spore vi knap Tanken om, at det kunde være anderledes.
✂ At nu denne Christendommens Seier over Hedenskabet er langt fra at være saa glædelig en Begivenhed i Kirkehistorien, som Biskop 👤Euseb, og Millioner med ham, har tænkt, det maae netop alle Christne strax ind48rømme, da Christendommens saakaldte “Ophøielse” til Stats-Religjon i 📌Romer-Riget ►øiensynlig var en dyb Fornedrelse, der paa den ene Side aabnede Kirke-Dørren for alle dem der tænkde lavest, og paa den Anden gjorde 📌Roms Tyran til Menighedens Ypperste-Præst (Pontifex Maximus); men i Statens og ►Skolens Historie er den tilvisse en Hoved-Begivenhed, al den Priis og Beundring værd, som Man vil skiænke den. At vi nemlig har Stater, som kappes om Rangen med Old-Tidens Bedste og stile end høiere, og at vi har en ►Høi-Skole, hvor de forbigangne Tider som ved en Trylle-Stav opstaae, for i Forening med den Nærværende og Tilkommende, at vise og forklare hele Menneske-Livet, det er ►aabenbar en Følge af at Korset fortrængde Ørnen i 📌Roms Banner, og skiøndt man vel kan indbilde sig, det Samme vilde skedt alligevel, er det dog kun, ligesom vi kan indbilde os, at om vi end var blevet kvalt i Fødselen, kunde vi maaskee dog levet ligegodt. Det var derfor barnagtigt, her at tale om 👤Constantins Bevæggrunde til at blive Christen, om hans Ret til at hedde et christeligt Menneske, og om den Maade, hvorpaa saavel han som de Christnes Bisper og Professorer benyttede Seieren; thi det, seer Man let, bliver Altsammen deres egen Sag, medens Følgen i alle Tilfælde blev hvad den blev og er ret egenlig vores Sag. Jo meer man imidlertid nedsætter 👤Constantins og hans Samtidiges Christendom, des klarere bliver det, at Christendommen paa en Maade maatte blive herskende i 📌Romer-Riget, for at virke saa velgiørende som Tilfældet blev paa de følgende, selv de fjerneste, Tider; thi tænke vi os en Apostolisk Menighed, levende i Aanden, da trængde den ligesaalidt til verdslig Beskyttelse, som den attraaede verdslig Rigdom, Magt og Ære; men netop naar Menigheden var ►udartet, og dog uundværlig i Verden, da var det et Mester-Stykke af 49Forsynet, at 578 (US6) sammenkiæde den med Tyrannens Fordeel og med alle Verdens-Rigets ►Indretninger, som maatte give de ►indbrydende Barbarer deres høieste Forestilling om Stats-Klogskab og Dannelse. Paa Barbarerne er det nemlig vi nu maae fæste Øie, thi dem er 📌Romer-Riget ►aabenbar givet til Priis, og kun med Hensyn paa dem kan vi fortsætte Stats-Historien, efterat 👤Christus-Riget har tabt sin Selvstændighed og falder i det Mindste tilsyneladende sammen med det Romerske, men Barbarernes Riger blive nu igien kun Gienstand for Stats-Historien, fordi der i dem ved Christendommens Hjelp udvikle sig Stater efter den ►Ebraiskes ►Lignelse, med aandelig Oplysning til ►Hoved-Øiemed. Hvorfor ikke 📌Romer-Riget heelt og holdent ved Christendommens Hjelp kunde forvandles til en saadan Stat, er et unyttigt Spørgsmaal, thi 📌Romer-Riget var jo alle de gamle Staters ►Rakker-Kule, hvis Liig umuelig der kunde sammenvoxe til et Kæmpe-Legeme, og skiøndt Christendommen havde viist, den mesterlig kunde forene “►Jøder og Græker, Skyther og Barbarer” til eet Folk, saa var det dog kun under Vilkaar, som i 👤Constantins Dage snarere slet Ingen end alle Rigets Indbyggere vilde finde sig i. Naar derfor ►Christendommen under disse Omstændigheder kronedes til Keiserinde, da var det kun vigtigt, fordi, som dens Prophetiske Apostel mesterlig udtrykker det, ►Hun derved fik “begge den store Ørns Vinger” at flyve paa til Ørken, bort fra Slangens Ansigt, hvor Hende var Sted og Næring beredt i Tidernes Løb! Saa lidt derfor end Keiser-Daaben fortjener den Bebreidelse, at have forværret 📌Romer-Rigets Stilling og fremmet dets Opløsning, da den ►aabenbar formildede Tyranniet og forsinkede Opløsningen, saa kan Christendommen dog ei forlange Tak derfor af 📌Roms Tilbedere, da det er klart, den virkede kun for sig selv og 50Menneske-Slægten, formildede kun Tyranniet fordi den skaber Retfærdighed og aander Mildhed, og forsinkede kun Opløsningen, for at faae Tid til, saavidt mueligt, at giennemtrænge det Hele og ►syre hele Massen, saa Menneske-Aanden kunde høste Gavn af Barbarernes Seier. Nu, da ►den nyskabte Folke-Verden ligger udbredt for os i al sin Herlighed, vidt overstraalende den Gamles, har vi ondt ved at troe vore egne Øine, naar vi, opvaagnende, betænke, hvad der ►Alt maatte skee, for at ►vi kunde komme sovende dertil; men forsvinde 579 (US6) maatte nødvendig al denne Herlighed som en Drøm, hvis vi ei vilde ►oplade Øiet og see hvad der er skeet, beundre Forsynets Styrelse og følge dets Vink.
✂ Historiens Skue-Plads maatte enten lukkes eller paa en Maade flyttes fra den dannede Verden, hvor Dyd nu kun var Svaghed og Daaden Misgierning, men viselig blev den saaledes udflyttet, at den i Grunden kun blev udvidet, blev mesterlig ►afdeelt og aflukket, saa ►den gamle Verden, som sin egen Skygge, blev staaende i Bag-Grunden. Lænkerne knustes og Hjertet ⓘ fik Luft, men Kiæden brast ikke; som en Ægyptisk Konge-Mumie, ►skrinlagt i Alabast og stillet tilskue i et Grav-Palads: i 📌Konstantinopel og Classikerne bevaredes ►den gamle Verdens Dannelse til den Ny, uden at dog Forfinelsen kom ubetimelig til at smitte og fordærve de raa men stærke og dybe Naturens Børn, som skulde fortsætte Menneske-Livet! ►Vist nok et stort Vidunder, men ei til ørkesløs Forbauselse, nei, til lærerig Efter-Tanke, thi fordi ►Mennesket er skabt i Guds Billede, udvikler ethvert Guddommeligt Storværk sig i Menneske-Naturens Orden, og er for os vel ugiørligt, men ei uforklarligt.
✂ Vi skal saaledes huske, at den Eenhed, 📌Romer-Riget gav den dannede Verden, var kun stiv Eens-Formighed, altsaa kun den samme Lighed, som Døds-Kulden giver alle Menneske-Legemer, og da Christendommen igien kaldte Fol51kene til Live, maatte der nødvendig i det Mindste vise sig een Hoved-Forskiel, den nemlig mellem 📌Østen og 📌Vesten. Kun 📌Øster-Leden, 📌Grækenland iberegnet, havde været den gamle Dannelses Hjem-Stavn, og kun de Østlige Folke-Færd havde Romeren fundet døende og overvældet, de Vestlige havde han fundet raa, og overvundet med ►Krigs-Konst, og kun, saavidt de blev unaturlig forfinede, afkræftet. Denne Forskiel var heller ingenlunde tilfældig, thi Østerlænderen var ►Phantasi-Tidens fødte Konge, og havde i Ungdommen saaledes forkiælet og ►forsvækket sig, at han, i det Mindste giennem Middel-Alderen, aandelig talt, ei vel kunde blive meer end en Skygge, og Grækerinden, som var ⓘ født til ►Hjerte-Tidens Dronning, havde ►fordandset og forkiølet sig, saa hun maatte holde Sengen og være glad om hun ei sank i Graven. Romerinden var nu ►vist nok ►den store Skiøge, der nødvendig efter sine egne Love maatte faae de løsagtige Vestalinders Straf og levende begraves, medens ►de trælbaarne Kvinder i 📌Afrika, 📌Spanien, 📌Gallien og 📌Britannien, umuelig kunde beklæde 580 (US6) en ►Dronning-Stol, hvorover Konge-Aanden svævede; men ogsaa for at raade Bod paa dette Savn var Christendommen kommet til Verden, og, som “►den hellige Moder, Kirken”, kronet til Keiserinde i 📌Romer-Riget. Saalænge 👤Christus-Riget stod, kunde Man i Stats-Historien ei kiende Forskiel paa dets Indbyggere, da de Alle var Eet, men ved dets Opløsning, giennem det Tredie Aarhundrede, viiste det sig snart, at den herskende aandige Følelse, Man i 📌Østen beholdt, var Tro paa en Guddommelig ►Vidskab, øst med Lærdom af ►den Hellige Skrift, medens Man i 📌Vesten foretrak den langt dybere Følelse, som Troen paa den indviede Geistligheds hemmelige Samfund med Guddommen 52unægtelig er. Hvor protestantisk vi derfor end i Kirke-Historien ville bedømme dette Forhold, maae vi dog finde det meget naturligt, at “►de Lærdes Republik” i 📌Østen knap under en Despots Formynderskab kunde hindres fra at ødelægge sig selv, medens “Bispe-Riget” i 📌Vesten sammenvoxde til et ►Pavedom, de verdslige Herrer maatte bøie sig for; thi ►jo daarligere Lærde, desmere Kiv, men jo daarligere Bisper, desstørre Enighed, og i Troen paa de Enige kan Man hvile, men i Troen paa de Stridige maa Man kives.
✂ Denne ►mærkelige Forskiel mellem 📌Østen og 📌Vesten kom ogsaa netop i 👤Constantin den Stores Dage ret for Lyset ved de “Arianske Stridigheder”, som vi vel gierne aldeles vilde overlade Kirke-Historien, men kan ikke, fordi de ►aabenbar hørde langt meer til Statens og ►Skolens, hvori de har efterladt sig uudslettelige Spor. Hele 📌Østens Geistlighed var nemlig paa den Tid forsaavidt enig med sin store Lære-Fader 👤Origenes, at de ►grundede deres Tro paa deres egen Skrift-Klogskab, og ved at kaare 📌Roms Tyran til Ypperste-Præst haabede naturligviis Enhver af 📌Østens Skole-Mestere at faae sin Theologi til at blive herskende, medens 📌Vestens Bisper kun forlangde Beskyttelse mod opsætsige Lægmænd. Nu fremstod Præsten 👤Arius i 📌Alexandrien, Lærdommens ►Stapel-Stad, med et nyt Indfald om 👤Christus efter ►Skriften, og det satte hele 📌Østen i Bevægelse, medens Man i 📌Vesten knap vidste, hvad Striden, der ►syndes at dreie sig om et eneste Bogstav i et Græsk Ord*►Omousios og omoiusios, som om vi vilde spille med Ordene “Gud lig” og “gudelig”., egenlig var om. Det gik naturligviis 👤Constantin ligedan, men da det var ham, der skulde afgiøre Trætten, maatte han dog 581 (US6) have en Mening derom, og holdt nu snart med 👤Arius og snart med hans Modstandere, hvoraf der 53nødvendig, da Keiserens Ord skulde være en Lov, maatte følge store Ubehageligheder for dem, der holdt paa en modsat Mening. Den herved opkomne Skik, at Keiserne skrev Troes-Bekiendelser (Symboler), som Man skriver Forordninger, efter den Mening, Man for Øieblikket finder ►rimeligst, eller finder hos sin Yndling for Øieblikket, lærde Man imidlertid i 📌Østen snart at finde sig i, som et nødvendigt Onde, der dog havde det Gode ved sig, at hvem der tabde Slaget i Dag, kunde vente at vinde det i Morgen, medens samme Skik for 📌Vestens Bisper og deres Hjord var en Vederstyggelighed, hvorved en Lægmand opkastede sig til Herre baade over Troen og Geistligheden.
✂ Under disse Omstændigheder var det da ganske i sin Orden, at 📌Østen og 📌Vesten fik hver sin Keiser, og 📌Østen i 📌Byzants eller 📌Konstantinopel en ny geistlig, verdslig og videnskabelig ►Middel-Punkt, hvor Græsken aldeles som Bog-Sprog fortrængde Latinen, og det var jo Betingelsen for, at 📌Vesten kunde overlades Barbarerne, uden at dog den gamle Dannelse og den Græske Literatur derved gik forloren. Os kan det derfor være ligegyldigt, hvad der bevægede 👤Constantin til at vælge 📌Byzants istedenfor 📌Nikomedien til den ny Hoved-Stad, eller bevægede 👤Theodos til at dele Riget ordenlig mellem sine Sønner (395), saa 👤Arcadius fik hele 📌Østen, og 👤Honorius hele 📌Vesten, thi Følgen blev den samme, og istedenfor at gaae i Rette med den døde Keiser som en 📌Roms Forræder, glæde vi os ved, der dog nu engang kunde blive en god Ende paa 📌Roms Tyranni, da 📌Østen og 📌Vesten var blevet sig deres Uforenelighed bevidst. At dette nu ogsaa virkelig, uden al Skyld hos 👤Theodos og hans Sønner, netop skedte i deres Dage, see vi klarlig ved ►i Skolen eller Literaturen at betragte de to Bisper, som under 👤Arcad og 👤Honor ret egenlig deelde Rigets Beundring: ⓘ Antiochenseren 54👤Chrysostomus og ►Afrikaneren 👤Augustin, Hin det store Lys i 📌Østen og Denne i 📌Vesten. Begge rage de op over deres Sidemænd og over deres ►Eftermænd giennem hele Middel-Alderen, som Bjerge over Dale, og Begges efterladte Skrifter er i ►Skole-Historien uforgiængelige Mindes-Mærker om det høiere ►Sving og den dybere Grundighed, Christendommen ►alt i ►den gamle Verden gav Hedningers Tanke-Gang; men 👤Chrysostomus, i hvem 📌Østens Professor-Stamme holder sin egen pyntelige Lov-Tale og Lig-Prædiken, er ►aabenbar strax færdig, da Følelsen opløser sig i 582 (US6) Betragtninger, og Materien taber sig i Formen; 👤Augustin, i hvem 📌Vestens Bispe-Sjæl først kommer til Besindelse, er derimod i fuld ►Giæring, og føler sig bestandig draget til to modsatte Sider: Spidsfindighedens bundløse Afgrund og det umaalelige Hjerte-Dyb. Hvor Man ►beklapper 👤Chrysostomus, vil Man altsaa nøies med at balsamere 📌Rom i Vie-Vand paa Græsk, men hvor Man føler sig grebet af 👤Augustin, der stræber ►aabenbar et nyt christnet 📌Grækenland at skyde sig op giennem 📌Roms Ruiner, og da vi veed, det lykkedes, kan de store Hindringer, det mødte, men seierrig overvandt, aldrig ængste, men vel oplyse og fornøie os.
✂ Der herskede nemlig i 📌Vesten, og da især i 📌Nord-Afrika og 📌Italien, en Slaphed og ►Sædernes Fordærvelse hos de Dannede, der var saameget des grueligere, som Dannelsen der var falsk, var en hovedkulds Forfinelse af Barbarer, og hermed hængde hos de Boglærde en aandløs, vantro Retning paa det Nøieste sammen, saa Grammatikeren 👤Hieronymus var 📌Vestens Orakel, 👤Pelagius med sin tørre Moral var nær ved at faae flere Stemmer blandt Bisperne end 👤Augustin, og selv Denne, der kun med Møie havde revet sig løs fra de “Latinske Classiker,” var, med al sin Varme, dog meget for efteraars-kiølig til en ►Vaar-Prædikant i ►det store Hjerte-Aar. Naar vi derfor 55nu see Barbarerne bryde ind paa alle Kanter, og Vandalerne bemægtige sig 📌Nord-Afrika, mens 👤Augustin ligger paa sit Yderste (430), da maae vi finde, det var ogsaa paa den høie Tid, at den ►falske Dannelse med alle sine raadne Grene blev afhugget ved Roden, og de faa efterladte Bog-Lærde fik Andet at vide end hvad Man kan læse og gruble sig til, og Andet at giøre end at forkiættre og drille hinanden. At nu imidlertid ►Læge-Midlet ei blev værre end Sygdommen, at ikke selv Spiren til en betimelig Dannelse gik tabt i Barbariet, men at 👤Augustin og 👤Hjeronymus, efter, som ►skrinlagte Kirke-Fædre, at have sovet ►for Altret i tusinde Aar (fra det femte til det femtende Aarhundrede), stod lyslevende op igien med 👤Luther og 👤Melanchton, og blev ►den rette Skole-Dags Morgen-Haner, det er jo ►vist nok et stort Under, men dog slet ikke større, end at det lader sig forklare af Middel-Alderens Historie. Bagefter kan vi nemlig godt see, det gjaldt kun om tre Ting, for at det Romerske Helvede kunde blive en Skiærs-Ild for 📌Vestens Christenhed, hvoraf Menneske-Aanden kunde luttret udgaae, 583 (US6) naar ►Forstands-Tiden kom, studere ►den gamle Verden i sine efterladte Folk og Skrifter, og derpaa, med “►Forstands oplyste Øine” og velberegnede Kæmpe-Skridt, fortsætte sin Bane til Maalet, og disse tre Ting var: at den Christne Tro og Anskuelse bevaredes, at der indvandrede kraftige Folke-Stammer med aandige Anlæg, og at ►Skolen i 📌Konstantinopel, om end faldefærdig, dog blev staaende, og aldrig i 📌Vesten ganske tabdes af Sigte. For det Første var der nu sørget ved den Nødvendighed, det var Geistligheden, naar den vilde herske i 👤Christi og hans Apostlers Navn, og tilegne sig ►med Tienden alle 👤Aarons og Leviternes Rettigheder, at den da maatte for sin egen Skyld holde strængt over alt det Oprindelige i Kirken, beflitte sig paa Troes-Enighed og prise Guds Husholdning i 56►det Gamle Testamente. For det Sidste vilde der blive ►Raad, naar paa den ene Side 📌Konstantinopel trods den herskende Svaghed og Forvirring frelstes fra Barbarerne, medens paa den anden Side de Lærdes Tvistigheder holdtes ved Lige, og 📌Vestens Bisper nødtes til at tage Hensyn paa dem; thi da vilde ►Skole-Kundskabernes Elementer mechanisk forplante sig i 📌Østen og aldrig ganske glemmes i 📌Vesten, saa de lærde Feider i 📌Konstantinopel, og Tvisten mellem den Latinske og Græske Kirke, beskæmmede vel 📌det Byzantinske Rige og ►vanhældede den Christne Kirke, men var dog for Christenhedens tilkommende ►Høi-Skole, og derved baade for Kirke og Stat, aldeles uundværlige. Det Tredie: at skaffe det vestlige 📌Romer-Rige en god Deel nye Indbyggere, som havde anderledes Kræfter og mere Hjerte for Aand end de gamle Italiener, Spanier, Gallier og Britannier, det kunde naturligviis kun Guddommen, men at de derfor, langt fra at være himmelfaldne, var skabt og ►giemt til Det og Meer, vil bedre Middelalders-Historier end vi endnu har, let kunne vise.
✂ Hvorledes det nu gik til med 📌Romer-Rigets Opløsning og ny Befolkning, det hører naturligviis ikke til 📌Romer-Rigets men til dets Fienders Historie, og ►til Lykke træffe vi Folk mellem dem, hvem Historien var kiær fra Moders Liv, og hvis Levnets-Løb derfor nødvendig maatte blive en Historisk Beskrivelse værd.