↩ Dog, hvorvidt vi tør gaae, ►som hvorvidt vi kan komme, maa Tiden vise, og vi skal ►vist nok ikke rose os af vore Frem-Skridt, saalænge de kun staae paa Papiret, medens ►Latinen Hersker i vor Skole, og vi forgiæves lede om de gamle Skjaldes og ►Saga-Præsters ►Eftermænd, hvis krydrede Tale skal være Ungdommens, som ►Honning-Dugg Biernes Føde. Naar vi derfor beskrive de svundne Tider, som de ved et Underværk synes at hæve sig for os fra mølædte Blade, da er det ei, fordi vi indbilde os, Bøger kan ►oplade Øine, som før faldt sammen over dem, end sige da indgyde det Mod og den Kraft, de livløse Stakler selv saa ►øiensynlig fattes, men det er, 17fordi vi selv er levende Beviser paa, at ►Saga hører i 📌Norden til de Udødelige, der vel enstund af ►Harme over døve Øren kan ►holde Tand for Tunge, men mister dog aldrig Mælet, glemmer ei heller hvortil det duer, og løfter aldrig saasnart den levende Røst, før ►Odin kommer og tømmer daglig ►Guld-Kalken med hende i ►Gynge-Salen, givende ►Syn for Sagn: at 📌Nordens Aand giør altid Kæmpe-Skridt!