Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Sachser og Angel-Sachser.

Ved første Øiekast synes det Syvende Aarhundrede Araberne aldeles overladt, thi under dets Løb var der ikke en Mand i hele Christenheden, der kunde lignes ved 👤Mahomed, og intet Folk udmærkede sig ved Bedrifter, som engang kunde nævnes ved Siden ad Ismaeliternes. Det Ottende Aarhundrede, med sin 👤Karl den Store, viser imidlertid, at der dog, mens Araberne glimrede, langt fra dem i Løn havde udviklet sig noget Stort, og naar vi opdage Sammenhængen mellem den hellige 👤Benedikt, den store 👤Gregor og Tydskernes angelsachsiske Apostel, da gaaer der et Lys op for os, saa vi maae beundre Forsynet, prise Christendommen og tage inderlig Deel i Angel-Sachsernes Levnets-Løb, der i alle Maader danner Overgangen fra Romersk Trældom og raat Barbari til Nordisk Frihed og nyfødt Dannelse. For at imidlertid denne Betragtning kan blive fyldestgjørende, maae vi samle hvad vel Tid og Rum adskiller, men baade gamle Sagn og nye Kiends-199Gierninger forbinde: Sachser og Angel-Sachser, 👤Otto den Stores og 👤Morten Luthers Fædre med 👤Winfreds, 👤Alfreds og 👤Wiklefs; thi først da see vi den Stamme, det var beskikket, ved Christendommens Hjelp, at føre Menneske-Aandens Hoved-Banner i den ny Folke-Verden. Det er nemlig her slet ikke Spørgsmaalet om Christendommens evige men kun om Dens timelige Virkninger, ei om Dens Værd blot for Enkelt-Manden men for hele Menneske-Slægten, og hvad Man da end for Resten dømmer om 👤Winfreds Prædiken og 👤Luthers Dogmatik, er det dog lige vist, at de var store Redskaber i Forsynets Haand til at optugte ædle men raa Folke-Stammer, og til rette Tid at bryde de Voxnes Aag, som hemmede den fri Udvikling. Hvor uenige vi derfor end i Kirken kan være om Benediktinerens og Augustinerens Vei til Himlen og Raad til Salighed, maae alle oplyste Folk dog i Skolen blive enige om at ære den Rod, hvoraf de randt, og vi ære os selv, ved at ophøie dem, der saaede med Graad hvad vi høste med Fryd!

Hvordan nu Livet i Old-Tiden havde gestaltet sig paa den store Øe i Verdens-Havet, det veed vi ikke, thi af Phønicernes Tin-Gruber skimte vi kun dunkle Spor, og Romerne som fra 👤Cæsars til 👤Neros Dage med deres Ørne-Kløer stræbde at omspænde 📌Britannien, er ikke de Folk, af hvem vi kan vente ordenlig Beskeed om dem, de kaldte Barbarer, da vi veed, hvor aldeles uefterrettelig deres Oplysning er selv om Old-Tidens Hoved-Folk: Ebræer og Græker. Saavidt vi imidlertid kan skiønne, har det i alt Fald kun været hos de Galiske Stammer, i 📌Wales, i 📌Kornvall og paa 📌Irland, der har været Levninger af Phønicisk Dannelse, medens Stammerne i Østen, som 👤Cæsar kalder Belger, men Engelske Old-Sagn føre med 200Kong Humber fra 📌Tydskland *I 👤Læmunds Rim-Krønike, som vel kommer ud en af Dagene., naturligviis har lignet Folkene i 📌Nørre-Leden. For det meget Morskabs Skyld, Man i den senere Middel-Alder havde af Æventyret om Kong Artus ved det runde Bord, maae vi imidlertid lægge Mærke til, at denne Kong Artus eller Arthur, efter de Galiske Sagn, herskede som en vældig Herre ei blot paa Øen men ogsaa over 📌Irland, 📌Norge og hele 📌Norden, saa det er en Skam at ville spise denne Galiske Keiser af med et lille Fyrstendom i 📌Wales, og det endda paa det besværlige Vilkaar, at han efter sin Død skal slaaes dygtig med Sachserne. Langt heller maae vi da lade det staae ved sit Værd, om Galerne med deres Arthur har meent en gammel Britte-Keiser, eller dem selv i det Hele, samt hvorvidt det Wælske Rige og ridderlige Væsen engang kan have strakt sig, da det baade er uafgjørligt og kan være os det Samme, aldenstund vi veed, at da Romerne, i Begyndelsen af det Femte Aarhundrede, trak deres Tropper fra Øen og overlod Britterne til dem selv, da var de saalangt fra at indtage Verden, at de meget mere synes ei at have kunnet forsvare sig selv. Her, som saa tit, bedrager imidlertid Skinnet, thi er det vist, at Britterne i 📌Wales forsvarede deres Borgerlige Selvstændighed lige til Slutningen af det Trettende Aarhundrede, og er det ydermere vist, at de endnu i det Nittende har deres eget Tunge-Maal og Bog-Sprog, og følgelig en vis aandelig Selvstændighed, da kan de umuelig i det Femte Aarhundrede have været saadanne modløse Trælle, i Bund og Grund fordærvede Skrællinger, som Man efter Romernes Ord, efter 📌Bangor-Munken 👤Gildas Straffe-Præken og Angel-Sachsernes Frem-Skridt, almindelig tænker sig dem. Den rette Sammenhæng maa altsaa omtrent have været den, at Britterne udgjorde den mindste Deel af Landets Befolkning, saa de 201havde deres Styrke fra Nord-Vest til Syd-Ost, vestenfor 📌Severn og sydenfor 📌Themsen, medens Belger beboede Resten, og hvorliden kiendelig Forskiel Sligt end gjorde under de Romerske Tyranner, maatte Britterne nødvendig faae det at føle, naar de vilde herske i samme Udstrækning. Dette fandt de saameget umueligere, som Alting naturligviis ogsaa hos dem under Tyranniet var opløst i Splid og Forvirring, og de dog havde de Nordlige Grændser at forsvare mod Pikterne, de Vestlige Kyster mod deres Skotske Frænder fra 📌Irland og de Østlige mod Nordiske Vikinger. Under disse Omstændigheder see vi strax, at Britterne godt kunde være den kraftigste og mindst fordærvede Stamme i hele 📌Romer-Riget, og dog være nødt til enten at nøies med deres Bjerg-Egne i 📌Wales og 📌Kornval, eller, efter Romernes Exempel, tage Barbarer i Sold.

Hvordan det nu egenlig gik til med Angel-Sachsernes Indkaldelse, hvor de havde hjemme, hvad deres Høvdinger hedd og hvorvidt de var mandstærke nok til at befolke Meer end Borge og Val-Pladse, derom har vi ingen paalidelige Efterretninger, thi Angel-Sachseren 👤Beda skrev først henved tre Aarhundreder senere, 📌Bangor-Munken 👤Gildas, fra Begyndelsen af det Sjette Aarhundrede, som skulde tændt Lys, gjorde derimod kun Blæst med sin Bibel-Kundskab, og hvad vi, saavel hos Britten 👤Nennius, en høist mistænkelig Person, som hos 👤Beda fra det Ottende Aarhundrede, læse om Tiden før Angel-Sachsernes Daab, er aabenbar kun løse Rygter, som der vel kan sluttes Noget af men Intet bygges paa.

Det var, siger saaledes 👤Beda, midt i det Femte Aarhundrede, at Kong Wortigern (efter Navnet ingen Britte) kaldte Angler, Saxer og Jyder til Hjelp, og af dem kom Saxerne fra 📌Old-Saxen, Jyderne fra 📌Jylland og Anglerne fra Krogen (angulus) deri202mellem, med Odins Ætmænd Hengst og Hors i Spidsen. Disse fremmede Giæster sloges nu vel kiækt med Pikterne, men faldt snart deres Brittiske Værter meget besværlige, da de vilde være Herrer i Huset, saa for at faae Fred, maatte Britterne selv tage Mod og Mands-Hierte til sig, som de da ogsaa gjorde, under Anførsel af Romeren Ambrosius Aurelianus, og overvandt Angel-Sachserne i et Hoved-Slag ved 📌Bath-Dovn, 44 Aar efter deres Ankomst*👤Bedas Kirke-Historie I. 14–16..

Naar vi hertil føie, at fra Jyderne nedstamme Indbyggerne i 📌Kent og paa 📌Øen Wigth, fra Saxerne de i 📌Essex, 📌Sussex og 📌Vestsex, og fra Anglerne de i 📌Ost-Angeln, 📌Mercia og 📌Northumberland, da er det Alt, hvad 👤Beda melder, og det er kun Aarbogen (Sachse-Krøniken) der fortæller, at strax efter Slaget ved 📌Bath kom en Anden af Odins Ætmænd, 👤Kerdik, til Lands og grundede Riget i 📌Vest-Sex, og at endelig 547 kom den sidste Vodanide, 👤Id Jeppesøn, til 📌Northumberland.

Naar Sachse-Krøniken, denne Aarbog paa Moders-Maalet, der særdeles udmærker sig fra de Latinske paa Fast-Landet, er begyndt, veed vi vel ikke, men efter 👤Kerdiks Slægt-Register i nedstigende Linie, maa det have været under 👤Alfreds Ætmand 👤Edgar, efter Midten af det Tiende Aarhundrede, og det giver kun daarlig Hjemmel for saa gamle Sagn, skiøndt det er rimeligt nok, at Indvandringen medtog et heelt Aarhundrede, og det er høist mærkeligt, at kun i Syden see vi de Nykomne støde sammen med Britterne.

Hvad Hengst og Hors angaaer, da har Englænderne nu selv opgivet dem, fordi Navnene betyde “Hingst og Hoppe”, der danne et sært Broderskab, og der kan heller neppe være nogen Tvivl om, at de kun er magede af en an203gelsachsisk Skjald til at gaae for alle Nordiske “Hav-Heste” af Sleipners ædle Race; men da Hengst ogsaa nævnes i Frisiske Sagn som Hoved-Mand for Toget, og han besynges som Friser-Høvding under Dansk Høihed i Bjovulfs-Drape, bør han ikke høre ilde for Horset, som ikke det oprindelige Folke-Sagn, men kun Skjalde-Lune har parret ham med.

Hvad der skal menes med 📌Angeln og 📌Old-Saxen har Man vel tvistedes om, men i Forbindelse med 📌Jylland maa det nødvendig blive, hvad vi nu kalde 📌Slesvig og 📌Holsten, og 📌Old-Saxen skyldes vel her en Angel-Sachsisk Skole-Drengs Vittighed, der har oversat 📌Holsten, ligesom (H)old-Steen, Saxum antiquum, hvad Læseren har taget for en Bommert og regnet til 📌Saxonia antiqua. Et ganske andet Spørgsmaal er det, om Man kan lide paa det Ord hos 👤Beda, som ikke er hans, men maaskee et almindeligt Sagn, maaskee ogsaa kun en enkelt Skrivers Giætning, og her seer Man let, at var det kun ellers ligesaa rimeligt, da kunde Angel-Sachserne for den Sags Skyld ligesaa godt være kommet fra Maanen, som fra 📌Jylland, 📌Slesvig og 📌Holsten. Deres Maal røber dem imidlertid som Mæglere imellem Tydsk og Nordisk, og deres Kvad langt mere end deres Stam-Tavler som Ætmænd af den Odin, der tømde Odhrærir med den stærke Drik til Bunds hos Gunløde, og levnede end ikke Bærmen. Hermed var det nu vel ikke sagt, at Angel-Sachserne nødvendig alle maatte være kommet fra 📌Jylland, 📌Slesvig og 📌Holsten, da baade 📌Ost- og 📌Vest-Frisland sagtens har bidraget Sit, men Jyde-Kongerne Vermund og Uffe, tilligemed Slesvigerne Frovin og Vig, i deres Slægt-Registre, vidne dog, i Forening med Sproget og 📌Danmarks Priis i Bjovulfs Drape, at 👤Bedas 204Efterretning i dette Stykke maa være langt nøiagtigere end Man kunde formode.

Ved at nævne Bjovulfs-Drape, det Angel-Sachsiske Helte-Digt, der i Middel-Alderen forgiæves spørger om sin Mage, har vi i Grunden allerede sagt, hvad der udmærker Sø-Hanerne fra alle de Folk, der som Land-Krabber kom ind i 📌Romer-Riget: at de nemlig holdt paa Moders-Maalet og lod det ikke, som Gotherne, beroe med et svagt Forsøg paa at føre det i Pennen, men skabde giennem fire Aarhundreder en ny Literatur, der vel ikke, enkelt taget, taaler Sammenligning med den Græske, men blev Moder til Sønner og Døttre: den Engelske, den Tydske og 📌Nordens Trillinger, der samlede danne en Bog-Samling, hvormed 📌den Alexandrinske skulde have ondt ved at maale sig. Før vi imidlertid tale mere herom, maae vi nødvendig melde Christendommens Indførelse paa Øen; thi vilde Man end frakiende den al Moder-Ret til den nyfødte Hav-Dronning, var Kirken dog her aabenbar den store Jorde-Moder og Foster-Moder, uden hvem hun enten var blevet kvalt i Fødselen eller vanskabt i Svøbet.

Efter 👤Bedas Sigende var nu Christendommen indført i 📌Britannien under 👤Mark Aurel, men i 👤Bedas Tid tænkde Man sig en Folke-Daab som et Øiebliks Sag, og det veed vi dog, den ingenlunde var i det Andet Aarhundrede, saa, skiøndt Christendommen godt endnu tidligere kan have naaet 📌Britannien, har det dog først været under 👤Konstantin, selv udentvivl født i 📌York, den blev almindelig antaget, og det endda sagtens kun mellem de egenlige Britter og deres Frænder i 📌Irland. Det Eneste, den gamle Kirke-Historie melder om det Brittiske Sogn er i alt Fald, at der kom 👤Pelagius fra, som i Begyndelsen af det Femte Aarhundrede gjorde Opstyr med sine Lov-Taler over Menneske-Naturen og dens eget Stor-Værk i 205Salighedens Sag. Dette synes vel at danne en synderlig Modsætning til 📌Bangor-Munkens Straffe-Præken, men det er dog i Grunden ganske rimeligt, at hvem der pukker paa Dyden, kiender den kun slet, og hvem der høilig forundrer sig over gode Gierninger, maa finde dem svære at øve. Paa den anden Side er det ogsaa ganske i sin Orden, at Britterne, hos hvem 👤Pelagius skal have fundet meget Bifald, ingen Uleilighed giorde sig med Angel-Sachsernes Omvendelse; thi deels troer Man selv ikke synderlig paa 👤Christus, naar Man tvivler om, hvorvidt Man trænger til ham, og deels er aabenbar Menneske-Naturens Fald og Opreisning Sjælen i den Mosaisk-Christelige Anskuelse, saa naar Man tager dem bort, slaaer Man den ihjel, og det gaaer naturligviis med Christendommen som med Alt hvad der drager Aande, at efter Døden forplanter den sig ikke. Om da ogsaa Britterne, for, om mueligt, at indpræke deres Fiender den “Sagtmodighed og Ydmyghed af Hjertet”, de selv fattedes, vilde stræbt paa deres Viis at christne Angel-Sachserne, vilde det dog neppe lykkedes; thi verdslig Fordeel kan den Stærkere jo aldrig vente af den Svageres Tro, og hvem der var saa levende inde i Asa-Dramet og Valhals-Mytherne, som vi maae tænke os Angel-Sachserne, kunde umuelig finde noget Tiltrækkende i en Pelagiansk Christendom, der maatte synes dem en kraftløs Skygge af deres egen Nordiske Livs-Anskuelse, der drev dem som Odins Slægt til daadfuld Kamp for Udødeligheden.

Efter Midten af det Sjette Aarhundrede aabnede der sig imidlertid Udsigt for Evangeliets Prædikanter til at faae Øren-Lyd hos Angel-Sachserne; thi Kong 👤Ædelbert i 📌Kent, Ætmand af Hengst i fjerde Ledd, som herskede fra Havet til 📌Humber, havde ægtet en Frankisk Prindsesse og ved den Leilighed lovet at taale en Christen 206Bisp og Christelig Guds-Tjeneste hos sig. Til ham blev derfor ogsaa 👤Augustin og hans Medhjelpere sendt, med Anbefaling fra Dronning 👤Brynhild, og fik strax Lov til at giøre deres Bedste; men skiøndt Kongen selv og Endeel af Folket lod sig døbe, saa 👤Augustin kunde indvies til den første Ærke-Bisp i 📌Canterbury, tegnede det dog for vore Øine kun maadelig med Christendommens Udbredelse i disse Lande-Mærker. 👤Augustin var nemlig vel en from men ingen høibegavet Mand, maatte bruge Frankiske Tolke, og kunde slet ikke formaae Britterne enten til at døbe og holde Paaske efter den Romerske Alter-Bog eller til at tage sig af Missjons-Værket, og han døde desuden snart, Man regner samme Aar som 👤Gregor den Store (605), der ogsaa, skiøndt legemlig fraværende, var Sjælen i det Hele*👤Bedas Kirke-Historie I. 23–26. II. 2. 3..

Saasnart den gamle 👤Ædelbert, meer end Jubel-Konge, var hensovet (616), lod det ogsaa til, at Værket skulde reent gaaet overstyr, thi hans Søn, som ægtede sin Stif-Moder, følde godt, det rimede sig ikke med Christendommen, og den ny Ærke-Bisp, der nu blev forladt af alle sine Medhjelpere, stod selv paa Springet at følge dem over Havet, saa, efter hans eget Sigende, maatte 👤St. Peder i Søvne pidske ham til at bie; men det hjalp dog ogsaa lidt paa Kongen, saa han forligde sig med Kirken, og da hans Syster 👤Ædelburg blev gift med Kong 👤Edvin i 📌Northumberland, fandt Christendommen derved aabenbar sin rette Angel-Sachsiske Virke-Kreds, Samme 👤Edvin Elling, ogsaa en Vodanide, tilstod nemlig ikke blot Prindsessen og hendes Præster fri Religjons-Øvelse, men lovede ogsaa selv at lade sig døbe, naar Man kunde overbevise ham og hans Raad om at Christendommen var helligere og mere himmelsk end deres gamle Tro, hvad da nu blev 👤Paulins Sag, der som Biskop fulgde 👤Ædelburg og kunde ventelig 207Landets Sprog, da han alt havde opholdt sig der over tyve Aar*👤Bedas Kirke-Historie II. 5–7. 9..

Egenlig hører det nu vel til Kirke-Historien at fortælle hvordan Christendommen fik Indpas i 📌Northumberland, men da det i alle Henseender havde vigtige Følger og hører ingenlunde til Hverdags-Begivenhederne i Middel-Alderen, maae vi dog et Øieblik dvæle derved.

En Snig-Morder, sendt fra Kong 👤Kvikhelm i 📌Vest-Sex, havde paa en hellig Paaske-Dag stræbt at rygte sit Nidings-Ærende, og var kun forhindret deri ved 👤Litle, en af Kong 👤Edvins tro Mænd, der, da intet Skjold var ved Haanden, tog Stødet af med sit Bryst og offrede sit Liv for sin Drot. Næste Dag gjorde Dronning 👤Ædelburg Barsel med en lille Pige, og hende tillod 👤Edvin, der, trods sin Tjeners Troskab, var farlig saaret, blev døbt, og lovede derhos, at vilde 👤Christus skaffe ham Helbred og Seier over hans Avinds-Mand, vilde han ingen anden Gud dyrke. Da han nu kort derpaa baade kom sig, overvandt 👤Kvikhelm og indtog 📌Vest-Sex, holdt han ogsaa op at dyrke Afguderne, men kunde dog endnu ikke bestemme eller bekvemme sig til den Ydmygelse, Daaben syndes ham at kræve, da det ventelig er faldet ham paa Sinde, hvad der lyder ved Daaben: uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige! Han sad imidlertid tit hele Timer, uden at mæle et Ord, og overlagde med sig selv, hvilken Tro der var den bedste, og som han engang saaledes sad, gik Biskop 👤Paulin hen til ham, lagde sin Haand paa hans Hoved og spurgde ham høitidelig, om han vidste, hvad det betød? Det slog Kongen, saa han sank i Knæ, thi for en halvsnes Aar siden, da han var landflygtig hos Kong 👤Redvald i 📌Ost-Angeln, vidste at 👤Redvald stod paa Nippet at udlevere ham til hans Avinds-Mand, og gad dog ikke længer frelset sig ved Flugten, da havde han 208en Nat det Syn, at der kom en himmelsk En til ham, og spaaede ham Liv og Lykke med kronede Dage, men lagde saa Haanden paa hans Hoved og sagde: vil du være taknemmelig, saa troe den, der giør saaledes ved dig igien!

For sin Person var Kong 👤Edvin nu fuldt og fast besluttet til at lade sig døbe, men sammenkaldte dog først sine Raadsherrer og Oldermænd, for at see, om ikke Nogen af dem vilde giøre ham Selskab, og ved denne Leilighed sagde En af dem: jo, Konge, kan den ny Lærdom give nogen vis Beskeed om Evigheden, da er den al Ære værd, thi Livet her i Verden seer ud for mine Øine, ligesom naar en Spurv flyver ind ad den ene Dør og ud ad den Anden, giennem Hallen, hvor du sidder til Høibords med dine Stormænd og sidder lunt ved Baalet paa Arnen, mens det regner og sneer og stormer herude: Spurven har det godt nok, mens den flyver igiennem, men det er kun et Øieblik, og ligesaadan gaaer det med os, som veed ikke, hvor vi kom fra og hvor vi skal hen. Dog, endnu mærkeligere var det, at Ypperste-Præsten eller Hof-Goden, 👤Kæf, gav Asa-Læren det daarlige Lov, at jo mere han i den søgde Sandhed til Salighed og et evigt Liv, desmindre fandt han, og bød sig derfor til selv at være den Første, som vanhelligede det Tempel og Alter, han før havde været ivrigst i at ære og fredlyse. Som Hof-Gode maatte han hverken bære Vaaben eller ride paa Andet end en Hoppe, men nu spændte han med Flid Sværd ved Lænd, og satte sig paa Kongens Strids-Hingst med et Spyd i Haanden, saa Folk tænkde han var gaaet fra Samlingen, til de saae, han reed lige til det store Offer-Sted ikke langt fra 📌York, som hedd 📌Godmundingham (Gudværn), stak Spydet til Helligdommen og bød sine Ledsagere rive den ned med samt hele Indhegningen*👤Bedas Kirke-Historie II. 5. 9. 12–13..

Næste Paaske-Dag (627) blev Kong 👤Edvin 209døbt, med hele sit Raad og mange Andre, og saaledes stimlede Folket i den Egn sammen for at høre Guds Ord, at 👤Paulin, den første Ærke-Bisp i 📌York, da han var med Kongen og Dronningen paa deres Gaard 📌Yeverin, ei kunde giøre Andet i 36 Dage end prædike og døbe, og det var ligedan paa den anden Kant af Riget, ved 📌Catterick (i 📌North Riding) hvor han døbde i 📌Svale-Floden *👤Bedas Kirke-Historie II. 14..

Saaledes greb da Anglerne i 📌Northumberland Korset med Glæde i de samme Dage, som 👤Mahomed reiste Banner imod det, og skiøndt 👤Edvin snart (633) faldt ved 📌Heathfield i et Slag mod Britte-Kongen 👤Cedvalla og den hedenske Vodanide 👤Bent (👤Penda) fra 📌Mercia, og skiøndt 👤Paulin flygtede med Enke-Dronningen 👤Ædelburg hiem til 📌Kent, saa tog dog Ingen af dem 📌Northumberlands Christendom med sig; thi 👤Jakob Degn, som blev tilbage, kunde baade præke og synge, og 📌Peders-Kirken i 📌York, som 👤Edvin havde begyndt at bygge af Steen, fuldførde Sønnen af hans Medbeiler, Kong 👤Osvald, som blev hans Eftermand og 📌Northumberlands Helgen *Sammest. II. 14. 16. 20. III. 1. 6. 9–13.. Vel faldt ogsaa 👤Osvald for 👤Bent Hedning, men 👤Bent faldt igien for 👤Osvalds Broder 👤Osvig; i Midten af det Syvende Aarhundrede var Christendommen indført overalt, og det er høist mærkeligt, hvad vi læse om Kong 👤Kenvald i 📌Vest-Sex, at skiøndt han havde en meget lærd Mand til Biskop i 📌Dorchester (ved 📌Oxford), blev han dog kied af det fremmede Sprog, som han ikke forstod, og lod en Angel-Sachser, ved Navn 👤Ven (👤Wine), vie til Biskop i 📌Winchester *Sammest. III. 7. 21.. Vel er det nemlig en vanskelig Sag at finde dygtige Biskopper mellem Folk, der nys var Hedninger og end er raa, og den gode 👤Ven, 👤Kenvald greb i 210Blinde, var ikke af de Bedste, thi da han snart blev usaattes med sin egen Konge, kiøbde han Bispe-Stolen i 📌London af ham i 📌Mercia; men Isen blev dog brudt, snart (644) fik 📌Rochester en værdig Indfødt til 👤Paulins Eftermand, og Hoved-Sagen for et Folk, der har nogen Aand, er det dog immer, at Moders-Maalet holdes i Ære og bliver ved at være Aandens Tale-Rør i Tempel saavelsom paa Thinge, og kun fordi Angel-Sachserne følde det, blev de Middel-Alderens Vidunder. Allerede ved 📌Mercias og 📌Ost-Angelns Daab finde vi næsten lutter Engelske Prædikanter, og selv 📌Canterbury begyndte at faae indfødte Ærke-Bisper, men de kunde ingen ret Myndighed vinde i de urolige Tider, saa det var i alle Maader en Lykke, at 👤Wighard, som var sendt til 📌Rom for at indvies, døde der (667) tilligemed sine ypperste Ledsagere. Derved fik nemlig 📌Engeland ikke blot en myndig, men en mesterlig Ærke-Bisp i den lærde Græker 👤Theodor, Byes-Barn med Apostelen 👤Paulus, som, tilligemed hans Høire-Haand, Afrikaneren 👤Adrian, holdt saaledes Skole paa Øen, at 👤Beda forsikkrer, han havde selv kiendt Discipler af dem, hvoriblandt Biskop 👤Tobias af 📌Rochester, der kunde baade Latin og Græsk som deres Moders-Maal. Med Rette siger derfor den Angel-Sachsiske Historie-Skriver: det var de deiligste og de lyksaligste Dage, der oprandt, siden Angler giæstede 📌Bretland; thi vi havde vældige christne Konger, for hvilke de Fremmede skjalv, Folket lyttede med Glæde til de nye Tidender om Himmerigs Herlighed, og hvem der havde Lyst til Lærdom, fandt hellige og snilde Mestere ved Haanden*👤Bedas Kirke-Historie III. 20–22. IV. 1–2. V. 23.. Det var heller ikke blot et Øieblik, Øen kunde fryde sig ved saadanne Mestere, thi 👤Theodor virkede der i 21 Aar og 👤Adrian i 39, saa det var i 👤Bedas egen Tid (690 og 708) de Begge hensov*Sammest. V. 8. 21..

211Dog, der fattes endnu eet Træk til at fuldende Maleriet af 📌England i det Syvende Aarhundrede, og det er Hoved-Skjaldene 👤Kædmund i 📌Northumberland og 👤Oldhjelm (👤Aldhelm) i 📌Vest-Sex, som ei blot slog Harpen engang til Fryd og Gammen, men er hos Angel-Sachserne hvad 👤Homer og 👤Hesiod var hos Grækerne: de himmelske Mund-Harper, hvis Tone-Strøm blev for de følgende Slægter Begeistringens Kilde.

Indtaget af Fordom for “Classikerne”, og vildfremmet for 📌NordensHjærne og Brage,” som den lærde Verden hidtil har været, synes det maaskee endog latterligt at bruge saadanne Tale-Maader om et Par Riim-Smede fra Middel-Alderen; men derfor er det dog lige vist, baade at det høie Harpe-Slag paa 📌Anguls-Øen i det Syvende Aarhundrede beviser, der var Liv og Aand, trods mellem de Araber, som dengang fængslede Verdens Opmærksomhed, og derhos, at al den følgende Sang, der stiler høiere og stikker dybere end Arabernes, maa udledes ei fra dem, men fra den Aand der var over 👤Kædmund og 👤Oldhjelm og fra det Evangelium, Angel-Sachsernes Prædikanter udbredte i den Nordiske Halv-Verden.

Om 👤Kædmund fortæller 👤Beda, at han var en ringe Person i Verdens Øine, kunde ikke læse og havde, til han blev aldrende, ei engang lært en Vise, saa naar i et godt Lag Raden kom til ham at synge En, stod han op og gik sin Vei; men at saa en Nat, da den Skam igien var gaaet ham over, drømde han, der kom En til ham og sagde: 👤Kædmund! syng mig en Vise! og da han blandt Andet indvendte, han vidste ikke hvorom, da sagde den Anden: syng om “Skabelsen”! Da stemmede 👤Kædmund op i Drømme og huskede grandt, da han vaagnede, hvordan det lød, satte Endeel til i samme Tone og fortalde om Morgenen sin Oldermand 212det Hele. Nu var der dengang i 📌Strynshalk (ved 📌Whitby) en hellig Abbedisse af ovenmeldte Kong 👤Edvins Slægt, hvem Folk sædvanlig kaldte “Moder 👤Hilde,” og hende gik Oldermanden til med 👤Kædmund og lod ham fortælle den hele Begivenhed, hvorpaa 👤Hilde sammenkaldte alle de Lærde i Egnen, som prøvede 👤Kædmund, ved at fortælle ham en Bibelsk Historie og lade ham sætte den paa Vers, og kom saa til den Slutning, at saavel Drømmen som Sangen kom fra vor Herre. Derpaa overtalde Moder 👤Hilde 👤Kædmund til at gaae i Kloster og satte Nogle til at lære ham Bibel-Historien, og Alt hvad han lærde satte han saa deilig paa Vers, at hans egne Lærere gjorde sig en Fornøielse af at lytte til det og skrive op hvert Ord han sagde. Saaledes besang han, foruden Skabelsen og det øvrige Indhold af første Mose-Bog, 📌Israels Udgang af 📌Ægypten, Herrens Kiøds-Paatagelse, Lidelse og Himmel-Fart, den Hellig-Aands Udgydelse, Apostlernes Prædiken, Domme-Dag, Helvedes Pine og Himmerigs Glæde, men om verdslige og forfængelige Ting hverken kunde eller vilde han synge*👤Bedas Kirke-Historie IV. 24..

Denne mærkelige Tildragelse, som fandt Sted ved 👤Bedas Fødsels-Tid, (thi Moder 👤Hilde døde 680) er vel ingen Stats-Begivenhed, men det er den Nordiske Poesies Opstandelse i Christen-Tøiet efter dens Begravelse i Daaben, som i alle Retninger var af saa store, uberegnelige Følger for Udviklingen i den ny Folke-Verden, at den ingenlunde kan forbigaaes i den ny Skabelses-Bog, som Middel-Alderens Historie er. Om derimod den saakaldte Cædmons Paraphras vi endnu har, er ægte eller uægte, det er selv i Bog-Historien kun en Bisag, da Virkningen blev den samme, og her kan det kun bemærkes i Forbigaaende, at Tiden sikkert har levnet os Brud-Stykker af 👤Kædmunds Høi-Sang, 213skiøndt de, som Middel-Alderens Kæmper og Skjalde saa let, er kommet i meget slet Selskab.

Med 👤Oldhjelms (👤Aldhelms) Sang veed vi ikke nær saa god Beskeed som med 👤Kædmunds, thi vel giver 👤Beda ham et godt Lov, som en meget lærd Mand, der gjorde prægtige Latinske Vers, men taler ikke et Ord om hans Angel-Sachsiske Digter-Aare, og vi, som godt veed, hvor dybt de stive Latinere sædvanlig stikke i Poesien og Moders-Maalet, maatte da paa fri Haand kun have meget ringe Tanker om Skjaldskabet hos den sprænglærde Biskop i 📌Sherborne *👤Bedas Kirke-Historie V. 18.. Hjemmels-Manden for dets Ypperlighed: 👤Vilhelm af Malmesbury fra det Tolvte Aarhundrede, er ogsaa meget for ung til at overbevise os, saa naar vi ikke havde et gammelt Angel-Sachsisk Helte-Digt, der næsten nødvendig maatte giøre sin Forfatter navnkundig, kunde vi ikke synderlig ændse, hvad 👤Vilhelm efter en vis 👤Alfred melder, at 👤Oldhjelm var som Engelsk Digter aldeles mageløs, hvad enten det gjaldt om at sammensætte Kvad eller at synge og fremsige dem. Nu derimod, da vi i “Bjovulfs-Drape” har et saadant Mester-Stykke fra Middel-Alderen, maae vi nødvendig blive opmærksomme paa dette Vidnesbyrd, især, da der udtrykkelig tilføies, at der var et Kvad i Folke-Munde, som almindelig tillagdes 👤Oldhjelm, skiøndt Indholdet var Tant, saa det maatte undskyldes med Tidens Pinagtighed, som nødte den hellige Mand til at synge Noget for den raa Almue, som de gad hørt, for efterhaanden at faae Øren-Lyd til bedre Ting*👤Vilhelm af Malmesbury i Bispe-Krønikens 5te Bog.. Denne Forklaring i Munke-Stil passer nemlig særdeles godt paa et Kvad, der dreier sig om Grændel Trold, hans Moder, den Hex, og Ild-Dragen Stærk-Hjort, der rugede paa Oldtids Skatte, og saalænge vi derfor ikke veed nogen an214den Mester for det Nordiske Helte-Digt, faaer 👤Oldhjelm tage sig Skylden paa og trøste sig ved, at Meget, som Munke, selv i en god Mening, kaldte Tant, ei blot kan tækkes den raa Almue men selv forbause og indtage den Lærde.

👤Oldhjelm døde, ligesom hans Lærer i Latinen, Abbed 👤Adrian, i Begyndelsen af det Ottende Aarhundrede (709), og nu saae Man i 👤Beda den Ærværdige, i 👤Ælkvin (👤Alcuin), men fremfor Alt i 👤Wilbrord, 👤Winfred og deres troe Stald-Brødre, hvor store Ting der i Løn var udrugede og opelskede paa Øen; thi i 👤Beda fik baade Kirken en Nordisk Historie-Skriver og 📌Vester-Leden en ny Lære-Fader, hvis Navn gik med Priis giennem Middel-Alderen; 👤Ælkvin tog, som 👤Karl den Stores Ven og Lærer, Deel i hans Udødelighed, og Evangeliets Angel-Sachsiske Prædikanter indgiød 📌Tydskland det evige Livs Haab, medens det lysende Exempel, Anglerne gav, paa en levende Opfattelse af Christendommen og en heldig Uddannelse af Moders-Maalet, fik afgiørende Indflydelse baade paa 📌Tydskland og paa det høie 📌Norden.

Det gik for Resten i 📌England da som nu, at det ei var nær saa vigtigt der som andensteds, hvad Kongerne hedd eller hvad de vilde; thi Angel-Sachserne vedblev ogsaa paa det Tørre at betragte dem, som djærve Vikinger betragte deres Høvding, ingenlunde som Den, der skal kæmpe, tænke og handle for dem, men kun som Formand i Krig og mere venlig Raad-Giver end stræng Lov-Giver i Fred. Selv følde de baade Drift og Mod og Størke til at kæmpe og handle paa fri Haand og taalde derfor ikke synderlig fremmed Indblanding enten af Præst eller Drot i deres daglige Liv og huslige Sysler, hvoraf Følgen vel blev et borgerligt Virvar, men en fri og levende Virksomhed til alle Sider, som Menneske-Aanden forholdsviis maatte fryde sig ved. Uagtet derfor mange af Vodaniderne udmærkede sig deels ved 215drabelig at svinge Sværdet og deels ved ydmyg at ombytte Septeret med Pilgrim-Staven og Ridder-Salen med Munke-Buret, er der dog, efter 👤Edvin og 👤Osvald i 📌Northumberland, ingen Konge, der ret rager frem i sin Tid, før Kong 👤Ælfred i 📌Vest-Sex, og selv han synes langt meer at have gjort Opsigt, som en Ædling, ved besynderlig Skæbne og sjeldne Egenskaber, end som en Over-Drot, ved stor Indflydelse paa sin Omkreds. Det staaer rigtignok i alle vore Haand-Bøger, at hans Far-Fader, 👤Egbert, der enstund som Flygtning havde opholdt sig hos 👤Karl den Store, var selv en stor Mand, som forenede alle de syv Riger og blev 📌Engelands første Stol-Konge, men skiøndt den Snak er saa gammel som 👤Vilhelm af Malmesbury, er det dog kun Snak; thi Sachse-Krøniken baade siger og viser, at 👤Egbert kun var Over-Konge, ligesom 👤Edvin og 👤Ædelbert fordum, og regner ham desaarsag for den Ottende i sit Slags. At han og de følgende Konger i 📌Vest-Sex havde færre indenlandske Med-Beilere til Magten, laae da blot i den Omstændighed, at Vodaniderne for Resten omtrent uddøde med det Ottende Aarhundrede, og de Nordiske Vikinger, som netop fra 👤Egberts Dage blev ved at husere ei blot paa Kysterne men trindt i Landet, bevidne bedst de saakaldte Stol-Kongers Afmagt.

Naar vi imidlertid huske, at 📌Engelands Plante-Skole for Christendom og folkelig Vidskab var den Eneste i sit Slags og 📌Vester-Leden uundværlig, da afvinder den lange, kiedsommelige Viking-Feide paa Øen os en egen Deeltagelse, thi det er aabenbar en Livs-Sag for den nyskabte Verden, om de Nordiske Hedninger ved denne Leilighed skal opsluge Christenheden eller indlemmes i den. Vel er vi ikke spændt paa Opløsningen, da den for længe siden har reddet Verden og æret Forsynet; men Kong 👤Ælfred, hans Søn 👤Edvard og Sønne-Søn 👤Ædelsteen (👤Athelstan), hvis Levnet og Bedrifter paa den afsides Øe 216ellers neppe vilde tildrage sig vor Opmærksomhed, blive dog, under disse Omstændigheder, som Christenhedens og Dannelsens Lande-Værger, universalhistoriske Personer. De sad nemlig paa Thronen over i to Menneske-Aldere (871–941), og i 👤Ælfreds første Dage satte Hedningerne sig ikke blot ordenlig ned i 📌Ost-Angeln og 📌Northumberland, men huserede saaledes, at den lille Øe 📌Athelney (i 📌Sommerset-Shire) var engang Alt hvad 👤Ælfred eiede*Ælfreds Levnet af 👤Asser og Sachse-Krøniken under Aar 876.; da derimod ved 👤Ædelsteens Død hele Øen ligeop til Skotte-Havet lystrede hans Septer.

Om vi end kunne hitte Rede i alle Kong 👤Ælfreds Tog mod Vikingerne, hvad dog allerede 👤Vilhelm af Malmesbury fortvivlede om, vilde det vist nok ikke lønne Umagen, da de Blod-Bad for vore Øine allesammen ligne hinanden som to Draaber Vand; men i en Sum tilligemed 👤Edvards, et i det Mindste hvert Aar, er de godt værd at lægge Mærke til, som Forbud paa det store Hoved-Slag under 👤Ædelsteen, hvorom der staaer i Kæmpe-Visen, at Mage til Birtings-Bad var hverken seet eller spurgt paa Øen, siden Angler først giæstede 📌Bretland.

👤Ædelsteen, som vilde raade ene, havde nemlig fordrevet Kong 👤Olav (👤Anlaf) fra 📌Northumberland og lagt sig ud med 👤Konstantin Skotte-Konge, og de havde samlet Alt hvad der sværmede om paa Havet, for at knuse ham; men han mødte dem ved 📌Brunborough (📌Brunanburh), efter 👤Henrik Huntingdons Sigende, i 📌Mercia, og sloges med dem saalænge, til der laae fem Konger og syv Jarler paa Val-Pladsen, hvorpaa baade 👤Olav og 👤Konstantin hardtad folkebare tog Flugten med Skamme*Sachse-Krøniken under Aar 938. 👤Henrik Huntingdons Krønike V. (hos Savile) 353..

Dette Slag stod omtrent 940, og det bedste Beviis paa, 217at hverken Skjalden eller Annalisterne har overdrevet Seiren, er, at vi i hele 40 Aar derefter næsten slet intet høre til Vikingerne, men see, at deres Høvdinger ei engang kan forsvare sig i 📌Northumberland. Først i Slutningen af det Tiende Aarhundrede, under den feige og lumpne 👤Ædelred, bliver det Alvor igien, med 👤Olav Tryggesen fra 📌Norge og 👤Sven Tveskiæg fra 📌Danmark; men da tjener den Angel-Sachsiske Thrones Fald netop til at befæste Christendommen og udbrede Dannelse i 📌Norden.

Egenlig hører det vel nu til Kirkens og Skolens Historie at beskrive Anglernes Prædiken og Boglige Konst; men deels nytter det aldrig at forudsætte som almindelig bekiendt hvad hardtad Ingen veed, og deels kan vi i Middel-Alderen, da de nye Stater først ved Hjelp af Kirken og Skolen skulde skabes, aldrig uden Skade tabe disse af Sigte.

At nu 👤Ælfred (👤Alfred), der i fjortende Ledd nedstammede fra Vodaniden 👤Kerdik, som først gjorde Landgang i 📌Vest-Sex, var paa en Maade Stifter af 📌Høi-Skolen i Oxford og indkaldte, saavel fra 📌Wales som fra 📌Frankrig, alle de Lærde, han kunde opspørge, det kunde være smukt nok af ham, men vilde her ikke engang sige saameget som at 👤Karl den Store indkaldte lærde Angel-Sachser. Ved at stirre paa Sligt kan Man endogsaa let komme paa Vild-Spor, som om 📌Engeland, i det Niende Aarhundrede, langt fra at være Dannelsens Moder-Skiød, trængde til at skruphøvles af Vælskmænd og Franker; men vi skal see paa Moders-Maalet, som dengang i 📌Vester-Leden havde slet ingen boglærde Dyrkere undtagen Angel-Sachserne, og en enkelt Tydsker, som havde lært af dem. Det var, hvad 👤Kædmund og 👤Oldhjelm spaaede, og skiøndt de Lærde ikke godt kan lide, Man siger, de med Moders-Maalet ikke kan giøre Andet end humpe efter, hvor Skjaldene paa Vinger har viist Vei, saa er det dog meget na218turligt, baade at de der flyve komme raskest afsted, og at Menig-Mand gider heller hørt paa dem der synge end paa dem der stave. Hvor Man derfor nogensinde skal faae Bøger paa Moders-Maalet, som er værd at læse, maa Man, som vi læse om 👤Kædmunds Lærere, først høre Sange, Man faaer Lyst til at skrive op, og saadanne opskrevne Sange synes indtil 👤Ælfreds Tid at have været de eneste Angel-Sachsiske Bøger. Baade siger han det saa omtrent i Konge-Brevet, han lod følge med Oversættelsen af 👤Gregor den Stores Hyrde-Bog (Pastorale), og om ham selv læse vi, at til han var tolv Aar, havde han aldrig havt Bog i sin Haand, men da viiste hans Moder 👤Aasberg, Mund-Skiænken 👤Aslak Jydes Daatter, ham og hans Brødre en Angel-Sachsisk Verse-Bog med et meget pænt Titelblad og sagde, at hvem af dem der først kunde lære den, maatte have den til Arv og Eie. Da ledte 👤Ælfred sig selv en Skole-Mester op og slugte snart Bogen, da han var godt vant til at lære Vers udenad, og den Slags Læsning stræbde han ogsaa siden at faae almindelig udbredt*Ælfreds Levnet af 👤Asser 4. 15. 17. 69–71.. Det er Vælskmanden 👤Asser, indkaldt af 👤Ælfred og gjort til Biskop i 📌Sherborne, vi maae takke for denne Oplysning, og da han ovenikiøbet skrev paa Latin, har han naturligviis ikke sagt os, hvad det var for et Kvad, 👤Ælfred lærde at læse af, medens hele Talen viser, der har været Endeel at vælge imellem; men vi, hvem Tiden kun har levnet Eet, som en letnem tolvaars Dreng kunde lære med Fornøielse og faae Lyst til at læse af, vi maae nødvendig tænke paa Biovulfs-Drape, der i det Mindste giør os Sagen meget forklarlig. At dette Helte-Digt, skiøndt det først i nærværende Aarhundrede har begyndt paany at komme for Lyset*Udkommet i 📌Kjøbenhavn 1815 og der fordansket paa Rim 1820., dog maae være ældre end 👤Ælfred, skiønner Man 219let af indvortes Grunde, og en Nordisk Historie-Skriver maa nødvendig gribe Leiligheden til paa det Varmeste at anbefale et Digts Læsning, der endnu kun er lidt bekiendt og er dog ikke blot i historisk Henseende Guld værd, men bliver, ligesom de Homeriske Digte, beslægtede Naturer kiærere, jo tiere det læses og burde derfor være alle disse ligesaa bekiendt fra Barns-Been, som Hine var de gamle Græker. Man finder nemlig her ikke blot lutter Nordiske Old-Sagn, men en lyslevende Skildring af 📌Nordens Aand i sine bedste Klæder: som den Danske Lands-Fader Hrodgar (Roe), Gothe-Kæmpen Bjovulf og hans fuldtro Ven, den unge Viglaf, der bogstavelig gaaer i Ilden for ham, og det Altsammen i en trohjertig men kort og fyndig Stil, og uden mindste Stænk af den Uhøviskhed, der vanhælder næsten alle verdslige Digte fra Middel-Alderen, undtagen Angel-Sachsernes. At Svinkerne (Episoderne), skiøndt i sig selv deilige, falder vel meget i det Dunkle og slaaes lidt klodset, lader os nok føle, at Gother var ikke Græker, men vi giør vel i at huske, at vi er heller ikke Græker, fordi vi kan læse deres Vers, og at vi ingenlunde nærme os dem ved at bandlyse vore Fædres Aand og lade haant om hans Kæmpe-Skridt!

Hvormeget nu 👤Ælfred end yndede Verse-Bøgerne, følde han dog, der vilde mere til, naar Bog-Læsning ret skulde giøre Gavn, og han greb da til det sædvanlige Raad at oversætte fra Latin, hvad vist nok er Peer Gantes Gienvei til et godt Bog-Sprog, men havde selv Kæmpen 👤Beda ikke vovet at skrive sin Historie paa Moders-Maalet, da kunde 👤Ælfred og hans Medhjelpere, som var lidt svage i Aanden, umuelig komme videre end til at oversætte den taalelig. Det gjorde de da, og oversatte tillige 👤Gregor den Stores Hyrde-Bog og Samtaler, 👤Orosii Kirke-220Værn og 👤Boethii Trøste-Grunde *Ælfreds Levnet af 👤Asser. 46. 55. Vilhelm af Malmesbury (hos Savile) 45., som endnu Altsammen er til, saa vi kan see, baade hvad de mægtede og hvordan de bar dem ad. Hvormegen Deel nu Kongen, som øiensynlig var Sjælen i det Hele, selv har taget i Arbeidet, er et unyttigt Spørgsmaal; men da Man sædvanlig tilskriver ham det Altsammen, bør det anmærkes, at 👤Asser, langt fra at hjemle det, tvertimod vidner, at 👤Ælfred først mod Enden af sin Løbe-Bane lærde at læse lidt Latin, og melder udtrykkelig at 👤Gregors Samtaler blev oversat af Biskop 👤Werfred i 📌Worcester, som altsaa formodenlig har gjort Broder-Parten. Hvad imidlertid 👤Ælfred, der bestandig havde sine Lærde om sig til at læse og udtyde de Latinske Bøger for ham, med sin Styrke i Moders-Maalet sikkert har bidraget, er mangt et godt Udtryk, som de Lærde maae lede om, og Versene i Boethius, der paa et Haar ligne ham, som, uden selv at være Skjald, kunde mange gode Rim udenad fra Barns-Been.

Hvormeget nu denne Skat af Oversættelser siden voxde, veed vi saameget mindre, som baade meget er forgaaet og Endeel kan endnu ligge skjult; men de fire Evangelier mange Brud-Stykker af det Gamle Testamente og andre baade gudelige og verdslige Bøger vise noksom, Man i det Tiende Aarhundrede har fortsat Værket, medens det endnu er tvivlsomt, Hvormeget der af den store Prædiken-Samling er blot Oversættelse, da den med saameget Andet, til stor Skam for det rige 📌Engeland og stor Skade for det lærde Væsen, henligger utrykt.

Dog, hvor mærkelige end disse Oversættelser er i deres Tid, og hvormeget de end maae have bidraget til at forsinke og formilde den fransk-latinske Uvætte, maae vi over dem dog ingenlunde glemme det aldeles originale Forsøg paa Moders-Maa221let, som Sachse-Krøniken er; thi vel er den smagløs, men løierlig og lærerig, altsaa ingenlunde, hvad den har Skikkelse af, en tør Annal. Enten har den oprindelig været skrevet paa Vers, som Man siden, saavidt Man nænde, har kalfatret, eller, hvad omtrent løber ud paa det Samme, den er skrevet efter Riim, Man stræbde at opløse til Prosa. For det Første taler de hele Riim, som det over Slaget ved Brunborough og det langhalede over Kong 👤Edgar *Sachse-Krøniken A. 938. 75., men det Andet synes rimeligere, naar Man betragter de poetiske Talemaader, som komme hovedkulds ind uden al Rimelighed *Sachse-Krøniken A. 1003 og 6., og Man faaer da vel lade Tingen staae ved sit Værd, hvad Man saameget desbedre kan, som Gaaden er langt mere værd end dens Opløsning. Gaaden selv lærer os nemlig, iblandt Andet, at skiøndt Aanden var blevet svag, havde den dog ikke forladt Angel-Sachserne; thi Kvadet om Brunborough-Slaget er en god Kæmpe-Vise til alle Tider, og Brud-Stykket om den varme Dag ved 📌Maldon (i 📌Essex), hvor den tappre Høvding 👤Birthnoth faldt, er endnu ypperligt for sin Tid, da Man maae huske, det var Kong 👤Ædelreds Dage*Sammest. A. 993. Birthnoths Riim i 👤Müllers Angel-Sachsiske Læse-Bog..

Fast-Landet maatte have været et reent Barbari, hvis Man der desuagtet kun havde lagt Mærke til det meget Guld og Sølv, de paa den afsides Øe havde at rutte med, og som Vikings-Togene klarlig vise, Man vidste at skatte; men vi giør vel i ikke at oversee denne Deel af 📌Engelands Rigdom, som, efter de mange Tusinde Pund, Man i 👤Ædelreds Dage udredte som Dane-Giæld, maa omtrent have staaet i samme Forhold til Fast-Landets som nu. Naar der nemlig findes en saadan Rigdom, hvor Man hverken kan 222grave Guldet op af Jorden eller, som i 📌Romer-Riget, udpine det af Millioner, vidner den om en langt høiere Grad af Borgerlig Frihed, Fred og Vinskibelighed, end Man lettelig tænker sig i det Niende og Tiende Aarhundrede, fordi man stirrer sig blind paa 📌Frankrig og 📌Italien. At Man imidlertid i det Tiende Aarhundrede ogsaa begyndte at faae Øinene op for Underværks-Øen, hvor der, som ved et Trylleri, af et hardtad ukiendeligt Frø var opvoxet et Træ, hvori “Himmelens Fugle gjorde Rede,” og hvis Grene strakde sig baade over Floden og Havet, det see vi blandt Andet paa Beilerne til Kong 👤Ædelsteens Systre; thi En af dem var 👤Hugo den Store, Stam-Fader til alle de følgende Franske Konger, og en Anden var Keiser 👤Otto den Store, der altsaa følde, ligesom vi, at Sachser og Angel-Sachser bør historisk forbindes.

Ved denne Leilighed fortæller 👤Vilhelm fra Malmesbury (i det Tolvte Aarhundrede), at 👤Hugo, blandt mange andre kostbare Foræringer sendte 👤Ædelsteen baade 👤Konstantin den Stores Sværd, og Landsen, 👤Karl den Store svang mod Saracenerne*Vilhelm af Malmesbury (hos Savile) 51., og medens vi lade Ægtheden heraf staae ved sit Værd, bør vi ikke lade ubemærket, at det er passende Sind-Billeder paa Angel-Sachsernes Stor-Værk, baade som Christendommens ypperste Udbredere i Middel-Alderen og som Arabernes rette Mod-Standere og Over-Mænd!

Hermed overlade vi Angel-Sachserne til deres Skæbne, som blev, efter et daadfuldt Liv at fængsles i de Dødes Rige og drikke af Lethe, saa de, fødte paa Ny som Engelsk-Mænd, ei gienkiendte dem selv, og har de end lidt Skam deraf, er Skaden dog forvindelig, naar Man tænker, som Øboerne under begge Navne, at Liv og Frihed 223er ogsaa uden Stam-Tavler en herlig Sag og skulde kun nødig byttes bort for de Bedste.

Vil vi nu vide Grunden til Sachsernes store Berømmelse, under 👤Henrik Fugle-Fænger og de tre Ottoer i det Tiende Aarhundrede, da maae vi lægge Mærke til, hvordan ved Sammes Begyndelse Sagerne stod i 📌Tydskland, 📌Frankrig og 📌Italien, som fra 👤Karl den Stores Dage aabenbar gjaldt for den store Skue-Plads i 📌Vester-Leden.

Hvor stygt Karolingerne reves og sledes om Keiser-Kronen og det rige Arve-Gods, er saameget mindre værdt at see, som de Fleste af dem var Krystere og Skrællinger, og kun i Forbigaaende kan vi lægge Mærke til, at efter Slaget ved 📌Fontenay (841), hvori de alle fik en banket Trøie, var det først 👤Ludvig den Frommes ugudelige Sønner fandt dem i, der blev tre Riger af Eet, men holdt sig dog en Val-Plads aaben, der laae bekvemt for dem alle, ved hverken at regne 📌Lothringen og 📌Elsas, 📌Schweits og 📌Nederlandene til 📌Tydskland eller 📌Frankrig, men til 📌Italien, som laae fra Haanden.

Hvad derimod fortiener al Opmærksomhed, er den øiensynlige Fare, Christenheden paa Fast-Landet endnu mere end paa 📌Anguls-Øen stod for at opsluges af Fienden, som her var firdobbelt; thi foruden de Nordiske Vikinger (Normannerne), der ikke blot sværmede paa Strand-Bredden men løb ind i alle Floder, som gode Havne, havde Man baade Araber, Slaver og Ungarer at drages med, og Modstanden, de fandt, var længe ubetydelig. Vel blev den sidste vaabenføre Karoling, Kong 👤Arnulf i 📌Tydskland navnkundig af en stor Seier over Normannerne ved 📌Løven *Sigbert fra Gemblours A. 895.; men da han ei kunde hamle op med Slaverne i 📌Mæhren, skaffede han Riget en ny Fiende paa Halsen, 224ved at kalde Ungarerne til Hjelp, som var et nyt Hunne-Folk, der under Navn af Madscharer havde slaaet Leir ved Atles Grav*👤Lodbrands (👤Luitprands) Verdens-Krønike., og vilde sagtens ogsaa uden 👤Arnulfs Vink snart fundet Veien til 📌Tydskland.

Under disse Omstændigheder var det, at Tydskerne valgde Hertug 👤Henrik af 📌Sachsen, med Tilnavn 👤Fugle-Fænger, til deres Konge (919), og sin Dygtighed paa Val-Pladsen havde han beviist, thi da den forrige Konge, 👤Konrad af 📌Franken, hvem han var for kry, skikkede en Krigs-Hær ud for at spæge ham, anrettede han et saadant Blod-Bad paa den, at Rim-Smeden sagde i sin Vise, der var knap Rum i Helvede til dem*👤Vittekinds Sachse-Krønike 1ste Bog..

Denne Kong 👤Henrik skal paa Moders-Side have nedstammet fra den 👤Vittekind, der gav 👤Karl den Store Saameget at bestille, men det er baade langt vissere og vigtigere, at han var en ægte Sachser, og her var da Stedet til at sige lidt om denne mærkelige Folke-Stammes Old-Tid, naar vi vidste Noget, men nu maae vi nøies med at melde, at vor ældste Hjemmels-Mand, 👤Vittekind fra 📌Korvei, som var en dygtig Karl og skrev i det Tiende Aarhundrede, vidste saagodtsom slet Intet derom. Vi see imidlertid, det har været et almindeligt Folke-Sagn, at de var kommet fra 📌Norden og landede først i 📌Hadeln (ved 📌Kuxhaven), hvor Thüringerne dengang herskede, og udbredte sig siden i de tre bekiendte Grene: Vestphaler, Ængrer og Ostphaler, hvorved vi kun, med 👤Albert Kranz, maae anmærke at de mange Sagn hos 👤Saxo om Krigene mellem Danske og Saxer bevise, de har været Naboer fra Arilds-Tid. Ved 📌Thüringer-Rigets Indtagelse gjorde Sachserne naturligviis fælles Sag med Frankerne og skal derfor have faaet det Land-Strøg ved 📌Unstrut, hvor 📌Schei225📌dingen ligger, men de kunde naturligviis ikke forliges med deres Bunds-Forvandte om Byttets Deling, end sige finde sig i at være Frankerne underdanige. Heraf reiste sig en langvarig Feide, hvoraf vi dog kun kiende Lidt til Slutningen under 👤Karl den Store, som ikke blot huggede dem ned for Fode, men bortførde mange Tusinde af dem, som han spredte omkring i 📌Frankerig og 📌Tydskland.

Naar vi nu see, at Sachserne, uagtet denne Aare-Ladning lige til Hjerte-Blodet, dog hundrede Aar efter 👤Karls Død var 📌Tydsklands eneste men velgrundede Haab, da kan vi ikke tvivle om, de jo i Mellem-Tiden maae have faaet en god Hjerte-Styrkning, og det maa have været Christendommen, skiøndt det er vanskeligt at forstaae, hvordan selv den bedste Sæd kunde voxe i Furer af Frankernes Plov, da den gik bedst ved 📌Weser og 📌Elben. Der er nemlig giennem de følgende Aarhundreder saa gyldige Vidnesbyrd om, at Christendommen slog dybe Rødder i 👤Morten Luthers Fædrene-Land, at Kiends-Gierningen er uomtvistelig, og Gaadens Opløsning maae vi da ikke søge i den Øxe, der omhuggede Irmensul paa 📌Eresburg, eller i den Nød-Daab med Kniven paa Struben, der umuelig kunde føde Andet end Had til Troen, men især hos de fromme Munke i 📌Fulda-Klosteret, 👤Winfreds Yndlings-Sted og Stiftelse, som baade før og siden utrættelig forkyndte det store Evangelium. De Fleste af Disse var formodenlig 👤Winfreds Lands-Mænd, altsaa Angel-Sachser, og det var i alt Fald 👤Wilhad, som blev den første Bisp i 📌Bremen og prædikede Ordet saa ivrig i 👤Karl den Stores Dage, at Man har kaldt ham Sachsernes Apostel. Hvor ganske anderledes Evangeliet har lydt fra hans og hans Medhjelperes Læber end fra de Frankiske Bispers og Høvdingers, kan vi vide af Maaden, hvorpaa An226gel-Sachserne selv var blevet Christne, og af Begeistringen, der drev dem til at være Evangelister i fjerne Lande; men det mest slaaende Beviis findes dog vel i 👤Ælkvins Breve, thi uagtet han, baade som Hof-Mand og Bog-Orm, maatte betragte Sagen endeel anderledes end Martyrerne, tordner han dog baade mod Tvangen og Tienden, som den keiserlige Præken dreiede sig om. Huske maae vi imidlertid ogsaa, at hvor Man anraabde Thor, som Midgards-Ormens Bane-Mand, og kæmpede for Valhald, der maatte den vidunderlig hjemlede Historie om 👤Jesus Christus, der knuste Slangens Hoved, og skabde et nyt 📌Paradis til sine Troende, nødvendig finde Indgang, og at Sachserne dyrkede 📌Nordens Guder, det er sikkert nok. Vel har i den nyere Tid endeel Tydskere gjort en Sachsisk Over-Gud af Blokken Irmin-Sul (ret egenlig ex trunco Minervam); men naar Man kan lidt Angel-Sachsisk, seer Man strax, at Navnet virkelig, som 👤Adam af Bremen melder, betyder “Verdens-Støtten” (universalis columna), og naar Man er lidt hjemme i Edda, gienkiender Man snart det fælles Stam-Træ, Asken Ygdrasil deri. Om for Resten denne mærkelige Blok har staaet ved 📌Merseburg, ved 📌Pyrmont, eller kanskee paa 📌Bloksbjerg, og om Man engang virkelig fandt den begravet ved 📌Korwei og lod den staae op i 📌Hildesheim, kan være os ligegyldigt; men dette 📌ny Korwei ved 📌Weseren, tæt ved 📌Høxter, blev ganske rigtig Christendommens Støtte i disse Lande-Mærker. Dette mærkelige Kloster, en Aflægger af det Frankiske 📌Korvei i 📌Picardiet, blev nemlig allerede stiftet under Keiser 👤Ludvig den Fromme (822), og medens de senere Munke udledte dets velsignede Virkninger af 👤St. Viti Levninger, som Man snart var saa lykkelig at overkomme, melde de dog ogsaa, at Klosterets første Indbyggere mest var bortførte Sachser, 227opdragne i det gamle 📌Korvei, hvad vel tør have gjort det Meste. En af Disse, 👤Ansgar (👤Æsger), skal vi siden nærmere omtale, som 📌Nordens Apostel, men vi maae dog allerede her lægge vel Mærke til ham; thi han var ikke blot Skole-Mester og Prædikant i 📌det ny Korwei, men blev ogsaa den første Ærke-Bisp i 📌Bremen, og maa da, som det Christelige Vidunder, han var i sin Tid, netop i disse Egne have virket uberegnelig.

Samtidig med 👤Ansgar var 👤Henrik Fugle-Fængers Far-Fader 👤Lodulf (👤Ludolph), den Første af Slægten, som kaldes Hertug*Aarbøgerne af 👤Sigbert fra Gemblours 860 og Ælfrik (Alberik) Munk 859., og allerede hans Søn, 👤Otto, skal have været Thronen nærmest, da Karolingerne uddøde*👤Wittekinds Sachse-Krønike. 👤Ælfriks Aarbog 912., men dog nævner Ingen hans Bedrift. Hans Søn 👤Henrik derimod slog sig, som sagt, til Ridder paa 👤Konrad af 📌Franken og skal, efter Sigende, have skabt baade Ridder-Standen og Borger-Skabet i 📌Tydskland, og skiøndt Man nok seer, hans Bedrifter allerede i den næste Menneske-Alder har ligget besynderlig i Taage, er 👤Lodbrand dog et gyldigt Vidne om, at han baade slog Ungarerne ved 📌Merseburg og, hvad Italienerne end mere forundrede sig over, tæmmede Danskerne, som ansaaes for de Allerbalstyrigste*👤Lodbrands (👤Luitprands) Verdens-Krønike II. 8–9. III. 13.. Med Slaverne, som ikke blot laae ham nær i 📌Brandenburg og 📌Bøhmen, men bespændte ret egenlig 📌Nord-Tydskland, har 👤Henrik dog nok havt den meste Fortræd og det bedste Held; uagtet de Laurbær 👤Otto den Store høstede ogsaa hos dem unægtelig bevise, hans Fader havde levnet ham Endeel; og at bringe de Frankiske, Bayerske og Swabiske Hoveder under 228een Hat med de Sachsiske, hvad 👤Henrik ogsaa ærlig prøvede paa, det var en fortvivlet Opgave, som Tiden har viist, der vilde ikke blot et Aarhundrede, men i det Mindste et heelt Aartusinde til at løse. Det var ogsaa allerede store Ting, da 📌Tydskland laae sønderslidt, skatskyldigt til Ungarerne, aabent for enhver Fiende og oversvømmet af Slaver, hvis Troes-Bekiendelse, siger 👤Ditmer fra 📌Merseburg, var, at Folk døde som og maatte altsaa leve derefter, da saavidt at frede, befæste og forbinde Riget, at hvad der i Grunden duede fik Lov til at voxe og Leilighed til at udvikle sine Kræfter. At denne Roes tilkommer 👤Henrik, er aabenbart, og skiøndt vi vel maae studse over det Slør, der, hos 👤Wittekind i det Tiende og 👤Ditmer i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede, hviler over hans Bedrifter, lader det sig dog let forklare deraf, at deres Kilder aabenbar var Kæmpe-Viser, og vi bør ikke oversee, at netop de var 👤Henriks bedste Efter-Mæle, som levende Beviser paa, at han var en rigtig 👤Fugle-Fænger,” som vidste at fremlokke Sangen paa Ny i 📌Saks-Lands Skove. Kun Skade, at Man Ingen af de Viser har giemt til os, men kun plyndret dem slet med eftergjorte Romerske Fingre; thi saaledes er der nu slet Intet meer tilbage af den Vise, 👤Wittekind havde lært om Merseburg-Slaget end “den fede Hunde-Steg,” Slaverne i 📌Meissen beværtede deres Ungerske Venner med, da de paa Giennem-Reisen bad om Hjelp mod den Stærkeste, som Slaver naturligviis altid holdt med *👤Wittekinds Sachse-Krønike 1ste Bog.. 👤Wittekind anfører i Øvrigt dette Slag, som 👤Henriks sidste Stor-Værk, og da de fleste Aarbøger ogsaa nævne det ved 934, maa Munken i 📌Korwei, som en Sachser, vel beholde Ret, skiøndt 👤Lodbrand, som er ældst, aabenbar kalder det hans første Helte-Gierning, som han 229lod skuffende afskildre paa Væggen af sin Ridder-Sal i 📌Merseburg *👤Lodbrands Verdens-Krønike II. 8–9..

Vi komme nu til 👤Otto den Store, hvis Moder 👤Mædhild (👤Mathilde) efter alle Beretninger nedstammede fra den gamle Sachse-Høvding 👤Wittekind, og han blev ordenlig salvet og kronet i 📌Aachen til 👤Karl den Stores Efter-Mand (936), ved hvilken Leilighed Ærke-Biskop 👤Hildebert af 📌Maints rakde ham Sværdet med de Ord: fordriv du med dette alle Christenhedens Fiender, Barbarer og falske Christne, til Fred for Herrens Folk i hele 📌Frankernes Rige! Ved denne Høi-Tid gjorde ogsaa Hertugerne Opvartning: 👤Giselbert af 📌Lothringen som Skaffer, 👤Eberhard af 📌Franken som Drost, 👤Herman af 📌Swaben som Mund-Skiænk og 👤Arnulf af 📌Baiern som Marsk; men hvor daarligt et Mærke det var paa Underdanighed, fik 👤Otto snart at finde, thi han havde alt sit høie Mod og al sin Konge-Lykke nødig, for at dæmpe en Række af Oprør, som den Frankiske Hertug 👤Eberhard stod i Spidsen for, og hvori selv To af 👤Ottos egne Brødre, 👤Dankmar og 👤Henrik, tog virksom Deel. 👤Otto beviste imidlertid soleklart sin Odels-Ret til Riget; thi som en Helt bestod han sine Prøve-Aar, svang kun Sværdet paa Val-Pladsen, og stræbde for Resten med Ædelmodighed at overvinde sine Misundere. Derfor kronede Lykken ogsaa hans Bestræbelser med et sjeldent Held, thi ikke alene faldt 👤Eberhard og 👤Giselbert, som havde forbundet sig imod ham, paa een Dag ved 📌Andernach, saa at sige af dem selv, men ved utrættelig at giengiælde Ondt med Godt, samlede 👤Otto saaledes gloende Kul paa sin Broder 👤Henriks Hoved, at han omsider vandt en fuldtro Ven i ham*👤Wittekinds Sachse-Krønike 2den Bog. 👤Lodbrands Verdens-Krønike IV. 7–19.. 230For et Øieblik syndes da alt ved Midten af det Tiende Aarhundrede 📌Tydsklands store Gaade fortryllende løst; thi 👤Henrik ægtede 👤Arnulfs Daatter og blev Hertug i 📌Baiern, 👤Ottos egen Søn med 👤Ædelsteens Syster, 👤Lodulf, som ægtede 👤Hermans Daatter, blev Hertug i 📌Swaben, og Grev 👤Konrad fra 📌Worms, som havde stridt mandelig for 👤Otto og ægtede hans Daatter, blev Hertug i 📌Franken og 📌Lothringen, medens alle Slave-Fyrsterne, selv den kæphøie Hertug 👤Boleslav i 📌Bøhmen, fandt det aldeles umueligt at trodse Rigets samlede Styrke.

Med denne samlede Styrke, paa Sachserne nær, som maatte blive hjemme for at holde Slaverne Stangen, var det da ogsaa 👤Otto mødte Ungarerne paa Bredden af 📌Lech, ei langt fra 📌Augsburg, og holdt det berømte tredags Hoved-Slag, som skaffede 📌Tydskland Fred for dets farligste Fiender. Lad nemlig end saa være, at det passer langt bedre i en Kæmpe-Vise, end hvor vi finde det, i en Aar-Bog, at der af hele den Ungerske Hær blev kun Syv tilbage, som, da de kom hjem, gjorde alle de Kværsiddende til Slaver og blev Stam-Fædre til hele den Ungerske Adel *👤Ælfrik Munks Aarbog 957., saa er dog Kiends-Gierningen, at de frygtelige Røver-Flokke, som, endnu kort før Birtings-Badet ved 📌Lech, oversvømmede ei blot 📌Tydskland, men selv 📌Frankrig og 📌Italien, siden aldeles forsvinde af Historien, det bedste Beviis paa, at Seieren over Ungarerne ved 📌Augsburg har endnu været mere afgiørende end den over deres Patriarker, Hunnerne, ved 📌Chalons.

I dette Slag, derom er Alle enige, faldt 👤Ottos Sviger-Søn, Hertug 👤Konrad af 📌Franken, efterat have kæmpet som en Løve og bidraget det Meste til Seieren*👤Wittekinds Sachse-Krønike 3die Bog. Ditmers 2den., men 231naar Endeel af Aarbøgerne give ham Skyld for selv at have skaffet Riget de frygtelige Giæster paa Halsen, da har de ikke mindste Medhold enten af 👤Wittekind eller 👤Ditmer, som her er vore eneste Hjemmels-Mænd, og har da ventelig forvexlet dette Ungarernes Hoved-Tog med Et af deres tidligere Indbrud, som Man almindelig gav 👤Lodulf og hans Svoger 👤Konrad Skyld for, under den sørgelige Feide, de førde med Kongen, der var Fader til den Ene, Sviger-Fader til den Anden og Begges retmæssige Over-Herre.

Den rette Sammenhæng med dette unaturlige Sørge-Spil, der forbittrede 👤Ottos Dage, vilde det i hans Levnets-Beskrivelse være fortjenstligt at oprede, men det lader sig neppe giøre, da de Gamle nok her stak Endeel under Stol, og, de Nye, der selv vil drage det frem, kun løbe med Lim-Stangen, saa vi maae være glade ved, det ingen kiendelig Indflydelse havde paa Tingenes Gang i det Hele, undtagen maaskee hos Slaverne i 📌Brandenburg og 📌Pommern, der fik endeel Sachsiske Rømnings-Mænd af 👤Lodulfs Parti til Hjelp mod deres Tugte-Mester 👤Herman Billing *👤Wittekinds Sachse-Krønike 3die Bog. Ditmers 2den..

Efter 👤Wittekinds Sigende reiste imidlertid saavel 👤Lodulfs som 👤Konrads Nag til 👤Otto sig af hans Italienske Forbindelser, og vi maae finde det ganske rimeligt, at 👤Lodulf, udnævnt til sin Faders Efter-Mand paa Thronen, saae skiævt til hans andet Gifter-Maal, med Dronning 👤Adelheid, der let kunde skaffe ham en farlig Med-Beiler; men skiøndt det ogsaa kan være sandt nok at 📌Tydsklands Konger i det Hele ingenlunde spandt Silke ved deres Italienske Tog, saa er disse dog aabenbar saa uundværlige Ledd i den store Kiæde, at vi, uden at bryde os det Mindste om 👤Lodulfs Surmulen eller om alle de Tydske Patrioters Rysten paa Hovedet, med stor Fornøielse maae følge 👤Otto til 📌Italien, som, trods al Forvirring og Fordærvelse, var den ny Verden 232uundværlig, og var Tydskernes Konge ligesaa, naar han vilde være Keiser.

Her vente vi nu med Rette god Oplysning af den samtidige “Levit i 📌Pavia(Levita Ticinensis), Lombarden 👤Lodbrand, som tog sig paa at skrive sin Tids Europæiske Historie og det under gunstige Omstændigheder, thi 📌Rom vedblev at være 📌Vester-Ledens aandelige Middel-Punkt, og ei blot havde 👤Lodbrands Fader været i 📌Konstantinopel, men han var der selv to Gange, som Gesandt, først for 👤Berengar og siden for Keiser 👤Otto *👤Lodbrands Verdens-Krønike III. 5. V. 5. VI. 1.. Det er imidlertid selv nuomstunder saa sjeldent at faae en god Udsigt over “Dagens Nyheder”, at vore Fordringer til en Lombard i det Tiende Aarhundrede, for at blive billige, maae være meget beskedne, da 📌Vester-Ledens Latinske Skribentere ei kunde være andet end Peblinger i Latin-Skolen, der, naar de, som 👤Lodbrand, hændelseviis lærde en Mundfuld Græsk, kun paa en latterlig Maade gjorde Vind dermed. 👤Lodbrand skrev desuden ikke nær saameget for vor Skyld som for sin egen, eller, som han selv siger, for at betale baade Venner og Fiender sin Giæld *Sammest. III. i Fortalen., og under de Omstændigheder lader Man gierne ligesaalidt Begivenhederne som Personerne skee Ret. Kun derfor, naar vi indsee, at det Slags personlige Bekiendtskab, vi giør med et godt Hoved og en lærd Mand fra Middel-Alderen, ved at læse hans trohjertige Fortælling om det Mærkværdigste, han har hørt eller seet, giver os den bedste Oplysning, vi kan faae, om “hans Dage”, kun da tilfredstiller 👤Lodbrand os med Rette, som en ikke uværdig Efter-Mand af 👤Povel Varnefredsøn.

Vil vi nu have en nogenlunde tydelig Forestilling om 📌Italien i det Tiende Aarhundrede, da maae vi huske, at Latinere og Gother, Byzantiner og Lom233barder laae hulter til bulter imellem hverandre, som “Jern og Leer” der umuelig kunde hænge sammen, og at denne Forvirring ingenlunde hævedes men voxde under 👤Karl den Store og Frankernes Herskab. Skulde her findes mindste Eenhed, maatte den paa Kirke-Veien udgaae fra 📌Rom, saa, naar Paverne var uduelige eller afmægtige, maatte Alt opløses i en frygtelig Giæring, især da under Løbet af det Niende Aarhundrede Saracenerne fra 📌Spanien satte sig fast i 📌Fraxinetum ved 📌Aix og De fra 📌Afrika saavel paa 📌Sicilien, som i 📌Nedre-Italien. Sagtens er det nu vel et Æventyr, hvad Man har fortalt om Pavinden 👤Johanne, der, i Midten af det Niende Aarhundrede skulde paa en egen Maade have beviist den Romerske Kirkes Moderlighed; men Sagnet er dog gammelt, og Kvinde-Regimentet i det Tiende Aarhundrede, om hvis Virkelighed Man ei kan tvivle, har sagtens begyndt midt i det Niende, og var til langt mere Skam og Skade baade for Kirken og Staten, end om et Fruentimmer virkelig ved en Feiltagelse var blevet valgt til Pave. Vel har Papisterne i forrige Aarhundrede ogsaa stræbt at giøre 👤Lodbrands Fortælling om 👤Theodore og hendes smukke Døttre, disse slemme Kirke-Fruer og Pave-Mødre, mistænkt *👤Lodbrands Verdens-Krønike II. 13. III. 12., men det er, efter mange Aarhundreders eenstemmige Vidnesbyrd, meget for sildigt, da det her slet ikke giælder om lidt meer eller mindre, eller om, enten Fru 👤Marozia, der gjorde sin Søn til Pave, havde ham med en Pave eller med en Anden. Sagen er blot den, at de kiødelige Romerske Damer raadte for hvem Christenheden skulde kalde sin aandelige Fader, og det er sikkert nok, men heller intet Under, thi ogsaa i 📌Rom maatte Følelsen dog seire midt i Middel-Alderen, og den Romerske Følelse var nu engang ikke bedre, saa det er kun underligt, at den ei blev Pave-Magtens Grav.

234 Under disse Omstændigheder var 📌Rom og Pave-Stolen naturligviis ingen Forenings-Punkt, men tvertimod eet Tvistens Æble meer mellem 📌Italiens Matadorer, og af Disse var det først Hertug 👤Guido af 📌Spolet og 👤Berengar af 📌Friuli, der, efter 👤Karl den Tykkes Død sloges om den Lombardiske og, hvad dermed syndes nøie forbundet, den Keiserlige Krone. 👤Guido døde først (894), men det nyttede ikke hans Medbeiler stort, da Italienerne altid, som 👤Lodbrand anmærker, helst tjende to Herrer *👤Lodbrands Verdens-Krønike I. 6. 10., og det var desuden ikke blot i 📌Rom Damerne nu fandt baade Drift og Held til at herske; thi Markgrev 👤Adelbert af 📌Toskana havde en 👤Birthe til Gemalinde, som enten vilde giøre en Konge eller en Æsel af ham, og deres Daatter 👤Irmingerd, hvem engang hele Italien tilbad, fandt ogsaa det var sødt at hyldes*Sammest. I. 10–11. II. 10–15. III. 2.. Sit Forhold til de herskende Damer var det da aabenbar Grev 👤Hugo af 📌Provence kunde takke for den Lykke, næsten i tyve Aar (926–46) at bære 📌Italiens Krone; thi denne store Tilbeder af det smukke Kjøn, der endog kaldte sine Friller op efter 📌Roms Gudinder, var ovennævnte Fru 👤Birthes Søn af første Ægteskab, og giftede sig blandt Andet med Fru 👤Marozia i 📌Rom, skiøndt hun var Enke efter hans Halv-Broder, Mark-Greven i 📌Toskana *Sammest. II. 10. III. 3. 12. IV. 6..

Samme Kong 👤Hugo, hvem 👤Lodbrand i sine Drenge-Aar selv tit havde sunget for, var vel, endogsaa efter hans fordeelagtigste Skildring, neppe værd at besynge, men han gjorde i sin Tid dog temmelig Opsigt, saa ikke blot 👤Henrik Fugle-Fænger men selv de Byzantinske Keisere fandt deres Regning ved at leve i god Forstaaelse med ham*Sammest. III. 5.. I 235den Anledning gik først 👤Lodbrands egen Fader og siden hans Stif-Fader som Gesandter for ham til 📌Konstantinopel, og det skaffede os ikke blot en af vore bedste Krøniker fra Middel-Alderen, men er, som en Fornyelse af Samkvemmet mellem 📌Østen og 📌Vesten af uberegnelig Vigtighed. Saa ussel derfor end Tilstanden, ogsaa efter 👤Lodbrands Beskrivelse, var i 📌Maglegaard, saa er dog den Opmærksomhed Keiserne og Skriverne der skiænke 📌Vester-Leden os en sikker Maale-Stok for den ny Verdens Udvikling af Barbariet, og i denne Henseende har Kong 👤Hugo en høi Stjerne, thi han nævnes ikke blot af Byzantinerne, som kalde ham Franke-Kongen, men en Keiser tog til Takke med hans Frille-Daatter til Gemalinde og sendte ham en Flaade med den Græske Ild til Hjelp mod Saracenerne i 📌Fraxinetum, som han dog, for sine Aarsagers Skyld, ikke nænde at giøre nær al den Skade, han kunde*👤Lodbrands Verdens-Krønike V. 5. 7. 9. Kedren. Zonaras XV. 21.. Hvor nødig derfor end Italienerne vilde tjene een Herre, maatte de dog til en Tid finde sig i at tjene Kong 👤Hugo alene, som endda ikke var af de Naadigste, og kun 📌Rom gik Ram forbi, ikke fordi Paven var blevet bedre, thi det var netop 👤Marozias Søn, men fordi hans Broder 👤Alberik var sin Stif-Fader for snu og fik immer Forstærkning af de Misfornøiede*👤Lodbrands Verdens-Krønike III. 12. IV. 1. V. 1..

Hvor godt imidlertid Kong 👤Hugo end forstod at skille sig ved dem, han tænkde kunde giøre ham Kronen stridig, undslap dog Mark-Grev 👤Berengar af 📌Ivrea, en Daatter-Søn af sin Kongelige Navner, og en Stif-Søn af den forgudede 👤Irmingerd, og fandt et sikkert Tilflugts-Sted hos Keiser 👤Otto den Store, hvorover 👤Lodbrand er meget vred og river især 📌Fugle-Bjerget (📌Vogelberg) 236slemt ned, fordi 👤Berengars Kone, 👤Villa, høifrugtsommelig, slap over det tilfods midt om Vinteren, da det dog ellers selv om Sommeren er svart at overfare*👤Lodbrands-Verdens-Krønike IV. 4. V. 2–4.. Denne Vrede kan vi imidlertid slet ikke dele med ham, men maae tvertimod finde, det var smukt giort af Bjerget, om det tog Parti for Fruen i Flugten mod 📌Italiens Tyran, om end Tiden senere har viist, hun slægtede sin kiære Far-Broder kun alt for meget paa. Forgiæves bød 👤Hugo Keiser 👤Otto mange Penge for sin Fiende, thi dertil svarede Sachseren, han vidste vel, Man pleiede ikke at giøre sine Giæster i Penge, men heller at sætte noget til paa dem, saa de store Foræringer, 👤Hugo desuagtet aarlig sendte 👤Otto, gjorde, siger 👤Lodbrand, i det Høieste, at han ikke saa let fandt Leilighed til at understøtte 👤Berengar med Hjelpe-Tropper*Sammest. V. 5.. Det behøvedes imidlertid ikke heller, thi 👤Hugo blev efterhaanden saa forhadt hos Italienerne, at 👤Berengar behøvede blot at vise sig, for at løftes til Skyerne som Fædrene-Landets Befrier, Guld-Alderens Fornyer, større selv end 👤Karl den Store *Sammest. V. 8. 12. 14.. 👤Berengar kom derfor ogsaa, da hans gode Ven 👤Amadeus kom tilbage fra sin skielmske Pillegrims-Fart til 📌Rom med saa gode Tidender, og snart fandt 👤Hugo det raadeligt at pakke sine uhyre Rigdomme sammen og gaae tilbage til 📌Provence, men dog beholdt hans Søn 👤Lothar af Italienernes Naade og Barmhjertighed, Konge-Navnet under 👤Berengars Værge-Maal*Sammest. V. 13–14..

Hvor ilde nu denne 👤Berengar, hvem 👤Otto i Midten af Aarhundredet tog Magten fra, egenlig holdt Huus, maae vi lade usagt, da hans store Anklager, 👤Lodbrand, som tillige var hans Haand-Skriver, deels lader det beroe med Skiælds-237Ord og deels giver ham det Vidnesbyrd, at saalænge 👤Hugo og 👤Lothar levede, bevarede han et godt Skin, saa, da 👤Lothar først døde 950, har hans Tyranni i det Mindste neppe faaet Tid til at komme ud af Ægget. Det eneste Beviis paa hans topmaalte Ondskab der forelægges os, er, at da han vilde have en Gesandt til 📌Konstantinopel for godt Kiøb, gik han til sin Haand-Skrivers Stif-Fader, som selv havde været der og var en meget rig Mand, og spurgde ham som en Luren-Dreier: hvormeget han vilde give til, at hans Stif-Søn kunde lære Græsk? Da nu den rige Mand svarede: Halv-Delen af mit Gods, tog 👤Berengar ham paa Ordet og sagde: nei, Hundrede-Delen kan være Nok, thi for det kan han gaae til 📌Konstantinopel for mig, og, saa ypperlig som han har nemmet Latinen, lære Græsk i et Øieblik*👤Lodbrands Verdens-Krønike V..

Hvorvidt nu for Resten 👤Berengar og 👤Villa, som de skyldes for, har ladet 👤Lothar forgive og mishandlet hans Enke, den skiønne 👤Adelheid, maae vi lade staae ved sit Værd, da Ingen af de Ældste melder det Første og 👤Wittekind kun i meget ubestemte Udtryk det Sidste; men vist og vigtigt er det, at 👤Adelheids Befrielse spillede en Rolle ved 👤Ottos første Italienske Tog og at det var som hendes Gemal, han gjorde Krav paa den Lombardiske Krone.

Lægger Man imidlertid sammen, hvad der om 👤Adelheid findes i Syster 👤Hrodvides Latinske Æres-Vers fra det Tiende og i Cassino-Krøniken fra det Tolvte Aarhundrede, da faaer Man en høist Romantisk Fortælling, som i det Væsenlige gierne kunde være sand og lyder paa, at 👤Berengar havde ladt 👤Adelheid indspærre, men at hun, ved en Biskops Hjelp, slap ud giennem en underjordisk Gang, skjulde sig i Krat og Korn og naaede endelig 📌Canossa, hvor Grev 👤Azzo mandelig forsvarede hende mod 👤Beren238👤gar, til hun fik gode Tidender fra Kong 👤Otto, som dog maatte skydes med en Piil ind i det beleirede Slot*Hrodvides Vers. Cassino-Krøniken I. 64. 👤Vehse's Leben und Zeiten Otto's, i Slutningen af 1ste Bog..

Saaledes begyndte da den lange Række af de Tydske Kongers Italienske Toge, og 👤Otto den Store gjorde saadanne Tre, hvoraf det Første dreier sig om Dronning 👤Adelheid, det Andet om Keiser-Kroningen, og det Tredie om Krig, Forlig og Svogerskab med Hoffet i 📌Konstantinopel.

Til Keiser blev 👤Otto kronet (962) af 👤Marozias Sønne-Søn, 👤Octavian, der i sit sextende Aar havde besteget Pave-Stolen under Navn af 👤Johannes den Tolvte. Da han skal have været den første Pave, der aflagde sit Døbe-Navn, kunde Man snart tænke, det kom af, han skammede sig dog lidt ved sin Herkomst, men da hans Levnet beviser det Modsatte, og da det siden blev en sat Ret, til den Dag i Dag, at Paven skulde skifte Navn, maa det vel have været en egen Hellighed, Man deri søgde, skiøndt egenlig dog Ingen kan aflægge sit Døbe-Navn, uden derved at frasige sig Daab og Christendom. Ved denne Keiser-Kroning fik imidlertid de Romerske Damer farlige Med-Beilere til Kirke-Regimentet i 📌Tydsklands Konger, hvad allerede 👤Johan den Tolvte fik at finde, thi da han blev ved at dandse efter sine Frillers Pibe, lod Keiser 👤Otto ham formelig afsætte; men skiøndt de Tydske Konger heller ikke var de bedste Pave-Magere, viiste dog Tiden, at den hellige Stol havde Gavn af at blive et Tvistens Æble, hvormed ei Kvinder og Børn kunde lege og som ingen Usling kunde længe beholde.

Hidtil har vi kun seet paa 📌Rom og 📌Lombardiet, men 📌Nedre-Italien, hvor Lombarder, Byzantiner og Araber sloges om Magten og kappedes om at 239misbruge den, maa dog ligesaalidt undgaae vor Opmærksomhed, som det undgik Keiser 👤Ottos, da han først blev fast i Sadelen, og uden at paatage os det utaknemmelige Arbeide at pille Knuderne op, som alle Smaa-Tyrannerne gjorde hinanden, maae vi dog pege paa dem.

Hertug 👤Erik (👤Arichis) i 📌Benevent, en Sviger-Søn af 👤Desider, maatte vel falde til Føie for 👤Karl den Store, men belavede sig dog paa Modstand ved at bygge 📌Salerno til en stærk Fæstning, og hans Søn 👤Grimvald vovede at byde Frankerne Brodden. Strax efter hans Død opløstes imidlertid Fyrstendømmet i Smaa-Herskaber, med 📌Benevent, 📌Salerno, 📌Kapua o. s. v. til Hoved-Stæder, og Medbeilerne kaldte Saracener fra 📌Afrika og 📌Spanien til Hjelp, som imidlertid saaledes hjalp dem Alle af Asken i Ilden, at de selv maatte anraabe Frankernes Bistand. En af Karolingerne, Keiser 👤Ludvig den Anden, kuede ogsaa for et Øieblik Saracenerne og indtog selv deres Hoved-Sæde 📌Bari, men snart mylrede de frem igien, hærgede Landet og afbrændte blandt Andet (884) Klosteret paa 📌Monte Cassino *Benevents Krønike af 👤Erkembert. 📌Neapel, 📌Amalfi og andre Sø-Stæder kaldte vel den Byzantinske Keiser Herre, men gjorde dog kun hvad de selv vilde, og Biskop 👤Athanasius i 📌Neapel holdt ved Slutningen af Aarhundredet slet ikke Venskab med Nogen, uden med de Vantroe, der gjorde sig en Fornøielse af at plage alle hans Naboer*Sammest. Cassino-Krøniken I. 42.. Det Makedoniske Keiser-Huus, som med 👤Basil havde besteget Thronen i 📌Byzants, (867), var imidlertid ikke slet saa dorsk og daadløst, som de nærmeste Forgjængere, saa engang indtog deres Hær endog 📌Benevent, og siden (915) gjorde den fælles Sag med Fyrsterne baade der og i 📌Salerno mod Saracenerne ved 📌Garigliano, saa 240baade de, og deres Hjelpere, Hertugerne af 📌Neapel og 📌Gaeta, maatte pibe Olie *Cassino-Krøniken I. 52. 55.. Sjælen i dette Forbund var ellers 👤Atnulf og hans Søn 👤Landulf, der nedstammede fra en urolig men stridbar Greve-Slægt i 📌Kapua og var nu tillige Fyrster af 📌Benevent, og skiøndt Ungarerne ei heller forskaanede disse Egne, var Glæden de fik af Byttet de gjorde, dog kun stakket, thi da Folket reiste sig imod dem (934), maatte de der ei faldt, lade Byttet fare og flygte med Skamme*Sammest. I. 58..

Dette er den sidste Begivenhed vi spørge fra disse Egne, til Keiser 👤Otto giæstede dem, og paa det Lidet nær, Saracenerne end havde inde, maa da hele 📌Nedre-Italien betragtes som en Byzantinsk Provinds, skiøndt Magten naturligviis var deelt mellem Fyrster og Stat-Holdere, der ei levnede Keiseren stort meer end Skyggen deraf.

Saavidt Man nu skiønner, var det først paa sin tredie Romer-Reise, Keiser 👤Otto besøgde 👤Landulf og hans Søn 👤Pandulf Jern-Pande i 📌Kapua og 📌Benevent, blev hyldet saavel af dem som af 👤Gisulf i 📌Salerno, og holdt seierrig Slag med Saracenerne ved 📌Gargano, men beleirede forgiæves 📌Bari, som da var Sædet for den Byzantinske Statholder i 📌Apulien og 📌Kalabrien *Sammest. II. 1–2. 👤Vehse's Leben und Zeiten Otto's, 3die Bog..

I denne Anledning gik der endeel Gesandtskaber fra og til 📌Konstantinopel, som deels handlede om Over-Herredømmet i 📌Nedre-Italien og Keiser-Titelen, og deels om Formælingen, 👤Otto ønskede mellem sin Søn og Navner og en Græsk Prindsesse, og Et af Disse, som 👤Lodbrand var Hovedet for, har han beskrevet til stor Oplysning for os, skiøndt ikke saameget om Tilstanden i 📌Konstantinopel, som om Øinene, hvormed kloge Folk fra 📌Vester-Leden betragtede den fiint uddannede men vanskabte Verden.

241Det Makedoniske Huus, hvis Lovtalere kaldte dem Arsacider, havde vel endnu Ord for at sidde ved Roret, men staaet for Styret havde det kun under 👤Basil og hans Søn 👤Leo (867–911), og det synes at være en Natur-Lov, at ikke selv den kraftigste Slægt, i en forkiælet Tid, kan sidde paa en Throne i tredie Ledd, uden at henvisne. En saadan Vissen-Pind af en dygtig Stamme var i alt Fald 👤Leos Søn 👤Konstantin, bekiendt under Tilnavnet 👤Porphyrogennet (keiserfødt), saa han trængde ikke blot til Formynder i sin Barndom, men alle sine 48 saakaldte Regierings-Aar (911–59). Selv fordrev han Tiden med at læse og skrive og foranstaltede desaarsag mange Udtog af “de Gamle,” som vist nok ikke fremmede Læsningen af deres Værker, men har dog bevaret os Billinger af Meget, der sagtens ellers vilde være reent forsvundet; thi i aandløse Tider læser Man sjelden hele Værker uden “for at giøre Udtog af dem”, hvad Man ret kan see paa den vanskabte Tusindbeen af en Bog (Myrobiblion), som den sprænglærde 👤Photios, Patriark i 📌Konstantinopel under 👤Basil og 👤Leo, har efterladt os. Saa nødig vi nemlig nu skulde miste hans mangfoldige Bog-Titler med 280 smaa og store Udtog, maa Man dog baade lee og græde over saadan en Videnskabelighed og Boglig Konst, hvis rette Navn er “Registrering og Vurdering i salig Aandens Stervbo”, men hvis Efterligning nys har været saa almindelig, at vi har ikke Noget at lade Byzantinerne høre.

Dog, dette kun i Forbigaaende, thi kun saaledes kan vi i Stats-Historien ændse 👤Photios, baade for hans “Bibliothek og for hans Tvist med Paven i 📌Rom, der blev Begyndelsen til den aabne Feide mellem “Græsk og Latin” i Kirken, hvis ypperste Virkning udentvivl var, at den hindrede Geistligheden i 📌Østen fra reent at sove ind over Bogen, og i 📌Vesten fra reent at glemme den, over Verdens Tummel og Pavens Tøffel.

242Mellem den lærde Keisers Formyndere udmærkede sig en forvoven Ulk, der svang sig op til Admiral og blev vidtbekiendt under Navn af Keiser 👤Romanos Lakapenos, thi uagtet han ikke tog Keiser-Titelen fra 👤Konstantin, deelde han den dog ikke blot med ham, men lod i alle Forordninger hans Navn komme drattende baade bag efter Sit og sine Sønners*👤Kedrens Byzantiner-Krønike. 👤Lodbrands Verdens-Krønike III. 6–7.. 👤Konstantin var for Resten gift med hans Daatter og kaldte sin Søn op efter ham, og denne 👤Romanos paa anden Haand var det, som blev gift med Kong 👤Hugos Frille-Daatter, og blev Sviger-Fader til Keiser 👤Otto den Anden. Han, saavelsom hans Fader og Mor-Fader, var imidlertid nu død, og hans anden Gemalinde, den kiønne Kielder-Pige 👤Anastasia, som Hofmændene døbde om til 👤Theophane, havde ægtet den tappre 👤Nikifer (👤Nikiphoros) med Tilnavn 👤Phokas, hvem Byzantinerne høilig berømme, men 👤Lodbrand ei noksom kan laste.

Vil Man imidlertid være upartisk, som Man jo sagtens kan mellem Keiseren i 📌Konstantinopel og Bispen i 📌Cremona, Begge fra det Tiende Aarhundrede, da kan Man ikke nægte, at Kong 👤Hugo, som nødte Fyrsterne i 📌Nedre-Italien til at hylde Keiseren, beilede langt smukkere til hans Venskab og Svogerskab, end Keiser 👤Otto, som hjalp dem til at trodse ham, saa det var intet Under, at 👤Nikifer blev stødt. At 👤Lodbrand, da han kom til 📌Maglegaard, maatte sidde og kukelure 120 Dage i et stort, vindaabent Marmor-Huus, med fire Skild-Vagter, uden Dyne eller Hoved-Pude, at der maatte Told-Stempel paa Kapperne, han havde kiøbt, og at de Kiønneste blev confiskerede som Contreband, det, tilligemed saameget Andet, var vist nok ubehageligt, men vi, som veed, hvilken Rolle “Politiet og Told-Faget” spiller i en velindrettet Stat, maae vel smile ad 243👤Lodbrands Jammer-Klage, og finde det i sin Orden, naar Byzantinerne fortælle ham, at de der i Rigdom og Vidskab overgaae alle andre Folk, ogsaa i Klæde-Dragten maae have Lidt for dem selv, og at Purpur-Kapper er ikke for Frankiske Tølpere. Ja, selv naar 👤Lodbrand herimod indvender, deels at da han var i 📌Konstantinopel forrige Gang, under 👤Konstantin Porphyrogennet, spurgde Man slet ikke om Sligt, og deels, at hos Kiøbmændene i 📌Venedig og 📌Amalfi kunde Man faae saamange Purpur-Kapper, Man lystede, da er Byzantinerne, som ordenlig afrettede Folk, dog ingenlunde forlegne for Svar, men bede ham betænke, at hvad der gjaldt under 👤Konstantin, der var en stille, livsalig Herre, umuelig kan giælde under 👤Nikifer, som er Fyr og Flamme, og at træffer Man Smuglerne fra 📌Venedig og 📌Amalfi, skal de skee en Ulykke *👤Lodbrands Gesandtskabs-Beretning hos Baronius under Aar 968..

Dog, hvor moersomt det end kan være at giøre sig lidt tilgode baade over Byzantinernes Finhed og 👤Lodbrands Grovhed, maae vi dog gaae videre, især, da der for det Første Intet blev af Giftermaalet, og kun i Forbigaaende kan vi lægge Mærke til, at hvad Byzantinerne især blev rasende over, var et Brev fra Paven i 📌Rom, hvori han bad “den Græske Keiser” om dog endelig at indgaae Venskab og Svogerskab med “den Romerske Keiser👤Otto; thi da de ei engang vilde kalde nogen anden Fyrste Keiser (Basileus), var det dem noget Uhyre, at 👤St. Peders Eftermand endogsaa udelukkende vilde tilskrive en Barbarisk Konge (Rex) det dyrebare “Romerske” Keiser-Navn. Kun forgiæves vilde 👤Lodbrand trøstet dem med Erindring om Romer-Navnets kun lidet hæderlige Oprindelse, og med den Forsikkring at hjemme hos ham var “Romer” det værste Skiælds-244Ord, Man kunde bruge til Nogen; thi paa det Øre var de saa døve som den stiveste Latinske Grammatiker.

For Resten fik 👤Theophane snart Lyst til at giftes tredie Gang og var 👤Johan Zimisces behjelpelig til at stjæle Livet af 👤Nikifer, hvorpaa den ny Keiser lod det være En af sine første Sysler at slutte Forbund med 👤Otto og sende ham Prindsessen, han ønskede til sin Søn. At hun fik 📌Apulien og 📌Kalabrien i Medgift og at Byzantinerne ved denne Leilighed udtrykkelig erkiendte 👤Otto for Keiser, har de Lærde vel saalænge giættet dem til, at det er nær ved at giælde for afgjort, men det staaer dog i Grunden ingensteds skrevet, og ligner heller ikke Byzantinerne, der vel ogsaa maatte holde paa Indbildningen, som deres eneste faste Eiendom. Vel finder Man 👤Otto kaldt Keiser (Basileus) af 👤Kedren i det Ellevte Aarhundrede, men da Prindsesse 👤Anna er anderledes prutten, bliver det endnu et Spørgsmaal, om Byzantinerne førend Kors-Togene bekvemmede sig til at erkiende en Keiser i 📌Vester-Leden.

Den Græske Prindsesse, som her blev Keiserinde, ved at ægte 👤Ottos Søn med 👤Adelheid, hedd for Resten 👤Theophane ligesom hendes Moder, og hendes Søn, 👤Otto den Tredie, tegnede til at ville træde i sin store Far-Faders Fodspor; men han døde ung og ugift, saa i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede uddøde baade det Makedoniske og Sachsiske Keiser-Huus. Kun forgiæves prøvede det Sidste paa at opstaae i 👤Otto den Tredies Næst-Sødskendebarn, 👤Henrik af 📌Bayern; thi hvad enten Man kalder ham “👤den Halte” eller “👤den Hellige”, haltede det dog øiensynlig til begge Sider med hans Keiserlighed, og han døde barnløs 1024, uden at Man i de 50 Aar efter 👤Otto den Stores Død havde seet Meer paa Thronen end hans Kæmpe-Skygge.

Indfredningen af 📌Tydskland, Samlingen paa 📌Italien og Lige-Vægten med 📌Byzants var altsaa Frugten 245af den første 👤Ottos Menneske-Alder paa Thronen (936–73), og vel har Tydskernes Lov-Taler over ham sædvanlig den samme Lyde som 👤Ditmers af 📌Merseburg, naar han siger: da kom Guld-Alderen, thi da fandt vi i 📌Sachsen den første Sølv-Aare, saa bærer han dog i Stats-Historien med Rette Navn af den store Sachser og fandt hverken blandt Schwaber eller Østerrigere sin Ligemand, end sige Mere. At for Resten den omtalte Sølv-Aare, i Forbindelse med den Sikkerhed, 👤Ottos seierrige Vaaben, og den store Opmuntring, hans Konge-Breve gav Kirker, Klostre og Stæder, har bidraget mærkelig til at fremme Handel og Vandel og al fredelig Virksomhed, følger af sig Selv, og 📌Magdeburg, som var hans kiære 👤Edithes Yndlings-Sted, maa især takke ham for sin Opkomst. For sin Gudsfrygt og Gavmildhed mod Geistligheden, har han vel, i senere Tider, som forsvor begge Dele, hørt ilde; men uden at kunne indlade os paa, hvorvidt han i den anden Verden høstede de Frugter deraf, han sagtens ventede, havde dog baade han og hele 📌Tydskland aabenbar saamegen Fordeel deraf i Denne, at i det Mindste hans Landsmænd og Lovtalere burde høilig prise ham derfor. Hvad Deel han ellers tog i Menneske-Aandens Bedrifter, har Aarbøgerne vel ikke optegnet med den Flid, som hans Gave-Breve, men naar en saa driftig og stridbar Herre henimod de Fyrretive tager sig Tid til at kiende Bog-Staver, da gaaer vist i alle Maader hans Lyst videre end Sværdet rækker, og hvem der kan baade Slavisk og Latin, men gider dog ikke talt Andet end sit Moders-Maal, han staaer sikkert i Pagt med Aanden. Begge disse Kiends-Gierninger fortæller imidlertid 👤Wittekind, og da han med en vis Eftertryk siger, det var just efter hans Angel-Sachsiske Dronnings Død han lærde at læse, er det vel en rimelig Slutning, at det har været den hensovne Elskeliges Yndlings-Bøger, altsaa blandt 246Andet de Angel-Sachsiske Digte, der har vakt hans Læse-Lyst saavelsom Kong 👤Alfreds.

Til Indfredningen af 📌Tydskland og til den Angel-Sachsiske Dannelses Redning hørde unægtelig, efter Omstændighederne, ogsaa Nordboernes og især de Danskes Spægelse og Forlig med Christendommen, og at 👤Otto den Store bidrog Sit dertil, er alle vore Kilder enige om, men da, efter 👤Ditmer af 📌Merseburg, 👤Otto den Anden ogsaa skal have gjort et Tog til 📌Danmark og været Den, der fik Bugt med 📌Dannevirke, har Man sagtens blandet begge Dele sammen, saa de nærmere Omstændigheder lade sig ikke godt udfinde. Da vi imidlertid nu maae giæste 📌Danmark og 📌Norge for at ledsage 👤Knud den Store og Normannerne paa deres mærkelige Løbe-Bane, vil vi der bedst see, hvad rimeligt kan være.