Vor Kirke-Lære om ►den Hellige Skrift.
✂ Den Protestantiske Kirkes Princip, siger Professor 👤Clausen (►M. f. L. VI. II.), er først da fuldstændig udtrykt, naar den Bestemmelse tilføies om Skriftfortolkningen, at den øverste Fortolknings-Regel maa søges i ►Skriften selv eller at ►Skriften skal være sin egen Fortolker, saa enhver Fortolkning, som underordner ►Skriften en fra den forskiellig Autoritet, er udelukt som uforenelig med vor Kirkes Princip.
✂ Dette er nu ►vist nok en underlig Tale, især af en saa rationalistisk Theolog, som ovenikiøbet selv har paastaaet, at i ►Skriften kan Sætninger som udelukke hinanden godt forenes, men om slige Ting har jeg tit nok forlangt Oplysning hos Professoren, til at vide, det er omsonst, saa jeg maa nøies med min egen, der ►i dette Stykke er, at Man ligesaa godt kunde kalde ►Skriften 866sin egen Læser som sin egen Fortolker, da det er ►ligevist, at den aldrig kan eller vil giøre sig giældende, ►uden forsaavidt levende Mennesker læse og fortolke den med de Øine og den Forstand, de har, samt at den ►Taler-Blomst (►Rhetor-Floskel) at ►Bibelen har baade Ret og Evne til at fortolke sig selv, altid, som Grund-Sætning har ført og maa føre til de ukiærligste ►Domme, da enhver Skriftklog med det Princip ►nødvendig maa finde, at hans Fortolkning er ►Skriftens egen og enhver Anden slem Fordreielse.
✂ Hvad nu imidlertid Professoren mener, for det Første, udelukkes ved hin fuldstændige Fortolknings-Regel, ►er det Samme, som han fordum ►meende at kunne udelukke ved den Troes-Bekiendelse, han vilde have Præsterne foreskrevet, at ►Skriften er den ►ene guddommelige Troesnorm, ►altsaa Paastanden om et levende, et mundtlig overleveret Ord, en Paastand der, efter hans Mening skal være ►reen ►catholsk og 867blandt os Protestanter et Frafald fra den evangeliske Grund-Sætning.
✂ Herom nytter det nu vel heller ikke at strides med Professoren, og ►giøres ei heller behov, da han jo ikke ved sin “Protestantiske Kirke” vil have forstaaet ►enten den Historisk Christne Kirke, som han overlader Catholikerne, eller den ⓘ Stats-Kirke, som er ham noget Juridisk, han i sin Theologi aldeles abstraherer fra, saa hans Protestantiske Kirke, hvoraf han vil have Paastanden om det levende ⓘ Ord, som Regelen for ►det Døde, udelukt, er ►aabenbar kun hans eget Ideal, som han ovenikiøbet selv ikke troer “som Sagerne nu staaer” at kunne realisere. Men denne Kundskab er ⓘ ikke ►i Alle, og naar den bekiendte Professor saa ►rask og idelig paastaaer, at det er vor Kirkes Princip, at Troen skal ene og alene udledes af ►Bibelen, saa al Modsigelse er et Frafald, der udelukker, da er det intet Under, at mangen Discipel selv om han blev Magister, i sin Eenfoldighed tænker: altsaa er dog Pastor Grundtvig, som er kommet frem med den gruelige Paastand, ►aabenbar en Apostat fra vor Kirke og maa betragtes som udelukt.
✂ Ogsaa dette er mig nu ►vist nok, videnskabelig talt, aldeles ligegyldigt; thi saalænge Man ikke sætter andet end vilkaarlige Paastande, under Navn af Kirke-Principer, mod mine Grunde for den klare Sandhed: at ethvert Kirke-Samfunds Troes-Bekiendelse er, uden videre Spørgsmaal, dets eneste ►Troes-Regel, saalænge var det latterligt af mig at ville bevise, jeg ikke er giendrevet. ►Præstelig og ►Borgerlig er det derimod en ganske ⓘ anden Sag; thi ►Borgerlig er det mig ikke tilladt at være en Apostat fra vor Kirke, og ►Præstelig maatte jeg tabe endnu mere ved paa Skrømt at holde mig til den, end om jeg aabenlyst vendte den Ryggen. Derfor maa jeg oplyse, at naar Man behandler min Paastand om Troes-Bekiendelsen som et Frafald fra “vor Kirke,” da 868kan derved hverken menes den Christne Kirke hos os, eller den Danske Stats-Kirke, men kun en vis ►Idealsk Kirke-Form, som nogle Theologer har for dem selv og som altsaa er deres men ikke vores.
✂ Alle mine Danske Med-Christne veed nemlig, at der hverken ved Daaben eller Confirmationen afkræves os nogensomhelst Forpligtelse i Henseende til ►den Hellige Skrift, men at derimod Troes-Bekiendelsen affordres os ubetinget, uden Spørgsmaal om, ►enten den findes i ►Skriften eller ikke, og heraf følger jo ►aabenbar, at som Medlemmer af det Christne Kirke-Samfund hos os har vi Lov til paa eget Ansvar at betragte og forstaae ►Skriften som vi synes, naar vi kun ikke derved modsige vor ⓘ Troes-Bekiendelse eller ►rygge vor Daabs-Pagt.
✂ Det er altsaa kun som ►Lærere i Kirken vi har Forpligtelser i Henseende til ►Skriften, og kunde vi nu ikke blive ►Lærere uden at forpligte os til en Betragtning og Behandling af ►Skriften, der modsagde vor Troes-Bekiendelse og giorde vor Daabs-Pagt ugyldig, da var vor Kirke ►et Huus, splidagtigt med sig selv, der umuelig kunde bestaae: thi da kunde jo ingen Medlem af Kirke-Samfundet blive ►Lærer i Menigheden og ingen ►Lærer være Medlem af Kirke-Samfundet. Alle mine ►Med-Lærere i 📌Danmark burde imidlertid vide, det er langt fra, at vor Kirke befinder sig i en saadan Selv-Modsigelse; thi hvad enten vi betragte de Vilkaar, hvorunder vi ►indvies til ►Ordets Tienere, eller dem, hvorunder vi indsættes til Embeds-Mænd, da er deri ikke det Mindste, der fører til en anden ►Troes-Regel, end den vor Troes-Bekiendelse er, end sige da til at udelukke denne vor eneste ►Troes-Regel.
✂ Ved ►Indvielsen love vi nemlig vor Biskop “at prædike Guds Ord reent og puurt, ►ligesom det findes i ►de Prophetiske og Apostoliske Skrifter” og som Statens Geistlige Embeds-Mænd love vi troelig at indprænte vore Tilhørere 869den Himmelske ►Lærdom ►efter ►de Prophetiske og Apostoliske Skrifter og den Danske Kirkes ►Symboliske Bøger.
✂ Her er, som Man seer, ikke paa fjerneste Maade Tale om nogen ►Troes-Regel men kun om en Lære-Forskrift, med mindre det skulde findes enten i ►de Prophetiske og Apostoliske Skrifter eller i ►vore Symboliske Bøger, at noget Andet end vor Troes-Bekiendelse skulde være vor eneste ►Troes-Regel, i hvilket Tilfælde vor Kirkes Selv-Modsigelse dog maatte antages for ►uvitterlig, da en Kirke i Livet ei har anden ►Troes-Regel, end den eneste Troes-Bekiendelse, den giennem ►Lærerne affordrer alle sine Medlemmer.
✂ Nu har jeg imidlertid i en Række af Aar temmelig flittig læst især ►de Apostoliske Skrifter, som ene kunde give Oplysning om ►Troes-Regelen i den Christne Kirke, men har aldrig engang kunnet ⓘ finde Spor af nogen Anden, end vor mundtlige Troes-Bekiendelse, og selv i ►vore Symboliske Bøger, (►Luthers Catechismus og ►den Augsburgske Confession) har jeg forgiæves ledt ►om et Ord, der kunde berettige enten Magistre eller Professorer til at bebreide mig mindste Afvigelse fra de Forskrifter, jeg enten som luthersk-christelig Præst eller som Statens Embedsmand skulde ►lære efter. Tvertimod er jeg overbeviist om, at dersom Efter-Slægten skulde faae at vide, der var udkommet “et luthersk-christeligt” Strids-Skrift mod N. F. S. Grundtvig, da vilde den antage det for en Spas, der, hvis den ikke meget vittig persiflerede ►Hyper-Orthodoxen, var ►yderlig ►flau; men da jeg selv i lang Tid har sammenblandet Begreberne om Ord og Skrift saavelsom om ►Troes-Regel og Lære-Forskrift, maa jeg finde det meget naturligt, at Man videnskabelig ►bestrider den skarpe Adskillelse, jeg nu giør, naar Man blot vil huske, at ►min Apostase ene og alene giælder en ►Skole-Mening, jeg har deelt med andre Skrift-Kloge, men hverken nogen Troes-Artikel, jeg har havt tilfælles med mine Med-Christne, eller nogen ►Lærdom, jeg 870enten som Præst eller Embeds-Mand har lovet at føre.
✂ Med vor Kirke, baade reen christelig og dansk-luthersk taget, er jeg endnu ligesaa enig om ►den Hellige Skrift, som i al min ⓘ Præste-Tid, altsaa ikke blot langt anderledes enig end Professor 👤Clausen, men saa enig som Nogen vel kan være det, i det jeg uden ►al Forbeholdenhed antager ►den Prophetiske og Apostoliske Skrift for en ►lydesløs Beskrivelse af Guds Ord og for brugbar og nyttig til Alt, hvad den efter sit eget Vidnesbyrd skal bruges og kan være nyttig til, og da fremfor Alt til en Prøve-Steen og Maale-Stok i ►Lærdommen for de Christne; men med de Skrift-Kloge i den Protestantiske ►Skole er jeg blevet omtrent ligesaa uenig om ►Skriften, som med dem i den Romerske, fordi jeg indseer og ►trøster mig til at bevise, at de omtrent lige lidt kan forsvare deres Paastande. Begge Theologiske Skoler fattes nemlig et levende Kirke-Begreb, hvoraf ►nødvendig følger, at de enten intet levende Kirke-Samfund har for Øie, eller at Begrebet slet ikke passer til Tingen, og skiøndt det sidste Onde, som blev vores Deel, unægtelig som det Mindste er at foretrække, saa er det dog visselig ei værdt at holde paa, men naar jeg kan opstille og gjennemføre et levende Kirke-Begreb, der svarer til det levende Kirke-Samfund, der har været og endnu er, hvor Man har 👤Luthers Tro, da er jeg som ►Ordets Tjener hos os forpligtet dertil. Kan Nogen vise mig hvorledes en Bog, var den end bogstavelig skrevet med Guds egen Finger, kan komme ind i Begrebet om et levende Troes-Samfund, da har jeg ►vist nok tabt, men kun fordi det da maa ►klare sig, at Liv og Død i aandelig Forstand langtfra at være hinanden modsatte, kiærlig ⓘ sammensmelte, og i saa Fald var al vor Gierning som ►Ordets Tienere aldeles overflødig.
✂ Dersom jeg imidlertid enten udelukde ►Lære-Standen af Kirke-Begrebet eller nægtede at ►den Hellige Skrift reen christelig talt, 871ikke blot er Theologiens ►Princip, men den eneste gyldige Lære-Forskrift, da kunde man finde, der var i det mindste noget Forvirret i min Tanke-Gang, men nu, da Skiellet, jeg sætter mellem Kirke og ►Skole, ei berøver ►Skriften det mindste af sin Gyldighed eller Virke-Kreds og Uundværlighed, men viser os Kirken som de Troendes Samfund og sætter ►Skolen i Frihed paa christelig Grund, nu kan jeg nok forstaae, det maa være dem yderst ubehageligt, som haabede at begrave Kirken i ►Skole-Støvet; men mine ►Troes-Forvandte burde dog nok ønske, det kunde lykkes saaledes at sætte en Dæmning baade for Tidens Strøm og ►Kiætter-Mageriet. Dog det ►blive deres Sag, og jeg vedbliver naturligviis, under alle Omstændigheder, at ansee dem for Med-Christne, der vil blive ved den samme Daabs-Pagt som jeg, hvorpaa de saa end grunde dens Gyldighed, og vedbliver at erklære dem for ægte ►Lærere i den Dansk-Lutherske Kirke, som finde ►den Augsburgske Confessions ►Hoved-Lærdomme i ►Skriften, hvordan de saa end beskrive deres Fortolknings-Regel; thi kun om Troen og ►Lærdommen, ingenlunde om Methoden at udlede, forbinde og forsvare dem paa, maa det ►være os christelig og præstelig at giøre, og da jeg seer Grændse-Linien draget med objektiv Gyldighed saavel mellem Tro og Theologie, som mellem Hoved- og Side-►Lærdommene, tillader ikke engang min videnskabelige Standpunkt mig at giengielde mine ►Troes-Forvandtes ►Ubillighed. Saalangt er jeg fra at ville paanøde Nogen min Betragtning af Kirkens Forhold til ►Skriften, men anbefale den maa jeg ►nødvendig paa det Varmeste, da jeg har overbeviist mig om, at Christendommen bliver derved baade langt lettere at forsvare, bedre at forklare sig og mere frugtbar paa Oplysning og Opbyggelse.
✂ Professor 👤Clausen mener vel, han kan kyse Alle undtagen mig fra denne Betragtning blot ved at kalde den “►Catholsk” og sammenblande vor offentlige og ►almindelige Troes-Bekiendelse med en hemmelig og privat Tradition; 872men det kan umuelig lykkes; thi Man kan jo ikke engang blive enig med ►den Augsburgske Confession, uden at erklære sig ligesaa enig om Troen med “den Catholske Kirke” som med ►Skriften, og det mundtlige Ord til Troens offentlige Bekiendelse og ►Sacramenternes Forrettelse efter 👤Christi Indstiftelse►, ⓘ som 👤Luther og hans Tilhængere holdt fast paa, hører dog vel ikke til den Tradition, de forkastede! Desuden forsvinder jo ►aabenbar hele det Christne Kirke-Samfund, naar Man borttager ►Daaben og Nadveren, forrettede efter 👤Christi Indstiftelse►, saa naar vi vil giøre mindste Fordring paa at have 👤Christi Kirke hos os, maae vi ►nødvendig forudsætte, at ►Sakramenterne forrettes efter 👤Christi Indstiftelse►, hvad vi dog ligesaavel nægtede, ►naar vi paa egen Haand forandrede den Troes-Bekiendelse, der er os afkrævet ved Daaben, som ►naar vi forandrede hvad vi kalde Indstiftelsens Ord, og følgelig har jo Sakrament-Ordet en af al Skrift uafhængig, kirkelig Gyldighed, medens ►Skriftens kirkelige Gyldighed beroer paa dens forudsatte Overeensstemmelse med det i 👤Christi Kirke uforanderlige Troens og Naadens Ord! Eller er det ikke soleklart, at sin Troes-Bekiendelse kan man ikke forandre, uden dermed at erklære, man har skiftet Tro, og sin ►hellige Skrift maa man fortolke overeensstemmende med sin Troes-Bekiendelse, eller man giør sig selv til Nar!
✂ Dog, skiøndt saa klare Ting snarere fordunkles end forklares ved Vidtløftighed, maa jeg dog giøre danske Læsere opmærksomme paa det Ord-Spil Man, ►vitterlig eller ►uvitterlig, driver med “Catholsk, Tradition” o. s. v. da Sagen er altfor vigtig til at spøge med.
✂ Catholsk eller ►Almindelig er et af den Christne Kirkes Tillægs-Ord, der hører til Troes-Bekiendelsen og udtrykker Kirkens Omfang af de Troende allevegne og til alle Tider, saa vi ligesaa lidt som 👤Luther kan nægte, at høre til den catholske ►det er: ►almindelige Kirke; men nu blev, som man veed, under den følgende Strid med Papi873sterne Catholsk og Romersk Catholsk af Skiødesløshed tit brugt som ►eenstydig med “►Papistisk”, og denne Tvetydighed kan man jo nu betjene sig af, naar Man vil have at Folk skal tænke, vi er fortvivlede Papister, der selv bekiende, vi er Catholske. Naar man imidlertid opdager Spilfægteriet og seer, vi vil kun høre til den catholske Kirke paa samme Maade og Vilkaar som 👤Luther, og dele ærlig hans Protest mod ►Pavedommet og alt ►Papisteri, ja afskiære det netop al Leilighed til nogensinde meer at reise sig blandt Christne, ved at vise, at de tre Troes-Artikler, hvorpaa Man døber, udelukke alle Andre, som Nogen vilde tilføie, naar Man seer det, vil Man finde, Ord-Spillet var ikke for ærligt.
✂ Hardtad ligedan er det med Ordet “Tradition” eller Overlevering, thi ►vel har dette Ord ikke nogen kirkelig Gyldighed, som binder os, men vi kan dog ikke nægte, at Alt hvad der gaaer fra Mund til Mund og fra Slægt til Slægt ►sprogrigtig kan kaldes en Tradition eller Overlevering, og da nu Papisterne kaldte deres hemmelige Efterretninger saaledes, som de satte baade ►mod Sacrament-Ordet og ►den hellige Skrift, saa kan Man jo, ►naar man vil, bilde Børn ind, at det er Traditionen i ►papistisk Forstand vi vil sætte ►mod det skrevne Ord. Er Man nu, som Professor 👤Clausen, naiv nok til at erklære, ►det er her slet ikke om Ægtheden at giøre, da selv det sikkreste Ord af 👤Jesus eller Apostlene blev kirkelig ugyldigt, ►naar det ikke stod i ►Skriften, men vare kun mundtlig forplantet, er Man saa naiv, da bør Man have Frisprog, thi hvem der ved Ordet anseer Livet for en ►Lyde, overtaler vist ingen levende Folk; men er Man saa snild kun at beraabe sig paa den mundtlige Overleverings Usikkerhed, da kan Man blænde Mange for et Øieblik. Vil man imidlertid bruge sin Eftertanke, opdager man let, at ei alene er Bogen, der gik fra Haand til Haand, en langt dunklere Tradition end Ordet, der 874gik fra Mund til Mund, men det mundtlige Ord ogsaa meget sikkrere end al Skrift, naar det kun er ordentlig ►vidnesfast, og at det netop er derfor, man fordrer et mundtligt Ja ligesaavel ved Brude-Vielsen som ved Daaben, og neppe tvivler Nogen om, at en heel Brude-Skares Vidnesbyrd om hvad Spørgsmaal Brude-Parret fik og hvad Svar de gav, var meget sikkrere end en Præste-Attest for at de var lovlig ægteviede. Naar man derfor spørger om paa hvad Vilkaar Apostlerne optog Folk i det Christne Samfund og med hvilke Ord de forrettede baade ►Daaben og Nadveren efter 👤Christi Indstiftelse►, da vilde unægtelig hele den Apostoliske Menigheds mundtlige Vidnesbyrd om hvad der mundtlig skedte for deres Øren være meget sikkrere end en enkelt Apostels Haand-Skrift, da ikke blot den kunde være uægte, men een Apostels Vidnesbyrd ►for Alle var haltende og ethvert Menneskes Vidnesbyrd om sig selv var skrøbeligt.
✂ Vidnesbyrdet bliver altsaa paa ingen Maade mindre sikkert ved at være mundtligt, og Man ►dømme nu, som Man har Forstand til, hvad der er det sikkerste Vidnesbyrd, vi har om den Tro og Daab, Apostlerne mundtlig indførde i Kirken ►efter 👤Christi Indstiftelse►: enten den mundtlige Daabs-Pagt selv, som baade før og efter 👤Luther har hele Menighedens Vidnesbyrd om sin Ægthed, beseiglet med alle Daabens Virkninger fra Slægt til Slægt, eller de Skrift-Kloges deelte og derved aldeles ubrugbare Vidnesbyrd om hvad den Apostoliske Skrift lærer om Troen og ►Daaben efter 👤Christi Indstiftelse►.
✂ Snart er nu hele ti Aar forløbne, siden jeg først stræbde at giøre mine Landsmænd opmærksomme paa en Sag, der i vore Dage, da Man ivrig tænker paa at forandre Daabs-Pagten, er anderledes en Sag paa Liv og Død ►i Aanden, end før, da Man kun var uenig om, paa hvad Grund Daabs-Pagten var uforanderlig, men vilde i alt Fald beholde den. Lige fra Begyndelsen har jeg aabent og ærlig bekiendt, at jeg der875ved traadte i Modsætning til vor Theologiske Skole, men ogsaa viist, at jeg derved ei paa mindste Maade nærmede mig den ►Papistiske, der jo under Navn af Tradition ►sammenjasker Menighedens offentlige, alle vitterligt mageløs gyldige Vidnesbyrd om sin Tro og Daab, med allehaande baade mundtlig og skriftlig Overlevering af Kirke-Fædre, Paver og Munke om hvad der skal have været i den apostoliske Kirke. At Man nu strængt prøvede Grundene for min Paastand om Troes-Bekiendelsen og Sakrament-Ordet, og prøvede paa at vise, de ei holdt Stik for ►Skriftens klare Udtryk og sund Fornuft, det vilde være i sin Orden, og jeg skulde altid være rede til, baade mundtlig og skriftlig, med al ►Billighed at oplyse og forsvare, og, om jeg gjendreves, frafalde mine Paastande; men at Man først endeel Aar overseer det vigtigste ►Skole-Spørgsmaal, der kan opkastes blandt de Christne, som om det var ingen Ting, og nu vil ►forkiættre mig, uden at kunne sige, jeg viger et Haars-Bred fra den Tro som skal bekiendes, den ►Lærdom, der skal føres, og de Løfter Man giør i vor Kirke, det er dog, mildest talt, barnagtigt, og kunde fortiene at beskrives med en ganske anden Pen, end den jeg her har brugt, fordi Sagen er mig vigtig og Personerne ligegyldige.
✂ Vil man igien beskylde mig for kirkeligt Frafald, da haaber jeg, Man enten viser, hvor det staaer i ►vore Symboliske Bøger, at ►Skriften er den eneste ►Troes-Regel, eller viser hvilke Ord der findes i ►den Apostoliske Skrift, som ►bestride eller udelukke min ►Lærdom: at vor Tro og Daab er uforanderlige.
✂ N. F. S. Grundtvig.