↩
Dog, hvad kun sjelden jeg har fortalt,
Er hvad jeg glemmer dog sidst af Alt:
Oppe i 📌Norge en Aften-Stund
Tog jeg kanskee mig et lille Blund,
Da, efter gammel Skik i 📌Nord,
Bænket vi sad om Drikke-Bord,
575Lytted til Sagn om Vaaben-Gny,
►Kæmpe-Værker og Helte-Ry.
Alle som boe paa det høie Fjeld
Var det den deiligste Vinter-Kveld,
Klingrende Frost med Norden-Vind,
Lyst af det klare Maane-Skin,
Og under Sagn om ►Birtings-Bad
Ulvene ►tød og kræved ►Brad,
Og under Kvad om ►Valhalds Ild
Skjold-Rækken blinkede sælsom mild!
Mig som en Steen dog paa Hjerte laae
Lysegrøn Bøg og Bølge blaa,
Klokker i Enge og Guld i Vang,
Nattergal-Slag og Lærke-Sang!
►Arne-Gruen mit Øie faldt paa,
Luen hun brændte saa sælsom blaa,
►Underlig flagrende hid og did,
Vilter og væver, dog mild og blid,
Lige ved ►Gruen nu halvt opsteg
For mine Øine en Kvinde bleg,
Gammel af Ansigt, men favr og fin,
Kun med en Rynke i sit Lin,
Venlig hun strakde ud sin Arm,
Smilende ►pegde hun paa sin Barm,
Der sad en ►Urte-Kost ►fuldstrag,
Frisk som den bundet var i Dag.
82
(PS)
Kan, tænkde jeg, paa frossen Jord
Saadanne Blomster vel groe i 📌Nord,
Ikke er det, om Syn jeg har,
Vinter-Giække til ►Sommer-Nar!
Kvinden hun giætted min Tanke snild,
Rakde mig ►Urtekosten mild,
Smilde derved saa yndefuld,
Vinkede mig saa ►moderhuld,
At paa den Gamle jeg ►leed ►fuldtrygt,
Fulgte ►og med uden Tvivl og Frygt,
Sad under Kaaben lyseblaa,
►Alt som paa Moder-Arm de Smaa,
Sank ►og, som de, med Moder sød,
Uden et Suk, i Jordens Skiød,
Slap giennem Mulm og Mørke brat
Did, hvor i stjerneklare Nat
Svæved, omkring en Sti ►fuldsmal,
►Konninge-Skygger i Tusind-Tal;
Stavred saa over ►fuldstrid en Aa,
Hvor med de Bølger sorteblaa
576Rullede hen i Flæng og Flok,
Hjelme og Skjolde og Brynjer Nok,
Buer og Pile og Spyd og Sværd,
Alt hvad der hører til ►Herre-Færd;
Rakde saa did, hvor ved Lys man saae
Jorden skjult af Kiærminder blaa,
Vældige ►Kiæmper med Vaaben-Gny
Sloges livagtig som født paa Ny!
Dertil vi kom da godt og snart,
Men blev saa standset i vor Fart,
Mødte en Mur af første Rang,
►Overhaands baade stor og lang;
Kvinden vel gav et dygtigt Hop,
Kom dog ei nær paa Midten op,
Lille hun gjorde sig med ►Konst,
83
(PS)
Ledte ►om Sprækker dog omsonst,
Kunde ei flyve foruden Fier,
Vilde ei Lykken friste meer,
Gav mig dog ved et uskyldigt Kneb
Om hvordan hisset der var Begreb:
Hals paa en Hane om hun vred,
Hovedet lukt over Muren ►stred,
Og, inden Kroppen endnu var sval,
►Rivelig hørde jeg Hane-Gal,
►Syndes det var en afgjort Sag,
Liv kom i Dødt deromme bag!