↩ Det er nemlig ikke med ►den Danske Rim-Krønike, som med de Franske, Engelske, Skotske, og alle de Rim-Krøniker, jeg kiender at man har fundet et støvet Haand-Skrift af dem i et eller andet Bibliothek, og i forrige eller dette Aarhundrede udgivet dem som en Kuriositet; nei, ►den danske Rim-Krønike er ikke blot den første Danske Bog, der, allerede i 👤Christian den Førstes Dage udgik paa ►Prænt, men den blev fra hans til 👤Christian den Fjerdes Tid saa idelig ►oplagt, at den aabenbar har været den mest afholdte Folke-Bog i hele det Sextende Aarhundrede, altsaa i den livligste Tid, Moders-Maalet og alt Dansk har havt, fra ►Valdemarernes Tid til 👤Frederik den Sjettes. En saadan Kiends-Gierning til Bogens Fordeel, mener jeg burde vække en hardtad uovervindelig god Fordom, thi skal Nogen have Skammen for den dybe Glemsel og Ringe-Agt, hvori Folkets Ynd551lings-Bog giennem det Syttende og Attende Aarhundrede nedsank, kan det jo umuelig blive Bogen, men maae blive de stive “Latinere”, til hvis Classiske “Religjon” (👤Ciceros ►religio officii) det hørde, saavidt mueligt at udrydde al rimet og livlig Tale af Literaturen, som Barbariets Levninger. Betænker man nemlig, at i det Femtende og Sextende Aarhundrede, da ►Rim-Krøniken havde sine gyldne Dage, var det kun en Deel af Adelen og Borgerskabet, der kunde læse, da falder den Slutning naturlig, at en Bog, som, blot for sin Danskhed, dengang gjorde Lykke i Læse-Verdenen, vilde nu giøre ligesaa hos de Læsere der staae omtrent paa samme Trin, som de meest Dannede i Reformations-Tiden, altsaa hos Almuen, og om da end vore Bønder skulde blive ►Rim-Krønikens eneste velvillige Læsere, havde den jo dog rimeligviis i dem et Publikum, vi nødig skulde ringeagte, men gierne skaffe en Læsning, der paa ⓘ Morskabs-Veien ledte dem til Deeltagelse i Fæderne-Landets Vee og Vel.