Grundtvig, N. F. S. Den Danske Rim-Krönike

549

Den Danske Rim-Krönike.


Denne Bog, som har Førstefødsels-Retten i det Danske Trykkeri, er vel, siden 👤Molbechs Kiærligheds-Gierning, ei længer en saadan Sjeldenhed paa Marken, som før, men fra den første Dag jeg lærde at kiende denne mageløse Rim-Krønike, var det dog min faste Tro, at den burde paa Ny komme i alle Danske Læseres Hænder, hvad ei kan skee, med mindre det forældede Bog-Sprog læmpes efter nuværende Skik og Brug, og Krøniken, ved mere Indhold, bliver et temmelig godt Udtog af Fæderne-Landets Historie. En saadan Fornyelse var og er derfor en Kiærligheds Gierning, hvortil jeg immer troede mig forbundet, da jeg er den eneste Rim-Smed nuomstunder, som har forelsket sig i det gamle Billede, og Hoved-Grunden, hvi det ei skedte for længe siden, var den Kulde, hvormed hardtad alle andre Læsere betragtede denne min Liv-Bog, som jeg, ærlig talt, har læst meget tiere og kan meget bedre end min Bibel. Nu er det vel saa, at Læse-Verdenens Kulde, forskyldt eller uforskyldt, er nok til at kvæle mine literære Fostre i Fødselen, da jeg ikke har Evne til at undvære Hjælp, men hvad Rim-Krøniken angaaer, har jeg den Tanke, at Kulden i det Hele kun udsprang af en Fordom mod det Ubekiendte, som de tørre Old-Granskere i deres Uskyldighed havde vakt og næret, fordi Bogen naturligviis ikke tiltalte dem, og hos Endeel maa det Molbechske Optryk sikkert have udryddet Fordommen, skiøndt min og al Danskheds gode Ven prutter lidt med mig om den høie Pris, jeg sætter paa de gamle trohjertige Rim om Dane-550Kongerne. Deels er jeg nemlig vis paa, at, saavidt det er en Bog mueligt, kan Rim-Krøniken tale for sig selv til Dannemænd, deels indseer man let, at den godt kan fortjene at læses ti Gange af Alle og Enhver, fordi jeg, ved at læse den vel tohundrede Gange, kan have overdrevet Tingen, og endelig maa Rim-Krøniken dog udentvivl ogsaa have tiltalt 👤Molbech mere end han selv beregnede, før han satte saa høi Pris paa den, som den hos os mageløs omhyggelige og pyntelige Udgave meer end mange Ord beviser.

Under den Forudsætning nu, at Danske Læsere enten har fundet, der er dog langt mere ved den gamle Rim-Krønike, end man længe troede, eller er dog ikke utilbøielige til at troe det, under denne Forudsætning har jeg for Alvor taget fat paa det Arbeide, saa smaat at ændre, udfylde og fortsætte den, og idet jeg foreløbig anmelder det, vil jeg bede de med Krøniken ubekiendte Læsere lægge vel Mærke til to Ting, som i mine Tanker, burde drive alle Dannemænd til at sætte langt høiere Pris paa Bogen, end de Fleste med rene Fornuft-Grunde var istand til at forsvare.

Det er nemlig ikke med den Danske Rim-Krønike, som med de Franske, Engelske, Skotske, og alle de Rim-Krøniker, jeg kiender at man har fundet et støvet Haand-Skrift af dem i et eller andet Bibliothek, og i forrige eller dette Aarhundrede udgivet dem som en Kuriositet; nei, den danske Rim-Krønike er ikke blot den første Danske Bog, der, allerede i 👤Christian den Førstes Dage udgik paa Prænt, men den blev fra hans til 👤Christian den Fjerdes Tid saa idelig oplagt, at den aabenbar har været den mest afholdte Folke-Bog i hele det Sextende Aarhundrede, altsaa i den livligste Tid, Moders-Maalet og alt Dansk har havt, fra Valdemarernes Tid til 👤Frederik den Sjettes. En saadan Kiends-Gierning til Bogens Fordeel, mener jeg burde vække en hardtad uovervindelig god Fordom, thi skal Nogen have Skammen for den dybe Glemsel og Ringe-Agt, hvori Folkets Ynd551lings-Bog giennem det Syttende og Attende Aarhundrede nedsank, kan det jo umuelig blive Bogen, men maae blive de stive “Latinere”, til hvis Classiske “Religjon” (👤Ciceros religio officii) det hørde, saavidt mueligt at udrydde al rimet og livlig Tale af Literaturen, som Barbariets Levninger. Betænker man nemlig, at i det Femtende og Sextende Aarhundrede, da Rim-Krøniken havde sine gyldne Dage, var det kun en Deel af Adelen og Borgerskabet, der kunde læse, da falder den Slutning naturlig, at en Bog, som, blot for sin Danskhed, dengang gjorde Lykke i Læse-Verdenen, vilde nu giøre ligesaa hos de Læsere der staae omtrent paa samme Trin, som de meest Dannede i Reformations-Tiden, altsaa hos Almuen, og om da end vore Bønder skulde blive Rim-Krønikens eneste velvillige Læsere, havde den jo dog rimeligviis i dem et Publikum, vi nødig skulde ringeagte, men gierne skaffe en Læsning, der paa Morskabs-Veien ledte dem til Deeltagelse i Fæderne-Landets Vee og Vel.

Dette er det Første og Fornemste, som taler for Rim-Krøniken, og kun det giør en læselig Udgave deraf til en folkelig Sag og Kiærligheds Gierning; men der er dog ogsaa en anden Kiends-Gierning, som, hvor ubetydelig den end forholdsviis er, dog sikkert ogsaa vil tale til Efter-Slægten for denne Moders-Maalets mageløse Gang-Vogn, og som jeg derfor ikke, ved min Anbefaling maa fortie, skiøndt det er min egen urimelige Kiærlighed til den. Man sige nemlig om mig, hvad man vil, saa har det alt længe været en afgjort Sag, at der er Ingen af de nye Forfattere, som det ægte Nordiske saa eensidig har tiltalt og faaet til sin Talsmand, og det maatte da udentvivl være gaaet til med Hexeri, hvis den gamle Danske Rim-Krønike uden ægte Nordisk Kierne, skulde indtaget mig saaledes, som min Afhandling i Aften-Bladet unægtelig viste, den har. At det nemlig hverken er dens “gule Lokker”, dens spillende Øine, eller dens Rosen-Kinder, som har fortryllet mig, det seer jo enhver, thi 552den er gammel og graa, mager og bleg, og hardtad blind paa begge Øine, saa Munden, Mælet og Røsten, eller som vi sige “Sproget” og “Tonen”, er aabenbar det Eneste, der kan have stjaalet mit Hjerte, og maae udentvivl, for at kunne det, være saa inderlig søde og deilig Danske, at Krøniken kun behøver at høres for at giøre i det Mindste et behageligt Indtryk paa alle Danske. Nu er det vist nok saa, at Rim-Krøniken kommer egenlig ikke “til Orde” ved en ny Udgave og mindst ved en Omarbeidelse, der aldrig er saa læmpelig, at jo Endeel af det Bedste gaaer tabt, men medens den dog hos Almuen vækker mangt et Ord, som slumrer paa Læben og i Hjerte-Kammeret, kan og bør den dog ogsaa hos de Dannede føde det Ønske at høre de gamle Rim-Smede, som de endnu kan høres giennem os, der elske dem, og naar dette Ønske ei baade opstaaer og opfyldes, da vil snart alle Vers af Nutidens Skjalde blive ligesaa døde for Læse-Verdenen, som den gamle Rim-Krønike. Ogsaa denne Leilighed maa jeg derfor gribe til at minde vore Lands-Mænd om, hvad de vel synes at have døve Øren for, men hvad vi, som Aandens fødte Tals-Mænd, dog maae gientage, saalænge Tungen kan røre sig gientage alvorligere, jo mere vi nærme os Natten, da Ingen kan arbeide. Skal nemlig den poetiske og i det Hele den folkelige Deel af Literaturen ikke blive en død Skat, da maa den bestandig have levende mundtlige Tals-Mænd, og de komme ikke meer saa ganske af dem selv som de Græske Rhapsoder, de Islandske Sagamænd og de Engelske Harpe-Legere (Minstrels), og “Skue-Spillerne” er et daarligt Surrogat, deels fordi det ikke blot er de Stykker, som finde Naade for deres Øine og give fuldt Huus, der skal levende forplantes, og især fordi, med faa Undtagelser, Skue-Spillerens Begeistring for hvad han siger er uægte, da det er Bifaldet eller dog Skuespil-Konsten, ikke Poesien, der begeistrer ham. Hvad man kalder æsthetiske Forelæsninger, det har derimod i det Mindste Formen af 553hvad vi fattes, thi de behøve blot at holdes af Mænd, som Poesien virkelig begeistrer og at oplive de nationale Værker, istedenfor at sønderlemme dem, saa vil de skabe den Læse-Verden, vi savne, og skabe Skole-Mestere, som Ungdommen behøver, for at komme levende ind i Fædrenes Aand, Sprog og Tanke-Gang. Det er paa en Maade mod min egen Interesse at tale saa, thi gid jeg immer, til jeg kommer der, maa være saa vis paa Himmerig, som jeg er paa, at hvis det ikke snart forebygges, ved alvorlige Forholds-Regler, da blive bestemt 👤Baggesen og 👤Oehlenschläger, 👤Ingemann og jeg og hvem der har faaet et ligedant Ord paa sig, med alle vore Skavanker canoniserede i næste Slægt, som uopnaaelige Mønstre, og det synes jo at være en himmelsk Udsigt for os, men det er en Helvedes Udsigt for 📌Danmark og skal derfor være en ligedan for os, thi “at leve” med de kommende Slægter, det er vort Kald og skal være vor Lyst, men ei at tænke vore Skrifter løftede til Skyerne som “Classiske Værker” det er: som sørgelige Mindes-Mærker om den med os uddøde Aand. Vi Nyaars-Børn, fødte paa Grænsen af to Tidsrum: det Poetiske, som ligger bag os, og det Prosaiske, som udstrækker sig for os, vi har Øine, naar vi kun vil bruge dem, til at see, hvad der maa giøres, naar det følgende Tids-Rum ei skal vorde aandløst, vi kan, naar vi vil, godt indsee, at den underlige Aands-Forplantelse i Løn, som vi skylde vor Poetiske Tilværelse, den fandt ingenlunde Sted for at National-Poesien i os skulde, som et udgaaende Lys, blusse op og slukkes, men for at holde Liv i Gnisterne, som ulme under Asken, og vil, naar de faae Tid at samle sig, frembringe langt klarere Blus end vores, og stedse bedre oplyse Banen som er 📌Nordens Aand betegnet til sit herlige Maal. Derfor maa ingen Spot være saa bidende og ingen Kulde saa dræbende, at de skulde hindre os fra at tilbyde 📌Nordens Aand og den nationale Literatur vor levende, mundtlige Tjeneste, og fra at arbeide alt hvad vi kan paa at see 554vore Mestere opvoxe naar vi synke, vore Børn i Aanden stige paa vore Skuldre og juble over den videre Udsigt, der timedes dem!

Dog kunde Skrift hjelpe, var det Synd Andet end at skrive en heel Bog om saa vigtig og dog i det Hele saa ubekiendt en Sag, som Ordets og Aandens levende Forplantelse og jeg vil da her vende tilbage til den ny Udgave af den gamle Rim-Krønike, hvormed jeg foreløbig vilde giøre Læseren bekiendt, uden at lade mig skrække af den Tanke, at der maaskee aldrig bliver noget af; thi kan jeg overtale mig til at giøre Arbeidet færdigt, da kommer det nok ud, om ikke før, saa naar jeg er død, og faaer sagtens samme Skæbne som Andre, der tit i levende Live ei kunde faae trykt hvad de vilde, men fik til Giengiæld efter Døden endogsaa trykt hvad de ikke vilde.

Min Hensigt er da at give den første og bedste Deel af Krøniken saa heel og holden som mueligt, at bøde paa den Tomhed og Snaksomhed, der efterhaanden indsniger sig, og at fortsætte Krøniken til vore Dage. Det Sidste er vel en i flere Henseender vanskelig Sag og vil neppe synderlig forøge Bogens Værd, men det synes mig dog alt for grov en Satire paa Ordsproget “Konsten stiger,” at en Rim-Smed i det Nittende Aarhundrede skulde rette paa dem fra det Femtende og Forrige, men erklære sig udygtig til at feie for sin egen Dør. Dog, hvad Man agter at giøre, giør Man altid bedst i at vise, og jeg skal derfor give Prøver paa min Behandling af hvert Slags, naar jeg først har sagt et Par Ord om Rim-Krøniken fra den Poetiske Side.

Naar en Bog lader sig læse med Fornøielse og har sin Nytte, da indseer Man let, at hvad enten den er skrevet paa Rim eller ikke, bliver det en Bisag, om den fortjener Tillægs-Ordet “Poetisk” eller ikke, og i de allerfleste Tilfælde er Tvisten derom et unyttigt Ord-Kløveri. Da nu imidlertid Rang-Sygen, som egenlig har 555hjemme hos Tydskerne og os, selv for Bøger har havt den sørgelige Følge, at de uden “Titler” ei kan komme frem i Verden og da den stakkels Rim-Krønike saa ubarmhjertig er fradømt al Ret til en Titel, Man ellers er ødsel nok med, saa maa jeg, for at redde Rim-Krønikens Ære, sætte min egen Poetiske Titel i Pant paa, at den første Halv-Deel er langt mere poetisk end de fleste gode Digte nuomstunder. Somme vil kanskee sige, det beviser Intet, da min egen Adkomst til “Titelen” er meget tvivlsom, men saalænge der mellem dem, som fradømme Rim-Krøniken al Poesi, Ingen findes, der har nær saa megen end sige bedre Adkomst til Digter-Navn end jeg, saalænge maa dog, naar Talen er om “Authoritet,” Rim-Krøniken nyde godt af min, og imidlertid tænker jeg, Læserne blive saa kloge, enten slet ikke at bryde sig om “Titler,” eller dog at spørge, ei af hvem, men paa hvad Grund de ere skiænkede eller nægtede. Da vil Man behage at veie den Grund, jeg nu skal anføre og lade mit Skiøn staae og falde med den, uden dog at glemme, at om end baade Rim-Krøniken og al min Skrift skulde gaae Glip ad “ Titelen,” blive de derved ei mindre læseværdige, end de med alle den lærde Verdens Titler vilde være!

Poetisk er nemlig i mine Øine ethvert Ord, som levende tiltaler det Aandelige hos Mennesket, Poetisk er Det og intet Andet, og Graden beroer deels paa Almindeligheden og deels paa Dybden af Indtrykket. I Følge den aandelige Trefoldighed i Mennesket er nu det Poetiske Ord ogsaa tredobbelt, eftersom det levende tiltaler enten Indbildnings-Kraften, eller Hjertet, eller Forstanden især, og ved Rim-Krøniken, som ved Middel-Alderens Poesi i det Hele, kan Talen egenlig kun være om det Mellemste eller det Hjertelige. Denne Deel af Poesien er nu vist nok den, der har den snevreste Virke-Kreds og staaer mest Fare for at miskiendes, da alle Folk vel har et Hjerte, saa556dant som det er, men med saa mangfoldig og tit uhyre Forskiel, at hvad der rører det Ene, spottes af det Andet, medens paa den anden Side Meget kan være hjerteligt uden at være poetisk, da de fleste Hjerter tage mest Deel i hvad der er det ikke. Uagtet derfor de fleste aldeles upoetiske, tomme og vandede Riim, uden Sammenligning er fra Forstands-Tiden, da det, især ved Hjelp af et Lexikon, er Smaa-Ting at skrive Rim i Tusind-Tal, saa har vi dog ogsaa en Slump fra Middel-Alderen, og da de gode hjertelige Rim hverken udmærke sig fra de Slette ved et høit Billed-Sprog, prægtige Lignelser eller spillende Vittighed, men kun med noget vist Dybere, Sødt og Levende, der langt bedre lader sig føle end beskrive, saa er det naturligt, at Æsthetikerne tit kaste dem i Dynge med de Slette. Denne Skiæbne har da især den gode Deel af Rim-Krønikerne havt og det er først ganske nylig, Man har opdaget, der dog ogsaa i 👤Vaces, 👤Layamons, den Brunsvigske og nogle andre Rim-Krøniker fandtes Endeel, som var godt at giemme, saa det lader sig nemt forklare, hvi ogsaa den Danske Rim-Krønike blev kastet som Feie-Skarn paa den Æsthetiske Mødding. Hermed er imidlertid, som Man let seer Kritiken ingenlunde retfærdiggjort, allermindst, naar jeg har Ret i at den Danske Rim-Krønike poetisk overgaaer alle Andre, saavidt som Bøgen alle andre Skov-Træer.

En Rim-Krønike kan nemlig enten udmærke sig ved enkelte smukke Steder, eller den kan heel igiennem tiltale Folke-Hjertet ved sin folkelige Tone, sin levende Opfattelse af Moders-Maalet og sin inderlige Deeltagelse i Landets Vee og Vel. Det Sidste er, saavidt jeg veed, ikke Tilfældet med nogen anden Rim-Krønike, end den Danske, men at det er Tilfældet med den vil ingen Dansk Læser kunne negte, og saasandt derfor som Folke-Aand, og Fædernelands-Kiærlighed er poetiske, da er vor Rim-Krønike det visselig ogsaa i udmærket 557Grad. Nu veed jeg nok, de nyere Æsthetikere sædvanlig er noget prutne med det og vil ikke lade det Patriotiske være poetisk, men idet jeg strax indrømmer, at ingenlunde al Patriotisme er poetisk, saa paastaaer jeg dog frimodig, at Nationaliteten og Moders-Maalet, naar der er Aand i Dette og Kiærlighed i Hin, høre til de poetiske Virkeligheder paa Jorden, der i Aandens Øine staae høit over Alt hvad der er blot Digtning, hvorfor ogsaa et levende Udtryk deraf, selv hos et fremmed Folk, f. Ex. Grækerne, virker sympathetisk paa ethvert poetisk Hjerte, end sige da Udtrykket af det Samme hos os selv. At imidlertid Indtrykket her ingenlunde blot beroer paa Udtrykkets Beskaffenhed, men bliver stærkere eller svagere, eftersom Fæderne-Land og Moders-Maal er os kiære, følger af sig selv, og da lærde Folk nu sjelden er meget patriotiske uden for “den lærde Republik,” og da de Danske Lærde i det Syttende og Attende Aarhundrede i deres Classiske Eenfoldighed sædvanlig troede, at skulde det Danske Sprog blive taalelig, maatte det være ved at formes i Pennen efter Latinske, Franske eller Tydske Mønstre, saa var det intet Under, Man begrov den Danske Rim-Krønike saa dybt at vi havde ondt ved at finde den; thi tænker Man 📌Danmark og Dansk i Folke-Munde bort, da er den vist nok ei værd at tage op paa en Vei. Besynderligt er det vist nok, at saa grunddansk en Literator som gamle 👤Nyrup, hvem virkelig Alt hvad der levende slog paa de nationale Strænge poetisk tiltalde, ogsaa brød Staven over Rim-Krøniken, men det kom aabenbar af et vist Hexeri, der er ved de “Lærde Fordomme,” som giør, at en Bog, som de Lærde engang eenstemmig har sat i Band, den enten læser ingen studeret Person, eller nødes han paa Embeds-Vegne til at titte i den, da ryste Hænderne, som det var Siprianus, og føler han sig tiltrukket af nogle enkelte Linier, da smider han Bogen i en Hast og korser sig paa 558Latin, for ikke at blive forgjort. Det klinger pudsig, men det er baade sandt og sørgeligt, ja, det gaaer saavidt, at skiøndt jeg aldrig har kiendt en større Vovehals mellem Bøger end jeg selv er, og skiøndt jeg ikke vidste rettere, end at Sky-Haarene for de Lærdes Ban-Straaler var for længe siden blæst af, saa blev jeg dog over 30 Aar gammel, inden jeg fik Mod til at see med egne Øine, hvad den gamle Danske Rim-Krønike havde syndet, og fandt da at saa puur og pære-dansk en Bog havde jeg aldrig i mine Dage læst, saa “Latinerne” havde ligesaa skiellig Grund til at fordømme, som jeg til at ophøie den. –

(Fortsættes).

N. F. S. Grundtvig.



568

Den Danske Rim-Krønike.

(Fortsættelse).


Naar jeg altsaa erklærer den Danske Rim-Krønike for et saare Poetisk Værk i sit Slags, da mener jeg naturligviis det Slags hvortil den hører: de trohjertige Rim-Krøniker nemlig, hvori den ny Verdens mest poetiske Folke-Stammer udtrykde deres Nationale og Patriotiske Følelse, og skiøndt denne Følelse ikke er den dybeste menneskelige, er det dog den dybeste folkelige Følelse, og saavist poetisk, som det kun er ved en aandelig Selv-Fornægtelse Enkelt-Manden sammensmelter med sit Folk, og det nærværende Folk med det Forbigangne og Tilkommende. Denne Nationale og Patriotiske Følelse, der, i Forbigaaende sagt, netop er Sjælen i de Homeriske Helte-Digte, kan nu vistnok være saa verdslig, egennyttig og røveragtig som f. Ex. den Romerske, og derved tabe næsten hele sit Poetiske Gehalt, men vi see dog godt paa Brud-Stykkerne af 👤Ennius, at selv den Romerske Rim-Krønike (sit venia verbo) vilde ved sin Trohjertighed forlystet os, og hvorledes skulde da den Danske Rim-Krønike undgaae at være saare lystelig og i høi Grad poetisk, naar den virkelig udtrykker den Danske National-Følelse, der, ligesom til Trods for alle udvortes Hindringer, har giennem Aar-Tusinder forenet Dannemænd og forenet dem i det fredeligste og uegennyttigste, altsaa i det Hjerteligste og Menneskeligste Øiemed, vi hos noget Folk kan spore!

Medens derfor ethvert Folk, som elsker det gamle Fællesskab og ønsker at fortsætte sit eiendommelige Liv, i sin Rim-Krønike har sin ægte “Fædernelands-Catechismus,” naar de forstaae at benytte den, saaledes har 📌Danmark i sin en Catechismus, der giør Fædrene baade moralsk og poetisk Ære, og er ei blot Forklaringen men al den Kiærlighed værd, vi og vore Børn kan lade os lokke til at skiænke den. Det er 569nemlig ikke blot den rene Danske, livlige og elskelige Tone, som den hos en Enkelt gestalter sig, der udmærker vor Rim-Krønike, men Dens Form som “Konge-Monologer” er, uagtet sine mange naturlige Brøst, dog i det Hele saa levende, at den giver Bogen baade i Sprog og Tone en vis Dansk Almindelighed (Universalisme), som er mageløs og uskatterlig. Denne Egenskab vil nu vist nok Rim-Krøniken for en stor Deel tabe ved Omarbeidelsen, hvis Monotoni i Grunden vil praktisk bevise min Paastand, at Krøniken oprindelig er et Værk af mange Penne; men derfor skal Omarbeidelsen ogsaa kun betragtes som et “nødvendigt Onde,” uden hvilket Krøniken ei igien kan blive saa almindelig en “Læse-Bog,” som den bør være, og det maa ingenlunde forhindre, men skal netop paadrive og lette den levende Benyttelse af Grund-Skriftet, som Almuens og hele Ungdommens Lærere giennem os skal lære at kiende, elske og i sine bedste Dele levende forplante.

Det er en Drøm, vil sagtens Mange sige, en Drøm, som hele min Anskuelse af Folkelig Dannelse og Statsmæssig Oplysning; men naar Man indseer, at i saa Fald er ogsaa Folke-Livets Fortsættelse og Statens aandelige Varighed kun en Drøm, da vil dog vist alle ægte Danne-Mænd og Danne-Kvinder dele den Følelse hos mig, at Drømmen er alt for sød og den modsatte Virkelighed alt for bitter til at Man godvillig skulde giøre et Bytte, Ordsproget sanddru har stemplet, som gjort paa Bedrag!