De store Höitider.
✂
Naar Græsset pipper op af Jord,
Og Træerne vil skyde,
Da har vi Paaske her i 📌Nord,
Og Høitids-Psalmer lyde
Om Herrens Grav i 📌Øster-Land,
Hvoraf, som Morgen-Soel af Strand,
Opstod den Seier-Rige!
✂
Det minder os om Folke-Kaar,
►Saa ►rinde vi af Rode,
Naar Barnet fødes, Vuggen gaaer,
Saa komme vi paa Fode,
►Saa voxer op hos os i Løn
Som Græs en lille Gude-Søn,
Hvordan, det veed vi ikke!
✂
215
(GSV)
Naar Skoven i sin Høitids-Dragt
Giør alle Fugle glade,
386Naar hist med Duft og her med Pragt
Os vinke Blomster-Blade;
Da bryder ud vor Pindse-Fest,
“Gud Hellig-Aand! vær du vor Gjæst”
►Saa vore Tunger ►gløde!
✂
126
(VU)
Da mindes vi vor ►Rosen-Tid,
Den Ungdommens Gudinde,
Som Mælk og Blod, saa rød og hvid,
Og let som Vesten-Vinde,
Naar Sundhed, Munterhed og Kraft,
Hun skjænker os med Nektar-Saft,
Som Dugg i Blomster-Bæger!
✂
Naar Rim ►for ►Mai er Skovens Pryd,
Og Sneen Blomster-Teppe,
Naar Fuglens Kvad er Klynke-Lyd,
Ja Lyd med Nød og Neppe,
Da kommer Jule-Aften brat,
Og Engle-Sangen Jule-Nat
Fremlokker Nytaars-Morgen!
✂
387Det minder om vor Alderdom,
Naar Alt for os er graanet,
Naar Verden er som Ørken tom,
Dens Lyst som Fuglen ►daanet,
Saa Liv og Glæde kun paa Ny
I Barne-Svøb fra høien Sky
En Engel os kan bringe!
✂
Men ►kommer nu, I Christne smaa,
►Som skal med Guder arve,
Saa om end Issen vorder graa,
Har Hjertet Rosen-Farve!
216
(GSV)
►Lovsynger lydt med Barne-Røst
Det ►Gylden-Aar, hvis rige Høst
Ei Vinter skal fortære!
✂
Ja, nu i Kirke med en Fart,
Imens det sammen ringer!
Der nemt I lære skal og snart,
Hvi det saa lifligt klinger
127
(VU)
Fra Jule-Nat til Pindse-Dag,
Hvorfor i Kors vi ►tone Flag
Og kime over Grave!
✂
I lære skal, hvi os en Trang
Og Lyst det er at ►qvæde,
Hvi Herrens Dag med Kirke-Gang
Er os en Hjertens-Glæde,
Ja, hvi med vore Ungdoms-Aar
Vor Synd kun og vor Sorg forgaaer,
Med Dødens Magt og Vælde!
✂
►Af Psalmerne I veed det Navn,
Hvori vi alle knæle►,
Som i en aaben Guddoms-Favn
For dyrekiøbte Sjæle,
Det alle Tungers Navn paa Ham,
Som Herren, trods al Spot og Skam,
►Er til Gud Faders Ære!
✂
►Men Huset paa den faste Grund
Og med de klare Glugge,
I kiendte ei til denne Stund,
Skiøndt der gik Eders Vugge,
388Der gaaer Hans Vei, der er Hans Haand,
Der med ►Fuldkommenhedens Baand
Til sig Han knytter Sine!
✂
217
(GSV)
Det Huus dog ►vel maae kjendes godt,
Det er vor ⓘ
Moders Hytte,
Som med det største Marmor-Slot
Hun tabde ved at bytte,
Den synes ringe kun fordi
Som i vort Hjerte, ►saa deri
Det Bedste seer Man ikke!
✂ N. F. S. Grundtvig.