↩ Her har vi da den bekiendte 👤Abdalonimus, der saalænge, til Ære for Latinerne 👤Trogus og 👤Curtius, har thronet i vore Haand-Bøger, som Konge i 📌Sidon, men maa nødvendig enten igien ombytte ►Septeret med Vand-Kanden, eller flytte til 📌Tyrus, nu, da de Kroner, Romerne uddeelde i Historien, har aldeles tabt deres Glands. Skal nemlig ►Urtegaards-Manden paa 👤Alexanders Tid beklæde nogen Phønicisk Throne, maa det nødvendig blive den, hvorpaa Grækeren sætter ham, og at 👤Alexander heller tog hvem det skulde være til ►Sætte-Konge i 📌Tyrus, end ham der havde styret under Beleiringen, det er der Mening i, medens Man slet ikke seer nogen Grund til at 📌Sidon, der strax kastede sig i Seierherrens Arme og hjalp ham til at faae ►sin Harm styret paa 📌Tyrus, skulde nu skifte Høvding. Desuden er 👤Trogus, der rask giør alle de Vældige i 📌Tyrus til fødte Trælle og lader dem hænge af 👤Alexander, ►hver Kiæft, ►paa en skyfalden Stratonide nær, som beholder Livet for at være Konge i de Dødes Rige, her aldeles ►uefterrettelig, og 👤Curtius synes kun at have kommenteret paa ►fri Haand over 👤Diodors Text, saa Man tør neppe engang laane den Tilsætning af ham, at endeel Tyrier reddede sig ombord hos Sidonierne, hvad han ellers kun har gjort ►urimeligt, ved at skrive 15000, der vel var fleer end Man selv i 📌Sidon forstod at smugle ud*►Justinus XI. 10. XVIII. 3. ►Curtius IV. 1–5..