Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

II
III

Fortale.

De mislykkede Forsøg paa nye Lære-Bøger og Haand-Bøger i Verdens-Historien er vistnok saamange og for det Meste saa kiedelige, at Ingen fristes til at ønske dem formerede for deres egen Skyld, men vilde ingen løbe den Fare at forøge deres Tal, kom det første heldige Forsøg aldrig til Verden, da selv den største Mester umuelig forud kunde vide, hvad Nyt der vilde lykkes ham. Da det nu dog fra alle Sider er vigtigt, at vi faae en god verdens-historisk Haand-Bog, skal vi baade glæde os ved at see, Man arbeider ivrig derpaa og, om vort eget Forsøg tælles blandt de Forulykkede, trøste os med “fælles Skæbne.” Dette var min Betænkning, da jeg vovede mig til Værket, hvis første Deel jeg her fremlægger, og hvad Man end vil sige derom, skal jeg dog vist aldrig fortryde den Tid og Flid, jeg ærlig har anvendt derpaa; thi nu kan jeg see, det er lykkedes mig over min egen Forventning at give en Lede-Traad ved Underviisning i Old-Historien, som kan bidrage til at lette Skole-Aaget og bringe Sammenhæng i de Forkundskaber, den studerende Ungdom maa erhverve. Det er godt, siger Viismanden, at have baaret Aag i sin Ungdom, men naturligviis kun for dem, der siden sættes i Frihed og finde sig da langt bedre skikkede til at benytte og sikkrede for at misbruge den, og som en saadan nødvenIVdig Forberedelse til videnskabelig Frihed er jeg venlig og vel forligt med Skole-Aaget fra fordum Tid, og kan umuelig ønske det taget fra Ungdommens Hoved og Hals, uden fordi jeg seer, det bør nu ombyttes med et lettere og gavnligere, der bæres paa Skuldrene og lader Hovedet frit. En saadan Lettelse er nemlig ikke blot muelig og gavnlig, men den er aldeles nødvendig, naar ikke Ungdommen snart enten skal synke under Byrden eller kaste den i Fortvivlelse; thi selv paa vor Ungdom er Menneske- Slægtens Alderdom kiendelig, og Propheten kalder det med Rette himmelraabende “at giøre Aaget svart for en Gammel.” Ligesom det nemlig kun er den verdens-historiske Haand-Bog, der kan give os Erfaringens Vidnesbyrd om de gamle Folk, hvis Sprog i den lærde Skole strides om Rangen, saaledes er det i alle Maader Tilbage-Blik og Forstand paa Menneske-Livet, altsaa verdens-historisk Kundskab og Vidskab, der skal lære os at giøre Skole-Aaget gavnligt og Byrden let, og fra dette Stade forsones vi med alle de mislykkede Forsøg paa Haand-Bøger og Lære-Bøger i Verdens-Historien, uagtet de for et Øieblik har bidraget til at giøre Skole-Aaget endnu tungere, end det var i vore Fædres Dage, for alle dem, der havde mere Menneske-Forstand end Heste-Hukommelse, mere Lighed med Fuglen, der fryder sig ved Livet, end med Ormen, der fraadser i Graven. Tids og Handlings-Graven (Aar-Bogen) er nemlig endnu et pinligere Opholds-Sted for levende Mennesker end Sprog-Graven (Grammatiken), saa det maae være Bog-Orme af første Skuffe, der med Lyst skal opslaae deres Bopæl der, og dog blev Fordringerne til den studerende Ungdom i denne Henseende giennem det sidste Aarhundrede langt strængere end før, fordi Man paa den ene Side følde Nødvendigheden af mere og ordenligere historisk Kundskab, og paa den Anden syndes selv at blive mere uskikkede til at handtere og meddele den, saa de nyeste historiske Lære-Bøger er langt mørkere, sværere og dødere end den Allerførste, som 👤Carion Vskrev og 👤Melanchthon udgav i det sextende Aarhundrede. Denne 👤Carions Bog, der snart blev fordansket, og hvortil Ungdommens verdens-historiske Kundskab giennem to Aarhundreder omtrent var indskrænket, kiendes nu kun af Faa og er længe kun nævnet med Spot; men den var desuagtet en anderledes god historisk “Børne-Lærdom,” end hvad der i Tidens Løb har fortrængt den; thi baade var den kort og læselig og gav et vel knapt men let og i Grunden rigtigt Over-Blik af Old-Tidens og Middel-Alderens Stats-Historie. Old-Tidens Hoved-Begivenheder var nemlig henført til de saakaldte fire Monarchier (📌det Assyriske, 📌Persiske, 📌Makedoniske og 📌Romerske), og Middel-Alderens var paa en Maade knyttede til “📌det hellige Romerske Rige,” som virkelig i Vexel-Virkning med Pave-Dommet spillede Hoved-Rollen paa den store Skue-Plads, saa Skulder-Trækkene over den i det Attende Aarhundrede, da Man aabenbar hverken vidste ud eller ind i Universal-Historien, reiste sig øiensynlig kun af den barnagtige Kry hed og Lede til al “Børne-Lærdom” som falder halvvoxne Skole-Drenge høist naturlig og hørde dengang i alle Fag til Dagens Orden. Heraf kom da ogsaa det Anathema, Tydskerne lyste over de “fire Monar chier,” der havde det Uheld at staae i Bibelen og maatte derfor paa ingen Maade taales i Verdens-Historien, skiøndt Græker og Romere ligesaavel som Ebræerne, altsaa alle vore Hjemmels-Mænd, vidne, de har virkelig været til i den gamle Verden og der udfyldt hele den stats-historiske Tid. Saavidt kom Tydskerne, da de ikke blot vilde være “klogere end 👤Daniel men vide bedre Beskeed om Old-Tiden end alle Dens egne Historie-Skrivere, og det første Skridt vi derfor nu maae giøre for at naae Maalet, er da nødvendig et Tilbage-Skridt for at komme paa den rette Vei, hvad Man vel kan kalde at gaae Krebs-Gang, men maa dog langt heller i Skolen have lidt Skam af at giøre, end i hele sit Liv stor Skade af at undlade. Dette Tilbage-Skridt er nemlig af samme Slags, som det der maa giøVIres, naar Man er gaaet ned ad en Høi paa den gale Side, hvor der er hverken Vei eller Sti men kun en uhyre stor Mose med Tjørne-Krat og Hænge-Dynd, hvor Man strax finder, det var at kiøbe Æren meget for dyrt, om Man haardnakket vilde vægre sig ved at bestige Høien igien, som Man havde vendt Ryggen. Saasnart jeg derfor, henved tredive Aar tilbage, kastede mine Øine paa det splinterny Historiske Kaart (Strom der Zeit), saae jeg paa Timen, det var med de “fire Monarchier” eller rettere: Verdens-Riger, Man maatte begynde, naar de Smaa skulde komme rigtig ind i Historien: ind igiennem Dørren og ei “som Tyve og Røvere” giennem Vinduer og Skorsteens-Piber, og at det saaledes blev som en Leg for Børn at orientere sig i For-Tiden og Stats-Historien, ved blot at construere de gamle Verdens-Riger og opløse den Romerske Haarde-Knude. Da jeg derfor (1808) blev Historisk Lærer i 📌det Schouboeske Institut, var det min første Omsorg at hjelpe mine unge Venner ud af det Chaos, hvori de Ældre saavelsom de Yngre, de Flittige saavel som de Dovne, uden Undtagelse befandt sig, og skiøndt det naturligviis, deels ved min egen Umodenhed og deels ved Mangel paa Hjelpe-Midler, kun halvveis lykkedes, saa frygter jeg dog slet ikke for at modsiges af Med-Viderne, naar jeg forsikkrer, det lykkedes mig snart at give dem langt anderledes Løb og Lys i Old-Historien, end de forhen havde, hvoraf nødvendig hos alle de Livlige opkom Lyst til at kiende den nøiere, og jeg er ganske vis paa, de, ligesaavel som jeg, endnu med Fornøielse min des de Timer, da vi stræbde at sætte os ind i det store Levnets-Løb, vi klarlig med alle følgende Slægter vare kaldede til at fortsætte, og maatte da sagtens giøre os lidt Umage for at kiende. Hvem der da fra den Tid har kiendt saavel mit Greb paa historisk Underviisning, som mit Arbeide paa en lysere og livligere Haand-Bog, med Høiagtelse for Ebræerne, Kiærlighed til Grækerne og Had til Romerne, vil ligesaalidt korse sig over nærværende Skrift, som over den lillebitte “Historiske BørVIIne-Lærdom” jeg for fem Aar siden gav at begynde med, men De vil snarere undre dem over, at jeg saa længe har tøvet med, efter Evne, at afhjelpe et Savn, jeg saa tidlig følde og maatte meget heller for tyve end for fem Aar siden begyndt at raade Bod paa, da Tiden er kostbar og hundrede Smaa-Feil i det Enkelte er ingen Ting mod et stort Mis-Greb i det Hele. Det var ogsaa virkelig min Agt at udgive den Børne-Lærdom, jeg med Held havde brugt ved Underviisningen, men den blev ved en sælsom Forvandling til det “Korte Begreb af Verdens-Krøniken i Sammenhæng,” som for tyve Aar siden gjorde en vis Opsigt i vor Literatur, men synes ei at have havt mindste Indflydelse paa de mange historiske Lære-Bøger, vi siden hjemsøgdes med, og er nu vel saa næsten aldeles glemt. Hvorledes jeg kom til dette historiske Misgreb, som de løierlige Recensenter ventelig kun af Svaghed i Moders-Maalet kaldte et Mis-Foster, hører ikke til denne liden Fortale, men til min Levnets-Beskrivelse, da min Skrift bestandig har været et vel maadelig corrigeret men derfor just des troere Aftryk af mit Liv; men Bogens Hoved-Feil laae, saavidt jeg kan skiønne, ingenlunde i dens Indhold, men i dens eensomme Stilling, da den, for at komme paa sin rette Hylde, forudsatte ei alene den Historiske Børne-Lærdom men ogsaa den Haand-Bog i Stats-Historien, vi fattedes. Det indsaae jeg ogsaa meget snart og gjorde (1814) et Forsøg paa at levere en stats-historisk Haand-Bog, men som aldeles mislykkedes og betog mig for mange Aar Modet til at vove et Nyt; thi min “Udsigt over Verdens-Krøniken” (1817) var kun Studier især til den Tydske Literatur-Historie, som vel kunde fortjent lidt Opmærksomhed, men hørde dog til de Frihaands-Tegninger, Man maa være hjemme i Historien for med Fordeel at benytte. Hvem der for Resten kiender hint mislykkede Forsøg, der kun gaaer til den Babyloniske Udlændighed, og sammenligner det med nærværende Bog, vil lettelig forstaae mig, naar jeg siger: de forholde sig til hinanden omtrent som den Ebraiske og den Græske BeVIIItragtning af Menneske-Livet og Historien, men jeg maa selv tilføie, at jeg nu foretrækker den Græske til Skole-Brug, ikke fordi det er mig enten den høieste eller den retteste, men fordi det er den Bedste, der paa vort nærværende Stade lader sig videnskabelig grundfæste og giennemføre. Den Mosaisk-Christelige Anskuelse af Livet, i alle sine Retninger og alle sine Yttringer, er mig nemlig, nu som før, den eneste guddommelig sande og eviggiældende, men jeg har efterhaanden lært at skielne skarpt mellem Kirke og Skole, Tro og Vidskab, Timeligt og Evigt, og indseer klart, at ligesaa kraftigt som den Christne Kirke maa tilbagevise ethvert Forsøg af Stat og Skole paa at omdanne den efter Tykke, ligesaa uberettiget er den til at paanøde enten Stat eller Skole en kirkelig Skikkelse. Om det nogensinde vil lykkes mig at giøre det ligesaa klart for mine Lands-Mænd, hvilken velsignet Ting det er, saaledes at slippe ud af det Tanke-Verdenens Chaos, hvori vi giennem mange Aarhundreder har befundet os, er vist nok et stort Spørgsmaal, men at jeg skal giøre mit Bedste dertil, er aldeles vist, og jeg har i det Mindste selv vundet Aands-Frihed til at betragte og behandle Verdens-Historien med al den Upartiskhed, Menneske-Aanden, uden at nægte og giendrive sig selv, kan vise, og med det stadige Hensyn paa Livet, som er Tidens Tarv. Selv i 📌Tydskland er Man endelig kommet efter, at Frihaands-Tegningen af Mennesket, og i det Hele af Aandens Verden, svæver i Luften, og at enhver forsvarlig Tanke-Gang maa være bygget paa sikkre Kiends-Gierninger i den virkelige Verden, og da det universelle Præg, den ny Videnskabelighed, ved Tydskernes Speculation, har vundet, frier os fra den Engelske Indskrænkning i Henseende til Tid og Sted, saa er det unægtelig Tidens Tarv, at alle de store Kiends-Gierninger i Menneske-Slægtens Levnets-Løb komme fra Ungdommen af til at staae os klart og levende for Øie, men dertil er en Haand-Bog nødvendig, hvori det Universelle saavidt IXmueligt er udhævet fra det Specielle, og Hjemmelen, vi har for Enhver af de store Kiends-Gierninger, omhyggelig angivet. Erindre vi nu, at i Stats-Historien er de Borgerlige Selskaber, i Kirke-Historien de forskiellige Troes-Samfund og i Skole-Historien de berømte Skrifter de store Kiends-Gierninger, da see vi strax, at Stats-Historien maa være Grund-Volden, fordi baade de store Begivenheder i den er meest uomtvistelige og Sammen-Hængen mest iøinefaldende. Det er altsaa med Flid, jeg i Haand-Bogen har forbigaaet Alt hvad der ikke havde stor og kiendelig Indflydelse paa det Borgerlige Selskab, eller Sammes Historie, og at jeg næsten udelukkende har holdt mig til Ebræer, Græker og Romere, som de eneste Folk i Old-Tiden, vi egenlig kan lære at kiende og hvis Virkning paa de følgende Slægter er aldeles overveiende. Mange vil sagtens finde, at jeg har skiænket Ebræerne formegen Opmærksomhed, men det maa jeg ikke ændse, da det ei alene er vist, at De giennem Christendommen har havt uberegnelig Indflydelse paa hele Menneske-Livet, følgelig ogsaa paa det Borgerlige Selskab, i den ny Verden, men ogsaa, at Deres Historie sætter os tilbage i en Tid, vi kun derigiennem kan lære at kiende. Paa den anden Side vil Man kanskee synes, at jeg har været for knap mod Romerne, thi vi er alle opvoxede i deres Skole og veed, de vilde ikke nøies med Mindre end hele Verden og krævede Dens hele Opmærksomhed; men det er tungt nok, at Deres Historie, uagtet al min Modstand, har indtaget en Tredie-Deel af Bogen, og hvorledes det gik til, at de indtog hele den gamle Verden, og aftvang os derved den Opmærksomhed, vi nødig skiænke dem, har jeg ikke sparet nogen Umage for at oplyse efter de bedste Kilder.

Herved erindres jeg deels om mit Løfte at bruge de bedste Kilder og deels om mine til Historien føiede Betragtninger, og om begge Dele vil jeg skrive til mine Læsere med Xal den Aabenhjertighed, hvoraf jeg veed, min Skrift ligefra Begyndelsen har baaret og haaber, den til Enden skal bære Præg; thi saamange Ubehageligheder, den end strax udsætter Skribenten for, gavner den ham dog selv i Tidens Længde og bidrager til at give Stilen en Friskhed og Livlighed, uden hvilken der vel kan vindes megen Berømmelse men aldrig udrettes noget Stort, og at det er noget Stort, jeg som Skribent stiler efter, hverken kan eller vil jeg nægte, hvad enten det saa naaes eller ikke. Med Pennen at meddele mine Lands-Mænd den omfattende, universal-historiske Udsigt over Menneske-Livet, i alle sine store Retninger og Forhold og i Dets vidunderlig sammenhængende Udvikling giennem Aar-Tusinder, en Udsigt, der hører til det store Nordiske Arve-Gods, jeg saare nødig vilde være ene om, det har jeg ærlig prøvet paa, og været nær ved at fortvivle over, at det, trods al Kraft-Anstrængelse giennem en Række af Aar, slet ikke vilde lykkes; men Man maa derfor ingenlunde troe, at denne Haand-Bog endnu er et fortvivlet Forsøg paa det Samme. Nei, jeg har lært at kiende den himmelvide Forskiel mellem det virkelige Ord i Munden og den blotte Skygge deraf paa Papiret, saa min Hensigt med Haand-Bogen er ene og alene at udhæve og fremstille de store Kiends-Gierninger, hvorefter enhver historisk Anskuelse, altsaa ogsaa min, skal bedømmes, overladende det rolig til Skæbnen, hvorvidt Anskuelsen skal komme til Orde eller ikke. Havde vi derfor en taalelig god Haand-Bog i Verdens-Historien, eller kunde jeg faae en Anden til at skrive den, da brugde jeg langt heller Pen og Tid til andre Ting, og vilde agte Bogen for saameget bedre, som Den, uden Tab af Livlighed, havde færre Betragtninger, hvilke det helst skal ganske overlades til Læseren at giøre; men da jeg nu ingen Udvei vidste til en saadan Haand-Bog uden at skrive den selv, saa giør jeg mit Bedste og maa overlade det til Læseren, om han vil takke eller skose mig derfor. Hvad der nemlig maatte falde enhver Skribent vanskeligt: at forberede sig ved et omfattende Kilde-XIStudium og afholde sig fra alle unødvendige Bemærkninger, det var mig aldeles umueligt. Selv 👤Johannes Müller, den dygtigste Mand, der har levet til at skiænke os en gyldig Haand-Bog i Verdens-Historien, kom ikke videre end til i Haand-Skrift at efterlade et Udkast dertil fra hans umodne Tid, og en Samling af tilhørende Excerpter, som Man ei har været klog eller gavmild nok til at unde os, og han raisonerer aabenbar langt meer end han fortæller! Hvorledes skulde da jeg, med mit forholdsviis ubetydelige Kiendskab til Kilderne, med langt større Forkiærlighed for Anskuelsen og med den Hidsighed paa Alt hvad jeg foretager mig, hvorved Man i Studere-Kamret immer staaer Fare for at sprænge sig, hvorledes skulde jeg enten kunne udtømme Kilderne, eller skrive livlig uden at lade Betragtninger flyde ind, selv hvor jeg, som Læser, ønskede dem udeladte! Bogen er derfor langt fra at være saa god, som jeg ønskede mine Læsere den, men den er til sit Brug meget bedre end de, den kan sammenlignes med, og alle dens Lyder og Mangler kan ei giøre mindste Skade, da det er ganske vist at Man faaer ingen Aand af Bøger, men læser dem med den Man har, og da det jo slet ikke har nogen Nød, at den bliver canoniseret i den lærde Verden. Til sit Brug, siger jeg, er Bogen forholdsviis god, thi den skal ingen Lære-Bog og intet Lexikon være, men en Læse-Bog, hvori de, der har den “Historiske Børne-Lærdom” og “Krønike-Rimene” inde, finde tydelige Omrids af Stats-Historiens fornemste Kiends-Gierninger og Henviisning til Hoved-Kilderne, saa en duelig Lærer med Lethed kan finde Hjemmelen og erhverve eller opfriske sin Kundskab til den mundtlige Meddelelse, der ene kan giøre Underviisningen frugtbar. Har jeg derfor blot med nogenlunde Skiønsomhed udhævet de største Begivenheder, med nogenlunde Flid benyttet Hoved-Kilderne, med nogenlunde Held opsporet Sammenhængen og oplivet Stilen, og i det Hele gaaet tilværks med den Ærlighed og Sanddruhed, der er Historie-Skriverens ueftergivelige Skyldighed, da XIIhar jeg ingen Utak fortjent, om Man saa end beviser, at Bogen har mange Feil og kan ved mere Efter-Tanke og grundigere Kilde-Studium blive tusind Gange bedre; thi at Feilene maae blive rettede og Bogen mangfoldig forbedret, ønsker Ingen ivrigere end jeg, og at den maatte skrives, før den kunde rettes og forbedres, det giver Fornuften.

Hvad nu i Særdeleshed Hoved-Kilderne angaaer, da vil Ingen kunne nægte at de for Old-Tidens Historie er det Gamle Testamente, 👤Herodot og 👤Polyb, 👤Diodor og 👤Plutark, og hvor langt jeg end er fra at have udtømt dem, vil Man dog let kunne overbevise sig om, at jeg har læst dem med Flid og Eftertanke, kun maa jeg bemærke, at jeg næsten udelukkende har fulgt “de Halvfjerds,” ikke som ufeilbare i mine Øine, men som de dygtigste Ebraiske Tolke, jeg kiendte, og som de, der desuden havde ældre Haand-Skrifter for sig, end vi kan rose os af.

Om Betragtningerne vil jeg kun sige, at Endeel af dem, nemlig Fremstillingen af Ebræerne som Kirke-Folket, Grækerne som Stats-Folket og Romerne som Krigs-Folket, er, efter mine Tanker, ligesaa nødvendige Dele af Haand-Bogen, som Oplysningen af de historiske Kilders Beskaffenhed, men at Resten, skiøndt subjectiv nødvendig for Livlighedens Skyld, maaskee heller maatte være borte, ikke fordi de jo, efter min fuldeste Overbeviisning, er velgrundede, men fordi de lettelig kiede de Unge meer end de gavne dem, og Kiedsommelighed er et Skiær, hvorpaa den bedste Underviisning strander. Jeg har derfor stræbt, saavidt mueligt, at sætte dem for sig selv, hvor de nemt kan overspringes.

Hvad endelig Stilen angaaer, da har jeg vel stræbt at giøre den baade fyndig og livlig, reen og flydende, men jeg seer nok, den desuagtet har mange Knorter, Brøst og Bræk, og det XIIItrøster mig slet ikke, at Man er vant til Værre, især i de Haand-Bøger, hvor Kilder benyttes; thi hvad hjelper den Undskyldning Læseren! Det Eneste, der trøster mig er da den Bevidsthed, at jeg sjelden eller aldrig har slumret over Bogen, mens jeg skrev den, og haaber derfor Læseren ei heller skal sove ind over den, om han end engang imellem fristes til at gabe, og i saa Fald venter jeg Tilgivelse, i Betragtning af de store Vanskeligheder, det virkelig har, slet ikke at lade Læseren mærke, at Man, hvad under et saadant Arbeide vel er uundgaaeligt, tit baade har læst sig træt og skrevet sig mat.

Vilde mine Lands-Mænd nu mere tage i Betragtning, hvad en saadan Haand-Bog kan og maa lede til, end hvad den i sig selv allerede er, og mere betænke, hvad der var mig, med min Natur, Tro, Anskuelse og Overbeviisning, mueligt, end hvad Man kunde ønske, da vilde det være mig en stor Opmuntring til det svare Arbeide, jeg hardtad med Gru seer for mig i Middel-Alderens Historie, men som jeg dog nødig vilde afskrækkes fra, da det er klart, Man finder aldrig paa, videnskabelig at forfølge den Universal-Historiske Kiæde giennem Middel-Alderens Labyrinther, dersom ikke en Poetisk Natur vover sig derind og udspeider Leiligheden. At Intet af alt Saadant kan forsone de “stive Latinereenten med mig eller min Bog, det veed jeg nok, thi de kiende ingen Billighed uden “Romer-Rettens” og skatte ingen Historie uden 📌Roms og Latinitetens, men til dem har jeg en anden Bøn, nemlig at de først og fremmerst vil prøve deres Styrke og kiøle deres Mod paa den simple historiske Sandhed, at Grækerne naaede Høiden af deres Udvikling uden at giøre en eneste “Latinsk Stil eller engang at titte i den “Latinske Grammatik,” men at Romerne derimod, skiøndt de baade talde og skrev meget bedre Latin end Nogen af alle vore Philologer, dog maatte giøre mange Græske Stile, før de slap ud af Barbariet og naaede XIVdog aldrig Grækerne. Heraf følger nemlig, i mine Øine, soleklart, at saavidt som Grækerne kom, kan Man komme uden at giøre Latinsk Stil, og at vil Man videre, bliver den ikke Veien, saa skal Man giøre den, maa det aabenbar blot være af Tvang eller for Morskabs Skyld, og da Romerne, Gud skee Lov, har afhersket og Morskabet neppe opveier Kiedsommeligheden, tør jeg nok haabe at overleve de Latinske Stile-Bøger blandt Folk af den Danske Tunge!

September 1833.

Rettelser.

S. 50 L. 31. den jo maatte falde bort.
S. 50 L. 31. den jo maatte falde bort.
237 8 Ahriman og Mithra.
244 16 blot om Djævelskabet.
262 4 hvor ugudeligt.
303 9 derfor det snævre Pas.
312 12 📌Kap Kolonne.
405 6 📌Sfaeria eller 📌Poros.
437 25 👤Pythagoras som.
611 22 Fornærmelse mod 👤Lucul.
623 1 med Grændserne.
646 29 i Grunden uadskillelige.
654 33 👤Asprenas endelig.
655 13 hvad 👤Asprenas gjorde.

De mindre saakaldte Skiel-Tegn er hist og her kommet til at staae splittergalt, men da jeg anseer dem for blotte Læse-Tegn, der omtrent maae være overflødige for dem, der skal kunne læse Bogen med Nytte, finder jeg det vel ærgerligt at see, men ei nødvendigt at tælle dem.

XV

Indhold.

Side.
Indledning 1.
Skabelses-Bogen 36.
📌Paradis 37.
👤Kain og 👤Abel 41.
👤Adams Slægt-Register 42.
Synd-Floden 44.
👤Noahs Slægt-Register 48.
📌Babels-Taarnet 52.
👤Abraham 56.
👤Jakob eller 👤Israel 66.
👤Joseph 69.
👤Moses og Pharao 86.
Ægyptiske Old-Sagn 101.
📌Israels Kirke-Stat 117.
📌Det hellige Land 139.
👤Samuel 146.
👤Saul, 👤David og 👤Salomon 154.
📌Tyrus og 📌Sidon 163.
📌Ninive og 📌Babylon 197.
👤Salmanassar og 👤Senacherib 209.
XVI
👤Nebucadnezar og 👤Belsazar 215.
Meder og Perser 230.
👤Kyrus 246.
👤Kambyses 265.
👤Darius Hystaspis 278.
👤Kserxes 298.
Grækerne 316.
📌Sparta og 📌Athenen 337.
👤Philip og 👤Demosthenes 367.
👤Alexander den Store 374.
De Hellenistiske Riger 395.
👤Pyrros 411.
Romerne 424.
Første Puniske Krig 452.
Anden Puniske Krig 465.
Achæer og Ætoler 499.
Tredie Puniske Krig 566.
Makkabæerne 578.
Den Romerske Revolution 591.
Keiser 👤Augustus 636.
Det Juliske Huus 656.
📌Jerusalems Forstyrrelse 661.
1

Indledning.

Jordens Kreds, med Land og Vand, betragter Menneske-Slægten aabenbar som sit Odels-Rige, eller dog som Guds og sit Eget, og skiøndt Man vel, naar Man sætter sig i Dyrenes Sted, kan synes, Man havde meget derimod at indvende, saa tie dog Dyrene med Skaden, fordi de er umælende og maae finde dem i at behandles som Oprørere, naar de gjør dem uvane og sætter dem op imod Mennesket som deres Arve-Herre og Konge fra Arilds-Tid. Der findes nu vel Folk paa Jorden og det ikke faa, som, skiøndt de ogsaa efter Evne giør sig den underdanig og lader Dyrene trælle for sig og æder dem tilsidst, naar det smager dem, Folk, som desuagtet paastaae, de er selv i Grunden kun et eget Slags Bavianer og stræbe derfor, saavidt som mueligt, at ligne det Umælende; men det er aabenbar ufornuftigt, saa, naar vi vil blive ved at herske paa Jorden, maae vi nødvendig paastaae, vi har Ret dertil, ikke fordi vi er enten de Fleste, eller de Største af Krop og de Stærkeste af Lemmer, thi det er vi ingenlunde, men fordi der er noget langt Ypperligere i os, end i alt Andet paa Jorden baade Levende og Dødt, noget Kongeligt og Guddommeligt, som vi kalde Aand og yttre paa mangfoldige Maader, men kiendeligst og kraftigst med vor Mund, i det levende Ord. Vist nok er dette levende Ord paa Men2neske-Læben et stort Vidunder og den største Hemmelighed paa Jorden, ikke blot for de Umælende, men for os selv som høre og føre det; men det er ligefuldt en guddommelig Kiends-Gierning, som viser at vi er af høiere Byrd, skabte og skikkede til et ganske anderledes Liv og Levnets-Løb end de Umælende; thi det er langt fra, at vort Ord er stærkest, naar det nævner og beskriver hvad Man kan see for Øine og tage paa med Hænder, men det er netop i sin Kraft, naar det udtrykker det Usynlige og Ubegribelige, som lever i os eller svæver over os, og skaber saaledes en heel usynlig Verden, som vi Mennesker har for os selv og see kun Skygger og Billeder af i den synlige Verden, og selv de Umælende har aabenbar en dunkel Følelse deraf, at det er en høiere Verdens Kræfter som røre sig i Menneske-Ordet, thi naar vor Konge-Villie kraftig udtrykker sig deri, da er det dem naturligt at studse og adlyde.

Heraf følger nødvendig, at vi Menneske-Børn, Saamange som føle og skatte vor Naturs mageløse Fortrin og lade haant om at nedværdige os til de Umælende, vi kan ikke sætte nogen Kundskab ved Siden ad den om os selv og vor Slægt, ved Siden ad Menneske-Kundskab, hvormed al sand Guds-Kundskab herneden maa sammensmelte, ja, hvoraf den er betinget, thi kun fordi vi veed med os selv, at det hemmelighedsfulde Liv i vort Inderste og Ordet paa vor Læbe som ene udtrykker det, er ei vor egen Skabning og lader sig umuelig forklare af hvad det overgaaer og overflyver, kun derfor spørge vi om Ham i det Skjulte, som os haver skabt, som indaandede os Livet og som begriber Ordet, den store Herre, hvis Sætte-Konger, det er klart, vi kun kan være, hvis Lov og Villie og Hensigt med os det er vor Pligt at efterspore og maa nødvendig være vor udødelige Ære og vort uberegnelige Gavn at følge.

3Men enten vi nu spørge om vor Slægt og dens Vilkaar eller om vor Skaber og Hans Planer med os, da er der ingen Kundskab, som kan tjene til at klare Dunkelheden i vort Indre, uden Kundskab om Slægtens Levnets-Løb, hvortil vi høre, thi alle fødes vi i den største Vankundighed, os selv ubevidst, finde Ordet først paa Forældrenes Læber, og føle os derved aandelig saavelsom legemlig og uopløselig knyttede til det Forbigangne, som det hvori Oplysningen om det Nærværende er nærmest at søge, og standse kan vi ikke, før vi naae vore første Forældre, om de er at opdage, da det nødvendig gik i alle Ledd, som i det Sidste, at det Ny udsprang og udviklede sig af det Gamle.

Eftersom Tilstanden nu er hos os og overalt i den saakaldte Christenhed, da faae vi tidlig en stor Deel at vide, deels ved mundtlige Samtaler og deels ved Bøger om Menneskets Natur, Levnets-Løb og Bestemmelse og om alle menneskelige Forhold i deres tre Hoved-Retninger: til Guddommen, os selv og den øvrige Verden, men Efterretningerne er saa mangfoldige, sædvanlig saa døde og tit saa forvirrede og selvmodsigende, at naar vi komme til Skiels-Aar og vil giøre os selv Regnskab for hvad vi veed om det Menneske-Liv, vi dele, da forefinde vi et Chaos, vi hardtad maae fortvivle om at ordne.

Derfor er en Haand-Bog i Verdens-Historien netop nu saa stort et Savn og saa stor en Opgave, da ene den kan vise Traaden i Livs-Labyrinthen, hvortil Slægten øiensynlig trænger, men den kan det naturligviis kun, forsaavidt som Traaden virkelig er i hans Haand, der skriver Bogen, og naar han ikke udgiver sig for andet end en Broder, som selv har deelt Forvirringen og stræber endnu daglig mere at arbeide sig ud deraf, da kan han med 4Rette kræve Overbærelse og selv Tak for sit Arbeide, naar det, trods alle Feil og Mangler, dog udbreder mere Lys over Menneskets Liv og Løbe-Bane end Man sædvanlig har.

Det første Spørgsmaal vi maae giøre, naar vi vil lære at ordne og skatte den os overleverede Menneske-Kundskab, er naturligviis om dens Kilder, og vi kan da let opdage, at naar Bibelen har været Kilden til vor Børne-Lærdom, da, men ogsaa kun da, er vi derved henviiste til den eneste Kilde paa Jorden, hvoraf det er mueligt at øse en Menneske-Kundskab, der oplyser deres Liv, som føle sig ophøiede over de Umælende og beslægtede med Guddommen, og kun om dem kan Talen være; thi hvem der enten føler, han i Grunden er et Dyr, eller vil dog være det saavidtsom mueligt, maa ligesaalidt som de Umælende spørge om det Forbigangne eller Tilkommende, men skal beskeden nøies med det Nærværende og modsiger sig kun selv, ved paa nogen Maade at ville forklare sig Livet, da det er Noget han umuelig kan have lært af de Umælende eller have tilfælles med dem. I Grunden er vi da kun blevet historisk vildfarende, fordi vi vragede den Bibelske Veiledning, men at vi vragede den, var rigtig nok for en stor Deel vore Skrift-Kloges Skyld, der meende, de kunde ikke bedre bestride den selvgjorte 👤Christi Statholder i 📌Rom, end ved at giøre dem selv til Bibelens Statholdere, der havde Ret til i dens Navn at beherske baade vor Tro og Videnskabelighed, thi det maatte, hvor Man først havde begyndt at protestere, nødvendig frembringe en farlig Protest mod Herskabet af en saa umælende Ting, som en Bog, over levende Menneskers Tanker, Ord og Gierninger. Vist nok burde Man, i vore oplyste Tider, have indseet, at Bogen var ligesaa uskyldig som Kirken fordum i det selvgjorte Statholderskab og den selvtagne Myndighed, men det var desuagtet naturligt, at 5Bogen kom til at lide under de Skrift-Kloges som Kirken under Pavernes Synder; og vel fandt de nymodens Skrift-Kloge sig snart i at beraabe sig paa Bibelen ligesom endeel Prote stanter paa Kirken, men naturligviis først efterat have gjort Bogen ligesom Hine Kirken om efter deres Begreb, og en omskrevet Bog er ligesaalidt som en ombygget Kirke hvad den var før, saa her blev det Sidste aabenbar værre end det Første, da de nye Skrift-Kloge ei blot vilde herske i Bibelens Navn, men i en Bibels, de selv havde gjort.

Under alt Dette kom imidlertid ikke blot Kirken men især Skolen i Revolutions-Tilstand og kom i saa critisk en Stilling, at den aldeles tabde Samlingen, lykønskede sig med Døden og phantaserede over Graven som et Fee-Slot, hvis Indbyggere, naturligviis Orme, fandt uden al Møie et dagligt Giæstebud, og medens vi med Rette lade Kirken skiøtte sig selv, maae vi, som ventede i Skolen dog engang at see Menneske-Livet forklaret, nødvendig see til at hitte paa Raad mod dens dødelige Sygdom, som er den fixe Ide, at Menneske-Livet maa først opløses og omskabes og saa forklares, hvad ethvert fornuftigt Menneske dog kan indsee er et fortvivlet Indfald, hvorved Skolen ender sit Værk med at opløse sig selv og overlader saavel Omskabelsen som Forklaringen til Barbarerne derudenfor, som Man nok veed, giør kort Proces og giver den nette Forklaring: at boglig Konst, for alt det Underslæb, Hoved-Brud og Tids-Spilde, den har foraarsaget, skal herefter være om ikke fredløs saa dog brødløs.

Nu er al Læge-Konst for fixe Ideer, som Lægerne selv bekiende, kun en Prøve og vi maae da prøve, om vi ikke, ved at føre Patienterne ind i det virkelige Liv, kan faae de Indbildninger til at dunste bort, som aabenbar har samlet sig i Studere-Kamret, hvor Man hængde over Bøgerne og 6glemde reent, at Menneske-Livet var til undtagen i Beskrivelsen.

Sæt derfor nu, at der ikke var en Bog meer i hele Verden, men at vi desuagtet var der, som vi jo godt kunde være, da vi jo dog ikke er blevet til enten af Pen og Blæk eller af Bogtrykker-Sværte, og sæt, at vi gierne gad vidst hvad der var skedt, før vi blev født, som vi Folk i 📌Norden godt veed, Man ogsaa uden at være Bog-Orme kan have stor Lyst til, da gik vi natur ligviis til de Gamle, der havde giemt paa hvad de hørde og saae, eller til dem Man i gamle Dage kaldte Saga-Mænd og hørde vel efter hvad de vidste at fortælle, og, vilde vi være deres Eftermænd, da beflittede vi os naturligviis paa troelig at fortælle det Samme til de Yngre, da Sagnet ellers blev forvirret, saa Ingen meer kunde hitte Rede deri. Havde vi derfor end om adskillige Ting vore egne Betænkninger, da beholdt vi dem dog enten for os selv og enkelte opvakte Hoveder, eller vi lod dem i alt Fald følge bag efter, som en Oplysning, Forklaring eller Vittighed. Vil vi derfor vide Beskeed om Menneske-Slægten i det Hele og fra Først af, da maae vi jo gaae til de Folke-Færd der er ældst og har befattet dem længst med hvad vi spørge om, og vel paastaae nu Hinduer og Chineser ligesaavel som Jøderne at de fra Arilds-Tid har været det Himmelske Riges Indbyggere, men Forskiellen er at Jøderne har en gammel Historie og de Andre har Ingen, saa hvad vi har Valget imellem er kun at undvære alle Efterretninger om Menneske-Slægtens Old-Tid eller at nøies med Jødernes. Men at nu Jødernes Efterretninger om Old-Tiden maae være langt bedre end Intet, indsees let, naar vi betænke, at de ikke alene stod i Forbindelse med Old-Tidens berømteste Folk: Ægypter, Phønicer, Græker og Romere, men er tillige Stam-Folket til de Christne under alle Himmel-Egne; thi at det er de 7Christne der først har gjort Menneskets Slægtskab med Guddommen giældende paa Jorden, beviist det mundtlige Ords guddommelige Kraft og med et forunderligt Held stræbt levende at godtgjøre Menneske-Slægtens oprindelige Eenhed, det maa jo være os alle bekiendt, saa, skal vi hos noget Arilds-Folk finde rigtig Beskeed om Menneske-Slægtens Oprindelse og Barndom maa det være hos Stam-Fædrene til de Christne, der var dens Manddoms Prydelse og dens Alderdoms Trøst.

Har vi nu først indseet, at vi ene og alene maa takke Christendommen, som den gik og gjaldt, levede og virkede i Verden, for alle de værdige Forestillinger vi har om Gud og Menneske og for alle de universelle Begreber vor Videnskabelighed brammer med, ja, for alle de Stater og Skoler, som nu er værd at nævne, og er det historisk klart at Christendommen er opkommet blandt Jøderne, mens de endnu tildeels var et samlet Folk, da følger det af sig selv, at mellem alle Historie-Bøger er der ikke Mage til dem, der lære os at kiende Jødernes og de Christnes Oprindelse og det Jødiske Folks hele Levnets-Løb til hvad de Christne kalde Tidens Fylde, og saadanne Historie-Bøger er jo hvad vi kalde Bibelen ↄ: Bogen eller det Gamle og Ny Testamente, som derhos har det uskatteerlige Fortrin at levere Efterretninger om Verdens Skabelse og hele Menneske-Slægtens Barndom, der paa det nøieste svare til den Forestilling Christendommen har udbredt derom og til hvad vi maae forudsætte, naar Mennesket skal giælde for Jordens Herre og hans Bane lade sig forklare. Naar vi nu endelig opdage, at ved at begynde med Jødernes Historie og betragte de Christnes som en Fortsættelse deraf, bliver en inderlig Sammenhæng og en uafbrudt gradviis Fremgang fra Dunkelhed til Klarhed, fra blind Tro til Erkiendelse, i een og samme Aand, umiskiendelig, da maae vi føle dyb 8Ærbødighed for de Folks Efterretninger om sig selv, hvis Levnets-Løb er en Ære for Menneske-Slægten og hvis Tro, ved at udvikle en tilsvarende Oplysning, har levende beviist sin Ægthed, saa det vilde være Daarskab at forkaste Nogen af dem, blot fordi den end falder os dunkel eller synes ikke ret at ville stemme med Undersøgelser, vi ei tør kalde sluttede. Om vi vil være Christne eller ikke, derom spørges ei i Skolen men kun i Kirken, og det er desuden vor egen Sag, hver især, men naar Man havde lært Christendommens Historie rigtig i Skolen, da vilde Man ogsaa vide, det var først efter Reformationen de Skrift-Kloge fik det fortvivlede Indfald at giøre ikke blot 👤Christi og Apostlernes Levnets-Beskrivelser, men hele den Jødiske Historie til Kirkelige Troes Artikler og, for en Feils Skyld, til videnskabelige Axiomer. Mod begge Dele skal vi derfor i Skolen nedlægge en kraftig Protest, og, uden naturligviis at nægte enten Jøder eller Christne Lov til at tage og troe deres hellige Skrift som de vil og tør, paastaae Skolens utabelige Ret til at benytte og bedømme alle Bøger, som den trøster sig til at forsvare det for Sandheden og den tilstrækkelig oplyste Menneske-Slægt. Men naar vi efter Jødernes og de Christnes hellige Historie vil give Efterretninger om Old-Tiden, da maae vi naturligviis give dem, som de findes, da vi ellers forfalske dem og begaae den gruelige Anachronisme at udgive Historien af en Bog-Orms Tanke-Gang i det attende og nittende Aarhundrede efter 👤Christi Fødsel for en historisk Efterretning af 👤Christi Samtidige eller af 👤Moses og Andre, der levede mange Aarhundreder før. Vort Skiøn maa det være os uformeent at tilføie, om vi har Lyst, men Efterretningen skal vi levere som den kom os til Hænde, ellers forvirre vi istedenfor at oplyse, og hindre, 9saavidt det staaer til os, Læseren fra at fælde en rigtig Dom baade om Efterretningerne og om vort Skiøn.

Den samme Grund-Sætning maae vi derfor følge baade med Kilde-Skrifterne fra Middel-Alderen og med dem Græker og Romere har efterladt os, thi vel er de langt fra at være saa paalidelige som Jødernes og de Christnes hellige Skrift, men det er lige vist, at hvem der mynter Efterretninger om Fortiden paa fri Haand, skal have Smæk over Fingrene, og tør vi sige, Nogen af vore Forgiængere har gjort det, da har vi baade Ret og Kald til at behandle dem derefter, men ingen af Delene til at efterligne deres slette Exempel.

Naar nu Haand-Bogen i Verdens-Historien leverer i en Hoved-Sum den Række af Efterretninger om Menneske-Slægten, fra Verdens Skabelse til nu, som findes i Ebræers, Grækers, Romeres og de Christnes Skrifter, da giør den meget Gavn, om end det tilføiede Skiøn skulde være ubetydeligt eller ugyldigt, thi det kan Læseren springe eller strege over, som han synes, og faaer dog ligefuldt en Udsigt over de bedste Efterretninger Man virkelig har om Fortiden, som han kan sammenligne med sin egen Erfaring og Menneske-Kundskab. Dog for at det kan skee, maa enhver Efterretning gives med en vis Fuldstændighed, da Læseren kun derved kan faae et Billede af Begivenheden der opliver Scenen og præger sig i Hukommelsen, og det er da en Hoved-Feil ved historiske Haand-Bøger, naar de ikke er skrevet til at lære noget af men kun til at repetere efter, saa det bør fra alle Sider være Historie-Skriverens Lov, kun at optage saamange Efterretninger, som hans Værks Omfang tillader ham i det Væsenlige at meddele fuldstændige, thi jo mere Udtog af en Efterretning, desmindre Paalidelighed, desmere Fare for at vi, med eller mod 10vor Villie, har berettet feil og desmindre Leilighed for Læseren til at see og dømme selv.

Under disse Omstændigheder kan det vel synes umueligt at levere en verdenshistorisk Haand-Bog i faa Bind, der egenlig har nogen Gyldighed, da det forholdsviis kun bliver faa Begivenheder Man kan beskrive udførlig; men det maa dog være mueligt, naar almindelig Oplysning skal kunne fremmes, thi Elementar-Bøger i mange Bind er rene Uting, og paa den anden Side er det slet ikke tænkeligt, at Hoved-Begivenhederne i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, der ei kan være mange, skulde være ukiendelige, thi de bleve jo kun til Hoved-Begivenheder ved den kiendelig store Indflydelse, de har havt paa det Hele.

Det giælder altsaa her kun om den Indsigt, at Menneske-Slægtens Historie forholder sig til Folke-Historien, som denne til Enkelt-Mandens Levnets-Beskrivelse, saa, skiøndt alle Begivenheder og Efterretninger høre dertil, har Man dog en gyldig Udsigt derover, naar Man kiender Hoved-Folkene fra deres verdenshistoriske Side eller forsaavidt de gribe ind i det Hele, og Hoved-Folk er igien natur ligviis kun de, der kiendelig har grebet ind i det Hele og derved bidraget til at udvikle den ædleste og klareste Skikkelse, hvorunder Menneske-Livet nu findes paa Jorden. Heraf følger nemlig, at Old-Tiden kun har tre Hoved-Folk: Ebræer, Græker og Romere, thi selv Ægypter, Phønicer og Perser kiende vi egenlig kun af deres Efterretninger, og, trods alle Drømme om stumme Personers guddommelige Fortrin, maae de dog i Verdens-Historien lignes ved de Umælende, og den universelle Stræben med Præg af Aand, hvorved Ebræer, Græker og Romere have virket paa alle følgende Slægter og Tids-Aldere, kan de umuelig have lært af de Folke-Færd, der jo kun savne et lignende Eftermæle, fordi de fat11tedes den. Endnu mindre kan Hinduer og Chineser her komme i Betragtning, da de slet ingen kiendelig Indflydelse har havt paa Old-Tidens Menneske-Slægt, saa at, selv om Man paa deres Ord vilde troe, at de havde været Halv-Guder og store Folk før Verdens Skabelse eller dog før Synd-Floden, maatte Man dog betragte dem som Man betragter Eremiter i Kirke-Historien og speculative Philosopher i Stats-Historien, som Man først ændser, naar Man ved en mærkelig Leilighed støder paa dem, deres Gravsted og efterladte Papirer.

I Middel-Alderen holde vi os med samme Ret til Christenheden, fordi det kun var der, Menneske-Slægtens Liv fra Old-Tiden blev fortsat, saa Araber, Mogoler og Tyrker vedkomme os kun forsaavidt de stræbde at hindre denne Fortsættelse, som Fiender altsaa ad Menneske-Slægtens fremskridende Udvikling. Ei engang 📌det Byzantinske Keiserdom kan vi skiænke mere end et Side-Blik, fordi Man der med Flid lagde an paa Stilstand istedenfor paa Fremskridt og gik derfor nødvendig Krebs-Gang.

I Nyaars-Tiden, som vel maa blive Navnet paa den Sidste, efterat Krudtet og Bogtrykker-Konsten kom i Virksomhed og den saakaldte ny Verden opdagedes, følger Universal-Historien af sig selv med Reformatorerne; thi den levende Catholicisme (Universalitet) findes derefter kun hvor den Døde fornægtedes og hvor Man, af en besynderlig Misforstand, korsede sig for Navnet, der dog ligesaavel er Skolens som Kirkens, ligesaavel Menneske-Slægtens som Christendommens Ære.

Vist nok protestere Protestanterne sædvanlig ligesaa ivrig som Paven imod den Paastand, at de har fortsat Menneske-Livet fra Christenhedens Middel-Alder, og de vil heller have blotte Bog- Staver Alt at takke, 12men saadanne Protester er Historie-Skriveren nødt til at smile ad; thi deels kan 👤Morten Luther umuelig fragaae, at det Kloster, han krøb ud af, var i Grunden det samme som 👤Augustin anpriste og 👤Benedikt bygde og de følgende Brødre forsynede med de Bøger fra Old-Tiden Man deri fandt, deels er i det Mindste Universiteterne og den Engelske Stats-Forfatning unægtelig udsprungne af Christenhedens Middel-Alder, og endelig var det aabenbar de samme Folke-Færd, Nord-Boerne nemlig, Nord-Tydskerne iberegnede, der spillede Hoved-Rollen baade i Middel-Alderen, ved og efter Reformationen.

Har vi nu saaledes fundet Universal-Historiens Hoved-Folk, der blandt Andet ogsaa er kiendelige derpaa, at de, efter Evne, tog sig af Universal-Historien, som de andre Folk aldeles forsømde og knap havde nogen Ahnelse om, da giælder det kun om at finde den Kreds, hvis Hoved-Begivenheder skal udfylde den almindelige Haand-Bog i Verdens-Historien, og Man opdager da let, at det er hverken Kirke-Samfundet eller den lærde Stand, men det Borgerlige-Selskab.

Herom er de Bog-Lærde for nærværende Tid da ogsaa enige, skiøndt af meget forskiellige Grunde, saa det behøver ikke at forsvares, men kun at oplyses, ved et Blik paa disse tre sammenhængende Kredse, eller rettere denne Menneske-Aandens tredobbelte Virke-Kreds.

Ligesom nemlig Enkelt-Manden staaer i et tredobbelt aandeligt Forhold, som Dyrene ikke kiende, nemlig til Gud, sin egen Sjæl og sine Medmennesker, saa er det Samme naturligviis Tilfældet med hvert enkelt Folk og med hele Menneske-Slægten; thi vel har Menneske-Slægten ingen Side-Mænd men dog noget Lignende i de samtidige Folke-Færd, og ligesom nu i det Store Forholdet til Gud speiler sig i 13Kirke-Samfundet, saaledes er det af Skolen og Bøgerne vi lære, hvorvidt et Folk eller Slægten i det Hele til enhver Tid er kommet i Forstand paa sig selv og sine Forhold, eller i Oplysning, medens det er Sta ternes Forfatning og Begivenheder, som vise, hvorledes Menneskerne betragte og behandle hinanden! Nu er det vist nok en af vor Tids herskende Vildfarelser, at Staten ikke behøver at støtte sig til Kirken for at staae fast, men en langt farligere Indbildning er det dog, at Skolen kan bære Staten, og den er desværre saa almindelig herskende, at Man maa frygte for at see alle Stater forsvinde, mens Man beskriver deres Kæmpe-Skridt til Fuldkommenhed. Naar nemlig Lov og Ret, som er Stats-Grundvolden, ikke helliges enten af Tro paa en almægtig Dommer eller dog af en nedarvet Ærbødighed for Fædrenes Indretninger, da staaer Staten kun paa Papiret, thi da er Lov og Ret kun Sort paa Hvidt, som kan ophæves med et Penne-Strøg, og da kommer Retten nødvendig til at sidde i Spyd-Stagen, fordi denne er meget stærkere end Pennen, som 👤Julius Cæsar med Sværdet i Haanden kort og fyndig lærde 👤Metellus med Pennen bag Øret, der vilde spærre ham Skat-Kammeret, thi da sagde jo 👤Cæsar: gaaer du ikke afveien, saa slaaer jeg dig ihjel og det er endda meget lettere gjort end sagt!

At nu den ægte Kirke, selv under saadan en Overhuggelse af Knuden i det Borgerlige Selskab, ikke blot kan bestaae, men skabe ny Stater, hvori Skolen kommer til at blomstre skiønnere end nogensinde, det har Christendommens Historie i Romer-Riget og i Middel-Alderen rigtignok beviist, saa de gamle Præster havde anderledes Ære at tale med, naar de kaldte sig Statens Pillere end de unge Professorer, som aldrig har kunne gjort Staten nogen større Tjeneste end at passe deres Bog og lade Sta14ten skiøtte sig selv, men deels maae vi dog aldrig glemme, at den ny Skabelse giennem Middel-Alderen er et stort og mageløst Mirakel, der medtog selv Christendommen et heelt Aar-Tusinde, og deels er det dog lige vist og lige klart, at Aandens Storværk først bliver kiendeligt i tilsvarende Stats-Begivenheder, ligesom Livet og Kraften i Enkelt-Mandens Tro og Tanke-Gang først bleve kiendelige paa Vexel-Virkningen mellem ham og hans Med-Mennesker. Derfor see vi, at selv i 📌Palæstina, hvor Aanden dog paa en ganske egen Maade styrede Udviklingen, maatte der dog stiftes en Stat, før enten Kirken eller Skolen kunde træde i ordenlig Virksomhed, og at den forunderlige Kirke-Stat, Christendommen skabde midt i det Romerske Chaos, er netop det, der paa Historiens Skue-Plads aabenbarer dens Guddommelighed.

Slutningen bliver da, at netop fordi det Borgerlige-Selskab bevæger sig paa Grændserne af den synlige og usynlige, Haandens og Aandens Verden, netop derfor er det den egenlige Gienstand for Universal-Historien, men at enhver saakaldet Stat, hvor Haanden ei vil være Aandens Stat-Holder men Herre, saa Sværdet sidder ei meer i Rettens Haand men Retten i Spyd-Stagen, der er intet Borgerligt Selskab, men i det Høieste en ordenlig Røver-Bande leiret paa en Myre-Tue. Hvor derimod Staten virkelig er bygget paa Lov og Ret, der er et Borgerligt Selskab, som efterhaanden vil udklække al den Frihed og Lighed, der lader sig forene med Retten og det Almindeliges Tarv, og der vil blive fredet om Skolen for at fremme almindelig Oplysning, der, som den ægte Stats sidste Øiemed nødvendig ved hvert virkeligt Fremskridt vil befæste den. Da nu Frihed er Kirkens Element og Oplysningen Skolens, saa kan det aldrig feile at vi, ved at følge med den ægte Stat, 15jo bestandig vil have den sande Kirke og den rette Skole ved Siden og idelig spore deres velgiørende Virkninger, men den universal-historiske Haand-Bog kan ikke indlade sig i at beskrive deres særegne Virksomhed, der ogsaa er stor og mærkværdig nok til at fortjene egne Haand-Bøger, som vil blive tydelige og tiltrækkende i samme Grad, som de store Stats-Begivenheder ere Læserne i frisk og levende Minde.

Naar vi saaledes ligesom slaae Leir i Stats-Historien, fra det Øieblik vi see Aanden med 👤Joseph indtræde deri, da see vi strax, hvor nøie Universal-Historien hænger sammen baade med Geographien og hele Natur-Kyndigheden, thi hvem veed ikke, at den Borgerlige Virksomhed er paa utallige Maader bundet til Landenes Vilkaar, og gaaer nærmest ud paa at giøre sig Jorden underdanig til dagligt Brug og at føre sig alle Kræfter til Nytte, men i Haand-Bogen kan naturligviis kun det kiendelig Store, Iøinefaldende, komme i Betragtning, og naar Man søger Kilden til de menneskelige Storværker enten i Floderne, i Luften eller andensteds end i Menneskets høiere Byrd og vidunderlige Forhold til Guddommen, da løber Man aabenbar efter Næsen, thi at alt menneskelig Stort i Verden er enten skedt i 📌Palæstina, 📌Grækenland og 📌Rom, eller dog udgaaet derfra, det lader sig umuelig forklare enten af Himmel-Egn, Jord-Bund, Vand-Løb og Bjerg-Strækninger, eller af nogen anden Natur end Guds og Menneskets!

Der er imidlertid en dyb Sammenhæng i Alting, end sige da mellem Mennesket og hans Moder, som Jorden jo er, og mellem os og den Luft, vi indaande, saa Intet i Verden kan i Grunden være tilfældigt uden for Tosser, og allermindst det, at Ebræer, Græker og Romere havde deres Bo-Pæle paa et og samme Strøg, fra Øst til Vest, og Hoved-Folkenes Bo-Pæle er derfor ogsaa Hoved-Lande, hellige og classiske Steder, i Verdens-16Historien, som Haand-Bogen ingenlunde maa lade ubemærkede; thi selv om vi slet ingen Sammenhæng havde opdaget mellem Folkenes Liv og Landenes Leilighed, maatte vi dog stræbe bestandig at holde Opmærksomheden spændt derpaa, for at det kunde opdages hvad vi forud vide, maa nødvendig finde Sted. Misgreb og Misbrug er vist nok slemme Ting, men da de nu engang er uundgaaelige, maae vi finde os deri, og maae huske, at det altid dog i Grunden kun er Livet der misbruges, saa, naar vi skulde forebygge Misbrug for Fremtiden, maatte vi ei blot, som Pharao, lade alle Drenge-Børn drukne, men slaae alle Børn ihjel og os selv bag efter, hvad dog netop vilde være en uhyre Misbrug af Livet, altsaa det største Misgreb, Man kan tænke sig. Uagtet derfor Lysten nu er stor nok til at forklare Livets Yttringer af Dødens Natur og til at spørge det Umælende om, hvad de der føre Ordet egenlig har at sige, saa det var Synd at kiæle for den, desuagtet maae vi dog indrømme, at Man ikke engang kan sige, hvor Historiens Hoved-Lande egenlig er at finde, uden til Huus-Behov at have orienteret sig paa Jorden, og naar derfor historiske Læsere bryde sig for lidt om Breden og Længden, Bjerge og Floder, Dyr og Fugle, Træer og Planter, Nærings-Veie, Fabriker og Manufakturer, hvor de færdes, da kommer det dog vist for en stor Deel af, at de der veed bedst Beskeed med saadanne Ting sædvanlig bryde dem alt for lidt om Historien og Moders-Maalet og betænke derfor ligesaalidt Historie-Skrivernes som deres Læseres Tarv. Vel fristes Man nemlig aldrig meer til at ønske, Man omtrent var alvidende, end naar Man skriver en Haand-Bog i Universal-Historien, men derfor bliver Man det naturligviis ikke og Polyhistoriets Historie stadfæster alt for kiendelig den latinske Phrase: aliqvid in omnibus et nihil in toto, til at Man engang, med Øie paa det Hele, kan faae 17Lyst til, ved at samle Stumper, at blive en Stymper i Alt. Derfor skulde vi smukt arbeide hinanden i Hænderne og da det dog hidtil kun er skedt baade sjelden og keitet, for ei at tale om det Avede, saa kan Man endnu ikke forlange det korte men omfattende og tydelige Over-Blik af de store Natur-Forhold, hvori Mennesket som Jord-Bo staaer, et Over-Blik der ellers netop i Indledningen til en Haand-Bog i Verdens-Historien var paa sit rette Sted. Noget maa der imidlertid dog siges, og lidt veed ogsaa alle Bog-Orme, naar de blot kan hitte paa, kun at sige hvad der er Hoved-Sagen og at sige det saaledes, at Man ikke selv maa være en Bog-Orm, eller vel endog klogere paa Tingene end de, for at forstaae dem. Nu at hitte strax paa begge Dele er, som overalt, videnskabelig talt at slaae to Fluer med eet Smæk, for meget forlangt, men der vil allerede være Noget vundet, naar Man seer, hvad der maa lægges vel Mærke til.

Det er nu for det Første ikke, som Man i det attende Aarhundrede troede, at Solen, efter Sigende, staaer stille istedenfor at staae op og gaae ned, thi tør Man i dette Stykke ei engang troe sine egne Øine, var det dog en mageløs Urimelighed at troe Andres blotte Forsikkring tvert derimod, og det er desuden til Lykke Noget, Man ganske rolig kan lade være Solens og Stjerne-Kigernes egen Sag, da Solen umuelig kan have Noget imod, at vi betragte den med de Øine, vi har, og selv Astronomerne finde det nødvendigt til daglig Brug at snakke os efter Munden, som om Solen virkelig endnu stod op og gik ned og bugtede sig under Aarets Løb i Dyre-Kredsen af de tolv Himmel-Tegn! Naar Man nu endelig veed, at indtil det attende Aarhundrede efter 👤Christi Fødsel var det baade mellem Lærd og Læg den herskende Tanke-Gang, at Solen, der saa 18kiønt oplyser vore Øine til at see alt Andets virkelige Stilstand eller Bevægelse, ingenlunde forblindede dem for dens egen, saa indseer Man strax, at Man i alt Fald hverken kan have synderlig Skam eller Skade af at troe sine egne Øine, til Man soleklart overbevises om, at alle Folk i dette Stykke see feil, og at dette soleklare Beviis i det Mindste endnu ingenlunde er ført, bliver da egenlig det Eneste, Historien har at melde om den besynderlige Paastand af det attende Aarhundredes Astronomer, at hvem der ikke i Blinde vilde troe dem bedre end sine egne Øine, var gruelig forblindet af Fordomme og behersket af Overtro.

Derimod er Solens Virkning paa Jorden, hvoraf den saa kommer, en ligesaa mærkværdig Ting i Verdens-Historien som i det daglige Liv, saa Jævn-Døgn og Soel-Hverv spille deri en ganske anderledes Rolle, end de fleste historiske Læsere forestille sig; thi de give ikke blot Jorden kiendelige Afdelinger med faste naturlige Grændser, men har tillige giennemgribende Indflydelse paa Alt hvad der lever og voxer, saa Menneskerne paa mange Maader deels lokkes og deels nødes til at rette sig derefter. Vel er det nu hardtad en Skam at skrive om saadanne Ting, naar Man ikke veed stort meer, end at hvad Man i daglig Tale kalder Linien, er Jævndøgns-Linien, saa der har Man een Gang om Foraaret og een Gang om Efteraaret Solen lige over Hovedet, og er hele Aaret igiennem ikke langt derfra; men hvor ubetydelig denne Kundskab end synes at være, er den dog langt nødvendigere og langt mere frugtbar, end de fleste Læsere formode; thi Naturen er, som Man nok veed, meget simpel i sin store Gang og nøies med Lidt. Med de to Jævn-Døgne staae nemlig de to Soel-Hverve i nøieste Forbindelse, thi ved det Solen ligesom besøger Ægypterne om Sommeren og Æthioperne 19om Vinteren, skabes der saavel norden som sønden for Linien, en Strækning paa 350 Mile, hvor Man een Gang om Aaret har Solen lige over Hovedet og slet ikke noget af det vi kalde Vinter, hvad naturligviis i alle Maader giør en mærkelig Forskiel, saa den Strækning kalde vi med Rette de varme Lande eller det hede Jord-Strøg, men de Lærde, der, til stor Skade baade for dem selv og os, gierne vil have deres Sprog for dem selv, kalde ikke blot sædvanlig Linien Æqvator, men ogsaa, for en Feils Skyld, de varme Lande de Tropiske, som Man maa vide, for ikke at lade sig forvilde, men Hoved-Sagen er, at dette Jord-Strøg er Dyrenes især de Vildes Himmerig, men Menneskets Helvede, saa der har det Borgerlige Selskab ligesaalidt som Aanden kunnet lykkes eller trives.

Fra det Sted derimod hvor Man ved Sommer-Soelhverv har Solen lige over Hovedet begynder en Strækning mod Norden paa 650 Mil, som ender, hvor Man om Sommer-Soelhverv har ingen Nat og om Vinter-Soelhverv ingen Dag, og dette Jord-Strøg, som Man kalder det Milde eller Tempererede, har til alle Tider været det egenlige Menneske-Land eller Mand-Hjem; thi vel er der naturligviis en ligesaadan Himmel-Egn søndenfor Linien, men skiøndt Man nu veed, der ogsaa er en heel Deel Jord, har Man dog aldrig spurgt store Tidender derfra.

Hvad der endelig ligger længere derfra end 650 Miil er for Mennesket det kolde Helvede ligesom Landet ved Linien det Hede, thi der seer Man hardtad kun Iis og Snee, og hvor det er livligst, mosgroede Stene, Rensdyr og Finner. Disse Jord-Strøg hvoraf Man kun kiender noget til det Nordlige, hedder i Konst-Sproget Polar-Landene, fordi de er nær mest ved 20den nordligste og sydligste Punkt, som de Lærde kalde Polerne.

Naar man veed Saameget og derhos at Jord-Kloden, med Land og Vand, baade efter gamle Sagn og nye Opmaalinger, er rundagtig eller æggetrind, da behøver Man kun et flygtigt Øiekast paa en konstig Jord-Klode (Globus) for at see, hvad Man forstaaer ved de Kredse, Man tænker sig og taler om, naar Man i Korthed vil angive Landes og Steders Beliggenhed mod Syd og Nord; thi Linien tænker Man sig som en Krinds der deler Kloden midtad, og hvor det hede Jord-Strøg ender, tænker Man sig de to saakaldte Vende-Kredse, som burde hedde Soelhvervs-Kredse, og paa Grændserne af de milde og de kolde Jord-Strøg begge Polar-Kredsene. Ethvert Steds Afstand fra Linien kalder Man nu dets Brede eller Poli-Høide, der naturligviis kan være baade sydlig og nordlig, men er, som sagt, i alle Universal-Historiens Hoved-Lande nordlig, og angives i Grader, saaledes, at ved en Grad i Breden eller Poli-Høiden forstaaes femten Danske Mile hver paa 12000 Alen, saa der fra Jevndøgns-Linien bliver lidt over 23 til hver af Vende-Kredsene, 66 til hver af Polar-Kredsene og 90 til hver af Polerne. At Man endelig kalder den nordlige Vendekreds Krebsens og den Sydlige Steen-Bukkens, det kommer af at Man fra Arilds-Tid inddeelde den Kreds, Solen i Aarets Løb beskriver eller den saakaldte Dyre-Kreds efter de tolv Stjerne-Billeder eller Himmel-Tegn, den giennemgaaer, saa Sommer-Soelhverv indtræffer i Krebsens og Vinter-Soelhverv i Steen-Bukkens Tegn; men at de Lærde helst kalde Dyre-Kredsen Zodiaken, Soel-Banen deri Ekliptiken og Vende-Kredsene Tropiker, er vel kun af Slendrian fra den 21Tid, Man kunde kun lidt Græsk og havde dog megen Lyst til at vise, Man kunde Noget.

See, det er Børne-Lærdommen i den historiske Astronomi, som Man ikke kan undvære, men naar Man nu kort og tydelig kunde angive de Hoved-Træk, der udmærke og adskille de hede, milde og kolde Jord-Strøg eller Bælter (Zoner) baade i Henseende til Dyr, Vexter og Alt hvad der har kiendelig Indflydelse paa Menneske-Livet, da vilde det ingenlunde være overflødigt. Det er imidlertid noget vanskeligt, blandt Andet fordi Afstanden i Syd og Nord fra Linien vel giør en kiendelig Forskiel men dog ingenlunde eens, saa Meget kommer an paa Beliggenheden i Øst og Vest, som Man kalder Længden, men har ingen faste, naturlige Grændser at beregnes efter, og Meget beroer paa den underlig afvexlende Høide over Havet, som giør at Man i Høiden finder Snee under Linien og finder mangensteds enten koldere eller mildere Egne, end Man efter Poli-Høiden skulde formode. At for Resten Guldet og Sølvet findes mest i 📌Syden og 📌Vesten, Kobberet og Jernet derimod i 📌Østen og 📌Norden, at Linien gaaer mest over det store Verdens-Hav, og at Landene i det hede Bælte, der altid var saa fattige paa ædelt Blod, er, mod Vesten (i 📌Syd-Afrika, 📌Brasilien, 📌Peru og 📌Mexiko) uden Sammenligning de Rigeste paa ædle Stene og Metaller, og mod Østen (i 📌Arabien og 📌Indien) Palmernes, Risens og Bomuldens, Sukker-Rørets og Kaffe-Træets, Kryderiernes og de fine Røgelsers Hjem, det er en let Bemærkning, men som bliver vigtig, fordi Verdens-Handelen i det Store er udsprunget af Lysten og Driften hos de kraftigste Folke-Stammer til, saavidt mueligt, at forbinde de varme Landes Rigdom med de milde Egnes mageløse Yndigheder.

Disse milde Egne blive imidlertid, som Hoved-Folkenes Bopæle, bestandig Historiens Hoved-Lande, ligesom de 22da ogsaa er dens Fædreneland, men uagtet vor Opmærksomhed derved fæstes paa et Rum i Breden af 6—700 Mile, maae vi dog strax bemærke, at Alt hvad der ligger vestenfor 📌Herkules-Støtterne eller Strædet ved 📌Gibraltar (📌Nørve-Sund) og Alt hvad der ligger østenfor den 📌Finske Bugt, 📌det Kaspiske Hav og 📌Indus Floden, ligger udenfor Historiens Skueplads baade i Old-Tiden og Middel-Alderen, saa det er først i Nyaars-Tiden, den universelle Retning kraftig har aabenbaret sig, ved at udvide den menneskelige Syns-Kreds og Virke-Kreds, saavidt mueligt, over hele Kloden, hvorved de skjulte Lande i Øst og Vest tilligemed det hede 📌Syden har begyndt at træde ud af deres Dunkelhed.

Indskrænke vi os nu, efter Historiens Anviisning, til dette Midt-Land (Midgaard), der ogsaa endnu er det egenlige Mand-Hjem, da deler det sig selv med skarpe Grændser, i 📌Asien ved 📌de Tauriske Bjerge og i 📌Europa ved 📌Alperne og hvad dermed staaer i Forbindelse, thi der sydenfor paa en Brede-Strækning af halvtrediehundrede Mile (eller mellem 30 og 45 Graders nordlig Poli-Høide) ligger den egenlige Vin-Gaard og Oliven-Skov, Hvede-Mark, og Silke-Rede, som udgjorde Historiens Skue-Plads i Old-Tiden, og hvad der ligger nordenfor, som Man kunde kalde Abild-Gaarden og Humle-Haven, Ege og Naale-Skoven, Rug-Vangen, Byg-Holmen og Hør-Stykket, begynder først i Middel-Alderen at vinde den Betydning, Man nu fristes til at tænke det har havt fra Arilds-Tid. For at orientere sig paa Historiens Skue-Plads, giør Man desaarsag vel i, bestandig at have 📌Middel-Havet i 📌Syden og 📌Øster-Søen med hvad dertil hører i 📌Norden, uafladelig for Øine; thi skiøndt Skue-Pladsen i Old-Tiden strækker sig længere mod Østen, bliver 📌Middel-Havet dog Begivenhedernes Middel-Punkt, og hvad der siden virkelig har gjort Epoche i Histo23rien, enten findes i Kredsen omkring 📌Øster-Søen og 📌Kattegat, eller er dog aabenbar udgaaet derfra.

Heraf kunde Man fristes til at tænke, at den Varme Havet udbreder i sit Nabo-Lag var den Oplivende og Solens den Udmattende, men da alle Strand-Siddere er langt fra at være lige daadfulde, viser allerede det, at Grunden ligger dybere, saa Thetys bliver kun Moder til Achil, naar Guderne selv fæste hende til deres Yndling og giør hendes Bryllup. Naar imidlertid Folk med Aand og Kraft komme til Klinterne og see ikke det vilde men det formildede, indenlandske Hav for sig, da er det ganske naturligt at de føle en egen Drift og Dristighed til at pløie saa vid en Mark, og det føder nødvendig, under venligt og fiendtligt Samkvem, den Vexel-Virkning hvorved alle Kræfter udvikle og alle Forhold klare sig.

Herved mindes vi om de mangfoldige Handteringer og Nærings-Veie, der gives i Verden, og medens det følger af sig selv at Ager-Dyrkningen omtrent er det Samme for det Borgerlige Selskab, som det daglige Brød for enhver af os, kan det nok behøve at erindres, at der til dette faste Element maa komme et Flydende, naar Menneske-Aanden skal glæde sig ved Staten, der ellers sædvanlig gaaer i Staae, saa dens Historie bliver kun et Bind Almanakker, hvori Aars-Tallene og Aars-Tiderne spille Hoved-Rollen, og selv de største politiske Omvæltninger blive knap saa mærkværdige, som usædvanlig stærke Jævndøgns-Storme og Soelhvervs-Oversvømmelser. Dette flydende Element i Folke-Livet hører naturligviis til Vandet, ligesom det Faste til Landet, men Erfaring lærer at Floder vil kun lidt forslaae, med mindre Man følger dem ud i Havet; thi ellers bidrage de netop til at indskrænke Syns-Kredsen og giøre Livet eensformigt. Det er i denne Henseende moersomt at sammenligne Old-24Tidens berømteste Floder med Middel-Alderens og Nyaars-Tidens; thi 📌Ganges, 📌Euphrat og 📌Nilen skabe sig hver et Konge-Rige, hvori de æres som Guder, men 📌Donau, 📌Rhin og 📌Thæms er kun de store Canaler for en udbredt Vexel-Virkning og skattes derefter, saa den vidaabne 📌Thæms danner en besynderlig Modsætning til den laasede 📌Nil. Skibs-Fart og Handel, med Havet til Middel-Punkt, er derfor et Element som ingen Stat kan være fremmed for, hvori Menneske-Aanden skal udvikle sig, da det ene er derved Oplysning og alle frie Konster vinde Borgerskab, saa det er med Skibs-Fart og Handel som med Menneske-Livet i det Hele, der desaarsag er blevet saa almindelig lignet ved en Pløining af den høie Sø: Intet er vel udsat for saa megen Misbrug og forbundet med saa øiensynlig Fare, men Kampen maa voves om Kronen skal vindes. Toge vi derfor Phønicer, Græker og Nord-Boer ud af Verdens-Historien, da borttog vi dermed hele den store Udvikling af Menneske-Livet, og uagtet Aandens særegne Plan med Jøderne krævede en afsondret Stilling og en langsom Udvikling, maatte der dog til en Tid knyttes en venlig Forbindelse mellem dem og Phønicerne, ei blot for at 📌Jerusalems Tempel kunde bygges, men ogsaa for at Folkets Syns-Kreds kunde saaledes udvides og Sjæle-Evnerne saa mangfoldig udvikles, som vi see af Propheternes især af 👤Ezechiels Skrifter, de blev!

Har vi nu saaledes fæstet Opmærksomheden paa Hoved-Folkenes Stats-Begivenheder, med et Blik paa deres Bopæl og daglige Sysler, da er der vel endnu kun een Punkt, der kræver et særdeles Hensyn og det er Tids-Regningen. Vist nok har Man i den sidste Tid gjort alt for meget Væsen af Aars-Tal, især i Universal-Historien, hvor de er langt fra at være saa vigtige som i Enkelt-Mandens korte Levnets-Løb, og det maa deels tilskrives den 25uheldige Omstændighed at Universal-Historien i sin Barndom opammedes af Middel-Alderens Annalister som deres eget Barn, og deels hænger det sammen med vor Gammelagtighed, thi at Man i Alderdommen lægger ganske anderledes Vægt paa et Aar end i Ungdommen, er noksom vitterligt; men med alt det er Historie uden Tids-Regning dog unægtelig et Chaos, saa det kommer kun an paa at ramme det Rette, hverken kræve Umueligheder, eller smaalig efterstræbe en Nøiagtighed, der kun er til Byrde, eller, hvad endnu er det allerværste, give paa fri Haand Tids-Regningen Udseende af en Sikkerhed og Nøiagtighed som den ikke har.

For nu at orientere os i Tidsregningen, maae vi begynde med Tiden selv og betænke, hvad kiendelig Indflydelse den har paa Menneske-Livet, hvorved det da strax falder i Øinene, at det selv i Enkelt-Mandens Levnets-Løb ikke kom mer stort an paa Aars-Tal, men kun paa Aars-Tider, hvoraf det Fuldstændige, desværre, har Fire, ligesom Aaret hos os, skiøndt vi heller saae, de havde Begge kun Tre, nemlig Vaaren, Sommeren og Høsten, som i Menneske-Livet kaldes Barndom, Ungdom og Manddom, hvortil Alderdommen, som Livets Vinter, kun synes en sørgelig Tilgift. Da nu Ti den er langt fra at bide saa stærkt paa et Folke-Liv, som paa Enkelt-Mandens, og gnaver endnu meget langsommere paa Menneske-Slægtens i det Hele, saa giælder det aabenbar i Universal-Historien fornemmelig om at vide, hvad der hører til hver Tids-Alder, og hvorvidt vi nu omtrent er rykket frem i det store Levnets-Løb; thi veed vi kun det, da kan Hoved-Begivenhederne ogsaa give os et Overblik af Udviklingen og et Glimt af Maalet, som naturligviis er det Høieste vi kan vinde ved at lægge os efter Verdens-Historien. Snart komme vi nu til den Indsigt, 26at hvad vi i Stats-Historien kalde Old-Tiden, eller Phønicers, Jøders, Grækeres og Romeres Leve-Tid, svarer til Ungdommen i Enkelt-Mandens Liv, saa Barndommen maa være gaaet forud og, skal Livet ikke være spildt, Manddommen følge efter. Her er unægtelig Knuden i Universal-Historien, thi ingen af nysnævnte Old-Tidens Hoved-Folk fortsætte aabenbarlig deres Liv giennem Middel-Alderen, saa det kan synes som Menneske-Slægten da maatte begynde for fra igien, men at alle historiske Folk har enedes om at kalde den Tid Middel-Alderen, som er Manddoms-Navnet, viser dog allerede, den har gjort et tilsvarende Indtryk paa dem, og ved nøiere Eftertanke opdage vi let, at det Vildsomme i den reiste sig nødvendig deraf, at Nord-Boerne, som skulde fortsætte Menneske-Livet fra Oldtiden, havde baade Alderen og Kræfterne dertil, men fattedes deels Lysten og deels Hjelpe-Midlerne til at gjøre det sømmelig, saa de maatte fra alle Sider tages i Skole, hvad de naturligviis krympede sig ved, og Sagen gik da i Lang-Drag, saa det var først ved Reformationen, de Dygtigste besluttede dem til for Alvor at lære deres Lexe, og det er først nu vi kan begynde videnskabelig og derved ret kiendelig at fortsætte Menneske-Livet fra Old-Tiden. Herved knytter sig en ny Haarde-Knude, da Alderdommen kommer bag paa os, just som vi skulde gjøre videnskabelige Kæmpe-Skridt, hvad paa de gamle Dage, selv naar det ikke forbyder sig selv, dog altid falder ubeleiligt, saa det er intet Under, at selv de Fleste, der nedstamme fra 📌Nordens Kæmper, nu hellere slaae dem til Ro, enten med den Tanke, at Old-Tiden stilede for høit, eller med den, at vi sovende er kommet Maalet saa nær, at vi, med Kieppen til det tredie Been, ret magelig kan skræve til det. Det Første er nu imidlertid at gjøre det Samme som Pa27pisterne skal have gjort ved Reformationen, nemlig at opgive Fortsættelsen af Livet saavelsom dets høie Maal, og det Sidste lader sig ligesaa aabenbar kun giøre i Drømme; thi at ville forklare Menneske-Livet, førend Man endnu giennem Universal-Historien har lært at kiende det heelt og forstaae det ret, er jo saa barnagtigt, at saa gamle Folk som vi ere, bestemt maae gaae i Barndom før vi, uden at skiemte dermed, kan tale derom.

Have vi nu saaledes orienteret os i Tiden og besluttet at finde og skikke os i den, da forlange vi hverken udførlige Beretninger om Slægtens Barndom eller en nøiagtig Tids-Regning for den, men ønske blot at vide, af hvad Rod det forunderlige Barn er oprundet, hvilke Anlæg Det viste, hvilke Hændelser der havde mærkelig Indflydelse paa Det for hele Livet, og hvorlænge omtrent Barndommen varede. Herom finde vi da ogsaa forunderlig kort og klar Beskeed i de første Kapitler af den mageløse Bog, der vel oprindelig er Jødernes hellige Skrift, men er først ved Christendommen saaledes udbredt, bevidnet og beseiglet, at der ikke gives en paalideligere Hjemmel i Universal-Historien.

Med Ungdommen er det nu vel allerede en anden Sag, thi naar hvert Folk gaaer paa sin egen Haand, faae de naturligviis hver sin Historie og lettelig hver sin Tids-Regning, som kunde forvilde slemt; men til vor store Lykke holdt dog eet Folk fast ved Menneske-Slægtens almindelige Tids-Regning og kom saa betimelig i Berørelse med Old-Tidens andre Hoved-Folk, at vi derved komme ind i deres Tids-Regning, og for at giøre vort kronologiske Held fuldstændigt, er det samme Folk til endnu, regner endnu fra Verdens Skabelse og er, uden al Sammenligning, den bedste Regne-Mester i hele Verden! Da der kun er eet Folk at giætte paa efter den Beskrivelse, 28veed Enhver, her menes Jøderne, som, naar vi skrive 1832 efter 👤Christi Fødsel, skrive 5593 efter Verdens Skabelse og har i det Mindste siden 👤Moses Tid neppe kunnet tage Feil, da Man i det borgerlige Liv kun lægger eet Aar til ad Gangen. Ogsaa i Tids-Regningen kan vi da giøre et Kæmpe-Skridt, blot ved at gaae ud af Studere-Kamret ind i det borgerlige Liv hos Jøderne og de Christne; thi derved faae vi de to ypperste Hoved-Folk, hvis Levnets-Løb hænger sammen og udfylder hele den historiske Tid, til Hjemmel for vor Tids-Regning, og det er der ganske anderledes Hold i, end Aars-Tal i gamle Papirer, som let kan være forskrevne eller forfalskede og nye Regnestykker enten efter de skrevne Tal eller paa fri Haand, hvad her vil sige: i Luften. Veed vi derimod først fra Livet, at det paa saa lidt nær, som slet ingen kiendelig Forskiel kan giøre i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, er 1832 Aar siden 👤Christus blev født og at da skrev Jøderne omtrent 3761, da kan vi i Bøgerne stave os til Alt hvad der i denne Henseende ligger Magt paa, thi da Jøderne komme i Berørelse baade med 👤Cyrus, 👤Alexander og 👤August, see vi strax, hvad der er Hoved-Sagen, at Jødernes egenlige Folkeliv er endt, da Grækernes begynder, saa den Ebraiske, Græske og Latinske Historie kun i Slutningen, da vi kiende Forholdet mellem Regningen fra Verdens Skabelse, den første Olympiade og 📌Roms Bygning, løber parallel.

Hvorlænge Menneske-Slægtens Ungdom nu omtrent har varet og hvad den egenlig førde i sit Skjold, kan vi da umuelig lære enten af de stumme Ægypter eller de sildefødte Græker, men ene af dem der havde baade giennemløbet og beskrevet et daadfuldt Borger-Liv, før 👤Solon gav 📌Athenen Love og Perser-Krigene aabnede den Universal-Historiske Skue-Plads for Grækerne, ligesom 📌Thermopylæ aabner 📌Grækenland for os. Ogsaa her vises vi da til 29derne som det Eneste af de Folk, der indlemmedes i 📌Perser-Riget, hvis Historie, beskrevet af dem selv, er kommet til os, thi medens det er Enhver uformeent at sværme om, hvor langt herligere og klarere Slægtens Ungdom vilde svæve for os, hvis vi enten havde de gamle Ægypters eller Phønicers, Babyloniers og Persers Historie beskrevet og Tids-Regning forklaret af dem selv, saa er det dog aabenbar Daarskab at indbilde sig, Man derved oplyser Tids-Regningen og den gamle Historie, som man tvertimod med Flid bringer i Vilderede, ved at vrage den eneste ordenlige Underretning, vi har, og phantasere over Forvirringen.

Vistnok have Nogle af vore Natur-Kyndige fortalt os, de kan see paa Bjergene, især paa dem af Kampe-Steen (Granit), at Verden maa have staaet meget længere end baade fem og sex tusind Aar, og det skal naturligviis være os en stor Fornøielse at høre dem giøre Rede for deres store Opdagelser saavel i Jordens Skiød som paa dens Overflade, naar de beflitte dem paa at tale jævnt og tydeligt; men saalænge de ei agte det Umagen værdt at giøre sig tydelige for Historie-Skriveren, kan de umuelig vente, at han, hvis han duer noget, ændser deres Indvendinger, og selv naar de naturlige Kiends-Gierninger staae klart for ham, er det et stort Spørgsmaal, om de sædvanlige Slutninger derfra vil findes ligesaa urokkelige som Klipperne. Sæt nemlig, at Bjerg-Lagene virkelig beviiste, at Dannelsen deraf maatte være begyndt for hundrede tusind eller for en Million Aar siden, da sluttede man deraf ganske rigtig, at de Skrift-Kloge løb med Lim-Stangen, da de vilde giøre det til en Troes-Artikel, at Verden var skabt af Intet for 5, 6000 Aar siden, men det gjorde de jo under alle Omstændigheder, baade ved at indskyde deres eget Intet i Skabelses- ͻ: Dannelses-Ordet, hvor det havde 30slet intet at giøre og ved at ville paabyrde den Christne Kirke en splinterny Troes-Artikel og hele den lærde Verden deres Exeges som en aabenbaret Historie. See vi derimod paa den Mosaiske Beretning om Verdens Skabelse, da lader den sig ikke blot forene med en høiere Ælde for Biergene end for Menneske-Slægten, men synes selv at forudsætte Bjergenes, ligesom den bestemt forudsætter Vandets Tilværelse, og nu er det jo naturligviis fra den Skabelse de selv forestillede sig og ei fra den, vore Skrift-Kloge hittede paa, at Jøderne regnede Aarene, ligesom heller ingen kan nægte, at den Natur, hvoraf Man skal kunne drage rimelige Slutninger om Menneske-Slægtens Alder, maa være dens egen og ei Bjergenes Natur; thi selv om Mennesket var sprunget ud af to Flinte-Stene, kunde han godt være en Million Aar yngre end de. Sandt nok, at skulde Menneske-Barnet enten skabt sig selv, eller hvad der løber ud paa det Samme, udviklet sig af en Østers, en Græs-Hoppe eller Orang-Utang, da maatte det sagtens taget Tid, men var formodenlig ikke lykkedes endnu, saa vi giætte med Nødvendighed paa en Aarsag til vort Liv, hvori der i det Mindste var ligesaameget som i Virkningen, og forudsætte dristig at vore første Forældre var i det Mindste lige saa menneskelige som Børn er nu, uden at finde det urimeligt, hvad vi læse i Jødernes hellige Skrift, at de, der, som de første Mennesker, kom underlig til Verden, var baade større og fremmeligere Børn end de findes nuomstunder.

Saameget om den universal-historiske Tids-Regning i det Hele, og for Resten klarer den sig, som sagt, fra 👤Cyri Dage af, saa alle de store Stats-Begivenheder hos Old-Tidens Hoved-Folk kan vi ordne efter Tids-Følgen, og at vi ikke derefter kan ordne de løse Rygter, Grækerne have opskrevet om deres egen og andre Folks Old-Tid skal være 31os ligegyldigt, da vi først maatte vide hvad der virkelig var skeet før det lønnede Umagen enten at spørge hvor eller naar. Hermed være det ingenlunde sagt at Grækernes ældre Sagn ei har nogen historisk Værdi, thi de er jo i alt Fald selv en Aands- Historie, men kun at paa dem er den sædvanlige Regning spildt, og at de i Verdens-Historien ei har mindste Krav paa at staae ved Siden ad de uskatteerlige Efterretninger om Slægtens Old-Tid, som vi finde i Jødernes hellige Skrift, ordenlig fortsatte fra 👤Moses til 👤Cyrus.

Hermed er da peget paa det Vigtigste, der ved Verdens-Historien foreløbig maa komme i Betragtning, og det maa ikke undre os Nord-Boer, om vor Maade at behandle og oplyse Historien paa, vil forekomme andre Folke-Færd fremmed, thi ligesom Jøderne er det eneste Folk der regner fra Verdens Skabelse, saaledes er Nord-Boerne det eneste Folk, der i deres Natur-Stand (Hedenskab) regnede paa Verdens Ende som deres høieste Triumph, og er, tilligemed Jøder og Græker, de eneste bekiendte Folk, der følde sig aandig og levende knyttede til Guderne og deres gamle Forfædre. Kun hos dem er derfor Historien blevet levende opfattet og samvittighedsfuld eftersporet, som vi kan see paa Mose-Bøgerne, 👤Herodots Græske Musæum og den Islandske Heimskringla. Kun hvor Man troede at den ældste Historie-Skriver talede med den Herre, Ansigt til Ansigt, som ikke lyver og i hvis Billede Mennesket er skabt, eller der, hvor Historien forgudedes, som Mnemosyne Moderen til alle Muser eller som Saga Odins Fortrolige, kun der kunde Universal-Historien i Vidskabs-Tiden vente sig ærbødige Dyrkere med Hjerte for det Underfulde i Slægtens Levnets-Løb, og med Øie for det Guddommelige Forsyn, hvoraf det styredes til et fjernt men herligt og straalende Maal, hvor Helten af Gudernes 32Æt, skiøndt han ved et sørgeligt Fald i den tidlige Barndom nedsank i de Dødes Rige, dog, opreist ved sin Faders Gunst og seierrig ved Hans overordenlige Bistand, finder den Livets Krone og det Udødeligheds-Bæger, som var Gienstanden for hans Længsel og Løsenet for hans Kamp.

Men nu vanke Jøderne alt giennem meer end Sytten Aarhundreder ustadige omkring uden Tempel og Throne og med tilbundne Øine for den Soel-Hverv i Tidernes Fylde, hvorpaa de ventede fra Arilds-Tid og som ene løser baade deres og hele Slægtens Gaade, og Grækerne, skiøndt det undtes dem at see Morgen-Røden fra det Høie, at blive boende i deres Fædres Land og nys igien at afryste Barbarernes Aag, saa ere de dog endnu som Fremmede i deres eget Hjem og fremmede for den Videnskabelighed, deres høibaarne Fædre udklækkede, saa vi Nord-Boer for Øieblikket er det eneste Historiske Folk, der er istand til videnskabelig at fortsætte sine Fædres Lev nets-Løb, dragende Fordeel af al den Udvikling, Tiden har medført og alle de Oplysninger den har bragt, uden at bukke os for Nogen af alle de Vildfarelser, Misbrug og Misgreb, Mellem-Tiden kun synes at have helliget og en død Videnskabelighed at have mesterlig befæstet. Vi kan umuelig tvivle om, at baade Jøder og Græker skal tage Deel i Seieren, de saa kraftig have forberedt og saa levende haabet paa, thi til Ragnaroks-Kampen, sagde vore Gamle, vækker Gjallar-Hornet alle hensovne Kæmper; men for Øieblikket er de dog at ligne ved en affældig Olding og et umyndigt Barn, til hvis videnskabelige Værger og Formyndere vi ere satte mod de Romerske Ulve og Ørne, der endnu forfølge dem og behandle deres rige Arve-Gods som et Rov. Medens vi derfor selv ere gyldige Vidner i 📌Nordens Historie, erklære vi, at i det Mindste ved Bogtrykker-Kunstens Opkomst var baade Jøder og Græker gyl33dige Vidner om deres Skrifters Ægthed og at desuden den Christne Menighed vidner for Jøderne lige op til den Dag, de endnu havde Tempel og Skrift-Kloge. Dristig oprulle vi derfor den universal-historiske Kiæde fra 📌Palæstina giennem 📌Grækenland og 📌Rom til os, og sige rolig: har den ikke Gyldighed for Andre, saa har den det dog for Jøder, Græker og Nord-Boer, og hvem der nu ikke føler sig i Slægt med dem, oprulle en Anden, om han kan finde den, eller nøies foruden, men han prøve ikke paa at forvirre og forvanske os denne, thi det kan vi ikke taale, og behøve det, saasandt vi er Kæmpernes ægte Børn, ikke heller; thi da er vi Mænd for at bryde Baner, hvor de ikke alt findes brudte og at bortrydde de Hindringer, vi møde underveis. Hvem der enten finder det fornøieligere at være hvad vi, med vore Fædre, kalde et Dyr, eller ærefuldere at være en saadan Selv-Stændighed, som vore Fædre kaldte en Rim-Thurs, ham har vi Intet at misunde, men misunder han desuagtet os hvad han selv ikke skatter og vil skille os derved, da maa han ikke fortryde paa, om det svider til ham, at vi har baade Mjølner og Gungner endnu og lader dem uspart, hvor det giælder Asgaards Fred. Vore Børn og Børne-Børn kan umuelig fare bedre, enten i Kirken, i Skolen eller i det Borgerlige Selskab, end ved efterhaanden at høste hvad der blev saaet i 📌Palæstina, 📌Grækenland og det Gamle 📌Norden, saa det maae vi nødvendig stille dem for Øie, som vi fandt det, og frede om det, til de blive store og vi blive smaa, da det faaer blive deres egen Sag, om de vil bytte 📌Israels Herlighed, 📌Græ kenlands Ynde og 📌Nordens Haab bort for ægyptiske Mumier og romerske Ære-Porte. De vil imidlertid formodenlig snart see, at aldrig noget Bytte var mere gjort paa Bedrag, fordi de, ved at 34holde fast paa hvad vi overantvorde dem, faae i Tilgift Alt hvad Man kan byde dem derfor, og har hvad Mennesker af vor Slægt immer trængde til, men aldrig fandt, uden hvor den Prophetiske og Apostoliske Aand svævede over Vandene: har i Kirken en kraftig og trøstelig Spaadom, der naaer til de evige Høie, i Staten en Retter-Gang, hvorved Fattig-Folk kan vinde og hvormed der stiles paa al den Frihed og Lighed, Man med Rette kan forlange, og endelig i Skolen en historisk fremskridende Oplysning, der langsomt men sikkert udvikler Adel-Menneskets Forestillinger om sig selv, om Gud og Verden, til al den Klarhed, de, uden at blive døde og tomme Begreber, i Støvet kan modtage. Saa lydelig og saa gyldig vidner allerede Erfaringen om Christendommens mageløs velgiørende Virkninger i det daglige Liv og dermed paa det Borgerlige Selskab, at der hører djævelsk Menneske-Had eller tyk historisk Vankundighed til at ønske dem afbrudte, og Dens Fortjenester af Menneske-Aandens Udvikling til Forstand i alle Retninger, og derved af Oplysning og Videnskabelighed, ere vel for Øieblikket saare miskiendte, men dog i Historiens Lys for aabne Øine umiskiendelige, da Troen aabenbar ligesaavel har udviklet den Forstand, der bekæmper som den der forsvarer den. Nu at tænke, at disse Virkninger kan vedblive, uagtet Man bortkaster Ærbødigheden for den levende Anskuelse af Gud og Mennesket, der aabenbar var det virkende Princip, det er saa ufornuftigt, at man maa skamme sig ved at tiltroe Nogen den Taabelighed, der ikke selv udtrykkelig vedkiender sig den, og at ville sætte den Romerske Fornuft i den Christelige Anskuelses Sted, er, baade efter Sagens Natur og Erfaringens Vidnesbyrd, at gjøre Døden til Livets, Vold til Rettens, Tyranni til Frihedens og Barbari til Oplysningens Statholder, saa i Sammenligning dermed var Middel-Alderens 35groveste Overtro paa Paven knap værd at nævne som Daarskab. Dog, sikkert vil det ogsaa snart indsees overalt, hvor Jøder, Græker og Nord-Boer have aandelige Frænder, og uden for den Kreds, stor eller lille, nytter det naturligviis ligesaalidt, som blandt dem der skabtes til Umælende, at tale om den Menneske-Aand, der svævede over Helte-Folkene og svæver endnu over deres Børn, naar ikke Fædrenes Tanke-Gang og Tunge-Maal ere blevne dem aldeles fremmede, og at de, der ikke kiende Aanden, ei heller har mindste Forstand paa dens Løbe-Bane, eller Ærbødighed for dens Maal, er saa naturligt, at det intet Øieblik maa forbause og skal kun giøre os ondt, fordi vi har den velgrundede Overbeviisning, at overalt hvor der lyder et Tunge-Maal, hvori vi kan udtrykke vor Tanke-Gang, der høre de som tale oprindelig til vor Slægt, om de end sank saa dybt, at vi maae skamme os ved at kalde dem Frænder!

36

Barndommen.

(omtrent 1900 Aar).

Skabelses-Bogen.

I Begyndelsen skabde Gud Himlen og Jorden, og det skedte, da Mulmet rugede over døde Vande, da aandede Gud derover og satte Skiel mellem Lys og Mørke og Dag og Nat, mellem Himmel og Jord og Land og Strand, og i sex Dage skabde Han Verden, som blev tilsyne. Det kostede Ham Altsammen kun et Ord, thi, saasnart Han kaldte, kom baade Lyset og Livet, i alle de Skikkelser, Han fandt for godt at nævne, saa der blev Soel og Maane og Stjerner paa Himlen og Fugle i Luften og Fiske i Havet og Græs og Blomster og allehaande Træer og Dyr paa Jorden.

Men omsider, paa den sjette Dag, sagde Gud: lad os nu skabe Mennesket, i vort Billede og efter vor Lignelse, til at herske over hele Jorden med al dens Kryb, over Fiskene i Havet og Fuglene i Luften, og Han skabde Manden (👤Adam) af en Jord-Klimp, men blæste Livs-Aande i hans Næse, saa Mennesket blev til en levende Sjæl, og Han skabde Kvinden (👤Eva) af Mandens Side, mens han sov, og da 👤Adam vaagnede og saae hende, sagde han: denne Gang er det Been af mine Been og Kiød af mit Kiød, derfor skal hun kaldes Mandinde, thi hun er taget af Manden. Og Gud velsignede Mennesket og sagde: vorder frugtbare og mangfoldige og op37fylder Jorden og giører eder den underdanig! Og Gud saae alt det, Han havde gjort, og see, det var Altsammen saare godt, og Han hvilede paa den syvende Dag og helligede den, til et Minde derom, og det er Oprindelsen til Verden, Mennesket og Hvile-Dagen!

Hermed begynder den ypperste og ældste Bog i Verden, som er Jødernes Hellige Skrift, og dette Folk troer endnu derpaa, naturligviis ikke som et menneskeligt Vidnesbyrd om hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, men som en Guddommelig Aabenbaring. Hvorvidt nu derved skal forstaaes Andet end det med Guddoms-Aande oplivede Menneskes Grund-Anskuelse af Skabningen og Skaberen, derom kan Man tvistes, men guddommelig er alle Dage denne Forestilling om Verdens Ophav, thi den er, som ingen Anden, baade Guddommen værdig og passende til Menneske-Aandens høieste Flugt og til Hjertets dybeste Rørelser, uden at selv Spidsfindigheden har kunnet opdage et eneste Træk deri, som streed mod en unægtelig Sandhed; thi selv om det var en saadan, at somme Bjerge er langt ældre end den Slægt, der begynder med 👤Adam, da bortfaldt derved vel endeel Bøger af vore Skrift-Kloge, men ikke en Tøddel af Skabelses-Bogen!

📌Paradis.

Gud havde plantet en Abild-Gaard og Lyst-Have fra 📌Øster-Lide, som fire Floder vandede, og en af dem hedder 📌Phison, den omslynger Guld-Landet 📌Havila, hvis Guld er purt og som er rigt paa Ædelstene, men den anden Flod hedder 📌Gihon og gaaer rundt om 📌Æthiopien, den Tredie, 📌Hiddekel, flyder østenfor 📌Assyrien, og 📌Phrath er den Fjerde.

I denne Have satte Gud Mennesket til at dyrke og bevogte den, og Livets Træ stod midt i Haven, og Gud sagde 38til Mennesket: du maa frit æde af alle Træer i Haven, men af Kundskabs-Træet paa Godt og Ondt skal du ikke æde, thi paa hvilken Dag du æder deraf, er du dødsens. Slangen, som var det klogeste Dyr, sagde imidlertid til Kvinden: har Gud ikke forbudt jer at æde af alle Træer i Haven? Nei, sagde Kvinden, Gud har tilladt os at æde af alle Træer, undtagen af Et, der staaer midt i Haven, som Han sagde vi skulde ikke æde af, for saa døde vi. Ei, sagde Slangen, det har ingen Nød, I døer, men Gud veed nok, at naar I æde deraf, faae I Øinene op og blive som Guder til at kiende Godt og Ondt. Da nu Kvinden saae at Træet var værdt at æde af, fandt Synet behageligt og Vidskaben deilig, saa tog hun af Frugten og aad og fik sin Mand til at giøre ligesaa. Da fik de begge To Øinene op og saae, de var nøgne, og de gjorde sig Bælter af Figen-Blade, men da de i Tus-Mørket hørde Guds Røst som lød i Haven, da krøb de bag Træerne i Skjul for Guds Ansigt, indtil Han kaldte og sagde: 👤Adam! hvor er du? Jeg blev bange, da jeg hørde din Røst, sagde 👤Adam, fordi jeg er nøgen! Og hvem, sagde Gud, har fortalt dig, at du er nøgen, med mindre du har ædt af det Træ, som jeg saa strængelig forbød dig? Ja, sagde 👤Adam, den Kvinde Du gav mig til Mage, hun gav mig Noget af det Træ som jeg aad. Da sagde Gud til Kvinden: hvi gjorde du det? Slangen, sagde hun, fik mig narret til at æde! Da dømde Gud mellem Kvinden og Slangen og satte Splid imellem dem og deres Sæd, og sagde til Slangen: Kvindens Sæd skal kløve din Isse og du skal stikke ham i Hælen. Men til Kvinden sagde Gud: paa Kummer og Suk faaer du nu Overflødighed, dine Børn skal du føde med Smerte, og Manden som din Hu staaer til, skal beherske dig! Og til 👤Adam sagde Gud: fordi du laande Øre til Kvindens Røst og aad af det Træ jeg forbød dig, da skal Jorden være gienstridig under dine Hænder og bære dig Torne og Tidsler og i dit Ansigts Sveed skal du æde dit 39Brød, til du synker i Støvet, som du er taget af, thi af Jord est du kommen og til Jord skal du blive.

Da gjorde Gud 👤Adam og 👤Eva en Klædning af Skind og drev dem ud af 📌Paradis, sigende: 👤Adam er blevet som En af os til at kiende Godt og Ondt, mon han skulde have Lov til at plukke Udødeligheds Frugt af Livets Træ! Tilmed satte Gud Cherubim paa Vagt med funklende, flagrende Sværd, som spærrede Veien til Livets Træ, og 👤Adam boede derudenfor.

Baade fordum og nys har de Lærde været meget tvivlraadige om, hvordan Man bedst skulde forklare sig denne vigtige og mageløse Efterretning om Menneske-Slægtens tidligste Barndom, og var det før sædvanligst at tage den bogstavelig som en aabenbaret Historie, da er det nu hardtad almindeligt at betragte den blot som en mærkelig Mythe fra den graa Old-Tid. Hvilken af Delene Man vælger, bliver Tingen imidlertid omtrent den samme, naar Syns-Punkten kun ikke forrykkes, ved at sætte Jødernes Hellige Skrift i en skiæv Forbindelse med den Christne Tro, hvad vore Skrift-Kloge siden Reformationen ret med Flid har gjort; thi som et almindeligt Opreisnings-Middel forudsætter Christendommen vist nok et almindeligt Fald, men Faldets Virkelighed beviser aabenbar ikke det mindste for Opreisningens, hvorfor ogsaa Jøderne i atten Aarhundreder antog det Ene og forkastede det Andet.

Naar vi nu lade al barnagtig Kiævlen fare, da bliver Spørgsmaalet blot, hvordan Man bedst skal forstaae den mageløs af hjemlede Efterretning om Menneske-Slægtens lykkelige og uskyldige Barndom, der, ved et ulyksaligt Feiltrin og tilsvarende dybt Fald, tog den sørgelige Vending, som Menneskets Natur-Stand under alle Himmel-Egne kun alt for godt lærer os at kiende. Lettelig enes vi da vel ogsaa, deels om det, at havde Mennesket ei før sit Fald havt lysere Øieblikke og bedre Dage end siden, blev hele Levnets-Løbet uforklarligt, og 40deels om at Mennesket i sin tidligste Barndom ei faldt som en gammel Philosoph men som et Barn, saa Fortællingen vanskelig kan tages for barnlig. Selv Slangen kan, trods sit fabelagtige Udseende, neppe undværes, thi naar Man veed hvad Man siger, hvad de Lærde jo maae, da bliver det en grov Injurie mod Menneske-Slægten at sige, den har fristet og forført sig selv, og en reen Guds-Bespottelse at skyde Skylden paa den medskabte Sandselighed, saa en udvortes Frister er aldeles nødvendig.

📌Paradiset lader sig heller ikke godt sprænge i Luften, især for de Floders og Landes Skyld, som udtrykkelig nævnes, men vist nok kan Man ikke tænke sig Abild-Gaarden saa lille som sædvanlig, da den maatte være bestemt til hele Menneske-Slægten, i det Mindste i Barndommen og formodenlig i Ungdommen med. Det er derfor neppe urimeligt at antage, det var netop hele det samme Jord-Strøg i Øst og Vest, hvor Man endnu tænker sig Menneske-Slægtens Vugge, og hvor vi bestemt veed, den Universal-Historiske Skue-Plads var giennem hele dens Ungdom, altsaa de deilige, milde Egne fra 📌Himmel-Bjergene rundt om 📌Middel-Havet til 📌Herkules-Støtterne. Ved tre af Floderne tænker Man da uvilkaarlig paa 📌Ganges, 📌Euphrat og 📌Nilen, der i Old-Tiden spillede saa udmærket en Rolle, som store Patte-Flasker for Folkene i Barndommen, der naturligviis siden blev overflødige og brugdes kun af blødsødne Skrællinger, mens de raske Unger-Svende udspyttede Patten, pløiede det vilde Hav, besteg de høie Bjerge og forsøgde sig i Verden. Naar Man nu sporer de tre Paradis-Floder saa kiendelig, kan Man ikke godt finde sig i at den Fjerde skulde være aldeles forsvundet, og vover heller at giætte paa 📌Amazon-Floden (📌Maranhon) i 📌Syd-Amerika, som skal have en slaaende Lighed med de Andre, og hvorpaa det passer udmærket godt, hvad der skrives om 📌Phison, at den flyder om Guld og Ædelstene. 41Sligt kan jo vel synes Mange latterligt, for det vilde Havs Skyld, der skiller 📌Amerikas Guld-Land fra 📌Afrikas, men det var ikke saa urimeligt, om Jor den engang i sine unge Dage havde hængt rigtig sammen, og Abild-Gaarden havt ligesaa forsvarligt et Hegn mod Vesten i 📌Andes-Bjergene, som mod Østen i 📌Himmel-Bjergene, og 📌Havila-Navnet synes virkelig at være blevet siddende i 📌Abylæ som Man veed er Navnet paa En af 📌Herkules-Støtterne.

👤Kain og 👤Abel.

👤Adam og 👤Eva havde først to Sønner: 👤Kain og 👤Abel, og da 👤Kain var født, sagde 👤Eva: her fik vi Guddoms-Manden, men 👤Kain blev en Ager-Dyrker og 👤Abel en Hyrde. Derpaa frembragde 👤Kain Herren et Offer af Første-Grøden og 👤Abel ligeledes Et af sine bedste tidligfødte Lam, og Gud saae mildt til 👤Abel og hans Gaver, men 👤Kain og hans Offer lagde Han slet ikke Mærke til. Det ærgrede 👤Kain, saa han skæmmede sig, men Herren sagde til ham: hvi ærgrer og skæmmer du dig, eller hvad er rigtig Offring med feil Deling? Ti du derfor stille, og tving den Synd, dig lokker! Siden sagde 👤Kain til sin Broder: kom, lad os gaae ud i Marken; og Enden blev, at mens de var derude, sprang 👤Kain til og slog sin Broder 👤Abel ihjel. Da sagde Gud til 👤Kain: hvor er din Broder 👤Abel? det veed ikke jeg, sagde han, skulde jeg passe paa min Broder? Hvad har du dog gjort, sagde Herren, din Broders Blod raaber til mig fra Jorden. See, den Jord som indsugede din Broders Blod fra din Haand, forbander dig og belønner ei dit Arbeide naar du dyrker den, Rædsel og Angest er dine Følge-Svende! Da sagde 👤Kain: min Skyld er utilgivelig stor og Du har idag landsforviist mig, men naar jeg nu vandrer med Rædsel og Angest at skjule mig for dine Øine, vil ikke da Enhver som træffer mig slaae mig ihjel? Nei, sagde Herren, hvem der slaaer 👤Kain ihjel skal 42faae det syvfold betalt. Saa satte Herren et Mærke paa 👤Kain at Ingen der traf ham skulde dræbe ham, og 👤Kain gik ud fra Guds Ansigt og nedsatte sig i 📌Nod-Landet bagved 📌Paradis.

👤Kains førstefødte Søn hedd 👤Enok og efter ham kaldte han Staden op som han bygde, men 👤Lamek, som nedstammede fra 👤Kain i femte Ledd, tog to Koner: 👤Ada og 👤Silla, og 👤Ada var Moder til Hyrde-Fyrsten 👤Jabal og til 👤Jubal, som opfandt allehaande Strængeleg; men 👤Silla var Moder til 👤Thubal, som blev Mester for at smedde baade Jern og Kaabber, og til hans Syster 👤Noema. Samme 👤Lamek sagde engang til sine Koner: hør, hvad jeg siger og mærker mit Ord, en Mand har jeg dræbt mig til Meen og til Hjerte-Saar slog jeg en Yngling, men vorder 👤Kain syv Gange hevnet, syttigang syv bliver 👤Lamek.

Ogsaa med dette store Old-Sagn giør det ingen synderlig Forskiel, enten det tages poetisk eller prosaisk, naar Man kun husker, at sandt maa det være; thi det Vigtigste er hvad aabenbar ligger deri, at Afguderi saalidt som Ugudelighed har været Moder til sand Guds-Frygt, men at de i Grunden er to Alen af eet Stykke og i alt Fald yngre end den sande Guds Kundskab og Dyrkelse. Det Andet er ligesom Dette, thi, skal Sagnet giælde for Sandhed, maa ogsaa de almindelige Handværker, selv Smedens og Spille-Mandens, være næsten lige gamle med Menneske-Slægten, og naar Man mærker det, fristes man ikke let til at tvivle om den historiske Nøiagtighed i et Sagn, der med den største Barnlighed og saadanne Træk som Navnet paa 👤Thubals Syster og ei et Ord meer om hende, forbinder en psychologisk Grundighed i Skildringen af den første Morder, Man maa studse ved.

👤Adams Slægt-Register.

Gud gav 👤Adam en anden Søn i 👤Abels Sted, som kom til at hedde 👤Seth, og 👤Adam var skabt i Guds Billede men 43👤Seth var sin Faders udtrykte Billede, og 👤Adam havde desuden baade Sønner og Døttre og blev nihundrede og tredive Aar, før han døde. Ligesaa gammel omtrent blev 👤Seth og en heel Række efter ham, undtagen 👤Enok, som nedstammede fra ham i femte Ledd, han blev kun trehundrede og fem og tresindstyve Aar, thi han fandt Yndest hos Gud, saa han blev henrykt af Gud og forsvandt. 👤Enoks Søn 👤Methusalem blev derimod den Ældste i Slægten og fyldte nihundrede og ni og tresindstyve Aar og han var Far-Fader til 👤Noah, som nedstammede fra 👤Adam i niende Ledd og blev sexhundrede Aar før Synd-Floden kom.

Dette Slægt-Register, hvorefter ti Led udfylde et Tids-Rum af sexten, sytten Aarhundreder, har Man i Vidskabs-Tiden naturligviis studset over, og medens Somme meende, de gamle Patriarker var, ligesom Herkules eller Stærkodder, kun mythiske Personer, foreslog Andre, barnagtig nok, at tænke sig Aarene saa korte, at de blev omtrent hvad vi kalde Maaneder. Havde nu ikke Theologerne siden Reformationen havt den Grille, at Jødernes Hellige Skrift var Klippen hvorpaa den Christne Kirke var bygt, og at paa den skulde de slaae med deres Pen som en 👤Moses-Stav, saa der sprang en Troes-Artikel ud af hvert Bogstav, havde de ikke misundt de Jødiske Talmudister Æren for saa godt et Indfald; da vilde Man for længe siden været videnskabelig enig om 👤Adams Slægt-Register, som om tusinde Ting i Bibelen, thi det er klart, at Leddene kun er anmærkede for Tids-Regningens Skyld, da der om de fleste Patriarker netop kun staaer, hvor gamle de var, da Sønnen blev født og da de selv døde. Der er da intet Spørgsmaal om, at Slægt-Registeret vil sige os, det var i Menneske-Slægtens syttende Aarhundrede, Synd-Floden kom, saa det, efter Jødernes Tids-Regning, er nu omtrent fire Aar-Tusinder siden, og den Efterretning 44kan vi skatte som vi skiønne, naar vi kun huske, at aldeles ørkesløst staaer sikkert Intet i den Bog.

Dunklere er vist nok Ordet om 👤Enok, men dog er Saameget soleklart, at det ei kan være sandt, uden at Mennesket endnu efter Faldet kan vinde Guds Yndest og derved noget Bedre end det timelige Liv, og til at udtrykke denne høistvigtige Sandhed er Ordet aabenbar sat.

Synd-Floden.

Guds Sønner saae at Menneske-Døttrene var deilige, og tog sig Hustruer af dem efter Hjertens-Lyst. Da sagde Gud: min Aande skal ei dvæle hos disse Folk evindelig som er af Kiød, deres Tid skal være hundrede og tyve Aar. Det var en Jette-Slægt der fødtes, da Guds Sønner giftede dem med Menneske-Døttrene, Arilds-Tidens navnkundige Jetter, og Ondskaben ynglede stærk i Verden og alle Folk gjorde med Flid det Værste, de kunde optænke. Det saae Gud og sagde: jeg vil udrydde den Menneske-Slægt, jeg har skabt paa Jorden, med Samt Kvæg og Kryb og Fugle, for det ærgrer mig, at jeg har skabt dem.

👤Noah fandt imidlertid Naade for Guds Øine, thi han var en retskaffen Mand, fuldkommen for sin Tid, saa han stod i Yndest hos Gud og han havde tre Sønner: 👤Sem, 👤Cham og 👤Japhet. Til ham sagde Gud: alle Menneskers Time er slaaet, fordi de har fyldt Jorden med Vold, og nu vil jeg ødelægge baade dem og Jorden; men giør du dig en Ark af firskaarne Planker, tættet med Jord-Beeg, og giør den til en Tredækker, trehundrede Alen i Længden, Halvtredsindstyve i Breden og Tredive i Høiden; thi jeg lader en Oversvømmelse komme paa Jorden, saa der levnes ei Liv i nogen Skabning. Og dette skal være min Pagt med dig, at du og din Kone og dine tre Sønner og deres Koner skal frelses i Arken og dermed et Par af alle Slags Dyr og Fugle, baade vilde og tam45me, og du skal samle Levnets-Midler til Føde baade for dig selv og for dem. Og 👤Noah gjorde i alle Maader som Herren befoel ham, og syv Dage førend Gud vilde lade Floden komme over Jorden, sagde han til 👤Noah: skib dig nu ind med hele dit Huus og med syv Par af de rene Dyr og Fugle, men eet Par af de Urene, og 👤Noah gjorde som Herren befoel ham og gik ombord, da han fyldte sexhundrede Aar, i den anden Maaned, den Syttende i Maaneden. Og paa den samme Dag brast alle Afgrunds-Kilderne og Himmel-Sluserne aabnede sig og det regnede i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. Da voxde Vandet og spillede Mester paa Jorden, og Vandet blev ved at voxe, til det gik femten Alen op over de høieste Bjerge, saa det døde Alt hvad der havde Liv paa Jorden, fra Mennesket til Fæet og Krybet og til Fuglene i Luften, det blev ødelagt tilhobe, undtagen 👤Noah og hvad der var med ham i Arken.

Vandet stod over Jorden i fem Maaneder, men Gud havde dog ikke glemt 👤Noah og Alt hvad der var med ham i Arken, thi Afgrunds-Kilderne stoppedes igien og Himmel-Sluserne lukdes og Regnen holdt op, og paa den syttende Dag i den syvende Maaned kom Arken paa Grund, paa 📌Ararats Bjerge, og Vandet faldt, saa paa den første Dag i den tiende Maaned kom Bjerg-Toppene tilsyne. Fyrretyve Dage derefter aabnede 👤Noah Gluggen og udskikkede en Ravn som aldrig kom igien, før Jorden blev tør, men saa skikkede han en Due bag efter, for at see om Vandet var borte, og da den ikke fandt noget Sted at hvile sig paa, fløi den tilbage til Arken og 👤Noah udrakde sin Haand og tog den ind. Otte Dage derefter udskikkede 👤Noah en anden Due, som kom igien om Aftenen med et Olie-Blad paa en Stilk i Nebbet, og Ugen derefter udskikkede han atter en Due, som ei kom igien, og Nyaars-Dag dernæst tog 👤Noah Taget af Arken.

Da nu Jorden var blevet tør, lige Aars-Dagen efter Flodens Komme, da sagde Gud til 👤Noah, at han skulde gaae ud 46af Arken med alle Sine og med Dyr og Fugle og Alt hvad der var i Arken, og det gjorde han. Derpaa reiste 👤Noah et Alter og offrede derpaa til Gud af allehaande rene Dyr og Fugle til Taksigelse, og det var en Vellugt for Gud, saa Han tænkde og sagde: Jeg vil aldrig meer bandsætte Jorden for Menneskenes Skyld, for den onde Art stikker i dem fra Ungdommen af, og Jeg vil aldrig mere saaledes slaae ned for Fode; men saa længe Verden staaer, skal Man baade saae og høste og have skifteviis Dag og Nat, Varme og Kulde, Vaar og Sommer! Og Gud velsignede 👤Noah og hans Sønner, sigende: voxer og formerer eder, befolker Jorden og behersker den, Frygt for eder være over alle Dyr, de vilde med de tamme, og over Fugle og Fisk, det er eder altsammen underlagt, æder Kiød saavel som Mad-Urter, men ikke Kiød med Blodet i. Og eders Blod, see, det vil Jeg hevne paa Mennesker og Dyr, saa hvem der udøser Menneske-Blod, har sit Liv forgjort, thi Mennesket haver Jeg skabt i Guds Billede! Og see, Jeg giver eder og Alt hvad med eder udgik af Arken, den Forsikkring, at der skal aldrig meer komme saadan en Flod over Jorden, til Undergang for alt det Levende, og min Bue i Skyen den sætter Jeg eder i Pant derpaa, at Jeg holder mit Ord, saa naar Jeg lader Uveir trække op over Jorden, da skal min Bue vise sig i Skyerne og minde mig om Pagten, Jeg gjorde med eder!

Dette er den første Fortælling i Moder-Bogen (Genesis) som, ved sin Omstændelighed og annalistiske Nøiagtighed, giør sig selv kiendelig som en reen historisk Efterretning, saa den maa enten være aldeles paalidelig eller aldeles falsk, uden at det i ringeste Maade vilde undskylde Forfatteren, om det var et ægte Old-Sagn han havde udsmykket; thi at give et dunkelt og ubestemt Old-Sagn historisk Giennemsigtighed og skarpe Omrids, det er ikke at udsmykke Sagnet men dermed at besmykke et Æventyr, Man selv har gjort og vil binde Andre paa Ær47met. Da nu den almindelige Synd-Flod i 👤Noahs Dage desuden er en af de store Kiends-Gierninger, 👤Christus udtrykkelig bekræftede, saa har Efterretningen derom aabenbar al den Hjemmel, som Jødernes og de Christnes sammenføiede Historie kan give, saa det er ligesaa uforsvarligt uden de soleklareste Mod-Beviser, at forkaste den, som det er barnagtigt først at giøre den om, til den bliver aldeles uægte, og derpaa forsvare den. Hvorvidt nu de Natur-Kyndiges Undersøgelser af Verdens nærværende Skikkelse friste dem til at betvivle en saa vel hjemlet historisk Efterretning, maae de selv bedst vide; men os har de Intet aabenbaret, som de kunde bevise, stred derimod og neppe det Mindste, der jo øiensynlig godt lader sig forene dermed, medens de derimod har opdaget mangfoldige Ting, der henpege paa det dybe Svælg mellem den gamle og den ny Verden. Saasnart Man derfor indseer, hvad for Øieblikket maa tit gientages, at den Christne Kirkes Historie vel mærkelig stadfæster de Mosaiske Efterretninger, men at Kirken selv paa ingen Maade enten staaer eller falder med dem, da formoder jeg stærk, at Synd-Floden er en af de store Begivenheder, de Lærde, langt fra at ville forskyde, meget mere eenstemmig vil forudsætte, som ligesaa nødvendig til at forklare Naturens nærværende Tilstand, som Faldet er til at forklare Historien, og Man vil udentvivl snart opdage, at de største videnskabelige Trætter have reist sig deraf, at Man sammenblandede to saare forskiellige Spørgsmaal: hvad der oprindelig var Tilfældet med Verden og Mennesket, og hvad efter Faldet og Floden.

Hvilke Forandringer nu Floden rimeligviis kan have frembragt, saavel i Henseende til Dunst-Kredsen og Jordens Stilling, som derved til Alt hvad der groer og lever herneden, det bliver de Natur-Kyndiges Sag at efterspore, saa her kan Historikeren kun yttre sine Tanker spørgsmaalsviis. Skulde, nu 48blandt Andet, hele Fast-Landet ikke muelig have forskudt sig ned over Jævndøgns-Linien, eller dog, i alt Fald, 📌Amerika, der endnu mod Norden er saa nærgaaende og dog saa stiv paa sin Uafhængighed, have revet sig løs fra os, saa baade 📌Øster-Søen og 📌Middel-Havet var oprindelig indelukte, og vilde, under denne Forudsætning, ikke, blandt meget Andet, den ildsprudende Bjerg-Natur især i 📌Syd-Amerika blive langt forklarligere end hidindtil? Vilde det dernæst ikke kaste endeel Lys paa Natur-Historien, om Man antog, at der efter Floden baade i Dyre og Plante-Riget har fundet en Forringelse og Udartning Sted, saa der blev mange smaa Slags af faa Store, og er ikke saavel Kornets som endeel Frugt-Træers Opkomst aldeles uforklarlig, med mindre Man antager, at i Jordens bedre Dage, da Intet egenlig voxde vildt, groede de op af dem selv og reddedes kun, ligesom Mennesket, med Nød og Neppe fra det store Skib-Brudd? Var det endelig saa grumme urimeligt, om Man giættede paa, at Jorden vel oprindelig dreiede sig om Solen, men kom paa Grund ved Synd-Floden, og maa nu være glad ved Solens Tjenstagtighed, eller kan Man paa anden Maade bedre forklare sig de modsatte Hypotheser, begge ældgamle, og den nu Herskende, længst fra at kunne bevise sig selv?

Det maa i Øvrigt anmærkes, at hos alle de Folk der havde Old-Sagn, var der ogsaa Et om den store Vand-Flod og det underlige Skib; thi skiøndt Man aldrig paa fri Haand kunde deraf slutte sig til den store Begivenhed, kan vi dog umuelig kiende den, uden ved alle disse Sagn at mindes derom.

👤Noahs Slægt-Register.

👤Noah plantede en Vin-Gaard og da han drak af Vinen blev han beruset, saa hans Søn 👤Cham fandt ham liggende blottet i Paulunet, og det gik 👤Cham ud og fortalde sine Brødre, men disse, 👤Sem og 👤Japhet, tog et Klæde og hængde 49om deres Skuldre og gik baglængs ind og tildækkede deres Fader, uden at see hans Skam. Da 👤Noah blev ædru og hørde hvad hans yngste Søn havde gjort, da sagde han: i Band være 👤Canaan, han vorde sine Brødres Træl! men Herren, den Velsignede, være 👤Sems Gud og 👤Canaan være hans Træl! Gud giøre lyst for 👤Japhet og lade 👤Sem huse ham og 📌Canaan være hans Træl!

Af disse 👤Noahs tre Sønner, 👤Sem, 👤Cham og 👤Japhet, blev al Jorden befolket og 👤Japhets Sønner hedd 👤Gomer, 👤Magog, 👤Madai, 👤Javan, 👤Thubal, 👤Mesech og 👤Thiras, de deelte Hedenskabets Holme imellem sig, efter Forskiellen paa deres Stammer og Tunge-Maal.

👤Chams Sønner hedd 👤Chus, 👤Misraim, 👤Phud og 👤Canaan, og fra 👤Chus nedstammede 👤Nimrod, som blev den første Hersker paa Jorden og han var en gudsforgaaen Krop af en Fri-Skytte, som Mund-Heldet lyder: en gudsforgaaen Skytte som 👤Nimrod. Hans Opkomst var i 📌Babylon i 📌Sinears Land og derfra udgik 👤Assur som bygde 📌Ninive.

👤Sems Sønner hedd 👤Elam, 👤Assur, 👤Arphachsad, 👤Lud og 👤Aram.

Ovenstaaende Træk af Patriarkens huuslige Liv har i den senere Tid skaffet ham megen Eftertale, men det vedkommer os ikke, thi hvem der læser Universal-Historien for at udspeide de store Enkelt-Mænds Lyder, de ligne jo 👤Cham, og hvem der bruger den til et Fibel-Bret for Børn i det daglige Liv, veed kun lidt hvad den duer til. Optrinet har naturligviis ikke heller faaet Plads i Historien for at sværte 👤Noah, og, selv om det skal giøre os opmærksom paa en Udartning af Vin-Stokken i den ny Jord-Bund, er det dog kun en Bihensigt, da Hensigten aabenbar er, giennem 👤Noahs Spaadom at fremstille os Menneske-Slægten efter Floden baade indvortes og udvortes saaledes deelt, at Semiterne gaae i 50Spidsen, Japhetiderne udvikles ved Hjelp af dem til at følge efter og Chamiterne blive tilbage, uden forsaavidt at 👤Canaans Afkom maa trælle for begge de lykkelige Brødre. Det er derfor hverken Spørgsmaalet, om 👤Noah handlede moralsk rigtig i at sige hvad hos ham maa tages for et uvilkaarligt Udbrud af prophetisk Begeistring, eller hvorvidt det kunde ligne Jøderne og i Særdeleshed 👤Moses vitterlig at forfalske Universal-Historien, for at ophøie 👤Sem og nedtrykke 👤Canaan, thi det opstaaer kun ved en ligesaa ugrundet som ærerørig Mistanke, saa Spørgsmaalet er kun, om Seeren saae ret eller ikke? Dette lader sig vel endnu ikke klart afgiøre, men dog synes hele Menneske-Slægtens Levnets-Løb hidindtil at være paa Spaamandens Side, thi at Jøderne er Semiter, fristes Man neppe til at tvivle om, og de, der ansaae sig selv for Japhetider, har unægtelig siden den Christne Kirkes Stiftelse siddet aandelig til Huse hos 👤Sem, medens de Sorte aabenbar udgiør en egen Hoved-Stamme, hvoraf Neger-Folkene bestandig havde Trælle-Kaar, saa Man derved nødes til at tænke paa 👤Cham og 👤Canaan. At i Øvrigt Neger-Handelen kun er slet forsvaret dermed at den er forudseet, følger af sig selv, og kun for Prophetens Skyld maa det bemærkes, at han ikke har spaaet 👤Canaans Afkom bestandig, men kun langvarig Trældom.

Dog, hvad Anfægtning denne universal-historiske Spaadom har fundet, er Intet imod den, der i senere Tid mødte Grund-Efterretningen i 👤Noahs Slægt-Register, at alle Folke-Færd nedstamme fra ham; thi med den syndes Christendommens vigtige Paastand om Menneske-Slægtens Eenhed at maatte staae og falde, og denne Eenhed faldt nu engang de fleste Boglærde i forrige Aarhundrede saa urimelig, at de slet ikke tvivlede paa, den jo maatte falde bort af sig selv, naar Man fik den slemme Overtro paa Bibelen udryddet. Deri tog de imidlertid mærkelig feil, thi Paastanden kan ikke opgives, 51uden at Mennesket med det Samme opgiver Arbeidet paa almindelig Oplysning og Haabet om at komme til Forstand paa sig selv, saa her giælder det ei blot om den Mosaiske Efterretning, men om Universal-Historien og om hele den universelle Retning i vor Videnskabelighed, der maatte være idel Tant, naar ikke alle de, der virkelig ligne os, hørde til vor Slægt. Lod det sig derfor endog afbevise, at alle Folke-Færd nedstammede fra 👤Noahs tre Sønner, maatte vi ligefuldt paastaae, de havde første Forældre tilfælles med os, og saasnart Man indseer det, vil formodenlig alle Indvendinger mod 👤Noahs Slægt-Register bortfalde, da de ingenlunde er oprundne paa Historiens faste, men paa Speculationens luftige Grund. I alle Tilfælde maae ikke blot Christne, men alle den menneskelige Oplysnings Venner, være glade ved i den ældgamle Fortælling at finde en historisk Støtte-Punkt for deres nødvendige Paastand, men vil herefter nok vogte sig for at giøre den til en christelig Troes-Artikel, end sige da at byde Nogen den som et videnskabeligt Beviis, eller balsamere den i Vrævl, som de Skrift-Kloge, der, af de ellers ubekiendte Navne paa 👤Noahs Børne-Børn og Afkom, vilde slutte sig til de bekiendte Folke-Færd. Vist nok maae vi nemlig formode, at de mange Navne, der umuelig for Intet kan være indlemmede i saa kort og uskatteerligt et Brud-Stykke af Universal-Historien, neppe heller staae der blot for at vise, det er intet løst Rygte om de tre Noah-Sønner som alle Folks Stam-Fædre; men vi skal alligevel strax indrømme, hvad der er let at fatte, at anden Nytte giør de ikke os, førend vi maaskee engang opdage at enhver af de tre Hoved-Stammer virkelig maa have havt saamange Under-Afdelinger. Sligt kan vel synes Mange en naragtig Grille, men ikke dem, der see at vi allerede kan angive en forsvarlig Grund for, hvi 👤Noah kun havde tre Sønner, ligesom Kronos, der da ogsaa historisk sammensmelter med ham, og 52det skulde jeg mene Man virkelig kan; thi at Jøderne har endeel Frænder, som vi med Grund kalde Phantasi-Folkene, at Grækerne havde en større Familie, som vi med Føie kalde Hjerte-Folkene og at Resten, under Navn af Forstands-Folk, godt lade sig forbinde med Ægypterne, er dog nok ligesaalidt en Grille, som at Phantasien holder sig mest til det Tilkommende, Følelsen til det Forbigangne og Forstanden til det Nærværende, eller at disse tre Virksomheder ingen aandelig Medbeiler har i Menneske-Naturen. Det er derfor ogsaa nok værd at lægge Mærke til, at Jøderne, der kalde 👤Sem deres Stam-Fader, unægtelig er det Prophetiske Folk, at Grækerne, der i det Mindste kom 👤Japhet (Iapetos) ihu, var Oldtidens mest historiske Folk, og at Ægypterne, der selv kaldte deres Land 📌Chemia, takkede deres gode Fornuft og Forstand for Alt hvad de havde, og gjorde sig ordenlig til af at Pluto havde hjemme hos dem.

📌Babels-Taarnet.

Der var kun eet Sprog i Verden, da Folk begyndte at rykke frem mod Vesten og leirede sig paa Sletten i 📌Sinear, men her sagde de til hverandre: kom, lad os stryge Tegl og bage dem i Ilden, og bygge os en Stad, med et Taarn i, der naaer lige op til Himmelen, det har vi meer Ære af, end at splittes ad over hele Jorden. Som sagt, saa gjort, og de brugde Tegl for Steen og Lim for Kalk, men saa kom Herren ned for at syne den Stad og det Taarn og Han sagde: see engang, hvad hele den Flok med fælles Tunge-Maal har taget sig for og vil ingenlunde opgive! Kom, lad os fare ned og forvirre deres Tunge-Maal, saa den Ene ikke forstaaer den Anden! Paa denne Maade splittede Herren dem ad over hele Jorden og fik Bygningen baade af Staden og Taarnet til at gaae i Staa, og derfor kom Staden til at hedde 📌Babel ͻ: Virvar!

53Hermed ender naturligviis Universal-Historien af Menneskets Barndom, og det er rimeligt nok, at Barndommen selv endte med en stor Barne-Streg, men før vi røre meer derved, maae vi atter, fra det urimelige Kirke-Stævne, indskyde os under Skole-Raadet, som alle Bøgers rette Værne-Thing, thi saa latterlig en Troes-Artikel til Salighed, som der lader sig giøre af dette Blad, kunde Man lede længe efter, og havde de tre velbekiendte Troes-Artikler været af det Slags, havde den Christne Kirke neppe faaet nogen Historie, end sige en saa mageløs som den nu har. Naar vi derimod indsee, at Kirken som har havt sin Ulykke med de Skrift-Kloges Bogstav-Tro, maa være glad ved, den rives ned i Bund og Grund, saa det er et reent videnskabeligt Spørgsmaal, hvad Priis vi skal sætte paa Efterretningen om 📌Babels-Taarnet, da vove vi Intet ved at paastaae, at høi Priis maae vi i alt Fald sætte paa saa god en Hjemmel for, at der virkelig har været et Grund-Sprog paa Jorden, hvoraf altsaa alle nærværende Tunge-Maal maae ansees for meer og mindre uægte Døttre. Dette er nemlig en nødvendig Hypothes, naar vi skal henføre alle Folke-Slag til een Menneske-Slægt, og Sprog-Ligheden er igien det eneste videnskabelige Beviis, vi kan tænke paa for denne Eenhed, der er ligesaa vanskelig at opvise som nødvendig at paastaae; men havde vi nu ikke havt gyldig Hjemmel for, at der oprindelig var kun eet Tunge-Maal, da havde vi rimeligviis aldrig faaet Mod til at opstille saa paradox en Forud sætning, end sige til at forsvare den, til det begyndte at lysne over Dunkelheden, som er først nu. Saalænge Man nemlig vilde forklare sig al den opkomne Forskiel af udvortes Grunde, da var Paastanden som et selvgjort Paradox latterlig, og det var jo først i Gaar vi opdagede, at et Folks Tunge-Maal er Udtrykket for dets indvortes Eiendommelighed, og fandt saaledes den videnskabelige Traad, der skal veilede os i Sprog-Labyrinthen, me54dens vi paa den anden Side neppe endnu ret har fattet den Grund-Sætning, at intet Tunge-Maal, som vi kan lære og deri udtrykke vor Tanke-Gang, kan være grund-forskielligt fra vort Eget.

Hvorvidt nu vor Sprog-Granskning, i levende Forbindelse med Menneske-Historien i det Hele, vil føre os til at indsee Nødvendigheden af et Mirakel ved den første Sprog-Deling, det maa Tiden vise; men formodenlig komme vi snart til den Indsigt at, efter Faldet, ethvert Skridt paa den beskikkede Menneske-Bane udkrævede et Mirakel ͻ: en overordenlig Virksomhed af Guddoms-Aanden, saa det videnskabelige Spørgsmaal kun bliver: om Kraften til denne Virksomhed ogsaa laae i Menneske-Naturen eller ikke. Da vil vi udentvivl forestille os Sagen saaledes: Grund-Sproget skulde blive uforandret i Barndommen, men naar Slægten kom til Skiels-Aar og Alder, da skulde det gaae den, som det paa en Maade altid gaaer de Poetiske Naturer, der i Ungdoms-Begeistring skabe sig hver sin Verden, saa da vilde Stammerne skilt sig ad, for at finde hver sin passende Bopæl og Syssel, og ved en harmonisk Sammen-Virkning af indvortes og udvortes Aarsager vilde alle Slægtens Hoved-Retninger udtrykt sig i tilsvarende Tungemaal, der udsprang af Grund-Sproget som Grene af en fælles Stamme og forenede sig først igien, naar Øiemedet var opnaaet, som vi kan tænke os en Træ-Top hvor alle Grene mødes. Efter Faldet, der i alle Maader forstyrrede Lige-Vægten, lader denne Sprog-Udvikling sig neppe tænke uden som en Sprog-Forvirring, og naar Slægten efter Floden ikke vilde skilles ad, altsaa ikke aandelig indtræde i Ungdoms-Alderen, da er det vanskeligt at see, hvorledes denne Knude kunde løses, uden at Forsynet, til Slægtens Bedste, lagde sig derimellem, og det var vist nok et underligt men ingenlunde naturstridigt Middel, at lade Ungdoms-Begeistringen overraske og beruse dem, saa de ligesom drak 55af Lethe og begyndte med et nyt Tunge- Maal et nyt aandeligt Levnets-Løb. Betænke vi endelig, at et Moders-Maal, som ikke passer for os, er i Grunden et Tunge-Baand, vi ønske at skiæres for; at Grund-Sproget efter Faldet ei ret kunde passe for Nogen; at Jorden, efter Floden, kun daarlig svarede til det og at endelig enhver Sprog-Green naturligviis blev Stammen saa lig, som de tilsvarende Mennesker i Aanden var Grund-Mennesket; da bortfalde udentvivl af sig selv alle de Urimeligheder, Man ikke har fundet i den gamle Efterretning, men snart paadigtet og snart paabyrdet den.

Hvorlænge det for Resten varede, inden Menneske-Slægten, saavidt mueligt, nødtes til at ryste Barnet af Ærmet og rykke frem mod Vesten til 📌Middel-Havet, hvor Syns-Kredsen skulde udvide og Ungdoms-Kræfterne udvikle sig, det behøver Man ikke at være meget nysgierrig for at spørge om, men enten maae vi dog forblive aldeles uvidende derom eller nøies med Svaret i første Mose-Bog. Vist nok er det altid en vanskelig Sag med Tal i gamle Bøger, men ved Hjelp af Jødernes Tids-Regning, kan vi dog finde ud, at det maa være skeet omtrent for 3700 Aar siden, eller 1900 Aar efter Skabelsen, ligesaalænge før 👤Christi Fødsel og 300 Aar efter Floden. Vel er der nemlig kun tre Ledd (👤Arphaxad, 👤Salah og 👤Eber) eller høist Fire mellem 👤Sem og den 👤Phaleg, ved hvis Fødsels-Tid vi maae sætte Adspredelsen, men saalænge Folk lever fire, fem hundrede Aar, er Sligt ingenlunde urimeligt, og hvem der ikke kan lide den lange Alder faaer nøies med stakket Kundskab.

56

Old-Tiden.

Fra Adspredelsen til 📌Jerusalems Forstyrrelse.

(henved 2000 Aar.)

👤Abraham.

👤Abraham, 👤Tharahs Søn, som nedstammede i sjette Ledd fra 👤Eber, altsaa i Niende fra 👤Sem, er den første Mand paa Jorden, der fik Noget som ligner en Levnets-Beskrivelse, og denne Semit, som baade Jøder og Araber kalde deres kiødelige, baade Christne og Mahomedaner deres aandelige Fader, er ogsaa unægtelig en universal-historisk Patriark, om hvem det vilde være tungt ei at vide bedre Beskeed, end Hedning-Folkene vidste om deres mythiske Stam-Fædre. Baade han og vi havde imidlertid ogsaa det mageløse Held, at 👤Abraham, blandt sine Børn i sjette Ledd, ei blot fandt en Biograph, men en Saadan, som den store 👤Moses, der selv var blevet graa i Hyrde-Telten og satte saa den store Hyrde-Konge et uforgiængeligt Mindes-Mærke, ved Siden ad Lov-Bogen for hans Afkom, der nu skulde begynde at giøre ham til den store Folke-Fader, han havde Løfte paa at blive.

👤Abrahams Fædre havde boet i 📌Chaldæa, østenfor 📌Euphrat, men 👤Tharah flyttede til 📌Charan og der sagde Herren til 👤Abraham: gak ud af din Faders Huus og fra din Slægt og drag til et Land som jeg skal vise dig; saa vil jeg giøre dig til et stort Folk og skiænke dig stor Navnkundighed og en velsignet Amindelse: hvem der velsigner dig vil Jeg velsigne, hvem der forbander dig vil Jeg forbande, og i dig skal alle Folke-Stammer paa Jorden velsignes! Abra57ham var dengang fem og halvfjerdsindstyve Aar og han forlod 📌Charan, paa Her rens Ord, med sin Hustru 👤Sara, sin Broder-Søn 👤Loth, som var faderløs, og Alt hvad han eiede, og kom til 📌Canaan, til 📌Sichem ved den store Eeg, og der aabenbarede Herren sig for ham og sagde: dette Land vil Jeg give din Afkom, derfor bygde 👤Abraham Herren et Alter paa det samme Sted.

👤Abraham og 👤Loth var rige Mænd, begge, og i Tidens Længde kunde deres Hyrder ikke forliges om Græs-Gangene, derfor sagde 👤Abraham til 👤Loth: vi er Brødre og der maa ingen Splid være, enten mellem os eller vore Hyrder, og her er Rum nok, saa, vil du gaae til Høire, gaaer jeg til Venstre, og vil du gaae til Venstre, gaaer jeg til Høire! Da faldt 👤Loths Øine paa Sletten ved 📌Jordan, omkring 📌Sodoma og 📌Gomorra, som dengang vandedes af Floden og var et Paradis, ligesom 📌Ægypten, og den Egn udvalgde han og opslog sin Bopæl i 📌Sodoma blandt et meget slemt og ugudeligt Folk. 👤Abraham blev derimod i 📌Sichem, til Herren befalede ham at rykke op og syne Landet, lige ud til Havet, som hans Afkom skulde besidde, og siden boede han ved 📌Mamres Eeg, ved 📌Hebron og bygde Herren ogsaa der et Alter.

Nu havde Kong 👤Balla i 📌Sodoma og Kong 👤Bassa i 📌Gomorra, og tre andre Smaa-Konger deromkring, i tolv Aar skattet til 👤Chodolgomer Konge i 📌Elam, men i det Trettende faldt de fra, og i det Fjortende drog 👤Chodolgomer ud i Herrefærd mod dem, og havde Kong 👤Amraphel i 📌Sinear, Kong 👤Arioch i 📌Elassar og 👤Thargal Folke-Konge i Følge med sig, og de slog Kæmperne i 📌Astaroth og 📌Karnain og Omeræerne i Staden 📌Sau og Horiterne paa 📌Seirs-Bjerge, til Terebinthen ved 📌Pharan i Ørken. Derfra vendte de fire Konger tilbage til 📌Trætte-Kilden i 📌Kades, slog Amalekiterne og mødtes til Strid med de fem frafaldne Konger i 📌Salt-Dalen som var fuld af Lim-Grave. Der flydde og faldt Kongerne 58fra 📌Sodoma og 📌Gomorra og Resten flygtede til Bjergene, og Seierherrerne plyndrede 📌Sodoma og 📌Gomorra og 👤Loth, som boede iblandt Sodomiterne, faldt derved ogsaa i Fangenskab og blev bortført. Det kom der en af Flygtningerne og fortalde 👤Abraham i 📌Mamre-Lund, hvor han boede hos 👤Mamres Brødre 👤Eskol og 👤Aner som han var i Samlag med, og saasnart 👤Abraham hørde, at hans Brodersøn var fanget, da fik han strax trehundrede og atten Mand, af sine egne Tyende, paa Benene, kaldte sine Stalbrødre 👤Eskol og 👤Aner til Hjelp og satte efter Kongerne og naaede dem ved 📌Dan, hvor han overfaldt dem om Natten og slog dem, lige til 📌Choba vestenfor 📌Damask. Da 👤Abraham derpaa vendte seierrig tilbage, kom Kong 👤Melchisedek i 📌Salem, som var den høieste Guds Præst, ud imod ham med Vin og Brød og lyste Velsignelse over ham, sigende: velsignet være 👤Abraham af den høieste Gud, som skabde Himlen og Jorden, og lovet være den høieste Gud, som gav Fienden i din Vold! Ham gav 👤Abraham Tiende af Alt, men Kongen i 📌Sodoma var ogsaa gaaet 👤Abraham i Møde, til 📌Savi-Dalen og til 📌Konge-Sletten, og han sagde til 👤Abraham: behold du Byttet og giv mig blot Folkene! Nei, sagde 👤Abraham, jeg vidner for den høieste Gud, som skabde Himmel og Jord, at jeg vil ikke eie Traad eller Trevl af hvad dit er, saa du skulde sige: 👤Abraham kan takke mig for hvad han har; jeg vil derfor Intet beholde undtagen hvad de unge Karle har fortæret og hvad der tilkommer mine Staldbrødre: 👤Eskol, 👤Aner og 👤Mamre!

Siden havde 👤Abraham et Syn, hvori Herren talede til ham og sagde: vær ikke forsagt! Jeg er dit Skjold og din store Løn! Da sagde 👤Abraham: Ak! min Herre! hvad nytte mig Gaver, aldenstund jeg er barnløs og min Træl 👤Eliezer fra 📌Damask skal være min Arving! Nei, sagde Røsten, ei din Træl men din Søn skal arve dig, og see engang paa Himlen, om du kan tælle Stjernerne, thi saa mangfoldig skal din Afkom vorde! 59Og 👤Abraham troede Gud og det blev regnet ham til Retfærdighed, men da Herren sagde: Jeg er din Gud, som udførde dig af Chaldæernes Land, for at give dig dette Land til Arv, da sagde 👤Abraham: hvorpaa skal jeg kiende det, og Herren sagde: paa en treaars Kvie og en treaars Geed og en treaars Væder, en Turtel-Due og en Due-Unge. Alt det tog 👤Abraham da ogsaa og lagde Kroppene deelte men Fuglene hele lige over for hverandre og sad paa Vagt mod Rov-Fuglene som faldt paa Offeret, men i Solebjergs-Laget blev 👤Abraham undrykt, det sortnede for hans Øine og han bævede og hørde en Røst, som sagde: det være dig vitterligt, at til om fire hundrede Aar skal din Æt være udlændig blandt de Fremmede, beherskes, mishandles og undertrykkes af dem, men du skal have en god Alderdom og samles til dine Fædre i Fred, og i den fjerde Slægt vil Jeg føre din Afkom hid igien, thi Amoriternes Ondskab skal have Tid til at modnes. Og see, da Solen var nedgangen, da var Alteret indhyllet i Røg som af en Ovn og der bevægede sig ligesom tændte Lamper mellem Offer-Gaverne.

Da 👤Abraham havde boet ti Aar i 📌Canaan og 👤Sara saae at hun fik ingen Børn, da bad hun 👤Abraham at tage hendes ægyptiske Tjeneste-Pige 👤Agar til Med-Hustru, og det gjorde han, men 👤Agar blev derpaa studs mod sin Frue, og 👤Abraham lod 👤Sara tugte hende som hun vilde. Da nu 👤Sara var haard imod hende, løb 👤Agar bort, men paa Veien til 📌Schur, ved en Kilde i Ørken, mødte Herrens Engel hende og bød hende vende tilbage og ydmyge sig for 👤Sara og spaaede hende en stor, utallig Afkom, sigende: du er frugtsommelig og føder en Søn som du skal kalde 👤Ismael, han skal være but, hans Haand skal være imod Alle og Alles Haand imod ham, men han skal boe for Næsen af alle sine Brødre.

Endelig, da 👤Abraham var ni og halvfemtsindstyve Aar, havde han igien et Syn, hvori Herren talede til ham og gjorde 60Omskiærelsens Pagt med ham, saa hvert Barn otte Dage gammelt skulde omskiæres og der maatte ikke findes en Uomskaaret, Fri eller Træl, hos hans Afkom, og Herren sagde: Jeg velsigner 👤Sara og giver dig en Søn med hende, som skal være Konge-Fader! Da faldt 👤Abraham paa sit Ansigt men loe og sagde ved sig selv: skulde vi faae en Søn, naar jeg er hundrede Aar og 👤Sara Halvfemts, og han sagde til Herren: ja, Gud lade 👤Ismael leve! Som Jeg siger, sagde Gud, 👤Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde 👤Isak og med ham vil jeg slutte en evig Pagt at være hans og hans Afkoms Gud. Ogsaa din Bøn for 👤Ismael har Jeg hørt og jeg har velsignet ham, saa han bliver Fader til tolv Stammer og til et stort Folk, men med Sønnen, som 👤Sara føder ad Aare, med 👤Isak slutter jeg Pagten.

Derpaa tog 👤Abraham og omskar sig selv og sin Søn 👤Ismael og alt Mandkiøn i sit Huus; men som han nu sad en Middags-Stund i Dørren paa sit Paulun i 📌Mamre-Lund, da slog han sine Øine op og saae tre Vandrings-Mænd og løb dem imøde, bukkede dybt og sagde: Herre! har jeg fundet Naade for dine Øine, da gaae ikke din Tjeners Dør forbi, men lad os tage Vand til Fodbad og vederkvæger eder i Lunden med en Bid Brød, saa kan I fortsætte eders Reise! Som du vil, sagde den Fremmede, og strax løb 👤Abraham ind i Telten til 👤Sara og sagde: skynd dig, tag tre Gievner fint Hvede-Meel og bag Kager! Og selv løb 👤Abraham til Hjorden og tog den bedste Fede-Kalv han fandt, lod en af Tjenerne lave den til i en Hast og beværtede saa de Fremmede under Egen med Smør og Mælk og Kalve-Kiød og gik selv for Borde. Da sagde den Anden til ham: hvor er 👤Sara, din Hustru? Inde i Telten, var Svaret. Velan, sagde Han, om et Aar, ved denne Tid, naar Jeg kommer igien, har 👤Sara sig en Søn! Det hørde 👤Sara, som stod bag Døren i Paulunet og lyttede, og hun loe ved sig selv og sagde: det er nok bagefter! Da sagde 61Herren til 👤Abraham: hvad skal det betyde, at 👤Sara loe ved sig selv og sagde, hun er for gammel; for Gud er ingen Ting umuelig og, som sagt, Jeg kommer igien ad Aare og da har 👤Sara en Søn! 👤Sara blev nu bange og nægtede, at hun havde leet, men han sagde: Snak! jo vist loe du!

Derpaa reiste de Fremmede sig og gik ad 📌Sodoma og 📌Gomorra til og 👤Abraham fulgde dem paa Vei, og da sagde Herren: Jeg vil ikke dølge for min Tjener 👤Abraham hvad jeg har isinde; thi han skal blive til et stort og talrigt Folk og i ham skal alle Jordens Folke-Færd velsignes, og Jeg veed, han vil formane sine Børn og sin Slægt til at følge Herrens Veie og giøre Ret og Skiel, saa Jeg kan lade 👤Abraham times Alt hvad jeg har lovet ham! Der er kommet mig et stort Skrig for Øren om 📌Sodomas og 📌Gomorras svare Synder, og Jeg foer ned for at see om Skriget har tilstrækkelig Grund eller ikke! De To var imidlertid gaaet forud til 📌Sodoma, men 👤Abraham stod for Herrens Ansigt, traadte nærmere og sagde: vil Du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige? Nei, det være langt fra, Jordens Dommer, skulde han ikke giøre Forskiel! Hvis der nu skulde være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden, vil du da ødelægge dem, eller vil du ikke meget mere spare hele Staden for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld? Jo, sagde Herren, findes der i 📌Sodoma halvtredsindstyve Retfærdige, da vil Jeg spare hele Staden for deres Skyld. Men, sagde 👤Abraham, siden jeg nu er kommet Herren i Tale, skiøndt jeg kun er Støv og Aske, saa, hvis der skulde fattes Fem i de Halvtreds, vilde Du da derfor ødelægge Staden? Nei, sagde Herren, findes der fem og fyrretive, ødelægger Jeg den ikke. Og see, 👤Abraham blev ved at bede, og slog af til Fyrretive, til Tredive og til Tyve, og da Herren altid gjorde som han bad, da sagde 👤Abraham: maa jeg ikke nok bede blot een Gang endnu: om der skulde findes Ti! Selv for de Tis Skyld, 62sagde Herren, vil Jeg da afvende Ødelæggelsen, og dermed brød Herren af og gik.

Da de to Engle om Aftenen kom til 📌Sodoma, sad 👤Loth i Porten, løb dem imøde, bukkede dybt og bad dem tage Natte-Leie hos ham, og da de vægrede sig og sagde, de vilde blive paa Gaden om Natten, nødte han dem, til de gik ind, og han gjorde Giæstebud for dem; men før de endnu gik til Sengs, stimlede alle Sodomiterne omkring Huset, kaldte 👤Loth ud og sagde: hvor er de Mænd som tog ind hos dig i Aftes, bring os dem herud at vi kan giøre os lystige med dem! O, nei dog, Brødre! sagde 👤Loth, begaaer ikke den Misgierning, jeg har to ugifte Døttre, dem vil jeg overlade til eders Godtbefindende, naar I blot ikke vil forgribe jer paa Giæsterne under mit Tag! Af Veien med dig, var Svaret, du er selv en Giæst og vil sætte os irette, men derfor skal du ogsaa skee en Ulykke fremfor de Andre. Dermed styrtede de ind paa 👤Loth og vilde brække Dørren op, men da udrakde de Fremmede deres Haand, drog 👤Loth ind til sig, lukkede Dørren og slog Sodomiterne med Blindhed, saa de blev kiede af at lede om Dørren. Derpaa sagde Englene til 👤Loth: har du Sønner eller Døttre eller Svogre eller andre Paarørende i Staden, saa før dem ud af den, thi vi er udsendt for at ødelægge den! 👤Loth gik da ogsaa hen og talde med sine tilkommende Sviger-Sønner og bad dem forlade Byen, fordi Herren vilde ødelægge den, men de tog det som om han kun spillede Giæk med dem. Næste Morgen tidlig skyndte Englene paa 👤Loth og trak ham tilsidst med hans Kone og hans Døttre ud af Staden og sagde til ham: see dig ei tilbage og stat ei stille paa Sletten, men frels dig op paa Bjergene! Da sagde 👤Loth: det kan jeg ikke, men har jeg fundet Naade for Herrens Øine, da spar den lille By her tæt ved, at jeg kan finde Tilflugt der! Velan! var Svaret, jeg vil skaane den, men skynd dig at komme der63ind! Samme By hedder nu 📌Zoar og just som 👤Loth gik derind, stod Solen op, da regnede der Ild og Svovel ned fra Himlen over 📌Sodoma og 📌Gomorra og ødelagde dem og hele Egnen, og 👤Loths Hustru, som saae sig tilbage, blev til en Salt-Støtte!

Samme Morgen tidlig gik 👤Abraham hen til det Sted hvor han stod for Herrens Ansigt og see, da stod Egnen ved 📌Sodoma indhyllet i Røg og Damp.

Siden skedte det, efter Herrens Ord, at 👤Sara fødte en Søn, som blev omskaaret paa den ottende Dag og kaldt 👤Isak, men da han voxde op og 👤Sara saae, at 👤Ismael drev Spot med ham, da sagde hun til 👤Abraham: jag Slavinden og hendes Søn paa Dørren, thi Slavindens Søn maa ikke gaae i Arv med min Søn. Det, fandt 👤Abraham, var tungt at høre om sin egen Søn, men Gud sagde til ham: lad det ikke falde dig tungt, men lyd kun 👤Sara ad i Alt hvad hun siger om Slavinden og hendes Søn; thi giennem 👤Isak er det, du forplanter din Slægt, men Jeg skal nok giøre Slavinde-Sønnen til et stort Folk, fordi han er af dit Blod. Da stod 👤Abraham tidlig op om Morgenen, forsynede 👤Agar med Vand og Brød, hængde hende Drengen paa Ryggen og lod hende gaae, men hun foer vild i Ørken og da Vandet var fortæret, kastede hun Drengen under en Palme-Busk og satte sig selv ned, et Bøsse-Skud derfra, med Ryggen til ham, sigende: jeg vil dog ikke see mit Barn døe. Da græd Drengen og gav et Skrig og det kom Gud for Øren og en Guds Engel fra Himmelen kaldte ad 👤Agar, sigende: hvad nu, 👤Agar! frygt ikke, Gud hørde Drengens Røst hvor han ligger, staae derfor op og tag ham ved Haanden, thi jeg giør et stort Folk af ham! Da aabnede Gud hendes Øine, saa hun fik Syn paa et Kilde-Væld, hvor hun fyldte sin Vand-Flaske og lædskede Drengen, og Gud var med ham, saa han trivedes i Ørken og blev en Bue-Skytte, og hans Moder skaffede ham en Hustru fra 📌Ægypten.

64Siden satte Gud 👤Abraham paa Prøve og sagde: tag 👤Isak, din elskelige, kiære Søn og gak til Høi-Landet og bring mig et Offer af ham paa et af Bjergene, som Jeg bestemmer! Da stod 👤Abraham tidlig op om Morgenen og sadlede sit Æsel og drog afsted, med 👤Isak og To af sine Tyende og med Tørre-Brænde til Offringen. Tredie Dagen fik han Stedet i Sigte som Gud havde valgt, og sagde da til sine Slaver: bier I nu her med Æselet, mens jeg og Drengen gaaer derhen, saa komme vi igien naar vi er færdige! Brændet maatte 👤Isak bære og selv gik 👤Abraham med Ilden og med Offer-Kniven i Haanden, men, alt som de nu gik ved Siden ad hinanden, da sagde 👤Isak til sin Fader 👤Abraham: min Fader! Ja, min Søn! sagde han, hvad er det? Vi har Ild og Brænde, sagde 👤Isak, men hvor er Offer-Lammet? da sagde 👤Abraham: for Lammet, Søn, vil Herren sørge! Dermed gik de videre, og da de kom til Stedet, bygde 👤Abraham et Alter, lagde Brændet ilave, bandt sin Søn 👤Isak og lagde ham ovenpaa Brændet paa Alteret og rakde efter Offer-Kniven, for at slagte sin Søn; men da kaldte Herrens Engel fra Himmelen ad ham og raabde: 👤Abraham, 👤Abraham! læg ikke Haand paa Drengen og giør ham ingen Skade, thi nu kan Jeg mærke, du frygter Gud og vilde for min Skyld opoffre selv din elskelige Søn! Som nu 👤Abraham saae sig om, fik han Øie paa en Væder, som hængde fast i Krattet ved Hornene, samme Væder gik han hen og tog og offrede til et Brænd-Offer istedenfor 👤Isak.

Da 👤Abraham var hundrede og syv og tredive Aar, døde 👤Sara hans Hustru og han kiøbde en Ager, med en Klippe-Hule, af Hethiten 👤Ephron, til en Familie-Begravelse, og der jordede han 👤Sara, i Hulen 📌Makpela, ved 📌Hebron i 📌Canaans Land, som med Ageren blev ham tilskiødet til et Grav-Sted.

👤Abraham blev imidlertid selv hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Aar, og saae sine Børne-Børn i Opvext, 👤Isaks Sønner, 👤Jakob og 👤Esau, som han havde med sin Frændke 65👤Rebekke, og da 👤Abraham døde, mæt af Dage, blev han begravet hos 👤Sara i Hulen 📌Makpela.

Ingenlunde bør Man undres over, at de fleste Læsere i vore Dage ei ret selv veed, hvormeget de troe af denne forunderlige Tale, der bestandig synes at svæve mellem en poetisk Idyl og en idyllisk Historie; thi det Naturlige og Over-Naturlige, det Guddommelige og Menneskelige, som Man i vore langt mere anatomiske end poetiske Dage pleier saa skarpt og dødt at adskille, sammenflyder her saa let og levende for vore Øine, at Man har ondt ved at troe dem, end sige da Historien, som de Skrift-Kloge saa keitet har gjort til en Troes-Artikel. Betragte vi imidlertid med Forstands oplyste, det er, med videnskabelige Øine, denne deilige Skildring af 👤Abraham, den mageløse Folke-Fader, der ikke for Intet er kaldt Guds Ven, da see vi ogsaa et saa træffende Forbillede paa det Største, der udviklede sig i Tidernes Løb, at vi neppe fristes til at tvivle om, Ebræerne jo virkelig maae have havt en saadan vidunderlig Stam-Fader, af hvem 👤Christus var den ægte og 👤Mahomed den uægte Søn, saa det her, som overalt i den hellige Historie, bliver det eneste fornuftige Spørgsmaal, ikke om det er mueligt, der saa klart og glædelig har viist sin Virkelighed, men kun: paa hvad Maade Man helst skal forklare sig det. At nemlig Troen paa den høieste Gud, der skabde Himmel og Jord, og paa et virkeligt Samfund mellem den guddommelige og menneskelige Natur, maatte i Old-Tiden vidunderlig gribe en Enkelt-Mand og ligesaa vidunderlig gestalte hans og hans Afkoms Levnets-Løb, naar der nogensinde skulde blive et Jødedom og en Christenhed i Verden, det see vi af Hedenskabets Historie, og Spørgsmaalet er da kun, om dette var en blot Efter-Virkning hos de mest Poetiske Naturer af Menneskets Skabelse i Guds Billede, eller tillige, som Jøderne og de Christne har troet, en ny Virkning af Guddommen.

66At Ødelæggelsen af 📌Sodoma og 📌Gomorra, og især Forvandlingen af 👤Loths Hustru, har stødt Endeel af de Natur-Kyndige, er for Resten vist nok, men i Henseende til det Første kan Man kun sige: de maae være glade, det ikke gik dem, som det jo gik deres gamle Broder 👤Plinius, der formodenlig heller ikke troede, det vilde gaae saa haardt til med 📌Herculanum og 📌Pompeii, før han fik det at føle, og hvad 👤Loths Hustru angaaer, er det høist mærkeligt, baade at 👤Christus omtaler det som en afgjort Sag, og at 👤Herodot fortæller, han selv har seet en sær Støtte med Kvinde-Mærke i 📌Palæstina, som vel turde være den samme, skiøndt han giver den en ganske anden Oprindelse.

Spørge vi endelig om 👤Abrahams Leve-Tid, da maae vi nøies med den Beskeed, at efter sit Slægt-Register nedstammede han i sjette Ledd fra 👤Eber, og at efter vor Ebraiske Text, som det her (trods Indsigelsen af de Halvfjerds) efter Leddene er sikkrest at følge, forgik der ikke fuldt 200 Aar mellem 👤Phalegs Fødsel og 👤Abrahams, saa den Sidste maa sættes omtrent 500 Aar efter Floden og 1700 f. Ch.

👤Jakob eller 👤Israel.

👤Isak var en stille Fyrste, men Herren aabenbarede sig dog ogsaa for ham, efter 👤Abrahams Død, og gientog sit Løfte, at i hans Æt skulde alle Folk paa Jorden velsignes. 👤Isak var gift med sin Frændke, 👤Rebekke, 👤Labans den Syrers Syster, og da hun var frugtsommelig, forespurgde hun sig hos Herren om sin Afkom og fik til Svar: du bærer tvende Folk under dit Hjerte, det Ene bedre end det Andet, og det Høie skal tjene det Lave! Hun fødte derpaa Tvillinger, nemlig 👤Esau og 👤Jakob, og da de voxde til, blev 👤Esau en Vild-Skytte, men 👤Jakob var spagfærdig og hjemlig, og saa engang, da 👤Esau kom fra Jagten og var mat, sagde han til 👤Jakob, som sad med en Ret Lindser for sig: jeg er flau, mig 67Forlov at smage din Rød-Grød! Ja, sagde 👤Jakob, giver du saa mig din Førstefødsels-Ret? Top, sagde 👤Esau, hvad nytter mig den Ret, jo før Man fødes, des før Man døer. Velan, sagde 👤Jakob, saa sværg mig Førstefødsels-Retten til! Da svor 👤Esau og aad og drak, sprang op og foer ud og regnede Førstefødsels-Retten for ingen Ting, og Man kaldte ham siden 👤Edom ͻ: den Røde.

👤Isak holdt mest ad 👤Esau, hvis Vildbrad smagde ham, men 👤Rebekke holdt mest ad 👤Jakob, og da 👤Isak var gammel og blind, havde han betænkt at give 👤Esau den store Velsignelse, der tilhørde hans Æt, men ved 👤Rebekkes List fik 👤Jakob den, hvorover 👤Esau blev saa forbittret, at han lod sig forlyde med, at naar deres Fader døde, vilde han slaae sin Broder ihjel. Derfor sendte 👤Isak og 👤Rebekke 👤Jakob til 📌Syrien, til hans Morbroder 👤Laban, og underveis lagde han sig en Aften, ved Soels Nedgang, til at sove paa Marken med en Steen under sit Hoved. Da saae han en Stige i Drømme, som naaede fra Jorden lige op til Himmelen, hvorad Guds Engle gik op og ned, og Herren stod selv paa Toppen og sagde: frygt ikke! Jeg er din Fader 👤Abrahams Gud og 👤Isaks Gud, den Grund som du hviler dig paa, den skiænker Jeg dig og din Æt, og din Æt skal være som Støv paa Jorden og brede sig ud mod alle fire Verdens-Hjørner, i den og i dig skal alle Jorderigs Stammer velsignes! Og see, Jeg er med dig paa alle dine Veie, og fører dig hid tilbage og slaaer ei Haanden af dig, til det er Altsammen skedt som Jeg siger! Nu vaagnede 👤Jakob med det Ord: det vidste jeg ikke at Herren var her, og han blev bange og sagde: det er frygteligt, thi hvem kan sige Andet end at her er Guds Huus og Himlens Port! Derpaa stod han tidlig op om Morgenen og tog den Steen, hans Hoved havde hvilet paa, og reiste den op som en 📌Sule, og hældte Olie paa Toppen, og kaldte Stedet 📌Bethel ͻ: Guds 68Huus, og gjorde det høitidelige Løfte: dersom Gud Herren vil ledsage mig og give Føden og Klæden og føre mig tilbage i god Behold til min Faders Huus, da skal Han være min Gud og denne Steen-Sule skal være mit Guds-Huus, og jeg vil tiende til Ham af alt hvad Han skiænker mig!

I 📌Syrien hvor 👤Jakob tilbragde tyve Aar hos sin Morbroder 👤Laban, fik han to Koner for Een, 👤Rachel og 👤Lea, begge 👤Labans Døttre, men det skedte ved 👤Labans Trædskhed og ei med 👤Jakobs gode Villie; thi hans Hug stod kun til 👤Rachel. Han blev ogsaa der ved Guds Velsignelse en rig Mand, baade paa Børn og Gods, og da han dermed vendte tilbage til 📌Canaan, da mødte ham en underlig Ting, thi ved Bækken 📌Jabok som løber i 📌Jordan, paa det Sted som siden kaldes 📌Puneel (Guds Aasyn), kom der en Nat, han var alene, en Mand til ham og brødes med ham, saa hans ene Hofte gik af Ledd, men fik dog ikke Bugt med ham, og da han i Dagningen sagde: slip mig nu, da svarede 👤Jakob: nei, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Hvad er dit Navn, sagde Manden, og, paa Svaret, det er 👤Jakob, sagde han: du skal ikke længer hedde 👤Jakob men 👤Israel (Guds Kæmpe), thi du har kæmpet med Gud som en Mand! Manden gik og Solen stod op, men 👤Jakob haltede og 👤Israels Børn æde ikke Hofte-Senen paa noget Dyr, fordi 👤Jakobs blev forrakt.

At Edomiternes Stamfader 👤Esau her staaer i Skygge mod Israeliternes Stamfader 👤Jakob, er soleklart, og deraf sluttede Man i forrige Aarhundrede, at baade 👤Jakob og 👤Moses havde gjort 👤Esau skammelig Uret; men da, giennem Løbet af tre Aar-Tusinder, 👤Herodes den Store, afskyelig Ihukommelse, er den eneste Edomit, der vandt universal-historisk Navnkundighed, saa vil det attende Aarhundredes Gunst ligesaalidt gavne 👤Esaus Efter-Mæle, som 👤Herodes den Stores vilde vinde ved en Sammenligning mellem ham og den samtidige 📌Israels Konge der unægtelig fik en 69saa velsignet Ihukommelse, at den overgik alle de Forventninger Velsignelsen over 👤Jakob med Rimelighed kunde vække! Saasandt derfor Opfyldelsen er det sikkre Kiende-Mærke, der skiller de sande Spaadomme fra de Falske, maa Forholdet mellem Israeliters og Edomiters Stamfædre, naar de var kiødelige Brødre, og 👤Esau den Ældste, sin Faders Yndling, nødvendig have været, ikke som Man i forrige Aarhundrede drømde sig, men som 👤Moses for tretusinde Aar siden skildrede det, uden at bryde sig om, hvordan Man i Anledning deraf vilde moralisere for de Døde, og, i et critisk Øieblik, skrive Historien om paa fri Haand. Skulde Man ellers i Historien, som den er, finde en moralsk Mærkelighed, da blev det ingenlunde den aldeles naturlige Ting, at selv et haardt Broder-Hjerte stundom er bevægeligt, men vel at 👤Esau kunde have isinde at slaae sin Tvilling-Broder ihjel, hvad vel kun 👤Herodes den Store vilde kalde naturligt.

👤Joseph.

Af 👤Jakobs tolv Sønner er det især 👤Levi, 👤Juda og 👤Joseph, der har faaet universal-historisk Navnkundighed, og med 👤Joseph gik det besynderlig til. Han havde allerede i sin Opvext stærke og mærkelige Drømme, som han, til deres store Ærgrelse, fortalde sine Brødre; thi først sagde han til dem: hør engang hvad jeg har drømt: jeg syndes vi var ude i Marken at binde, og da reiste min Neg sig paa Roden, men alle eders Neger neiede for den, og saa fortalde han igien, i sin Faders Nærværelse: jeg drømde at baade Soel og Maane og elleve Stjerner bøiede sig for mig. 👤Jakob, som havde Forkiærlighed for Drengen, hans elskede 👤Rachels Førstefødte, lagde vel Mærke til det Ord, men skiændte dog paa ham sigende: hvad er det, du drømmer om, skulde kanskee baade Fader og Moder og Brødre komme og kaste sig i Støvet for dig! Herover, saavelsom over en blommet Kjole, 👤Joseph 70havde faaet af sin Fader, fattede hans Brødre Nag til ham, og Somme af dem var rasende forbittrede paa ham, fordi han, efter deres Sigende, havde sladret om dem til deres Fader.

Nu traf det sig engang, at 👤Jakob sagde til 👤Joseph, som var hjemme hos ham i Dalen ved 📌Hebron: gak ned til 📌Sichem hvor dine Brødre vogte Kvæget og see hvordan det gaaer dem, men kom saa igien og siig mig Beskeed! 👤Joseph gik da ogsaa og traf sine Brødre ved 📌Dotham, oppe ved Lande-Veien, men saasnart de fik Syn paa ham langt borte, sagde de til hinanden: see, der har vi Drømmeren, kom nu og lad os slaae ham ihjel og smide ham ned i en af Hulerne og skyde Skylden paa de vilde Dyr, saa skal vi see, hvad der bliver af hans Drømme! Nei, sagde 👤Ruben, som var ældst, lad os ikke slaae ham ihjel, saa vi udøse hans Blod, men smid ham blot ned i en af Hulerne i Ørken! Siden, tænkde 👤Ruben, kan jeg trække ham op og sende ham hjem.

Saasnart nu 👤Joseph kom, greb hans Brødre ham an, trak den blommede Kjole af ham og smeed ham ned i en Hule, som dog var tør, og satte sig derpaa til at spise, men midt i Maaltidet fik de Syn paa en Ismaelitisk Karavane, som kom fra 📌Gilead med en Ladning Røgelse og vilde til 📌Ægypten, og da sagde 👤Juda til de Andre: hvad nytter det at lægge Dølgsmaal paa det, naar vi dog tage vor Broder af Dage, lad os heller sælge ham til disse Kiøbmænd, og huske paa, han er dog vor Broder! Det skede, de trak 👤Joseph op og solgde ham til Ismaeliterne for tyve Lodd Sølv, og sendte saa hans Kjole, dyppet i Blod, til deres Fader, med de Ord: det er en Kjole vi har fundet, see, om det ikke er din Søns! 👤Jakob kiendte strax Kjolen og tænkde, 👤Joseph var revet ihjel af vilde Dyr, og han var utrøstelig derover, jamrede sig og sagde grædende til dem der vilde trøste ham: nei, lad mig kun synke under Sorgen ned til min Søn i de Dødes Rige!

71Kiøbmændene førde imidlertid 👤Joseph med sig til 📌Ægypten og solgte ham til 👤Potiphar, en stor Mand ved Kong Pharaos Hof, og der blev han snart som en Søn af Huset, fordi 👤Potiphar mærkede, at der var kommet Lykke og Velsignelse til Huset med den ebraiske Træl; men da 👤Joseph tillige var smuk, fik 👤Potiphars Hustru isinde at forføre ham, og da det ikke vilde lykkes, løi hun for sin Mand og sagde at 👤Joseph vilde forført hende, hvorover han blev sat i Fængsel. Dog, Gud var ogsaa i Fængselet med den uskyldige 👤Joseph, saa han fandt Naade for Slutterens Øine og fik Opsyn med de andre Fanger, og deriblandt med Pharaos Mund-Skiænk og Hof-Bager, som faldt i Unaade hos Kongen og kom i samme Fængsel. Da skedte det en Morgenstund, at 👤Joseph fandt dem Begge meget modfaldne, for nogle urolige Drømme de havde havt om Natten, og var tvivlraadige om hvad skulde betyde; men 👤Joseph muntrede dem op og bad dem fortælle ham hvad de havde drømt. Ja, sagde Mund-Skiænken, jeg drømde der var en Viin-Stok med tre Ranker som blomstrede for mine Øine og bar modne Druer, og jeg stod med Pharaos Bæger i min Haand og pressede Druerne deri og rakde Kongen Bægeret. Godt, sagde 👤Joseph, det betyder, at om tre Dage kommer Pharao dig ihu og indsætter dig i dit Embede igien, men naar det skeer og det gaaer dig vel, da tænk paa mig og indlæg et godt Ord for mig hos Kongen, saa jeg faaer min Frihed; thi jeg er stjaalet bort fra Ebræernes Land og har intet Ondt begaaet. Da Bageren hørde, det gik saa godt, fortalde han ogsaa sin Drøm, om tre Brød-Kurve, han bar paa sit Hoved, og om hvordan Fuglene aad af den Øverste, som var fuld af Bag-Værk for Kongens egen Mund; men han fik kun en daarlig Trøst; thi 👤Joseph sagde: det betyder, at om tre Dage lader Pharao dig hænge i en Galge hvor Fuglene hakke dit Kiød. Det gik som han spaaede, men Mund-Skiænken glemde 👤Joseph, indtil to Aar efter, da Pharao havde havt en Drøm, som 72han var meget urolig over, og som Ingen af alle hans kloge og lærde Mænd turde paatage sig at forklare; men da faldt det Mund-Skiænken ind, hvordan det gik ham i Fængselet, og han fortalde Kongen om den unge Ebræer, som saa mesterlig havde forklaret baade hans og Bagerens Drøm. Der blev nu strax skikket Bud efter 👤Joseph, han blev raget og pyntet og ført ind til Kongen, og Kongen sagde til ham, jeg har havt en Drøm som Ingen kan forklare mig, men mig er berettet om dig, at saasnart du hører en Drøm, kan du forklare den. Uden Gud, sagde 👤Joseph, kan Ingen svare Pharao godt! Derpaa sagde Kongen: jeg drømde, jeg stod paa Flod-Bredden og saae syv fede og deilige Kiør stige op af Floden og gaae paa Græs, men efter dem kom der Syv andre Kiør, saa magre og stygge at jeg neppe mindes at have seet Magen i hele 📌Ægypten, og saa aad de magre Kiør de Fede, uden at det dog gjorde mindste Forskiel paa deres Udseende. I det Samme vaagnede jeg, men sov ind igien og saae da syv store, kiernefulde Ax siddende paa eet Straa, men efter dem opgroede der syv visne, forsvidte Ax, som slugde de Kiernefulde. Begge Drømme giør Eet, sagde 👤Joseph, og det betyder, at først kommer der syv overordenlig frugtbare Aar i 📌Ægypten, men derefter syv Uaar, saa Overflødigheden glemmes over Hungers-Nøden, og at Drømmen var dobbelt, betegner, at det er Noget Gud vil giøre sikkert og snart; men nu maa Kongen see sig om en klog og forstandig Mand, der kan sørge for en almindelig Indsamling af Korn i de frugtbare Aar, saa der i Kongens Værge kan være tilstrækkeligt Forraad og Hungers-Nøden derved forebygges. Om dette Raad syndes alle godt og Pharao sagde til sine Hofmænd: hvor skulde vi finde Mage til Mand med Guddoms-Aande! Og han sagde til 👤Joseph: siden Gud har aabenbaret dig alt dette, da er Ingen din Mester i Indsigt og Forstand, derfor skal hele mit Folk nu lyde dit Ord og kun paa Thronen er jeg din Over-Mand, see, jeg 73sætter dig i Dag over hele 📌Ægypten! Og Pharao tog en Ring af sin Finger og satte paa 👤Josephs og kastede en Liin-Kappe om ham og hængde en Guld-Kiæde om hans Hals og lod ham age paa sin næstbedste Stads-Vogn, med en Herold foran sig, som udraabde i Kongens Navn, at herefter, skulde Ingen i hele 📌Ægypten saameget som røre en Finger uden 👤Josephs Villie og hans Navn skulde være Psontomphanek (Gaade-Giætteren). 👤Joseph var dengang tredive Aar og Pharao giftede ham med 👤Asnath, en Daatter af Præsten 👤Petifri i 📌Heliopolis, som fødte ham to Sønner: 👤Manasse og 👤Ephraim.

👤Josephs Spaadom gik nu ogsaa i Opfyldelse, og i de frugtbare Aar opdyngede han en uslukkelig Mængde Korn i Kongens Forraads-Kamre, trindt i alle Stæder, og da saa Uaarene kom og Folket raabde om Brød og Kongen viste dem til 👤Joseph, da solgde han dem Korn, først for alle deres rede Penge, dernæst for deres Heste og Æsler, Kiør og Faar, og endelig for deres Jord og for dem selv, med Hud og Haar, saa de blev Alle Kongens Vordnede. Paa denne Maade fik Ægypterne baade Føde-Korn og Saae-Korn, men forpligtedes til at yde Femte-Parten af hver Aars Afgrøde til Kongen i Land-Gilde, og Kongen blev den eneste Jord-Drot i hele Riget, paa Præsterne nær, som fik Korn for Intet og beholdt deres Jord.

Alt dette var imidlertid langt fra at udtømme det uhyre Forraad, Pharaos forsynlige Minister havde vidst at bringe tilveie, og da den store Mis-Vext strakde sig langt videre end til 📌Ægypten, saa strømmede der Penge ind i Landet fra alle Kanter, med Folk som kom og kiøbde Korn, og det gav Anledning til et af de smukkeste Optrin, Man nogentid saae i den store Verden, men som neppe Nogen af Tilskuerne drømde om, skulde faae den universal-historiske Vigtighed, der ligger klar for vore Øine. Sønnerne af Hyrde-Fyrsten i 📌Ca74naan, som havde solgt deres Broder, kom nemlig ogsaa til 📌Ægypten i den dyre Tid, for at kiøbe Korn, og vistes, med alle de Andre, til Ministeren, som Manden for det Hele, og han kiendte dem paa Timen, men de naturligviis ikke ham, og da de laae i Støvet for ham, da stod han og tænkde paa sine Barne-Drømme; men han var nu en Hof-Mand, der ikke bar Hjertet paa Læberne, men talde ægyptisk og lod dem sige ved sin Tolk, at han ansaae dem for Speidere, der, under Paaskud af Korn-Kiøb, kun kom for at udforske Landets Leilighed. For nu at rense sig, fortalde de Alting, baade Løst og Fast, hvordan de alle Ti var een Mands Sønner og havde været tolv Brødre, hvoraf den Ene var død og den Yngste hjemme hos Faderen i 📌Canaan. Denne yngste Broder var Ministerens eneste Heel-Broder, 👤Benjamin, og han lod dem derfor sige, at, skiøndt deres urimelige Fortælling bestyrkede hans Mistanke, skulde dog En af dem faae Lov at reise hjem og hente den Broder, de sagde, var hjemme, og, efterat have ladt dem prøve i tre Dage, hvad det var at smides i Fængsel, med Døden for Øine, lod han dem atter komme for sig og sagde: velan! af Gudsfrygt vil jeg spare jert Liv, naar I giør som jeg befaler og henter mig eders yngste Broder, saa jeg kan see, I fare med Sandhed, thi saa vil jeg troe, I er skikkelige Folk, men ellers, saasandt som Pharao lever, skal I døe! Reis nu kun med jert Korn, saa nær som Een, jeg for en Sikkerheds Skyld maa beholde! Nu slog Samvittigheden dem, saa de sagde til hinanden: nu faae vi Løn som forskyldt for hvad vi gjorde ved vor Broder, da vi saae hans Sjæle-Angest og lod som vi ikke hørde hvor bønlig han bad for sig! Ja, svarede 👤Ruben, sagde jeg ikke nok: giør ingen Ulykke paa Drengen, men da vilde I ikke høre mig, og nu kommer hans Blod over os! De tænkde ikke, Ministeren forstod dem, men han forstod dem saa godt, at han maatte gaae tilside og 75tørre sine Øine, før han, efter det, kunde tage den af dem ud der skulde sidde fangen, til de Andre kom igien.

De Ni kom nu hjem til 📌Canaan med deres Korn-Sække, hvori de, med stor Forfærdelse, fandt alle deres Penge igien, og den gamle 👤Jakob vilde Intet høre om at lade 👤Benjamin reise til 📌Ægypten, før Kornet var fortæret og Hungeren for Dørren, men da gav han endelig efter, betroede 👤Benjamin til 👤Juda og lod dem fare afsted, med de dobbelte Penge og med Foræringer til den store Herre, efter Landets Leilighed, af Balsam, Honning, Mandler og Deslige. Skal jeg nu være barnløs, sagde Oldingen, saa faaer jeg da være det, men min Gud skiænke eder dog Naade for Mandens Øine, saa jeg faaer baade 👤Benjamin og eders anden Broder igien! Dermed reiste de og kom til 📌Ægypten, og da de meldte dem hos Ministeren, befalede han sin Huus-Hovmester at bringe dem hjem til ham og giøre An stalt til et Giæste-Bud for dem, men da de blev ført til Ministerens Huus, tænkde de, det var for Pengenes Skyld, der havde forvildet sig i deres Sække og kom derfor strax frem med dem til Huus-Hovmesteren, giørende mange Undskyldninger for den ubehagelige Feiltagelse. Han beroligede dem imidlertid med den Forsikkring, at han havde faaet Pengene, saa hvad de havde fundet i deres Sække, maatte de takke Gud for, hvorpaa han førde deres fangne Broder ind til dem, gav dem Vand til deres Fødder og Foder til deres Æsler og fortalde dem, de skulde spise til Middag hos Ministeren. Da nu Ministeren kom, havde de Foræringerne paa rede Haand, som de overrakde, og kastede sig i Støvet for ham, hvorpaa han spurgde: hvordan de levede, og om deres gamle Fader var frisk, og da de svarede ja, sagde han: Gud velsigne den Mand! hvorved de atter bøiede sig dybt for ham. Dernæst faldt Ministerens Øine paa 👤Benjamin, som han havde Moder sammen med, og han maatte da sige: det er altsaa eders yngste Broder, som I lovede at bringe mig, men han 76fik neppe Tid at lægge til: Gud være dig naadig, min Søn! før Hjertet løb af med ham og han maatte ind i Kammeret at give sine Taarer Luft. Da han imidlertid havde vasket dem af, kom han ind og lod rette an ved tre Borde: et for ham selv, et for hans Brødre, og et for hans Ægyptiske Giæster, som det var modbydeligt at sidde tilbords med Ebræer, men hvad Brødrene forbausedes over, var at de blev bænkede efter Alderen, saa den Ældste kom ganske rigtig til at sidde øverst og den Yngste nederst, og at der blev lagt fem Gange saameget for 👤Benjamin, som for Nogen af de Andre.

Denne Udmærkelse af 👤Benjamin, Sølv-Bægeret der blev lagt i hans Sæk, Indhentningen af Brødrene som uforskammede Tyve og Ministerens Erklæring, at alle de Andre maatte frit reise hjem, men Tyven skulde være hans Træl, alt dette røber vist nok den fine Hof-Mand, der forstod at prøve Gemytter, men han blev dog aabenbar selv overrasket, da nu 👤Juda, den Samme, der fordum sagde til sine Brødre om 👤Joseph: lad os sælge ham til Kiøbmændene, nu traadte frem og sagde: jeg er vor Fader ansvarlig for Drengen og kom vi hjem uden ham, da døde den Gamle og vi førde hans graa Haar med Sorg i Graven, derfor lad mig være din Slave og lad ham reise hjem med sine Brødre! Knap kunde Ministeren faae Ordet frem, hvormed han drev alle Ægypterne ud, thi Graaden kvalde hans Stemme, saa det rygtedes til Hoffet, og Alt hvad han kunde hulke ud til Brødrene, var: jeg er 👤Joseph, lever Fader virkelig endnu! Resten følger paa en Maade af sig selv, som 👤Josephs Arme om 👤Benjamins Hals, men dog er det mærkeligt nok, at han maatte kysse alle sine Brødre og blande Taarer med dem, før de kunde komme til Orde! En saa sjelden Begivenhed i den store Verden blev naturligviis bekiendt ved Hoffet, før den endnu ret var skedt, og alle fandt det overordenlig smukt, og Kongen syndes, der fattedes nu kun, at 👤Josephs Brødre skulde reise hjem, tage 77Vogne med sig til Koner og Børn og til deres gamle Fader og komme ned og boe i 📌Ægypten, saa hele den sjeldne Familie blev samlet. Det Samme var 👤Josephs Betænkning og blev strax sat iværk, og skiøndt den gamle 👤Jakob ei kunde skiønne rettere, end at det var et Æventyr, hans Sønner kom hjem med, da de fortalde ham at den store Herre i 📌Ægypten var ingen Anden end deres Broder 👤Joseph, saa nødtes han dog til at troe sine egne Øine, da han saae de Kongelige Vogne, og da steg Blodet ham endnu engang i Kinderne og han sagde: det var meer end jeg havde troet, lever 👤Joseph virkelig endnu, ham maa jeg fare ned og see, før jeg døer!

Oldingen ilede imidlertid dog ei saa stærkt, at han jo gav sig Tid at bede ved 📌Beersaba og at offre til sin Fader 👤Isaks Gud, og der havde han et Natte-Syn, hvori Gud kom til ham og sagde: 👤Jakob! 👤Jakob! Jeg er dine Fædres Gud, far ned uden Frygt til 📌Ægypten, hvor du skal voxe til et stort Folk, thi Jeg følger med og lader dig atter opfare og dine Øine skal 👤Joseph lukke!

Saasnart 👤Joseph hørde at hans Fader nærmede sig, lod han spænde for sin Vogn og mødte ham i 📌Gosen, hvor Oldingen hviskede i hans Favn: nu vil jeg døe, naar det skal være, siden jeg har seet dig lyslevende igien! Derpaa blev 👤Jakob og fem af hans Sønner forestillede for Kongen, som (efter gammel Skik til Hove) blot spurgde Oldingen: hvor gammel han var, og Sønnerne om deres Nærings-Vei, og da de, efter 👤Josephs Indskydelse, sagde de var Faare-Hyrder og bad om Lov til at boe i 📌Gosen-Land, da fik de intet Svar af Kongen, men han vendte sig til Ministeren, og sagde at han kunde lade sin Fader og sine Brødre boe i 📌Gosen eller hvor han vilde, og, lagde Kongen til, er der duelige Mænd iblandt dem, da lad dem føre Opsyn over mine Hyrder!

👤Jakob levede endnu sytten Aar, i 📌Gosen i 📌Ramses, i Nærheden ad 👤Joseph i sin Families Skiød, og udkaa78rede høitidelig 👤Josephs Sønner, 👤Ephraim og 👤Manasse, til at gaae i lige Arv, som Stamme-Fyrster, med hans egne Sønner, naar Gud gav dem det forjættede Land, og han tog en Eed af 👤Joseph, at han ei vilde begrave ham i 📌Ægypten, men hos hans Fædre, 👤Abraham og 👤Isak, i Hulen 📌Makpela. Paa sit Yderste sammenkaldte han alle sine Sønner og spaaede dem deres Skæbne, i et Billed-Sprog, der er os saare dunkelt, men da vi veed, hvad der i Tidens Fylde udsprang af 👤Juda Stamme, er det os dog klart nok at den Gamle havde Syner, da han sagde: dig, 👤Juda! skal dine Brødre lovsynge, og for din Haand skal Fienden vende Rygg, for dig skal din Faders Sønner knæle! 👤Juda, Løve-Unge! din Opkomst er som Løve-Spring, naar du segner, du slumrer som en Løve og som en Løve-Unge, Man vover ved at vække! Høvdingen af 👤Juda og Lederen af hans Lænder skal ikke tabe sig, før det kommer for Dagen hvad ham er tilkeiset, og han er Folkenes Haab! Han binder sin Fole ved Viin-Stokken, sin Asenindes Føl ved Ranken, han tvætter sin Kappe i Viin, sin Brynje i Viindrue-Blod! Hans Øine ere klarere end Vinen og hvidere end Melk er hans Tænder!

👤Jakob var hundrede og syv og fyrretive Aar, da han døde, og efterat han var balsameret i fyrretive og begrædt i halvfjerdsindstyve Dage, da drog 👤Joseph med Kongens Forlov op til 📌Canaan, med et stort Følge af Vogne og Ryttere og af de fornemste Ægypter, og jordede sin Fader i Hulen 📌Makpela.

👤Joseph selv blev hundrede og ti Aar gammel, og før han døde, tog han de Efterlevende i Eed, at naar Gud udførde dem fra 📌Ægypten, til det Land, Han havde lovet deres Fædre, da skulde de tage hans Been med sig, og 👤Joseph blev balsameret og skrinlagt i 📌Ægypten.

Dette er Summen af den berømte 👤Josephs-Historie, der giennem Aar-Tusinder har bevæget Børn og Oldinger, og da 79det er den, som i Verdens-Historien fører os ud af Hyrde-Telten ind i de store Stæder, maa den til Verdens Ende give lærde Mænd Nok at tænke paa, men, for ei derover at glemme hvad der ligger os nærmest, maae vi allerførst lægge Mærke til, at der endnu findes Spor af 👤Joseph i 📌Ægypten. Ikke langt fra 📌Kairo, men vestenfor 📌Nilen, bag Bjergene ligger nemlig et Landskab, som de Gamle skal have kaldt 📌Krokodil-Egnen, men som siden kaldtes 📌Arsinoe og hedder nu 📌Faim og er et af de frugtbareste Lande i Verden, hvortil, efter Indbyggernes Sigende, 👤Joseph, 👤Jakobs Søn, skal have forvandlet det fra en stor Indsø, ved Dæmninger, Sluser og Kanaler. Riis og Hvede-Marker afvexle her ei blot med Enge, Palme-Lunde og Oliven-Skove, Tobaks og Sukker-Plantninger, men her er tillige 📌Ægyptens bedste Abild-Gaard, hardtad eneste Viin-Gaard og den store Rosen-Gaard som giennem Rosen-Vandet udbreder sin Duft over hele 📌Øster-Leden, og det er Altsammen et Værk af den lange 📌Josephs-Canal (📌Bahr Juseph), som leder 📌Nilen did giennem en Bjerg-Kløft ved Landsbyerne 📌Hauarah og 📌Lahun, skiller det lille Paradis fra Sand-Ørken mod Vesten og samler konstig en Vand-Masse paa den eneste Høide, ved Staden 📌Medina, hvorfra det i ni smaa Kanaler vander og befrugter hele Landet. Dette er saa meget mere mærkeligt, som det aabenbar er i denne Egn 📌Gosen-Land eller 📌Ramses maa søges, thi det findes da upaatvivlelig her, hvor den afsides Beliggenhed og egne Frugtbarhed træffer sammen med den vigtige Omstændighed, at dette Landskab, naar det var en Erobring af 👤Joseph fra Vandet, baade trængde til at befolkes og indrømmedes med al Billighed hans Slægt.

Dette er os her det Nærmeste, men dog er hele 📌Ægypten os et mærkværdigt Land, deels for de mangfoldige Old-Sagers Skyld, der endnu findes, og især fordi der alt i 👤Josephs Dage var hvad vi kalde en ordenlig indrettet Stat, der 80i visse Maader blev Mønsteret for det Borgerlige Selskab baade hos Græker og Ebræer, som selv bekiende, at Ægypterne har været deres Lærere, thi da Græker og Ebræer igien blev hele Verdens Lærere, taber unægtelig baade Statens og Skolens Historie sig oprindelig i det Ægyptiske Mørke, som det er Oplysningens Pligt saavidt mueligt at adsprede.

Under alle Omstændigheder kræver da Landets naturlige Beskaffenhed og Old-Tidens Levninger vor spændte Opmærksomhed, som ogsaa i vore Dage, ved det Franske Tog til 📌Ægypten, er blevet dem til Deel, og Man skimter allerede Lys paa mange Punkter, som aabenbar vil udbrede og klare sig, i samme Forhold, som Man, ved Siden ad Stenene med deres Runer, vil studere Mose-Bøgerne og det levende Mindes-Mærke, Ægypterne have efterladt sig i Kopterne, som er deres Afkom. Vel udgiør Disse nu kun henved et par hundredetusinde Sjæle, og har, skiøndt de blev ved Hjem-Stavnen, til Hverdags-Brug aflagt deres Moders-Maal, men de har det dog endnu til Kirke-Sprog, saa de kan baade læse, forstaae og udtale det, og de har giennem tolvhundrede Aar, midt imellem Barbarer, saa vel bevaret deres Egenheder og saa klart beviist deres Overlegenhed i Dannelse, at i dem maa Man med Held kunne studere de gamle Ægypter og ved deres Hjelp hitte Rede i Old-Sagerne.

Saa ligger da 📌Ægypten endnu som i gamle Dage paa Grænd serne af det hede og det milde Jord-Strøg, strækkende sig fra Krebsens Vende-Kreds, hundrede Mile langt, op til 📌Middel-Havet, med 📌Nilen, der ikke blot giennemstrømmer Landet, men er alle Dage baade Middel-Punkten og Axelen, hvorom Alting samler og dreier sig. Man siger nemlig med Rette, at Riget og Landet er ligesaavel opsteget af Floden som Pharaos Malke-Kiør og Axe-Krands; thi fra 📌Souan (📌Syene) til 📌Bakarah (📌Kerkasore) nordenfor 📌Kairo, hvor Floden deler 81sig, er 📌Ægypten kun en Dal mellem Sandsteens og Kalk-Steens Bjerge, kun beboelig og frugtbar, saavidt som den aarlige Oversvømmelse, mellem Sommer-Soelhverv og Efteraars-Jævndøgn, naaer, og 📌Nedre-Ægypten eller 📌Delta er ikke Andet end Sand og Nil-Dynd, der har leiret sig paa Skiærene i Hav-Bugten.

Bjergene paa begge Sider af Vandfaldet ved 📌Souan, hvor Floden synes at udøse sin Harme, for siden at være et Mønster paa Mildhed, maae allerede særdeles tildrage sig vor Opmærksomhed, da de er af et eget Slags deilig, mest rosenrød Granit, som Man ellers ikke finder, udgiør selv her kun som en stor Ære-Port for Elve-Kongen og har givet 📌Souan (Aabningen) sit Navn. Sydenfor Vandfaldet er, blandt de mange Øer, den rivende Bjerg-Strøm skaber af Klippe-Blokke, kun 📌Pilak (📌Philæ) mærkværdig, hvor Ægypterne sagde, deres Skyts-Aand (Osiris) laae begravet, og hvor der findes store Levninger af gamle Templer, som endda synes sammensatte af Vrag fra ældre Jette-Bygninger, da mange Runer staae paa Hovedet og Sommer-Soelhverv sættes i Løvens Tegn, hvad Stjerne-Kigerne paastaae, kun passede for over 4000 Aar siden. Lige ved 📌Souan ligger derimod en anden Øe, den Nordligste af dem alle, som under Navnet 📌Elephantine er berømt fra Heden-Old, og bærer i sine deilige Haver og Lunde de første Mærker paa Flodens Gunst for 📌Ægypten. Ogsaa her er naturligviis Tempel-Ruiner bedækkede med Hieroglypher, og saadanne ældgamle Runer finder Man i Mængde selv paa Granit-Fjeldene til begge Sider; men de mest kolossalske Ruiner i 📌Øvre-Ægypten eller 📌Maris (Sønderlandet) findes dog ved 📌Edfu, 📌Sna (📌Esne) og frem for Alt, hvor den gamle Jette-Stad 📌Thebe har ligget, paa begge Sider af Floden, ved 📌Luxor og 📌Karnak, 📌Abu og 📌Gurna. Her seer det nemlig ud, som en heel 82lille Verden, skabt af Halv-Guder, var lagt i Grus, og skiøndt de gamle Græker skrev med Beundring om 📌Thebe, som de kaldte 📌Diospolis men Ebræerne 📌No-Ammon, saa er det dog Intet mod Franskmændenes Henrykkelse over de blotte Ruiner, som ordenlig synes at have gjort dem andægtige. Hvad de nu især løfte til Skyerne, er først Paladserne ved 📌Medinat-Abu, med Kolosserne Tama og Kama, der rage frem over mange Lignende, og dernæst østenfor Floden de tilsvarende Paladser ved 📌Luxor og 📌Karnak og endelig paa sidste Sted den lange Allee af Sphinx-Kolosser i Hundrede-Tal. Deels er det nemlig noget Eget ved disse Paladser, at der findes hele lange Historier udhuggede paa Murene, baade ude og inde, saa Slag til Lands og Vands, Bestormelse af Fæstninger, Indtog og festlige Optog, er paa det Livagtigste afbildede, og deels maa Man svimle ved blot at tænke paa, hvad Tid og Kraft der hørde til, for paa een Plet at samle og bearbeide alle disse uhyre Granit-Blokke, der samtlig er hentede en tredive Miil borte fra Steen-Bruddene ved 📌Souan. Hertil komme endnu de uhyre Grav-Kieldere i Kalksteens-Bjergene mod Vesten, hvor Mumierne, snart i Kister og snart kun med en beskrevet Papyrus-Rolle under Knæet, er utallige, og hvor Man ikke blot maa studse over den Tid og Flid, det har kostet at udhule disse hvælvede Jette-Stuer, men ligesaameget over al den Konst, baade Malere og Billedhuggere har ødslet med, hvor der skinner hverken Soel eller Maane; thi her seer Man hele de gamle Ægypters daglige Liv, paa Marken og i Husene, snart udhugget og snart afmalet med de mest levende Farver. Ved en Ende har Man opdaget tretten Kieldere, som Man ikke tvivler om jo høre til de berømte Kongelige Begravelser, og i en af dem, der ei havde været aabnet for nyelig, fandt Man til Bekræftelse en stor og prægtig med Billed-Værk bedækket Lig-Kiste (Sarkophag) af Alabaster, 83som nu staaer til Skue i det saakaldte 📌Brittiske Museum i 📌London!

📌Øvre-Ægyptens Mindes-Mærker slutte for Resten med Ruinerne ved 📌Tenthori (📌Denderah), hvor Man især beundrer en Bue-Gang, hvor Dyre-Kredsen, og en Sal, hvor alle de øvrige Stjerne-Billeder paa det Nøieste findes afskildrede.

I 📌Mellem-Ægypten, som begynder ved 📌Abydos, findes ingen Ruiner, undtagen Pyramiderne ved 📌Dashur, 📌Sakkara og 📌Gize og 📌Labyrinthen i Fayum, og da det dog var her (Man siger, ved 📌Sakkara) det store og berømte 📌Memphis laae, formoder Man, at det Meste her, ikke som i 📌Øvre-Ægypten har været bygt af Granit og Sand-Steen, men, ligesom de fleste Pyramider, af Kalk-Steen, og at Araberne har brugt Ruinerne, for en Nemheds Skyld, at brænde Kalk af til deres Bygninger.

Man tæller nogle og fyrretive Pyramider, af forskiellig Størrelse, men de største og berømteste er de Tre ved 📌Gize, i Nær heden af 📌Kairo, hvor Bjerg-Kiæderne vende sig, og saavidt Man har kunnet maale, for Sandet hvori de staae nedsjunkne, er den Allerstørste omtrent 300 Alen høi og Fod-Stykket af samme Længde. Fra disse Pyramider har Man opdaget en underjordisk Gang til den der ligger kuldkastet og ilde tilredt i Bjerg-Kløften ved 📌Lahoun, som fører ind til 📌Fayum, og saavel denne Pyramide, som den der staaer inde ved 📌Labyrinthen, har det Særegne, at de mest bestaaer af Tegl-Steen, der under Strygningen er givet mere Sammenhold ved at blande Leret med smaahakket Straa!

Ved 📌Bakara (📌Kerkasore) udstrækker 📌Nilen endnu som fordum sine Arme og omslynger 📌Nedre-Ægypten, men beholder nu kun de samme To, der fordum blev til Syv, til den falder i Havet ved 📌Rosette og 📌Damiette. Den vestligste 84Arm hedd i gamle Dage 📌den Kanopiske, hvor nu Søen 📌Edko er, og derpaa fulgde 📌den Bolbitiniske, som er 📌Rosette-Armen, paa hvis høire Bredd Man seer Ruinerne af 📌Deltas berømte Hoved-Stad 📌Sais, men den østligste Arm hedd 📌den Pelusinske, der, tilligemed 📌den Tanitiske og 📌Mendesiske, har tabt sig i 📌Menzale-Søen, saa 📌Damiette-Armen er den, de Gamle kaldte 📌den Bukoliske, og Søen 📌Burlis har slugt 📌den Sebennytiske.

Saavel af de Saitiske Ruiner mod Vesten som af dem ved 📌Matharia, mod Østen, hvor det gamle 📌On (📌Heliopolis) har staaet, seer Man, at der i 📌Nedre-Ægypten, trods den lange Afstand fra 📌Souan, er bygt mest med Granit, men dog er Levningerne forholdsviis ubetydelige, tildeels fordi de Romerske Keisere lod bringe hvad de kunde til 📌Rom og 📌Constantinopel, men dog især fordi det ikke var saadanne Jette-Værker som de Thebaiske til at trodse Tid og Barbarer!

Hvad nu 📌Ægyptens utallige Ruiner kan røbe, naar Man lærer ret at stave og at lægge sammen hvad Man hidtil kun giættede paa, det lader sig vist nok ikke forudsee, men vel tør man forudsige, at en Skrift af saa dunkel og tvetydig Natur aldrig kan lære os Saameget om Tilstanden i det gamle 📌Ægypten, som 👤Josephs Historie, der, ved klart og nøiagtig at fortælle en eneste Begivenhed, viser os hvordan det for tre Aar-Tusinder siden virkelig saae ud i 📌Ægypten. Der var nemlig dengang, see vi, allerede en Række af faste Stæder, hvor Korn-Magasinerne anlagdes, Præsterne udgjorde en egen Stand, som eiede Jorde-Gods og levede i den dyre Tid paa Kongelig Bekostning, alle Bønderne, undtagen Præsternes Avls-Karle, var, indtil den store Misvæxt, Selv-Eiere, men blev ved den Leilighed Arve-Fæstere paa Kongens Gods, Læge-Konsten og Balsameringen var noget Dagligdags, et Slags Lærdom og Vidskab blev dyrket med Flid, Hyr85de-Livet var Ægypterne modbydeligt, og Forfinelsen i Sæder og Levemaade var steget til saa mærkelig en Grad, at naar vi ikke vidste bedre, maatte vi tænke, Talen var om vore Dage. Naar Man derfor ikke har forundret sig langt mere over 👤Josephs Historie end over Steen-Hugningen, Farve-Blandingen og Bygnings-Konsten, der spores i de kolossalske Ruiner, da kommer det aabenbar kun deraf, at Man enten, ligesom de gamle Ægypter, havde mere Sands for Døden end for Livet, eller oversaae flygtig hvad nu er hverdags, men har dog behøvet saa lang en Tid og saa underlige Sammen-Stød for at udvikle sig hos os, at vi maae høilig forbauses ved at see det alt i Slægtens unge Dage, i en Afkrog mellem 📌Afrikas Bjerge.

Vi burde imidlertid, med den Kundskab, Genesis skiænker os, og med den Forstand paa Menneske-Livet, Aartusinders Erfaring bør give, ei studse længe over det Ægyptiske Vidunder, thi dyrkede allerede 👤Kain Jorden og grundede en Stad, og opfandt hans Afkom alt i Slægtens første Børne-Aar baade Smedning og Strænge-Leg, da behøvede det aabenbar efter Synd-Floden kun at huge en Stamme bedre at staae stille, end at giøre den Fremgang, der nu var muelig, for i et Land som 📌Ægypten at indrette et Borgerligt Selskab og føre en Leve-Maade, som dem vi spore i 👤Josephs Historie. Kun Villien til at vælge en dyrisk Stil-Stand paa det tilsyneladende høie Stade, Kainiterne havde besteget, istedenfor at udvikle Menneske-Naturen i hele sin underfulde Dybde, kun den er i Grunden at forbauses over, men da vi ikke blot finde den hos mangen Enkelt-Mand til alle Tider, men i det Store hos Chineserne, den ny Tids Ægypter, fristes vi i det Mindste ikke til derunder at tænke os noget Guddommeligt, eller at give andet end Ægypterne selv Skylden for, at naar Man undtager hvad Ebræer og Græker ligesom stjal sig til at lære af dem, er Udbyttet af deres tusindaarige Folke-Liv kun Steen-Blokke i Grus-Dynger og Mumier i Jette-Stuer, 86hvis Runer beskrive ingen Ting saa tydelig som deres Idræts Forfængelighed!

👤Moses og Pharao.

En af 👤Jakobs ældste Sønner, 👤Levi, havde allerede ved Flytningen til 📌Ægypten en Søn ved Navn 👤Kahat, og 👤Kahaths Søn, 👤Amram, fik med sin Frænke 👤Jochabed to mærkværdige Sønner: 👤Moses og 👤Aaron. 👤Aaron var ældst, men nævnes gierne sidst, fordi han fordunkles af sin Broder, hvis forunderlige Skæbne, fra Fødselen af, og hvis mageløse Bedrifter har gjort ham til den berømteste Stats-Mand og Skribent i hele Verden.

Israeliterne formerede sig nemlig ganske overordenlig i 📌Ægypten og blev saare mægtige, men da baade 👤Joseph og alle hans Brødre og hans Samtidige var døde, kom der en ny Konge paa Thronen som ikke kiendte 👤Joseph, og han sagde til sit Folk: seer I ikke hvor talrige og hvor mægtige Israeliterne blive, saa de voxer os over Hovedet, derfor, lad os være snilde, saa de ikke, om vi fik Krig, skulde slaae dem til Fienderne, løsrive sig og vandre ud. I Følge heraf maatte Israeliterne med Svøben over Hovedet arbeide paa Fæstnings-Værker i 📌Pithom og 📌Raamses, og da de formerede dem ligefuldt og trivedes, da fik Ægypterne ret Vederstyggelighed til dem og plagede dem for Alvor, med alt det haardeste Arbeide ved Kalk-Brud og Tegl-Værker og andensteds, saa de blev rene Trælle. Derhos lod Kongen Ebræernes Jord-Mødre, 👤Sippora og 👤Phua, kalde og befoel dem at kvæle alle Drengene i Fødselen, men da de vare for gudfrygtige til det og undskyldte sig med, at de Ebraiske Kvinder var anderledes haardføre end de Ægyptiske og behøvede ingen Hjelp, da gav Kongen den Forordning at alle Ebræernes nyfødte Drenge-Børn skulde smides i Floden* Moses I. 46. II. 1–2..

87Nu traf det sig at 👤Amrams Hustru kom i Barsel-Seng med en særdeles velskabt Dreng, som de derfor lagde Dølgs-Maal paa et heelt Fjerding-Aar, og da de ikke kunde skjule ham længer, tog hans Moder en Vidie-Kurv, som hun tættede og digtede med Beg, og lagde Barnet i og satte ved Floden i det Grønne, stillende hans Syster paa Vagt et godt Stykke derfra for at see Enden. Imidlertid kom Kongens Daatter med sine Jomfruer ned til Floden for at bade sig, fik Syn paa Kurven, lod den hente og saae, da hun lukkede den op, et grædende Drenge-Barn. Da sagde hun medlidende: see, det er en af Ebræernes Drenge, og strax var hans Syster ved Haanden og spurgde, om hun ikke maatte hente en ebraisk Amme til ham? Jo nok, sagde Prindsessen, hvorpaa Pigen kom med Drengens egen Moder, og hende gav Prindsessen Barnet med de Ord: pas mig nu godt paa Drengen og am ham op, saa vil jeg betale dig for det. Siden, da han var afvant, tog Prindsessen ham til sig som sin egen Søn og kaldte ham 👤Moses (Vanddru), thi, sagde hun, vi trak ham op af Vandet!

Efter lang Tids Forløb, da 👤Moses var blevet stor, tog han sig sit Folks Trældom nær, og da han en Dag kom og saae en Ægypter prygle en Ebræer, og der, saavidt han kunde øine, Ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og grov ham ned i Sandet; men Dagen efter blev han Vidne til et Slags-Maal mellem to Ebræer, og da han sagde til den der havde Uret: hvi slaaer du din Næste, fik han til Svar: hvem satte dig til Høvding og Dommer over os, vil du kanskee giøre ved mig som du giorde ved Ægypteren igaar, du slog ihjel! Derover blev 👤Moses bange, og da Rygtet kom for Kongens Øren og hans Liv stod i Fare, flygtede han ud af Landet til 📌Midian, hvor han blev gift med Præsten 👤Jethros Daatter 👤Zippora og opholdt sig i mange Aar*Moses II. 2..

88Imidlertid døde den Ægyptiske Konge, og Gud hørde hvorledes Israeliterne sukkede og bad til ham under Aaget, og han kom sin Pagt ihu med 👤Abraham og 👤Isak og 👤Jakob, og som 👤Moses en Dag gik i Ørken, hvor han vogtede sin Sviger-Faders Faar, da blev han en brændende Torne-Busk vaer og saae med Forundring at Ilden gjorde den ingen Skade. Det gad jeg dog vidst, sagde 👤Moses ved sig selv, hvordan det hænger sammen, men da han nærmede sig Busken for ret at syne den, da hørde han en Røst derfra, som sagde: 👤Moses, 👤Moses! kom ikke nærmere, men tag dine Skoe af, thi Grunden er hellig hvorpaa du staaer! Jeg er din Faders Gud, 👤Abrahams og 👤Isaks og 👤Jakobs Gud! Da dreiede 👤Moses sit Ansigt af Ære-Frygt, men Røsten blev ved og sagde: Jeg har seet mit Folks Lidelser i 📌Ægypten og jeg har hørt hvor de vaande sig under Bødlernes Haand og Jeg kiender deres Kvide; derfor dalede Jeg ned, at udfrie dem af Ægypternes Haand, at udføre dem af samme Folks Land og at indføre dem i det store og deilige 📌Canaans Land, som flyder med Melk og Honning! Saa vær nu du mit Sende-Bud til Kong Pharao og udfør mit Folk, 📌Israels Børn, af 📌Ægypten!

Hvad duer jeg til det, sagde 👤Moses, og gjorde mange Indvendinger, men det nyttede ham ikke; Herren gav ham Tegn at giøre for 📌Israels Børn og for Kong Pharao, til Vidnesbyrd om hvem der sendte ham, og da han desuagtet undskyldte sig med sit lave Mæle og sin daarlige Udtale, og vilde ikke troe at Han som giver alle Mund og Mæle kunde raade Bod derpaa, da blev Herren vreed og sagde: nu da, saa veed Jeg dog, din Broder 👤Aaron kan tale for sig, og han skal gladelig komme dig imøde, og han skal være din Mund og du skal være hans Orakel, og hils du Pharao fra Herren, at han lader min Første-Fødte, 📌Israel, fare til min Dyrkelse, eller det koster hans Første-Fødte Livet*Moses II. 3–4.!

89👤Moses gav sig nu paa Vei til 📌Ægypten, hvor Herren havde sagt ham, de var alle døde som stod ham efter Livet, og han mødte rigtig sin Broder 👤Aaron i Ørken, og da de rygtede Herrens Ærende i Kredsen af 📌Israels Oldermænd og gjorde Tegnene efter Hans Ord, da troede Folket dem og blev glad, bøiede sig og tilbad Gud som besøgde 📌Israel.

👤Moses var dengang firsindstyve Aar og 👤Aaron tre Aar ældre, og Brødrene stædtes ind for Pharao og hilsde fra Herren 📌Israels Gud, som sagde: lad mit Folk fare at de kan holde Høitid for mig i Ørken! Men Pharao svarede: hvem er det, der befaler mig at lade 📌Israels Børn fare, den Herre, ham kiender jeg ikke og 📌Israel lader jeg ikke fare. Vel sagde Brødrene: det er os som Ebræernes Gud har sat Stævne, derfor lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og offre til Herren vor Gud, at ikke Død og Ulykke skal ramme os; men Kongen sagde til dem: 👤Moses og 👤Aaron! hvi sinke I Folket fra deres Arbeide, gaaer eders Vei, og lad hver passe Sit! Derhos befoel Kongen sine Lade-Fogeder og Skriverne, at der ei længer maatte leveres Folket Straa til Tegl-Værket, men at de skulde selv samle Straa og desuagtet levere samme Antal Steen daglig, thi, sagde Kongen, de har det for mageligt, derfor raabe de paa, de vil ud og offre til deres Gud, men derfor skal I sætte de Karle i Skrue, saa de faae andet at tænke paa end at høre efter Snak! Ordren blev ogsaa nøiagtig fulgt, saa Folket maatte løbe Landet om for at samle Straa, og da det kom til at skorte paa Tallet af Tegl-Steen, maatte Skriverne, som selv var Israeliter, smage Pidsken, og det hjalp ikke at Skriverne gik til Kongen og sagde: hvi handler Du saaledes mod dine Undersaatter, Man giver os intet Straa men kræver dog ligemange Steen, og os, dine Betjenter, pidsker Man, og det er jo uretfærdigt; thi Kongen svarede blot: I dovner, I driver, derfor siger I: vi vil gaae hen og offre til vor Gud, men gaaer I nu hen og giør Gavn, 90Straa faaer I Intet af, men Tallet paa Tegl-Stenene maa være fuldt. Da Skriverne kom ud fra Kongen og mødte 👤Moses og 👤Aaron, da sagde de til dem: Gud straffe eder, som I har gjort os til en Brand i Pharaos og alle hans Tjeneres Næse og har givet ham Sværdet i Haanden til at dræbe os*Moses II. 5–7..

Mismodig klagede nu 👤Moses sin Nød for Herren, men Herren sagde: du skal nok faae at see, hvordan Jeg lærer Pharao at skyde efter med begge Hænder, ja, af al sin Kraft at drive paa Folket, saa de rømme Landet. Du skal staae som en Gud for Pharao og 👤Aaron som din Prophet, derfor siig kun til ham Alt hvad Jeg befaler, thi naar han ikke vil høre, da er det Mig som giør ham haard, for at mine Vidunder og Jær-Tegn skal blive mange i 📌Ægypten, og alle Ægypter skal lære, at Jeg er en Herre, hvis Haand kan række dem og føre mit Folk ud midt for deres Næse!

Nu traadte da 👤Moses og 👤Aaron frem for Pharao og gjorde det første Tegn, i hans og hele Hoffets Paasyn, i det 👤Aaron smeed sin Kiep paa Gulvet og den blev til en Slange. Da lod Pharao sine kloge Mænd og Hexe-Mestere kalde og de gjorde det Samme med deres Tryllerier og satte derved Mod i Pharao, skiøndt 👤Aarons Kiep opslugde deres!

Næste Morgen, da Pharao med Følge gik ned til Floden, mødte 👤Moses og 👤Aaron ham, efter Herrens Befaling, gientog i Hans Navn Begiæringen om Orlov for Folket og sagde: til Beviis paa hvem der sendte os, skal nu alt Vandet i Floden, i Søer og Kanaler og selv i Krukker og Spande forvandles til Blod, saa Fiskene døe og Folkene væmmes ved Nil-Vand! Derpaa slog 👤Aaron med sin Kiep i Vandet og det blev til Blod, saa Ægypterne maatte grave efter Vand for at faae Noget, de kunde drikke, men Hexe-Mesterne eftergjorde ogsaa 91den Konst, og da Pharao saae det, gik han hjem og ændsede det ikke.

Otte Dage efter kom 👤Moses og 👤Aaron igien til Pharao og forkyndte ham, at hvis han ei lod Folket fare og dyrke deres Gud, da skulde der vrimle af Frøer i Floden og paa Landet og i alle Huse, i Sove-Kamre, Deign-Truge og Bager-Ovne, ja, de skulde hoppe paa Kongen selv og alle hans Hof-Mænd. Og see, det skedte, saasnart 👤Aaron udrakde sin Stav, og vel eftergjorde Hexe-Mesterne ogsaa denne Konst, men det gjorde kun Ondt værre, saa nu lod Pharao Brødrene kalde og sagde: beder for mig til Herren, at jeg og mit Folk bliver Frøerne kvit, saa maa eders Folk fare frit og offre til Herren! Velan! sagde 👤Moses, naar vil du, at Frøerne skal forsvinde, saa de findes kun i Floden? Til i Morgen, sagde Pharao. Som du vil, sagde 👤Moses, for at du kan see, hvem der er Enevolds-Herren!

Det skedte ogsaa, men saasnart Pharao fik Stenen fra Hjertet var han lige trodsig, derfor slog 👤Aaron med sin Kiep i Støvet, saa det blev til Gnidder og Gnidderne mylrede baade paa Folk og Fæ, og Hexe-Mesterne, som søgde at eftergiøre Konsten, kunde ikke, saa de sagde selv til Pharao: her har Gud en Finger i, men han ændsede det ikke*Moses II. 7–8..

Da mødte 👤Moses atter Pharao, en Morgen tidlig, han gik ned til Floden, og hilsde fra Herren sigende: lad mit Folk fare at de kan dyrke mig i Ørken; ellers skal Landet og alle Huse vrimle af Spy-Fluer, og det skal skee i Morgen Dag, og Jeg vil sætte Skiel mellem mit Folk og dit Folk, saa i 📌Gosen-Land skal Ingen af de Fluer findes, for at du kan see, Jeg er Herren, al Jordens Gud! Pharao trodsede og Plagen kom, saa Man var nær ved at forgaae af Fluer, hvorpaa Pharao lod Brødrene kalde og sagde: I skal faae Lov at offre 92til eders Gud her i Landet. Nei, sagde 👤Moses, det gaaer aldrig an, thi vore Slagt-Offere vilde være saadan en Vederstyggelighed for Ægypterne at de stenede os, men vi vil offre tre Dages Reise herfra i Ørken, som Herren har sagt. Velan! sagde Pharao, saa langt maae I gaae men ikke længere, beed nu kun for mig! Det vil jeg ogsaa, sagde 👤Moses, naar saa kun Pharao ei skuffer mig igien og nægter os Tilladelsen. 👤Moses bad, og Plagen ophørde, men Kongen trodsede.

Da lod Herren 👤Moses forkynde Pharao Kvæg-Syge trindt i Riget, undtagen i 📌Gosen-Land, og den kom, men netop fordi Kvæget ikke døde i 📌Gosen-Land, kaldte Pharao Plagen et Tilfælde og regnede den ikke.

Da lod Herren 👤Moses tale til Pharao og kaste en Haandfuld Aske i Luften for hans Øine, til Bylder baade paa Folk og , og selv Trold-Mændene fik Bylder, men det regnede Pharao ikke heller.

Da sagde Herren til 👤Moses: mød nu Pharao i Morgen tidlig og hils ham fra Ebræernes Gud, som siger: lad mit Folk fare til min Dyrkelse, eller det skal svide til dit Hjerte og til dit Folks, thi nu slaaer Jeg Dommedags-Slag, skiøndt Jeg giemmer dig for at aabenbare min Kraft paa dig og vorde navnkundig trindt om Land! I Morgen sender Jeg et Hagel-Veir, hvis Lige Man aldrig saae før i 📌Ægypten, derfor skynd dig og lad dit Kvæg drive hjem, thi Alt hvad der findes ude naar Uveiret kommer, baade Folk og , er dødsens. Som sagt, saa gjort, thi skiøndt Endeel af de Store blev bange og lod deres Kvæg drive hjem, saa trodsede dog Kongen, til Hagelen kom, med Torden og Lynild, og anrettede en Ødelæggelse paa Folk og , paa Træer og Sæd, hvortil Man aldrig saae Magen. Da først lod Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde og sagde til dem: nu bekiender jeg min Synd, Herren har Ret og jeg og mit Folk er de Ugudelige, men beder nu kun for mig til Herren, at Torden-Veiret maa gaae over og Hagelen standse, 93saa maae I fare med Fred, jeg vil ikke forholde eder! Velan! sagde 👤Moses, naar jeg gaaer ud af Byen, skal jeg opløfte mine Hænder til Himlen, og Uveiret skal standse, for at du kan see, at Herren eier Landet; men jeg veed nok det er endnu kun Tant med din og dine Hofmænds Gudsfrygt*Moses II. 8–9..

👤Moses spaaede ret, thi Uveiret standsede men Pharao trodsede, hvorpaa 👤Moses igien bragde Kongen Herrens Ord, saa lydende: Jeg har forhærdet baade dit og dine Raadsherrers Hjerte, for at I skal være mine Vidner for eders Børn og Børne-Børn om mine Jærtegn og mine Slag i 📌Ægypten. Med det Samme forkyndte 👤Moses, at næste Dag skulde Landet mylre af Græs-Hopper, saa der blev ikke en bar Plet tilsyne, og de skulde fortære paa Marken Alt hvad Hagelen havde levnet, og 👤Moses gik derpaa sin Vei, men han blev hentet tilbage, fordi Pharaos Hofmænd sagde til deres Herre: er Anstøds-Stenen værd at holde paa, siden Du ikke vil lade de Mennesker fare hen og dyrke deres Gud, eller lyster dig at høre at 📌Ægypten gaaer til Grunde? Velan! sagde nu Pharao til 👤Moses og 👤Aaron, I skal have Lov til at reise hen og dyrke eders Gud, men Hvormange giælder Reisen? De Gamle med de Unge, sagde 👤Moses, og Piger saavelsom Drenge, med samt Kiør og Faar, thi det er en Høitid for Herren vi skal holde! Og saa skal jeg sende Trodset bagefter, sagde Pharao, ikke sandt? Sikkerlig, naar jeg giør det, da er Herren med eder, men det er jo klart, I har Skielmen bag Øret; derfor, ikke saa, men Mandfolkene skal faae Lov at reise, det er hvad I selv har forlangt. Dermed lod Kongen dem jage paa Dørren men Herren bød 👤Moses udrække sin Haand over 📌Ægypten, og lod det saa blæse fra Sønden, saa næste Morgen var Landet oversaaet med Græs-Hopper, og de gjorde Beskeed med Spelten og Hveden, ligesom Hagelen havde gjort med Byg94get og Lin-Sæden, saa der blev ikke et grønt Blad eller en Græs-Pile *II. Moses 10..

Nu faldt vel Kongen til Føie, mens 👤Moses bad og Vinden fra Nord-Vest drev Græs-Hopperne ud i 📌det røde Hav, men da fik Pharao sit Steen-Hjerte igien, og Herren lod da med Uveir et tykt Mørke ruge over 📌Ægypten i tre Dage, saa Ingen kunde see en Haand for sig og Ingen vovede sig op af sit Leie, men hos 📌Israels Børn var det lyst. Derpaa lod vel Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde og sagde, de maatte gaae hen og offre, naar de blot lod deres Kiør og Faar blive tilbage, men dertil svarede 👤Moses: vil Du da give os Slagt-Offere? nei, ikke saa, alt vort Kvæg maa følge med os, saa der bliver ikke et Been tilbage, thi af vor Hjord skal vi tage vore Slagt-Offere og vi veed desuden ikke Rede paa vor Guds-Dyrkelse før vi komme hen, hvor vi skal. Da sagde Pharao: pak dig, og vogt dig, at du ikke mere kommer for mine Øine, thi den Dag jeg seer dig igien, skal du døe! Det var et sandt Ord, sagde 👤Moses, jeg kommer ei meer for dine Øine, thi saa siger Herren: ved Midnats-Tide giennemfarer Jeg 📌Ægypten og afliver alt det Første-Fødte, fra hans Første-Fødte som sidder paa Thronen til Slavindens Første-Fødte som staaer ved Kværnen, og til Kvægets Første-Fødte, og der skal reise sig et Skrig i 📌Ægypten, som hverken før eller siden; men hos 📌Israels Børn skal end ikke en Hund bjæffe, for at du kan see, hvad Forskiel Herren giør mellem Ægypter og Israeliter, og disse dine Tjenere skal komme og kaste sig i Støvet for mig, sigende: drag ud med hele det Folk Du staaer i Spidsen for, som jeg da ogsaa giør.

Med disse Ord forlod 👤Moses Pharao i Vrede som en stor Mand baade i Kongens og alle hans Tjeneres Øine, og han befalede alle Huus-Fædre blandt 📌Israels Børn at laane 95Sølvtøi og Guldtøi og Klædemon, hver af sin Nabo, og at slagte hver sit Lam, stege det heelt og holde Maaltid med alle deres Huus-Folk, staaende reisefærdige med deres Vandrings-Stave, men Lammets Blod skulde de stryge paa Dør-Stolperne og hele Karmen til et Kiende-Mærke. Det skedte, Dagen gik og ved Midnats-Tide opløftede sig det store Skrig over hele 📌Ægypten, for der var et Lig i hvert Huus, og Kongen stod op med alle sine Tjenere og lod 👤Moses og 👤Aaron kalde, midt om Natten og sagde: reiser eder og farer afsted hen at dyrke eders Gud, og tager Alt med eder, baade Folk og Fæ, og beder godt for mig! Ægypterne drev ogsaa af al Magt paa Afreisen sigende: vi er alle dødsens, saa Israeliterne kom ud i en Hast, 600000 Mand i Tallet, og drog fra 📌Ramses til 📌Succoth paa Veien til 📌det røde Hav og leirede sig i 📌Etham ved Ørken, og Herren ledsagede dem i en Sky-Støtte om Dagen og i en Ild-Støtte om Natten. Men da de laae i 📌Etham, talede Herren til 👤Moses og bød ham føre Folket tilbage ad og slaae Leir mellem 📌Migdol og Havet, thi, sagde Herren, saa tænker Pharao, I er blevet vildfarende i Ørken og Jeg forhærder ham, saa han forfølger eder og Jeg indlægger mig Ære paa ham og hele hans Krigs-Hær, til et Vidnesbyrd for alle Ægypter at Magten er min*Moses II. 10. 11. 14..

Saasnart det nu blev Pharao meldt, at Israeliterne var i Flugten, da blev baade han og hans Raadgivere anderledes tilsinds og sagde: det var dumt, vi satte dem paa fri Fod istedenfor at bringe dem under Aaget. Desaarsag rustede Kongen sig i en Hast og forfulgde Israeliterne, med sexhundrede Strids-Vogne, hele Rytteriet og Landets Høvdinger, og naaede dem i deres Leir paa Fælleden ved Havet ligeoverfor 📌Baalsephon, og da Israeliterne slog deres Øine op og saae at den Ægyptiske Krigshær var dem i Hælene, da blev de for96skrækkede og skreg paa Herren og sagde til 👤Moses: var der ikke Grave nok i 📌Ægypten siden du førde os ud at falde i Ørken, og var det ikke hvad vi sagde til dig: lad os heller trælle for Ægypterne, thi det er dog bedre end at døe i Ørken! Da sagde 👤Moses til Folket: fatter Mod og staaer stille og seer paa Redningen fra Herren, thi disse Ægypter som I seer idag, skal I aldrig see mere evindelig, Herren selv vil kæmpe for eder og I skal tie. Herren havde nemlig sagt til 👤Moses: hvi raaber du saa høit paa mig, siig blot til Folket at de skal brække op, og tag du Staven i din Haand og ræk den ud over Havet, saa skilles det ad og 📌Israel gaaer tørskoet over, men naar Pharao, hvis Hjerte Jeg har forhærdet, sætter efter, da slaaer Jeg mig til Ridder paa ham med hele hans Krigshær, hans Vogne og hans Ryttere, saa alle Ægypterne skal see, hvem der raader! Sky- Støtten, som ellers gik foran Israeliterne, hævede sig nu ogsaa og stillede sig bag dem, mellem deres og den Ægyptiske Leir, og Natten faldt paa med Mulm og Mørke, saa Hærene stødte slet ikke sammen, og da 👤Moses udrakde sin Haand over Havet, lod Herren det blæse op med en flyvende Storm fra Sønden hele Natten, saa Vandet skildtes ad og Israeliterne gik tørskoede paa Havets Bund med Bølge-Mure paa begge Sider. Ægypterne fulgde vel efter til de kom midtveis i Havet, og det var i Morgen-Stunden, men da saae de et Glimt af Herren i Ild-Støtten bag Skyen og der foer en Skræk i dem, og Vognene gik i Staa og det lød fra alle Sider: lad os vende 📌Israel Ryggen, thi Herren strider for dem mod Ægypterne! Men see, da udrakde 👤Moses, paa Herrens Ord, sin Haand over Havet, og Vandet kom igien og overraskede de flygtende Ægypter, med alle deres Vogne og Ryttere, saa de fandt deres Grav i Bølgerne og der kom ikke et levende Øie af dem tilbage.

Da Israeliterne saae dette Storværk af Herren, da kom der Ære-Frygt over dem og de slog Lid til deres Gud og til 97Hans Tjener 👤Moses, og istemde med Fryd en Seiers-Sang, som 👤Moses gjorde, til den Herres Ære, der banede Vei for sit Folk giennem Havet, og henveirede med sit Aande-Pust de trodsige Kæmper, ja, sænkede dem som Steen og som Bly i de rullende Bølger! Sangen sluttede med de blideste Udsigter til en lykkelig Reise, Folkene forbi, som skjalv for 📌Israels Gud, til Odels-Bjerget, hvor hans Helligdom skulde kneise og Hans Throne staae fra Slægt til Slægt evindelig *Moses II. 14–15..

Hele denne mageløse Tildragelse pleier Man vel nuomstunder i Verdens-Historien enten reent at overspringe eller at fremstille paa fri Haand, som en Hverdags-Hændelse, men det Sidste er at forfalske Historien og det Første er at lemlæste den; thi der er for os og for hele Menneske-Slægten ingen vigtigere Begivenhed i hele Old-Tiden, end den, hvorved Ebræerne brød ud af det Ægyptiske Fange-Taarn og tog med sig hvad Sølv og Guld de havde laant af de hovedrige Gniere. Denne Begivenhed maae vi nemlig takke for, at det store Levnets-Løb, der ved Christendommens Hjelp er fortsat til os, ei afbrødes maaskee alt i 📌Ægypten, hvor der jo dog er Grave nok,” men allenfalds med 📌Roms Indtagelse af Barbarerne, saa heller end at tyvte Ebræerne, for Alt hvad de baade legemlig og aandelig tog til Laans i 📌Ægypten og glemde at bringe tilbage, skulde Man heller juble over hvert Gran, der ene paa en saadan Maade kunde komme Menneske-Slægten til Nytte, uden at indlade sig paa det ligesaa unyttige som ubesvarlige Spørgsmaal, om hver enkelt Israelit kunde fuldelig hjemle sig hvad han udførde.

Denne Hvers egen og de Ægyptiske Pose-Kigeres Sag vil vi derfor lade staae ved sit Værd, og naar Man støder sig over Plagerne og over hele Jehovahs underfulde Kamp for 98sit Eiendoms-Folk, da er det her som altid vort første Svar, at det er naturligviis ingen Troes-Artikel for Andre end dem der finde Historien troværdig. Saavel ved sin Omstændelighed og sine levende Farver, som ved sin Overeensstemmelse med Alt hvad vi ellers veed om Tilstanden i det gamle 📌Ægypten, ligner imidlertid Beskrivelsen paa et Haar Beretningen af et Øien-Vidne, og dette Vidne er, efter Ebræernes troværdige Forsikkring, ingen Ringere, end Helten selv, deres gudfrygtige, mageløse Befrier og Lovgiver 👤Moses, saa der hører meget til at tænke, han skulde fortalt vitterlig Usandhed om sit Liv og sine Bedrifter, der maae have været store og glimrende nok til at taale Lyset i deres sande Skikkelse. Havde virkelig Han som skabde Verden, derved enten udtømt sin Kraft eller tabt sin Ret til at giøre underlige Ting, da fulgde det vist nok af sig selv, at han siden lod det være, men til saa barnagtige Indfald er vi dog vel nu for gamle, og, forudsat, at Gud endnu i 👤Moses Tid kunde giøre Mirakler, synes Resten ganske i sin naturlige Orden; thi at det Folk, af hvem 👤Christus og Christendommen skulde udspringe, kunde være Mirakler værd, tør Man dog nok paastaae, og at Ægypterne holdt paa hvad de havde, saa der maatte Overmagt til at udvriste 📌Israel af deres Hænder, kan ingen Kyndig tvivle om. Det Fornuftigste vilde derfor sikkert være, høilig at beundre Forsynets vise og velgiørende Styrelse, hvorved 📌Israels Hyrde-Stamme indførdes i 📌Ægypten, for der at opvoxe til et Stats-Folk, og siden udførdes til i 📌Palæstina at rygte sit for hele Menneske-Slægten mageløs vigtige Kald; thi det var en Kæmpe-Plan, der ligesaa vel maatte Almagt til at udføre som Alvidenhed til at lægge.

Da nu den Mosaiske Fortælling selv er baade det Klareste og Troværdigste vi veed om Israeliternes Ophold i 📌Ægypten og Udgang derfra, vilde det være aldeles bagvendt andensteds at søge enten nærmere Oplysning derom, eller Be99styrkelse derpaa; men derimod kan vi af den forklare os Meget i de Ægyptiske Old-Sager, som ellers bliver mørkt, og der vil, iblandt Andet, som vi alt har bemærket, opgaae et ganske nyt Lys over det mærkværdige Landskab 📌Arsinoe eller 📌Fayum, naar Man betragter det som 📌Gosen-Land. I Teglsteens-Pyramiderne vil Man da see Mindes-Mærker af Israeliternes Trældom, i det med Flid forstyrrede Horn-Tempel (📌Kar-Kerun) uden Hieroglypher, ventelig en Jehovahs Helligdom, og i 📌Labyrinthen maaskee finde de tolv Patriarkers Begravelse, ligesom Man da først vil kunne forstaae, hvi den nordligste Tvær-Dal mellem de østlige Bjerge, der begynder ei langt fra 📌Kairo og fører til Land-Tungen 📌Suez, endnu fører Navn af 📌Vildfarelses-Dalen; thi kun saalænge Man søger 📌Gosen-Land ved 📌Heliopolis er baade det og hele den Mosaiske Fortælling uforklarlig.

At for Resten det Jødiske Sagn om Opholdet i 📌Ægypten og Udgangen derfra har været omstændeligere end den Mosaiske Beretning, er naturligt, og vi finde Spor deraf saavel hos 👤Josephus som i det Ny Testamentes Skrifter, uden dog historisk at kunne lægge Vægt derpaa. Naar 👤Stephan, i Apostlernes Gierninger, siger at 👤Moses blev oplært i al Ægypternes Viisdom, da fristes vi vel ikke til at tvivle om Rigtigheden deraf, men det er kun fordi det egenlig følger af sig selv, da Prindsessen opdrog ham som sin egen Søn, og naar 👤Apostelen 👤Paulus skriver, at de Trold-Mænd der bestreed 👤Moses, hedd 👤Jannes og 👤Jambres, da er det kun for de Christne, med deres særegne Forestillinger om Apostolisk Oplysning, meer end et løst Rygte. Naar endelig 👤Josephus ene fortæller Adskilligt om 👤Moses Skæbne og Bedrifter, da er vel det Mærkeligste derved, at det Altsammen hverken giør fra eller til i Israeliternes Historie, men dog bør det vides, thi Navnet 👤Thermuthis, som han tillægger Prindsessen, er ogsaa fundet i en Ind100skrift paa ovenmeldte gaadefulde Horn-Tempel, og det er mærkeligt, at han baade nævner Pyramider og Kanaler mellem hvad Israeliterne plagedes med og siger, de blev tvungne til at lære allehaande Handværker, og det klinger slet ikke urimeligt men kun lidt sært, hvad der fortælles om Heltens Skæbne og Bedrifter, mens han var i Kongens Gaard. Det hedder nemlig, at han, tre Aar gammel, knæsattes af Kongen, som var sønneløs, og fik Diademet at lege med, men traadte paa det, hvad en af Præsterne, som var nærværende, tog for et ondt Varsel og raadte til at dræbe ham, men at siden, da Æthioperne hærgede Landet og slog Ægypterne, fik disse det Orakel-Svar, at de skulde seire ved Hjelp af en Ebræer, hvorpaa de tog 👤Moses til Høvding, som ikke blot frelste Landet, men hjemsøgde Æthiopernes Hovedstad 📌Saba eller 📌Meroe, og indtog den ved Hjelp af Prindsessen 👤Tharbis, som blev forelsket i ham. Mærkeligt er det ogsaa i denne Henseende at der virkelig ensteds i 👤Moses egne Bøger staaer, at han havde en Æthiopisk Hustru*👤Josephs Oldsk. II. 9. 10. Moses IV. 12..

Dog, langt vigtigere er det os at vide, naar omtrent 👤Moses levede, og det er i den Henseende klogest at begynde med det Spørgsmaal, hvorlænge rimeligviis det Jødiske Folke-Liv, der var saagodtsom endt før 👤Kyri Tid, maa have varet; thi hvad enten vi spørge: hvor gammel omtrent 📌Carthago blev, eller hvorlænge der var imellem Lykurgs og Grækernes borgerlige Død, eller mellem Romulus og Republikens Undergang, faae vi immer samme Svar: sex, syvhundrede Aar, hvad altsaa bliver det rimelige Tids-Rum for enhver Stat i Old-Tiden, der levede sin Alder ud. At dette nu var Tilfældet med den Jødiske Stat, viser dens Historie os klart, og senere end 1250 f. Ch. kan vi da aldrig med Rimelighed tænke os Udgangen af 📌Ægypten; men 101det maa ogsaa omtrent blive Tids-Punkten, thi, efter 👤Christi Slægt-Register hos 👤Mathæus, nedstammede 👤Zorobabel, 👤Kyri Samtidige, i etogtyvende Ledd fra 👤Nahesson, en af 👤Judas Stam-Fyrster ved Udgangen af 📌Ægypten og Svoger til 👤Aaron, hvad, efter tre Ledd paa et Aarhundrede, giver samme Tal, og dermed stemmer Efterretningen hos 👤Moses. Er nemlig 👤Abraham født omtrent 1700 f. Ch. da kom 👤Jakob til 📌Ægypten ved 1400, 👤Joseph døde ved 1350 og 👤Moses kan da ei have været 80 Aar, før omtrent et Aarhundrede efter, altsaa 1250.

Ægyptiske Old-Sagn.

De Bog-Lærde er til alle Tider og under alle Himmel-Egne et eget Slags Folk, som fristes til at rympe Næse ad ethvert gammelt Ord, der ei er ført i Pennen saa varmt som det kom ud af den første Mund, og da nu hardtad alle Folks Old-Sagn kom seent paa Papiret, fordi de enten fattedes Papiret eller Lyst til Pennen, saa er disse dyrebare Mindes-Mærker fra He den-Old baade fordum og især nuomstunder skeet meget Uskiel af de Bog-Lærde; men dog kan Man ogsaa giøre dem Uret og giør det virkelig, naar Man forlanger, de skal tage Old-Sagn, der først kom for Lyset, efter i mange Aarhundreder at have kun forplantet sig i Mørket, for gode historiske Vahre, der give ordenlig Oplysning om Mænd og Tider og virkelige Tildragelser. Vor Tids Critiske Bog-Lærde vilde derfor ikke blot have en reen Fod at staae paa men store Fortjenester af Oplysningen, naar de først og fremmerst havde taget alle virkelige Folke-Sagn for hvad de unægtelig er, for umistelige Vidnesbyrd om det tilsvarende Folks Anskuelse af Livet og Historien, og havde derhos vidst at giøre Forskiel paa Folk, som de var til, uden enten at skiære alle over een Kam eller dømme efter Vild og Venskab. Men hvad enten det nu er skeet af Svaghed i Dømme-Kraften eller af en slavisk 102Frygt for Romeren, endnu længe efter han var død og borte, eller af andre Grunde, saa har de Bog-Lærde enten slet ingen Forskiel gjort paa de sanddrueste og de løgnagtigste, soelkiære og dagskye, ydmyge og storagtige Folks Old-Sagn, eller dog gaaet saa uvidenskabelig tilværks dermed, at det enten var eller syndes dog at være Enkelt-Mandens Tro eller Vantro Forkiærlighed og Fordomme, der gjorde Udslaget. Naar derfor de Skrift-Kloge i Christenheden lige til i Gaar og i Dag canoniserede saavel Ebræernes Old-Sagn som deres skrevne Historie, og blæste ad Ægypternes, da var det vel ganske rigtigt, men maatte dog synes ligesaa uforsvarligt som det Modsatte, der sidst kom i Moden, da vore gamle Theologer derved kun halv troskyldig beraabde dem paa en Inspiration, der kun var til i deres egen Hjerne, og var inconseqvente nok til ligesaagodt historisk at canonisere de Romerske Old-Sagn, der dog er hardtad ligesaa uefterrettelige som de Ægyptiske.

Vi sige derimod med Rette, at disse to Folke-Færds Historie og Old-Sagn forholde sig aabenbar til hinanden som Dag og Nat, og det allerede fordi Præsten 👤Manetho i 📌On (📌Heliopolis), som levede under Ptolomæerne efter det Ægyptiske Folke-Livs Undergang, var, efter Alles Vidnesbyrd, den første Ægypter som udgav en Bog om sit Fædrenelands Old-Sager, medens derimod Ebræernes Heros og Lovgiver, 👤Moses, alt ved Folke-Livets Begyndelse, optegnede deres vigtigste Old-Sagn, saa varme som de kom ud af Paulunet, før de kunde sammenblandes med Sagn om ham og Statens Barndom. Dette mageløse Tilfælde vilde ene være nok til at hæve de Ebraiske Old- Sagn høit over alle andre Folks, men nu kommer hertil, at Ebræerne, ved næsten uafbrudt at fortsætte den Folke-Historie, 👤Moses med det Samme saa mesterlig begyndte, kundgiøre en mageløs national-historisk Retning, og at alle deres Historie-Skrivere, til den 103Babyloniske Udlændighed, efter Lovgiverens Exempel, blotte deres eget Folks Brøst saa djærvt og bedømme dem saa strængt, at Intet uden Sanddruhed kunde undskylde dem hos Folket, og intet Folk, uden den dybeste Ærbødighed for historisk Sandhed, kunde lade selv den Undskyldning giælde. Herfra slutte vi os nemlig ei blot med Rette, men med videnskabelig Nødvendighed, til den mageløse Beskaffenhed af de Old-Sagn, der gjaldt i Paulunet hos 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, og udgik derfra kun giennem tre Ledd til 👤Moses, og vi maae nødvendig tiltroe denne skarpe Bedømmer af Folket og sig selv en Samvittighed, baade ved Opskrivningen af de store Old-Sagn og ved Udgivelsen af dem for reen Sandhed, der, ved hans gyldig afhjemlede Fortrolighed med Sandheds Aand, indskyder alle fordomsfri Naturer dyb Ærbødighed. Endelig er det klart, at Christendommen, med alle dens guddommelige Virkninger giennem snart to Aartusinder borger for 👤Moses Troværdighed, og hvorledes Man da skulde hævde sig Ret til at hedde Critisk Historiker eller Videnskabs-Mand, naar Man agtede 👤Manethos Skrift om Old-Tiden for det Mindste mod hans, eller troede de Ægyptiske Præste-Sagn bedre end Ebræernes skriftlige Vidnesbyrd, det er et Spørgsmaal, der kan besvare sig selv.

Dog ikke blot i Sammenligning med Ebræernes mageløse Old-Sagn og Historie, er Ægypternes uefterrettelige, men de er det mere end noget andet Folks, deels fordi det var umueligt at et Folk, uden at være rædsom uhistorisk, giennem hele Old-Tiden kunde sidde med Pen og Papir og en mageløs borgerlig Dannelse, og dog ingen Historie-Bøger skrive og udgive, og deels viser alle gamle Efterretninger om 📌Ægypten, at Præsterne ordenlig stank af Stolthed og Selv-Roes, saa selv de ældste Historie-Bøger af saadanne Folk vilde kun have lidt at betyde, end sige da hvad de fandt for godt at fortælle til fremmede Reisende, som Beviis paa, at Ægyp104terne var og havde altid været de Frommeste og Viseste af alle Mennesker, saa blandt dem var Ingen at laste uden hvem der ei troede paa de umælende Dyr i hvem Guderne stak. Endelig stadfæster Øiesynet, at de gamle Præster i 📌Ægypten ret med Flid sammenfiltrede Alt hvad de vidste at sige om Guder og Helte, Sjelden heder og Hverdags-Ting, saa Man søger forgiæves Oplysning hos dem, der satte deres Ære i at giøre mørke Taler. Langt fra derfor at kunne, som Man har meent, rette de Ebraiske og Græske Efterretninger om Old-Tiden efter de Ægyptiske Gaader, komme vi rimeligviis aldrig til at forstaae Mere af disse, end hvad vi, efter de aabenhjertige Folks Tilstaaelser og vort eget Bekiendtskab med Natur-Lovene i Aandens og Legemets Verden, kan giætte os til. Guderne flygtede for Fienden (Typhon) til 📌Ægypten og skjulde sig i Dyrene, sagde de gamle Præster, og det giælder i alle Maader om Menneske-Aanden, at der aabenbarede den sig ikke men legede kun eller krøb dog i Skjul. Dette “Ægyptiske Mørke” er imidlertid en universal-historisk Kiends-Gierning, som vi maae fatte skarpt i Sigte, ei blot fordi det mærkelig hæver Lyset i 📌Gosen-Land eller Ebræernes gamle Historie, men især fordi det længe har aabnet alle urimelige Folk et Smuthul, hvorfra de med Held fordunklede Oldtiden. Det var da omtrent halvfemte Aarhundrede før 👤Christi Fødsel, og Halvottende efter Israeliternes Udvandring, at Grækeren 👤Herodot, fra 📌Halikarnas i 📌Lille-Asien, gjorde sin uforglemmelige Reise til 📌Ægypten, som dengang med indædt Harme knurrede under det Persiske Aag, men lignede i Øvrigt sine Mumier, der endnu trodse Tidens Tand og volde Nutidens Lærde samme Hoved-Brudd som Folket selv voldte Fortidens. 👤Herodot var en anderledes Beundrer af Ægypternes barnagtige Selv-Klogskab, falske Ærbarhed og Storladenhed, end vi uden Skam kan være, og det er derfor sikkert nok, at han hverken har paadigtet dem 105nogen Lyde, eller fortiet Nogen af deres Dyder, som han kunde opdage; men at de virkelig satte en Ære i at være keitede og gaae avet om i alle Maader, og at der virkelig ikke har været nogen anden Historie at finde, end hvad Præsterne, fornemmelig i 📌Memphis men dog ogsaa i 📌Thebe og 📌On, gav ham at løbe med.

Mines, sagde de, var den første Konge, og bygde 📌Memphis, paa en Grund, han vandt fra 📌Nilen, ved at lede den mod Vesten ind imellem Bjergene, og Præsterne læste Navnene op paa trehundrede og ni og tyve Konger, som de udgav for hans Eftermænd, men vidste ikke Andet at fortælle om, end at de Atten var Æthioper og at de var Mandfolk tilhobe, paa Nitokris nær, en mandhaftig Dronning, som druknede en Slump Ægypter i et underjordisk Gemak, fordi de havde slaaet hendes Broder ihiel og kvalde derpaa sig selv i en Aske-Hob.

Den trehundrede og tredivte Konge, som hedd Miris, ud mærkede sig derimod særdeles ved at grave den store Sø, der siden bar hans Navn, og hans Eftermand, Sesostris, var en mageløs Helt, som først gjorde Søtog paa 📌det Røde Hav og giennemfoer derpaa med en seierrig Krigs-Hær det faste Land, op igiennem 📌Syrien og 📌Lille-Asien, lige til 📌det sorte Hav, efterladende sig allevegne Minde-Støtter med Indskrifter paa, som angav hans Navn og Fædreneland. Da Sesostris vendte tilbage til 📌Ægypten, modtog hans Broder, som havde været Rigs-Forstander, ham ved 📌Pelusium med et stort Giæstebud, men kun paa Skrømt, thi under Maaltidet lod han lægge Baal om Huset, saa Sesostris maatte lægge Bro derover med To af sine Sønner. Krigs-Fangerne, han førde hjem med sig, brugde Sesostris deels til at bryde og baxe Steen-Kolosser, og deels til at giennemskiære Landet med Kanaler, hvorpaa det Hele blev opmaalt og ligelig deelt mellem alle Indbyggerne. Han var den eneste Konge i 📌Ægyp106ten som tillige raadte over 📌Æthiopien, og hans Billed-Støtte, tredive Alen høi, stod endnu i 📌Memphis ved 📌Hefæstos-Templet, da 👤Darius Hystaspis kom og vilde sat sin ved Siden, men lod det dog være, da Præsten forestilde ham, det gik ingenlunde an, da han endnu stod langt under Sesostris, som, blandt Andet, undertvang de Skyther der trodsede 👤Darius.

Efter Sesostris kom hans Søn Pheron, som blev blind fordi han af Overmod skiød et Spyd i 📌Nilen, da den stod høiest, men han kom sig dog igien, da han med Nød og Neppe fandt en Kone, der var sin Mand tro, og vaskede sig i hendes Vand, hvorpaa han brændte sin Dronning og alle de Koner, der, ligesom hun, havde skuffet hans Haab. Af Taknemmelighed mod Guderne udsmykkede han alle deres Templer og prydede især 📌Soel-Templet med to Kolosser af heel Steen, hver paa hundrede Alen.

Efter ham blev en Memphiter Konge, som Grækerne kalde Proteus, og ham, sagde Præsterne, faldt Helena i Hænderne, da Paris flygtede med hende fra 📌Grækenland, og hos ham blev hun i god Behold, til Menelaus kom selv og hentede hende, men Proteus fik kun en daarlig Tak for sin Retfærdighed, thi for at faae Bør og komme bort, gjorde Menelaus et Slagt-Offer paa Kysten af to Ægyptiske Drenge.

Efter Proteus fulgde Rampsenit, som i levende Live nedsteg til hvad Grækerne kalde Under-Verdenen og slog høiest Øine med Isis, hvorved han snart vandt og snart tabde, men kom dog tilbage med et gyldenstykkes Hoved-Bind og til Amindelse derom, sige Præsterne, det er, at paa en vis Dag En af dem føres med tilbundne Øine ud paa Veien til 📌Isis-Templet, hvor han saa, ladt alene, afhentes og bringes tilbage igien af to Ulve.

Denne Konge er det, som har bygt de vestre Forgaarde 107ved 📌Hefæstos-Templet og opreist de to Billed-Støtter, som Ægypterne kalde Sommer og Vinter og begegne derefter, saa hiin nyder Ære og denne faaer Skam; men Rampsenit havde ogsaa godt ved at bygge, for han havde Penge som Græs, saa i Rigdom kunde Ingen af alle de følgende Konger ligne end sige maale sig med ham. Han blev imidlertid narret med det Skat-Kammer han lod bygge, thi vel var der udenfra ikke Andet end Mur tilsyne, men Byg-Mesteren havde været skielmsk nok til at lade een Steen i Muren sidde løs, saa Een til Nød og To magelig kunde liste den ud og krybe derind, og det Kneb aabenbarede han paa sit Yderste sine to Sønner, som ogsaa benyttede Vinket saa godt, at Kongen tydelig kunde see, der kom Svind-Sot i hans Penge. Da nu dog Laasen var uskadt og Seiglet ubrudt, kunde Kongen Ingen beskylde og maatte nøies med at lægge Fælder omkring Penge-Tønderne, men hvad der saa gjorde ham reent fortumlet, var at han en Morgen-Stund vel fandt en Tyve-Krop i Fælden, men uden Hoved, thi han der løb i Fælden bad sin Broder kappe Hovedet af sig og tage med, saa hverken Tungen skulde røbe Andre eller Ansigtet ham. Kongen vidste nu ikke bedre Raad, end at hænge Kroppen tilskue paa Muren og stille Vagt ved, som skulde gribe hvem der græd, og det havde nær hjulpet, thi Stakkelens Moder truede Broderen med at angive det Hele, hvis han ikke skaffede hende Kroppen, men det lykkedes ogsaa Skielmen, som fik hele Vagten drukket saaledes under Bordet i Viin, at han ikke blot i al Mag kunde skiære Tyve-Kroppen ned, men give sig Stunder til at rage Skiægget paa den høire Kind af hele Troppen, dem til Spot og Spee. Kongen blev derved endnu mere opsat paa at fange Træringen, og, da alle andre Midler slog feil, lod han giøre alle vitterligt, at naar Tyven selv vilde indfinde sig hos ham, skulde han ikke blot slippe heelskindet, men faae en stor Belønning. Nu kom da Skielmen for en Dag og Ramp108senit holdt ikke blot Ord, men gjorde ham til sin Sviger-Søn, som den klogeste Mand under Solen, efter den Regning, at Ægypterne i den Henseende overgik alle andre Folk og han igien dem.

Hidindtil, sagde Præsterne, havde Retten havt sin Gænge i 📌Ægypten og Riget blomstret i alle Ender, men, efter Rampsenit, kom, under 👤Cheops, al Ondskab i Vælgten, thi det Første han gjorde var at lukke alle Templer og afskaffe Offringerne, og dernæst maatte alle Ægypter trælle for ham, deels med at bryde Steen i 📌de Arabiske Bjerge og slæbe dem over til den Lybiske Side, og deels med Pyramide-Bygningen. Han havde ikke mindre end hundredetusinde Arbeids-Folk ad Gangen, som løste hinanden af hvert Fjerding-Aar, og det kostede dem ti Aar blot at faae Veien istand og Bakken, Pyramiderne staae paa, og de underjordiske Grav-Kamre, han gjorde sig paa den Øe, han ved Udgravning fik 📌Nilen til at danne; men Vei-Værket, af hugne Steen med Hieroglypher, 500 Skridt i Længden ti Favne bredt og, paa det Høieste, otte Favne høit, er ogsaa i mine Øine snart ligesaa betydeligt, som Pyramiden selv, hvorpaa der dog anvendtes tyve Aar. Samme Pyramide er for Resten en regelmæssig Firkant, 800 Fod paa hver Side og ligesaa mange høi, trappeviis bygt af hugne Steen, som den var støbt, og forsynet med en Ægyptisk Indskrift, som jeg grandt kan huske, Tolken udtydede saaledes for mig, at blot Bræk-Midlerne og Løgene af alle Slags til Arbeids-Folkene havde kostet over sexten Tønder Guld, og naar saa er, hvad maa der ikke da være gaaet til Føden og Klæden i det Hele og til alt Værktøiet!

Denne 👤Cheops regierede i halvtredsindstyve Aar og hans Broder 👤Chephrin, som lignede ham op ad Dage og bygde den anden store Pyramide ved Siden, regierede i sex og halvtreds, og det Aarhundrede kalde Præsterne 109📌Ægyptens onde Tid, hvori alle Templerne stod lukkede, og de to Konger er Ægypterne endnu saa forhadte, at de endog kun nødig nævner dem og har, blandt Andet, kaldt Pyramiderne op efter Hyrden Philitis, som paa den Tid vogtede Kvæg der i Nærheden.

Efter 👤Chephrin, siger Man, kom 👤Mykrin paa Thronen, som vel var en Søn af 👤Cheops men traadte dog ikke i sin Faders Fodspor; thi baade aabnede han Templerne igien, og gav det plagede Folk Hjemlov, og maa prises fremfor alle Konger i 📌Ægypten som et Mønster paa Retfærdighed, da ikke blot hans Domme var retfærdige, men hans Hjerte saa godt, at han gav dem der tabde deres Sag Erstatning af sin egen Lomme, for at de ikke skulde være vrede paa ham. Men trods al sin Livsalighed blev 👤Mykrin dog meget ulykkelig, og det første Stød han fik, midt under sine priselige Bestræbel ser, var, at han mistede sin Daatter, som var eneste Barn, og hende var det, han, til en Udmærkelse ikke lod begrave men bisætte i den forgyldte Træ-Ko, som staaer i 📌Sais endnu, hvor jeg selv har seet den. Koen staaer der i et kongeligt Gemak, hvor der hver Dag giøres Røgelse og brænder om Natten en Lampe for den, og i et Side-Værelse staae der tyve kolossalske Billed-Støtter, som Man kalder 👤Mykrins Kiærester, men som jeg ingen videre Beskeed kan give om. Somme vil rigtig nok sige, at 👤Mykrins Daatter hængde sig af Græmmelse, fordi hendes Fader bar sig unaturlig ad med hende, og at de Andre var Kammer-Pigerne som havde været Faderen behjelpelige og som Moderen derfor havde hugget Hænderne af, men det holder jeg for Snak, saameget mere, som Man beraaber sig paa, at Billed-Støtterne har heller ingen Hænder, thi deres Hænder har jeg selv seet ligge for deres Fødder, saa dem har aabenbar Tiden slidt af. Koen ligger ellers paa Knæ, er af naturlig Størrelse og beklædt med et Purpur-Dækken, paa Hals og Hoved nær, hvor Man seer 110Lue-Forgyldningen og Solen som en Straale-Krands imellem Hornene, og een Gang om Aaret, naar Ægypterne sørge over Guden, jeg ved denne Leilighed ikke tør nævne, kommer Koen ud at soles, som skal være efter en Bøn af Prindsessen paa hendes Yderste.

👤Mykrins anden Gienvordighed var et Orakel-Svar han fik fra Buto, at han kun skulde leve sex Aar til, og da han desaarsag i Vrede lod kaste Guden i Næse, at hans Fader og Farbroder, som lukkede Templerne, foragtede Guderne og plagede Folket, blev ældgamle og han som var saa from skulde døe ubetimelig, fik han til Svar, at hans Dage blev forkortede fordi han ikke gjorde sin Pligt; thi 📌Ægypten skulde plages i halvandet hundrede Aar, og det havde han ikke ændset. Da 👤Mykrin nu hørde at han var fordømt, tog han sig for at leve i Suus og Duus og gjorde, under uophørlig Svir og Sværm, ret med Flid Nat til Dag, for saaledes, ved paa en Maade at leve tolv Aar, at giøre Spaadommen til Løgn. Han efterlod sig ellers ogsaa en Pyramide, meget mindre end hans Faders, og det er den som nogle Græker hen i Veiret har tillagt Skiøgen 👤Rodopis.

Efter 👤Mykrin, sagde Præsterne, kom 👤Asychis, som har bygt den østlige Forgaard ved 📌Hefæstos-Templet, som er baade kiønnere og meget større end alle de andre.

Under denne Konge, siger Man, der blev saa stor en Armod, at Laanerne ei havde andet at sætte i Pant end deres Faders Lig, og i den Anledning blev der givet en Lov, som tilholdt, at hvem der pantsatte sin Faders Lig, han pantsatte dermed tillige sit Gravsted, saa, naar han ikke løste sit Pant, kunde hverken han eller Nogen af hans faae en ærlig Begravelse.

Denne Konge efterlod sig ellers et Mindes-Mærke, hvormed han meende at overgaae alle sine Formænd, og det var en Pyramide af Tegl, med følgende Indskrift: sæt mig ikke saa 111lavt som et Side-Stykke til Steen-Pyramiderne, thi jeg staaer saa høit over dem som Zeus over Gude-Vrimlen: med en Baads-Hage stak Man i Søen, af hvad der hængde ved strøg Man Tegl, og det er min Oprindelse!

Efter ham kom den blinde Anysis fra en Stad af samme Navn paa Thronen, men maatte flygte til Moradserne for Æthioperen 👤Sabako, som brød ind i Landet med en stor Krigshær, beherskede det i halvtredsindstyve Aar og gav den mærkværdige Lov, at hvem der havde forbrudt sit Liv, skulde afsone sin Brøde ved at slæbe Jord til sin Fødeby, hvorved da Stæderne i 📌Ægypten fik deres høiere Beliggenhed. 👤Sabakos Herredømme fik imidlertid Ende med Eet, ved en forunderlig Drøm, han havde, thi der kom en Mand til ham med det Raad, at han skulde sammenkalde alle de Ægyptiske Præster og kappe Hovedet af dem, og det ansaae han for en Fristelse fra Guderne, som vilde have ham til at forgribe sig, for at faae Leilighed til at ødelægge ham, og da han nu tillige kom ihu, at Tiden var udløbet som Oraklet i 📌Æthiopien havde spaaet, han skulde beherske 📌Ægypten, forlod han godvillig Thronen og Landet. Da kom den blinde Anysis tilbage fra Moradserne, hvor han havde skjult sig i halvtredsindstyve Aar og bedt de Ægypter, der bragde ham Levnets-Midler, at bringe ham en Sæk Aske i Hemmelighed, af hvilken Aske med Jord imellem han da skabde Øen 📌Elbo, som var en stor Hemmelighed i meer end fire Aarhundreder, til endelig 👤Amyrtæus fik den opsnuset.

Efter ham kom Hefæstos-Præsten Sethon paa Thronen, og han behandlede Krigs-Standen, som han fandt aldeles overflødig, med saa dyb en Foragt, at han endogsaa tog Jorde-Godset fra dem, som var dem tillagt af de forrige Konger, men derfor vilde Krigs-Folket heller ikke rykke i Marken, da den Arabiske og Assyriske Kong 👤Senacherib med en stor Hær truede Landet. Fortvivlet derover, tyede Præsten ind i 112Helligdommen og klagede sin Nød for Gudens Billed-Støtte, til han faldt i Søvn af Vaande og havde da et Syn, hvori Guden bød ham være ved et frit Mod og kun gaae Fienden i Møde, sikker nok paa Hjelpe-Tropper. Det gjorde han da ogsaa og drog op til 📌Pelusium, ved Grændserne, med et Følge, der ikke var en eneste Krigs-Mand i, men lutter Kro-Mænd, Handværks-Folk og Dagdrivere, hvorpaa Fiendens Leir ved Natte-Tide oversvømmedes af Mark-Muus, som aad baade Koggere, Buer og Skjolde-Greb, saa Hæren næste Dag maatte flygte vaabenløs og leed et stort Nederlag. Derfor staaer denne Konge endnu i 📌Hefæstos-Templet, udhugget i Steen, med en Muus i Haanden og disse Ord i Munden: hvo mig seer, vorde from*Herod. II. 98–143.!

Saavidt Præsterne, siger 👤Herodot, og Man maa vel indrømme, det kan ogsaa være Nok af det Slags; men paa den anden Side kan Man dog heller ikke nægte, det er en meget tarvelig Old-Historie for det ældste Folk i Verden, selv naar Man anslaaer Tids-Rummet til en god Deel mindre end Præsterne, som læste de 341 Konge-Navne op for 👤Hekatæus og 👤Herodot, forsikkrende dem, at de havde udfyldt ligesaamange Menneske-Aldre eller 11340 Aar og pegende til Vitterlighed paa ligesaamange Træ-Mænd i 📌Thebe, der skulde forestille Ypperste-Præsterne, hvis Antal, Søn efter Fader, paa et Haar stemmede med Kongernes! Imidlertid er dog disse 👤Herodots Præste-Sagn omtrent Alt hvad Old-Tiden har kiendt, thi hvad 👤Diodor, som skrev efter 👤Manetho, lægger til, er ubetydeligt, saa Man seer godt, at Historien slet ikke har været de Ægyptiske Præsters Sag, og at det i alle Maader var splittergalt, af saadanne Billinger at ville bygge et Tempel enten for Saga eller Mnemosyne, der kunde trodse de 113Ihukommelses-Støtter, 👤Moses og hans Efterlignere har reist paa 📌Zion. Derimod kan vi, ved Hjelp af Ebræernes Skrifter, temmelig godt see, hvordan de Ægyptiske Præster, tildeels meget imod deres Villie, er kommet til den naragtige Rigs-Historie, de trykde i Grækeren. Først maae vi imidlertid forvandle de mange tomme Aar-Tusinder omtrent til ligesaamange Aarhundreder, hvorom Præsterne selv har efterladt os et Vink, vi ei kan lade ubenyttet, thi de fortalde selv 👤Diodor, at de vidste kun Rede til syv og fyrretive Konge-Grave, og naar vi nu til de 341 Konge-Navne, de forelæste 👤Herodot, lægge de følgende Sex (👤Psammetik, 👤Necho, 👤Psammis, 👤Apries, 👤Amasis og 👤Psammenit) som er sikkre nok, da bliver der netop trehundrede og syv og fyrretive, hvoraf vi med Rette forkaste de trehundrede som uægte, da det jo kun var uærlige Folk der hos Ægypterne, som havde Grave nok, kom til at fattes En*Diodor I. 30.. Tillagde vi nu endogsaa 📌det Ægyptiske Rige, til 👤Senacheribs Tid, hvad Man kalder 41 Menneske-Aldere (1350 Aar), kom der dog allerede en menneskelig Tids-Regning ud, men da 25 Aar er det allerhøieste Man tør regne paa hvert Konge-Ledd, maa det forkortes til 1000, som, lagt til de 700 Aar mellem 👤Senacherib og 👤Christus, giør 1700 Aar og fører os eet Aarhundrede foran 👤Abraham, som jo ogsaa er den første bekiendte Reisende, der fandt en Konge i 📌Ægypten. Hermed kan det ogsaa stemme, hvad Præsterne fortalde 👤Herodot, at indtil den Tid havde Solen i 📌det Ægyptiske Riges Dage staaet to Gange op hvor den gik ned og omvendt, uden at det havde gjort nogen videre Forskiel; thi da det dog neppe var blot Snik-Snak, skulde det vel sagtens betyde, at Himmel-Legemerne i den Tid havde fuldendt to store Kreds-114Løb, som jo skeer i tolv Aarhundreder, netop saamange af fornævnte Sytten, som i 👤Herodots Tid var forløbne.

Er nu Tal-Gaaden løst, da komme vi til Ting-Gaaden, som ikke er Mangelen paa mærkværdige Begivenheder i 📌Ægypten, hvor Alting, ligesom i 📌China