Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

56

Old-Tiden.

Fra Adspredelsen til 📌Jerusalems Forstyrrelse.

(henved 2000 Aar.)

👤Abraham.

👤Abraham, 👤Tharahs Søn, som nedstammede i sjette Ledd fra 👤Eber, altsaa i Niende fra 👤Sem, er den første Mand paa Jorden, der fik Noget som ligner en Levnets-Beskrivelse, og denne Semit, som baade Jøder og Araber kalde deres kiødelige, baade Christne og Mahomedaner deres aandelige Fader, er ogsaa unægtelig en universal-historisk Patriark, om hvem det vilde være tungt ei at vide bedre Beskeed, end Hedning-Folkene vidste om deres mythiske Stam-Fædre. Baade han og vi havde imidlertid ogsaa det mageløse Held, at 👤Abraham, blandt sine Børn i sjette Ledd, ei blot fandt en Biograph, men en Saadan, som den store 👤Moses, der selv var blevet graa i Hyrde-Telten og satte saa den store Hyrde-Konge et uforgiængeligt Mindes-Mærke, ved Siden ad Lov-Bogen for hans Afkom, der nu skulde begynde at giøre ham til den store Folke-Fader, han havde Løfte paa at blive.

👤Abrahams Fædre havde boet i 📌Chaldæa, østenfor 📌Euphrat, men 👤Tharah flyttede til 📌Charan og der sagde Herren til 👤Abraham: gak ud af din Faders Huus og fra din Slægt og drag til et Land som jeg skal vise dig; saa vil jeg giøre dig til et stort Folk og skiænke dig stor Navnkundighed og en velsignet Amindelse: hvem der velsigner dig vil Jeg velsigne, hvem der forbander dig vil Jeg forbande, og i dig skal alle Folke-Stammer paa Jorden velsignes! Abra57ham var dengang fem og halvfjerdsindstyve Aar og han forlod 📌Charan, paa Her rens Ord, med sin Hustru 👤Sara, sin Broder-Søn 👤Loth, som var faderløs, og Alt hvad han eiede, og kom til 📌Canaan, til 📌Sichem ved den store Eeg, og der aabenbarede Herren sig for ham og sagde: dette Land vil Jeg give din Afkom, derfor bygde 👤Abraham Herren et Alter paa det samme Sted.

👤Abraham og 👤Loth var rige Mænd, begge, og i Tidens Længde kunde deres Hyrder ikke forliges om Græs-Gangene, derfor sagde 👤Abraham til 👤Loth: vi er Brødre og der maa ingen Splid være, enten mellem os eller vore Hyrder, og her er Rum nok, saa, vil du gaae til Høire, gaaer jeg til Venstre, og vil du gaae til Venstre, gaaer jeg til Høire! Da faldt 👤Loths Øine paa Sletten ved 📌Jordan, omkring 📌Sodoma og 📌Gomorra, som dengang vandedes af Floden og var et Paradis, ligesom 📌Ægypten, og den Egn udvalgde han og opslog sin Bopæl i 📌Sodoma blandt et meget slemt og ugudeligt Folk. 👤Abraham blev derimod i 📌Sichem, til Herren befalede ham at rykke op og syne Landet, lige ud til Havet, som hans Afkom skulde besidde, og siden boede han ved 📌Mamres Eeg, ved 📌Hebron og bygde Herren ogsaa der et Alter.

Nu havde Kong 👤Balla i 📌Sodoma og Kong 👤Bassa i 📌Gomorra, og tre andre Smaa-Konger deromkring, i tolv Aar skattet til 👤Chodolgomer Konge i 📌Elam, men i det Trettende faldt de fra, og i det Fjortende drog 👤Chodolgomer ud i Herrefærd mod dem, og havde Kong 👤Amraphel i 📌Sinear, Kong 👤Arioch i 📌Elassar og 👤Thargal Folke-Konge i Følge med sig, og de slog Kæmperne i 📌Astaroth og 📌Karnain og Omeræerne i Staden 📌Sau og Horiterne paa 📌Seirs-Bjerge, til Terebinthen ved 📌Pharan i Ørken. Derfra vendte de fire Konger tilbage til 📌Trætte-Kilden i 📌Kades, slog Amalekiterne og mødtes til Strid med de fem frafaldne Konger i 📌Salt-Dalen som var fuld af Lim-Grave. Der flydde og faldt Kongerne 58fra 📌Sodoma og 📌Gomorra og Resten flygtede til Bjergene, og Seierherrerne plyndrede 📌Sodoma og 📌Gomorra og 👤Loth, som boede iblandt Sodomiterne, faldt derved ogsaa i Fangenskab og blev bortført. Det kom der en af Flygtningerne og fortalde 👤Abraham i 📌Mamre-Lund, hvor han boede hos 👤Mamres Brødre 👤Eskol og 👤Aner som han var i Samlag med, og saasnart 👤Abraham hørde, at hans Brodersøn var fanget, da fik han strax trehundrede og atten Mand, af sine egne Tyende, paa Benene, kaldte sine Stalbrødre 👤Eskol og 👤Aner til Hjelp og satte efter Kongerne og naaede dem ved 📌Dan, hvor han overfaldt dem om Natten og slog dem, lige til 📌Choba vestenfor 📌Damask. Da 👤Abraham derpaa vendte seierrig tilbage, kom Kong 👤Melchisedek i 📌Salem, som var den høieste Guds Præst, ud imod ham med Vin og Brød og lyste Velsignelse over ham, sigende: velsignet være 👤Abraham af den høieste Gud, som skabde Himlen og Jorden, og lovet være den høieste Gud, som gav Fienden i din Vold! Ham gav 👤Abraham Tiende af Alt, men Kongen i 📌Sodoma var ogsaa gaaet 👤Abraham i Møde, til 📌Savi-Dalen og til 📌Konge-Sletten, og han sagde til 👤Abraham: behold du Byttet og giv mig blot Folkene! Nei, sagde 👤Abraham, jeg vidner for den høieste Gud, som skabde Himmel og Jord, at jeg vil ikke eie Traad eller Trevl af hvad dit er, saa du skulde sige: 👤Abraham kan takke mig for hvad han har; jeg vil derfor Intet beholde undtagen hvad de unge Karle har fortæret og hvad der tilkommer mine Staldbrødre: 👤Eskol, 👤Aner og 👤Mamre!

Siden havde 👤Abraham et Syn, hvori Herren talede til ham og sagde: vær ikke forsagt! Jeg er dit Skjold og din store Løn! Da sagde 👤Abraham: Ak! min Herre! hvad nytte mig Gaver, aldenstund jeg er barnløs og min Træl 👤Eliezer fra 📌Damask skal være min Arving! Nei, sagde Røsten, ei din Træl men din Søn skal arve dig, og see engang paa Himlen, om du kan tælle Stjernerne, thi saa mangfoldig skal din Afkom vorde! 59Og 👤Abraham troede Gud og det blev regnet ham til Retfærdighed, men da Herren sagde: Jeg er din Gud, som udførde dig af Chaldæernes Land, for at give dig dette Land til Arv, da sagde 👤Abraham: hvorpaa skal jeg kiende det, og Herren sagde: paa en treaars Kvie og en treaars Geed og en treaars Væder, en Turtel-Due og en Due-Unge. Alt det tog 👤Abraham da ogsaa og lagde Kroppene deelte men Fuglene hele lige over for hverandre og sad paa Vagt mod Rov-Fuglene som faldt paa Offeret, men i Solebjergs-Laget blev 👤Abraham undrykt, det sortnede for hans Øine og han bævede og hørde en Røst, som sagde: det være dig vitterligt, at til om fire hundrede Aar skal din Æt være udlændig blandt de Fremmede, beherskes, mishandles og undertrykkes af dem, men du skal have en god Alderdom og samles til dine Fædre i Fred, og i den fjerde Slægt vil Jeg føre din Afkom hid igien, thi Amoriternes Ondskab skal have Tid til at modnes. Og see, da Solen var nedgangen, da var Alteret indhyllet i Røg som af en Ovn og der bevægede sig ligesom tændte Lamper mellem Offer-Gaverne.

Da 👤Abraham havde boet ti Aar i 📌Canaan og 👤Sara saae at hun fik ingen Børn, da bad hun 👤Abraham at tage hendes ægyptiske Tjeneste-Pige 👤Agar til Med-Hustru, og det gjorde han, men 👤Agar blev derpaa studs mod sin Frue, og 👤Abraham lod 👤Sara tugte hende som hun vilde. Da nu 👤Sara var haard imod hende, løb 👤Agar bort, men paa Veien til 📌Schur, ved en Kilde i Ørken, mødte Herrens Engel hende og bød hende vende tilbage og ydmyge sig for 👤Sara og spaaede hende en stor, utallig Afkom, sigende: du er frugtsommelig og føder en Søn som du skal kalde 👤Ismael, han skal være but, hans Haand skal være imod Alle og Alles Haand imod ham, men han skal boe for Næsen af alle sine Brødre.

Endelig, da 👤Abraham var ni og halvfemtsindstyve Aar, havde han igien et Syn, hvori Herren talede til ham og gjorde 60Omskiærelsens Pagt med ham, saa hvert Barn otte Dage gammelt skulde omskiæres og der maatte ikke findes en Uomskaaret, Fri eller Træl, hos hans Afkom, og Herren sagde: Jeg velsigner 👤Sara og giver dig en Søn med hende, som skal være Konge-Fader! Da faldt 👤Abraham paa sit Ansigt men loe og sagde ved sig selv: skulde vi faae en Søn, naar jeg er hundrede Aar og 👤Sara Halvfemts, og han sagde til Herren: ja, Gud lade 👤Ismael leve! Som Jeg siger, sagde Gud, 👤Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde 👤Isak og med ham vil jeg slutte en evig Pagt at være hans og hans Afkoms Gud. Ogsaa din Bøn for 👤Ismael har Jeg hørt og jeg har velsignet ham, saa han bliver Fader til tolv Stammer og til et stort Folk, men med Sønnen, som 👤Sara føder ad Aare, med 👤Isak slutter jeg Pagten.

Derpaa tog 👤Abraham og omskar sig selv og sin Søn 👤Ismael og alt Mandkiøn i sit Huus; men som han nu sad en Middags-Stund i Dørren paa sit Paulun i 📌Mamre-Lund, da slog han sine Øine op og saae tre Vandrings-Mænd og løb dem imøde, bukkede dybt og sagde: Herre! har jeg fundet Naade for dine Øine, da gaae ikke din Tjeners Dør forbi, men lad os tage Vand til Fodbad og vederkvæger eder i Lunden med en Bid Brød, saa kan I fortsætte eders Reise! Som du vil, sagde den Fremmede, og strax løb 👤Abraham ind i Telten til 👤Sara og sagde: skynd dig, tag tre Gievner fint Hvede-Meel og bag Kager! Og selv løb 👤Abraham til Hjorden og tog den bedste Fede-Kalv han fandt, lod en af Tjenerne lave den til i en Hast og beværtede saa de Fremmede under Egen med Smør og Mælk og Kalve-Kiød og gik selv for Borde. Da sagde den Anden til ham: hvor er 👤Sara, din Hustru? Inde i Telten, var Svaret. Velan, sagde Han, om et Aar, ved denne Tid, naar Jeg kommer igien, har 👤Sara sig en Søn! Det hørde 👤Sara, som stod bag Døren i Paulunet og lyttede, og hun loe ved sig selv og sagde: det er nok bagefter! Da sagde 61Herren til 👤Abraham: hvad skal det betyde, at 👤Sara loe ved sig selv og sagde, hun er for gammel; for Gud er ingen Ting umuelig og, som sagt, Jeg kommer igien ad Aare og da har 👤Sara en Søn! 👤Sara blev nu bange og nægtede, at hun havde leet, men han sagde: Snak! jo vist loe du!

Derpaa reiste de Fremmede sig og gik ad 📌Sodoma og 📌Gomorra til og 👤Abraham fulgde dem paa Vei, og da sagde Herren: Jeg vil ikke dølge for min Tjener 👤Abraham hvad jeg har isinde; thi han skal blive til et stort og talrigt Folk og i ham skal alle Jordens Folke-Færd velsignes, og Jeg veed, han vil formane sine Børn og sin Slægt til at følge Herrens Veie og giøre Ret og Skiel, saa Jeg kan lade 👤Abraham times Alt hvad jeg har lovet ham! Der er kommet mig et stort Skrig for Øren om 📌Sodomas og 📌Gomorras svare Synder, og Jeg foer ned for at see om Skriget har tilstrækkelig Grund eller ikke! De To var imidlertid gaaet forud til 📌Sodoma, men 👤Abraham stod for Herrens Ansigt, traadte nærmere og sagde: vil Du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige? Nei, det være langt fra, Jordens Dommer, skulde han ikke giøre Forskiel! Hvis der nu skulde være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden, vil du da ødelægge dem, eller vil du ikke meget mere spare hele Staden for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld? Jo, sagde Herren, findes der i 📌Sodoma halvtredsindstyve Retfærdige, da vil Jeg spare hele Staden for deres Skyld. Men, sagde 👤Abraham, siden jeg nu er kommet Herren i Tale, skiøndt jeg kun er Støv og Aske, saa, hvis der skulde fattes Fem i de Halvtreds, vilde Du da derfor ødelægge Staden? Nei, sagde Herren, findes der fem og fyrretive, ødelægger Jeg den ikke. Og see, 👤Abraham blev ved at bede, og slog af til Fyrretive, til Tredive og til Tyve, og da Herren altid gjorde som han bad, da sagde 👤Abraham: maa jeg ikke nok bede blot een Gang endnu: om der skulde findes Ti! Selv for de Tis Skyld, 62sagde Herren, vil Jeg da afvende Ødelæggelsen, og dermed brød Herren af og gik.

Da de to Engle om Aftenen kom til 📌Sodoma, sad 👤Loth i Porten, løb dem imøde, bukkede dybt og bad dem tage Natte-Leie hos ham, og da de vægrede sig og sagde, de vilde blive paa Gaden om Natten, nødte han dem, til de gik ind, og han gjorde Giæstebud for dem; men før de endnu gik til Sengs, stimlede alle Sodomiterne omkring Huset, kaldte 👤Loth ud og sagde: hvor er de Mænd som tog ind hos dig i Aftes, bring os dem herud at vi kan giøre os lystige med dem! O, nei dog, Brødre! sagde 👤Loth, begaaer ikke den Misgierning, jeg har to ugifte Døttre, dem vil jeg overlade til eders Godtbefindende, naar I blot ikke vil forgribe jer paa Giæsterne under mit Tag! Af Veien med dig, var Svaret, du er selv en Giæst og vil sætte os irette, men derfor skal du ogsaa skee en Ulykke fremfor de Andre. Dermed styrtede de ind paa 👤Loth og vilde brække Dørren op, men da udrakde de Fremmede deres Haand, drog 👤Loth ind til sig, lukkede Dørren og slog Sodomiterne med Blindhed, saa de blev kiede af at lede om Dørren. Derpaa sagde Englene til 👤Loth: har du Sønner eller Døttre eller Svogre eller andre Paarørende i Staden, saa før dem ud af den, thi vi er udsendt for at ødelægge den! 👤Loth gik da ogsaa hen og talde med sine tilkommende Sviger-Sønner og bad dem forlade Byen, fordi Herren vilde ødelægge den, men de tog det som om han kun spillede Giæk med dem. Næste Morgen tidlig skyndte Englene paa 👤Loth og trak ham tilsidst med hans Kone og hans Døttre ud af Staden og sagde til ham: see dig ei tilbage og stat ei stille paa Sletten, men frels dig op paa Bjergene! Da sagde 👤Loth: det kan jeg ikke, men har jeg fundet Naade for Herrens Øine, da spar den lille By her tæt ved, at jeg kan finde Tilflugt der! Velan! var Svaret, jeg vil skaane den, men skynd dig at komme der63ind! Samme By hedder nu 📌Zoar og just som 👤Loth gik derind, stod Solen op, da regnede der Ild og Svovel ned fra Himlen over 📌Sodoma og 📌Gomorra og ødelagde dem og hele Egnen, og 👤Loths Hustru, som saae sig tilbage, blev til en Salt-Støtte!

Samme Morgen tidlig gik 👤Abraham hen til det Sted hvor han stod for Herrens Ansigt og see, da stod Egnen ved 📌Sodoma indhyllet i Røg og Damp.

Siden skedte det, efter Herrens Ord, at 👤Sara fødte en Søn, som blev omskaaret paa den ottende Dag og kaldt 👤Isak, men da han voxde op og 👤Sara saae, at 👤Ismael drev Spot med ham, da sagde hun til 👤Abraham: jag Slavinden og hendes Søn paa Dørren, thi Slavindens Søn maa ikke gaae i Arv med min Søn. Det, fandt 👤Abraham, var tungt at høre om sin egen Søn, men Gud sagde til ham: lad det ikke falde dig tungt, men lyd kun 👤Sara ad i Alt hvad hun siger om Slavinden og hendes Søn; thi giennem 👤Isak er det, du forplanter din Slægt, men Jeg skal nok giøre Slavinde-Sønnen til et stort Folk, fordi han er af dit Blod. Da stod 👤Abraham tidlig op om Morgenen, forsynede 👤Agar med Vand og Brød, hængde hende Drengen paa Ryggen og lod hende gaae, men hun foer vild i Ørken og da Vandet var fortæret, kastede hun Drengen under en Palme-Busk og satte sig selv ned, et Bøsse-Skud derfra, med Ryggen til ham, sigende: jeg vil dog ikke see mit Barn døe. Da græd Drengen og gav et Skrig og det kom Gud for Øren og en Guds Engel fra Himmelen kaldte ad 👤Agar, sigende: hvad nu, 👤Agar! frygt ikke, Gud hørde Drengens Røst hvor han ligger, staae derfor op og tag ham ved Haanden, thi jeg giør et stort Folk af ham! Da aabnede Gud hendes Øine, saa hun fik Syn paa et Kilde-Væld, hvor hun fyldte sin Vand-Flaske og lædskede Drengen, og Gud var med ham, saa han trivedes i Ørken og blev en Bue-Skytte, og hans Moder skaffede ham en Hustru fra 📌Ægypten.

64Siden satte Gud 👤Abraham paa Prøve og sagde: tag 👤Isak, din elskelige, kiære Søn og gak til Høi-Landet og bring mig et Offer af ham paa et af Bjergene, som Jeg bestemmer! Da stod 👤Abraham tidlig op om Morgenen og sadlede sit Æsel og drog afsted, med 👤Isak og To af sine Tyende og med Tørre-Brænde til Offringen. Tredie Dagen fik han Stedet i Sigte som Gud havde valgt, og sagde da til sine Slaver: bier I nu her med Æselet, mens jeg og Drengen gaaer derhen, saa komme vi igien naar vi er færdige! Brændet maatte 👤Isak bære og selv gik 👤Abraham med Ilden og med Offer-Kniven i Haanden, men, alt som de nu gik ved Siden ad hinanden, da sagde 👤Isak til sin Fader 👤Abraham: min Fader! Ja, min Søn! sagde han, hvad er det? Vi har Ild og Brænde, sagde 👤Isak, men hvor er Offer-Lammet? da sagde 👤Abraham: for Lammet, Søn, vil Herren sørge! Dermed gik de videre, og da de kom til Stedet, bygde 👤Abraham et Alter, lagde Brændet ilave, bandt sin Søn 👤Isak og lagde ham ovenpaa Brændet paa Alteret og rakde efter Offer-Kniven, for at slagte sin Søn; men da kaldte Herrens Engel fra Himmelen ad ham og raabde: 👤Abraham, 👤Abraham! læg ikke Haand paa Drengen og giør ham ingen Skade, thi nu kan Jeg mærke, du frygter Gud og vilde for min Skyld opoffre selv din elskelige Søn! Som nu 👤Abraham saae sig om, fik han Øie paa en Væder, som hængde fast i Krattet ved Hornene, samme Væder gik han hen og tog og offrede til et Brænd-Offer istedenfor 👤Isak.

Da 👤Abraham var hundrede og syv og tredive Aar, døde 👤Sara hans Hustru og han kiøbde en Ager, med en Klippe-Hule, af Hethiten 👤Ephron, til en Familie-Begravelse, og der jordede han 👤Sara, i Hulen 📌Makpela, ved 📌Hebron i 📌Canaans Land, som med Ageren blev ham tilskiødet til et Grav-Sted.

👤Abraham blev imidlertid selv hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Aar, og saae sine Børne-Børn i Opvext, 👤Isaks Sønner, 👤Jakob og 👤Esau, som han havde med sin Frændke 65👤Rebekke, og da 👤Abraham døde, mæt af Dage, blev han begravet hos 👤Sara i Hulen 📌Makpela.

Ingenlunde bør Man undres over, at de fleste Læsere i vore Dage ei ret selv veed, hvormeget de troe af denne forunderlige Tale, der bestandig synes at svæve mellem en poetisk Idyl og en idyllisk Historie; thi det Naturlige og Over-Naturlige, det Guddommelige og Menneskelige, som Man i vore langt mere anatomiske end poetiske Dage pleier saa skarpt og dødt at adskille, sammenflyder her saa let og levende for vore Øine, at Man har ondt ved at troe dem, end sige da Historien, som de Skrift-Kloge saa keitet har gjort til en Troes-Artikel. Betragte vi imidlertid med Forstands oplyste, det er, med videnskabelige Øine, denne deilige Skildring af 👤Abraham, den mageløse Folke-Fader, der ikke for Intet er kaldt Guds Ven, da see vi ogsaa et saa træffende Forbillede paa det Største, der udviklede sig i Tidernes Løb, at vi neppe fristes til at tvivle om, Ebræerne jo virkelig maae have havt en saadan vidunderlig Stam-Fader, af hvem 👤Christus var den ægte og 👤Mahomed den uægte Søn, saa det her, som overalt i den hellige Historie, bliver det eneste fornuftige Spørgsmaal, ikke om det er mueligt, der saa klart og glædelig har viist sin Virkelighed, men kun: paa hvad Maade Man helst skal forklare sig det. At nemlig Troen paa den høieste Gud, der skabde Himmel og Jord, og paa et virkeligt Samfund mellem den guddommelige og menneskelige Natur, maatte i Old-Tiden vidunderlig gribe en Enkelt-Mand og ligesaa vidunderlig gestalte hans og hans Afkoms Levnets-Løb, naar der nogensinde skulde blive et Jødedom og en Christenhed i Verden, det see vi af Hedenskabets Historie, og Spørgsmaalet er da kun, om dette var en blot Efter-Virkning hos de mest Poetiske Naturer af Menneskets Skabelse i Guds Billede, eller tillige, som Jøderne og de Christne har troet, en ny Virkning af Guddommen.

66At Ødelæggelsen af 📌Sodoma og 📌Gomorra, og især Forvandlingen af 👤Loths Hustru, har stødt Endeel af de Natur-Kyndige, er for Resten vist nok, men i Henseende til det Første kan Man kun sige: de maae være glade, det ikke gik dem, som det jo gik deres gamle Broder 👤Plinius, der formodenlig heller ikke troede, det vilde gaae saa haardt til med 📌Herculanum og 📌Pompeii, før han fik det at føle, og hvad 👤Loths Hustru angaaer, er det høist mærkeligt, baade at 👤Christus omtaler det som en afgjort Sag, og at 👤Herodot fortæller, han selv har seet en sær Støtte med Kvinde-Mærke i 📌Palæstina, som vel turde være den samme, skiøndt han giver den en ganske anden Oprindelse.

Spørge vi endelig om 👤Abrahams Leve-Tid, da maae vi nøies med den Beskeed, at efter sit Slægt-Register nedstammede han i sjette Ledd fra 👤Eber, og at efter vor Ebraiske Text, som det her (trods Indsigelsen af de Halvfjerds) efter Leddene er sikkrest at følge, forgik der ikke fuldt 200 Aar mellem 👤Phalegs Fødsel og 👤Abrahams, saa den Sidste maa sættes omtrent 500 Aar efter Floden og 1700 f. Ch.

👤Jakob eller 👤Israel.

👤Isak var en stille Fyrste, men Herren aabenbarede sig dog ogsaa for ham, efter 👤Abrahams Død, og gientog sit Løfte, at i hans Æt skulde alle Folk paa Jorden velsignes. 👤Isak var gift med sin Frændke, 👤Rebekke, 👤Labans den Syrers Syster, og da hun var frugtsommelig, forespurgde hun sig hos Herren om sin Afkom og fik til Svar: du bærer tvende Folk under dit Hjerte, det Ene bedre end det Andet, og det Høie skal tjene det Lave! Hun fødte derpaa Tvillinger, nemlig 👤Esau og 👤Jakob, og da de voxde til, blev 👤Esau en Vild-Skytte, men 👤Jakob var spagfærdig og hjemlig, og saa engang, da 👤Esau kom fra Jagten og var mat, sagde han til 👤Jakob, som sad med en Ret Lindser for sig: jeg er flau, mig 67Forlov at smage din Rød-Grød! Ja, sagde 👤Jakob, giver du saa mig din Førstefødsels-Ret? Top, sagde 👤Esau, hvad nytter mig den Ret, jo før Man fødes, des før Man døer. Velan, sagde 👤Jakob, saa sværg mig Førstefødsels-Retten til! Da svor 👤Esau og aad og drak, sprang op og foer ud og regnede Førstefødsels-Retten for ingen Ting, og Man kaldte ham siden 👤Edom ͻ: den Røde.

👤Isak holdt mest ad 👤Esau, hvis Vildbrad smagde ham, men 👤Rebekke holdt mest ad 👤Jakob, og da 👤Isak var gammel og blind, havde han betænkt at give 👤Esau den store Velsignelse, der tilhørde hans Æt, men ved 👤Rebekkes List fik 👤Jakob den, hvorover 👤Esau blev saa forbittret, at han lod sig forlyde med, at naar deres Fader døde, vilde han slaae sin Broder ihjel. Derfor sendte 👤Isak og 👤Rebekke 👤Jakob til 📌Syrien, til hans Morbroder 👤Laban, og underveis lagde han sig en Aften, ved Soels Nedgang, til at sove paa Marken med en Steen under sit Hoved. Da saae han en Stige i Drømme, som naaede fra Jorden lige op til Himmelen, hvorad Guds Engle gik op og ned, og Herren stod selv paa Toppen og sagde: frygt ikke! Jeg er din Fader 👤Abrahams Gud og 👤Isaks Gud, den Grund som du hviler dig paa, den skiænker Jeg dig og din Æt, og din Æt skal være som Støv paa Jorden og brede sig ud mod alle fire Verdens-Hjørner, i den og i dig skal alle Jorderigs Stammer velsignes! Og see, Jeg er med dig paa alle dine Veie, og fører dig hid tilbage og slaaer ei Haanden af dig, til det er Altsammen skedt som Jeg siger! Nu vaagnede 👤Jakob med det Ord: det vidste jeg ikke at Herren var her, og han blev bange og sagde: det er frygteligt, thi hvem kan sige Andet end at her er Guds Huus og Himlens Port! Derpaa stod han tidlig op om Morgenen og tog den Steen, hans Hoved havde hvilet paa, og reiste den op som en 📌Sule, og hældte Olie paa Toppen, og kaldte Stedet 📌Bethel ͻ: Guds 68Huus, og gjorde det høitidelige Løfte: dersom Gud Herren vil ledsage mig og give Føden og Klæden og føre mig tilbage i god Behold til min Faders Huus, da skal Han være min Gud og denne Steen-Sule skal være mit Guds-Huus, og jeg vil tiende til Ham af alt hvad Han skiænker mig!

I 📌Syrien hvor 👤Jakob tilbragde tyve Aar hos sin Morbroder 👤Laban, fik han to Koner for Een, 👤Rachel og 👤Lea, begge 👤Labans Døttre, men det skedte ved 👤Labans Trædskhed og ei med 👤Jakobs gode Villie; thi hans Hug stod kun til 👤Rachel. Han blev ogsaa der ved Guds Velsignelse en rig Mand, baade paa Børn og Gods, og da han dermed vendte tilbage til 📌Canaan, da mødte ham en underlig Ting, thi ved Bækken 📌Jabok som løber i 📌Jordan, paa det Sted som siden kaldes 📌Puneel (Guds Aasyn), kom der en Nat, han var alene, en Mand til ham og brødes med ham, saa hans ene Hofte gik af Ledd, men fik dog ikke Bugt med ham, og da han i Dagningen sagde: slip mig nu, da svarede 👤Jakob: nei, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Hvad er dit Navn, sagde Manden, og, paa Svaret, det er 👤Jakob, sagde han: du skal ikke længer hedde 👤Jakob men 👤Israel (Guds Kæmpe), thi du har kæmpet med Gud som en Mand! Manden gik og Solen stod op, men 👤Jakob haltede og 👤Israels Børn æde ikke Hofte-Senen paa noget Dyr, fordi 👤Jakobs blev forrakt.

At Edomiternes Stamfader 👤Esau her staaer i Skygge mod Israeliternes Stamfader 👤Jakob, er soleklart, og deraf sluttede Man i forrige Aarhundrede, at baade 👤Jakob og 👤Moses havde gjort 👤Esau skammelig Uret; men da, giennem Løbet af tre Aar-Tusinder, 👤Herodes den Store, afskyelig Ihukommelse, er den eneste Edomit, der vandt universal-historisk Navnkundighed, saa vil det attende Aarhundredes Gunst ligesaalidt gavne 👤Esaus Efter-Mæle, som 👤Herodes den Stores vilde vinde ved en Sammenligning mellem ham og den samtidige 📌Israels Konge der unægtelig fik en 69saa velsignet Ihukommelse, at den overgik alle de Forventninger Velsignelsen over 👤Jakob med Rimelighed kunde vække! Saasandt derfor Opfyldelsen er det sikkre Kiende-Mærke, der skiller de sande Spaadomme fra de Falske, maa Forholdet mellem Israeliters og Edomiters Stamfædre, naar de var kiødelige Brødre, og 👤Esau den Ældste, sin Faders Yndling, nødvendig have været, ikke som Man i forrige Aarhundrede drømde sig, men som 👤Moses for tretusinde Aar siden skildrede det, uden at bryde sig om, hvordan Man i Anledning deraf vilde moralisere for de Døde, og, i et critisk Øieblik, skrive Historien om paa fri Haand. Skulde Man ellers i Historien, som den er, finde en moralsk Mærkelighed, da blev det ingenlunde den aldeles naturlige Ting, at selv et haardt Broder-Hjerte stundom er bevægeligt, men vel at 👤Esau kunde have isinde at slaae sin Tvilling-Broder ihjel, hvad vel kun 👤Herodes den Store vilde kalde naturligt.

👤Joseph.

Af 👤Jakobs tolv Sønner er det især 👤Levi, 👤Juda og 👤Joseph, der har faaet universal-historisk Navnkundighed, og med 👤Joseph gik det besynderlig til. Han havde allerede i sin Opvext stærke og mærkelige Drømme, som han, til deres store Ærgrelse, fortalde sine Brødre; thi først sagde han til dem: hør engang hvad jeg har drømt: jeg syndes vi var ude i Marken at binde, og da reiste min Neg sig paa Roden, men alle eders Neger neiede for den, og saa fortalde han igien, i sin Faders Nærværelse: jeg drømde at baade Soel og Maane og elleve Stjerner bøiede sig for mig. 👤Jakob, som havde Forkiærlighed for Drengen, hans elskede 👤Rachels Førstefødte, lagde vel Mærke til det Ord, men skiændte dog paa ham sigende: hvad er det, du drømmer om, skulde kanskee baade Fader og Moder og Brødre komme og kaste sig i Støvet for dig! Herover, saavelsom over en blommet Kjole, 👤Joseph 70havde faaet af sin Fader, fattede hans Brødre Nag til ham, og Somme af dem var rasende forbittrede paa ham, fordi han, efter deres Sigende, havde sladret om dem til deres Fader.

Nu traf det sig engang, at 👤Jakob sagde til 👤Joseph, som var hjemme hos ham i Dalen ved 📌Hebron: gak ned til 📌Sichem hvor dine Brødre vogte Kvæget og see hvordan det gaaer dem, men kom saa igien og siig mig Beskeed! 👤Joseph gik da ogsaa og traf sine Brødre ved 📌Dotham, oppe ved Lande-Veien, men saasnart de fik Syn paa ham langt borte, sagde de til hinanden: see, der har vi Drømmeren, kom nu og lad os slaae ham ihjel og smide ham ned i en af Hulerne og skyde Skylden paa de vilde Dyr, saa skal vi see, hvad der bliver af hans Drømme! Nei, sagde 👤Ruben, som var ældst, lad os ikke slaae ham ihjel, saa vi udøse hans Blod, men smid ham blot ned i en af Hulerne i Ørken! Siden, tænkde 👤Ruben, kan jeg trække ham op og sende ham hjem.

Saasnart nu 👤Joseph kom, greb hans Brødre ham an, trak den blommede Kjole af ham og smeed ham ned i en Hule, som dog var tør, og satte sig derpaa til at spise, men midt i Maaltidet fik de Syn paa en Ismaelitisk Karavane, som kom fra 📌Gilead med en Ladning Røgelse og vilde til 📌Ægypten, og da sagde 👤Juda til de Andre: hvad nytter det at lægge Dølgsmaal paa det, naar vi dog tage vor Broder af Dage, lad os heller sælge ham til disse Kiøbmænd, og huske paa, han er dog vor Broder! Det skede, de trak 👤Joseph op og solgde ham til Ismaeliterne for tyve Lodd Sølv, og sendte saa hans Kjole, dyppet i Blod, til deres Fader, med de Ord: det er en Kjole vi har fundet, see, om det ikke er din Søns! 👤Jakob kiendte strax Kjolen og tænkde, 👤Joseph var revet ihjel af vilde Dyr, og han var utrøstelig derover, jamrede sig og sagde grædende til dem der vilde trøste ham: nei, lad mig kun synke under Sorgen ned til min Søn i de Dødes Rige!

71Kiøbmændene førde imidlertid 👤Joseph med sig til 📌Ægypten og solgte ham til 👤Potiphar, en stor Mand ved Kong Pharaos Hof, og der blev han snart som en Søn af Huset, fordi 👤Potiphar mærkede, at der var kommet Lykke og Velsignelse til Huset med den ebraiske Træl; men da 👤Joseph tillige var smuk, fik 👤Potiphars Hustru isinde at forføre ham, og da det ikke vilde lykkes, løi hun for sin Mand og sagde at 👤Joseph vilde forført hende, hvorover han blev sat i Fængsel. Dog, Gud var ogsaa i Fængselet med den uskyldige 👤Joseph, saa han fandt Naade for Slutterens Øine og fik Opsyn med de andre Fanger, og deriblandt med Pharaos Mund-Skiænk og Hof-Bager, som faldt i Unaade hos Kongen og kom i samme Fængsel. Da skedte det en Morgenstund, at 👤Joseph fandt dem Begge meget modfaldne, for nogle urolige Drømme de havde havt om Natten, og var tvivlraadige om hvad skulde betyde; men 👤Joseph muntrede dem op og bad dem fortælle ham hvad de havde drømt. Ja, sagde Mund-Skiænken, jeg drømde der var en Viin-Stok med tre Ranker som blomstrede for mine Øine og bar modne Druer, og jeg stod med Pharaos Bæger i min Haand og pressede Druerne deri og rakde Kongen Bægeret. Godt, sagde 👤Joseph, det betyder, at om tre Dage kommer Pharao dig ihu og indsætter dig i dit Embede igien, men naar det skeer og det gaaer dig vel, da tænk paa mig og indlæg et godt Ord for mig hos Kongen, saa jeg faaer min Frihed; thi jeg er stjaalet bort fra Ebræernes Land og har intet Ondt begaaet. Da Bageren hørde, det gik saa godt, fortalde han ogsaa sin Drøm, om tre Brød-Kurve, han bar paa sit Hoved, og om hvordan Fuglene aad af den Øverste, som var fuld af Bag-Værk for Kongens egen Mund; men han fik kun en daarlig Trøst; thi 👤Joseph sagde: det betyder, at om tre Dage lader Pharao dig hænge i en Galge hvor Fuglene hakke dit Kiød. Det gik som han spaaede, men Mund-Skiænken glemde 👤Joseph, indtil to Aar efter, da Pharao havde havt en Drøm, som 72han var meget urolig over, og som Ingen af alle hans kloge og lærde Mænd turde paatage sig at forklare; men da faldt det Mund-Skiænken ind, hvordan det gik ham i Fængselet, og han fortalde Kongen om den unge Ebræer, som saa mesterlig havde forklaret baade hans og Bagerens Drøm. Der blev nu strax skikket Bud efter 👤Joseph, han blev raget og pyntet og ført ind til Kongen, og Kongen sagde til ham, jeg har havt en Drøm som Ingen kan forklare mig, men mig er berettet om dig, at saasnart du hører en Drøm, kan du forklare den. Uden Gud, sagde 👤Joseph, kan Ingen svare Pharao godt! Derpaa sagde Kongen: jeg drømde, jeg stod paa Flod-Bredden og saae syv fede og deilige Kiør stige op af Floden og gaae paa Græs, men efter dem kom der Syv andre Kiør, saa magre og stygge at jeg neppe mindes at have seet Magen i hele 📌Ægypten, og saa aad de magre Kiør de Fede, uden at det dog gjorde mindste Forskiel paa deres Udseende. I det Samme vaagnede jeg, men sov ind igien og saae da syv store, kiernefulde Ax siddende paa eet Straa, men efter dem opgroede der syv visne, forsvidte Ax, som slugde de Kiernefulde. Begge Drømme giør Eet, sagde 👤Joseph, og det betyder, at først kommer der syv overordenlig frugtbare Aar i 📌Ægypten, men derefter syv Uaar, saa Overflødigheden glemmes over Hungers-Nøden, og at Drømmen var dobbelt, betegner, at det er Noget Gud vil giøre sikkert og snart; men nu maa Kongen see sig om en klog og forstandig Mand, der kan sørge for en almindelig Indsamling af Korn i de frugtbare Aar, saa der i Kongens Værge kan være tilstrækkeligt Forraad og Hungers-Nøden derved forebygges. Om dette Raad syndes alle godt og Pharao sagde til sine Hofmænd: hvor skulde vi finde Mage til Mand med Guddoms-Aande! Og han sagde til 👤Joseph: siden Gud har aabenbaret dig alt dette, da er Ingen din Mester i Indsigt og Forstand, derfor skal hele mit Folk nu lyde dit Ord og kun paa Thronen er jeg din Over-Mand, see, jeg 73sætter dig i Dag over hele 📌Ægypten! Og Pharao tog en Ring af sin Finger og satte paa 👤Josephs og kastede en Liin-Kappe om ham og hængde en Guld-Kiæde om hans Hals og lod ham age paa sin næstbedste Stads-Vogn, med en Herold foran sig, som udraabde i Kongens Navn, at herefter, skulde Ingen i hele 📌Ægypten saameget som røre en Finger uden 👤Josephs Villie og hans Navn skulde være Psontomphanek (Gaade-Giætteren). 👤Joseph var dengang tredive Aar og Pharao giftede ham med 👤Asnath, en Daatter af Præsten 👤Petifri i 📌Heliopolis, som fødte ham to Sønner: 👤Manasse og 👤Ephraim.

👤Josephs Spaadom gik nu ogsaa i Opfyldelse, og i de frugtbare Aar opdyngede han en uslukkelig Mængde Korn i Kongens Forraads-Kamre, trindt i alle Stæder, og da saa Uaarene kom og Folket raabde om Brød og Kongen viste dem til 👤Joseph, da solgde han dem Korn, først for alle deres rede Penge, dernæst for deres Heste og Æsler, Kiør og Faar, og endelig for deres Jord og for dem selv, med Hud og Haar, saa de blev Alle Kongens Vordnede. Paa denne Maade fik Ægypterne baade Føde-Korn og Saae-Korn, men forpligtedes til at yde Femte-Parten af hver Aars Afgrøde til Kongen i Land-Gilde, og Kongen blev den eneste Jord-Drot i hele Riget, paa Præsterne nær, som fik Korn for Intet og beholdt deres Jord.

Alt dette var imidlertid langt fra at udtømme det uhyre Forraad, Pharaos forsynlige Minister havde vidst at bringe tilveie, og da den store Mis-Vext strakde sig langt videre end til 📌Ægypten, saa strømmede der Penge ind i Landet fra alle Kanter, med Folk som kom og kiøbde Korn, og det gav Anledning til et af de smukkeste Optrin, Man nogentid saae i den store Verden, men som neppe Nogen af Tilskuerne drømde om, skulde faae den universal-historiske Vigtighed, der ligger klar for vore Øine. Sønnerne af Hyrde-Fyrsten i 📌Ca74naan, som havde solgt deres Broder, kom nemlig ogsaa til 📌Ægypten i den dyre Tid, for at kiøbe Korn, og vistes, med alle de Andre, til Ministeren, som Manden for det Hele, og han kiendte dem paa Timen, men de naturligviis ikke ham, og da de laae i Støvet for ham, da stod han og tænkde paa sine Barne-Drømme; men han var nu en Hof-Mand, der ikke bar Hjertet paa Læberne, men talde ægyptisk og lod dem sige ved sin Tolk, at han ansaae dem for Speidere, der, under Paaskud af Korn-Kiøb, kun kom for at udforske Landets Leilighed. For nu at rense sig, fortalde de Alting, baade Løst og Fast, hvordan de alle Ti var een Mands Sønner og havde været tolv Brødre, hvoraf den Ene var død og den Yngste hjemme hos Faderen i 📌Canaan. Denne yngste Broder var Ministerens eneste Heel-Broder, 👤Benjamin, og han lod dem derfor sige, at, skiøndt deres urimelige Fortælling bestyrkede hans Mistanke, skulde dog En af dem faae Lov at reise hjem og hente den Broder, de sagde, var hjemme, og, efterat have ladt dem prøve i tre Dage, hvad det var at smides i Fængsel, med Døden for Øine, lod han dem atter komme for sig og sagde: velan! af Gudsfrygt vil jeg spare jert Liv, naar I giør som jeg befaler og henter mig eders yngste Broder, saa jeg kan see, I fare med Sandhed, thi saa vil jeg troe, I er skikkelige Folk, men ellers, saasandt som Pharao lever, skal I døe! Reis nu kun med jert Korn, saa nær som Een, jeg for en Sikkerheds Skyld maa beholde! Nu slog Samvittigheden dem, saa de sagde til hinanden: nu faae vi Løn som forskyldt for hvad vi gjorde ved vor Broder, da vi saae hans Sjæle-Angest og lod som vi ikke hørde hvor bønlig han bad for sig! Ja, svarede 👤Ruben, sagde jeg ikke nok: giør ingen Ulykke paa Drengen, men da vilde I ikke høre mig, og nu kommer hans Blod over os! De tænkde ikke, Ministeren forstod dem, men han forstod dem saa godt, at han maatte gaae tilside og 75tørre sine Øine, før han, efter det, kunde tage den af dem ud der skulde sidde fangen, til de Andre kom igien.

De Ni kom nu hjem til 📌Canaan med deres Korn-Sække, hvori de, med stor Forfærdelse, fandt alle deres Penge igien, og den gamle 👤Jakob vilde Intet høre om at lade 👤Benjamin reise til 📌Ægypten, før Kornet var fortæret og Hungeren for Dørren, men da gav han endelig efter, betroede 👤Benjamin til 👤Juda og lod dem fare afsted, med de dobbelte Penge og med Foræringer til den store Herre, efter Landets Leilighed, af Balsam, Honning, Mandler og Deslige. Skal jeg nu være barnløs, sagde Oldingen, saa faaer jeg da være det, men min Gud skiænke eder dog Naade for Mandens Øine, saa jeg faaer baade 👤Benjamin og eders anden Broder igien! Dermed reiste de og kom til 📌Ægypten, og da de meldte dem hos Ministeren, befalede han sin Huus-Hovmester at bringe dem hjem til ham og giøre An stalt til et Giæste-Bud for dem, men da de blev ført til Ministerens Huus, tænkde de, det var for Pengenes Skyld, der havde forvildet sig i deres Sække og kom derfor strax frem med dem til Huus-Hovmesteren, giørende mange Undskyldninger for den ubehagelige Feiltagelse. Han beroligede dem imidlertid med den Forsikkring, at han havde faaet Pengene, saa hvad de havde fundet i deres Sække, maatte de takke Gud for, hvorpaa han førde deres fangne Broder ind til dem, gav dem Vand til deres Fødder og Foder til deres Æsler og fortalde dem, de skulde spise til Middag hos Ministeren. Da nu Ministeren kom, havde de Foræringerne paa rede Haand, som de overrakde, og kastede sig i Støvet for ham, hvorpaa han spurgde: hvordan de levede, og om deres gamle Fader var frisk, og da de svarede ja, sagde han: Gud velsigne den Mand! hvorved de atter bøiede sig dybt for ham. Dernæst faldt Ministerens Øine paa 👤Benjamin, som han havde Moder sammen med, og han maatte da sige: det er altsaa eders yngste Broder, som I lovede at bringe mig, men han 76fik neppe Tid at lægge til: Gud være dig naadig, min Søn! før Hjertet løb af med ham og han maatte ind i Kammeret at give sine Taarer Luft. Da han imidlertid havde vasket dem af, kom han ind og lod rette an ved tre Borde: et for ham selv, et for hans Brødre, og et for hans Ægyptiske Giæster, som det var modbydeligt at sidde tilbords med Ebræer, men hvad Brødrene forbausedes over, var at de blev bænkede efter Alderen, saa den Ældste kom ganske rigtig til at sidde øverst og den Yngste nederst, og at der blev lagt fem Gange saameget for 👤Benjamin, som for Nogen af de Andre.

Denne Udmærkelse af 👤Benjamin, Sølv-Bægeret der blev lagt i hans Sæk, Indhentningen af Brødrene som uforskammede Tyve og Ministerens Erklæring, at alle de Andre maatte frit reise hjem, men Tyven skulde være hans Træl, alt dette røber vist nok den fine Hof-Mand, der forstod at prøve Gemytter, men han blev dog aabenbar selv overrasket, da nu 👤Juda, den Samme, der fordum sagde til sine Brødre om 👤Joseph: lad os sælge ham til Kiøbmændene, nu traadte frem og sagde: jeg er vor Fader ansvarlig for Drengen og kom vi hjem uden ham, da døde den Gamle og vi førde hans graa Haar med Sorg i Graven, derfor lad mig være din Slave og lad ham reise hjem med sine Brødre! Knap kunde Ministeren faae Ordet frem, hvormed han drev alle Ægypterne ud, thi Graaden kvalde hans Stemme, saa det rygtedes til Hoffet, og Alt hvad han kunde hulke ud til Brødrene, var: jeg er 👤Joseph, lever Fader virkelig endnu! Resten følger paa en Maade af sig selv, som 👤Josephs Arme om 👤Benjamins Hals, men dog er det mærkeligt nok, at han maatte kysse alle sine Brødre og blande Taarer med dem, før de kunde komme til Orde! En saa sjelden Begivenhed i den store Verden blev naturligviis bekiendt ved Hoffet, før den endnu ret var skedt, og alle fandt det overordenlig smukt, og Kongen syndes, der fattedes nu kun, at 👤Josephs Brødre skulde reise hjem, tage 77Vogne med sig til Koner og Børn og til deres gamle Fader og komme ned og boe i 📌Ægypten, saa hele den sjeldne Familie blev samlet. Det Samme var 👤Josephs Betænkning og blev strax sat iværk, og skiøndt den gamle 👤Jakob ei kunde skiønne rettere, end at det var et Æventyr, hans Sønner kom hjem med, da de fortalde ham at den store Herre i 📌Ægypten var ingen Anden end deres Broder 👤Joseph, saa nødtes han dog til at troe sine egne Øine, da han saae de Kongelige Vogne, og da steg Blodet ham endnu engang i Kinderne og han sagde: det var meer end jeg havde troet, lever 👤Joseph virkelig endnu, ham maa jeg fare ned og see, før jeg døer!

Oldingen ilede imidlertid dog ei saa stærkt, at han jo gav sig Tid at bede ved 📌Beersaba og at offre til sin Fader 👤Isaks Gud, og der havde han et Natte-Syn, hvori Gud kom til ham og sagde: 👤Jakob! 👤Jakob! Jeg er dine Fædres Gud, far ned uden Frygt til 📌Ægypten, hvor du skal voxe til et stort Folk, thi Jeg følger med og lader dig atter opfare og dine Øine skal 👤Joseph lukke!

Saasnart 👤Joseph hørde at hans Fader nærmede sig, lod han spænde for sin Vogn og mødte ham i 📌Gosen, hvor Oldingen hviskede i hans Favn: nu vil jeg døe, naar det skal være, siden jeg har seet dig lyslevende igien! Derpaa blev 👤Jakob og fem af hans Sønner forestillede for Kongen, som (efter gammel Skik til Hove) blot spurgde Oldingen: hvor gammel han var, og Sønnerne om deres Nærings-Vei, og da de, efter 👤Josephs Indskydelse, sagde de var Faare-Hyrder og bad om Lov til at boe i 📌Gosen-Land, da fik de intet Svar af Kongen, men han vendte sig til Ministeren, og sagde at han kunde lade sin Fader og sine Brødre boe i 📌Gosen eller hvor han vilde, og, lagde Kongen til, er der duelige Mænd iblandt dem, da lad dem føre Opsyn over mine Hyrder!

👤Jakob levede endnu sytten Aar, i 📌Gosen i 📌Ramses, i Nærheden ad 👤Joseph i sin Families Skiød, og udkaa78rede høitidelig 👤Josephs Sønner, 👤Ephraim og 👤Manasse, til at gaae i lige Arv, som Stamme-Fyrster, med hans egne Sønner, naar Gud gav dem det forjættede Land, og han tog en Eed af 👤Joseph, at han ei vilde begrave ham i 📌Ægypten, men hos hans Fædre, 👤Abraham og 👤Isak, i Hulen 📌Makpela. Paa sit Yderste sammenkaldte han alle sine Sønner og spaaede dem deres Skæbne, i et Billed-Sprog, der er os saare dunkelt, men da vi veed, hvad der i Tidens Fylde udsprang af 👤Juda Stamme, er det os dog klart nok at den Gamle havde Syner, da han sagde: dig, 👤Juda! skal dine Brødre lovsynge, og for din Haand skal Fienden vende Rygg, for dig skal din Faders Sønner knæle! 👤Juda, Løve-Unge! din Opkomst er som Løve-Spring, naar du segner, du slumrer som en Løve og som en Løve-Unge, Man vover ved at vække! Høvdingen af 👤Juda og Lederen af hans Lænder skal ikke tabe sig, før det kommer for Dagen hvad ham er tilkeiset, og han er Folkenes Haab! Han binder sin Fole ved Viin-Stokken, sin Asenindes Føl ved Ranken, han tvætter sin Kappe i Viin, sin Brynje i Viindrue-Blod! Hans Øine ere klarere end Vinen og hvidere end Melk er hans Tænder!

👤Jakob var hundrede og syv og fyrretive Aar, da han døde, og efterat han var balsameret i fyrretive og begrædt i halvfjerdsindstyve Dage, da drog 👤Joseph med Kongens Forlov op til 📌Canaan, med et stort Følge af Vogne og Ryttere og af de fornemste Ægypter, og jordede sin Fader i Hulen 📌Makpela.

👤Joseph selv blev hundrede og ti Aar gammel, og før han døde, tog han de Efterlevende i Eed, at naar Gud udførde dem fra 📌Ægypten, til det Land, Han havde lovet deres Fædre, da skulde de tage hans Been med sig, og 👤Joseph blev balsameret og skrinlagt i 📌Ægypten.

Dette er Summen af den berømte 👤Josephs-Historie, der giennem Aar-Tusinder har bevæget Børn og Oldinger, og da 79det er den, som i Verdens-Historien fører os ud af Hyrde-Telten ind i de store Stæder, maa den til Verdens Ende give lærde Mænd Nok at tænke paa, men, for ei derover at glemme hvad der ligger os nærmest, maae vi allerførst lægge Mærke til, at der endnu findes Spor af 👤Joseph i 📌Ægypten. Ikke langt fra 📌Kairo, men vestenfor 📌Nilen, bag Bjergene ligger nemlig et Landskab, som de Gamle skal have kaldt 📌Krokodil-Egnen, men som siden kaldtes 📌Arsinoe og hedder nu 📌Faim og er et af de frugtbareste Lande i Verden, hvortil, efter Indbyggernes Sigende, 👤Joseph, 👤Jakobs Søn, skal have forvandlet det fra en stor Indsø, ved Dæmninger, Sluser og Kanaler. Riis og Hvede-Marker afvexle her ei blot med Enge, Palme-Lunde og Oliven-Skove, Tobaks og Sukker-Plantninger, men her er tillige 📌Ægyptens bedste Abild-Gaard, hardtad eneste Viin-Gaard og den store Rosen-Gaard som giennem Rosen-Vandet udbreder sin Duft over hele 📌Øster-Leden, og det er Altsammen et Værk af den lange 📌Josephs-Canal (📌Bahr Juseph), som leder 📌Nilen did giennem en Bjerg-Kløft ved Landsbyerne 📌Hauarah og 📌Lahun, skiller det lille Paradis fra Sand-Ørken mod Vesten og samler konstig en Vand-Masse paa den eneste Høide, ved Staden 📌Medina, hvorfra det i ni smaa Kanaler vander og befrugter hele Landet. Dette er saa meget mere mærkeligt, som det aabenbar er i denne Egn 📌Gosen-Land eller 📌Ramses maa søges, thi det findes da upaatvivlelig her, hvor den afsides Beliggenhed og egne Frugtbarhed træffer sammen med den vigtige Omstændighed, at dette Landskab, naar det var en Erobring af 👤Joseph fra Vandet, baade trængde til at befolkes og indrømmedes med al Billighed hans Slægt.

Dette er os her det Nærmeste, men dog er hele 📌Ægypten os et mærkværdigt Land, deels for de mangfoldige Old-Sagers Skyld, der endnu findes, og især fordi der alt i 👤Josephs Dage var hvad vi kalde en ordenlig indrettet Stat, der 80i visse Maader blev Mønsteret for det Borgerlige Selskab baade hos Græker og Ebræer, som selv bekiende, at Ægypterne har været deres Lærere, thi da Græker og Ebræer igien blev hele Verdens Lærere, taber unægtelig baade Statens og Skolens Historie sig oprindelig i det Ægyptiske Mørke, som det er Oplysningens Pligt saavidt mueligt at adsprede.

Under alle Omstændigheder kræver da Landets naturlige Beskaffenhed og Old-Tidens Levninger vor spændte Opmærksomhed, som ogsaa i vore Dage, ved det Franske Tog til 📌Ægypten, er blevet dem til Deel, og Man skimter allerede Lys paa mange Punkter, som aabenbar vil udbrede og klare sig, i samme Forhold, som Man, ved Siden ad Stenene med deres Runer, vil studere Mose-Bøgerne og det levende Mindes-Mærke, Ægypterne have efterladt sig i Kopterne, som er deres Afkom. Vel udgiør Disse nu kun henved et par hundredetusinde Sjæle, og har, skiøndt de blev ved Hjem-Stavnen, til Hverdags-Brug aflagt deres Moders-Maal, men de har det dog endnu til Kirke-Sprog, saa de kan baade læse, forstaae og udtale det, og de har giennem tolvhundrede Aar, midt imellem Barbarer, saa vel bevaret deres Egenheder og saa klart beviist deres Overlegenhed i Dannelse, at i dem maa Man med Held kunne studere de gamle Ægypter og ved deres Hjelp hitte Rede i Old-Sagerne.

Saa ligger da 📌Ægypten endnu som i gamle Dage paa Grænd serne af det hede og det milde Jord-Strøg, strækkende sig fra Krebsens Vende-Kreds, hundrede Mile langt, op til 📌Middel-Havet, med 📌Nilen, der ikke blot giennemstrømmer Landet, men er alle Dage baade Middel-Punkten og Axelen, hvorom Alting samler og dreier sig. Man siger nemlig med Rette, at Riget og Landet er ligesaavel opsteget af Floden som Pharaos Malke-Kiør og Axe-Krands; thi fra 📌Souan (📌Syene) til 📌Bakarah (📌Kerkasore) nordenfor 📌Kairo, hvor Floden deler 81sig, er 📌Ægypten kun en Dal mellem Sandsteens og Kalk-Steens Bjerge, kun beboelig og frugtbar, saavidt som den aarlige Oversvømmelse, mellem Sommer-Soelhverv og Efteraars-Jævndøgn, naaer, og 📌Nedre-Ægypten eller 📌Delta er ikke Andet end Sand og Nil-Dynd, der har leiret sig paa Skiærene i Hav-Bugten.

Bjergene paa begge Sider af Vandfaldet ved 📌Souan, hvor Floden synes at udøse sin Harme, for siden at være et Mønster paa Mildhed, maae allerede særdeles tildrage sig vor Opmærksomhed, da de er af et eget Slags deilig, mest rosenrød Granit, som Man ellers ikke finder, udgiør selv her kun som en stor Ære-Port for Elve-Kongen og har givet 📌Souan (Aabningen) sit Navn. Sydenfor Vandfaldet er, blandt de mange Øer, den rivende Bjerg-Strøm skaber af Klippe-Blokke, kun 📌Pilak (📌Philæ) mærkværdig, hvor Ægypterne sagde, deres Skyts-Aand (Osiris) laae begravet, og hvor der findes store Levninger af gamle Templer, som endda synes sammensatte af Vrag fra ældre Jette-Bygninger, da mange Runer staae paa Hovedet og Sommer-Soelhverv sættes i Løvens Tegn, hvad Stjerne-Kigerne paastaae, kun passede for over 4000 Aar siden. Lige ved 📌Souan ligger derimod en anden Øe, den Nordligste af dem alle, som under Navnet 📌Elephantine er berømt fra Heden-Old, og bærer i sine deilige Haver og Lunde de første Mærker paa Flodens Gunst for 📌Ægypten. Ogsaa her er naturligviis Tempel-Ruiner bedækkede med Hieroglypher, og saadanne ældgamle Runer finder Man i Mængde selv paa Granit-Fjeldene til begge Sider; men de mest kolossalske Ruiner i 📌Øvre-Ægypten eller 📌Maris (Sønderlandet) findes dog ved 📌Edfu, 📌Sna (📌Esne) og frem for Alt, hvor den gamle Jette-Stad 📌Thebe har ligget, paa begge Sider af Floden, ved 📌Luxor og 📌Karnak, 📌Abu og 📌Gurna. Her seer det nemlig ud, som en heel 82lille Verden, skabt af Halv-Guder, var lagt i Grus, og skiøndt de gamle Græker skrev med Beundring om 📌Thebe, som de kaldte 📌Diospolis men Ebræerne 📌No-Ammon, saa er det dog Intet mod Franskmændenes Henrykkelse over de blotte Ruiner, som ordenlig synes at have gjort dem andægtige. Hvad de nu især løfte til Skyerne, er først Paladserne ved 📌Medinat-Abu, med Kolosserne Tama og Kama, der rage frem over mange Lignende, og dernæst østenfor Floden de tilsvarende Paladser ved 📌Luxor og 📌Karnak og endelig paa sidste Sted den lange Allee af Sphinx-Kolosser i Hundrede-Tal. Deels er det nemlig noget Eget ved disse Paladser, at der findes hele lange Historier udhuggede paa Murene, baade ude og inde, saa Slag til Lands og Vands, Bestormelse af Fæstninger, Indtog og festlige Optog, er paa det Livagtigste afbildede, og deels maa Man svimle ved blot at tænke paa, hvad Tid og Kraft der hørde til, for paa een Plet at samle og bearbeide alle disse uhyre Granit-Blokke, der samtlig er hentede en tredive Miil borte fra Steen-Bruddene ved 📌Souan. Hertil komme endnu de uhyre Grav-Kieldere i Kalksteens-Bjergene mod Vesten, hvor Mumierne, snart i Kister og snart kun med en beskrevet Papyrus-Rolle under Knæet, er utallige, og hvor Man ikke blot maa studse over den Tid og Flid, det har kostet at udhule disse hvælvede Jette-Stuer, men ligesaameget over al den Konst, baade Malere og Billedhuggere har ødslet med, hvor der skinner hverken Soel eller Maane; thi her seer Man hele de gamle Ægypters daglige Liv, paa Marken og i Husene, snart udhugget og snart afmalet med de mest levende Farver. Ved en Ende har Man opdaget tretten Kieldere, som Man ikke tvivler om jo høre til de berømte Kongelige Begravelser, og i en af dem, der ei havde været aabnet for nyelig, fandt Man til Bekræftelse en stor og prægtig med Billed-Værk bedækket Lig-Kiste (Sarkophag) af Alabaster, 83som nu staaer til Skue i det saakaldte 📌Brittiske Museum i 📌London!

📌Øvre-Ægyptens Mindes-Mærker slutte for Resten med Ruinerne ved 📌Tenthori (📌Denderah), hvor Man især beundrer en Bue-Gang, hvor Dyre-Kredsen, og en Sal, hvor alle de øvrige Stjerne-Billeder paa det Nøieste findes afskildrede.

I 📌Mellem-Ægypten, som begynder ved 📌Abydos, findes ingen Ruiner, undtagen Pyramiderne ved 📌Dashur, 📌Sakkara og 📌Gize og 📌Labyrinthen i Fayum, og da det dog var her (Man siger, ved 📌Sakkara) det store og berømte 📌Memphis laae, formoder Man, at det Meste her, ikke som i 📌Øvre-Ægypten har været bygt af Granit og Sand-Steen, men, ligesom de fleste Pyramider, af Kalk-Steen, og at Araberne har brugt Ruinerne, for en Nemheds Skyld, at brænde Kalk af til deres Bygninger.

Man tæller nogle og fyrretive Pyramider, af forskiellig Størrelse, men de største og berømteste er de Tre ved 📌Gize, i Nær heden af 📌Kairo, hvor Bjerg-Kiæderne vende sig, og saavidt Man har kunnet maale, for Sandet hvori de staae nedsjunkne, er den Allerstørste omtrent 300 Alen høi og Fod-Stykket af samme Længde. Fra disse Pyramider har Man opdaget en underjordisk Gang til den der ligger kuldkastet og ilde tilredt i Bjerg-Kløften ved 📌Lahoun, som fører ind til 📌Fayum, og saavel denne Pyramide, som den der staaer inde ved 📌Labyrinthen, har det Særegne, at de mest bestaaer af Tegl-Steen, der under Strygningen er givet mere Sammenhold ved at blande Leret med smaahakket Straa!

Ved 📌Bakara (📌Kerkasore) udstrækker 📌Nilen endnu som fordum sine Arme og omslynger 📌Nedre-Ægypten, men beholder nu kun de samme To, der fordum blev til Syv, til den falder i Havet ved 📌Rosette og 📌Damiette. Den vestligste 84Arm hedd i gamle Dage 📌den Kanopiske, hvor nu Søen 📌Edko er, og derpaa fulgde 📌den Bolbitiniske, som er 📌Rosette-Armen, paa hvis høire Bredd Man seer Ruinerne af 📌Deltas berømte Hoved-Stad 📌Sais, men den østligste Arm hedd 📌den Pelusinske, der, tilligemed 📌den Tanitiske og 📌Mendesiske, har tabt sig i 📌Menzale-Søen, saa 📌Damiette-Armen er den, de Gamle kaldte 📌den Bukoliske, og Søen 📌Burlis har slugt 📌den Sebennytiske.

Saavel af de Saitiske Ruiner mod Vesten som af dem ved 📌Matharia, mod Østen, hvor det gamle 📌On (📌Heliopolis) har staaet, seer Man, at der i 📌Nedre-Ægypten, trods den lange Afstand fra 📌Souan, er bygt mest med Granit, men dog er Levningerne forholdsviis ubetydelige, tildeels fordi de Romerske Keisere lod bringe hvad de kunde til 📌Rom og 📌Constantinopel, men dog især fordi det ikke var saadanne Jette-Værker som de Thebaiske til at trodse Tid og Barbarer!

Hvad nu 📌Ægyptens utallige Ruiner kan røbe, naar Man lærer ret at stave og at lægge sammen hvad Man hidtil kun giættede paa, det lader sig vist nok ikke forudsee, men vel tør man forudsige, at en Skrift af saa dunkel og tvetydig Natur aldrig kan lære os Saameget om Tilstanden i det gamle 📌Ægypten, som 👤Josephs Historie, der, ved klart og nøiagtig at fortælle en eneste Begivenhed, viser os hvordan det for tre Aar-Tusinder siden virkelig saae ud i 📌Ægypten. Der var nemlig dengang, see vi, allerede en Række af faste Stæder, hvor Korn-Magasinerne anlagdes, Præsterne udgjorde en egen Stand, som eiede Jorde-Gods og levede i den dyre Tid paa Kongelig Bekostning, alle Bønderne, undtagen Præsternes Avls-Karle, var, indtil den store Misvæxt, Selv-Eiere, men blev ved den Leilighed Arve-Fæstere paa Kongens Gods, Læge-Konsten og Balsameringen var noget Dagligdags, et Slags Lærdom og Vidskab blev dyrket med Flid, Hyr85de-Livet var Ægypterne modbydeligt, og Forfinelsen i Sæder og Levemaade var steget til saa mærkelig en Grad, at naar vi ikke vidste bedre, maatte vi tænke, Talen var om vore Dage. Naar Man derfor ikke har forundret sig langt mere over 👤Josephs Historie end over Steen-Hugningen, Farve-Blandingen og Bygnings-Konsten, der spores i de kolossalske Ruiner, da kommer det aabenbar kun deraf, at Man enten, ligesom de gamle Ægypter, havde mere Sands for Døden end for Livet, eller oversaae flygtig hvad nu er hverdags, men har dog behøvet saa lang en Tid og saa underlige Sammen-Stød for at udvikle sig hos os, at vi maae høilig forbauses ved at see det alt i Slægtens unge Dage, i en Afkrog mellem 📌Afrikas Bjerge.

Vi burde imidlertid, med den Kundskab, Genesis skiænker os, og med den Forstand paa Menneske-Livet, Aartusinders Erfaring bør give, ei studse længe over det Ægyptiske Vidunder, thi dyrkede allerede 👤Kain Jorden og grundede en Stad, og opfandt hans Afkom alt i Slægtens første Børne-Aar baade Smedning og Strænge-Leg, da behøvede det aabenbar efter Synd-Floden kun at huge en Stamme bedre at staae stille, end at giøre den Fremgang, der nu var muelig, for i et Land som 📌Ægypten at indrette et Borgerligt Selskab og føre en Leve-Maade, som dem vi spore i 👤Josephs Historie. Kun Villien til at vælge en dyrisk Stil-Stand paa det tilsyneladende høie Stade, Kainiterne havde besteget, istedenfor at udvikle Menneske-Naturen i hele sin underfulde Dybde, kun den er i Grunden at forbauses over, men da vi ikke blot finde den hos mangen Enkelt-Mand til alle Tider, men i det Store hos Chineserne, den ny Tids Ægypter, fristes vi i det Mindste ikke til derunder at tænke os noget Guddommeligt, eller at give andet end Ægypterne selv Skylden for, at naar Man undtager hvad Ebræer og Græker ligesom stjal sig til at lære af dem, er Udbyttet af deres tusindaarige Folke-Liv kun Steen-Blokke i Grus-Dynger og Mumier i Jette-Stuer, 86hvis Runer beskrive ingen Ting saa tydelig som deres Idræts Forfængelighed!

👤Moses og Pharao.

En af 👤Jakobs ældste Sønner, 👤Levi, havde allerede ved Flytningen til 📌Ægypten en Søn ved Navn 👤Kahat, og 👤Kahaths Søn, 👤Amram, fik med sin Frænke 👤Jochabed to mærkværdige Sønner: 👤Moses og 👤Aaron. 👤Aaron var ældst, men nævnes gierne sidst, fordi han fordunkles af sin Broder, hvis forunderlige Skæbne, fra Fødselen af, og hvis mageløse Bedrifter har gjort ham til den berømteste Stats-Mand og Skribent i hele Verden.

Israeliterne formerede sig nemlig ganske overordenlig i 📌Ægypten og blev saare mægtige, men da baade 👤Joseph og alle hans Brødre og hans Samtidige var døde, kom der en ny Konge paa Thronen som ikke kiendte 👤Joseph, og han sagde til sit Folk: seer I ikke hvor talrige og hvor mægtige Israeliterne blive, saa de voxer os over Hovedet, derfor, lad os være snilde, saa de ikke, om vi fik Krig, skulde slaae dem til Fienderne, løsrive sig og vandre ud. I Følge heraf maatte Israeliterne med Svøben over Hovedet arbeide paa Fæstnings-Værker i 📌Pithom og 📌Raamses, og da de formerede dem ligefuldt og trivedes, da fik Ægypterne ret Vederstyggelighed til dem og plagede dem for Alvor, med alt det haardeste Arbeide ved Kalk-Brud og Tegl-Værker og andensteds, saa de blev rene Trælle. Derhos lod Kongen Ebræernes Jord-Mødre, 👤Sippora og 👤Phua, kalde og befoel dem at kvæle alle Drengene i Fødselen, men da de vare for gudfrygtige til det og undskyldte sig med, at de Ebraiske Kvinder var anderledes haardføre end de Ægyptiske og behøvede ingen Hjelp, da gav Kongen den Forordning at alle Ebræernes nyfødte Drenge-Børn skulde smides i Floden* Moses I. 46. II. 1–2..

87Nu traf det sig at 👤Amrams Hustru kom i Barsel-Seng med en særdeles velskabt Dreng, som de derfor lagde Dølgs-Maal paa et heelt Fjerding-Aar, og da de ikke kunde skjule ham længer, tog hans Moder en Vidie-Kurv, som hun tættede og digtede med Beg, og lagde Barnet i og satte ved Floden i det Grønne, stillende hans Syster paa Vagt et godt Stykke derfra for at see Enden. Imidlertid kom Kongens Daatter med sine Jomfruer ned til Floden for at bade sig, fik Syn paa Kurven, lod den hente og saae, da hun lukkede den op, et grædende Drenge-Barn. Da sagde hun medlidende: see, det er en af Ebræernes Drenge, og strax var hans Syster ved Haanden og spurgde, om hun ikke maatte hente en ebraisk Amme til ham? Jo nok, sagde Prindsessen, hvorpaa Pigen kom med Drengens egen Moder, og hende gav Prindsessen Barnet med de Ord: pas mig nu godt paa Drengen og am ham op, saa vil jeg betale dig for det. Siden, da han var afvant, tog Prindsessen ham til sig som sin egen Søn og kaldte ham 👤Moses (Vanddru), thi, sagde hun, vi trak ham op af Vandet!

Efter lang Tids Forløb, da 👤Moses var blevet stor, tog han sig sit Folks Trældom nær, og da han en Dag kom og saae en Ægypter prygle en Ebræer, og der, saavidt han kunde øine, Ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og grov ham ned i Sandet; men Dagen efter blev han Vidne til et Slags-Maal mellem to Ebræer, og da han sagde til den der havde Uret: hvi slaaer du din Næste, fik han til Svar: hvem satte dig til Høvding og Dommer over os, vil du kanskee giøre ved mig som du giorde ved Ægypteren igaar, du slog ihjel! Derover blev 👤Moses bange, og da Rygtet kom for Kongens Øren og hans Liv stod i Fare, flygtede han ud af Landet til 📌Midian, hvor han blev gift med Præsten 👤Jethros Daatter 👤Zippora og opholdt sig i mange Aar*Moses II. 2..

88Imidlertid døde den Ægyptiske Konge, og Gud hørde hvorledes Israeliterne sukkede og bad til ham under Aaget, og han kom sin Pagt ihu med 👤Abraham og 👤Isak og 👤Jakob, og som 👤Moses en Dag gik i Ørken, hvor han vogtede sin Sviger-Faders Faar, da blev han en brændende Torne-Busk vaer og saae med Forundring at Ilden gjorde den ingen Skade. Det gad jeg dog vidst, sagde 👤Moses ved sig selv, hvordan det hænger sammen, men da han nærmede sig Busken for ret at syne den, da hørde han en Røst derfra, som sagde: 👤Moses, 👤Moses! kom ikke nærmere, men tag dine Skoe af, thi Grunden er hellig hvorpaa du staaer! Jeg er din Faders Gud, 👤Abrahams og 👤Isaks og 👤Jakobs Gud! Da dreiede 👤Moses sit Ansigt af Ære-Frygt, men Røsten blev ved og sagde: Jeg har seet mit Folks Lidelser i 📌Ægypten og jeg har hørt hvor de vaande sig under Bødlernes Haand og Jeg kiender deres Kvide; derfor dalede Jeg ned, at udfrie dem af Ægypternes Haand, at udføre dem af samme Folks Land og at indføre dem i det store og deilige 📌Canaans Land, som flyder med Melk og Honning! Saa vær nu du mit Sende-Bud til Kong Pharao og udfør mit Folk, 📌Israels Børn, af 📌Ægypten!

Hvad duer jeg til det, sagde 👤Moses, og gjorde mange Indvendinger, men det nyttede ham ikke; Herren gav ham Tegn at giøre for 📌Israels Børn og for Kong Pharao, til Vidnesbyrd om hvem der sendte ham, og da han desuagtet undskyldte sig med sit lave Mæle og sin daarlige Udtale, og vilde ikke troe at Han som giver alle Mund og Mæle kunde raade Bod derpaa, da blev Herren vreed og sagde: nu da, saa veed Jeg dog, din Broder 👤Aaron kan tale for sig, og han skal gladelig komme dig imøde, og han skal være din Mund og du skal være hans Orakel, og hils du Pharao fra Herren, at han lader min Første-Fødte, 📌Israel, fare til min Dyrkelse, eller det koster hans Første-Fødte Livet*Moses II. 3–4.!

89👤Moses gav sig nu paa Vei til 📌Ægypten, hvor Herren havde sagt ham, de var alle døde som stod ham efter Livet, og han mødte rigtig sin Broder 👤Aaron i Ørken, og da de rygtede Herrens Ærende i Kredsen af 📌Israels Oldermænd og gjorde Tegnene efter Hans Ord, da troede Folket dem og blev glad, bøiede sig og tilbad Gud som besøgde 📌Israel.

👤Moses var dengang firsindstyve Aar og 👤Aaron tre Aar ældre, og Brødrene stædtes ind for Pharao og hilsde fra Herren 📌Israels Gud, som sagde: lad mit Folk fare at de kan holde Høitid for mig i Ørken! Men Pharao svarede: hvem er det, der befaler mig at lade 📌Israels Børn fare, den Herre, ham kiender jeg ikke og 📌Israel lader jeg ikke fare. Vel sagde Brødrene: det er os som Ebræernes Gud har sat Stævne, derfor lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og offre til Herren vor Gud, at ikke Død og Ulykke skal ramme os; men Kongen sagde til dem: 👤Moses og 👤Aaron! hvi sinke I Folket fra deres Arbeide, gaaer eders Vei, og lad hver passe Sit! Derhos befoel Kongen sine Lade-Fogeder og Skriverne, at der ei længer maatte leveres Folket Straa til Tegl-Værket, men at de skulde selv samle Straa og desuagtet levere samme Antal Steen daglig, thi, sagde Kongen, de har det for mageligt, derfor raabe de paa, de vil ud og offre til deres Gud, men derfor skal I sætte de Karle i Skrue, saa de faae andet at tænke paa end at høre efter Snak! Ordren blev ogsaa nøiagtig fulgt, saa Folket maatte løbe Landet om for at samle Straa, og da det kom til at skorte paa Tallet af Tegl-Steen, maatte Skriverne, som selv var Israeliter, smage Pidsken, og det hjalp ikke at Skriverne gik til Kongen og sagde: hvi handler Du saaledes mod dine Undersaatter, Man giver os intet Straa men kræver dog ligemange Steen, og os, dine Betjenter, pidsker Man, og det er jo uretfærdigt; thi Kongen svarede blot: I dovner, I driver, derfor siger I: vi vil gaae hen og offre til vor Gud, men gaaer I nu hen og giør Gavn, 90Straa faaer I Intet af, men Tallet paa Tegl-Stenene maa være fuldt. Da Skriverne kom ud fra Kongen og mødte 👤Moses og 👤Aaron, da sagde de til dem: Gud straffe eder, som I har gjort os til en Brand i Pharaos og alle hans Tjeneres Næse og har givet ham Sværdet i Haanden til at dræbe os*Moses II. 5–7..

Mismodig klagede nu 👤Moses sin Nød for Herren, men Herren sagde: du skal nok faae at see, hvordan Jeg lærer Pharao at skyde efter med begge Hænder, ja, af al sin Kraft at drive paa Folket, saa de rømme Landet. Du skal staae som en Gud for Pharao og 👤Aaron som din Prophet, derfor siig kun til ham Alt hvad Jeg befaler, thi naar han ikke vil høre, da er det Mig som giør ham haard, for at mine Vidunder og Jær-Tegn skal blive mange i 📌Ægypten, og alle Ægypter skal lære, at Jeg er en Herre, hvis Haand kan række dem og føre mit Folk ud midt for deres Næse!

Nu traadte da 👤Moses og 👤Aaron frem for Pharao og gjorde det første Tegn, i hans og hele Hoffets Paasyn, i det 👤Aaron smeed sin Kiep paa Gulvet og den blev til en Slange. Da lod Pharao sine kloge Mænd og Hexe-Mestere kalde og de gjorde det Samme med deres Tryllerier og satte derved Mod i Pharao, skiøndt 👤Aarons Kiep opslugde deres!

Næste Morgen, da Pharao med Følge gik ned til Floden, mødte 👤Moses og 👤Aaron ham, efter Herrens Befaling, gientog i Hans Navn Begiæringen om Orlov for Folket og sagde: til Beviis paa hvem der sendte os, skal nu alt Vandet i Floden, i Søer og Kanaler og selv i Krukker og Spande forvandles til Blod, saa Fiskene døe og Folkene væmmes ved Nil-Vand! Derpaa slog 👤Aaron med sin Kiep i Vandet og det blev til Blod, saa Ægypterne maatte grave efter Vand for at faae Noget, de kunde drikke, men Hexe-Mesterne eftergjorde ogsaa 91den Konst, og da Pharao saae det, gik han hjem og ændsede det ikke.

Otte Dage efter kom 👤Moses og 👤Aaron igien til Pharao og forkyndte ham, at hvis han ei lod Folket fare og dyrke deres Gud, da skulde der vrimle af Frøer i Floden og paa Landet og i alle Huse, i Sove-Kamre, Deign-Truge og Bager-Ovne, ja, de skulde hoppe paa Kongen selv og alle hans Hof-Mænd. Og see, det skedte, saasnart 👤Aaron udrakde sin Stav, og vel eftergjorde Hexe-Mesterne ogsaa denne Konst, men det gjorde kun Ondt værre, saa nu lod Pharao Brødrene kalde og sagde: beder for mig til Herren, at jeg og mit Folk bliver Frøerne kvit, saa maa eders Folk fare frit og offre til Herren! Velan! sagde 👤Moses, naar vil du, at Frøerne skal forsvinde, saa de findes kun i Floden? Til i Morgen, sagde Pharao. Som du vil, sagde 👤Moses, for at du kan see, hvem der er Enevolds-Herren!

Det skedte ogsaa, men saasnart Pharao fik Stenen fra Hjertet var han lige trodsig, derfor slog 👤Aaron med sin Kiep i Støvet, saa det blev til Gnidder og Gnidderne mylrede baade paa Folk og Fæ, og Hexe-Mesterne, som søgde at eftergiøre Konsten, kunde ikke, saa de sagde selv til Pharao: her har Gud en Finger i, men han ændsede det ikke*Moses II. 7–8..

Da mødte 👤Moses atter Pharao, en Morgen tidlig, han gik ned til Floden, og hilsde fra Herren sigende: lad mit Folk fare at de kan dyrke mig i Ørken; ellers skal Landet og alle Huse vrimle af Spy-Fluer, og det skal skee i Morgen Dag, og Jeg vil sætte Skiel mellem mit Folk og dit Folk, saa i 📌Gosen-Land skal Ingen af de Fluer findes, for at du kan see, Jeg er Herren, al Jordens Gud! Pharao trodsede og Plagen kom, saa Man var nær ved at forgaae af Fluer, hvorpaa Pharao lod Brødrene kalde og sagde: I skal faae Lov at offre 92til eders Gud her i Landet. Nei, sagde 👤Moses, det gaaer aldrig an, thi vore Slagt-Offere vilde være saadan en Vederstyggelighed for Ægypterne at de stenede os, men vi vil offre tre Dages Reise herfra i Ørken, som Herren har sagt. Velan! sagde Pharao, saa langt maae I gaae men ikke længere, beed nu kun for mig! Det vil jeg ogsaa, sagde 👤Moses, naar saa kun Pharao ei skuffer mig igien og nægter os Tilladelsen. 👤Moses bad, og Plagen ophørde, men Kongen trodsede.

Da lod Herren 👤Moses forkynde Pharao Kvæg-Syge trindt i Riget, undtagen i 📌Gosen-Land, og den kom, men netop fordi Kvæget ikke døde i 📌Gosen-Land, kaldte Pharao Plagen et Tilfælde og regnede den ikke.

Da lod Herren 👤Moses tale til Pharao og kaste en Haandfuld Aske i Luften for hans Øine, til Bylder baade paa Folk og , og selv Trold-Mændene fik Bylder, men det regnede Pharao ikke heller.

Da sagde Herren til 👤Moses: mød nu Pharao i Morgen tidlig og hils ham fra Ebræernes Gud, som siger: lad mit Folk fare til min Dyrkelse, eller det skal svide til dit Hjerte og til dit Folks, thi nu slaaer Jeg Dommedags-Slag, skiøndt Jeg giemmer dig for at aabenbare min Kraft paa dig og vorde navnkundig trindt om Land! I Morgen sender Jeg et Hagel-Veir, hvis Lige Man aldrig saae før i 📌Ægypten, derfor skynd dig og lad dit Kvæg drive hjem, thi Alt hvad der findes ude naar Uveiret kommer, baade Folk og , er dødsens. Som sagt, saa gjort, thi skiøndt Endeel af de Store blev bange og lod deres Kvæg drive hjem, saa trodsede dog Kongen, til Hagelen kom, med Torden og Lynild, og anrettede en Ødelæggelse paa Folk og , paa Træer og Sæd, hvortil Man aldrig saae Magen. Da først lod Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde og sagde til dem: nu bekiender jeg min Synd, Herren har Ret og jeg og mit Folk er de Ugudelige, men beder nu kun for mig til Herren, at Torden-Veiret maa gaae over og Hagelen standse, 93saa maae I fare med Fred, jeg vil ikke forholde eder! Velan! sagde 👤Moses, naar jeg gaaer ud af Byen, skal jeg opløfte mine Hænder til Himlen, og Uveiret skal standse, for at du kan see, at Herren eier Landet; men jeg veed nok det er endnu kun Tant med din og dine Hofmænds Gudsfrygt*Moses II. 8–9..

👤Moses spaaede ret, thi Uveiret standsede men Pharao trodsede, hvorpaa 👤Moses igien bragde Kongen Herrens Ord, saa lydende: Jeg har forhærdet baade dit og dine Raadsherrers Hjerte, for at I skal være mine Vidner for eders Børn og Børne-Børn om mine Jærtegn og mine Slag i 📌Ægypten. Med det Samme forkyndte 👤Moses, at næste Dag skulde Landet mylre af Græs-Hopper, saa der blev ikke en bar Plet tilsyne, og de skulde fortære paa Marken Alt hvad Hagelen havde levnet, og 👤Moses gik derpaa sin Vei, men han blev hentet tilbage, fordi Pharaos Hofmænd sagde til deres Herre: er Anstøds-Stenen værd at holde paa, siden Du ikke vil lade de Mennesker fare hen og dyrke deres Gud, eller lyster dig at høre at 📌Ægypten gaaer til Grunde? Velan! sagde nu Pharao til 👤Moses og 👤Aaron, I skal have Lov til at reise hen og dyrke eders Gud, men Hvormange giælder Reisen? De Gamle med de Unge, sagde 👤Moses, og Piger saavelsom Drenge, med samt Kiør og Faar, thi det er en Høitid for Herren vi skal holde! Og saa skal jeg sende Trodset bagefter, sagde Pharao, ikke sandt? Sikkerlig, naar jeg giør det, da er Herren med eder, men det er jo klart, I har Skielmen bag Øret; derfor, ikke saa, men Mandfolkene skal faae Lov at reise, det er hvad I selv har forlangt. Dermed lod Kongen dem jage paa Dørren men Herren bød 👤Moses udrække sin Haand over 📌Ægypten, og lod det saa blæse fra Sønden, saa næste Morgen var Landet oversaaet med Græs-Hopper, og de gjorde Beskeed med Spelten og Hveden, ligesom Hagelen havde gjort med Byg94get og Lin-Sæden, saa der blev ikke et grønt Blad eller en Græs-Pile *II. Moses 10..

Nu faldt vel Kongen til Føie, mens 👤Moses bad og Vinden fra Nord-Vest drev Græs-Hopperne ud i 📌det røde Hav, men da fik Pharao sit Steen-Hjerte igien, og Herren lod da med Uveir et tykt Mørke ruge over 📌Ægypten i tre Dage, saa Ingen kunde see en Haand for sig og Ingen vovede sig op af sit Leie, men hos 📌Israels Børn var det lyst. Derpaa lod vel Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde og sagde, de maatte gaae hen og offre, naar de blot lod deres Kiør og Faar blive tilbage, men dertil svarede 👤Moses: vil Du da give os Slagt-Offere? nei, ikke saa, alt vort Kvæg maa følge med os, saa der bliver ikke et Been tilbage, thi af vor Hjord skal vi tage vore Slagt-Offere og vi veed desuden ikke Rede paa vor Guds-Dyrkelse før vi komme hen, hvor vi skal. Da sagde Pharao: pak dig, og vogt dig, at du ikke mere kommer for mine Øine, thi den Dag jeg seer dig igien, skal du døe! Det var et sandt Ord, sagde 👤Moses, jeg kommer ei meer for dine Øine, thi saa siger Herren: ved Midnats-Tide giennemfarer Jeg 📌Ægypten og afliver alt det Første-Fødte, fra hans Første-Fødte som sidder paa Thronen til Slavindens Første-Fødte som staaer ved Kværnen, og til Kvægets Første-Fødte, og der skal reise sig et Skrig i 📌Ægypten, som hverken før eller siden; men hos 📌Israels Børn skal end ikke en Hund bjæffe, for at du kan see, hvad Forskiel Herren giør mellem Ægypter og Israeliter, og disse dine Tjenere skal komme og kaste sig i Støvet for mig, sigende: drag ud med hele det Folk Du staaer i Spidsen for, som jeg da ogsaa giør.

Med disse Ord forlod 👤Moses Pharao i Vrede som en stor Mand baade i Kongens og alle hans Tjeneres Øine, og han befalede alle Huus-Fædre blandt 📌Israels Børn at laane 95Sølvtøi og Guldtøi og Klædemon, hver af sin Nabo, og at slagte hver sit Lam, stege det heelt og holde Maaltid med alle deres Huus-Folk, staaende reisefærdige med deres Vandrings-Stave, men Lammets Blod skulde de stryge paa Dør-Stolperne og hele Karmen til et Kiende-Mærke. Det skedte, Dagen gik og ved Midnats-Tide opløftede sig det store Skrig over hele 📌Ægypten, for der var et Lig i hvert Huus, og Kongen stod op med alle sine Tjenere og lod 👤Moses og 👤Aaron kalde, midt om Natten og sagde: reiser eder og farer afsted hen at dyrke eders Gud, og tager Alt med eder, baade Folk og Fæ, og beder godt for mig! Ægypterne drev ogsaa af al Magt paa Afreisen sigende: vi er alle dødsens, saa Israeliterne kom ud i en Hast, 600000 Mand i Tallet, og drog fra 📌Ramses til 📌Succoth paa Veien til 📌det røde Hav og leirede sig i 📌Etham ved Ørken, og Herren ledsagede dem i en Sky-Støtte om Dagen og i en Ild-Støtte om Natten. Men da de laae i 📌Etham, talede Herren til 👤Moses og bød ham føre Folket tilbage ad og slaae Leir mellem 📌Migdol og Havet, thi, sagde Herren, saa tænker Pharao, I er blevet vildfarende i Ørken og Jeg forhærder ham, saa han forfølger eder og Jeg indlægger mig Ære paa ham og hele hans Krigs-Hær, til et Vidnesbyrd for alle Ægypter at Magten er min*Moses II. 10. 11. 14..

Saasnart det nu blev Pharao meldt, at Israeliterne var i Flugten, da blev baade han og hans Raadgivere anderledes tilsinds og sagde: det var dumt, vi satte dem paa fri Fod istedenfor at bringe dem under Aaget. Desaarsag rustede Kongen sig i en Hast og forfulgde Israeliterne, med sexhundrede Strids-Vogne, hele Rytteriet og Landets Høvdinger, og naaede dem i deres Leir paa Fælleden ved Havet ligeoverfor 📌Baalsephon, og da Israeliterne slog deres Øine op og saae at den Ægyptiske Krigshær var dem i Hælene, da blev de for96skrækkede og skreg paa Herren og sagde til 👤Moses: var der ikke Grave nok i 📌Ægypten siden du førde os ud at falde i Ørken, og var det ikke hvad vi sagde til dig: lad os heller trælle for Ægypterne, thi det er dog bedre end at døe i Ørken! Da sagde 👤Moses til Folket: fatter Mod og staaer stille og seer paa Redningen fra Herren, thi disse Ægypter som I seer idag, skal I aldrig see mere evindelig, Herren selv vil kæmpe for eder og I skal tie. Herren havde nemlig sagt til 👤Moses: hvi raaber du saa høit paa mig, siig blot til Folket at de skal brække op, og tag du Staven i din Haand og ræk den ud over Havet, saa skilles det ad og 📌Israel gaaer tørskoet over, men naar Pharao, hvis Hjerte Jeg har forhærdet, sætter efter, da slaaer Jeg mig til Ridder paa ham med hele hans Krigshær, hans Vogne og hans Ryttere, saa alle Ægypterne skal see, hvem der raader! Sky- Støtten, som ellers gik foran Israeliterne, hævede sig nu ogsaa og stillede sig bag dem, mellem deres og den Ægyptiske Leir, og Natten faldt paa med Mulm og Mørke, saa Hærene stødte slet ikke sammen, og da 👤Moses udrakde sin Haand over Havet, lod Herren det blæse op med en flyvende Storm fra Sønden hele Natten, saa Vandet skildtes ad og Israeliterne gik tørskoede paa Havets Bund med Bølge-Mure paa begge Sider. Ægypterne fulgde vel efter til de kom midtveis i Havet, og det var i Morgen-Stunden, men da saae de et Glimt af Herren i Ild-Støtten bag Skyen og der foer en Skræk i dem, og Vognene gik i Staa og det lød fra alle Sider: lad os vende 📌Israel Ryggen, thi Herren strider for dem mod Ægypterne! Men see, da udrakde 👤Moses, paa Herrens Ord, sin Haand over Havet, og Vandet kom igien og overraskede de flygtende Ægypter, med alle deres Vogne og Ryttere, saa de fandt deres Grav i Bølgerne og der kom ikke et levende Øie af dem tilbage.

Da Israeliterne saae dette Storværk af Herren, da kom der Ære-Frygt over dem og de slog Lid til deres Gud og til 97Hans Tjener 👤Moses, og istemde med Fryd en Seiers-Sang, som 👤Moses gjorde, til den Herres Ære, der banede Vei for sit Folk giennem Havet, og henveirede med sit Aande-Pust de trodsige Kæmper, ja, sænkede dem som Steen og som Bly i de rullende Bølger! Sangen sluttede med de blideste Udsigter til en lykkelig Reise, Folkene forbi, som skjalv for 📌Israels Gud, til Odels-Bjerget, hvor hans Helligdom skulde kneise og Hans Throne staae fra Slægt til Slægt evindelig *Moses II. 14–15..

Hele denne mageløse Tildragelse pleier Man vel nuomstunder i Verdens-Historien enten reent at overspringe eller at fremstille paa fri Haand, som en Hverdags-Hændelse, men det Sidste er at forfalske Historien og det Første er at lemlæste den; thi der er for os og for hele Menneske-Slægten ingen vigtigere Begivenhed i hele Old-Tiden, end den, hvorved Ebræerne brød ud af det Ægyptiske Fange-Taarn og tog med sig hvad Sølv og Guld de havde laant af de hovedrige Gniere. Denne Begivenhed maae vi nemlig takke for, at det store Levnets-Løb, der ved Christendommens Hjelp er fortsat til os, ei afbrødes maaskee alt i 📌Ægypten, hvor der jo dog er Grave nok,” men allenfalds med 📌Roms Indtagelse af Barbarerne, saa heller end at tyvte Ebræerne, for Alt hvad de baade legemlig og aandelig tog til Laans i 📌Ægypten og glemde at bringe tilbage, skulde Man heller juble over hvert Gran, der ene paa en saadan Maade kunde komme Menneske-Slægten til Nytte, uden at indlade sig paa det ligesaa unyttige som ubesvarlige Spørgsmaal, om hver enkelt Israelit kunde fuldelig hjemle sig hvad han udførde.

Denne Hvers egen og de Ægyptiske Pose-Kigeres Sag vil vi derfor lade staae ved sit Værd, og naar Man støder sig over Plagerne og over hele Jehovahs underfulde Kamp for 98sit Eiendoms-Folk, da er det her som altid vort første Svar, at det er naturligviis ingen Troes-Artikel for Andre end dem der finde Historien troværdig. Saavel ved sin Omstændelighed og sine levende Farver, som ved sin Overeensstemmelse med Alt hvad vi ellers veed om Tilstanden i det gamle 📌Ægypten, ligner imidlertid Beskrivelsen paa et Haar Beretningen af et Øien-Vidne, og dette Vidne er, efter Ebræernes troværdige Forsikkring, ingen Ringere, end Helten selv, deres gudfrygtige, mageløse Befrier og Lovgiver 👤Moses, saa der hører meget til at tænke, han skulde fortalt vitterlig Usandhed om sit Liv og sine Bedrifter, der maae have været store og glimrende nok til at taale Lyset i deres sande Skikkelse. Havde virkelig Han som skabde Verden, derved enten udtømt sin Kraft eller tabt sin Ret til at giøre underlige Ting, da fulgde det vist nok af sig selv, at han siden lod det være, men til saa barnagtige Indfald er vi dog vel nu for gamle, og, forudsat, at Gud endnu i 👤Moses Tid kunde giøre Mirakler, synes Resten ganske i sin naturlige Orden; thi at det Folk, af hvem 👤Christus og Christendommen skulde udspringe, kunde være Mirakler værd, tør Man dog nok paastaae, og at Ægypterne holdt paa hvad de havde, saa der maatte Overmagt til at udvriste 📌Israel af deres Hænder, kan ingen Kyndig tvivle om. Det Fornuftigste vilde derfor sikkert være, høilig at beundre Forsynets vise og velgiørende Styrelse, hvorved 📌Israels Hyrde-Stamme indførdes i 📌Ægypten, for der at opvoxe til et Stats-Folk, og siden udførdes til i 📌Palæstina at rygte sit for hele Menneske-Slægten mageløs vigtige Kald; thi det var en Kæmpe-Plan, der ligesaa vel maatte Almagt til at udføre som Alvidenhed til at lægge.

Da nu den Mosaiske Fortælling selv er baade det Klareste og Troværdigste vi veed om Israeliternes Ophold i 📌Ægypten og Udgang derfra, vilde det være aldeles bagvendt andensteds at søge enten nærmere Oplysning derom, eller Be99styrkelse derpaa; men derimod kan vi af den forklare os Meget i de Ægyptiske Old-Sager, som ellers bliver mørkt, og der vil, iblandt Andet, som vi alt har bemærket, opgaae et ganske nyt Lys over det mærkværdige Landskab 📌Arsinoe eller 📌Fayum, naar Man betragter det som 📌Gosen-Land. I Teglsteens-Pyramiderne vil Man da see Mindes-Mærker af Israeliternes Trældom, i det med Flid forstyrrede Horn-Tempel (📌Kar-Kerun) uden Hieroglypher, ventelig en Jehovahs Helligdom, og i 📌Labyrinthen maaskee finde de tolv Patriarkers Begravelse, ligesom Man da først vil kunne forstaae, hvi den nordligste Tvær-Dal mellem de østlige Bjerge, der begynder ei langt fra 📌Kairo og fører til Land-Tungen 📌Suez, endnu fører Navn af 📌Vildfarelses-Dalen; thi kun saalænge Man søger 📌Gosen-Land ved 📌Heliopolis er baade det og hele den Mosaiske Fortælling uforklarlig.

At for Resten det Jødiske Sagn om Opholdet i 📌Ægypten og Udgangen derfra har været omstændeligere end den Mosaiske Beretning, er naturligt, og vi finde Spor deraf saavel hos 👤Josephus som i det Ny Testamentes Skrifter, uden dog historisk at kunne lægge Vægt derpaa. Naar 👤Stephan, i Apostlernes Gierninger, siger at 👤Moses blev oplært i al Ægypternes Viisdom, da fristes vi vel ikke til at tvivle om Rigtigheden deraf, men det er kun fordi det egenlig følger af sig selv, da Prindsessen opdrog ham som sin egen Søn, og naar 👤Apostelen 👤Paulus skriver, at de Trold-Mænd der bestreed 👤Moses, hedd 👤Jannes og 👤Jambres, da er det kun for de Christne, med deres særegne Forestillinger om Apostolisk Oplysning, meer end et løst Rygte. Naar endelig 👤Josephus ene fortæller Adskilligt om 👤Moses Skæbne og Bedrifter, da er vel det Mærkeligste derved, at det Altsammen hverken giør fra eller til i Israeliternes Historie, men dog bør det vides, thi Navnet 👤Thermuthis, som han tillægger Prindsessen, er ogsaa fundet i en Ind100skrift paa ovenmeldte gaadefulde Horn-Tempel, og det er mærkeligt, at han baade nævner Pyramider og Kanaler mellem hvad Israeliterne plagedes med og siger, de blev tvungne til at lære allehaande Handværker, og det klinger slet ikke urimeligt men kun lidt sært, hvad der fortælles om Heltens Skæbne og Bedrifter, mens han var i Kongens Gaard. Det hedder nemlig, at han, tre Aar gammel, knæsattes af Kongen, som var sønneløs, og fik Diademet at lege med, men traadte paa det, hvad en af Præsterne, som var nærværende, tog for et ondt Varsel og raadte til at dræbe ham, men at siden, da Æthioperne hærgede Landet og slog Ægypterne, fik disse det Orakel-Svar, at de skulde seire ved Hjelp af en Ebræer, hvorpaa de tog 👤Moses til Høvding, som ikke blot frelste Landet, men hjemsøgde Æthiopernes Hovedstad 📌Saba eller 📌Meroe, og indtog den ved Hjelp af Prindsessen 👤Tharbis, som blev forelsket i ham. Mærkeligt er det ogsaa i denne Henseende at der virkelig ensteds i 👤Moses egne Bøger staaer, at han havde en Æthiopisk Hustru*👤Josephs Oldsk. II. 9. 10. Moses IV. 12..

Dog, langt vigtigere er det os at vide, naar omtrent 👤Moses levede, og det er i den Henseende klogest at begynde med det Spørgsmaal, hvorlænge rimeligviis det Jødiske Folke-Liv, der var saagodtsom endt før 👤Kyri Tid, maa have varet; thi hvad enten vi spørge: hvor gammel omtrent 📌Carthago blev, eller hvorlænge der var imellem Lykurgs og Grækernes borgerlige Død, eller mellem Romulus og Republikens Undergang, faae vi immer samme Svar: sex, syvhundrede Aar, hvad altsaa bliver det rimelige Tids-Rum for enhver Stat i Old-Tiden, der levede sin Alder ud. At dette nu var Tilfældet med den Jødiske Stat, viser dens Historie os klart, og senere end 1250 f. Ch. kan vi da aldrig med Rimelighed tænke os Udgangen af 📌Ægypten; men 101det maa ogsaa omtrent blive Tids-Punkten, thi, efter 👤Christi Slægt-Register hos 👤Mathæus, nedstammede 👤Zorobabel, 👤Kyri Samtidige, i etogtyvende Ledd fra 👤Nahesson, en af 👤Judas Stam-Fyrster ved Udgangen af 📌Ægypten og Svoger til 👤Aaron, hvad, efter tre Ledd paa et Aarhundrede, giver samme Tal, og dermed stemmer Efterretningen hos 👤Moses. Er nemlig 👤Abraham født omtrent 1700 f. Ch. da kom 👤Jakob til 📌Ægypten ved 1400, 👤Joseph døde ved 1350 og 👤Moses kan da ei have været 80 Aar, før omtrent et Aarhundrede efter, altsaa 1250.

Ægyptiske Old-Sagn.

De Bog-Lærde er til alle Tider og under alle Himmel-Egne et eget Slags Folk, som fristes til at rympe Næse ad ethvert gammelt Ord, der ei er ført i Pennen saa varmt som det kom ud af den første Mund, og da nu hardtad alle Folks Old-Sagn kom seent paa Papiret, fordi de enten fattedes Papiret eller Lyst til Pennen, saa er disse dyrebare Mindes-Mærker fra He den-Old baade fordum og især nuomstunder skeet meget Uskiel af de Bog-Lærde; men dog kan Man ogsaa giøre dem Uret og giør det virkelig, naar Man forlanger, de skal tage Old-Sagn, der først kom for Lyset, efter i mange Aarhundreder at have kun forplantet sig i Mørket, for gode historiske Vahre, der give ordenlig Oplysning om Mænd og Tider og virkelige Tildragelser. Vor Tids Critiske Bog-Lærde vilde derfor ikke blot have en reen Fod at staae paa men store Fortjenester af Oplysningen, naar de først og fremmerst havde taget alle virkelige Folke-Sagn for hvad de unægtelig er, for umistelige Vidnesbyrd om det tilsvarende Folks Anskuelse af Livet og Historien, og havde derhos vidst at giøre Forskiel paa Folk, som de var til, uden enten at skiære alle over een Kam eller dømme efter Vild og Venskab. Men hvad enten det nu er skeet af Svaghed i Dømme-Kraften eller af en slavisk 102Frygt for Romeren, endnu længe efter han var død og borte, eller af andre Grunde, saa har de Bog-Lærde enten slet ingen Forskiel gjort paa de sanddrueste og de løgnagtigste, soelkiære og dagskye, ydmyge og storagtige Folks Old-Sagn, eller dog gaaet saa uvidenskabelig tilværks dermed, at det enten var eller syndes dog at være Enkelt-Mandens Tro eller Vantro Forkiærlighed og Fordomme, der gjorde Udslaget. Naar derfor de Skrift-Kloge i Christenheden lige til i Gaar og i Dag canoniserede saavel Ebræernes Old-Sagn som deres skrevne Historie, og blæste ad Ægypternes, da var det vel ganske rigtigt, men maatte dog synes ligesaa uforsvarligt som det Modsatte, der sidst kom i Moden, da vore gamle Theologer derved kun halv troskyldig beraabde dem paa en Inspiration, der kun var til i deres egen Hjerne, og var inconseqvente nok til ligesaagodt historisk at canonisere de Romerske Old-Sagn, der dog er hardtad ligesaa uefterrettelige som de Ægyptiske.

Vi sige derimod med Rette, at disse to Folke-Færds Historie og Old-Sagn forholde sig aabenbar til hinanden som Dag og Nat, og det allerede fordi Præsten 👤Manetho i 📌On (📌Heliopolis), som levede under Ptolomæerne efter det Ægyptiske Folke-Livs Undergang, var, efter Alles Vidnesbyrd, den første Ægypter som udgav en Bog om sit Fædrenelands Old-Sager, medens derimod Ebræernes Heros og Lovgiver, 👤Moses, alt ved Folke-Livets Begyndelse, optegnede deres vigtigste Old-Sagn, saa varme som de kom ud af Paulunet, før de kunde sammenblandes med Sagn om ham og Statens Barndom. Dette mageløse Tilfælde vilde ene være nok til at hæve de Ebraiske Old- Sagn høit over alle andre Folks, men nu kommer hertil, at Ebræerne, ved næsten uafbrudt at fortsætte den Folke-Historie, 👤Moses med det Samme saa mesterlig begyndte, kundgiøre en mageløs national-historisk Retning, og at alle deres Historie-Skrivere, til den 103Babyloniske Udlændighed, efter Lovgiverens Exempel, blotte deres eget Folks Brøst saa djærvt og bedømme dem saa strængt, at Intet uden Sanddruhed kunde undskylde dem hos Folket, og intet Folk, uden den dybeste Ærbødighed for historisk Sandhed, kunde lade selv den Undskyldning giælde. Herfra slutte vi os nemlig ei blot med Rette, men med videnskabelig Nødvendighed, til den mageløse Beskaffenhed af de Old-Sagn, der gjaldt i Paulunet hos 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, og udgik derfra kun giennem tre Ledd til 👤Moses, og vi maae nødvendig tiltroe denne skarpe Bedømmer af Folket og sig selv en Samvittighed, baade ved Opskrivningen af de store Old-Sagn og ved Udgivelsen af dem for reen Sandhed, der, ved hans gyldig afhjemlede Fortrolighed med Sandheds Aand, indskyder alle fordomsfri Naturer dyb Ærbødighed. Endelig er det klart, at Christendommen, med alle dens guddommelige Virkninger giennem snart to Aartusinder borger for 👤Moses Troværdighed, og hvorledes Man da skulde hævde sig Ret til at hedde Critisk Historiker eller Videnskabs-Mand, naar Man agtede 👤Manethos Skrift om Old-Tiden for det Mindste mod hans, eller troede de Ægyptiske Præste-Sagn bedre end Ebræernes skriftlige Vidnesbyrd, det er et Spørgsmaal, der kan besvare sig selv.

Dog ikke blot i Sammenligning med Ebræernes mageløse Old-Sagn og Historie, er Ægypternes uefterrettelige, men de er det mere end noget andet Folks, deels fordi det var umueligt at et Folk, uden at være rædsom uhistorisk, giennem hele Old-Tiden kunde sidde med Pen og Papir og en mageløs borgerlig Dannelse, og dog ingen Historie-Bøger skrive og udgive, og deels viser alle gamle Efterretninger om 📌Ægypten, at Præsterne ordenlig stank af Stolthed og Selv-Roes, saa selv de ældste Historie-Bøger af saadanne Folk vilde kun have lidt at betyde, end sige da hvad de fandt for godt at fortælle til fremmede Reisende, som Beviis paa, at Ægyp104terne var og havde altid været de Frommeste og Viseste af alle Mennesker, saa blandt dem var Ingen at laste uden hvem der ei troede paa de umælende Dyr i hvem Guderne stak. Endelig stadfæster Øiesynet, at de gamle Præster i 📌Ægypten ret med Flid sammenfiltrede Alt hvad de vidste at sige om Guder og Helte, Sjelden heder og Hverdags-Ting, saa Man søger forgiæves Oplysning hos dem, der satte deres Ære i at giøre mørke Taler. Langt fra derfor at kunne, som Man har meent, rette de Ebraiske og Græske Efterretninger om Old-Tiden efter de Ægyptiske Gaader, komme vi rimeligviis aldrig til at forstaae Mere af disse, end hvad vi, efter de aabenhjertige Folks Tilstaaelser og vort eget Bekiendtskab med Natur-Lovene i Aandens og Legemets Verden, kan giætte os til. Guderne flygtede for Fienden (Typhon) til 📌Ægypten og skjulde sig i Dyrene, sagde de gamle Præster, og det giælder i alle Maader om Menneske-Aanden, at der aabenbarede den sig ikke men legede kun eller krøb dog i Skjul. Dette “Ægyptiske Mørke” er imidlertid en universal-historisk Kiends-Gierning, som vi maae fatte skarpt i Sigte, ei blot fordi det mærkelig hæver Lyset i 📌Gosen-Land eller Ebræernes gamle Historie, men især fordi det længe har aabnet alle urimelige Folk et Smuthul, hvorfra de med Held fordunklede Oldtiden. Det var da omtrent halvfemte Aarhundrede før 👤Christi Fødsel, og Halvottende efter Israeliternes Udvandring, at Grækeren 👤Herodot, fra 📌Halikarnas i 📌Lille-Asien, gjorde sin uforglemmelige Reise til 📌Ægypten, som dengang med indædt Harme knurrede under det Persiske Aag, men lignede i Øvrigt sine Mumier, der endnu trodse Tidens Tand og volde Nutidens Lærde samme Hoved-Brudd som Folket selv voldte Fortidens. 👤Herodot var en anderledes Beundrer af Ægypternes barnagtige Selv-Klogskab, falske Ærbarhed og Storladenhed, end vi uden Skam kan være, og det er derfor sikkert nok, at han hverken har paadigtet dem 105nogen Lyde, eller fortiet Nogen af deres Dyder, som han kunde opdage; men at de virkelig satte en Ære i at være keitede og gaae avet om i alle Maader, og at der virkelig ikke har været nogen anden Historie at finde, end hvad Præsterne, fornemmelig i 📌Memphis men dog ogsaa i 📌Thebe og 📌On, gav ham at løbe med.

Mines, sagde de, var den første Konge, og bygde 📌Memphis, paa en Grund, han vandt fra 📌Nilen, ved at lede den mod Vesten ind imellem Bjergene, og Præsterne læste Navnene op paa trehundrede og ni og tyve Konger, som de udgav for hans Eftermænd, men vidste ikke Andet at fortælle om, end at de Atten var Æthioper og at de var Mandfolk tilhobe, paa Nitokris nær, en mandhaftig Dronning, som druknede en Slump Ægypter i et underjordisk Gemak, fordi de havde slaaet hendes Broder ihiel og kvalde derpaa sig selv i en Aske-Hob.

Den trehundrede og tredivte Konge, som hedd Miris, ud mærkede sig derimod særdeles ved at grave den store Sø, der siden bar hans Navn, og hans Eftermand, Sesostris, var en mageløs Helt, som først gjorde Søtog paa 📌det Røde Hav og giennemfoer derpaa med en seierrig Krigs-Hær det faste Land, op igiennem 📌Syrien og 📌Lille-Asien, lige til 📌det sorte Hav, efterladende sig allevegne Minde-Støtter med Indskrifter paa, som angav hans Navn og Fædreneland. Da Sesostris vendte tilbage til 📌Ægypten, modtog hans Broder, som havde været Rigs-Forstander, ham ved 📌Pelusium med et stort Giæstebud, men kun paa Skrømt, thi under Maaltidet lod han lægge Baal om Huset, saa Sesostris maatte lægge Bro derover med To af sine Sønner. Krigs-Fangerne, han førde hjem med sig, brugde Sesostris deels til at bryde og baxe Steen-Kolosser, og deels til at giennemskiære Landet med Kanaler, hvorpaa det Hele blev opmaalt og ligelig deelt mellem alle Indbyggerne. Han var den eneste Konge i 📌Ægyp106ten som tillige raadte over 📌Æthiopien, og hans Billed-Støtte, tredive Alen høi, stod endnu i 📌Memphis ved 📌Hefæstos-Templet, da 👤Darius Hystaspis kom og vilde sat sin ved Siden, men lod det dog være, da Præsten forestilde ham, det gik ingenlunde an, da han endnu stod langt under Sesostris, som, blandt Andet, undertvang de Skyther der trodsede 👤Darius.

Efter Sesostris kom hans Søn Pheron, som blev blind fordi han af Overmod skiød et Spyd i 📌Nilen, da den stod høiest, men han kom sig dog igien, da han med Nød og Neppe fandt en Kone, der var sin Mand tro, og vaskede sig i hendes Vand, hvorpaa han brændte sin Dronning og alle de Koner, der, ligesom hun, havde skuffet hans Haab. Af Taknemmelighed mod Guderne udsmykkede han alle deres Templer og prydede især 📌Soel-Templet med to Kolosser af heel Steen, hver paa hundrede Alen.

Efter ham blev en Memphiter Konge, som Grækerne kalde Proteus, og ham, sagde Præsterne, faldt Helena i Hænderne, da Paris flygtede med hende fra 📌Grækenland, og hos ham blev hun i god Behold, til Menelaus kom selv og hentede hende, men Proteus fik kun en daarlig Tak for sin Retfærdighed, thi for at faae Bør og komme bort, gjorde Menelaus et Slagt-Offer paa Kysten af to Ægyptiske Drenge.

Efter Proteus fulgde Rampsenit, som i levende Live nedsteg til hvad Grækerne kalde Under-Verdenen og slog høiest Øine med Isis, hvorved han snart vandt og snart tabde, men kom dog tilbage med et gyldenstykkes Hoved-Bind og til Amindelse derom, sige Præsterne, det er, at paa en vis Dag En af dem føres med tilbundne Øine ud paa Veien til 📌Isis-Templet, hvor han saa, ladt alene, afhentes og bringes tilbage igien af to Ulve.

Denne Konge er det, som har bygt de vestre Forgaarde 107ved 📌Hefæstos-Templet og opreist de to Billed-Støtter, som Ægypterne kalde Sommer og Vinter og begegne derefter, saa hiin nyder Ære og denne faaer Skam; men Rampsenit havde ogsaa godt ved at bygge, for han havde Penge som Græs, saa i Rigdom kunde Ingen af alle de følgende Konger ligne end sige maale sig med ham. Han blev imidlertid narret med det Skat-Kammer han lod bygge, thi vel var der udenfra ikke Andet end Mur tilsyne, men Byg-Mesteren havde været skielmsk nok til at lade een Steen i Muren sidde løs, saa Een til Nød og To magelig kunde liste den ud og krybe derind, og det Kneb aabenbarede han paa sit Yderste sine to Sønner, som ogsaa benyttede Vinket saa godt, at Kongen tydelig kunde see, der kom Svind-Sot i hans Penge. Da nu dog Laasen var uskadt og Seiglet ubrudt, kunde Kongen Ingen beskylde og maatte nøies med at lægge Fælder omkring Penge-Tønderne, men hvad der saa gjorde ham reent fortumlet, var at han en Morgen-Stund vel fandt en Tyve-Krop i Fælden, men uden Hoved, thi han der løb i Fælden bad sin Broder kappe Hovedet af sig og tage med, saa hverken Tungen skulde røbe Andre eller Ansigtet ham. Kongen vidste nu ikke bedre Raad, end at hænge Kroppen tilskue paa Muren og stille Vagt ved, som skulde gribe hvem der græd, og det havde nær hjulpet, thi Stakkelens Moder truede Broderen med at angive det Hele, hvis han ikke skaffede hende Kroppen, men det lykkedes ogsaa Skielmen, som fik hele Vagten drukket saaledes under Bordet i Viin, at han ikke blot i al Mag kunde skiære Tyve-Kroppen ned, men give sig Stunder til at rage Skiægget paa den høire Kind af hele Troppen, dem til Spot og Spee. Kongen blev derved endnu mere opsat paa at fange Træringen, og, da alle andre Midler slog feil, lod han giøre alle vitterligt, at naar Tyven selv vilde indfinde sig hos ham, skulde han ikke blot slippe heelskindet, men faae en stor Belønning. Nu kom da Skielmen for en Dag og Ramp108senit holdt ikke blot Ord, men gjorde ham til sin Sviger-Søn, som den klogeste Mand under Solen, efter den Regning, at Ægypterne i den Henseende overgik alle andre Folk og han igien dem.

Hidindtil, sagde Præsterne, havde Retten havt sin Gænge i 📌Ægypten og Riget blomstret i alle Ender, men, efter Rampsenit, kom, under 👤Cheops, al Ondskab i Vælgten, thi det Første han gjorde var at lukke alle Templer og afskaffe Offringerne, og dernæst maatte alle Ægypter trælle for ham, deels med at bryde Steen i 📌de Arabiske Bjerge og slæbe dem over til den Lybiske Side, og deels med Pyramide-Bygningen. Han havde ikke mindre end hundredetusinde Arbeids-Folk ad Gangen, som løste hinanden af hvert Fjerding-Aar, og det kostede dem ti Aar blot at faae Veien istand og Bakken, Pyramiderne staae paa, og de underjordiske Grav-Kamre, han gjorde sig paa den Øe, han ved Udgravning fik 📌Nilen til at danne; men Vei-Værket, af hugne Steen med Hieroglypher, 500 Skridt i Længden ti Favne bredt og, paa det Høieste, otte Favne høit, er ogsaa i mine Øine snart ligesaa betydeligt, som Pyramiden selv, hvorpaa der dog anvendtes tyve Aar. Samme Pyramide er for Resten en regelmæssig Firkant, 800 Fod paa hver Side og ligesaa mange høi, trappeviis bygt af hugne Steen, som den var støbt, og forsynet med en Ægyptisk Indskrift, som jeg grandt kan huske, Tolken udtydede saaledes for mig, at blot Bræk-Midlerne og Løgene af alle Slags til Arbeids-Folkene havde kostet over sexten Tønder Guld, og naar saa er, hvad maa der ikke da være gaaet til Føden og Klæden i det Hele og til alt Værktøiet!

Denne 👤Cheops regierede i halvtredsindstyve Aar og hans Broder 👤Chephrin, som lignede ham op ad Dage og bygde den anden store Pyramide ved Siden, regierede i sex og halvtreds, og det Aarhundrede kalde Præsterne 109📌Ægyptens onde Tid, hvori alle Templerne stod lukkede, og de to Konger er Ægypterne endnu saa forhadte, at de endog kun nødig nævner dem og har, blandt Andet, kaldt Pyramiderne op efter Hyrden Philitis, som paa den Tid vogtede Kvæg der i Nærheden.

Efter 👤Chephrin, siger Man, kom 👤Mykrin paa Thronen, som vel var en Søn af 👤Cheops men traadte dog ikke i sin Faders Fodspor; thi baade aabnede han Templerne igien, og gav det plagede Folk Hjemlov, og maa prises fremfor alle Konger i 📌Ægypten som et Mønster paa Retfærdighed, da ikke blot hans Domme var retfærdige, men hans Hjerte saa godt, at han gav dem der tabde deres Sag Erstatning af sin egen Lomme, for at de ikke skulde være vrede paa ham. Men trods al sin Livsalighed blev 👤Mykrin dog meget ulykkelig, og det første Stød han fik, midt under sine priselige Bestræbel ser, var, at han mistede sin Daatter, som var eneste Barn, og hende var det, han, til en Udmærkelse ikke lod begrave men bisætte i den forgyldte Træ-Ko, som staaer i 📌Sais endnu, hvor jeg selv har seet den. Koen staaer der i et kongeligt Gemak, hvor der hver Dag giøres Røgelse og brænder om Natten en Lampe for den, og i et Side-Værelse staae der tyve kolossalske Billed-Støtter, som Man kalder 👤Mykrins Kiærester, men som jeg ingen videre Beskeed kan give om. Somme vil rigtig nok sige, at 👤Mykrins Daatter hængde sig af Græmmelse, fordi hendes Fader bar sig unaturlig ad med hende, og at de Andre var Kammer-Pigerne som havde været Faderen behjelpelige og som Moderen derfor havde hugget Hænderne af, men det holder jeg for Snak, saameget mere, som Man beraaber sig paa, at Billed-Støtterne har heller ingen Hænder, thi deres Hænder har jeg selv seet ligge for deres Fødder, saa dem har aabenbar Tiden slidt af. Koen ligger ellers paa Knæ, er af naturlig Størrelse og beklædt med et Purpur-Dækken, paa Hals og Hoved nær, hvor Man seer 110Lue-Forgyldningen og Solen som en Straale-Krands imellem Hornene, og een Gang om Aaret, naar Ægypterne sørge over Guden, jeg ved denne Leilighed ikke tør nævne, kommer Koen ud at soles, som skal være efter en Bøn af Prindsessen paa hendes Yderste.

👤Mykrins anden Gienvordighed var et Orakel-Svar han fik fra Buto, at han kun skulde leve sex Aar til, og da han desaarsag i Vrede lod kaste Guden i Næse, at hans Fader og Farbroder, som lukkede Templerne, foragtede Guderne og plagede Folket, blev ældgamle og han som var saa from skulde døe ubetimelig, fik han til Svar, at hans Dage blev forkortede fordi han ikke gjorde sin Pligt; thi 📌Ægypten skulde plages i halvandet hundrede Aar, og det havde han ikke ændset. Da 👤Mykrin nu hørde at han var fordømt, tog han sig for at leve i Suus og Duus og gjorde, under uophørlig Svir og Sværm, ret med Flid Nat til Dag, for saaledes, ved paa en Maade at leve tolv Aar, at giøre Spaadommen til Løgn. Han efterlod sig ellers ogsaa en Pyramide, meget mindre end hans Faders, og det er den som nogle Græker hen i Veiret har tillagt Skiøgen 👤Rodopis.

Efter 👤Mykrin, sagde Præsterne, kom 👤Asychis, som har bygt den østlige Forgaard ved 📌Hefæstos-Templet, som er baade kiønnere og meget større end alle de andre.

Under denne Konge, siger Man, der blev saa stor en Armod, at Laanerne ei havde andet at sætte i Pant end deres Faders Lig, og i den Anledning blev der givet en Lov, som tilholdt, at hvem der pantsatte sin Faders Lig, han pantsatte dermed tillige sit Gravsted, saa, naar han ikke løste sit Pant, kunde hverken han eller Nogen af hans faae en ærlig Begravelse.

Denne Konge efterlod sig ellers et Mindes-Mærke, hvormed han meende at overgaae alle sine Formænd, og det var en Pyramide af Tegl, med følgende Indskrift: sæt mig ikke saa 111lavt som et Side-Stykke til Steen-Pyramiderne, thi jeg staaer saa høit over dem som Zeus over Gude-Vrimlen: med en Baads-Hage stak Man i Søen, af hvad der hængde ved strøg Man Tegl, og det er min Oprindelse!

Efter ham kom den blinde Anysis fra en Stad af samme Navn paa Thronen, men maatte flygte til Moradserne for Æthioperen 👤Sabako, som brød ind i Landet med en stor Krigshær, beherskede det i halvtredsindstyve Aar og gav den mærkværdige Lov, at hvem der havde forbrudt sit Liv, skulde afsone sin Brøde ved at slæbe Jord til sin Fødeby, hvorved da Stæderne i 📌Ægypten fik deres høiere Beliggenhed. 👤Sabakos Herredømme fik imidlertid Ende med Eet, ved en forunderlig Drøm, han havde, thi der kom en Mand til ham med det Raad, at han skulde sammenkalde alle de Ægyptiske Præster og kappe Hovedet af dem, og det ansaae han for en Fristelse fra Guderne, som vilde have ham til at forgribe sig, for at faae Leilighed til at ødelægge ham, og da han nu tillige kom ihu, at Tiden var udløbet som Oraklet i 📌Æthiopien havde spaaet, han skulde beherske 📌Ægypten, forlod han godvillig Thronen og Landet. Da kom den blinde Anysis tilbage fra Moradserne, hvor han havde skjult sig i halvtredsindstyve Aar og bedt de Ægypter, der bragde ham Levnets-Midler, at bringe ham en Sæk Aske i Hemmelighed, af hvilken Aske med Jord imellem han da skabde Øen 📌Elbo, som var en stor Hemmelighed i meer end fire Aarhundreder, til endelig 👤Amyrtæus fik den opsnuset.

Efter ham kom Hefæstos-Præsten Sethon paa Thronen, og han behandlede Krigs-Standen, som han fandt aldeles overflødig, med saa dyb en Foragt, at han endogsaa tog Jorde-Godset fra dem, som var dem tillagt af de forrige Konger, men derfor vilde Krigs-Folket heller ikke rykke i Marken, da den Arabiske og Assyriske Kong 👤Senacherib med en stor Hær truede Landet. Fortvivlet derover, tyede Præsten ind i 112Helligdommen og klagede sin Nød for Gudens Billed-Støtte, til han faldt i Søvn af Vaande og havde da et Syn, hvori Guden bød ham være ved et frit Mod og kun gaae Fienden i Møde, sikker nok paa Hjelpe-Tropper. Det gjorde han da ogsaa og drog op til 📌Pelusium, ved Grændserne, med et Følge, der ikke var en eneste Krigs-Mand i, men lutter Kro-Mænd, Handværks-Folk og Dagdrivere, hvorpaa Fiendens Leir ved Natte-Tide oversvømmedes af Mark-Muus, som aad baade Koggere, Buer og Skjolde-Greb, saa Hæren næste Dag maatte flygte vaabenløs og leed et stort Nederlag. Derfor staaer denne Konge endnu i 📌Hefæstos-Templet, udhugget i Steen, med en Muus i Haanden og disse Ord i Munden: hvo mig seer, vorde from*Herod. II. 98–143.!

Saavidt Præsterne, siger 👤Herodot, og Man maa vel indrømme, det kan ogsaa være Nok af det Slags; men paa den anden Side kan Man dog heller ikke nægte, det er en meget tarvelig Old-Historie for det ældste Folk i Verden, selv naar Man anslaaer Tids-Rummet til en god Deel mindre end Præsterne, som læste de 341 Konge-Navne op for 👤Hekatæus og 👤Herodot, forsikkrende dem, at de havde udfyldt ligesaamange Menneske-Aldre eller 11340 Aar og pegende til Vitterlighed paa ligesaamange Træ-Mænd i 📌Thebe, der skulde forestille Ypperste-Præsterne, hvis Antal, Søn efter Fader, paa et Haar stemmede med Kongernes! Imidlertid er dog disse 👤Herodots Præste-Sagn omtrent Alt hvad Old-Tiden har kiendt, thi hvad 👤Diodor, som skrev efter 👤Manetho, lægger til, er ubetydeligt, saa Man seer godt, at Historien slet ikke har været de Ægyptiske Præsters Sag, og at det i alle Maader var splittergalt, af saadanne Billinger at ville bygge et Tempel enten for Saga eller Mnemosyne, der kunde trodse de 113Ihukommelses-Støtter, 👤Moses og hans Efterlignere har reist paa 📌Zion. Derimod kan vi, ved Hjelp af Ebræernes Skrifter, temmelig godt see, hvordan de Ægyptiske Præster, tildeels meget imod deres Villie, er kommet til den naragtige Rigs-Historie, de trykde i Grækeren. Først maae vi imidlertid forvandle de mange tomme Aar-Tusinder omtrent til ligesaamange Aarhundreder, hvorom Præsterne selv har efterladt os et Vink, vi ei kan lade ubenyttet, thi de fortalde selv 👤Diodor, at de vidste kun Rede til syv og fyrretive Konge-Grave, og naar vi nu til de 341 Konge-Navne, de forelæste 👤Herodot, lægge de følgende Sex (👤Psammetik, 👤Necho, 👤Psammis, 👤Apries, 👤Amasis og 👤Psammenit) som er sikkre nok, da bliver der netop trehundrede og syv og fyrretive, hvoraf vi med Rette forkaste de trehundrede som uægte, da det jo kun var uærlige Folk der hos Ægypterne, som havde Grave nok, kom til at fattes En*Diodor I. 30.. Tillagde vi nu endogsaa 📌det Ægyptiske Rige, til 👤Senacheribs Tid, hvad Man kalder 41 Menneske-Aldere (1350 Aar), kom der dog allerede en menneskelig Tids-Regning ud, men da 25 Aar er det allerhøieste Man tør regne paa hvert Konge-Ledd, maa det forkortes til 1000, som, lagt til de 700 Aar mellem 👤Senacherib og 👤Christus, giør 1700 Aar og fører os eet Aarhundrede foran 👤Abraham, som jo ogsaa er den første bekiendte Reisende, der fandt en Konge i 📌Ægypten. Hermed kan det ogsaa stemme, hvad Præsterne fortalde 👤Herodot, at indtil den Tid havde Solen i 📌det Ægyptiske Riges Dage staaet to Gange op hvor den gik ned og omvendt, uden at det havde gjort nogen videre Forskiel; thi da det dog neppe var blot Snik-Snak, skulde det vel sagtens betyde, at Himmel-Legemerne i den Tid havde fuldendt to store Kreds-114Løb, som jo skeer i tolv Aarhundreder, netop saamange af fornævnte Sytten, som i 👤Herodots Tid var forløbne.

Er nu Tal-Gaaden løst, da komme vi til Ting-Gaaden, som ikke er Mangelen paa mærkværdige Begivenheder i 📌Ægypten, hvor Alting, ligesom i 📌China, gik ufravigelig sin skiæve, kiedsommelig afmaalte Gang, Aarhundrede ud og Aarhundrede ind, men netop Undtagelsen i Rampsinits og de følgende Dage; men ogsaa den Gaade kan vi løse ved Hjelp af Ebræernes Historie, som klarlig viser, hvilken Trængsels-Tid den Ægyptiske Ensformighed maatte giennemgaae fra 👤Josephs Dage og i Grunden aldrig forvandt. At vi har giættet ret, viser ikke blot Rampsinits uhyre Skatte (som Korn-Handelen indbragde) og Hyrden Philitis (Kostgiængeren), som Man gav Skyld for Pyramiderne, men ogsaa Præsternes Afsky for 👤Cheops og 👤Chephrin, som naturligviis har været 👤Josephs-Kongerne, Vævet om 👤Mykrin og hans Daatter (hende der frelste 👤Moses) og endelig om Teglsteens-Pyramiden (i 📌Gosenland) og om den sorte Armod under 👤Apsychis (den forhærdede Pharao), da Folk ikke havde andet at pandtsætte end deres Fædres Lig.

Hvad det derimod skal sige med den blinde Anysis, fra Byen 📌Anysis som ingen Geograf kiender, der flygtede til Moradserne for Æthioperen, men kom igien, efter 50 Aars Forløb, og havde i Mellem-Tiden skabt en Ask-Øe, der først opdagedes 500 Aar efter, under 👤Kambyses, det er et Spørgsmaal, men at her er et Hul, som der vil meer end 50 Aar til at fylde, kan Man see med bare Øine; thi var der 500 Aar mellem Anysis og 👤Kambyses, levede jo den Første 1000 Aar f. Ch. og var Sethon samtidig med 👤Senacherib, da var det 700 Aar f. Ch., saa det er formodenlig hele 300 Aar Æthioperne har spillet Mester i 📌Ægypten, paa en Deel af 📌Delta nær, som vel menes med Moradserne.

115At imidlertid baade de Ægyptiske Præster og Lands-Folket havde anderledes tydelige Sagn om den ærgerlige Handel med Ebræerne, end 👤Herodot fik at høre, følger af sig selv, og, skiøndt 👤Manethos Bog er forgaaet, har vi dog beholdt Billinger nok til at spore baade Sandheden og Ægypternes Maade at behandle den paa, thi da 👤Josephus udgav sin Jødiske Historie, blev den Deel deraf som angik 📌Ægypten, skarpt recenseret, og i hans Anti-Kritik mod Appion see vi da Æventyrene hvortil Ægypterne havde omskabt Historien, vi finde hos 👤Moses. Vist nok daarlig Fylde-Kalk i Verdens-Historien, men dog mærkeligt i sit Slags er saaledes Fortællingen hos 👤Manetho om Hyrde-Kongerne, som 👤Josephus med Rette beraaber sig paa. Under Kong Timæus, siger nemlig 👤Manetho, da Gud, Man veed ikke af hvad Aarsag, var blevet vreed, rykkede der hovedkulds en Hob ubetydelige Folk, men forvovne Kroppe, fra 📌Øster-Leden ind i Landet, som de ogsaa i en Haande-Vending uden Sværd-Slag bemægtigede sig, saa Fyrsterne kom i deres Hænder. Dernæst stak de Byerne i Brand, omstyrtede Gudernes Helligdomme og gjorde Lands-Folket al den Fortræd, de kunde, slog Somme ihjel og gjorde Andre med Koner og Børn til Slaver. De satte endogsaa En af deres Egne, ved Navn 👤Salatis, paa Thronen, som holdt Huus i 📌Memphis, men gjorde dog baade 📌Øvre og 📌Nedre-Ægypten skatskyldige og holdt Lande-Værn paa de beleiligste Steder, især paa den Østlige Grændse, hvor han forudsaae, at Assyrerne, som dengang spillede Mester, vilde faae Lyst til at giøre Indfald. Allerbeleiligst fandt han en Stad i 📌Sethro-Egnen, østenfor 📌den Bubastiske Nil-Arm, som en forældet Guds-Dyrkelse havde givet Navn af 📌Avaris, den satte han derfor istand, befæstede den med stærke Mure og gjorde den til Borge-Leie for en Hær paa 240000 116Mand, som han, for at sætte Skræk i Udlændingerne, flittig øvede i Vaaben, naar han om Høsten kom derhen at maale Korn og give Lønning. 👤Salatis døde efter 19 Aars Regiering og fik 👤Bion til Eftermand, som regierede i 44 Aar, saa kom 👤Apachnas i 36 Aar og syv Maaneder, saa 👤Apophis i 41, saa 👤Janias i 50 Aar een Maaned og endelig 👤Assis i 49 Aar og to Maaneder, og disse Sex var deres Hoved-Mænd som stræbde, jo meer og meer, i Bund og Grund at ødelægge 📌Ægypten; men ellers kaldtes hele Flokken Konge-Hyrder, thi det er Meningen af Navnet Hyk-Sos, sammensat af “Hyk,” som i Præste-Sproget betyder en Konge, og af “Sos” som i Almue-Sproget er baade en Hyrde og Hyrderne. Somme vil sige at disse Hyksos var fra 📌Arabien, og de skal have behersket 📌Ægypten i 511 Aar, indtil Kongerne i 📌Thebe og andensteds gjorde Opstand imod dem, hvorved der udbrød en stor og langvarig Krig, og vel, siger Man, leed Hyrderne et stort Nederlag under Kong 👤Alisfragmuthosis, saa de maatte trække dem tilbage fra det øvrige 📌Ægypten til 📌Avaris, men der, inden stærke Mure, i en Om-Kreds af titusind Agre, forsvarede de dem dog saa tappert, at skiøndt 👤Alisfragmuthosis Søn 👤Thmosis beleirede dem med en Hær paa 380000 Mand, maatte han dog tilsidst gaae paa Forlig og tilstaae dem fri Udgang af 📌Ægypten. Nu drog de da ud hver Een, ikke mindre end 240000 i Tallet, med Alt hvad de havde og begav sig giennem Ørken til 📌Syrien, men da de var bange for Assyrerne, som dengang beherskede 📌Asien, satte de dem ned i det nu saakaldte 📌Jødeland og bygde en Stad ved Navn 📌Hierusalem, der var stor nok til at rumme dem alle*👤Josephs Forsvar I. 14..

Saavidt 👤Manetho, og at nu de nyere Boglærde deraf har gjort et splinternyt Folk, det blive deres Sag, men vi vil lægge 117Mærke til at Pharao bad 👤Joseph mellem sine Brødre at tage de Dueligste til Opsynsmænd over hans Hyrder, som da blev Hyksos paa to Maader, baade Konge-Hyrder og Hyrde-Konger, saa vi maae dog sagtens kiende “Hyrden Philitis” igien i 👤Manethos Pragt-Udgave. Et andet Spørgsmaal er det vist nok, om Beleiringen af 📌Avaris, som naturligviis maa forstaaes billedlig, skulde være den Samme der saa udførlig er afbildet paa Murene i 📌Thebe; men til Lykke kommer det os ikke derpaa an, og det, som saameget Andet, vil formodenlig klare sig langt hastigere end Man tænker, naar Man først lærer at læse baade Bogstaver og Billed-Skrift fra den rette Side, som Ægypterne kalde den Vrange, og at see Alting i det Lys, de kaldte Mørke!

📌Israels Kirke-Stat.

Efter Lovsangen ved 📌det røde Hav, leirede Israeliterne sig i 📌Elim ved de tolv Kilder og de halvfjerdssindstyve Palmer, men da de derfra kom ind i Ørken 📌Sin, gav de 👤Moses og 👤Aaron knubbede Ord og sagde: det var bedre Herren havde slaaet os ihjel i 📌Ægypten, da vi sad ved Kiød-Gryderne og havde Brød, Guds Gaver, end at I skulde føre os ud i denne Ørk at sulte ihjel tilhobe. Da sagde Herren til 👤Moses: see, Jeg lader regne Brød ned fra Himlen, Dag for Dag, til Folket, mens Jeg prøver dem, om de vil holde min Lov eller ikke, og 👤Moses hilste Folket fra Herren som udførde dem af 📌Ægypten, sigende: Han har hørt eders Knur og i Aften skal I faae Kiød, og Brød i Morgen tidlig. Det skedte ogsaa; thi om Aftenen kom der en Sværm Vagteler og bedækkede Leiren, og næste Morgen, da Duggen var faldet, saaes Ørken trindt omkring bedækket, som af Riim, med noget Hvidt, der lignede Koriander og blev kaldt Manna, og det var Brødet fra Herren som 📌Israel aad i Ørken, i fyrretive Aar. Siden, i 📌Rephidim, knurrede Folket over Vand-Mangel, saa 👤Moses 118sagde til Herren: hvad skal jeg giøre ved dem, de er nær ved at stene mig, men Herren sagde: du skal tage din Stav, som du slog Floden med, og gaae med Nogle af de Ældste hen til 📌Horeb og slaae paa Klippen, saa skal der komme Vand og slukke Folkets Tørst, og det Vand kaldtes siden Trætte-Vandet.

Ved den tredie Ny-Tænding efter Udgangen af 📌Ægypten, kom Folket til 📌Sinai Bjerg, og der talede Herren til 👤Moses fra Bjerget og bød ham sige til Folket: I saae hvad Jeg gjorde ved Ægypterne og Jeg løftede eder ligesom paa Ørne-Vinger op til mig, og saafremt I vil lyde min Røst og holde min Pagt, da skal I være mit Yndlings-Folk fremfor alle Andre, thi hele Jorden er min, I skal være en kongelig Præste-Slægt og et helligt Folk. Dette forelagde 👤Moses alle Folkets Ældste, og hele Folket svarede eenstemmig: vi vil baade høre og giøre Alt hvad Gud siger, og 👤Moses besteg Bjerget for at bringe Gud Folkets Svar, og da han havde gientaget deres Ord, sagde Herren til ham: see, Jeg kommer til dig i Sky-Støtten og taler til dig i Folkets Paahør, saa de skal fæste Tro til dig evindelig! Gak derfor ned og siig til Folket at de rense sig i Dag og i Morgen og toe deres Klæder og komme saa overmorgen frem til Bjerget, hvor Jeg vil nedstige; men sæt dem Skranker, saa de hverken kan prøve paa at bestige Bjerget eller engang røre det, thi hvem der rører det er dødsens, det være Folk eller Fæ, saa skal de stenes eller skydes.

Og Tredie-Dagen, i Morgen-Stunden, da sortnede det over Bjerget, tordnede og lynede og klang som en Kæmpe-Lur, saa Folket skjalv i Leiren, da 👤Moses førde dem ud at mødes med Herren og stillede dem op under Bjerget, og Folket sittrede da de saae Røg-Skyen over Bjerget, hvor Herren nedfoer som i Lue. Basun-Stemmen blev nu stærk og tydelig, 👤Moses talede, og Gud svarede ham lydelig og kaldte ham op til sig paa Bjerg-Toppen, men bød ham saa gaae ned 119igien og hindre Folket fra at formaste sig og trænge frem til Bjerget.

Da nu 👤Moses var kommet ned til Folket, talede Herren til dem som følger: Jeg er Herren din Gud, som udførde dig af Slaveriet i 📌Ægypten, du maa ingen Guder have uden Mig!

Du maa ikke giøre dig nogen Støtte eller noget Billede af hvad der er oppe i Himlen eller nede paa Jorden eller i Vandene under Jorden, at tilbede eller dyrke; thi Jeg, Herren din Gud, er en nidkiær Gud, som giengiælder blandt mine Fiender Børnene i tredie og fjerde Ledd deres Fædres Synder, men er naadig i tusinde Ledd mod mine Venner som holde mine Love!

Du maa ikke fjase med Herrens din Guds Navn, thi Herren din Gud afløser aldrig dem der fjase med Hans Navn.

Husk paa at holde Hvile-Dagen hellig! Der er sex Søgne-Dage, paa hvilke du skal giøre alt dit Arbeide, men den syvende Dag er Hvile-Dag for Herren din Gud, og paa den skal du slet intet Arbeide giøre, ei heller din Søn og din Daatter, din Karl og din Pige, din Oxe og dit Asen og alt dit Kvæg, ei heller den Fremmede, du huser; thi paa sex Dage gjorde Herren Himlen og Jorden og Havet og Alt hvad der er i dem og paa den syvende Dag hvilede Han, derfor har Herren velsignet den syvende Dag og helliget den.

Hold din Fader og din Moder i Ære, at det kan gaae dig vel og du kan blive gammel i det gode Land, som Herren din Gud giver dig!

Du maa ikke myrde!

Du maa ikke bryde Ægteskab!

Du maa ikke stjæle!

Du maa ikke vidne falsk om din Næste!

Du maa ikke forlange din Næstes Kone hans Huus, eller hans Jord, hans Karl eller hans Pige, hans Oxe eller hans 120Asen, eller Noget af hans Kvæg, eller Noget af din Næstes Eiendom!

Da sagde det bævende Folk til 👤Moses: nei, tal du til os og lad ikke Gud tale til os, saa vi døe, men 👤Moses sagde til dem: tager Mod til eder, thi Herren er kun kommet til en Prøve, for at Hans Frygt kan være over eder, saa I ikke synde. Folket blev nu staaende langt borte, mens 👤Moses gik hen til Skyen, hvor Gud var, og Herren sagde til ham: tal du til 👤Jakobs Huus og kundgiør 📌Israels Børn: I har nu seet at Jeg talede fra Himlen til eder, giører nu ikke eder selv Guder enten af Sølv eller Guld! Hvor Jeg bestemmer Offer-Stedet og lyser Velsignelse, skal du giøre mig et Jord-Alter at slagte Faar og Kalve paa og vil du giøre et af Steen, da maa de ikke være tilhugne, thi naar dit Hugge-Jern gaaer over dem, er de besmittede. Du maa ikke giøre Trapper op over mit Alter, thi din Skam maa ei være over det*Moses II. 15–17. 19–20.!

Saaledes fik da det Israelitiske Folk sin berømte Grund-Lov og 👤Moses fik deres Fuldmagt til paa Herrens Vegne at ordne og indrette Alt derefter, som han ogsaa gjorde; men dog var det langt fra at Folket med Eet blev Herren tro og 👤Moses lydig, saa ingen Lovgiver har havt en saadan Kamp at bestaae, for af en selvraadig Horde at danne et borgerligt Selskab. Vandringen i Ørken forlængede sig derfor til en heel Menneske-Alder, uden at dog Folket havde mindste Ret til at besvære sig derover, da de ikke blot, mens 👤Moses var paa Bjerget hos Herren, nødte 👤Aaron til at støbe dem en Guld-Kalv som de forgudede, men vægrede sig siden haardnakket ved, paa Herrens Befaling, at rykke ind i Landet, Gud havde lovet 👤Abraham.

📌Israel havde nemlig, i det andet Aar efter Udgangen, 121deres Leir i 📌Kades nær ved 📌Canaans Grændser, og derfra sendte 👤Moses, efter Guds Befaling, tolv Høveds-Mænd, En af hver Stamme, ind at syne Landet og sige Beskeed saavel om dets Leilighed som om Indbyggernes Tilstand. Disse tolv Syns-Mænd eller Speidere trængde frem til 📌He bron hvor 👤Abraham laae, og til 📌Gophne eller 📌Drue-Dalen, og kom saa tilbage med en Prøve af Landets Frugter, nemlig Figen, Granat-Æbler og Vindruer, men bragde en mundtlig Beskeed der gjorde et frygteligt Oprør i Leiren. Det er tilvisse et Land, sagde de, som flyder med Melk og Honning, men det er en reen Umuelighed for os at indtage det, thi det er fuldt af faste Stæder med høie Mure og stridbare Folk og vi har endogsaa mødt Jetter, 👤Anaks Børn, saa store at vi saae ud som Græs-Hopper ved Siden ad dem. Derover blev Folket som de var fortvivlede, hylede og græd hele Natten og knurrede imod 👤Moses og 👤Aaron, sigende: gid vi var døde i 📌Ægypten eller gid vi maatte døe i Ørken, istedenfor at Herren vil have os til at falde for Sværdet, saa vore Koner og Børn blive Trælle, og vi maatte heller gaae tilbage til 📌Ægypten. Ja, raabde nu den Ene i Munden paa den Anden, kom lad os keise os en Høvding og søge 📌Ægypten! 👤Moses og 👤Aaron kastede sig paa deres Ansigt for Hærens Øine, og To af Speiderne, 👤Osea 👤Nuns Søn, hvem 👤Moses kaldte 👤Josva (Jesus), af 👤Ephraims og 👤Caleb 👤Jephunnes Søn af 👤Juda Stamme, som ogsaa fra Først af havde opmuntret Folket, gjorde nu Begge deres Yderste for at stille dem tilfreds, sigende: det er et deiligt, overmaade deiligt Land, og naar Gud kun ynder os, kan Han jo sagtens føre os derind, værer derfor ikke gienstridige imod ham og frygter ikke for Lands-Folket, thi dem kan vi æde op i et Maaltid, deres Tid er forbi og Gud er med os! Det hjalp imidlertid slet ikke, Bulderet blev ved og Folket skreg som med een Mund, at de skulde stenes ihjel.

122Da kom Herrens Herlighed tilsyne over Tabernaklet og Herren sagde til 👤Moses: hvorlænge skal dette Folk blive ved at opirre og at mistroe mig, til Trods for alle de Jærtegn, Jeg har gjort iblandt dem! Lad mig heller slaae dem ihjel og ødelægge dem og giøre et stort Folk, meget større end dette, af dig og din Faders Huus!

Nei, sagde 👤Moses, lad Ægypterne dog aldrig spørge det, thi fra dem har Du med Vælde udfriet dette Folk og alle Folkene her trindt omkring har hørt at Du, Herre, er med dette Folk og gaaer øiensynlig i Spidsen for dem, i en Sky-Støtte om Dagen og i en Ild-Støtte om Natten, og gaaer Du nu hen og ødelægger dette Folk i Bund og Grund, da vil alle Folk, som hørde dit Navn nævne, stemme op og sige: Jehovah mægtede ikke at føre Folket ind i det Land, han havde tilsvoret dem, derfor begrov han dem i Ørken! Derfor, Herre, viis dig i din Kraft, ordlydende som Du sagde: langmodig er Herren og saare barmhjertig og sanddru, han forlader Synd og Uret, enddog han ingenlunde frikiender den Skyldige, men hjemsøger Fædrenes Synder paa Børnene i tredie og fjerde Ledd!

Velan, sagde Herren til 👤Moses, Jeg vil være dem naadig ef ter dit Ord, men saasandt Jeg lever og mit Navn er levende og min Herlighed skal skjule Jorden, da skal Ingen af de Mænd som saae min Herlighed og saae mine Tegn i 📌Ægypten og i Ørken, og har nu fristet mig ti Gange og vil ikke lyde min Røst, Ingen af dem skal see det Land, Jeg tilsvor deres Fædre, men deres Børn, som veed endnu ikke Forskiel paa Godt og Ondt, de umyndige Spæde, dem giver Jeg Landet! Ingen af dem der opirrede mig, skal see det, men i 👤Caleb min Tjener er der en anden Aand og han har fulgt mig, saa ham vil Jeg føre ind i Landet, han betraadte og hans Sæd skal arve det.

👤Moses kundgjorde nu Folket, fra Herren, at de skulde 123omvanke i Ørken i fyrretive Aar, til der var ingen Fleer end 👤Josva og 👤Caleb igien af alle de Voxne, og da nu tillige de ti Speidere, der havde kyst dem, fik en brad Død, saa blev Folket bedrøvet, men tænkde, de kunde giøre det godt igien ved nu strax at byde Cananiterne Spidsen. Det fraraadte 👤Moses dem imidlertid, som en ny Selvraadighed, de vilde komme til at betale dyrt, og de der alligevel drog op i Bjerg-Egnen, hvor Cananiterne havde leiret sig, maatte ogsaa flux med Skam vende Rygg *Moses II. 32.IV. 13–14..

Endnu enstund blev Folket liggende i 📌Kades, fordi de krympede dem ved at begynde paa den lange Reise, men omsider maatte de dog bryde op og blive ved at trække frem og tilbage i 📌Parans Ørk, omkring 📌Seirs Bjerge, til den gamle Slægt uddøde og Tiden udrandt, hvorpaa 👤Moses endte sine Bedrifter med at indtage 📌Gilead, østenfor 📌Jordan, og uddeelde det til 👤Rubens, 👤Gads og Hælvden af 👤Manasses Stamme, dog med det Forord, at de desuagtet skulde staae deres Brødre troelig bi til Indtagelsen af 📌Canaan. Timen var nu kommet, da 👤Moses skulde sige Folket og Verden sit store Farvel, thi heller ikke han maatte gaae over 📌Jordan, og han stillede sig nu frem i Forsamlingen, hundrede og tyve Aar gammel, klarøiet, rask og rørig endnu, gientog kort og fyndig alle Lovene, for Slægten som var opvoxet i Ørken, og forelagde dem, som han sagde, Livet og Døden at vælge imellem: Velsignelsen, der skulde times Lovens Venner og Forbandelsen, der skulde ramme dens Fiender. Derpaa bød han Him mel og Jord lytte til den Svane-Sang, Aanden havde lagt ham i Munden, for at den skulde lægges Folket paa Hjerte og paa Tunge, til et evigt Vidnesbyrd, at det var ikke Guds men deres egen Skyld, naar det gik dem ilde, men dog ogsaa til en evig Trøst, thi den endte triumpherende: fryder 124eder, I Himle, med Herren, og tilbeder Ham alle Guds Engle! Fryder eder, I Hedninger, med Hans Folk og styrke sig i Ham alle Sønner af Gud, thi nu hævner Herren sine Sønners Blod, giver Fienderne Løn som forskyldt og helliger Landet, Han gav sit Folk! Endelig lyste 👤Moses en prophetisk Velsignelse over Stammerne og over 👤Juda, 👤Levis og 👤Josephs Afkom især, og gik saa op paa 📌Nebo-Bjerget, hvor Herren havde sagt, han skulde see ud over 📌Canaan og saa lukke sine Øine i Fred*Moses IV. 21. 32. V. 1. 32. 34..

Stort er vist nok det Mindes-Mærke, 👤Moses har efterladt sig i Bøgerne, der bære hans Navn, thi Oldtidens andre Digtere maatte, naar de var lykkeligst, misunde ham det, og dens andre Lov-Givere har Intet at sætte i Ligning dermed, men dog er det ingenlunde den Ebraiske Forsangers, Lov-Givers og Skrive-Mesters eneste eller største Mindes-Mærke; thi det er ikke engang hans Grav, som i Old-Tiden Ingen vidste, men som ligger aaben for vore Øine i Synagogen, hvor den usynlige Haand vidunderlig begrov ham; nei, hans største Hæders-Minde er unægtelig den Christne Kirke, hvor han levende ihukommes og hvor hans Ansigt altid skinner paa Forklarings-Bjerget af Herlighedens Glands i 👤Christi Selskab! Ja, det er umueligt, at tale sandt om 👤Moses og det Folk han stod i Spidsen for, uden at Udtrykket af sig selv bliver poetisk, thi de er, ligesom deres Digter-Værker, den høieste Poesi i Form af Prosa, og derfor blev deres Historie nødvendig derefter, sanddru og simpel men ogsaa vidunderlig som ingen Anden, saa det er ingen mørk Tale, naar vi nu sige: blandt Old-Tidens store Folk var Ebræerne, med 👤Moses i Spidsen, en Zeus der tog Himlen til sin Part, hvormed Resten fulgde som Tilgift, medens Grækerne var en Poseidon, der 125maatte nøies med Havet, som, naar det straaler skiønnest, dog kun afbilder Himlen og naar det gaaer høiest, kun oversvømmer Jorden, og Ægypterne var endelig en Pluto der tog sin evige Bolig i Under-Verdenen og stræbde kun at udhule Jorden til en Osiris-Grav, skiønnere end Himlen! Dette er ikke længer nogen mørk Tale, fordi Tiden har forklaret den, men det kunde Tiden vist nok ikke gjort, naar ikke Manden 👤Moses havde været en sand Halv-Gud, der steg op paa 📌Sinai som Zeus paa Olympen og talede med Uranos som en Mand med sin Næste, og steg saa ned igien ei blot til Jorden, men til Plutos Boelig og beskrev baade hvad han hørde paa Bjergets Top og hvad han saae ved dets Fod, saa tørt og tydeligt som en ægyptisk Præste-Pen; thi kun derved blev det mueligt at Ebræerne kunde faae det Levnets-Løb, de fik, og vi komme til at forstaae det. Vi kan vist nok ikke bedømme, hvorvidt han, som skrevet staaer, gjorde Tabernaklet, eller Telt-Kirken under Bræde-Skuret, nøiagtig efter den Lignelse han saae paa Bjerget, men jo fortroeligere vi blive med Ebræernes Historie, med Verdens Løb og især med den udødelige Menneske-Natur hos os selv, des klarere staaer det for vort Øie, at hans Lov-Givning og Stats-Indretning var et reent Aftryk af hvad han hørde paa Bjerget, og at hans Syn i Fremtiden, hvor utrolige Ting det end gjaldt, ingenlunde slog ham feil, saa hvad enten vi forklare os det naturlig eller overnaturlig, var 👤Moses dog Old-Tidens største Prophet, og Staten, han stiftede, den sande Guds mageløse Værk, Hans Kirke-Stat, bygget paa Hans udelukkende Dyrkelse, og bestemt til at udvikle den Stats-Kirke af sig, der nu alt giennem atten Aarhundreder blev lovsunget vidt og bredt, som det store Bede-Huus for alle Folk og den levende Guds Tempel paa Jorden. Naar Man derfor indbilder sig at hvad 👤Moses udgav for Guds Befaling var ikke andet end 126de Love, han, og Folket for en stor Deel med, kiendte fra 📌Ægypten, da er det netop ligesaa klogt, som om Man vilde sige, at hans Lov-Sang ved 📌det røde Hav var kun en Efterligning af Maneros eller Dødning-Dandsen, som, efter 👤Herodot, var Ægypternes eneste Folke-Sang; thi vel kan Man giætte paa Meget i det Ægyptiske Mørke, uden at faae Skam derfor, men ikke paa den Aand der gaaer igiennem Mose-Loven, og maatte, naar den havde besjælet Ægypterne, nødvendig gjort deres Historie ligesaa lys som Ebræernes er. Uagtet derfor baade 👤Moses og hele Folkets Bekvemhed til at udføre den vidunderlig store Plan, Forsynet havde med dem, vilde være os aldeles uforklarlig, naar vi ikke vidste hvad vi veed om 📌Ægypten og 📌Israels Ophold der, saa laae det dog aabenbar ligesaalidt i Ægypternes Plan, selv at være dette Jehovah-Folk, som at Ebræerne skulde blive det, og har derfor Præsterne havt noget Nys om Forsynets Plan, stræbde de dog ingenlunde at fremme men at for hindre den, saa den Aand der drev 👤Moses og tilsagde ham de Love, han gav sit Folk, var ingenlunde Ægypternes!

Vist nok indrettede 👤Moses en Præste-Kaste af 👤Levis, altsaa af sin egen, Stamme og gjorde Ypperste-Præstedømmet arveligt i sin Broder 👤Aarons Æt, og da det unægtelig minder os om 📌Ægypten, kunde Man, uden Jødernes og de Christnes Tro, vel et Øieblik fristes til at troe, det hængde ikke rigtig sammen med den Mosaiske Fortælling om 👤Dathan og 👤Abiram af 👤Rubens Stamme, der misundte Leviterne, og Leviten 👤Korah, som misundte 👤Aaron deres Fortrin, men sank derfor i Jorden og foer levende til Helvede; men Man seer dog strax, at Skinnet bedrager, naar Man giver Agt paa den borgerlige Stilling, 👤Moses gav sin Præste-Kaste; thi den var saa langt fra at være ægyptisk, at den maatte kaldes fortvivlet, naar 127Kirke-Staten ikke virkelig havde den Høieste til sin Beskytter. 👤Moses forkastede nemlig i Øvrigt hele den Ægyptiske Stats-Indretning, som det giennemførte Kaste-Væsen var Hoved-Hjulet i, saa Præsterne i 📌Memphis vilde bestemt sagt, han var løbet for tidlig af Skole og bemærket, at vilde han ogsaa blot have sin Kirke-Stat til at bestaae, maatte han i det Mindste giøre Høvdingskabet arveligt i sin Æt og skabe en Kriger-Kaste af 👤Josephs Stamme til Thronens og Alterets Værn. Nu gjorde han imidlertid intet Saadant, udnævnede vel Ephraemiten 👤Josva til sin Eftermand, men overlod, naar han var død, udtrykkelig Regieringen og Lovenes Handhævelse til Folket selv, som de turde forsvare det for Gud og deres Samvittighed, og da stod Præster og Leviter, med Tabernaklet og Lov-Bogen, arveløse og værgeløse, aldeles overladte til Forsynet og Folkets Godtbefindende. Havde han nemlig tillagt 👤Levis Stamme Tredie-Parten af 📌Canaans Land, ligesom Præsterne havde det i 📌Ægypten, da vilde der dog været Udsigt til taalelige Kaar, naar de vandt Tid til at danne sig en Liv-Vagt af deres Fæste-Bønder eller Avls-Karle, men det var udtrykkelig bestemt i Loven, at 👤Levis Stamme skulde ikke have en Fods-Bred af Landet, men derimod Tiende af Alt hvad der groede og visse Offere desuden, og det beroede altsaa, hvor Enhver gjorde hvad han vilde, som det syndes, ene paa det Folk der dandsede om Guld-Kalven i Ørken, enten de, efter 👤Josvas Død, vilde lade Jehovahs Præster, den strænge Lovs Tolke, leve med sig eller bringe dem til Bettel-Staven. Naar imidlertid Folket virkelig havde hørt de ti Guds Bud med Basun-Stemme fra Ild-Støtten paa 📌Sinai, virkelig seet Jorden sluge 👤Korah, 👤Dathan og 👤Abiram og virkelig seet 👤Aarons Præste-Stav bære Blomster og Mandler, da turde 👤Moses vel haabe, at Mængden vilde føle, det var ikke raadeligt at sulte eller forhaane Jehovahs Præster, 128og at Tienden ikke var nogen ubillig Godtgiørelse baade for deres Tjeneste og den Trettende-Deel af Landet, der tilkom dem, men var nu deelt mellem de øvrige Stammer. Tiden har viist, han regnede ret, og ligesom da Præsternes borgerlige Stilling fra Begyndelsen var Knuden i den Mosaiske Forfatning, saa er den nu, glimrende opløst, Krandsen derpaa; thi Historien lærer os at Præster og Leviter, uagtet deres mislige Stilling, hverken kom til at fattes Brød og Agtelse eller vandt det ved at smigre Folkets afgudiske Hang, men hindredes kun derved fra at undertrykke Folket og opmuntredes deraf til at holde Loven i Hævd, som deres eneste Rygstyd, selv at læse den flittig og ivrig at udbrede Kundskab derom, som det sømmede sig Guds Ords og Folkets Tjenere, hvortil Mose-Loven aabenbar stræbde at giøre dem*Moses II. 16. IV. 18..

Saaledes vidste Aanden, der var over 👤Moses, paa een Gang at sikkre Folke-Friheden mod den i en Kirke-Stat næsten uundgaaelige Fare, og tillige at sætte alle Præste-Standens aandelige Kræfter, selv dens Egennytte, i levende Bevægelse mod Afguderiet og til Udbredelse af en naturlig fremskridende Oplysning, hvorved der banedes Vei for de overordenlige Lærere (Propheterne) af alle Stammer, som 👤Moses udtrykkelig bebudede og som Historien viser, var uundværlige til som et Torden-Slag at vække Præsterne, naar de sov ind, og som Lynild aabenbare Mørkets Gierninger, naar de fandt paa at lyve og at hykle. Da der imidlertid ogsaa kunde og naturligviis vilde opstaae falske Propheter, der enten forkyndte fremmede Guder eller gav Jehovah Skyld for deres Løgn, saa satte Loven Døds-Straf derpaa, og erklærede, at hvem der spaaede Noget i Jehovahs Navn, der ikke skedte, var en falsk Prophet, men hvem der talede Afgudernes Sag, var det altid, hvor store Mirakler han end kunde giøre! 129Naar Man laster dette, og i det Hele Lovens Strænghed mod hvert afgudisk Ord, som skulde koste Livet, da glemmer Man reent, det var Kirke-Statens, for hele Menneske-Slægten velgiørende, Øiemed at bevare den sande Guds Kundskab og Dyrkelse, og naar Gud hverken opreiste ægte Propheter eller selv handhævede Loven, kunde naturlig viis de falske Propheter og alle Spottere lee ad de tomme Trudsler midt iblandt en afgudisk Mængde, der raadte sig selv. Landet, som Jehovah vilde skiænke sit Folk, for at de der skulde dyrke ham alene og holde Hans Love, skulde nemlig deles ligelig mellem alle Huus-Fædre af de tolv Stammer, enhver Jord-Lodd skulde gaae i Arv, og hvad Forandring dermed end skedte i Tidens Løb, skulde den dog falde tilbage til Slægten i Gylden-Aaret, som indtraf i Midten og Slutningen af hvert Aarhundrede og medførde tillige Eftergivelse af al indenlandsk Giæld; saa, naar Loven blev holdt, havde Folk ondt ved at blive meget rige og selv de Rigeste kunde kun stakket være Herremænd, og aldrig faae Bugt med de velhavende Selv-Eiere, der, i et frugtbart Land, uden Skat og Told, rimeligviis altid vilde udgiøre Mængden *Moses III. 25. IV. 26. V. 15.. Under saadanne Omstændigheder pleier Folket ikke at opoffre sine Smigrere undtagen som Man ombytter sine gamle Klæder for Nye, og pleier ligesaa lidt at taale strænge Tugte-Mestere paa Rettens Vegne, saa det var farligst efter Mose-Loven at være en sand Prophet, naar Man ikke var lidt meer end en 👤Demosthenes; men med Tro paa et særdeles Forsyn over 📌Israel, var dog det Værste forebygget derved, at Loven var uforanderlig, saa Jehovahs troe Tjenere havde altid Ret efter Loven og maatte vel altid faae det paa sine Steder, da hver By skulde have et frit Regierings-Raad af sine Ældste og sin egen Høieste-Ret med Dommer og Skriver. Ved det Sidste var der nemlig sørget for, at Lovene, 130selv naar de meget almindelig overtraadtes, dog paa sine Steder, som i Leviternes Byer, blev i Kraft og kunde, ved Propheterne, paa ny giøre sig giældende, og i Øvrigt var Lovgiveren baade mild og klog nok, til kun at sætte borgerlig Straf for de færreste Lov-Brudd og Livs-Straf kun paa de groveste Forbrydelser, der, med Undtagelse af Afguderiet, saa aabenbar forstyrrede det borgerlige Selskab, at Man snart maatte lære, de kunde lettelig straffes for mildt men vanskelig for haardt. Der var saaledes slet ingen borgerlig Straf enten for Tiende-Svig eller for Overtrædelse af Lovene om Offringer, Skilsmisse mellem Reent og Ureent, om Hvile-Aaret og Gylden-Aaret, hvoraf blandt Andet Følgen maatte blive, at de Fleste gik en Middel-Vei og holdt Saameget af dem som de, uden stor Opoffrelse, kunde, til langt større borgerlig Fordeel, end de fleste Lovgivere drømde om. Den borgerlige Hoved-Sag ved Gylden-Aaret, som var at grundfæste Odels- Retten og forebygge Oligarchi, var Mængden alt for gunstig til at bortfalde, hvor der ei fandtes nogen Kriger-Kaste eller staaende Hær, og blev end ikke, som de skulde, alle Trælle med det samme frigivne, saa maatte Loven dog ikke blot formilde Trællenes Kaar, men skaffe mange især ebraiske Trælle Frihed og hindre Israeliterne fra, som andre østerlandske Erobrere, at giøre sig til Adel og skabe et Trælle-Folk af de Undertvungne. Loven om hvert syvende Aar, der svarede til den syvende Dag og kaldtes Hvile-Aaret, var at da skulde Jorden og Ploven hvile, alle ebraiske Trælle frigives, og hvad der voxde af sig selv (i Oliens og Vinens Land) tilhøre de Fattige, hvorimod 👤Moses, paa Guds Vegne, lovede en dobbelt Høst hvert sjette Aar, og, skiøndt Man nok kan vide, det klang kun godt i deres Øren, som ingen Jord havde og ingen Tiende fik, saa vilde dog en velsignet Høst i det sjette Aar immer have til Følge, at de Fattige kom ikke til 131at fattes i det Syvende, og Man seer af 👤Josephus, Man gik helst en Middel-Vei og betragtede Hvile-Aarets Afgrøde som Fælleds-Gods, der skulde deles ligelig mellem Fattige og Rige, hvorved de Første dog altid vandt*👤Josephs Oldskrift III. 12.. Lægge vi nu hertil at, efter Loven, maatte Israeliterne hverken tage Renter af hinanden eller Pant af den Fattige og at det eneste Tyveri, der stod Liv-Straf paa, var det, de Rige helst gad drevet: at stjæle Mennesker til Salg, da seer Man godt, det var de Ringes Ven, de Faderløses Fader og Enkers Forsvar, som gjorde 👤Moses til Lov-Giver, og kan ikke nægte, det var lysteligt at boe i et Land, hvor vel, som allevegne, kun Faa blev meget rige, men hvor endnu Færre var meget fattige, og slet Ingen maatte bringes til Bettel-Staven, end sige seipines eller sælges for Giæld! Livs-Straf var der, som sagt, kun for aabenbart Oprør mod Lands-Faderen og Lands-Herren Jehovah, for Mand-Drab med Forsæt, Ægteskabs-Brudd, Blod-Skam, unaturlig Vellyst, Menneske-Tyveri og gienstridig Opsætsighed mod Forældre; Tyven slap med at betale Kosterne firedobbelt, eller, i manglende Fald, blive Træl til Hvile-Aaret, og selv det falske Vidne, skiøndt brændemærket med Guds Afsky, skulde borgerlig kun lide den Straf, han havde stræbt at paaføre den Uskyldige. Her er Viisdom, maa Man vel sige, saa Lov-Giverne i Christenheden kunde i Mose-Loven fundet Nok, der var at efterligne, uden at anvende Loven om Guds-Bespottelse og hvad dertil hører, hvor den ingen Gavn kunde giøre men megen Skade; thi den var kun paa sit rette Sted i Kirke-Staten, hvor Folket havde Landet til Lehn af Jehovah paa det Vilkaar, ei at begaae Majestæts-Forbrydelse *Moses II. 21–22. V. 23–24..

132Herved mindes vi om Landet, der maatte giøres ryddeligt for Kirke-Staten, men maae overlade det til Andre at gaae i Rette med 👤Moses eller Jehovah om Retten til at udrydde de afgudiske Cananiter, for at skaffe den sande Guds Dyrkelse dog een lille Krog paa Jorden, Han skabde heel, til sin Hjem-Stavn; thi i alt Fald havde Israeliterne unægtelig, paa eget Ansvar for Gud, den Stærkeres Ret, som vi maae finde, blev aldrig bedre anvendt, end ikke da vore Nordiske Fædre brugde den til at ødelægge 📌det Romerske Rige. Menneske-Aanden har nemlig Ret til at bjerge sig og fuldføre sin store Løbe-Bane til Forklaring ensteds paa Jorden, og saalænge Man da ikke kan sige 👤Moses, hvordan han skulde have udført den mageløse Plan, til Menneske-Slægtens aabenbare Gavn, enten i 📌Parans Ørk, eller i kiærligt Samfund med de værste Afguds-Dyrkere, bør Man vist spare den Medlidenhed til Menneske-Aanden, landflygtig paa Jorden, Man nu pleier at ødsle paa dens Fiender, som satte det Umælende over Ord-Føreren og Skabningen over Skaberen. For Resten er Guds Finger ligesaa øiensynlig ved Indgangen i 📌Canaan, som ved Udgangen af 📌Ægypten, og at Forsynet havde ligesaavel Ret til at rydde Landet for sit Folk ved Ild og Sværd, som ved Ild og Svovel eller Pestilents, kan Alle forstaae, saa vi vil heller lægge Mærke til den mageløs milde Krigs-Artikel, at naar Hæren var fylket, skulde Mønster-Skriveren udraabe, at var Nogen nygift eller nylig bosat eller bange for sit Liv, da skulde han træde ud og blive hjemme, fordi det var ikke Jehovahs Villie, at Brudgommen skulde rives fra Bruden, eller han som plantede Vingaarden ei smage dens Frugt, medens Frygt er den værste af alle smitsomme Syger paa Val-Pladsen*Moses V. 20..

Her see vi Grundtrækkene i Mose-Loven, som i Hvile-133Aaret, paa Løv-Salenes Høitid, skulde lydelig oplæses for hele Folket; thi da der kun maatte være et eneste Offer-Sted i Landet, hvor Pagtens Ark stod i Tabernaklet, saa skulde alle Mandfolk samles der tre Gange om Aaret, paa de store Høi tider, hvoraf Paasken var den Første, til Minde om Udgangen af 📌Ægypten, Pindse den Anden, til Minde om Herrens mundtlige Tale til Folket fra 📌Sinai, og Løvsalenes Høitid den Tredie, som skulde holdes i Løv-Hytter, til Amindelse om Livet under Telten, som var 👤Abrahams 👤Isaks og 👤Jakobs og blev hele Folkets i Ørken. Det Hele var aabenbar stilet paa at frembringe og befæste al den borgerlige Frihed og Lighed, der paa nogen Maade lod sig forene med Ret og Orden og med Kirke-Statens store Øiemed; Loven var mageløs mild mod de Ringe, og Overdaadighed, med Alt hvad der svækker Folke-Kraften, var, saavidt mueligt, forebygget, og Boglig Konst, som, blandt et Folk af poetiske Selveier-Bønder, fremforalt i Old-Tiden, umuelig kunde trives uden i et Drive-Huus, havde et Saadant i 👤Levis Huus, hvor Lov-Bogen gav et uforligneligt Mønster og hvor de fleste Indbyggere maatte føle sig lokkede til, endogsaa blot til Tids-Fordriv, at læse og skrive *Moses V. 16. 23..

Hvad der nu kunde friste et Folk med saa mild og tydelig en Lov, med skriftkloge Præster og med den Guds Orakel iblandt sig, der gav dem baade Landet og Loven, til at ønske Forandring, vilde være svart at giætte, naar Man ikke vidste, der skal de bedste Been til at bære gode Dage, og skal desuden, hvor den Stærkeres Ret giælder, en egen Tro til at trøste sig med, at den usynlige Lov-Giver er den Stærkeste. Det forudsaae Lov-Giveren og gav derfor en kort men fyndig Konge-Lov, som, naar Rettens Sværd sad i samme Haand som Lynilden, maatte afværge de værste Følger af et overilet Skridt. Naar du kommer ind i 134dit Land og besidder det, siger Loven til Folket, da siger du kanskee: jeg vil dog ogsaa have mig en Konge, ligesom alle andre Folk, og da skal du, med Herren din Guds Samtykke, tage dig en Konge af dit eget Blod og ingenlunde en Fremmed. Denne din Konge maa hverken holde stort Rytteri eller hjemsøge 📌Ægypten, hvis Veie du skal aldrig meer betræde, og han maa ikke have Huset fuldt af Kvinder, thi det fordærver Hjertet, og han maa ikke heie paa Sølv og Guld. Derimod skal han hos Leviterne faae sig en Afskrift af Lov-Bogen, og den skal han læse i alle sine Livs-Dage, saa han kan lære at frygte Herren din Gud, at holde Hans Bud og udføre Hans Domme, uden at skeie ud derfra til Høire eller Venstre og uden stoltelig at hæve sig over sine Brødre! Da skal 📌Israels Throne giennem mange Ledd nedarves i hans Æt*Moses V. 17.!

Havde vi nu end 📌Ægyptens gamle Lov-Bog ligesaa fuldstændig og vel bevidnet, som vi har 📌Israels, kunde det dog umuelig lønne Umagen at læse den for at finde Magen, men vel for at finde Modsætningen, der aldrig er kiendeligere end i kloge Folks Love, rigtig beregnede paa modsatte Øiemed; thi at et Folk, hos hvem den groveste Afguds-Dyrkelse ei blot hørde til Dagens Orden, men til Statens Væsen, hvor Præsterne lod alle de Konger staae paa Listen med tomme Navne, der ikke havde enten bygt eller nedrevet Templer og Billed-Støtter, og hvor Folket skulde søge sine Guder, ikke over sig i Himlen, men under sig i Graven og i de umælende Dyr, der maatte de kloge Love nødvendig lyde langt anderledes end hvor, som i 📌Palæstina, Afguds-Dyrkelse skulde være halsløs Gierning, og hvor Himlens Gud kun vilde have et eneste Offer-Sted, forlangde intet Tempel og taalde ingen Billed-Støtte. Nu har imidlertid selv 👤Herodot saa godt som intet om dette Folks Love, der, ligesom Chineserne, 135kaldte Høire venstre og stræbde med Flid at forvende Naturens Orden i alle Maader, og 👤Diodor fra Sicilien er da den Første, som, henimod 👤Christi Fødsels Tid, da Ægypternes egenlige Livs-Tid var alt længe forbi, beretter Endeel om deres Love, men saa flygtig og slusket, at det kun er af indvortes Grunde vi kan stole paa Noget deraf.

📌Ægypten, siger saaledes 👤Diodor, har havt fem indfødte Lovgivere, først Mneues, saa 👤Sasyches, som især beskiæftigede sig med Guds-Tjenesten, derpaa Sesoses, som indrettede Krigs-Væsenet, saa 👤Bochoris som ordnede Retter-Gangen og gav Konge-Loven, og endelig 👤Amasis *Diodor I. 59..

Denne korte Lov-Historie, som vi, efter 👤Herodot, endnu kun forøge med det Træk, at 👤Amasis indrettede Politiet, ligner saa ganske Forordnings-Følgen i de nye Stater, at vi maae finde den rimelig, og en Prøve paa hvert af disse Slags Love finde vi i det Mindste hos 👤Diodor, som det kan være værdt at lægge Mærke til.

Forsætligt Mord paa hvilketsomhelst af de hellige Dyr straffedes med Døden, men var det en Stork eller en Kat, Man af Vanvare havde dræbt, da kostede det ogsaa Livet, hvorimod den Ebraiske Lov-Giver omhyggelig forordnede at der skulde være Fri-Stæder spredte i Landet, som den der af Vaade dræbde en Præst eller hvem det var, kunde nemt tye til, før Blod-Hevneren naaede ham. Hvilken Mængde Mennesker der i 📌Ægypten maa have ladt Livet for de Umælende, sluttes let, naar Man kun veed at Nabo-Amterne (Nomerne) i 📌Ægypten sædvanlig havde saa forskiellig Guds-Dyrkelse, at de Dyr der holdtes hellige i det Ene, hadedes i det Andet, og 👤Diodor siger, det var saaledes indrettet med Flid, for at Folket ikke let skulde enes om at giøre Oprør; 136en Bemærkning, der i Øvrigt er skarpsindig nok og burde drive alle Stats-Mænd til at hylde Religions-Frihed *Diodor I. 52. 56. 57..

Af Krigs-Artiklerne anføres To, nemlig, at hvem der svigtede Banneret var uærlig, til han udmærkede sig ved Tapperhed, og hvem der røbede Fienden en Hemmelighed, skulde miste sin Tunge, hvorved kan bemærkes, at baade den Ægyptiske og den Ebraiske Lov-Giver vilde bringe de Feige til at skamme sig, men den Ebraiske vilde naae det, før de mistede Æren, 📌Ægypteren først bag efter*Diodor I. 49..

At Ægypterne havde anderledes bestemte Love om Skiøder, Contracter, Giælds-Sager og deslige end Ebræerne, kan Man forud vide, og at Sagerne for Retten førtes stumt, med to skriftlige Indlæg fra hver Side, hvorpaa Over-Dommeren hængde Sandheds-Tegnet om Halsen paa ham der fik Ret, finder Man rimeligt, saasnart Man hører det*Diodor I. 48. 50., men Konge-Loven skildrer saa godt det ægyptiske Levnets-Løb som en stadselig Lig-Begængelse med afmaalte Skridt, at den bør kiendes heel.

Det var, siger 👤Diodor, ikke med de Ægyptiske Konger, som med andre Enevolds-Herrer, at de gjorde hvad de lystede, thi ikke blot Regierings-Sagerne men hele deres daglige Leve-Maade gik efter en Snor. De var nemlig ikke omgivet af Slaver eller Smigrere, men af de fornemste Præste-Sønner over tyve Aar, som veeg ikke fra dem Dag eller Nat, og tillod dem aldrig at giøre noget Slet. Det Første Kongen maatte giøre, naar han stod op om Morgenen, var at aabne alle indløbne Breve og i den Henseende besørge det Nødvendige. Naar han derpaa havde været i Bad og var iført hele sin Konge-Dragt, begav han sig til Templet, hvor Ypperste-Præsten ikke blot førend Offringen med lydelig Røst bad Guddommen om Sundhed til den retfærdige 137Konge, men tillagde ham stykkeviis alle Dyder, sigende: han er gudfrygtig og menneskekiærlig, nøisom, retsindig og høimodig, ordholden, gavmild og Herre over alle sine Lidenskaber, de han straffer faae aldrig Løn som forskyldt, men de han belønner faae meer end de fortjene. Efter denne Velsignelse kom en Forbandelse over al Kongens Feiltagelse, men saaledes, at han frikiendtes og Skylden for alt Slet og Skadeligt blev skudt paa hans Raadgivere og Redskaber, saa det var ikke ved bittre Bebreidelser men ved overdrevne Lovtaler Man vilde formane Kongerne til Dyd. Naar Kongen nu havde betragtet Offer-Kalvens Indvolde og Offringen var fuldført, da forelæste en Skrift-Klog ham berømte Mænds Raad og Daad af de hellige Bøger, for at Regenten kunde have de bedste Mønstre for Øie til Efterligning. Saaledes var Alting nøie bestemt, ikke blot naar Kongen skulde handle og dømme, men ogsaa naar han skulde spadsere, bade sig, besøge Dronningen og hvadsomhelst man vil nævne, saa han spiste sit tarvelige Kalve-Kiød og Gaase-Kiød efter Vægt og drak sin Vin efter Maal, saa nøie bestemt, som om ikke en Lovgiver men en Læge havde foreskrevet det, og hvor underligt det end klinger, knurrede de gamle Konger dog ikke over alle disse Indskrænkninger, men skattede sig lykkelige, at de ikke som andre Konger var en Bold for deres Lidenskaber, men lod sig styre af Fornuften og var kun udsatte for smaa Feiltagelser. Derfor var de ogsaa almindelig elskede, saalænge denne Lov overholdtes, hvad især viste sig ved den almindelige Lande-Sorg, der fandt Sted naar de døde, og hvad der bidrog meget til Kongernes dydige Opførsel, var den Rettergang der holdtes over dem paa Begravelses-Dagen, thi da holdt Ypperste-Præsten offenlig deres Lov-Tale, som Mængden havde Lov til enten at istemme eller overdøve, saa mange Konger paa denne Maade fik kun en sørgelig Jorde-Færd*Diodor I. 44–46..

138Saaledes slæber Man endnu om med hans Majestæt i 📌Chinas📌himmelske Rige,” lovtaler, undskylder og forguder ham, og ligesaalidt hans Stilling ligner Kongens af 📌Danmark, ligesaalidt har aabenbar Pharaos lignet Kong 👤Davids, men været et mærkeligt Modstykke.

Komme vi nu endelig til Politiet, da beretter 👤Herodot, at 👤Amasis, som sønderrev sit eget Lede-Baand, satte hele Folket under Politiets specielle Opsyn, der var saa strængt, at hvem der ikke aar lig af sig selv gjorde Rede for hvoraf han levede, havde allerede derved sit Liv forbrudt, og til hans Tid maae vi da vel henføre hvad 👤Diodor fortæller om Tyveri, som en lovlig Nærings-Vei i 📌Ægypten, naar Man blot lod sig indskrive for den og bragde Politiet Kosterne. Da fik nemlig Tyven for sin Umage Fjerde-Parten af Kosternes Værdi, som Eier-Manden maatte betale, saa ingen Tyv, der forstod sit Haandværk og tænkde billig, kunde ønske sig et sikkrere Levebrød eller bedre Hælere*Herod. II. 173. 77. Diodor I. 50.. At Ægypternes Ærbødighed for Tyve-Rænker, som Høiden af Viisdom, var ældgammel, see vi imidlertid af Præsternes Fortælling om Rampsenit, saa Tyvene har vist altid havt bedst af det strænge Politi i 📌Ægypten, som 👤Amasis vel kan have skiærpet men har ingenlunde indført; thi allerede i 👤Josephs Tid see vi at i det Mindste Fremmede maatte være godt beredt paa skarpt Forhør eller berede sig til Døden, og hvor Politiet skal holde saa vaagent Øie med de Fremmede, kan det umueligt tabe de Indfødte af Sigte. I et Land desuden, hvor der skulde holdes Syns-Forretning over alle de Hunde og Katte der døde, hvor Lægerne nøiagtig skulde følge de gamle Recepter, hvor den der kureerde for Hoved-Pine ingenlunde maatte kurere for Tand-Pine, og hvor titusinde andre Smaating daglig maatte iagttages, kan Man nok vide, Politiet altid har spilt en Hoved-Rolle, og kan ikke uden Gru tænke sig den 139Aand og de Kundskaber saaledes indspærrede, der kun ved den frieste Virksomhed kunde føre Menneske-Slægten frem paa sin store Løbe-Bane til Forklarings-Maalet. Faaer Man derfor først Syn paa den sælsomt indviklede men mesterlig udførte, glimrende Bedrift af Forsynet, hvorved Israeliterne lærde Ager-Dyrkning, Handværker og borgerlig Tugt, Leviterne lærde at regne og skrive, at veie og maale, og 👤Moses opdroges til den statsklogeste og mest videnskabelige Mand i Old-Tiden, Altsammen paa Ægypternes Bekostning, uden at der dog gik det Mindste tabt af den høie Tanke-Flugt, den rige Livs-Fylde og den varme Friheds-Følelse, der udmærker 👤Abrahams Hyrde-Stamme og maatte udmærke det Prophetiske Folk, der skulde kundgiøre Slægtens Bane og styre dens Fjed; faaer Man først Syn derpaa, da er det kun med Møie Man river sig løs fra den store Betragtning, der frister til at blive fyrretive Aar i Ørken, før Man gaaer videre; men videre maae vi dog nu ufortøvet, og afbryde vel bedst med den Bemærkning, at, efter Præsternes Tale om Hyrde-Kongerne, maa 👤Joseph med temmeligt Held have prøvet paa at omskabe alle de ægyptiske Indretninger i en bedre Aand, hvorved Planen med Israeliterne og 👤Moses er blevet betydelig fremmet.

📌Det hellige Land.

Den Dag kommer nok, da Man ligesaavel i Nyaars-Tiden som i Middel-Alderen, ligesaavel i Skolen som i Kirken, kalder 📌Palæstina 📌det hellige Land, og vil grave nok saa flittig der, som i 📌Grækenland og 📌Italien efter Old-Sager, men endnu er Dagen ikke kommet, thi Landet har været besynderlig forsømt i den videnskabelige Tid, og altid vil Man finde, det ogsaa i denne Henseende danner en Modsætning til 📌Ægypten; thi paa det ene Sted har Smaaheden efterladt sig store og paa det Andet Storheden kun smaa 140Mindes-Mærker og hist finder Man Spor af langt mere men her af langt mindre end Man veed der har været og virket. 📌Salomons-Templet sank i Grus, længe før endnu 📌Parthenon kastede Glands paa Grækernes forgudede Vidskab, Billed-Støtter og Hieroglypher landsforviste Jehovah, og af det andet Tempel blev, efter Herrens Ord, ei Steen paa Steen, saa de Old-Sager, Man der skulde finde, maatte vel mest være Papyrus-Ruller i Leer-Kar; thi ligesom det er sagt, at Laden, hvori 👤Moses svømmede paa 📌Nilen, var af Papir-Flæg (Byblus) saaledes maae vi sige, det var ogsaa paa en Maade i Papyrus-Baaden 👤Moses og alle de Store i 📌Israel svømmede paa Tidens Strøm til os, thi Jøderne holdt kun Øie med deres Historie, men skaffe os kanskee nu, naar de see den vel optaget, en ebraisk Amme til den, som godt kan behøves.

Det var tilvisse kun en liden Plet af Jorden, Jehovah forbeholdt sig og skiænkede 👤Abraham sin Ven, selv naar Man seer paa de naturlige Grændser, som er 📌Libanon imod Norden, 📌Euphrat mod Østen, 📌Parans Ørk mod Syden, og 📌Middel-Havet mod Vesten; men skiøndt Løftet ogsaa lyder paa hele denne Strækning, var det dog kun i 👤Davids Tid, 📌Israels Erobringer hardtad gik saa vidt, og hvad der virkelig blev deelt mellem de tolv Stammer var endnu meget mindre. Det var nemlig kun 📌Gilead østen for 📌Jordan, og den beboelige Deel af Landet vestenfor, hvor dog Philisterne beholdt Sø-Kysten, lige op til 📌Jaffa (📌Joppe), som altsaa var Ebræernes eneste Sø-Stad, uden sikker Havn, og indsluttet af Bjerge, der aldrig synes at have havt ret fremkommelige Veie. Vel kaldes det fra Arilds-Tid Landet som flyder med Mælk og Honning, maa ogsaa have været velsignet, siden det ernærede saamange Indbyggere og udholdt saamange Plyndringer, men dog er det ingenlunde saa varmt og frugtbart som Man skulde slutte efter 141dets Beliggenhed (mellem 30 og 34 Gr. N. B.), deels fordi Jords-Monnet er meget høilændt, og deels fordi 📌Jordans Slette, siden 📌Sodomas og 📌Gomorras Undergang, er langt fra at være “som 📌Ægypten og Guds Have,” men er tvertimod en skaldet Ørk, med en eneste deilig Græs-Holm (Oase), hvor fordum 📌Jericho laa og Alting duftede af den berømte Balsam, hvortil der nu ei mere findes Tegn. Hvordan det egenlig hænger sammen med det saakaldte “📌Døde Hav” denne, efter de Natur-Kyndiges Sigende, mageløse Indsø, hvori 📌Jordan taber sig, er endnu en Hemmelighed, da den ei er beseilet eller undersøgt, siden de Romerske Soldater stagede sig om ved Bredderne for at samle det saakaldte Jøde-Beg; men Abrahamiten 👤Moses er gyldigt Vidne om hvad 👤Abraham saae, Forvandlingen af den deilige Egn til et Brandsted. Dette Øde strækker sig lige op til Bjergene, hvor 📌Jerusalem ligger (under henved 33 Gr. N. B.) 26 Miil vesten for 📌Damask og otte Miil østenfor 📌Jaffa, saa det har været den mest afsides Hoved-Stad i hele Verden, hvor der gik ingen Lande-Vei igiennem, men hvortil, saa at sige, kun smalle Stier førde, og derfor blev den saa seent navnkundig blandt Folkene. Ja, selv nu, da dog 📌Zions Bjerg er blevet langt meer bekiendt end 📌Roms de syv Høie, trættes Man dog om, hvor 📌Zion egenlig er at finde, saa det er først ganske nyelig, Man blev temmelig sikker paa, at det er Bjerget mod Sønden, udenfor det nuværende 📌Jerusalems Mure, hvoraf, blandt meget Andet, følger at den saakaldte 📌hellige Grav indenfor Muren, hvor Man giennem femten Aarhundreder knælede sig træt og giøglede med Blænd-Værk, den har 👤Jesus aldrig hvilet i! Konge-Gravene er ogsaa først nyelig opdagede og vente endnu paa den omhyggelige Undersøgelse, hvortil de fremfor alle andre Klippe-Huler indbyde Menneske-Aanden.

Spørge vi om andet frugtbart Land end 📌Jericho-Holmen, 142og 📌Dschiddin (📌Engaddi), en ligedan Plet (Oase) vestenfor 📌det døde Hav, da vises vi deels sønderpaa ned imod 📌Ægypten til 📌Bethlehem og 📌Hebron, hvorom Ingen dog veed ret Beskeed, deels vesterpaa til Kyst-Landet hvor 📌Joppe og 📌Rama laae, og endelig nordpaa, hvor 📌Sichem og siden 📌Samaria laae, paa 📌Ephraims Bjerg, og hvor Man endnu finder blomstrende Egne med rige Korn-Marker og Oliven-Skove. Her, hvor 👤Josephs Been og 👤Josvas hvile, seer Man ogsaa endnu Grav-Kamre saa store og saa prægtige, i persisk og ægyptisk Stil, at Man kan ikke tvivle om, det jo var til faldne Høvdinger i 📌Israel, de baade blev udhulede og prydede.

Dog, ligesom det er om Egnen ved 📌Genesareth, 👤Josephus udtømde sig i Lov-Taler og kunde dog ei finde Ord til ret at udtrykke dens mageløse Yndighed og vidunderlige Frugtbarhed, saaledes har den ogsaa ganske indtaget de nyeste Reisende, saa de finde det rimeligt nok, hvad 👤Josephus melder, at her paa Flakke-Bjerget med de yndige Skraaninger ned til den deilige Sø med de søde Vande, voxer Alt hvad Man vil saae og plante, frodig, 📌Nordens Træer og Vexter ved Siden ad Ranken og Palmen. Her, hvor det synes som alle Himmel-Egne havde forenet sig om at vise Verden et Glimt af 📌Edens Have, maa Man da vel tænke ophører Virkningen af 📌det døde Hav paa 📌Jordan, som giennemstrømmer 📌Genesareth eller Søen ved 📌Tiberias, og dette Landskab var det som i 👤Jesu Dage kaldtes 📌Galilæa, altsaa hvad Evangelisterne kalde hans Fædreneland, 📌Kapernaums, 📌Canas og 📌Nazareths Egn. Denne Egn maa vi i alle Maader lægge vel Mærke til, thi her ligger ikke blot de berømte Bjerge 📌Thabor i Midten og 📌Carmel ved Havet, men her gik alle Dage 📌Konge-Veien giennem 📌det hellige Land og til 📌Jerusalem, blandt Andet, fordi ved 📌Carmel ligger 📌Akre (📌Akke, 📌Ptolomais), som har den bedste 143Havn i Landet (der aldrig kom i 📌Israels Vold) og agtes for Nøglen til det. Her er ogsaa den større Høi-Slette eller Flakke-Bjerget 📌Esdraelon (📌Jisreels Slette) den store Val-Plads, hvor Erobrerne udfoldede deres Krigs-Hære og en heel Legion i Romer-Tiden havde sit Borge-Leie.

Dog var det ikke her, men sydlig ved 📌Jericho, paa Høiden af 📌Jerusalem i Midten af Landet, at Israeliterne under 👤Josva gik over 📌Jordan og gjorde deres første Erobringer vestenfor den, som det findes beskrevet i den saakaldte Josvas Bog, der fortsætter Mose-Bøgerne, men synes dog først at være skrevet henimod Konge-Tiden.

Det var ved Foraars Jævndøgn, da der var Høivande i 📌Jordan, ligesom i Høstens Tid, da gik 📌Israel over Floden og saasnart Præsterne, som bare Herrens Ark, satte deres Fødder i Vandet, da skildtes det ad, paa underlige Maader, ligesom 📌det røde Hav fordum: hvad der var paa venstre Haand, løb ud i Salt-Søen, men hvad der var paa Høire optaarnede sig og stod stille, og Præsterne blev staaende med Arken midt i Floden mens hele Folket gik over, og 👤Josva udmeldte tolv Mænd af 📌Israels Stammer, som skulde tage hver sin Steen af Flod-Sengen og stille dem op paa den første Leir-Plads vestenfor 📌Jordan, til et uforgiængeligt Mindes-Mærke om den underlige Gierning, Jehovah gjorde, til Pant paa, at Han vilde være med 👤Josva ligesom Han havde været med 👤Moses *Josva-Bogen 3..

Derpaa slog 👤Josva Leir ved 📌Gilgal med en Krigs-Hær paa 40000 Mand, og 📌Jerichos Mure faldt af dem selv for Lyden af Jehovahs Lur, da Præsterne i sex Dage havde baaret Arken omkring Byen og stødt saa paa den Syvende i syv Basuner, hvortil hele Folket istemde Fryde-Raab, og 👤Josva lod Indbyggerne springe over Klingen, opbrændte og ødelagde Staden og ønskede, at hvem der bygde den igien 144maatte miste sin Første-Fødte, naar han lagde Grund-Stenen, og sin Yngste, naar han hængde Portene*Josvab. 6..

Landet var fuldt af Nisse-Konger, saa hver Stad for det Meste havde sin, men den Ypperste i Sønden var dog 👤Adonibesek, Kongen i 📌Jerusalem, og i Norden 👤Jabin Kongen i 📌Hazor, ved 📌Merom-Søen, og med dem og deres Hjelpere holdt 👤Josva to Hoved-Slag som afgjorde Landets Skæbne.

Mest berømt er det første Slag blevet, som stod ved 📌Gibeon, og 📌Gibeon var en Fristad, der kunde maale sig med de største Stæder i Landet, men havde sluttet Forbund med Israeliterne, hvorfor den blev beleiret af fem Konger, med 👤Adonibesek i Spidsen, og da kom 👤Josva til Undsætning og overraskede Cananiterne, saa de holdt ikke Stand men tog Flugten, og leed endnu meer af Hagel-Stene som Herren lod regne over dem, end af 📌Israels Sværd. Seieren var fuldstændig og alle de fem Konger, som skjulde sig paa Flugten i Hulen ved 📌Makkede, blev fanget levende, og 👤Josva lod Folket træde dem paa Nakken for at aflægge al Frygt, og hængde saa de fem Konger i fem Træer til Soels Nedgang, da de blev taget ned og smidt ind i Hulen, hvor de krøb i Skjul og Hulen stoppedes med Steen. Paa den Dag sagde 👤Josva: stat stille, Soel, over 📌Gibeon og Maane over 📌Ælons Dal, og staaer der ikke skrevet i Kæmpevise-Bogen, at Solen blev staaende midt paa Himlen til 📌Israel havde hevnet sig paa sine Fiender, saa Mage til Dag har Man aldrig seet enten før eller siden, at Gud saaledes hørde et Menneskes Bøn som da han streed for 📌Israel *Josvab. 10..

Efter denne Seier, og den ved 📌Merom-Søen over Kongerne i Norden, indtog 👤Josva mange faste Stæder og deelde derpaa Landet mellem Stammerne saaledes, at 👤Juda, 145👤Benjamins og 👤Simeons Stamme fik 📌Sønder-Landet til 📌Jerusalem, 👤Ephraims og den halve 👤Manasse Stamme fik Land-Ryggen eller Flakke-Bjerget, 👤Nephtali og 👤Sebulon fik det deilige Land ved 📌Genesareth, 👤Asser fik Egnen ved 📌Karmel og 📌Akke (📌Akre), og 👤Dan fik sin Part ud til 📌Jaffa; men dog var det langt fra at alle Kananiternes Stæder i Bjerg-Egnen og paa Kysten blev indtaget strax. Tabernaklet med Arken fik sit Stade ved 📌Sichem i 📌Silo, blandt 👤Ephraims Børn, og Leviterne fik ikke en Fods-Bred Ager-Land, men 48 adspredte Byer med Overdrev til Græsgang, og deriblandt de sex Fri-Stæder for dem der begik Vaades-Drab. Selv tog 👤Josva Arv med sin Stamme paa 📌Ephraims Bjerg og boede i 📌Thamna-Sarach, til han døde, hundrede og ti Aar gammel, og ligger sammesteds begravet*Josvab. 12–24..

Ved denne Ebraiske Landnams-Saga er det især at mærke, at en Lignende hos Old-Tidens øvrige Hoved-Folk vilde agtes uskatteerlig og maa da, som mageløs, sagtens være det; men i Sammenligning, ei engang med Mose-Bøgerne men med de Ebraiske Kilder i det Hele, er den kun maadelig, og maa være temmelig seent forfattet, uden andet skriftligt Grund-Lag end Kæmpe-Viserne, den gamle Jorde-Bog og 👤Josvas Afskeds-Tale. Det gaaer nemlig med Folk i det Store som i det Smaa, at i Førstningen naar de har bosat dem, er de saa sysselsat med det Nærværende, at det kun er flygtig de komme Fortiden ihu, men naar Man sammenligner Tiden mellem 👤Moses og 👤Samuel med den mellem Lykurg og 👤Solon, seer Man dog strax, at Ebræerne, i Forhold til Grækerne, har sørget ypperlig for Historiens Fuldstændighed. Blandt de anførte Steder, hvoraf de Flestes Beliggenhed er uvis, maa 📌Merom-Søen vel, som 👤Josephus vil, være 📌Samachonitis, nordligst i Landet, som 📌Jordan flyder igiennem ei langt fra sit Udspring.

146Af Miraklerne har det om 📌Jordan været almindelig troet blandt Jøder og Christne og maa findes at være i sin Orden, men det med Solen har naturligviis gjort mest Opsigt og draget Striden om den Copernikanske Formodning over paa vildfremmede, bibelske, Enemærker, hvad der er saameget latterligere, som den gamle Saga-Skriver, ligesaa troskyldig som hans Frænder i Middel-Alderen, beraaber sig paa en Kæmpe-Vise, som sin eneste Hjemmel. De Skrift-Kloge synes imidlertid ei engang at have lagt Mærke til, at saalænge Solen er oppe er Maanen overflødig, og at hvor Gud har gjort saamange øiensynlige Mirakler som i 📌Israel, maa Man dog sagtens kunne skielne dem fra hvad rimeligviis kun en daarlig Pen har gjort af et godt Vers.

👤Samuel.

Det gik 📌Israel efter 👤Josvas Død, ei som Man maatte ønsket, men som Man kunde vente: Hver gjorde omtrent hvad han vilde, og Mængden offrede vel i 📌Silo, men havde ingen Lyst til at opoffre deres Skiøde-Lyster enten for Guds eller Næstens Skyld, saa Stammerne holdt kun sammen i Nødsfald og Leviterne omkring i Landet havde knappe Kaar og fristedes til for Gunst og Gave at læmpe baade sig og Loven efter de Selvraadige. Den deraf opkommende Slaphed i alle Forhold gav naturligviis Nabo-Horderne Mod til at hærge Landet, og de gamle Indbyggere Leilighed til igien at reise Hovedet i Veiret; men ved Trykket maatte igien hos et Folk med saa store Aands-Kræfter, og saa vidunderlig en Skæbne, Mindet vaagne om den Gud som gav dem Landet, og Mindet føde Daad som Anger, saa det er i Verdens-Historien blot Spørgs-Maalet, hvad Enden blev paa denne Bølge-Gang: om Samfunds-Baandet derved efterhaanden enten slappedes mere eller knyttedes fastere, og om Folket omsider fattede Kirke-Statens store Øiemed eller tabde det aldeles af Sigte?

147Kun som en livagtig Skildring af de svare Børne-Sygdomme, den ny og mageløse Stat maatte giennemgaae, er den saakaldte Dommer-Bog os vigtig; thi hvad der giør Udslaget, see vi først i Konge-Bøgerne, som Man for en Deel har opkaldt efter Manden, med hvem Bladet vender sig: Propheten 👤Samuel.

Efter mange Omskiftelser var nemlig Israeliterne i 📌Syden blevet reent underkuede af Philisterne, som beboede fem Stæder vestenfor 📌Juda ned imod 📌Ægypten, blandt hvilke 📌Asdod, 📌Askalon og 📌Gaza er de Navnkundigste, og vel havde 👤Samson, den Danitiske Vovehals, enstund budt Philisterne Trods, men hans Landsmænd havde neppe engang vovet at huse og hæle ham, for ei at opirre Fienden. Efter hans Død havde imidlertid Folket paa en Maade samlet sig, ved at tage Ypperste-Præsten, den gamle, nænsomme 👤Eli, til Dommer, og hans Sønner, to gudsforgaane Kroppe men dog Jehovahs Præster, satte sig nu, med Herrens Ark, i Spidsen for et Tog mod Philisterne, hvorved de naturligviis haabede at indlægge sig udødelig Ære og grundfæste det Præste-Herredømme, hvortil der nu var smilende Udsigter. I Førstningen forbausedes ogsaa virkelig Philisterne, ved det høie Fryde-Skrig i 📌Israels Leir over Helligdommen, der ikke i Mands Minde var ført i Marken, og hvortil dog de store Seiers-Sagn fra 👤Josvas Dage var uopløselig knyttede; men de der senest var vant til at seire, skammede sig dog snart ved kvindagtig Frygt, fattede Mod og gik mandelig frem, til Folket flydde, Præsterne faldt og 📌Israels Helligdom var i Fiendens Vold*Dommerb. 13–16. Konge-Bøgerne I. 1. 4..

Saa sørgelig endtes da det Tids-Rum, hvori 📌Israel havde betragtet Jehovah med Hedning-Øine, som deres Skyts-Gud, der, ligesom alle andre Guder, maatte finde sig i til 148dagligt Brug at have Side-Mænd, nøies med Offere, som de kunde falde, og see igiennem Fingre, som 👤Eli, hans Præst, med Lovens Overtrædelse, hvor Lysten var stærk. Havde nu Philisterne beholdt Arken, da var der i det Mindste ikke blevet Noget af den Kirke-Stat, der svævede for 👤Moses, og traadte universal-historisk i Kraft med Christendommen, men da havde Forsynet ikke heller havt sin Haand deri, og det er derfor i sin Orden, at Philisternes Afgud Dagon brækkede Halsen, da Jehovahs Ark blev sat i hans Tempel, og at der fulgde en Plage med, hvor Afguds-Dyrkerne stillede den op, som et Beviis paa deres Seier ei blot over 📌Israels Folk men over 📌Israels Gud, som udførde dem af 📌Ægypten og indførde dem i 📌Canaan. Efter Spaamands-Raad prøvede nu Philisterne Konster med Arken, ved at sætte den paa en Vogn, forspændt med Kiør, som aldrig havde trukket men havde deres Kalve hjemme, og blev nu overladt til deres egen Drift, paa Veien op til 📌Bethsemes i 📌Juda-Stamme. Kiørene fulgde Veien op over Grændsen og Philisternes Høvdinger fulgde efter Vognen, til den standsede ved den store Steen, 📌Abel, paa 👤Josva den Bethsemiters Ager, og saaledes kom Arken tilbage med gyldent Sone-Offer, til glad Forbauselse for hele 📌Israel, men først og fremmerst for Mændene i 📌Bethsemes, som gik paa Marken og høstede Hvede, da Arken, efter syv Maaneders Fangenskab, vendte triumpherende tilbage og beviste, at Jehovah kunde hjelpe sig selv*Kongeb. I. 5. 6..

Saaledes banedes Veien for den store Prophet, som alt var opstaaet, og skiøndt 👤Samuel var opdraget ved Tabernaklet i 📌Silo, brød han sig dog kun lidt om Ark og Tabernakel, som det nødvendig maa være med Propheter, naar de opstaae paa Tider, da Præsterne sove og Folket er deelt mellem Ligegyldighed for alt Helligt og overtroisk Forgudelse af de haandgribelige Helligdomme. Ham 149valgde nu hele Folket til Dommer, fordi han, efter Jehovahs Mund, havde spaaet Ulykken, der kom over 👤Elis Huus, og lignede i alle Maader de ægte Propheter, Loven bebudede, og han fornyede høitidelig Pagten mellem Jehovah og Folket, og havde Tordneren med sig, da han drog ud imod Philisterne, saa de vendte Rygg og leed et stort Nederlag, hvorom Steen-Støtten minder, som han reiste ved 📌Masphath og kaldte Hjelpe-Stenen (📌Eben-Ezer), sigende: hidindtil haver Herren hjulpet. Philisterne maatte nu give de Stæder tilbage, som de havde frataget 📌Israel, og 👤Samuel indrettede faste Dom-Stole ved 📌Bethel, 📌Gilgal og 📌Masphath hvor han kom engang om Aaret og holdt Thing, men boede ellers i sin Fødeby 📌Rama eller 📌Armathaim paa 📌Ephraims Bjerg, hvor han ogsaa sad i Rette og bygde Herren et Alter. Saaledes gik det, til 👤Samuel ældedes og satte sine Sønner, 👤Joel og 👤Abia, til Dommere i 📌Beershaba i 📌Juda Stamme, men de tog Skænk og Gave og bøiede Retten, og derpaa stimlede Folket sammen om 👤Samuel i 📌Armathaim og sagde: du bliver gammel og dine Sønner træde ikke i dine Fod-Spor, beskik os derfor en Konge, ligesom andre Folk har, der kan skaffe os Ret! Det klang ikke godt i 👤Samuels Øren, men da han desaarsag udøste sit Hjerte for Gud i Bønnen, da sagde Herren til ham: giv du Folkets Ord Magt, thi de vrage kun dig, som de har vraget mig, der udførde dem af 📌Ægypten; derfor lad dem faae deres Villie, men lær dem dog først hvad Konge-Dømmet fører med sig! Da sagde 👤Samuel til Folket, efter Herrens Ord: naar I faae en Konge, da tager han eders Sønner til sine Øverster og Høvedsmænd, men ogsaa til Ryttere, til Kiøre- Svende og til Løbere, til sine Høst-Folk og Handværks-Mænd, og eders Døttre tager han til sit Kiøkken, sit Bagers og sit Fadebur! Han tager ogsaa Agre og Vin-Gaarde og Olie-Haver af de Bedste fra eder og giver til sine Drabanter, og han beskatter 150Alt hvad I har for at berige sine Hof-Mænd, og han tilegner sig eders bedste Græs-Gange og eders bedste Tyende, saa I blive selv hans Trælle, og naar I da jamre eder, da vil Herren ikke høre det, thi I har selv forlangt en Konge! Nei, raabde Folket, ikke saa, men vi vil have en Konge, ligesom andre Folk, der kan skaffe os Ret og kan gaae i Spidsen for os, naar vi har Krig*Kongeb. I. 7. 8.!

Dermed gik hver til Sit, men nu var der en Unger-Svend af 👤Benjamins Stamme, ved Navn 👤Saul, som var en overmaade smuk og velskabt Mand og var sit Hoved høiere end hele Folket, og ham sendte hans Fader 👤Kis, som boede i 📌Gibea og var en fornem Mand, ud med en af sine Karle at lede om nogle Æsler som var blevet borte. De ledte længe forgiæves paa 📌Ephraims Bjerg og da de kom til 📌Siph eller 📌Armathaim, sagde 👤Saul: lad os nu vende om at ikke Fader skal blive mere bekymret for os end for Æslerne! Nei, sagde Karlen, der boer en Guds Mand i denne By, som der gaaer meget Ord af, for Alt hvad han spaaer det skeer, lad os gaae til ham, at han kan vise os paa ret Vei! Velan, sagde 👤Saul, men vort Brød er jo sluppet op, hvad har vi at forære den Guds Mand? Jeg har en Sølv-Penge, sagde Karlen, den kan du give ham. Da de nu gik op imod Byen, mødte de nogle Smaa-Piger som hentede Vand, og spurgde dem: om Seeren var hjemme, hvortil de svarede: ja, han er, og naar I gaae strax, da træffe I ham før han gaaer op paa Høien og velsigner Slagt-Offeret, thi der er Offer-Gilde i Dag. Inde i Byen mødte de en Mand, som 👤Saul spurgde om, hvor Seeren boede, og Manden svarede: det er mig og gak du op paa Høien og vær min Giæst i Dag, og bryd dig ikke om Æslerne, thi dem har Man fundet; men hvem hører Æren til i 📌Israel uden dig og din Faders Huus! Herren havde nemlig Dagen i Forveien ladet 👤Samuel vide, at 151han saaledes skulde møde den Mand der var udseet til Konge, og næste Morgen, da 👤Samuel fulgde 👤Saul ud af Byen, lod han Karlen gaae forud, og da de var i Eenrum, tog han Olie-Flasken og salvede 👤Saul til 📌Israels Konge og sagde ham visse Tegn, som skulde møde ham naar han gik hjem, til Stadfæstelse paa, at det var Jehovahs Kald. Det Sidste der skulde møde den Nysalvede, var en Prophet-Skare, der skulde komme ned fra Offer-Høien paa hin Side 📌Bethlehem, med Fløite-Spil og Strænge-Leg, og da, sagde 👤Samuel, skal Herrens Aand ogsaa komme over dig, saa du propheterer og du skal blive til et andet Menneske! Det gik ogsaa virkelig som 👤Samuel spaaede, og da 👤Sauls gamle Bekiendtere saae ham i Selskab med Propheterne, og hørde ham, grebet af Aanden, føre deres Sprog, sagde de til hverandre, hvad siden er blevet til et Ord-Sprog: hvordan, er 👤Saul nu ogsaa blandt Propheterne!

Derpaa sammenkaldte 👤Samuel Folket i 📌Masphath, talede og sagde: saa siger Herren, 📌Israels Gud, som udførde 📌Israels Folk af 📌Ægypten, Jeg udrev eder af Kong Pharaos og af alle de Kongers Haand som eder plagede; men I har i Dag slaaet Vrag paa den Gud som eder frelste af al eders Angest og Nød, og I sige: beskik os en Konge, saa fremstiller eder nu for Herren, hver Stamme og hver Slægt for sig!

Nu blev der kastet Lodd og Lodden traf først 👤Benjamins Stamme, saa 👤Mattars Slægt, saa 👤Kisses Huus og endelig 👤Saul deri, som blev trukket frem af sit Skjul og udraabt til Konge, og hele Folket istemde Fryde-Raab og sagde: længe leve Kongen!

Hvem af fornemme Folks Børn der følde sig bevægede til det, ledsagede nu ogsaa 👤Saul hjem til 📌Gibea, og da nogle Afskum forhaanede ham og raabde: Blæse være med den Beskytter, da lod 👤Saul, som han ikke hørde det*Kongeb. I. 9. 10..

152En Maaneds-Tid efter blev Staden 📌Jabes i 📌Gilead beleiret af den Ammonitiske Kong 👤Nahas, og Indbyggerne underhandlede med ham om at overgive sig, men 👤Nahas vilde ikke indlade sig med dem uden paa det Vilkaar, at hver af dem skulde miste det høire Øie, thi saaledes, sagde han, vil jeg have Israeliterne mærkede. Han tilstod imidlertid Jabesiterne syv Dages Frist til at søge Undsætning, og da deres Sendebud kom til 📌Gibea, brast Alle i Graad som hørde deres Ærinde, men i det Samme kom 👤Saul hjem af Marken, og saasnart han hørde hvad der var paa Færde, da kom Aanden over ham, saa han sagde til Budene: hils hjemme, at i Morgen staaer Frelsen op med Solen, og han sønderhuggede et Par Øxen og lod gaae Bud til alle 📌Israels Stæder med Stykkerne og med den Beskeed: saa gaaer det hans Kvæg der ei holder Trop med 👤Saul og med 👤Sa muel! Da kom der Ild i Folket, saa de reiste dem alle som Een, og 👤Saul mønstrede dem i 📌Bezek, og næste Morgen i Dagningen overraskede han Ammoniternes Leir og slog saa drabelig til, at førend Middag var der, selv paa Flugten, ei Samling paa To af 📌Ammons Børn.

Da sagde Folket til 👤Samuel: hid nu med dem, der sagde at 👤Saul skulde ikke være Konge, for de er dødsens! Nei, sagde 👤Saul, idag har Herren frelst sit Folk, idag skal Ingen døe; og 👤Samuel sagde til Folket: lad os gaae til 📌Gilgal og bekræfte Konge-Valget! Det skedte, 👤Samuel salvede 👤Saul til Konge i 📌Gilgal for Guds Aasyn, og der blev offret og Folket holdt en Fryde-Fest som var stor.

Ved denne Leilighed tog 👤Samuel høitidelig Afsked med Folket, talede og sagde: jeg lød eders Ord og satte en Konge paa Thronen, som skal gaae i Spidsen for eder, medens jeg paa mine gamle Dage sidder stille. Svarer mig nu for Herrens og hans Salvedes Aasyn: hvis Oxe eller Asen har jeg taget, hvem har jeg undertrykt eller udsuet, af hvem tog jeg Bod eller 153Pant, saa vil jeg give Erstatning! Da sagde Folket: du har hverken forurettet eller undertrykt og plaget os og du har ikke beriget dig paa Nogens Bekostning! Velan, sagde 👤Samuel, saa kræver jeg idag Herren og hans Salvede til Vidne derpaa, at I fandt ingen Brøde hos mig! Ja, sagde Folket, til Vidne! Den Herre, blev 👤Samuel ved, er da mit Vidne, som skabde 👤Moses og 👤Aaron og som udførde vore Fædre af 📌Ægypten, og staaer nu I frem, saa vil jeg gaae i Rette med eder paa Herrens Vegne, og retfærdiggiøre Ham i al hans Adfærd mod eder og imod eders Fædre! 👤Jakob og hans Sønner drog til 📌Ægypten, og da Ægypterne underkuede vore Fædre og de raabde til Herren, da sendte han dem 👤Moses og 👤Aaron, udførde dem af 📌Ægypten og gav dem dette Land at beboe. Da de glemde Herren deres Gud, da gav Han dem i 👤Siseras Vold, som var Strids-Høvedsmand hos Kong 👤Jabin i 📌Hazor, og i Philisternes og i den Moabitiske Konges Haand, men da de raabde til Herren og sagde: det var Synd at vi svigtede dig og tjende Baal, frels os af vore Fienders Haand, saa vil vi tjene dig; see, da sendte Han dem 👤Gideon og 👤Barak og 👤Jephta og 👤Samuel og udfriede os af vore Fienders Haand trindtomkring, saa I boede tryggelig! Desuagtet, da nu 📌Ammons Konge 👤Nahas drog op imod eder, da sagde I: nei, vi maae have en Konge til at regiere over os, som om ikke Herren vor Gud var vor Konge! See, nu har I Kongen, som I kaarede, og han er en Guds Gave, naar I frygte og tjene Herren og lyde Hans Røst, saa baade I og eders Konge vandre paa Hans Veie; men hvis ikke, da er Herrens Arm baade over eder og over eders Konge, og giver nu Agt, saa skal I see et af Herrens Under-Værker; thi jeg vil bede Ham nu midt i Hvede-Høstens Tid at lade det tordne og regne, for at I kan tage og føle derpaa, det var baade Synd og Skam af eder at raabe paa en Konge!

154Det gik efter 👤Samuels Ord, der kom Torden og Regn den samme Dag, saa Folket bævede for Herren og for 👤Samuel, og de sagde til 👤Samuel: beed du for dine Tjenere til Herren din Gud, at vi ikke skal døe, fordi vi lagde Synd til Synd ved at fordre en Konge!

Frygter ikke, sagde 👤Samuel, thi, trods alt det Onde, I har gjort, vil Herren dog for sit store Navns Skyld ingenlunde forskyde det Folk, Han mildelig tilegnede sig, naar I kun nu vil tjene Ham af ganske Hjerte, og lade de Andre fare som ingen Ting er og Intet formaae! Tænker heller ikke saa ilde om mig, at jeg skulde aflade enten at bede for eder til den Herre, jeg tjener, eller at vise eder den gode og den rette Vei! Kun hvis I fremture i det Onde, gaaer det ud baade over eder og eders Konge*Kongeb. I. 11. 12.!

Det er kun sjelden, Man i Historien kan faae Samling paa et Folk og høre deres Stemme, saa, naar det lykkes, maa Man lytte, og hvad 👤Samuel angaaer, som i den sidste Tid er blevet meget bagtalt, da seer Man let, at hvem der hører til et Folk, hvis Historie-Skrivere er saa fremsagte som de Ebraiske, og kan dog faae saadant et Eftermæle blandt sine Egne, han regner kun lidt hvad Man, selv i hans Livs-Tid, end sige da Aar-Tusinder efter, smaasnakker om ham i fremmede Lande!

👤Saul, 👤David og 👤Salomon.

👤Saul førde Folkets Krige med Philister, Moabiter og Andre, og, efter Herrens Ord ved 👤Samuel, med Amalekiterne, som skulde udryddes, men han blev snart selvraadig, saa han endog, tvertimod Loven, tog sig for at offre, og efter Seieren over 👤Amalek, stak han det Bedste af Byttet tilside, skiøndt han selv, efter 👤Samuels Ord, havde ladet udraabe i Jehovahs Navn, at Alt skulde ødelægges uden 155Skaansel. Da nu 👤Samuel efter Slaget kom til Leiren, og 👤Saul gik ham i Møde og bød ham velkommen, med de Ord: jeg har opfyldt Herrens Bud, da svarede Propheten: hvad er det da for et Drøn og en Brægen, jeg hører? Det er, sagde 👤Saul, kun det Bedste af Byttet, som Folket har giemt for at offre det til Herren, Resten har jeg ødelagt. Hold op, sagde Propheten, og hør hvad Herren sagde til mig i Nat! Hvad er du imod Ham, skiøndt du fører Septeret i 📌Israel, var det ikke Ham der salvede dig til Konge og var det ikke Ham der gav dig Ærendet at udrydde 👤Amalek; hvi lød du da ikke Hans Røst, men faldt over Byttet? Men, sagde 👤Saul, jeg gik jo dog hvor Herren sendte mig og jeg udryddede ogsaa 👤Amalek, saa kun for at føie Folket, sparede jeg Kong 👤Agag og giemde det Bedste af Kvæget til et Slagt-Offer for Herren! Saa du mener, sagde 👤Samuel, det er Herren meer om Offer end om Lydighed at giøre! Nei, du har ringeagtet Herrens Ord og nu agter Herren dig for ringe til at være 📌Israels Konge! Det var vist nok en Feil, sagde 👤Saul, at jeg, af Frygt for Folket, overtraadte Herrens Ord og dit, men tilgiv mig og gak nu med mig, saa vil jeg tilbede Herren din Gud! Nei, sagde 👤Samuel, jeg gaaer ikke med dig, og da 👤Saul tog fat i Snippen paa hans Kappe for at holde ham tilbage, da gik den istykker og Propheten sagde: saaledes river Herren i Dag 📌Israels Krone af din Haand og giver den til din Næste, som er bedre end du, og 📌Israels Rige skal rives itu, det lader sig ei ændre, thi Herren skifter ikke Sind som et Menneske! Jeg har syndet, sagde 👤Saul, men giør mig nu dog den Ære for de Ældste og for Folket, at du gaaer tilbage med mig til Guds-Tjenesten! Da gik 👤Samuel med ham, og efter Guds-Tjenesten sagde han: bring mig 👤Agag, 👤Amaleks Konge, hid! Da kom 👤Agag skiælvende frem og sagde: er det den bittre Død? Ja, sagde 👤Samuel, ligesom dit Sværd har gjort 156Mødre barnløse, saaledes skal nu din Moder vorde barnløs, og dermed huggede han ham ned. Derpaa gik Hver til Sit og 👤Samuel sørgede over 👤Saul men saae ham ikke mere*Kongeb. I. 15..

Siden sagde Herren til 👤Samuel: hvorlænge vil du bære Sorg for 👤Saul, som Jeg har afsat; fyld dit Horn med Olie og giæst Bethlehemiten 👤Isai, thi blandt hans Sønner har Jeg udseet mig en Konge! Men, sagde 👤Samuel, naar 👤Saul faaer det at høre, da slaaer han mig ihjel! Tag en Kvie med dig, sagde Herren, og siig, du kommer for at bringe Herren et Slagt-Offer, lad 👤Isai være din Giæst, og salv den, Jeg udnævner! Det skedte ogsaa, og den lille 👤David, som var den Yngste af otte Brødre, maatte hentes hjem fra Hjorden som han gik og vogtede, thi Seeren vilde ikke sætte sig til Bords, før han var med, og ham, den rødmussede Knøs med det smukke Væsen og de levende Øine, stod 👤Samuel op, efter Herrens Ord, og salvede midt imellem hans Brødre, uden dog at tale om hvad det havde at betyde.

Fra den Dag af blev 👤David stærk i Aanden, men Herrens Aand veeg fra 👤Saul og der kom en ond Aand over ham, saa han blev modløs og fortvivlet, mistænkelig og grusom, og da 👤David nu snart fældede Jetten 👤Goliath i Dalen 📌Elah, mellem de øde Bjerge paa Veien fra 📌Jaffa til 📌Jerusalem, saa Kvinderne sang: 👤Saul slog Fiender i Tusind-Tal og 👤David i tigange Tusind; da saae 👤Saul sin Medbeiler og Eftermand i 👤David og forfulgde ham til Døden, men kunde dog ikke forhindre ham fra, da Timen kom, at bestige 📌Israels Throne og kaste Glands paa det hidtil af Verden foragtede Folk*Kongeb. I. 16–18..

Medens 👤David i 👤Sauls Tid drev fredløs om i Ørken, og forfulgdes som et Rov-Dyr, havde der samlet sig en udvalgt Kæmpe-Skare omkring ham fra alle Hjørner i Landet, og at 157de ikke deelde hans Nænsomhed over 👤Saul, hvis Liv var to Gange i hans Haand, er bekiendt, men et andet Træk af Forholdet mellem Hyrde-Helten og hans Følge-Svende er nærved at gaae ad Glemme og er dertil dog meget for godt. Engang da han var ved Hulen 📌Adullam, slap det ham nemlig ud af Munden, at han kunde ønske sig en Drik Vand af Kilden i 📌Bethlehem, hvor Philisterne dengang laae i Leir, og da var der strax tre Vovehalse, som foer afsted og slog sig igiennem Philisterne frem og tilbage, med Vand fra 📌Bethlehem, men da de bragde 👤David det, udøste han det som et Drik-Offer for Herren og sagde: det Vand har I hentet med Livet i Haanden, og Gud bevare mig fra at drikke mine Kæmpers Blod *Kongeb. II. 23. Krønikeb. I. 11.!

Disse Kæmper udgjorde nu Kiernen af hans Krigs-Hær, med hans Syster-Søn, den ligesaa snilde og kolde som djærve, 👤Joab i Spidsen; men 👤David brugde dem kun til at indtage 📌Jerusalem, som han gjorde til Rigets Hoved-Stad, og til paa alle Sider at frede 📌det hellige Land, saa det mod Østen fik 📌Euphrat, mod Syden Ørken, 📌det døde og 📌det røde Hav, til sine Grændser; Philisterne lod han det være nok at tugte og med Kong 👤Hiram i 📌Tyrus pleiede han Venskab.

Efter 👤David kom hans Søn 👤Salomon, hvis Regiering var 📌Israels glimrende Tid, ved Skatten han tog af de Undertvungne, ved Ordenen han indførde i Bestyrelsen, ved Deelagtigheden han fik i den Tyriske Handel, ved Templet han bygde, ved Pragten han førde, ved de store Kiøbstæder 📌Baalbek og 📌Palmyra (📌Baalath og 📌Thadmor) han anlagde, og ved hans store Forstand og Klogskab, som kastede Glands paa Alt hvad han rørde, og gjorde ham til et Vidunder for Dronningen fra 📌Saba og for Folkene saavidt som Karavanerne fra 📌Tyrus gik.

Om 👤Salomon hedder det strax: han elskede Herren 158og traadte i 👤Davids Fod-Spor, undtagen at han offrede og gjorde Røgelse paa Høiene, og da han første Gang gjorde et stort Slagt-Offer paa Høien ved 📌Gibeon, hvor Tabernaklet var flyttet hen, da drømde han om Natten at Jehovah kom til ham og sagde: siig mig, hvad ønsker du dig? Herre! sagde han, min Fader 👤David vandrede for dit Ansigt i Hjertens Oprigtighed og Du var saa naadig at lade mig som hans Søn bestige hans Throne; men jeg er i dette Stykke som et Barn, der veed hverken ud eller ind; derfor giv din Tjener Sind til at høre og dømme dit Folk med Retfærdighed og Forstand til at skielne ret mellem Ondt og Godt! Da sagde Herren: velan! siden du hverken forlangde mange Aar eller meget Gods, eller dine Fienders Undergang, men kun Forstand til at giøre Ret og Skiel, da skal du faae din Villie, saa din Mage i Klogskab og Forstand blev aldrig født og skal ei fødes, og hvad du ikke forlangde, Rigdom og Ære, det lægger Jeg til, saa du skal vorde en mageløs Konge, og tager du Vare paa mine Bud og Skikke, som 👤David din Fader, see, da skal du ogsaa leve din Alder ud*Kongeb. III. 3..

Det var en Drøm, men Herren gjorde 👤Salomon visere end alle 📌Østens Børn, og han overgik 📌Ægyptens Viismænd, tretusinde var hans Ord-Sprog og over tusinde hans Sange, og han beskrev alle Planter, fra Cedren paa 📌Libanon ned til Huus-Løgen, og alle Fugle og Fiske og Dyr og Kryb, saa der kom Folk fra alle Verdens Hjørner for at høre hans Viisdom.

Og der var Dronningen i 📌Saba, hun havde ogsaa hørt Tale om 👤Salomon og om hans Gud, og hun kom for at prøve ham med mørke Taler; hun kom til 📌Jerusalem med stor Pragt, med Kryderier og meget Guld og Ædel-Stene læsset paa Kame ler, og hun stædtes og ind for 👤Salomon og lod ham høre Alt hvad hun havde paa Hjerte, og han sagde 159hende Beskeed paa alle hendes Taler, der var Intet, som Kongen jo havde Nøgelen til, og da hun havde hørt hans Viisdom, og seet Templet og alle hans Indretninger, da blev hun som ude af sig selv og sagde til Kong 👤Salomon: hvad Rygtet fortalde mig om dig, kunde jeg ikke troe før jeg saae det for mine Øine, men nu maa jeg bekiende, det var dog ikke halv saa meget som det er i Virkeligheden! Lykkelige er de som altid staae for dit Ansigt at høre din Viisdom! Dronningen forærede ham hundrede Talenter Guld og Kryderi som Man aldrig saae Mage til, og Ædelstene, og fik igien af ham alt hvad hun havde Lyst til og reiste saa tilbage til sit Land*Kongeb. III. 10. Krønikeb. II. 9..

👤Salomon var kvindekiær og havde, foruden Kong Pharaos Daatter, et heelt Fruer-Bur af Moabitiske, Ammonitiske, Sidoniske og andre hedenske Kvinder, tvertimod Loven, og da han blev gammel, overtalede de ham til at bygge et Offer-Sted for den Moabitiske Afgud Cames paa Bjerget lige over for 📌Jerusalem, og et for den Sidoniske Astarte og for alle de Afguder som Kvinderne offrede til og gjorde Røgelse for. Derfor blev Herren vred paa 👤Salomon og lod ham vide, at han havde sin Krone forbrudt, og at hans Søn skulde kun beholde Lidt af Riget og det endda kun for 👤Davids Skyld og for at holde Lyset tændt i 📌Jerusalem *Kongeb. III. 11. .

Nu var der en Ephraemit, 👤Jeroboam, 👤Nebaths Søn, som Kongen havde lagt Mærke til da han sammenbyggede Hoved-Staden, og gjort til en fornem Mand, han mødte engang Propheten 👤Ahia, og havde et splinternyt Klædebon, som Propheten rev af ham og rev i tolv Stykker og sagde til ham: sank de ti Stykker op, thi de ti 📌Israels Stammer skal du være Konge over, dog ikke i 👤Salomons Dage, og vil du træde i 👤Davids Fodspor, da bygger Herren dig et 160varigt Konge-Huus ligesom 👤Davids. Desaarsag satte 👤Jeroboam sig op imod 👤Salomon, og da hans Liv kom i Fare, flygtede han til Kong 👤Sisak i 📌Ægypten, og blev der, til 👤Salomon døde. Derpaa, da 👤Salomons Søn 👤Rhoboam kom til 📌Sichem for at blive hyldet, raabde Folket om Lettelse for de Byrder, hans Fader havde lagt paa dem, men 👤Rhoboam svarede dem, efter sine unge Tjeneres Raad, at hans lille Finger skulde hvile saa tungt paa dem som hans Faders hele Haand, og derover blev de ti Stam mer saa forbittrede at de huiede i vilden Sky: hvad har da vi med 👤David at skifte? ei er vor Odel hos 👤Isais Søn! 📌Israel! hjem til din Arne! 👤David! pas selv paa dit Huus! Nu kom 👤Jeroboam just tilbage fra 📌Ægypten og blev strax valgt til Konge af de ti Stammer, saa 👤Rhoboam beholdt kun