Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

👤Adams Slægt-Register.

Gud gav 👤Adam en anden Søn i 👤Abels Sted, som kom til at hedde 👤Seth, og 👤Adam var skabt i Guds Billede men 43👤Seth var sin Faders udtrykte Billede, og 👤Adam havde desuden baade Sønner og Døttre og blev nihundrede og tredive Aar, før han døde. Ligesaa gammel omtrent blev 👤Seth og en heel Række efter ham, undtagen 👤Enok, som nedstammede fra ham i femte Ledd, han blev kun trehundrede og fem og tresindstyve Aar, thi han fandt Yndest hos Gud, saa han blev henrykt af Gud og forsvandt. 👤Enoks Søn 👤Methusalem blev derimod den Ældste i Slægten og fyldte nihundrede og ni og tresindstyve Aar og han var Far-Fader til 👤Noah, som nedstammede fra 👤Adam i niende Ledd og blev sexhundrede Aar før Synd-Floden kom.

Dette Slægt-Register, hvorefter ti Led udfylde et Tids-Rum af sexten, sytten Aarhundreder, har Man i Vidskabs-Tiden naturligviis studset over, og medens Somme meende, de gamle Patriarker var, ligesom Herkules eller Stærkodder, kun mythiske Personer, foreslog Andre, barnagtig nok, at tænke sig Aarene saa korte, at de blev omtrent hvad vi kalde Maaneder. Havde nu ikke Theologerne siden Reformationen havt den Grille, at Jødernes Hellige Skrift var Klippen hvorpaa den Christne Kirke var bygt, og at paa den skulde de slaae med deres Pen som en 👤Moses-Stav, saa der sprang en Troes-Artikel ud af hvert Bogstav, havde de ikke misundt de Jødiske Talmudister Æren for saa godt et Indfald; da vilde Man for længe siden været videnskabelig enig om 👤Adams Slægt-Register, som om tusinde Ting i Bibelen, thi det er klart, at Leddene kun er anmærkede for Tids-Regningens Skyld, da der om de fleste Patriarker netop kun staaer, hvor gamle de var, da Sønnen blev født og da de selv døde. Der er da intet Spørgsmaal om, at Slægt-Registeret vil sige os, det var i Menneske-Slægtens syttende Aarhundrede, Synd-Floden kom, saa det, efter Jødernes Tids-Regning, er nu omtrent fire Aar-Tusinder siden, og den Efterretning 44kan vi skatte som vi skiønne, naar vi kun huske, at aldeles ørkesløst staaer sikkert Intet i den Bog.

Dunklere er vist nok Ordet om 👤Enok, men dog er Saameget soleklart, at det ei kan være sandt, uden at Mennesket endnu efter Faldet kan vinde Guds Yndest og derved noget Bedre end det timelige Liv, og til at udtrykke denne høistvigtige Sandhed er Ordet aabenbar sat.