Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

Hermed begynder den ypperste og ældste Bog i Verden, som er Jødernes Hellige Skrift, og dette Folk troer endnu derpaa, naturligviis ikke som et menneskeligt Vidnesbyrd om hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, men som en Guddommelig Aabenbaring. Hvorvidt nu derved skal forstaaes Andet end det med Guddoms-Aande oplivede Menneskes Grund-Anskuelse af Skabningen og Skaberen, derom kan Man tvistes, men guddommelig er alle Dage denne Forestilling om Verdens Ophav, thi den er, som ingen Anden, baade Guddommen værdig og passende til Menneske-Aandens høieste Flugt og til Hjertets dybeste Rørelser, uden at selv Spidsfindigheden har kunnet opdage et eneste Træk deri, som streed mod en unægtelig Sandhed; thi selv om det var en saadan, at somme Bjerge er langt ældre end den Slægt, der begynder med 👤Adam, da bortfaldt derved vel endeel Bøger af vore Skrift-Kloge, men ikke en Tøddel af Skabelses-Bogen!