👤Alexander den Store.
✂ 👤Philip, siger Man, havde tre store Glæder paa een og samme Dag, thi just som han havde indtaget 📌Potidæa fik han de tre glædelige Tidender: at En af hans Generaler havde slaaet Illyrerne, hans Heste havde vundet Prisen ved de Olympiske Lege, og 👤Olympias havde født ham en Søn*👤Plutarks ►Alexander., og skiøndt det, efter ►Regne-Maaden paa ►det Pariske Marmor og hos 👤Diodor, ei vil slaae ganske lige til, kan der dog ingen Tvivl være om, at 👤Alexander ►jo er født omtrent ►tredive Olympiader eller fire ►Menneske-Aldere efter Slagene ved 📌Thermopylæ og 📌Salamis. Hans Fader kiende vi, med mindre det, som han selv alt for gierne gad hørt, var ►Zeus-Ammon, og hans Moder 👤Olympias fra 📌Samandraki, som gjaldt for en stor Hex, var ►aabenbar ikke indviet i de ►bedste Mysterier; men Man troede dengang i 📌Grækenland, omtrent ligesom nys hos os, at Mennesket ►vel var frit nok for at ►virkes paa af Guderne, men at Man derimod, naar Man forstod Konsten, kunde ved Opdragelsen giøre af hinanden hvad det skulde være: Viis-Mænd eller Murmel-Dyr, Guder eller Djævle, og 👤Philip havde da al Grund til at lykønske sig og Verden med den Hov-Mester, han gav sin Søn i 👤Aristoteles fra 📌Stagira. 👤Aristoteles var nemlig ikke blot den lærdeste Græker i sin Tid, men glimrer endnu paa ►Katheder-Himlen som en Stjerne af første ►Størrelse, og det var ikke blot i Middel-Alderens Tusmørke men i alle de ►paa Romersk oplyste Tider, at han ansaaes for en langt dybere Tænker og større Viis-Mand end 👤Plato, hans Mester. Han var for Resten af en gammel 375Doctor-Familie, der roeste sig af at nedstamme i lige Linie fra ►Asklepios, Læge-Konstens Halv-Gud, som var med ►Jason paa ►Argo, og 👤Aristoteles hørde selv med Liv og Sjæl til Faget, som han har gjort megen Ære, saa det er ingen Skam for ham, at Aanden, der ikke lader sig anatomere, trods al hans Forsigtighed, er smuttet fra ham mellem Fingrene. Uagtet derfor den Haand-Skrift af de Homeriske Digte, som 👤Alexander bestandig førde med sig i Feldten, skal have været rettet af 👤Aristoteles, var det dog sikkert ikke ham, som de Lærde har meent, der gav enten 👤Alexanders Tanke-Gang det Homeriske Sving, eller hans Bane den ►Kæmpe-Retning, der gjorde ham saa udødelig, som en Erobrer 306 (US) kan blive paa Jorden; men det maa fornemmelig tilskrives ►den Art, der stak i ►Herakliden, og dernæst Spaamanden 👤Aristander fra 📌Telmesse, der endnu før hans Fødsel ahnede hans Løve-Mod, og var hans Orakel paa det store ►Tog, hvortil han da ►upaatvivlelig ogsaa har ansporet Drengen og opmuntret Unger-Svenden. Derimod bør Man ►vist nok for en stor Deel skrive den Læse-Lyst og Agtelse for Lærdom, der udmærker 👤Alexander, paa ►Stagiritens Regning, og at begge Dele blev Moden ved Hoffet i 📌Alexandrien, kan vi da sikkert især takke 👤Aristoteles for, og hvor daarlig det nu end ellers var bevendt med den Alexandrinske Videnskabelighed, indsee vi dog ikke, hvorledes Grækernes Literatur uden den skulde være reddet fra Undergang.
✂ Dog, dette anmærkes kun i Forbigaaende, fordi den rette Syns-Punkt immer trænger til at fremhæves, naar den Skiæve har gjort sig herskende; thi for Resten hører det kun til Stats-Historien, hvad ►Mærkværdigt 👤Alexander gjorde, ei hvad Man tænker eller giætter om hans Bevæg-Grunde, saa det er, sandt at sige, et latterligt Sværmeri, naar vi nye Historie-376Skrivere regne vore egne Formodninger mellem Oldtidens store Stats-Begivenheder.
✂ Noget af det Første 👤Alexander gjorde, efter 👤Philips Død, var naturligviis at lade sig udnævne til Grækernes Feldt-Herre paa det besluttede Asiatiske ►Tog; thi hans Agt var det for Alvor at spille ►Agamemnons Rolle, skiøndt ►Achil var det Homeriske Helte-Navn, hans første Skole-Mester, Pedanten 👤Lysimak, havde valgt til ham, for selv at hedde ►Phønix *►Diodor XVII. 563–64. 566. ►Arrian I. 1. 7. 👤Plutarks ►Alexander.. Alle Græker, ►saa nær som Spartanerne, tilstod nu ►vel ogsaa 👤Alexander Høvdingskabet; men at det kun var paa Skrømt, fik han snart at mærke, thi mens han tumlede sig med Barbarerne ►paa hin Side 📌Balkan, som han vilde tæmme, før han tiltraadte sin store Udenlands-Reise, angreb Thebanerne hans ►Besætning paa 📌Kadmus-Borgen og 👤Demosthenes ham selv, og Peloponneserne flokkedes paa 📌Tangen, for, hvis det kunde skee uden stor Fare, at ►tage en Haand i med. ►Vel reiste denne Dristighed sig for en stor Deel af et falsk Rygte om 👤Alexanders Død, men Thebanerne lod sig dog ikke skræmme, selv da han stod for deres Porte med sin seierrige Krigs-Hær, thi de var fortvivlede over at see deres Borg i fremmed Vold og havde besluttet at seire eller døe. Da derfor 👤Alex 307 (US) ander, som han ►syndes, meget ædelmodig, blot forlangde, at de skulde falde til Føie og udlevere Hoved-Mændene for Opstanden, forlangde de to af hans ypperste Generaler udleverede til Giengiæld, og da han lod udraabe, at hvem der fortrød deres Synd, skulde komme ud til ham, da lod de udraabe, at hvem der vilde hjelpe til at styrte Tyrannen, skulde komme ind til dem. Rasende forbittret trak nu 👤Alexander Sværdet, men det gjorde Thebanerne ham ogsaa efter, og det saa mesterlig, at han maatte ►løse af med friske Tropper og høre Thebanerne 377raabe, at dermed gav han jo i Grunden tabt. Dog, da 👤Alexander mærkede, han i Dag maatte kæmpe paa Liv og Død for sin Overmagt, brød han sig kun lidt om Æren, men benyttede alle Fordele, og Lykken kom ham til Hjelp, saa en Flok Thebaner, der dreves ind i Byen, glemde at lukke Porten efter sig, og Resten, der endnu holdt sig tappert, tabde Samlingen, da der blev ►Larm i Byen, hvor 👤Alexander trængde ind fra den ene Side og den Makedoniske ►Besætning i 📌Kadmea gjorde Angreb fra den Anden. Nu var Alt tabt og paa Naade ei at tænke, ►uden for 👤Pindars Huus og Slægt, som Makedoneren, hvis ►Fædre Skialden besang, skal have skaanet; der myrdedes for Fode, og Man paastaaer at heller ingen Thebaner bad for sit Liv, men værgede sig heller halvdød. Da Man endelig var træt af at slagte og tung af at plyndre, blev der holdt Raad om Byens og Fangernes Skæbne, og det Værste blev fulgt, thi 📌Theben blev ►sløifet og de 30000 Fanger solgt til Slaver*►Diodor XVII. 566–69. 👤Plut. ►Alex. ►Arrian I. 7–9.. Det var de andre Grækers Skyld, sagde 👤Alexander, men uagtet ►Phokenserne ►vist nok har ►styrket til, var dog Sligt saa stridende mod den Græske Aand, og saa ganske i 👤Philips Maneer, at han selv er nærmest til Skylden og Skammen, og hvor bange Athenienserne end var for ham, og hvor gammelt Nag de end havde til 📌Theben, saa klædte de sig dog i den dybeste Sorg ved dette ►Tordenslag. Dybt maatte ►vist nok Grækerne være sunkne, før han, der skulde hevne Friheden paa Despoterne, ►engang kunde tillade sig at give dem en saadan Prøve paa sin Dygtighed, men oversees maa dog ikke heller den Farve, det satte paa ►Hærværket, at 📌Theben var Perser-Kongens gamle Veninde og havde endnu, da 👤Alexander kom, ved at erklære sig ►derfor, saa at sige, plantet den Persiske Fane paa sine Mure. Efter 👤Diodor og 👤Arrian betragtede Man virkelig ogsaa i 📌Grækenland 378📌Thebens mageløse Ødelæggelse mere som en guddommelig Straf 308 (US) end som en Tyrannisk Udaad, og ►vist nok lader Forsynet ei saadanne ►Hjerte-Stød lykkes, før Blodet er forgiftet, men derfor er det ►lige vist og lige grueligt, at 👤Alexander begyndte sine Helte-Gierninger med at knuse 📌Grækenlands Hjerte. Dette slog ham ogsaa sikkert allerede, da den ►høihjertede Thebanske Frue, 👤Timoklea, slæbdes frem, fordi hun havde lokket den Thrakiske Høveds-Mand, der mishandlede hende, til Brønden og ►skudt ham hovedkulds deri; thi skiøndt hun, spurgt, hvem hun var, gav til Svar: en ►Syster af 👤Theagenes, som ►stod mod din Fader ved 📌Chæronea og faldt for 📌Grækenlands Frihed, lod dog 👤Alexander hende gaae med sine Børn hvorhen hun vilde. Aldrig, siger 👤Plutark, afslog han heller siden en Thebaner nogen Bøn, men beklagede bitterlig sin Grumhed, og ansaae det for en Straf af 📌Thebens Skyts-Aand ►Bachos, at han dræbde sin Ven i Drukkenskab, hvortil vi maae lægge, at døde han af ►Drik, da gik det ham netop som den Thrakiske Høveds-Mand, der fandt sin Død i Brønden hvor han søgde Skatten*👤Plutarks ►Alexander..
✂ Efter 📌Thebens Ødelæggelse vovede Ingen at knye mod 👤Alexander, og da Præstinden i 📌Delphi nægtede ham Orakel-Svar, fordi han kom paa en forbuden Dag, trak han hende med Magt ind i Helligdommen og klemde dermed de Ord af hende “Søn, du er uimodstaaelig” hvilke han tog for et godt Varsel og nøiedes med; men om det just viser, at han havde bedre Greb paa at behandle Aander end Hjerter, er et andet Spørgsmaal, og det har just ikke ganske stadfæstet sig, hvad 👤Aristander spaaede, da ►►Orpheus-Billedet, til manges Forskrækkelse, svedte, thi det betød, efter hans Sigende, at Digtere og Spillemænd i Frem379tiden skulde svede over 👤Alexanders Bedrifter og dog har de ►aabenbar snarere frosset*👤Plutarks ►Alexander..
✂ Omtrent saa stærk, som han stod for 📌Theben: med lidt over 30000 Mand Fod-Folk og tre, fire tusind Ryttere, gik nu 👤Alexander til 📌Asien, for at indtage 📌det Persiske Rige og, om mueligt, hele Verden, og han ►begyndte ved en Ende, thi han landede i 📌Troas, hvor han offrede paa ►Achils Grav til de Homeriske Helte, byttede Rustning med ►Athene, og rykkede saa lige paa 📌Graniko, dengang en Flod med stridig Strøm, nu, siger Man, en udtørret Dal, hvor Perserne stod 309 (US) med en Hær paa hundredtusinde Fod-Folk og titusinde Ryttere, anførte af den krigserfarne Rhodier 👤Memnon og den forvovne Perser 👤Spithridat. Det havde været 👤Memnons kloge Raad ei at vove noget Slag, men at ødelægge Egnen, gaae om Bord og ►spille Krigen over i 📌Makedonien og 📌Grækenland, men det fandt de Persiske Stormænd langt under deres Værdighed, og nu stod da det saakaldte Slag ved 📌Graniko, der dog mere lignede et ►Ridder-Spil; thi deels var det kun Rytterne der ►fægtede og deels kom snart det Hele til at beroe paa Udfaldet af den blodige Turnering, mellem 👤Alexander og 👤Spithridat, som, hver i sin Venne-Kreds aflagde glimrende Prøver paa deres Færdighed i at bruge Sværd og Landse. Da derfor 👤Spithridat var stukket af Sadelen med 👤Alexanders egen Haand, saa han reiste sig aldrig meer, og da hans nærmeste Venner, som vilde hevne hans Død, havde deelt hans Skæbne, tog Perserne Flugten, og kun de Græske Leie-Tropper blev staaende paa deres Post, ikke fordi de agtede at giøre 👤Alexander Seieren stridig, men blot fordi de ikke begreb, hvad Fod-Folket, der slet ikke havde været i Ilden, flygtede for. Da 👤Alexander imidlertid i sin Hidsighed foer løs paa dem, solgde de deres Liv saa dyrt som mueligt, saa Nedsablingen af dem ko380stede ham flere Folk end Seieren*►Diodor XVII. 570–73. 👤Plut. ►Alex. ►Arrian I. 11–16.. 👤Memnon forsvarede sig ►vel tappert saavel i 📌Milet, som fornemmelig i den Kariske ⓘ Hoved-Stad 📌Halikarnas, og kunde snart, fordrevet derfra, blevet 👤Alexander allerfarligst, thi med en Persisk Flaade og Persiske Tønder Guld agtede han at lande paa 📌Eubæa og sætte 📌Grækenland i ►Bevægelse, men under Forberedelserne faldt han i en Sygdom og døde paa 📌Mytilene *►Diodor XVII. 573–77. ►Arrian I. 16–23. II. 1.. Hvad Følgen vilde blevet, hvis Athenienseren 👤Chæridemos, som havde tjent under 👤Philip, men var nu i 📌Susa, havde faaet Lov til, som han lystede, at møde 👤Alexander med en Hær paa 100000 Mand, hvoraf Tredie-Parten skulde været Græske Leie-Tropper, kan Ingen sige, han veed; men nu kom den Hidsighed, hvormed han forsvarede sin Plan, mod de Persiske Raads-Herrer, der vilde ►giøre hans Ærlighed mistænkt, til at koste 👤Chæridemos Livet, og Perser-Kongen rykkede selv i ►Marken med hele sin Hof-Stat og et uhyre Antal Barbariske Horder, som gierne giør Seieren let for en Feldt-Herre med sikkert Blik og med øvede Tropper*►Diodor XVII. 577.. ►Vel havde den nuværende Perser-Konge, 👤Darius Kodomannus, 310 (US) i sin Ungdom, under 👤Artaxerxes Mnemon, vundet Ry for Tapperhed, ved i Tve-Kamp at nedlægge en forvoven Kadusier *►Diodor XVII. 564–65., men her vilde mere til end personligt Mod, og vi behøve blot at tænke os den Tyrkiske Sultan i ►Marken mod 👤Napoleon, ved hans ►Tog til 📌Ægypten, saa har vi en levende Forestilling om, hvor ilde 👤Darius var ►bestædt. Han skal imidlertid have havt godt Haab, især fordi han havde drømt, han saae den Makedoniske Phalanx (►Skjoldborg) staae i lys Lue og saae 👤Alexander i sine Klæder, som han bar i sin Tjeneste-Tid, gaae til 📌Bels-Templet og forsvinde; thi 381den Drøm udtydede ►Magerne høist fordeelagtig. Det ►syndes ogsaa virkelig, som Skæbnen vilde kommet hans Skrøbelighed til Hjelp, thi i 📌Tarsos i 📌Kilikien faldt 👤Alexander i en svær Sygdom, saa han var opgivet af alle sine Læger, undtagen af 👤Philip fra 📌Akarnanien (ved 📌Mesolongi), og om ham fik han just nu Brev fra sin Høistbetroede, 👤Parmenion, at han var underkiøbt af 👤Darius til at forgive ham. 👤Alexander vovede imidlertid derpaa, at drikke Skaalen, 👤Philip rakde ham, medens 👤Philip læste 👤Parmenions Brev, og Læge-Midlet gjorde ypperlig Virkning, og Sygdommen gjorde ligesaa; thi 👤Darius havde leiret sig i 📌Syrien ved 📌Sochi paa en Slette, hvor Rytteriet, som udgjorde hans Styrke, havde frit Spillerum og hvor det store Overtal snarest kunde givet Overmagt; men da 👤Alexander tøvede i 📌Tarsos, tænkde 👤Darius, han vilde undvige, og fik da det ulyksalige Indfald at søge ham op mellem Bjergene, hvor ►Naturen kraftelig kom Konsten, altsaa Grækeren, til Hjelp. Saamegen Høflighed havde 👤Alexander ikke ventet og stod allerede ved 📌de Syriske-Porte, som ►de Gamle kaldte Bjerg-Passet mellem 📌Syrien og 📌Natolien, da han fik at vide, han havde Perserne i Ryggen, hvor de ►kiølede deres Harme paa de syge Makedoner i 📌Issos. Det var en glædelig Tidende og sikker i sin Sag skyndte 👤Alexander sig tilbage, ►at levere Slaget, som er bekiendt under Navn af det ved 📌Issos, og skiøndt de Græske Leie-Tropper rokkede den Makedoniske ►Skjold-Borg og 👤Alexander blev saaret i Hoften, Man siger af 👤Darius selv, synes Udfaldet dog ikke længe at have været tvivlsomt. 👤Darius sad nemlig, ►efter Konge-Loven, midt i Hæren paa sin Strids-Vogn, til den trængde 👤Alexander ⓘ sig strax ind med sine bedste Ryttere, og der blev Slaget vundet; thi det gik 👤Darius her omtrent, som 👤Æskild lod 👤Atossa drømme om 👤Kserxes: 311 (US) de saarede Heste for Kongens Vogn ►blev skye, og kun forgiæves greb han selv Tømmen, han maatte 382ned af Vognen, og derved kom Alt i Forvirring, saa han tog Flugten til Hest, og hans Hundred-Tusinder paa alle muelige Maader*►Diodor XVII. 578–80. 👤Plut. ►Alex. ►Arrian II. 6–11. 👤Æskilds ►Perser..
✂ Med Perser-Kongens Strids-Vogn og Bue, faldt, blandt det rige, umaadelige Bytte, ogsaa hans Telt i Seier-Herrens Hænder, og da 👤Alexander gik i Bad under den, efter Slaget, skal Synet af Pragten, hvor alle Kar var af det pure Guld, have slaaet ham saaledes, at han udbrød “det kalder jeg at være Konge;” men dog overlod han sig endnu ikke til den Østerlandske Konge-Gammen, og saavel ►👤Darii Døttre, som hans Moder og hans Dronning, der ogsaa var faldet i Fangenskab, behandlede han med en Fiinhed og forekommende Artighed, der baade dybt rørde og høilig forundrede dem, der intet Begreb havde om et Land, hvor Kvinden var meer end Slavinde. Kun forgiæves tilbød derimod 👤Darius, i et Brev fra 📌Babylon, ham store Løse-Penge for de høie Fanger og alt Landet vestenfor 📌Halys til Forlig; thi Fangerne beholdt 👤Alexander og hele Riget ansaae han for sit visse Bytte*👤Plutarks ►Alexander.. Han ansaae det imidlertid for klogest at sikkre sig hele Sø-Kysten, før han rykkede mod 📌Babylon og 📌Susa, og medens han laae ►for 📌Tyrus, fik han atter Brev fra 👤Darius, med Tilbud om alt Landet vestenfor 📌Euphrat, men da 👤Parmenion sagde “det tog jeg imod, hvis jeg var 👤Alexander,” svarede han stolt “jeg ogsaa, ►naar jeg var 👤Parmenion *►Arrian II. 25..” Om Sagen selv er ►de Gamle enige, skiøndt ei om Tiden, da Tilbudene skedte, og det er 👤Diodor, som melder, at 👤Alexander svarede 👤Darius: der kunde ligesaalidt være to ►Over-Konger paa Jorden som tvende Sole paa Himlen*►Diodor XVII. 591..
✂ 383Vi veed, hvordan 📌Tyrus maatte bøde, fordi den vovede at standse 👤Alexander paa hans seierrige Bane, og om hans Ophold i 📌Ægypten er der ikke fortalt os andet, end at Alt underkastede sig ham, at han offrede til ►Apis og alle 📌Ægyptens Guder, og at han lagde Grund-Stenen til en ny Stad paa Kysten, men da denne Stad, blev stor blandt sine ►Jævnlige og bærer endnu ►sin Stifters Navn, er det ret ►mærkeligt, hvad 👤Plutark fortæller, at medens 👤Alexander gik og pønsede paa, hvor han helst skulde lægge sin Ægyptiske Græker-Stad, drømde han en 312 (US) Nat, der kom en ærværdig Olding til ham og anførde Versene af ►Odysseen:
✂
Der ligger en Øe ved ►📌Ægypti Land,
Med 📌Pharos-Navn i ►den vilde Strand!
✂ Desaarsag tog han strax hen og synede 📌Pharos og fandt Beliggenheden saa ypperlig, at han erklærede 👤Homer for ligesaa god Architekt som Digter, og lod, da der ikke var Andet ved Haanden, Omkredsen strax sætte af paa den kulsorte Jord med Hvede-Meel. Herved indtraf den besynderlige Omstændighed, at der reiste sig store Fugle-Flokke baade fra Søen (📌Mariut) og fra Floden, saa det sortnede efter, og de fortærede alt Melet, hvorover 👤Alexander blev meget forskrækket, indtil 👤Aristander forklarede ham, det var netop et godt Varsel og Tegn til, at Staden skulde blive et Korn-Kammer for fremmede Lande*👤Plut. ►Alex. ►Odysseen IV. 354–55. ►Arrian III. 1–2..
✂ Nær havde imidlertid den forvovne Makedoner begravet sig selv i 📌Afrikas Sand-Ørk, ►vel ei ved at lede ►om 📌Nilens Kilder, men for at giæste ►Zeus-Ammon, hvis Orakel endnu stod i stor Anseelse. Paa hvilken Græs-Holm (►Oase) i Sand-Havet, det egenlig var, den Gud for Morianer havde bygt sit Tempel, derom er stridt meget blandt de Lærde, men skiøndt de ti Dag-Reiser, 👤Herodot sætter mellem 📌Thebe og 📌Ammons-Templet, ikke nær vil slaae til, naar Man 384reiser med Kameel-Drivere, stemme dog nu Alle for 📌Sivah, fjorten Dag-Reiser vestenfor 📌Alexandrien (under 29 ►Graders N. B.), hvor der maa have været et gammelt Bede-Sted for Karavanerne mellem 📌Thebe og 📌Karthago, og hvor der findes kiendelige Tempel-Ruiner med Hieroglypher. Paa dette besynderlige ►Pillegrims-Tog slap Vandet op, og da Man tillige foer vild i Ørken, ►syndes alt Haab at maatte forsvinde, men en betimelig Regn lædskede Tørsten for mange Dage, og to Ravne indfandt sig til Vei-Visere, som 👤Alexander, der i “Valens Fugle” strax gienkiendte sine gode Venner, trøstig fulgde og blev ei skuffet. 👤Ptolomæos, der siden blev Konge i 📌Ægypten og skrev selv en Bog om 👤Alexanders ►Tog, har ►vel gjort Ravnene til Drager, men det ansaae Grækerne, meget rigtig, for en ►Ægyptisk Oversættelse, der kun gjaldt ved 📌Nilen. Hvorvidt derimod ►Zeus-Ammon, som 👤Alexander lod sig forlyde med, virkelig erklærede ham for sin kiødelige Søn, derom er selv Grækerne 313 (US) meget uenige, saa 👤Plutark endogsaa mener, det Hele reiste sig ►vel af, at Præsten snakkede daarlig Græsk og kaldte 👤Alexander ►Pædios (Søn af ►Zeus) istedenfor ►Pædion (Sønlille); men da Man veed, det var Ægyptisk Præste-Skik at indbilde Konger, de, ved en hemmelighedsfuld Indvielse, kunde forvandles til ægte Gude-Sønner, løser denne Gordiske Knude sig dog langt bedre paa Ægyptisk end paa Græsk*►Diodor XVII. 588–89. 👤Plut. ►Alex. ►Arrian III. 3–4..
✂ Denne i Grunden latterlige ►Udskeielse til Guden med “Væder-Hornene” midt i Talen om Perser og Græker, har 👤Alexander aftvunget Verdens-Historien; men det vilde naturligviis ikke lykkedes ham, hvis han over sin Afrikanske Forgudelse havde glemt sin Europæiske ►Kæmpe-Art, og ved en rask Vending maae vi da med ham see til at indhente det Forsømte.
✂ 385To Aar, omtrent, var nu forløbne siden Nederlaget ved 📌Issos, og da 👤Darius saae, at Freden var kun tilfals for Jern og Staal, havde han flittig brugt Tiden: deels til at samle vaabenføre Mænd, der blev kun alt for mange, henved en Million, og deels til at lade med andre skarpe Vaaben Skære-Knive smede i Tusind-Tal, hvormed han udrustede sine tohundrede Jern-Vogne, medens han heller ikke glemde at forlænge alle Spyd-Stagerne, da det forekom ham, som om han sidst især kom til Kort, ved det Persernes var for ►stakkede. Saasnart han nu ventede Fienden, brød han op fra 📌Babylon og skreed frem mellem Floderne, men havde dog udseet sin Val-Plads østenfor 📌Tigris, ei langt fra 📌Ninives Ruiner, ved 📌Gau-Gamela eller Kameel-Gaarden (saa kaldet, fordi en Kameel, som reddede en af de forrige Kongers Liv, havde der faaet Naadsens-Brød), thi her var Plads for de 200000 Ryttere at svinge ►dem paa. Om det var her, eller ►alt i 📌Babylon, 👤Darius fik Tidende om sin Dronnings Død i Fangenskab, veed Man ikke, men da hendes Kammer-Tjener 👤Tires forsikkrede ham, at hun hverken i Livet eller Døden havde savnet Andet af hvad hendes Majestæts Hjerte kunde begiære, end ►den store Konges Ansigt, som Herren ►Oromasdes engang vilde lade hende skue ►forklaret; da rørde det 👤Darius saa dybt, at han bad de skabende og styrende Guder: hvis hans og 📌Perser-Rigets Tid var omme, ei at lade nogen Anden bestige ►👤Kyri Throne end 👤Alexander den Høimodige *►Diodor XVII. 590–91. 👤Plut. ►Alex.!
✂ ►Imidlertid var 👤Alexander kommet tilbage fra 📌Ægypten, og gik 314 (US) uden Modstand over begge Floderne, men da han nærmede sig den Persiske Leir, laae han stille nogle Dage, for at Hæren kunde udhvile sig og alle Forberedelser til Slaget træffes i Mag. Saa blottede var ogsaa Perserne for al 386Krigs-Konst, eller saa slappe var alle Forhold under det forældede Despoti, at 👤Alexander, ligeoverfor en Million Fiender, kunde belave sig paa et Hoved-Slag som paa en Hare-Jagt, og 👤Parmenion raadte ham derfor at overrumple Perserne ved Natte-Tide, men dertil svarede dog 👤Alexander: nei, jeg har ingen Trang til at stjæle en Seier! Hele denne sidste Nat før Slaget ved 📌Arbela, som det kaldes, (fordi 📌Arbela, skiøndt Mile borte, var den nærmeste bekiendte Stad,) lod 👤Darius, for en Ordens Skyld, sine Tropper staae under Vaaben, men en Orden, der maa kiøbes saa dyrt, betaler sig sædvanlig kun slet, thi hvem der har staaet sig træt og forfrossen om Natten, pleier gierne at lægge sig Dagen efter, eller at løbe sig varm. 👤Alexander var ►vel ogsaa længe oppe om Aftenen, havde adskillige hemmelige Ting for med 👤Aristander og bragde “►Frygten” et Offer, som hun, ved saa tit at kyse hans Fiender, ogsaa kunde synes at have ærlig fortjent; men derpaa gik han til Ro, og sov saa sødt, at hans Generaler havde ondt ved at faae ham vaagnet i Dagningen. Det synes ogsaa virkelig, som om han var kommet noget silde paa Benene, den ►mærkelige Sommer-Dag, thi da der kom Bud fra 👤Parmenion paa venstre Fløi om Forstærkning, fordi Fienden trængde ham og et ►Strøif-Korps havde omgaaet ham og plyndrede Trosset, da, fortæller 👤Plutark, kom 👤Alexander først ud af sin Telt for at angribe med høire Fløi. Han bad imidlertid Budet hilse 👤Parmenion, at hvis han ikke reent var gaaet fra Forstanden, maatte han jo dog kunne begribe, at seirede Man, blev der ►godt Kiøb paa Tross, og lod Man sig slaae, trængde Man ikke til meer for at døe. Derpaa gjorde han Fremad, og helmede ikke, før han kom i Nærheden af den Kongelige Strids-Vogn, som han ►fra 📌de Syriske Porte af havde et synderlig godt Øie til. 👤Plutark, som, i Mangel af en 👤Homer, har gjort sit Bedste for at skildre os den Makedoniske ►Agamemnon, be387skriver da ogsaa hans Rustning, paa den Dag han vandt hele 📌Asien, fra Top til Taa, saa vi veed, hans Hjelm var ►vel kun af Staal, men ►blanket saa godt af sin Mester 👤Theophilos, at den skinnede som Sølv; hans ►Ring-Krave var af samme Malm, men rigt besat med Ædel-Stene; hans Sværd, smidigt og funklende, sjelden af hans Haand i Slaget, var en Foræring af Kongen paa 📌Kypern, og hans kostbare Bælte, den gamle Heli 315 (US) kons Arbeide, var et ►Hyldings-Tegn af Rhodierne; men hans ►linnede Brynje-Særk havde han ►taget med Staal-Handsker i Slaget ved 📌Issos. Sin vælige og tro Bukephalos, som han tæmmede ►alt i sine Drenge-Aar, reed han endnu, naar det gjaldt, skiøndt den begyndte at blive gammel, og ved hans Side reed hans Orakel 👤Aristander, i en sneehvid Kappe med gyldent Hoved-Smykke, og pegede paa Ørnen, der fløi mod Fienden og spaaede Seier. Den Spaadom gik ogsaa snart i Opfyldelse, thi da Perser-Kongens Kiøre-Svend, ramt af 👤Alexanders Spyd, sank ved hans Side, opløftede de Nærmeste et saadant Skrig, at de Fjernere troede, Kongen selv maatte være faldet, og gav sig paa Flugten, og da 👤Darius saae, der, ved de Kiækkes Fald og de Feiges Flugt, blev tyndt omkring hans Vogn, sprang han atter til Hest, for at redde et Liv, Man skulde tænkt, maatte været ham selv til Byrde. Han var maaskee ei heller sluppet bort, hvis ikke et nyt Bud fra 👤Parmenion om Forstærkning havde nødt 👤Alexander til at tabe Flygtningerne af Sigte, for at komme sit venstre Fløi til Hjelp, som nu dog ogsaa havde seiret, saa Man sagde almindelig, at enten gik nok den gamle 👤Parmenion lidt i Barndom, eller han var bange for, 👤Alexanders Triumph skulde blive alt for glimrende*►Diodor XVII. 591–94. 👤Plut. ►Alex. ►Arrian III. 9–15..
✂ Medens 👤Darius flygtede til 📌Ægbatana, holdt 👤Alexander Indtog i 📌Babylon, hvor han uddeelde ►Stat388holderskaber►, og befalede at bygge op hvad 👤Kserxes havde revet ned, og fra 📌Babylon gik Seier-Herren til 📌Susa, hvor han først ret fik et Begreb om Perser-Kongens Skatte, og besteeg hans ►glimrende Throne. ►Vel var den ham, efter 👤Diodors Sigende, meget for høi, saa hans Fødder svævede i Luften, men En af Kammer-Junkerne hittede strax paa det snilde Raad at give ham Kongens Bord til Skammel, hvad vel pressede Taarer af en gammel Tjeners Øine, der ►stod hos, saa 👤Alexander et Øieblik skammede sig, men faldt ham dog saa bekvemt, at han befalede, det skulde herefter bestandig ►saa være*►Diodor XVII. 596–97. ►Arrian III. 16.. Smaating paa den store Skue-Plads, kan Man sige og Man har Ret, men det er vi Menneske-Børn nu engang allesammen, hvad aldrig viser sig tydeligere, end naar vi glemme det, og forvexle os selv med den store Aand, der styrer Tankens Flugt og Talens Strøm, saavelsom Tidens Løb og Skæbnens Gang; saa glemsom og indbildsk blev nu, som Man veed, 👤Alexander den Store, og derfor er det 316 (US) ►mærkeligt at see ham ►kæmpehøi i Sædet med Skiænke-Bordet til sin Fod-Skammel!
✂ Fra 📌Susa gik 👤Alexander giennem 📌de Persiske Porte, eller rettere over Bjergene udenom denne kiækt forsvarede Snevring, til 📌Persepolis og 📌Pasargade, som han, paa Slottet nær, gav til Priis for Soldaterne, og paa Slottet holdt han en Seiers-Fest, der blev den sidste i disse ►Høieloft-Sale. Der blev nemlig drukket tæt, som Skik er ved Lystighed i Leiren, og Generalerne havde hver sin Veninde til Bords, som ogsaa i Feldten havde ►vant sig til at tømme Bægeret, blandt hvilke “raske Damer” Athenienserinden 👤Thais, som fulgde 👤Ptolomæus (siden Ægypter-Konge), især udmærkede sig; thi ►hun var skaaret godt for Tunge-Baand, vidste paa en fiin Maade at rose 👤Alexander, og kunde derfor sige til ham Alt hvad hun vilde, ja, vovede endog at drille ham imel389lem. Hun tog nu Ordet, da ►Bacchanalet var paa sit Høieste og sagde: nu fortryder jeg rigtig nok ikke den besværlige Reise fra 📌Salamis til 📌Susa, da jeg har den Fornøielse at sidde til Taffels i Perser-Kongens Sal og drive Spas med hele Stadsen; men dog, lagde hun til, vilde Spasen først være fuldkommen, naar jeg maatte anrette et Fyrværkeri for Majestæten, af hans Pallads, der stak Ild paa 📌Athenen, saa det kunde fortælles til Efter-Slægten, at en lille Pige i 👤Alexanders Følge havde paa 📌Grækenlands Vegne taget en føleligere Hevn over Perserne, end alle Dets tappre Helte til Lands og Vands! Den Tale virkede, i Forbindelse med Vinen, som Ild i ►Blaar, og kun forgiæves rystede den gamle 👤Parmenion paa Hovedet og smaasnakkede om Følgerne; Ingen hørde efter ham, men de Unge fløi op, med 👤Alexander og 👤Thais i Spidsen, snappede hver sin brændende Fakkel, foer ud og lagde, under lystig Sang og Dands, den stolte Borg i Aske*►Diodor XVII. 598–600. 👤Plut. ►Alex. ►Arrian III. 17.. Snart fortrød naturligviis 👤Alexander den store Drenge-Streg og vilde havt Ilden slukket, men det var dog allerede for silde, og den første Hevn, ►Bacchos tog over 📌Thebens Ødelægger, var da: ved ►de Persepolitanske Ruiner at skiænke ham lidt af den Navnkundighed, 👤Herostrat paa hans Fødsels-Dag vandt, ved at stikke Ild paa 📌Artemis-Templet i 📌Ephesos.
✂ 👤Alexander havde nu været fire Aar i 📌Asien, og stod, kun sex og tyve Aar gammel, ved Maalet for sine store Bedrifter, ja, begyndte egenlig ►alt, i Spidsen af Fakkel-Toget, de Smaa, der sys 317 (US) selsatte ham i de sex Aar, han havde tilbage, og som det vilde falde alt for smaaligt her at opregne. Med 👤Darius var hans Strid forbi, thi denne ulykkelige Herre turde ikke engang see Døden ►under Øine i 📌Mediens gamle Hoved-Stad 📌Ægbatana, men flygtede for den giennem 📌de Kaspiske Porte, saasnart 👤Alexander nærmede sig, og løb dermed i dens Snare; 390thi den Baktriske Statholder, 👤Bessus, og nogle Andre af hans ►Undermænd gjorde ham til Fange, og slog ham ihjel, da 👤Alexander forfulgde dem. 👤Alexander fandt hans Lig ei langt fra 📌det Kaspiske Hav og sendte det hjem til en kongelig Begravelse, men hans ►Hug stod til Verdens Ende, og hans Livs Lyst var en bestandig Ruus, som han søgde i Vinen, naar han ei fandt den paa Valen. Han smagde paa Vandet i 📌det Kaspiske Hav, trængde i Nord-Ost op forbi 📌Samarkand (📌Marakanda), og i Syd-Ost ned til Mundingen af 📌Indus, og vendte saa derfra, søndenom 📌Sand-Ørken, tilbage til 📌Persepolis, efterat have mangen Gang sat sit Liv paa Spil ►som en Slentring, og dog igien, paa blot Mistanke om ►Stempling imod det, ladet, blandt Andre, den gamle 👤Parmenion henrette. En Anden af sine ypperste Høvdinger: 👤Klitos den Sorte, som reddede hans Liv ved 📌Graniko, havde han dræbt med egen Haand, i et af de udsvævende Drikke-Lag, der nu hørde til Dagens Orden, og Philosophen 👤Kallisthenes havde han ladet hænge eller piint ihjel, fordi han ikke vilde tilbede ham; men alt Sligt skal blot nævnes i Forbigaaende, for at vise, at hvor ung han end døde, ►overlevede han dog hardtad alt Det hos sig, der var Livet værd. Uagtet han paa sit æventyrlige ►Tog havde mistet de tre Fjerde-Dele af sin ►Magt og af sin Ære, bar dog Hjem-Reisen Skin af et bestandigt Triumph-Tog, men rigtig nok kun et Saadant, som passede sig for en Trop ryggesløse, fortvivlede Skue-Spillere, der vilde ende Livet med et lystigt Selv-Mord. Dermed naaede 👤Alexander 📌Ægbatana, men her døde hans Yndling 👤Hephæstion, hvorved Fortvivlelsen antog en kulsort Skikkelse, der ikke mere lod sig bortmane, og kiendes ligesaavel i det fortvivlede Indfald han havde: at ►omseile 📌Afrika, mens der var Udsigt til et almindeligt Oprør, som paa “Menneske-Jagten” han anstillede, for at bringe 👤Hephæstions ►Skygge et værdigt Slagt-Offer. Da 👤Alexander nærmede sig 📌Ba391bylon, advarede Man ham ►for at drage derind, da ►Chaldæerne forsikkrede, det vilde blive hans Død, og en Tidlang opsatte han virkelig sit Indtog, vaklende mellem Overtro og Vantro, der Begge synes at have været ham lige naturlige, men omsider fik dog Vantroen, som i Ord 318 (US) gyderen 👤Anaxarchos fra 📌Abdera havde en kiæk Prædikant, netop saalænge Overhaand, at han slap ind i Staden, hvorfra han snart igien ønskede sig langt borte. Han ►forslog imidlertid Grillerne, saa godt han kunde, med at give Gesandterne, som her var strømmet sammen fra alle tre Verdens-Dele, høitidelig Audiens, ved at give 👤Hephæstion en mageløs prægtig Lig-Begængelse, og ved at høre paa sin Admiral 👤Nearks udførlige Beretning om hans ►mærkelige Seilads fra 📌Indus til 📌Euphrat, og med det Sidste var han endnu ikke færdig, da han, efter et Drikke-Gilde hos Thessaleren 👤Medios, der varede et heelt Døgn, faldt i en hidsig Feber, som efter ti Dage blev hans Død*►Diodor XVII. 622–25. 👤Plutarks ►Alexander. ►Arrian VII. 16–26..
✂ Saaledes endte 👤Alexander, i sit tre og tredivte Aar, da Man begyndte ►den 114de Olympiade, og en bedre historisk ►Herakles end denne tvetydige ►Heraklide fik Grækerne ►aabenbar ikke, saa det var intet Under, at deres Historie-Skrivere, trods al den Overvægt, det Dyriske saa tidlig fik, eenstemmig forgudede ham; men vi, som ei lettelig fristes dertil, maae vogte os vel for den anden Yderlighed, som er at miskiende den Græske Helte-Aand i sine ►vel svage, men dog herlige Efter-Virkninger. ►Zeus-Ammon, ►Bacchos og ►Herakles ►droges ►aabenbar, som Giengangere, om 👤Alexanders ►Kæmpe-Natur, og de to Første fik, desværre, Overhaand; men saaledes havde jo ogsaa Ægyptisk og Phønicisk ►Retning kæmpet med den ►Helleniske i 📌Grækenland og vundet Seier, og allerede den Mythiske ►Herakles er en besynderlig Blanding, som bærer i det Mindste Spiren i sig til Alt 392hvad der beskæmmer 👤Alexander. Men ligesom ►Herakles desuagtet er en mageløs Helt og Grækerne et mageløst Folk blandt de gamle Hedninger, saaledes er ogsaa 👤Alexander blandt dem en mageløs herlig Tyran, som strax falder i Øinene, naar Man sammenligner ham baade med de smaa Græske og den store Romerske, der fulgde efter ham, ja, han er den eneste gamle Tyran, der virkelig stræbde at træde i Heltenes Spor, og med alle Slags Storværk fortjene den Halvgude-Rang, han anmassede sig, og at han virkelig mægtede at gaae, saa at sige baglængs, fra 📌Theben og 📌Athenen til 📌Tyrus og 📌Memphis, til 📌Babylon og 📌Susa, og lige til den Græske Verdens-Ende, hvor ►Dionysos var født, beviser unægtelig, han var i Slægt med alle de Store fra fordum Tid. At han ►sløifede 📌Theben og brændte 📌Persepolis, myr 319 (US) dede 👤Klitos og kvalde 👤Kallisthenes, viser ►vist nok klart, at han var en Tyran, men det var ►Fader for ham, og Enhver i sin Kreds, som fik Magten efter ham, og at derimod hans Anger var ærlig nok til at forebygge Gientagelsen af slige Forbrydelser, at han langt heller bygde op end rev ned, langt heller gjorde Godt end Ondt, tog varmt Deel i alt Menneskeligt, sværmede for 👤Homer, som for hans Helte, taalde den strænge Tugte-Mester 👤Kallisthenes, lige til han naaede 📌Indus, stræbde kraftig at udbrede sin Tids høieste Dannelse eller at fremme Oplysningen, ja, at han endnu, efter alle sine Drikke-Gilder, paa sin Døds-Seng havde Sands for 👤Nearks Opdagelser i 📌den Persiske Bugt, det beviser ligesaa klart, at han var en mageløs ædel Tyran.
✂ Det Samme see vi af den eneste ægte østerlandske Fortælling, hvormed vi kan ledsage Grækernes Beretning om deres 👤Alexander; thi det er den af Ebræeren 👤Joseph, om hans Besøg i 📌Jerusalem, som han, der dreves 393til at betræde alle gamle Helte-Stier, vel ogsaa umuelig, paa Veien fra 📌Tyrus til 📌Memphis, kunde gaae koldt forbi.
✂ Hvorledes ►Jehovah-Templet i 📌Jerusalem reiste sig igien under 👤Darius Hystaspis, har vi hørt, og at der var Jøder med 👤Kserxes i 📌Grækenland, som 👤Joseph beretter, synes allerede 👤Herodot at have vidst*►Herod. VII. 89. 👤Josephs ►Forsvar I. 22.. Under 👤Artaxerxes Langhaand gav Jøden 👤Nehemias, som var hans Mund-Skiænk, 📌Jerusalem Mure til Forsvar, især mod Samaritanerne, og det lille 📌Israels Folk synes siden i hele Perser-Tiden at have levet uforstyrret under sine Ypperste-Præsters faderlige Styrelse. Mens nu 👤Alexander laae ►for 📌Tyrus, skikkede han Bud til Ypperste-Præsten 👤Jaddua i 📌Jerusalem og forlangde ►Hylding og Levnets-Midler, men fik til Svar, at deres Troskabs-Eed forbød dem at føie ham deri, saalænge 👤Darius levede. Derfor, da han havde indtaget baade 📌Tyrus og 📌Gaza, drog 👤Alexander op mod 📌Jerusalem, og Alle tænkde, det vilde gaaet Byen ilde, men 👤Jaddua, som havde havt et ►trøsteligt Syn i Drømme, gik ham dristig imøde, med alle Præsterne i Hvidt, og selv iført sin prægtige Høitids-Dragt med det hellige ►Bryst-Span. Paa ►Bavnen (📌Sapha), hvor Man først saae Byen, blev 👤Alexander Præsterne vaer og gik dem strax imøde, bøiede sig for 👤Jaddua og hilsede ham, hvorover 👤Parmenion høilig forundrede sig, men fik, paa Spørgsmaal, til Svar af 👤Alexander, at, mens han 320 (US) endnu var i 📌Makedonien, havde han seet en saadan Præst i Drømme, der opmuntrede ham til ►Perser-Toget og forsikkrede ham, det skulde fuldkommen lykkes. For den Guddom, han troede heri at kiende, var det altsaa han bøiede sig, lod offre for sig i 📌Jerusalem, tilstod Jøderne Skatte-Frihed i ►Hvile-Aaret, og dem der vilde følge ham paa 394►Toget, som ikke var Faa, Lov til i Feldten at følge deres ►Fædrene-Skikke *👤Josephs ►Oldskrifter XI. 8..
✂ Mange af de Lærde har forkastet denne Beretning som en Fabel, fordi hverken 👤Diodor, 👤Plutark eller 👤Arrian melder Noget derom; men Man indseer let, der behøvede ikke at være anden Grund til Grækernes Taushed, end at Tildragelsen ►syndes dem for ubetydelig i en 👤Alexanders Liv at lægge Mærke til, og ►naar Tiden ikke havde lært os at betragte Ebræerne med andre Øine, vilde vi jo ►sinde det Samme og gaae den tause forbi, uagtet den staaer præntet for os. Nu derimod fristes vi ikke til at ►omtvivle, hvad der er saa ganske i sin Orden og giver først Billedet af 👤Alexander den Stores ►Tog sin fulde Runding.
✂ 👤Pausanias er den eneste Græker, som siger, at 👤Alexanders Liig skulde efter Bestemmelsen være begravet i 📌Æge, hvor, efter 👤Trogus, alle hans Kongelige Forfædre laae, og da han er saa skiødesløs at lade det havne i 📌Memphis, hvor vi veed det aldrig kom*►Pausanias I. 6., maae vi holde os til 👤Diodor, som udførlig beskriver den prægtige Guld-Vogn, hvorpaa Liget skulde være ført til 📌Ammons-Templet i Ørken, men blev standset i Staden, han ►grundede paa 👤Homers Ord, og som allerede glimrede i 📌Ægypten til hans ►Amindelse *►Diodor XVIII. 628. 641–43.. Her blev han da uopholdelig forgudet, som 📌Alexandriens Skyts-Aand, indtil de ►Romerske Ørne kom og bygde Rede i alle Templer ved 📌Nilen; og hvor da Gylden-Skrinet blev af, hvori hans Levninger var giemt, veed Ingen, men i 📌London (i 📌det Brittiske Museum) staaer en Ægyptisk Marmor-Kiste, som Man troer, det fordum hvilede i, uden at Man endnu veed, om Hieroglypherne derpaa vil stadfæste det.