Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog histor...

Grundtvig, N. F. S. Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst

Grundtvigs Værker

↩ 95

3. 📌Nordens Kæmpe-Aand.

✂ Hvem der vil have evig Krig, han har nemt ved at naae sin afsindige Hensigt, thi han behöver blot at forkynde Ærlighed og Sandhed aaben Feide, da skeer hans Villie; men hvem der vil have evig Fred, og hvem skulde dog ikke ville det, han slipper ingenlunde saa nemt dertil, som de kiære Philosopher allevegne har bildt dem ind, og som Man nu sædvanlig tænker. Fred og Ro er nemlig Et, og Stilhed er et Andet, saa Rolighed lader sig forene med stærk Bevægelse, og Stilhed kan være forbundet med stor Uro, som man vel klarest seer, ved at sammenligne den ædelmodige, seierrige Helt med den bagbundne Slave. Dette var ogsaa Billedet, der svævede for vore fribaarne, höimodige Stam-Fædre, saa de földe dybt, at Livet er den förste Betingelse for hvad levende Folk kan kalde Fred og Ro, og Kræfternes fri Udvikling den Anden, hos alle dem, der föle sig i Slægt med Guderne, og giennemglödes af en höiere Livs-Varme, end de Umælende, kiende Trang til en anderledes Virksomhed end Bi og Bæver. Derfor var Pile-Skyer og Vaaben-Brag, som Helten modig trodsede, og rolig oversaae, betegnende hvert Skridt paa sin Bane med Daad, der fortjende at mindes at berömmes, det var Billedet af det timelige Liv, der foresvævede Fædrene, hvad enten de saae 96op til Himlen, eller hen over Jorden, og kun paa hin Side Tidernes Löb, og höit over alle Sky-Himle, skimtede de Guld-Borgen, hvor ►Fredegod thronede, men hvor kun Porten aabnede sig for ædle Helte, naar de med deres eget Hjerte-Blod havde aftvættet Rusten, hvormed det uskyldige Blod, der aldrig noksom skaanes i Stridens Hede, opæder efterhaanden de bedste Sværd og pletter de blankeste Skjolde!

✂ Denne Nordiske Anskuelse af det timelige Liv hos Guder og Mennesker, som en bestandig Kamp, det kun giælder om, at före saa ædelt, saa kraftig og saa klogt, som mueligt, da al den virkelige Fred, der kan times Gude-Folket og Adel-Stammen i Tidens Löb, udspringer som en Seiers-Gudinde af Kampen; denne Anskuelse maa i en vis Grad findes hos ethvert Folk, der skal hævde sin Selvstændighed, og faae Lov til frit at udvikle sine Kræfter, selv paa den fredeligste Maade, og at den ei heller i 📌Norden er uddöd, har det nærværende Aarhundrede viist; men sit aandige Præg har den dog næsten tabt, saa, istedenfor at udvikles til Klarhed, fordunkledes den meer og meer, til det blev den almindelige Mening, at Krig vel er et nödvendigt Onde, fordi der gives rovgierrige Folk, ærgierrige Kæmper, og herskesyge Fyrster; men at al Kamp dog i Grunden er afskyelig, og meer afskyelig, jo aandeligere dens Gienstand er.

✂ 97Denne gruelige Vildfarelse maa, hvor den faaer Overhaand, nödvendig före til Oplösning og Forraadnelse af alle aandelige Legemer, der kun kan bestaae ved seierrig Kamp, og dog er der tre saadanne Legemer som maae være levende i ethvert Land, der med Rette skal kaldes ►Mand-Hjem (mannaheim) eller en Menneske-Boelig, det er Kirke-Samfund, Borger-Samfund og Moders-Maal, Altsammen usynlige og aandelige Ting, men som paa en aandelig Maade har alle Legemets Egenskaber og fölger dets Love, saa, naar de ikke besjæles af en Livs-Aand, der altid er en Kæmpe-Aand, maae de nödvendig synke i Af-Magt og hendöe, som naar Sjæl og Legem adskilles.

✂ Vist nok har nu Vildfarelsen en dybere Rod, end vi kan oprykke: i det Kiælenskab, den Feighed og Kraftlöshed, der deels naturlig fölger med Alderdommen, hos Folk i det Store som i det Smaa, og deels er vore Synders Sold; men dog har vor aandelige Blindhed, som kan helbredes, ogsaa bidraget meget til at udbrede og befæste den, i det vi hverken kiendte de aandelige Legemer fra luftige Hjerne-Spind, eller kunde giöre Forskiel mellem Kampen om aandelige Ting, som den sædvanlig er fört i Verden, og som den nu, da Forklarings-Timen er slaaet, kan og skal föres paa Jorden.

✂ Denne Forskiel var det, jeg i det Foregaaende stræbde at udvikle, og Man indseer let, at naar der 98slet ikke strides med Hænder, hverken med Sværd eller Penne, om Troen, som er en fri Sag, da forsvinder den Skygge aldeles, som selv ædle Kæmpers Mis-Greb have kastet paa den eneste Kamp, der er Mennesket værdig: Kampen om aandelige Ting, og det maa blive os Alle klart, at ligesaa lidt som der kan være Liv i et Folks eiendommelige Anskuelse af Livet, uden at de mod enhver Fiende forfægte deres Frihed til at fölge den af alle Kræfter, og ligesaalidt som der kan være Aand i et Sprog, uden at det levende modsætter sig al den Vold Man vil giöre derpaa, saaledes kan der heller ikke være Liv og Aand i Enkelt-Mandens Tro og Anskuelser, uden at de maae stræbe at giöre sig giældende, i Modsætning til hvad dermed ei kan forliges, saa det giælder kun om Maaden, der naturligviis maa være saadan, at Alle nyde eens Ret og nöies med den Frihed der kan være almindelig.

✂ Og nu siger jeg, at, trods al Dunkelhed, og alle Mis-Greb, maa Menneske-Forstanden beundre og Menneske-Hjertet fryde sig ved den Kæmpe-Aand, der besjælede vore Fædre.

✂ Man kan vel tænke, det er ei min Hensigt dermed at forgude ►Asa-Thor, eller saaledes at vaske Blodet af 📌Nordens Kæmper, at de synes englerene, thi alle Historiens Kyndinger kan see, at ligesom der kun har været een Helt med uplettet Skjold, saaledes er ogsaa Christendommens Kæmpe-Aand den Eneste, 99der fortjener Guddoms-Navn og Tilbedelse; men vel önskede jeg ret at kunne indskærpe alle mine Læsere den miskiendte Sandhed, at, uagtet Kæmpe-Aandens jordiske Redskaber var ligesaa langt fra at være lydeslöse, som Freds-Mæglerne, saa var de dog derfor hverken mindre uundværlige, eller mindre berettigede til Beundring og skaansom Bedömmelse i en syndig Verden. Vist nok er det naturligt, at Haardhed falder tungest at bære, naar store Kræfter öve den, men det er dog ligesaa naturligt, at det er hvad Man har Meget af, og ei hvad Man fattes, Man fristes til at misbruge, og at hvem der ei kan löfte Mjölner, skulde nödig rose sig af, at han aldrig svang den til Upligt! Derfor vil, trods alt Kvæker-Tvineri over Kam pens Bulder, der dog er meget bedre end Gravens Stilhed, og over Blod-Strömmene, der dog ikke er nær saa ækle som Forraadnelsen, ja, trods alle Dödning-Hoveder, baade med og uden Halse, vil ædle Heltes Liv og Daad, til Verdens Ende, ei blot begeistre Skjalden, men indtage de uskyldige Börn, og tækkes de elskværdige Kvinder, saa de maae nödvendig opflamme alle Unger-Svende, i hvem der ligger Spiren til en daadfuld Manddom, og tabe aldrig deres Glands eller miste deres Priis hos noget Folk, der end fortjener Navn af en Green paa Menneskehedens Kongelige Stam-Træ!

✂ 100 Kun skal Man lære, bedre end hidtil, at skielne mellem ædle, höimodige Helte, og hjertelöse, grumme ►Jetter, eller rasende Bærsærker, hvortil vi saavel i 📌Nordens Historie som Myther have den önskeligste Leilighed, og, som ædle Kæmpers Afkom, den helligste Forpligtelse.

✂ Vil vi nu see Modet og Styrken i deres naturlige eller dyriske Skikkelse, da skeer det ligesaa godt ved at være Vidne til en Tyre-Fægtning eller en Baxe-Kamp, som ved at see et Feldt-Slag mellem de Vilde; vil vi see dem unaturlig misbrugte i höieste Grad, da behöve vi kun med Efter-Tanke at læse den Romerske Röver-Historie; og vil vi endelig see dem priselig brugte i Menneske-Aandens og Menneske-Livets Tjeneste, da kunde vi umuelig önske at være födte og baarne paa nogen anden Plet af Jord, end i det höie af Havet ombölgede 📌Norden, i de Kæmpers Föde-Stavn, der ikke blot kraftig hjalp til at knuse den Romerske ►Jette, men har, lige siden Folke-Vandringen, öiensynlig været Menneske-Aandens ypperste Vaaben-Dragere paa Jorden.

✂ Ja, ligesom det er i 📌Mamre-Lund, under 👤Abrahams Telt, vi skal lære at kiende Hyrde-Livet, og i 📌Grækenland vi finde Borger-Livet, som de naturlig gestalte sig, naar Aanden er med, saaledes er det i 📌Norden vi finde det aandige Kæmpe-Livs Vugge paa det sortladne Hav, thi Kampen med den 101flyvende Storm og de brusende Bölger, som vi vel maa kalde den Natur-Historiske, er aabenbar den Naturligste, Menneske-Aanden kan före, og som derfor kun bliver blodig, naar Kæmpen selv vorder Offeret. Det var derfor intet Under, at 👤Evalds Fiskere vakde saa almindelig Deeltagelse i 📌Norden, thi naar Modet og Styrken trodse Storm og Bölger for at redde Menneske-Liv, da sværge de höitidelig til Menneske-Aandens ►Fane; men det er höist mærkværdigt, at det Nordiske Dramas Vugge blev, som det sig burde, en Opfattelse af det aandige Kæmpe-Livs Vugge; thi ligesom det viser, hvor den havde sine Gænger, saaledes spaaer det os ogsaa et anderledes Dramatisk Tids-Rum, end der hidtil oprandt paa Jorden! Ja, 👤Evalds Fiskere begynde et Dramatisk Tids-Rum, hvori Skjalden vil opfatte hele det Universal-Historiske Helte-Liv, lige fra dets Vugge paa Havet til dets Krykker i ham selv, og hvori, Man tör haabe, 📌Nordens Folk vil, ikke blot paa Skyggernes men paa Livets Skueplads, dramatisk gientage og forklare alle Fædrenes store Bedrifter. Da vil det blive aabenbart for al Verden, at der var baade Aand og Hjerte i de gamle Kæmper, skiöndt Kæmpe-Visen og Sværdet ud trykde deres höieste Konst, og Ord-Sprog al deres Viisdom; thi da vil Man see, de overlod det kun til deres sildigste Efter-Slægt at forskiönne og forklare Livet, fordi de földe dybt, de havde deres store Kræfter for at bruge dem til det 102Störste de kunde udrette, og saaledes före et Liv, det var Umagen værdt at forklare. Ja, det skal sikkerlig sees i Norden, hvad vi dunkelt föle, naar en daadfuld Dag krones af en gylden Aften-Röde, at Klarhed og Skiönhed mödes aldrig saa yndig paa Jorden, som naar kiærlige, blomstrende Börne-Börn krandse en bedaget Olding, der med et roligt Smil overskuer et langt og besværligt, ingenlunde feilfrit, men dog ærligt, ædelt, kraftigt og velgiörende Liv!

✂ Dog, Havet er ikke blot Helte-Vuggen, det er ogsaa Helte-Livets egenlige Skue-Plads og Löbe-Bane, saa Skjalden kunde ikke holde nogen mere smigrende Lov-Tale over sit Folk, end at kalde det sortladne Hav de Danskes Vei til Roes og Magt; og det er da intet Under, det Ord klang saa godt i Danske Ören, og vil klinge saa, al den Stund det Danske Hjerte banker, om end svagt, for det Helte-Liv, som intet Hjerte under Rosen-Kinder slog höiere for i de henfarne Tider.

✂ Ordet var derfor ei mindre historisk sandt, end naturlig skiönt og smigrende, og det er den Nordiske Poesies Ære, at den lige fra Heden-Old stræbde at forbinde Skiönhed med historisk Sandhed, hvad Man vel seer, ogsaa maatte være Tilfældet, hvor Poesien i Sandhed skulde blive videnskabelig og Vidskaben poetisk.

✂ Dog, naar Man skal indsee, baade at de Danske og det sortladne Hav fortjene deres Roes, da maa 103Man ikke tage Dansk i den nyere, sneverhjertede, men i sin gamle, alt Nordisk omfattende Bemærkelse, og ei betragte Kampen paa Havet fra en Skandse paa Öieblikkets flakke Strand-Bredd, men fra Tinden af det 📌Hornelen, der har opskudt sig selv af Tidernes Ström, eller fra Universal-Historiens höie Stade. Men denne Udvidelse af Middel-Alderens snevre Syns-Kreds er ei heller mindre nödvendig for Aandens og Livets, end for Oversigtens Skyld; thi hvorledes skulde 📌Nordens Aand blive forstaaet og forklaret, uden levende at opfattes i sin Heelhed, eller hvorledes skulde Norden blive det rolige Værk-Sted for en fri Universal-Historisk Aands-Udvikling, dersom ikke det samme sortladne Hav, der fordum var Veien til Roes og Magt, nu ⓘ bliver Hegnet om Konst og Vidskab!

✂ For da i denne store, for hele Menneskeheden vigtige Sag at begynde fra den rette Side, saa lad os see, hvad der blev af den gamle Verden, da 📌Tyrus sank i Havet, 📌Carthago sank i Grus, og Sö-Magten nedsank, fra et Hoved-Vaaben i Menneske-Aandens Vinger, til et Hjelpe-Vaaben i Menneske-Morderens, den Romerske Rövers Haand? Eller, om vi er for kortsynede dertil, da lad os dog betragte, hvad der ligger os nær nok: de rimelige Fölger for ►Europa, og dermed for hele den dannede Verden, om det var lykkedes 👤Napoleon at 104styrte 📌Engeland, og giöre Sömagten til et blot Hjelpe-Vaaben i sin Haand?

✂ Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvoraf det kommer, at Sö-Magten, der er mindst skikket til at giöre Erobringer i Legemets Verden, dog er bedst skikket ei alene til at udvide men ogsaa til at omværne Aandens Verden, saa skulde vi dog ligefuldt have dyb Ærbödighed for Erfaringens utvetydige Vidnesbyrd om, at det virkelig forholder sig saa til alle Tider; thi selv i Middel-Alderen, der dog er Land-Magtens glimrende Tid, behöve vi blot at tænke Angel-Sachser og Normanner ude af Historien, saa har vi aabenbar tænkt Aanden bort med det Samme, og faae slet ingen ny Folke-Verden ved Öster-Söen og 📌Vester-Havet, men blot det ene Barbari efter det Andet omkring det forhexede 📌Middel-Hav.

✂ Hvori det ligger, er imidlertid heller ikke vanskeligt at see, thi vel har alt Aandeligt sin Kilde i Aanden, og lige saa lidt i Verdens-Havet som i Ager-Renen eller paa Bjerg-Toppen, men vi kan dog godt forstaae, hvi den historiske Kæmpe-Aand har kaaret Havet til sit Element, og til Skue-Pladsen for sine Storværker; thi det fölger allerede af at Kampen mellem Vind og Vove er det eneste Natur-Billede paa Menneske-Aandens eiendommelige Kamp, og Sömands-Livet denne Kamps Vugge, saavelsom dens Sjæl. Hermed staaer det nemlig i allernöieste Forbindelse, at til 105Söes, baade dagligdags, og i al Slags Kamp, betyder Enkelt-Manden langt mindre, altsaa den fælles Menneske-Aand langt mere end til Lands, hvoraf atter fölger, at Enkelt-Mandens Ærgierrighed og Egen-Nytte har langt mindre Spille-Rum til Söes, og nödes til at indhylle sig i Omhu for fælles Ære og det almindelige Bedste, saa, hvordan det gaaer, beholder Aanden her dog Mest af Æren, og Menneskeheden höster den störste Fordeel.

✂ Uagtet det derfor med Fornöielse skal indrömmes, at Man ogsaa til Lands baade kan kæmpe og har kæmpet for Menneskehedens Bedste, ja, at naturligviis intet Land paa Jorden kan egenlig forsvares uden Land-Kamp, saa er det dog allerede et betænkeligt Forvarsel, at Land-Kampen selv i sin störste Uskyldighed begynder med Blod-Bad. Hvor nemlig Land-Kæmpen ikke hæver sig som Röver og Mand-Draber, udmærker han sig som en Skytte, i Lag med Björne, Ulve og Ræve, som han staaer immer Fare for at lære af og efterligne, og en dagligdags Land-Kamp kan derfor kun være i Menneskehedens Aand, saalænge den giör et vildt Land ryddeligt til Menneske-Bolig, thi fra det Öieblik af bliver den for skikkelige Folk kun et nödvendigt Onde, foraarsaget af smaa og store Rövere, der maa holdes tre Skridt fra Livet, og, om mueligt, ödelægges i Reden. Heraf fölger nemlig, at Land-Kampen kun sjelden kan være en god Nærings-Vei 106for Enkelt-Manden, og aldrig en Kilde til Folke-Magt og Velstand, uden at det svider til Menneskeheden, og her see vi en ligesaa naturlig som gyldig Grund til, at det var Phönicerne der udviklede og Romerne der ödelagde 📌Grækenland, ja, gyldig Grund til, at en overlegen Sö-Magt, der hviler paa Sö-Fart og Mellem-Handel, sætter Liv i Verden, medens en overlegen Land-Magt, der kun hviler paa Spyd-Stagen og Krigs-Konsten, udbreder Död og Ödelæggelse. Synger derfor 📌Engelands Sö-Magt paa det sidste Vers, da skal alle Menneske-Venner önske, at der, för det er udsunget, maa hæve sig en venlig forbundet Sö-Magt i Anglers og Normanners gamle Hjem, der kan fölge bedre i deres Kiöl-Vand, end den Græske i Phönicernes.

✂ Vel vil jeg ingenlunde canonisere 📌Engelands Historie (som jeg desuden heller seer fortsat end skrinlagt), og ligesaalidt vil jeg kives med Nogen om Bevæg-Grundene til de Engelske Storværker, thi de kan være daarlige nok baade hos store Folk og smaa, uden at Vores blive des bedre, ved at giætte paa de Værste, og antage de Dödes naturlige Taushed for Samtykke; men jeg paastaaer, at Anglers og Normanners Ord og Gierninger giör 📌Nordens Aand udödelig Ære, har retmæssigt Krav paa hele Menneskehedens taknemmelige Beundring, og har udstædt en Vexel paa vort Norden for tilsvarende Bedrifter i Aanden, som vi og vore Börn maae 107indfrie, eller höste Skam i Forhold til Æren, og gaae i Slutteriet, hvor Man, som i Graven, har de bedste Bevæg-Grunde til ingen Ting at giöre. Der staaer skrevet ensteds, om Somme af os, at de skal dömme Engle, og saavidt er vi i det Mindste kommet, at vi kan og skal pröve og bedömme Aander; men at pröve Hjerter og Nyrer giör vi bedst i at overlade til Ham, der ligesaalidt uden Grund som uden Ret har forbeholdt sig, hvad Han kun mægter med hver især, og Ene med os Alle, saa vi vil lade Tydskerne trættes om, hvem der har den reneste Villie til Bog-Mageri, dyrisk Magnetisme og aandeligt Pavedom, medens vi, med 📌Grækenland og Engeland for Öie, deels til Mönster, og deels til Advarsel, vil pröve hvad der endnu i Norden kan udrettes, ved alle Aands-Kræfters fri, besindige, stadige Virksomhed, til at forlænge, forskiönne og forklare det vidunderlige, og, med alle sine Bræk og Bröst elskværdige, ►Folke og Menneske-Liv.

✂ Det var nemlig i 📌Engeland, baade Christendom, og Levningerne af Old-Tidens Vidskab, fandt et Fristed, da de var husvilde paa Jorden, og skabde især i 📌Nord-Humberland et Missions-Selskab, hvoraf Alt hvad nu kaldes saa er kun en Skygge; thi det var jo Engelske Præster, som christnede baade 📌Tydskland og 📌Norden *Vel maa det ikke glemmes, at 📌Danmark i 👤Ansgar har sin egen Apostel, og det en bedre end der nogensinde 108udgik fra 📌Engeland, men det hörer langt mere til den Christne Troes end til det Nordiske Folke-Livs Historie, og betingedes i alt Fald af den Angel-Sachsiske Virkning paa 📌Frankrig og 📌Tydskland., og var jo den Angel-Sachsiske Li108teratur, som den Förste i vor Folke-Verden, der blev Moder baade til den Frankiske og Islandske. Det var altsaa 📌Nordens Aand, i Forbund med Christendommen, som, ved de Nordiske Udflyttere paa Öen, skabde vor Folke-Verden, og kan nu Tydskerne virkelig overgaae deres Skabere, det har de unægtelig Ære af, men vi, som tænke mere beskedent, vil nöies med at ligne, forstaae og forklare dem, hvad i det Mindste er langt rimeligere, og kan derfor snarere lykkes. Det er sandt, at hvad der siden har udviklet sig paa Herkules-Öen, fortjener slet ikke at sammenlignes med den i Historien magelöse Verdens-Skabelse; men efter en saadan Helte-Gierning kan Man ogsaa være bekiendt at hvile enstund paa sine Laurbær, og dog tör jeg ikke raade noget Folk, hvor Aand er tilstæde, at sammenligne sine störste Anstrængelser med ►Asa-Thors Syslen til Tids-Fordriv.

✂ Ja, ►Asa-Thor, det er den Kæmpes Mythiske Navn, som Folk for Spas, men kun Dyr for Alvor kalde 👤John Bull, det har hans Levnets-Löb beviist; thi vel har han ingen Enkelt-Mand at fremvise, der kan maale sig med 👤Morten Luther, hvis Mythiske Navn ogsaa derfor skal være Tyr eller Tve109kamps-Guden, men det er aabenbar kun fordi, som vi för bemærkede, at til Lands er det Enkelt-Manden, men til Söes er det Fælles-Aanden, der har baade Magten og Æren. Ligesom der nu maatte en Nord-Tydsk eller Tydsk-Nordisk Land-Magt, nemlig Gotherne, til at knuse det gamle Romer-Aag, saaledes maatte der ogsaa en Gothe til at gaae i Kreds med Paven, og knække hans Krog-Kiep; men hvad gjorde Tydskerne, eller selv Sachserne, derefter, som et Folk, som et Heelt, der var en saadan magelös Kæmpe værd, eller kan udholde Sammenligning med deres paa Öen? Aanden gjorde to Mirakler ved 👤Luther: et med Ordet i hans Mund, og et med Pennen i hans Haand, men for ei at tale om det Störste, som Tydskerne ei den Dag i Dag har mindste Begreb om, saa begreb de ei engang det Mindste bedre, end at det varede tohundrede Aar, för en Enkelt af dem lærde at skrive Tydsk som 👤Luther, paa Aanden og Kraften nær. I 📌Engeland havde Man ingen 👤Luther, og trængde dog til En, derfor blev Kirke-Ordet aldrig levende hos dem, men desmere forbausende er den Literatur de fik paa Moders-Maalet; thi at den Engelske Bibel ikke, som vores, er en Oversættelse af 👤Luthers, men staaer som Bog höit over hans, og at det ene var den Engelske Literatur, der, siden Reformationen, skabde fra Aandens Side en Mod-Vægt til den Franske, det veed Man, eller det skal Man 110lære, hvor Man vil blive klog ei blot paa Död og Bogstav-Skrift, men paa Liv og Aand*Spörger Man, hvor 📌Engeland fik en saadan Literatur fra, naar det levende Ord er Skriftens Moder, og Kirke-Ordet ikke blev levende, da huske Man, at der var Minstreller, til der blev Shakspearske Skuespillere, og Parlaments-Talere til den Dag i Dag, altsaa Leilighed nok for Folke-Aanden til, saalænge der var Kraft, at holde det tilsvarende Ord ilive..

✂ Nu, saadan en Række Optrin af Kæmpe-Livets Undergang, som den, 👤Shakspear var fri nok for at udtömme, skal vist nok Ingen misunde 📌Engeland; men hvad siger Man om den Kraft der teede sig i dem, den Kraft, hvoraf selv Skyggerne paa Skue-Pladsen synes os Gigantiske, den Kraft og det Falke-Blik i Menneske-Livets Dybheder, som 👤Shakspear forudsætter! Og hvad siger Man om den Engelske Reformations-Tid med sine Martyr-Kæmper i Snese-Tal, der betragtede Baalet som Fakkel-Skin fra Brude-Kamret, hvad siger Man om den ved Siden ad den Tydske! Eller om Borger-Krigen, hvor Daaden i eet Slag vidt overstraaler i Aandens Lys Alt hvad Man giennem tredive Aar saae i 📌Tydskland, undtagen da den Nordiske Gothe giennemlynede Riget med sit Sværd og Banner! Og nu Fölgerne! De var i 📌Engeland Ordets og Troens og Nærings-Veienes Frihed, aldrig kiendt siden 📌Grækenlands blomstrende Dage; men hvad var de i 📌Tydskland, hvor en Helt som 👤Luther havde kæmpet for Aanden, og seiret for 📌Tydskland? Ja, hvad blev de der, uden Kirke-Tvang, 111Skole-Tvang, Laugs-Tvang, og idel Tvang, eller er det kanskee en Tröst, at Flere der end i 📌Engeland kan læse hvad de ikke forstaae, og skrive hvad ikke maa trykkes, eller hvad ei engang er Sværten end sige Papiret værdt, eller er det maaskee dog et Fortrin, skiöndt Man i 📌Engeland baade tænker friere og klarere, taler bedre for sig og handler klogere! Nei, naar Tydskerne paastaae, der er ingen Nordisk Aand, da skal de vises til 📌ⓘ Engeland, hvor Aanden dog vel maa være Nordisk, siden den aabenbar ikke er Tydsk, og maa dog være Et af To. Og hvorlænge og hvor samvittighedsfuld vi end har efterlignet Tydskerne, saa ligner dog endnu baade vort Liv og vor Smule nationale Literatur öiensynlig mere Engelsk end Tydsk, hvad ogsaa kun lader sig naturhistorisk forklare.

✂ Læseren maa nödig troe, det er af Tydsker-Had, jeg taler saa, thi al saadan Smaalighed fra Middel-Alderen har jeg givet Afsked, og vilde med störste Fornöielse lovtale den Tydske Aand, som jeg lovtaler den Engelske, naar jeg med en god historisk Samvittighed kunde; men hvad Ny-Tydskerne kalde deres Aand, er aabenbar Aandlöshed, som jeg höilig maa laste, deels fordi det skader dem selv, og deels fordi det skader os, at tage den for Aand. Om det er sandt, hvad Man i Middel-Alderen troede, at ikke blot Gother og Longobarder, men ogsaa Sachser, Franker og Svaber oprindelig var Nordiske Udflyt112tere, det tör jeg ikke afgiöre; men at disse Stammer i Old-Tiden havde Guder, altsaa Aand, tilfælles med os, kan jeg see af Historien, og Aand maae de da fremdeles have tilfælles med os, eller de faae Ingen, thi Aander lade sig slet ikke skabe af Mennesker, end sige af Penne. Kun herom giælder det, thi enten Man kalder den Aand Tydsk eller Nordisk, Engelsk eller Dansk eller Gothisk, er mig nu den ligegyldigste Sag af Verden, naar det blot ikke forvilder Folk, saa de glemme, Talen er bestandig om den Historiske Kæmpe-Aand, som især 📌Nordens Myther, og 📌Engelands Historie efter Folke-Vandringen, giöre kiendelig. Det faaer at blive ethvert Folks som hver Enkelt-Mands egen Sag, om de vil arbeide paa at komme ud af Middel-Alderens aandelige Chaos, eller paa at befæste sig deri; men Historikerens Pligt, som opdager Sammenhængen og Hjelpe-Midlet, er det, at tale aabent og kraftig derom, da han veed med sig selv, baade hvor fornöieligt det er at blive indgroede Fordomme kvit, og hvor haardt det holder. Da der nu i Menneske- Slægtens Historie, foruden den store Aand i 📌Palæstina, kun har aabenbaret sig to Folke-Aander med universal-menneskelig Præg og Stræben: En i Syden (den Græske), og En i Norden, og da de sees at være hinandens Udfyldning, saa er det en Velfærds-Sag for ethvert Folk, at kiende, hvilken af dem, det naturligst kan tilegne sig, da Man ved et Mis-Greb kun spilder sine Kræfter og 113udmatter sig til ingen Nytte. Folkene af den Latinske Tunge vil bedst kunne tilegne sig den Græske, og Folkene af den Gothiske derimod den Nordiske Aand, men da vi skal have dem Begge, er det Hoved-Sagen, at vi erkiende dem for hvad de er, og ei indbilde os, vi enten kan undvære dem, eller giöre dem til Trælle for vore indskrænkede, det være sig nationale eller individuelle Syns-Maader, som om disse var höiere Aander, da det dog kun er Spil-Arter, eller ufrugtbare Vand-Grene paa de store Stam-Træer. De blandede Folk i Syden og Vesten vil fremdeles have ondt at giöre, men hvis deres Aands-Kræfter ei er reent udtömte, eller deres Villie aldeles vrang, vil de dog komme ud af det værste Vilde-Rede; og overalt hvor den Nordiske Aands Folk har bevaret deres Tunge-Maal, og er altsaa vedblevet at være de aandelig Herskende, kan store Ting udrettes, men vist nok, om der er Kraft, de Störste i det höie Norden, hvor de gamle Folk er mest ublandede med Stammer af en fremmed Art.

✂ At det i Middel-Alderen gik allevegne broget til, var nödvendigt, thi i den fölge Alle, saavidt mueligt, deres Hjertes Lyst, og da ikke blot Lysterne er mange, men den samme Lyst hos Mange netop föder idelig Strid om Gienstanden, saa driver Man lettelig baade den udvortes Afsondring og den indbyrdes Kiv til Yderligheder, som vi især kan see paa den Græske og Italienske Middel-Alder. At nu den Konst og 114Vidskab som udsprang af Middel-Alderens Chaos, i dets mest forvirrede Skikkelse, ei duede til at opklare de aandelige Forhold, var nemt at giætte, og det aandlöse Romerske Schema, Man ved Reformationen, ligesom i Fortvivlelse, tyede til, kunde umuelig række videre, end til kummerlig at ordne og skiævt at belyse det Haandgribelige.

✂ Kun Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys, kunde give Forstand paa dette store Vilde-Rede, men ogsaa dette Syn, og Öiet for det historiske Menneske-Liv, skulde udkæmpe sig af det samme Vilde-Rede, saa det er intet Under, at det skedte seent, men kun, at det skedte nogensinde, og naar vi ivre mod hvad der forsinkede Op lysningen, maa det kun være fordi det Samme hindrer endnu, hos Folke-Færd, som hos Enkelt-Manden, Udviklingen og Udbredelsen af en Anskuelse, der er saa vederkvægende og velgiörende for os alle, at den paa hele Jordens Kreds ei mellem sine Bekiendtere kan have en eneste Fiende, skiöndt den vist nok kan have, og vil faae mangen Ven, der ikke duer.

✂ 📌Nordens Aand var udvandret, og havde ligesom udtömt sine Kræfter i det Fjerne; de skrevne Mindes-Mærker, om dens gamle Syn og Helte-Bane, laae adspredte ude og hjemme, om ikke uændsede, saa dog uforstaaede; der var ikke Aand uden hist og her i Kirken, hvor en aandlös Videnskabelighed lukkede Öiet for den naturlige Forbindelse mellem 115Himmel og Jord, Tid og Evighed, eller hos enkelte Skjalde, som enten manglede Alvor, Christelig Anskuelse og fortroeligt Bekiendskab med Historien, eller dog en af Delene; ja, for at giöre det ret fortvivlet, var Folke-Aanden i sin bedste Skikkelse hasebundet af den spidsborgerlige Nationalisme fra Middel-Alderen, og Munden i sin störste Frihed kneblet af den ny Tids Over-Tro paa Bogstavers Liv og Pennes Almagt!

✂ Under saadanne Omstændigheder seer Man let, der hörer saamegen Slumpe-Lykke til at blive ret vendt, at Man ikke fristes til at takke sin gode Forstand derfor, men vel til at prise Lykken over Forstanden, paa en Maade der let misforstaaes, især paa en Tid, da Folk, ved at forkaste Alt hvad de ikke forstaae, er kommet nemt til höie Tanker om deres Forstand, thi naar Man kun troer: det er Altsammen Intet hvad der overgaaer Ens Forstand, kan Man ganske troskyldig baade mene og sige, at Intet overgaaer den. Det var imidlertid ligesaavel Forræderi mod Menneskeheden, som sort Utaknemmelighed mod Viisdommen i Lön, den höie ►Norne, hvis Penelopiske Væv det jo dog i Grunden er, vi Græs-Hopper kalde Lykkens Luner, det var begge Dele, siger jeg, for al muelig Mis-Forstands Skyld, at holde hos sig selv, hvad Man veed giör klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige 116Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom.

✂ Derfor vil jeg nu ogsaa her betegne, hvordan det gik til, at 📌Nordens Kræfter adspredtes, Öiet lukdes, men Ihukommelsen bevaredes, til Öiet igien kunde aabnes, ved Anskuelsen samle det Adspredte, og, hvor Man ei staaer sig selv i Lyset, give Forstand paa Livet.

✂ Der er, som Man veed, tre Riger i 📌Norden, og selv i dette Öieblik tre Bog-Sprog (Norsk eller Islandsk, Svensk og Dansk), saa der er unegtelig tre Folkefærd, men der er kun Hjerte-Forskiel imellem dem, thi der er klarlig kun een Nordisk Aand, ligesom vor gamle Ask kun havde een Top, skiöndt den havde tre Rödder, og det saae Man klart ved Reformationen. Vi maae derfor tænke os det gamle 📌Norden som en aandig Eenhed, hvori de politiske Skillerum, som i det Hele Borger-Samfundet, kun havde lidt at betyde, og de tre store Udvandringer: den Gothiske, Angel-Sachsiske og Normanniske, maae betragtes som almindelig Nordiske, skiöndt Broder-Parten har været fra det Rige, der blev Udgangs-Punkten. Da vi nu veed, at 📌Danmark var Angel-Sachsernes, og 📌Norge Normannernes Udgangs-Punkt, er der ikke mindste Grund til at tænke andet, end at 📌Sverrig var Gothernes, thi vel er den Gothiske Udvandring saa gammel for os, og blev Romerne, skiöndt i Grunden tidsnok, saa seent bekiendt, at den ikke 117lader sig saaledes oplyse som de to Andre, men da Gotherne ret egenlig er Kæmpe-Folket i 📌Norden, maatte de dog vel i det Mindste ligesaavel give en Sværm, som 📌Nordens andre Folk, og at de virkelig har gjort det, er, blandt Andet, aldeles vist, fordi Lige-Vægten ellers for længe siden maatte være forstyrret.

✂ Disse Udvandringer maae vi dernæst ikke tænke os som et Öiebliks Sag, thi de skedte alle til Söes, og var fra Först af Vikings-Tog, der kun efterhaanden antog en alvorligere Charakter, og varede, som vi af den Angel-Sachsiske og Normanniske kan see, hver i det Mindste et heelt Aarhundrede. Den Angel-Sachsiske begynder nemlig för Midten af det Femte, og slutter först i Midten af det Sjette Aarhundrede, og den Normanniske varer fra Slutningen af det Ottende til Slutningen af det Niende, naar Man ikke, som Man dog egenlig skal, regner hele det Tiende, og Hælvten af det Ellevte med*Det er nemlig en bestandig Udvandring, kun stærkere og svagere, til Haarde-Knuds Död 1042..

✂ Efter saadanne tre Aareladninger, hvorved Man nok kan vide, det var det raskeste Blod der sprang, er hverken Lige-Vægten eller Matheden at undres over, men at 📌Norden nogensinde derefter kunde aandelig komme til Kræfter, det maatte Man fristes til at forsværge, naar Man veed, der bliver ikke Aand af Kiöd, hvor fedt det end falder, eller hvor 118fiint det end hakkes. I aandelig Forstand havde vi alle tabt Hovedet, der ei uden Föie kaldes den synderligste Part, og vore Hoveder var udenlands kommet til at sidde paa fremmede Halse, saa der kunde Hoved og Hjerte kun daarlig forliges; thi vi maae huske, at hverken vare vore Fædre Menneske-Ædere, der gjorde reent Bord, hvor de satte dem ned, heller ikke har ret Mange af Vikingerne fört Koner med dem, men har giftet sig, hvor de kom hen, og neppe fundet de fremmede Kvinder saa letnemme til at fatte deres Aand, som til at forstaae deres Mening. Det Universal-Historiske Spörgs-Maal var altsaa: om de Nordiske Hoveder udenlands efterhaanden kunde omskabe de fremmede Hjerter, eller om 📌Nordens Aand, för den udvandrede, havde gjort saa dybt et Indtryk paa Hjerterne herhjemme, at Hovederne igien paa en Maade kunde voxe ud deraf; men hvilken af Delene der end skulde skee, indseer Man let, det maatte have Tid, og det Sidste især klinger saa æventyrligt, at det maatte virkelig skee, för det kunde synes mueligt*At det smukke Kiön i 📌England er temmelig upoetisk, veed Man vel, og det er en gyldig Grund, hvi Poesien, trods alle sine Storværker, aldrig har blomstret der, eller udviklet en tilsvarende Smag, men Engelsk-Manden har ogsaa storagtig udelukt den fremmede Kvinde fra sin Idee-Kreds, istedenfor at opdrage hende til den, saa det er for en stor Deel hans egen Skyld..

✂ Nu har desuagtet Tiden viist, at, naar galt skal være, maa Man dog heller en Tidlang gaae 119med forlorent Hoved, end med forlorent Hjerte, saa ►Nornen vidste godt hvad hun gjorde, da hun tophuggede eller stynede vort ►Ygdrasil, og var os ingenlunde gram, skiöndt hun lærde os at græde. Nu kan vi nemlig see, at Toppen af den gamle Ask kom meget bedre til Nytte udenlands, end den kunde gjort her hjemme, og det saavel for os, som for hele Menneske-Slægten; thi der behövedes baade Nordiske Buer og Spyd-Stager, Vinde-Giærder, Planke-Værk og levende Hegn, for at Aanden kunde faae sig en Verden igien, og forsvare den baade mod Gog og 👤Magog. Med andre Ord: den gamle Folke-Verden omkring 📌Middel-Havet var fordærvet og fordömt, og maatte forgaae, skiöndt Slægtens timelige Maal var ingenlunde naaet, og derfor maatte der skabes en ny Folke-Verden omkring de Nordiske Vande; men dertil udkrævedes en Folke-Blanding, og en Middel-Alder, hvorved paa den ene Side Sammenhængen med Old-Tiden bevaredes, og de Nordiske Stammer udvikledes til at forstaae den, men forhindredes dog fra at faae deres egenlige Vidskabs-Tid, för den kunde blive Universal-Historisk.

✂ Fra dette Stade tör jeg forsikkre Læseren, der opgaaer et saadant Lys over Middel-Alderen, at Man maa smile ad Æventyret om dens bundlöse Mörke, og skiöndt Anskuelsen er langt fra at giöre Under sögelsen overflödig, saa er det dog först derved, den bliver muelig, thi Man leder kun slet, naar 120Man ikke veed, hvad Man leder om, og Man har intet Gavn af hvad Man finder, för Man veed, hvad det kan bruges til.

✂ Gothen, som, efter en kort Sö-Reise, landede söndenfor Öster-Söen, hvor hans Frænder og Navnere dengang boede, indtog Holm-Gaard, og banede sig med Sværdet Vei giennem 📌Rusland, ned til det Asovske og 📌Sorte Hav, som Man strax seer hos 👤Jornandes, naar Man kun fölger ham, som det sig bör, med Öinene; men skiöndt det synes, som Gothen der blev en stor Land-Krabbe, snart fortæret i 📌Italien og 📌Spanien, saa er dog selv det kun Öine-Forblindelse; thi de nye Kræfter og Retninger vi spore i Landene, de indtog, voxde naturligviis ikke op af de gamle Grave, men kom med dem der havde dem. Derfor skal vi see Gothen gaae til Söes igien i 📌Venedig og 📌Genua, saavelsom med 👤Gama og 👤Kolumbus, og vi skal höre Gothen baade i 👤Dantes Röst og i Viserne om 👤Cid, hvis vi ellers vil lære at forstaae Middel-Alderen. Vist nok kan det mangen Gang falde vanskeligt, at kiende det Gothiske Hoved igien under den Romanske Kappe, fordi det virkelig voxde sammen med de fremmede Kroppe, eller: fordi Gotherne baade opgav deres Moders-Maal og spredte sig i Landene, men Sagen er lige sikker, og kommer for Dagen naar vi see vist.

✂ Angel-Sachserne lod staae ad 📌Bretland til, og det Hoved er godt at kiende, deels fordi det var 121saa stort, og deels fordi det vilde immer raade selv, saa der er det klart nok, det voxde ikke ud af den Galiske Hals, men en Ting er aldrig saa kiendelig, der hörer jo Öine til at see den, og det Öine i Hovedet, saa det var intet Under, vi miskiendte vor aandelige Fader, og slog ham under Öret, saa det blev vitterligt, at Hovedet sad löst.

✂ Normannen beed sig bedre fast, hvor han kom hen, men holdt sig dog i 📌Frankrig mest for sig selv, saa 📌Normandiet er kiendeligt nok, undtagen paa de nyeste Kort, og i 📌England veed vi, at hvad der af Aand ei er ►Anguls, det er hans, og selv at han er den store Kors-Farer, og Middel-Alderens store Roman-Helt, ►Holger Danske, er temmelig bekiendt; men hvad det egenlig paa Aandens Sprog vil sige, og hvad historisk Virkning hans Udvandringer har havt, baade ude og hjemme, det tænker Man dog endnu sædvanlig kun lidet paa.

✂ Saalænge Man nemlig seer med Gaase-Öine, synes Man naturligviis, at Aandens Vinger er af Penne-Fier, og tænker derfor, det var kun bomstærke Prygle og forvovne Kroppe, der kom fra 📌Norden, og fik Aand i Syd og Vest, vel ikke af Luften, men dog alt som de lærde at læse og skrive, og saa længe peger Man kun forgiæves for os paa Alt hvad der viser det Modsatte. Var det imidlertid mueligt, uden Aand, at forstaae sig ⓘ paa aandelige Ting, da maatte vi faae Öinene op, ved 122at see os om her hjemme, i det Tolvte og Trettende Aarhundrede; thi da havde vi ogsaa faaet Pennen ei blot bag Öret, men ret egenlig i Haanden, og enten vi vender os til 📌Island, hvor der udströmmede en heel historisk Literatur fra den paa Moders-Maalet, eller til 📌Danmark, hvor 👤Saxos Bog allene forudsætter og viser en Classisk Dannelse der er ægte, da er det jo klart, at kunde Böger og Penne blot gjort det Mirakel, at vedligeholde hvad Aand og Kraft her var tilbage, da skulde vi i det Fjortende og Femtende Aarhundrede hverken fattedes Mage til 👤Absalon eller Saxo, til 👤Sverre eller Sturlesön.

✂ Har vi derimod opladte Öine, og veed, at det indvortes levende Ord er Aanden selv, og det tilsvarende Mundtlige dets Liv-Udtryk, da forundre vi os slet ikke over, at Historie-Skriverne var samtidige med de sidste ædle Kæmper i vor Middel-Alder, eller rettere, hörde selv til det sidste Helte-Kuld, som, da de ei længer kunde holde Liv i Ordet, stædte det til Jorde i Bögerne med en glimrende Liig-Begængelse; thi selv Guds Ord er dödt i Bögerne, og i det Mindste skindödt paa iiskolde Læber, saa det udvikler aldrig mere Liv og Kraft hos et Folk, end der kiendes paa Livet og Kraften i dets Moders-Maal. Naar vi derfor see, at Islænderne var de Eneste i 📌Norden, som udtrykde sig höiröstet om aandelige Ting paa deres Moders-Maal, og see at deres Draper er dog lutter aandelige Lig-123Kister med udtunget Arbeide, da finder vi Begravelsen höistnaturlig, og kun Opstandelsen vidunderlig.

✂ Naar vi imidlertid blot lære at kiende Forskiel paa Ord og Skrift, som paa Liv og Död i Aandens Verden, saa vi ikke söge Livet selv i Bögerne, hvor vi er visse paa, det ikke findes, men söge kun Underretning om, hvad der levede hos Forfatteren, og i den Tid han beskriver, da kan vi vanskelig enten tænke eller tale for höit om den Konst, hvormed Aanden virkelig paa en Maade narrer Döden, og forplanter Kundskab om sit Liv mellem vidt adskildte Folk og Tider, og kan da ei noksom glæde os over Bögerne fra det Tolvte og Trettende Aarhundrede, uden hvilke det vilde været os umueligt at give 📌Nordens Aand sit Liv- Udtryk igien, og ligesaa umueligt at forstaae og fortsætte dens herlige Bane.

✂ Derfor kom der aldrig saasnart igien Strænge paa ►Hjarnes Harpe, för det tonede fra den:

✂ 📌Island! hellige Öe! Ihukommelsens vældigste Tempel!

✂ og det gienlöd fra ►Sagas klingre Skjold, saasnart 📌Nordens Staal-Pen atter begyndte at riste, og det skal gienlyde i 📌Dovre, og ristes i Bauta-Stene paa 📌Kullen, og udraabes af de rullende Bölger, saalænge der er Syn og Sang og Sagn i Norden!

✂ Ja, kan Læseren, ved Siden ad det lille pæne Lyst-Huus paa Bakken ved 📌Halikarnas, hvor 👤Herodots Vugge gik, som en Lilie-Flor, let bevæget af Zephyrer, tænke sig en Steen-Stue saa stor som hele 124📌Island, og höi derefter, med 📌Hekla til Arne, med Is-Bjerge til Borge-Mur, og det brusende Nord-Hav til Grave, da faaer han en Forestilling om det Colossalske deri, at 📌Norden har en Coloni af Historie-Skrivere!

✂ Sandelig, saa kloge Folk, som Tydskerne, maae skamme dem ved, at de ikke endnu har kunnet udfinde, hvad der var 📌Nordens Aand Eiendommeligt, da det dog saa forsvarlig er fört til Bogs, at Man ei let skal kunne sige, hvad der er latterligst: enten at nægte, der var Aand i gamle Norden, eller at det var Historiens Aand; men vi Folk i Nord maae ogsaa skamme os ved, at Man maatte lære Islandsk, og stave gamle Skind-Böger, for at opdage, af hvad Aand vi er, og prise maae vi da vor store Lykke, at 👤Snorros Fædre ei udvandrede med 👤Shakspears, som 👤Herodots med 👤Homers, eller ei fulgde den Normanniske Ström, hvortil de dog hörde, men satte sig kun fast paa Iis-Bjerget i Nord-Söen, for at male i Aften-Belysning, og være koldsindige Til-Skuere af alt det Mærkværdige der tildrog sig i den Nordiske Halv-Verden, og at de ei frös ihjel, för vi lærde at skiönne derpaa!

✂ Dog, för vi nærmere betragte, hvad vi har 📌Island at takke for, vil det være bedst at betænke, hvad der holdt Liv i os, til vi fik Munden op igien, thi Livet er og bliver dog altid det Væsenlige, uden hvilket Man ligesaalidt har Noget at takke for, som 125at takke med, og, skiöndt Livets Opholdelse, naturligviis, saavelsom Livet selv, er en stor Hemmelighed, saa er det jo dog en uslukkelig Skam, ei at ville tænke paa, hvad man tænker med, fordi det er en Hemmelighed.

✂ Har vi nu den Forstand, at Skrift paa Moders-Maalet altid beviser, hvad det nödvendig forudsætter: et tilsvarende Liv hos Forfatteren, og, hvor der skrives ud af Folke-Munde, hos Folket, da viser den Danske Riimkrönike og Kæmpe-Viserne os, hvor kummerlig Man i 📌Norden fristede Livet, giennem det Fjortende og Femtende Aarhundrede, saa Döden holdtes ingenlunde tre Skridt, men kun et Straaes-Bred derfra. Dog, skiöndt Man seer den sorte Död og den sorte Armod i alle Kroge, saa seer Man dog, at Livet hængde i Folk, selv da 👤Niels Ebbesen blev hængt, og da 👤Iver Lykke tog Kong 👤Albrekt, og, saa længe der er Liv, er der Haab. Hvor nær det var paa Fæld-Enden, ved Over-Gangen til det Sextende Aarhundrede, see vi paa Slutningen af den Danske Rim-Krönike, og paa hele den Svenske, saa det var paa den höie Tid, der kom Hjelp, men at Rim-Kröniken var den förste Danske Bog, og den förste Bog trykt i 📌Danmark, og det to Gange i det Femtende Aarhundrede, var et godt For-Varsel, som aldrig kunde glippe*Rim-Kröniken, tækkelig og mönsterlig udgivet af 👤Molbech, er da umistelig for Middel-Alderens Cultur-Historie 126i 📌Norden, men vist nok er den mest at studere, som et Sprog-Minde, naar det kun forstaaes saaledes, at den fra Sprogets Side er en magelös Dansk Bog, der maa studeres af alle, der boglig vil have Sproget i deres Magt..

✂ 126At nu Hjelpen kom ved 👤Morten Luther, har vi vel ikke glemt, men hvori den egenlig bestod, har Man kun meget löselig tænkt paa endnu; thi at Livet nu yttrede sig i Psal mer, Prædiken og Skrift, paa Moders-Maalet, er öiensynligt nok, men at det ikke udsprang af sine Yttringer, som Man har drömt, er ogsaa soleklart, og Man kunde naturligviis tygget paa 👤Luthers Tydske Bibel i tusind Aar, uden derved at faae et eneste Dansk Ord i Munden, end sige ud deraf.

✂ Hjelpen bestod da aabenbar deri, at 👤Hans Tausen, 👤Peder Plade, og saadanne Folk, hörde et begeistret Ord om Troen paa 👤Christus af 👤Luther, sang hans Psalmer med inderlig Rörelse, læsde hans Tydske Bibel og andre Böger med stor Fornöielse, og fordanskede det Altsammen, baade med Mund og Pen, det Bedste, de kunde, som kun var meget maadeligt, men dog netop til Huus-Behov.

✂ At nu denne Styrkelse af det Döende forslog bedre i 📌Danmark, end den forbausende dramatiske Opstandelse af Kirke-Ordet paa en saadan Halv-Guds Læber som 👤Morten Luther, forslog i hans Fæderne-Land, det er, for hvem der har lidt Forstand paa Aand og Ord, den skiönneste Lov-Tale, der kan 127holdes over den magelös poetiske Danne-Kvinde; thi i 📌Danmark er det ret egenlig vore ⓘ Mödre, vi maae takke for, at der kom lidt Poetisk Liv baade til os og i os.

✂ Man tage dette for hvad Man vil, det er dog en ligesaa tör historisk, som glædelig poetisk Sandhed, og, vil vi see den ret i sin Glands, da skal vi sammenligne de Danske Digtere, om vi kan finde dem, i det Sextende og Syttende Aarhundrede, med de Engelske i samme Tids-Rum, og saa igien sammenligne Digterne i det Nittende, samt i det Hele Forholdet til Folke-Poesi, Folke-Historie og Smag. Ved at anstille disse interessante Sammenligninger, saavidt mueligt, baade i Livet og i Bögerne, er jeg i det Mindste paa mine gamle Dage blevet en langt större Beundrer af Danne-Kvinden, end jeg var i min Ungdom, og vil Man kalde det at gaae i Barndom, skal det ei synderlig anfægte mig, deels fordi jeg gierne træder Börne-Skoene i saadanne Kronos-Dage (Saturnalier), og deels fordi baade Store og Smaa skal nödes til at studse, naar de see, at i 📌Engeland, hvor Folke-Munden lige til 👤Spensers og 👤Shakspears Dage havde en heel Hær af Harpere (Minstrels) paa Benene, og fik saa Hjelp af saadanne Heroer, og havde, lige siden, höiröstede Organer paa Skue-Pladsen og i 📌Parlamentet, at der blev Rim-Kröniker og Kæmpe-Viser liggende ganske rolig, hos de Angel-Sachsiske Digte, giennem det 128Sextende og Syttende Aarhundrede, og der giælder Lord 👤Byron og Sir 👤Walter i det Nittende for store Vidundere; men i 📌Danmark, hvor der fra 👤Niels Ebbesens Tid til Jörgen 👤Sorterups, blev knap gjort en ny Vise der var værd at synge, der oplevede Rim-Kröniken ti Udgaver i eet Aarhundrede, der sang de unge Frökener Kæmpe-Viserne, og der beskrev de Gamle dem med saadan Fynd, at Magisteren maatte giöre Hoveri, og give dem ud i det Sextende Aarhundrede, til, jeg veed ikke hvormange Oplag i de Fölgende, og der fik vi Skjalde i det Attende og Nittende, som 👤Evald og 👤Baggesen, 👤Oehlenschlæger og 👤Ingemann.

✂ Jeg kalder i Övrigt slet ikke Vidunderet uforklarligt, men det nytter ikke at forklare En hvad han ikke kiender, derfor maa Man först see det, bedre end de gode Dannemænd, der vel har saa megen poetisk Smag, at de kysse langt heller Danne-Kvindens Töffel, end Pavens i 📌Rom, men har dog endnu ikke lært af den söde Sangerske og opvakte Læserinde, at ►Ydun med Nattergalen er en meget bedre ►Vidskabs-Dise end ►Pallas med Natuglen, og skiönne derfor daarlig paa den Poetiske Paaske-Fest, der nu i en heel Menneske-Alder er holdt iblandt dem, baade af den Lille og den Store, og den Rettilpas, og af os Alle, som red Sommer ad By paa Sleipner-Föl, over Stok, over Steen, over vil129dende Hav, saa det skal spörges om Land, naar vi lægges til Ro.

✂ Naar Danne-Kvinden imidlertid kun faaer sin Villie, som hun er vant og vel berettiget til, da vil det Hele lade sig forklare af hendes magelöse, historisk-poetiske Kiærlighed, og af 👤Kingos Psalmer. Vil Nogen lee ad den Forklaring, da misunder jeg ham hverken Villien eller Vindingen, men maa kun bemærke, at med Kingo i det Mindste har Sagen beviislig sin fulde historiske Rigtighed, thi hans Psalmer blev unægtelig, fra Slutningen af det Syttende til dybt ind i det forhexede attende Aarhundrede, sunget af Danne-Kvinden med saadan Liv og Lyst, som nödvendig maatte giöre Indtryk selv paa os Silde-Födninger, og gjorde det bestemt. Jeg gad ogsaa nok vidst, hvad Klogt Man kunde sætte mod min simple historiske Paastand, at som et poetisk Ord, der levende udtrykker den Christelige Anskuelse, er 👤Kingos Psalmer ikke blot det Syttende Aarhundredes störste Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneske-Historien, at det kun lader sig forklare af ►Nornens underfulde Viisdom, der giemde Spiren til en Paaske-Lilie i tusind Aar, og bragde den saa over Havet til 📌Danmark, hvor den fandt sit rette Moder-Skiöd, og Rum til at udbrede sig. Dog, Man veed formodenlig knap, at Kingo var af Engelsk Herkomst, end sige da, at saadanne historisk-poetiske Psalmer, som hans, var noget Splinter-Nyt, 130i det Mindste siden Folke-Vandringen, som 👤Kædmon vel tusind Aar tidligere prövede paa, men kunde ikke naae, for Sang-Bunden fattedes, som Danne-Kvinden skiænkede Kingo.

✂ Saaledes naaede da, mod al Formodning, et höipoetisk levende Ord vore Ören, og det havde saaledes oplivet Danne-Kvinden, at selv Kæmpe-Visen er neppe endnu aldeles uddöd paa hendes Læber, eller var det dog ei, da det pludselig gienlöd over Böge-Toppe:

✂ De Danskes Vei til Roes og Magt,
Sortladne Hav!
Nu rask igiennem Larm og Spil,
Og Kamp og Seier föer mig til
Min Grav!

✂ Intet Öieblik miskiendte den ligesaa heltekiære som fredsælle Danne-Kvinde disse Toner fra Dybet, men gav dem sin Stemme, som om det kun havde været i Gaar, den gamle ►Hjarne blev begravet, skiöndt Aaret siden löb rundt vel trettenhundrede Gange, saa det var intet Under, at hun skiænkede gierne ►Balder en Taare, saasnart der igien blev ymtet om hans Död, og foer saa gladelig med ►Thor til ►Jotunheim, som om hun aldrig havde holdt op at være den Saga, med hvem ►Odin tömde det gyldne Bæger paa Svane-Holmen.

✂ Saaledes kom da Poesien paa Skue-Pladsen, og skiöndt den altid der befinder sig i tvetydigt 131Selskab, hvor den aldrig ret veed om den skal oplives eller dræbes, beundres eller belees, beklappes eller udpibes, saa lærer dog Grækernes, som det Borgerlige Natur-Folks, Historie, at, vil Poesien vinde Borgerskab, maa det være der, og at paa Folkenes gamle Dage maa Alting enten faae et borgerligt eller et slavisk Udseende, saa Poesien maa forlige sig med Skue-Pladsen, som et mindre Onde, skiöndt den umuelig, som Man har indbildt sig, kan ansee sin Opförelse som en Triumph, eller leve deraf. Det gaaer nemlig med Poesien som med Poeten, saa den kan ⓘ hverken födes eller næres, men kun vise, og, i bedste Fald, nære sig paa Skue-Pladsen, og maa derfor langt heller undvige end söge den. Det er da netop Et af de mange Vidnesbyrd om Danne-Kvindens dybe poetiske Fölelse, og i Grunden uforbederlige Smag, at Poesien hos os saa seent blev theatralsk, og at Forsögene paa at spille Guder og Helgene til Lyst aldeles mislykkedes; thi Helte-Livet er aabenbar den eneste Side, Poesien kan vise paa Skue-Pladsen, uden at nedværdige baade sig selv og sin Gienstand. Derfor er Opförelsen af ►Balders Död allerede et Mis-Greb, og ved at ville giöre Skue-Pladsen enten til Kirke eller Skole, forfeiler Man nödvendig sin Hensigt, naar den ikke er, at giöre Kirke og Skole til Skuespil-Huse, hvad de vist nok derved let kan blive; saa, naar galt skal være, maa Skue-Pladsen heller være saa overgiven og van132hellig, som den især blev i 📌Athenen, og fordum i 📌London, end, paa Fransk, betragtes som en Helligdom, eller, paa Tydsk, som Livets Skole. Den skulde dagligdags være blot til Lyst, og kun, som til en Höitid, en Gienganger-Bane for Folkets Heroer, hvor de store Skygger kom den matte Phantasi til Hjelp, uden at ville enten kyse Livet af Börn, eller stjæle den Fölelse, der kun er spildt paa dem, og i vore Dage alt for dyrebar en Skat til at bortödsles. Det maatte Grækerne forstaae, som slet ikke vilde vide af de rörende Sörge-Spil, og jeg vil haabe, vi lære det ogsaa, naar Poesien kommer til Orde udenfor Skue-Pladsen, thi kun fordi den i vore Dage er stum derudenfor, og taler kun Finger-Sproget, lod Danne-Kvinden sig bedrage af Skinnet, og syndes, det maatte ogsaa giælde her, at Noget var bedre end Intet, skiöndt det her i Grunden var Intet der vilde giælde for Alt. Saasnart derfor Kirken og Skolen blive virkelig poetiske, og blive de ei det, er Resten ligegyldig, da vil Man strax föle Forskiellen mellem virkelig og konstig Begeistring, og da falder Blænd-Værket bort af sig selv, undtagen for hvem der foretrækker det, og er naturligviis ikke at misunde.

✂ Dog, dette anmærker jeg kun her, for at Man ikke skal tænke, det er Opförelsen enten af Fiskerne og ►Balders Död, af 👤Hakon Jarl, og 👤Axel og 👤Valborg, eller af 👤Blanca og Hyrden fra Tolosa, jeg glæder mig over, thi jeg elsker dem, og den herlige Begeistring, 133hvoraf de udsprang, og den Virkning, de hidtil har forfeilet, alt for meget, til at kunne det, og maa tvertimod finde, at vor poetiske Rigdom paa Theatret, sammenlignet med den sorte Armod i Livet, er den bittreste Satire paa os, der kan skrives.

✂ Efter saaledes at have betegnet, hvordan det levende Ord med Nöd og neppe forplantede sig til os med Aanden, vilde jeg gaae tilbage til Bögerne fra det Tolvte og Trettende eller tidligere Nordiske Aarhundreder; og anmærke, hvorledes de kom til os, for derpaa at give en Udsigt over deres Indhold.

✂ Her maa jeg, hvor bagvendt det end synes, for Ordens Skyld begynde med vor gamle Classiker, 👤Saxo Grammatikus, thi ham maae vi takke for Alt hvad vi veed om gamle Nord, da der formodenlig, udenfor 📌Island, seent eller aldrig var blevet spurgt om Rim-Stave og om Saga-Runer, hvis der ikke havde været en Classiker, som trængde til at oplyses dermed, eller kunde dog tage dem under sine Vinger. Naar jeg derfor seer, hvor ganske anderledes en Mand gamle 👤Saxo har været, end hans Udgivere og radbrækkende Lov-Talere, da kan jeg ikke noksom beundre det mesterlige Puds, ►Nornen med ham har spilt den sorte Skole, et Krigs-Puds, der i Literaturen svarer til det, hun med Gotherne haandgribelig spillede de gamle Romere; thi ogsaa her kom de Nordiske Kæmper, som skulde knuse 📌Rom, til Byes under Örne-Banneret.

✂ 134Udentvivl var det selv hos den gode Dannemand, 👤Christen Pedersen, ligesaa meget Beundringen af 👤Saxos Latin, som Kiærlighed til 📌Danmarks Historie, der bevægede ham til at reise frem og tilbage, mellem Lund og ►Paris, for at faae den gamle Bog paa Prænt, og han havde i alt Fald nok baret sig for at byde Jodocus Ascensius den Danske Historie enten paa Islandsk eller paa Munke-Latin. For Latinens Skyld blev 👤Saxos Bog altsaa trykt i Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede, og trykt, ei i en Vraa, men for hele den lærde Verdens Öine: i ►Paris; for Latinens Skyld blev den betragtet som et magelöst Vidunder af 👤Erasmus fra 📌Rotterdam, altsaa af hele den lærde Verden, han var Sjælen i; og skiöndt 👤Anders Vedel var en saadan Mester i det Danske Bog-Sprog, som Ingen bliver uden Kiærlighed til Moders-Maalet, havde vi dog neppe faaet en Dansk Saxo i det Sextende Aarhundrede, naar ikke vore Lærde havde anseet det for en Æres-Sag, aabenbar at tilegne sig hvad Man udenlands beundrede, og vilde neppe troe, var fra Danmark.

✂ Latinen bragde da 👤Saxos Bog ei blot for Dagen, men til Hæder og Ære, og hjalp mere til end fra, at den blev læst paa Dansk, da 📌Danmark fik Læsere; men samme Bog er, som Man veed, halvfuld af Old-Nordiske Sagn om 📌Nordens Helte og Halv-Guder, som naturligviis havde Aand tilfælles med Kæmperne, der knusde 📌Rom, og vilde allermindst 135taalt, at Latin skulde giælde for det ædleste Tunge-Maal i Norden, og Æneiden for höiere Poesi end Völuspa, saa det var en fortvivlet Sag, at Classiskheden kom i en saadan Gothes Magt, som Saxo, der istedenfor at lade sig beherske af den, vanhelligede og misbrugde den paa det Fordærveligste, til at udruste og op sminke Rigets uforsonlige Fiender og Avinds-Mænd. Man tænke kun, det er Spas, Tiden vil ligefuldt vise, det var baade ►Nornens, 👤Saxos og mit ramme Alvor; thi, saa vidt det var mueligt, og langt over, hvad en Tydsker vilde troet mueligt, balsamerede Saxo virkelig 📌Nordens historiske Aand i Romersk Klögt, og Man behöver ikke at have læst et Eneste af alle de Ukvems-Ord, der er brugt om ham af Critiske Historie-Skrivere uden Aand, for at vide, at hans Bog derved blev en forunderlig Sammen-Sætning af Literaturens Himmerig og Helvede, som med sit Udvortes tiltrak og avede de Lærde i Döds-Tiden, og med sit Indvortes vel ærgrede Endeel af dem, men holdt de Bedste skadeslöse, og fik, for det Udvortes Skyld, Lov til at virke hvad den kunde i 📌Danmark, hvor Man aldrig vilde havt Mod til videnskabelig at fölge sin egen Smag, naar den ikke paa en Maade havde faaet Classiskhedens Stempel. Nu derimod var den Danske Udgiver i det Syttende Aarhundrede, 👤Stephanius, saa godt som nödt til at söge Oplysninger, til den förste Halv-Part, hos sin Islandske Ven, Biskop 136Brynjolf, og Brynjolf, som for Resten selv gjorde meget meer af Latin end af Islandsk, maatte tage Oplysningen, hvor den fandtes; og det, i Forbindelse med 📌Nordens historiske Natur, maatte trække hele den Islandske Literatur med sig, i det Mindste paa Latin, som det da ogsaa skedte endnu i det Syttende Aarhundrede: ved den berömte Islænder, 👤Thormod Torfesen (👤Torfæus).

✂ Vil Man see, hvad blot en lille Stump af en Bog som 👤Saxos kan giöre, naar den falder i gode Hænder, da læse Man 👤Shakspears ►Hamlet, som ei kan tænkes til, uden Saxo, skiöndt den vist nok ikke er udsprunget af nogen Bog, men af 📌Nordens Aand, som i 📌Engeland stedse har bevaret en Forkiærlighed for 📌Danmark, der ordenlig er folke-psychologisk og universal-historisk mærkværdig!

✂ Vil Man derimod i en Lignelse betragte, hvordan ►Asa-Thor trakterede ►Midgards-Ormen med Mjölner, der han havde anglet den med Oxe-Hovedet, da see Man, hvordan 👤Holberg behandlede den Classiske Bog-Orm, der især i det Syttende Aarhundrede havde saaledes snoet sig om Skolen i 📌Norden, at der neppe kom et levende Öie ud af den, saa det er et dobbelt Mirakel, at 👤Holberg slap ud af Skolen ukvalt og ud af Verden ubrændt.

✂ Ja, 👤Holberg og jeg er vel kun halv om halv gode Venner, blandt Andet, fordi han gjorde paa Dansk, hvad 👤Saxo ikke for hele 📌Roms Eie vilde giöre 137paa Latin, i det han saagodtsom slog Streg over alle Folke-Sagnene i 📌Danmarks Historie, men deels siger Just Justesen selv, det betyder defectus judicii, naar Man sætter Prikker istedenfor at komme med Fortællingen, og deels meende 👤Hans Michelsen det ikke nær saa ilde, med Prikkerne for Old-Sagn, som det lader; thi han saae godt, at f. Ex. Sagnet om ►Thorkel ►Adelfar var en deilig Mythe, og loe kun ad dem, der vilde mynte historisk Skille-Mynt deraf, og naar jeg ingen 📌Danmarks Historie har skrevet, blot fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde giöre ved Old-Sagnene, som jeg ikke nænde at udelade, ikke maatte forkvakle, og ei vidste at behandle, da var 👤Holberg i sin Tid lovlig undskyldt, naar han blot havde opfrisket 👤Anders Vedels 👤Saxo.

✂ Dog, vi maae huske, det er om 📌Nordens 👤Aristophanes vi tale, saa vi skal heller glæde os over, han var saa historisk som 👤Holberg, end klage over, at han ikke var det endnu mere; thi det er et af de store Vidnesbyrd om 📌Nordens grundhistoriske Kierne, at vor store Komiker kom saa betimelig, var saa dyb, og saa historisk videnskabelig. Derfor levede og virkede han, ei blot til Lyst, men gjorde Folke-Aanden i Moders-Maalet og Efter-Slægten al den Tjeneste, 📌Norges störste Genius i den ny Tid kunde, og som der hörde Helte-Mod til at vove, og Kæmpe-Kræfter til at vise. Latinen herskede i vor Bog-Verden, Stivhed, Flauhed og Tomhed, alle138vegne, undtagen i Kirken og i Danne-Kvindens Hjerte, men 👤Holberg skabde en Dansk Bog-Verden, hvori den Latinske maatte finde sin Grav, han gav al Unatur et dödeligt Saar, som vi vil haabe aldrig bliver lægt, og han skaanede baade Kirken og Danne-Kvinden, skiöndt han ei vidste at skatte dem. Dette vilde allerede være en langt hæderligere Grav-Skrift, end ►Comus og ►Momus i nogen anden Skikkelse har fortjent; men som Forfatter af de eneste læselige Historier om Kirken, om 📌Danmark, og om et Slags Helte og Heltinder, vi endnu har paa Dansk, er han tillige blevet en historisk Patriark i Norden, hvem ikke blot 👤Suhm og Sköning, men vi alle nedstamme fra, og maae takke for Modet, om vi har det, til at gaae vor egen Vei, og fölge vort eget Nordiske Hoved, uden at ændse, hvad enten Romerne og Tydskerne, eller deres Tilbedere, derom vil tænke og sige.

✂ Dette Mod havde baade 👤Suhm og Sköning, og skiöndt deres Historie-Böger ei giör deres Hoved Ære, saa er dog selv det sletteste Dansk meget forstaaeligere i 📌Norden, og meget taaleligere i dens Historie, end det bedste Latin, og skiöndt Man, ved at udgive de Islandske Skrifter blot med Latinsk Over sættelse, begik den i 📌Danmark sædvanlige Feil: over de Fremmedes Bekvemmelighed at glemme sine Egnes, saa behövede Man dog nu kun Taalmodighed til at læse kiedsommelige Böger, og Drift til at lære 139lidt Islandsk, for at blive nogenlunde historisk bekiendt med gamle Nord.

✂ Saaledes stod Sagerne i min Opvext, saa 👤Holbergs Kirke-Historie var den förste Bog, der gav mig Lyst til at læse, 👤Suhms Bog om ►Odin den der, med 👤Sandvigs Edda, lærde mig at kiende 📌Nordens Mythologi, og det förste Bind af hans 📌Danmarks Historie min Indledning til de historiske Old-Sagn, som jeg dog först fandt, ved at falde over 👤Vedels 👤Saxo, og dens Fölge-Svend fra det Syttende Aarhundrede: 👤Peder 👤Clausens 👤Snorro, hvorfra Over-Gangen til de Islandske Sagaer var ikke blot naturlig, men blev mig nödvendig. Hvormeget videre jeg vilde kommet, uden at have hört 👤Steffens, og læst 👤Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, kan hverken jeg eller Nogen sige, men at begge Dele hörde til, for at jeg kunde komme did, hvor jeg nu staaer, det veed jeg, og da min förste Penne-Pröve om 📌Nordens Guder falder mellem 👤Oehlenschlägers Poetiske Skrifter og Nordiske Digte*Lidt om Sangene i Edda. ►Minerva 1806., overlades det bedst til de Læsere, der har Lyst, at efterspore mine Gange siden, paa den hverken korte eller rosenströede, men dog ogsaa, efter min Fölelse, hverken kiedsommelige eller betydningslöse Bane, der kun alt for öiensynlig har afpræget sig i mine Skrifter.

✂ Saavidt mueligt at betegne det hele videnskabelige Udbytte, jeg har giort, seer Man nok, er Hensigten 140med denne Indledning, men för jeg gaaer over til den nærmere Betragtning af vore Old-Sagn, maa jeg forelöbig sige et Par Ord om Mythe-Bögerne.

✂ Da vel det eneste Literær-Historiske, Man skrev paa 📌Island, för den sorte Död, staaer i samme Bind som hvad Man kalder 👤Snorros Edda, er det ei saa underligt, at Man knap nok paa 📌Island selv havde et löst Sagn om disse Böger, för de fandtes i det Syttende Aarhundrede, og sendtes hid paa Kalve-Skind af de lærde Islændere, Brynjolf Svennsön og ►Arngrim Johnsön. De Titler Man har givet dem er altsaa de tommeste, Man vel kan tænke sig, og höilig at laste, da de har bidraget meget til at forrykke den eneste rigtige Syns-Punkt, saa aldeles uvedkommende Snak, om 👤Sæmund Sigfussön i det Ellevte, og Snorro Sturlesön i det Trettende Aarhundrede, blev for det Meste Middel-Punkten i de Undersögelser, der ene skulde dreiet sig om to aldeles anonyme og ubekiendte Skind-Böger paa Islandsk, der maatte hjemle sig selv hvad Adkomst de skulde have, til at betragtes som den Nordiske Mythologies Kilder.

✂ Naar Man kiender Omstændighederne, studser Man billig ved at see den saakaldte 👤Snorros Edda udgivet endnu i det Syttende Aarhundrede af 👤Peder 👤Resen, og det ei blot paa Islandsk og Latin, men ogsaa paa Dansk, tilligemed Völuspa, saa, havde den Magnæanske Commissjon traadt i dette prisværdige Fod-Spor, vilde vi havt den saakaldte 141👤Sæmunds Edda trykt længe för 1787, da det förste Bind udkom, og hverken maattet vente til 1828 paa det Tredie, eller endnu savne en Udgave af 👤Snorros Edda, eller savne Dansk i Alt hvad Commissjonen har leveret. Indtil Videre maae vi da endnu nöies med 👤Resens Udgave, som er en Sjeldenhed og ufuldstændig, og med den Svenske Haand-Udgave ved Professor 👤Rask, og, for Danske Oversættelser af 👤Sæmunds Edda, tye til 👤Sandvigs og 👤Finn Magnussens, hvilken Sidste er den eneste Fuldstændige, og, som gjort af en Islænder, ei synderlig Dansk. Oldskrift-Selskabet, der alt har gjort sig fortjent, af det gamle og ny 📌Norden, ved gode Haand-Udgaver af endeel Islandske Sagaer, vilde höilig fortjene vor Tak ved Lignende af begge de saakaldte Eddaer, og af Heimskringla, med sin Fortsættelse, som det ikke blot er en Skam, men stor Skade, vi savne. Med Oversættelser gjorde saadanne Selskaber bedst i aldrig at befatte sig, da de komme bedst af dem selv, naar Man har en god Text i en let Udgave; og til at give begge Dele (thi hidtil var Udgaverne meget for dyre) vilde Selskabet vist finde Understöttelse nok i 📌Norden, naar det paa den ene Side indskrænkede sig til Texter, og paa den Anden udvidede sig til alt Islandsk fra Middel-Alderen: Rub og Stub.

✂ Det er nemlig, som sagt, aldeles nödvendigt, til ret videnskabeligt Brug, at vi faae hele den Old-142Nordiske Literatur, som den er os levnet: Islandsk og Angel-Sachsisk, paa Prænt, og Islandsken er vor Deel af Arbeidet, hvormed, som med Nordiske Gadde, Engelænderne skal stikkes, til de giöre deres Skyldighed, og hvorpaa de kan see, hvordan det uden Ophold lader sig giöre.

✂ En forelöbig historisk-poetisk Anskuelse er imidlertid ingensteds nödvendigere end ved historisk-poetiske Old-Sagn, hvorpaa den Critiske Historie-Skriver ellers spilder Tid og Flid, ved at stavre i Mörke, eller, hvad end er værre, ved at löbe efter saadanne Lygte-Mænd, som alle luftige Hypotheser i Historien er, og da det har truffet sig saa vel, at baade ►Bjowulfs Drape kom til 📌Danmark, og dens Oversætter kom til 📌Engeland, er jeg omsider blevet istand til at give en Oversigt, som jeg er vis paa, skal Ingen vildlede, skiöndt den naturligviis i alle Maader trænger til at stadfæstes, klares og rettes, ved en giennemfört Undersögelse.

✂ Ogsaa her befinder Pennen sig i stor Forlegenhed, og vel i den störst muelige, fordi den er stum, thi her er det ikke blot en Anskuelse, den skulde meddele, men en Anskuelse af Old-Sagn, som ikke længer er i Folke-Munde, men kun beskrevne i Bögerne, og som dog maae tænkes ind i Munden igien, för det er mueligt at faae en rigtig Forestilling om dem. Dog, da Læseren baade maa indsee Nödvendigheden heraf, og Umueligheden i, 143med Spidsen af en Pen endogsaa kun at putte ham det mindste opskrevne Sagn i Munden, end sige da Ordet som forklarer dem Alle, vil han sikkert være billig, og i det han föler, hvor haardt det holder, at tænke de Böger borte, Man henter sin Kundskab fra, have mig undskyldt, naar min Udvikling, der nödvendig forudsætter god Övelse i den Konst, især paa Papiret synes lidt indviklet.

✂ Bort altsaa, i Tankerne, med alle Böger i 📌Norden, saa der ikke bliver et Blad, uden Böge-Blade, Fod-Blade, Aare-Blade, og, i Hallerne, et dygtig langt og trofast Bord-Blad, som taaler godt at trumfes i med Kæmpe-Næver, og bort med alle Penne, undtagen den gamle, spidse Staal-Pen, der ristede Runer paa Linde-Barken, som slog igiennem, og dyppedes först i det röde Blæk, naar den havde skrevet hvad den vilde, og lagdes til Side!

✂ Ja, vil vi vinde mindste Forstand paa Old-Sagn, da maae vi tænke os tilbage i den Tid, da de virkelig var til, og gik fra Mund til Mund, ved Offer-Steder og paa Thinge, i Viking-Stavne og paa Fisker-Baade, i allehaande Sam-Lag, og om Arnen, saa hverken Poesi eller Historie havde anden Skabning, end den Munden gav dem, eller andre Ene-Mærker, end de saare ubestemte, der beroe paa den Stærkeres Ret.

✂ Naar vi derfor nu, meer end Fem Aarhundreder efterat Folke-Munden hardtad reent forstummede, og 144vel et Aar-Tusinde efterat den gik halv i Staa, skal ordne hvad deraf er opskrevet, da befinde vi os aandelig i samme Tilfælde, som naar vi skulde udskifte et Sogn af Fælles-Skabet, hvor Man ikke alene, fra umindelige Tider, havde plöiet Ager om Ager, og den Rige naturligviis immer plöiet fra den Fattige, men hvor ogsaa By-Markerne löb i hinanden, og hvor Jorde-Bögerne var deels, i Forhold, meget for nye, til at rette sig efter, og deels for gamle, til ikke at være vildsomme og uordenlige paa mange Maader. Forskiellen er kun den, at det her ikke blot giælder om at giöre Ret og Skiel mellem de store Lods-Eiere, og tage Billighed i Betragtning, men ogsaa at udfinde, hvorledes omtrent det oprindelig har hængt sammen, da det ikke er med Historiens som med Naturens Aar, at hvert har sin egen Höst, som ikke kommer det Andet ved, men de löbe alle sammen til en Colossalk Vaar og Sommer, som skulde give os en tilsvarende Höst. Denne Forskiel giör os imidlertid slet ingen Skade, naar vi blot lære at beregne den, ikke efter Logarithme-Tabeller, men efter den levende Formel vi har i os selv, og efter vor velforstaaede Egen-Nytte; thi det kan aabenbar være os det Samme, hvad de gamle Helte hedd, hvad Aar de blev födt, og hvormange Slag de vandt, naar vi kun har Gavnet deraf, ligesom det kan være os det Samme, hvem der gjorde Völuspa, naar vi kun forstaae den, kan være os det 145Samme, hvordan Livet var deelt i Old-Tiden, naar vi blot kan tilegne os det.

✂ Dette har nu hverken 👤Suhm eller Sköning havt mindste Ahnelse om, men indbildt sig, at, skulde Man have nogen Nytte af Old-Sagnene, da maatte Man baade kunne skille Poesien fra Historien, 📌Danmarks, 📌Norges og 📌Sverrigs Historie fra hinanden, oprede de gamle Slægt-Registere, Mand for Mand, udfinde hver Enkelt-Mands Födsels og Döds-Aar, og give Enhver af dem saavel de Bedrifter som det Skuds-Maal, der hörde ham til. De vilde altsaa en aabenbar Umuelighed, og derhos en saadan, som Man aldrig burde önske, var muelig, da en saadan Udskiftning kun vilde föde evigt Kiævleri mellem Folkene, og mellem de Lærde, til ingen Verdens Nytte, men til megen Skade; thi vi har jo kun enkelte Brud-Stykker af vore Old-Sagn opskrevne, som, hvis de ogsaa gjaldt Enkelt-Mænd, er kommet til os i en Forbindelse, for hvis Rigtighed Intet borger, og som vi dog ingen anden kunne give, uden ved at klistre dem sammen, som nogle Avis-Stumper af forskiellige Aar-Gange, hvad vel kan more Börn, men passer sig kun slet for gamle Folk, og giör dem i det Mindste ikke klogere end de var.

✂ Derimod veed vi, af Menneske-Livets Betragtning i det Hele, at Indbildnings-Kraft, Fölelse og Efter-Tanke skabe trende Tider allevegne, som er kiendelige i ethvert udmærket og nogenlunde fuldstændigt 146Levnets-Löb, saa det kan aldrig feile, at vi i 📌Nordens, saavelsom i 📌Grækenlands, Old-Sagn maae kunne spore en Gude-Alder, en Helte-Tid, og en Tredie, som Man kalder den Historiske eller Tydelige fordi den ligger Skrift-Tiden nærmest, og ligner den naturligviis mest; men som Man heller skulde kalde Arbeids-Tiden, da det i den giælder om at arbeide sig op. Denne Inddeling, der, fra Grækernes Dage, har været alle Critiske Historie-Skrivere formelig bekiendt, skal vi blot lade træde i Kraft, saa lysner det strax over de to förste Tider, som Man derimod kun betegner slet, ved at kalde dem den Mörke og den Fabelagtige, da et Tids-Rum godt kan være begge Dele, skiöndt Man har Pennen bag Öret og skriver Annaler, som vi see paa Tiden mellem 👤Saxo og jeg veed ikke hvem för 👤Arild Hvitfeld, medens den Tid er ingenlunde mörk, i Forhold, der har afpræget sig i saadanne Sagn og Sange, som vi finde i Eddaerne, hos 👤Saxo, og i ►Bjowulfs Drape. Saaledes veed vi jo ogsaa meget meer om den Græske Gude-Alder, da ►Kronos og ►Zeus avlede Börn, og holdt Triumph over ►Titaner og ►Giganter, og om Helte-Tiden, som de Homeriske Digte afbilde, end om den saakaldte Historiske Tid: fra ►Heraklidernes Indfald i 📌Pelopones og den förste Olympiade, til Perser-Krigene, saa den Sidste er aabenbar den Mörkeste og mest Fabelagtige. Kan vi leve af Aars-Tal, af ordenlige Mands-Navne, Lig-Stene og Grav-Skrifter, Mynt-Præg, 147Skiöder og Forordninger, da har vi nu en saadan Velsignelse af dem, at vi maae være meget nærige, om det kommer os synderlig an paa et tusind Stykker meer eller mindre, og kan vi ikke leve af dem, og kan de ikke give os mindste Forstand paa Livet, da maae de aabenbar af en gruelig Over-Tro ansees for Guder, Man ikke kan undvære, men maa med Glæde opoffre Livet for, naar Man skal anvende Livet paa at grave efter dem i Sange og Sagn fra Old-Tiden, og skal finde disse tomme, uden hine Klenodier, hvor guddommeligt et Liv de end afbilde, finde dem mörke, hvor skinnende et Lys de end kaste paa Menneske-Banen, og kalde dem med Haan fabelagtige, fordi Klæderne ikke er gjort af Kroppen, men efter den.

✂ Med den störste Sikkerhed kan vi da sige, at de Old-Sagn er de ældste, paa hvert Sted, som enten udtrykke det egenlige Gude-Liv, eller sætte Guderne i levende Forbindelse med Jord-Livet, thi det er Indbildnings-Kraftens Vane, i sin Regierings-Tid, og andre Kræfter kan ligesaalidt giöre den det efter, uden at gribes i Fuskeriet, som en Verse-Mager kan give sine Hænders Arbeide skuffende Lighed med en Hoved-Skjalds Værk, om han end stjæler som en Ravn, og efterligner möisommelig et ophöiet Mönster, som 👤Virgil 👤Homer. I disse Old-Sagn, de være nu kommet til os i hvilkensomhelst Form, vil Poesien, eller rettere Prophetien (thi om Konst kan her ei være Talen), være 148det Overveiende, thi det er Aanden, der enten blot antager menneskelig Skikkelse, for i Mag at betragte sig selv, eller optager dog kun Begivenheder, for at speile sig i dem, saa den eneste Udskiftning Man her skal beflitte sig paa, er at skille disse Sagn fra Resten, som den store Alminding, der er Fælles-Gods for hele Gude-Folket, eller alle Aandens Under-Saatter. I 📌Norden, og sagtens overalt, vil Asa-Maal være det rette Fælles-Navn paa disse Sagn, der udtrykke baade det indvortes og udvortes Folke-Liv i det Store, og udgiör hos os Bullen af ►Ygdrasil, der vel har tre hemmelige Rödder, som kundgiör sig i Grenene, men har selv saagodtsom ingen historisk kiendelige Af delinger. Jeg siger med Flid historisk kiendelige, eller tydelige, thi vi maae huske, at Nord-Boen hörer slet ikke til de egenlige Phantasi-Folk, og hans Gude-Alder derfor ikke heller til Menneske-Slægtens Old-Tid, saa selv vor höieste Poesi er hvad vi, i Mangel af et bedre Ord, maae kalde historisk, vor Phantasi i sin höieste Flugt bliver i Grunden dog ved Jorden, eller rettere ved Havet, som ►Sleipner; vore Guder er kun Kalve mod den förstefödte Oxe, Kalve af Koen Ödhumble. I Grunden svarer derfor vor Gude-Alder mest til Grækernes Helte-Tid, som ►Thor til ►Herakles, og det er kun forholdsviis han svarer til ►Poseidon, hvoraf igien fölger, at vore Guder, ligesom Grækernes Helte, lade sig betragte som Folke-Repræsentanter, der vel have en vidtudstrakt Fuld-Magt, men kun fordi Folket, som 149valgde dem, igien var Menneske-Slægtens Repræsentant paa Middel-Alderens Stor-Thing.

✂ Da Fölgen imidlertid forholdsviis altid bliver den samme, maae vi ogsaa i vore Sagn kunne spore en Helte-Tid, hvori Slægterne træde kiendelig ud fra hinanden, Guderne staae i Bag-Grunden, og synes hardtad forsvundne, medens Fölelsens modsatte Poler, Elskov og Kamp-Lyst, tiltrække hinanden, og danne Middel-Punkten, hvorom Alting dreier sig. Forskiellen vil i 📌Norden blot være, at Fölelsen, som her ret er i sit Element, vil træde stærkere altsaa mere indtagende frem, end andensteds, at Guderne, som her i Grunden er Elskovs-Börn, altsaa Kiæle-Dægger, vil ikke blive glemte men kun forkiælede, svage og egensindige, og endelig, at Begivenhederne vil være langt sandfærdigere; men endnu i disse Sagn at ville pille Enkelt-Mænd og Aa-Steder ud, er spildt Uleilighed, som ►Stærk-Odders Partering, og Plöiningen efter Bjelkerne af ►Signes Jomfru-Bur, til Overflödighed har beviist. Denne Part af Old-Sagn kan vi allevegne med et godt Nordisk Navn kalde Bjarke-Maal, thi det betegner historisk hvad det skal, og var i gamle Nord ingenlunde Navnet paa en enkelt Vise, men paa et heelt Slags, som vi kan see af Skalda.

✂ Bagefter kommer tyndt Öl, og saaledes er det med de sidste Old-Sagn allevegne, poetisk betragtet, thi det er ►Plutos Tid, som vi nok huske, saa der 150maa et Giftermaal til, naar Poesien skal blive stort Andet end Flitter-Stads, og Sagnet mere end et magert Slægt-Register, og en tör Navne-Række; men i alt Fald er denne Tids Sagn kiendelige derpaa, at Enkelt-Manden er fremtrædende, lever ikke længer og giör ikke meer, end der var mueligt, naar Man begyndte i Tide, fik Lov at leve sin Alder ud, og havde Lykken med sig, saa alle Begivenhederne udgiör en Hæders-Krands om hans Tinding, som Man strax seer, enten Man betragter Sagnet om ►Lykurg eller om ►Regner Lodbrog. Denne Part af Old-Sagnene vil jeg kalde Krage-Maal, ikke blot fordi ►Regner Lodbrogs Döds-Sang hedder saa, fordi det er et passende Ord-Sprog, at Kragen raaber immer paa sit eget Navn, og fordi de fleste Draper fra denne Tid er hos os ret egenlig hvad vi kalde et Krage-Maal, Man har værre ved at forstaae end det er værd; men tillige fordi Krage, som i ►Rolvs Tilnavn, ogsaa betyder en Trappe til Höie-Lofte, saa Krage-Maal kan godt betegne Konst-Poesien i sin Barndom, der aldrig i det Höieste er meer end en virkelig gradus ad Parnassum, og kommer ikke vidt, för den faaer boglig Konst til Hjelp.

✂ Maatte vi nu end nöies med denne Oplysning om vore Old-Sagn, da skiönner jeg ikke rettere, end at vi kunde have fuld poetisk Nytte af dem, og vidste hvordan Critiken med Fordeel skulde öve sig paa dem, men det gaaer med Oplysning, som 151med Alt hvad Man synes godt om, at jo meer Man har, des mere vil Man have, og da det nu er saa iöinefaldende, at 👤Harald Haarfagers Skjalde var ikke den Moders Börn, der sang for ►Aserne om ►Balder og ►Ragnaroke, saa det rungede i ►Valhal, og lader sig paa en Maade höre endnu, saa har jeg i det Mindste ikke kunnet helme, för jeg fik opsporet, hvor Asa-Maal og Bjarke-Maal dog nærmest havde hjemme.

✂ Hvor nemlig Asa-Maal i Grunden har hjemme, andensteds end i Hjerte-Dybet, hvoraf Svanen der kvad det, opsvang sig, det maa Læseren ikke spörge mig om, for det veed jeg ikke endnu, og faaer kanskee aldrig at vide; men hvor de Nordiske Old-Sagn, jeg kalder saa, med Norne-Kvadet (Völuspa) i Spidsen, nærmest har hjemme, det kan jeg see, thi det er aabenbar hos Bjowulfs-Drapens, 👤Kædmons og 👤Shakspears Fædre, som 📌Nordens mest poetiske, eller prophetiske Stamme, og först da jeg kom efter det, begyndte jeg at hitte Rede i vore Old-Sagn.

✂ Er nemlig Asa-Maalet Angul-Dansk, og Krage-Maalet unægtelig Norsk, da er Bjarke-Maalet, imellem Begge, nödvendig Gothisk, og det kan jeg see, slaaer lige til, thi Man behöver blot at huske, at ►Stærk-Odder er en Gothe, og er Skjald saavelsom Kæmpe, og at lægge hans trehundrede Aar til 450, da Anglerne begyndte at slaae Haanden af os, saa er vi forbi ►Braavalle-Slaget, hvor ►Odin forklædt kiörer 152►Harald Hildetan til Hel, og hvor Nordmanden tager fat med ►Regner Lodbrog. Det er nemlig ikke blot de Normanniske Udflugter, der begynde med hans Sön, som seirede ved Braavalle, men med ►Regners Döds-Sang begynder ogsaa den Norsk-Islandske Drape-Række, og med hans Saga ligeledes den historiske Saga-Række, saa det er klart, at ►Brage hin Gamle, hvem Islænderne tilskrive Regners-Drapen, og alt Krage-Maal för 👤Harald Haarfagers Tid, fik netop Munden op, da ►Stærk-Odder beed i Græsset, og for Löiers Skyld lade derfor Islænderne dem endog personlig mödes, ved den Svenske Kong 👤Eisten Beljas Hof, som Smagens Sæde i ►Regner Lodbrogs Dage.

✂ Hvor Alt hvad Man ikke selv har gjort, slaaer saa lige til, er det ingen Ære at udfinde Sammenhængen, men kun Skam at have overseet den, og skiöndt 👤Brage hin Gamle er en Mythisk Person, saa har Man dog neppe myntet det Asa-Navn til ham, men det har truffet sig, at den störste Norske Digter, der skulde pröve sin Konst paa at opvække Guderne, har været kaldt op efter ►Asa-Brage, hans afdöde Stam-Fader, og da ingen Skjald er blevet navnkundig mellem ham og Thjo dolf fra 📌Hvine, har han, der sikkert ogsaa gjorde Broder-Parten, faaet Skyld for Alt.

✂ Vil Man ellers giöre Historisk Pröve paa Stykket, med de sidste Tre Aarhundreder, som udgiör en Cyklus, der til det Brug er Guld værd, da skal 153Man see, det slaaer ogsaa til der; thi 📌Danmark er ovenpaa det i det Sextende Aarhundrede, men i det Syttende spiller Gothen Mester, og det ikke blot i Marken, men ogsaa i Skiön paa 📌Nordens Old-Sager, som Udgaven af Heimskringla og de mangfoldige Islandske Romaner med Svensk Oversættelse beviser, og med det Attende Aarhundrede vaagner Nordmanden, saa 👤Holberg tager paa en Maade 👤Brage hin Gamle ved Haanden, og det er især for 👤Holbergs Skyld jeg ikke tör slaae ►Brage i Mythisk Hartkorn. Dog er det ogsaa tildeels, fordi jeg forleden fik en kiærlig Advarsel om, at Man kan ligesaavel forlöbe sig ved at giöre skikkelige Folk til Myther, som Man kan forgribe sig paa at giöre Myther til skikkelige Folk; thi hvem skulde nu tænke Andet, end at naar Hr. Haab kom til en Billed-Hugger i et fortvivlet Öieblik, og bestilde en ►Jason med ►Gylden-Skindet, som han gav Forskud paa, men fik dog först efter femogtyve Aars Forlöb, tilligemed et Billed af ham selv og gode Frue, hvem skulde tænke Andet, siger jeg, end at den Hr. Haab var vel en meget god Ting, men Pokker ikke en skikkelig Mand, som vi og vore Lige, og see, det var jo dog Sir 👤Thomas Hope; thi at vi neppe vilde været saa skikkelige som han imod vor dengang kun lidt berömte Lands-Mand, er en Indvending, jeg ikke venter af Læseren, og som desuden ikke kommer Sagen ved, der jo kun er, at den Mand, der fattede det store Haab om 👤Thorvaldsen, og kom 154til ham som en Haabets Engel, han traf til at have Navn, og kom til at bie derefter.

✂ ►Regner Lodbrog og hans Drape-Smed, ►Brage den Gamle, anseer jeg altsaa for de förste sikkre Personer i 📌Nordens Old-Sagn, men ligesom de i mine Öine netop derved blive forholdsviis ubetydelige Personer, uden poetisk Fylde, saaledes er ogsaa Tids-Rummet fra ►Braavalle-Slaget til Svolder-Slaget det Mörkeste og Fabelagtigste i vor Old-Historie, netop fordi vi aabenbar har med Enkelt-Mænd at giöre, men kan hverken faae Sagnene om dem til at hænge ordenlig sammen, eller adskille deres virkelige Hændelser og Bedrifter, fra dem der blot tillægges dem for Löiers Skyld, eller for at afrunde Drapen og Levnets-Löbet. Vel har vi det bedre i Norden end andensteds, fordi vor afgjorte historiske Retning har forebygget saadanne Gab i vore Old-Sagn, som der er i de Græske: mellem den Trojanske Krig og ►Lykurg, og atter mellem ham og 👤Solon, og det maa indgyde os mere Tillid til de Norsk-Islandske Skjalde og Saga-Mænd, end Man ellers tör skiænke saadanne Fortællere og Sangere, der har til Hensigt at more Selskabet, og reise paa deres Handværk, men vi giör os kun latterlige, ved at lukke Öiet for deres Bröst, og hvordan det har hængt sammen med deres Kundskab om fremmede Lande, kan vi slutte af hvad de veed, eller rettere ikke veed, om 📌Norge för 👤Harald Haarfagers Tid. Det 155var 👤Ludvig Holbergs Fædre baade i Poesien og Historien, skal vi huske, og dermed er baade deres stærke og svage Side betegnet; thi næsten uden Undtagelse er Vittighed det eneste Poetiske hos dem, og deres Sagn er morsomme, men upaalidelige, saa vor Brouten af saadanne Skjalde, og vor Trods paa saadanne Hjemmels-Mænd i den Critiske Historie, har Tydskerne kun havt al for megen Ret til at spase med.

✂ Der er imidlertid een mærkelig poetisk, og en endnu mærkværdigere historisk Undtagelse, 👤Eivind Skalde-Spilder, nemlig, og 📌Island.

✂ ►Eivind staaer nemlig ene mellem de gamle Norske Skjalde, ligesom 👤Nordahl Brun mellem de Nye, thi skiöndt de aabenbar höre til samme Art som de Andre, hæve de sig dog saa höit over dem, som den lynende Vittighed staaer over den spillende, og Hakonar-Maal betegner derfor et poetisk Stade, hvortil ikke Konsten trappeviis förde, men hvorpaa en enkelt Genius opsvang sig, som Lyset blusser op endnu engang, för det slukkes; thi 👤Eivinds Sang paa 👤Hakon Adelsteens Gravhöi er ikke blot det sidste Kvad i Old-Nordisk Aand, men er det Eneste i lang Tid, og skyldes ventelig den fornyede aandelige Forbindelse mellem 📌Engeland og vort 📌Norden, som Adelstens-Fostre levende udtrykker.

✂ Denne Forbindelse, ogsaa et Gifter-Maal, efter Tidens Leilighed, mellem ►Pluto og ►Persephone, blev af Universal-Historisk Vigtighed, fordi det ikke blot 156var den Old-Nordiske Poesi, der nu igien kom til at virke i Hjemmet, men ogsaa Christendommen, som 📌Nordens Aand hos Anglerne havde stræbt at tilegne sig, og anstrængede nu al sin Kraft for at ære og udbrede. Hvorledes Fölgerne heraf har udstrakt sig giennem et Aar-Tusinde, til vore Dage, saae vi nys, men hvorledes den Christelige Anskuelse (thi egenlig Christen Tro var det ikke) og den Angel-Sachsiske Skrift virkede paa Norden, lærer 📌Islands Historie, som, for Tids-Rummet fra 👤Harald Haarfager til 👤Hakon den Gamles Död, aandelig indslutter 📌Norges i sig.

✂ 📌Island, seer Man nok, var egenlig et aandeligt 📌Jomsborg, stiftet i Fortvivlelse, for, om mueligt, at bevare den Old-Nordiske Kraft og Frihed, og tilbagekalde de svundne Tider i al deres Glands, altsaa et Dramatisk Selskab i det Store, der virkelig vilde opföre Gude-Alderen og Helte-Tiden, baade fra den Comiske og den Tragiske Syns-Punkt, og skiöndt saadanne Planer er alt for udsvævende til at kunne lykkes i Grunden, saa er Feil-Trinet dog saa stort, at Ingen kan nægte, det jo var et Kæmpe-Skridt, og det faldt saa naturligt, at vi maa indsee, det, efter 📌Nordens historiske Natur og Omstændigheder, var uundgaaeligt. 📌Islands magelöse Historie er hidtil kun behandlet af upoetiske Islændere, med Over-Tro paa Skjalde og Saga-Mænd, af deres Discipler, som svor paa Mesterens Ord, og af ligesaa upoetiske Tydskere, der Intet kiendte til Sagen, saa Alting 157ligger her endnu i det gamle Chaos, men naar Man lærer at betragte 👤Are Frodes og Jord-Bogens (Landnama-Sagas) Efterretninger om Landets Bebyggelse for hvad de er: löse upaalidelige Sagn, först opskrevne i 👤Sigurd Jorsalafars og hans Eftermænds Dage, og lærer at skielne mellem det jammerlige Skjaldskab og den ypperlige Saga-Skrift, da vil der ikke mellem Kyndige være to Meninger om, at 📌Islands Historie fortjener ret tilbunds at studeres, baade af Critiske og af Folkelige Historie-Skrivere.

✂ Her maa jeg imidlertid forudsætte som afgjort, at 📌Island vel mest er bebygget med Nordmænd, fordi 📌Norge i det Hele var den Normanniske Udvandrings Middel-Punkt, men at der dog dannede sig et lille nyt Folk, som Udflyttere fra 📌Norden i det Hele, og at de ogsaa har deres Mythiske Tid, som Man feiler meget i at tage for reen-historisk, hvor ordenlig saa end naturligviis Lodderne er udskiftede og Skiellet sat mellem Mand og Mand. Det var först i det Tolvte Aarhundrede, som de selv melde, at Thorodd Rune-Mester og 👤Are Frode, efter Angel-Sachsernes Exempel, ordnede Bogstaverne til at skrive Islandsk med*See Skalda. S. 274. 75.; sin mundtlige Saga-Hjemmel kunde ►Are ikke före længer tilbage, end til 👤Hakon Jarls Tid paa Lade, og 👤Snorro har aabenbar ikke vidst ordenlig Beskeed om 📌Norge förend under 👤Hellig-Olav, saa 158Resten skal vi kun tage for, hvad vi af indvortes Mærker kan see, det er.

✂ Det giör mig ondt, at det skal see saa tvetydigt ud paa Papiret med min Lov-Tale over den Islandske Literatur; men det lader sig nu engang ikke undgaae, da jeg umuelig baade kan see den rette Sammenhæng, og være blind Lovtaler, umuelig for Menneske-Historiens Skyld kan saaledes skatte og beundre 📌Island, at jeg glemde Hensigten over Midlet. De lærde Islændere have ingenlunde været ene, enten om Aands-Mangelen eller den snevre Forkiærlighed for deres egne Æg, vi have ærlig deelt Begge med dem, men det var Skade for os paa begge Sider, ja, for 📌Nordens og for hele Menneskehedens Historie, derfor maa det beklages, og fremfor Alt blive bedre med os.

✂ I Övrigt er jeg vis paa, at Skjaldene fra 👤Thjodolf til 👤Snorro skal, mellem Folk med poetisk Skiön, ei finde en billigere Vurderings-Mand end mig; thi jeg har med Flid, og tit med Möie, stræbt at finde og fremhæve hvert Glimt af Aand, og hver Gnist af Fölelse, hos 👤Hornklove og ►Guttorm ►Sindre, ►Glum og ►Eiulf og 👤Halfred, Berse og 👤Sighvat, og hvad de Mange hedd, og jeg priser baade dem og 📌Norden for, at Man, naar galt skulde være, heller i Femhundrede Aar vilde höre og före maadelige Kvad, end slet ingen, og jeg lægger til: hvad maa det ikke dog have været en ypperlig Harpe, hvis Efter-159Klang kunde forplante sig giennem et halvt Aar-Tusinde, og hvor maa Man ikke i 📌Norden have elsket de Blomster, hvoraf de visne Blade ei blot holdtes saaledes i Hævd, men syndes endog at dufte södt! Der var nemlig, som vi udtrykkelig höre af 👤Halfred Vanraad-Skjald, da han skulde döbes, en dunkel Fölelse deraf i 📌Norden, at ►Aserne baade kunde og skulde, Christendommen uskadt, blive ved at leve poetisk i en priselig Ihukommelse, som Skjaldskabets Stam-Fædre, og hvad der gjorde det mueligt, at Man kunde skuffe sig selv med Vinter-Giækkene og det forstenede Billed-Sprog, det var de historiske Old-Sagn, der, saalænge de levende forplantedes, bar Draperne eller Aandens Lig-Kister, ligesom de Danske bar ►Frodes om Land.

✂ Som Saga-Mænd var det altsaa, Skjaldene virkede for Aanden, og Sagaerne i Skjaldenes Mund er det Islandske Drama, der vel, med deres Kvad til Chor, kun stikker daarlig af mod det Atheniensiske, hvortil det i Udviklings-Rækken svarer, men gjorde dog 📌Nordens Aand langt væsenligere Tjenester, end 📌Athenen gjorde den Græske, fordi hos os smeltede Digter og Skuespiller sammen, hvad Man let vil indsee gjorde det Hele anderledes naturligt og levende, varigt og virksomt.

✂ Fra denne aands-historiske Syns-Punkt fristes Man til at önske hele det Saga-Bibliothek, de gamle Islændere har efterladt os, langt borte, da det er 160klart, at Sagnene gik ud af Munden, alt som de fördes i Pennen, der altid er en ►Mistelteen for det levende Ord; thi naar Sagaerne kunde levet i Munden blot to Aarhundreder længer, vilde vi vundet tre videnskabelige Aarhundreder i 📌Nordens Aand, som vi nu har tabt, mens vi trællede for 📌Roms Meen-Vætte; men al saadan Bag-Snak er i Grunden Vrævl; thi Skjalde og Saga-Mænd især leve gierne saalænge de kan, og skrive ikke deres Testament, för de föle, det er paa Tiden at skiænke bort, hvad de hverken vil tage med dem i Graven, eller kan taale, skal ödelægges. At det er i Glemme-Bogen de skrive Ordet, falder dem ikke ind, saa de er altid den blinde Höder, som skiöd til ►Balder for at ære ham, og vel er det, thi hvad der begraves i Luften, kommer aldrig igien, men hvad der begraves i Böger, kan dog, under heldige Omstændigheder, paa en Maade opstaae, og giöre meget Gavn, især naar det begraves saa heelt og holdent, som Ordet i de Islandske Sagaer. Det er nemlig ikke Böger som andre Böger, men, efter Bogen, som ingen Anden taaler Sammenligning med, de Ypperste paa Jorden, thi de er gjort i Munden og kun fört i Pennen, og, alt Andet fraregnet, var det den eneste muelige Maade, hvorpaa vi kunde faae en Nordisk Prosa med Aand i det Tolvte og Trettende Aarhundrede, da Erfaring har lært, der vil Andet til, end de gamle Islændere havde, for 161paa fri Haand at före en prosaisk naturlig og klar, fyndig og malerisk Stil. Nu derimod, da Saga-Manden vel endog sædvanlig, som 👤Snorro, kun skrev med Andres Fingre, og fristedes da slet ikke til at lade Pennen raade for Munden, nu fik vi et Islandsk Saga-Bibliothek, som det ikke blot er en Fornöielse at læse, men som det i alle Aandens Tider vil være Historie-Skrivernes Tarv og Trang at studere. For nu kun at nævne det Ypperste, der, tilligemed Genesis, vil blive heelt og holdent indlemmet i Universal-Historien, maa jeg pege paa 👤Hellig-Olavs Saga i Heimskringla, som et Nordisk Natur-Produkt i den dramatiserede Historie, der vil staae som et Mönster for Konstneren, til Verdens Ende, og aldrig naaes, deels fordi Enkelt-Mandens Liv ikke mere har det episke og idylliske Præg, vi da ei heller kan give dets sandfærdige Beskrivelse, og deels fordi Islænderne havde deres Styrke i at opfatte og afbilde dette Præg, da det netop var Kiærlighed dertil, som befolkede 📌Island, og forlængede vel ikke Livets men dog Efter-Skinnets Dage giennem Fem Aarhundreder. Man vil vel sige, at den historiske Ære var dyrekiöbt, men den sande Ære er aldrig let tilfals, og at opoffre Livet i Aandens Tjeneste, det er netop Menneskets Ære, derfor vil Islændernes, saavelsom de gamle Heltes, være udödelig, og herom mindes vi paa en overraskende Maade, ved, midt i Skalda, mellem de dödeste Vers, fra den poetiske 162Skygge-Tid, at höre Kæmpevise-Tonen, som var den levende Fortsættelse af det gamle Harpe-Slag, der maa have behövet Skjalde-Kvadene og Sagamænds-Talerne for at udvikle sig, siden den netop var færdig til at aflöse dem, da de forstummede*See Skalda. S. 266. Þiggja kná með gulli glöð Gotna-ferð at ræsi mjöð Drecka lætr hann sveit at sín Silfri skenkt it fagra vin.. Hvorledes ellers Kæmpe-Visen undfangedes og födtes i 📌Norden, er mig endnu en Hemmelighed, som det, baade for Poesiens og Historiens Skyld, skal glæde mig særdeles at oplyses bedre om end hidindtil. Kun det veed jeg, at Gothisk er den, hvad enten den saa er udsprunget hos vore kværsiddende Vest-Gother, eller kommet til os fra de Udvandrede, vel ikke med Beengerd, den bedske Blomme, men fra 📌Nordhumberland, hvor ►Regner Lodbrogs Sönner stiftede Riget, og hvor de Engelske Kæmpe-Viser, som ligne, og tildeels poetisk overstemme Vores, aabenbar har hjemme. Normanniske er de i det Mindste ikke, thi det er, som 👤Wace og Meer har bevist, kun den Rim-Krönike, 📌Norge gik Glip af, skiöndt 👤Thjodolf, saa at sige, havde lovet den i Ynglinge-Tal, der aabenbar er Forspillet til noget Sligt*Naar Man seer, hvad Biskop 👤Vilhelm i 📌Roeskilde har at betyde, maa Man vel tænke, at i 👤Knud den Stores Tid kom sikkert flere Engelskmænd end han til 📌Danmark, og at fra dem nedstamme vore Kæmpe-Viser, som Man allerede sporer hos 👤Saxo i Sagnene om Biskop 👤Vilhelms Död og om ►Aslak Stavnbo..

✂ 163Dog, dette kun i Forbigaaende, thi Mythe-Bögerne, hvoraf vi have al vor Kundskab om det Old-Nordiske Billed-Sprog, maae vi ingenlunde glemme, og at jeg holder dem höit i Ære, skiöndt jeg idelig maa indskiærpe, at de er steendöde, maa jeg forudsætte som en afgjort Sag, skiöndt Læseren, som er vant til anderledes Lovtaler over Prænt paa Klude-Papir, end sige da over Penne-Strög paa Kalve-Skind, meget let kan synes jeg bagtaler dem, og undre sig over, at Bögerne ikke selv tage til Gienmæle, hvad de ogsaa sikkert gjorde, hvis de virkelig var Giemmere af det levende Ord.

✂ Den ypperste Mythe-Bog er nu, uden Sammenligning, den, de Lærde har givet det gale Navn, og kaldt 👤Sæmunds Edda, men som jeg her vil kalde Glemme-Bogen, da det dog i det Mindste er et Navn, Man kan give Grunde for, og som ikke sætter Læseren paa Vild-Spor. Naar nu Læseren först i Tankerne har revet Titel-Bladet af Bogen, skal jeg bede ham at giöre det Samme ved Bindet, saa Bladene kan komme ud af det unaturlige Forhold, Bog-Binderen har sat dem i, som om han kunde faae Vers til at hænge sammen, der kom flyvende hver fra sin Side, og mödtes i alt Fald kun paa Papiret, som de Döde mödes i Gravene, hvad Man nok veed, selv paa vore Kirke-Gaarde, ingenlunde forudsætter aandeligt Broderskab mellem dem Alle. Paa disse löse Blade finde vi nu endeel Old-Nordiske 164Vers opskrevne, som vi strax see, er hverken gjort i een og samme Mund, eller paa een Tid, saa det er ene og alene deres indvortes Beskaffenhed, der kan veilede os til Andet end luftige Giætninger om deres Oprindelse og indbyrdes Forhold; thi da der er flere Sange i den ene Opskrift end i den Anden, see vi, at Samlingen er, menneskelig talt, aldeles tilfældig.

✂ Paa den saakaldte Soel-Sang nær, er imidlertid alle Kvadene hedenske, og aabenbar ældre end 👤Harald Haarfager, hvorom Man da ogsaa nu er saa enig i 📌Norden, at det her kun var Tids-Spilde at indskiærpe det, skiöndt det vil være baade en videnskabelig Pligt og Fornöielse at bevise det, ved Sammenligning med de Brud-Stykker vi har af 👤Thjodolfs Höstgilde, og andre mindre mythiske end mythologiske Digte; men det maa da skee med historisk Aand, og uden at ændse de Tydske Indvendinger, der, ligesaa uhistoriske som aandlöse, kun due til at lee ad.

✂ At nu igien, Völuspa, eller Norne-Kvadet, baade er ældst, og i alle Maader mellem Sangene, som ►Odin mellem ►Aser, ►Brage mellem Skjalde, og ►Sleipner mellem Heste, uden Med-Beiler, det er vi ogsaa blevet enige om, saa det vil neppe stöde Nogen blandt os, at jeg kalder det et magelöst Udkast til et Universal-Historisk Epos i den Gothiske Smag, eller, hvad i min Mund siger det Samme, det My165thiske Frö-Skib (►Skibbladner), der, ordenlig sammenlagt, kunde puttes i en Vest-Lomme, men dog ogsaa, ordenlig udfoldet, bære alle ►Aserne over Verdens-Havet. Om Konst, som en vitterlig Sag, kan her naturligviis ei være Talen, og selv Rim-Stavene er ei i den bedste Orden, men hvor det giælder om Myther i deres Reenhed, maae vi netop önske Konsten, selv den allerbedste, langt borte, saa vi skulde ikke bytte Norne-Kvadet bort for ti Iliader og Odysseer, af den simple Grund, at i Hoved-Smykker er, som Guld-Smedene selv sige, Guldet det Mindste, saa Konsten er Hoved-Sagen; men til at tage og give ud af er naturligviis Guldet Hoved-Sagen, saa der er det Raa netop det Pure, og de störste Klumper de bedste, som vor Poetiske Guld-Smed ogsaa strax anmærkede, saasnart han kastede Öie paa 📌Nordens Myther, og sammenlignede dem med de Græske*Det er naturligviis 👤Oehlenschläger jeg mener, som, ved at pege paa Danneligheden i vore Myther, gjorde selv gamle 📌Baden bange for at kalde dem raae.. Dog, ikke blot fordi, hvor der er saadanne Guld-Klumper, komme nok Smede, naar Man kun giver Tid, ikke blot derfor er Mytherne bedst i deres raa Skikkelse, men ogsaa fordi kun i den er det, Folke-Aanden levende udtrykker og kiendelig speiler sig, saa, uden noget Sligt som Völuspa, var vi vel aldrig kommet til at see, det var i Norden, den Universal-Historiske Kamp-Anskuelse 166havde sit Billed-Sprog. Meer vil jeg her ikke sige om Völuspas Indhold, thi at det gaaer fra Tidens Födsel prophetisk til Gienfödelsen paa hin Side ►Ragnaroke, veed Man vel; at hvad der vover at omfatte hele Tiden i Grunden ei kan savne en naturlig men kæmpemæssig Form og Sammenhæng, indsees let, og Aanden lider ikke godt, at selv gode Venner röre ved dens Öie-Steen, der ikke er gjort til at skille ad, men til at see med.

✂ Om Oprindelsen lader sig historisk kun sige, at Kvadet nödvendig er udsprunget af den störste Nordiske Digters Hjerne, som brugde Rim-Stave, og altsaa paa samme Trin hos os, som de Homeriske Digte hos Grækerne, og da ventelig hos Anglerne efter Udvandringen, ligesom hine hos de Asiatiske Græker. Dette er saa langt fra at være en lös Giætning, at den allerede nu lader sig understötte med videnskabelige Grunde, der skal Meget, som vi ikke veed endnu, til at rokke; thi vel kunde Kvadet enten tænkes gjort för Udvandringen, eller kort efter af en ►Hjarne, vi beholdt, men det kan neppe tænkes husket i 📌Norden Syv Aarhundreder, uden at kunne spores, og endnu mindre kunde Man da forklare sig de Angel-Sachsiske Spor i Sproget, da derimod Alt er i sin Orden, naar Man tænker sig det gjort ovre paa Öen, der opskrevet, og siden, da Islænderne fik Pennen i Haanden, oversat, men kun paa Papiret.

✂ 167Om ►Grimners og ►Vafthrudners Maal kan jeg fatte mig kort, thi, skiöndt de höre til Asa-Maalet, er altsaa ældgamle, og umistelige for Billed-Sproget, kan jeg dog ikke give deres Forfattere et bedre poetisk Skuds-Maal, end at den Ene (►Grimner) havde været Brænde-Hugger i ►Asgaard, og havde derfor, da han blev gammel, for Skik at prale af sit nöie Bekiendtskab med Hoffet, lige indtil Kiökken-Sedlen i ►Valhald, og den Anden (Vafthrudner) var en Kieldermand sammesteds, hos hvem Tjenerskabet sögde, og som begiærlig snappede op, hvad de havde snappet op bag Herskabets Stole, og piinde hinanden med ved Kruset. I Övrigt er det formodenlig ogsaa Engelsk Arbeide, deels af ovenmeldte Grunde, og deels fordi Man nyelig har fundet et Vidsids-Maal i Exeter-Bogen, der ganske er af samme Tönde, skiöndt det, som vi siden skal see, ikke egenlig angaaer ►Aserne men kun deres Skaber *Dette mærkelige Kvad er, under Navnet “The Traveller” trykt, skiöndt maadelig, i Conybear’s Illustrations of Anglo-Saxon Poetry. 1826..

✂ Om Alsvins-Maal kan jeg hardtad kun sige, at det er gjort i samme Kar, som de Forrige, det vil sige, i en Mund, der ingen anden Form ændsede, end den der fremkommer af sig selv, naar Man lukker Munden op, siger hvad der falder En ind, snakker saalænge Man har Lyst, og holder saa op; thi Indholden, som skulde give den nærmere 168Oplysning, forstaaer jeg saa godt som Intet af, og gider knap tænkt derpaa, især da jeg af Skalda seer, at den trykte Text er upaalidelig, og at det ventelig kun er et Brud-Stykke af et langt Register til 📌Nordens Billed-Bog*I Skalda S. 180 citeres nemlig Alsvins-Maal for Vers, som nu ikke findes deri, og, kan det end være en af de mange Citations-Feil i Verden, saa kan det dog ikke være Tilfældet S. 188, hvor et Vers anföres, som vi ogsaa har (St. 30), men forvansket, skiöndt Man ved Udgivelsen ei har lagt Mærke dertil..

✂ Vegtams-Kvide, Thryms-Kvide og Hymers-Kvide, hentyde allerede ved det Kvide-Navn paa en anden Mund end Maalene, og her er tillige en vel naturlig og simpel, men dog ordenlig Form, som af Episoder i Gude-Livets Epos, der udmale hver en enkelt Mythe, og de höre altsaa til Bjarke-Maalet, hvor de end for Resten har hjemme.

✂ Det Samme er Tilfældet med ►Skirners Reise, kun er Formen langt blödere, Stilen mere blomstrende, og i det Hele Kvinde-Fölelsen det Herskende, saa det Kvad er klarlig fra Signe-Tiden, og da Anglerne, siden de blev andre Kvinders Mænd, ei har givet Kvinde-Kiærlighed synderligt Rum, enten i Poesi eller i Aandens Verden overhovedet, maatte Man vel tænke at den Vise havde vi dog selv gjort, men den har dog forholdsviis saamegen Aand og saalidt Fölelse, at jeg maa give ►Angul Skylden, og der er desuden Ord i den, han ikke godt kan gaae fra.

✂ 169►Hyndlas Sang, som ogsaa, meget uforskyldt, skal være kaldt den stakkede Völuspa, er Gude-Slægternes Arve-Tal, indflettet i en Samtale mellem Freye og en Trold-Hex, som her er den klogeste, og saadanne kloge Koner föde, som Erfaring lærer, immer de kloge Mænd, der lee baade ad Guder og Hexe, og desuden skifter Man dog ikke gierne Arv efter Nogen, för de enten ere döde, eller formodes dog at ligge med Döden paa Læberne. Freye behövede derfor ei engang at fortælle os, det var i et Slags ►Ragna-Roke, hun lærde Seid af Hexe, eller rose af de blodige Offere hun fik, thi ogsaa uden 👤Snorros Beretning, at den Upsalske Freye overlevede alle Tempel-Guderne, vilde vi fra det attende Aarhundrede godt vide, at det gaaer ligesaa naturlig til, som at Romanen overlever Poesien. Da nu endelig ogsaa baade ►Harald Hildetan, og flere af Braavals Kæmper, er kommet med paa Listen, kan vi hverken tvivle om, hvor vi er, eller tænke, der kom meer om Guderne af den Mund; thi det er aabenbar Bjarkemaalets Slutning, ved Offer-Stedet, ligesom ►Stærk-Odders Svane-Sang er det i Borge-Stuen.

✂ ►Odins Höisang eller Havamaal er vel i ingen Henseende synderlig Mythisk, men som den förste Nordiske Lovtale over Forstanden, og en ret taalelig Pröve derpaa, er den höist mærkelig i den Nordiske Cultur-Historie, ja, er ret egenlig Krage-Maalets 170Nordiske Natur-Historie, hvori Konst-Poesiens Födsel af Mjöden hos Gunlöde, udgiör Middel-Punkten; men derom skal vi siden tale, og jeg vil kun tilföie, at det formodenlig ogsaa er en Oversættelse af Angel-Sachsisk, deels fordi Tonen slet ikke ligner den i Norsk-Islandske Kvad, men derimod ganske den i flere saadanne Lære-Digte, som Exeter-Bogen har bragt til vor Kundskab, og deels fordi Digtet i sin Islandske Skikkelse er mange Steder meningslöst, men dog saaledes, at Man godt seer, der har engang været Mening i det.

✂ Vi komme nu til ►Lokes Nid-Vise over alle ►Aser og ►Asynier, hvori vi ikke vilde finde ►Thor skaanet, dersom ikke Loke selv bevidnede sin Ærbödighed for hans Hammer, og det er i sin Orden, ikke blot fordi vi veed, at de Nordiske Fri-Tænkere, i gamle Dage, gjorde Hammers-Tegnet over deres Bægere, med et tvetydigt Buk for ►Thor; men ogsaa fordi vi sikkert Alle har stödt paa Nordiske Fritænkere fra i Gaar, som spottede med alle Guder, selv med ►Tordneren, indtil det tordnede, da de uvilkaarlig gjorde Hammers-Tegnet, ved at lægge Hænderne sammen, og Man seer nok, at det er denne Gientagelse af det Gamle, der, naar vi faae Öie paa den, lærer os at forstaae Historien.

✂ Vil vi ellers höre ogsaa ►Thor faae sin Text læst, da behöve vi blot at gaae ned til Færge-Löbet, hvor Harbard skiælder ham Huden fuld, fordi han 171staaer uden Hammer paa den anden Side Vandet, eller i den anden Verden, men dog er det mærkeligt, at Skiænde-Giæsten kryber i ►Odins Skind, ligesom for at hytte sit Eget.

✂ Naar vi saaledes har seet ►Aserne paa Hel-Veien, med gamle Töfler, eller, paa Engelsk, Abelsin-Skaller efter sig, da undrer det os ikke at de er ligesaa steendöde i 👤Thjodolfs Rim, som paa Tempel-Bænkene, men det overrasker og fornöier os, af 👤Eivinds Hakonar-Maal at see, der var dog Folk i 📌Norden, som tog anderledes smukt Afsked med dem, og lod dem, som gamle Konger, der godvillig havde nedlagt Regieringen, udhvile sig med deres Venner i ►Valhald, til den sidste Kamp i Tus-Mörket, hvori de, med alle ►Valhalds Giæster, som vi nu see, skulde paa en Maade tage Deel.

✂ Om Fjölsvins-Maal har jeg slet ikke talt, fordi jeg ikke veed, hvad det skal sige, men kun, at det siger ikke stort, skiöndt det er fra Bjarke-Maalets Dage.

✂ ►Odins Ravne-Galder findes vel ikke i vor Skind-Bog, men derved taber det naturligviis Intet i mine Öine, og jeg lader det derfor kun komme drattende bag efter, fordi jeg har overbeviist mig om, at ikke alene det kom saaledes drattende, men at Forfatteren, som vilde til Veirs, drattede baglængs ned af Krybe-Kragen, og slog Hul i Nakken, saa han gik vel ikke fra Forstanden, men dog reent fra Texten. Han tog nemlig, omtrent som de höitravende Skjalde i forrige 172Aarhundrede, strax Munden fuld med ►Alfader, ►Norner, ►Aser, og Alt hvad trække kunde, og gjorde et Spektakel, som om Himlen bogstavelig skulde falde ned, men naar Man seer sig til, er det kun ham selv, der dumper, og der kommer ikke Andet ud af al den Larm, end at Solen gaaer ganske rolig ned, som den pleier, og staaer op igien næste Morgen, som er dens daglige Vane. Naar ellers ikke det Uheld var tilstödt Forfatteren, at han over Hurlumheien havde glemt, hvad han vilde sige, skulde vi formodenlig hört, hvorledes ►Aserne paa en Maade, ved ►Idunnas Æbler, fik Bod for ►Balders Död, saa de i det Mindste kunde sove rolig paa den Skræk; men naar Man först selv skal skabe dem af ingen Ting, Man vil hjelpe til Rette, er det intet Under, Man bliver mat, för Man endnu er halv færdig.

✂ Men nu Kvadene om ►Volsunger og ►Gjukunger, og om den gale Smed, der vilde op at age med ►Valkyrier i Luften, hvorledes hænge de sammen med de Maal og Kvider, vi nu har opregnet?

✂ Læseren husker nok, jeg har bedt ham rive Bindet af Bogen, saa han maa holde sig til Bog-Binderen for anden Sammenhæng mellem Bladene, end den, Aanden kan give, og han veed formodenlig, at Volsung-Kvadene er vor Deel af den store Pine-Bænk for 📌Europas Old-Grandskere, som jeg ingen Lyst har til at spændes paa, om jeg ogsaa engang, i et ubevogtet Öieblik, kan have lovet det. 173Saadanne Karle, der, som ►Sigurd Fofners-Bane, er, snart med og snart uden Horn, allevegne, fra 📌Danmark til 📌Rhinen og 📌Græklands Hav, eller fra 📌Spanien til 📌Magle-Gaard, er det ikke nemt at sige om, hvor de egenlig har hjemme, og det er klart, at de gamle Islændere var ikke stort klogere derpaa end de Nye, fordi Tydskerne sagde Et, og Væringerne et Andet, medens Folk her hjemme vilde ogsaa have et lille Ord indfört, og, som vi see af ►Bjowulfs Drape, Angel-Sachserne ogsaa i dette Stykke havde deres Hoved for dem selv (a head of their own). Under disse Omstændigheder holdt jeg det længe for sikkrest, slet ingen Mening at have om Volsung-Kvadenes historiske Sammenhæng, men kun om deres Poetiske Indhold, som jeg fandt deilig, og deres udvortes Tilstand i Islandsken, som jeg fandt beklagelig, da de gamle ►Volsungs og ►Gudruns Kvider kun citeres og extraheres og sammenflikkes, maaskee saa godt som det lod sig giöre, men dog til stor Ærgrelse for en Rim-Smed i vore Dage, der kan see paa Vraget, det var i sin Vel-Magt den stolteste Nordiske Snekke, der plöiede 📌Östersöens Bölger. Nu derimod er jeg slumpet til at faae en meget bestemt Mening om Sagens oprindelige Sammenhæng, hvoraf jeg kan forklare mig det hele Vilde-Rede, og skiöndt jeg ikke tör love for, det vil være Læseren saa fornöieligt, som det er mig, kan jeg dog ikke undlade, ved denne gode Leilighed, 174hvor jeg kan beraabe mig paa mine Pligter, at sige min Mening, der endnu er mig saa ny, at jeg naturligviis ei har mindste Tvivl om dens Rigtighed, skiöndt jeg, for et godt ►Skins Skyld, maa lade, som jeg, netop fordi den er saa ny, var halv undseelig ved at komme frem med den.

✂ Jeg tænker mig nemlig Sammenhængen saaledes, at den hele Sagn-Kreds, som vi spore i Gothiske, Angel-Sachsiske, Frankiske, Svabiske, Islandske og Danske Mindes-Mærker fra Middel-Alderen, udgiör oprindelig de udvandrede Gothers Bjarke-Maal *Naar Man husker, det er de gamle Elskovs og Kæmpe-Viser jeg kalder Bjarke-Maal, vil Navnet ikke stöde, og Man husker vel, at, foruden de Islandske Kvad, og de Færöiske Kvider, dreier den Tydske Lied der Niebelungen sig om de samme Kæmper, der tillige spores i ►Bjowulfs Drape, hos 👤Saxo, og i det Frankiske Digt om 👤Valther (Valder), og spöge i Vilkin-Saga, Heldenbuch og de ny Kæmpe-Viser., som ikke blot lettelig kunde, men maatte nödvendig, blive bekiendt baade i deres Nordiske Hjem, og i Landene de hærjede og for en stor Deel indtog. Dette er ingen Giætning grebet i Luften, men udsprunget af den eneste faste historiske Punkt, vi kan gaae ud fra i Undersögelsen, Beretningen nemlig hos 👤Jornandes om Hermanriks Död, som viser os at Islændernes ►Jormunrek, og 👤Saxos ►Jarmerik, er den berömte Gothiske Stol-Konge, der virkelig var samtidig med 👤Attila, og efter Gothernes Folke-Sagn beherskede alle Landene fra 📌det Sorte Hav til dybt ind i vort 📌Norden. Her har vi 175da Fod-Fæste, og kan fra de Krimske Bjerge, ved det Asovske Hav*Montes chrinnorum hos 👤Jornandes, og rósmo-fiavll Rinar i Atla-Qviða in Grænlenska st. XVIII., hvortil ogsaa maa henföres Tilnavnet svinu ás-kunna som gives 📌Rinen sammesteds st. XVIII, anderledes herlig overskue Sagn-Kredsen, end fra Rosen-Gaarden ved 📌Vorms, eller fra noget andet Stade, hvor Alting löber rundt, saa ingen Samling bliver muelig. Paa Gothisk hedder ethvert Vand-Löb Rinno, og af 👤Jornandes veed vi, det var Renden mellem det Asovske og 📌Sorte Hav, der, som Skiellet mellem Gother og Hunner, spillede den store Rolle i de Gothiske Folke-Sagn, og at Tydskerne i Middel-Alderen gjorde den til deres 📌Rhin, er saa ganske i sin Orden, at det var umueligt Andet, om end ikke Frankers og Burgunders Vandringer havde fört det med sig*At nemlig ►Gjukungerne (Givkungerne) skal söges hos Burgunderne, sees af Alt, fra Vidsids-Maal hvor ►Gifka er deres Konge, til deres egne Love, hvor Gibika staaer i Spidsen, og det Latinske Digt om Valder, hvor ►Gibichs Folk kaldes Franci Nebulones (►Niflunger.). Hvem der nu föler Drift til at anvende Tid og Flid paa den baade poetisk og historisk tiltrækkende Undersögelse, kan love sig et rigt Udbytte, især naar Man indhentede nöiere Efterretninger fra Færöerne, hvor til vor Forbauselse ►Sigurd Fofnersbane endnu er i Folke-Munde*I et Land hvor Regieringen saa gierne understötter videnskabelige Foretagender, er det næsten ubegribeligt, at de Færöiske Kvider ei allerede har avlet en Undersögelse af Færboernes Mund-Forraad, der er af 176Universal-Historisk Vigtighed, ved Spörgsmaalet om mundtlige Old-Sagn.. Jeg, som hverken har Stunder til at læse 176Alting om igien, eller har engang Rum til at sige hvad jeg husker, vil lade det beroe med den Anmærkning, at vi nu godt kan forstaae, hvorledes ►Aser, ►Volsunger, og ►Gjukunger, blev bekiendte i 📌Maglegaard, saa 👤Sigurd Jorsalafar der kunde see den store Tragedie opfört, og Væringerne blive Hjemmels-Mænd for Sagn om ►Sigurd; thi af 👤Jornandes veed vi jo, at Gotherne besang deres Konger som ►Aser eller Halv-Guder, og selv i den Islandske Form er alle Volsung-Kvadene saa dramatiske, at vi nödvendig maae tænke paa deres Mönstre, naar Grækerne selv fortælle os, at den Gothiske Liv-Vagt opförde slige Skue-Spil for Keiserne, som Væringerne naturligviis har fortsat*Ansar hos 👤Jornandes er naturligviis Islændernes og vore ►Aser og ►Æser, ligesom 👤Ansgar er 👤Asgeir og ►Asger, og selv den vildsomme Beretning om Gothernes Dramatiske Lege, hos 👤Constantin Porphyregenet, som jeg kun kiender fra 👤Suhms Critiske Historie, der ei er den önskeligste Bog at faae Forstand af, turde maaskee nu blive lidt redere..

✂ Naar Man nu kun veed, at Volsung-Kvadene er af As-Gothisk Oprindelse, da spörger Man vel ikke stort om deres boglige Byrd og Skæbne, men at Nogle af dem ogsaa er gaaet giennem Angel-Sachsiske Penne, slutter jeg, blandt Andet, deraf, at Völunds-Kvi den, som er deres Fölge-Svend i mange Maader, aabenbar er oversat af Angel-Sachsisk*Man fandt for nogle Aar siden en Vise i Exeter-Bogen 177(trykt hos Conybear), hvoraf det er klart, at Angel-Sachserne havde det samme Sagn om ►Völund, som findes i den Islandske Kvide, og naar Man nu i denne seer, deels at ►Niduds Angel-Sachsiske Navn Nidad (niðad) er blevet siddende hist og her, og deels at Ordet “hrósa” (St. XXIV) kun giver Mening, naar Man læser det AS. “hreosan” som Oversætteren har taget feil af, da spörger Man ei længer..

✂ 177Vigtigere er det imidlertid, at vi, foruden Volsung-Kviderne, endnu har en anden Levning af det As-Gothiske Bjarke-Maal, skiöndt i en maadelig Forfatning; thi det er Sagnet om ►Hervor og ►Tirfing, som det er Skade, vi nödes til at öse af den udvandede Hervarar-Saga.

✂ Vi komme nu til den saakaldte 👤Snorros Edda, som jeg vil kalde Edda slet hen, da i det Mindste en Deel af Bogen har hedt saa fra Arilds-Tid, og Navnet, efter Overleveringen hos 👤Resen (som Man savner i den ny Udgave), skal betyde en Æsthetik, som hele Bogen virkelig paa sin Viis er. Nu veed Man nok, at baade en egen Mythologi, og en Æsthetik hvori alle Exemplerne er taget af Classiker paa Moders-Maalet, er noget saa Uhört fra Middel-Alderen, at vor Edda har allerede derfor retmæssigt Krav paa en langt grundigere Undersögelse, og en anderledes virkelig Navnkundighed, end hidtil blev den skiænket, men som naturligviis ogsaa vil skiænkes den, saasnart den Historiske Videnskabelighed igien forvandles fra en Classisk Krebs-Gang til en Folkelig Fremgang, ja, naar den Gothiske Prinds, som af sin 178Romerske Stif-Moder, den Hex, blev omskabt til en Krebs, faaer sin Skikkelse igien, og drikker Bryllup med den smukke Grækerinde, han har sukket for saa længe*👤Resens Islandsk-Dansk-Latinske Udgave af Edda var en Helte-Gierning i det Syttende Aarhundrede, som Man i det Attende kun tænkde paa at laste, og som selv i det Nittende kun er maadelig overgaaet; thi vel skal baade Svenskerne og Professor Rask have mange Tak for den förste fuldstændige Udgave af Texten, men den Magnæanske Commissjon skulde rigtig have Utak, fordi den ikke gav os en Saadan, istedenfor det forfærdelige Mythologiske Lexikon, der kun er os til Byrde. Nu hörer jeg, der tænkes paa en Udgave, men skal den gaae saa langsomt og giöres saa vidtlöftig som Man pleier, da bliver det til vore Börne-Börn, og dog er den Svenske Udgave baade vanskelig at faae, og vel tarvelig..

✂ Dog, ikke blot for Sjeldenhedens Skyld, eller som en literær-historisk Oplysning om den Old-Nordiske Vidskabs-Tid, er Edda en mærkværdig og lærerig Bog; men selv som et Forsög paa en Nordisk (historisk-poetisk) Æsthetik, fortjener og lönner den et omhyggeligt Studium; thi vel kan jeg ikke underskrive hele Dens Roes i Forstuen (kun hos 👤Resen): som en Guld-Grube for Digteren, og en evig frugtbar Skjalde-Moder, men dog er det den eneste Æsthetik jeg kiender, ⓘ hvorom Man med Sandhed kan sige det Halve. At föde blot en eneste Digter, vilde allerede være meget for meget forlangt af en stakkels Bog, end sige da at blive ved uafbrudt at föde Digtere, hvad end ikke Danne-Kvinden har mægtet; men en 179Guld-Grube, for Skjalde, der födes i 📌Norden, vil Edda virkelig endnu længe være, fordi Materien her kom först, saa det skader os ikke videre, at den siden, som sædvanlig, glemdes over Formen.

✂ Efter den ilde berygtede Fortale (ellers, mellem os, Noget af det mest Genialske, der er skrevet om Myther), kommer nemlig Gylfe-Legen (Gylfaginning), som er et Forsög paa: dramatisk at fremstille hele Asa-Livet, efter det store Episke Udkast i Norne-Kvadet, og skiöndt Udförelsen er langt fra at giöre Konsten Ære, tör jeg dog mene, Ideen er baade saa genialsk og saa træffende, at Man vel maa föle Ærbödighed for den videnskabelige Aand, der var over de gamle Nord-Boer, da de greb til Pennen.

✂ Verdens Skabelse, ►Balders Död, og ►Ragna-Roke med Gien-Födelsen, er da her, ligesom i Norne-Kvadet, Hoved-Punkterne, hvorimellem kun, efter andre Kilder, er indskudt nærmere Oplysning om ►Aser og ►Asynier, om ►Ygdrasil, ►Valhald og ►Loke, om ►Thors Besög hos ►Udgaards-Loke og hos ►Ymer, og om ►Freyas Kiærlighed; men da Intet er lettere, end at giöre saadanne Indskud, hvor Man har en Ramme, der kan rumme hele Tiden, bliver det naturligviis et Spörgs-Maal, hvormeget meer end Omridset vi har fra förste Haand.

✂ Som Bogen nu er, maa den naturligviis være meget yngre end 👤Harald Haarfagers Dage, ei blot fordi 👤Thjodolf af 📌Hvine citeres, men især, fordi Islænderne 180först længe efter begyndte at skrive paa deres Moders-Maal; men dog er den sikkert oprindelig en god Deel ældre; thi var den et Islandsk Værk fra det Tolvte Aarhundrede, vilde, blandt Andet, vist de Myther, som nu findes i Brage-Snakken og i Skalda, været indlemmede deri, eller Brage-Snakken (Bragarædir) vilde dog ikke være en saa daarlig Efterligning deraf. Gylfe-Legen er desuden aabenbar et Værk for sig selv, med en egen Fortale og Slutning, og da nu Fortalen aabenbar er oversat fra Angel-Sachsisk *Vi finde nemlig i Fortalen, nöie sammenhængende med den, det saa velbekiendte Angel-Sachsiske Slægt-Register, med ►Odin paa Enden, og med Oversætterens Anmærkninger, at “Vodin” f. Ex. hos hans Folk kaldtes “Odin.”, og Bo gens Anlæg saa afstikkende Poetisk, maa jeg nödvendig antage det Hele for Oversættelse, og Citationerne, saavel af 👤Brage hin Gamle, som af 👤Thjodolf, for Oversætterens Bidrag til Værkets Forkiönnelse efter hans Islandske Begreb. At hjemle Alt med Vers af navngivne Skjalde, var nemlig, som vi veed, Islændernes Orm, og det gaaer her saa vidt, at et Vers om Slaget i Bukke-Fjorden, hvor Skjoldene kaldes ►Valhalds Tag, anföres til Hjemmel for, at Valhald var takt med Skjolde; men hvad Oversætteren ikke har mærket, var, at alle Citationer fordærvede Legen, hvor Saga-Mændene i Höi-Sædet selv forestillede ►Aserne, og kunde da nok tale paa Vers, men ingen citere, end sige da beraabe sig paa Skjalde-Hjemmel. Alle 181Citationerne er derfor sikkert uægte, saa det er kun af Indhol den vi har Ret til at slutte, at, foruden Digte, som vi ikke kiende, har Forfatteren havt Norne-Kvadet (Völuspa), ►Vafthrudners og ►Grimners Maal, samt maaskee ►Skirners Reise, Havamaal og Loke-Grinet, for sig. Hvad nu endelig Fortalen og Indklædningen angaaer, har jeg vel alt sagt min Mening om deres Værd, men maa dog tilföie et Par Ord om Beskaffenheden.

✂ Det klinger jo vist nok latterligt, naar alt Afguderi udledes fra 👤Zoroaster, som Byg-Mesteren ved 📌Babels-Taarnet, og fra ►Saturnus paa 📌Creta, der bliver Stam-Fader til de Trojanske Helte, og derved til ►Aserne, i hvem de Helte forgudes; men dog röber sig alt her det skarpe Blik, som skielner det Österlandske Billed-Sprog fra det Græske, og opfatter Asa-Livet som, hvad det er: det forgudede Helte-Liv, og naar vi dertil föie, at Mytherne i det Hele hverken udledes fra Helvede eller fra Rænke-Smede, men fra Navne-Vexelen ved Tunge-Maalenes Blanding, og fra det faldne Menneskes poetiske Natur-Anskuelse, da maa Man vel tilstaae, at den gamle Nordiske Klerk var dog, med al sin Troskyldighed (Naivitet), langt grundigere Mytholog end de Höilærde, der beloe hans Vankundighed, medens deres Forklaringer var ikke engang til at lee, end sige til at lære noget af, men kun til at spotte med eller ærgre sig over*Til Exempel vil jeg nævne Kronos-Mythen, over hvis 182nyere Forklaringer Man vel maa ærgre sig, da derimod den gamle Klerk skaffede mig en god Latter og Lidt til, ved trohjertig at fortælle: ►Saturnus fandt at Helvede var den ringeste Deel, derfor skiænkede han ►Pluto sin Bulbider ►Cerberus i Tilgift, for at passe paa den..

✂ 182Indklædningen er nu den, at Kong ►Gylfe fra 📌Sverrig blev nysgierrig efter at vide, om Asa-Folket havde sig selv eller Gudernes Gunst at takke for den Lykke, dem fulgde, og han gjorde desaarsag en Reise til As-Gaard, hvor Man forudsaae hans Komme, og forblindede hans Öine, saa det bares ham for, som han kom ind i en Sal, lig ►Valhald, hvor der sad Tre jævnsides til Höibords og förde en lang Samtale med ham, om Verdens Ophav, Alder og Ende, hvorpaa, med et Bulder, Alt forsvandt, ►Gylfe stod ene under aaben Himmel, reisde hjem, og blev Hjemmels-Manden for alle Sagnene om 📌Nordens Guder. Naar Man nu husker, at Gotherne, som kaldte sig Asa-Folket, boede nede ved det 📌As-Ovske Hav*Dette er nemlig intet Ord-Spil, thi da 👤Jornandes baade siger: at Gotherne kaldte deres Konger ►Aser, at de under Kong Filimer nedsatte sig hist nordenfor 📌det Sorte Hav, og at Landet hedd paa deres Sprog “ovin” (Tydskernes Aue), saa mener jeg, Asov, der jo ikke er classisk, maa vel være Gothisk., og tænker paa Volsung-Kviderne, da veed Man vel ikke ret, om Man skal tage ►Gylfes Reise for en poetisk Opfindelse af Skribenten, eller for et Old-Sagn, han genialsk benyttede; men maa tilstaae, at, i begge Tilfælde, kunde en Mythologi ei faae en bedre Indklædning, end hvad der selv er en Mythe, hvori alle Mythernes dramatiske Oplivelse speiler sig.

✂ 183Paa Gylfe-Legen fölger Brage-Snakken, der, som sagt, er en daarlig Efterligning, hvoraf vi höre, at ►Æger kom til As-Gaard, og lod sig der fortælle Sagn af ►Brage om ►Idunnas Bortförelse og Skjald-Skabets Oprindelse. Dette Tillæg, som slutter med en Formaning til de unge Skjalde, er aabenbar Islandsk Arbeide, og ventelig af Gylfe-Legens Oversætter, som intet Begreb havde om, at, naar Man lod ►Æger, som selv hörde til Guderne, besöge de virkelige ►Aser, da passede det kun slet, at de fortalde hinanden Æventyr, end sige da, at ►Asa-Brage især lagde Vægt paa Fortællingen, som en Oplysning om Grunden til Skjaldenes Maade at udtrykke sig paa, hvad kun passede sig for Islændernes 👤Brage hin Gamle, der gjorde Regners-Draper.

✂ Dette blev da Indledningen til den Islandske Poetik eller Skalda, hvis Forfatter vel tænkde paa at fortsætte Brage-Snakken, men gik snart over til, i sit eget Navn, at fortælle os hvad han vidste om Skjalde-Sproget, og de Mythiske Sagn, som laae til Grund derfor, eller dog de Steder hos 👤Brage hin Gamle, 👤Thjodolf fra Hvine, og andre Classiske Digtere, som hjemlede Udtrykkene. I denne löse Sammenknytning, med “og”, er det vi, tilligemed endeel andre Sagn, finde den saakaldte Grotte-Sang om ►Frode Fredegods Guld-Kværn og Endeligt, som vel er gammel for os, men hörer dog kun halvt til Asa-Maalet.

✂ 184Et saadant Arbeide, hvortil Man blot behöver Excerpter, som Man ordner efter et Alphabet Man selv giör, seer Man nok der kan være mange Hænder om, uden at Nogen let skal kiende ⓘ Forskiel, men dog er det sagtens samme Haand, der begyndte med at give ►Aserne og endte med at give Hird-Mændene deres Titler, og det ventelig endnu i det Tolvte Aarhundrede*At dette Stykke, som ender (i den Svenske Udgave) S. 174, endnu er fra det Tolvte Aarhundrede, slutter jeg især af at der tales (S. 170) om Kongen af 📌Jerusalem, som Den, der virkelig eier Staden, hvad kun var Tilfældet för 1200., thi de fölgende Stykker er næsten blotte Navne-Ramser med en lille Anviisning til at giöre Kieldermænd.

✂ Hermed er vi da indtraadt i det Trettende Aarhundrede, fra hvis sidste Halv-Deel Prosodien og Rhetoriken, som slutte det Hele, aabenbar er, og ventelig var det 👤Snorros Broder-Sön, ►Olav Hvitaskald, der, med sin berömte hedengangne Frænde, som det uovergaaelige Skjalde-Mönster for Öie, udtömde al sin Lærdom for at vise, hvad der hörde til en Classisk Stil paa Norsk*Höist mærkeligt er det nemlig, at selv ►Olav Hvitaskald, eller hvad han hedd, den lærde Islænder i det Trettende Aarhundrede, der kiendte baade Græske og Ebraiske Bogstaver, bukker slet ikke for Romerne, men siger, de havde al deres Viisdom fra Grækerne, men vi har vores fra förste Haand, fra 📌Asien. S. 308..

✂ Vist nok kan Man ikke læse alt Dette uden lidt Kiedsommelighed, men det har Edda jo kun tilfælles 185med alle Æsthetiker, og hvad den har forud, er, at Fjerde-Parten kan Man læse for Lyst, Halv-Parten kan Man ikke undvære, og det Hele kan Man lære Meget af, og, naar Man lærer lidt bedre Islandsk, let forlige sig med, da det Altsammen kun udgiör et lille Bind, og selv det Sletteste er naivt nok til at kunne læses som Ironi over det Æsthetiske Uvæsen. See vi endelig hen til hvad der stiledes paa, og begyndtes, vist nok ikke mesterlig fra Konstens, men uforbederlig fra Tankens Side, da faae vi Ideen om et Kæmpe-Værk, der visselig vil giöre dem Ære som udföre det, og giör da vel ei heller dem Skam, der slog paa det. Fortalen betegner nemlig den historisk-poetiske Anskuelse af Billed-Sprogets og Hedenskabets naturlige og historiske Oprindelse og Betydning, som maa gaae forud for en videnskabelig Mythologi og Æsthetik, og Gylfe-Legen betegner en Mythologi, der er en virkelig, forklaret Afbildning af den Mythiske Tid, hvorpaa naturligviis skulde fölge en Udvikling af Skjald skabets eller Konst-Poesiens Oprindelse, med Anviisning til Billed-Sprogets rette Brug, og Advarsel for de fristende Afveie, Altsammen stöttet paa Erfaringen, og belagt med træffende Exempler, hvoraf vi see Skyggen i Braga-Snakken, Skalda og Tale-Konsten (málfrædi). At det omsider gik i gamle Nord, som det gik hidtil allevegne, hvor Man stræbde at faae Fingre paa Ordet og Poesien, saa Man kun fik en tom 186giennemsigtig Skal, er intet Under, men at det var lagt an paa noget anderledes Dybt, skal vi glæde os over, og ingenlunde mistvivle om, videnskabelig at forbinde Skiönhed og Klarhed, som er Poesiens Krone, med Aanden og Livet, som er Hoved-Sagen, Sjælen og Hjertet deri.

✂ Dog, lad os ikke glemme 👤Saxo over Islænderne, thi det har han ingenlunde forskyldt af os, og selv af Islænderne har han fortjent mange Tak, ei blot fordi han roser dem i sin Fortale, men især fordi hans Classiske Latin, som sagt, gav de Barbariske Böger paa et levende Old-Sprog, om ikke Naade for de Lærdes Öine, saa dog et Slags Værd deri. Hvad vi imidlertid her vil dvæle ved, er 👤Saxos Fortjenester af 📌Nordens Old-Tid, som Critisk Historie-Skriver, og den uskatteerlige Værdi af de Old-Sagn, hans Romerske Pen, som et villigt Redskab for 📌Nordens Aand, har bevaret fra fuldstændig Undergang.

✂ Efterat have faaet Syn paa det hidtil miskiendte Old-Nordiske Vidskabs-Tidsrum, fra Slutningen af det Syvende til Midten af det Trettende Aarhundrede, som i 📌Danmark sluttede endnu langt mere glimrende med Valdemarerne, ►Æsger Rygs Tvillinger, 👤Saxo og 👤Anders Sunesön, end i 📌Norge med ►Hakon den Gamle, og paa 📌Island end 👤Snorro og hans Broder-Sönner 👤Sturle og ►Olav; efterat have faaet Syn herpaa, ansee vi naturligviis hverken 👤Saxos Latin, hans Nænsomhed over de gamle Folke-Sagn, 187eller hans Skjaldelighed, for et Vid-Under i sig selv, men vist nok maae vi deri see et klart Beviis paa 📌Nordens Aandfuldhed, og et stort Forbillede paa, hvad Nordisk Videnskabelighed kan og skal vorde. Ja, Saxo er blevet 📌Nordens ►Minos, er Dommeren i de Dödes Rige, med Fuld-Magt af 📌Nordens Aand til at anvise alle vore Critiske Historie-Skrivere deres Plads i ►Elysium eller i ►Tartarus, i ►Valhald eller i ►Helhjem: i en taknemmelig Ihukommelse, eller i en foragtelig Glemsel; thi, medens det staaer dem frit for, at forklare sig Poesien og Folke-Livet saa godt, eller saa slet, de kan, maae de dog have 👤Saxos Ærbödighed for Begge, saa de hverken foragte eller forkvakle, men holde Hævd over Folkenes poetiske Old-Sagn, som troe og mærkværdige, for Videnskabeligheden saavelsom for Konst-Poesien uundværlige, Billeder af deres Barne-Drömme og Ungkarls-Dage, den maae de have og vise, om de i Norden, naar Aanden vaagner, skal giælde for Andet end Romersk Surdei og Skole-Stöv, der skal udfeies, Pave-Dommets Levninger, som skal forgaae!

✂ Dog, at der hos 👤Saxo var endnu langt Meer end vi tör kræve af enhver Critiker, vi med Roes skal nævne, det bevise hans förste Otte Böger, som derfor ogsaa i den aandlöse Vidskabs-Tid blev ei mindre uforstandig end ubillig bedömte; thi ikke alene har han havt en beundringsværdig Takt til at adskille Poetiske Old-Sagn fra Ammestu-Snak, og 188ordne dem efter deres Indhold, men tillige en hos Grammatikere vel magelös Skjalde-Aare, saa Middel-Alderen med Rette gav ham Tilnavn af Poe ten, og Efter-Slægten sikkert vil giöre “den Poetiske Grammatiker” til hans hæderlige Kiendings-Navn. Af ti större Old-Nordiske Digte har han nemlig givet os Brud-Stykker paa Latin, hvori de er poetisk kiendelige, og i Oversættelsen af Viserne om ►Rolv og ►Stærk-Odder, ei blot hævdet sig Skjalde-Rang, men sat os i Stand til klart at adskille Bjarke-Maalet, eller de Gothiske Krönike-Rim, saavel fra Asa-Maalet, som fra Krage-Maalet eller den Norsk-Islandske Konst-Poesi.

✂ Hvad nu Anordningen af vore Historiske Old-Sagn angaaer, da har 👤Saxos bedste Ven iblandt vore Lærde*Biskop P. E. 👤Müller, som, i sin Undersögelse om 👤Saxos Kilder, har, uden Sammenligning, viist mere Forstand og Billighed, end hans Critiske Forgiængere, alle tilhobe. allerede bemærket, at han aabenbar gik efter det Sagn, han selv anförer, om de tre Slags Hexe-Mestere (Mathematikere) der havde været i 📌Norden, nemlig först Spaa-Mænd, der gik for Guder, og ►Jetter, som i at skifte Hamm og forblinde Öine, ei gav dem noget efter, men maatte dog föle deres aandige Overlegenhed, og falde til Föie, hvorved der af Begge udsprang en blandet Afkom, langt ringere i alle Maader, som blot af en urimelig Artighed blev forgudede (Lords by courtesy). Men 189hvorfor fulgde Saxo dette Vink, uden fordi han kunde föle paa sig, hvad vi nu kan indsee, at dette har været den naturlige Gang og Fölge, ei blot i 📌Norden, men allevegne, saa Gudernes Sönner forelskede sig i ►Jetternes Döttre, og avlede Kæmper, der, som Halv-Guder og Halv-Jetter (Sönner baade af den aandelige og kiödelige Indbildnings-Kraft), vendte op og ned paa Alt, fordi de paa een Gang vilde baade fare til Himmels og til Helvede. Naar nu disse to Tider poetisk afbilde sig i det historiske Folke-Sagn, da vil det ældste Tids-Rum, som sagt, være kiendeligt paa Guders og ►Jetters levende Deeltagelse i Begivenhederne, og det Fölgende paa Mangelen deraf, saa Guderne enten ganske lukke sig inde i Templerne, eller staae dog i Bag-Grunden, saa Man godt kan skille dem fra Kæmperne, men ei fra Præsterne. I sine Fem förste Böger har Saxo derfor stræbt at samle alle Sagnene om Gude-Alderen, og i de Tre fölgende dem om Helte-Tiden, og det saa heldig, at vi har ondt ved endnu at giöre det bedre, og kan i alt Fald kun komme videre, fordi vi har en Mængde Oplysninger som Saxo fattedes. Saaledes kan vi nu see, at Sagnet om ►Jarmerik og de Hellespontiske Brödre ei burde staae i Ottende Bog, efter ►Stærk-Odders Död, men dog fulgde Saxo en meget rigtig Takt, ved at give det sin Plads i Kæmpe-Vise og Elskovs-Tiden, og för vi kunde flytte det, til Fordeel, maatte vi giöre 190to Opdagelser: först at ►Stærk-Odder forestiller hele Gothe-Folket baade ude og hjemme, og dernæst at Volsung-Kviderne er As-Gothiske, og löbe altsaa mest parralel med de Stærkodder-Viser, vi har, adskillende sig fra dem, som ►Valkyrier fra Skjold-Möer.

✂ Dog, herom Mere under Fremstillingen af Bjarke-Maalet, og Resten maa jeg overlade til de Critiske Historie-Skrivere, 👤Saxo giver os Ret til at vente, men skiöndt det ogsaa bliver deres Sag nöiere at efterspore 👤Saxos Kilder, maa jeg dog tale et Par Ord derom, da selv Biskop 👤Müller har overseet den Ene, og udledt for meget af den Anden.

✂ At det især er gamle Viser, 👤Saxo, til ►Stærk-Odders Död, har fulgt, seer Man strax, ventelig efter det gamle Ord-Sprog, 👤Anders Vedel anförer, at alle Æventyr er Lögn men alle Viser sande, og naar vi betænke, hvor Man fandt Kæmpe-Viserne i det Sextende Aarhundrede, maa Man nödvendig slutte, at hvor de fleste Old-Kvad fandtes i det Tolvte og Trettende, var i Danne-Kvindens egen Mund *Selv de gamle Opskrifter af Kæmpe-Viserne er, til Mændenes Skam og Kvindernes Ære, alle, saavidt jeg veed, med Fruentimmer-Hænder, saa dem har vi skrevet med vor Sösters Fingre, og det er da i sin Orden, at 👤Saxo i det Höieste, hvad Viser angaaer, var Fruens Haand-Skriver.. Man er imidlertid ikke uden Föie blevet opmærksom paa den 👤Arnold Islænder, som 👤Saxo selv berömmer for hans Old-Kyndighed, kun er det urimeligt at 191söge Hjemmelen hos ham for hvad 👤Saxo giver bedre eller anden Beskeed om, end alle de Islændere vi kiende, og höist besynderligt, at Man aldeles har overseet den 👤Lukas Engelskmand, der ikke blot roses for hans historiske Kundskaber, men af hvis Liv 👤Saxo anförer et Træk, som beviser, at han virkelig baade havde Forraad af Nordiske Old-Sagn og Gaver til at giöre dem giældende paa rette Sted*👤Steph. 👤Saxo p. 330. (Dansken III. 316) hvor Man vil finde, at 👤Lukas, som var Klerk hos Prinds 👤Christoffer, og kun en maadelig Latiner, satte Mod i de betuttede Dannemænd, ved at opregne Fædrenes Helte-Gierninger, saa de virkelig skiöd Livet op i sig, og dandsede næste Morgen (thi det var ved Kvelds-Nadren) Polsk med de Esthiske Sörövere, saa det havde Skik.. Et af To, maatte Man da heller giætte paa 👤Lukas, som 👤Saxos Hjemmel for det store Episke Old-Sagn om ►Frode Fredegod, end paa 👤Arnold Islænder, da det jo er klart, at paa hin Side ►Braavalle-Slaget er Islænderne slet ikke hjemme, og da end ydermere Grotte-Sangen viser, det var en ganske anden Fredegods-Vise, de havde faaet Fingre paa; men alle slige Giætninger, der ikke kan vise hvoraf de udspringe, er i Historien aldeles örkeslöse, og jeg vil heller bemærke, at umiddelbar har Saxo formodenlig ikke hört et eneste Ord enten af 👤Arnold eller af 👤Lukas, thi de var sagtens baade döde og begravede förend han begyndte at heie paa Old-Sagn. Da nemlig Saxo selv fortæller os, at ikke blot hans Fader, men ogsaa 192hans Far-Fader havde tjent Kong 👤Valdemar, maae vi nödvendig tænke os ham blot som en Knös, da 👤Valdemar döde, og Man maatte ei være stort bedre Critiker end 👤Suhm, for at tænke, det er kun et Slumpe-Træf, at baade Saxo, 👤Svenn Aagesen og Knytlinga slutte med den Vendiske Krigs glimrende Udfald under Knud den Sjette, saa det maa nödvendig være efter den Tid, 👤Absalon satte sine Skrivere i Arbeide med 📌Danmarks Historie, og opgav dem denne smukke Hvile-Punkt*Har nu 👤Suhm regnet rigtig, da er det ved Aar 1167 👤Arnold og ved 1170 👤Lukas nævnes, og Man kan ikke med mindste Rimelighed tænke Saxo ved sit Arbeide för efter 1190, ligesom Man heller slet ikke har havt nogen gyldig Grund til at tænke ham færdig dermed för henimod 1220..

✂ Dog, derfor kunde 👤Saxo, giennem 👤Absalon og 👤Æsbern Snare, der havde staaet i nöie Forbindelse med 👤Arnold og 👤Lukas, og var Mænd for at holde paa hvad de havde, og at sige hvad de vilde, godt faae Beskeed om de Sagamænds Rigdom, og det hörer unægtelig til den gode Norne-Dom over 📌Danmark og 📌Norden, at der kom saadanne Sende-Bud til os fra den Historiske Poesies og den Poetiske Histories Hjemstavn, just i det Öieblik, da de sidste Helte, der ahnede den sorte Döds Komme, stod i Færd med at faae Arve-Godset nedgravet, hvor de tröstede sig til, det vel skulde findes igien, som Dannefæ. Og see, det skedte virkelig, hvad de nær193mest haabede, ved Hjelp af de Blaa-Lys, der kunde aldrig slukkes, hvor “Troskabs-Fuglen blev graa og Fædres Höie grönne”, og det staaer nu til os selv, om vi vil bortkaste Oldtids-Guldet som Graa-Steen, eller vi vil bevise, at ►Kronos handlede klogelig ved, som jo Grækerne selv har fortalt, at nedgrave sine Skatte i det höie 📌Norden.

✂ At vi vil det Sidste, som det Bedste, skulde jeg formode, er saa sikkert, som at ►Valhalds Kæmper ei vil beskiæmme deres Liv, eller findes saa uskiönsomme mod den store Val-Fader, Helte-Aanden, at ►Gjallar-Hornet skulde lyde for döve Ören, og forgiæves opkalde Enherierne til at glemme al indbyrdes Trætte, som Börne-Leg, og bestaae den sidste store Kamp mod ►Muspels Sönner der true Asa-Broen: mod Aandlösheden, der vil afbryde alt Samkvem mellem Jord og Himmel.

✂ Som et Pant derpaa, at Odins-Öiet i Lön har seet, vi vil ei svigte vort misundelsesværdige Kald som Vaaben-Dragere for ►Gimle, betragter jeg da ogsaa helst den store men endnu upaaskiönnede Gave, ►Nornen sendte os over Havet, i ►Bjovulfs Drape, der ikke blot er Laurbær-Krandsen, hvormed ►Asa-Brage gik til Hvile, men indfletter ►Gjallar-Hornet i sig, og maatte komme for Lyset, för vi kunde opdage Sammenhængen i det Old-Nordiske Liv, og med Indsigt stræbe at fortsætte og forklare det.

✂ 194Her er ikke Stedet til at sammenligne denne Höipoetiske Stærkodders-Vise med vores den Hjemmegjorte, men vel til at udtrykke min Forundring over, at den endnu synes ubekiendt i 📌Norden, hvor den dog, selv for Börn, alt længe var tilgiængelig*Det gaaer saavidt, at jeg ikke engang hos 📌Sverrigs berömte Historie-Skriver (Geijer) har kunnet opdage mindste Spor til, at han kiendte, hvad der unægtelig er det ypperste Mindes-Mærke om den Gothiske og Svenske Helte-Tid., og til at giöre opmærksom paa, hvorledes ►Bjovulf Danekiær, som Helten i ►Anguls Epos, istemmer 📌Danmarks Roes, i Chor med Danskeren ►Havelok i Normannens Rim-Krönike, og ►Hamlet Prinds af Danmark i Begges Drama, ret som til Vederlag, fordi Danmark kronede ►Asa-Brage, som ►Hjarne, for Fredegods-Visen*At ►Hjarne er ►Asa-Brages jordiske Navn, seer Man strax, naar Man blot veed, at Brægen paa Angel-Sachsisk er Hjerne paa Dansk, og hvilken Forkiærlighed for Danmark, der endnu er i 📌England, mærker Man der, ikke blot paa Navnene: 📌Danmarks Höi og 📌Danmarks Vei ved 📌London, men, efter min Erfaring, paa alle Kanter, hvor Man kommer.! Ja, naar ►Anguls Tunge bærer os det store Sagn om Gothe-Helten, hvem den duehvide Leire-Konge gav Fader-Kysset, prisde i Sang og formanede til Ydmyghed, da han straalede i Hallen, som Seier-Herre over ►Trolden der kastede Sövn paa Daner, og drak deres Hjerte-Blod; naar det skeer, og det er skedt, saasnart vi laane Öre til Bjovulfs-Drapen, da kan vi dog vel mærke, det er Aandens 195Stemme, som vil at alle de Stammer, Den var over, skal slutte aandelig Fred, og række hinanden trofast Kæmpe-Haand over Hav og 📌Sund, som Fost-Brödre i 📌Nordens Aand, der alt i Vuggen blandede Blod, til at staae som en Muur mod Jette-Magt og Trolde-Vidd, der ene stile paa, at lægge Mjölner femten Mile under Muld, og at lægge ►Ydun i Lænker, saa Guderne forældes, ►Asgaard ödes, og ►Valhald styrter, og Asken visner, för Seiren er vundet og Löbet fuldendt.

✂ Ja, for sin Tro og for sit Hjerte-Lag staaer hver af os, som Folk og som Enkelt-Mand, kun Ham til Regnskab som pröver Nyrer, og paa Hvis Dag-Værk det ei er mindre daarligt at fuske, end det er formasteligt at ville foregribe hans Raad og hans Domme; men for den Aand eller U-Aand som i Raad og Daad besjæler os, for den staae vi hinanden, som Fædrenes Arvinger og de kommende Slægters Formyndere, til Regnskab, og vee den Mand, og vee det Folk, der vanslægter fra saadanne Fædre, som vi beviislig have havt, vanslægter, og beskiæmmer dem, ved at vige fra den stolte, den herlige, den sikkre Kæmpe-Bane til det skinnende Maal, til Straale-Krandsen, som er Menneske-Livets Forklaring, i den Guddommelige Skikkelse, det foresvævede alle Adel-Folkenes Propheter, og med al den vidunderlige Dybde, det selv i Daad har aabenbaret!

✂ 196Bort derfor med alt Skygge-Værk og Blænd-Værk, der kalder sig Oplysning, skiöndt det ei forklarer en eneste Yttring af det Liv som Aanden skabde, og hvorover Stövet jublede, men indhyller hele Aandens Verden i Nid-Mörke, og vil indbilde os, at hvad der kun viser os Oplösning, Död og Forraadnelse, at det er de Levendes Lys!