Grundtvig, N. F. S. Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst

✂

1. Universal-Historisk ►Vidskab.

✂ Femhundrede Aar er nu henrundne siden 👤Dantes Dage, hvorfra Man pleier at datere Videnskabernes Gienfödelse, og vi Nordboer maae vel studse derved, naar det falder os ind, at 👤Dante netop födtes i Slutningen af 👤Valdemar Seiers og ►Hakon den Gamles, 👤Saxos og 👤Snorros, Aarhundrede, hvormed 📌Nordens Aand hensov; men örkeslös Studsen var aldrig mere ubetimelig end nu, da Alt er af Lave, saa, hvor der skal times Redning fra det store Skib-Brudd, maa Man nödvendig lære kun at studse et Öieblik, selv ved det Besynderligste, og da virke med fordobblet Kraft og klaret Besindighed. Istedenfor da at fordybe os i örkeslös Grublen over Skæbnens underfulde Gang, skal vi stræbe at forstaae Saameget deraf, som vi for Öieblikket behöve, til at kiende vort Kald og til at skride ret frem paa vor betegnede Bane; thi Klarhed i Grun2den og i det Hele, den Alt giennemtrængende Klarhed, er vel nödvendig Maalet for Alt hvad der er sig Liv og Aand bevidst, men just fordi den er Maalet og Kronen, just derfor kan den umuelig tillige være Vandrings-Staven paa Veien, eller Hjelmen som smykker vort Hoved i Kampen. Aldrig har derfor Menneske-Slægtens Fiende udruget en Lögn, saa fordærvelig som den, at Klarhed skulde være Lysets, og Haandgribelighed Sandhedens Födsels-Mærke, thi Intet under Solen frister saaledes de Bedre og mest Opvakte, som Skinnet af Fuldkommenhed, og Intet er dog heller vissere, end at de som gribe derefter, forfeile Maalet, som de derved ikke blot tabe af Sigte, men vende sig fra.

✂ Ja, dette ulyksalige Mis-Greb er det aabenbar, som ei alene gjorde mange af de dybeste Tænkere til Misledere i den Kreds, 395 (US) de vilde oplyse, men som har forvandlet de ypperste Folke-Færds Levnets-Löb, baade fordum og nu, til store Sörge-Spil, saa en begeistret Ungdom og en 19 (VU) daadfuld Manddom kun efterlode sig en aandlös, nögen Alderdom, hvori de barnagtig gribe efter Skin, og lege med Skygger, til de synke i Mulm, og lære for seent, at Skinnet bedrager, og at Menneske-Livet gaaer tabt ved den Forklaring som giör det til ⓘ enen] GV, en en A Skygge!

✂ Det skal derfor hverken undre eller bedröve os, at den Italienske Videnskabelighed, der altid 3var et Skin-Begreb, og frembragde kun Skygge-Værk i Aandens Verden, at den i Grunden er forgaaet med det forrige Aarhundrede, og stræber kun forgiæves, som sin egen Skygge, at reise sig igien i det Nærværende; men vi skal forstaae, at nu kommer Raden til os, saa enten maa Videnskabelighed uddöe, eller i en höiere Orden gienfödes i 📌Norden. I 📌Norden, siger jeg, fordi det maa være Aandens Udgangs-Punkt, skiöndt ei dens Grændse; thi gaae vi tilbage til det Trettende Aarhundrede, da den Old-Nordiske Aands-Udvikling afbrödes ufuldendt, og, som det kunde synes, ubetimelig, da see vi, at i de foregaaende fem, sex Aarhundreder, fra Aar 700 at regne, udstrakde en beslægtet aandig Stræben sig over 📌England, vort 📌Norden, og en Deel af 📌Tydskland, hvorved de udvandrede Angel-Sachser staae i Spidsen, medens de Danske og Islænderne slutte Tids-Rummet, som dets Historie-Skrivere.

✂ Denne Gang maa imidlertid det kværsiddende og ei det udvandrede 📌Norden blive Aandens Hoved-Hjul, eller der bliver ingen Nordisk Videnskabelighed, thi de udvandrede Stammer ere enten udgjorte, eller have dog tabt Saameget af deres old-nordiske Præg, at det er et Spörgsmaal om de vil fölge med, men Intet, om de kan före an, som var en reen Umuelighed. Aldrig tiltaledes derfor vi Nordboer alvorligere af Tidens Tegn, end nu, 4aldrig udgik saa aabenbar Menneske-Aandens Kald til os, med det store Spörgsmaal: vil I give Afkald paa den Krone, eders Fædre og udvandrede Frænder have kæmpet saa mandelig for, eller vil I, med klaret Besindighed, optage de gamle Fod-Spor, og efterligne ikke Kæmpe-Fagterne, men Kæmpe-Skridtene, som efterlignes kun virkelig af hvem der tager dem! Vil I det Sidste, vil I det Bedste, siger Aanden, da betænker hvad der fattedes i det Udviklings-Begreb om Menneske-Livet, som oplöste sig i Tomhed og Afmagt; vover at omfatte Menneske-Begrebet i dets hele, baade höie og dybe, himmelske og jordiske, Dunkelhed, hvis I nogensinde 396 (US) vil see det forklaret, og stræber da, som Nordiske Mænd, med forenede Kræfter, med giensidig Opoffrelse af alt det Særskildte, som ikke Ærlighed og Sanddruhed 20 (VU) helliger, og som derfor ei er mindre uforeneligt med den sande Klogskab end med den ægte Kiærlighed! Grubler ei, men söger Lys, hvor Tiderne vidne og vise, det findes, og vandrer og virker i Lyset, da vorde I dets Börn, da opdage I dets Hemmeligheder og arve dets Glands! Nei, grubler ikke paa hvad umuelig kan udgrundes för det er oplevet, men bruger Livet til hvad der er det værdt, og kan sætte det i Lys, og nöler ikke, thi nu er hvert Öieblik kostbart, nu trække Stammerne Lodd for sidste Gang i eders Verden, og for seent er her det Værste, thi det er Alt forspildt!

✂ 5Ja, det er klart for hver Aand, venlig eller fiendtlig, god eller ond, at den Videnskabelighed, som sidst blev pleiet, fik under den Franske Revolution sit Bane-Saar, og maa enten gaae til Grunde, som den gamle Græske, Romerske og Nordiske, eller den maa optages forklaret i en Höiere, der kan oplive den, thi den er allevegne lösrevet fra Folke-Livet, altsaa död, og staaer, som alt Dödt, i sin nærværende Skikkelse, fiendtlig mod Menneske-Livet. Og hvad Under, at denne Italienske eller Ny-Romerske, Kloster-Latinske, Pavelige Aands-Cultur, der lige fra Begyndelsen var et Konst-Værk, som 👤Dantes Divina Comoedia, eller dog en Drivhuus-Plante, ei kan forlænge sine Dage over de fem Aarhundreder, denne Phönix-Alder, som synes at være de talte Dage for Enhver, da selv 📌Grækenlands og 📌Nordens Cultur, skiöndt udsprungne af Folke-Livet og dermed venlig forbundne, ei ⓘ kundekunde] GV, kuude A overskride det Tids-Rum. Egenlig, sagde jeg, er den alt forgaaet med forrige Aarhundrede, thi den er uddöd paa Fast-Landet, og opmanes kun forgiæves, saa det er kun i England den endnu har en Slags virkelig Tilværelse, som Man vil see, naar Dantes Död ogsaa der, som Freys i Upsal, ei meer kan skjules, eller naar de Kolossalske Höi-Skoler i Oxford og Cambridge styrte, og knuse i Faldet Alt hvad der stötter sig til dem. Og disse herlige Kolossalske Mindes-Mærker, ikke af den 6smaavurne, aandlöse og livlöse Belæsthed, der kun har misbrugt dem, men af Angel-Sachserens og Normannens Nordiske Aand, som næsten har været bandlyst fra dem, de maae styrte med det Aller-Förste, dersom de ikke reformeres bedre, end de saakaldte Radical-Reformatorer önske, thi det er kun i Bund og Grund at ödelægge dem.

✂ Min Pen kan derfor umuelig tolke det, hvor inderlig jeg ön 397 (US) skede mig en Röst der kunde höres, ei blot paa hin Side 📌Sundet og 📌Dovre, men paa hin Side Nord-Söen med, og en Svada paa mine Læber til 21 (VU) at overtale alle dem, hos hvem der end rinder en Draabe Nordisk Blod, hvori Aand afspeiler sig, saa de forenede dem, og lagde Grunden til en Ny-Dansk: levende, folkelig, og altomfattende Aands-Cultur og Videnskabelighed, lagde Grunden dertil, medens Ruinerne fra Fortiden endnu lade sig redde og gavnlig anvende.

✂ Dog, kan Pennen ei engang tolke mit Önske, fordi den er stum af Moders-Liv, da kan den endnu mindre tale for min Anskuelse af Öieblikket, af Livet og Vidskaben, saa, naar jeg desuagtet stræber at beskrive den, da er det kun i det Haab, at overalt hvor Man vil laane Öre til Sandheds Röst og Klogskabs Raad, der vil ogsaa findes Öine som see, og Tunger som frit udtale, hvad der er Aandens Krav og Tidens Tarv.

✂ 7Jeg paastaaer da först, at der er intet Land, hvor den Romersk-Italienske Videnskabelighed er saa grundfæstet, som i 📌Engeland, hvor den, aldeles uafhængig af Staten, har selv tilstrækkelige Midler til sit Ophold, saalænge blot Eiendoms-Retten maa giælde, og hvor Folket har sværmet for, hvad den giennem Aarhundreder, saa at sige daglig, udklækkede: Mechaniske Kæmpe-Værker og Parlementariske Torden-Taler, saa, naar den styrter der, da er den ingensteds at redde.

✂ Men jeg paastaaer ogsaa, den er ikke værd at redde, thi den staaer fiendtlig mod alt virkeligt Liv i Aandens Verden, og er derfor saa langt fra at lede til nogen Forklaring af Livet og Aanden, at den tvertimod alle sine Dage, undtagen da 👤Luther et Öieblik spændte den for Aandens Triumph-Vogn, har ledt til Folke-Död og Aands-Fornægtelse.

✂ Jeg paastaaer endelig, at naar Man betragter Aandens Verden med Nordiske Öine i Christendommens Lys, da faaer Man Begreb om en Universal-Historisk Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele Menneske-Livet, med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigiör, styrker og forlyster Alt hvad der staaer i Pagt med Enkelt-Mandens, Folkenes og hele Menneske-Slægtens timelige Velfærd, og maa nödvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig. Denne Græsk-Nordiske eller Ny-Danske Livs-Udvikling og Aands-8Dannelse er det, som giver 📌Nordens Myther, hvori Spiren dertil var nedlagt, universal-historisk Vigtighed, og især for os et uskatteerligt Værd, og det er den Vidskab jeg önskede her at give et Omrids af, saavel i sig 22 (VU) selv, som 398 (US) i sin Modsætning til den Romersk-Italienske Livs-Plage og Aands-Fortærelse.

✂ Vist nok finder jeg mig forlegen ved at skulle beskrive, hvad der, som Livet i sin Modsætning til Döden, kun lader sig udtale med levende Röst, og tillige ved at skulle afhandle i Forbigaaende, hvad der kræver en omhyggelig Udvikling, men jeg vil haabe, at Nordiske Læseres Tanke blot behöver at henledes paa det Romerske Uhyre, og paa den Nordiske Kæmpe-Slægt, som gav den ►Rim-Thurs Bane-Saaret, saa staaer det dem langt klarere for Öie, end jeg kan skildre det, hvilken Gru det er for Menneskeligheden, og Skam for 📌Nordens Kæmpe-Sönner, at den slet nedmanede ►Jettes Gienfærd, opsteget af 📌de Pontinske Moser, har giennem fem Aarhundreder, deels i skuffende venlig og deels i aabenbar fiendtlig Skikkelse, underkuet Folkene, og i Örne-Ham udhakket deres Öine, udsuget deres Hierte-Blod.

✂ Ja det er ikke alene en Natur-Nödvendighed, at et Folks Literatur maa være det ligt, og hvilken Pestilents maa da ikke den Romerske være; men det er tillige en historisk Kiendsgierning, at hardtad hele den Romerske Literatur, især den Skiönne, er eftergiort Arbeide, er ei, som den Græske og Old-9Nordiske udsprunget af Folke-Livet og opelsket giennem Aarhundreder, men giort paa Kiöb og til Stads, mest i Tyrannen 👤Augusti Dage, til at kildre hans Ören, og forgylde de Lænker, det havde været 📌Roms Konst og Vidskab at smedde til Folkene trindt om det store 📌Middel-Hav, og var nu blevet dens velfortiente Lön at bære nærmest selv. Dette er en tör, urokkelig Sandhed, og hvad det nu maatte blive for en Konst og Vidskab, der skulde udvikle sig af en saadan Literatur, naar den ovenikiöbet var blevet til et dödt Sprogs Lig, det var nemt at giætte, men tungt har det været at döie, tungt som Romer-Aaget i alle sine Skikkelser: som Lænkerne i de Romerske Keiseres, som Krog-Kieppen i de Romerske Pavers, og som Riset i de latinske Skolemesteres Haand! Lænkerne var det Nordboens og Tydskerens Kald at bryde, Kieppen var det deres Lyst at knække, men Riset har de hidtil ærbödig kysset, skiöndt det var netop det farligste, det fordærveligste Vaaben i den skiulte Manddrabers Haand; thi det kiös Livet af Mödrene, og udpidskede det af Börnene, saa de blev aldrig Mænd for at brække det.

✂ Velan! brækket vil det vorde, hvad vi end giör, ligesom Lænkerne 23 (VU) vilde blevet brudt af Barbarer, om der ingen Gother 399 (US) havde været, og Krog-Kieppen knækket af Atheister, om ingen 👤Luther var opstaaet; men det er ikke Aanden, det kan ikke være Menneskeheden ligegyldigt, om Riset bræk10kes af Jacobiner og Radicaler, af den raa Pöbel og de opsætsige Skole-Drenge, eller af dannede, besindige, for Konst og Vidskab varme Kæmper, saalidt som det fordum vilde havt eens Fölger, enten Galer eller Angel-Sachser havde aflöst Romerne i 📌Britannien, enten 👤Attila eller 👤Theodorik var blevet 📌Roms Herre, enten 👤Luther eller 👤Vanini blev Pavens Pestilents!

✂ Nei, det giælder nu, som altid, om, naar Tyrannens Time slaaer, fordi hans Synders Maal er fuldt, enten han blot skal skifte Navn, og arges som han ældes, eller han virkelig skal styrtes og udryddes, det giælder om, enten vi skal have et Ny-Frankisk Barbari, der svarer til det Gammel-Frankiske, efter 📌Roms Fald og Gothens Undergang, eller en Ny-Dansk Udvikling, der forklarer den Gammel-Danske, som hævede sig paa 📌Roms Ruiner over den Nordiske Halv-Verden, og for det Sidste er det, jeg stemmer, derpaa har jeg arbeidet alle mine Dage, og ved Synet deraf haaber jeg at fryde mig i Aften-Stunden, uden at forfærdes af de tvetydige Varsler, jeg hidtil saae, da de, om end ingenlunde Blænd-Værk, dog for Störste-Delen fremkaldtes af den Uklarhed, jeg, arbeidende mig ud af et Ægyptisk Mörke, umuelig kunde undgaae, men har nu tilbagelagt.

✂ Naar jeg derfor nu taler om en Ny-Dansk Udvikling, da tager jeg ikke det Danske Navn i den indskrænkede Bemærkelse, hvori jeg hidtil ofte brugde 11og endnu tiere syndes at bruge og berömme det, men i den Old-Nordiske, da det udstrakde sig ei blot fra 📌Eideren til Tromsöe, og fra 📌Vester-Havet til 📌den Finske Bugt, men ogsaa over Havet til de Nordiske Udflöttere paa Herkules-Öen. Ligeledes, naar jeg taler om Gienfödelsen af en Christelig og Gammel-Dansk Videnskabelighed, da mener jeg hverken to Stykker, Man maa være Digter for at rime sammen, ikke heller noget Christeligt, der er bundet til den Christne Troe, men en Græsk-Nordisk Udvikling, som, ved Hielp af den Mosaisk-Christelige Grund-Anskuelse, bliver levende og Universal-Historisk.

✂ Enten Man nemlig er Christen eller Hedning (Naturalist), kan Man dog umuelig være Historiker, med Glimt af Aand, uden strax at see, baade at det i Grunden hverken var Skyther eller Barbarer, men den höiere Christelige Anskuelse, der i 📌Roms Dage vidunderlig 24 (VU) sönderbröd Menneskehedens Lænk 400 (US) er, at det var den Samme, der ved at gienfödes i 👤Luther, gav den Romerske Pave sin Helsot, og at det er den alene som har givet den ny Folke-Verdens Tanke-Gang, Dannelse og Vidskab det Universal-Menneskelige Præg, som den gamle Verden fattedes, og som selv 📌Roms Uvætte ei har mægtet at udslette, men kun at misbruge. En aandlös og livlös Videnskabelighed, der naturligviis ikke kiender nogen anden Forklaring end Oplösning, og sætter sin Ære i at kunne oplöse alt Aandeligt i Vind og Veir, og 12Guddommen i de fire Elementer, en saadan Videnskabelighed som den Romersk-Italienske, der kun begeistres af 👤Augusts gyldne Alder, som Ulve af Mand-Slæt og Orme af Pest, en saadan Videnskabelighed maa naturligviis i Grunden ansee Christendommen, der aabenbar forstyrrede den Romerske Oplysning og Lyksalighed, for en stor Ulykke, saa det er intet Under, den udleder Sammes forbausende Virkninger af idelt Sværmeri og Fanatisme, Lögn og Overtro, der kun sædvanlig af Verdens-Klogskab gives pænere, mere velklingende Navne. Men Man behöver hverken at være en Abekat eller en Romer, fordi Man er en Hedning, det har især 📌Grækenlands og det gamle 📌Nordens Poesie og Historie tilstrækkelig beviist, og naar Man blot er et virkeligt Menneske, som föler sig væsenlig adskildt fra alt det Umælende, og underlig beslægtet med de udödelige Guder, venlig tiltalt af Guds og Menneskets Aand paa alle de Tunge-Maal, Man kiender; see, da böier Man sig dybt for den Aand, der paa Apostlernes glödende Tunger udgik i det levende Ord fra 📌Jerusalem, og giorde Under paa Under, for Menneske-Vel til Jorderigs Grændser, aabner Menneske-Öiet til at overskue den vidunderlige Bane for Himlens og Jordens sammenavlede Börn, og aabner dem en smilende Udsigt over Dödens Hav til de Levendes Land, i Menneske-Faderens evige Rige.

✂ 13Ja, Christen eller Hedning, Tyrk eller Jöde, ethvert Menneske, der bliver sig sin aandige Natur bevidst, er sig selv en saa vidunderlig Gaade, at han stöder visselig Intet fra sig blot fordi det er underligt, og synes uforklarligt, som han selv, nei, det Underlige drager ham tvertimod næsten uimodstaaelig til sig, fordi det i Grunden ligner ham, og fordi han venter deri at finde sin Gaades Lösning, hvad han umuelig kan vente af hvad han som ingen Ting kan giennemskue. Derfor finder et saadant Menneske, han være for Resten af denne eller hin, eller af slet ingen bestemt Tro om Guddommen, sig aldrig tiltrukket af de 17 (VU) 25 (VU) giennemsigtig oplyste Folk, hvis hele Viisdom man i en Time 401 (US) kan lære udenad, og turde næsten haabe at kunne giöre kloge Hunde klar, men tiltrækkes netop af de dunkle, dybe Naturer, som ahne langt meer end de see, föle langt dybere end de kan lodde, og tale begeistret langt höiere end de selv veed af. Og af saadanne Mennesker, som, trods al Romersk Oplysning, skye snarere den end Poesi som Pest, er der sikkert endnu en Mængde i vort 📌Norden; thi selv har jeg mödt Mange som Taler og Skribent.

✂ See, derfor er jeg vis paa, at naar man vaagner i 📌Norden, og vaagne maae alle gamle Folk i vore urolige Dage, da vil Mange laane Öre til den Tale, at den Mosaisk-Christelige Anskuelse være nu, poetisk og historisk, oprundet paa na14turlig eller overnaturlig Maade, saa er det den eneste ægte Grund-Anskuelse af Menneske-Livet, som, ved at giöre sig giældende, da alle Hedningers Guder var uddöde, da al Aand var forsvundet, og Evighed kun et tomt Begreb, derved, og ved sine magelös velsignede Virkninger giennem Atten Aarhundreder, har stillet gyldig Borgen for sin og for 👤Christi Guddommelighed, saa den Anskuelse maa ligesaavel i ⓘ VidenskabenVidenskaben] GV, Videnshaben A som i Livet være Lede-Stjernen, vi stræbe at fölge. Kun maae vi, för det kan skee, besinde os ei alene paa Forskiellen mellem Christendom og Bibel-Tro, men ogsaa mellem Christen Tro og Christelig Anskuelse, og skiöndt Man synes langt fra det, er Forskiellen dog baade saa klar og saa vigtig, at Erkiendelsen maa være nær.

✂ Ja, det maa nödvendig snart blive indseet af alle oplyste Folk i det alvorlige, historiske 📌Norden, at Trætten og Tviste-Punkten mellem Christne og Naturalister er ingenlunde 👤Christi og den Christelige Anskuelses Guddommelighed, for hvilken de guddommelige Virkninger deraf giennem Atten Aarhundreder er et urokkeligt Kraft-Beviis, men Trætten er en ganske anden, der vel theologisk rigtig betegnes ved Spörgsmaalet om 👤Christi evige Guddom, men historisk klart udtrykker sig i en modsat Tro om Natur-Mennesket. At Natur-Mennesket er skabt i Guds Billede og havde i Guds Livs-Aande Alt 15hvad han behövede til at naae sin store Bestemmelse som en Guds Sön, derom maae alle Mennesker med Aand være enige, og at der meget tidlig er tilstödt ham et stort Uheld, der bragde Jorden hos ham i en skiæv Stilling til Himlen, Tiden i Mis-Forhold til Evigheden, og Menneske-Naturen i Vilde-Rede, det bevidner baade den daglige og den Universal-Historiske Erfaring for höit og klart, til at noget 26 (VU) Menneske med Glimt af Aand og Gnist af Sandheds-Kiærlighed kan nægte det. Hoved-Spörgsmaalet er 402 (US) ikke engang, hvad man skal kalde dette store Uheld, thi vel lider Naturalisten ikke Ordet Synde-Fald, der, som alle Fald, klinger lidt plat, og vil hellere sige Vildfarelse eller Aberration, men da det kan hedde begge Dele, og enhver Udskeielse fra den naturlige Bane unægtelig for en aandig Skabning maa være Synd og lede til Fald, maa Naturalisten indsee, det er heller ikke værdt at trættes om. Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig; thi her er ingen Middel-Vei, uden en magteslös Tvivl-Raadighed, der enten maa være Overgang til en bestemt Tro, eller lamme al Virksomhed, og styrte os i Selv-Modsigelsens bundlöse Afgrund, som er den evige Död og Aandens Helvede. Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund, 16skarpt at giennemföre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger, og da först kan Erfaringen bevise, enten de Christne eller Naturalisterne fore vild, thi af Frugterne skal Træet kiendes, men saalænge vi ere kirkelig sammenblandede, er al vor Virkning chaotisk, og en ligesaa bitter som hensigtslös Kiv uundgaaelig. De Christne troe nemlig, at Menneske-Naturen ved Faldet er blevet saa fordærvet, at al egenlig Helbredelse er umuelig, men prise Daaben som et virkeligt Gienfödelsens Bad, hvori den Troende aandelig omskabes; og at opelske dette ny Menneske til en guddommelig Forening med Frelseren og Guddoms-Manden 👤Jesus Christus, det er deres kirkelige Opgave, saavel i det Enkelte som i det Hele. Dette kan Naturalisten umuelig uden grov Selv-Modsigelse indrömme, men maa erklære den Tro for en grov Mis-Forstand, der vel ikke har kunnet tilintetgiöre den Christelige Anskuelses guddommelige Virkninger, men har dog höilig svækket dem, og hindret Forklaringen, saa han maa tvertimod paastaae, at den gamle Menneske-Natur baade kan og skal lade sig helbrede, saa det er slet ikke Meningen med Christendommen, at Man skal optages i 👤Christus, men kun at Man skal aandelig optage ham i sig, som det guddommelige Forbillede paa hvad vi alle skal renses og klares til: Menneske-Börn der hæve 17sig til Guds Börn. Folk med Aand vil strax forstaae, hvor aldeles giennemgribende denne virkelige Mod-Sætning er, uden at det giör mere Forskiel paa vor Historiske 27 (VU) Anskuelse af Christendommen, end de modsatte Theorier i Astronomien giör paa vor Beskuelse af Himlen, men giör netop samme Forskiel, 403 (US) i det vi udlede de samme Phænomener af modsatte Grunde; thi i begge Tilfælde er det kun Spörgsmaalet, enten Solen gaaer om Jorden, eller Jorden om Solen, saa det er kun Tosserne, der bilde dem ind, at Jorden har Lyset i sig selv, eller at der kommer Dag efter Nat, uden at enten Jorden paa Ny maa söge Solen, eller Solen Jorden, altsaa aandelig talt: enten Guds Sön blive Menneskens Sön eller Menneskens Sön blive Guds Sön!

✂ Först naar dette er blevet os klart, saa vi staae mod hinanden som Chaldæer og Copernicaner i Aandens Verden, ei uenige om denne, men kun om dens Love, först da kan vi holde Skole sammen, uden enten at slaaes om Bögerne, eller, paa godt Paarsisk, slaaes med dem, men da kan vi det ogsaa, og indsee paa begge Sider, at forsaavidt Bögerne kan afgiöre vor Trætte, maa det være de tilbunds forklarede Böger, men at i Grunden afgiöres Sagen dog kun ved det Menneske-Livs Forklaring, Bögerne ei udtrykke, men kun beskrive, og at det derfor slet ikke nytter os at trække Bögerne ved 18Haarene, da Livet derved ikke forandres, men kun misbruges.

✂ Vi gaae da til Bögerne, ikke som Bog-Orme, der vil leve af dem: leve af Lig og Aadsler, men som levende Mennesker, der af Bögerne vil lære, hvad vi ikke kan sige os selv: hvorledes Menneske-Livet yttrede sig i de forbigangne Tider, hvad Hindringer det mödte, hvordan det overvandt dem, og hvad vi deraf kan slutte, saavel om Menneske-Livets Natur og Beskaffenhed, som om den bedste Maade at fortsætte og benytte det paa.

✂ Naar vi saaledes betragte alle Böger som Bidrag til Menneske-Livets Historie: i hele Slægten, i de adskillige Folke-Færd og i Enkelt-Manden, da seer Man nok, der fremkommer en ganske anden Videnskabelighed, end den Dödbider, vi i Skolen skal forsage som Rimthusse-Værk, en Videnskabelighed, der ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men omfatter det i et levende Begreb, og med et fælles Öiemed, som er Menneske-Livets Forklaring i alle dets Retninger og Forhold. Da först bliver Videnskabelighed i Sandhed praktisk, naar den bestandig gaaer ud fra Livet, og gaaer ud paa dets Forklaring, thi da skatte vi Alt efter dets Forhold til og Indflydelse paa Livet, i det Hele og det Enkelte, og de mest velgiörende Fölger kan umuelig udeblive, intet Folk hos hvilket en saadan 28 (VU) Vi19denskabelighed drives med Iver, kan være blindt for dens Vigtighed.

✂ 404 (US) Men hvori skal den fælles videnskabelige Dannelse bestaae, hvad skal alle Studerende kiende?

✂ Naar vi studere for Livets Skyld, da fölger det af sig selv, at vi især trænge til at kiende de Kraft-Yttringer deraf, som ikke meer forekomme i den daglige Erfaring; thi hvad der daglig gientager sig for vore Öine, eller hvad vi dog langt nemmere kan finde hos os selv, er det naragtigt at ville lære af Böger, og det er da især den graa Old-Tid, vi Alle trænge til at studere; thi det var, som Slægtens Ungdom, aabenbar Aandens eller Phantasiens Dage, den Prophetiske Tid, da Kræfter, som nu kun virke mat og svagt, var de fremtrædende, og det er jo latterligt at ordne og skatte Kræfter efter deres svageste Efter-Virkninger, saa, vil vi forstaae Mennesket i Alderdommen, maae vi kiende hans Ungdom*Naar Man betragter de gamle Böger som Documenter i Slægtens og det tilsvarende Folks Aands-Historie, vil Man naturligviis altid begynde med Stats-Historien, da det er Begivenhederne i den synlige Verden der give Anskuelsen sit faste Grund-Lag, og vække Interessen for Folket..

✂ Herom kan mellem Folk af Aand ingen Uenighed være, og da vi egenlig kun har Böger fra Tre af Old-Tidens Folk, som Alle ere Hoved-Folk i Universal-Historien, nemlig: Ebræer, Græker og Ro20mere, kan der intet Spörgsmaal være om, at deres Böger maae vedblive at være Hoved-Bögerne i den lærde Skole, saa Tingen er kun at de skal skattes og benyttes ganske anderledes. Sprogene skal nemlig læres for Bögernes og Bögerne læses for Livets Skyld, istedenfor at Man hidtil, kun meer eller mindre, anvendte Livet til at læse Bögerne, og læste dem for Sprogets Skyld, og denne bagvendte Cyprianus-Læsning, hvorved Man læsde Aanden fra sig, som om det var den Onde, maa nödvendig bandlyses, hvis Livet ikke skal forgaae men klare sig i Skolen.

✂ Nu at ville af nogle Böger sammenkludre sig et eget Krage-Maal, der duede til ingen Ting, uden at giöre Vind med paa et Catheder, det var saa aandlöst et Indfald, at om det end ikke havde været det Romerske Uhyres Gienfærd man derved stræbde at opmane, og om det end ikke havde medfört den gruelige Stile-Trældom, der udpidsker Livet af Ungdommen, som evig Havre-Sæd af Jorden, maatte dog Aanden, ved sin förste Indtrædelse i Skolen, forjage al Tanke om saadan Tids-Spilde og Aands-Fortærelse. Den Romerske Rövers Sprog 29 (VU) maae vi nödvendig lære at kiende, thi baade var hans Levnets-Löb kun alt for mærkværdigt, og hans Sprog er Nöge 405 (US) len til saa stor en Deel af Middel-Alderens Literatur, og til de Romanske Sprog, at Ingen af os kan undvære det; men pine Livet af Ungdommen med det, det maae 21Slaver giöre, ei fribaarne Danske, ja gudebaarne ►Aser og Vaner!

✂ Men skal de Lærde da ikke have et Sprog for dem selv og deres egen Mund? Nei, de skal ikke have et selvgiort Krage-Maal, som nytter til ingen Ting, men er fordærveligt i alle Maader, da Intet kan staae mere fiendtligt mod Menneske-Livet og Folkenes Moders-Maal, end et Tunge-Maal, sammensat af döde Bogstaver, og forgudet som ⓘ et Sprog-Mönsteret Sprog-Mönster] GV, etSprog-Mönster A, det ⓘ harhar] GV, har A; delvist fremhævet i A fem hundrede Aars sörgelige Erfaring saa rædsom klart beviist, at den vaagnende Aand snarere fristes til, hvad den dog ingenlunde maa, at bandlyse alle döde Sprog af den almindelige Skole.

✂ Men de Lærde skal ikke alene have Lov til at bruge et Sprog, der aabner dem fortrinligt Bekiendtskab med Old-Tiden, de skal meget mere forpligtes dertil, thi det vil have de mest velgiörende Fölger, naar det kun er et virkeligt, levende Sprog, og Ungdommen ikke plages dermed, men kun veiledes og opmuntres dertil. Valget kan heller ikke være tvivlsomt, thi kun Eet af de tre Hoved-Sprog fra Old-Tiden, nemlig det Græske, er endnu levende; og da det tillige aabner Adgangen til den eneste Literatur fra Old-Tiden, der egenlig kan kaldes saa, maae alle Folk med Aand ogsaa herom være enige.

✂ 22Ventelig vil Dödningen ogsaa her foreslaae en Middel-Vei, nemlig: vel at giöre Græsk, men gammelt Classisk Græsk til de Lærdes Sprog, thi naar Man kunde slippe med at skræve fra den ene Grav til den Anden, var Döden reddet, men Aanden lader sig ei narre, og Ny-Græsk maa og skal det derfor være, först og sidst for Livets Skyld, dette store Fortrin, intet Andet kan sammenlignes med, end sige opveie, men dog ogsaa fordi Erfaring lærer, at Börn lærer bedst baade at læse og skrive, naar de först har lært at tale, om Bog-Sproget end er ligesaa forskielligt fra hvad de hörde hiemme, som Dansken i vore Böger er fra Jydsken i Munden, og længere ligger Gammel-Græsk slet ikke fra det Ny.

✂ Dette er da, som Skridtet op af Graven til levende Folk, det Kæmpe-Skridt, det lærde Væsen maa giöre, for at blive en Velsignelse istedenfor en Lande-Plage, thi bliver kun det levende Sprog, der giör 30 (VU) fortroelig med 👤Homers, 👤Herodots og 👤Platos Aand, de Lærdes Tunge-Maal, da faaer den hele Videnskabelighed med Nödvendighed Liv, og dermed baade Betingelsen for og Grunden til levende Virksomhed og Fremskridt; 406 (US) da bliver Kappe-Lysten og selv Ærgierrigheden Livet og Videnskaberne gavnlig, kort sagt, da kommer Skolen af sig selv i sin historiske, Nordiske, Orden. De Lærde vil da bruge deres Sprog til hvad det, anderledes end Latinen, fremmer: til at trænge dybere ind i Old-Tidens Aand, og til 23at lette den videnskabelige Vexel-Virkning*Latinen var nemlig, som sammensat af Bogstaver, allerede i Bögerne meer en Tviste-Punkt, end et Baand mellem de Lærde, og da især Engelænderne vilde raade for hvad de selv havde giort, blev der, og er endnu, to saa forskiellige Udtaler af Latinen: den Engelske og Italienske, at, ligesom ved 📌Babel, den ene Latiner slet ikke forstaaer den Anden. Naar Man derimod lærer Ny-Græsk, da kappes Man naturligviis om at tale som Grækerne, og læse som de, og da er Baandet baade virkeligt og levende., men naturligviis ikke til at forfuske Moders-Maalet, eller fortrænge det fra Underviisningen, hvor det netop skal lyde i sin hele Kraft og Fylde. Ja, naar vi slippe fra 📌Rom, hvor Man havde Slaver til Skole-Mestere, og komme til 📌Grækenland, hvor det var den störste Ære for Folkets ypperste Hoveder, ædleste og mest veltalende Mænd, at lyttes til af den lærelystne, og selv af den lystige Ungdom, da er det ogsaa forbi baade med Skole-Mesterens og Skole-Drengenes Slaveri, da bliver den lærde Skole i alle sine Stok-Værk en livlig og lærerig Underholdning, hvori Kiöd-Hoveder snart lære det Bedste de kan lære i Skolen: at gaae deres Vei, fordi det aldrig falder Nogen ind, for deres Skyld, enten at giöre sig selv Livet suurt, eller at fordærve ►den Olympiske Leg for dem der baade kan og vil kappes om Prisen.

✂ Dette var nu det lærde Forhold til Menneske-Slægtens Old-Tid, men 📌Nordens Lærde kan og maae ingenlunde glemme, at Norden har ogsaa en egen Old-Tid, hvortil de staae i et dobbelt, og i et nærmere 24og mere inderligt, hierteligt Forhold. Nord-Boerne er nemlig det Fierde Hoved-Folk i Universal-Historien, som Man nödvendig maa kiende for at forstaae Middel-Alderens og den ny Tids Liv og Historie, og den levende Nögel til den Old-Nordiske Literatur er det Islandske Sprog, saa det maa nödvendig læres, baade for de gamle Bögers Skyld, og for det ny Bog-Sprogs, der immer vil trænge til at laane og oplyses deraf. Hvad hertil behöves er imidlertid for os her hiemme saa lidt og saa let, at det i Skolen vil 31 (VU) være en Leg og ingen Byrde, og vil desuden i Norden, paa den naturligste og ypperligste Maade, sammenknytte den lærde Dannelse med den Folkelige.

✂ Ja, Folkelig Vidskab eller Folke-Dannelse og Folke-Oplysning i rigtig, aandelig Forstand, det er det andet nödvendige 407 (US) Kæmpe-Skridt, der maa giöres uopholdelig, hvor Oplösningen skal forebygges, Folke-Livet reddes, og Videnskabelighed trives.

✂ Nödvendigheden heraf er længe fölt, thi det var jo ene Fölelsen af det Unaturlige og Dræbende i den herskende Latinske Videnskabelighed, fiendtlig mod alt Praktisk og Levende, der begeistrede for 👤Rousseaus og 👤Basedovs Griller i forrige Aarhundrede, og har frembragt den hele Giæring i Pædagogiken, der endnu ikke har fört til noget fyldestgiörende Resultat, men maa nödvendig före til et Saadant, eller til et Barbari. At Man under denne Giæring ogsaa stræbde at popularisere Latin-Skolen og Höi-Skolen, var na25turligt, men kun fordi Man uden Aand vilde omskabe Aandens Verden, hvad naturligviis aldrig lykkes. At dette vilde före til Barbari, mærkede Man snart, men at det ligesaavist, og langt voldsommere, vilde före dertil, at drive det Latinske Uvæsen med endnu mere Alvor og Strænghed end tilforn, det saae man ikke, og det maa dog nödvendig indsees, naar enten Folk eller Videnskabelighed skal reddes, og de skal jo dog, med Guds Hielp, reddes Begge.

✂ Vi maae indsee, at Lærdom er Eet, og ⓘ DannelseDannelse] GV, Dannelse A; delvist fremhævet i A og Duelighed for Livet, det Menneskelige og Borgerlige, er et Andet, begge Dele lade sig vel forene, men ikke hos Mængden, og de maae ingenlunde staae fiendtlig mod hinanden, men de maae være adskilte, da de ellers stræbe at fortrænge og nödvendig forfuske og fordærve hinanden.

✂ Dannelse og Duelighed maa nemlig altid være beregnet paa Folke-Livet for Öieblikket, men Lærdom paa Menneske-Livet i det Hele, saa naar Lærdommen er ret ægte, indslutter den Dannelse og Duelighed i sig, men disse kan ikke indslutte hin, uden i en dunkel Fölelse, og Lærdommen vil især hos de egenlige Bog-Lærde (Skole-Mesterne) före paa Vild-Spor, hvis der ikke staaer en Folke-Dannelse ligeoverfor, der nöder den til at tage det nærværende Liv og Öieblik i Betragtning, ligesom Folke-Dannelsen snart vil udarte til en overfladelig Politur, dersom Lærdommen ikke holder den i Aande.

✂ 26 32 (VU) Naar Man virkelig er klog, vil Man altid gierne blive klogere, og lærer derfor af Fiender saavelsom af Venner, og den senest herskende Selv-Klogskab, der giorde Vind med de Vises Steen, og paastod, at hvem der vilde være klogere end Peer Jensen, var enten allerede gal eller stærkt paa Vei dertil, seer Man nok, var i Grunden Ærke-Dumhed, saa paa en fremskridende Oplysning og Dannelse maae alle kloge Skole-Indretninger 408 (US) være beregnede. Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giöre vore Börn og hele Efterslægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Störrelse, da giör vi os selv en stor Skam, og giör, saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til först at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en magelös, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiöre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Stöv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed. Saaledes maa Mennesket opfattes, naar der skal blive en aandig Videnskabelighed paa Jorden, saaledes er Mennesket opfattet, overalt hvor den Mosaisk-Christelige Anskuelse begeistrede, og denne Anskuelses Historie beviser, at hverken er den et tomt Hierne-Spind, eller Mennesket fremmed, men at i samme Grad som Man tilegnede sig den, gestaltede Livet sig naturligt, men 27underfuldt, herligt og velsignet derefter. I Videnskabeligheden er den imidlertid aldrig kommet til at raade, fordi saavel den Gammel-Romerske, som dens Italienske Gienfærd var livlöse, gik ud fra Bogstav-Skriften, istedenfor fra det levende Ord, og udviklede derfor med Jern-Nödvendighed ikke Livet men Döden, förde Mennesket til Graven istedenfor til Himlen, ja förde ham giennem hele Dyre-Rækken ned til Ormene, istedenfor paa Aande-Stigen op til Skaberen. Den Gammel-Nordiske Videnskabelighed giorde i 📌Engeland og paa 📌Island et svagt Forsög paa at knytte sig til Himlen og til Folke-Livet, men Kræfterne vare adskilte, og Nordboens Videnskabs-Tid endnu ikke kommet, derfor kunde Forsöget vel virke velgiörende, forsinke Döden, og have uberegnelige Fölger, men maatte dog i det Hele mislykkes. Nu derimod giælder det kun om Villien, thi nu er Tiden, nu er Trangen öiensynlig, alle Midler i Beredskab, og den store Erfarings-Bog opladt, der kan lære os at undgaae alle de Klipper og Mal-Strömme, der hidtil förde Undergangen med sig, og at giennemgaae de Storme, der ei lade sig undgaae paa det store Verdens-Hav. 33 (VU) Paa een Gang at ville giöre alle Folk lige kloge, er en Daarskab, som naar den alvorlig prövedes, kun vilde tiene til at giöre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Löbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er, 28som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles nödvendigt.

✂ 409 (US) Et Borgerligt og Ridderligt Academie, eller hvad Man vil kalde en saadan höiere Anstalt for folkelig Dannelse og for praktisk Duelighed i alle Hoved-Fag, det er aabenbar det store Savn i alle Lande, der maa afhjelpes, og det snart, baade for Borger-Samfundets og for Lærdommens Skyld.

✂ Jeg hverken er, eller kan, med min Historiske Kundskab, være nogen Ven af Rigs-Dage, men da de höre til Dagens Orden, skulde man dog indsee, at uden en hensigtsmæssig Dannelse af alle dem, der skal kunne være Medlemmer af Folke-Forsamlingen, maae de blive en Ulykke for Staten i det Hele, og for Videnskabeligheden i Særdeleshed, som Man visselig maa have lært at skatte, för Man godvillig skatter til den.

✂ En saadan Anstalt maa udspringe af Lærdommen, og staae i levende Forbindelse dermed, for ikke at blive fiendtlig eller stillestaaende, men den maa være selvstændig, for ei at blive en blot Hale eller tom Skygge, da den skal være en virkelig, aandelig Magt, hvorved Livet og Öieblikket giör deres umistelige, og af de Lærde let miskiendte Rettigheder giældende. Her bliver nemlig Fæderne-Landet, med dets hele naturlige og historiske Beskaffenhed, henfört til det virkelige Liv og Öieblikkets Krav, den 29fælles Middel-Punkt, hvorfra Anstalten grener sig i alle det Praktiske Livs Hoved-Retninger, og hvortil den stræber at samle og forene alle Borgerlige Kræfter. Her skulde alle de af Statens Embeds-Mænd, som ei behöve Lærdom, men Liv, Blik og Praktisk Duelighed, og alle de der vilde höre til de dannede Stænder, have den önskelige Leilighed baade til at udvikle sig hensigtsmæssig og til at kiende hinanden. Her vilde ogsaa Fædrelandets Literatur giöre det Gavn og finde den Opmuntring, uden hvilke den er kun en snart udgaaende Pragt-Blomst, og medens Oplysningen giordes frugtbar for Folket, vilde Folke-Livet igien virke grödefuldt paa Videnskabeligheden*At blandt mange Andre, alle Lærere i Borger- og Almue-Skoler vilde faae deres Dannelse her, og da blive Folke-Aandens Hoved-Organer, indsees let, men at Dannelsen af Juridiske Embeds-Mænd ogsaa burde vige fra den lærde til den borgerlige Höi-Skole, vil vi, med vore Romersk-Tydske Fordomme, vel have tungt ved at fatte, skiöndt baade Lov-Historien og Sagens Natur giör det begribeligt nok. At Man skal studere Lovene paa den lærde Höiskole, som en vigtig Deel af Stats-Historien, og et historisk Forsög paa at afpasse Rets-Forholdet efter Statens Tarv og Folkets Beskaffenhed, er naturligt, men at de Juridiske Embeds-Mænd enten skal være Bog-Orme eller Grublere over Lovgivningen, er bagvendt og skadeligt i höieste Grad..

✂ 34 (VU) Uden at Nogen skulde bebyrdes dermed, maatte der natur 410 (US) ligviis ved en saadan Anstalt i 📌Norden være Leilighed til at lære Islandsk, ei blot fordi det var en naturlig og smuk Maade for den lærde 30og folkelige Dannelse at mödes paa, men især fordi Endeel af Statens ulærde Embeds-Mænd trænge dertil, og alle dannede Læsere hos os havde godt deraf.

✂ Et levende Baand mellem den lærde og folkelige Dannelse kan imidlertid Sligt ikke være, men, hvor Staten har en Geistlighed, vilde den nödvendig blive det levende, uskatteerlige Baand, thi det er det Historisk-Herlige ved en Geistlighed efter Christelig Anskuelse, at den maa stræbe at være baade lærd og folkelig, kan naturligviis ikke blive begge Dele i höieste Grad, men bliver i samme Grad som Lærdommen oplives og Folket oplyses, et virkeligt og levende Baand mellem Begge, som baade Lærd og Læg maae erkiende for en stor timelig Velsignelse, hvordan de end betragte Stats-Geistlighedens Veiledning til Evigheden.

✂ Et smukt Ideal, vil Man vel sige, kun Skade, at det ei lader sig udföre i den virkelige Verden!

✂ Og hvorfor ikke? Har Man kunnet indföre og vedligeholde en Lærdom og Videnskabelighed i den virkelige Verden, som udsprang af saa falsk en Idee og saa tomt et Hjerne-Spind, som det aabenbar er, med Döden at forskjönne Livet, og med Böger især paa Latin at forbedre Moders-Maalet og böde paa dets Mangler, saa maa det dog ogsaa kunne lade sig giöre, at anvende en Idee paa det virkelige Liv, som er udsprunget deraf, og skikket til at sikkre, ud31vikle, oplyse og forklare det i alle muelige Retninger, udelukkende Intet af sig uden Dödens Herredömme, der nu engang ikke lader sig forene med Livet, men skaber kun Lig og Skygger i den virkelige Verden, hvoraf Man jo dog kan faae Nok, uden baade Nat og Dag at arbeide derpaa. Döden har desuden nu regieret saa længe, at vi, efter min historiske Overbeviisning, ingensteds har to Rednings-Midler at vælge imellem, og hvor der kun er Eet, kan man umuelig tage feil i at anvende det, jo för, jo heller, enten Man saa troer det kan hielpe, 35 (VU) eller ikke. Jeg kan nemlig ikke skiönne rettere, end at Revolutionerne som Döds-Kampe maae gaae den ny Folke-Verden rundt, og oplöse baade det lærde og læge Samfund, hvor Man ikke forebygger dem ved at reformere Skole-Graven til en Plante-Skole for Livet, saa dette faaer baade Lov til at udvikle sig, og Lys til at see ved, hvad der i Sandhed tjener til dets timelige Fred og Behagelighed. Jeg siger med Flid “timelige”; thi vel raader jeg i Kirken alle Mennesker 411 (US) til, saavidt mueligt, at glemme det Timelige over det Evige, og er vis paa, at hvem der fölger Raadet ret, skal ikke fortryde det i Tiden, og mindre i Evigheden; men i Staten og Skolen er det en ganske anden Sag, thi Ingen af dem kan selv vare evig, saa de kan umuelig give os det evige Liv, de ikke selv har, og maae derfor kun lægge an paa at leve saalænge, og giöre saa 32meget timeligt Gavn som mueligt. Dette er fremfor Alt i vore Dage aldeles nödvendigt, fordi vi næsten Allesammen enten kun bryde os meget lidt om Evigheden, eller mene dog, vi kan selv bedst sörge for den, saa, naar vi ikke troe, at Staten og Skolen er til Gavn i det Timelige, er det os i det Mindste ligegyldigt hvad der bliver af dem, og da staae Samfund og Indretninger aabenbar paa svage Födder, naar alle de der ikke betales for at opholde dem, er i det Mindste ligegyldige ved deres Skæbne. Her er Nögelen til Dagens Begivenheder baade i Gaar og i Morgen, og det er i det Mindste i 📌Engeland og i 📌Norden Skolens Skyld, dersom Taarnene falde, thi i 📌Engeland er den fri, og i 📌Norden har Regieringerne viist, at de inderlig gierne vilde indrette den saaledes, at baade Lærdom og Folke-Oplysning, til Gavn for det virkelige Liv, kunde fremmes, naar de Höilærde blot kunde sige, hvordan det bedst lod sig giöre, saa Ulykken er kun den, at en Lærdom, der kommer af Död og förer til Död, lader sig umuelig forene med Folke-Livet, og en Folke-Oplysning, der udspringer af det döde, aandlöse Begreb om Mennesket og alt Menneskeligt, kan umuelig befæste enten Stat eller Skole, men kuldkaster Begge, som uforligelige med den ikke menneskelige men dyriske Egen-Kiærlighed og Selv-Klogskab, Man med Flid udvikler hos Alle fra Barns-Been. Hvor de Ædle og Forstandige derfor 33ikke kan komme til den Indsigt, at vi var blinde Redskaber for 📌Roms U-Aand, eller for en falsk Idee, der ikke blot maa opgives, men levende bekæmpes af den Ægte, hvis den ei skal ödelægge Alt hvad vi timelig skatte; hvor de ei kan det, gaae Menneske-Held forloren, men hvor Man dog i Grunden, som overalt, hvor 📌Nordens Aand er naturlig, vil baade leve og oplyses menneskelig, der maa den 36 (VU) klare Erfarings-Sandhed nödvendig seire, naar den kommer til Orde.

✂ Til Orde, siger jeg med Flid, og ei til Bogs, thi al Sandhed som blot skrives og ei tales, skrives aldrig med saamegen Flid og Konst i Glemme-Bogen, at den derved bliver levende og virksom, og derfor skal de Faa, der, ved et Mirakel, trods den sorte Död, har faaet Öie for Livet, og Mod til at spytte Blækket 412 (US) ud af Munden, de skal til Orde, hvor Skolen dog i Grunden vil sig selv og Staten og Mennesket vel; thi, om Man end troer, det kan ikke hielpe, bör det dog forsöges, da det aabenbar i vore Dage maa enten bære eller briste.

✂ Velan da! jeg, for min Part, er sikker paa, det vil bære i 📌Norden, og vilde bære i 📌Engeland med, naar Man ikke der, med Falke-Synet for den daglige Erfaring, var blind for den Universal-Historiske, eller naar Man kun ikke, med al muelig Frihed til at bruge Munden, dog, desværre, fattedes 34en Mund, under et Par Öine der see hvori Feilen stikker; thi Ören fattes man der ingenlunde, og giennem gode Ören skiæres Aanden ypperlig for Stær, da Man derimod, ved at stikke Folk i Öinene selv med de bedste Staal-Penne, kun giör Folk arrige paa Fingrene, der virkelig synes, under et smukt Paaskud, at ville stikke Öinene ud!

✂ Forudsat da nu, at Man i 📌Norden faaer ordenlig Lyst til at leve og see gode Dage i Aandens Verden, da vil de gamle Böger först giöre Gavn, og da vil vi faae Nye, som man ikke blot skal forundre, men glæde sig over.

✂ Læseren tænke kun ikke, at Böger har vi meer end Nok af, men betænke heller, at der er netop samme Forskiel paa Böger, som paa Forfattere og Læsere, saa vi har baade for mange og for faa, og det er kun af det Onde, det Mindste er det Bedste. Naar derfor Aanden bliver baade Forfatter og Recensent, baade 👤Censor og Bibliothekar, da kan Læseren troe, at Bog-Samlingen vil baade svinde og trives, saa det er en Lyst.

✂ En Gru er det vistnok, for enhver Videnskabs-Mand med Aand, at betragte de uhyre Bog-Dynger, som især Tydske Handværks-Folk i de sidste tre Aarhundreder har opstablet, men hvad Tidens Ström ligesom af sig selv har giort ved Old-Tidens Bog-Samling, det vil den, indledt i vor Augias-Stald med lidt Herkulisk Vidd, ogsaa giöre ved det sidste 35Tids-Rums, saa det falder i ►Lethe hvad der udsprang af ►Styx; thi kan vi lære at kiende Old-Tiden af det Par Hylder fulde, vi har, 37 (VU) da kan vi sagtens lære at kiende den Tid, der ligger os nærmest, uden at læse os ihiel paa Messe-Cataloger og hvad de falbyde. Vist nok trænge vi til flere Böger fra Middel-Alderen end fra Old-Tiden, fordi Fölelsen grener sig langt meer end Phantasien, og til Allerflest fra Forstands-Tiden, da Man faaer saa mange Sind, som der er Hoveder, men alting med Maade: eet Kiöd-Hoved og eet Skabilken-Hoved kan være Nok for vore Börn at öve deres 413 (US) Vittighed paa i Sloi-Kjolen, og selv af middelmaadig gode Hoveder kan Eet være Nok, naar vi kun har det paa rette Sted, saa det er egenlig kun Over-Hovederne af alle Slags, det er værdt at giemme paa, og at anatomere til fælles Bedste. Naar Man nemlig kiender Skole-Mesteren tilbunds, da spörger Man ikke om alle Skole-Drengenes Kundskaber; thi da har Man kiöbt Kræmmeren og faaet Krammen i Tilgift, og saaledes er det hvor Man vender sig, thi i Historien springer Man rolig alle Afskrifterne over, med samt alle Trætterne om Keiserens Skiæg, og alle de kloge Beretninger om hvad Mads Fos vilde tænkt, og hvordan han vilde baaret sig ad, naar han havde været i de store Mænds Sted, som vi godt veed hvorfor han ikke var; og i Poesien, endelig, veed vi nok, det er kun Hoved-Skjaldene der har en egen Verden, som Resten kun giör lange Fingre efter, og da den 36Konst at stjæle og fjæle er daglig i Tiltagende, nöies Man i Literatur-Historien med at hænge de store Tyve, de Smaa lader Man löbe, eller rettere: lader dem seile deres egen Sö, til de drukne i den.

✂ Men har vi for mange Böger fra Bogtrykker-Konstens Dage, ligesom vi har for mange Skytter fra Krudtets, saa gaaer det derimod med Middel-Alderens Böger omtrent som med dens Borge, at de ligge i Gruset, og den har godt ved at være mörk, saalænge Man kun oplyser den med tomme Lygter, men den maa naturligviis blive lys, för vi kan forstaae den, og den vil bestemt blive det, naar Bögerne komme for Lyset, som Man ruger over: i 📌Rom og i 📌Wien, og fornemmelig i 📌London og ►Paris. Selv paa de latinske Böger var Man hidtil meget knap, fordi det var kun Kloster-Latin, det vil sige, fordi der dog var Spor af Liv i dem; og af hvad der var skrevet paa Folkenes Moders-Maal, som i Forhold var saa lidt, at det er ubetaleligt, af det værdigede de Classiske Herrer knap en enkelt Curiositet deres Opmærksomhed, og oversatte den, til almindeligt Bedste, paa Latin, for at den ikke skulde fordærve Smagen. Det er nu splittergalt, og især maa den Gammel-Nordiske Literatur paa 38 (VU) Angel-Sachsisk og Islandsk herud, hver Billing, thi vi maae see, hvad de gamle Kæmpe-Karle, der knusde 📌Rom, og skabde en ny Folke-Verden, stilede efter i alle Retninger, som sikkerlig var ikke Smaat, om det end i visse Retninger 37var ikke Stort, de naaede*Til Ære for det lille, fattige 📌Danmark, og til Skam for det store, steenrige 📌England, er der gjort Meget for den Islandske og hartad slet Intet for den Angel-Sachsiske Literatur; men dog maa Man lægge til, at ogsaa for den Islandske staaer Meget tilbage, og at uden Islandske For-Kundskaber, lod der sig kun lidt giöre for Angel-Sachsisk.. Men her er gode Raad dyre, naar de skal fölges, thi det vil koste mange Penge, og det er kun Skielmer der give meer end de har, saa her kommer Engelsk-Manden nok til at punge ud, men det giör han bestemt ogsaa, saasnart han lugter Lunten, og mærker, baade at han selv som Angel-Sachsernes Arving er störste Lods-Eier, og at det er intet Mindre vi tale om, end en Bifröst-Bro til Overgang mellem to Halv-Verdner, og en underjords Tragt under Tidens Ström, som ►Sagas Slot med Bölge-Tag; thi da giör han et “British and Foreign Printing-Society”, og det giör Resten. Vist nok vil ogsaa Meget af Middel-Alderens Skrift, især den Latinske og Franske, blive casseret, saasnart det er læst, men det maa först ud iblandt Folk, thi en god 👤Censor, veed Man nok, maa have Argus-Öine, og dem faaer han först, naar Bogen er trykt, og falder i det Mindste i halvtredsindstyve gode Læseres Hænder.

✂ See, det var om de Böger vi har, og om dem vi skal faae, hjemfalder det naturligviis nærmest Efter-Slægten at tale, men Saameget kan jeg dog forudsige, at naar Aanden kommer til at styre ligesaavel Philolo38gens og Philosophens som Poetens Pen, da byder Man aldrig Læse-Verdnen en Bog, den enten skal kunne Latin, eller andet Sprog end sit Moders-Maal, og höist en Kiende Islandsk, for at forstaae, og byder hverken Læge eller Lærde Sammenligninger af og Undersögelser om hvad Faa eller Ingen kiender; men Man begynder altid med at give Publikum en tro og let Udsigt over den Række af Kiends-Gierninger, som i en vis Undersögelses Kreds ligge til Grund, og da först kræver Man Opmærksomhed paa sine Formodninger derom og sin Forklaring deraf, og vil da, naar de ere den værd, ei heller savne den.

✂ I Övrigt seer Man nok, at ligesom Forklaringen af Menneskelivet, i alle sine naturlige og historiske Forhold, er det ophöiede Maal, som adler ⓘ VidenskabelighedenVidenskabeligheden] GV, Videnskabeligdeden A, og forener alle dygtige Bestræbelser, fra Mathematikerens til Poetens, og fra ⓘ Ord-SankerensOrd-Sankerens] GV, Ord-Sankekerens A til Tanke-Sam 39 (VU) lerens, saaledes vil en Universal-Historie, i saa vidtlöftig Forstand, som den fuldstændigste Encyklopædi er Registeret til den, være det store Konst-Værk, der maa svæve os for Öine, og, skiöndt denne store Aladdins-Borg umuelig paa Jorden kan faae sit sidste Vindue, vil den dog i Övrigt, naar Alt er i Beredskab, bygges paa 415 (US) een Nat af tjenstfærdige Aander. Til Hoved-Bygningen lagde Menneske-Aanden i sin guddommeligste Forbindelse Grund-Volden, som en viis Byg-Mester, 39i Bibelen, og til begge Side-Flöiene, der skal afbilde Menneskets Forhold til Natur og Historie, lagdes den af Grækenlands og Nordens Aander, med Barne-Haand, men dog saaledes, at Ingen efter deres Dage var mægtig til at fortsætte Værket; thi ligesaalidt som vi kan fremvise Verdens-Kröniker, der fra en aandig Syns-Punkt overgaae Herodots den Græske, og Snorros den Nordiske, ligesaalidt er endnu enten den Græske eller Nordiske Literatur videnskabelig fortsat, hvad jo ogsaa var umueligt, saa længe Man i det Höieste kun efterlignede den Ene og forsmaaede den Anden. Men begge Dele var jo dog aabenbar kun en Fölge af Aandlöshed og Romersk Afguderi, thi kun naar Man forguder Reliqvierne af den store Röver, anseer Man det for den höieste Ære at kappes med ham i Efterligning af Grækerne, og finder da sin Over-Tro bestyrket, hvergang Man seer, det er umueligt med hans döde Fingre at overgaae hvad de Levende gjorde. Saasnart derimod Nordens Kæmpe-Aand vaagner hos os, da lade vi haant om at være Romernes Slaver, og kappes da ei længe med Grækerne, för vi komme dem forbi, undtagen i deres Feil-Trin, som vi med Flid undvige. Med Grækernes Tunge-Maal tilegne vi os deres Aand, men for at tjenes, ei for at beherskes deraf, thi Glandsen, som Fuldendtheds Præg, er, naar den saaledes kommer for tidlig, en skiön Feiltagelse, som 40Man vel kan lære meget af, men langt lettere forsee sig paa, saa lidt Barbariskhed maa der være hos det Folk, der ei nænner, for den smukke Over-Flades Skyld, at bortgive det Mindste af Dybden og Fylden, som baade i Konst og Vidskab er det Væsenlige der aldrig maa opoffres.

✂ At de Romaniserede Folk, eller Roman-Heltinderne, de berömte Græde-Kvinder over 📌Roms ►Adonis, ei bragde det videre end til at balsamere hans Levninger (qvæ supersunt) paa Spansk-Ægyptisk, opsminke Mumien paa Fransk-Arabisk, og skrinlægge den i en Kiste af Italiensk, eller, om Man vil, Parisk-Cararisk Marmor; det ligner dem i det Mindste; men at selv ►Asa-Thor paa Öen har sat sin Ære i at 40 (VU) slibe et magelöst Glas-Laag til Skiftingens Lig-Kiste, og spildt uhyre Kræfter paa at halvbygge et underjordisk Herkulaneum til ►Jetten ►Hrungners Grav-Capel, det er en Klak for Skrift i Literær-Historien, hvorom Man maa bruge 👤Shakspears Ord, at ►Oceanet ei forslaaer til at 416 (US) aftvætte den*

✂ — — — Oh! she is fallen
Into a pit of ink, that the wide sea
Has drops too few to wash her clean again!

; thi selv naar 👤Bacos Folk, som jeg vil haabe, nu omsider lægger Haand paa den Historie af Universal-Literaturen, han saa varmt anbefalede dem, er den kostbare Tid dog spildt, de bedste Kræfter tilsatte 41i Uvættens Tjeneste, og Syns-Punkten næsten uænderlig forrykket.

✂ Dog, Sligt skal siges höit i 📌Oxford og 📌Cambridge, thi en skrevet Torden-Tale er ikke Thor-Dön, men kun Latinernes fulmen brutum, hvad vi er forhexede nok i den sorte Skole til hvert Öieblik at glemme, og slaae os til Ro med et Romersk “Dixi” hvor vi dog ei mælede et Ord, men gav kun Sort paa Hvidt for, at vi baade kunde og vilde tordne og lyne, hvoraf dog i det Mindste det Halve er Lögn, naar vi ei virkelig giör det.

✂ Istedenfor da at plöie med Romernes Kalve, og bilde os ind, det giör Furer som ►Gefions Plov i Öre-Sund, endskiöndt det öiensynlig kun giör, hvad min Staal-Pen giör her: en Streg paa Papiret, ja, istedenfor, med Romersk Over-Tro, at bilde os ind, at Pennen skiænder, naar den skratter, og græder naar den drypper, saa lad os see hvad den kan giöre, ved at pege paa ►Herkules og ►Cerberus, hvor de staae lyslevende ved Siden ad hinanden, som 👤Villiam 👤Shakspear og Ben-Johnson, og lære os paa een Gang, baade hvad det er, den Romerske Aand har piint ihjel, og hvad 📌Nordens Aand formaaer, naar den bryder de Romerske Lænker. Ja, det er en Universal-Historisk Kiends-Gierning, at det Eneste i de sidste fem Aarhundreders Literatur, som for42tjener at sammenlignes med Grækernes Mester-Værker, er 👤Shakspears Værk som Skaber eller dog som Fader. Og, hvordan blev han vel til, den Shakspear, den ny ►Herakles, ikke 👤Wielands (enten Shakspear eller ►Hercules) Mand af Middel-Störrelse, men den virkelige Helt af Gudernes Æt, der gik igiennem Helvede ubrændt, og förde, til overflödigt Beviis, ►Cerberus med i sin Lænke! Var det 41 (VU) kanskee ved Efterligning af 👤Seneca, eller dog af 👤Æskild og hans Brödre, eller kanskee ved flittigt Studium af Stagiritens og Tiburitens ars poetica og de lærde Commentatorers gradus ad Par 41 (US) nassum? Nei, det være langt fra, saa langt fra, som at Aben, naar den giör sit Mester-Stykke, fordunkler os, eller at Helte undfanges, naar Moderen kun hörer en Fortælling om andres Bedrifter. Han kunde kuns lidt Latin og mindre Græsk, siger ►Cerberus, som kun forgiæves tog sig af hans Classiske Opdragelse, og siger 👤John Bull, desværre, endnu, næsten med Suk, om den Vovehals, den 👤Vilhelm Erobrer i Aandens Verden*Vil Man derfor vide, hvordan Engelænderne endnu sædvanligen betragte Sh. da læse Man Ben 👤Johnsons Lig-Vers over ham; thi vel er det deres Stolthed “he was not for an age but for all time,” men hans “small Latin and less Greek” er deres Plage, og det koster endnu daglig Sveed og Hoved-Brudd at indprænte sig selv og Andre, “the star of Poets, the sweet swan of Avon, was made ►as wel ►as born,” samt at hvergang en lille ►Athene kom hoppende ud af hans Hjerne, maatte hun paa Ambolten, for at faae sin rette 43Skabning, og blive ordenlig koldbrystet, kan jeg tænke. “Who casts a living line must sweat (such ►as thine are) and strike the second heat upon the Muses’ anvil.”, saa hvad der gjorde ham til den 43ny Tids ►Brage, det var aabenbar kun 📌Nordens Kæmpe-Aand, af hvis Drift han löb tids nok ud af Skolen, för den blev udpidsket, og propheterede om den Nordisk-Græske Opstand mod Romer-Tyrkerne, hvoraf vel her kun sees matte Spor, men hvoraf jeg dog er vis paa, Efter-Slægten skal höste velsignede Frugter.

✂ Ingenlunde vil jeg hermed sige, at 👤Shakspear staaer ene i 📌England, nei, 👤Spenser og 👤Baco staae hos ham, og i hele den Ny-Engelske Literatur staaer, ligesom i Sproget, en Baxe-Kamp mellem ►Asa-Thor og ►Jetten ►Hrungner, som yder et anderledes stort og lærerigt Skue-Spil end den Tydske Hane-Fægtning, saa jeg tör anbefale den udelukkende, næst efter den Old-Græske og Old-Nordiske, med den Forsikkring, at Man vinder langt meer end Man taber, ved, naar Man ikke skal giöre Hoveri, reent at springe Resten over. Jeg pegede her kun paa 👤Shakspear, som Hoved-Manden, for at Læseren paa ham skal see, det er ligesaalidt den Classiske Dannelse der har hævet den Engelske Literatur, som det er Syndfloden af Latinske Ord der pryder og forstærker det Engelske Sprog, men at det tvertimod begge Steder er den ægte Nordiske Kraft, der, med meer og mindre Held, stræber at giennembryde den Romerske Muur.

✂ 44 42 (VU) Og nu vil jeg gribe Leiligheden til at slutte denne forelöbige Betragtning, der truede med at blive uendelig, thi hvormed kan den bedre sluttes endnu, end med det bedste Varsel for 📌Roms 418 (US) Undergang og 📌Nordens Opstandelse, ja, med Universal-Historisk Videnskabeligheds store Prophet, thi det er William 👤Shakspear, derfor æres han, som alle Propheter, mest efter Döden, og udenfor sit Fæderne-Land! Ja, vi herinde, som have den gamle Mythiske Spaadom, vi maae see det med mest Forundring, hvorledes Menneske-Livet i hele sin historisk underfulde Udvikling svævede for Skjalden, og giennemlynedes af hans prophetiske Blik, saa der vil neppe være eet Kapitel i den store Universal-Historie, vi forvente, hvortil ikke den mest passende Overskrift skulde findes i 👤Shakspears Historier, som de saa træffende kaldes. At han imidlertid aldrig selv kom til nogen Universal-Historisk Anskuelse, kom sikkert af, at han fattedes 📌Nordens Myther, som kun spögde for ham, lig 👤Hamlets Aand, og anklagede deres Morder, men kunde ingen Hevner finde; men selv om han havde havt baade Mytherne og Anskuelsen, vilde han dog neppe avlet en tilsvarende Videnskabelighed, thi for at kunne det, maatte han virkelig vundet Ben 👤Johnsen, hvem han nu kun forbausede, og blev vist ikke dyrebar, för han var död, og kunde ei meer lade Falstaff lee sin Mave itu ved Amboltens Lov-Tale over Forhammeren. 45Aanden spilder aldrig sine Kræfter, om det end synes saa, og Shakspear havde derfor kun, hvad der var brugeligt til at vække den endnu ikke ganske uddöde Kamp paa Öen, og til i sin Tid at opmuntre Frænderne i 📌Tydskland, og i Norden, hvor Mytherne var giemte, som Kæmperne fordum, til Rom havde anden Gang fyldt sine Synders Maal, og var moden til Undergang.

✂ At nu tillige i vore Dage de under Romer-Aag og Tyrke-Svöbe haardt straffede og dybt nedböiede Hellener have reist sig, og opfrisket Mindet om ►Lapithers gamle Kamp med Centaurer, at de derved har afnödt ►Europa den Opmærksomhed, Classiskheden var alt for Romersk til at skiænke dem, og at det var den Nordiske Hav-Mand, der ved 📌Navarin giorde Udslaget til deres Befrielse, det er det andet baade store og gode Varsel for et Nord-Græsk Tids-Rum i Borger-Samfund, i Konst og Vidskab, som sikkert ei vil skuffe, hvor i 📌Norden, eller maaskee udenfor paa Öen, det end er, Man först skal höre, at Aanden kom til Orde, og udrev som en Löve Skole-Scepteret af Örnens Klöer! I Grunden skal det være os det Samme, hvor det begynder, som virker velgiörende, og ender episk herlig den store 43 (VU) Tragedie; men dog er Ord-Sproget sandt, at Enhver er sig selv nærmest, og lyder det underlig mythisk 419 (US) til os fra Middel-Alderen, at de Danske tyede saa höit op mod 📌Norden, fordi de havde svoret, heller at 46begrave sig i Bölgerne end böie sig under det Romerske Aag, da tör vi vel og haabe, det skal skrives for Efter-Slægten, at de Danske afrystede Aaget saasnart de saae, det blev dem dog paalistet.

✂

2. Myther og Mythologier.

✂ Jeg behöver neppe at fortælle Læseren, hvilken uhyre Forskiel der sædvanlig er mellem Myther og Mythologier, forsaavidt som Man kan læse en heel Tylt af de Sidste, uden at blive rigtig bekiendt med en eneste Mythe*Et Classisk Exempel er 👤Creuzers Mythologie und Symbolik, hvor Alting, undtagen Forfatterens fixe Idee, er et Mysterium for Læseren. Det er Skade for Manden, som kunde giort noget langt Bedre, men det er ogsaa Skade for Læseren, derfor siger jeg det., thi der har i de sidste fem hundrede Aar hersket et eget Slags Frimureri i den lærde Republik, saa for os selv maatte hverken Himmel eller Jord holde Noget hemmeligt, men for vore læge Læsere skulde det være en uudgrundelig Hemmelighed, hvad det egenlig var vi skrev om. Skrev vi derfor Historier, da tegnede vi, saavidt mueligt, kun Navne og Aars-Tal op til vor egen Efterretning, eller ogsaa vi forklarede Læseren Sammenhængen af de Begivenheder, han ikke kiendte; og skrev vi Mythologier, da forudsatte vi altid, at Læseren enten kiendte Mytherne paa en Prik, eller bröd sig, ligesom vi, ikke om dem, men kun om 47vore sindrige Indfald i Anledning af gamle Dumheder, som, naar det ikke var for vore Indfalds Skyld, fortiende aldrig at nævnes.

✂ Dette er imidlertid, trods al Sædvanlighed, kun en tilfældig Forskiel mellem Myther og Mythologier, men der er ogsaa en væsenlig, forsaavidt Mythologierne er Böger, thi det var Mytherne naturligviis ikke, de var, hvad deres Navn udtrykker, levende mundtlige Ord, ikke paa Hverdags-Sproget, men paa Billed-Sproget, som de Gamle for ramme Alvor kaldte Gudernes Tunge-Maal, hvad Man nok veed, det i Skjalde-Munde: Et Skiemt, og et Andet Alvor, hedder endnu. Denne væsenlige Forskiel er jeg ingenlunde saa sikker paa, Læseren vil ændse, som den Tilfældige, thi vel 44 (VU) har jeg alt i det Forrige stræbt at indprænte den uhyre Forskiel, der er mellem Ord og 420 (US) Skrift, under ellers lige Betingelser*Det er vel at mærke “under lige Betingelser” thi Man forvilder aabenbar sig selv, naar Man sammenligner en genialsk Bog med mundtligt Vrævl, eller Talerens Skrift naar han er begeistret, med hans Tale mens han fordöier., men just fordi Forskiellen er saa uhyre stor, som mellem Liv og Död, just derfor maa jeg regne paa at mit döde Skrift-Beviis, for det levende Ords Fortrin, lidet eller intet har udrettet mod den levende Forsikkring, Læseren vel tusinde Gange har hört om de döde Bogstavers utroelige Fortrin for den levende Röst. Jeg maa derfor igien begynde med at vælte min Sisyphus-Steen, og bede Læseren betænke, det er 48jo dog en unægtelig Philosophisk Sandhed, at Livet forplantes ei ved de Döde, men ved de Levende, altsaa lige saalidt ved döde Ord som ved döde Sild, lige saalidt ved afstumpede Gaase-Fjere, som ved tilspidsede Staal-Penne, lige saalidt ved Skygger af Ord, som ved Skygger af Folk, saa at naar denne soleklare Sandhed ikke her slaaer Bogstav-Troen ihiel, da er det ikke blot, fordi, som Digteren siger: Ingen tilgavns kan slaae en Död ihiel, men især fordi Sandheden her er selv kun et dödt Bogstav, der ei kan röre sig af Flækken, men maa lade den modsigende Mund giendrive sig selv. Skulde imidlertid Læseren, ved et Lykke-Træf, have opdaget, eller herefter opdage, den store Hemmelighed, vi knap kan lukke vor Mund op uden at röbe, den for Latinerne gruelige Hemmelighed, at Ordet har hiemme i Munden og ikke i Pennen, saa det virkelig ikke er med Haanden, men med Munden, Man kort og fyndig, klart og levende, udtrykker, meddeler og forplanter sine Tanker og Fölelser, sin Tro og Anskuelse; har Læseren giort eller giör dog snart dette Kæmpe-Skridt op af Graven, da vil han strax, uden min Anmærkning, see, hvilket forunderligt Lys der ved det ene Skridt opgaaer over hele Menneske-Livet, ikke fordi der videre skeer noget Mirakel, men fordi Man nödvendig staaende under aaben Himmel, selv paa Gravens Bredd, seer Alting ganske anderledes, end naar Man ligger næsegruus 49dernede, eller sidder dog i Lig-Kisten under lukt Laag, ved en Nat-Lampe, og har kun Bog-Staver og Dödning-Hoveder for sig. Sidder derimod Læseren der, da kan min Bog saalidt som al Verdens Böger lære ham at skatte det levende Ord, og Alt hvad jeg tör haabe indrömmet, er, at hvem der hverken kan læse eller skrive, maa nöies med det Gavn Man kan have af Ordet, blot ved at höre og tale det, hvad dog ogsaa i alt Fald er det naturlig 45 (VU) ste, da Man nok har seet Börn födes med Tunge og Ören, men ikke med Böger under Armen eller Pennen i 421 (US) Haanden, og Man ikke engang ret kan begribe, hvad Folk egenlig havde at skrive op, naar der ikke först var sagt Noget.

✂ Dog, det nytter, som sagt, slet ikke, om jeg afnöder Læseren den Bekiendelse, at baade er det mundtlige Ord det Förste og Naturligste, og at selv Iliaden var hört længe för den blev læst, thi har han ingen levende Forestilling om det begeistrede Ords magelöse Kraft og Herlighed, naar det svinger sig let i Sky paa Röstens Vinger, fremfor naar det skyggeviis aftegnes paa Papiret, da kan jeg maaskee være til hans Tjeneste ved en anden Leilighed, men her kan jeg ikke hielpe ham, og han maa ligesaagodt lukke Bogen först som sidst, thi, ærlig talt, han forstaaer ikke et eneste Ord deraf.

✂ Altsaa, naar jeg skal skrive blot taalelig om Mytherne, da maa jeg forudsætte, Læseren veed 50hvad et begeistret Ord i sin Kraft har at betyde, thi saadanne Ord var Mytherne oprindelig allevegne, eller dog, for at undgaae unyttig Kiv, i 📌Grækenland og 📌Norden. Begge Steder see vi ogsaa klart, at selv i Bog-Stilen var Poesi ældre end Prosa, og da det Samme er Tilfældet med de nye Literaturer: baade i 📌Italien, 📌Frankrig, 📌Spanien, 📌England, 📌Tydskland og 📌Norden, saa vilde det være ubegribeligt, hvorledes Man var kommet paa det fortvivlede Indfald, at Menneskets Tanke-Gang var först saa uhyre prosaisk, som nogen kolossalsk og selvbevidst Skrub-Tudses kunde være, men hævede sig derpaa efterhaanden, som Kaal-Orm til Sommer-Fugl med deilig spraglede Vinger, det vilde være ubegribeligt, siger jeg, hvorledes Man, til Trods for Menneske-Naturens aabenbare Love, og Historiens klare Vidnesbyrd, var kommet paa det urimelige Indfald, naar Man ikke kiendte den sorte Skole, hvori Kaal-Ormen virkelig udrugedes paa Ægyptisk til en snurrig Sommer-Fugl, som, for sin unaturlige Födsels Skyld, blev löftet til Skyerne, höit over alle Skovens vilde Fugle, der kun sang med det Neb, Naturen gav dem.

✂ Ja, i 📌Rom, mellem Röverne, gik det naturligviis i mange Maader anderledes til end iblandt ordenlige Folk, og naar nu 📌Roms Historie, og det ovenikiöbet forfusket, blindt troet, og aandlöst opfattet, skulde giælde for en guddommelig Natur-Aabenbaring, som 51den i de sidste fem Aarhundreders sorte Skole jo skulde, da först begriber Man det Hele.

✂ 46 (VU) De Romerske Skribenter har nemlig fortalt os, at Byens guddommelige Stifter, ►Romulus, var en Röver-Captain, som havde Krigs-Guden til Fader og en ►Ulvinde til Amme, begyndte sine store Bedrifter med at slaae sin Broder ihjel, besvogrede sig med Nabo-Folkene, ved at voldtage deres Kvinder, og endte sin Helte-Bane ved at snigmyrdes af sine Venner, som derpaa forgudede denne 📌Roms Skyts-Aand under Navn af Kvirinus. Saadanne uforskammede Lögne, som den, Senatet opdigtede om ►Romuli Himmel-Fart, hvem de selv havde myrdet, vedblev nu, sige de Romerske Skribenter, ►Numa Pompilius, og andre Sabinske og Etruriske Præster, at indbilde Röverne, for at faae dem til at være lidt skikkelige, naar de var hjemme, og det var Mythernes Oprindelse, som altsaa var aabenbare Lögne, med Flid opdigtede saaledes, at Skole-Mesteren havde Noget bag Öret, som Röverne ikke vidste, men hvormed han kunde berolige sin Samvittighed, da han deels löi i en god Hensigt, og deels vidste noget Sandt, som Lögnen kunde være et billedligt Udtryk for, som f. Ex. at naar et Menneske opgav Aanden, da blandedes jo Aanden med Luften, og kunde altsaa nok siges at fare til Him52mels og svæve over Jorden*Kiender Læseren, for sine Synders Skyld, Noget til Hermanns berömte Sende-Brev til 👤Creuzer, om Mythologiens Væsen og Behandling, da veed han, det er ikke Bagtalelse, naar jeg siger, at det Romerske Mythe-Begreb er endnu det herskende.. For Resten, sige de, havde Man i Rom skrevne Præste-Kröniker lige fra Begyndelsen, og meget tidlig skrevne Love, men fik först Poeter i den anden Puniske Krig, og Hoved-Skjaldene först efter den ypperste Taler 👤Ciceros Död, under hans kronede Morder 👤August.

✂ Hvorvidt nu alt Dette er sandt, eller om de sprænglærde Romere gjorde deres gamle Forfædre Uret, kunde her være os ligegyldigt, da det jo dog var lige galt at fordreie alle andre gamle Folks Historie, til den kom til at ligne Röver-Bandens, som de slet ikke lignede, men for at vise, hvor aandlöse Celeberrimi var, bör det dog anmærkes, at selv 📌Roms Historie, som vi har den, netop stadfæster hvad den i femhundrede Aar er brugt til at bestride.

✂ Uagtet nemlig Romerne aabenbar höre til den mest upoetiske Stamme blandt Old-Tidens berömte Folk, og udgjorde, lige fra Begyndelsen af, et Konst-Folk, dannet til et eget Öiemed, nemlig Underkuelsen af alle Natur-Folkene, saa sporer Man dog, selv i deres Historie, den 47 (VU) Gang, der er Menneske-Naturen saa eiendommelig, at den ikke lader sig forrykke, men kun fordærve, thi ogsaa Romerne 53havde dog först en Phantasi-Tid, under de syv Konger*Selv i 📌Engeland, hvor Man mest ubarmhjertig har indpidsket Ungdommen 📌Roms Historie med alle Aars-Tal, har 👤Niebuhrs Bog, om Mytherne deri, gjort en saadan Epoke, at selv dens Oversættere betragtes med en Blanding af Ære-Frygt og Nag, som 📌Roms Ödelæggere., saa en Fölelses-Tid, i Republikens glimrende Dage, og endelig en Forstands-Tid, fra den ældre 👤Catos. Forskiellen er altsaa blot, at Alt hos Romerne, lige fra Begyndelsen, havde en verdslig, gemeen og menneskefiendsk Retning, saa deres dybeste og meest poetiske Mythe er den om ►Mars og ►Ulvinden, hvori ⓘ hele Romshele Roms] GV, heleRoms A Historie speiler sig. Ogsaa i Rom var da den ældste, mythiske Poesi prophetisk, og er ikke selv Spaadoms-Bögerne (de Sibyllinske), efter Romernes egen Beretning, fra Slutningen af Konge-Tiden!

✂ Vende vi nu Öiet til Ebræerne, som det mest poetiske af Old-Tidens Folke-Færd, da er dette vel ogsaa et Konst-Folk, og det saa ægte, at det virkelig har en skrevet Historie lige fra Folke-Livets Begyndelse, og en Lov-Bog, med den berömte Universal-Historiske Indledning, som med Rette kaldes Genesis eller Moderen; men Gangen er naturligviis klarlig den samme: först en Phantasi-Tid til 👤Moses, saa en Fölelses- og Daads-Tid fra ham til 👤Salomon, og saa Forstands-Tiden.

✂ Hvor ivrig end Theologerne fra Reformations-Tiden stræbde at hævde det Ebraiske Sprogs Ære, som Grund-Sproget, og den Mosaiske Lovgivnings, 54som et Mönster paa en Stats-Forfatning, faldt det dem dog aldrig ind, hvad der havde været anderledes klogt, at betragte Ebræerne som Normal-Folket, og derefter baade ordne Old-Tidens Historie, og vurdere den Romerske Literatur; thi overnaturlig og unaturlig faldt sammen i deres Begreb, og, mens de fnös mod alt Hedenskab, som om det var lutter Afguderi, forgudede de netop den Romerske Var-Ulv, og opdæggede ham til en Capitolinsk ►Jupiter i Aandens Verden. Hvor det derfor gik bedst, havde Man vel en Söndag hver Uge, da Man i Aandens Navn protesterede mod alt Romersk Afguderi og Pavedom, men de sex Sögne-Dage, da Man i 📌Roms Lænker protesterede mod al Aand, der ikke havde en Pen til sin Fader og et Bogstav til sin Moder, trak naturligviis snart den Syvende med sig, saa Aands-Protesten i Kirken blev til en blot Formali 48 (VU) tet, som et mundtligt Ord læst op af Papiret, og Resten veed vi. Uagtet derfor det levende Ords Opvaagnelse, i og med 👤Morten Luther, ret öiensynlig beviiste, at Aanden som giör kraftige ►Gier 422 (US) ninger ikke boer i Skriften men i Ordet, boer ligesaalidt i et beskrevet Huus af Papir, som i et med konstigt Billed-Værk opfört af Kalk og Steen, boer overalt ikke i Huse som bygges af Menneske-Hænder; saa var det dog især fra 👤Luthers Dage Man forgudede Bogstaverne, og det ei engang de Gothiske, men netop de Latinske, skiöndt Man dog godt 55vidste, at i det Mindste paa Latin havde Bibelen ingen Helte-Gierninger övet, men ladet sig meget taalmodig misbruge af Paver og Klerke*Saadan en forhexet Ting er den Latin, at skiöndt Man ved Reformationen gav den Skyld for alt Ondt, og Biblerne paa Moders-Maalet Æren for alt hvad Aanden giorde, saa kom Man dog ved Classisk Studium snart saavidt, ⓘ atat] GV, st A Man i Skolen glemde og foragtede Moders-Maalet meer end för..

✂ Dog, jeg siger ingenlunde dette for at laste vore fromme Fædre, thi de vidste aabenbar ikke hvad de gjorde, de var videnskabelig aandlöse, og maatte derfor i Skolen trælle for 📌Roms Meen-Vætte; men jeg siger det, for at Man kan see, hvi Christendommen ikke for længe siden styrtede den Romerske Tyran, og forebyggede den bagvendte Betragtning af Menneske-Livet, der endte og maatte ende med at giöre den eneste ægte og sande Anskuelse, den Christelige, til Spot.

✂ Nu derimod kan vi indsee, at Man, for i Historien at kiende Menneske-Udviklingens Gang, helst skal regne i det Store, Kolossalske, hvor lidt meer eller mindre ingen Forskiel giör; thi hvem kan tvivle om, at forholdsviis er hele Old-Tiden Phantasiens Alder, Middel-Alderen Fölelsens, og den ny Tid Forstandens eller Efter-Tankens, og er ikke derfor ogsaa aabenbar Old-Tidens Literatur den mest poetiske, Middel-Alderens den mest historiske, og den ny Tids den mest philosophiske! Sammen56ligne vi nu hermed den daglige Erfaring, da finde vi ligeledes, at forholdsviis er Phantasien altid det Herskende i Ungdommen, Fölelsen i Manddommen, og Forstanden i Alderdommen, og da nu ethvert givet Folk kun er en Forbindelse af Enkelt-Mænd, og en Deel af Menneske-Slægten, kan vi forud vide, at det maa i Grunden have fulgt samme Gang, om end Mangel paa Efterretninger, eller særdeles indviklede Omstændigheder, kan giöre Sporene svagere hos det ene Folk, end hos det Andet.

✂ Havde Man imidlertid i den ny Tid, da Man tog sig paa at for 49 (VU) klare den Gamle, havt videnskabelig Aand, da vilde Man giemt begge Konst-Folkene (det Israelitiske og Romerske) til Sidst, og henvendt hele sin Opmærksomhed paa Grækerne, 423 (US) som det Eneste af Old-Tidens Natur-Folk, Man historisk kiendte giennem et heelt Udviklings-Tidsrum, eller i de fem Aarhundreder fra 👤Solon til 👤Christus og 👤August, og Man vilde da snart opdaget, at, forholdsviis, hjemfaldt hele Tiden för 👤Solon til Phantasien, at Fölelsen herskede mellem ham og 👤Alexander, og derpaa Forstanden, saadan som den var, med det Alexandrinske Bibliothek og den tilsvarende Höi-Skole. Da vilde det naturligviis aldrig falde dem ind, ved Forklaringen af de Græske Myther, som var endnu langt ældre end den graa 👤Homer, fra Phantasi-Tidens dunkle Dyb, at tænke sig en Alexandrinsk Philosoph, der rev Blade ud 57af en Billed-Bog, svöbde deri sine Pölse-Pinde eller Svovel-Stikker, og forærede dem velforseiglede til de gamle Græker, som et himmelfaldet Kræmmer-Huus, med en Gud inden i, ved hvis Tilbedelse de kunde faae en Skræk i Livet, og hæves lidt over Sandseligheden, thi selv en Lignelse som denne, var, saavidt jeg veed, meer end de Alexandrinske Philosophers Phantasi blev istand til at forfærdige.

✂ Var Man nu med den Forstand kommet til 📌Rom, da vilde Man strax seet, at det der gik saa rædsom unaturlig til, som mueligt, men at Hösten ogsaa blev efter Sæden, saa at da Romerne, efter Naturens Orden, skulde have deres store Dramatiske Digtere, ved Over-Gangen nemlig fra Fölelses til Forstands-Tiden, fik de kun en plump Komiker af nogen Gehalt (👤Plautus), som de lod trække i en Heste-Mölle, og en mat Tragiker (👤Ennius), hvis Værker de selv med Flid begrov i Möddingen, saa deres eneste poetiske Tragoedie er deres virkelige Digteres Skæbne. Alle de Poetiske Storværker, hvoraf Romerne brystede sig, kom derfor bag efter, som tyndt Öl, som en Ilias efter 👤Homer, og i det Hele som en snart slavisk, snart overfladelig Efterligning af Grækernes Konst-Værker, der kunde være lærerig nok for en Historisk Philosoph at betragte, men var det störste Daarskab at canonisere, og at pine Livet af Ungdommen med.

✂ 58Var Man derpaa kommet til 📌Palæstina, vilde Man höilig forundret sig, enten Man saa troede, det var gaaet naturligt eller overnaturligt til, thi i begge Tilfælde var det lige vist, at Man havde en höipoetisk Hyrde-Stamme for sig, som med vidunderlig Konst var giort til et særskilt Guds-Folk, af hvis Historie Christendommen skulde 50 (VU) udvikle sig, til, naar den gamle Folke-Verden var ödelagt, at skabe en Ny, efter det store Forbillede, der foresvævede 📌Israels Propheter. Man vilde nok studset ved at finde Bogstav-Skriften saa tidlig, og desuagtet 426 (US) den höie Begeistring hos 👤David og 👤Esaias, en Begeistring, den Mosaiske Anskuelse saa tro, som om Aanden kunde udspringe af et Bogstav, lig Kilden af den hule Tand i 👤Samsons Asen-Kiæft; men man vilde her kiendt Guds Finger, som paa overordenlig Maade, for at bevare Sandheden og frelse den forulykkede Slægt i Tidens Fylde, kom Menneskets Skröbelighed til Hjelp, og man vilde ligesaalidt andensteds vente, hvad kun etsteds behövede at skee, som man vilde anseet den Mosaiske Stats-Indretning, der kun var beregnet paa en opnaaet Hensigt, for et Mönster, Man i Christenheden skulde efterligne. Allermindst vilde Man indbildt sig, at den Christne Kirke, der var skabt af glödende Tunger, og skulde altid besjæles af Stifterens Aand, dog skulde falskelig betragte sig selv som bygget paa et Bogstav, og derved opholdes; men meget mere vilde den Christne Kirke, der 59altid steg og sank med det begeistrede, mundtlige Ord, have drevet dem til at efterspore, om der ikke selv i Israel var et mundtligt Ord, der forplantedes fra Slægt til Slægt, som den levende Kilde, hvoraf Aanden bestandig gienfödtes, og de vilde da snart have fundet, ikke blot at rimeligviis havde især en Deel af Leviterne bevaret og levende forplantet Summen af 👤Moses og 👤Josvas Taler, som de siden gjorde ved Propheternes, men at de ti Bud og 👤Moses Svane-Sang var to levende Ord, som skulde mundtlig forplantes hos Alle, og blev det fölgelig hos alle de Fromme, hvorved Anskuelsens Eenhed bevaredes, og Livet opholdtes i Lön, selv naar det syndes aldeles forsvundet*Da Man i Aandens Fraværelse altid overseer det Vigtigste i aandfulde Mænds Böger, maa jeg henvise til 2. Moseb. 19 og 20 samt 5. Moseb. 31 og 32..

✂ Havde Man nu först opdaget det lille Guddoms-Ord, der med overnaturlig Kraft, men dog i Naturens Orden, bevarede og gienfödte Livet i 📌Israel, da vilde Man strax fundet det Tilsvarende i den Christne Kirke, hvor Man egenlig skulde troe, det var umiskiendeligt, da det höitidelig forplantes ved begge Sacramenterne, og udtrykker i Troes-Bekiendelsen ved Daaben kort og klart hele den Christelige Grund-Anskuelse af Verdens Skaber, som en Fader, der klarlig aabenbarede de vanartede Börn sin Kiærlighed i Guddoms-Manden 👤Jesus Christus, Hans 60eenbaarne Sön, og Hvis Hellig-Aand 51 (VU) skaber, af dem som troe, et helligt Samfund og et helligt Folk, som har deres Synders Forladelse, og skal arve det evige Liv!

✂ 427 (US) At den Christelige Anskuelse i 👤Luthers Dage blev gienfödt af dette lille Ord, i fuld Overeensstemmelse med det Ny Testamente, er vel et stort Vidunder, men, som alle sande Guddommelige Vidunder, i Naturens Orden, da det derimod, uden et levende Ord, vilde være et unaturligt Kogleri, Guddommen uværdigt, og i Grunden umueligt.

✂ Er vi da nu kommet til den Indsigt som Fædrene fattedes, saa vi begynde at forstaae Menneske-Livet i det Store, see, da faae vi, hvad der er Hoved-Sagen, et hverken luftigt eller forvirret, men lyst og levende Begreb om Aand, som den höiere Livs-Kraft, der har sit levende Udtryk i et tilsvarende mundtligt Ord, og i dette sit Udtryk tillige sin jordiske Boelig, hvori den kan ligesom indslumre, men vaagner dog igien til visse Tider, og beviser sin Eenhed med sig selv ved at oplive og omværne sit Udtryk, og i det Hele ved, i en ny og klarere Gestalt, at gientage sit forrige Storværk.

✂ Ogsaa her trængde de fleste Læsere vist til en Mund, der gav det levende Begreb om Aand, men at Skrift ikke kan det, vil de da desklarere indsee, og har de dog en dunkel Fölelse af Aand, uden hvilken al Oplysning er spildt, vil de kiende, hvor 61underlig det bedager sig, saa der svæve hvide Morgen-Skyer over Erkiendelsens Land, som Dag-Skiærets Speile og Solens Herolder.

✂ Paa dette Stade opdage vi nemlig, at hos Folk med Aand var det blot en Uklarhed i Begreberne, der avlede de uforsvarlige Lov-Taler over Bogstav-Skrift, under Navn af det skrevne Ord, som, de ikke tog sig i Agt for, er et billedligt Udtryk, der, naar det tages for mere, bliver baade latterligt og skadeligt, da det er klart, at Man först maatte virkelig faae Fingre paa det usynlige, vingede Ord för Man virkelig, bogstavelig kunde före det i Pennen, og at Man omfavner en Sky for ►Here, naar Man indbilder sig at have det virkelige, kraftige Ord i hvad der aabenbar kun er en Penne-Skygge deraf, som egenlig slet ikke ligner, men kun, for hvem der har Nögelen, betegner det. Blænd-Værket opstaaer da derved, at et lille, levende Ord, som Man slet ikke har lagt Mærke til, gav Nögelen, gav Aanden, saa Man, aandelig talt, hörde hvad Man læsde, og indbildte sig derfor, det var Bogstaverne, der talede, og kunde ikke noksom forundre sig over, at andre Læsere ikke kunde höre det, skiöndt de var lovlig undskyldte.

✂ 52 (VU) Heraf kom, blandt Andet, naar vi ellers var kiærlige Mennesker, alle vore haarde Domme over de Bibel-Læsere, der ei 428 (US) kunde finde den samme Aand og Mening i Skriften, som vi, thi hvor naturligt det end er, at Man seer med de Öine, Man har, og læser 62enhver Bog i og med den Aand, eller Aandlöshed, Man er indtaget af, saa indsees det dog aldrig af hvem der forvexler Skrift med Ord, og slutter da, at ligesom Man vel kan forkaste og forskyde Meningen i en levende og tydelig Tale, men ei, naar Man har Forstand, tage feil ad den, saaledes er det ogsaa med Skriften. Det er derfor ikke mindre nödvendigt for Kiærligheds og Billigheds, end for levende og virkelig Oplysnings Skyld, at vi bortkaste den grundlöseste af alle Fordomme, den tommeste af alle Indbildninger, som den om Bogstavers Liv, Kraft og Mæle, unægtelig er. Sandelig, jeg vil dermed hverken paastaae, at jeg kan forklare Aandens underfulde Virkninger, eller nægte, at Bogstav-Skriften er et stort Vidunder, og hvem skulde mindre fristes til det Sidste, end hvem der anvender sin meste Tid paa ret med Flid at skrive Böger; men at lægge en aabenbar Umuelighed til Grund, veed jeg, kan umuelig före til Forklaring, og at prise Böger for hvad de beviislig ikke er, maa nödvendig giöre os blinde for hvad de virkelig ere, saa det maa være det förste Skridt til ret Forstand paa Ord og Skrift, at vi skarpt adskille to saa ueensartede Ting, og indsee, at Ordet staaer netop saa höit over Skriften, som Legemet over Skyggen, og som Han der skabde Tungen over ham der skiærer Pennen!

✂ Det er ogsaa blot hos Konst-Folkene, det falder vanskeligt at oprede Forholdet; thi hos Natur-Folkene er det saa iöinefaldende, at selv Bogstav-Forguderne 63er nödt til at kalde de Sprog döde, som ikke meer er noget Menneskes Moders-Maal, og hvor klogt det er at tale om et dödt Sprogs levende Ord, vil enhver indsee, som veed, hvad det er at modsige sig selv i et Aande-Dræt. Der er imidlertid ogsaa i de levende Sprog en vis Deel, der egenlig maa kaldes Aandens Udtryk og Boelig, og kan ei gaae tabt, uden at Sproget derved aldeles mister sin Aand, kun har Naturen her, som allevegne, en langt bredere Basis end Konsten, saa et Natur-Folks Aand er kun bundet til den hele figurlige Deel af Moders-Maalet, eller det naturlige Billed-Sprog i vidtlöftig Forstand. Uagtet derfor Aanden slumrer ind med Mytherne, kan den dog vækkes, saalænge der er Poesi i Folket, og det er der, saalænge de billedlige Ord-Sprog, Vendinger og Tale-Maader, som er dem eiendommelige, endnu findes i Folke-Munde. Ogsaa i denne Henseende er det 53 (VU) da paa den höie Tid, at Folke-Aanden vækkes, hvor den ei skal 429 (US) uigienkaldelig forsvinde, men den vil ogsaa vaagne i vore Dage, overalt hvor den findes, hvad enten det saa blot er for at give det sidste Suk, eller for at begynde et nyt Levnets-Löb.

✂ Hvordan det egenlig i Munden har hængt sammen med det Latinske Sprog, er svart at fatte, men det er klart, at de uhyre Anstrængelser i den ny Tid for at oplive det i sin Classiske Skikkelse, kun mislykkedes, fordi dets Billed-Sprog var aldeles ud64dödt, og Aanden derved tabt, forsaavidt ikke begge Dele var gaaet over i de romanske Tungemaal, og at disse derimod var et levende Forsög paa at forevige 📌Roms Aand, som aldrig mislykkededes saameget, at det jo lykkedes kun alt for vel, som Universal-Historien fra 📌Granadas Erobring til Slaget ved 📌Waterlo klarlig beviser.

✂ Dette ulyksalige Experiment har imidlertid ogsaa en lysere Side at betragtes fra, thi deels var dog selv de Romerske Lænker et Baand mellem os og Old-Tiden, som Man heller maatte bære, end lösrive sig fra den, og deels beviste det, at, ved Hjelp af Christendommen og Bögerne, vil det anderledes baade fuldelig og glædelig kunne lykkes at vække de Folke-Aander, hvis Tunger aldrig forstummede, og hvis Levnets-Löb beviser: at de var Livs-Aander; og her staae vi atter for 📌Grækenland og 📌Norden, thi blandt alle de Natur-Folk, hvis Historie kundgiör en eiendommelig Aand, er det kun Disses Tunge-Maal, som giennemgik Tidernes Skiærs-Ild.

✂ Allerede herved har Skæbnen besynderlig sammenknyttet os med Grækerne, og jo dybere vi trænge ind i Menneske-Livets Hemmeligheder, des klarere vil vi erkiende en vidunderlig Styrelse deri, at Græsk og Islandsk leve endnu, som to duehvide Oldinger, med Nöglerne til Old-Tidens og Middel-Alderens Skat-Kamre, hvor vi finde de sære mythiske Huul-Speile baade for Menneskets Natur og Historie. 65Alt hvad vi derfor kan giöre til at opholde disse Sprog, og til at forsöde de Smaa-Folks Alderdom, hvis Moders-Maal de ere, skal være os en Glæde, og vil lönne sig rigelig.

✂ Men, kunde Man spörge: hvortil behöve vi Myther, da vi have den Christelige Anskuelse? Hvortil de Skyer og Stjerner, da vi har Soel og Maane?

✂ Först maa jeg bemærke, at om vi ikke behövede 📌Grækenlands og 📌Nordens Myther, saa behövede vi dog at forstaae dem, bedre end andre Folks, fordi deres Indflydelse har været Universal-Historisk, og deres 54 (VU) Literaturer er de eneste originale, saa Tunge- 430 (US) Maalene var os altid historisk uundværlige. Men jeg vil besvare Spörgsmaalet, da det træffer sig, jeg kan. Hvad nemlig Skyerne angaae, da vil selv Solen ikke undvære dem, saalænge den skal skinne over Jorden, og Maanen vil nok have Stjernerne omkring sig, især saa udmærkede som Syv-Stjernen og Karls-Vognen. Med andre Ord: Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens magelöse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Löb, men det tilhörer Kirken og Kirke-Skolen, og passer kun paa Löbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornödenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han skiænker, skal ar66beide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Örken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og höste. Det Gamle Testamentes Billed-Sprog er upaatvivlelig saa træffende og altomfattende, at kunde vi levende tilegne os det, vilde det være i Erkiendelsens Land, som naar Solen opgaaer, men det vilde udentvivl endnu være os for dybt, og er i alt Fald, videnskabelig talt, ubrugeligt *Lysne vil det imidlertid sikkert over Ebræernes Billed-Sprog, ved den Ægyptiske Hieroglyph-Skrift, hvortil en Engelsk-Mand fandt Nöglen i det levende Coptiske Sprog, og hvorpaa Fransk-Manden Champollion nu flittig staver., saalænge det Ebraiske Sprog er iblandt de Döde. Jeg, for min Part, tvivler ingenlunde paa, at jo Tiden nærmer sig med stærke Skridt, da Levningen af det underlige Folk, med samt deres Tunge-Maal, skal opvækkes som en 👤Lazarus af Graven, men med dette Folk maa Alt til Enden, som fra Begyndelsen, skee paa saa overordenlig en Maade, at skiöndt vi höre til det ny Guds Folk, der skal opvække det Gamle, er der neppe Nogen af os, der endnu har ahnet, hvordan det er mueligt. Kun Saameget er klart, at nu er Raden til 📌Grækenlands og 📌Nordens Billed-Sprog, og at de ikke alene, ved at oplive hele vor Menneske-Kundskab, og forskiönne vort Liv, vil fortjene vor Tak, men vil ogsaa bringe os et Kæmpe-Skridt nærmere til Forklaringen.

✂ 67Er nemlig ethvert Folks Myther deres Aands velbehagelige Udtryk og egenlige Tempel, da er de nödvendig forsaavidt Prophetiske, at de spaae hvad der kunde og skulde blive af Folket, thi forsaavidt er jo hver Enkelt-Mands, end sige da hver Digters, Ungdom prophetiske, og da der nu aldrig bliver 431 (US) mere, men vel mindre af et 55 (VU) Menneske, i aandelig Forstand, end han i Ungdommen önskede og drömde, saa kan vi forud vide, at to Folke-Færds Ungdoms-Drömme, der virkelig blev saa meget som Græker og Nordboer, maae have en Dybde og en Fylde, som Mythologerne, der vilde giöre dem til blotte Indklædninger for deres egne Hverdags-Tanker, vist nok aldrig drömde om.

✂ Om 📌Norden især skal vi siden tales nærmere ved, men om Grækernes historiske Liv og Betydning maa jeg tale et Par Ord, for, om mueligt, at vise Læseren, hvor hovedlöst Man hidtil næsten almindelig betragtede, og, som det hedd, forklarede dette Hoved-Folks höieste aandige Forestillinger, som et Folks Gude-Myther jo dog nödvendig maae være.

✂ 📌Grækenland er i alle Maader Old-Tidens Middel-Punkt, hvor det Altsammen mödtes og vexelvirkede i höieste Frihed, hvad der i Old-Tiden naturlig henrykkede og opflammede Menneske-Aanden, henrev og fortryllede Menneske-Hiertet, sysselsatte og lynslog Menneske-Hiernen; der gestaltede sig det borgerlige Selskab, saa naturlig, at Man vel billedlig 68maa sige, Stenene kom dandsende til Byes hvor ►Orpheus spillede, og derfor havde Borger-Livet her alle uforstyrrende Kræfters fri Virksomhed til sit store Drive-Hjul. Dette skulde ikke blot lære vore Jurister at söge deres borgerlige Natur-Stand der, og hverken i Luften eller mellem Cannibaler, og lære vore Stats-Mænd, at Kræfternes fri Udvikling er den store Hemmelighed, der skaber blomstrende Riger, men det skulde ogsaa lære vore Mythologer, at det var et anderledes Chaos, der foresvævede den Græske Aand, end det der spögede i den Romerske Rövers Hjerne, og at denne Aand gik ganske anderledes tilværks med af sit Chaos at udvikle det Græske Borger-Liv, med al dets Glands, end den Romerske Meen-Vætte, der satte sin Ære i, af 📌Grækenland og hele den dannede Verden at skabe et Chaos med Sværd, og ordne det med Lænker. Ja, naar Man tænker, at Mytherne hos 👤Homers og Hesiodes og de Dramatiske Digteres, hos ►Lykurgs og 👤Solons, hos Sokrats og 👤Platos, hos 👤Phidias, 👤Perikles og 👤Aspasias Folk kun betöd de fire Elementers guddommelige Helte-Gierninger, da er det netop, som om Man fortalde os, at Homer, hvor tro han end skildrede og hvor deilig han end besang Menneske og Helte-Livet, da han var gammel og blind, havde dog i sin klaröiede og kraftige Ungdom ei mindste Forestilling derom, men laae og væltede sig mellem 56 (VU) Svinene 432 (US) paa hans Faders Möding, ansaae Snogene for de höie Guder, og Tyrene for de störste Helte.

✂ 69Dog, jeg veed, det nytter lidet eller intet, at före soleklare men skyggematte Beviser med Pennen, for en Sandhed, som bestrides af Millioner Munde, med grundlöse men levende Magt-Sprog, saa her er min eneste Tröst, at Læseren dog maaskee kan og vil gaae i sig selv, og, er han gammel, betænke, om han virkelig kom höiere med sin Forstand i Alderdommen, end han med Indbildnings-Kraften svang sig i Ungdommen, men er han ung, kun mönstre sine Længsler og Drömme, og see, om det er Dristighed og höi Flugt de fattes, eller en tilsvarende Virkelighed, de neppe tör smigre sig selv med at opnaae.

✂ Giör Læseren imidlertid det, da vil han strax være enig med mig om, at Grækerne sikkerlig kom endnu langt videre i deres Indbildning, mens de var unge, end med al deres Konst og Vidskab, da de blev gamle, og at det altsaa ei blot maatte være en Lyst at höre, hvorledes 👤Homerers Tip-Oldefædre phantaserede paa Mund-Harpen, naar Öinene funklede af Glæde over smilende Udsigter i det Fjerne; men at vi ogsaa deraf maatte kunne lære at overgaae Grækerne i Konst og Vidskab, dersom vi ellers har et höiere Lys, en dybere Alvor, og en kraftigere Hjelp, som de fattedes.

✂ Det kan nemlig slet ikke, som Man i den sorte Skole saa bagvendt har paastaaet, ligge i Phantasiens Natur, at der ikke giennem Livet udvikler sig en 70tilsvarende Virkelighed, men det maa nödvendig ligge i et Vanheld, der er tilstödt Menneske-Naturen, og har forstyrret de oprindelige Forhold; thi ellers lærer saavel den daglige, som den universal-historiske Erfaring, at i Aandens Verden giælder den samme Natur-Lov som i Luftens, saa Forestillingen skulde giöre ligesaa dybt et Indtryk paa Fölelsen, som den selv er höi, og derpaa stige i Forstands-Röret, netop til samme Höide, som den oprindelig havde. Har vi saaledes Forestilling om en skiön Bygning, det være af Kalk og Steen, af Toner eller Tanker; giör den et tilsvarende behageligt Indtryk paa os, saa vi lægge Haand paa Værket, og har vi Magt til at fuldföre det, da vil det ligne Forestillingen paa et Haar, saa det kan umuelig hænge rigtig sammen, naar et Væsen naturlig begeistres for at fare til Himmels, men ender med at bevise sig selv, han bör krybe i Jorden.

✂ Har vi imidlertid tilegnet os den Christelige Anskuelse 433 (US) af Mennesket, da see vi godt, at vel var Phantasien saalidt som noget Men 57 (VU) neskeligt lydeslöst efter Faldet, men at dens Feil dog ingenlunde laae deri, at den flöi for höit, thi det er umueligt for hvad der, som Guds Livs-Aande, nedfoer fra Himlenes Himle, og skal did igien, men at det netop var Feilen, den flöi ikke höit nok, blev enten ved Jorden, eller forvildede sig i Luften mellem Stjernerne, thi deraf udsprang jo Afguderiet. Naar der71for de Selv-Kloge bebreide Phantasien dens Udsvævelser, og raade den til at blive ved Jorden, da har den gamle 👤Adam godt ved at bevise sin Uskyldighed, og er fri nok for at drukne i det Vand hvori han vasker sine Hænder, beklagende skielmsk at den Philosophi er ham for dyb*👤Shakspears Læsere maa jeg giöre opmærksom paa det Classiske Sted (As you like it. A. III. S. III.) der begynder med: hast thou any philosophy in thee shepherd?.

✂ Forsaavidt Phantasien er aandelig, har den ogsaa virkelig Ret til at kalde sig forholdsviis uskyldig, thi den er jo Poesiens Skaber, og hvilken virkelig Digter maatte ikke önske, hans hele Liv svarede til Begeistringens Timer, hvilket Folk maatte ikke önske, at deres Liv udtrykde, hvad der begeistrede deres store Digtere!

✂ Feilen stikker altsaa fornemmelig, hvor Man nödigst vil söge den, i Hjertet, hvad den Mosaisk-Christelige Anskuelses Historie har sat udenfor al Tvivl; thi havde Hjertet ingen Skade, hvilke Halv-Guder maatte ikke alt Israeliterne, end sige da de Christne, blevet; men fordi Indtrykket paa Hjertet ikke var dybt nok, derfor blev ogsaa baade Daaden og Forstanden derefter. Forstand er nemlig slet ikke andet, end en Fölelse der bliver sig selv klar, og det bliver den kun ved at afpræge sig i en tilsvarende Gierning, som viser hvad den var, thi derfor er det at Forstand kommer kun efterhaanden af 72Erfaring, og derfor er det kun ved Betragtning af Menneske-Slægtens og sit eget Levnets-Löb, Man kan vinde Forstand paa Menneske-Livet, saa den Speculation, der ikke vil være Livets Sön og Lærling, er aabenbar en Skifting, paa hvem vi alt fra Amme-Stuen veed, ikke blot Daab og Christendom er ilde stædt, men al Omhu, Næring og Opdragelse spildt.

✂ Deri laae da ingenlunde Feilen hos Grækerne, at de begyndte med at synge om Gudernes Nærværelse, thi Mennesket er skabt i Guds Billede til at ligne ham, og hvem der skal hæve sig til de udödelige Guder, maa höre dem synge for sin Vugge, og see 434 (US) dem billedlig omsvæve sig, som Forbilleder paa, hvad han engang skal vorde. Altsaa ikke deri laae 58 (VU) Feilen, at Man menneskelignede Guderne, men deri, at Guderne enten var uægte: kun Skygger af det Guddommelige hos Mennesket, og kunde derfor ingen aandelig Stigen bevirke, eller at de kun efterlignedes maadelig, saa Daaden sank dybt under Forestillingen, Gudernes Sönner vanartede, og kunde derfor ikke naae til Himmelen, men blev som Halv-Guder hængende med ►Pegasus i Luften, eller styrtede, naar det kom höit, hovedkulds med ►Phaeton i Dybet.

✂ Naar nu Gude-Ligningen og Himmel-Farten lykkes saa slet, kan Forklaringen naturligviis ikke, som den skulde, blive en guddommelig Bevidsthed, 73men bliver langt snarere Mis-Forstand paa alt Aandeligt, som om alle Mytherne var kun malede tomme ►Æsker, Man enten maatte kaste bort, eller see til at lægge lidt i, der ikke var for tungt.

✂ Saaledes gik det da ogsaa omtrent i 📌Grækenland, og vi see det godt, at alle Guderne, og Halv-Guderne saa næsten med, var döde alt i 👤Solons Dage; thi da er Guderne og da er Billed-Sproget dödt, naar Mængden knæler for Billederne, mens de Kloge lee kun ad dem eller lege med dem. Under saadanne Omstændigheder har det ingen Art med Opvækkelsen, de Dramatiske Digtere forsöge, thi de blive da ikke, hvad de skulde være, en aandelig Videnskabeligheds Herolder, men kun Koriphæer ved Poesiens Lig-Begiængelse, og stort mere blev de heller ikke i 📌Athenen, skiöndt den Græske Videnskabelighed har udödelig Ære af sin Heros, af 👤Plato, som virkelig fortjener, forholdsviis, at kaldes den guddommelige, da han for Alvor med store Evner prövede paa at finde og befæste den levende Tanke-Kiæde, der forbinder Himlen med Jorden, og Mennesket med de udödelige Guder.

✂ Videre kom Grækerne ikke, de forgudede 👤Plato, men fulgde 👤Aristoteles, og meget videre har Man ei siden drevet det, men vi baade kan og skal drive det langt videre, thi vi veed, at i 📌Palæstina lykkedes Himmel-Farten, og med den Christelige Anskuelse maa det sagtens lykkes at forstaae den, som 74er Slægtens timelige Maal, hvordan det end gaaer med den virkelige Efterligning, som förer til det Evige.

✂ Her maa jeg atter pege paa den mærkelige Forskiel mellem Christne og Naturalister, som dele den Christelige Anskuelse, thi netop naar vi skal dele og udvikle den, istedenfor, som hidtil, at drages og djævles om den, da maae vi være os 435 (US) Forskiellen klarlig bevidst paa alle Hoved-Punkter. Vi gammeldags Christne troe nem 59 (VU) lig, og maae nödvendig blive ved at troe, at 👤Christus foer virkelig til Himmels for os, og, paa en Maade, med os, saa vi skal og kan fölge efter, enten vi forstaae det eller ikke, medens Naturalisten derimod tænker og maa tænke, at 👤Christus foer kun til Himmels som et Vidne om Mueligheden, og som vort Forbillede, saa det giælder om, först at forstaae Himmel-Farten, og dernæst at efterligne den. Af denne nödvendige Forskiel flyder imidlertid ligesaalidt, at vi skal ringeagte Videnskabeligheden, som at Naturalisten maa nægte 👤Christi virkelige Himmel-Fart; men kun, at Naturalisten maa være langt mere bekymret for en aandig Videnskabelighed, der forklarer Menneske-Livet, end vi, thi for os er det kun, ret forstaaet, en timelig Velfærds, men for ham er det en Saligheds Sag.

✂ Derfor har jeg det velgrundede Haab, at alle 📌Nordens Naturalister, med Aand, vil af alle Kræfter 75være os behjelpelige til at faae det store Skole-Giftermaal istand: mellem Forstanden og den Dramatiske Poesi, eller, for at tale i den ny Skole-Stil, som om det alt var klappet og klart: ⓘ imellemimellem] GV, imellen A Nordens Asa-Thor og den Græske Sybilla, eller Sif med Guld-Haaret.

✂ Dette Mythiske Gifter-Maal har længe svævet for mig, naar jeg, i hvad Man kalder Begeistring, stirrede baade frem og tilbage, som er min Maade at see langt paa, og ligeledes et Slags Gifter-Maal med Öinene, men för vi gaae videre, er det vel bedst at pege paa, hvad Begeistring egenlig vil sige, thi har Læseren end intet vrangt Begreb derom, kan det dog let hænde sig, han enten har et tomt, der er det samme som Intet, eller kun et meget dunkelt, der ikke vil giöre Sagen klar, naar vi nærmere skal afhandle: hvad de gamle Mythe-Smede muelig kunde begeistres af.

✂ For det Förste veed Læseren nok, at Begeistring er oprindelig et Tydsk Ord, men jeg vil bede ham, med For-Ord, ikke deraf strax at slutte, at al vor Begeistring er Tydsk, thi det er ikke engang al vor Fortræd, hvoraf meget mere Störste-Delen er Latinsk, men kun slutte, at vore Prosaister vidste ikke hvad Begeistring var, og greb derfor til det Huus-Raad, slette Oversættere helst maae bruge. For Resten er Dansken ingenlunde fattig paa kiönne Ord til at udtrykke hvad der er glædeligt, og hvad 76paa Jorden skulde vel være glædeligere, end en ægte Begeistring; thi vel er det, for den sorte Skoles Skyld, næsten blevet til en Skam at have Syner, men hvem der har Nogen, 436 (US) som virkelig henrykke, henrive, forlyste, fortrylle og ind 60 (VU) tage dem, de bryde sig kun lidt om Skammen, men sige tvertimod, det er Skade, Man ikke har dem bestandig, som naar Aanden er over En, og Man er ret i Aande. Heraf vil Læseren strax skiönne, at, efter mine Tanker, er Begeistringen slet ikke Andet, end en lille Kiærligheds-Historie i den usynlige, men dog ganske virkelige Verden, som Ordet, at sige det levende Ord, der löber ud i Eet med Aand, baade skaber og befolker. Her seer Man da, hvor Snakken om ►Muserne har hjemme, i 📌Grækenland nemlig, hvor Man havde et godt Öie for det smukke Kiön, som for alt det Skiönne, og hvor Man fandt, at Historikeren og Stjerne-Kigeren maatte ligesaa vel have deres ►Muser, eller være begeistrede, naar de skulde due noget, som Digteren og Taleren. Nu er det vist nok, desværre, gaaet med ►Muserne, som med Alt hvad der kommer an paa Smag og Behag, at Somme har havt Gribbeniller, og dog været meget indtagne af dem, men fortalde Nogen os selv, at en Pölse-Pind eller en Havre-Avne havde indtaget og begeistret ham, da vidste vi forud, det var enten Vrævl for hans egen Mund, eller en Skose til somme Andre, og det er, hvad vi Alle skulde betænke, 77naar Man vil binde os paa Ærmet, at det der i den Mythiske Tid har begeistret Digter-Patriarkerne, og fra deres Læber begeistret Folk som Grækerne, saa de tog det for en guddommelig Aabenbaring, var slet ikke Andet end en Hverdags-Tanke, som selv Hverdags-Folk troer, de er födt med!

✂ Dog, det bliver vel bedst, jeg fortæller Læseren en lille sandfærdig Kiærligheds-Historie, jeg havde forleden Aften med En af de Græske ►Muser, hvis Navn jeg vel ikke har fundet i Registeret, men som jeg ligefuldt blev indtaget af, og haaber, Læseren, ved nærmere Bekiendtskab, ikke paa Papiret, men i Virkeligheden, vil finde, fortjende det.

✂ Jeg sad just, som jeg staaer nu, og vilde slutte min Indledning om Myther og Mythologier, med et Rap til de Mythologer, der vil giöre Poetiske Folke-Myther til ingen Ting, og valgde til Exempel paa Mishandlingen af Grækernes Billed-Sprog, den velbekiendte Mythe om ►Kronos og hans tre Gude-Sönner. Da jeg nu, som sagt, altid, naar jeg er i Aande, har for Skik at see baade frem og tilbage, saae jeg en i mine Öine deilig Grækerinde, der var kommet bag paa mig, mens jeg sad i mine egne Tanker, og tiltalde mig nu, just ikke med de artigste Ord, men dog med et af de Smil, der smitter, saa Man kan ikke komme til at see suurt.

✂ 437 (US) 61 (VU) Saa er du da, syndes mig hun sagde, thi jeg forstaaer kun maadelig Græsk, saa er du jo dog 78endnu den gamle Barbar, den eenöiede Hyperboræiske ►Cyclop, der ikke kan kiende Forskiel paa Folk, men vilde have mig til at staae her som en arm Synderinde, at höre alle mine Dyder og Lyder og Kiende-Mærker opregnede, og saa omsider fremvises, som en vissen Urt fra Herbariet til behageligt Eftersyn. Nei, kan og vil du sige noget om mig, som er værdt at höre, og er der en eneste Draabe poetisk Blod i din historiske Vand-Farve, saa fortæl dog ordenlig mit Slægt-Register, som jeg har Ære af, saa jeg kan blive röd, og gaae min Vei, kun seet i Forbigaaende, og slippe for at höre Resten!

✂ Da jeg nu hörde, min Skjalde-Ære stod paa Spil, hvordan jeg vendte mig, vilde jeg dog heller vove den, ved at föie en Skiönhed i et rimeligt Forlangende, end ved unödvendig at fortörne hende, dreiede Pennen et Par Gange rundt, og skrev som fölger.

✂ De Mythiske Slægt-Registere har i det Mindste den Fortjeneste, som Historie-Skriverne hidtil ikke har skiönnet paa, at de er særdeles korte, skiöndt de række fra Himlen til Jorden, og stundum til Helvede med, ja række hele Tiden igiennem, stundum endog et Stykke ind i Evigheden. Saaledes er det da ogsaa med den Höibaarne Frues, hvis Udseende jeg ikke her vil beskrive, da hun har lovet selv at vise Læseren et Glimt deraf, som dog, hvis det kun 79bliver Mage til det, hun, lidt uartig, skiænkede mig, sikkert ikke vil findes fyldestgiörende.

✂ ►Kronos var en Sön af ►Uranos og ►Ge, og da han var sat af med Bestillingen, deelde hans tre velbekiendte Sönner hele Verden, paa Jorden nær, som de synes at have glemt, imellem sig, saa ►Zeus tog Himlen, ►Poseidon Havet, og ►Pluto eller Aides Skygge-Riget, som vi Nordboer lidt vel dröit kalde Helvede, hvormed vi dog ingenlunde mene det Hede, men netop det Kolde. Forsaavidt maa ►Pluto ogsaa have været enig med os, thi han besluttede at dele sin kolde, tomme Höihed med en varm Skiönhed, og hans Valg faldt paa den deilige ►Persephone, Datter af ►Zeus og ►Demeter. Hvorledes han nu kom i Besiddelse af denne Skygge-Rigets ⓘ majestætiskemajestætiske] GV, majestætike A Dronning, derom lyde Rygterne forskiellig, og er desaarsag Meningerne meget deelte, men derom er dog alle de Gamle enige, at ►Pluto overraskede hende, hvor hun gik og sankede Lilier i al Uskyldighed, samt at hun græd bitterlig under Bortförelsen, skiöndt hun kiörde paa en Guld-Vogn. Hun fik imidlertid, paa 438 (US) hendes Moders Forlangende, 62 (VU) Lov til at besöge Jorden, eller maaskee endog ►Olympen, hver Vaar og Sommer, og blev, ved ►Zeus, som en Slange, Moder til ►Zagreus, der ellers ogsaa kaldes ►Bachus! Det var for Resten den samme deilige Dronning, som de forvovne Kroppe ►Theseus og Perithous vilde hentet op igien fra Skygge-Riget, men maatte lade blive, og 80takke ►Herkules for, at dog En af dem, nemlig ►Theseus, slap op igien og hiem til 📌Athenen.

✂ Det Sidste föier jeg naturligviis kun til, for at vise Læseren, hvorledes en senere historisk Mythe fra Helte-Tiden har knyttet sig til den Naturlige fra Gude-Alderen, og nu vil jeg ikke spörge: hvad der bliver af ►Persephone, naar Man giör ►Zeus til Luft, ►Poseidon til det bare Vand, og veed ikke engang hvad Man skal giöre af ►Pluto; men jeg vil i al Hemmelighed betroe Læseren mine Tanker om, hvad der muelig kan have begeistret den gamle Digter, og hans Græske Tilhörere, for ►Kroniderne, saa de med overdreven Gavmildhed skiænkede dem langt meer end de selv eiede eller raadte for: hele Verden, og guddommelig Tilbedelse!

✂ Mig synes, jeg kan see den Mythe-Smed, som en gammel blind ►Thamyris, der har mistet baade Syn og Cithar, fordi den Vove-Hals indlod sig i Vædde-Sang med ►Muserne, og drömde om et Kys af hver, som han nu tænkde paa en Omvei at naae.

✂ Med sænket Hoved, med rynket Pande, og sneehvidt Haar, seer jeg ham staae ved et Isthmisk Höst-Gilde, lyttende til en ung Digters blomstrende Kvad om Seier-Herren i sin fulde Manddoms-Kraft, og jeg læser det i Gubbens Miner, hvorledes Menneske-Livet svæver ham forbi som en söd Dröm, hvoraf Man bittert föler, Man er vaagnet, saa af Barndommens glade, udeelte Livs-Fylde, af Ungdommens funklende 81Öine og dristige Flugt, og af Manddommens kraftfulde Skridt og triumpherende Blik, er kun de livlöse Skygger tilbage i den kundskabsrige, men mörke, kolde, magteslöse Alderdom.

✂ Dog see, med Eet opklares Gubbens Ansigt, som naar Skyerne skille sig ad paa en Dag i Hösten, og Regn-Buen viser, hvor yndig Soel-Straaler bade sig i Stöv-Regn; thi Gubben blev veemodig, da det lynslog ham, at hvad han sörgede over, var fælles Skæbne, saa det dog i Grunden var det samme Liv, der ældedes i den ene Slægt, og foryngedes i den Næste, og han var dog ogsaa i Grunden endnu den samme Skjald, som fordum kappedes med alle ►Muser. Da födtes der en ny ►Muse for ham, i 439 (US) hvem alle de Gamle syndes sammensmeltede, thi hun bragde 63 (VU) ham alle de henvisnede Krandse, friske paa Ny, og sank kiærlig i hans Arme, som om han endnu under de hvide Haar havde vundet sit Vædde-Maal. Da reiste han sig i Kredsen af de Lyttende, og skildrede, med klar og rolig Begeistring, hvor underlig, veemodig rörende og skiönt, det Guddommelige speiler sig i de Dödelige, saa vel er de gyldne Kronos-Dage kun faa, og længe varer hverken Örne-Flugten i Sky, eller den raske Omtumling paa Livets bölgende Hav, og ængstelig er Indgangen i Efter-Tankens store, stille, dunkle, kolde, Skygge-Rige, men selv der er dog Gudernes Boelig, hvor Ædlingen krandses af 82den Deilige, som ►Zephyr avlede med Vaaren i Lön, til at være Höstens ►Muse.

✂ Ja, noget Saadant har det aabenbar været, der begeistrede baade Skjalden og Folket for ►Kroniderne, som Menneske-Livets Genier, thi det er de unge Guder, som födes hos gamle Skjalde, Frugterne af Begeistringens anden Ungdom, i Poesiens Alderdom, og derfor giver denne Forklaring hele Mythen Sammenhæng, og dermed rime sig alle Navnene, fra ►Kronos (Timeligheden), til ►Zagreus (Vederkvægeren). Intet Under, at det er ►Zeus der afsætter ►Kronos, indtager Himlen, er baade Gude- og Helte-Faderen, har Lynet til sit Vaaben, og Örnen til sin Fugl; thi saaledes er det jo med Phantasien, Ungdommens Genius! At Havet hos Grækerne var Symbolet for Fölelsen i det Hele, see vi blandt Andet deraf, at det var Moder baade til ►Achil og ►Aphrodite, og det er jo virkelig baade i Storm og Stille ligesaa hos os; men de mangfoldige Skatteringer i Fölelsen undgik naturligviis ikke Grækerens Opmærksomhed, saa det var den stormende Lidenskabelighed, der bringer alle andre Fölelser til Taushed, de i ►Poseidon forgudede, hvorpaa saavel hans Navn, som hans Historie peger. ►Pluto endelig er den Samme som ►Plutus (den Rige), og har sit andet Navn, Aides, enten af den ubehagelige Livs-Mæthed, der egenlig er Mathed, eller af det Oplösende, der er Hoved-Elementet i Forstandens Virksomhed, og Skygge-Lig83heden, der er alle Begreber egen, naar de mangle den tilsvarende Virkelighed. Maalet, Staven og Nögelen, er hans, som Reflexionens eller Efter-Tankens Symboler, og det er naturligt, at han selv ingen Börn har med ►Persephone, thi den blotte Forstand er kun Skygge-Fader, saa det er kun ved en sær Forbindelse mellem Phantasien og Forstanden, der bliver en Fader til den historisk-poetiske Anskuelse af Livet, der er Alderdommens Tröst. At 440 (US) ►Zagreus ogsaa 64 (VU) kaldes ►Bachus, er baade dybt og deiligt, thi Phantasien snoer sig i Slange-Bugter om Forstanden, som Ranken om Stangen, naar Vederkvægeren skal födes, som er den aandelige Vin-Drue, eller er ikke netop Vinen det legemlig Oplivende og Vederkvægende, der alt for ofte bruges til Surrogat for det Aandelige; ja, stemmer ikke selv den Christelige Anskuelse dermed overeens!

✂ Önsker Man nu at vide, hvorledes en deilig Mythe kan tabe sin Betydning, da tænke Man blot Aanden bort, og strax bliver ►Zeus til Luft, ►Demeter til Jord, ►Persephone til Grönsvær, Slangen til en haandgribelig Vin-Ranke, og ►Zagreus til en ligedan Drue, og Man er kun i Forlegenhed med ►Pluto, som bliver til slet ingen Ting.

✂ Kunde denne Mythe nu end ikke giöre os anden Tjeneste, end at være et Speil for det daglige, natur-historiske, Menneske-Liv, tro og poetisk opfattet, saa mener jeg, det var allerede en stor 84Vinding; men nu kan den umuelig være saameget, uden at være langt mere, thi da Menneske-Livet er eensartet i alle sine Skikkelser, maa baade det Græske Folke-Liv, og hele Menneske-Slægtens, speile sig deri, og dette er hvad der saa inderlig sammenknytter 📌Grækenlands og 📌Nordens Myther, som indbyrdes tilsvarende Anskuelser af det samme Menneske-Liv, fra dets natur-historiske og dets universal-historiske Side, thi derved forbindes de som Mand og Kvinde, udtrykkende det samme Menneske-Liv i sin Kraft og i sin Skiönhed.

✂ Det kan hverken behöves eller nytte, her at gientage, hvad i det Forrige er sagt om de tre kiendelig adskildte Aldre i Folkenes og Slægtens Levnets-Löb; men det skader dog ei at anmærke, hvorledes de poetiske Heste staae opsadlede for ►Kroniderne; thi ⓘ Old-TidensOld-Tidens] GV, Old-Tidens A; delvist fremhævet i A var den flyvende ►Pegasus, Middel-Alderens var ►Sleipner, den ottebenede Hav-Hest, og Nu-Tidens er jo den trebenede Hel-Hest.

✂ Men især maa jeg giöre opmærksom paa, at ►Persephone, Datter af ►Zeus og ►Demeter (Phantasien og den frugtbare Natur), i Grækernes og Slægtens Historie er den Dramatiske eller Forstands-Poesien, som kommer sidst, og skulde blive Moder til en historisk-poetisk Vidskab, der kunde være dens Stötte-Stav, og forklare Menneske-Livet; men blev det hidtil aldrig, i Folke-Historien, fordi Gifter-Maalet med ►Pluto kom aldrig istand. At det i 📌Grækenland 85vilde mislykkes, spaaede egenlig hele Helte-Livet, hvis aandigste Daad var Borger-Sam 441 (US) fundet og de Homeriske Digte, hvoraf Hint kun löselig knyttede 65 (VU) sig til Mytherne, og dette kun spillede paa dem; men det spaaedes ogsaa bestemt i Helte-Mythen om Perithous og ►Theseus, der vilde beröve ►Pluto ►Persephone, thi hvad der end ellers har svævet for Skjalden, saae han jo dog Heltene i Strid med Guderne, hvad umuelig kunde före dem til Himlen, men maatte fængsle dem i Under-Verdenen. Fölgen see vi i 📌Athenen, hvor 👤Plato staaer med sine Dialoger ved Siden ad de store Dramatiske Digtere, som en ►Theseus, hvem ►Herakles vel har reddet fra Under-Verdenen, men ei kunde give ►Persephone, og hvem hans Landsmænd vel forgudede efter Döden, men forskiöd i Livet.

✂ Dog, det var intet Under, at det store Gifter-Maal mislykkedes, saalænge Himmel-Farten ingensteds var lykkedes; men efter 👤Christi Dage skulde Man tænkt, det var kommet istand paa det förste Sted, hvor Poesien dramatisk foryngedes, altsaa i 📌England. Hvi det imidlertid ei kunde skee, har jeg alt peget paa, og det lod sig klart udvikle, men jeg vil heller pege paa den Engelske 👤Plato, eller 👤Frands 👤Baco, som vidste godt at Philosophen var en ►Pluto, men ansaae Gifter-Maalet med ►Persephone for umueligt, saa en Urte-Kost af hendes var Alt hvad han meende, kunde forplantes til Skygge-Riget.

✂ 86Komme vi nu til 📌Tydskland, da finde vi vel, ved Siden ad de Dramatiske Digtere, to, om ikke tre, Tydske Platoner, for Een, og da især 👤Schelling som Hoved-Manden, men han fattedes, desværre, med al sin Genialitet og Dybsindighed, 👤Jean Pauls poetiske Fylde og Fr. 👤Schlegels Ærbödighed for Historien, saa det maatte gaae skiævt. Natur-Philosophien var imidlertid et glimrende Forsög paa at forbinde Phantasien med Forstanden, og saaledes frembringe en levende, fremskridende, og Livet virkelig forklarende, Videnskabelighed, og Forsöget er saa langt fra at burde afskrække os, at det netop borger os for, det baade kan og skal lykkes i 📌Norden, hvor Poesi og Historie har været sammensmeltede fra Arilds-Tid, saa hele 📌Nordens Historie er, i Overeensstemmelse med dets Myther, en Kolossalsk Spaadom om det store Gifter-Maal for hele Verdens Öine, der har været bestemt fra Vuggen af, og kun fundet saadanne Hindringer, som deels ligge i Sagens Natur, og deels skal tjene til at giöre Ægteskabet, der kroner en lang og hardtad fortvivlet Kiæreste-Tid, baade varigt og lykkeligt.

✂ Ja, ogsaa vi har nu faaet vort Drama, og veed altsaa, hvor 442 (US) vi er, veed, at nu maa det bære eller briste, og kan see for vore Öine, 66 (VU) at Forsöget aldrig kunde slaae saaledes feil, at vi kunde tabe Noget derved, men at, om det kun halvveis lykke87des, var derved dog allerede Meget vundet, i det Mindste for Öieblikket.

✂ Vi ere umaadelig rige i Ideen, men store Stoddere i Virkeligheden: rige paa Kundskab og Erfaring, men fattige paa Livs-Kraft, Varme og Fylde, de completteste Plutusser og ►Plutoner, Man vil see for sine Öine. Det er os Alle klart, at nu skulde Vidskab og Oplysning giöre sit Mester-Stykke, ved, baade i Kirken, i Staten og i Skolen, at aflöse den dunkle Fölelse, der hverken er dyb eller stærk nok, til længer at staae for Styret, uden at alle de aandige Baand, der knytte Mennesket til Himlen, til Slægten og til Forklarings-Banen, maae briste, og den ny Folke-Verden drukne i Öster-Söen, som den Gamle i 📌Middel-Havet: det forrige Chaos, med Anarchi og Tyranni, med dumt Afguderi og tom Selv-Klogskab, aandelig Plumphed og legemligt Kiælenskab, kort sagt: alt det Slette ved Barbariet og Culturen, blive Dagens eller rettere Nattens Orden.

✂ Vi veed ogsaa godt, hvad vi skulde, og tildeels gierne vilde, saa det er kun Skaden at vi kan det ikke. Skabe noget egenlig Nyt, vil nemlig kun Tosser nuomstunder, som ikke veed, det er ligesaa umueligt som ufornödent, saa alle kloge Folk see, det giælder kun om at pröve alle Ting og beholde det Bedste. Old-Tiden var plastisk, og Middel-Alderen var romantisk, saa det fölger af sig selv, at den sidste Tid skal være architektonisk, og det var Synd 88at sige Andet, end at vi enstund, af alle Kræfter, har revet ned og bygget op i alle Kroge, men det er Ulykken, at vi har virkelig revet ned, men kun bygget op i Ideen, eller paa Papiret, og det vil aabenbar ikke svare Regning, enten for Store eller Smaa, for Læg eller Lærd, da det, endnu mere aandelig end legemlig, giælder om en Bygnings-Konst, der virkelig skaffer os til at boe baade sundt og smukt, stort og bekvemt, ikke som kloge Bævere, men som forstandige Gude-Börn, og det vil slet ikke lykkes.

✂ Men, hvorfor vil det ikke lykkes, undtagen fordi vi bære os bagvendt ad, og veed ei at benytte vor Stillings og vor Tids magelöse Fordele, hvor det kommer an paa at forbinde Kræfter, og afpasse det Ene efter det Andet. Vi staae paa Gravens Bredd, med hele Menneske-Livet bag os, hvis Erfaring vi kan benytte, hvis Forstands-Udbytte vi kan giöre Regning paa; Christendommen byder os en ægte universel Anskuelse af Men 443 (US) neske-Livet i dets Forhold til Himlen og Evigheden, 📌Grækenlands og 📌Nordens Myther afbilde ligesaa universelt Menneskets Forhold til Jorden og til Tiden: den Forbigangne, Nærværende og Tilkom 67 (VU) mende, og Folke-Historierne ligge udbredte for os, saa vi kan see, baade hvad der passer til hvert Sted, og til den nærværende Tid, og vi fattes da aabenbar enten blot Öine til at see, Hjerte til at ville, eller Kraft til at udföre, hvad 89der ligesom paanöder sig os. Var vi nu enten aldeles magteslöse, eller saa ondskabsfulde, at vi vilde heller selv springe i Luften med hele Verden, end röre en Finger for at redde den, da stod vi naturligviis hverken til at raade eller hjelpe; men det er ikke Tilfældet, vi er kun blinde med aabne Öine, det vil sige: forblindede, og det i Norden langt mindre af Selv-Klogskab, end af blind Tro paa andre Folks, og da især paa Romernes og Tydskernes, Klogskab, af hvilke imidlertid de Förste kun bygde et Slaveri til alle Folk og en Galge til dem selv, og de Sidste har, efter meer end Tusindaars forgiæves Arbeide paa at bygge en ordenlig Stat og et forsvarligt Philosophisk System, opgivet begge Dele, og slaaes nu om Stumperne. Og af blind Ærbödighed for en Klogskab, som Erfaring har fordömt, skulde vi lukke Öinene for den Viisdom, som hele Menneske-Slægtens Erfaring anbefaler, og til Trods for vor egen upaatvivlelige Erfaring, at Phantasi og Forstand kan sammensmelte i Bevidstheden, og Poesi og Vidskab godt forliges til fælles Bedste, til Trods for vor egen Erfaring, og for Historiens Vidnesbyrd, skulde vi troe, det er galt, fordi hverken Romere eller Tydskere har kunnet finde sig deri, forstaae og forklare det!!

✂ Nei, det var dog alt for galt, nu, da det giælder om Andet end at skrive en Bog, eller forsvare et Paradox, giælder om at gienföde Menneske-Livet i 90Kirke, Stat og Skole, hvad Erfaring dog maa have lært os, skeer ikke ved at skrive et nyt Ritual, en ny Constitution, og en ny Skole-Plan, men kun derved, at der kommer nyt Liv i Præster, Stats-Mænd, og Professorer, som da igien meddeler og forplanter sig i deres Kreds. At nu Haanden kan udrette store og forbausende Ting i den haandgribelige Verden, og det ikke blot ved at slaae Folk ihjel og rive Huse ned, men ogsaa ved at bygge, hvor ellers kun Fugle flyve, eller Muldvarper grave, og ved konstig at forbinde tusinde Ting med tusinde Hænder, som om det var stöbt i en Form, det seer Man især i 📌England; men at der bygges store Slotte i Aandens Verden, eller at Mennesker og Kræfter aandelig forbindes, naar Man, med en Pen i Haanden, tegner paa Papiret 444 (US) hvad der kunde og skulde skee, og hvad Fölgen deraf vilde blive, det er jo dog saa latterlig en Tanke, at, saasnart vi besinde os derpaa, kan vi umuelig begribe, hvordan vi noget Öieblik kom til at nære den. At derimod et begeistret 68 (VU) Ord er en Kraft, der virker forholdsviis paa hele Livet, det er en Kiends-Gierning, og det er derfor det förste Skridt baade til ret Forstand og til hensigtsmæssig Virksomhed, at vi ikke vil giöre med Haanden, hvad kun Munden kan udrette, men betragte Pennen som en ►Pluto, der kun bliver Fader, naar ►Zeus bliver det for ham, eller som en Stav, der kun bærer Druer, naar Ranken 91omslynger den. Det vilde nemlig slet ikke nytte, om vi end nok saa viselig forbandt den historiske Poesi med Forstanden paa Papiret, og skrev med store Bogstaver, at nu var ►Pluto formælet med ►Persephone, thi det var i alt Fald en Privat-Sag for Skribenten, der dog vel ikke indbilder sig, han med sin Pen kan befolke og bevæge Jorden til Verdens Ende. Hvad der vil have levende Virkning, maa ogsaa virke lyslevende, og hvad der skal have Afkom, maa virkelig forplante sig, hvad der skal giennemströmme et Menneskes Aarer, maa komme til ham som en Kilde, og ei som vindtör Sværte paa Papir, det er unægtelige Sandheder, som maae blive levende for os, og levende i os, för enten Böger eller nogen Ting kan hjelpe os, thi de skal selv være Kilden i os, der springer til et timeligt Liv i Aanden, som vi jo Alle behöve, enten vi saa vil bruge det vel eller ilde, enten vi vil nöies med det, som vor Deel i denne Verden, eller anvende det for Evigheden.

✂ Og dermed vil jeg slutte, thi lukkes ikke Munden op, da er ingen Skrift saa aandelig, den jo giör os langt mere Skam end Ære, thi det giör den jo, naar den viser, vi vidste hvad vi skulde gjort, men gjorde ikke. Guld-Vognen til ►Persephone skal naturligviis ikke være af Guld-Papir, men af ægte Guld, og de sorte Heste skal da heller ikke være saadanne sværtede Kiepheste, som dem Man seer her, men ordenlige Damp-Heste, som Man kan höre 92er i Arbeide, skiöndt Man kun seer, hvor feiende det gaaer med Prindsessen, henad den glatte Jern-Bane, som Strudsen flyver. Kun da kan det ogsaa blive i ►Elysium, hun faaer sin Dronning-Stol: i en Bog-Verden nemlig, hvorom Livs-Aanderne, skiöndt tause og slumrende, svæve, og i ►Tartarus kan Man vel vide, en Datter af ►Zeus og ►Demeter kun fandt sig ilde stædt og værre bænket, saa, slap hun engang derfra i Vaar, da vendte hun vist aldrig did igien om Hösten til Vinter-Dvale, men flöi langt heller bort med Storkene til varmere 445 (US) Lande*Jeg glemde nemlig för at forklare ►Persephones Vaar-Besög paa Jorden, men Læseren seer jo nok, det gaaer ganske naturligt til, at saalænge der er mindste Poesi hos de Gamle, vil den spille Mester hos de Unge, og skal saa, thi ►Zagreus maa födes igien i hver Menneske-Alder, naar han ikke skal uddöe.. Og see, den Guld-Vogn, den maa giöres af Nordiske og Græske 69 (VU) Myther, med levende Hjul af Islandsk og Ny-Græsk, medens det levende Ord paa Moders-Maalet er Drive-Hjulet, og Ordet fra det Höie Kraften som besjæler det.

✂ Blev det ikke Tilfældet, da maatte vi, som see hvad det giælder om, ikke dyppe Pennen, men töre den forsigtig af, og giemme den, til vi fandt et Sted, hvor Man i det Mindste havde Lyst til at leve, om end kun slet; thi eet saadant Sted maa der nödvendig være under Solen, ellers var Verdens Skabelse, eller dog dens Opholdelse endnu, en stor 93Feiltagelse, og naar vi först ret kommer efter, at Döden i aandelig Forstand duer til ingen Ting, da opslaae vi heller, naar galt skal være, vor Bopæl mellem levende Rövere end mellem döde Helgene.

✂ Men, hvorfor skulde Man i 📌Norden være saa kied ad Livet, eller hvi har Man der altid saa gierne villet dele sit Liv med de Döde, uden fordi Man földe dybt, at Döden i sig selv gav ingenlunde kronede Dage!

✂ Altsaa, vi vil, uden dog at glemme Forskiellen mellem Haabet og Fuldbyrdelsen, lade, som om Gifter-Maalet var sluttet, og Sönnen födt og voxen allerede, hvad poetisk talt jo ogsaa er sandt, saa det er egenlig kun Spörgsmaalet, om der skal holdes Sölv-Bryllup, eller erhverves Skilsmisse-Dom, og selv det Spörgsmaal vil vi ansee for afgjort, til Ægte-Standens Ære og Ægteskabets Bedste, saa vi drikke Guld-Brylluppets Skaal, uden engang ængstelig at sörge for hvad de skal drikke, som opleve det; thi deels er Oplevelsen deraf i et lykkeligt Ægteskab allerede saa glædelig, at havde Man ikke Vin, kunde Man vel nöies med Engelsk Öl, og deels, kommer Tid, kommer Raad!

✂ Sagen er nemlig den, at det vil aldrig gaae saa ordenlig til i en levende Verden som det skulde, ►Zagreus er ogsaa en ►Bachus, Ungdommen vil spilde meer end den drikker, og Alderdommen drikke meer end den skulde, saa, skiöndt alt det Levendes, baade 94Menneskers og Dyrs, Historie er en forsvarlig Vin-Kielder, vil den sagtens ogsaa blive udtömt, förend Man er færdig med Arbeidet paa Universal-Historien, som skal klare det Hele. See, da maa Man enten drikke Vand, hvad endnu mindre for Fölgernes end for Smagens Skyld er at 446 (US) önske, eller der maa skee et stort Mirakel, som i 📌Cana, i 📌Galilæa; men, jeg tör sige, det vil ogsaa skee, hvor Man vil lade Christendommen og dens Moder, Jödedommet, leve med sig, som Man godt kan, uden selv at blive enten Jöder eller Christne, hvad heller aldrig noget heelt Folk, uden de virkelige Jöder og Christne, har været. Da vil nemlig Astronomi, Botanik og Mineralogi, 70 (VU) ja, selv Grammatik, Chemi og Mathematik, der vel poetisk maa kaldes de sex Vand-Kar af Steen, blive til en aaben Vin-Kielder, der har det store Fortrin, at ligesaa fort som Man öser Vand i, kan Man tappe Vin ud, og det en Vin der baade vederkvæger Flere, smager bedre, og beruser mindre end den Forrige. Og, med denne glade Udsigt til et Guld-Bryllup, der ei skal fattes Vin, vil vi holde Sölv-Brylluppet, hvorved Islandsk og Græsk er sölvhaarede nok til dramatisk at forestille Brude-Folkene, og, jeg vil haabe, mange Folk gamle nok til at forestille Sönnen!

✂ 95

3. 📌Nordens Kæmpe-Aand.

✂ Hvem der vil have evig Krig, han har nemt ved at naae sin afsindige Hensigt, thi han behöver blot at forkynde Ærlighed og Sandhed aaben Feide, da skeer hans Villie; men hvem der vil have evig Fred, og hvem skulde dog ikke ville det, han slipper ingenlunde saa nemt dertil, som de kiære Philosopher allevegne har bildt dem ind, og som Man nu sædvanlig tænker. Fred og Ro er nemlig Et, og Stilhed er et Andet, saa Rolighed lader sig forene med stærk Bevægelse, og Stilhed kan være forbundet med stor Uro, som man vel klarest seer, ved at sammenligne den ædelmodige, seierrige Helt med den bagbundne Slave. Dette var ogsaa Billedet, der svævede for vore fribaarne, höimodige Stam-Fædre, saa de földe dybt, at Livet er den förste Betingelse for hvad levende Folk kan kalde Fred og Ro, og Kræfternes fri Udvikling den Anden, hos alle dem, der föle sig i Slægt med Guderne, og giennemglödes af en höiere Livs-Varme, end de Umælende, kiende Trang til en anderledes Virksomhed end Bi og Bæver. Derfor var Pile-Skyer og Vaaben-Brag, som Helten modig trodsede, og rolig oversaae, betegnende hvert Skridt paa sin Bane med Daad, der fortjende at mindes 447 (US) at berömmes, det var Billedet af det timelige Liv, der foresvævede Fædrene, hvad enten de saae 96op til Himlen, eller hen over Jorden, og kun paa hin Side Tidernes Löb, og höit over alle Sky-Himle, skimtede de Guld-Borgen, hvor ►Fredegod thronede, men hvor kun Porten aabnede sig for ædle Helte, naar de med deres eget Hjerte-Blod havde aftvættet Rusten, hvormed det uskyldige Blod, der aldrig noksom skaanes i Stridens Hede, opæder efterhaanden de bedste Sværd og pletter de blankeste Skjolde!

✂ 71 (VU) Denne Nordiske Anskuelse af det timelige Liv hos Guder og Mennesker, som en bestandig Kamp, det kun giælder om, at före saa ædelt, saa kraftig og saa klogt, som mueligt, da al den virkelige Fred, der kan times Gude-Folket og Adel-Stammen i Tidens Löb, udspringer som en Seiers-Gudinde af Kampen; denne Anskuelse maa i en vis Grad findes hos ethvert Folk, der skal hævde sin Selvstændighed, og faae Lov til frit at udvikle sine Kræfter, selv paa den fredeligste Maade, og at den ei heller i 📌Norden er uddöd, har det nærværende Aarhundrede viist; men sit aandige Præg har den dog næsten tabt, saa, istedenfor at udvikles til Klarhed, fordunkledes den meer og meer, til det blev den almindelige Mening, at Krig vel er et nödvendigt Onde, fordi der gives rovgierrige Folk, ærgierrige Kæmper, og herskesyge Fyrster; men at al Kamp dog i Grunden er afskyelig, og meer afskyelig, jo aandeligere dens Gienstand er.

✂ 97Denne gruelige Vildfarelse maa, hvor den faaer Overhaand, nödvendig före til Oplösning og Forraadnelse af alle aandelige Legemer, der kun kan bestaae ved seierrig Kamp, og dog er der tre saadanne Legemer som maae være levende i ethvert Land, der med Rette skal kaldes ►Mand-Hjem (mannaheim) eller en Menneske-Boelig, det er Kirke-Samfund, Borger-Samfund og Moders-Maal, Altsammen usynlige og aandelige Ting, men som paa en aandelig Maade har alle Legemets Egenskaber og fölger dets Love, saa, naar de ikke besjæles af en Livs-Aand, der altid er en Kæmpe-Aand, maae de nödvendig synke i Af-Magt og hendöe, som naar Sjæl og Legem adskilles.

✂ Vist nok har nu Vildfarelsen en dybere Rod, end vi kan oprykke: i det Kiælenskab, den Feighed og Kraftlöshed, der deels naturlig fölger med Alderdommen, hos Folk i det Store som i det Smaa, og deels er vore Synders Sold; men dog har vor aandelige Blindhed, som kan helbredes, ogsaa bidraget meget 448 (US) til at udbrede og befæste den, i det vi hverken kiendte de aandelige Legemer fra luftige Hjerne-Spind, eller kunde giöre Forskiel mellem Kampen om aandelige Ting, som den sædvanlig er fört i Verden, og som den nu, da Forklarings-Timen er slaaet, kan og skal föres paa Jorden.

✂ Denne Forskiel var det, jeg i det Foregaaende stræbde at udvikle, og Man indseer let, at naar der 98slet ikke strides med Hænder, hverken med Sværd eller Penne, om Troen, som er en fri Sag, da forsvinder den Skygge aldeles, som selv ædle Kæmpers Mis-Greb have 72 (VU) kastet paa den eneste Kamp, der er Mennesket værdig: Kampen om aandelige Ting, og det maa blive os Alle klart, at ligesaa lidt som der kan være Liv i et Folks eiendommelige Anskuelse af Livet, uden at de mod enhver Fiende forfægte deres Frihed til at fölge den af alle Kræfter, og ligesaalidt som der kan være Aand i et Sprog, uden at det levende modsætter sig al den Vold Man vil giöre derpaa, saaledes kan der heller ikke være Liv og Aand i Enkelt-Mandens Tro og Anskuelser, uden at de maae stræbe at giöre sig giældende, i Modsætning til hvad dermed ei kan forliges, saa det giælder kun om Maaden, der naturligviis maa være saadan, at Alle nyde eens Ret og nöies med den Frihed der kan være almindelig.

✂ Og nu siger jeg, at, trods al Dunkelhed, og alle Mis-Greb, maa Menneske-Forstanden beundre og Menneske-Hjertet fryde sig ved den Kæmpe-Aand, der besjælede vore Fædre.

✂ Man kan vel tænke, det er ei min Hensigt dermed at forgude ►Asa-Thor, eller saaledes at vaske Blodet af 📌Nordens Kæmper, at de synes englerene, thi alle Historiens Kyndinger kan see, at ligesom der kun har været een Helt med uplettet Skjold, saaledes er ogsaa Christendommens Kæmpe-Aand den Eneste, 99der fortjener Guddoms-Navn og Tilbedelse; men vel önskede jeg ret at kunne indskærpe alle mine Læsere den miskiendte Sandhed, at, uagtet Kæmpe-Aandens jordiske Redskaber var ligesaa langt fra at være lydeslöse, som Freds-Mæglerne, saa var de dog derfor hverken mindre uundværlige, eller mindre berettigede til Beundring og skaansom Bedömmelse i en syndig Verden. Vist nok er det naturligt, at Haardhed falder tungest at bære, naar store Kræfter öve den, men det er dog ligesaa naturligt, at det er hvad Man har Meget af, og ei hvad Man fattes, Man fristes til at misbruge, og at hvem der ei kan löfte Mjölner, skulde nödig rose sig af, at han aldrig svang den til Upligt! Derfor vil, trods alt Kvæker-Tvineri over Kam 449 (US) pens Bulder, der dog er meget bedre end Gravens Stilhed, og over Blod-Strömmene, der dog ikke er nær saa ækle som Forraadnelsen, ja, trods alle Dödning-Hoveder, baade med og uden Halse, vil ædle Heltes Liv og Daad, til Verdens Ende, ei blot begeistre Skjalden, men indtage de uskyldige Börn, og tækkes de elskværdige Kvinder, saa de maae nödvendig opflamme alle Unger-Svende, i hvem der ligger Spiren til en daadfuld Manddom, og tabe aldrig deres Glands eller miste deres Priis hos noget Folk, der end fortjener Navn af en Green paa Menneskehedens Kongelige Stam-Træ!

✂ 100 73 (VU) Kun skal Man lære, bedre end hidtil, at skielne mellem ædle, höimodige Helte, og hjertelöse, grumme ►Jetter, eller rasende Bærsærker, hvortil vi saavel i 📌Nordens Historie som Myther have den önskeligste Leilighed, og, som ædle Kæmpers Afkom, den helligste Forpligtelse.

✂ Vil vi nu see Modet og Styrken i deres naturlige eller dyriske Skikkelse, da skeer det ligesaa godt ved at være Vidne til en Tyre-Fægtning eller en Baxe-Kamp, som ved at see et Feldt-Slag mellem de Vilde; vil vi see dem unaturlig misbrugte i höieste Grad, da behöve vi kun med Efter-Tanke at læse den Romerske Röver-Historie; og vil vi endelig see dem priselig brugte i Menneske-Aandens og Menneske-Livets Tjeneste, da kunde vi umuelig önske at være födte og baarne paa nogen anden Plet af Jord, end i det höie af Havet ombölgede 📌Norden, i de Kæmpers Föde-Stavn, der ikke blot kraftig hjalp til at knuse den Romerske ►Jette, men har, lige siden Folke-Vandringen, öiensynlig været Menneske-Aandens ypperste Vaaben-Dragere paa Jorden.

✂ Ja, ligesom det er i 📌Mamre-Lund, under 👤Abrahams Telt, vi skal lære at kiende Hyrde-Livet, og i 📌Grækenland vi finde Borger-Livet, som de naturlig gestalte sig, naar Aanden er med, saaledes er det i 📌Norden vi finde det aandige Kæmpe-Livs Vugge paa det sortladne Hav, thi Kampen med den 101flyvende Storm og de brusende Bölger, som vi vel maa kalde den Natur-Historiske, er aabenbar den Naturligste, Menneske-Aanden kan före, og som derfor kun bliver blodig, naar Kæmpen selv vorder Offeret. Det var derfor intet Under, at 👤Evalds Fiskere vakde saa almindelig Deeltagelse i 📌Norden, thi naar Modet og Styrken trodse Storm og Bölger for at redde Menneske-Liv, da sværge de höitidelig til Menneske-Aandens ►Fane; men det er höist mærkværdigt, at det Nordiske Dramas Vugge blev, som det sig burde, en 450 (US) Opfattelse af det aandige Kæmpe-Livs Vugge; thi ligesom det viser, hvor den havde sine Gænger, saaledes spaaer det os ogsaa et anderledes Dramatisk Tids-Rum, end der hidtil oprandt paa Jorden! Ja, 👤Evalds Fiskere begynde et Dramatisk Tids-Rum, hvori Skjalden vil opfatte hele det Universal-Historiske Helte-Liv, lige fra dets Vugge paa Havet til dets Krykker i ham selv, og hvori, Man tör haabe, 📌Nordens Folk vil, ikke blot paa Skyggernes men paa Livets Skueplads, dramatisk gientage og forklare alle Fædrenes store Bedrifter. Da vil det blive aabenbart for al Verden, at der var baade Aand og Hjerte i de gamle Kæmper, skiöndt Kæmpe-Visen og Sværdet ud 74 (VU) trykde deres höieste Konst, og Ord-Sprog al deres Viisdom; thi da vil Man see, de overlod det kun til deres sildigste Efter-Slægt at forskiönne og forklare Livet, fordi de földe dybt, de havde deres store Kræfter for at bruge dem til det 102Störste de kunde udrette, og saaledes före et Liv, det var Umagen værdt at forklare. Ja, det skal sikkerlig sees i Norden, hvad vi dunkelt föle, naar en daadfuld Dag krones af en gylden Aften-Röde, at Klarhed og Skiönhed mödes aldrig saa yndig paa Jorden, som naar kiærlige, blomstrende Börne-Börn krandse en bedaget Olding, der med et roligt Smil overskuer et langt og besværligt, ingenlunde feilfrit, men dog ærligt, ædelt, kraftigt og velgiörende Liv!

✂ Dog, Havet er ikke blot Helte-Vuggen, det er ogsaa Helte-Livets egenlige Skue-Plads og Löbe-Bane, saa Skjalden kunde ikke holde nogen mere smigrende Lov-Tale over sit Folk, end at kalde det sortladne Hav de Danskes Vei til Roes og Magt; og det er da intet Under, det Ord klang saa godt i Danske Ören, og vil klinge saa, al den Stund det Danske Hjerte banker, om end svagt, for det Helte-Liv, som intet Hjerte under Rosen-Kinder slog höiere for i de henfarne Tider.

✂ Ordet var derfor ei mindre historisk sandt, end naturlig skiönt og smigrende, og det er den Nordiske Poesies Ære, at den lige fra Heden-Old stræbde at forbinde Skiönhed med historisk Sandhed, hvad Man vel seer, ogsaa maatte være Tilfældet, hvor Poesien i Sandhed skulde blive videnskabelig og Vidskaben poetisk.

✂ Dog, naar Man skal indsee, baade at de Danske og det sortladne Hav fortjene deres Roes, da maa 103Man ikke tage Dansk i den nyere, sneverhjertede, men i sin gamle, alt Nordisk omfattende Bemærkelse, og ei betragte Kampen paa Havet fra en Skandse paa Öieblikkets flakke Strand-Bredd, men fra Tinden 451 (US) af det 📌Hornelen, der har opskudt sig selv af Tidernes Ström, eller fra Universal-Historiens höie Stade. Men denne Udvidelse af Middel-Alderens snevre Syns-Kreds er ei heller mindre nödvendig for Aandens og Livets, end for Oversigtens Skyld; thi hvorledes skulde 📌Nordens Aand blive forstaaet og forklaret, uden levende at opfattes i sin Heelhed, eller hvorledes skulde Norden blive det rolige Værk-Sted for en fri Universal-Historisk Aands-Udvikling, dersom ikke det samme sortladne Hav, der fordum var Veien til Roes og Magt, nu ⓘ bliverbliver] GV, kliver A Hegnet om Konst og Vidskab!

✂ For da i denne store, for hele Menneskeheden vigtige Sag at begynde 75 (VU) fra den rette Side, saa lad os see, hvad der blev af den gamle Verden, da 📌Tyrus sank i Havet, 📌Carthago sank i Grus, og Sö-Magten nedsank, fra et Hoved-Vaaben i Menneske-Aandens Vinger, til et Hjelpe-Vaaben i Menneske-Morderens, den Romerske Rövers Haand? Eller, om vi er for kortsynede dertil, da lad os dog betragte, hvad der ligger os nær nok: de rimelige Fölger for ►Europa, og dermed for hele den dannede Verden, om det var lykkedes 👤Napoleon at 104styrte 📌Engeland, og giöre Sömagten til et blot Hjelpe-Vaaben i sin Haand?

✂ Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvoraf det kommer, at Sö-Magten, der er mindst skikket til at giöre Erobringer i Legemets Verden, dog er bedst skikket ei alene til at udvide men ogsaa til at omværne Aandens Verden, saa skulde vi dog ligefuldt have dyb Ærbödighed for Erfaringens utvetydige Vidnesbyrd om, at det virkelig forholder sig saa til alle Tider; thi selv i Middel-Alderen, der dog er Land-Magtens glimrende Tid, behöve vi blot at tænke Angel-Sachser og Normanner ude af Historien, saa har vi aabenbar tænkt Aanden bort med det Samme, og faae slet ingen ny Folke-Verden ved Öster-Söen og 📌Vester-Havet, men blot det ene Barbari efter det Andet omkring det forhexede 📌Middel-Hav.

✂ Hvori det ligger, er imidlertid heller ikke vanskeligt at see, thi vel har alt Aandeligt sin Kilde i Aanden, og lige saa lidt i Verdens-Havet som i Ager-Renen eller paa Bjerg-Toppen, men vi kan dog godt forstaae, hvi den historiske Kæmpe-Aand har kaaret Havet til sit Element, og til Skue-Pladsen for sine Storværker; thi det fölger allerede af at Kampen mellem Vind og 452 (US) Vove er det eneste Natur-Billede paa Menneske-Aandens eiendommelige Kamp, og Sömands-Livet denne Kamps Vugge, saavelsom dens Sjæl. Hermed staaer det nemlig i allernöieste Forbindelse, at til 105Söes, baade dagligdags, og i al Slags Kamp, betyder Enkelt-Manden langt mindre, altsaa den fælles Menneske-Aand langt mere end til Lands, hvoraf atter fölger, at Enkelt-Mandens Ærgierrighed og Egen-Nytte har langt mindre Spille-Rum til Söes, og nödes til at indhylle sig i Omhu for fælles Ære og det almindelige Bedste, saa, hvordan det gaaer, beholder Aanden her dog Mest af Æren, og Menneskeheden höster den störste Fordeel.

✂ Uagtet det derfor med Fornöielse skal indrömmes, at Man ogsaa til Lands baade kan kæmpe og har kæmpet for Menneskehedens Bedste, ja, at naturligviis intet Land paa Jorden kan egenlig forsvares uden Land-Kamp, saa er det dog allerede et betænkeligt Forvarsel, at 76 (VU) Land-Kampen selv i sin störste Uskyldighed begynder med Blod-Bad. Hvor nemlig Land-Kæmpen ikke hæver sig som Röver og Mand-Draber, udmærker han sig som en Skytte, i Lag med Björne, Ulve og Ræve, som han staaer immer Fare for at lære af og efterligne, og en dagligdags Land-Kamp kan derfor kun være i Menneskehedens Aand, saalænge den giör et vildt Land ryddeligt til Menneske-Bolig, thi fra det Öieblik af bliver den for skikkelige Folk kun et nödvendigt Onde, foraarsaget af smaa og store Rövere, der maa holdes tre Skridt fra Livet, og, om mueligt, ödelægges i Reden. Heraf fölger nemlig, at Land-Kampen kun sjelden kan være en god Nærings-Vei 106for Enkelt-Manden, og aldrig en Kilde til Folke-Magt og Velstand, uden at det svider til Menneskeheden, og her see vi en ligesaa naturlig som gyldig Grund til, at det var Phönicerne der udviklede og Romerne der ödelagde 📌Grækenland, ja, gyldig Grund til, at en overlegen Sö-Magt, der hviler paa Sö-Fart og Mellem-Handel, sætter Liv i Verden, medens en overlegen Land-Magt, der kun hviler paa Spyd-Stagen og Krigs-Konsten, udbreder Död og Ödelæggelse. Synger derfor 📌Engelands Sö-Magt paa det sidste Vers, da skal alle Menneske-Venner önske, at der, för det er udsunget, maa hæve sig en venlig forbundet Sö-Magt i Anglers og Normanners gamle Hjem, der kan fölge bedre i deres Kiöl-Vand, end den Græske i Phönicernes.

✂ Vel vil jeg ingenlunde canonisere 📌Engelands Historie (som jeg desuden heller seer fortsat end skrinlagt), og ligesaalidt vil jeg kives med Nogen om Bevæg-Grundene til de Engelske 453 (US) Storværker, thi de kan være daarlige nok baade hos store Folk og smaa, uden at Vores blive des bedre, ved at giætte paa de Værste, og antage de Dödes naturlige Taushed for Samtykke; men jeg paastaaer, at Anglers og Normanners Ord og Gierninger giör 📌Nordens Aand udödelig Ære, har retmæssigt Krav paa hele Menneskehedens taknemmelige Beundring, og har udstædt en Vexel paa vort Norden for tilsvarende Bedrifter i Aanden, som vi og vore Börn maae 107indfrie, eller höste Skam i Forhold til Æren, og gaae i Slutteriet, hvor Man, som i Graven, har de bedste Bevæg-Grunde til ingen Ting at giöre. Der staaer skrevet ensteds, om Somme af os, at de skal dömme Engle, og saavidt er vi i det Mindste kommet, at vi kan og skal pröve og bedömme Aander; men at pröve Hjerter og Nyrer giör vi bedst i at overlade til Ham, der ligesaalidt uden Grund som uden Ret har forbeholdt sig, hvad Han kun mægter med hver især, og Ene med os Alle, 77 (VU) saa vi vil lade Tydskerne trættes om, hvem der har den reneste Villie til Bog-Mageri, dyrisk Magnetisme og aandeligt Pavedom, medens vi, med 📌Grækenland og Engeland for Öie, deels til Mönster, og deels til Advarsel, vil pröve hvad der endnu i Norden kan udrettes, ved alle Aands-Kræfters fri, besindige, stadige Virksomhed, til at forlænge, forskiönne og forklare det vidunderlige, og, med alle sine Bræk og Bröst elskværdige, ►Folke og Menneske-Liv.

✂ Det var nemlig i 📌Engeland, baade Christendom, og Levningerne af Old-Tidens Vidskab, fandt et Fristed, da de var husvilde paa Jorden, og skabde især i 📌Nord-Humberland et Missions-Selskab, hvoraf Alt hvad nu kaldes saa er kun en Skygge; thi det var jo Engelske Præster, som christnede baade 📌Tydskland og 📌Norden *Vel maa det ikke glemmes, at 📌Danmark i 👤Ansgar har sin egen Apostel, og det en bedre end der nogensinde 108udgik fra 📌Engeland, men det hörer langt mere til den Christne Troes end til det Nordiske Folke-Livs Historie, og betingedes i alt Fald af den Angel-Sachsiske Virkning paa 📌Frankrig og 📌Tydskland., og var jo den Angel-Sachsiske Li108teratur, som den Förste i vor Folke-Verden, der blev Moder baade til den Frankiske og Islandske. Det var altsaa 📌Nordens Aand, i Forbund med Christendommen, som, ved de Nordiske Udflyttere paa Öen, skabde vor Folke-Verden, og kan nu Tydskerne virkelig overgaae deres Skabere, det har de unægtelig Ære af, men vi, som tænke mere beskedent, vil nöies med at ligne, forstaae og forklare dem, 454 (US) hvad i det Mindste er langt rimeligere, og kan derfor snarere lykkes. Det er sandt, at hvad der siden har udviklet sig paa Herkules-Öen, fortjener slet ikke at sammenlignes med den i Historien magelöse Verdens-Skabelse; men efter en saadan Helte-Gierning kan Man ogsaa være bekiendt at hvile enstund paa sine Laurbær, og dog tör jeg ikke raade noget Folk, hvor Aand er tilstæde, at sammenligne sine störste Anstrængelser med ►Asa-Thors Syslen til Tids-Fordriv.

✂ Ja, ►Asa-Thor, det er den Kæmpes Mythiske Navn, som Folk for Spas, men kun Dyr for Alvor kalde 👤John Bull, det har hans Levnets-Löb beviist; thi vel har han ingen Enkelt-Mand at fremvise, der kan maale sig med 👤Morten Luther, hvis Mythiske Navn ogsaa derfor skal være Tyr eller Tve109kamps-Guden, men det er aabenbar kun fordi, som vi för bemærkede, at til Lands er det Enkelt-Manden, men til Söes er det Fælles-Aanden, der har baade Magten og Æren. Ligesom der nu maatte en Nord-Tydsk eller Tydsk-Nordisk 78 (VU) Land-Magt, nemlig Gotherne, til at knuse det gamle Romer-Aag, saaledes maatte der ogsaa en Gothe til at gaae i Kreds med Paven, og knække hans Krog-Kiep; men hvad gjorde Tydskerne, eller selv Sachserne, derefter, som et Folk, som et Heelt, der var en saadan magelös Kæmpe værd, eller kan udholde Sammenligning med deres paa Öen? Aanden gjorde to Mirakler ved 👤Luther: et med Ordet i hans Mund, og et med Pennen i hans Haand, men for ei at tale om det Störste, som Tydskerne ei den Dag i Dag har mindste Begreb om, saa begreb de ei engang det Mindste bedre, end at det varede tohundrede Aar, för en Enkelt af dem lærde at skrive Tydsk som 👤Luther, paa Aanden og Kraften nær. I 📌Engeland havde Man ingen 👤Luther, og trængde dog til En, derfor blev Kirke-Ordet aldrig levende hos dem, men desmere forbausende er den Literatur de fik paa Moders-Maalet; thi at den Engelske Bibel ikke, som vores, er en Oversættelse af 👤Luthers, men staaer som Bog höit over hans, og at det ene var den Engelske Literatur, der, siden Reformationen, skabde fra Aandens Side en Mod-Vægt til den Franske, det veed Man, eller det skal Man 110lære, hvor Man vil blive klog ei blot paa Död og Bogstav-Skrift, men paa Liv og Aand*Spörger Man, hvor 📌Engeland fik en saadan Literatur fra, naar det levende Ord er Skriftens Moder, og Kirke-Ordet ikke blev levende, da huske Man, at der var Minstreller, til der blev Shakspearske Skuespillere, og Parlaments-Talere til den Dag i Dag, altsaa Leilighed nok for Folke-Aanden til, saalænge der var Kraft, at holde det tilsvarende Ord ilive..

✂ 455 (US) Nu, saadan en Række Optrin af Kæmpe-Livets Undergang, som den, 👤Shakspear var fri nok for at udtömme, skal vist nok Ingen misunde 📌Engeland; men hvad siger Man om den Kraft der teede sig i dem, den Kraft, hvoraf selv Skyggerne paa Skue-Pladsen synes os Gigantiske, den Kraft og det Falke-Blik i Menneske-Livets Dybheder, som 👤Shakspear forudsætter! Og hvad siger Man om den Engelske Reformations-Tid med sine Martyr-Kæmper i Snese-Tal, der betragtede Baalet som Fakkel-Skin fra Brude-Kamret, hvad siger Man om den ved Siden ad den Tydske! Eller om Borger-Krigen, hvor Daaden i eet Slag vidt overstraaler i Aandens Lys Alt hvad Man giennem tredive Aar saae i 📌Tydskland, undtagen da den Nordiske Gothe giennemlynede Riget med sit Sværd og Banner! Og nu Fölgerne! De var i 📌Engeland Ordets og Troens og Nærings-Veienes Frihed, aldrig kiendt siden 📌Grækenlands blomstrende Dage; men hvad var de i 📌Tydskland, hvor en Helt som 👤Luther havde kæmpet 79 (VU) for Aanden, og seiret for 📌Tydskland? Ja, hvad blev de der, uden Kirke-Tvang, 111Skole-Tvang, Laugs-Tvang, og idel Tvang, eller er det kanskee en Tröst, at Flere der end i 📌Engeland kan læse hvad de ikke forstaae, og skrive hvad ikke maa trykkes, eller hvad ei engang er Sværten end sige Papiret værdt, eller er det maaskee dog et Fortrin, skiöndt Man i 📌Engeland baade tænker friere og klarere, taler bedre for sig og handler klogere! Nei, naar Tydskerne paastaae, der er ingen Nordisk Aand, da skal de vises til 📌ⓘ EngelandEngeland] GV, Engeland A; delvist fremhævet i A, hvor Aanden dog vel maa være Nordisk, siden den aabenbar ikke er Tydsk, og maa dog være Et af To. Og hvorlænge og hvor samvittighedsfuld vi end har efterlignet Tydskerne, saa ligner dog endnu baade vort Liv og vor Smule nationale Literatur öiensynlig mere Engelsk end Tydsk, hvad ogsaa kun lader sig naturhistorisk forklare.

✂ Læseren maa nödig troe, det er af Tydsker-Had, jeg taler saa, thi al saadan Smaalighed fra Middel-Alderen har jeg givet Afsked, og vilde med störste Fornöielse lovtale den Tydske Aand, som jeg lovtaler den Engelske, naar jeg med en god historisk Samvittighed kunde; men hvad Ny-Tydskerne kalde deres Aand, er aabenbar Aandlöshed, som jeg höilig maa laste, deels fordi det skader dem selv, og deels fordi det skader os, at tage den for Aand. Om det er sandt, hvad Man i Middel-Alderen troede, at ikke blot Gother og Longobarder, men ogsaa Sachser, Franker og Svaber oprindelig var Nordiske Udflyt112tere, det tör jeg ikke afgiöre; men at disse Stammer i Old-Tiden 456 (US) havde Guder, altsaa Aand, tilfælles med os, kan jeg see af Historien, og Aand maae de da fremdeles have tilfælles med os, eller de faae Ingen, thi Aander lade sig slet ikke skabe af Mennesker, end sige af Penne. Kun herom giælder det, thi enten Man kalder den Aand Tydsk eller Nordisk, Engelsk eller Dansk eller Gothisk, er mig nu den ligegyldigste Sag af Verden, naar det blot ikke forvilder Folk, saa de glemme, Talen er bestandig om den Historiske Kæmpe-Aand, som især 📌Nordens Myther, og 📌Engelands Historie efter Folke-Vandringen, giöre kiendelig. Det faaer at blive ethvert Folks som hver Enkelt-Mands egen Sag, om de vil arbeide paa at komme ud af Middel-Alderens aandelige Chaos, eller paa at befæste sig deri; men Historikerens Pligt, som opdager Sammenhængen og Hjelpe-Midlet, er det, at tale aabent og kraftig derom, da han veed med sig selv, baade hvor fornöieligt det er at blive indgroede Fordomme kvit, og hvor haardt det holder. Da der nu i Menneske- 80 (VU) Slægtens Historie, foruden den store Aand i 📌Palæstina, kun har aabenbaret sig to Folke-Aander med universal-menneskelig Præg og Stræben: En i Syden (den Græske), og En i Norden, og da de sees at være hinandens Udfyldning, saa er det en Velfærds-Sag for ethvert Folk, at kiende, hvilken af dem, det naturligst kan tilegne sig, da Man ved et Mis-Greb kun spilder sine Kræfter og 113udmatter sig til ingen Nytte. Folkene af den Latinske Tunge vil bedst kunne tilegne sig den Græske, og Folkene af den Gothiske derimod den Nordiske Aand, men da vi skal have dem Begge, er det Hoved-Sagen, at vi erkiende dem for hvad de er, og ei indbilde os, vi enten kan undvære dem, eller giöre dem til Trælle for vore indskrænkede, det være sig nationale eller individuelle Syns-Maader, som om disse var höiere Aander, da det dog kun er Spil-Arter, eller ufrugtbare Vand-Grene paa de store Stam-Træer. De blandede Folk i Syden og Vesten vil fremdeles have ondt at giöre, men hvis deres Aands-Kræfter ei er reent udtömte, eller deres Villie aldeles vrang, vil de dog komme ud af det værste Vilde-Rede; og overalt hvor den Nordiske Aands Folk har bevaret deres Tunge-Maal, og er altsaa vedblevet at være de aandelig Herskende, kan store Ting udrettes, men vist nok, om der er Kraft, de Störste i det höie Norden, hvor de gamle Folk er mest ublandede med Stammer af en fremmed Art.

✂ At det i Middel-Alderen gik allevegne broget til, var nödvendigt, thi i den fölge Alle, saavidt mueligt, deres Hjertes 457 (US) Lyst, og da ikke blot Lysterne er mange, men den samme Lyst hos Mange netop föder idelig Strid om Gienstanden, saa driver Man lettelig baade den udvortes Afsondring og den indbyrdes Kiv til Yderligheder, som vi især kan see paa den Græske og Italienske Middel-Alder. At nu den Konst og 114Vidskab som udsprang af Middel-Alderens Chaos, i dets mest forvirrede Skikkelse, ei duede til at opklare de aandelige Forhold, var nemt at giætte, og det aandlöse Romerske Schema, Man ved Reformationen, ligesom i Fortvivlelse, tyede til, kunde umuelig række videre, end til kummerlig at ordne og skiævt at belyse det Haandgribelige.

✂ Kun Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys, kunde give Forstand paa dette store Vilde-Rede, men ogsaa dette Syn, og Öiet for det historiske Menneske-Liv, skulde udkæmpe sig af det samme Vilde-Rede, saa det er intet Under, at det skedte seent, men kun, at det skedte nogensinde, og naar vi ivre mod hvad der forsinkede Op 81 (VU) lysningen, maa det kun være fordi det Samme hindrer endnu, hos Folke-Færd, som hos Enkelt-Manden, Udviklingen og Udbredelsen af en Anskuelse, der er saa vederkvægende og velgiörende for os alle, at den paa hele Jordens Kreds ei mellem sine Bekiendtere kan have en eneste Fiende, skiöndt den vist nok kan have, og vil faae mangen Ven, der ikke duer.

✂ 📌Nordens Aand var udvandret, og havde ligesom udtömt sine Kræfter i det Fjerne; de skrevne Mindes-Mærker, om dens gamle Syn og Helte-Bane, laae adspredte ude og hjemme, om ikke uændsede, saa dog uforstaaede; der var ikke Aand uden hist og her i Kirken, hvor en aandlös Videnskabelighed lukkede Öiet for den naturlige Forbindelse mellem 115Himmel og Jord, Tid og Evighed, eller hos enkelte Skjalde, som enten manglede Alvor, Christelig Anskuelse og fortroeligt Bekiendskab med Historien, eller dog en af Delene; ja, for at giöre det ret fortvivlet, var Folke-Aanden i sin bedste Skikkelse hasebundet af den spidsborgerlige Nationalisme fra Middel-Alderen, og Munden i sin störste Frihed kneblet af den ny Tids Over-Tro paa Bogstavers Liv og Pennes Almagt!

✂ Under saadanne Omstændigheder seer Man let, der hörer saamegen Slumpe-Lykke til at blive ret vendt, at Man ikke fristes til at takke sin gode Forstand derfor, men vel til at prise Lykken over Forstanden, paa en Maade der let misforstaaes, især paa en Tid, da Folk, ved at forkaste Alt hvad de ikke forstaae, er kommet nemt til höie Tanker om deres Forstand, thi 458 (US) naar Man kun troer: det er Altsammen Intet hvad der overgaaer Ens Forstand, kan Man ganske troskyldig baade mene og sige, at Intet overgaaer den. Det var imidlertid ligesaavel Forræderi mod Menneskeheden, som sort Utaknemmelighed mod Viisdommen i Lön, den höie ►Norne, hvis Penelopiske Væv det jo dog i Grunden er, vi Græs-Hopper kalde Lykkens Luner, det var begge Dele, siger jeg, for al muelig Mis-Forstands Skyld, at holde hos sig selv, hvad Man veed giör klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige 116Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom.

✂ Derfor vil jeg nu ogsaa her betegne, hvordan det gik til, at 📌Nordens Kræfter adspredtes, Öiet lukdes, men Ihukommelsen bevaredes, til Öiet igien kunde aabnes, ved Anskuelsen samle det Adspredte, og, hvor Man ei staaer sig selv i Lyset, give Forstand paa Livet.

✂ Der er, som Man veed, tre Riger i 📌Norden, og selv i dette Öieblik tre 82 (VU) Bog-Sprog (Norsk eller Islandsk, Svensk og Dansk), saa der er unegtelig tre Folkefærd, men der er kun Hjerte-Forskiel imellem dem, thi der er klarlig kun een Nordisk Aand, ligesom vor gamle Ask kun havde een Top, skiöndt den havde tre Rödder, og det saae Man klart ved Reformationen. Vi maae derfor tænke os det gamle 📌Norden som en aandig Eenhed, hvori de politiske Skillerum, som i det Hele Borger-Samfundet, kun havde lidt at betyde, og de tre store Udvandringer: den Gothiske, Angel-Sachsiske og Normanniske, maae betragtes som almindelig Nordiske, skiöndt Broder-Parten har været fra det Rige, der blev Udgangs-Punkten. Da vi nu veed, at 📌Danmark var Angel-Sachsernes, og 📌Norge Normannernes Udgangs-Punkt, er der ikke mindste Grund til at tænke andet, end at 📌Sverrig var Gothernes, thi vel er den Gothiske Udvandring saa gammel for os, og blev Romerne, skiöndt i Grunden tidsnok, saa seent bekiendt, at den ikke 117lader sig saaledes oplyse som de to Andre, men da Gotherne ret egenlig er Kæmpe-Folket i 📌Norden, maatte de dog vel i det Mindste ligesaavel give en Sværm, som 📌Nordens andre Folk, og at de virkelig har gjort det, er, blandt Andet, aldeles vist, fordi Lige-Vægten ellers for længe siden maatte være forstyrret.

✂ Disse Udvandringer maae vi dernæst ikke tænke os som et Öiebliks Sag, thi de skedte alle til Söes, og var fra Först af Vikings-Tog, der kun efterhaanden antog en alvorligere Charakter, 459 (US) og varede, som vi af den Angel-Sachsiske og Normanniske kan see, hver i det Mindste et heelt Aarhundrede. Den Angel-Sachsiske begynder nemlig för Midten af det Femte, og slutter först i Midten af det Sjette Aarhundrede, og den Normanniske varer fra Slutningen af det Ottende til Slutningen af det Niende, naar Man ikke, som Man dog egenlig skal, regner hele det Tiende, og Hælvten af det Ellevte med*Det er nemlig en bestandig Udvandring, kun stærkere og svagere, til Haarde-Knuds Död 1042..

✂ Efter saadanne tre Aareladninger, hvorved Man nok kan vide, det var det raskeste Blod der sprang, er hverken Lige-Vægten eller Matheden at undres over, men at 📌Norden nogensinde derefter kunde aandelig komme til Kræfter, det maatte Man fristes til at forsværge, naar Man veed, der bliver ikke Aand af Kiöd, hvor fedt det end falder, eller hvor 118fiint det end hakkes. I aandelig Forstand havde vi alle tabt Hovedet, der ei uden Föie kaldes den synderligste Part, og vore Hoveder var udenlands kommet til at sidde paa fremmede Halse, saa 83 (VU) der kunde Hoved og Hjerte kun daarlig forliges; thi vi maae huske, at hverken vare vore Fædre Menneske-Ædere, der gjorde reent Bord, hvor de satte dem ned, heller ikke har ret Mange af Vikingerne fört Koner med dem, men har giftet sig, hvor de kom hen, og neppe fundet de fremmede Kvinder saa letnemme til at fatte deres Aand, som til at forstaae deres Mening. Det Universal-Historiske Spörgs-Maal var altsaa: om de Nordiske Hoveder udenlands efterhaanden kunde omskabe de fremmede Hjerter, eller om 📌Nordens Aand, för den udvandrede, havde gjort saa dybt et Indtryk paa Hjerterne herhjemme, at Hovederne igien paa en Maade kunde voxe ud deraf; men hvilken af Delene der end skulde skee, indseer Man let, det maatte have Tid, og det Sidste især klinger saa æventyrligt, at det maatte virkelig skee, för det kunde synes mueligt*At det smukke Kiön i 📌England er temmelig upoetisk, veed Man vel, og det er en gyldig Grund, hvi Poesien, trods alle sine Storværker, aldrig har blomstret der, eller udviklet en tilsvarende Smag, men Engelsk-Manden har ogsaa storagtig udelukt den fremmede Kvinde fra sin Idee-Kreds, istedenfor at opdrage hende til den, saa det er for en stor Deel hans egen Skyld..

✂ Nu har desuagtet Tiden viist, at, naar galt skal være, maa Man dog heller en Tidlang gaae 119med forlorent Hoved, end med forlorent Hjerte, saa ►Nornen vidste godt hvad hun gjorde, da hun tophuggede eller stynede vort ►Ygdrasil, og var os ingenlunde gram, skiöndt hun lærde os at græde. Nu kan vi nemlig 460 (US) see, at Toppen af den gamle Ask kom meget bedre til Nytte udenlands, end den kunde gjort her hjemme, og det saavel for os, som for hele Menneske-Slægten; thi der behövedes baade Nordiske Buer og Spyd-Stager, Vinde-Giærder, Planke-Værk og levende Hegn, for at Aanden kunde faae sig en Verden igien, og forsvare den baade mod Gog og 👤Magog. Med andre Ord: den gamle Folke-Verden omkring 📌Middel-Havet var fordærvet og fordömt, og maatte forgaae, skiöndt Slægtens timelige Maal var ingenlunde naaet, og derfor maatte der skabes en ny Folke-Verden omkring de Nordiske Vande; men dertil udkrævedes en Folke-Blanding, og en Middel-Alder, hvorved paa den ene Side Sammenhængen med Old-Tiden bevaredes, og de Nordiske Stammer udvikledes til at forstaae den, men forhindredes dog fra at faae deres egenlige Vidskabs-Tid, för den kunde blive Universal-Historisk.

✂ Fra dette Stade tör jeg forsikkre Læseren, der opgaaer et saadant Lys over Middel-Alderen, at Man maa smile ad Æventyret om dens bundlöse Mörke, og skiöndt Anskuelsen er langt fra at giöre Under 84 (VU) sögelsen overflödig, saa er det dog först derved, den bliver muelig, thi Man leder kun slet, naar 120Man ikke veed, hvad Man leder om, og Man har intet Gavn af hvad Man finder, för Man veed, hvad det kan bruges til.

✂ Gothen, som, efter en kort Sö-Reise, landede söndenfor Öster-Söen, hvor hans Frænder og Navnere dengang boede, indtog Holm-Gaard, og banede sig med Sværdet Vei giennem 📌Rusland, ned til det Asovske og 📌Sorte Hav, som Man strax seer hos 👤Jornandes, naar Man kun fölger ham, som det sig bör, med Öinene; men skiöndt det synes, som Gothen der blev en stor Land-Krabbe, snart fortæret i 📌Italien og 📌Spanien, saa er dog selv det kun Öine-Forblindelse; thi de nye Kræfter og Retninger vi spore i Landene, de indtog, voxde naturligviis ikke op af de gamle Grave, men kom med dem der havde dem. Derfor skal vi see Gothen gaae til Söes igien i 📌Venedig og 📌Genua, saavelsom med 👤Gama og 👤Kolumbus, og vi skal höre Gothen baade i 👤Dantes Röst og i Viserne om 👤Cid, hvis vi ellers vil lære at forstaae Middel-Alderen. Vist nok kan det mangen Gang falde vanskeligt, at kiende det Gothiske Hoved igien under den Romanske Kappe, fordi det virkelig voxde sammen med de fremmede Kroppe, eller: fordi Gotherne baade opgav deres Moders-Maal og spredte sig i Landene, men Sagen er lige sikker, og kommer for Dagen naar vi see vist.

✂ Angel-Sachserne lod staae ad 📌Bretland til, og det Hoved 461 (US) er godt at kiende, deels fordi det var 121saa stort, og deels fordi det vilde immer raade selv, saa der er det klart nok, det voxde ikke ud af den Galiske Hals, men en Ting er aldrig saa kiendelig, der hörer jo Öine til at see den, og det Öine i Hovedet, saa det var intet Under, vi miskiendte vor aandelige Fader, og slog ham under Öret, saa det blev vitterligt, at Hovedet sad löst.

✂ Normannen beed sig bedre fast, hvor han kom hen, men holdt sig dog i 📌Frankrig mest for sig selv, saa 📌Normandiet er kiendeligt nok, undtagen paa de nyeste Kort, og i 📌England veed vi, at hvad der af Aand ei er ►Anguls, det er hans, og selv at han er den store Kors-Farer, og Middel-Alderens store Roman-Helt, ►Holger Danske, er temmelig bekiendt; men hvad det egenlig paa Aandens Sprog vil sige, og hvad historisk Virkning hans Udvandringer har havt, baade ude og hjemme, det tænker Man dog endnu sædvanlig kun lidet paa.

✂ Saalænge Man nemlig seer med Gaase-Öine, synes Man naturligviis, 85 (VU) at Aandens Vinger er af Penne-Fier, og tænker derfor, det var kun bomstærke Prygle og forvovne Kroppe, der kom fra 📌Norden, og fik Aand i Syd og Vest, vel ikke af Luften, men dog alt som de lærde at læse og skrive, og saa længe peger Man kun forgiæves for os paa Alt hvad der viser det Modsatte. Var det imidlertid mueligt, uden Aand, at forstaae sig ⓘ paapaa] GV, paa A aandelige Ting, da maatte vi faae Öinene op, ved 122at see os om her hjemme, i det Tolvte og Trettende Aarhundrede; thi da havde vi ogsaa faaet Pennen ei blot bag Öret, men ret egenlig i Haanden, og enten vi vender os til 📌Island, hvor der udströmmede en heel historisk Literatur fra den paa Moders-Maalet, eller til 📌Danmark, hvor 👤Saxos Bog allene forudsætter og viser en Classisk Dannelse der er ægte, da er det jo klart, at kunde Böger og Penne blot gjort det Mirakel, at vedligeholde hvad Aand og Kraft her var tilbage, da skulde vi i det Fjortende og Femtende Aarhundrede hverken fattedes Mage til 👤Absalon eller Saxo, til 👤Sverre eller Sturlesön.

✂ Har vi derimod opladte Öine, og veed, at det indvortes levende Ord er Aanden selv, og det tilsvarende Mundtlige dets Liv-Udtryk, da forundre vi os slet ikke over, at Historie-Skriverne var samtidige med de sidste ædle Kæmper i vor Middel-Alder, eller rettere, hörde selv til det sidste Helte-Kuld, som, da de ei længer kunde holde Liv i Ordet, stædte det til Jorde i Bögerne med en glimrende Liig-Begængelse; thi selv Guds Ord er dödt i Bögerne, og i det Mindste skindödt paa iiskolde Læber, 462 (US) saa det udvikler aldrig mere Liv og Kraft hos et Folk, end der kiendes paa Livet og Kraften i dets Moders-Maal. Naar vi derfor see, at Islænderne var de Eneste i 📌Norden, som udtrykde sig höiröstet om aandelige Ting paa deres Moders-Maal, og see at deres Draper er dog lutter aandelige Lig-123Kister med udtunget Arbeide, da finder vi Begravelsen höistnaturlig, og kun Opstandelsen vidunderlig.

✂ Naar vi imidlertid blot lære at kiende Forskiel paa Ord og Skrift, som paa Liv og Död i Aandens Verden, saa vi ikke söge Livet selv i Bögerne, hvor vi er visse paa, det ikke findes, men söge kun Underretning om, hvad der levede hos Forfatteren, og i den Tid han beskriver, da kan vi vanskelig enten tænke eller tale for höit om den Konst, hvormed Aanden virkelig paa en Maade narrer Döden, og forplanter Kundskab om sit Liv mellem vidt adskildte Folk og Tider, og kan da ei noksom glæde os over Bögerne fra det Tolvte og Trettende Aarhundrede, uden hvilke det vilde været os umueligt at give 📌Nordens Aand sit Liv- 86 (VU) Udtryk igien, og ligesaa umueligt at forstaae og fortsætte dens herlige Bane.

✂ Derfor kom der aldrig saasnart igien Strænge paa ►Hjarnes Harpe, för det tonede fra den:

✂ 📌Island! hellige Öe! Ihukommelsens vældigste Tempel!

✂ og det gienlöd fra ►Sagas klingre Skjold, saasnart 📌Nordens Staal-Pen atter begyndte at riste, og det skal gienlyde i 📌Dovre, og ristes i Bauta-Stene paa 📌Kullen, og udraabes af de rullende Bölger, saalænge der er Syn og Sang og Sagn i Norden!

✂ Ja, kan Læseren, ved Siden ad det lille pæne Lyst-Huus paa Bakken ved 📌Halikarnas, hvor 👤Herodots Vugge gik, som en Lilie-Flor, let bevæget af Zephyrer, tænke sig en Steen-Stue saa stor som hele 124📌Island, og höi derefter, med 📌Hekla til Arne, med Is-Bjerge til Borge-Mur, og det brusende Nord-Hav til Grave, da faaer han en Forestilling om det Colossalske deri, at 📌Norden har en Coloni af Historie-Skrivere!

✂ Sandelig, saa kloge Folk, som Tydskerne, maae skamme dem ved, at de ikke endnu har kunnet udfinde, hvad der var 📌Nordens Aand Eiendommeligt, da det dog saa forsvarlig er fört til Bogs, at Man ei let skal kunne sige, hvad der er latterligst: enten at nægte, der var Aand i gamle Norden, eller at det var Historiens Aand; men vi Folk i Nord maae ogsaa skamme os ved, at Man maatte lære Islandsk, og stave gamle 463 (US) Skind-Böger, for at opdage, af hvad Aand vi er, og prise maae vi da vor store Lykke, at 👤Snorros Fædre ei udvandrede med 👤Shakspears, som 👤Herodots med 👤Homers, eller ei fulgde den Normanniske Ström, hvortil de dog hörde, men satte sig kun fast paa Iis-Bjerget i Nord-Söen, for at male i Aften-Belysning, og være koldsindige Til-Skuere af alt det Mærkværdige der tildrog sig i den Nordiske Halv-Verden, og at de ei frös ihjel, för vi lærde at skiönne derpaa!

✂ Dog, för vi nærmere betragte, hvad vi har 📌Island at takke for, vil det være bedst at betænke, hvad der holdt Liv i os, til vi fik Munden op igien, thi Livet er og bliver dog altid det Væsenlige, uden hvilket Man ligesaalidt har Noget at takke for, som 125at takke med, og, skiöndt Livets Opholdelse, naturligviis, saavelsom Livet selv, er en stor Hemmelighed, saa er det jo dog en uslukkelig Skam, ei at ville tænke paa, hvad man tænker med, fordi det er en Hemmelighed.

✂ 87 (VU) Har vi nu den Forstand, at Skrift paa Moders-Maalet altid beviser, hvad det nödvendig forudsætter: et tilsvarende Liv hos Forfatteren, og, hvor der skrives ud af Folke-Munde, hos Folket, da viser den Danske Riimkrönike og Kæmpe-Viserne os, hvor kummerlig Man i 📌Norden fristede Livet, giennem det Fjortende og Femtende Aarhundrede, saa Döden holdtes ingenlunde tre Skridt, men kun et Straaes-Bred derfra. Dog, skiöndt Man seer den sorte Död og den sorte Armod i alle Kroge, saa seer Man dog, at Livet hængde i Folk, selv da 👤Niels Ebbesen blev hængt, og da 👤Iver Lykke tog Kong 👤Albrekt, og, saa længe der er Liv, er der Haab. Hvor nær det var paa Fæld-Enden, ved Over-Gangen til det Sextende Aarhundrede, see vi paa Slutningen af den Danske Rim-Krönike, og paa hele den Svenske, saa det var paa den höie Tid, der kom Hjelp, men at Rim-Kröniken var den förste Danske Bog, og den förste Bog trykt i 📌Danmark, og det to Gange i det Femtende Aarhundrede, var et godt For-Varsel, som aldrig kunde glippe*Rim-Kröniken, tækkelig og mönsterlig udgivet af 👤Molbech, er da umistelig for Middel-Alderens Cultur-Historie 126i 📌Norden, men vist nok er den mest at studere, som et Sprog-Minde, naar det kun forstaaes saaledes, at den fra Sprogets Side er en magelös Dansk Bog, der maa studeres af alle, der boglig vil have Sproget i deres Magt..

✂ 126At nu Hjelpen kom ved 👤Morten Luther, har vi vel ikke glemt, men hvori den egenlig bestod, har Man kun meget löselig tænkt paa endnu; thi at Livet nu yttrede sig i Psal 464 (US) mer, Prædiken og Skrift, paa Moders-Maalet, er öiensynligt nok, men at det ikke udsprang af sine Yttringer, som Man har drömt, er ogsaa soleklart, og Man kunde naturligviis tygget paa 👤Luthers Tydske Bibel i tusind Aar, uden derved at faae et eneste Dansk Ord i Munden, end sige ud deraf.

✂ Hjelpen bestod da aabenbar deri, at 👤Hans Tausen, 👤Peder Plade, og saadanne Folk, hörde et begeistret Ord om Troen paa 👤Christus af 👤Luther, sang hans Psalmer med inderlig Rörelse, læsde hans Tydske Bibel og andre Böger med stor Fornöielse, og fordanskede det Altsammen, baade med Mund og Pen, det Bedste, de kunde, som kun var meget maadeligt, men dog netop til Huus-Behov.

✂ At nu denne Styrkelse af det Döende forslog bedre i 📌Danmark, end den forbausende dramatiske Opstandelse af Kirke-Ordet paa en saadan Halv-Guds Læber som 👤Morten Luther, forslog i hans Fæderne-Land, det er, for hvem der har lidt Forstand paa Aand og Ord, den skiönneste 88 (VU) Lov-Tale, der kan 127holdes over den magelös poetiske Danne-Kvinde; thi i 📌Danmark er det ret egenlig vore ⓘ MödreMödre] GV, Mödre A; delvist fremhævet i A, vi maae takke for, at der kom lidt Poetisk Liv baade til os og i os.

✂ Man tage dette for hvad Man vil, det er dog en ligesaa tör historisk, som glædelig poetisk Sandhed, og, vil vi see den ret i sin Glands, da skal vi sammenligne de Danske Digtere, om vi kan finde dem, i det Sextende og Syttende Aarhundrede, med de Engelske i samme Tids-Rum, og saa igien sammenligne Digterne i det Nittende, samt i det Hele Forholdet til Folke-Poesi, Folke-Historie og Smag. Ved at anstille disse interessante Sammenligninger, saavidt mueligt, baade i Livet og i Bögerne, er jeg i det Mindste paa mine gamle Dage blevet en langt större Beundrer af Danne-Kvinden, end jeg var i min Ungdom, og vil Man kalde det at gaae i Barndom, skal det ei synderlig anfægte mig, deels fordi jeg gierne træder Börne-Skoene i saadanne Kronos-Dage (Saturnalier), og deels fordi baade Store og Smaa skal nödes til at studse, naar de see, at i 📌Engeland, hvor Folke-Munden lige til 👤Spensers og 👤Shakspears Dage havde en heel Hær af Harpere (Minstrels) paa Benene, og fik saa Hjelp af saadanne Heroer, og havde, lige siden, höiröstede Organer paa Skue-Pladsen og i 📌Parlamentet, at der blev Rim-Kröniker og Kæmpe-Viser liggende ganske rolig, hos de Angel-Sachsiske Digte, giennem det 128Sextende og Syttende Aarhundrede, og der giælder Lord 👤Byron og Sir 👤Walter i det Nittende for store Vidundere; men i 📌Danmark, hvor der fra 465 (US) 👤Niels Ebbesens Tid til Jörgen 👤Sorterups, blev knap gjort en ny Vise der var værd at synge, der oplevede Rim-Kröniken ti Udgaver i eet Aarhundrede, der sang de unge Frökener Kæmpe-Viserne, og der beskrev de Gamle dem med saadan Fynd, at Magisteren maatte giöre Hoveri, og give dem ud i det Sextende Aarhundrede, til, jeg veed ikke hvormange Oplag i de Fölgende, og der fik vi Skjalde i det Attende og Nittende, som 👤Evald og 👤Baggesen, 👤Oehlenschlæger og 👤Ingemann.

✂ Jeg kalder i Övrigt slet ikke Vidunderet uforklarligt, men det nytter ikke at forklare En hvad han ikke kiender, derfor maa Man först see det, bedre end de gode Dannemænd, der vel har saa megen poetisk Smag, at de kysse langt heller Danne-Kvindens Töffel, end Pavens i 📌Rom, men har dog endnu ikke lært af den söde Sangerske og opvakte Læserinde, at ►Ydun med Nattergalen er en meget bedre ►Vidskabs-Dise end ►Pallas med Natuglen, og skiönne derfor daarlig paa den 89 (VU) Poetiske Paaske-Fest, der nu i en heel Menneske-Alder er holdt iblandt dem, baade af den Lille og den Store, og den Rettilpas, og af os Alle, som red Sommer ad By paa Sleipner-Föl, over Stok, over Steen, over vil129dende Hav, saa det skal spörges om Land, naar vi lægges til Ro.

✂ Naar Danne-Kvinden imidlertid kun faaer sin Villie, som hun er vant og vel berettiget til, da vil det Hele lade sig forklare af hendes magelöse, historisk-poetiske Kiærlighed, og af 👤Kingos Psalmer. Vil Nogen lee ad den Forklaring, da misunder jeg ham hverken Villien eller Vindingen, men maa kun bemærke, at med Kingo i det Mindste har Sagen beviislig sin fulde historiske Rigtighed, thi hans Psalmer blev unægtelig, fra Slutningen af det Syttende til dybt ind i det forhexede attende Aarhundrede, sunget af Danne-Kvinden med saadan Liv og Lyst, som nödvendig maatte giöre Indtryk selv paa os Silde-Födninger, og gjorde det bestemt. Jeg gad ogsaa nok vidst, hvad Klogt Man kunde sætte mod min simple historiske Paastand, at som et poetisk Ord, der levende udtrykker den Christelige Anskuelse, er 👤Kingos Psalmer ikke blot det Syttende Aarhundredes störste Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneske-Historien, at det kun lader sig forklare af ►Nornens underfulde Viisdom, der giemde Spiren til en Paaske-Lilie i tusind Aar, og bragde den saa over Havet til 📌Danmark, hvor den fandt sit rette Moder-Skiöd, og Rum til at udbrede sig. Dog, Man veed formodenlig knap, at Kingo var af Engelsk Herkomst, end sige da, at saadanne historisk-poetiske 466 (US) Psalmer, som hans, var noget Splinter-Nyt, 130i det Mindste siden Folke-Vandringen, som 👤Kædmon vel tusind Aar tidligere prövede paa, men kunde ikke naae, for Sang-Bunden fattedes, som Danne-Kvinden skiænkede Kingo.

✂ Saaledes naaede da, mod al Formodning, et höipoetisk levende Ord vore Ören, og det havde saaledes oplivet Danne-Kvinden, at selv Kæmpe-Visen er neppe endnu aldeles uddöd paa hendes Læber, eller var det dog ei, da det pludselig gienlöd over Böge-Toppe:

✂ De Danskes Vei til Roes og Magt,
Sortladne Hav!
Nu rask igiennem Larm og Spil,
Og Kamp og Seier föer mig til
Min Grav!

✂ Intet Öieblik miskiendte den ligesaa heltekiære som fredsælle Danne-Kvinde disse Toner fra Dybet, men gav dem sin Stemme, som om 90 (VU) det kun havde været i Gaar, den gamle ►Hjarne blev begravet, skiöndt Aaret siden löb rundt vel trettenhundrede Gange, saa det var intet Under, at hun skiænkede gierne ►Balder en Taare, saasnart der igien blev ymtet om hans Död, og foer saa gladelig med ►Thor til ►Jotunheim, som om hun aldrig havde holdt op at være den Saga, med hvem ►Odin tömde det gyldne Bæger paa Svane-Holmen.

✂ Saaledes kom da Poesien paa Skue-Pladsen, og skiöndt den altid der befinder sig i tvetydigt 131Selskab, hvor den aldrig ret veed om den skal oplives eller dræbes, beundres eller belees, beklappes eller udpibes, saa lærer dog Grækernes, som det Borgerlige Natur-Folks, Historie, at, vil Poesien vinde Borgerskab, maa det være der, og at paa Folkenes gamle Dage maa Alting enten faae et borgerligt eller et slavisk Udseende, saa Poesien maa forlige sig med Skue-Pladsen, som et mindre Onde, skiöndt den umuelig, som Man har indbildt sig, kan ansee sin Opförelse som en Triumph, eller leve deraf. Det gaaer nemlig med Poesien som med Poeten, saa den kan ⓘ hverkenhverken] GV, kverken A födes eller næres, men kun vise, og, i bedste Fald, nære sig paa Skue-Pladsen, og maa derfor langt heller undvige end söge den. Det er da netop Et af de mange Vidnesbyrd om Danne-Kvindens dybe poetiske Fölelse, og i Grunden uforbederlige Smag, at Poesien hos os saa seent blev theatralsk, og at Forsögene paa at spille Guder og Helgene til Lyst aldeles mislykkedes; thi Helte-Livet er aabenbar den eneste Side, Poesien kan vise 467 (US) paa Skue-Pladsen, uden at nedværdige baade sig selv og sin Gienstand. Derfor er Opförelsen af ►Balders Död allerede et Mis-Greb, og ved at ville giöre Skue-Pladsen enten til Kirke eller Skole, forfeiler Man nödvendig sin Hensigt, naar den ikke er, at giöre Kirke og Skole til Skuespil-Huse, hvad de vist nok derved let kan blive; saa, naar galt skal være, maa Skue-Pladsen heller være saa overgiven og van132hellig, som den især blev i 📌Athenen, og fordum i 📌London, end, paa Fransk, betragtes som en Helligdom, eller, paa Tydsk, som Livets Skole. Den skulde dagligdags være blot til Lyst, og kun, som til en Höitid, en Gienganger-Bane for Folkets Heroer, hvor de store Skygger kom den matte Phantasi til Hjelp, uden at ville enten kyse Livet af Börn, eller stjæle den Fölelse, der kun er spildt paa dem, og i vore Dage alt for dyrebar en Skat til at bortödsles. Det maatte Grækerne forstaae, som slet ikke vilde vide af de rörende Sörge-Spil, og jeg vil haabe, vi lære det ogsaa, naar Poesien kommer til Orde udenfor Skue-Pladsen, thi kun fordi den i vore Dage er stum 91 (VU) derudenfor, og taler kun Finger-Sproget, lod Danne-Kvinden sig bedrage af Skinnet, og syndes, det maatte ogsaa giælde her, at Noget var bedre end Intet, skiöndt det her i Grunden var Intet der vilde giælde for Alt. Saasnart derfor Kirken og Skolen blive virkelig poetiske, og blive de ei det, er Resten ligegyldig, da vil Man strax föle Forskiellen mellem virkelig og konstig Begeistring, og da falder Blænd-Værket bort af sig selv, undtagen for hvem der foretrækker det, og er naturligviis ikke at misunde.

✂ Dog, dette anmærker jeg kun her, for at Man ikke skal tænke, det er Opförelsen enten af Fiskerne og ►Balders Död, af 👤Hakon Jarl, og 👤Axel og 👤Valborg, eller af 👤Blanca og Hyrden fra Tolosa, jeg glæder mig over, thi jeg elsker dem, og den herlige Begeistring, 133hvoraf de udsprang, og den Virkning, de hidtil har forfeilet, alt for meget, til at kunne det, og maa tvertimod finde, at vor poetiske Rigdom paa Theatret, sammenlignet med den sorte Armod i Livet, er den bittreste Satire paa os, der kan skrives.

✂ Efter saaledes at have betegnet, hvordan det levende Ord med Nöd og neppe forplantede sig til os med Aanden, vilde jeg gaae tilbage til Bögerne fra det Tolvte og Trettende eller tidligere Nordiske Aarhundreder; og anmærke, hvorledes de kom til os, for derpaa at give en Udsigt over deres Indhold.

✂ Her maa jeg, hvor bagvendt det end synes, for Ordens Skyld 468 (US) begynde med vor gamle Classiker, 👤Saxo Grammatikus, thi ham maae vi takke for Alt hvad vi veed om gamle Nord, da der formodenlig, udenfor 📌Island, seent eller aldrig var blevet spurgt om Rim-Stave og om Saga-Runer, hvis der ikke havde været en Classiker, som trængde til at oplyses dermed, eller kunde dog tage dem under sine Vinger. Naar jeg derfor seer, hvor ganske anderledes en Mand gamle 👤Saxo har været, end hans Udgivere og radbrækkende Lov-Talere, da kan jeg ikke noksom beundre det mesterlige Puds, ►Nornen med ham har spilt den sorte Skole, et Krigs-Puds, der i Literaturen svarer til det, hun med Gotherne haandgribelig spillede de gamle Romere; thi ogsaa her kom de Nordiske Kæmper, som skulde knuse 📌Rom, til Byes under Örne-Banneret.

✂ 134Udentvivl var det selv hos den gode Dannemand, 👤Christen Pedersen, ligesaa meget Beundringen af 👤Saxos Latin, som Kiærlighed til 📌Danmarks Historie, der bevægede ham til at reise frem og tilbage, mellem Lund og ►Paris, for at faae den gamle Bog paa Prænt, og 92 (VU) han havde i alt Fald nok baret sig for at byde Jodocus Ascensius den Danske Historie enten paa Islandsk eller paa Munke-Latin. For Latinens Skyld blev 👤Saxos Bog altsaa trykt i Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede, og trykt, ei i en Vraa, men for hele den lærde Verdens Öine: i ►Paris; for Latinens Skyld blev den betragtet som et magelöst Vidunder af 👤Erasmus fra 📌Rotterdam, altsaa af hele den lærde Verden, han var Sjælen i; og skiöndt 👤Anders Vedel var en saadan Mester i det Danske Bog-Sprog, som Ingen bliver uden Kiærlighed til Moders-Maalet, havde vi dog neppe faaet en Dansk Saxo i det Sextende Aarhundrede, naar ikke vore Lærde havde anseet det for en Æres-Sag, aabenbar at tilegne sig hvad Man udenlands beundrede, og vilde neppe troe, var fra Danmark.

✂ Latinen bragde da 👤Saxos Bog ei blot for Dagen, men til Hæder og Ære, og hjalp mere til end fra, at den blev læst paa Dansk, da 📌Danmark fik Læsere; men samme Bog er, som Man veed, halvfuld af Old-Nordiske Sagn om 📌Nordens Helte og Halv-Guder, som naturligviis havde Aand tilfælles med Kæmperne, der knusde 📌Rom, og vilde allermindst 135taalt, at Latin skulde giælde for det ædleste Tunge-Maal i Norden, og Æneiden for höiere Poesi end Völuspa, saa det var en fortvivlet Sag, at Classiskheden kom i en saadan Gothes Magt, som Saxo, der istedenfor at lade sig beherske af den, vanhelligede og misbrugde den paa det Fordærveligste, til at udruste og op 469 (US) sminke Rigets uforsonlige Fiender og Avinds-Mænd. Man tænke kun, det er Spas, Tiden vil ligefuldt vise, det var baade ►Nornens, 👤Saxos og mit ramme Alvor; thi, saa vidt det var mueligt, og langt over, hvad en Tydsker vilde troet mueligt, balsamerede Saxo virkelig 📌Nordens historiske Aand i Romersk Klögt, og Man behöver ikke at have læst et Eneste af alle de Ukvems-Ord, der er brugt om ham af Critiske Historie-Skrivere uden Aand, for at vide, at hans Bog derved blev en forunderlig Sammen-Sætning af Literaturens Himmerig og Helvede, som med sit Udvortes tiltrak og avede de Lærde i Döds-Tiden, og med sit Indvortes vel ærgrede Endeel af dem, men holdt de Bedste skadeslöse, og fik, for det Udvortes Skyld, Lov til at virke hvad den kunde i 📌Danmark, hvor Man aldrig vilde havt Mod til videnskabelig at fölge sin egen Smag, naar den ikke paa en Maade havde faaet Classiskhedens Stempel. Nu derimod var den Danske Udgiver i det Syttende Aarhundrede, 👤Stephanius, saa godt som nödt til at söge Oplysninger, til den förste Halv-Part, hos sin Islandske Ven, Biskop 136Brynjolf, og 93 (VU) Brynjolf, som for Resten selv gjorde meget meer af Latin end af Islandsk, maatte tage Oplysningen, hvor den fandtes; og det, i Forbindelse med 📌Nordens historiske Natur, maatte trække hele den Islandske Literatur med sig, i det Mindste paa Latin, som det da ogsaa skedte endnu i det Syttende Aarhundrede: ved den berömte Islænder, 👤Thormod Torfesen (👤Torfæus).

✂ Vil Man see, hvad blot en lille Stump af en Bog som 👤Saxos kan giöre, naar den falder i gode Hænder, da læse Man 👤Shakspears ►Hamlet, som ei kan tænkes til, uden Saxo, skiöndt den vist nok ikke er udsprunget af nogen Bog, men af 📌Nordens Aand, som i 📌Engeland stedse har bevaret en Forkiærlighed for 📌Danmark, der ordenlig er folke-psychologisk og universal-historisk mærkværdig!

✂ Vil Man derimod i en Lignelse betragte, hvordan ►Asa-Thor trakterede ►Midgards-Ormen med Mjölner, der han havde anglet den med Oxe-Hovedet, da see Man, hvordan 👤Holberg behandlede den Classiske Bog-Orm, der især i det Syttende Aarhundrede havde saaledes snoet sig om Skolen i 📌Norden, at der neppe kom et levende Öie ud af den, saa det er et dobbelt Mirakel, at 👤Holberg slap ud af Skolen ukvalt og ud af Verden ubrændt.

✂ Ja, 👤Holberg og jeg er vel kun halv om halv gode Venner, blandt Andet, fordi han gjorde paa Dansk, hvad 👤Saxo ikke for hele 📌Roms Eie vilde giöre 137paa Latin, i det han saagodtsom slog 470 (US) Streg over alle Folke-Sagnene i 📌Danmarks Historie, men deels siger Just Justesen selv, det betyder defectus judicii, naar Man sætter Prikker istedenfor at komme med Fortællingen, og deels meende 👤Hans Michelsen det ikke nær saa ilde, med Prikkerne for Old-Sagn, som det lader; thi han saae godt, at f. Ex. Sagnet om ►Thorkel ►Adelfar var en deilig Mythe, og loe kun ad dem, der vilde mynte historisk Skille-Mynt deraf, og naar jeg ingen 📌Danmarks Historie har skrevet, blot fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde giöre ved Old-Sagnene, som jeg ikke nænde at udelade, ikke maatte forkvakle, og ei vidste at behandle, da var 👤Holberg i sin Tid lovlig undskyldt, naar han blot havde opfrisket 👤Anders Vedels 👤Saxo.

✂ Dog, vi maae huske, det er om 📌Nordens 👤Aristophanes vi tale, saa vi skal heller glæde os over, han var saa historisk som 👤Holberg, end klage over, at han ikke var det endnu mere; thi det er et af de store Vidnesbyrd om 📌Nordens grundhistoriske Kierne, at vor 94 (VU) store Komiker kom saa betimelig, var saa dyb, og saa historisk videnskabelig. Derfor levede og virkede han, ei blot til Lyst, men gjorde Folke-Aanden i Moders-Maalet og Efter-Slægten al den Tjeneste, 📌Norges störste Genius i den ny Tid kunde, og som der hörde Helte-Mod til at vove, og Kæmpe-Kræfter til at vise. Latinen herskede i vor Bog-Verden, Stivhed, Flauhed og Tomhed, alle138vegne, undtagen i Kirken og i Danne-Kvindens Hjerte, men 👤Holberg skabde en Dansk Bog-Verden, hvori den Latinske maatte finde sin Grav, han gav al Unatur et dödeligt Saar, som vi vil haabe aldrig bliver lægt, og han skaanede baade Kirken og Danne-Kvinden, skiöndt han ei vidste at skatte dem. Dette vilde allerede være en langt hæderligere Grav-Skrift, end ►Comus og ►Momus i nogen anden Skikkelse har fortjent; men som Forfatter af de eneste læselige Historier om Kirken, om 📌Danmark, og om et Slags Helte og Heltinder, vi endnu har paa Dansk, er han tillige blevet en historisk Patriark i Norden, hvem ikke blot 👤Suhm og Sköning, men vi alle nedstamme fra, og maae takke for Modet, om vi har det, til at gaae vor egen Vei, og fölge vort eget Nordiske Hoved, uden at ændse, hvad enten Romerne og Tydskerne, eller deres Tilbedere, derom vil tænke og sige.

✂ Dette Mod havde baade 👤Suhm og Sköning, og skiöndt deres Historie-Böger ei giör deres Hoved Ære, saa er dog selv det sletteste Dansk meget forstaaeligere i 📌Norden, og meget taaleligere i dens Historie, end det bedste Latin, og skiöndt Man, ved at udgive de Islandske Skrifter blot med Latinsk Over 471 (US) sættelse, begik den i 📌Danmark sædvanlige Feil: over de Fremmedes Bekvemmelighed at glemme sine Egnes, saa behövede Man dog nu kun Taalmodighed til at læse kiedsommelige Böger, og Drift til at lære 139lidt Islandsk, for at blive nogenlunde historisk bekiendt med gamle Nord.

✂ Saaledes stod Sagerne i min Opvext, saa 👤Holbergs Kirke-Historie var den förste Bog, der gav mig Lyst til at læse, 👤Suhms Bog om ►Odin den der, med 👤Sandvigs Edda, lærde mig at kiende 📌Nordens Mythologi, og det förste Bind af hans 📌Danmarks Historie min Indledning til de historiske Old-Sagn, som jeg dog först fandt, ved at falde over 👤Vedels 👤Saxo, og dens Fölge-Svend fra det Syttende Aarhundrede: 👤Peder 👤Clausens 👤Snorro, hvorfra Over-Gangen til de Islandske Sagaer var ikke blot naturlig, men blev mig nödvendig. Hvormeget videre jeg vilde kommet, uden at have hört 95 (VU) 👤Steffens, og læst 👤Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, kan hverken jeg eller Nogen sige, men at begge Dele hörde til, for at jeg kunde komme did, hvor jeg nu staaer, det veed jeg, og da min förste Penne-Pröve om 📌Nordens Guder falder mellem 👤Oehlenschlägers Poetiske Skrifter og Nordiske Digte*Lidt om Sangene i Edda. ►Minerva 1806., overlades det bedst til de Læsere, der har Lyst, at efterspore mine Gange siden, paa den hverken korte eller rosenströede, men dog ogsaa, efter min Fölelse, hverken kiedsommelige eller betydningslöse Bane, der kun alt for öiensynlig har afpræget sig i mine Skrifter.

✂ Saavidt mueligt at betegne det hele videnskabelige Udbytte, jeg har giort, seer Man nok, er Hensigten 140med denne Indledning, men för jeg gaaer over til den nærmere Betragtning af vore Old-Sagn, maa jeg forelöbig sige et Par Ord om Mythe-Bögerne.

✂ Da vel det eneste Literær-Historiske, Man skrev paa 📌Island, för den sorte Död, staaer i samme Bind som hvad Man kalder 👤Snorros Edda, er det ei saa underligt, at Man knap nok paa 📌Island selv havde et löst Sagn om disse Böger, för de fandtes i det Syttende Aarhundrede, og sendtes hid paa Kalve-Skind af de lærde Islændere, Brynjolf Svennsön og ►Arngrim Johnsön. De Titler Man har givet dem er altsaa de tommeste, Man vel kan tænke sig, og höilig at laste, da de har bidraget meget til at forrykke den eneste rigtige Syns-Punkt, saa aldeles uvedkommende Snak, om 👤Sæmund Sigfussön i 472 (US) det Ellevte, og Snorro Sturlesön i det Trettende Aarhundrede, blev for det Meste Middel-Punkten i de Undersögelser, der ene skulde dreiet sig om to aldeles anonyme og ubekiendte Skind-Böger paa Islandsk, der maatte hjemle sig selv hvad Adkomst de skulde have, til at betragtes som den Nordiske Mythologies Kilder.

✂ Naar Man kiender Omstændighederne, studser Man billig ved at see den saakaldte 👤Snorros Edda udgivet endnu i det Syttende Aarhundrede af 👤Peder 👤Resen, og det ei blot paa Islandsk og Latin, men ogsaa paa Dansk, tilligemed Völuspa, saa, havde den Magnæanske Commissjon traadt i dette prisværdige Fod-Spor, vilde vi havt den saakaldte 141👤Sæmunds Edda trykt længe för 1787, da det förste Bind udkom, og hverken maattet vente til 1828 paa det Tredie, eller endnu savne en Udgave af 👤Snorros Edda, eller savne Dansk i Alt hvad Commissjonen har leveret. Indtil Videre maae vi da endnu nöies med 👤Resens Udgave, som er en Sjeldenhed og ufuldstændig, og med 96 (VU) den Svenske Haand-Udgave ved Professor 👤Rask, og, for Danske Oversættelser af 👤Sæmunds Edda, tye til 👤Sandvigs og 👤Finn Magnussens, hvilken Sidste er den eneste Fuldstændige, og, som gjort af en Islænder, ei synderlig Dansk. Oldskrift-Selskabet, der alt har gjort sig fortjent, af det gamle og ny 📌Norden, ved gode Haand-Udgaver af endeel Islandske Sagaer, vilde höilig fortjene vor Tak ved Lignende af begge de saakaldte Eddaer, og af Heimskringla, med sin Fortsættelse, som det ikke blot er en Skam, men stor Skade, vi savne. Med Oversættelser gjorde saadanne Selskaber bedst i aldrig at befatte sig, da de komme bedst af dem selv, naar Man har en god Text i en let Udgave; og til at give begge Dele (thi hidtil var Udgaverne meget for dyre) vilde Selskabet vist finde Understöttelse nok i 📌Norden, naar det paa den ene Side indskrænkede sig til Texter, og paa den Anden udvidede sig til alt Islandsk fra Middel-Alderen: Rub og Stub.

✂ Det er nemlig, som sagt, aldeles nödvendigt, til ret videnskabeligt Brug, at vi faae hele den Old-142Nordiske Literatur, som den er os levnet: Islandsk og Angel-Sachsisk, paa Prænt, og Islandsken er vor Deel af Arbeidet, hvormed, som med Nordiske Gadde, Engelænderne skal stikkes, til de giöre deres Skyldighed, og hvorpaa de kan see, hvordan det uden Ophold lader sig giöre.

✂ 473 (US) En forelöbig historisk-poetisk Anskuelse er imidlertid ingensteds nödvendigere end ved historisk-poetiske Old-Sagn, hvorpaa den Critiske Historie-Skriver ellers spilder Tid og Flid, ved at stavre i Mörke, eller, hvad end er værre, ved at löbe efter saadanne Lygte-Mænd, som alle luftige Hypotheser i Historien er, og da det har truffet sig saa vel, at baade ►Bjowulfs Drape kom til 📌Danmark, og dens Oversætter kom til 📌Engeland, er jeg omsider blevet istand til at give en Oversigt, som jeg er vis paa, skal Ingen vildlede, skiöndt den naturligviis i alle Maader trænger til at stadfæstes, klares og rettes, ved en giennemfört Undersögelse.

✂ Ogsaa her befinder Pennen sig i stor Forlegenhed, og vel i den störst muelige, fordi den er stum, thi her er det ikke blot en Anskuelse, den skulde meddele, men en Anskuelse af Old-Sagn, som ikke længer er i Folke-Munde, men kun beskrevne i Bögerne, og som dog maae tænkes ind i Munden igien, för det er mueligt at faae en rigtig Forestilling om dem. Dog, da Læseren baade maa indsee Nödvendigheden heraf, og Umueligheden i, 143med Spidsen af en Pen endogsaa kun at putte ham 97 (VU) det mindste opskrevne Sagn i Munden, end sige da Ordet som forklarer dem Alle, vil han sikkert være billig, og i det han föler, hvor haardt det holder, at tænke de Böger borte, Man henter sin Kundskab fra, have mig undskyldt, naar min Udvikling, der nödvendig forudsætter god Övelse i den Konst, især paa Papiret synes lidt indviklet.

✂ Bort altsaa, i Tankerne, med alle Böger i 📌Norden, saa der ikke bliver et Blad, uden Böge-Blade, Fod-Blade, Aare-Blade, og, i Hallerne, et dygtig langt og trofast Bord-Blad, som taaler godt at trumfes i med Kæmpe-Næver, og bort med alle Penne, undtagen den gamle, spidse Staal-Pen, der ristede Runer paa Linde-Barken, som slog igiennem, og dyppedes först i det röde Blæk, naar den havde skrevet hvad den vilde, og lagdes til Side!

✂ Ja, vil vi vinde mindste Forstand paa Old-Sagn, da maae vi tænke os tilbage i den Tid, da de virkelig var til, og gik fra Mund til Mund, ved Offer-Steder og paa Thinge, i Viking-Stavne og paa Fisker-Baade, i allehaande Sam-Lag, og om Arnen, saa hverken Poesi eller Historie havde anden Skabning, end den Munden gav dem, eller andre Ene-Mærker, end de saare ubestemte, der beroe paa den Stærkeres Ret.

✂ Naar vi derfor nu, meer end Fem Aarhundreder efterat Folke-Munden hardtad reent forstummede, og 144vel et Aar-Tusinde 474 (US) efterat den gik halv i Staa, skal ordne hvad deraf er opskrevet, da befinde vi os aandelig i samme Tilfælde, som naar vi skulde udskifte et Sogn af Fælles-Skabet, hvor Man ikke alene, fra umindelige Tider, havde plöiet Ager om Ager, og den Rige naturligviis immer plöiet fra den Fattige, men hvor ogsaa By-Markerne löb i hinanden, og hvor Jorde-Bögerne var deels, i Forhold, meget for nye, til at rette sig efter, og deels for gamle, til ikke at være vildsomme og uordenlige paa mange Maader. Forskiellen er kun den, at det her ikke blot giælder om at giöre Ret og Skiel mellem de store Lods-Eiere, og tage Billighed i Betragtning, men ogsaa at udfinde, hvorledes omtrent det oprindelig har hængt sammen, da det ikke er med Historiens som med Naturens Aar, at hvert har sin egen Höst, som ikke kommer det Andet ved, men de löbe alle sammen til en Colossalk Vaar og Sommer, som skulde give os en tilsvarende Höst. Denne Forskiel giör os imidlertid slet ingen Skade, naar vi blot lære at beregne den, ikke efter Logarithme-Tabeller, men efter den levende Formel vi har i os selv, og efter vor velforstaaede Egen-Nytte; thi det kan aabenbar være os det Samme, hvad de gamle Helte hedd, hvad Aar de blev födt, og hvormange Slag de vandt, naar vi kun har Gavnet deraf, ligesom det kan være os det Samme, hvem der gjorde Völuspa, naar vi kun forstaae den, kan være os det 145Samme, hvordan Livet var deelt i Old-Tiden, naar vi blot kan tilegne os det.

✂ Dette har nu hverken 👤Suhm eller Sköning havt mindste Ahnelse om, men indbildt sig, at, skulde Man have nogen Nytte af Old-Sagnene, da maatte Man baade kunne skille Poesien fra Historien, 📌Danmarks, 📌Norges og 📌Sverrigs Historie fra hinanden, oprede de gamle Slægt-Registere, Mand for Mand, udfinde hver Enkelt-Mands Födsels og Döds-Aar, og give Enhver af dem saavel de Bedrifter som det Skuds-Maal, der hörde ham til. De vilde altsaa en aabenbar Umuelighed, og derhos en saadan, som Man aldrig burde önske, var muelig, da en saadan Udskiftning kun vilde föde evigt Kiævleri mellem Folkene, og mellem de Lærde, til ingen Verdens Nytte, men til megen Skade; thi vi har jo kun enkelte Brud-Stykker af vore Old-Sagn opskrevne, som, hvis de ogsaa gjaldt Enkelt-Mænd, er kommet til os i en Forbindelse, for hvis Rigtighed Intet borger, og som vi dog ingen anden kunne give, uden ved at klistre dem sammen, som nogle Avis-Stumper af forskiellige Aar-Gange, hvad vel kan more Börn, men passer sig kun slet for gamle Folk, og giör dem i det Mindste ikke klogere end de var.

✂ 475 (US) Derimod veed vi, af Menneske-Livets Betragtning i det Hele, at Indbildnings-Kraft, Fölelse og Efter-Tanke skabe trende Tider allevegne, som er kiendelige i ethvert udmærket og nogenlunde fuldstændigt 146Levnets-Löb, saa det kan aldrig feile, at vi i 📌Nordens, saavelsom i 📌Grækenlands, Old-Sagn maae kunne spore en Gude-Alder, en Helte-Tid, og en Tredie, som Man kalder den Historiske eller Tydelige fordi den ligger Skrift-Tiden nærmest, og ligner den naturligviis mest; men som Man heller skulde kalde Arbeids-Tiden, da det i den giælder om at arbeide sig op. Denne Inddeling, der, fra Grækernes Dage, har været alle Critiske Historie-Skrivere formelig bekiendt, skal vi blot lade træde i Kraft, saa lysner det strax over de to förste Tider, som Man derimod kun betegner slet, ved at kalde dem den Mörke og den Fabelagtige, da et Tids-Rum godt kan være begge Dele, skiöndt Man har Pennen bag Öret og skriver Annaler, som vi see paa Tiden mellem 👤Saxo og jeg veed ikke hvem för 👤Arild Hvitfeld, medens den Tid er ingenlunde mörk, i Forhold, der har afpræget sig i saadanne Sagn og Sange, som vi finde i Eddaerne, hos 👤Saxo, og i ►Bjowulfs Drape. Saaledes veed 99 (VU) vi jo ogsaa meget meer om den Græske Gude-Alder, da ►Kronos og ►Zeus avlede Börn, og holdt Triumph over ►Titaner og ►Giganter, og om Helte-Tiden, som de Homeriske Digte afbilde, end om den saakaldte Historiske Tid: fra ►Heraklidernes Indfald i 📌Pelopones og den förste Olympiade, til Perser-Krigene, saa den Sidste er aabenbar den Mörkeste og mest Fabelagtige. Kan vi leve af Aars-Tal, af ordenlige Mands-Navne, Lig-Stene og Grav-Skrifter, Mynt-Præg, 147Skiöder og Forordninger, da har vi nu en saadan Velsignelse af dem, at vi maae være meget nærige, om det kommer os synderlig an paa et tusind Stykker meer eller mindre, og kan vi ikke leve af dem, og kan de ikke give os mindste Forstand paa Livet, da maae de aabenbar af en gruelig Over-Tro ansees for Guder, Man ikke kan undvære, men maa med Glæde opoffre Livet for, naar Man skal anvende Livet paa at grave efter dem i Sange og Sagn fra Old-Tiden, og skal finde disse tomme, uden hine Klenodier, hvor guddommeligt et Liv de end afbilde, finde dem mörke, hvor skinnende et Lys de end kaste paa Menneske-Banen, og kalde dem med Haan fabelagtige, fordi Klæderne ikke er gjort af Kroppen, men efter den.

✂ Med den störste Sikkerhed kan vi da sige, at de Old-Sagn er de ældste, paa hvert Sted, som enten udtrykke det egenlige 476 (US) Gude-Liv, eller sætte Guderne i levende Forbindelse med Jord-Livet, thi det er Indbildnings-Kraftens Vane, i sin Regierings-Tid, og andre Kræfter kan ligesaalidt giöre den det efter, uden at gribes i Fuskeriet, som en Verse-Mager kan give sine Hænders Arbeide skuffende Lighed med en Hoved-Skjalds Værk, om han end stjæler som en Ravn, og efterligner möisommelig et ophöiet Mönster, som 👤Virgil 👤Homer. I disse Old-Sagn, de være nu kommet til os i hvilkensomhelst Form, vil Poesien, eller rettere Prophetien (thi om Konst kan her ei være Talen), være 148det Overveiende, thi det er Aanden, der enten blot antager menneskelig Skikkelse, for i Mag at betragte sig selv, eller optager dog kun Begivenheder, for at speile sig i dem, saa den eneste Udskiftning Man her skal beflitte sig paa, er at skille disse Sagn fra Resten, som den store Alminding, der er Fælles-Gods for hele Gude-Folket, eller alle Aandens Under-Saatter. I 📌Norden, og sagtens overalt, vil Asa-Maal være det rette Fælles-Navn paa disse Sagn, der udtrykke baade det indvortes og udvortes Folke-Liv i det Store, og udgiör hos os Bullen af ►Ygdrasil, der vel har tre hemmelige Rödder, som kundgiör sig i Grenene, men har selv saagodtsom ingen historisk kiendelige Af 100 (VU) delinger. Jeg siger med Flid historisk kiendelige, eller tydelige, thi vi maae huske, at Nord-Boen hörer slet ikke til de egenlige Phantasi-Folk, og hans Gude-Alder derfor ikke heller til Menneske-Slægtens Old-Tid, saa selv vor höieste Poesi er hvad vi, i Mangel af et bedre Ord, maae kalde historisk, vor Phantasi i sin höieste Flugt bliver i Grunden dog ved Jorden, eller rettere ved Havet, som ►Sleipner; vore Guder er kun Kalve mod den förstefödte Oxe, Kalve af Koen Ödhumble. I Grunden svarer derfor vor Gude-Alder mest til Grækernes Helte-Tid, som ►Thor til ►Herakles, og det er kun forholdsviis han svarer til ►Poseidon, hvoraf igien fölger, at vore Guder, ligesom Grækernes Helte, lade sig betragte som Folke-Repræsentanter, der vel have en vidtudstrakt Fuld-Magt, men kun fordi Folket, som 149valgde dem, igien var Menneske-Slægtens Repræsentant paa Middel-Alderens Stor-Thing.

✂ Da Fölgen imidlertid forholdsviis altid bliver den samme, maae vi ogsaa i vore Sagn kunne spore en Helte-Tid, hvori Slægterne træde kiendelig ud fra hinanden, Guderne staae i Bag-Grunden, og synes hardtad forsvundne, medens Fölelsens modsatte Poler, Elskov og Kamp-Lyst, tiltrække hinanden, og danne Middel-Punkten, hvorom Alting dreier sig. Forskiellen 477 (US) vil i 📌Norden blot være, at Fölelsen, som her ret er i sit Element, vil træde stærkere altsaa mere indtagende frem, end andensteds, at Guderne, som her i Grunden er Elskovs-Börn, altsaa Kiæle-Dægger, vil ikke blive glemte men kun forkiælede, svage og egensindige, og endelig, at Begivenhederne vil være langt sandfærdigere; men endnu i disse Sagn at ville pille Enkelt-Mænd og Aa-Steder ud, er spildt Uleilighed, som ►Stærk-Odders Partering, og Plöiningen efter Bjelkerne af ►Signes Jomfru-Bur, til Overflödighed har beviist. Denne Part af Old-Sagn kan vi allevegne med et godt Nordisk Navn kalde Bjarke-Maal, thi det betegner historisk hvad det skal, og var i gamle Nord ingenlunde Navnet paa en enkelt Vise, men paa et heelt Slags, som vi kan see af Skalda.

✂ Bagefter kommer tyndt Öl, og saaledes er det med de sidste Old-Sagn allevegne, poetisk betragtet, thi det er ►Plutos Tid, som vi nok huske, saa der 150maa et Giftermaal til, naar Poesien skal blive stort Andet end Flitter-Stads, og Sagnet mere end et magert Slægt-Register, og en tör Navne-Række; men i alt Fald er denne Tids Sagn kiendelige derpaa, at Enkelt-Manden er fremtrædende, lever ikke længer og giör ikke meer, end der var mueligt, naar Man begyndte i Tide, fik Lov at leve 101 (VU) sin Alder ud, og havde Lykken med sig, saa alle Begivenhederne udgiör en Hæders-Krands om hans Tinding, som Man strax seer, enten Man betragter Sagnet om ►Lykurg eller om ►Regner Lodbrog. Denne Part af Old-Sagnene vil jeg kalde Krage-Maal, ikke blot fordi ►Regner Lodbrogs Döds-Sang hedder saa, fordi det er et passende Ord-Sprog, at Kragen raaber immer paa sit eget Navn, og fordi de fleste Draper fra denne Tid er hos os ret egenlig hvad vi kalde et Krage-Maal, Man har værre ved at forstaae end det er værd; men tillige fordi Krage, som i ►Rolvs Tilnavn, ogsaa betyder en Trappe til Höie-Lofte, saa Krage-Maal kan godt betegne Konst-Poesien i sin Barndom, der aldrig i det Höieste er meer end en virkelig gradus ad Parnassum, og kommer ikke vidt, för den faaer boglig Konst til Hjelp.

✂ Maatte vi nu end nöies med denne Oplysning om vore Old-Sagn, da skiönner jeg ikke rettere, end at vi kunde have fuld poetisk Nytte af dem, og vidste hvordan Critiken med Fordeel skulde öve sig paa dem, men det gaaer med Oplysning, som 151med Alt hvad Man synes godt om, at jo meer Man har, des mere vil Man have, og da det nu er saa iöinefaldende, at 👤Harald Haarfagers Skjalde var ikke den Moders Börn, der 478 (US) sang for ►Aserne om ►Balder og ►Ragnaroke, saa det rungede i ►Valhal, og lader sig paa en Maade höre endnu, saa har jeg i det Mindste ikke kunnet helme, för jeg fik opsporet, hvor Asa-Maal og Bjarke-Maal dog nærmest havde hjemme.

✂ Hvor nemlig Asa-Maal i Grunden har hjemme, andensteds end i Hjerte-Dybet, hvoraf Svanen der kvad det, opsvang sig, det maa Læseren ikke spörge mig om, for det veed jeg ikke endnu, og faaer kanskee aldrig at vide; men hvor de Nordiske Old-Sagn, jeg kalder saa, med Norne-Kvadet (Völuspa) i Spidsen, nærmest har hjemme, det kan jeg see, thi det er aabenbar hos Bjowulfs-Drapens, 👤Kædmons og 👤Shakspears Fædre, som 📌Nordens mest poetiske, eller prophetiske Stamme, og först da jeg kom efter det, begyndte jeg at hitte Rede i vore Old-Sagn.

✂ Er nemlig Asa-Maalet Angul-Dansk, og Krage-Maalet unægtelig Norsk, da er Bjarke-Maalet, imellem Begge, nödvendig Gothisk, og det kan jeg see, slaaer lige til, thi Man behöver blot at huske, at ►Stærk-Odder er en Gothe, og er Skjald saavelsom Kæmpe, og at lægge hans trehundrede Aar til 450, da Anglerne begyndte at slaae Haanden af os, saa er vi forbi ►Braavalle-Slaget, 102 (VU) hvor ►Odin forklædt kiörer 152►Harald Hildetan til Hel, og hvor Nordmanden tager fat med ►Regner Lodbrog. Det er nemlig ikke blot de Normanniske Udflugter, der begynde med hans Sön, som seirede ved Braavalle, men med ►Regners Döds-Sang begynder ogsaa den Norsk-Islandske Drape-Række, og med hans Saga ligeledes den historiske Saga-Række, saa det er klart, at ►Brage hin Gamle, hvem Islænderne tilskrive Regners-Drapen, og alt Krage-Maal för 👤Harald Haarfagers Tid, fik netop Munden op, da ►Stærk-Odder beed i Græsset, og for Löiers Skyld lade derfor Islænderne dem endog personlig mödes, ved den Svenske Kong 👤Eisten Beljas Hof, som Smagens Sæde i ►Regner Lodbrogs Dage.

✂ Hvor Alt hvad Man ikke selv har gjort, slaaer saa lige til, er det ingen Ære at udfinde Sammenhængen, men kun Skam at have overseet den, og skiöndt 👤Brage hin Gamle er en Mythisk Person, saa har Man dog neppe myntet det Asa-Navn til ham, men det har truffet sig, at den störste Norske Digter, der skulde pröve sin Konst paa at opvække Guderne, har været kaldt op efter ►Asa-Brage, hans afdöde Stam-Fader, og da ingen Skjald er blevet navnkundig mellem ham og Thjo 479 (US) dolf fra 📌Hvine, har han, der sikkert ogsaa gjorde Broder-Parten, faaet Skyld for Alt.

✂ Vil Man ellers giöre Historisk Pröve paa Stykket, med de sidste Tre Aarhundreder, som udgiör en Cyklus, der til det Brug er Guld værd, da skal 153Man see, det slaaer ogsaa til der; thi 📌Danmark er ovenpaa det i det Sextende Aarhundrede, men i det Syttende spiller Gothen Mester, og det ikke blot i Marken, men ogsaa i Skiön paa 📌Nordens Old-Sager, som Udgaven af Heimskringla og de mangfoldige Islandske Romaner med Svensk Oversættelse beviser, og med det Attende Aarhundrede vaagner Nordmanden, saa 👤Holberg tager paa en Maade 👤Brage hin Gamle ved Haanden, og det er især for 👤Holbergs Skyld jeg ikke tör slaae ►Brage i Mythisk Hartkorn. Dog er det ogsaa tildeels, fordi jeg forleden fik en kiærlig Advarsel om, at Man kan ligesaavel forlöbe sig ved at giöre skikkelige Folk til Myther, som Man kan forgribe sig paa at giöre Myther til skikkelige Folk; thi hvem skulde nu tænke Andet, end at naar Hr. Haab kom til en Billed-Hugger i et fortvivlet Öieblik, og bestilde en ►Jason med ►Gylden-Skindet, som han gav Forskud paa, men fik dog först efter femogtyve Aars Forlöb, tilligemed et Billed af ham selv og gode Frue, hvem skulde tænke Andet, siger jeg, end at den Hr. Haab 103 (VU) var vel en meget god Ting, men Pokker ikke en skikkelig Mand, som vi og vore Lige, og see, det var jo dog Sir 👤Thomas Hope; thi at vi neppe vilde været saa skikkelige som han imod vor dengang kun lidt berömte Lands-Mand, er en Indvending, jeg ikke venter af Læseren, og som desuden ikke kommer Sagen ved, der jo kun er, at den Mand, der fattede det store Haab om 👤Thorvaldsen, og kom 154til ham som en Haabets Engel, han traf til at have Navn, og kom til at bie derefter.

✂ ►Regner Lodbrog og hans Drape-Smed, ►Brage den Gamle, anseer jeg altsaa for de förste sikkre Personer i 📌Nordens Old-Sagn, men ligesom de i mine Öine netop derved blive forholdsviis ubetydelige Personer, uden poetisk Fylde, saaledes er ogsaa Tids-Rummet fra ►Braavalle-Slaget til Svolder-Slaget det Mörkeste og Fabelagtigste i vor Old-Historie, netop fordi vi aabenbar har med Enkelt-Mænd at giöre, men kan hverken faae Sagnene om dem til at hænge ordenlig sammen, eller adskille deres virkelige Hændelser og Bedrifter, fra dem der blot tillægges dem for Löiers Skyld, eller for at afrunde Drapen og Levnets-Löbet. Vel har vi det bedre i Norden end andensteds, fordi vor afgjorte historiske Retning har forebygget 490 (US) saadanne Gab i vore Old-Sagn, som der er i de Græske: mellem den Trojanske Krig og ►Lykurg, og atter mellem ham og 👤Solon, og det maa indgyde os mere Tillid til de Norsk-Islandske Skjalde og Saga-Mænd, end Man ellers tör skiænke saadanne Fortællere og Sangere, der har til Hensigt at more Selskabet, og reise paa deres Handværk, men vi giör os kun latterlige, ved at lukke Öiet for deres Bröst, og hvordan det har hængt sammen med deres Kundskab om fremmede Lande, kan vi slutte af hvad de veed, eller rettere ikke veed, om 📌Norge för 👤Harald Haarfagers Tid. Det 155var 👤Ludvig Holbergs Fædre baade i Poesien og Historien, skal vi huske, og dermed er baade deres stærke og svage Side betegnet; thi næsten uden Undtagelse er Vittighed det eneste Poetiske hos dem, og deres Sagn er morsomme, men upaalidelige, saa vor Brouten af saadanne Skjalde, og vor Trods paa saadanne Hjemmels-Mænd i den Critiske Historie, har Tydskerne kun havt al for megen Ret til at spase med.

✂ Der er imidlertid een mærkelig poetisk, og en endnu mærkværdigere historisk Undtagelse, 👤Eivind Skalde-Spilder, nemlig, og 📌Island.

✂ ►Eivind staaer nemlig ene mellem de gamle Norske Skjalde, ligesom 👤Nordahl Brun mellem de Nye, thi skiöndt de aabenbar höre 104 (VU) til samme Art som de Andre, hæve de sig dog saa höit over dem, som den lynende Vittighed staaer over den spillende, og Hakonar-Maal betegner derfor et poetisk Stade, hvortil ikke Konsten trappeviis förde, men hvorpaa en enkelt Genius opsvang sig, som Lyset blusser op endnu engang, för det slukkes; thi 👤Eivinds Sang paa 👤Hakon Adelsteens Gravhöi er ikke blot det sidste Kvad i Old-Nordisk Aand, men er det Eneste i lang Tid, og skyldes ventelig den fornyede aandelige Forbindelse mellem 📌Engeland og vort 📌Norden, som Adelstens-Fostre levende udtrykker.

✂ Denne Forbindelse, ogsaa et Gifter-Maal, efter Tidens Leilighed, mellem ►Pluto og ►Persephone, blev af Universal-Historisk Vigtighed, fordi det ikke blot 156var den Old-Nordiske Poesi, der nu igien kom til at virke i Hjemmet, men ogsaa Christendommen, som 📌Nordens Aand hos Anglerne havde stræbt at tilegne sig, og anstrængede nu al sin Kraft for at ære og udbrede. Hvorledes Fölgerne heraf har udstrakt sig giennem et Aar-Tusinde, til vore Dage, saae vi nys, men hvorledes den Christelige Anskuelse (thi egenlig Christen Tro var det ikke) og den Angel-Sachsiske Skrift virkede paa Norden, lærer 481 (US) 📌Islands Historie, som, for Tids-Rummet fra 👤Harald Haarfager til 👤Hakon den Gamles Död, aandelig indslutter 📌Norges i sig.

✂ 📌Island, seer Man nok, var egenlig et aandeligt 📌Jomsborg, stiftet i Fortvivlelse, for, om mueligt, at bevare den Old-Nordiske Kraft og Frihed, og tilbagekalde de svundne Tider i al deres Glands, altsaa et Dramatisk Selskab i det Store, der virkelig vilde opföre Gude-Alderen og Helte-Tiden, baade fra den Comiske og den Tragiske Syns-Punkt, og skiöndt saadanne Planer er alt for udsvævende til at kunne lykkes i Grunden, saa er Feil-Trinet dog saa stort, at Ingen kan nægte, det jo var et Kæmpe-Skridt, og det faldt saa naturligt, at vi maa indsee, det, efter 📌Nordens historiske Natur og Omstændigheder, var uundgaaeligt. 📌Islands magelöse Historie er hidtil kun behandlet af upoetiske Islændere, med Over-Tro paa Skjalde og Saga-Mænd, af deres Discipler, som svor paa Mesterens Ord, og af ligesaa upoetiske Tydskere, der Intet kiendte til Sagen, saa Alting 157ligger her endnu i det gamle Chaos, men naar Man lærer at betragte 👤Are Frodes og Jord-Bogens (Landnama-Sagas) Efterretninger om Landets Bebyggelse for hvad de er: löse upaalidelige Sagn, först opskrevne i 👤Sigurd Jorsalafars og hans Eftermænds Dage, og lærer at skielne mellem det jammerlige Skjaldskab og den ypperlige Saga-Skrift, da vil der ikke 105 (VU) mellem Kyndige være to Meninger om, at 📌Islands Historie fortjener ret tilbunds at studeres, baade af Critiske og af Folkelige Historie-Skrivere.

✂ Her maa jeg imidlertid forudsætte som afgjort, at 📌Island vel mest er bebygget med Nordmænd, fordi 📌Norge i det Hele var den Normanniske Udvandrings Middel-Punkt, men at der dog dannede sig et lille nyt Folk, som Udflyttere fra 📌Norden i det Hele, og at de ogsaa har deres Mythiske Tid, som Man feiler meget i at tage for reen-historisk, hvor ordenlig saa end naturligviis Lodderne er udskiftede og Skiellet sat mellem Mand og Mand. Det var först i det Tolvte Aarhundrede, som de selv melde, at Thorodd Rune-Mester og 👤Are Frode, efter Angel-Sachsernes Exempel, ordnede Bogstaverne til at skrive Islandsk med*See Skalda. S. 274. 75.; sin mundtlige Saga-Hjemmel kunde ►Are ikke före længer tilbage, end til 👤Hakon Jarls Tid paa Lade, og 👤Snorro har aabenbar ikke vidst ordenlig Beskeed om 📌Norge förend under 👤Hellig-Olav, saa 158Resten 482 (US) skal vi kun tage for, hvad vi af indvortes Mærker kan see, det er.

✂ Det giör mig ondt, at det skal see saa tvetydigt ud paa Papiret med min Lov-Tale over den Islandske Literatur; men det lader sig nu engang ikke undgaae, da jeg umuelig baade kan see den rette Sammenhæng, og være blind Lovtaler, umuelig for Menneske-Historiens Skyld kan saaledes skatte og beundre 📌Island, at jeg glemde Hensigten over Midlet. De lærde Islændere have ingenlunde været ene, enten om Aands-Mangelen eller den snevre Forkiærlighed for deres egne Æg, vi have ærlig deelt Begge med dem, men det var Skade for os paa begge Sider, ja, for 📌Nordens og for hele Menneskehedens Historie, derfor maa det beklages, og fremfor Alt blive bedre med os.

✂ I Övrigt er jeg vis paa, at Skjaldene fra 👤Thjodolf til 👤Snorro skal, mellem Folk med poetisk Skiön, ei finde en billigere Vurderings-Mand end mig; thi jeg har med Flid, og tit med Möie, stræbt at finde og fremhæve hvert Glimt af Aand, og hver Gnist af Fölelse, hos 👤Hornklove og ►Guttorm ►Sindre, ►Glum og ►Eiulf og 👤Halfred, Berse og 👤Sighvat, og hvad de Mange hedd, og jeg priser baade dem og 📌Norden for, at Man, naar galt skulde være, heller i Femhundrede Aar vilde höre og före maadelige Kvad, end slet ingen, og jeg lægger til: hvad maa det ikke dog have været en ypperlig Harpe, hvis Efter-159Klang kunde forplante sig giennem et halvt Aar-Tusinde, og hvor 106 (VU) maa Man ikke i 📌Norden have elsket de Blomster, hvoraf de visne Blade ei blot holdtes saaledes i Hævd, men syndes endog at dufte södt! Der var nemlig, som vi udtrykkelig höre af 👤Halfred Vanraad-Skjald, da han skulde döbes, en dunkel Fölelse deraf i 📌Norden, at ►Aserne baade kunde og skulde, Christendommen uskadt, blive ved at leve poetisk i en priselig Ihukommelse, som Skjaldskabets Stam-Fædre, og hvad der gjorde det mueligt, at Man kunde skuffe sig selv med Vinter-Giækkene og det forstenede Billed-Sprog, det var de historiske Old-Sagn, der, saalænge de levende forplantedes, bar Draperne eller Aandens Lig-Kister, ligesom de Danske bar ►Frodes om Land.

✂ Som Saga-Mænd var det altsaa, Skjaldene virkede for Aanden, og Sagaerne i Skjaldenes Mund er det Islandske Drama, der vel, med deres Kvad til Chor, kun stikker daarlig af mod det Atheniensiske, hvortil det i Udviklings-Rækken svarer, men gjorde dog 📌Nordens Aand langt væsenligere Tjenester, end 📌Athenen gjorde den Græske, fordi hos os 483 (US) smeltede Digter og Skuespiller sammen, hvad Man let vil indsee gjorde det Hele anderledes naturligt og levende, varigt og virksomt.

✂ Fra denne aands-historiske Syns-Punkt fristes Man til at önske hele det Saga-Bibliothek, de gamle Islændere har efterladt os, langt borte, da det er 160klart, at Sagnene gik ud af Munden, alt som de fördes i Pennen, der altid er en ►Mistelteen for det levende Ord; thi naar Sagaerne kunde levet i Munden blot to Aarhundreder længer, vilde vi vundet tre videnskabelige Aarhundreder i 📌Nordens Aand, som vi nu har tabt, mens vi trællede for 📌Roms Meen-Vætte; men al saadan Bag-Snak er i Grunden Vrævl; thi Skjalde og Saga-Mænd især leve gierne saalænge de kan, og skrive ikke deres Testament, för de föle, det er paa Tiden at skiænke bort, hvad de hverken vil tage med dem i Graven, eller kan taale, skal ödelægges. At det er i Glemme-Bogen de skrive Ordet, falder dem ikke ind, saa de er altid den blinde Höder, som skiöd til ►Balder for at ære ham, og vel er det, thi hvad der begraves i Luften, kommer aldrig igien, men hvad der begraves i Böger, kan dog, under heldige Omstændigheder, paa en Maade opstaae, og giöre meget Gavn, især naar det begraves saa heelt og holdent, som Ordet i de Islandske Sagaer. Det er nemlig ikke Böger som andre Böger, men, efter Bogen, som ingen Anden taaler Sammenligning med, de Ypperste paa Jorden, thi de er gjort i Munden og kun fört i Pennen, og, alt Andet fraregnet, var det den eneste muelige Maade, 107 (VU) hvorpaa vi kunde faae en Nordisk Prosa med Aand i det Tolvte og Trettende Aarhundrede, da Erfaring har lært, der vil Andet til, end de gamle Islændere havde, for 161paa fri Haand at före en prosaisk naturlig og klar, fyndig og malerisk Stil. Nu derimod, da Saga-Manden vel endog sædvanlig, som 👤Snorro, kun skrev med Andres Fingre, og fristedes da slet ikke til at lade Pennen raade for Munden, nu fik vi et Islandsk Saga-Bibliothek, som det ikke blot er en Fornöielse at læse, men som det i alle Aandens Tider vil være Historie-Skrivernes Tarv og Trang at studere. For nu kun at nævne det Ypperste, der, tilligemed Genesis, vil blive heelt og holdent indlemmet i Universal-Historien, maa jeg pege paa 👤Hellig-Olavs Saga i Heimskringla, som et Nordisk Natur-Produkt i den dramatiserede Historie, der vil staae som et Mönster for Konstneren, til Verdens Ende, og aldrig naaes, deels fordi Enkelt-Mandens Liv ikke mere har det episke og idylliske Præg, vi da ei heller kan give dets sandfærdige Beskrivelse, og deels 484 (US) fordi Islænderne havde deres Styrke i at opfatte og afbilde dette Præg, da det netop var Kiærlighed dertil, som befolkede 📌Island, og forlængede vel ikke Livets men dog Efter-Skinnets Dage giennem Fem Aarhundreder. Man vil vel sige, at den historiske Ære var dyrekiöbt, men den sande Ære er aldrig let tilfals, og at opoffre Livet i Aandens Tjeneste, det er netop Menneskets Ære, derfor vil Islændernes, saavelsom de gamle Heltes, være udödelig, og herom mindes vi paa en overraskende Maade, ved, midt i Skalda, mellem de dödeste Vers, fra den poetiske 162Skygge-Tid, at höre Kæmpevise-Tonen, som var den levende Fortsættelse af det gamle Harpe-Slag, der maa have behövet Skjalde-Kvadene og Sagamænds-Talerne for at udvikle sig, siden den netop var færdig til at aflöse dem, da de forstummede*See Skalda. S. 266. Þiggja kná með gulli glöð Gotna-ferð at ræsi mjöð Drecka lætr hann sveit at sín Silfri skenkt it fagra vin.. Hvorledes ellers Kæmpe-Visen undfangedes og födtes i 📌Norden, er mig endnu en Hemmelighed, som det, baade for Poesiens og Historiens Skyld, skal glæde mig særdeles at oplyses bedre om end hidindtil. Kun det veed jeg, at Gothisk er den, hvad enten den saa er udsprunget hos vore kværsiddende Vest-Gother, eller kommet til os fra de Udvandrede, vel ikke med Beengerd, den bedske Blomme, men fra 📌Nordhumberland, hvor ►Regner Lodbrogs 108 (VU) Sönner stiftede Riget, og hvor de Engelske Kæmpe-Viser, som ligne, og tildeels poetisk overstemme Vores, aabenbar har hjemme. Normanniske er de i det Mindste ikke, thi det er, som 👤Wace og Meer har bevist, kun den Rim-Krönike, 📌Norge gik Glip af, skiöndt 👤Thjodolf, saa at sige, havde lovet den i Ynglinge-Tal, der aabenbar er Forspillet til noget Sligt*Naar Man seer, hvad Biskop 👤Vilhelm i 📌Roeskilde har at betyde, maa Man vel tænke, at i 👤Knud den Stores Tid kom sikkert flere Engelskmænd end han til 📌Danmark, og at fra dem nedstamme vore Kæmpe-Viser, som Man allerede sporer hos 👤Saxo i Sagnene om Biskop 👤Vilhelms Död og om ►Aslak Stavnbo..

✂ 163Dog, dette kun i Forbigaaende, thi Mythe-Bögerne, hvoraf vi have al vor Kundskab om det Old-Nordiske Billed-Sprog, maae vi ingenlunde glemme, og at jeg holder dem höit i Ære, skiöndt jeg idelig maa indskiærpe, at de er steendöde, maa jeg forudsætte som en afgjort Sag, skiöndt Læseren, som er vant til anderledes Lovtaler over Prænt paa Klude-Papir, end sige da over 485 (US) Penne-Strög paa Kalve-Skind, meget let kan synes jeg bagtaler dem, og undre sig over, at Bögerne ikke selv tage til Gienmæle, hvad de ogsaa sikkert gjorde, hvis de virkelig var Giemmere af det levende Ord.

✂ Den ypperste Mythe-Bog er nu, uden Sammenligning, den, de Lærde har givet det gale Navn, og kaldt 👤Sæmunds Edda, men som jeg her vil kalde Glemme-Bogen, da det dog i det Mindste er et Navn, Man kan give Grunde for, og som ikke sætter Læseren paa Vild-Spor. Naar nu Læseren först i Tankerne har revet Titel-Bladet af Bogen, skal jeg bede ham at giöre det Samme ved Bindet, saa Bladene kan komme ud af det unaturlige Forhold, Bog-Binderen har sat dem i, som om han kunde faae Vers til at hænge sammen, der kom flyvende hver fra sin Side, og mödtes i alt Fald kun paa Papiret, som de Döde mödes i Gravene, hvad Man nok veed, selv paa vore Kirke-Gaarde, ingenlunde forudsætter aandeligt Broderskab mellem dem Alle. Paa disse löse Blade finde vi nu endeel Old-Nordiske 164Vers opskrevne, som vi strax see, er hverken gjort i een og samme Mund, eller paa een Tid, saa det er ene og alene deres indvortes Beskaffenhed, der kan veilede os til Andet end luftige Giætninger om deres Oprindelse og indbyrdes Forhold; thi da der er flere Sange i den ene Opskrift end i den Anden, see vi, at Samlingen er, menneskelig talt, aldeles tilfældig.

✂ Paa den saakaldte Soel-Sang nær, er imidlertid alle Kvadene hedenske, og aabenbar ældre end 👤Harald Haarfager, hvorom Man 109 (VU) da ogsaa nu er saa enig i 📌Norden, at det her kun var Tids-Spilde at indskiærpe det, skiöndt det vil være baade en videnskabelig Pligt og Fornöielse at bevise det, ved Sammenligning med de Brud-Stykker vi har af 👤Thjodolfs Höstgilde, og andre mindre mythiske end mythologiske Digte; men det maa da skee med historisk Aand, og uden at ændse de Tydske Indvendinger, der, ligesaa uhistoriske som aandlöse, kun due til at lee ad.

✂ At nu igien, Völuspa, eller Norne-Kvadet, baade er ældst, og i alle Maader mellem Sangene, som ►Odin mellem ►Aser, ►Brage mellem Skjalde, og ►Sleipner mellem Heste, uden Med-Beiler, det er vi ogsaa blevet enige om, saa det vil neppe stöde Nogen blandt os, at jeg kalder det et magelöst Udkast til et Universal-Historisk Epos i den Gothiske Smag, eller, hvad i min Mund siger det Samme, det My165thiske Frö-Skib (►Skibbladner), der, ordenlig sammenlagt, kunde puttes i en Vest-Lomme, men dog ogsaa, ordenlig udfoldet, bære alle 486 (US) ►Aserne over Verdens-Havet. Om Konst, som en vitterlig Sag, kan her naturligviis ei være Talen, og selv Rim-Stavene er ei i den bedste Orden, men hvor det giælder om Myther i deres Reenhed, maae vi netop önske Konsten, selv den allerbedste, langt borte, saa vi skulde ikke bytte Norne-Kvadet bort for ti Iliader og Odysseer, af den simple Grund, at i Hoved-Smykker er, som Guld-Smedene selv sige, Guldet det Mindste, saa Konsten er Hoved-Sagen; men til at tage og give ud af er naturligviis Guldet Hoved-Sagen, saa der er det Raa netop det Pure, og de störste Klumper de bedste, som vor Poetiske Guld-Smed ogsaa strax anmærkede, saasnart han kastede Öie paa 📌Nordens Myther, og sammenlignede dem med de Græske*Det er naturligviis 👤Oehlenschläger jeg mener, som, ved at pege paa Danneligheden i vore Myther, gjorde selv gamle 📌Baden bange for at kalde dem raae.. Dog, ikke blot fordi, hvor der er saadanne Guld-Klumper, komme nok Smede, naar Man kun giver Tid, ikke blot derfor er Mytherne bedst i deres raa Skikkelse, men ogsaa fordi kun i den er det, Folke-Aanden levende udtrykker og kiendelig speiler sig, saa, uden noget Sligt som Völuspa, var vi vel aldrig kommet til at see, det var i Norden, den Universal-Historiske Kamp-Anskuelse 166havde sit Billed-Sprog. Meer vil jeg her ikke sige om Völuspas Indhold, thi at det gaaer fra Tidens Födsel prophetisk til Gienfödelsen paa hin Side ►Ragnaroke, veed Man vel; at hvad der vover at omfatte hele Tiden i Grunden ei kan savne en naturlig men kæmpemæssig Form og Sammenhæng, indsees let, og 110 (VU) Aanden lider ikke godt, at selv gode Venner röre ved dens Öie-Steen, der ikke er gjort til at skille ad, men til at see med.

✂ Om Oprindelsen lader sig historisk kun sige, at Kvadet nödvendig er udsprunget af den störste Nordiske Digters Hjerne, som brugde Rim-Stave, og altsaa paa samme Trin hos os, som de Homeriske Digte hos Grækerne, og da ventelig hos Anglerne efter Udvandringen, ligesom hine hos de Asiatiske Græker. Dette er saa langt fra at være en lös Giætning, at den allerede nu lader sig understötte med videnskabelige Grunde, der skal Meget, som vi ikke veed endnu, til at rokke; thi vel kunde Kvadet enten tænkes gjort för Udvandringen, eller kort efter af en ►Hjarne, vi beholdt, men det kan neppe tænkes husket i 📌Norden Syv Aarhundreder, uden at kunne spores, og endnu mindre kunde Man da forklare sig de Angel-Sachsiske Spor i Sproget, da derimod Alt er i sin Orden, naar Man 487 (US) tænker sig det gjort ovre paa Öen, der opskrevet, og siden, da Islænderne fik Pennen i Haanden, oversat, men kun paa Papiret.

✂ 167Om ►Grimners og ►Vafthrudners Maal kan jeg fatte mig kort, thi, skiöndt de höre til Asa-Maalet, er altsaa ældgamle, og umistelige for Billed-Sproget, kan jeg dog ikke give deres Forfattere et bedre poetisk Skuds-Maal, end at den Ene (►Grimner) havde været Brænde-Hugger i ►Asgaard, og havde derfor, da han blev gammel, for Skik at prale af sit nöie Bekiendtskab med Hoffet, lige indtil Kiökken-Sedlen i ►Valhald, og den Anden (Vafthrudner) var en Kieldermand sammesteds, hos hvem Tjenerskabet sögde, og som begiærlig snappede op, hvad de havde snappet op bag Herskabets Stole, og piinde hinanden med ved Kruset. I Övrigt er det formodenlig ogsaa Engelsk Arbeide, deels af ovenmeldte Grunde, og deels fordi Man nyelig har fundet et Vidsids-Maal i Exeter-Bogen, der ganske er af samme Tönde, skiöndt det, som vi siden skal see, ikke egenlig angaaer ►Aserne men kun deres Skaber *Dette mærkelige Kvad er, under Navnet “The Traveller” trykt, skiöndt maadelig, i Conybear’s Illustrations of Anglo-Saxon Poetry. 1826..

✂ Om Alsvins-Maal kan jeg hardtad kun sige, at det er gjort i samme Kar, som de Forrige, det vil sige, i en Mund, der ingen anden Form ændsede, end den der fremkommer af sig selv, naar Man lukker Munden op, siger hvad der falder En ind, snakker saalænge Man har Lyst, og holder saa op; thi Indholden, som skulde give den nærmere 168Oplysning, forstaaer jeg saa godt som Intet af, og gider knap tænkt derpaa, især da jeg af Skalda seer, at den trykte Text er upaalidelig, 111 (VU) og at det ventelig kun er et Brud-Stykke af et langt Register til 📌Nordens Billed-Bog*I Skalda S. 180 citeres nemlig Alsvins-Maal for Vers, som nu ikke findes deri, og, kan det end være en af de mange Citations-Feil i Verden, saa kan det dog ikke være Tilfældet S. 188, hvor et Vers anföres, som vi ogsaa har (St. 30), men forvansket, skiöndt Man ved Udgivelsen ei har lagt Mærke dertil..

✂ Vegtams-Kvide, Thryms-Kvide og Hymers-Kvide, hentyde allerede ved det Kvide-Navn paa en anden Mund end Maalene, og her er tillige en vel naturlig og simpel, men dog ordenlig Form, som af Episoder i Gude-Livets Epos, der udmale hver en enkelt Mythe, og de höre altsaa til Bjarke-Maalet, hvor de end for Resten har hjemme.

✂ Det Samme er Tilfældet med ►Skirners Reise, kun er Formen langt blödere, Stilen mere blomstrende, og i det Hele Kvinde-Fölelsen det Herskende, saa det Kvad er klarlig fra 488 (US) Signe-Tiden, og da Anglerne, siden de blev andre Kvinders Mænd, ei har givet Kvinde-Kiærlighed synderligt Rum, enten i Poesi eller i Aandens Verden overhovedet, maatte Man vel tænke at den Vise havde vi dog selv gjort, men den har dog forholdsviis saamegen Aand og saalidt Fölelse, at jeg maa give ►Angul Skylden, og der er desuden Ord i den, han ikke godt kan gaae fra.

✂ 169►Hyndlas Sang, som ogsaa, meget uforskyldt, skal være kaldt den stakkede Völuspa, er Gude-Slægternes Arve-Tal, indflettet i en Samtale mellem Freye og en Trold-Hex, som her er den klogeste, og saadanne kloge Koner föde, som Erfaring lærer, immer de kloge Mænd, der lee baade ad Guder og Hexe, og desuden skifter Man dog ikke gierne Arv efter Nogen, för de enten ere döde, eller formodes dog at ligge med Döden paa Læberne. Freye behövede derfor ei engang at fortælle os, det var i et Slags ►Ragna-Roke, hun lærde Seid af Hexe, eller rose af de blodige Offere hun fik, thi ogsaa uden 👤Snorros Beretning, at den Upsalske Freye overlevede alle Tempel-Guderne, vilde vi fra det attende Aarhundrede godt vide, at det gaaer ligesaa naturlig til, som at Romanen overlever Poesien. Da nu endelig ogsaa baade ►Harald Hildetan, og flere af Braavals Kæmper, er kommet med paa Listen, kan vi hverken tvivle om, hvor vi er, eller tænke, der kom meer om Guderne af den Mund; thi det er aabenbar Bjarkemaalets Slutning, ved Offer-Stedet, ligesom ►Stærk-Odders Svane-Sang er det i Borge-Stuen.

✂ 112 (VU) ►Odins Höisang eller Havamaal er vel i ingen Henseende synderlig Mythisk, men som den förste Nordiske Lovtale over Forstanden, og en ret taalelig Pröve derpaa, er den höist mærkelig i den Nordiske Cultur-Historie, ja, er ret egenlig Krage-Maalets 170Nordiske Natur-Historie, hvori Konst-Poesiens Födsel af Mjöden hos Gunlöde, udgiör Middel-Punkten; men derom skal vi siden tale, og jeg vil kun tilföie, at det formodenlig ogsaa er en Oversættelse af Angel-Sachsisk, deels fordi Tonen slet ikke ligner den i Norsk-Islandske Kvad, men derimod ganske den i flere saadanne Lære-Digte, som Exeter-Bogen har bragt til vor Kundskab, og deels fordi Digtet i sin Islandske Skikkelse er mange Steder meningslöst, men dog saaledes, at Man godt seer, der har engang været Mening i det.

✂ Vi komme nu til ►Lokes Nid-Vise over alle ►Aser og ►Asynier, hvori vi ikke vilde finde ►Thor skaanet, dersom ikke Loke 489 (US) selv bevidnede sin Ærbödighed for hans Hammer, og det er i sin Orden, ikke blot fordi vi veed, at de Nordiske Fri-Tænkere, i gamle Dage, gjorde Hammers-Tegnet over deres Bægere, med et tvetydigt Buk for ►Thor; men ogsaa fordi vi sikkert Alle har stödt paa Nordiske Fritænkere fra i Gaar, som spottede med alle Guder, selv med ►Tordneren, indtil det tordnede, da de uvilkaarlig gjorde Hammers-Tegnet, ved at lægge Hænderne sammen, og Man seer nok, at det er denne Gientagelse af det Gamle, der, naar vi faae Öie paa den, lærer os at forstaae Historien.

✂ Vil vi ellers höre ogsaa ►Thor faae sin Text læst, da behöve vi blot at gaae ned til Færge-Löbet, hvor Harbard skiælder ham Huden fuld, fordi han 171staaer uden Hammer paa den anden Side Vandet, eller i den anden Verden, men dog er det mærkeligt, at Skiænde-Giæsten kryber i ►Odins Skind, ligesom for at hytte sit Eget.

✂ Naar vi saaledes har seet ►Aserne paa Hel-Veien, med gamle Töfler, eller, paa Engelsk, Abelsin-Skaller efter sig, da undrer det os ikke at de er ligesaa steendöde i 👤Thjodolfs Rim, som paa Tempel-Bænkene, men det overrasker og fornöier os, af 👤Eivinds Hakonar-Maal at see, der var dog Folk i 📌Norden, som tog anderledes smukt Afsked med dem, og lod dem, som gamle Konger, der godvillig havde nedlagt Regieringen, udhvile sig med deres Venner i ►Valhald, til den sidste Kamp i Tus-Mörket, hvori de, med alle ►Valhalds Giæster, som vi nu see, skulde paa en Maade tage Deel.

✂ Om Fjölsvins-Maal har jeg slet ikke talt, fordi jeg ikke veed, 113 (VU) hvad det skal sige, men kun, at det siger ikke stort, skiöndt det er fra Bjarke-Maalets Dage.

✂ ►Odins Ravne-Galder findes vel ikke i vor Skind-Bog, men derved taber det naturligviis Intet i mine Öine, og jeg lader det derfor kun komme drattende bag efter, fordi jeg har overbeviist mig om, at ikke alene det kom saaledes drattende, men at Forfatteren, som vilde til Veirs, drattede baglængs ned af Krybe-Kragen, og slog Hul i Nakken, saa han gik vel ikke fra Forstanden, men dog reent fra Texten. Han tog nemlig, omtrent som de höitravende Skjalde i forrige 172Aarhundrede, strax Munden fuld med ►Alfader, ►Norner, ►Aser, og Alt hvad trække kunde, og gjorde et Spektakel, som om Himlen bogstavelig skulde falde ned, men naar Man seer sig til, er det kun ham selv, der dumper, og der kommer ikke Andet ud af al den Larm, end at Solen gaaer ganske rolig ned, som den pleier, og 490 (US) staaer op igien næste Morgen, som er dens daglige Vane. Naar ellers ikke det Uheld var tilstödt Forfatteren, at han over Hurlumheien havde glemt, hvad han vilde sige, skulde vi formodenlig hört, hvorledes ►Aserne paa en Maade, ved ►Idunnas Æbler, fik Bod for ►Balders Död, saa de i det Mindste kunde sove rolig paa den Skræk; men naar Man först selv skal skabe dem af ingen Ting, Man vil hjelpe til Rette, er det intet Under, Man bliver mat, för Man endnu er halv færdig.

✂ Men nu Kvadene om ►Volsunger og ►Gjukunger, og om den gale Smed, der vilde op at age med ►Valkyrier i Luften, hvorledes hænge de sammen med de Maal og Kvider, vi nu har opregnet?

✂ Læseren husker nok, jeg har bedt ham rive Bindet af Bogen, saa han maa holde sig til Bog-Binderen for anden Sammenhæng mellem Bladene, end den, Aanden kan give, og han veed formodenlig, at Volsung-Kvadene er vor Deel af den store Pine-Bænk for 📌Europas Old-Grandskere, som jeg ingen Lyst har til at spændes paa, om jeg ogsaa engang, i et ubevogtet Öieblik, kan have lovet det. 173Saadanne Karle, der, som ►Sigurd Fofners-Bane, er, snart med og snart uden Horn, allevegne, fra 📌Danmark til 📌Rhinen og 📌Græklands Hav, eller fra 📌Spanien til 📌Magle-Gaard, er det ikke nemt at sige om, hvor de egenlig har hjemme, og det er klart, at de gamle Islændere var ikke stort klogere derpaa end de Nye, fordi Tydskerne sagde Et, og Væringerne et Andet, medens Folk her hjemme vilde ogsaa have et lille Ord indfört, og, som vi see af ►Bjowulfs Drape, Angel-Sachserne ogsaa i dette Stykke havde deres Hoved for dem selv (a head 114 (VU) of their own). Under disse Omstændigheder holdt jeg det længe for sikkrest, slet ingen Mening at have om Volsung-Kvadenes historiske Sammenhæng, men kun om deres Poetiske Indhold, som jeg fandt deilig, og deres udvortes Tilstand i Islandsken, som jeg fandt beklagelig, da de gamle ►Volsungs og ►Gudruns Kvider kun citeres og extraheres og sammenflikkes, maaskee saa godt som det lod sig giöre, men dog til stor Ærgrelse for en Rim-Smed i vore Dage, der kan see paa Vraget, det var i sin Vel-Magt den stolteste Nordiske Snekke, der plöiede 📌Östersöens Bölger. Nu derimod er jeg slumpet til at faae en meget bestemt Mening om Sagens oprindelige Sammenhæng, hvoraf jeg kan forklare mig det hele Vilde-Rede, og skiöndt jeg ikke tör love for, det vil være Læseren saa fornöieligt, som det er mig, kan jeg dog ikke undlade, ved denne gode Leilighed, 174hvor jeg kan beraabe mig paa mine 491 (US) Pligter, at sige min Mening, der endnu er mig saa ny, at jeg naturligviis ei har mindste Tvivl om dens Rigtighed, skiöndt jeg, for et godt ►Skins Skyld, maa lade, som jeg, netop fordi den er saa ny, var halv undseelig ved at komme frem med den.

✂ Jeg tænker mig nemlig Sammenhængen saaledes, at den hele Sagn-Kreds, som vi spore i Gothiske, Angel-Sachsiske, Frankiske, Svabiske, Islandske og Danske Mindes-Mærker fra Middel-Alderen, udgiör oprindelig de udvandrede Gothers Bjarke-Maal *Naar Man husker, det er de gamle Elskovs og Kæmpe-Viser jeg kalder Bjarke-Maal, vil Navnet ikke stöde, og Man husker vel, at, foruden de Islandske Kvad, og de Færöiske Kvider, dreier den Tydske Lied der Niebelungen sig om de samme Kæmper, der tillige spores i ►Bjowulfs Drape, hos 👤Saxo, og i det Frankiske Digt om 👤Valther (Valder), og spöge i Vilkin-Saga, Heldenbuch og de ny Kæmpe-Viser., som ikke blot lettelig kunde, men maatte nödvendig, blive bekiendt baade i deres Nordiske Hjem, og i Landene de hærjede og for en stor Deel indtog. Dette er ingen Giætning grebet i Luften, men udsprunget af den eneste faste historiske Punkt, vi kan gaae ud fra i Undersögelsen, Beretningen nemlig hos 👤Jornandes om Hermanriks Död, som viser os at Islændernes ►Jormunrek, og 👤Saxos ►Jarmerik, er den berömte Gothiske Stol-Konge, der virkelig var samtidig med 👤Attila, og efter Gothernes Folke-Sagn beherskede alle Landene fra 📌det Sorte Hav til dybt ind i vort 📌Norden. Her har vi 175da Fod-Fæste, og kan fra de Krimske Bjerge, ved det Asovske Hav*Montes chrinnorum hos 👤Jornandes, og rósmo-fiavll Rinar i Atla-Qviða in Grænlenska st. XVIII., hvortil ogsaa maa henföres Tilnavnet svinu ás-kunna som gives 📌Rinen sammesteds st. XVIII, anderledes herlig 115 (VU) overskue Sagn-Kredsen, end fra Rosen-Gaarden ved 📌Vorms, eller fra noget andet Stade, hvor Alting löber rundt, saa ingen Samling bliver muelig. Paa Gothisk hedder ethvert Vand-Löb Rinno, og af 👤Jornandes veed vi, det var Renden mellem det Asovske og 📌Sorte Hav, der, som Skiellet mellem Gother og Hunner, spillede den store Rolle i de Gothiske Folke-Sagn, og at Tydskerne i Middel-Alderen gjorde den til deres 📌Rhin, er saa ganske i sin Orden, at det var umueligt Andet, om end ikke Frankers og Burgunders Vandringer havde fört det med sig*At nemlig ►Gjukungerne (Givkungerne) skal söges hos Burgunderne, sees af Alt, fra Vidsids-Maal hvor ►Gifka er deres Konge, til deres egne Love, hvor Gibika staaer i Spidsen, og det Latinske Digt om Valder, hvor ►Gibichs Folk kaldes Franci Nebulones (►Niflunger.). Hvem der nu föler Drift til at anvende Tid og Flid paa den baade poetisk 492 (US) og historisk tiltrækkende Undersögelse, kan love sig et rigt Udbytte, især naar Man indhentede nöiere Efterretninger fra Færöerne, hvor til vor Forbauselse ►Sigurd Fofnersbane endnu er i Folke-Munde*I et Land hvor Regieringen saa gierne understötter videnskabelige Foretagender, er det næsten ubegribeligt, at de Færöiske Kvider ei allerede har avlet en Undersögelse af Færboernes Mund-Forraad, der er af 176Universal-Historisk Vigtighed, ved Spörgsmaalet om mundtlige Old-Sagn.. Jeg, som hverken har Stunder til at læse 176Alting om igien, eller har engang Rum til at sige hvad jeg husker, vil lade det beroe med den Anmærkning, at vi nu godt kan forstaae, hvorledes ►Aser, ►Volsunger, og ►Gjukunger, blev bekiendte i 📌Maglegaard, saa 👤Sigurd Jorsalafar der kunde see den store Tragedie opfört, og Væringerne blive Hjemmels-Mænd for Sagn om ►Sigurd; thi af 👤Jornandes veed vi jo, at Gotherne besang deres Konger som ►Aser eller Halv-Guder, og selv i den Islandske Form er alle Volsung-Kvadene saa dramatiske, at vi nödvendig maae tænke paa deres Mönstre, naar Grækerne selv fortælle os, at den Gothiske Liv-Vagt opförde slige Skue-Spil for Keiserne, som Væringerne naturligviis har fortsat*Ansar hos 👤Jornandes er naturligviis Islændernes og vore ►Aser og ►Æser, ligesom 👤Ansgar er 👤Asgeir og ►Asger, og selv den vildsomme Beretning om Gothernes Dramatiske Lege, hos 👤Constantin Porphyregenet, som jeg kun kiender fra 👤Suhms Critiske Historie, der ei er den önskeligste Bog at faae Forstand af, turde maaskee nu blive lidt redere..

✂ Naar Man nu kun veed, at Volsung-Kvadene er af As-Gothisk Oprindelse, da spörger Man vel ikke stort om deres boglige Byrd og Skæbne, men at Nogle af dem ogsaa er gaaet giennem Angel-Sachsiske Penne, slutter jeg, blandt Andet, deraf, at Völunds-Kvi 17 (VU) den, som er deres Fölge-Svend i mange Maader, aabenbar er oversat af Angel-Sachsisk*Man fandt for nogle Aar siden en Vise i Exeter-Bogen 177(trykt hos Conybear), hvoraf det er klart, at Angel-Sachserne havde det samme Sagn om ►Völund, som findes i den Islandske Kvide, og naar Man nu i denne seer, deels at ►Niduds Angel-Sachsiske Navn Nidad (niðad) er blevet siddende hist og her, og deels at Ordet “hrósa” (St. XXIV) kun giver Mening, naar Man læser det AS. “hreosan” som Oversætteren har taget feil af, da spörger Man ei længer..

✂ 177Vigtigere er det imidlertid, at vi, foruden Volsung-Kviderne, endnu har en anden Levning af det As-Gothiske Bjarke-Maal, skiöndt i en maadelig Forfatning; thi det er Sagnet om ►Hervor og ►Tirfing, som det er Skade, vi nödes til at öse af den udvandede Hervarar-Saga.

✂ Vi komme nu til den saakaldte 👤Snorros Edda, som jeg vil kalde Edda slet hen, da i det Mindste en Deel af Bogen har 493 (US) hedt saa fra Arilds-Tid, og Navnet, efter Overleveringen hos 👤Resen (som Man savner i den ny Udgave), skal betyde en Æsthetik, som hele Bogen virkelig paa sin Viis er. Nu veed Man nok, at baade en egen Mythologi, og en Æsthetik hvori alle Exemplerne er taget af Classiker paa Moders-Maalet, er noget saa Uhört fra Middel-Alderen, at vor Edda har allerede derfor retmæssigt Krav paa en langt grundigere Undersögelse, og en anderledes virkelig Navnkundighed, end hidtil blev den skiænket, men som naturligviis ogsaa vil skiænkes den, saasnart den Historiske Videnskabelighed igien forvandles fra en Classisk Krebs-Gang til en Folkelig Fremgang, ja, naar den Gothiske Prinds, som af sin 178Romerske Stif-Moder, den Hex, blev omskabt til en Krebs, faaer sin Skikkelse igien, og drikker Bryllup med den smukke Grækerinde, han har sukket for saa længe*👤Resens Islandsk-Dansk-Latinske Udgave af Edda var en Helte-Gierning i det Syttende Aarhundrede, som Man i det Attende kun tænkde paa at laste, og som selv i det Nittende kun er maadelig overgaaet; thi vel skal baade Svenskerne og Professor Rask have mange Tak for den förste fuldstændige Udgave af Texten, men den Magnæanske Commissjon skulde rigtig have Utak, fordi den ikke gav os en Saadan, istedenfor det forfærdelige Mythologiske Lexikon, der kun er os til Byrde. Nu hörer jeg, der tænkes paa en Udgave, men skal den gaae saa langsomt og giöres saa vidtlöftig som Man pleier, da bliver det til vore Börne-Börn, og dog er den Svenske Udgave baade vanskelig at faae, og vel tarvelig..

✂ Dog, ikke blot for Sjeldenhedens Skyld, eller som en literær-historisk Oplysning om den Old-Nordiske Vidskabs-Tid, er Edda en mærkværdig og lærerig Bog; men selv som et Forsög paa en Nordisk (historisk-poetisk) Æsthetik, fortjener og lönner den et omhyggeligt Studium; thi vel kan jeg ikke underskrive hele Dens Roes i Forstuen (kun hos 117 (VU) 👤Resen): som en Guld-Grube for Digteren, og en evig frugtbar Skjalde-Moder, men dog er det den eneste Æsthetik jeg kiender, ⓘ hvoromhvorom] GV, kvorom A Man med Sandhed kan sige det Halve. At föde blot en eneste Digter, vilde allerede være meget for meget forlangt af en stakkels Bog, end sige da at blive ved uafbrudt at föde Digtere, hvad end ikke Danne-Kvinden har mægtet; men en 179Guld-Grube, for Skjalde, der födes i 📌Norden, vil Edda virkelig endnu længe være, fordi Materien her kom först, saa det skader os ikke videre, at den siden, som sædvanlig, glemdes over Formen.

✂ Efter den ilde berygtede Fortale (ellers, mellem os, Noget af det mest Genialske, der er skrevet om Myther), kommer nemlig Gylfe-Legen (Gylfaginning), som er et Forsög paa: dramatisk at fremstille hele Asa-Livet, efter det store Episke Udkast i 494 (US) Norne-Kvadet, og skiöndt Udförelsen er langt fra at giöre Konsten Ære, tör jeg dog mene, Ideen er baade saa genialsk og saa træffende, at Man vel maa föle Ærbödighed for den videnskabelige Aand, der var over de gamle Nord-Boer, da de greb til Pennen.

✂ Verdens Skabelse, ►Balders Död, og ►Ragna-Roke med Gien-Födelsen, er da her, ligesom i Norne-Kvadet, Hoved-Punkterne, hvorimellem kun, efter andre Kilder, er indskudt nærmere Oplysning om ►Aser og ►Asynier, om ►Ygdrasil, ►Valhald og ►Loke, om ►Thors Besög hos ►Udgaards-Loke og hos ►Ymer, og om ►Freyas Kiærlighed; men da Intet er lettere, end at giöre saadanne Indskud, hvor Man har en Ramme, der kan rumme hele Tiden, bliver det naturligviis et Spörgs-Maal, hvormeget meer end Omridset vi har fra förste Haand.

✂ Som Bogen nu er, maa den naturligviis være meget yngre end 👤Harald Haarfagers Dage, ei blot fordi 👤Thjodolf af 📌Hvine citeres, men især, fordi Islænderne 180först længe efter begyndte at skrive paa deres Moders-Maal; men dog er den sikkert oprindelig en god Deel ældre; thi var den et Islandsk Værk fra det Tolvte Aarhundrede, vilde, blandt Andet, vist de Myther, som nu findes i Brage-Snakken og i Skalda, været indlemmede deri, eller Brage-Snakken (Bragarædir) vilde dog ikke være en saa daarlig Efterligning deraf. Gylfe-Legen er desuden aabenbar et Værk for sig selv, med en egen Fortale og Slutning, og da nu Fortalen aabenbar er oversat fra Angel-Sachsisk *Vi finde nemlig i Fortalen, nöie sammenhængende med den, det saa velbekiendte Angel-Sachsiske Slægt-Register, med ►Odin paa Enden, og med Oversætterens Anmærkninger, at “Vodin” f. Ex. hos hans Folk kaldtes “Odin.”, og Bo 118 (VU) gens Anlæg saa afstikkende Poetisk, maa jeg nödvendig antage det Hele for Oversættelse, og Citationerne, saavel af 👤Brage hin Gamle, som af 👤Thjodolf, for Oversætterens Bidrag til Værkets Forkiönnelse efter hans Islandske Begreb. At hjemle Alt med Vers af navngivne Skjalde, var nemlig, som vi veed, Islændernes Orm, og det gaaer her saa vidt, at et Vers om Slaget i Bukke-Fjorden, hvor Skjoldene kaldes ►Valhalds Tag, anföres til Hjemmel for, at Valhald var takt med Skjolde; men hvad Oversætteren ikke har mærket, var, at alle Citationer fordærvede Legen, hvor Saga-Mændene i Höi-Sædet selv forestillede ►Aserne, og kunde da nok tale paa Vers, men ingen citere, end sige da beraabe sig paa Skjalde-Hjemmel. Alle 181Citationerne er derfor sikkert uægte, saa det er kun af Indhol 495 (US) den vi har Ret til at slutte, at, foruden Digte, som vi ikke kiende, har Forfatteren havt Norne-Kvadet (Völuspa), ►Vafthrudners og ►Grimners Maal, samt maaskee ►Skirners Reise, Havamaal og Loke-Grinet, for sig. Hvad nu endelig Fortalen og Indklædningen angaaer, har jeg vel alt sagt min Mening om deres Værd, men maa dog tilföie et Par Ord om Beskaffenheden.

✂ Det klinger jo vist nok latterligt, naar alt Afguderi udledes fra 👤Zoroaster, som Byg-Mesteren ved 📌Babels-Taarnet, og fra ►Saturnus paa 📌Creta, der bliver Stam-Fader til de Trojanske Helte, og derved til ►Aserne, i hvem de Helte forgudes; men dog röber sig alt her det skarpe Blik, som skielner det Österlandske Billed-Sprog fra det Græske, og opfatter Asa-Livet som, hvad det er: det forgudede Helte-Liv, og naar vi dertil föie, at Mytherne i det Hele hverken udledes fra Helvede eller fra Rænke-Smede, men fra Navne-Vexelen ved Tunge-Maalenes Blanding, og fra det faldne Menneskes poetiske Natur-Anskuelse, da maa Man vel tilstaae, at den gamle Nordiske Klerk var dog, med al sin Troskyldighed (Naivitet), langt grundigere Mytholog end de Höilærde, der beloe hans Vankundighed, medens deres Forklaringer var ikke engang til at lee, end sige til at lære noget af, men kun til at spotte med eller ærgre sig over*Til Exempel vil jeg nævne Kronos-Mythen, over hvis 182nyere Forklaringer Man vel maa ærgre sig, da derimod den gamle Klerk skaffede mig en god Latter og Lidt til, ved trohjertig at fortælle: ►Saturnus fandt at Helvede var den ringeste Deel, derfor skiænkede han ►Pluto sin Bulbider ►Cerberus i Tilgift, for at passe paa den..

✂ 182Indklædningen er nu den, at Kong ►Gylfe fra 📌Sverrig blev nysgierrig efter at vide, om Asa-Folket havde sig selv eller Gudernes 119 (VU) Gunst at takke for den Lykke, dem fulgde, og han gjorde desaarsag en Reise til As-Gaard, hvor Man forudsaae hans Komme, og forblindede hans Öine, saa det bares ham for, som han kom ind i en Sal, lig ►Valhald, hvor der sad Tre jævnsides til Höibords og förde en lang Samtale med ham, om Verdens Ophav, Alder og Ende, hvorpaa, med et Bulder, Alt forsvandt, ►Gylfe stod ene under aaben Himmel, reisde hjem, og blev Hjemmels-Manden for alle Sagnene om 📌Nordens Guder. Naar Man nu husker, at Gotherne, som kaldte sig Asa-Folket, boede nede ved det 📌As-Ovske Hav*Dette er nemlig intet Ord-Spil, thi da 👤Jornandes baade siger: at Gotherne kaldte deres Konger ►Aser, at de under Kong Filimer nedsatte sig hist nordenfor 📌det Sorte Hav, og at Landet hedd paa deres Sprog “ovin” (Tydskernes Aue), saa mener jeg, Asov, der jo ikke er classisk, maa vel være Gothisk., og tænker paa 496 (US) Volsung-Kviderne, da veed Man vel ikke ret, om Man skal tage ►Gylfes Reise for en poetisk Opfindelse af Skribenten, eller for et Old-Sagn, han genialsk benyttede; men maa tilstaae, at, i begge Tilfælde, kunde en Mythologi ei faae en bedre Indklædning, end hvad der selv er en Mythe, hvori alle Mythernes dramatiske Oplivelse speiler sig.

✂ 183Paa Gylfe-Legen fölger Brage-Snakken, der, som sagt, er en daarlig Efterligning, hvoraf vi höre, at ►Æger kom til As-Gaard, og lod sig der fortælle Sagn af ►Brage om ►Idunnas Bortförelse og Skjald-Skabets Oprindelse. Dette Tillæg, som slutter med en Formaning til de unge Skjalde, er aabenbar Islandsk Arbeide, og ventelig af Gylfe-Legens Oversætter, som intet Begreb havde om, at, naar Man lod ►Æger, som selv hörde til Guderne, besöge de virkelige ►Aser, da passede det kun slet, at de fortalde hinanden Æventyr, end sige da, at ►Asa-Brage især lagde Vægt paa Fortællingen, som en Oplysning om Grunden til Skjaldenes Maade at udtrykke sig paa, hvad kun passede sig for Islændernes 👤Brage hin Gamle, der gjorde Regners-Draper.

✂ Dette blev da Indledningen til den Islandske Poetik eller Skalda, hvis Forfatter vel tænkde paa at fortsætte Brage-Snakken, men gik snart over til, i sit eget Navn, at fortælle os hvad han vidste om Skjalde-Sproget, og de Mythiske Sagn, som laae til Grund derfor, eller dog de Steder hos 👤Brage hin Gamle, 👤Thjodolf fra Hvine, og andre Classiske Digtere, som hjemlede Udtrykkene. I denne löse Sammenknytning, med “og”, er det vi, tilligemed endeel andre Sagn, finde den saakaldte Grotte-Sang om ►Frode Fredegods Guld-Kværn og 120 (VU) Endeligt, som vel er gammel for os, men hörer dog kun halvt til Asa-Maalet.

✂ 184Et saadant Arbeide, hvortil Man blot behöver Excerpter, som Man ordner efter et Alphabet Man selv giör, seer Man nok der kan være mange Hænder om, uden at Nogen let skal kiende ⓘ ForskielForskiel] GV, Forkiel A, men dog er det sagtens samme Haand, der begyndte med at give ►Aserne og endte med at give Hird-Mændene deres Titler, og det ventelig endnu i det Tolvte Aarhundrede*At dette Stykke, som ender (i den Svenske Udgave) S. 174, endnu er fra det Tolvte Aarhundrede, slutter jeg især af at der tales (S. 170) om Kongen af 📌Jerusalem, som Den, der virkelig eier Staden, hvad kun var Tilfældet för 1200., thi de fölgende Stykker er næsten blotte Navne-Ramser med en lille Anviisning til at giöre Kieldermænd.

✂ Hermed er vi da indtraadt i det Trettende Aarhundrede, 497 (US) fra hvis sidste Halv-Deel Prosodien og Rhetoriken, som slutte det Hele, aabenbar er, og ventelig var det 👤Snorros Broder-Sön, ►Olav Hvitaskald, der, med sin berömte hedengangne Frænde, som det uovergaaelige Skjalde-Mönster for Öie, udtömde al sin Lærdom for at vise, hvad der hörde til en Classisk Stil paa Norsk*Höist mærkeligt er det nemlig, at selv ►Olav Hvitaskald, eller hvad han hedd, den lærde Islænder i det Trettende Aarhundrede, der kiendte baade Græske og Ebraiske Bogstaver, bukker slet ikke for Romerne, men siger, de havde al deres Viisdom fra Grækerne, men vi har vores fra förste Haand, fra 📌Asien. S. 308..

✂ Vist nok kan Man ikke læse alt Dette uden lidt Kiedsommelighed, men det har Edda jo kun tilfælles 185med alle Æsthetiker, og hvad den har forud, er, at Fjerde-Parten kan Man læse for Lyst, Halv-Parten kan Man ikke undvære, og det Hele kan Man lære Meget af, og, naar Man lærer lidt bedre Islandsk, let forlige sig med, da det Altsammen kun udgiör et lille Bind, og selv det Sletteste er naivt nok til at kunne læses som Ironi over det Æsthetiske Uvæsen. See vi endelig hen til hvad der stiledes paa, og begyndtes, vist nok ikke mesterlig fra Konstens, men uforbederlig fra Tankens Side, da faae vi Ideen om et Kæmpe-Værk, der visselig vil giöre dem Ære som udföre det, og giör da vel ei heller dem Skam, der slog paa det. Fortalen betegner nemlig den historisk-poetiske Anskuelse af Billed-Sprogets og Hedenskabets naturlige og historiske Oprindelse og Betydning, som maa gaae forud for en videnskabelig Mythologi og Æsthetik, og Gylfe-Legen betegner en Mythologi, der er en virkelig, forklaret Afbildning af den Mythiske Tid, hvorpaa naturligviis skulde fölge en Udvikling af Skjald 121 (VU) skabets eller Konst-Poesiens Oprindelse, med Anviisning til Billed-Sprogets rette Brug, og Advarsel for de fristende Afveie, Altsammen stöttet paa Erfaringen, og belagt med træffende Exempler, hvoraf vi see Skyggen i Braga-Snakken, Skalda og Tale-Konsten (málfrædi). At det omsider gik i gamle Nord, som det gik hidtil allevegne, hvor Man stræbde at faae Fingre paa Ordet og Poesien, saa Man kun fik en tom 186giennemsigtig Skal, er intet Under, men at det var lagt an paa noget anderledes Dybt, skal vi glæde os over, og ingenlunde mistvivle om, videnskabelig at forbinde Skiönhed og Klarhed, som er Poesiens Krone, med Aanden og Livet, som er Hoved-Sagen, Sjælen og Hjertet deri.

✂ Dog, lad os ikke glemme 👤Saxo over Islænderne, thi det har han ingenlunde forskyldt af os, og selv af Islænderne har 498 (US) han fortjent mange Tak, ei blot fordi han roser dem i sin Fortale, men især fordi hans Classiske Latin, som sagt, gav de Barbariske Böger paa et levende Old-Sprog, om ikke Naade for de Lærdes Öine, saa dog et Slags Værd deri. Hvad vi imidlertid her vil dvæle ved, er 👤Saxos Fortjenester af 📌Nordens Old-Tid, som Critisk Historie-Skriver, og den uskatteerlige Værdi af de Old-Sagn, hans Romerske Pen, som et villigt Redskab for 📌Nordens Aand, har bevaret fra fuldstændig Undergang.

✂ Efterat have faaet Syn paa det hidtil miskiendte Old-Nordiske Vidskabs-Tidsrum, fra Slutningen af det Syvende til Midten af det Trettende Aarhundrede, som i 📌Danmark sluttede endnu langt mere glimrende med Valdemarerne, ►Æsger Rygs Tvillinger, 👤Saxo og 👤Anders Sunesön, end i 📌Norge med ►Hakon den Gamle, og paa 📌Island end 👤Snorro og hans Broder-Sönner 👤Sturle og ►Olav; efterat have faaet Syn herpaa, ansee vi naturligviis hverken 👤Saxos Latin, hans Nænsomhed over de gamle Folke-Sagn, 187eller hans Skjaldelighed, for et Vid-Under i sig selv, men vist nok maae vi deri see et klart Beviis paa 📌Nordens Aandfuldhed, og et stort Forbillede paa, hvad Nordisk Videnskabelighed kan og skal vorde. Ja, Saxo er blevet 📌Nordens ►Minos, er Dommeren i de Dödes Rige, med Fuld-Magt af 📌Nordens Aand til at anvise alle vore Critiske Historie-Skrivere deres Plads i ►Elysium eller i ►Tartarus, i ►Valhald eller i ►Helhjem: i en taknemmelig Ihukommelse, eller i en foragtelig Glemsel; thi, medens det staaer dem frit for, at forklare sig Poesien og Folke-Livet saa godt, eller saa slet, de kan, maae de dog have 👤Saxos Ærbödighed for Begge, saa de hverken foragte eller forkvakle, 122 (VU) men holde Hævd over Folkenes poetiske Old-Sagn, som troe og mærkværdige, for Videnskabeligheden saavelsom for Konst-Poesien uundværlige, Billeder af deres Barne-Drömme og Ungkarls-Dage, den maae de have og vise, om de i Norden, naar Aanden vaagner, skal giælde for Andet end Romersk Surdei og Skole-Stöv, der skal udfeies, Pave-Dommets Levninger, som skal forgaae!

✂ Dog, at der hos 👤Saxo var endnu langt Meer end vi tör kræve af enhver Critiker, vi med Roes skal nævne, det bevise hans förste Otte Böger, som derfor ogsaa i den aandlöse Vidskabs-Tid blev ei mindre uforstandig end ubillig bedömte; thi ikke alene har han havt en beundringsværdig Takt til at adskille Poetiske Old-Sagn fra Ammestu-Snak, og 188ordne dem efter deres Indhold, men tillige en hos Grammatikere vel magelös Skjalde-Aare, saa Middel-Alderen med Rette gav ham Tilnavn af Poe 499 (US) ten, og Efter-Slægten sikkert vil giöre “den Poetiske Grammatiker” til hans hæderlige Kiendings-Navn. Af ti större Old-Nordiske Digte har han nemlig givet os Brud-Stykker paa Latin, hvori de er poetisk kiendelige, og i Oversættelsen af Viserne om ►Rolv og ►Stærk-Odder, ei blot hævdet sig Skjalde-Rang, men sat os i Stand til klart at adskille Bjarke-Maalet, eller de Gothiske Krönike-Rim, saavel fra Asa-Maalet, som fra Krage-Maalet eller den Norsk-Islandske Konst-Poesi.

✂ Hvad nu Anordningen af vore Historiske Old-Sagn angaaer, da har 👤Saxos bedste Ven iblandt vore Lærde*Biskop P. E. 👤Müller, som, i sin Undersögelse om 👤Saxos Kilder, har, uden Sammenligning, viist mere Forstand og Billighed, end hans Critiske Forgiængere, alle tilhobe. allerede bemærket, at han aabenbar gik efter det Sagn, han selv anförer, om de tre Slags Hexe-Mestere (Mathematikere) der havde været i 📌Norden, nemlig först Spaa-Mænd, der gik for Guder, og ►Jetter, som i at skifte Hamm og forblinde Öine, ei gav dem noget efter, men maatte dog föle deres aandige Overlegenhed, og falde til Föie, hvorved der af Begge udsprang en blandet Afkom, langt ringere i alle Maader, som blot af en urimelig Artighed blev forgudede (Lords by courtesy). Men 189hvorfor fulgde Saxo dette Vink, uden fordi han kunde föle paa sig, hvad vi nu kan indsee, at dette har været den naturlige Gang og Fölge, ei blot i 📌Norden, men allevegne, saa Gudernes Sönner forelskede sig i ►Jetternes Döttre, og avlede Kæmper, der, som Halv-Guder og Halv-Jetter (Sönner baade af den aandelige og kiödelige Indbildnings-Kraft), 123 (VU) vendte op og ned paa Alt, fordi de paa een Gang vilde baade fare til Himmels og til Helvede. Naar nu disse to Tider poetisk afbilde sig i det historiske Folke-Sagn, da vil det ældste Tids-Rum, som sagt, være kiendeligt paa Guders og ►Jetters levende Deeltagelse i Begivenhederne, og det Fölgende paa Mangelen deraf, saa Guderne enten ganske lukke sig inde i Templerne, eller staae dog i Bag-Grunden, saa Man godt kan skille dem fra Kæmperne, men ei fra Præsterne. I sine Fem förste Böger har Saxo derfor stræbt at samle alle Sagnene om Gude-Alderen, og i de Tre fölgende dem om Helte-Tiden, og det saa heldig, at vi har ondt ved endnu at giöre det bedre, og kan i alt Fald kun komme videre, fordi vi har en Mængde Oplysninger som Saxo fattedes. Saaledes kan vi nu see, at Sagnet om ►Jarmerik og de Hellespontiske Brödre ei burde staae i Ottende Bog, efter ►Stærk-Odders Död, men dog fulgde Saxo en meget rigtig Takt, ved at give det sin Plads i Kæmpe-Vise 500 (US) og Elskovs-Tiden, og för vi kunde flytte det, til Fordeel, maatte vi giöre 190to Opdagelser: först at ►Stærk-Odder forestiller hele Gothe-Folket baade ude og hjemme, og dernæst at Volsung-Kviderne er As-Gothiske, og löbe altsaa mest parralel med de Stærkodder-Viser, vi har, adskillende sig fra dem, som ►Valkyrier fra Skjold-Möer.

✂ Dog, herom Mere under Fremstillingen af Bjarke-Maalet, og Resten maa jeg overlade til de Critiske Historie-Skrivere, 👤Saxo giver os Ret til at vente, men skiöndt det ogsaa bliver deres Sag nöiere at efterspore 👤Saxos Kilder, maa jeg dog tale et Par Ord derom, da selv Biskop 👤Müller har overseet den Ene, og udledt for meget af den Anden.

✂ At det især er gamle Viser, 👤Saxo, til ►Stærk-Odders Död, har fulgt, seer Man strax, ventelig efter det gamle Ord-Sprog, 👤Anders Vedel anförer, at alle Æventyr er Lögn men alle Viser sande, og naar vi betænke, hvor Man fandt Kæmpe-Viserne i det Sextende Aarhundrede, maa Man nödvendig slutte, at hvor de fleste Old-Kvad fandtes i det Tolvte og Trettende, var i Danne-Kvindens egen Mund *Selv de gamle Opskrifter af Kæmpe-Viserne er, til Mændenes Skam og Kvindernes Ære, alle, saavidt jeg veed, med Fruentimmer-Hænder, saa dem har vi skrevet med vor Sösters Fingre, og det er da i sin Orden, at 👤Saxo i det Höieste, hvad Viser angaaer, var Fruens Haand-Skriver.. Man er imidlertid ikke uden Föie blevet opmærksom paa den 👤Arnold Islænder, som 👤Saxo selv berömmer for hans Old-Kyndighed, kun er det urimeligt at 191söge Hjemmelen hos ham for hvad 👤Saxo giver bedre eller anden Beskeed om, end alle de Islændere vi 124 (VU) kiende, og höist besynderligt, at Man aldeles har overseet den 👤Lukas Engelskmand, der ikke blot roses for hans historiske Kundskaber, men af hvis Liv 👤Saxo anförer et Træk, som beviser, at han virkelig baade havde Forraad af Nordiske Old-Sagn og Gaver til at giöre dem giældende paa rette Sted*👤Steph. 👤Saxo p. 330. (Dansken III. 316) hvor Man vil finde, at 👤Lukas, som var Klerk hos Prinds 👤Christoffer, og kun en maadelig Latiner, satte Mod i de betuttede Dannemænd, ved at opregne Fædrenes Helte-Gierninger, saa de virkelig skiöd Livet op i sig, og dandsede næste Morgen (thi det var ved Kvelds-Nadren) Polsk med de Esthiske Sörövere, saa det havde Skik.. Et af To, maatte Man da heller giætte paa 👤Lukas, som 👤Saxos Hjemmel for det store Episke Old-Sagn om ►Frode Fredegod, end paa 👤Arnold Islænder, da det jo er klart, at paa hin Side ►Braavalle-Slaget er Islænderne slet ikke hjemme, og da end ydermere Grotte-Sangen viser, det var en ganske anden Fredegods-Vise, de havde faaet Fingre paa; men alle slige Giætninger, der ikke kan vise hvoraf de udspringe, er i Historien aldeles 501 (US) örkeslöse, og jeg vil heller bemærke, at umiddelbar har Saxo formodenlig ikke hört et eneste Ord enten af 👤Arnold eller af 👤Lukas, thi de var sagtens baade döde og begravede förend han begyndte at heie paa Old-Sagn. Da nemlig Saxo selv fortæller os, at ikke blot hans Fader, men ogsaa 192hans Far-Fader havde tjent Kong 👤Valdemar, maae vi nödvendig tænke os ham blot som en Knös, da 👤Valdemar döde, og Man maatte ei være stort bedre Critiker end 👤Suhm, for at tænke, det er kun et Slumpe-Træf, at baade Saxo, 👤Svenn Aagesen og Knytlinga slutte med den Vendiske Krigs glimrende Udfald under Knud den Sjette, saa det maa nödvendig være efter den Tid, 👤Absalon satte sine Skrivere i Arbeide med 📌Danmarks Historie, og opgav dem denne smukke Hvile-Punkt*Har nu 👤Suhm regnet rigtig, da er det ved Aar 1167 👤Arnold og ved 1170 👤Lukas nævnes, og Man kan ikke med mindste Rimelighed tænke Saxo ved sit Arbeide för efter 1190, ligesom Man heller slet ikke har havt nogen gyldig Grund til at tænke ham færdig dermed för henimod 1220..

✂ Dog, derfor kunde 👤Saxo, giennem 👤Absalon og 👤Æsbern Snare, der havde staaet i nöie Forbindelse med 👤Arnold og 👤Lukas, og var Mænd for at holde paa hvad de havde, og at sige hvad de vilde, godt faae Beskeed om de Sagamænds Rigdom, og det hörer unægtelig til den gode Norne-Dom over 📌Danmark og 📌Norden, at der kom saadanne Sende-Bud til os fra den Historiske Poesies og den Poetiske Histories Hjemstavn, just i det Öieblik, da de sidste Helte, der ahnede den sorte Döds Komme, stod i Færd med at faae Arve-Godset nedgravet, hvor 125 (VU) de tröstede sig til, det vel skulde findes igien, som Dannefæ. Og see, det skedte virkelig, hvad de nær193mest haabede, ved Hjelp af de Blaa-Lys, der kunde aldrig slukkes, hvor “Troskabs-Fuglen blev graa og Fædres Höie grönne”, og det staaer nu til os selv, om vi vil bortkaste Oldtids-Guldet som Graa-Steen, eller vi vil bevise, at ►Kronos handlede klogelig ved, som jo Grækerne selv har fortalt, at nedgrave sine Skatte i det höie 📌Norden.

✂ At vi vil det Sidste, som det Bedste, skulde jeg formode, er saa sikkert, som at ►Valhalds Kæmper ei vil beskiæmme deres Liv, eller findes saa uskiönsomme mod den store Val-Fader, Helte-Aanden, at ►Gjallar-Hornet skulde lyde for döve Ören, og forgiæves opkalde Enherierne til at glemme al indbyrdes Trætte, som Börne-Leg, og bestaae den sidste store Kamp mod ►Muspels Sönner der true Asa-Broen: mod Aandlösheden, der vil afbryde alt Samkvem mellem Jord og Himmel.

✂ Som et Pant derpaa, at Odins-Öiet i Lön har seet, vi vil ei 502 (US) svigte vort misundelsesværdige Kald som Vaaben-Dragere for ►Gimle, betragter jeg da ogsaa helst den store men endnu upaaskiönnede Gave, ►Nornen sendte os over Havet, i ►Bjovulfs Drape, der ikke blot er Laurbær-Krandsen, hvormed ►Asa-Brage gik til Hvile, men indfletter ►Gjallar-Hornet i sig, og maatte komme for Lyset, för vi kunde opdage Sammenhængen i det Old-Nordiske Liv, og med Indsigt stræbe at fortsætte og forklare det.

✂ 194Her er ikke Stedet til at sammenligne denne Höipoetiske Stærkodders-Vise med vores den Hjemmegjorte, men vel til at udtrykke min Forundring over, at den endnu synes ubekiendt i 📌Norden, hvor den dog, selv for Börn, alt længe var tilgiængelig*Det gaaer saavidt, at jeg ikke engang hos 📌Sverrigs berömte Historie-Skriver (Geijer) har kunnet opdage mindste Spor til, at han kiendte, hvad der unægtelig er det ypperste Mindes-Mærke om den Gothiske og Svenske Helte-Tid., og til at giöre opmærksom paa, hvorledes ►Bjovulf Danekiær, som Helten i ►Anguls Epos, istemmer 📌Danmarks Roes, i Chor med Danskeren ►Havelok i Normannens Rim-Krönike, og ►Hamlet Prinds af Danmark i Begges Drama, ret som til Vederlag, fordi Danmark kronede ►Asa-Brage, som ►Hjarne, for Fredegods-Visen*At ►Hjarne er ►Asa-Brages jordiske Navn, seer Man strax, naar Man blot veed, at Brægen paa Angel-Sachsisk er Hjerne paa Dansk, og hvilken Forkiærlighed for Danmark, der endnu er i 📌England, mærker Man der, ikke blot paa Navnene: 📌Danmarks Höi og 📌Danmarks Vei ved 📌London, men, efter min Erfaring, paa alle Kanter, hvor Man kommer.! Ja, naar ►Anguls 126 (VU) Tunge bærer os det store Sagn om Gothe-Helten, hvem den duehvide Leire-Konge gav Fader-Kysset, prisde i Sang og formanede til Ydmyghed, da han straalede i Hallen, som Seier-Herre over ►Trolden der kastede Sövn paa Daner, og drak deres Hjerte-Blod; naar det skeer, og det er skedt, saasnart vi laane Öre til Bjovulfs-Drapen, da kan vi dog vel mærke, det er Aandens 195Stemme, som vil at alle de Stammer, Den var over, skal slutte aandelig Fred, og række hinanden trofast Kæmpe-Haand over Hav og 📌Sund, som Fost-Brödre i 📌Nordens Aand, der alt i Vuggen blandede Blod, til at staae som en Muur mod Jette-Magt og Trolde-Vidd, der ene stile paa, at lægge Mjölner femten Mile under Muld, og at lægge ►Ydun i Lænker, saa Guderne forældes, ►Asgaard ödes, og ►Valhald styrter, og Asken visner, för Seiren er vundet og Löbet fuldendt.

✂ Ja, for sin Tro og for sit Hjerte-Lag staaer hver af os, som Folk og som Enkelt-Mand, kun Ham til Regnskab som pröver Nyrer, og paa Hvis Dag-Værk det ei er mindre daarligt at fuske, 503 (US) end det er formasteligt at ville foregribe hans Raad og hans Domme; men for den Aand eller U-Aand som i Raad og Daad besjæler os, for den staae vi hinanden, som Fædrenes Arvinger og de kommende Slægters Formyndere, til Regnskab, og vee den Mand, og vee det Folk, der vanslægter fra saadanne Fædre, som vi beviislig have havt, vanslægter, og beskiæmmer dem, ved at vige fra den stolte, den herlige, den sikkre Kæmpe-Bane til det skinnende Maal, til Straale-Krandsen, som er Menneske-Livets Forklaring, i den Guddommelige Skikkelse, det foresvævede alle Adel-Folkenes Propheter, og med al den vidunderlige Dybde, det selv i Daad har aabenbaret!

✂ 196Bort derfor med alt Skygge-Værk og Blænd-Værk, der kalder sig Oplysning, skiöndt det ei forklarer en eneste Yttring af det Liv som Aanden skabde, og hvorover Stövet jublede, men indhyller hele Aandens Verden i Nid-Mörke, og vil indbilde os, at hvad der kun viser os Oplösning, Död og Forraadnelse, at det er de Levendes Lys!

---