Grundtvig, N. F. S. Søde Jesu, Davids Rod!

Udgivelsen

Salmen “Søde Jesu, Davids Rod!” på én strofe er, så vidt vides, den første salme af Grundtvig, der blev offentliggjort første gang i en salmesamling. Den udkom i 1831 som nr. 3 i 👤Ludvig Christian Müllers Udvalg af Danske Psalmer. Udgivelsen var et hæfte i lommeformat (ca. 14,5 x 9 cm) og rummede 25 numre på sine 58 sider. I samlingen, der fortrinsvis talte salmer af 👤Thomas Kingo og 👤Hans Adolph Brorson, var endvidere genoptrykt Grundtvigs “Et Barn er født i Bethlehem” fra 1820 og “Det kimer nu til Jule-Fest” fra 1817 som henholdsvis nr. 4 og 5.

Salmen og dens forlæg

“Søde Jesu, Davids Rod!” var en bearbejdelse af fjerde strofe af 👤Kingos salme “STore Gud og Frelsermand”. Denne salme var af 👤Kingo udgivet til at blive brugt i forbindelse med evangeliet til fjerde søndag i advent og stod trykt i hans Vinter-Parten (1689), s. 101 f. Mens der i 👤Kingos salmestrofe bedes om, at 👤Jesus vil tage bolig i den syngendes hjerte, udvider Grundtvig strofens indhold til i fortættet form at angive, hvem 👤Jesus er.

Også de to øvrige salmer af Grundtvig i 👤Müllers salmesamling var bearbejdelser, som Grundtvig havde lavet med forlæg i ældre salmer og derved skabt nye, selvstændige salmer (se indledningen til “Jule-Sang for christne Børn” og til “Morten Luthers Jule-Psalme”.

Det lille salmevers blev meget populært og udkom i adskillige udgivelser i Grundtvigs levetid, ligesom det også kan findes i Den Danske Salmebog som nr. 92.

Personlige forbindelser og nye salmesamlinger

Det var næppe tilfældigt, at det var 👤Müller, der kom til at udgive salmesamlingen Udvalg af Danske Psalmer. Den unge teolog fremviste store anlæg og erfaringer som underviser. I 1831 var han huslærer for Grundtvigs sønner og hørte således til den gruppe af unge teologer og andre kristeligt interesserede, der færdedes jævnligt i Grundtvigs hjem.

På denne tid var Grundtvig og hans tilhængere optaget af, hvordan der kunne ske en fornyelse af salmesangen, som rakte bag om den autoriserede Evangelisk-kristelig Psalmebog (1798) til den ældre, danske salmetradition. Der var behov for nye salmer og bearbejdelser af ældre, der kunne anvendes ved husandagt, undervisning og i visse af vækkelsesbevægelserne. 👤J.C. Lindberg, der havde været lærer for 👤Müller og allerede haft et langvarigt samarbejde med Grundtvig, udgav i efteråret 1831 to salmesamlinger, Nogle danske og tydske Psalmer udgivne til Brug ved Huus-Andagt og Zions Harpe. I 1832 udkom den lidt større samling Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom, udgivet af stud.theol. 👤L.C. Hagen, der som 👤Müller underviste Grundtvigs børn.

* Om arbejdet på at forny salmesangen i denne periode i Grundtvigs kreds kan der f.eks. læses i Hansen 1937-1966, bind 1, s. 163-167, og i indledningen til Historiske Psalmer og Riim.

Anvendt litteratur