Grundtvig, N. F. S. Om den Clausenske Injurie-Sag

Ansøgning om dannelse af en fri menighed

Idéen om de gammeldags kristnes udtrædelse af statskirken, som Grundtvig plæderede for i Om den Clausenske Injurie-Sag, blev snart fulgt op af handling. Allerede i foråret 1831 havde Grundtvigs tilhængere haft planer om at søge om tilladelse til at danne en fri menighed med Grundtvig som præst, men processen gik i stå, da Grundtvig tog afsted på sin tredje Englandsrejse i juni (se Grundtvigs breve til 👤Ingemann fra april 1831, hvori han redegør for disse planer og for sine grunde til at bryde med statskirken; Grundtvig & Ingemann 1882, s. 119-121 og 124-126). I efteråret blev idéen taget op igen. 👤J.C. Lindberg, som i september 1831 var begyndt at afholde private gudstjenester i sit hjem ‘Lille Rolighed’ nord for København (de såkaldte ‘kalkbrænderiforsamlinger’), tog initiativ til at ansøge kongen om tilladelse til at gå ud af statskirken og danne en fri luthersk menighed med Grundtvig og den slesvigskfødte 👤Lorenz Siemonsen som præster. Det var ønsket, at menigheden skulle holde til ved Frederiks Tyske Kirke på Christianshavn (fra 1901: Christians Kirke), hvor 👤Siemonsen tidligere havde virket. Kirken var i løbet af 1820'erne kommet i økonomiske vanskeligheder, og medlemstallet dalede, hvorfor kirken stod til lukning og nemt kunne overtages af den nye menighed (Baagø 1958, s. 157).

Ansøgningen, som blev støttet af ca. 160 personer, blev indleveret til kongen i slutningen af november 1831 af “tvende jevne, alvorlige og sindige Borgermænd”, sæbemester 👤J. Madsen og skomagermester 👤L.C. Aborre (Lindberg 1836, sp. 510; Nygaard 1882 s. 52 f.). Ansøgningen var vedlagt erklæringer fra både Grundtvig og 👤Siemonsen, hvori de meddelte, at de var villige til at være præster for deres trosfæller, de gammeldags lutherske kristne. Grundtvig vedlagde desuden pjecen Om den Clausenske Injurie-Sag i håb om, at den kunne overbevise kongen om, at en adskillelse mellem de gamle lutherske kristne og “de Nymodens” var nødvendig, og at en sådan kunne foregå lempeligst ved at lade de gammeldags kristne gå (Grundtvig 1836, sp. 523). Ansøgningen og erklæringerne blev senere optrykt af 👤Lindberg i Nordisk Kirke-Tidende i 1836 (se Madsen & Aborre 1836, Grundtvig 1836 og Siemonsen 1836).

Efter at have indhentet betænkning fra bl.a. biskop 👤P.E. Müller, afslog kancelliet ansøgningen den 28. januar 1832. Nogle uger senere, den 11. februar, opsøgte Grundtvig kancellipræsident 👤P.C. Stemann personligt og forelagde ham sagen, men fik igen afslag (se Grundtvigs beskrivelse af mødet i Kirke-Speil 1871, s. 389 f.). Grundtvig, som indtil da havde vægret sig ved at deltage i 👤Lindbergs gudelige forsamlinger, idet han principielt var imod de private religiøse sammenkomster, valgte nu i trods at deltage i kalkbrænderiforsamlingerne, og han prædikede der de to følgende søndage, den 12. og 19. februar 1832. Folk strømmede til i hundredvis, og man besluttede derfor at leje et større lokale, en loftslejlighed på Christianshavn, som kunne benyttes til at afholde møder fremover. Myndighederne fandt dog denne udvikling problematisk, og politiet indkaldte både 👤Siemonsen, Grundtvig og 👤Lindberg til samtale for at lade dem vide, at forsamlingerne skulle ophøre. De forsvarede deres forehavende med, at den såkaldte Konventikelplakat fra 1741 tillod private samlinger, så længe der medvirkede en præst, og at Grundtvig og 👤Siemonsen som de ordinerede præster, de var, havde lov at forkynde både offentligt og privat (en gennemgang af hele forløbet findes hos Nygaard 1882, s. 46-90).

Grundtvig gik til biskoppen for at få afklaret sagen, og 👤P.E. Müller var i mellemtiden blevet mere imødekommende. De talte sig frem til, at hvis Grundtvig ville kalde det, der foregik i forsamlingen, ‘bedetimer’, så ville biskoppen gøre, hvad han kunne, for at de fortsat kunne forsamles i loftslejligheden. 👤Lindberg holdt også et møde med biskoppen, og dagen efter gik denne til kong 👤Frederik 6. og forelagde ham sagen. Om den endelige afgørelse skyldtes biskoppen eller kongen, vides ikke, men den 2. marts 1832 fik Grundtvig ved kongelig resolution tilladelse til at holde aftensangsgudstjenester i Frederiks Tyske Kirke. Han måtte dog ikke forvalte sakramenter eller afholde kirkelige handlinger, og han blev påbudt at følge de gældende ritualer og at anvende den autoriserede salmebog (Stemann m.fl. 1836). Allerede to dage senere prædikede Grundtvig for første gang i kirken. Ifølge Danske Statstidende, hvis redaktør havde været til stede ved gudstjenesten, var fremmødet stort og stemningen andægtig, og Grundtvig prædikede uden mindste spor af polemik (Danske Statstidende 1832, s. 2).

Grundtvig var glad for denne ordning, selv om han også gerne ville have haft tilladelse til at forvalte sakramenter og mulighed for frit salmevalg. Han skrev til 👤Gunni Busck: “her staaer jeg, vel med Savn, men uden Byrder, fri med Ordet, kun under Gud og Kongen” (Bech 1869, s. 95). Han følte, at han nu kunne forkynde evangeliet “saa frit som nogen Lærer i Apostel-Tiden” (Grundtvig 1871, s. 391). Grundtvig forblev tilknyttet Frederiks Tyske Kirke på denne måde de næste syv år, indtil han i 1839 tiltrådte embedet i Vartov. I alle årene arbejde han for mere frihed i statskirken: for præsternes dogmatiske og liturgiske frihed og for sognebørnenes frie valg af præst (sognebåndsløsning).