↩ 📌Tydskland var fra Arilds-Tid deelt mellem mange Stammer, som fælles Sprog og Fare kun sjelden meer end løselig forbandt, og da 📌Nord-Tydskland i det sextende Aarhundrede rev sig løs fra Paven, medens 📌Syd-Tydskland (med Undtagelse af 📌Schwaben) blev hængende ved ham, baade røbedes og næredes derved en naturlig Uenighed, der neppe kan ophøre. Ligesom det kun var Franker, Schwaber og Sachser, der aandelig udmærkede sig i Middel-Alderen, saaledes er det ogsaa kun i det protestantiske 📌Tydskland den ►ny-tydske Literatur har hjemme, som Tydskerne selv skatte meget for høit, men Engellænderne og Franskmændene (som hardtad slet Intet kiende til den) ogsaa meget for lavt. Naar man undtager Jern-Fliden (som de ⓘ selv kalde den) udmærke Tydskerne sig kun aan164delig ved deres store Lyst og Anlæg til Grublerie (Speculation) helst paa fri Haand, hvorved det ►lettelig hændes, baade at Bøgerne blive for mange, og for tykke, og at Grublerierne blive noget luftige. Det er da ogsaa skedt, og vi Danske, der i de sidste trehundrede Aar gierne vilde læst alle tydske Bøger, naar det havde været mueligt, veed bedst, i hvilket 📌Bloksbjerg af Tryk-Papir de klare Enkeltheder og skarpsindige Bemærkninger ligge begravne. Men ligesom Engellænderne selv maa bekiende, at det var 👤Morten Luther, og hans Tydske ►Stalbrødre, som i det sextende Aarhundrede vakde en høist nødvendig Opmærksomhed, og skiærpede Efter-Tanken, saaledes skal vel Efter-Slægten sande, at det var 👤Goethe, 👤Schiller, og 👤Jean Paul, som et Slags ►Lære-Digtere, og 👤Kant, 👤Fichte, og 👤Schelling, som ►Tænke-Lærere, der, ved Over-Gangen til det nittende Aarhundrede, vakde Opmærksomhed paa det Attendes ►Flauhed, og skiærpede Efter-Tanken til at skatte Fortidens Herlighed, uden at ville ►opmane dens magtesløse ►Skygger. Uden Tydskernes Hjelp vilde vi neppe opdaget (hvad der vel selv i 📌Engeland er en Hemmelighed) at det ikke er 📌Frankerigs men 📌Englands gyldne Tid, vi skal stræbe at fortsætte og ►forklare, medens det vilde være purt ►Galenskab for ethvert andet Folk at efterligne Tydskerne, hvis Skarpsindighed ei lader sig eftergiøre, og hvis Selvklogskab og Vidtløftighed, uden den, blive tomme og utaalelige.