Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Studier til en bibelsk Rimkrønike

3

Da Støv laae i Mørke,
Da Haver, med Ørke,
Stod dybt under Vand,
Da Øre og Øie
Var kun hos den Høie,
Den Evigheds-Mand;
Da aanded Han over
De kulsorte Vover,
Da toned Hans Ord:
Skin, Lys over Mørke!
Skin, Soel over Ørke!
Løft Hoved, du Jord!
Læg, Sand, dig i Lave,
152Til Dæmming for Have!
Groe, Tue, dig grøn!
Spring Rose, med Lilje,
Paa græsgrønne Tilje,
I Kjortelen skiøn!
Op, Træer, nu alle,
Som Navnene falde
I Dagning og Kveld,
Med Naale og Blade!
Hver søge sit Stade
Paa Mark og paa Fjeld!
Vær snart til at føde
Din bugnende Grøde,
Du storladne Hav!
Viis, Luft under Himlen,
I Vingeslægt-Vrimlen,
Hvad Kraft Jeg dig gav!
Opspringer med Glæde,
Gestaltede Spæde,
Af Jorderigs Dyb!
Opmylrer af Mulde
I Varme og Kulde,
Utallige Kryb!