VII. 📌Babels-Taarnet.
✂ En Tidlang havde alle Mennesker eet Tunge-Maal og eens Tale, og det skedte, da de reiste fra 📌Østen, da fandt de en Slette og boede der, og de sagde til hverandre: velan! ►lader os stryge Leer til Tegl, og brænde dem vel, og de havde Tegl ►for Steen og ►Liim ►for Kalk, og de sagde: velan! ►lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse naaer indtil Himlen, og ►lader os ►giøre os et Navn, ►at vi ei skal ►adspredes til at udslettes af Jorden. Men 12da sagde Herren: velan! lad os fare ned, og blande deres Tunge-Maal, saa den Ene ei forstaaer den Andens Tale! Og det skedte, og Folkene holdt op at bygge paa Staden og Taarnet, og ►adspredtes trindt omkring paa Jorden, og derfor blev Staden kaldt 📌Babel, ►det er: Forvirring, thi der forvirrede Herren Grund-Sproget paa Folkenes Tunger. ►1 Moseb. 11.
✂ Saaledes opkom da først adskillige Tunge-Maal, men ►Bibelen siger os ikke hvormange, saa det er kun et løst Rygte, at det var halvfjersindstyve, men det veed vi, at de Tunge-Maal, som Folk med faste Boliger, med Kirker og Skoler, og ordenlig Øvrighed, talede, var aldrig mange, og deriblandt maae vi især lægge Mærke til det ►Ebraiske og Græske, hvorpaa ►Bibelen er skrevet, til det Latinske, som er det berømteste i Verden, til det Tydske, og til vort eget Moders-Maal, som alle høre til de ældgamle Tunge-Maal. De andre berømte Sprog i 📌Europa ere sildige Blandinger af de tre Sidste, og derpaa kiender man de gode Sprog, at de ei blot er skikkede til Hverdags-Brug, men til levende at udtrykke Alt, hvad Mennesket kan tænke paa, og tale om.