👤Jens Baggesen.
✂
►Deyr fe,
deyia fræudir,
deyr sialfr it sama;
471
(PS5)
enn ords-tir
deyr aldregi
hveim er ser godan getr►.
►Havamal.
✂
Saa er da brudt din Vandrings-Stav,
Og du er ►sjunket under Mulde,
Hvor ingen Blomster paa din Grav
Kan groe for Slud og Vinter-Kulde,
Hvor, ved din ►Skygges ►Alpe-Gang,
Kun ►toner en ►Skiærslipper-Sang!
✂
Ja, faldet er i ►Fiende-Vold
Dit ►Støv, og ►saa dit Efter-Mæle,
►Thi Runen ►ristes her paa Skjold
Med Odd, som vil ei ►trædsk sig fjæle:
►Med fiendtlig Haand, som ►visne vil►,
Før Venner den sig lyver til!
✂
335►Saa ►visner jo vor ►Skjalde-Haand,
Naar Staal-Pen gaaer paa Skjolde-Plade,
Er Redskab kun for Liv og Aand,
Med Fugle-Fjer paa Blomster-Blade,
Er, naar den kold sig farver rød,
En Vaaben-Drager kun til Død!
✂
Men er jeg Fiende til den Trold,
Som, da han blændede dit Øie,
Mod 📌Danmark ►førde Avinds-Skjold,
Og stjal en Lov-Sang fra ►det Høie;
Da er jeg ►og hver Runes Ven,
►Vor Moder ►risted med din Pen!
✂
Tænk ei, jeg tramper paa din Grav,
Tænk ei, jeg smiler ved din Baare,
472
(PS5)
Tænk ei, jeg ved din brudte Stav
►Jo fælde kan en Vemods-Taare,
Fordi langt mindre end dit Kald
Dit Navn er nu ►i Skjalde-Tal!
✂
Ei har sig Verden ►Tunger nu
Som, Skjald, i dine unge Dage,
Da med sit Blænd-Værk Sind og Hu
Den fængsled hos dit Kuld saa ►fage;
Men blev den bedre vel, fordi
Elendig blev dens Poesi!
✂
Nu Visen giør ei Vinen god,
Og ►Blomme-Slør er reent af Mode,
Nu ►Østers-Smil og ►Drue-Blod
Giør slette Vers og Venner gode,
Saa Verden i en ►vittig Ven
Har tabt langt meer end han i den!
✂
Nu er i ►Dana-Daphnes Lund
Der for det Meste tomt og øde,
Og ►toner Sangen, er det kun
For Døve sødt som for de Døde,
Saa glad det giør ei Skjald i Hu
Hvad han af ►Røst har meer end Du!
✂
Tilovers er nu Aand og Sang,
Man har ►alt Nok i Kiød og Klinken,
Tilovers nu i 📌Dane-Vang
Er Nattergalen som Bog-Finken,
►Man huger bedst den Fugl i Haand,
Man ►skiærer selv for Tunge-Baand!
✂
O, derfor Pral er langt fra os,
Som vrantne klimpre ►end paa Strænge,
473
(PS5)
Som føle: Tidens Smag til Trods,
Vi fløi for høit og sang for længe,
Vi overleved dig ei blot,
Men alle snart som ►hørde godt!
✂
At ei engang du fandt din Grav
Hvor, som vi haabe, dog ad Aare,
Naar Soel opstaaer af Nordens Hav,
Der triller for hver Skjald en Taare,
Det er et Vanheld stort, hvorpaa
Hver Aand sig dog berede maa!
✂
Men ►hvor os kastes end vor Grav,
Det være sig ved 📌Elbens ►Rende,
Det være sig bag 📌Vester-Hav,
O, aldrig kunde vi dog ►nænde
At ønske, vi var født til Sang
I anden Lund end 📌Dane-Vang!
✂
O, sikkerlig vi ►og bedrog
Os ved det allerstørste Bytte;
Thi intet bedre Hjerte slog
For Skjaldene i Borg og Hytte,
End hvor til ►Hjarne ►Freia huld
En Krone ►slog af ►Taare-Guld!
✂
O, liflig er den Krones Glands
For alle ►Hjarnes ►Ridder-Svende,
Som paa en grøn ►Maigreve-Krands
Er mellem Tusinder at ►kiende;
Thi som Gamle, ►saa de Nye
Har alle ►Sommer ridt ad By!
✂
336
474
(PS5)
Ja, det er ►Sagas Kiende-Tegn
Paa smaa og store ►Dane-Skjalde,
At Sol-Skin de og Gylden-Regn
Kun hendes Smil og Taarer kalde,
Hvis Hjerte smeltede ved Sang
Paa Moders-Maal i 📌Dane-Vang!
✂
O, dette Hjerte kan ei briste,
Saalænge Aanden boer i ►Støv,
Saa de skal mindes med de Sidste,
Hvis Krandse er af Bøge-Løv,
Som falder af hvert Efter-Aar,
Men springer deilig ud i Vaar!
✂
Lad ►Tanke-Dyr kun prale af:
De ræddes ei for Dødens Kulde,
Og tage gierne med i Grav
Alt hvad de gjorde ►over Mulde!
Lad dem kun spotte Skjaldens Gru
For hvad dem aldrig randt i Hu!
✂
Vi veed det vel: ►►alt Kiød er Hø►,
Men hvad de Fleste ikke vide,
Er, at kun Levende kan døe,
Og Glædens ►Kyndinger kun lide,
Kun Mennesker, ei Dyr det veed,
Hvi ►Manden er ad ►Muld saa ►leed!
✂
O! derfor er det Skjaldens Trøst,
Som kiender Livets Sorg og Glæde,
At levende dog er hans ►Røst,
For Hjerter som kan lee og græde,
Og dele gierne Liv igien
Med deres levelystne Ven!
✂
475
(PS5)
Mens det ►som fødtes kun til Død►
►Sig taber i de Dødes Rige,
Skal, 👤Baggesen, med Stemme sød
Det Levende fra Graven stige,
Og vandre med vor Moders Æt,
Til ►Tidens Løb giør Jorden træt!
✂
Hvorhøit paa 📌Grimselen du steg,
Maa et ►germanisk Øie maale,
Men ►Skalke-Smil og ►Lynilds-Leg
Saae 📌Danmark fra dit Øie straale,
De Rynker glatte skal i Vang,
Saalænge Skov har Fugle-Sang!
✂
Hvor stor du var, da størst du blev,
Derom jeg fiendtlig tier stille,
Men hvi al 📌Danmark du henrev,
►Dengang da du var meget lille,
Det vil man aldrig undres ►paa,
Thi det kan ►Dane-Børn forstaae!
✂
Hvad fiendtlig her, med Staalpen haard,
Jeg ►overskaaret har paa Skjoldet,
Maae Vennerne i ►Geirods-Gaard
See til at giøre ►heelt og holdet,
Thi kun hos dem du haver Priis
Tilgode meer end stykkeviis!
✂
Men naar engang, med opslidt Pen,
Jeg ►►samlet er til mine Fædre►,
Ei kræve maa min bedste Ven
Af mine Fiender Retten bedre,
476
(PS5)
End jeg den gjorde dig i Dag,
Og da vi stod i Vaaben-Brag!
✂
Er ►Fiende-Rosen knap og kold,
I Varighed ►og knap sin Lige
Har, ►immergrønt fra ►Old til ►Old,
Det Naale-Træ i Aandens Rige,
Hvis ►Torne-Løv til Krands er hvast
Men bærer høit hvad ei der brast!
✂ N. F. S. Grundtvig.