↩
►Vi kom til et Vand, der flød en ►Holk,
Det Skib, sagde 👤Theut, monne skjule
►Forældrene nye til alle Folk,
Til Dyr og til flyvende Fugle!
Dem bjergede Gud, af stor ►Miskund,
I Arken, saa kaldes den Færge,
416
(PS)
Da Fiskene, som paa Havets Bund,
Gik over de høieste Bjerge!
Der frelstes i Alt kun fire Mænd,
De havde sig hver dog en Kvinde,
Af dem der paa Jord blev Folk igien,
Hvor de nu er alle at finde;
Der bjergedes ►og med dem et Par
Af alle de Dyr, man vil nævne,
►Af Somme ►end fleer, som ►rarest var,
Og Alt hvad os Gud vilde levne!►
►
►Men, sagde jeg saa, hin sorte Ravn,
Og Duen derhenne med Bladet,►
Hvor kommer de fra, hvem giør de Gavn,
Hvem har dem saa udenbords madet!
Det, mumled min Skjald, er ►
►Odæns Ravn,
►Berg-Elmer han ►stikker histinde!
Ja vist, sagde 👤Theut, du veed hans Navn?
Lad høre, hvad hedder hans Kvinde?
Det veed ikke jeg, men
👤No
hedd han,
Og 👤Sem, 👤Cham og 👤Japhet hans Sønner;
►Han bjerged den Ravn fra Riseland,
12Men ilde den Rovfugl ham lønner,
►Han sagde: see ad, er Jorden tør,
16
(US)
Og bring mig der Bud om tilbage!
Men Ravn slider Liig, nu end som før,
Og kalder det kronede Dage!►
►Saa Duen ei her, hun kommer glad,
Mod Aften tilbage til Arken,
Og bærer i Mund som Brev et Blad
Af hvad der nu grønnes paa Marken!►
Har Skov-Duen ei, i 📌Dane-Land,
Som bygger saa trofast sin Rede,
►Og kurret i Løn for dig et Gran,
Om hvad vel det Blad monne hede?
417
(PS)
Da blussed min Skjald, og mæled høit:
Før I ►finge ►Bogen at læse,
Som drive nu Spot med Daner drøit,
Hvad lugtede da eders Næse?
►Hvad Andet end Liig, som Ravnen sleed,
Og Røgen af brændte Indvolde!►
Vi Daner, om end kun lidt vi veed,
Dog førde lidt meer udi Skjolde!
►Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand,
►Som Katten man træder paa Hale!
►For Tunge ei hold din hvasse Tand,
Om mærke vi skal paa din Tale!
Den Due, jeg meen, saa mange Mil
Vel flyver fra Ege og Graner,
Som ogsaa hun fløi fra ►Bøg og Pil,
Men kurred dog ogsaa for Daner,
Om alle de Folk, paa Jorden boe,
13Som du vel maa vide fuldbedre,
Nedstammer fra ham, du kalder 👤No;
►Thi Daner var ►og vore Fædre►,
Og er det end dumt, vi dog det saae,
►Som Ordet mon lyde fra ►Odæn:
Hvert Æble fuldlangt man trille maa,
Før meer det ei ►smager ad Roden!►
Herover blev 👤Theut i ►Hug saa gram,
Han vilde ei meer mig ledsage,
Naar ikke min Skjald, med alt hans Kram,
I Herberget lodes tilbage!
Deri jeg mig fandt, dog Skjald, i 📌Nord,
►Mon agtes for Konninge-Øie,
►Hvo Fingeren stak, som ►Dan, i Jord,
17
(US)
Har lært efter Folk sig at føie!►
418
(PS)
Om alle ►de Tegn, paa Kirke-Væg,
Jeg hørde da Talerne lange,
Vel stundom lidt tør mig faldt den Præk,
Jeg tænkde: gid det var paa Sange!
Fuldmeget iblandt for mig løb rundt,
Saa ikke jeg kunde det samle;
Dog tykdes mig Alt saa sandt og sundt,
Som fyndigste Ord af de Gamle!
Saa lærde mig da den Bibel-Tolk,
For ►
Bibel
saa kaldte han Bogen,
At kiende ►med Skiel ►et eget Folk,
Som bode langt øster i Krogen;
Saa underligt Folk, saa galt og godt,
Vist haver ei Mage paa Jorden,
Men kjender igjen man Stort i Smaat,
14Man finder vel Frænder i 📌Norden!
►Mig underligst var 📌det røde Hav,
Slet ikke for Bølgerne røde,
Dem kiende vi ►grandt, men for den Stav,
Som der lagde Hjelmene øde!
Der, tykdes mig, klart Guds Haand jeg saae,
Hvor Hyrderne mægted at bunde,
Mens Kæmperne sank som Stene graa,
Og ►ginge med Djærvhed til Grunde.►
Saa ►ganger ►end ►Holk med Lyst i Bad,
Hvor Strøm over Skiærene bruser,
Saa kløves endnu, med Aare-Blad,
Den Bølge, ►Staal-Hamren ei knuser!
Hvad mest jeg besaae, var ►Herrens Huus,
Kong 👤Salomon lod det opbygge,►
Det lignes vel seent med Steen og Gruus,
Enddog ►det er nu kun en Skygge!
419
(PS)
Saa tykdes mig Alt, i Christenhed,
At stile saa smaat, efter Haanden,
Paa hvad ►som en Sky fra Bjerget gleed,
Og ►taarned fuldbradt sig i Aanden!
I Grunden mig var, dog ►kvær jeg tav,
Naar ei jeg med Skjalden var ene,
Den Kirke i 📌Mæntz en Tempel-Grav,
Med deilige Rune-Stene,
Og Paven i 📌Rom, for sig vel god,
18
(US)
Slet ikke med 👤Aaron at ligne:
En ►Ypperste-Præst af Kiød og Blod,
►Som vil os med Haanden velsigne!
Med Tiden, engang, det skeer jo vist,
15Men ikke ved Menneske-Hænder,
At Templet, hos dem, der troe paa 👤Christ,
Haandgribelig stort sig fuldender!
►Det skiønned jeg paa den høire Haand,
Hvor 👤Christi Bedrift var aftegnet,►
Thi Legeme der var ►født af Aand,
Om rigtig hans Æt er udregnet!
►Vel Konger for ham maa bøie Knæ,
►Hvem Englene tjene saa gierne,
Og plantede han paa Jord et Træ,
Maa Toppen vel naae til ►hans Stierne!
Ja Mage til Mand var ei paa Jord,
Og været der har han tilvisse,
Thi, sagde min Skjald, var mit hans Ord,
Da hviled hans Aand paa min Isse,
Og jeg lægger til: var Ordet Løgn,
Som lyder om 👤Christ over Lande,
Da fødes ei den i noget Døgn,
Som finder paa Jorden det Sande!
Han rørde mig mest, ►i Krybben lagt,
►Som Rede gav Himmelens Ørne,
Og saa, hvor han stod, ►i Purpur-Dragt,
420
(PS)
Taalmodig, med Kronen af Tjørne►!
Paa Svøbet dog ei, paa Saar og Blod,
Min Tro og mit Haab tør jeg grunde,
Men kun paa ►det Ord, at han opstod,
Som lyder fra reneste Munde:►
►Fra Munde i Flok, der sang hans Priis,
Naar Hjertet for ham maatte briste;►
Ei kiøber saa dyrt man 📌Paradis,
16
►Af hvem der gav Orme det Sidste!
Ei kunde for 👤Christ de gaae i Død,
►Der saae ham i Hulen begravet,
Var ei han med Glands, af Jordens Skiød,
Opsteget, som Solen af Havet!