Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Kong Harald og Ansgar. Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog til Jubel-Aaret

Dengang, til spæde Planters Ly,
Et 📌Corvei byggedes paa Ny,
I 📌Sachsenland, og did jeg kom
At lære Døbte Christendom;
Men snart Guds underlige Raad
Mig kaldte til en større Daad:
At være mellem Hedning-Folk
Hans Sandheds og Hans Naades Tolk,
Og der, i fyrgetyve Aar,
Jeg lærde, under bange Kaar,
At Mand i al sin Kraft er Muld,
Men Herren stærk, og tro som Guld!
Der kom en Drot fra 📌Dane-Land,
Og blev i 📌Mænz en christnet Mand;
Men Keiser 👤Ludvig og hans Raad
Ei Nogen vidste, som paa Baad,
For 👤 Christi Skyld, den høie Sø
Beseile gad til Daners Øe,
At plante og at vande der
Det lille Frø blandt vilde Træ'r!
Min Abbed 👤Vale kom da nu
Min Agt men ei min Magt i Hu,
Og sagde: jeg en Broder veed,
Som meget vist for 👤Christus leed,
Er from i Sind, og kan sin Bog;
23 Men om han paa saa langt et Tog,
Til vilden Ørk, ad tornet Vei,
Har noksom Mod, det veed jeg ei.
Jeg kaldt da blev, og spurgt dernæst,
Om jeg vel, som en fremmed Giæst,
Var villig til, med Livets Ord,
For 👤Christi Skyld, at gaae til 📌Nord?
Mig tykdes, den ei havde Kaar,
Som troed paa, hvad skrevet staaer:
Hvo over Alt ei har mig kiær,
Og følger tro, er mig ei værd!
Thi tog jeg Korset op paa Stand,
Og loved mig til 📌Dane-Land!
Dog, Lidet selv, end sige Stort,
Langt lettere er sagt end gjort:
Ei tykdes Martyr-Kronens Glands
Mig dyrekiøbt med Torne-Krands,
Men Kiød er Græs, thi sank jeg bradt
Til Jorden, raadvild, syg og mat,
Da paa min Svaghed stormed fast,
Som Fiende-Spot, saa Venne-Last!
Det trindt mig i hver Tone lød:
Din Stoltheds Drøm er vist nok sød,
Da saa, med sælsom Velbehag,
Du vælger mellem Nat og Dag!
Hvo grandsker ud dens christne Tro,
Som higer did, hvor Djævle boe!
Ei tolke Tunger, hvad jeg leed,
Da jeg fra Alt paa Jord mig sleed,
Og Sjælen, trods hvert Baand som brast,
24Dog hængde end ved Støvet fast;
Men Vingaards-Manden, faderøm,
Ei glemde, med sin Godheds Strøm,
Den vilde, dunkle Vingaards-Krog,
Hvor bedende, med Herrens Bog,
Jeg laae, i Hu saa vaandefuld,
Og ønskede mig under Muld!
Sin Engel, i en trofast Ven,
Han sendte mig til Følgesvend,
Og knytted saa, med Hjerte-Baand,
Mit Støv til Støv i samme Aand!
Det lød alt som en Engels Røst,
Fra 👤Ødberts fromme, ædle Bryst:
Ei ene, det forbyde Gud,
Du vandre skal af Riget ud,
Til Hedning-Ørk med bange Kaar,
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Den fromme Sjæl! Han endte snart,
I 📌Paradis, sin Pilgrims-Fart,
Men dog bestandig, til min Trøst,
Det, med den samme Engle-Røst,
End toned under hvide Haar:
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Jeg vandred mangt et mødigt Fjed,
Før jeg indgik til Himlens Fred,
Og sjelden var i 📌Nord min Sti
For Steen og hvasse Torne fri,
Saa stride Taarer faldt, med Skiel,
Paa Daners Mark og 📌Sverrigs Fjeld!
Ja, eengang, med min Bispe-Stav,
25Jeg gik som i min egen Grav,
Gik, nøgen under Jorde-Lin,
Med Aske-Been af Helgen-Skrin,
Misundende hver Skovens Fugl,
Hvert Markens Dyr, sit Hjem og Skjul!
Da brand-gul Viking-Hanen goel,
Og spotted dybt nedgangne Soel,
Som om, med Skade-Blus i Beeg,
Den gyldne Soel af Havet steeg,
Om Midje-Nat, mens Folket sov,
Og Herrens Hus blev Luens Rov!
Ja, det var Prøvelse fuldhaard,
Thi tom var Stadens Høvdings-Gaard,
Omsonst jeg efter Vaaben greeb,
Mens Pilene i Luften peeb!
For nær var Fienden, og for fjern
Al ventet Hjelp til Lande-Værn,
Og mens jeg mægted kun at flye,
Opgik i Røg min Bispe-By,
Var al min Trøst, som Trøst i Grav,
At Herren tog, hvad Herren gav,
Og hvad Han giør, er Alt til Gavn,
Saa evig prises skal Hans Navn!
Ei ene kom den store Sorg:
End Asken røg af By og Borg,
Da Rygtets Fugl, som Natte-Ravn,
Bar Tidende fra 📌Byrkas Havn,
At rygende man skued der,
Af Christen-Blod, det grumme Sværd!
Dertil end bradt det Budskab kom,
26At død var 📌Tydsklands Keiser from,
Og Godset, han mig gav til Lehn,
Af Sønnen, gold som Stok og Steen,
Foræret, som et Venskabs-Pant,
Til Snogen, der sig om ham vandt!
I Nød man Venner kiende skal,
Og aldrig stort er deres Tal;
Thi vendte nu mig Alle Rygg,
Som fulgde mig for Rug og Byg,
For Straale-Kys af Verdens Soel:
For Kannikdom og Bispe-Stol!
Men dog os Faa, som blev igien,
Var Herren lige fuldtro Ven,
Og der Han skabde Sang af Graad,
Da skimted jeg Hans skjulte Raad,
Og vidste, ved Hans Alter, næst,
At sætte hvem Han huged bedst!
O! hvor blev jeg dog sjæle-glad,
Da i sin Bog Han vendte Blad ,
Den store Mester, viis og klog,
Der vender Alt som Blad i Bog,
Og vendte her, i Dødning-Vang,
Vort hule Suk til Fryde-Sang!
Han flytted mig fra 📌Hamborgs Grus,
Til 📌Bremens Gaard og Bede-Hus!
Der fik jeg meer end Bod for Meen,
Med Bispe-Stole to for een!
Der fik jeg baade Sølv og Guld,
Til Avlings-Drift i Dane-Muld!
Der axled jeg Skarlagen-Skind,
27At stædes med for Konger ind,
Og i den Danske Konges Gaard
Mig timedes saa gode Kaar,
At paa mit Ord sig fast forlod
Den gamle 👤Hedrik Eiegod,
Fordi, som Keiserens Gesandt,
Han Løgn ei paa min Læbe fandt,
Og dømde om min Herre hist,
Hvor Han gik frem, kom Svend dog sidst,
Saa Han, langt over hver hans Svend,
Var god at have til sin Ven!
Nu løftede sig, rank i Sky,
📌Vor Frues Hus i 📌Hede-By,
Og liflig over Heden klang
Vor Frelsers Lov i Lærke-Sang!
End tit det mig i Hjerte skar,
At hvor jeg Ordet videst bar,
Der var det plat forstummet nu,
Hos Venner faa med Hedning-Gru;
Thi 👤Gødbert, 📌Byrkas Bispemand,
Ei giæste turde meer det Land,
Hvor han blandt Klipper laae i Bolt,
Og Frænden smagde Staalet koldt!
Gak selv! var alt det Svar, jeg fik,
Af hvem jeg bad, og selv jeg gik!
Kong 👤Hedrik gav mig Skudsmaal godt,
Paa Reisen med til 📌Sverrigs Drot,
Men Mod og Lykke, til den Færd,
Gav Kongen over Himlens Hær!
Han Mod mig gav, som var Hans Skik,
28Mens Kiødet sov, ved Drømme-Blik:
Jeg drømde, at i Hug fuldmod
Jeg var, for hvad mig forestod,
Og mødte, med min Hjerte-Sorg,
En venlig Mand i Konge-Borg,
Som sagde: sørg du kun ei saa,
Gak til Propheten hist i Vraa!
Han kiender Stenen, som du bær,
Han siger sandt dig om din Færd,
Din gamle Abbed 👤Adelar;
Men find ham selv, du Magten har!
Alt mange Værelser forbi,
Jeg kom til det, han throned i,
Jeg kiendte strax hans Blik igien,
Som Blikket af min gamle Ven,
Og kraftelig, foruden Bog,
Han talde saa i Bibel-Sprog:
I Øer! hører, en og hver,
Og mærker, fjerne Folke-Færd!
Ufødt, af Herren, kaldtes du,
Han kom dit skjulte Navn ihu,
Han Mund dig gav, som Klinge bold,
Hans Hænders Skygge blev dit Skjold,
Alt som en Pil, Han kaldte rar,
Han i sit Kogger skjult dig bar,
Og sagde: du min Tjener est,
I hvem Jeg herliggiøres bedst!
Ved disse Ord, med fyrig Aand,
Han strakde ud sin høire Haand,
Der dog, som hindret paa sin Vei,
29Velsignende mig rørde ei,
Skiøndt i det Haab, som dertil kaldt,
Jeg Oldingen til Fode faldt!
Men han blev ved, som skrevet staaer:
Nu Herrens Ord til dig udgaaer,
Du er af Moders Liv min Svend,
Til Lys og Frelsning givet hen,
Som du, for Folk i Tusind-Tal,
Til Verdens Ende være skal!
Ja, dig skal Konger stirre paa,
Og Drotterne skal bradt opstaae,
Naar de paa dig see Æren min,
For Gud at kiende Herren din!
Det Drømmen var, som Haabet gav
Mig til en liflig Vandrings-Stav;
Thi Øerne med Fryd jeg saae
I 📌Dane-Markens Bølger blaa,
Og Verdens Ende, som man tro'r,
Bag 📌Sverrigs Klipper, høit i 📌Nord!
Saa ankred da, med Haab i Stavn,
Frimodig jeg i 📌Byrkas Havn,
Og grunded Kirken der paa Ny,
Skiøndt alle Munde bad mig flye,
Fordi, paa 📌Uplands-Thing, en Skalk
Nys havde, med en Djævle-Kalk,
Forvirret alle Hjerner saa,
At Løgnen fast de troed paa!
Den Løgner hilsde, snedig nok,
Fra Landets gamle Gude-Flok,
At, skiøndt de end var ei saa graa,
30De kunde Alt jo forestaae,
Saa dog, da nu vel Mange fandt,
De trængde til lidt Nyt iblandt,
De Gammel-Erik bød en Plads
I deres himmelske Palads,
Og meende, det var nok saa godt,
At knæle for sin egen Drot,
Som, paa et fiendtligt Herre-Bud,
At ære mest en fremmed Gud!
Det tykdes Folk en ære-Skiænk,
Og Erik kom paa Gude-Bænk,
Og mine Venner raabte: giv
Alt hvad du haver for dit Liv!
Nei, var mit Svar, slet kom jeg hid,
Om for mit Liv jeg gav en Hvid,
Og vilde for min Herre god
Ei gierne vove Liv og Blod!
Kong 👤Oluf, saa hedd 📌Sverrigs Drot,
Mit Ærinde alt vidste godt,
Af Kongens Bud fra 📌Dane-Land ,
Som tro mig fulgde over Strand,
Og hilsde fra Kong 👤Hedrik god,
Det var ham kiært, om 👤Oluf lod
Mig prædike, med frit Forlov,
I 📌Sverrig, som i Dane-Skov!
Alt hvad jeg havde, Smukt og Rart,
Jeg ogsaa holdt for ham uspart,
Men Kongens Svar gik derpaa ud:
Han havde Intet mod min Gud,
Men da hin Vold mod Bisp og Klerk
31Var Kongens ei, men Folkets Værk,
Saa kom og nu paa Menig-Mand,
Og paa Lod-Kastning, Alting an.
Da bad jeg til min Trøst i Nød,
Som styrer Lodderne i Skiød,
Som vender Strøm i Tanke-Sund,
Og lægger Ord i Folke-Mund!
Forgiæves ei til Ham jeg bad,
Thi snart jeg hørde, sjæle-glad:
Lodkastningen i Guders Navn
Faldt ud til Christendommens Gavn,
Og Bonde-Thingets Oldermand
Udbrød: det aldrig skade kan,
Af Godt at have Skieppen fuld,
Og een Gud til, som er os huld;
Thi, blev usaattes vi engang
Med Guderne af gammel Rang,
Saa havde vi i 👤Krist en Ny,
Til hvem om Hjelp vi kunde tye,
Og det en Ny, som har det Lov,
At naar tit andre Guder sov:
I Havs-Nød og al Vaande stor,
Da hjelper han for gode Ord!
Saa blev det da i Loven sat,
At Christendom var frit tilladt,
Og 📌Byrka før jeg ei forlod,
End Kirken alt i Bygning stod,
Og eied Gaard og Grund i By,
Med 👤Eribert til Biskop ny!