↩
Der var ►en Keiser, kiæk og bold
Han foer om Land med ►Herre-Skjold,
421
(PS)
Han vandt saamangen Seier klar,
►At Prisen han for alle bar!
►I 📌Spaniland, ved 📌Ronceval,
Han ►Blaamænd slog i Tusind-Tal,►
Og ►mangen vældig Hedning-Hær
Ved 📌Bloksbjerg segned for hans Sværd!►
Hvert Land, fra
📌Elbens
Mund til
📌Rom,
Var underlagt hans Herredom,
Og, om end haard i Storm og Strid,
I Fred var han dog mild og blid!
Han gjorde Vei i vildsom Ørk,
►Og tændte Lys i Hedning-Mørk;
Saa, naar han hjem fra Striden foer,
Opvoxde Kirker i hans Spor!►
►Han undte hver Mand Ret og Skiel,
Og boglig Konst han fremmed vel,►
Ja, for at lære selv sin Bog,
►Paa Thronen blev han Skole-Pog!
►
👤Carolus Magnus
var det Navn,
Han længe bar til Folke-Gavn;
17Det Navn i Bog kan ei døe hen,
Mens
📌Tydskland
haver Præst og Pen!
►Jeg mindes ►grandt, som fra i Gaar,
Den Herre ►end fra Drenge-Aar;
Jeg saae ham i hans Keiser-Pragt,►
Og tænkte: han har Guddoms-Magt,
Jeg saae hans Glands, men ei hans Støv,
Jeg saae hans Vext, men ei hans Løv,
Og sagde: det er vundet Spil,
Ham Riget hør med Æren til!
Dog snart det over Lande lød:
👤Carolus Magnus, han er død,
Han straaled nys af Sølv og Guld,
Nu ligger bleg han under Muld;
►Af Rigerne, dem Gud ham gav,
422
(PS)
Har Alt i Alt han kun en Grav,
Den seierrige Helt i Slag,
20
(US)
Gud naade ham paa Domme-Dag!
Det gaaer saa daglig til paa Jord:
Een sønderknuses af det Ord,
Der farer tusind Gange Ti,
Kun som et Munds-Veir, let forbi!
Mig var det Ord et Torden-Slag,
Og for mit Øre, Nat og Dag,
Det brused som en Klippe-Elv:
►Græd ei for mig, græd for dig selv!
Gik med den stolte Eeg det saa,
Hvor vil det da med Sivet gaae!
►Fuldsært jeg drømde da, en Nat,
18At, som jeg laae, jeg døde brat,
Men fik et Legem nyt igien,
Og vandred med to store Mænd,
Mig tykdes, under Martyr-Krands,
Jeg saae Sanct
👤Peder
og Sanct
👤Hans!
►
Alt efter Himmelboers Skik,
Vi svæved heller end vi gik,
Og Stien, hvor man snubled ei,
Var lys, som Himlens Melke-Vei!
Med Eet blev Stien dog fuldmørk,
Og Alt omkring os ligt en Ørk,
Alt som naar Himlen, klar og ►feir,
►Mon sortne brat i Torden-Veir!
Ei kunde Haand jeg for mig see,
Og ene stod jeg ►Dage tre,
Som tykdes mig vel tusind Aar,
Saa ►længdes Dag i Skiærsild haard,
423
(PS)
Hvor Mulmet om mig sammenslog,
Og neppelig jeg Aande drog!
Derpaa igjen, med dobbelt Glands,
Jeg saae Sanct
👤Peder
og Sanct
👤Hans,
Og glade, som ►hvem Gud er med,
►End ►fortere vi kom afsted,
►I Lignelse, fra By til By,
Men dog, som det var over Sky,
►Thi hvor vi skimted Folk i Flok,
Det var alt som en Stjerne-Skok,
I ►Folke-Ham, med Lovsangs-Røst,
Der neiede for Soel i Øst!►
I Øster-Lid, hvor Soel opstaaer,
19
21
(US)
Vi kom til ►Lysets Magle-Gaard!
►I Borge-Porten alt paa Rad,
De fir' og tyve Gubber sad,
Som Sancte 👤Hans Evangelist
Henrykt i Aanden saae forvist!►
►Jeg siger sad, ►enddog hvorpaa,
Jeg ingenlunde kan forstaae,
Thi Alt var der, skiøndt
►legem-ligt,
Dog ei som her man finder Sligt,
Saa, med hver Farve og Gestalt,
Var Lyset dog i Grunden Alt!►
►Det Lys-Hav, som en Straale-Elv,
Udsprang af Morgen-Røden selv,
Saa Alt var som en Straale-Krands,
Med ►Regnsky-Buens Farve-Glands,
Og Skikkelser af hvert et Navn
Var Lys i Morgen-Rødens Favn,
►Og hver en Skabning var fuldglad,
Saa Lys og Lov-Sang fulgdes ad!►
424
(PS)
Da randt i ►Hug mig Herrens Ord:
O, tænkde jeg, her
👤Jesus
boer,
Thi, ►i en Lignelse, det gaaer
Grandgivelig, som skrevet staaer:
►Hvad Engle ei udgrandske kan,
►I ham er Alt, og Alt er han!
►Man her ei Soel og Maane seer,
Ei skielner Jord og Himmel meer!
Han er det Lys, med Liv og Ord,
I hvem al Fylde klarlig boer!
20Han er i Alt, som Liv og Aand,
Og holder Alt dog i sin Haand!
Han føder her, og favner hist,
Thi hans er Kraften først og sidst!►
Som nu jeg stod, og stirred fast
Paa Kilden til hvert Straale-Kast,
►Af Herlighedens Glands udfoer
Saa dybt og sødt og klart et Ord,
Som man sig tænke kan
►det Bliv,
Al Verden skylder Lys og Liv;
Og Guddoms-Ordet lød: far hen!
Men kom saa hid til mig igien!►
Med Suk, men dog med salig Trøst,
22
(US)
Jeg lød den klare Guddoms-Røst,
Der sendte mig fra Glædens Sal,
Dog kun som Bud, til Graadens Dal,
Ledsaget did, hvor før jeg var,
Af ►samme store Helgen-Par!
►Ei mindste Ord af dem jeg fik,
Men dog saa ømt et Engle-Blik,
Som Moder fæste kan i Løn
Med Fryd paa sin eenbaarne Søn,►
425
(PS)
Og dette Blik, med Haabets Ord,
Var al min Trøst paa denne Jord!
Dog, tit endnu, med Gysen kold,
Jeg tænkde: ►Død er Syndens Sold,
Til klart det mig i Drømme blev,
At
👤Jesus
siger: Dødning! lev!
Den Drøm mig aldrig gaaer af Hu
Fra jeg den havde, mens endnu
21Jeg i det gamle
📌Corvei, ung,
Gik Skole-Veien tør og tung!
►Ved Sancte Peders Huus saa ►boldt,
For Peblinger jeg Skole holdt,►
►Og drømde, at, paa Knæ i Kveld,
Jeg bad i ►
Døberens Capel,
Hvor det var mig en daglig Skik,
Naar Skolen til og fra jeg gik,
At hvile underveis i Løn,
Og samle Kraft i stille Bøn!
Da pludselig, mig tykdes, saae
En Jødisk Mand jeg for mig staae,
Men høi og rank og himmelskiøn,
►Med Glands som den eenbaarne Søn,
Saa flux jeg knæled for hans Fod,
Som
👤Jesus Christus
for mig stod!
Stat op! saa lød hans Almagts-Ord,
Og som en Pil jeg bradt opfoer,
Men slog til Jord dog Øiet ned,
For Synet af hans Herlighed!
Da lød det mildt: bekiend dit ►Meen,
At, Synder, du kan vorde reen!
Ak, sagde jeg, min Daarlighed
Ei skriftes kan, ►som Du den veed!
Ja, Alt jeg veed, saa lød hans Svar,
23
(US)
Men skrifte skal dog ►aabenbar
For mig hver syndig Mand paa Jord,
426
(PS)
Om han vil renses ved mit Ord!
Jeg ►lød, og hørde da: ►frygt ei!
Din Synde-Skyld udsletter jeg!►
22Som Drøm det store Syn forsvandt,
Men Trøsten, jeg i Søvne fandt,
Hvor end jeg vanked, fulgde med,
Og svigted ei paa Gravens Bredd!