Grundtvig, N. F. S. Zions Sang






I

📌Zions Sang.

1

Tør end Nogen ihukomme
Hjertets søde Morgen-Drøm,
Mindes, trods al Verdens Domme,
📌Zion med en Taare-Strøm!
Mægter Nogen end at stemme
Harpen dybt til Orgel-Klang;
Vover Nogen end at nemme,
End at kvæde 📌Zions Sang!

2

Ja, saalænge Hjertet banker
Kjærlig i en Christen-Barm,
Rinder og med Himmel-Tanker
Over 📌Zion Taaren varm,
Og saalænge for Guds Throne
Høres Seraph-Harpers Klang,
Skal i 👤Christi Kirke tone
Taareblandet 📌Zions Sang.

3

Trodser kun, I Kirke-Fiender!
Larmer kun, I 👤Edoms Børn!
Laver kun, mens Taaren rinder,
Gjæstebud til Ulv og Ørn!
Tone over eders Grave
Skal dog 📌Zions Fryde-Sang,
Og, er Harpen i Ulave,
Læmpes til Basune-Klang!

4

II Samler eder tæt om Bjerget,
Alle 📌Zions Døttre smaa!
Har end Fienden Sletten hærget,
Herrens Bjerg han dog lod staae;
Blev end Steen paa Steen ei levnet,
Hjørne-Stenen laae dog fast,
Blev urokket og urevnet,
Mod den alle Vaaben brast!

5

Taare-Sky! ei saa Du hænge
Over Bjerget sortegraa!
Skil Dig ad, lad Straalen trænge
Ud dog under dunkle Braa,
Saa vi skue den Sky-Klædte,
Med sin favre Regnbu-Krands!
I et Øie bedre stædte
Herren aldrig Sole-Glands!

6

Da skal løses brat vor Tunge,
Som forstummed under Graad,
Om den Ædelsteen at sjunge,
Som det var Guds vise Raad,
Til en Grundvold klar at lægge
I det prude 📌Zions-Slot,
Som har Himlen til sit Dække,
Og al Fiende-Magt til Spot!

7

III Ja, paa Ham vi kaste Sorgen,
Som og Synden for os bar,
Høit om Syllen og om Borgen
Sjunge vi med Stemme klar,
Og i Herrens Vingers Skygge,
I en gylden Aften-Stund,
Under Sang vi atter bygge
Paa den gamle Klippe-Grund!

8

Ei mod Stjernerne sig høine
Denne Gang skal Spir og Taarn,
Hyttelavt, i Verdens Øine,
Bygges nu, imod tilforn;
Saa vi efter Ham os føie,
Som har sagt, Han vilde boe,
Hvor sig Stjerner for Ham bøie,
Og hvor blye Kiær-Minder groe!

9

Huset med de høie Sale
Tømres kun af Skaber-Haand,
Skal fra Himmelen neddale,
Som til Støvet Herrens Aand;
Vi af bløde Bøge-Stammer,
Under Nattergale-Sang,
Bygge kun et Kirke-Kammer,
Til en himmelsk Alter-Gang!

10

IVVerdens Store, Vise, Bolde
Vil vor Hytte vel forsmaae,
Men den Største vil dog holde
Nadver i den ringe Vraa;
Tidlig Han sig myg har krummet,
Barneglad i Moder-Skiød,
Han, som laae i Krybbe-Rummet,
Vil med os og bryde Brød!

11

Stald for Asen og for Oxe
Var Hans første Sal paa Jord:
Vorder smaa! at I kan voxe,
Var Hans dybe Viisdoms-Ord.
Verdens Høihed, Pragt og Glimmer,
Derpaa slaaer den Herre Vrag,
Bukker smilende sig immer
Under Hyttens lave Tag!

12

Thi skal Herligheden vorde
Større i det snævre Huus,
End i det med store Gaarde,
Som nedsjunket er i Gruus;
Hans er Sølvet, Hans er Guldet,
Jord og Himmel, Alt er Hans,
Kun i Ham forklares Muldet
Med en evig Sole-Glands!

N. F. S. Grundtvig.