Grundtvig, N. F. S. Nyaars-Morgen. Et Rim

Fortale

✂ ►Nyaars-Morgen blev skrevet hen over sommeren 1824, og fortalen er dateret den 12. august. Grundtvig giver selv en biografisk nøgle til ►Nyaars-Morgen ved i fortalen summarisk at gennemgå sit livs og forfatterskabs bane fra ca. 1806 til 1824, et tidsrum, han kalder sine atten “Prøve-Aar” (s. XVII). Han giver dermed et ydre omrids af det livsforløb, der i digtet fremstilles billedligt og symbolsk. Grundtvig dvæler især ved det ovenfor beskrevne forløb og udlægger dramatisk, hvordan hans liv under arbejdet med at oversætte 👤Saxo og 👤Snorre førtes længere og længere ind i et mørke og en isolation, som han beskriver som en tredobbelt død: Først døde han poetisk (dvs. han oplevede en sproglig krise i forsøget på at give de gamle skrifters døde sprog et levende udtryk), så historisk (dvs. han mistede forbindelsen til sin samtid), og til sidst døde han “hjertelig” (dvs. følelsesmæssigt) (s. XI). Omslaget kom, da han blev kaldet til præst, først i Præstø og senere i hovedstaden, hvor han kunne forkynde “i den Bye, hvorfra Vantroen udbredte sig over Landet” (s. XII). Et håb blev tændt i ham i forbindelse med adventsprædikenen i 1823 (se ovenfor), og da han ved sommertid greb digterpennen, oplevede han et afgørende gennembrud: “da følde jeg først, liflig gjennemglødet, at for mig var oprundet en velsignet Nyaars-Morgen i Skjær-Sommer” (s. XV). Grundtvig beretter videre, at han midt i denne glæde (formentlig i slutningen af juni eller begyndelsen af juli 1824) modtog 👤Ingemanns ►Waldemar den Store og hans Mænd, som han, trods sin utilfredshed med 👤Ingemanns negative vurdering af 👤Saxo, oplevede som en bekræftelse af sin egen bestræbelse på at genoplive Danmarks og Nordens heroiske fortid (jf. også brevene mellem de to fra juli måned, ►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 12-23).

✂ Det store mål, der foresvæver Grundtvig, er “Oplivelsen af Nordens Helte-Aand, til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane” (s. XVIII). Troen på at dette mål kan indfries, finder han i sin overbevisning om, at hele menneskehedens historie som en “Guds Finger” (s. XVIII) peger på Norden som stedet for en kristelig opvækkelse. Grundtvig erklærer også sin tro på, at “Danmark er Historiens Palæstina” (s. XIX), der kun kan opfylde sin historiske mission ved at tilegne sig sine forfædre på samme måde, som de hedningekristne i 👤Kristus tilegnede sig 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob. Det er et håb, som Grundtvig betragter sig selv som bærer af, fordi danskheden i ham er “historisk indpodet” (s. XX), men det omfatter også Norge, som Danmark havde mistet i 1814. Grundtvig er så at sige kanal for håbet, og dets indløsning ser han ligefrem i en sammensmeltning af sig selv og “det Danske Hjerte-Folk” (s. XIX). ►Nyaars-Morgen er det storladne udtryk for denne ambition.

✂ Karakteristisk for den begejstrede stemning, der hersker i fortalen, er de mange ord, der angiver en ny begyndelse. Ud over selve digtets titel, er det ord som “Morgen-Følelser” (s. IV), “Morgen-Hilsen”, “Morgen-Psalme” og “Morgen-Drømme” (s. XVI), men også ordene håb/håbe forekommer mere end en snes gange. Grundtvig kontrasterer desuden løbende sin egen følelse af opvågnen og nyt liv med samtidens ligegyldighed og åndløshed. Han spiller adskillige gange på ordene rimeligt/urimeligt ved udsigten til rimets (dvs. digtets) modtagelse i samtiden.

✂ Fortalen rummer desuden nogle interessante forvarsler om Grundtvigs eget senere virke, fx foregriber han sin egen fornyelse af salmegenren (s. XVI). Hans ønske om “en lille Kreds af venlige Medarbeidere” (s. XVIII) til at hjælpe sig fik desuden kort efter sin opfyldelse i arbejdet med ►Theologisk Maanedsskrift, hvis første hæfte udkom i marts 1825 med Grundtvig og 👤A.G. Rudelbach som udgivere og 👤J.C. Lindberg som fast medarbejder. Endelig peger det nævnte arbejde med et forsvarsskrift for kristendommen, som også nævnes i fortalen, frem mod ►Kirkens Gienmæle fra september 1825.

✂ Det følgende handlingsreferat af ►Nyaars-Morgen følger den opdeling af det digteriske indhold i ti afsnit, som Grundtvig selv angav i førstetrykket ved hjælp af skillestreger. De ti afsnit blev af 👤Svend Grundtvig i 1883 forsynet med romertal, ligesom han tilsatte fortløbende strofetal i ►Poetiske Skrifter (Grundtvig 1883, bind 5, s. 152-270). I forskningen har der desuden med tiden dannet sig en tradition for at omtale de ti afsnit som “sange” (første gang brugt af 👤J.H. Monrad i ►1896), og det er også fulgt her. Parafrasen af de enkelte sange støtter sig navnlig til ►Grundtvig 1901, ►Auken 2005 og ►Nyegaard 2007.

Første sang

✂ Første sang, der dækker stroferne 1-20, indledes med et “Guds Fred!” til folkene i Danmark og Norge og følges af et “God-Morgen!” (strofe 3), der sætter scenen for et fredfyldt morgengry midt i den nordiske natur ved skov, fjeld og strand. Forud for denne harmoni er gået en voldsom nattekamp, der beskrives i apokalyptiske billeder som en kamp mellem lys og mørke, mellem ►Mikael og dragen (►Åb 12,7). Digteren er i tvivl om, hvorvidt han selv har været vågen eller har drømt i løbet af natten, og aner i det hele taget kun dunkelt den virkelige karakter af det, der er passeret (4-6). Han er dog forvisset om, at dagen nu har sejret over natten, og udråber sin lyst til at “sjunge” i den anledning (7-8). Han tiljubler i sin glæde solen (herunder evighedssolen, 👤Kristus), månen (herunder dens afglans: Guds menighed) og stjernerne, som de stod ved altings begyndelse i tidernes morgen (9-13). Han påberåber sig desuden ►Mimer (historien), ►Sleipner (poesien) og “Old-►Brages Tunge” (de nordiske mytekvad) som erkendelseskilder, der skal hjælpe ham med det dagsværk, han nu vil kaste sig ud i (15-17). Hvordan det vil gå, om han også vil høste, som han har sået, kan kun åbenbares i og med tiden (20).

✂ De følgende otte sange udfolder derefter den forudgående natlige kamp og former sig dels som et selvmytologisk tilbageblik på Grundtvigs livsbane i årene 1806-1824, dels som en rejse i Danmarks historie.

Anden sang

✂ Anden sang (strofe 21-36) er et tilbageblik på Grundtvigs såkaldte asa-rus, dvs. årene 1806-1810/11. Sangen foregår i vinterkulde og nattemørke, en stærk modsætning til den indledende idyl, og former sig som en drøm.

✂ Digteren beskriver sig selv som en udstødt og ulykkelig, der befinder sig på gravens rand (22-23), da ►Odin pludselig dukker op og tager ham med på den mytologiske hest ►Sleipner (24). Dette billede har sit forlæg i 👤Saxos sagn om ►Hadding, der, inden han blev konge, blev indbudt af ►Odin til en rejse over havet. De rider over bølgerne til en sal i et fjeld (25-26), hvor ►Odin giver Grundtvig et bæger mjød til at drikke ►asernes skål. Dette løser Grundtvigs tunge, han bliver nordisk digter og kan synge de gamle heltes pris (27). ►Odin tager ham derpå med tilbage, udstyrer ham med sværd, hjelm og skjold og gør ham opmærksom på, at han nedstammer fra selveste ►Palnatoke. Dette indvier ham samtidig i kristendommens forhold til asalivet (28-29). Disse strofer og de følgende er symbolske omskrivninger af udviklingen i Grundtvigs overvejende norrønt orienterede forfatterskab i den pågældende periode. Han når frem til den foreløbige erkendelse, at de nordiske myter er en genspejling af kristendommen, men at de ikke rummer hele sandheden (36).

Tredje sang

✂ Det næste tilbageblik er på overgangen mellem det, digteren selv betragter som sin mytologiske og teologiske periode, dvs. tiden omkring det kristelige gennembrud i 1810/11. Tredje sang (strofe 37-76) er da også fyldt med kristne referencer og med mere eller mindre skjulte bibelhenvisninger.

✂ Mindet om sit åndelige gennembrud har Grundtvig endnu præsent, det er ikke bare en drøm, men en endnu levende strøm i ham (37). Opvækkelsen blev dog indledt af et omfattende sammenbrud (i december 1810), der skildres som en forstødelse af langt værre karakter end den, der blev fremmanet i anden sang. Han følte sig forstødt af Gud og gøs i fortvivlelse over sin egen kulde (39). Han følte smerteligt, hvad det vil sige at have lys uden varme, og forsøgte forgæves på at omskabe sig selv ved egen kraft (41). I denne fortvivlede situation trådte Helligånden frem i egen person (42), og i stroferne 44-53 taler Ånden direkte til Grundtvig. Ånden tugter ham for hans selvbestaltede omvendelsesforsøg og trøster ham ved at føre ham til alters og døbe ham. Grundtvig pålægges derefter at gå ud og forkynde Ordet og at udråbe, at hele verdensforløbet i sidste ende er til 👤Kristi ære. Han må gerne beskæftige sig både med historien og myterne, bare han ikke lader sig forvirre og tager skinnet for sandheden.

✂ Dernæst følger en beskrivelse af, hvorledes Grundtvig påbegyndte sin kamp for at genoplive den lutherske reformation bl.a. ved at understrege 👤Luthers umistelige arv: det rene Guds ord, den nye kirkeorden, salmesangen, lærebogen, menigheden og nadverbordet (54-67). Resten af sangen (68-76) beskriver, hvilke virkninger Grundtvigs forkyndelse fik i ham selv. Når han som “👤Luther hin lille” læste i ►Bibelen, steg et lys op af ordet, og duer med dannebrogsfarver dalede ned over ham (68-69). Han modtog syner, der både pegede frem mod en kristen fremtid og tilbage mod Nordens fortid, og han indså, at hans opgave især var at hæve de skjulte skatte i Danmarks historie. Dette resulterede i ►Roskilde-Riim (76), der blev skrevet i 1812 og udgivet i 1814.

Fjerde sang

✂ Fjerde og femte sang beskriver omorienteringen i Grundtvigs forfatterskab o. 1815, dvs. overgangen til det, han kalder sin historiske periode.

✂ Fjerde sang (strofe 77-98) indledes med, at digteren på ny får besøg af Ånden i skikkelse af en (igen dannebrogsfarvet) due, der bebrejder ham hans utidige 👤Luther-identifikation. Den befaler ham i stedet at vende sig mod arbejdet med den danske og nordiske historie og i øvrigt holde sig vågen og beredt for åndens forklarelse (77-80). Herpå følger et optrin, der har karakter af en Jakobskamp (►1 Mos 32,25-30) og indledes med, at digteren griber duens vinge, da den er på vej væk (81). Han fremfører et længere forsvar for sin kamp for kristendommen og Nordens genoplivelse, som nok udsprang af menneskelig fejlbarlighed, men dog byggede på ►Bibelens ord (82-94). Duen svarer, at han gerne må fortsætte sin kristelige tale, men at det var bedre, om han kunne tie stille (95). Duen giver så digteren det løfte, at den duefjer, han står med i hånden, skal være et tegn på, at han gennem digtningen skal udfolde Åndens budskab (96-97). Men da duen letter og flyver bort, er alt blevet nat; en vinter har lagt sig over jorden, og den beskrives som selve ►Fimbulvinteren, der varsler ►Ragnarok (98).

Femte sang

✂ I femte sang (strofe 99-139) indbydes digteren igen (jf. anden sang) til at tage en rejse med ►Odin (101), her også kaldet “►Norne-Gjæsten” (104). De rider sammen på ►Sleipner til Mikaelshulen ved Nordsjø i Telemarken, hvor der i middelalderen var indrettet en art kirke indviet til ►Sankt Mikael (105). ►Odin fortæller ham, at dér vil han finde de gamle nordiske helte gravet ned (107), og mens digteren indsamler støvet af heltene, ser han som i drømme de gamle konger leve op for sit blik (109-110, der giver en slags overblik over ►Norges Konge-Krønike). Da ilden i hulen blusser op, ser han imidlertid, at de blot er livløse skygger (111). Derpå kommer en kvindeskikkelse digteren i møde (112); hun er Vor Moder, den personificerede Danmarkshistorie, og tager digteren med ud på endnu en rejse. Denne rejse trækker ligesom rejsen med ►Odin på 👤Saxos ►Haddingsagn (jf. ►Auken 2005, s. 395).

✂ Vor Moder og digteren påbegynder nu en nedstigning gennem et tågedække (115), forbi døde mænds stier (116), en række kongestøtter (117) og den mytologiske flod ►Slid (118), ved hvis bred helte afholder kamplege (119). De rejser videre over bjerge og kommer endelig til en egn, “de Levendes Land”, hvor Vor Moders vugge er placeret (122). Adgangen til vuggen er imidlertid spærret af en høj mur af is (123 og 126), som Vor Moder først prøver at nedbryde vha. en hammer af guld (124-128) og derpå at forcere ved hhv. at springe over den og finde vej gennem den ved at gøre sig lille som en bi (130). Begge forsøg mislykkes. Først da hun vrider hovedet af en hane og kaster det over muren, sker noget: Hanen begynder at gale på den anden side af muren, og ismuren smelter (134), ligesom en række andre underfulde ting indtræffer (132-133 og 136-138). Sangen slutter med forjættelsen af det åndelige fællesskabs virkeliggørelse (139).

Sjette sang

✂ Hvor begivenhederne i femte sang indtraf “lignelseviis” (123), dvs. symbolsk, er vi i sjette sang (strofe 140-168) tilbage i digterens biografi, i årene med de store oversættelser, der var rettet mod den åndelige vækkelse af det nordiske folk.

✂ Opgaven bestod i at hente arven fra fædrene i fortiden op fra glemslens mørke i ►Hel (141), en opgave, som Grundtvig modstræbende tog på sig af fædrelandskærlighed (142), fordi han indså, at det ikke er nok kun i ånden at besøge fædrene (143). Selv om den i sig selv var skøn, var en ►Haddingrejse ikke fyldestgørende (144), og selv om det var en lykke at kunne pege på Danmarks glemte guld med digterstaven, er det ikke nok, hvis det ikke bygger på Kristi ånd og ord (145-147). Grundtvig troede selv i sin tid, at han kunne nøjes med blot at pege på den skjulte skat (149), men hverken hans ►Heimdal ("Bølgernes Søn") fra 1815 eller ►Danne-Virke 1816-1819 havde vækket folket (152). Digteren trøstede sig med, at digtekunsten ikke kun er spildt møje, at den med tiden vil vise sit værd (153-157), men denne trøst fik sit grundstød af hans tiltagende isolation: “Jeg talde tilsidst med mig selv!” (158).

✂ Med endnu en allusion til ►Haddingsagnet går det nu op for digteren, at han selv må spille hanens rolle for at genskabe forbindelsen til den historiske arv. Den død, som Vor Moder viste ham i femte sang, må han selv personligt stå igennem, konkret ved at begrave sig i bøgerne og de store oversættelser (159-160). I de følgende strofer angriber Grundtvig samtidens lærde, der ikke har vist sans for hans arbejde og dets mål (161-163), men indser, at den slags er frugtesløse anstrengelser (164-165). Sangen slutter med en lovprisning af Gud, der førte ham med sin finger og sendte sit lys, så Grundtvig kunne se sig om i dødsriget (166-168).

Syvende sang

✂ Syvende sang er digtets længste og dækker stroferne 169-221. Den gennemløber hele Grundtvigs livsbane fra barndom over ungdom til digtets nutid og munder ud i hans forsøg på med oversættelsesarbejdet at genoplive den fædrene arv ved hjælp af gendigtning på et folkeligt tungemål.

✂ Indledningsvis lyder der en “folke-lig Røst” (169), som antagelig er en hentydning til ►Saxo-oversættelsen. Denne røst havde i 100 år ligget gemt som vintersæden (170) og kun svagt givet sig til kende i folkesagn om trolde og genfærd (171) og i de salmer, som digteren havde hørt i sin barndom på Sjælland og i Jylland (172-173). Efter i sin ungdom at have foretrukket tonen i de oldnordiske kvad og myter (174-175), fik han igen øre for fædrenes salmer og med dem “Hav-Fruens Stemme” (176-177). Med en henvisning til et digt af 👤Jørgen Sorterup (som Grundtvig skrev om i ►Idunna og ►Nytaarsnat, begge fra 1810) tog en tordnende stemme ordet, som lød til digteren, da han blev kristeligt vakt i 1810/11. Stemmen (178-185) varslede en fornyelse af modersmålet, der beskrives som en klædning bestående af tre elementer: skoven, havet og klinten (178-179). Håbet om en fornyelse forliste imidlertid, fordi grobunden var gold (181), og stemmen udmaler, hvordan ►Dana (personifikationen af Danmark) åd sit eget foster (183), hvilket gør håbet om de dødes genopstandelse til en gru (184-185). Stemmens domstale suppleres af et spinkelt håb om, at barnet endnu lever (187), men frygten overdøver håbet (188).

✂ Så vågner tanken i digteren (o. 1815) om at tale til folket i en anden tone og med midler, som tidligere havde vækket “Den Frue i Nord” (189), dvs. ►Dana eller Vor Moder. Han gemmer sværdet af vejen og benytter i stedet nåle, i betydningen: viddets nålestik (191-192), og søger tilbage til 👤Peder Laales og 👤Peder Syvs ordsprog samt til “Broder i Soer”, som er en henvisning til ►Den danske Rimkrønike (193-194). Her finder han ikke alene nåle, men også sansen for det folkelige sprog, og han indser, at det talte sprog må løsrives fra sin binding til det skrevne (194-195). Vor Moder taler jo, som bonden altid har gjort (196), så den, der vil tale til folket, må derfor benytte folkets eget sprog og ikke lærde vendinger (197-199). Digteren sammenligner herefter sin brug af det jævne folkelige sprog med det at trække furer i havet med en “Plovstav”, der trækkes af stude, ligesom i ►Gefion-myten (200-201). Med en drejning af et ordsprog hos 👤Peder Syv udtrykkes overbevisningen om, at selv om der ingen umiddelbare spor er i havet efter slagene i Øresund, skal der nok i længden, trods den foragt digteren mødes med, vise sig følger af det folkelige sprogs genoplivelse, og han varsler til formålet en højskole i Lund (202-203). De følgende strofer er variationer over digterens forsvar for at benytte den folkelige og ikke den høje stil og har bl.a. brod mod den lunkne modtagelse af Grundtvigs ►Saxo-oversættelse i samtiden (204-211).

✂ Med sukkende hjerte tager digteren så fat på oversættelsesarbejdet, men går i stå mod slutningen (212); en tilstand af udslukthed tager over, og han må ty til forstandens hjælp, da ånden slipper op (214). Den lærde samtid beskrives som sovende (215), og han selv mister helt lysten til at digte (216-217). Disse strofer beskriver tiden omkring 1819, et lavpunkt i Grundtvigs liv (jf. fortalens omtale af, hvordan han døde tre gange). Da han igen begynder at mærke ånden røre på sig, bliver det alligevel ikke til noget (218), men da han gnaven lægger pennen fra sig, kommer morgenrøden ham pludselig i møde (219). Det er formentlig en henvisning til selve inspirationens øjeblik i forsommeren 1824 (disse to strofer citerer Grundtvig i ►Mands Minde 1877, s. 457). I det øjeblik løstes hans gåde (220), og sangen slutter med et eskatologisk billede, der griber tilbage til strofe 211 (fiskene, der bliver til fugle, jf. ►Matt 4,18-22) og udtrykker forvisningen om, at dødssukket til sidst skal forvandles til svanesang (221).

Ottende sang

✂ Ottende sang (strofe 222-258) uddyber på én gang opdagelsen af det folkelige fællesskab og Grundtvigs begejstring for 👤B.S. Ingemanns episke digt ►Waldemar den Store. Det indledes med digterens sidste minde: tonerne af en strengeleg, der kundgør, at danerne vil vågne på ny (222). Strengelegen er 👤Ingemanns digt, som Grundtvig betragter som en genoptagelse af 👤Saxo og 👤Absalons bestræbelser (226-229), og 👤Ingemann selv dukker op i sangen i skikkelse af en svale (230).

✂ Svalen, der hidtil har været ene, men nu kommer i selskab med de gamle genoplivede helte, er tegn på en herlig sommer og en livgivende varme, og 👤Saxos arvtagere skal nu samle sig om 👤Absalon og forsvare ►Dana (231-235). Med et lån fra 👤Saxo berettes det, at kongedatteren ►Sigrid nu er blevet udfriet fra sit fængsel i en bjerghule, og hendes hår, der før var bundet op i en knude, nu er redt ud igen (236-237). Med referencer til ►Det gamle Testamente forkyndes endnu en gang en herlig sommer og det dødes genoplivelse (238), der i et stort poetisk billede udlægges som en frugt af kristendommen: Herren har sendt vand fra paradisfloderne til Danmarks kyster (239), fordi havfruen (dvs. Danmarks eller folkets sjæl, se ►Toldberg 1950, s. 191-201) tog imod dåb og nadver og troede Guds ord (239-241). Kristendommen skal blomstre i landet, ligesom vinranken snor sig om bøgen, fordi havfruen fra begyndelsen, i stedet for det faste land, søgte de levendes land (242-243) og den rullende bølge derfra, på samme måde som stamfaderen 👤Noa gjorde det i syndflodens og pagtens dage (244-247).

✂ I lyset af dette tydes havfruens gåde til trøst for hendes børn, som på dommedag skal løftes op, mens jorden lutres (248). Med sine brødre lyttede hun til ►Bergelmers søns sange (►Bergelmer er den norrøne pendant til 👤Noa), som vakte hendes længsel efter at flyve over havet for at finde sit sande hjem (249-250). Havfruen fik da vinger og indledte en flyvetur, der ledsagedes af 👤Noas påmindende hvisken, først til et sted med druer, dvs. Middelhavslandene (251-252), så mod vest og nord, indtil hun standsedes af grå isklipper (253-254). Hun søgte da mod øst og fandt en ø med bølgende skove, blomstrende enge og fuglesang ved bælt, klint og strand (255-256). Hun opdagede, at det var Sjælland, hun var nået til, og her fandt hun sit foreløbige paradisiske hjem, hvor hun vil svømme som en svane i fjorden, indtil hun ser himmelblå telte i de levendes land, dvs. indtil hun engang hæves op til himlen (257-258).

Niende sang

✂ Niende sang (strofe 259-296) begynder med digterens henvendelse til sine landsmænd: hvis de ikke nu forstår ham, så har han sit fædreland blandt de døde under jorden (259), og hvis de ikke nu ser den dybere betydning af bølgen (historien) og øen (hjemmet midt i tidens strøm), så har han sunget forgæves om kjortlen, der består af skoven, havet og klinten (jf. 179), dvs. det fornyede modersmåls bestanddele (260-262). I så fald må han flyve bort til et sted, hvor man har øre for hans salmer (263); dér vil Gud gøre ham til et folk, der har sans for det nordiske (264), og dér vil håbet og salmesangen aldrig forsvinde (265). Men hvis han udvandrede, ville han svigte sin opgave, hvilket beskrives med eksempler fra nordiske myter og sagn: Han ville blive en enlig forpost som ►Heimdal (266), som en ►Palnatoke i Jomsborg og en halvbroder til ►Loke (267), og han ville svigte sit fædreland (268). Sammenligningerne fortsætter: Han ville blive som en anden ►Jørmunrek, der byggede et vikingeskib og stak til havs (269-270), han ville huse ►Bikke i sit bryst og få ►Svanhilds brødres hævn at føle (271-272). For ikke at udsættes for alt dette er han blevet ved sin kerte, har fortsat sin nattegerning og sunget klagesange som ►Gudrun, ►Svanhilds mor (273). Og nu vil han ikke spilde flere kræfter, derimod opbyde sine sidste, så må det briste eller bære (274-276).

✂ Digteren overvejer, hvor han nu skal vende sig hen, og erindrer, hvordan han som barn hørte sang, han aldrig vil glemme, og hvis salmetone han nu må videreføre (277-278). Det var barnepigen 👤Malene ("Gold-Ammen"), der sang for ham i barndomshjemmet, hvor hans far tog sig gavmildt af alle uanset stand (279-282). 👤Malene brugte også fyndige ord og gamle vendinger, som digteren tog til sig (283) og brugte i sit arbejde med at hæve den fædrene skat (284). Denne skat foragtes stadig, men digteren har bevaret den takket være mindet om 👤Malene, og han bringer sin “Sprog-Mesterinde” tak i hendes grav (285). Hvis ikke det er en glæde at synge de gamle helte op af graven, om de så kun går på krykker (286), og at vogte de små og føre dem sammen “Ved gammeldags Tale” (287), så var digterens gerning forbandet og forgæves (288).

✂ De negative tanker skydes herefter bort, og digteren trøster sig ved, at der endnu banker et hjerte i “Hav-Fruens Hjem” (289). Hjertet tilhører 👤Ingemann, der anerkender Grundtvig som en broder og får ham til trods alt at betragte Danmark som sit fædreland (290). De vil dog forlade landet sammen, hvis man ikke længere vil lytte til 👤Ingemanns toner (291), men den sorg skal de ikke gøre Danmark ("vor Moder"), der har sørget længe nok med dem begge (292). Digteren er derfor nu overbevist om, at han skal blive i Danmark, Vor Moder er atter vågnet i hans bryst, og han har, med en våbenskjoldsmetaforik, set sund og bælter som de tre “himmelblaa Løver” (293), der hilser ravhjerterne på Møns Klint (294). Løverne beder 👤Ingemann om at bade ravhjerterne i Sorø Sø, hvilket vil få ►Vølund (dvs. 👤Oehlenschläger) til at gøre et smykke af dem, som ►Freja skal bære, når hun genforenes med ►Othar (295). Løverne selv skal (formentlig sammen med Grundtvig) bekæmpe hedningerne på Arkonaborg på Rügen (296).

Tiende sang

✂ Tiende sang er digtets korteste (strofe 297-312) og er en tilbagevenden til begyndelsessituationen. Der indledes med tre strofer, som er næsten identiske med strofe 1-3: Guds fred lyses atter over Norden (297-299), hvorefter Ånden tager ordet og beholder det digtet ud. Ånden byder digteren at forkynde, at der nu vil dannes en klangbund i menneskene (300); at Dannebrog skal vaje over Danmark (301); at den forfaldne kirke skal genrejses i Norden og dens lys skinne klart (302); at menighedens sang skal genfødes som ►fugl Føniks af asken (303) og erstatte tidens “ranglende Bjelder” (304); at åndløs ‘vidskab’ snart skal vige for lyset (305), og at skolen vil vågne til nyt liv (306). Enhver skal nu høste, som han har sået (307); den, der kun søgte den ydre skønhed (blade og blomster), vil høste “Skyggen af Pragt”, og den, der har hobet korn op i sin stald, må leve på den hårde klippe, mens den, der såede i håb om Guds nåde, skal få en rig høst (308). Efter høsten kommer en vinter, men endnu er det lunt (309), dog til sidst vil der komme en juletid, hvor det fryser så meget, at man må flygte til et beboeligt sted, ligesom digteren selv har drømt om (310-311). Men alt imens markerne bølger, fuglene flyver over skoven, og folk har sans for krøniken, skal der lyde et Guds fred! over folket i Norden (312).