↩ Jeg frygter imidlertid lige saa lidt i denne som i nogen Henseende for en ►billig Efterverdens Dom, som er det eneste Jordiske, Skribenten, der kiender sit Kald, maa have for Øie. I Bevidstheden af, at have med Glæde ►opbudet alle mine Kræfter, for at skiænke Fædrenelandet sin Krønike saa dansk, saa livlig og fyndig som mueligt, kan jeg rolig ►oversee deres Dom, der ei engang i de gamle Dages Røst, som skulde forene os, vil have Modersmaal tilfælleds med 📌Dannemarks Folk. Med al den Opoffrelse der stod i min Magt, tjende jeg, vel i Skrøbelighed, men derfor ei uden Kraft, mit elskede Fædreneland paa den eneste Maade, det da vilde tjenes af mig, og nu foragte man kun, om man vil, min ►Skiærv paa 📌Dannemarks Alter! Det var hvad jeg havde►.