►Hjerte-Borgen.
✂
Forsvundet var den gamle ►Skjold,
Fra ►Marken, trods al Klage;
Paa ►Konge-Stolen dog saa bold
En ►Skjold-Ung blev tilbage,
Ja, 📌Danmark kjær,
Sad ►Bjøvulf der,
Til mæt han blev af Dage!
✂
►Alt efter ham til Ære steeg
Kong ►Halvdan, kaldt den Høie,
Og graa han blev i ►►Hildes Leeg,
Før han sig maatte bøie
Paa ►Skjoldung-Borg
Til 📌Danmarks Sorg;
Da brast hans Konge-Øie!
✂
Fra ham en Slægt i Verden kom,
Som man veed af at sige,
Ved ►Hjørger, ►Hrodger, ►Helge from,
Og ►Daatteren tillige;
Kong ►Oneld god,
Af ►Skilfing-Blod
Han fik den favre Pige!
✂
238Ung ►Hrodger drog i ►Herre-Færd,
Han vandt sig Guld og Ære,
Saa Banner for den Høvding kjær
Det var en Lyst at bære,
Hver ►Kæmpe-Søn
Det kaldte Løn
►I Lag med ham at være!
✂
►Saa vorde brat hans ►Kæmpe-Tal,
Hans Mod ►og med det Samme,
Og reise vilde han en ►Hald,
Som herlig kunde ►bramme,
Som reent ►stak ud
Hver ►Hald saa prud,
Hos hver en ►Folke-Stamme.
✂
Der vilde han om ►breden Bord
Sin ►Følge-Trop forsamle,
Og skjænke Mjød med milde Ord
For Unge og for Gamle;
Hvad Herren bød,
Det Hæren ►lød:
De Unge med de Gamle!
✂
239Det undte Gud den Høvding stærk,
Som jeg har ►ladt mig sige,
At reise op det ►Kæmpe-Værk,
Og pryde det tillige,
Foruden Hviid,
Og Slæb og Slid
Af Folk i 📌Danmarks Rige!
✂
►Alt med sin egen ►Følge-Trop
Det Værk han kunde ►trykke,
Og snart i Skye sig løfted op
Det stolte Svende-Stykke,
Det blev i Stand,
Og vidt om Land
Man priste ►Hrodgers Lykke!
✂
Og der var Kraft i Kongens Ord,
Han kaldte Borgen ►Hjerte.
Han bænked ►Kæmper trindt om Bord,
Og lod dem vel beværte,
Ja Haanden fuld
Med Sølv og Guld,
Han gav dem af sit Hjerte.
✂
240Han deelde Ringe ud ei faa
►Alt ►under Høie-Lofte,
Hvor kneisende man Hallen saae
Optaarnet høit paa ►Tofte,
Men Fryd i Borg
Blev brat til Sorg,
Som hændes kan vel ofte.
✂
Ulykken nær for Dørren stod,
At skjæmme Hallens Buer;
Med ►Nidings-Værk, med Mord og Blod,
Og Damp af Svovel-Luer,
At kvæle Fryd
Og ►Glædskabs Lyd
I ►Hrodgers ►Kæmpe-Stuer!
✂
Den ►Glædskabs Lyd, som dagelang
I Hallen var at høre,
Den skurred, ►ihvor sødt den klang,
Dog stærk i ►Troldens Øre!
Den Mørkets Søn,
Kun fnøs i Løn
Ved ►Harpe-Slag at høre.
✂
241Til Harpen høit i Salen klang
►Og Skjaldens klare Stemme:
Om Tidens Fødsel lød hans Sang,
Den var vel værd at ►nemme:
Om hvordan her
►Af første Færd
Paa Jorden Folk fik hjemme.
✂
Til ►Harpe-Slaget klart han sang:
Det var den Evig-Høie,
Som Havet bød om ►Blomster-Vang
Sig ►belteliig at bøie;
►
Han satte Soel
Paa ►Himmel-Stol,
Og Maanen for sit Øie!►
✂
►Ja, Soel og Maane satte Han
Til ►Lysning over ►Støvet►,
►Og smykked Jorden trindt om Land
Med Blomsten og med Løvet►;
►
Det var Hans ►Bliv,
Som ►aanded Liv
I Luften og i ►Støvet►!
✂
242De unge Folk med Gammen sød,
Nu smagde Livets Gode,
Men deres Held en Aand afbrød,
Som i det Dunkle boede;
Den Aand saa stærk
Til ►Nidings-Værk
Var Ophav paa vor Klode.
✂
Den Helvedes Ulykkes-Fugl,
Det ►Grændel var hin leede,
I Hænge-Dyndet var hans Skjul,
I ►Ørken var hans Rede,
Og svovelblaa
Man Luer saae
Sig ►trindt hans Hjem udbrede.
✂
Der leved han i Usselhed
Enstund, den grumme Fiende,
►Da Skaberen ham styrted ned,
Fra Himmel-Bjergets Tinde►,
Der ►smægted han
I øde Land,
Men havde Ondt i Sinde.
✂
243►Op mod sin Broder 👤Cain stod,
Og slog ihjel den ►Fromme►,
►Men Herren hævned 👤Abels Blod,
Lod det ham slet bekomme:
Af Landet ud
Fordrev ham Gud,
Fra Selskab med de ►Fromme►!
✂
►Fra ham, den Broder-Morder leed,
Nedstammer hver ►Uvætte,
Hver ►Thues, hver ►Trold, som Gud er vreed,
Hver ►Rise og hver ►Jette►,
Den Trop saa gal,
Som til sin Kval
►Mod Gud ►sig mon opsætte►!