Grundtvig, N. F. S. Om Dannefæ og Hittegods

En opfordring til større historisk bevidsthed

✂ Artiklen “Om Dannefæ og Hittegods” blev bragt i første hæfte af Grundtvigs eget tidsskrift, ►Danne-Virke, bind 4. Emnet for artiklen er en efterlysning af biblioteksfund, arkivresultater og kildeoversigter. Grundtvig gør det fra begyndelsen klart, at han ikke er ude i et egentligt videnskabeligt eller skolepolitisk ærinde (s. 67), selv om det er hans ambition at “fremme sand Videnskabelighed” (s. 70). Derimod efterspørger han en på alle måder større historisk bevidsthed i den dannede almenhed.

Distinktionen mellem danefæ og hittegods

✂ Grundtvig definerer det videnskabelige hittegods over for åndeligt danefæ: “hvad der i Aandens Sprog hedder Dannefæ, findes for det Meste midt paa Lande-Veien, og Hittegodset derimod begravet i Støv, istedenfor at man veed det ellers netop er omvendt” (s. 68). Danefæ er for Grundtvig de materielle levn, fx smykker og våben. Hittegodset, derimod, er det materiale, der findes “gemt og glemt i bøger og biblioteker” (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 779). Grundtvigs pointe er, at meget af hittegodset ikke kendes, fordi der hverken i Danmark eller udlandet er tilstrækkelige og omfattende kataloger over, hvad der findes i biblioteker og andre samlinger. Der er heller ikke udgivet nok.

Selvpromovering og samtidskritik

✂ Gennem første del af 1800-tallet rejste mange danske kulturpersonligheder sydpå på dannelsesrejser, oftest finansieret af kongens almennyttige kasse, ‘Fonden ad Usus Publicos’. Mange af disse skrev efterfølgende om udbyttet af deres rejser, men set med Grundtvigs øjne har de ikke fokuseret på det vigtigste: at opsøge og finde bidrag til Danmarks historie. Ifølge 👤Flemming Lundgreen-Nielsen rummer artiklen således en skjult kritik af 👤Oehlenschlägers ►En Reise fortalt i Breve til mit Hiem (1817), der mest består af overfladiske betragtninger (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 779). Grundtvig klager decideret over, at rejseskildringer er “opkogt Suppe”, og at digterne burde bestille “noget Ordentligt” i stedet for at plagiere hinanden (s. 84).

✂ Når Grundtvig nævner både ►Danne-Virke og ►Udsigt over Verdens-Krøniken (1817), sker det, fordi han “kiækt beraaber [s]ig paa hele Historien som Vidnesbyrd for Bibelens Sandhed” (s. 71). Selv uden rejseerfaringer er hans værker bedre end samtidens rejseskildringer, hvad angår historisk bevidsthed. Samtidig får han fastslået den bagvedliggende mening med denne, nemlig at underbygge troens sandhed og vigtighed.

Praktiske forslag og ambitioner

✂ For Grundtvig er det overordnede mål at få mere styr på hittegodset. Dette kan ske på forskellig vis. Blandt andet ser han gerne, at man fremmer “den historiske Underviisning” (s. 76), og at skolerne virkelig bliver “Real-Skoler”, dvs. skoler hvor man lærer praktiske — ‘reale’ — fag som regning, historie og naturhistorie og ikke abstrakte fag som græsk og latin: “Historien er det sande Reale ͻ: Virkelige, saavel i Videnskabeligheden, som i Verden, og at da først kan man med Føie tale om Real-Skoler, naar Alt hvad der læres, udgiør et historisk sammenhængende Heelt” (s. 76).

✂ Ud over at registrere hvad der er af kilder, mener Grundtvig også, at det vil være en god idé at få udgivet de mange håndskrifter, så flere kan få glæde af indholdet. For at spare tid kan man i første omgang blot udgive selve håndskrifterne og derpå afvente oversættelser og kommentarer (s. 78).

✂ Grundtvig undrer sig over, at det oftest er unge mennesker, der begiver sig ud på studierejser, hvor det burde være professorerne, fordi de ville kunne få mere ud af det (s. 80 f.). Samme forhold gør sig gældende inden for håndværk, hvor det burde være mestrene, ikke svendene, der rejste ud for at lære. I dette afsnit ses måske også en kritik af professorernes arbejdsmetoder: de skriver for meget og giver trods det ikke megen ny viden fra sig (s. 81).

✂ Grundtvig udtrykker desuden sin utålmodighed efter at se Den Arnamagnæanske Kommissions ►Edda-udgave færdiggjort, idet bind 2 ganske vist var udkommet i 1818, mens tredje og sidste bind lod stadig vente på sig (s. 91).

✂ Det ville ifølge Grundtvig også være en god idé at udfærdige og udgive flere ordbøger, især inden for de tidlige middelalderlige angelske og frisiske sprog. Derudover mener han, at dialekten vendsysselsk er så forskelligt fra det øvrige danske sprog, at også den kunne fortjene en egen ordbog (s. 93). Endelig finder han det vigtigt, at ►Videnskabernes Selskabs Ordbog (egl. ►Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse; 1793-1905), der kun var kommet til H (bind 2, udgivet 1802), kan suppleres med ordbøger over almuesproget (s. 92 f.) — hvis den da ikke skal opgives på grund af langsommelighed (s. 92). Han opfordrer præsterne til at medvirke ved indsamlingen af eksempler på særligt dialektalt ordforråd og specielle bøjningsformer (s. 93). Denne form for indsamlingsarbejde havde tidligere været brugt i forbindelse med ►Moths Ordbog, som 👤Matthias Moth beskedent kaldte ►Udkast til en GLOSEBOG. 👤Moth arbejdede på ordbogen i henved 30 år fra ca. 1680, men de mange håndskrevne bind, hvoraf bogstaverne P-R gik til grunde under Københavns bombardement i 1807, er først blevet tilgængelige for en større offentlighed i nyere tid, idet de i 2013 blev udgivet digitalt af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Ordbogen udmærker sig i øvrigt ved ikke at sætte strenge rammer for, hvilke (fx sociale) typer af sprog den medtager.

Sporadiske nedslag — også på den meget lange bane

✂ Nogle af de ønsker, Grundtvig udtrykte, kom faktisk til at gå i opfyldelse senere, dels i hans levetid, dels længe efter.

✂ Selv forsøgte han i 1830'erne med forslaget ►Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus, and Proposals of a Subscription (1830) at få englænderne med på at udgive en række angelsaksiske tekster, fordi han mente, at denne litteratur var en form for engelsk-nordisk fællesgods, der oven i købet var op til et halvt årtusinde ældre end de islandske sagaer. Til hans store skuffelse blev det dog ikke ham, men englænderne, der satte værkserien i søen; se indledningen til ►Bibliotheca Anglo-Saxonica her. Til gengæld var han med sin oversættelse af det angelsaksiske digt ►Sangen om Bjovulf i 1820 den første, der oversatte digtet til et moderne sprog, se indledningen til denne tekst her.

✂ Den Arnamagnæanske Kommissions ►Edda-udgave blev afsluttet i 1828 med tredje og sidste bind, som bl.a. indeholdt det vigtige digt, ►Vølvens Spådom.

✂ ►Videnskabernes Selskabs Ordbog, som Grundtvig nævner med irritation over den langsommelige udgivelseshastighed (s. 92), blev først færdig i 1905, hvor ottende og sidste bind udkom, og havde altså været over 100 år undervejs. Allerede da føltes ordbogen utilstrækkelig, ujævn og alt for gammeldags i såvel ordforråd som sprogsyn, så Grundtvigs kritik kom til at holde. Filologen 👤Verner Dahlerup havde da også fire år før, i 1901, indgået en kontrakt med direktøren for Nordisk Forlag om en stor dansk ordbog på grundlag af et indsamlingsarbejde, han havde påbegyndt allerede i 1882 (►Dahlerup 1919, s. III). Den skulle afløse 👤Christian Molbechs, Dansk Ordbog der på det tidspunkt var den mest grundige danske ordbog, og som var udarbejdedet efter det såkaldte akademiprincip, dvs. med “det rene, det dannede Skriftsprogs rigtige Brug” (citeret efter ►Jacobsen & Juul-Jensen 1919, s. XX). Den bygger på indsamlinger 1813-1823 og udgivet ►1828-1833 i to bind. 👤Dahlerups kontrakt blev aldrig opfyldt, da pilotarbejdet afslørede, at værket ville blive langt mere omfattende end først antaget. I stedet påbegyndtes arbejdet på ►Ordbog over det danske Sprog, hvis første bind udkom i 1919 på Gyldendal, og som først var afsluttet i 1956 (i alt 28 bind). Ordbogen ligger nu på nettet: https://ordnet.dk/ods.

Anvendt litteratur

Anvendte websider

• Moths Ordbog
• Ordbog over det danske Sprog
• Om håndskriftarkivet på Dansk Folkemindesamling (Det Kongelige Bibliotek i København)