↩ Med andre Ord: det har i de senere Dage vitterlig, og hvad man især maa finde Sært, virkelig ►begivet sig, at ►en Tylvt Studenter, i Anledning af 👤Baggesens ►Angreb paa 👤Oehlenschlägers for tit nævnede ►Reise-Breve, har udfordret ►Digteren, der 629 (US) maaskee vel ikke sang for deres Vugge, men som dog for Skovens lyttende Fugle, sang om sin, før der kom ►Gænger under deres, udfordret ham til, paa ►Kloster-Latin at trættes med dem om ►sit Kald og sin Ret til at tale med om danske Digteres Arbeider; udfordret ham, der, medens de i det Højeste laae tørre i deres Svøb, med en, endnu ikke overtruffet Pen, beskrev en Deel af sin ►digteriske Vandring i Verdens Labyrinth, udfordret ham til at ►godtgjøre dem paa Latin, sin Ret til at tale med om ►Reise-Breve paa Dansk af en Digter. Er Tiden, som den ►vist nok er, temmelig vantroe, da er det ogsaa ►vist nok, at den ved slige ►Dagens utroelige Begivenheder maa fristes til, enten ei engang at troe sine egne Øine, eller til herefter at troe i Blinde, alt hvad man vil binde den paa Ærmet. Hvem skulde dog troet, at vore Dages Unger-1536Svende, der udgaae, som man siger, langt anderledes underviiste, dannede og vel opdragne, af Lærdoms og ►Vidskabs Plante-Skoler, end vi, som maatte i de gammeldags latinske Skoler nøjes med Underviisning efter en, som man siger, feilfuld Methode, og med den Dannelse og Opdragelse vi enten tog med os fra Fædrene-Huset, eller annammede ved Ordets, saa at sige: vilde, Virkning paa Hoved og Hierte; at Hine, siger jeg, ikke i Forstands-Udvikling, i Beskedenhed, ja i alt hvad Kløgt og Dyd kan nævnes, maatte vidt overtræffe os, der, efter Tidens Fordom, saa ►stifmoderlig behandledes: lærde kun vor Christen-Dom, og vidste knap, hvad Moral vilde sige, naar det skulde betyde Andet end Regler for at holde Bordskik, rede sit Haar, ►toe sine Hænder o. s. v., vi som slet ingen Anviisning fik til at bruge vor Forstand, men kun en dygtig ►Snyde, naar vi ikke brugde den, som Noget der fulgde af sig selv! Hvem skulde troet Sligt, og dog: ►af deres Frugter skulde I ►kjende dem; ogsaa iblandt os var der ►letnemme Unger-Svende, som fandt Smag i andre Gloser, end dem man fandt i ►Badens Lexikon, i andre Bøger end de, paa hvis Titelblad man læste: ►in usum juventutis, Unger-Svende, som ►hørde heller 👤Henrik Steffens end 👤Thomas Bugge, læste meget heller 👤Adam Oehlenschlägers Svar i Dagen til 👤Claus Pavels, end paa samme Sted en Parodie ►over Eventyret i den fremmede Bye; Unger-Svende, som havde ogsaa Mod paa at prøve deres Penne, og engang deres Lykke i meer end et Dag-Blad, og som siden have viist, at det var dog ikke tom Forfængelighed. Der gaves, siger jeg, ogsaa før i Dag, saa 630 (US) danne Studenter, som i deres Kreds havde Munden til Tjeneste baade paa Dansk og Latin, som tog Deel i hvad der offenlig ►forhandledes, og havde nok Lyst til engang at være med; selv var jeg en saadan Student, men selv blot at komme frem for Publicums Øine med mine uskyldige ►Penne-Prøver var mig en frygtelig Ting, og stedse rødmede jeg over det Spørgsmaal til mig selv: har du Noget at sige, som ei er sagt bedre før, eller som trænger til Gjentagelse, ja, uagtet jeg var ellers ikke bange for at sige min Mening, uagtet jeg troede at der i Grunden var dog Intet i, hvad 👤Steffens saa ►henrivende ►fortalde, uagtet jeg hjemme gjorde mine skriftlige Anmærkninger, og uagtet han holdt 1537et ►Conversatorium, hvori vi alle opfordredes til at tage Deel, saa havde det dog været mig umueligt, at træde op og tage Ordet, ja det er ►vist, at en saadan Optrædelse ansaaes da blandt 📌Dannemarks Studenter for et Beviis paa Ubeskedenhed og latterlig Forfængelighed. Hvad vi ►vilde dømt om ►en Tylvt, der havde vovet at udfordre en af 📌Dannemarks navnkundige Forfattere til at forsvare et af sine Skrifter, end sige da, sit Kald og sin Dygtighed mod dem, behøver jeg vist ikke at tilføje, og dog vidste vi meget godt, at selv de største Mænd skal dømmes af Efter-Slægten, kun faldt det os aldrig ind, at der ved denne Efter-Slægt skulde forstaaes ►Efterslægts-Skolen; vi opgav ingenlunde vor Ret til i sin Tid, hvis vi kunde, at tale med, men vi syndes, det fulgde af sig selv, at før man offenlig vil bedømme hvem der har viist de kunde Noget, maa man offenlig have viist, man selv kan Noget, som er værd at tale om, eller i det Mindste vise det med det Samme, som Aandens Fuldmagt til at lade sit Navn trykke. Vi tænkde og talde helst paa Dansk, uagtet vi ansaae det for en stor Skam at skrive saa slet Latin, som jeg har seet af ret gode Hoveder siden, og vi meende, at hvem der lukker Munden høit op, uden at have Noget at sige, kunde vel øjebliklig skaffe sig et Navn, men dog kun Navn af en ►Gab-Mund, eller hvis det kom meget høit: en ►Gab-Flab, Navne, som vi langt heller, ved at holde Haanden for Munden, gjorde os Umage for at undgaae, end for, ved at ►stikke Næverne i Siden, tilgavns at fortjene. Denne Tænkemaade, som jeg, tilligemed saa meget andet Gammeldags, har indsuget med Moders-Melken, kan, hvad jeg hidtil har seet af en dristig Ungdom, der sagtens drømmer sig langt mere sund og dygtig, ingenlunde bringe mig til at forlade, og det saa meget mindre, som jeg vilde skammet mig, hvis jeg ikke, som nittenaarig Ungersvend, naar jeg havde været 631 (US) ubeskeden nok til at tage fat, skulde have ført Striden mod 👤Baggesen, i det Mindste tolv Gange saa godt som hele ►Tylvten, og, for en Feils Skyld, 👤Peer Vegner med, thi, om han saa var hundrede Aar, og havde, selv til 👤Hans Mikkelsens Forlystelse, gaaet hundrede Gange, som Dreng i hans Tøfler, fortjener han dog ikke engang at kaldes en Aars-Unge i Literaturen, saalænge han ei har leveret 1538et Værk, en Aand kunde være bekjendt at regne for et Aars Afgrøde. Skammet mig vilde jeg ved, naar Talen, som her, var om en Critik eller Satire over en Digters Arbeider, da at gaae udenom hvad der skulde forsvares, pille et Par virkelige eller formeentlige Feil ud af Critiken, stiltiende indrømme min Udygtighed til at gjendrive det Øvrige, og stræbe at neddysse Sagen, ved at fortælle Publicum, hvilken fæl, afskyelig Krabat den ►Criticus var, hvor meget der kunde være at sige paa ham, og hvordan det gik ham forleden paa ►Thinget, hvad han maatte der stikke i Lommen o. s. v. o. s. v. Har man baaret sig bedre ad med at gjendrive 👤Baggesens Angreb paa 👤Øehs. ►Reise-Breve, da maa det være skeet hemmelig, og det mener jeg, vilde været en stor Skam, om saa den ►vittige Angriber havde været den Mindste i ►Tylvten, end sige, da det var en Aand, der ei blot fik Stemme allerede i 👤Evalds og 👤Vessels Dage, men som først efter en, hos os vel mageløs, almindelig Hylding, i nogle Øren, og deriblandt i sine egne, ►overstemtes af 👤Adam Oehlenschläger! Sæt ogsaa, at 👤B. gik, som Skribent, i Barndom, sæt, at han, ømfindtlig over, af den yngre Slægt, ei blot at fradømmes Ret til det Høisæde han engang beklædte, men vel endog til Gang og Sæde i 📌Danmarks Skjalde-Lag, sæt, at han, fortrydelig herover, havde ►spottet med et ganske forsvarligt Værk af en yngre Digter; da mener jeg, at i det Mindste de Yngste burde tiet, og overladt det til den sundere og dygtigere Digter, at tie eller tale, som han fandt for godt; men kunde de ei ganske dye sig, burde de dog vist ►holde Styr: i et sømmeligt Forsvar lade den yngre Digters Værk tale for sig selv, vogte sig vel for at tage Ord i deres Mund, som i al Fald kun passede i den navnkundige Forfatters, og fremforalt undsee sig ved, at drage den gamle Digters øvrige Færd, end sige hans Hjerte ind i en Sag og for en Domstol, der laae ganske uden for samme. Var 👤Bs. Satire sløv, velan, saa kunde den desbedre oversees, og, om det var nødvendigt, overbydes! Var den aabenbar kun en Frugt af Misundelse; desværre for ham, og desbedre for det angrebne Værk, der da neppe vilde behøve noget Forsvar! Selv i dette Tilfælde vilde 👤Peer Vegeners tossede 632 (US) Storagtighed, og ►Tylvtens Kaadhed hos et skjønsomt Publicum 1539vakt en Harme, som en Bespottelse af alle de Hoved-Haar, der graanede med 👤Baggesens, og jeg skjønner ikke rettere, end at alle de æsthetiske Forfattere, der have leveret Værker, som en vaagen Efter-Slægt nødes til i det Mindste at læse og bedømme, at alle disse, hvor uenige de end ellers, og selv i den omtvistede Sag, kunde være, burde enedes om, lydelig at erklære deres højeste Mishag i en saa usømmelig Adfærd!