↩ Eensomhed, for hvem der ikke kalder Tummel Selskab og Snak Samtale! Ja, den skal minde om, hvad der er sandt, og hvad jeg er sikker paa, enhver i 📌Danmark, hvis Kinder før har glødet i Straalerne af Aandens Soel, hvis Hjerte før har banket høit, og smeltet hen ved Tonerne fra Hoved-Hvælvingen og Hjerte-Dybet, skal indrømme, at der i Fjor, i 📌Danmarks Fugle-Skov, ei holdtes nogen Jubel-Fest for Aand og Hjerte, men snarere et Gravøl, hvor Aand og Hjerte, som fortvivlede: som 👤Asmund og Ragnhild, tog Afskeed fra Marken, for at indmure sig i Mørket. Jeg nævnede 👤Asmund, og hvem der har et opladt Øje, seer vel hvad jeg mener: at jeg mener Nordens høje ►Kæmpe-Aand, der, end saa seent i Tidens Kveld, besøgde os med 👤Adam Øehlenschläger, men nu, som et ►Gjenfærd af sig selv, ynkelig raste, gav Helte-Driften og ►Fostbroder-Skabet Skyld for sin selvgjorte Skjebne, og syndes i sit eget Øie kun at have trende Kaar: aldeles at omskabe sig selv fra Aand til Kjød, eller at glemme sig selv i Intets Skjød, eller ved et Krampe-Træk tage Kjødet med i Evigheden: altsammen lutter Umueligheder. Hvad Under, at Aanden som rasede saa, forsvandt, uvist, til hvilken Side; og hvad Under, at der for aandekjære Hjerter blev tomt og eensomt her i Skoven, saa de, som 👤Rerek og som 👤Alfred, kunde vel faae i Sinde at drage bort fra 📌Sællands ►Bøge, og lede ►om Opmuntring i ►Landet, hvor Citronen groer. Ja, Aander! saae I ikke 👤Alfred, saae I ikke Unger-Svenden med det ømme Hjerte, saae I ikke 👤Bernhard Ingemann ►drage taus, vemodig bort, da Haabet syndes reent udslukt om 👤Asmunds Redning! Forstod I ikke, det var 👤Asmunds Krampe-Træk, hvorunder Elnas Hjerte hardtad brast, da hun forgjæves havde med ►sin Jomfru-Haand bevæget Kirke-Klokkerne til Bede-Slag! Saae I ei, at ►Elnas Skjald kun vidste 627 (US) Raad for hendes Hjerte i et sælsomt Eventyr, ja vidste dog i Grunden intet Raad, thi hendes Hjerte slog jo kun i hans: i Skjaldens, i ►Halvdans, som forlod os med det vemodsfulde Kvad: