↩ At nu ogsaa Udfordrerne ansee hiin Paastand for Hovedsagen, uagtet de, enten af en Feil i Tankegangen, eller af andre Grunde, opgive andre Stridspunkter, det maae vi allerede deraf slutte, at de i Indledningen sigte 👤Baggesen, fordi han, som før har berømt Digteren 👤Oehlenschläger, siden har anfægtet hans Roes, hvilket dog kuns er en Brøde, hvis 👤Oehlenschläger imidlertid er blevet ved at være sig selv liig; thi i modsat Fald er det jo en Ære for 👤B. at have roest det Roesværdige, men ei af Fordom ladet sig forlede til at istemme en ufortjent Berømmelse. Vi kan desuden heller aldrig troe, det er Udfordrernes Alvor at ville ⓘ disputere med 👤Baggesen om de æsthetiske Principer, thi deels maae de vist være for beskedne til at tænke, de kunde afgjøre, hvad de største Hoveder, de modneste og dybeste Tænkere endnu sees at være uenige om, og deels forekommer det os, at Udfordringen i saa Fald vilde vidne om en Uklarhed, for ei at sige en Forvirring i Begreberne, som kuns varslede sørgelig for en Kamp om Principer, thi hvorledes man med Føie kunde udfordre 👤B. til Kamp om Forholdet mellem de æsthetiske Skoler, paa Grund af at han laster 👤Oehlenschlägers senere Skrifter i Modsætning til hans ►forrige, er os en ►Hemmelighed, ligesom vi ei heller fatte, at man af en saadan Strids Udfald kunde bedømme Retmæssigheden af 👤Baggesens ►Paastand og hans sig derom dreiende ►Critik.