↩ Saamænd, det lader sig ikke blot høre, men jeg er endog forsikkret om, at det, for det meste kunde gaaet an, thi jeg havde Hr. 👤Seidelins Tilbud om at ►forlægge ►Krønikerne, længe før Sagen kom offenlig paa Bane; men ►Tingen var, jeg vilde ikke gjøre det Stykke Arbeide, ►enten for Penge, eller for Æren, eller for Lyst, undtagen for den Lyst hos Publikum, at befordre det, og om den Lyst var at finde, det vilde jeg vide, før jeg gik videre, og det var mit faste Forsæt, ikke at gaae et Skridt videre, hvis den ikke fandtes. Her var min Villie, ►absit invidia verbo! Hovedsagen, thi hverken kunde Nogen forlange, at jeg skulde giøre Arbeidet imod min Villie, ikke heller kunde det paa nogen Maade lykkes, dersom jeg ikke gjorde det med den bedste Villie af Verden, og uden hvad man kalder de store Forberedelser og det betydelige ►Sammenskud, havde man da bestemt ikke faaet ►Krønikerne ved min Haand. Vil man sige: da kunde det ogsaa været lige godt, hvad Pokker vi havde; nu vel! det var just det jeg vilde 37vide, for ikke at spilde min Umage, derfor gav jeg Folk en ►Prøve, og en skrap Fortale at smage paa*Disse ►Prøver af Saxo og Snorro har jeg i den sidste Tid, til min store Forundring, mærket, ere heel ubekiendte midt i 📌Kjøbenhavn, og derfor vil jeg dog melde, at de udkom 1815 og sælges hos Hr. 👤Seidelin for ►otte og fyrgetive Skilling., saa de hverken skulde sige, at jeg bad dem ►kjøbe Katten i Sækken, eller ►smurde dem om Munden med Syltetøi. I benævnte Fortale, sagde jeg, med andre Ord, netop hvad jeg siger her, og man burde da vide, at det ved denne Leilighed kom hos mig i Grunden an paa at prøve Gemytter. Man har bebreidet mig, at jeg saavel der, som i min sidste Kundgiørelse, skadede den gode Sag ved min Skælden og Smælden, der kun gjorde Godtfolk vrede i Kallotten, men det kommer af, at man slet ikke vil forstaae mig, eller troe, det er min Hjertens-Mening, naar jeg siger, at Bidragene er en Biting, og ►Ringningen for Ørene Hovedsagen, uagtet mig synes, det er klart nok, at Bidragene bliver Haandens Sag, som gierne er tommest, jo villigere den lukker sig op; men ►Ringningen giælder Hoved og Hjerte, hvor Krøniken vil lukkes ind, og maa jo nødes til at ringe af alle Kræfter, ►naar Dørren er lukt, og Lyset slukt, og den forglemt, som ude er lukt. Troer man virkelig ikke, jeg, uden at være nogen stor Regne-Mester, dog kan tælle til Fem paa mine Fingre, og ret godt beregne, at en Bugt her, og en Krumning hist, og smaa Smæk med Haanden imellem, saa det blev Klap, at Sligt vilde sat os i Stand til at giøre et ganske anderledes Oplag, som der kunde gaaet Nye af, lige til 📌Vien og Verdens Ende, og skaffet mig, hvad jeg nok mærker man gjerne vil kalde: min Umage betalt. Troer man virkelig, at jeg anseer truende Tiggerbreve for de fordeelagtigste, naar man ikke som 👤Napoleon, har en Armee i Baghaanden, og er det da saa ubegribeligt, at jeg ikke vilde anvende et Par Aar paa et Arbeide, hvis grammatikalske Side og ►Sneglegang er ►intet mindre end efter mit Sind, at jeg ikke vilde det, uden jeg saae, at man troede det var anderledes 38til Gavn, end naar man ellers skriver en læselig Bog, fordi det kun er saa saare sjelden, at den, der fik det ►Øie-Syn og den Tale-Gave, dertil behøves, tager sig Stadighed til hvad Arbeidet i Øvrigt udfordrer! Kan man ikke dog nok indsee, at naar det var mig saameget om Folks Øie for Sagen at giøre, da maatte jeg, især blandt et, i Forhold, virkelig gavmildt Folk, og ved en Leilighed, hvor Sandsen for National-Ære, hvoraf ►Dansken dog har Lidt, og ►Normanden ►Overflødigt, saa let kunde vækkes; at jeg, under saadanne Omstændigheder, maatte, naar jeg ei vilde skuffe mig selv, ret være forsigtig. Naar jeg nu, paa den ene Side, ikke maatte undlade Noget, som kunde stille ►Krønikerne og Sagen i deres rette, fordeelagtige Lys, saa maatte jeg nødvendig, paa den anden, see til at afskrække de Givere, der vilde give deres Skilling, og dermed ►Krøniken og Sagen ►en god Dag. At jeg afskrækkede Sagens Venner, det kjendte jeg Venskab til Sagen for godt til at frygte for, de kunde knap nok, men dog i det Høieste kun blive vrede paa mig, og lidt ivrigere i at vise, hvormegen Uret jeg havde i at troe, man var ligegyldig for Sagen. Dem der altsaa lode Sagen bøde for min Uartighed, de blæste ad Sagen, og det var godt, at det ikke kom til at see anderledes ud, jeg fik at vide, hvad jeg vilde: at hvor galt det end seer ud, vil Bøgerne dog, med Guds Hjelp, finde endeel Læsere, som kan være tjent med ►Krøniken, og som den kan være tjent med igjen, og at jeg altsaa, naar jeg kun kan overkomme Arbeidet, behøver aldrig at fortryde det. Nu traf det sig desuden ganske naturlig ►saa, at de skarpe og høirøstede Ord vare i det Hele nødvendige for at vække hvad der slumrede og kunde vaagne, og nu maa en Anden sige, at hermed er Intet gjort, thi jeg har gjort hvad jeg kunde, og Meer kan man ikke forlange. Synes man endnu, naar de to første Dele af ►Krønikerne udkomme, at det er Intet bevendt, da skal jeg gjerne forskaane med Resten, som ogsaa altid lettere vil finde sin Mand, og da jeg ikke agter at beholde en Skilling, af hvad der endnu er kommet ind til ►Krønikerne, maa man, naar Regningerne ere betalte, for mig gjøre med ►Slumpen hvad man vil. Ved Talen om de andre Oldskrifter, som skulde deraf nyde Gavn, kan jeg ikke andet 39end Smile, og, uden al videre Sammenligning, tænke paa hvad 👤Luther siger om sine Dages Læsere, som længdes ganske overordentlig efter Oversættelsen af ►det Ny Testamente, til det kom ud, men raabde saa kun paa ►Mose-Bøgerne, saa paa ►Psalteren, og, siger 👤Luther, naar de nu endelig faae ►Sirach med, og en Maaned er gaaet, saa raabe de: Nyt!