Handling og efterklang
✂ Det oprindelige ►Bjarkemål handler om den danske konge ►Rolf Krakes endeligt i Lejre. ►Rolfs halvsøster ►Skuld var gift med den svenske ►Hjarvard, hvem ►Rolf med list havde gjort til sin lydkonge. ►Skuld ansporer sin mand til at gå imod den danske konge. En anledning får ►Hjarvard, da han inviteres til Lejre for erlægge skatter og afgifter. Med sig bringer han mænd og våben, der ligger skjult i vognene med skatten. Om aftenen inviteres de til fest, men sørger for at holde sig ædru i modsætning til værterne. Mens ►Rolf og hans mænd ligger og sover, går ►Hjarvard og hans følge til angreb, og ►Rolf bliver slået ihjel. Optrinnet er skildret som en dialog mellem to af ►Rolfs mænd, ►Hjalte og ►Bodvar Bjarke, af hvilke den sidste har givet navn til digtet. Den eneste af ►Rolfs krigere, der overlever angrebet, er ►Vøgg. Mens ►Hjarvard fejrer sejren, formår ►Vøgg at narre og endelig dræbe ham, hvorefter han selv må lade livet.
✂ Hos 👤Saxo finder ►Hjarvards angreb sted ved nattetide. Grundtvig lader derimod med inspiration fra 👤Snorre digtet og kampen udspille sig i morgenstunden (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 736).
✂ Metrisk er Grundtvigs efterklangsdigt også langt fra 👤Saxo; det er holdt i en norrøniserende stil med slagkraftige bogstavrim (“Kæmpe-Riim”) og poetiske omskrivninger (kenninger). Digtet fremstår meget koncentreret. 👤Toldberg noterer, at digtet “udkrystalliserer alt i det knappest mulige udtryk, som vidner om en eminent fortrolighed med emnet, der muliggør avfærdigelsen av et væsentligt moment i een kortlinje” (►Toldberg 1945, s. 80).
✂ Temaet i ►Bjarkemål er ifølge flere fortolkere den troskab, som ►Rolfs mænd udviser over for deres konge. 👤Toldberg har fortolket ild- og guldsymbolerne, der er gennemgående i digtet, på en måde, som senere 👤Lundgreen-Nielsen og 👤Holm tager udgangspunkt i (►Toldberg 1950, s. 74; ►Holm 2001, s. 67-69). 👤Lundgreen-Nielsen peger på den tætte forbindelse mellem de danske krigere og gløderne i strofe 5. Han bemærker, at ild og gløder fra at være negative poetiske elementer (indtil strofe 5) vendes til positive triumferende ild-symboler (strofe 6 og især 7). Samtidig vendes fornemmelsen af nederlag til håb og kampglæde, og derved “er digtet at forstå som en efterklang i digterens sind, skønt det ved første blik mere ligner en regulær gendigtning” (►1980, s. 737).