Grundtvig, N. F. S. Om Sandhed, Storhed og Skiønhed

Om Storhed.

Stort og Smaat, siger man, ere relative Begreber ͻ: Begreber som forudsætte en Sammenligning og kundgiøre kun et indbyrdes Forhold; og det er for saavidt gandske rigtigt, som det i Verden maa være Tilfældet, men vilde man deraf slutte, at Storhed ikke er et evigt, selvstændigt Begreb, da tog man mærkelig Feil, thi Smaat forud31sætter Stort, hvoraf det kun er en Formindskelse, men Stort forudsætter i det evige Begreb kun Virksomhed i Værelsen, og Anskuelse deraf, thi naar den evige Virksomhed anskues i Sandhed, da fødes Begrebet om Storhed; naar den evige Kraft udtrykker sig i Sandhed, da udtrykker den Storhed som Al-Magt, naar Gud siger: Jeg, da udtoner Evigheden sin Storhed, og den sande Storhed er da unægtelig Guds Ord ͻ: Sandheds aabenbarede Kraft. Man kan nu ikke tvivle om, at Sandhed og Storhed i Grunden ere Eet, da Storheden netop er Sandhed som den i sin Kraft aabenbarer sig, og hvem der kiender noget til Skriften, seer let, hvorledes det her lysner om Logos; men her giælder det især om, at udlede den timelige Storhed af den evige, og at giøre i Verden den rette Skilsmisse.

At nu et almægtigt Ord er det Største hvorom vi have nogen Forestilling, derom har man aldrig tvivlet, selv i de mest vantroe Dage, som sees kan af Fortolkningerne over 1 Moseb. selv af dem, der fornemt løfte sig paa Tæerne over den mosaiske Kosmogonie. Sandheden i Ordet lader sig oversee, men et almægtigt Ord lader sig ikke overraabe. Hvad de høie Øine imidlertid ikke saae, det see vi her, at i Ordet findes den eneste muelig 32Overgang fra det Evige til det Timelige, kun i og ved Ordet kan der skabes, og al Skabning er en Virkning af Sandhed giennem Ordet, og see tillige, hvori den sande Forskiel ligger mellem Stort og Smaat, da Alt i Tiden aabenbar er større eller mindre, eftersom det mere eller mindre klart og levende afbilder det almægtig skabende Ord. Hvorvidt vi ere istand til rettelig at giøre denne Forskiel, kun det er et Spørgsmaal, og man seer let, at det er det Samme, som: hvorvidt vi ere istand til at anvende Aarsagernes Grundsætning, thi efter den er det aabenbar Forholdet maa bestemmes.


Herpaa vil vi da prøve, naar vi først have anmærket, hvad paa denne Punkt vel bedst forstaaes, at Sandheden i sig selv er noget Inderligt, nemlig Selv-Bevidstheden selv, og den i sit Udtryk, det er Ordet. Naar vi, som i det Foregaaende, tale om Selv-Bevidstheden, da kan vi ikke, uden idelig Gientagelse og unødvendig Vidtløftighed, udtrykke denne Forskiel, men vi maa stedse have den i Tanker, for ikke at sammenblande Gud og Verden, Tid og Evighed, thi i Ordet, som det Delelige, ligger Tiden forborgen, og kun i Ordets Kraft er den sandselige Verden forbundet med Sandhed.

33For Sandhed er da Verden ikke til uden som en Virkning af Ordet, og med Sandhed kan vi Intet kalde Stort, der ei sees i sit Forhold til Ordet, sees i dets Kraft. Naar vi nu betænke os, da skal vi ogsaa finde, at Talebrugen stadfæster det Samme, thi naar vi kalde noget stort, da tillægge vi det netop Kraft og Anseelse, fattes Kraften, da kalde vi det storagtigt eller storladent, fattes Anseelsen, da kalde vi det stærkt. At vi ofte tage Feil, og kalde Stort hvad der er smaat, og omvendt, det kommer ikke af Uenighed om, hvori Storhed bestaaer, men af en urigtig Vurdering, som igien kan have mange Grunde; thi vi kan enten lade os blænde af Anseelsen, eller vi kan mangle Øie for den sande Kraft, eller vi kan lade os overraske og glemme Sammenligningen, kort sagt: vi kan være blinde eller lade os forblinde paa adskillige Maader. Da nu Alt her kommer an paa Øiet, kan man, forudsat at Øinene ere saa forskiellige som vi veed de ere, umuelig i det Enkelte vente megen Enighed om hvad der er stort, men det forhindrer ikke, at der jo kan gives mange urokkelige Bestemmelser for hvad der skulde synes Stort og Smaat i alle Menneskers Øine, thi Forholdet til Sandheds Ord afgiver unægtelig en usvigelig Maalestok, som det er 34Pligt at anvende og kiende gyldig. Ei heller er Uenigheden nær saa stor som det ved første Øiekast kan synes, thi uagtet Mange erklære for Stort, hvad der i Grunden kun er smaat, saasom deres egen lille Person, saa er det dog næsten altid kun en Forvexling af Navne, og det virkelig Store kalder man sjelden smaat, naar det er nærværende, af den gode Grund, at naar noget Stort er nærværende, da nødes man til at fornemme det, har man ikke Øie for det, saa har man dog Øie for sig selv, og hvad man bliver liden ved Siden af, nødes man til at ansee for Stort, enten man vil eller ikke.

Hvad nu den sandselige Verden angaaer, da sige vi vel ofte, blot med Hensyn paa dens Vidde, at den er stor, men gjorde man os mindste Indvending, forandrede vi vel Udtrykket, eller nødtes dog til at indrømme at den kun er stor forsaavidt man forestiller sig den synlig og seet, og da er den virkelig stor i sine egne Øine, thi da sees den i sin Kraft, i Lyset, der som Øie er kommet til Bevidsthed; men naturligviis kun sandselig stor, en stor Skygge, sandelig stor: et stort Billede bliver den først, naar den sees som Virkning af Ordet og aabenbarer dets Kraft; med andre, giængse Ord: som et Beviis paa Guds Almagt. Betænke vi os nu et Øieblik, da skal vi finde, at Tingene ere 35store, som de ere sande til, og at Mennesket ogsaa i denne Henseende er Skabningens Krone, thi i og for sig selv er det Sandselige jo ikke stort, men kun i Forbindelse med et Øie der kan see hvad det betyder, og denne Forbindelse finder kun Sted hos Mennesket, i hvis Bevidsthed Sandse-Verdenen ved Legemet er indlemmet, eller hvor Sandse-Verdenen i Legemet er bragt til Bevidsthed. Ligesom nu dette fornemmelig viser sig i Ordet, der skiller os fra det Umælende, saaledes indsee vi let, at Ordet er det Største ved Mennesket, thi det afbilder den sande Storhed selv, ligesom det udtrykker hvad der giør Mennesket til et Billede af Sandhed: Selv-Bevidstheden. Det talende Menneske er altsaa i Sandheds Øine det Største i Verden, som hans fuldstændige Time-Billede, et Billede, hvori Ordet, efter at have stykkeviis afpræget sin Kraft, afbilder sig selv; men om Mennesket skal kunne see sig i den sande Storhed, det beroer paa, om det kan betragte sig med Sandheds Øine, som hans Billede.

Her staae vi atter for det historiske Spørgsmaal, om Mennesket har faaet Livs-Aande i sin Næse, og derved et aandigt Øie, hvormed han kan betragte den evige Sandhed billedlig i sig og Verden, vi veed hvad Skriften siger derom, og An36nammelsen lader sig ikke nægte, uden at trodse Erfaringen, saavel den historiske, som den vi daglig kan giøre, ja, som enhver af mine Læsere giør, i det han seer, at jeg betragter Mennesket og Verden saaledes, hvilket jeg vel lod være, dersom jeg ikke kunde.

Nu veed vi da saameget, at i Synet og Ordet skal vi søge den sande Storhed, og derom faae vi neppe nogen Strid med hvem der forstaaer os, thi at de timelige Ting vinde i Anseelse, naar de betragtes som Billeder af evige, lader sig ikke vel nægte, og at Ordet, ved at udtrykke en saadan Beskuelse, viser sig ret i sin Kraft, følger allerede deraf, at det da, skiøndt sandseligt, udtrykker noget Over-Sandseligt, hvilket jo dog forudsætter en oversandselig Kraft, hvis Redskab det forsaavidt er.

Dog, om ogsaa dette skulde synes dunkelt eller tvivlsomt, maa det kunne lade sig historisk bevise, at i det Ringeste hidindtil, var Ordet, som Udtryk for aandigt Syn, det Største i Verden, thi det maa have stadfæstet sig ved Virkningerne det har frembragt, og hvem er nu saa ukyndig i Historien, at han ikke veed, det var forgiæves at ville nægte Sligt! Afnøder ikke Historien alle sine Kyndinge den Bekiendelse, at det er Religionen, som, man kalde den for Resten hvad man vil, har af Alt havt de største Virkninger i Verden, og er altsaa, efter Aar37sagernes Grundsætning unægtelig selv det Største, og hvorved virkede, den, uden ved Ord som udtrykde aandigt Syn: ved Udsagn om en Forbindelse mellem det Sandselige og Over-Sandselige, som forvandlede det Timelige til Billede af noget Evigt! Ja, trøstede man sig til at nægte alle Sagn fra Oldtids Dage, det tør man dog ikke nægte, at Propheternes og Apostlernes Ord have havt Virkninger, hvis Mage i Storhed man forgiæves søger, og hvorledes man da end vender sig, kan man ikke undgaae den Bekiendelse, at Billed-Ordet var hidindtil det Største paa Jorden, ja, vilde man indvende, at 👤Christus dog var større, da veed man hvad Skriften siger: Ordet blev Kiød og saaes med den Eenbaarnes Herlighed, noget der neppe nedsætter Ordets Kraft, men vel udviser den med alle de Under-Værker, som 👤Christi Ord virkede.

Hvad der altsaa har været meget urimeligt i de mange Bitte-Smaaes Øine, der ikke kunde see Mennesket høiere end til Hænderne, eller længere end til Tænderne, det: at ubegribelige Ord som de kun loe ad, kunde fordum gjøre saa mægtigt et Indtryk paa Folkene, og virke Ting, som de allerfornuftigste og fatteligste Ord kun bare Vand imod, det maae vi nu finde saare rimeligt, thi de pragmatiserende Historieskrivere maae snakke saameget de 38vil om de store Virkninger af smaa Aarsager, saa kan vi dog ikke føie dem i, dets til Bekræftelse, at afsværge Aarsagernes evige Grundsætning, som ikke alene byder at al Virkning skal have en Aarsag, men en Aarsag hvis Kraft har frembragt den; heller ikke er det lykkedes vor Tids mange smaa Aarsager at bevise deres Yndlings-Drøm med nogen Virkning som er Hovedet høiere end de selv. Meget mere maa det være os klart, at Intet egenlig synes os stort, uden netop forsaavidt det er os ubegribeligt, thi ligesaalidt som vi kalde sandselig stort, hvad vi kan holde inden i vor Haand, ligesaalidt synes nogen Forestilling eller noget Ord os stort, naar vi kan begribe dem, og naar vi finde os selv store, da kommer det netop af at vi ikke begribe os selv, saa det er intet Under, at man i en Tid, da man indbildte sig at begribe Alt, og begreb ikke det Mindste af sig selv, faldt i Forundring over sin egen ubegribelige Storhed. Vi nævnede Forundring, og mindes derved om, at det netop er Udtrykket for den uvilkaarlige Virkning, det vi ansee for Stort giør paa os, naar vi ikke forfærdes, som naar vi møde en virkelig Storhed, let kan skee, men hvad vi begribe, forundre vi os ikke over, og her see vi da atter at hvad der skal føre det store Ord, maa nødvendig have noget os Ubegribeligt hos sig. Bleve vi altsaa 39kloge tilgavns, saa kloge f. Ex. at vi begreb det Ord hvorved Gud skabde Verden, da maatte vi sige, at Ordet var ikke længer det Største i Verden, og maatte nemt kunne bevise det, ved at omskabe Verden, som ingen Ting, men saalænge maae vi bie, før vi sætte os over Ordet, om vi ikke vil blive til Skamme, naar Ordet gaaer fra os, og vi vende Næsen i Veiret.

Saavist nu, som man har havt det Exempel, at Folk hævede sig over Ordet, og modsagde den evige Sandhed, saavist har der ogsaa været Løgn i Verden, og jeg paastaaer: der er saa endnu, hvilket man vel er saa føielig at indrømme, om ikke for Sandheds, saa dog for sin egen Skyld, thi hvem der vilde nægte det, maatte med det Samme erklære mit Ord for Løgn, hvorved han da kun bekræftede hvad han vilde nægte, og gjorde ikke mit, men sit Ord til Løgn. Er der nu Løgn i Verden, da har den vist nok hverken Lod eller Deel i Sandheden selv, men har dog, hvordan det saa end er gaaet til, Part i Verden, og indtil Videre, som det synes, Haand i Hanke med Sandhed, og det er alt store Ting, thi har Løgnen først faaet Munden paa Gang, da kan vi ikke tvivle om, det jo er dens Lyst at føre det store Ord, og har den først Part i Verden, maa den sagtens stræbe efter at arrondere sig, 40til den faaer hele Klatten, efter det sande Ordsprog, at naar man giver Fanden den lille Finger, tager han hele Haanden. Med andre Ord: at berige sig paa Sandheds Bekostning, og throne i dens Høisæde, maa nødvendig være Løgnens Attraae, og har den faaet Indpas i Mennesket, da er ikke alene Menneskets Forblindelse en nødvendig Følge deraf, men Indpasset selv er en Erobring, hvorved Løgnen er blevet Verdens Herre, saavidt Mennesket var det, og har faaet Deel i det store Ord, saavidt det var Mennesket forlenet. Nu see vi da let, at Menneskens Børn tit maae lade sig giætte af ingen Ting, der lader stort, og vi kan tillige indsee, at timelig Storhed tit maa sees i Forbund med Løgnen, thi det er jo Tilfældet, hvergang et Menneskens Barn tager Løgn i sin Mund, og lægger derved sin Kraft i dens Haand. Det skal vi da vel lægge Mærke til: det er ikke Løgnen som har Kraft i sig selv, thi i sig selv er den aldeles kraftløs, det er heller ikke Kraften som staaer i Forbund med Løgnen, men det er Kraftens Lehnsmænd, hvem Sandhed gav sin Kraft til Raadighed enstund, imod at giøre Regnskab, naar Han befaler. Hvorsomhelst da Kraft aabenbarer sig til vor Forundring, der skal vi kun ikke nægte findes Storhed, thi den findes der i det mindste for vore Øine, og kan meget gierne og41saa virkelig findes der, selv med Løgnens Brænde-Mærke; men see vi dette, da maae vi ingenlunde bøie os for Storheden, ingenlunde mene, enten at Kraften er veget fra Sandhed, fordi den synes at være i Løgnens Haand, eller at Kraften kan giøre Løgn til Sandhed, hvilket i Grunden løber ud paa Eet, thi kunde Sandhed tabe det mindste Gran af sin Kraft, da var den ikke Sandhed men Løgn. I Aarsagernes Grundsætning have vi usvigelig Borgen for at al Kraft tilhører evindelig Sandhed, at Gud er al-mægtig, og deraf følger med Nødvendighed Budet: giør Sandhed! til Kraften, og til hver som i den blev deelagtig. At Kraften lyder, det veed vi er nødvendigt, vi see det i Historien, saavidt vi ere komne til Sandheds Kundskab i den, og det skal sees aabenbarlig, naar Lyset aabenbarer Alt; kun om Villien giælder det, og det føle vi alle, Villien er vor egen, vil vi giøre Sandhed, da er det vort eget Gavn, thi da beholde vi Kraften evindelig ͻ: da leve vi; vil vi det ikke, da er det vor egen Skade, thi da tabe vi Kraften evindelig ͻ: da døe, da fortabes vi, Sandhed kan det være ligegyldigt, at den løgnagtige Villie deler sig i det Uendelige, og han kan ikke forhindre det, thi han kan ikke nægte sig selv, og det maatte han, naar han skulde giøre en ond Villie god, indlemme en løgnagtig Villie i 42sig. Det er vel umueligt andet, end at vi her maae med Forbauselse ihukomme, hvad man, i den nyere Tid, har saa mangfoldig snakket om Villiens Frihed og den onde Villies Forbedring, uden at mærke, man derved paa det Bestemteste modsagde sig selv, men her vil vi kun bemærke, at 👤Kant saae Modsigelsen, men slog den hen i Snak, og Talen om Storhed vil vi slutte med et Ord om vort moralske Forhold til den.

Forholdet er, som vi have seet, let bestemt, thi vi maae hverken nægte eller forgude, men skal tilegne Sandhed den, men Historien lærer os at dette Bud maae i Udførelsen have sine store Vanskeligheder, saa vi ikke let skal nævne en bekiendt Mand, der bevarede sig i det rette Forhold til Storheden, det være nu i ham, eller udenfor ham. Een kunde jeg vel nævne, men han hører nuomstunder, just fordi han synes alt for bekiendt, ikke egenlig til de bekiendte, og kun, for at det ikke skal være min Skyld, nævner jeg 👤Jesus, som det eneste mig bekiendte Exempel paa en sand practisk Vurderings-Mand af Storhed, der kunde pege paa sig selv, da han sagde de forunderlig store Ord til sine Discipler: glæder eder ikke over, at Aanderne ere eder underdanige, men at eders Navne ere skrevne i Livsens Bog! Uden at tale om de mange Tilfælde, 43hvor Feilen mest laae i Øiet, og var, forsaavidt mindre farlig, vil vi kun bemærke dem, hvor Feilen aabenbar laae i Villien, naar man enten bøiede sig for hvad man fandt stort hos Løgnen, eller ringeagtede det Store i Sandheden. Det Første veed vi var Tilfældet vidt og bredt i Hedenskabets Dage, især hvor man forgudede Naturens Kræfter, men hvad man lettelig overseer, er, at det Samme finder Sted, hvergang man priser og ophøier en Mand, han være Keiser, Digter, Philosoph eller hvad han er, for hans store Kræfter, uagtet han med dem vilde bestride Sandhed. I det andet Tilfælde vare Stoikerne vist nok for det meste, saa at de af Forundring over sig selv, ikke fandt noget andet stort nok til engang at forundres over, men deres Slægt er i saa Fald langt fra at være uddød, thi vi behøve ikke at lede langt i vor Tids Bøger, for at finde Folk, som ikke engang falde i Forundring over det evige Forhold mellem Gud og Mennesket, som de indrømme, medens de svimle af Forundring over den menneskelige Forstand. Dette er nu vel let at forklare, thi hint Forhold indbilde de sig at begribe, sig selv finde de derimod ubegribelig, og saalænge man finder noget ubegribeligt, kan man ikke forundres over noget, man troer at begribe; men derfor er det ikke mindre galt, thi et Forhold, hvori man 44ikke engang begriber det timelige, end sige det evige Led, skulde man dog vist ikke indbilde sig at begribe, og saa er det dog aabenbar; thi Mennesket forholder sig til Gud som Skabning til Skaber, som Intet i sig selv til Alt i sig selv, og naar nu det Intet dog har Lyst til at være noget i sig selv, er dog vist Forholdets Udregning til Menneskets Fordeel intet Drenge-Stykke, men noget man vel kan være bekiendt at falde i største Forundring over. Her have vi da rørt ved Bylden, thi den sidder i vor Lyst til at gaae forbi det Store i Sandheden, enten med Ligegyldighed, eller med tom og flygtig Beundring, fordi vi have Lyst til selv at være noget Stort i vore egne Øine, og raade os selv, som om vi vare af os selv, vare vore egne, da derimod Sandheden i sin Storhed tiltordner os Budet: giør Sandhed! byder Selv-Fornægtelsen i dybeste Ydmyghed, og ubetinget Lydighed.