↩
Her maae jeg bede, 👤Luther! ved din Grav,
Og ►kysse Støvet af de kolde Stene.
Men ak! hvor Lyset tændtes ved din Haand,
For som et Nordlys i den ►Fimbul-Vinter,
Der forestod, og hersker ►end paa Jord.
498
(PS)
At skinne venlig for ►det tykke Øie,
Som ængstlig søgde den nedgangne Soel,
Ak, her er mørkt, ja et ►►ægyptisk Mørke!
321►O! fattig er jeg, som den Enke-Viv,
Der fordum offrede de tvende ►Skiærve,
Men Herren sagde, at hun gav dog meer,
End alle Rige, thi hun gav sin Næring►.
Velan! 👤Lutherus! jeg i 👤Jesu Navn,
Vil give min for Graven at oplyse.
Det er kun lidt hvad Lys jeg har endnu,
Og naar det slukkes er min Klokke slagen,
Da ►►synker ogsaa jeg i Støvet ned;
►Men tændes maa det, som en venlig Lampe,
At lyse over dine Helgenbeen►,
Det kiendes maa, at ►end et Hjerte banker,
I kiærligt Minde af din ►Kæmpe-Aand,
Det høres maa, at Ordet du mig lærde,
Endnu har Liv og Kraft og Jubelklang.
Kom, ►Holger, ud af Lysets snevre Kammer,
Og hold det tændt her over 👤Luthers Grav,
Imedens jeg min Svanesang istemmer,
Og ►rører Harpen, til den kolde Haand
Nedglider stiv imellem disse Strænge,
Som ►end skal tone, naar jeg segner mat,
Et sødt Farvel til Sjælen som udfarer!