Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Ragna-Roke, (et dansk Æmter)

Her maae jeg bede, 👤Luther! ved din Grav,
Og kysse Støvet af de kolde Stene.
Men ak! hvor Lyset tændtes ved din Haand,
For som et Nordlys i den Fimbul-Vinter,
Der forestod, og hersker end paa Jord.
At skinne venlig for det tykke Øie,
Som ængstlig søgde den nedgangne Soel,
Ak, her er mørkt, ja et ægyptisk Mørke!
321O! fattig er jeg, som den Enke-Viv,
Der fordum offrede de tvende Skiærve,
Men Herren sagde, at hun gav dog meer,
End alle Rige, thi hun gav sin Næring.
Velan! 👤Lutherus! jeg i 👤Jesu Navn,
Vil give min for Graven at oplyse.
Det er kun lidt hvad Lys jeg har endnu,
Og naar det slukkes er min Klokke slagen,
Da synker ogsaa jeg i Støvet ned;
Men tændes maa det, som en venlig Lampe,
At lyse over dine Helgenbeen,
Det kiendes maa, at end et Hjerte banker,
I kiærligt Minde af din Kæmpe-Aand,
Det høres maa, at Ordet du mig lærde,
Endnu har Liv og Kraft og Jubelklang.
Kom, Holger, ud af Lysets snevre Kammer,
Og hold det tændt her over 👤Luthers Grav,
Imedens jeg min Svanesang istemmer,
Og rører Harpen, til den kolde Haand
Nedglider stiv imellem disse Strænge,
Som end skal tone, naar jeg segner mat,
Et sødt Farvel til Sjælen som udfarer!