Grundtvig, N. F. S. Ragna-Roke, (et dansk Æmter)

Norne-Giæst.

Her maae jeg bede, 👤Luther! ved din Grav,
Og kysse Støvet af de kolde Stene.
Men ak! hvor Lyset tændtes ved din Haand,
For som et Nordlys i den Fimbul-Vinter,
Der forestod, og hersker end paa Jord.
At skinne venlig for det tykke Øie,
Som ængstlig søgde den nedgangne Soel,
Ak, her er mørkt, ja et ægyptisk Mørke!
321O! fattig er jeg, som den Enke-Viv,
Der fordum offrede de tvende Skiærve,
Men Herren sagde, at hun gav dog meer,
End alle Rige, thi hun gav sin Næring.
Velan! 👤Lutherus! jeg i 👤Jesu Navn,
Vil give min for Graven at oplyse.
Det er kun lidt hvad Lys jeg har endnu,
Og naar det slukkes er min Klokke slagen,
Da synker ogsaa jeg i Støvet ned;
Men tændes maa det, som en venlig Lampe,
At lyse over dine Helgenbeen,
Det kiendes maa, at end et Hjerte banker,
I kiærligt Minde af din Kæmpe-Aand,
Det høres maa, at Ordet du mig lærde,
Endnu har Liv og Kraft og Jubelklang.
Kom, Holger, ud af Lysets snevre Kammer,
Og hold det tændt her over 👤Luthers Grav,
Imedens jeg min Svanesang istemmer,
Og rører Harpen, til den kolde Haand
Nedglider stiv imellem disse Strænge,
Som end skal tone, naar jeg segner mat,
Et sødt Farvel til Sjælen som udfarer!

Holger.

Hvad er det, Norne-Giæst, hvi skiælver jeg?
Hvi gyser jeg, som mig en Dødning rørde!
Er det Medlidenhed, og Sorg for dig!

322Norne-Giæst.

Det er Med-Lidenhed, thi naar jeg segner,
Da synker livløs ogsaa du til Jord,
Vi blanded Blod, før du blev født til Verden,
Og ud af Tiden maae vi følges ad;
Men derfor og jeg dig maa aabenbare,
At du har nu vor Skiebne i din Haand,
Paa dig beroer det, om Lyset tændes,
Og det giør Skiel imellem Liv og Død.

Holger.

Nu først jeg føler det i alle Maader,
Hvor gaadefuldt mit Forhold er til dig,
At i sig selv jeg er ei værd at nævne,
Men er i Grunden jo dit Livstegn kun.
Ei kan jeg sige, hvad jeg dig tør kalde,
Du, min For-Ælder, om det var et Ord;
Men nu forstaaer jeg, hvad du fordum sagde,
At Herregaarden meer var din end min.
Ak nu, da Livet skulde først begynde
At tee i mig sin underfulde Kraft,
Nu, da jeg først, fortrolig med min Gaade,
Forligt med Gud, forenet med mit Liv,
Mit Dagværk skulde til Guds Priis udføre;
Nu beder du mig tænde selv mit Baal!
Ei vil jeg trodse, og ei tør jeg klage,
Ei maa jeg vægre mig, din Villje skee!
323Men, først besind dig paa den sære Tanke,
Og føl dig for om Villien er Guds!
Thi hvad der leve kan til Herrens Ære,
Det veed jeg vist Han ikke vil skal døe.

Norne-Giæst.

Og mener du, den Villje er min egen,
At offre her, hvad jeg har levet for,
At lamme Haanden, ret som den udstrækkes
Mod Kronen, der opfylder min Attraa!
Ja mener du, ei inderlig jeg sukker:
Forskaan mig, Fader! for den bedske Kalk,
Om det er mueligt, men dog skee din Villje!
En Draabe dog det er kun af den Kalk,
Som min Forløser tømde heel uskyldig,
Det Galde-Bæger som jeg skiænked fuldt,
Og denne Draabe, o, selv den har Sødme,
Forsødet er den med min Frelsers Blod!
O, lad os føle det! ei er det Kronen
Vi her nedlægge paa en Helgen-Grav,
Nei, Øie-Blikket, som os kunde times,
Berørelsen i Støvet er det kun
Af christen Kiærlighed vi her opoffre;
Hvad siger jeg! nødvendig give op,
Thi kun af Kiærlighed kan Kronen røres
Og forbigik vi, hvad den driver til,
Da gik nødvendig vi jo Glip af Kronen!
324O, tænk paa ham, der havde Herrens Ord
For, at Velsignelsen hans Sæd tilhørde,
O! tænk paa ham, som troed uden Haab,
Og ledte selv til Baalet sin Eenbaarne!
Ja, troe paa Ham, som holder hvert sit Ord,
Og kan, saa brat han vil, opvække Døde!
Der skrevet staaer: lad skinne eders Lys!
Saa eders Dyd blandt Mennesker maa skues,
Og Himmel-Faderen erholde Priis!

Holger.

Jeg maa, jeg vil, o give Gud mig Kræfter!
Men grib i Harpen, løft din Røst i Sang,
Saa trods min Svaghed jeg kan føle Styrke,
I Aandens Samfund Eet med Gud og dig!

Norne-Giæst.

1

Skal paa Gudruns Bænk i Støvet,
Stum jeg sidde med min Stav,
Stirre overhaands bedrøvet,
Koldt paa Bibel-Kæmpens Grav!
Skal med Magt jeg kvæle Sukket,
Sidde, som jeg var udhugget,
👤Luther! til din Bauta-Steen!

2

Skal jeg i sagte, veemodige Lyde
Hviske ved Graven om Sorg og om Savn!
Skal jeg, mens Fjender sig bryste og fryde,
325Bævende stamme den Elskedes Navn!
Skulde med Taarer jeg Luerne dæmpe,
Og som et Gienfærd af hensovne Kæmpe,
Svæve om Graven i Midnattens Mulm!

3

Nei, Sorg kun den forstener
Som har ved Grav ei Haab,
Lad hviske hvo som mener,
At sandt er Fjendens Raab!
Lad flyde hen i Taarer
De feige Verdens Daarer,
Som ei har Trøst i Nød!

4

De Hjerter som hensmelte
I Gud, de fatte Mod,
Og Taaren skaber Helte
I Pagt med 👤Jesu Blod;
Ei Røsten vil jeg dæmpe,
Lyd høit om Herrens Kæmpe,
Kling sødt o Minde-Sang!

5

O! var min Røst en Torden,
Og var mit Blik et Lyn,
Da skulde brat fra 📌Norden
I 📌Syd for Sagn gaae Syn,
Da 📌Tibrens Bølger gule
326Snart skulde Asken skjule
Af 📌Rom og Vatican!

6

O kunde jeg kun sjunge
I Chor med 👤Davids Aand,
Var et Guds Sværd min Tunge,
Og sad det i min Haand,
Da skulde Blod det farve,
Og Helgen-Skaren arve
Sit frelste Fædreland!

7

Lyd høit i Skye, min Klage,
For Helten under Muld!
Fra Gnyta-Hedens Drage
Han vandt det røde Guld,
Han stævned giennem Flammer
Til Brynhilds Gaade-Kammer,
Og løste hendes Baand.

8

O vee den Blomst af Budle,
De Skud af Gjukes Rod,
Som vilde sig besudle
Alt med den Volsungs Blod!
O Vee som Ingen fatter
Den Lokes fule Datter!
Vee Hel med Grimhilds Navn!

9

327Ja Hevnen brat skal vaagne,
Alt med saa bange Kaar
For Gunner og for Hogne
I Bolt og Ormegaard;
Thi meer end Gudruns Taarer
Og Blod i egne Aarer
For dem var Guldets Glands.

10

Lad høit mig dig berømme,
Du Helt, som kiæk og bold,
Trods Ild og Edder-Strømme,
Lemlæsted 📌Romas Trold!
Ja, feig fra Kampens Bulder,
Alt fra sin Arm og Skulder
Som Grændel flygted han.

11

Endnu, ak, gaaer hans Moder
Ved Midnat ud paa Rov,
Ja, Hrodgars Vaaben-Broder
Hun kvalde mens han sov;
Den Hex saa leed sig skjuler
I Fjeldets dybe Huler,
Paa Nykke-Havets Bund.

12

Hoveer dog ei, du Fule!
Din Tid er snart forbi,
328Ei skal dig Klippen skjule,
Ei Trolddom dig befrie.
Lad Muld kun mig bedække!
Gud kan sig Børn opvække
Af Stene som af Støv.

13

Ja, skin, mit Lys, med Vælde!
Kling høit, min Sang og gjald!
Saa Lys og Lyd kan melde
Vort Savn i høien Hald!
Da, som de Toner klinge,
Skal Helten brat opspringe
Alt af sin Himmelseng.

14

Til Lue-Skoven haster
Den Helt som ei kan døe,
Og dristig han sig kaster
Alt i den sorte Søe.
Hans Brynje aldrig bugner,
Og Sværd med Oldtids Runer,
Til Brug er ham beredt.

15

Naar vældig han det svinger,
Faaer Jesabel sin Løn,
Og hovedløs nedspringer
Til Helhjem hendes Søn;
329Med Hoved og med Hjalte
Skal Bjovulf og de Talte,
For Hrod-Gar stædes ind.

16

Da vorder Fryd og Glæde,
Alt i den Konge-Hald,
Og Hrod-Gar selv skal kvæde,
Og Hornets høie Gjald
De Unge med de Gamle,
I Salen skal forsamle,
Til Fryd om Gildes-Bord!

17

Fra alle Kirke-Sogne,
Man byde skal til Giæst,
Og jeg skal da opvaagne
Alt til den Jubel-Fest.
Brænd sygt, brænd ud min Kierte!
Det gløder i mit Hjerte,
Du tændes vist igien.

18

Da skalst du evig straale
Som Soel i Middags-Glands!
Brist kun, hvad ei kan taale
Den klare Guddoms-Glands!
Af Lyset i det Høie
Mig dannes brat et Øie,
Hvormed jeg Gud kan see.

19

330Guds Barn jeg monne være,
Det vidner Aanden klart,
Og mellem Himlens Hære,
Jeg det erkiender ,
Som Sønnen skal jeg være,
Thi i sin Guddoms Ære
Jeg skal beskue ham snart.

20

Hvi vil du dig saa klage,
Og jamre, kiære Sjæl!
Dig saa med Sorrig plage!
Troe dog din Frelser vel!
Vær du i ham kun froe!
Han veed din Sag at vende,
Til glad og salig Ende,
Det skal du stadig troe.

21

Han aldrig dem forlader
I nogen Modgangs Tid,
Som kiende ham for Fader,
Og slaae til ham al Liid;
Seer det end farligt ud,
Du tørst ei ved at grue,
Du skal dog Frelse skue
Fra al Miskundheds Gud.

22

331Ei gaaer det ham ad Glemme
At du i Støv er klædt,
Hans Trøst du skal fornemme,
Hvad Nød du i er stædt;
Kun tie og liid og bie!
Naar Han vil Hjelp tilskikke,
Da kan al Verden ikke
Der giøre Hinder i.

23

Hvad Satans Pak end sværmer,
Saa er dog Gud din Borg,
Som kiærlig dig beskiærmer,
Og redder af al Sorg;
Om hele Helvede
Sig end imod dig sætter,
Det Intet dog udretter,
Guds Villje dog maa skee.

24

Skal det og hardt tilgange,
Saa krymp dig ei derved!
Det gik saa andre mange
I denne Uselhed,
Langt bedre dog for hver,
Med Guds Folk her at lide,
End hisset times Kvide
I evig Døds Ufærd,

25

332Saa knur, min Sjæl! kun ikke
Mod hvad i 👤Jesu Navn,
Dig Gud vil Selv tilskikke!
Det alt er til dit Gavn!
Dit Haab paa ham kun stil!
Ihvad dig gaaer til Hjerte,
Dig trøste i al Smerte
Han baade kan og vil.

26

Derfor jeg ham hengive
Vil mig og al min Id,
Gud unde mig at blive
Hos Sig til evig Tid!
Det Alt behager mig,
Hvad Herren selv behager,
Jeg veed, Han Omhu drager
For mig saa faderlig!

Holger.

Vederkvæget har din Sang min Sjæl,
Psalmens Olie min Smerte dulmet,
Hvis endnu dig stander Tungen bi,
Lul da for mig, syng en Aften Psalme!
Vilter spiller Luen paa min Haand,
Og i Heden Fingrene sig krympe,
Slippe Vægen nænner jeg dog ei,
Flagrende sig Lyset selv bør slukke.
333Syng du for mig, saa jeg holder Stand!
Giennemglød mig med din varme Aande,
Saa jeg stivner ei i Dødens Stund,
Men opløses som en Bøg i Aske,
Saa at medens jeg hensmuldrer skiør
Sidste Gnist endnu kan i mig tindre!
Vist jeg veed, Gud trænger ei til mig,
Savner ei sit Redskab, naar jeg segner,
Taus tilbeder jeg Hans skjulte Raad;
Men hvis ei det er min Gud at friste,
Ydmyg beder jeg, at mig et Tegn
Før jeg døer, maa i den Tro stadfæste,
At ham tækkes, hvad jeg taaler her!

Norne-Giæst.

1

Som den gyldne Soel udbryder
Vældig af den sorte Skye,
Og sin Straale-Piil udskyder,
Indtil Mulm og Mørke flye,
Saa min 👤Jesus af sin Grav,
Livets Soel af Dødens Hav,
Seierrig opstod med Ære,
Feige flygted Mørkets Hære.

2

For den Paaske-Morgenrøde
Tak, du Soel med Liv og Aand!
I dens Straaler Støv kan gløde,
334Under Dødens kolde Haand,
Ingen Tunge, ingen Sang,
Tolker det med værdig Klang:
Selv i Gravens skumle Rige
Mørket maa for Lyset vige.

3

Føle kan jeg i mit Hjerte,
At min Sjæl har Trøst deraf,
Al min Sorg og al min Smerte,
Jorder jeg i 👤Jesu Grav,
Giæstet i sin egen Gaard,
Døden der fik Bane-Saar,
Nu til Livsens Drot skal stige
Lovsang fra de Dødes Rige.

4

Lad kun Hvirvel-Vinden suse,
Kiødet skiælve som et Løv!
Lad kun Dødens Bølger bruse,
Løse og mit Liig i Støv!
Ligger jeg i Muld enstund,
Ligger jeg paa Havsens Bund,
Mens jeg sover, nye Klæder,
Skiæres mig til evig Hæder.

5

Sjung, min Sjæl, og glem al Sorgen!
Dimmel-Ugen skrider snart,
Aarle om den Paaske-Morgen
335Alt det Dunkle vorder klart.
Frygt ei Snee og Vinter-Kuld!
Alt som Rugen over Muld
Smiler ad dig, naar du græder,
Haabet, svøbt i Sommer-Klæder.

6

Odd og Egg paa Fjendens Vaaben,
Sløvedes i 👤Jesu Kiød,
Tørne af paa Helgen-Kaaben
Som han gav dig i sin Død,
Svøb i den dig kiæk og bold!
Det er Troens Demant-Skjold,
Under det du trygt kan smile,
Selv ad Fjendens Lue-Pile.

7

Sov da ind i Fred, du Kiære,
Sov nu sødt i 👤Jesu Navn!
Sjungende Guds Engle bære
Brat dig i din Frelsers Favn,
Døden, siden 👤Jesus vandt
Løser kun hvad Synden bandt;
Dine Lænker, naar de smelte,
Dannes til et gyldent Belte.

8

Frist ei Gud med Daare-Bønner!
Dræb hver Tvivl med Herrens Ord!
Tro og Tillid Gud belønner,
336Bryder aldrig hvad han svor.
See et Tegn med sund Forstand,
I min Sang paa Gravens Rand!
Vilst du Tegnets Kraft fornemme,
Nyn som jeg med sagte Stemme!

9

Tak for al din Fødsels-Glæde!
Tak for hvert dit Guddoms-Ord!
Tak for Dug i Daabens Væde!
Tak for Mad paa Naadens Bord!
Tak for Livet du gavst hen!
Tak at du det togst igien!
Lov og Tak og evig Ære!
Salig skal jeg Synder være!

10

Sjung, min Sjæl, og lad dig røre!
Smiil i Døden, græd af Fryd!
Kanst du Orgel-Tonen høre!
Det er Engle-Vingers Lyd;
Hils med Lov og Tak og Priis
Baaren fra Guds 📌Paradiis!
Troe og sjung! saa skalst du stige
Sjungendes til Himmerige.

👤Luthers Aand.

Vom Himmel hoch da komm ich her
Ich bring euch gute neue Mähr,
337Der guten Mähr Bring ich so viel,
Davon ich singen und sagen will.

Lob, Ehr sey Gott im höchsten Thron,
Der uns schenckt seinen eingen Sohn!
Des freuen sich der Engel Schaar,
Und singen uns solch neues Jahr.

Holger.

O! nu Guds Kraft jeg kan fornemme,
O Fryd! det er Lutheri Stemme!
Nu farer jeg herfra i Fred,
Mit Øie saae Guds Herlighed!
Med 👤Davids Kiep, med 👤Jakobs Stav,
Jeg overspringer Dødens Hav;
Her er Guds Huus og Himlens Port,
Den staaer oplukt, det Tegn var stort,
O Miskundhed, som maales ei!
O 👤Jesus! hvilken Konge-Vei!
O hvilket Liv i Herrens Aand!
O skjul mig evig i din Haand!

👤Luther.

Amen! Amen! ja far vel!
Far til Gud, du fromme Sjæl!
Sød er Hvilen i høie Chor,
Under det evige Alter-Bord!
Lovet være den Guders Gud!
338Salighed er det at fare Hans Bud!
Kiærlighed straalede over min Grav,
Fromhed savned en Støtte Stav;
Kiærlighed straaler i Himmelen ind,
Vaagne jeg maatte i Natlampe-Skin,
Høre jeg maatte det Suk ved min Grav,
Herren mig sendte med Sang og med Stav!
Lover, I Engle! den evige Fader!
Suk Han bønhører, og Synd han forlader,
Han sig maa bukke for Stjerner at skue,
Støvet er dybt under Himmelens Bue,
Støv Han besøger, med Liv og med Glands,
Støvet Han kroner med Evigheds Krands.
Skiælver I Slægter, som Naaden forsmaae!
Ild for hans Ansigt skal blussende gaae,
Og før det times dem Skinnet at skue,
Smelte Hans Fjender som Vox over Lue.

Støv og Aske er nu hvad jeg skuer
Her hvor sig hæved de bølgende Buer,
Her hvor det smeltende Hjerte udsang
Frelserens Priis under Psalterens Klang!
Sukker og græder, I Fromme paa Jord!
Brustet er Hjertet, og Nøden er stor.
Hyler, I Stammer, som piinde den Fromme!
Hjertet er brustet og Aaret er omme!

339Trøstes, I Fromme! kan Tvivlen I kue,
End I paa Jord skal Guds Herlighed skue.
Dødt er ei Noget, som lever med Gud,
Sover og vaagner kun efter hans Bud,
Bindes og løses og ombytter Klæde,
Stiger i Lys og i Liv og i Glæde,
Indtil det sankes i Bruden saa fiin,
Som den Eenbaarne med Fryd kalder sin!

Hører og skuer! jeg taler og spaaer!
Aske og Støv, som har kiendt sine Kaar,
Skal ikke spredes for Vind og for Vove,
Skal ikke sænkes i Graven at sove,
Løftes kun ud af det trykkende Baand,
Løftes i Kiød for at bindes i Aand.

Aske og Støv! i den Signedes Navn,
Tager hinanden med Gammen i Favn!
Bliv til en Olding med sneehvide Haar!
Øiet afbilde hans Æt og hans Kaar!
Furer og Rynker vanhælde ham ei!
Kronen han fandt paa Retfærdigheds Vei!
Bliv til en levende Harpe saa prud,
Skabt til at tone med Ynde for Gud!
Bliv til en Harpe, og bliv til en Haand,
Redskab for Bibelens hellige Aand!
340Hvo er den Aand som det christnede Hjerte
Higede efter; i Fryd og i Smerte?
Han komme hid for i Harpen at bygge,
Haanden at raade alt efter sit Tykke!

👤Cædmons Aand.

1

Jeg drømde, jeg drømde,
Kong 👤David jeg saae,
Han gav mig i Hænde
Sin Harpe saa prud,
Strængene gyldne
Slog jeg med Vælde,
End vel i Midgard,
Mindes mit Kvad.

2

Jeg bøied mit Øre
Til Bogen hin gamle,
Dens Tale fik Tone,
Og Tungen fik Røst,
Billeder høie
Blikket opdaged,
Venlig jeg skiænked
Skriften mit Pund.

3

Us is riht micel
Dhæt ve rodera-veard
Vereda vuldor-cining
341Vordum herigen!
Toner som disse
Tør jeg vel haabe,
Sank ei i Tidens
Skummende Bølger.

4

Jeg Øre og laande
Til Oldtidens Sagn,
I Krands jeg dem fletted,
Med Konst jeg dem bandt,
Som svaiende Kviste
Man sanker og binder,
Og skaber et Lysthuus
I Skoven saa vild.

5

Hvæt ve gar-dena
In gear-dægum,
Theod-cyninga
Thrym gefrunon,
End vil jeg haabe
Hrodgar og Bjovulf
Kvæde i Salen
Kæmpernes Priis.

6

Saa jeg paa Harpen
Hævede Sandsagn,
342Adled til Epos
Oldtidens Digt,
Stridige Stykker
Snild jeg forbandt:
Yndig blev Sandhed,
Og Æmter sandsynligt.

7

👤David tilhøre
Harperne alle,
Som faae i Kirken
Klingende Strænge,
Derfor jeg kommer,
Kalder med Føie,
Harpen som dannes,
👤👤Davids og min.

👤Luthers Aand.

Da ydmyg dit Øre du bøied,
Til Ordet, som Engle ophøied,
Som høit over Stjernerne svæver,
Som Aander nedstyrter og hæver;
Du hørde da ikke det Sprog,
Som toner i hellige Bog!
Du hørde om Kalken da ikke,
Som Gud giver Spaamænd at drikke,
Der sige: jeg drømde, jeg drømde,
Og giøre af Drømmen Guds Ord!
343Ei Kalken de Gamle udtømde,
End staaer den paa Skjaldenes Bord.
Og dybt er der ristet i Hornet:
Hvi mænged du Avner i Kornet?

At Harpen skal 👤David tilhøre,
Det er et usvigeligt Ord,
Kan Strængene liflig du røre,
Hans Fuldmægtig est du i 📌Nord.

👤Cædmons Aand.

Ja vel jeg kan Strængene røre,
Og Tonen jeg har i mit Øre;
Men hvis ei jeg Grebet har glemt,
Er Harpen forstemt.

👤Luthers Aand.

Det sige vil, hvis ei Sig Gud har glemt,
For dig ei stemt.

Norne-Giæst.

1

Hvor liflig, hvor rolig,
O Gud! er din Bolig!
Hvor har jeg den kiær!
Min Sjæl, som i Fængsel,
Nu sukker med Længsel:
O! var jeg kun der!

2

Dog Hjertet, som giemmer
De jublende Stemmer,
344Den himmelske Glød,
Maa raabe, maa sjunge,
Med jublende Tunge:
O! Hvilen er sød!

3

O Naade for Naade!
O Kiærligheds Gaade!
Hvo grunder dig ud!
En Spurv finder Skygge,
En Svale tør bygge
Sin Rede hos Gud!

4

Ei fuld er min Glæde,
End har jeg mit Sæde
Paa Tærskelen blot;
Men Høisæde er den,
Mod Throner i Verden,
Det føler jeg godt.

5

Sig Verden omgiærde
Med blinkende Sværde,
Med Mur og med Vold!
Den skal dog henveires,
Jeg aldrig beseires,
Thi Gud er mit Skjold.

6

345Lad Verden kun prale,
Og prægtig afmale,
Sin Selveier-Soel!
Den sortner, den segner,
Kun min selv ei blegner,
Thi Gud er min Soel.

7

Lad Verden i Drømme
Den Styrke berømme,
Som kommer og gaaer!
Jeg salig mig priser,
Ei min jeg forliser,
I Gud den bestaaer.

8

Vel blomstrende, brede
De Veie maae hede,
Som Verden vil gaae,
Men trang er den rene,
Og Hvilen dog ene,
Paa den er at naae.

9

Thi kaarer mit Hjerte,
I Fryd og i Smerte,
Den evige Vei,
Giør Afgrund og Ørke,
End Forbund med Mørke,
Jeg gruer dog ei.

10

346 Skiøndt Intet jeg mægter;
Jeg aldrig forsmægter,
End ei i den gloende Sand,
Thi brænder mig Tørken,
Udspringer i Ørken,
En kiølende Kilde paa Stand.

11

Maa Panden sig bøie,
Og tykner mit Øie,
Har Hjertet kun Suk;
Mig flux vederkvæger
Min Gud med et Bæger,
Velsignelses Dug.

12

Saa fryd dig, mit Hjerte,
Ved Skjold og ved Kierte,
Ved Kilde og Dug!
Paa 📌Morias Høie,
Dig møder Guds Øie
Med Sang for dit Suk.

13

O, der skal du finde,
Hvad dunkelt i Minde,
Og Længsel du saae!
O, da skal du sjunge,
347Hvad stammende Tunge
Nu staver kun paa!

14

Hvor liflig, hvor rolig,
O Gud! er din Bolig,
Din Glands og din Glød!
Velsignet den Trængsel,
Som fødte min Længsel!
O, Hvilen er sød!

15

O, Naade for Naade;
O, Kiærligheds Gaade!
Hvo grunder dig ud!
Til Spurv og til Svale
Fra Himmerigs Sale
Fornedred sig Gud!

16

Til Spurv sig forringer
Med stækkede Vinger,
Den evige Ørn,
For sig at paatage
Spedalskhedens Plage,
Forskyldt af hans Børn!

17

Han lader sig kløve,
Som Spurven, Guds Løve,
348Udgyder sit Blod,
Og Blodet aftvætter
Den Skyldiges Pletter,
Og skiænker ham Bod!

18

Som Vibe og Svale,
Sig lægger i Dvale
Guds levende Ord,
Kun for paa sin Vinge
En Sommer at bringe
Den iisklædte Jord!

19

Sig Ørnen opsvinger
Paa nyfødte Vinger,
Til Høielofts Hald,
Og bygger i Salen,
Til Spurven og Svalen,
Et Bur af Chrystal!

20

O Magter og Throner!
Og Himle, udtoner
Den Eviges Lov!
Nedknæler! tilbeder!
Hver Palme, hver Ceder
I 📌Libanons Skov!

21

Hver Stamme sig bøie!
De evige Høie
349Opspringe i Dands!
Og Stiernernes Hære
Forkynde Hans Ære,
Som Glimt af hans Glands!