Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Ragna-Roke, (et dansk Æmter)

For Resten Æmte kaldes ogsaa Avne,
Og Læseren for mig maa vælge frit,
Det kommer mellem os ei an paa Navne;
Athene kalder vist det Hele Skit,
Vis-Vas og Kælling-Præk, Forgift og Edder,
308Ifald hun ikke glemmer hvad hun hedder.
Af hende har min Læser sagtens hørt,
Især da man ved hendes Byld har rørt,
At jeg blev sløv, da jeg mig slog til Roe,
I Armene paa 👤Morten Luthers Troe,
Og lod det kiende i et kort Begreeb,
Hvori jeg smukke Folk dog bandsat kneeb,
Og ydermere, da jeg, Tingen siger: siden,
Begyndte ret at tordne imod Tiden.
Det var da fulmen brutum vil man troe,
Men skal dog ikke sige det saa lige,
Thi Rosmer Vandmand under Vælling-Broe,
Sig barer nok for Stjernerne at kige,
Mens Tordnen ruller, og naar den er endt,
Og Rosmer stikker op sin lange Næse,
Da er hans Vidnesbyrd kun lidt bevendt,
Hver Trold i Solskin tør ad Lynild blæse,
Og Lynet har sin meget gode Grund
Til ei at stange Aal paa Havsens Bund.
Dog, dette være sagt i Parenthes
Om Tegnet under Krebsens Vendekreds,
(Thi Rosmer Vandmand, som jeg saae forleden,
Han er bestemt en ægte Krebs forneden)
Om Circumflexen i Athenes Tut,
Reflexen af en overblæst Acut!
At jeg er sløv, det vil man gierne troe,
309Og nu kan Læseren da sagtens vide,
At jeg forgaaer i mine egne Skoe,
Og vil i Æmterne til Vands ham ride,
Saa, er han klog, han tager sig i Agt,
Og bruger Benene, før jeg faaer Magt,
Og sætter ham midt i den dybe 📌Slie,
Hvor jeg har druknet al min Poesie;
I 📌Slien, som ei 👤Erik Plovkiep ene,
Men alle Valdemarerne har slugt,
Som over Slægter, med samt Bauta-Stene
I Tusindtal, sin Bølge har tillukt.