Grundtvig, N. F. S. Ragna-Roke, (et dansk Æmter)

Motto

✂ Digtet indledes med et motto bestående af Grundtvigs tilpassede oversættelse af strofe 40-41 fra ►Det andet kvad om Helge Hundingsbane (Helgakviða Hundingsbana II), der findes blandt teksterne i ►Den ældre Edda. Stroferne er et replikskifte mellem valkyrien ►Sigruns trælkvinde og ►Sigruns elskede, den døde kriger ►Helge. Han har af ►Odin for en stund fået lov til at vende tilbage med sine krigere fra ►Valhal til sin gravhøj. Stroferne føjer en dimension til fortolkningen af digtets titel. Trælkvinden spørger om ►ragnarok er oprunden, eller om det er et blændværk, hun ser. Dertil svarer ►Helge afvisende. ►Ragnarok er endnu ikke forestående, de har blot fået en kortvarig tilladelse til at ride igen blandt de levende. I originalskriftet er ►Helges svar blankt afvisende, men i Grundtvigs gendigtning gør tilføjelsen af ‘endnu’ ►ragnarok nærværende (se ►Toldberg 1950, s. 82 f., og ►Auken 2005, s. 334 f.).

Forord

✂ Forordet har form som et rimbrev, en klassisk lyrisk genre Grundtvig før havde anvendt, og som i Danmark især mestredes af 👤Jens Baggesen. Rimbrevet (eller den poetiske epistel) henter sin formmodel fra bl.a. 👤Horats og 👤Ovid og afspejler for så vidt oplysningstidens litterære fokus på antikken.

✂ I de to første afsnit af forordet imødegår Grundtvig med en kraftig ironisk tone tidens poetik, den romantiske tanke om kunstens selvgyldighed, og fokuserer på den mere begrænsede digter (sig selv), der ikke som det virkelighedsfjerne geni “spiller bare for at spille”, men “altid har et Maal i Sigte” (s. 302). Han fremdrager 👤Horats, ►Orfeus og ►Brage som sine ligemænd, der “sikkert heller ikke spilt for ingen Ting” (s. 304). Med et velvalgt rimpar fremfører han sin beklagelse over indflydelsen i åndslivet fra det tyske – selv er han rundet af det jyske, dvs. det folkelige og jævne; han har endda haft tid til at studere dialekterne.

✂ Ud over kritikken af den formålsløse kunst, gør Grundtvig også op med det romantiske krav om originalitet, “at digte Splinter-Nyt” (s. 304). Til alle tider har digterne opført sig som tyveknægte, nogle med mere succes andre: “Dog mangen Een fik Ord for Mester i at stjæle, / Enddog han havde fast kun Nemme til at hæle” (s. 305). Traditionen har en vigtig betydning for Grundtvig, og den vender han sig mod i sin digtning; man forstår, at han anser de fleste digtere for ‘hælere’, siden nyskabelser i kunsten er “sjeldne Vahre” (s. 305, jf. ►Toldberg 1950, s. 87). Efter denne ironiske nedgradering af sig selv fra geni til det underordnede talent, præsenterer han sit digteriske alternativ, altså “Ragna-Roke”, som “Huusmands-Kost” til et tidsfordriv, hvad man på jysk kalder et “Æmter” (s. 307). Til degraderingen hæftes nu også denne folkelige betegnelse, der af Grundtvig er centralt betonet allerede med værkets overskrift.

✂ Derefter kommer angrebet på tidsskriftet ►Athene, der i juli 1817 havde bragt en generel kritik af Grundtvigs litterære udvikling, i hvilken han kun havde været “altfor heldig i sine Bestræbelser efter at tilintetgiøre sin litteraire Værdi, ja man kunde sige sin hele aandelige Virksomhed” (►Hjort 1817, s. 77). Yderligere kritiseres han for at have resigneret kunstnerisk, efter han har kastet sig i armene på den saliggørende tro, som han vil finde i 👤Luthers lære. Allerede i januarnummeret 1815 fik Grundtvigs ►Roskilde-Riim (1814) skudsmål som et værk, hvori “han virkelig har druknet endeel Poesie i utallige Riim” (“►Almindeligt Oversyn af den danske Litteratur i Aaret 1814”, s. 75). Grundtvig parafraserer flere steder artiklerne (jf. ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 764, og ►Toldberg 1955, s. 64 f.), og den omtalte drukning giver ham anledning til at fremkomme med en række maritime ordspil og billeder i fortalen. Sluttelig, for at understrege sin ydmyge position i samtiden, sammenligner Grundtvig sig selv med en flue, først siddende udsat på “Tidens lange Næse” (s. 309), dernæst som fluen, kendt fra ►Den yngre Edda, der forstyrrer dværgen ►Brok ved blæsebælgen, mens ►Mjølner smedes; resultatet er hammerens fejlagtigt korte skaft.

✂ 👤Lundgreen-Nielsen fremhæver, at de iscenesatte ironiske lag i fortalen er svære at gennemskue (►1980, s. 764). Samtidig er de dog afgørende for, at Grundtvig kan revse og distancere sig fra tidsånden (►Toldberg 1950, s. 87). Hans sigte er at imødegå den romantiske poetik og tanken om kunstens selvgyldighed og genindsætte det kristne moment på dets rette plads i poesien. Fornedrelse og ydmyghed, at gøre sig lille, er centrale elementer i digtet. 👤Toldberg har peget på, at værkets helhedstanke består i fremhævelsen af 👤Luthers nådeforkyndelse og fokusere på forholdet mellem Gud og mennesket, med mennesket underlagt og prisgivet Guds vilje. Fromhed og selvfornedrelse går hånd i hånd i den forbindelse (►Toldberg 1950, s. 81).

Første scene

✂ Første scene af “Ragna-Roke” indledes med en dialog i prosa mellem ►Norne-Giæst og ►Holger. De repræsenterer i udgangspunktet hver sit stadie af kristendommen: ►Holger er på vej ud for korporligt at kæmpe for troen, men overbevises af den mildere stemte ►Norne-Giæst om at lade “Naade gaae for Ret!” (s. 313). I stedet forhører ►Norne-Giæst sig hos ►Holger om, hvor denne skal holde jubelfest, dvs. reformationsjubilæet, og overtaler ham til at drage med sig til 👤Luthers grav i Wittenberg. Forinden vil ►Norne-Giæst dog lægge vejen forbi ►Saga på ►Brattingborg (om Grundtvigs udnævnelse af ►Brattingborg som ►Sagas bolig se ►Toldberg 1950, s. 83 f.).

✂ ►Holger vil gerne med, men først skal det afklares, hvordan transporten kan foregå, da ingen af de to har kræfter til at bære hinanden. ►Norne-Giæst tilbyder ►Holger plads i lyskassen i sin harpe, hvis ►Holger henter den ned fra storstuen. Harpen og henvisningen til ►Aslaug (s. 318) er en allusion til ►Vølsungesaga, hvor det berettes, at ►Aslaugs fosterfader ►Heimer skjuler hende i sin harpe under flugten til Norge. ►Holger anfører, at han er for stor til at kunne være der og i øvrigt slet ikke kan løfte den, hvortil ►Norne-Giæst beder ham knæle og ydmyge sig (med allusion til ►Matt 18,1-4): “større end et Barn veed du jo nok, du maa ikke være”, for på den måde “er du stærkere og den lettere, saa gaaer det nok” (s. 318). ►Holger indvilliger i at gøre et forsøg og lover, at han for altid vil binde sig til ►Norne-Giæst, leve og dø med ham, hvis det lykkes. Scenen afsluttes med ►Norne-Giæsts versmonolog, hvor han sluttelig kan konstatere, at ►Holger med sin bøn rent faktisk har formået at blive som barn igen (s. 320). Også himmelkoret viser sin glæde og afsynger tre strofer af den gamle julesalme “►Et Barn er født i Bethlehem” (fra 👤Hans Thomissøns salmebog, ►1569).

Anden scene

✂ Hvor replikkerne i første scene var holdt i prosa, anvendes i næste scene traditionelle blankvers. Af ►Norne-Giæsts indledende replik forstår man, at scenen finder sted ved 👤Luthers grav, hvor ►Norne-Giæst i en tale iblandet en række bibelreferencer tilbyder at lade sit lys brænde for at oplyse det åndelige mørke, der endnu hersker i verden (s. 320). I sagnet om ►Norne-Giæst fra ►Olav Tryggvesons Saga er det kun ►Norne-Giæst, der ender sit liv, når lyset brænder ud; det sker efter han har modtaget den kristne tro. I “Ragna-Roke” bevirker Grundtvigs personkobling, at også ►Holger må lade livet (et eksempel på Grundtvigs sammensmeltning af disparate elementer, jf. ►Toldberg 1950, s. 150). I hvert fald er han noget betænkelig:

✂ “►Nu beder du mig tænde selv mit Baal! / Ei vil jeg trodse, og ei tør jeg klage, / Ei maa jeg vægre mig, din Villje skee! / Men, først besind dig paa den sære Tanke, / Og føl dig for om Villien er Guds! / Thi hvad der leve kan til Herrens Ære, / Det veed jeg vist Han ikke vil skal døe” (s. 322 f.). ►Norne-Giæst formår dog med henvisning til 👤Jesu død og opstandelse at overbevise ►Holger om nødvendigheden af at brænde lyset ned.

✂ Derefter fremfører han på ►Holgers foranledning et kvad til opmuntring. I 26 strofer med inddragelse af nordiske og angelsaksiske sagnfigurer anspores ►Holger til at finde roen og troen i 👤Luthers lære. Selv ►Norne-Giæst vil genopstå: “Og jeg skal da opvaagne / Alt til den Jubel-Fest. / Brænd sygt, brænd ud min Kierte! / Det gløder i mit Hjerte, / Du tændes vist igien” (s. 329). Kvadet afsluttes fra strofe 20 med en let bearbejdet version af 👤Johan Brunsmands salmeoversættelse “►HVi vilt du saa dig klage” (1687). ►Holger er efterfølgende vederkvæget, men efterspørger endnu et kvad: “Ydmyg beder jeg, at mig et Tegn / Før jeg døer, maa i den Tro stadfæste, / At ham tækkes, hvad jeg taaler her!” (s. 333). Til den henter ►Norne-Giæst inspiration (strofe 1, 3, 9) i 👤Kingos påskesalme “►SOm dend Gyldne Soel frembyder” (1689) og (Strofe 10) i sammes “►HØrer til I høye Himle” (1689). 👤Luthers ånd fremtræder derefter og istemmer “►Vom Himmel hoch da komm' ich her”, som han digtede i 1535 over ►juleevangeliet. Således beroliget går ►Holger Gud i møde: “Nu farer jeg herfra i Fred, / Mit Øie saae Guds Herlighed!” (s. 337).

✂ ►Holgers himmelfart afføder 👤Luthers gravtale over ham, som Grundtvig lader slutte med en efterlysning af den rette digterånd, “en Olding med sneehvide Haar!”, der er “Skabt til at tone med Ynde for Gud!” som “Redskab for Bibelens hellige Aand!”, altså en digter, der formår at digte sandt og kristent til Guds ære (s. 339). Harpen er et centralt billede i scenen, både som attribut til og som synonym for digteren, hvem Gud vil benytte som sit instrument (jf. ►Toldberg 1950, s. 81). Efterlysningen kalder endnu en ånd frem, nemlig ånden efter den angelsaksiske poet 👤Cædmon, som straks tager harpebilledet op i sit syv strofer lange kvad og priser sine egne kvaliteter som kristen poet og som kong 👤Davids efterfølger. Denne selvhævdelse har 👤Luther indsigelser mod, som 👤Cædmon dog affejer.

✂ Scenen afsluttes med ►Norne-Giæsts lange kvad, hvor de første 11 strofer parafraserer ►kapitel 84 i Salmernes Bog (👤Davids salmer). 👤Lundgreen-Nielsen har peget på sammenhængen mellem dette kvad og det foregående i samme scene: “Den himmelrettede bevægelse i Davidssalmen svarer til forrige digts 👤Kingo-citat, den dalende bevægelse i 👤Kristi fornedrelse til det nedsendte englebudskab i 👤Luthers førnævnte julesalme”. Han afslutter karakteristikken af scenen: “I entydig alvorlig tone har den først og fremmest demonstreret troens og den troende digters magt, selv over døden” (►1980, s. 766).

Tredje scene

✂ I tredje scene er stedet rykket fra 👤Luthers grav til omgivelserne ved ►Sagas bolig i morgenstunden. Første lange del af scenen består af ►Norne-Giæsts monolog, hvori han reflekterer over historiens væsen og betydning. Først med en konkret sansning af ►Sagas bolig, der beskrives med allusion til ►Valhal i ►Gylfes Forblændelse (Gylfaginning, afsnit 2), dernæst i en parallelisering af mytologien og historien, hvor han fastslår, at “Fædres ►Asgaard var og ►Sagas Borg” (s. 353). ►Vølvens spådom (Vøluspa), som for Grundtvig var den nordiske mytologis urtekst, fremdrages som forbindelsen mellem oldtidens forestillinger om ►ragnarok og den kristne historie:

✂ “Hvem kiender ►Vøluspa, og seer det ei, / At ►Ragna-Roke er en Saga-Sone, / Og Seier-Støtten, ►Balders Bautasteen, / Den Pagtens Ark hvori paa gyldne Tavler, / Indgravet er det store Vidnesbyrd / Om ►Sagas Pagt med ►Norner og med ►Gimle!” (s. 353).

✂ ►Norne-Giæst sidestiller således ►Balders sejrsmonument med pagtens ark fra ►Det gamle Testamente.

✂ Sidste halvdel af scenen er en dialog mellem ►Norne-Giæst og ►Sagas portvogter, ►Fjølvid, der ikke vil lukke ►Norne-Giæst ind. Han har ifølge Toldberg stillet sig imellem historien (►Saga) og dens discipel (►Norne-Giæst) (►1950, s. 86). ►Fjølvids gestalt og scenens optrin, hvor han udspørger ►Norne-Giæst, har Grundtvig hentet to steder: for det første fra ►Den ældre Eddas heltedigt ►Fjølsvinns Sang (Fjǫlsvinnsmál); her er ►Fjølvid en trold, der vogter borgen, hvor ►Menglød sidder fangen. For det andet fra ►Gylfes Forblændelse (Gylfaginning) i ►Den yngre Edda, hvor ►Fjølsvinn eller ►Fjølsvid er et af ►Odins tilnavne. I “Ragna-Roke” gør Grundtvig ham til en repræsentant for den rationalistiske, selvsikre kundskab, som ►Norne-Giæst opponerer mod.

✂ Figuren har altså ikke hjemme i sangen om Grimner (►Grimnismál), hvor man ellers kan læse om ►Saga og ►Odin, men er Grundtvigs sammenstilling, hvilket allerede refereres til afslutningsvis i ►Norne-Giæsts monolog, hvor han får øje på ►Fjølvid: Portvogteren, der med al sin kløgt og sit vid sidder og iagttager historiens hændelser, han “Beskuer Veiens Løb og Folkets Færdsel, / Og det paa Ruden sig aftegner Alt, / Livagtig ret med sine egne Farver; / Men den Livagtighed er ogsaa Alt, / Hvad i dit Øie seirer over Døden” (s. 355). Med denne udtalelse har Grundtvig lagt en reel kritik af ►Fjølvid i munden på ►Norne-Giæst, idet ‘livagtighed’ skal forstås i betydningen en efterligning, en kopi (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 767). For ►Fjølvid er ►Sagas borg ikke andet end en efterklang, men for ►Norne-Giæst siger hans hjerte, at stedet er meget mere (s. 356). Det rationelle historiesyn mangler altså følelserne til at opridse andet end et overfladisk billede.

✂ 👤Toldberg peger på, at samtalen afhandler forudsætningerne for reformationen, altså bekæmpelsen af katolicismen og dens historiesyn (►1950, s. 86). Grundtvig lader da også dialogen fremkomme med flere spydige bemærkninger om den tyske romantik, hvor flere af dens tænkere og tilhængere var konverteret til katolicismen; deriblandt 👤Friedrich Schlegel, der hentydes til flere gange under navne som ►Irminsul og Mose-►Uller (s. 362), hans studier i sanskrit samt hans idealistiske roman fra 1799, ►Lucinde, der var et angreb på almindelig, borgerlig ægteskabsmoral. Med tiden udviklede 👤Schlegel sig dog i en mere kristelig og konservativ retning og konverterede til katolicismen i 1809. I diskussionen mellem ►Norne-Giæst og ►Fjølvid bølger ordspillene frem og tilbage om, hvem der er arvtager til ►Saga, og slutter til sidst uden egentlig afklaring.

Fjerde scene

✂ Scene fire er en dialog mellem ►Norne-Giæst og ►Saga selv. Oprindelig var ►Saga en gudinde i nordisk mytologi, men for Grundtvig bliver hun en historiens ►muse, og i “Ragna-Roke” en reel mytologisk figur, der står som symbol for historien (►Auken 2005, s. 331). Grundtvig lader ►Saga karakterisere sig selv i en formaning til ►Norne-Giæst: “Kom vel ihu: jeg raader ei mig selv, / Er skabt af Ham, hvem jeg til Verden bragde!”. Hun omslutter altså både et før og efter 👤Kristi, og derfor kan hun vidne om hans ord: “Mit Vidnesbyrd I har til Jubel-Festen / Om Ordets Virkninger i fordum Tid, / I see, det virkede, hvad I nu fattes; / Mit Vidnesbyrd er Lov og Prophetie” (s. 378). Med henvisningen til lovene og profetien får hun dermed, hvad Auken har betegnet som en gammeltestamentelig funktion ►2005, s. 332.

✂ ►Norne-Giæst ønsker i samtalen med ►Saga først at se i hendes store billedbog med billeder af “Aand og Folke-Færd” i modsætning til “Tydskens Billeder”, der lærer deres børn i “Naturen at objectivere” (s. 376) – et hip til den tyske romantik og de rene naturstudier. Dernæst udbeder han sig hendes deltagelse i jubelfesten, som stadig er målet for hans færd. Mennesket har brug for historien for at kunne ledes til frelsen og få hjertekornet til at spire (s. 377). Auken beskriver den pågældende replik som “en sammensmeltning af gammeltestamentlige og mytologiske billeder”; i replikken:

✂ “kommer hele frelseshistorien med syndefald, genløsning, opholdelse under et kærligt forsyn og endelig forløsning til udtryk i denne særegne blanding gennem beskrivelsen af en mangelsituation, det nulevende menneske er fanget i, hvor præcis forbindelsen til det historiske forløb frem til den endelige forløsning er problemet. Det lader sig kun løse, hvis ►Sagas historiske væsen igen kommer til at trone blandt menneskene. Længslen viser sig at være af eskatologisk karakter” (►Auken 2005, s. 335).

✂ ►Saga afviser imidlertid indbydelsen og svarer sluttelig med en sang, hvor det norrøne ►ragnarok tolkes som et forvarsel om den kristne opstandelse og frelse. ►Balder og ►Vale udgør sammen en kristustransfiguration, og ►Loke knyttes til djævlen. Samtidig synger hun til ►Norne-Giæst: “Ei hos de Døde om Kraften du leder, / Af den Opstandne du faaer som du beder!” (s. 380), det er troen på den opstandne, der giver mennesket kraften, de savner.

✂ I sangens sidste strofe foreslår ►Saga at vække mytologiens helte, men advarer samtidig: “Viid kun, at skeer det, da løsnes og ►Loke, / Hardt det da lakker imod ►Ragna-Roke” (s. 380). Med denne advarsel hængende begynder sidste scene.

Femte scene

✂ I femte og afsluttende scene optræder en ►lysalf og ►Saga. ►Ragnarokforestillingen udlægges i en pastiche på norrønt allittererende versemål, hvis sproglige udtryk er hentet fra første strofe af ►Odins Ravnegalder (Hrafnagaldr Óðins); ►lysalfen proklamerer ►ragnaroks komme og beskriver varslerne, der går forud. ►Saga svarer tvivlrådigt og parafraserer mottoet, der indleder værket: “Dog maa jeg spørge: / Springer nu Buen, / Eller skal Hjemlov / ►Hildinger gives!” (s. 381). Lysalfen svarer dertil noget uklart, og i den afsluttende replik synes ►Saga at forberede de yderste dages komme; hun påkalder “Alle I Aander / Onde og Gode, / Som har i ►Midgaard / Manddom bedrevet” og afslutter værket med ordene: “Sandhed forklare / Kiærligheds Gaade!” (s. 382). 👤Lundgreen-Nielsen har om de sidste vers noteret: “Hendes sidste ord er et ønske om sammenfald hos menneskene mellem hjernens og hjertets trang, mens fra Guds side ‘Sandhed’ (Gud) ‘forklare’ (gennemlyse og gennemgløde) ‘Kiærligheds Gaade’ (den for forstanden ubegribelige forsoning ved 👤Kristi død)” (►1980, s. 768). Således står ►ragnarok som en visionær mytologisk udlægning af den kristne (sande) dommedag; forestillingen er iboende den nordiske mytologi, noget Grundtvig synes at have ment siden sit tidlige mytologiske forfatterskab.