↩ Hjertets Dannelse, som Konstens Værk er en Begivenhed, som udfylder hele Tiden og omfatter hele Verden, thi Konsten ligger i Ordet, ►som skabde Mennesket til sit Billede, og vil aabenbare sig deri. Begivenheden maa nødvendig omfatte Alt hvad der staaer i Forbindelse med Menneske-Hjertet, altsaa, Alt hvad der er Gienstand for dets Fornemmelse ɔ: alt Sandseligt, og heraf følger nødvendig en, hele Verden omfattende Yttring af Konsten, som dog skal være den indvortes Virkning underordnet og staae i dens Tjeneste. At nu i denne Yttring Ordet igien maa spille Hoved-Rollen følger af sig selv, og saaledes bliver da udvortes Digte-Konsten den egenlige Konst, som baade virker umiddelbar til det store Øiemed, ved at virke paa Hjertet, og middelbar, ved foreløbig i Ordet at forbinde hvad der efterhaanden skal forenes, ligesom Digte-Konstens Værk ɔ: aandigt Kvad, er 290Forbilledet paa, hvad der i en høiere Mening skal blive af Hjertet ɔ: af Mennesket, aandig forbundet med hele Verden, som dens Hoved. Hvorledes nu Alt hvad man ellers kalder Konst, har udviklet ⓘ sig af, eller, i modsat Fald, er kun et Tyverie fra Digte-Konsten, var saare nemt at vise; og hvem tvivler vel om, at Digteren malede med Farver, og byggede af Marmor, længe førend Nogen rørde enten Pensel eller Meisel! Hvem seer ikke, at naar Haanden, uden at følge og tjene aandig Syn og Sang, vil selv giøre Noget, da øver den kun et Handværk, hvorpaa Legemet vel, men Aanden aldrig kan sætte Priis! Hvem kan ikke forstaae, at naar man giør Vers, som intet Aandigt udtrykke, da driver man ogsaa et Handværk paa Digte-Konstens Regning, og stræber kun at narre sig selv og andre, ved at misbruge Billed-Sproget, der beholder sin Klang og sandselige ►Bemærkelse, men taber sin Betydning, naar det misbruges til at udtrykke sandselige Følelser og Forhold, som Noget i sig selv.