↩ 📌Island, som i 👤Haarfagers Dage bebygdes meest vel af norske ►Joter eller Thurser, men dog ►og tildeels af Danske, var i halvfjerde Aarhundrede, som man siger, en Fristat, det er, i det mindste her, en blodig Tumleplads, hvor den var rigest som meest kunde rane, den væl109digst som bedst kunde myrde. Urimelig meget har de yngre Islændere gjort af de Gamles Skjaldskab, og faaet Danske, som ei vare klogere paa ⓘ saadanne Ting, til at istemme Prisen; men saasandt som det er at de nordiske Hoffer fik i dette Tidsrum deres Skjalde fra 📌Island, og saavidst som disses Kvad have megen historisk Vigtighed, saavidst have de fleste kun lidt poetisk Værd. Anderledes maatte vistnok Dommen vorde, saafremt 📌Island kunde ►hjemle sig ►de Eddiske Kvad, thi skjøndt ►Volsynet (►Vøluspa) har ingen Sødskende imellem dem, har det dog mange Frænder, og forunderlig deilige ere endeel af de Sange som bevare Mindet om ►Volsunger, ►Budlinger og ►Gjukunger og knytte det saa fast til Hedenskabet, at der kan ingen grundet Tvivl være enten om deres Ælde eller nordiske Herkomst. Men for disse Kvad var 📌Island ikkun Gjemme-Stedet, og Alting vidner om, at hvilke Forvandlinger de end kan have undergaaet, ere de dog oprindelig Danske, ligesom de og alle ere digtede i det simple Versemaal og ►Tonefald ⓘ som Islænderne kalde ►►Stærkodders Maneer. Derimod prises Islænderne med Rette som ►Sagamænd, thi de have skjænket os de første Krøniker paa nordisk Tungemaal, paa det som dannede sig hos dem, og blandt disse Sagaer findes en i mange Henseender mageløs Krønike om 📌Norges Konger, som fornemmelig tilhører 👤Snorro Sturlesen, en Islænder, som nedstammede saa110vel fra 📌Dannemarks ►Skjoldunger som fra 📌Norges Kongeslægt.