↩ 611I 📌Engelland var det altsaa vi spurgde om et historisk Folk, og vi veed det har været der, vi finde endnu forældede Spor deraf i Alt, men Tiden har viist, der var ikke Hjerte til at føde, men kun til at handle og vandle, vi see med en vis Gysen, hvorledes Alt synes stemplet paa, at Døden ingen Forandring skal kunne gjøre, i det man lærer det Døde til at gaae som et Uhrværk paa Land og paa Hav, saa den sidste levende Mand kan i sin Døds-Time trække det op, og i sit Værks Bevægelse ligesom overleve sig selv, og det er i Aandens Øine en frygtelig Seier. Saaledes har vel ►alt mangen Engelskmand kold optrukket sit Uhr, og skudt sig selv af Kjedsommelighed over Livets eensformige Gang, og det er et frygteligt Varsel, som Historien ikke maa ønske skal gaae i Opfyldelse, men det vil sikkert komme derpaa an, hvad Engellænderne synes om Historien, naar den maler dem med deres rette Farver, og Sandhed i sin uforanderlige Skikkelse. Tegnene ere her tvetydige; thi 📌Engelland synes at ville erklære Historien Krig, saasnart den opløfter sin Røst, 📌Skotland derimod synes mere stemt til Forlig, og hvad der skal faae Overhaand, maa da Tiden vise. Forunderligt er det, at intet Folk har i det Udvortes holdt saa fast paa sin egen Skygge, men i det Indvortes været saa ubekymret selv om den, som det engelske, og man behøver ikke at gaae tilbage til Reformationstiden eller de puritanske Stridigheder, ja ei engang 612til Kvækerne, for at finde talende Beviser herpaa; thi det mest i Øine faldende ligger os nær, naar vi betragte den engelske Kirke, Statsforfatning, Literatur og Levemaade. I intet Land er ►Bibelen anfægtet stærkere og forsvaret lunknere, men dog seer ►Kirke-Tjenesten ud omtrent som i 👤Elisabeths Dage, og store Summer anvendes nu aarlig paa ►Bibelens Udbredelse. Ingensteds har man hæftigere modsat sig ethvert Indgreb og enhver Forandring i ►Parlamenteringens mechaniske Gang, og ingensteds været saa ligegyldig ved, hvorledes og til hvilken Side Hjulene sattes i Bevægelse. Intet Folk raaber saa meget paa sine gode, gamle Dage, og bevarer saa ængstelig arvede Skikke, men neppe har dog noget Folk lettere givet Slip paa sine ►Fædres Sprog og aandige Smag, ja bekymret sig saa lidt om at kjende dem. I den sidste Tid har vel Adskillige, især Skotter, kommet Oldtiden ihu, og Begyndelsen, veed man, skedte ►alt ved Udgivelsen af ►de Ossianske Digte,*1762. men det er ikke let at sige, om det var for tidligt eller for sildigt, eller maaskee begge Dele; thi deres Aand brød man sig ikke om, deres Alder og Forfatter var det Striden gjaldt, og da man var kjed af at kjævles om det, lagde man dem paa Hylden. Saa nemt bliver Historien ikke færdig med disse besynderlige Kvad, der, fornemmelig i 📌Tydskland, have spillet en ►mærkelig Rolle, men med hine Spørgsmaal piner den sig ikke; thi den veed 613at for at skjelne bestemt (øve Critik) maa man have Lys, og at den saakaldte Critikens Fakkel er en tom Lygte, hvorved man kun seer, at Oldtiden er mørk, ingenlunde, hvad der findes i Mørket, som dog netop er hvad Critiken skulde vise. At ►de Ossianske Kvad ere fra i Fjor, eller fra Hedenskabets forrige Dage, det er klart, mindre af dem selv, end af den nyere Tids unægtelige Historie; thi de maae være fra en Tid, da de kunde blive til, og den Tid har beviislig ikke været, siden 📌Europa blev christnet, førend nu; først nu kunde de skrives, hos et Folk der vilde tage sig af dem, og selv der neppe, uden først at læses. Som den naturlige Konst-Poesies ►ͻ: Skygge-Poesiens, gamle Testamente maa man betragte Kvadene, og Skotten 👤Pinkerton havde da mere Ret, end han selv vidste, da han sagde, at Døden var den Ossianske ►Muse, ligesom det ei heller nu vil forundre os, at den i 👤Napoleon fandt en saa udmærket Velynder. Historien kunde vel, blot for det Sidstes Skyld, finde sig nødt til at gjætte paa et oprindeligt Slægtskab mellem ►Galer og ►Korser, og, ved at følge Vinket, vilde man maaskee komme paa Spor, der kunde føre nærmere til Afgjørelsen af det ikke uvigtige Spørgsmaal om ►Galernes galliske eller iberiske Herkomst, men aldrig havde Historien mindre enten Tid eller Trang til at løbe efter Gjætninger, end netop nu, da det Visse er baade lærerigt nok, 614og saa kolossalsk, at det synes som Slægten maa gaae til Grunde under dets Vægt. Anmærkningen om ►Ossians Indhold gjemme vi bedst til ►bedre hen, og her staaer da kun den tilbage, at adskillige Picter have i den sidste Tid ihukommet deres nordiske Herkomst, og derved, som ventelig var, vakt i 📌Engelland lidt mere Deeltagelse. 👤Pinkerton, som man kan kalde den første skotske Historiker siden Reformationen, thi baade 👤Robertson og 👤Hume vare udentvivl mere af engelsk Herkomst, og vare i al Fald af ny-engelsk Tænkemaade, 👤Pinkerton er udentvivl et af de mest historiske Hoveder der i forrige Aarhundrede ⓘ kom tilsyne, og var ►upaatvivlelig skikket til at dele, men ikke til at opdage, og meddele Andre en høiere historisk Anskuelse, om hvilken han kun undertiden drømde, medens han ivrig stræbde, saavel i sin ►Historie af de ældre Stuarter, som i sine Undersøgelser om Old-Krøniken, at hævde sig, hvad vist Ingen skal frakjende, men heller Ingen bør misunde ham: en udmærket Rang mellem de saakaldte critiske Historikere, hvis Adkomst til Navn af Historie-Skrivere, er en ikke mindre critisk Sag end deres aandløse og uforsvarlige Critik. Saavidt vides, har 👤Pinkertons lærde, indholdsrige og underholdende Skrifter slet ingen Lykke gjort i 📌Stor-Britannien, men desmere, i det mindste Opsigt, gjør hans Landsmand 👤Valter Scott, som berømmes for en udmærket historisk Digter, men, selv ubeseet, 615vover man neppe noget ved at forudsætte, han er saare langt fra at være det i den ►Bemærkelse vi tage Ordene; thi var han det, vilde de Folk, der nu kalde ham ►saa, nævne ham som en halv forrykt historisk Mystiker. Tingen er da, at han ►nysler med Fortiden og selv med Oldtiden i sine Vers, og fører derved sine engelske Læsere ind i en Verden, der synes dem poetisk, fordi den er blevet dem fremmed: ind i Historiens Skygge-Rige. Hverken han eller hans Landsmand 👤Jamesen: Oversætteren af de danske Kæmpeviser, eller 👤Turner: Angel-Sachsernes Historie-Skriver, som ikke engang forstaaer deres Sprog, vil da gjøre Døden noget Afbræk eller Historien noget synderligt Gavn, men ligesom det dog er ►mærkværdigt til Stadfæstelse af den Sandhed, at det er Skyggernes Tid vi leve i, saaledes er det ►og glædeligt, under den Forudsætning, at Historien paa anden Maade kun komme til Live; thi da vil den, ►upaatvivlelig, i 📌Stor-Britannien dog finde nogle gode Venner.