Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum

Nu var da Ævret atter opgivet, eller rettere, nu kom det først; thi forrige Gang stod endnu Kirkegaarden indhegnet, men nu havde man, under Skin af at sætte et Plankeværk isteden, der var ligesaa høit som Kirken, hugget det levende Gjærde om, og da Plankeværket faldt, laae Kirkegaarden ud til den vilde Mark. Fornuften skulde bære Troen, det var nu engang som en afgjort Sag, om den kunde, spurgde man ikke om, thi hvem der trænger til at bæres, maa jo finde sig i at læsse af hvad der er for tungt, eller med andre Ord: Bibelen skulde enten lægges paa Hylden, eller lade sig saaledes beskjære, at man kunde spænde om den, og uden Besværlighed have den i Lommen. Hermed havde en ægte Discipel af 👤Volf, 👤Johan Schmidt i 📌Franken, *1735. alt tidlig gjort et ganske artigt Forsøg i sin Vertheimske Bibel, men saavel han, som hans Broder i Aanden, 👤Johan Edelmann, der vilde forgude sin Fornuft, bleve, 489som Forløbere, kun Martyrer, dog havde de den Glæde at lægge deres Æg og deres Been paa mærkelige Stæder, hvor de, ligesom forklarede skulde opstaae: i 📌Volfenbüttel og 📌Berlin. Det var altsaa endnu for grovt, man maatte gaae mere gradviis til Værk. I Midten af Aarhundredet var man omtrent kommet saavidt, at man ikke tvivlede paa, at jo Græsken i det Ny Testamente var slet og altsaa Gud uværdig, og Texten, saavel her som i det gamle Testamente, mangensteds saare tvivlsom. 👤Bengel, som meende han kunde føle paa sig, hvad der skulde staae,*1734. havde alt for en Stund siden forskrækket Theologerne med sin lidt kalfatrede Text af Testamentet og sine mange Varianter, men nu var Skrækken saa godt som overstaaet, og nu fattedes man da kun nogle anseete Theologer, som ved Leilighed vilde Stykke for Stykke udmønstre, hvad Fornuften ikke begreb; thi det var klart, man vilde i 📌Nord-Tydskland ikke slaae men curere Bibelen ihjel. Den Helmstædske Professor 👤Schubert fandt vel endnu endeel Modsigelse, da han fradømde Ordet al særdeles Kraft, og den Helligaand al umiddelbar, i Grunden al, Indflydelse paa Menneskets Oplysning og Omvendelse, men ogsaa Bifald, og egenlig var her Intet at strides om, naar man ansaae Bibelen for en menneskelig Tale om Guds Ord, en Synsmaade, de lærde Theologer omtrent bleve enige om med den berømte 👤Johan August Ernesti, som under Syv490aarskrigen blev af en grundmuret Rector en forskruet Theolog, paa den 📌Leipziger Høiskole.*1759. Han beviiste, vil man sige, soleklart, at man burde behandle Bibelen i alle Maader som en gammel Classiker, dog naturligviis med den Forskjel, at man vel maatte tage sig i Agt for at ansee det Ny Testamentes Græsk for klassisk, og skjøndt man vel kunde indvende, at han neppe beviiste meer end at man turde saaledes behandle Bibelen, saa agtede man dog ikke slige Indvendinger stort, som i Grunden kun beroede paa et Bogstav; thi vel er hvert Bogstav vigtigt, naar man vil have Meningen ud af en Bog, men kan umuelig tages med, naar man vil have sin Mening derind, og det vilde man nu. Egenlig skulde man tænke, at hermed var Alting afgjort, og Theologernes Arbeide endt; thi naar Bibelen betragtes som en usikker, menneskelig Tale om de guddommelige Ting, da kan den ikke længer være Gjenstand for Troe, men maa rives i Stykker, saa hver Stridsmand kan faae sin Part, eller Philosophien og Philologien maa kaste Lod om, hvis den skal være, eller hvad der endnu er det klogeste, den maa lægges paa Hylden, og gives i Historien en fornuftig Begravelse, hvor det da kommer an paa, om den kan selv staae op igjen. Dog, naar der først engang er blevet theologiske Professorater, og Præstekald og Bispestole, og Daab og Altergang, og Bibelen har faaet en femten, sexten Aarhundreders, ja 491tildeels to, tre Aartusinders Hævd paa at hedde Guds Ord, og troes som et Evangelium, da er det ikke saa let for de Boglærde enten at ville eller kunne give Bibel og Theologie Afskeed, som det var for 👤Friederich at aftakke sine Invalider, og det bør da ikke undre os, at man gik en Middelvei, og beholdt de gamle Navne med smaa Forandringer, saa Nogle heed bibelske Philologer eller Exegeter, Nogle critiske, Andre historiske, atter andre philosophiske eller moralske, og alle oplyste og liberale Theologer, samt at de stræbte at rette lidt paa Bibelen, saa den ikke skulde prostituere baade sig og dem i de profane Philologers, de verdslig Vises, og overalt i andre fornuftige Folks Øine. Omtrent i en Menneskealder havde det 📌Halliske Universitet ført det store Ord i Theologien, og det var en, ikke alt for klar Blanding af Pietisme, Volfisk Philosophie og tør Philologie, der havde den masorethiske Text sin sidste lærde og ivrige Forfægter i den ebraiske Bibels fortjente Udgiver, den ældre (👤Johan Henrik) 👤Michaelis,*døde 1731. og der var 👤Sigmund Jakob Baumgarten som holdt fast paa sin Bibel, skjøndt han havde for Meget i sit Hoved til ret at holde sig til den, og som var i sine Dage Kirkens Orakel, men han døde ved Syvaarskrigens Begyndelse,*1757. og nu klarede Gjæringen sig paa en Maade til begge Sider: i og om 📌Berlin paa den ene, og i 📌Gøttingen paa den anden Side, medens 👤Ernesti i 📌Leipzig, saa at sige, 492stod med Gradestokken, og agtede paa, om baade Sprog og Tanker vare forsvarlige. Paa den berlinske Side, hvor 👤Semler og 👤Teller stode i Spidsen, søgde man at gjøre Pinen kort, ved snart at tage Gyldigheden, snart Indholden fra Bibelen; i 📌Gøttingen, hvor et nyt Universitet var stiftet,*1734 for at høste hvad der var saaet i 📌Halle, seipinede man sig og Bibelen ved at sammendynge al muelig Lærdom omkring dem, og derved i det Mindste vinde Tid, og afnøde Verden Respekt; kort sagt, i 📌Berlin krympede Bibelen sig under et chirurgisk Academies ubarmhjertige Hænder, og i 📌Gøttingen sukkede den over et medicinsk Facultets betænkelige Hovedbrud. At der endnu var Liv i den, mærkede man kun paa Lægernes og Feldskjærernes ivrige, dog for det meste høflige Tvist, om hvori egenlig Sygdommen stak, om Methoden, og om hvorvidt der var Haab til Liv, eller man maatte tænke paa en Balsamering. Hoved-Theologen i 📌Gøttingen var 👤Johan David Michaelis: en Frænde af 👤Johan Henrich og en Søn af 👤Christian Benedict i 📌Halle, en Ebræer meer end fra Barnsbeen, vel belæst i gamle og ny theologiske Bøger, og et ganske tænksomt Hoved, men som dog vilde være lidt klogere end Bibelen, og meget klogere end 👤Luther og de andre gamle Theologer, som maatte holde for, naar han vilde more sine Tilhørere, og det vilde han gjerne, og de vare mange fra alle protestantiske Lande, og det var meget ilde. Endnu 493under Syvaarskrigen udkom hans dogmatiske Lærebog,*1760. som haltede slemt, i det den gik Ordets Kraft og Omvendelsen forbi, og vilde slet ikke vide af Aandens indvortes Vidnesbyrd om Sandhed at sige. Naar man hermed sammenligner Mandens længe efter udkomne Moral, som er særdeles læmpelig, gaaer ud fra den Grundsætning, at man først skal sørge for sig selv, og siden see hvorvidt man kan række, er saare trøstelig for de Rige og Mægtige, men desmere nedslaaende for de Fattige og Ringe, saa seer man vel omtrent, hvor det var den gode Mand havde sin Skade, og derom var han ikke ene; thi man vover ikke Stort ved den Paastand, at alle Vildfarelser i Dogmatiken komme af Feil i Moralen. Med Troen paa det Gamle Testamente hængde det naturligviis daarlig sammen hos 👤Michaelis, og da han dog ingenlunde vilde opgive det, piinde han sig og Ordet jammerlig, for, som han meende, at gjøre dets Fortællinger lidt mindre utroelige, men, skjøndt derved mangen nyttig Oplysning og Bemærkning kom for en Dag, og den berømde Arabiske Reise derved foranledigedes, saa er det dog ligefrem, at jo meer han vilde bevise, desmindre troede man, og naar selv Theologen finder det utroligt, at 📌Israels Børn kunde ved et Mirakel føres igjennem 📌det røde Hav, da er det intet Under, at man spørger ham med et Smiil: om han da finder det mere troeligt, at de Døde opstaae. At 👤Mi494👤chaelis holdt sig til 👤Schultens, og anpriisde det arabiske Sprogs flittige Brug til det Gamle Testamentes Fortolkning, seer man vel følger af sig selv, men at han ogsaa advarede mod dets Misbrug, bør anmærkes, især fordi de tydske Theologer, efter ham, har drevet Brugen vidt over Nytten, og, som det synes, ei sielden ligesaa vidt over Kundskaben.