Efter-Klangen.
✂
►Saa kvad den Skjald i Kongesal,
►Alt for de ►Kæmper haarde,
Og Hjertet var med ham paa Val,
Og Haand sad fast om Kaarde,
Og ►trindt i Sal det høit gienlød:
►Saa ►spænde Kæmper Belte,
Og Kvinders Kind blev luerød,
Hvis Mænd var af de Helte,
Og Pigen fiin, saa bange, blye,
Som bæved for det Vaabengny,
Hvor Blodet ►saa var rundet,
Dog tænkde: hvilken Ungersvend,
Der slig en Priis af Sangens Ven,
Paa Valen havde vundet!
Der var slet Ingen i den Sal,
Som lasted Skjaldens Tunge,
Om end han meget saae paa Val,
Som ei han hørde sjunge;
Men fik han Blik og Mund til Kvad,
Da sang han, hvis han kunde,
►End bedre om det ►Birtingsbad,
Og Fjendens Gang til Grunde.
✂
Her sidder jeg i eensom Vraa,
Er neppe Skjald at nævne,
89At see hvad ►Panden støder paa,
Er al min Skue-Evne.
✂
Som Stodder jeg til Verden kom,
Jeg ei et ►Straasbred ►aatte
I Borgen, Harper tone om,
I Skjaldes Gylden-Slotte.
✂
En Pose kun og ►Bettelstav,
I Vuggen mig blev givet,
Med dem jeg Stodder til min Grav,
Mig tigger giennem Livet.
✂
Jeg gaaer omkring fra Dør til Dør,
Og banker paa med Staven,
Og helst hvor jeg har været før,
Der undes bedst mig Gaven.
✂
Jeg gaaer til Hytte og til Slot,
Til Kroe og ►Krambod ikke,
Skal der mig times noget Godt,
De maae i Gruset ligge.
✂
Jeg gaaer ei blot til ►Bur og Sal,
Hvor Levende er inde,
Jeg gaaer til ►ⓘ
Høi og Kæmpe-Val,
Og seer hvad jeg kan finde.
✂
90Saa sætter jeg mig tankefuld,
Paa Fædres Minde-Stene,
At skille Sølv og Guld fra Muld,
Og ►Frændeting forene.
✂
Saa pønser, grunder jeg derpaa,
Et ►Seierværk at bygge,
Som ►Timer vise kan og slaae,
Og spille hver sit Stykke.
✂
Jeg smelter, støber som jeg kan,
I Former som jeg finder,
Jeg bygger som jeg har Forstand,
Som Time-Glasset rinder.
✂
Jeg støber Klokker mange, smaa,
Og lader Stav dem røre,
Og prøver om de ret kan slaae,
Saa ►Timen jeg kan høre.
✂
De Klokker skulde ►Timer slaae,
Ei Tal, som Bud kun bringe,
Til Kald i Vang de skulde gaae,
Som Kirke-Klokker ringe.
✂
Derfor hver Klokke støbes maae,
►Alt paa sin egen Maade,
91Ja ►Timen selv, som den skal slaae,
Maae ►og for Klokken raade.
✂
Hver Times Aand, hvor ►saa han boer,
Man maae med Flid oplede,
Opfange Lyden af hans Ord,
Om Klokke-Malm ham bede.
✂
Til slig en møisom ►Stoddergang,
Jeg Posen fik og Staven,
Men Veien er mig alt for lang,
Thi den gaaer over Graven.
✂
Thi gaaer jeg kun saavidt jeg kan,
Og langt er det vel ikke,
Men Kort er langt for ►stakket Mand,
Hver i sit ►Maal ►sig skikke!
✂
Hvad ei gaaer op i ►Nor og ⓘ
►Dan,
Det veed jeg ei at skatte,
Ja det gaaer over min Forstand,
Hvad ►Nor og ►Dan kan fatte.
✂
Vel har jeg lyttet mangen Gang,
Til ►Fædre-Aanders Tale,
►Annammet Malm til Efterklang,
I deres høie Sale;
✂
92Men ingenlunde er det let,
At høre ret og svare,
Saa Aander efter Klokke-Slæt,
I Kvæld sig aabenbare.
✂
Jeg hører som en fremmed Giæst,
Og støber midt i ►Støvet,
Og naar det lykkes allerbedst,
Gaaer meget dog ►i Løbet.
✂
Dog, Aand paa Jord er altid Giæst,
Og Skjalden saae i ►Støvet,
Og naar han skued allerbedst,
Saa var dog Synet sløvet.
✂
Naar Aander hørde Skjaldens Sang,
Som svæved i det Høie,
De savned vist den rene Klang,
Det klare, sikkre Øie.
✂
Naar Skjalden sang hvad Aanden saae,
Til Frænders Gavn og Glæde,
Da tænkde hver en ►Muldvarp ►saa:
De lyve kiønt som ⓘ
kvæde.
✂
Hvis Aander høit ►i Stjernevang,
Fik Klokken min at høre,
93Da skurrede dens Efterklang
►Og i det fine Øre.
✂
Jeg mener vel mit Klokkespil
Kan Frænde-Hjerter røre,
Men hver en ►Muldvarp sige vil,
De ikkun Bjelder høre.
✂
►Vort ►Kiød er Høe og vorder Muld,
Det Ord kan aldrig svige,
Og ►Kiødets Værk, som Kiødets ►Kuld,
Det vorder Muld tillige.
✂
Derfor da ►og i Tidens Grav,
Er ►Fædre-Muld for Haanden,
Hvori man røre kan med Stav,
Og sige: det er Aanden.
✂
I Muldet ligger mangt et Sværd,
Med Spyd og ►Spore-Kringle,
Og naar dem Staven kommer nær,
Det rasle kan og ringle.
✂
Naar ►Muldvarp hører slig en Lyd,
Den raaber: det er Aanden,
Og det er ►Fædre-Aandens Dyd,
At den er nær ved Haanden.
✂
94Det har vi hørt saamangen Gang,
Saa man kan sagtens vide,
At mine Klokkers Efterklang,
Kan ingen ►Muldvarp lide.
✂
Kun ►Fædres Aand, ei ►Fædres Muld,
I Klangen er at høre,
Og ingen Sjæl af ►Muldvarp-Kuld
For Aandens Røst har Øre.
✂
Det er kun Lyden af ►mit Støv,
Mit ►Tungeslag de ►nemme,
Og hviske saa, som Døv til Døv:
Det er hans egen Stemme.
✂
Nu vel! jeg kan i Aanden gaae
Til ►Fædre-Aanders Sale,
Med ►Bettelstav, og banke paa,
Og tigge deres Tale.
✂
Men at gaae ud af eget Skind,
Og boe i ►Fædres Grave,
Dertil jeg har slet ikke Sind,
Det maa en ►Muldvarp have.
✂
Kun ►Fædres Aand saa ►vennehuld,
Mig hjelper til at sjunge,
95Men tog i Mund jeg ►Fædres Muld,
Da bundet var min Tunge.
✂
At rasle med det Muld i Mund,
Det ►faaer man Gienlyd kalde,
Men Gienlyd dog af Muldet kun,
Og ei af Oldtids Skjalde.
✂
Det stander fast i min Forstand,
Derfra mig ingen rokker,
Og trøstig da, saa godt jeg kan,
Jeg støber mine Klokker.
✂
Lad 📌Dannemarks og 📌Norges Aand,
I Spot kun min man kalde!
Jeg ►skiærer dog for Tungebaand
De gamle, vakkre Skjalde.
✂
Man stjæle Æren kun for Sang,
Til mig fra gamle Skjalde!
Mit Kvad sig selv en Efterklang
Skal lige ærlig kalde.
✂
Ja I, som har min tørre Stav
Til frugtbar Kvist oplivet!
Hvad var jeg vel, hvis jeg fortav,
At I mig Aand har givet!
✂
96Hvad var jeg, hvis kun Ordets Muld
Jeg eder trædsk tilregned,
Og eders Aand og ægte Guld,
Mig selv som Rov tilegned!
✂
For Verden blev da Æren min,
Og Skam fik I til Takke,
Men naar saa hver fik Lønnen sin,
Fik Skam jeg paa min Nakke.
✂
Jeg er ei Skjald, ei heel, ei halv,
Det vil jeg høit erklære,
Jeg ►pløier med de Gamles Kalv,
Der ligger al min Ære.
✂
Mit Kvad er kun en Efterklang,
Af ►Fædres ►Kæmpevise,
Og derfor strækker kun min Sang,
Til ►Fædrene at prise.