👤Svanelilles Vise,
(Af ►Kæmpevise-Bogen No. 22 4de Part).
✂
Det var sig 👤Svanelille,
Og unge Hr. Karl saa ►strag,
►Guld-Terning saa ►monne de spille,
Den lange Sommerdag.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret.
✂
Hør nu, stolt 👤Svanelille!
Hvad jeg vil sige dig!
368Du sørger i det Stille;
Dølg ei din Sorg for mig!
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret.
✂
Min Sorg jeg aabenbare
Tør ►hver en Frue ►væn;
Men Gud min Mund bevare,
Fra dig at sige den!
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret.
✂
Hr. Karl det ei ►mon hue;
Han ►svøber sig i Skind,
Gaar i den ►Borgestue,
Før sine Hofmænd ind.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret.
✂
God Dag! Guds Fred herinde!
I ►kiende mig nu Raad,
Stolt 👤Svanelil at ►binde!
Hun ►giør mig Harm og Haad.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
En Gubbe sad derinde,
Var 👤Svanelil saa god:
Vær ei saa grum at ►binde
Det rene, ædle Blod!
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
369Det hørde hendes Pige;
Det faldt saa tungt paa Sind;
Men let paa Fod tillige,
Hun sprang i ►Buret ind.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Hr. Karl vil eder ►binde;
Sank sammen Guld og ►Liin!
Hvad ►Godt I har herinde,
Giem det nu ►flux i Skrin!
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Og det var 👤Svanelille,
Hun giemde Guld i Skriin,
Drog ud paa Stier vilde,
Drog vidt med Sorgen sin.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
De Gangere saa hvide,
Vel femten havde hun,
Gik ved sin ►Norbags Side,
Dog ►sørgfuld ind i 📌Lund.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
ⓘ
Hun kom i 📌Sverrigs Rige;
Det var et fremmed Land;
370Hun giæsted, vil jeg sige,
En ►Bartskær der ►forsand.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
O! hør mig ►Bartskær kiære!
Du svare mig ►paa Stand!
Mon ikke her jeg ►være
►Alt i Kong 👤Eriks Land?
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Jo, troe mig, skiønne Frue!
Jeg er en ærlig Mand;
Alt hvad I ►trindt ►mon skue,
Det er Kong 👤Eriks Land.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Hør mig, du ►Bartskær kiære!
Følg mig til ►Borgeled!
Med Guld som du kan bære,
Jeg lønner dine Fjed.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Og det var 👤Svanelille,
Hun reed i Gaarden ind;
Kong 👤Erik han stod stille;
Han var ►vel svøbt i Skind.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
371Forgiæves her du søger,
En lystig ►Springedans;
Af Horer og af Skiøger,
Har nok vi her til Lands.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Hans Moder lod sig røre,
Og hun var ei saa stræng,
Hun 👤Svanelil lod føre,
►Alt til en opredt Seng.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
►Alt som med Kniv i Hjerte,
Hun sad paa ►Senge-Fjel,
Og fødte der med Smerte,
To Tvillinger i Kvæld.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Hvad hende laa paa Sinde,
Hun det betroed til,
Ei nogen ►Herre-Kvinde,
Men kun sin Pigelil.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Og det var 👤Svanelille,
Paa Sotteseng hun laae,
372Og ►alt som Taarer trille,
Hun skrev de Breve smaa.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Kast, Pigelil, nu Kaaben
►Alt over disse Smaa!
Og bær du dem til Daaben,
Saa Christendom de faae!
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Den Enes Navn maa være,
Som dens, mig var for kiær;
Den Anden hans skal bære,
Som var mig bedre værd.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Lad ei dem Tiden spilde,
Men smukt i Skole gaae!
Naar femten Aar de fylde,
►Flye dem de Breve smaa!
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
►Alt mens hun skrev de Breve,
Det gule Haar blev graat;
Dog Sønnerne ►tør leve,
Og hevne hendes Spot.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
373Den arme 👤Svanelille,
Hun Pine leed og ►Harm,
Indtil hun kold og stille,
Sank i sin Piges Arm.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Nu gik de Aar saa ►fage,
Ja, sexten Aar i Rad;
Kong 👤Erik alle Dage,
Var lystig, stolt og glad.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Forglemt var 👤Svanelille,
Og hendes Sønner smaa;
De voxde i det Stille;
Dem Kongen aldrig saae.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Kong 👤Erik reed fra Svende,
At ►bede Hind og Raa;
Ham mødte ►Kæmper tvende,
I Brynjer himmelblaa.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Vel mødt, vel mødt, Hr. Fader!
►For Hind I møde Børn;
374Det Jagten ikke skader,
Vi ►bede her en Bjørn.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Vor Moder 👤Svanelille,
Vi mene var for god
Til Skiøge og til Frille;
►Thi ►æske vi nu ►Bod.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Lad eder dog forlige!
Tag alt mit røde Guld,
Mit halve Kongerige!
Jeg lægges snart i Muld.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
I kan os sagtens love,
Hvad ei I holde vil;
Med Guld og grønne Skove,
I ►lokked 👤Svanelil.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Os spotte høit de Store;
Os spotte ►lavt de Smaa;
Vor Moder heed en Hore;
I kaldte hende saa.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
375Ei Guld og grønne Skove,
Det Ord kan giøre godt;
I Skov, paa Mark og ►Vove,
Os følger Spee og Spot.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Det var de Unger-Svende,
De skarpe Sværd uddrog;
Kong 👤Erik i Elende,
De hastelig nedslog.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!
✂
Det var de Ungersvende,
De springe brat til Hest:
Nu maae vi vel bekiende,
►At Skoven skygger bedst.
Men Svensken har 👤Svanelil ►daaret!