Grundtvig, N. F. S. Paaske-Lilien

Prolog

✂ I de første strofer stilles en række almene spørgsmål, der sætter digterens indre rejse i gang. Hvad vil bondeblomsten dog her i byen? Tror den, den er velkommen og tror den, at nogen fugl (digter) vil synge (digte) om den? Med en indirekte reference til 👤Holbergs Hexerie eller Blind Allarm (1731) minder digteren i strofe to om, at navnet påskelilje også benyttes som et øgenavn (►Holberg 2016, 1. akt, 1. scene). Tror liljen, at digteren selv kan identificere sig med at kaldes sådan? Det kan digteren imidlertid bekræfte i tredje strofe: “Ja, du veedst til hvem du kom, / Vær velkommen, Paaske-Minde! / Du mit Hjertes Helligdom / Aldrig skal tillukket finde”. Fra at være en blomst er påskeliljen blevet et minde, som digteren vil dedikere sin bedste sang til. Mindet fører i strofe fire digteren til sine barndomsdage, til “Faders Have”, hvor blomsten sammenkædes med påskesang og kirkeklokkens ringen. I femte strofe intensiveres identifikationen mellem digter og lilje, og samtidig indføres troen med bibelallusionen: “Ved Guds Værk og egne Kaar, / Sig kun Verdens Daare skammer” (jf. fx ►Rom 1,16 eller ►1 Kor 1,27). Påskeliljen tilføjes en religiøs dimension, som digteren også overtager: “Selv jeg paa den sorte Tilje [dvs. jord] / Nævner mig en Paaske-Lilje”. I strofe 6 fuldbyrdes sammenstillingen. Det er et fælles vilkår, at blomst og digter er udsprunget “i golde Egn” og ikke umiddelbart vækker nogen opmærksomhed: “Ved mit Syn kun den sig fryder, / Som har kiær hvad jeg betyder”. I stroferne 7-9 udvikles digtets religiøse dimension med en række bibelallusioner, der spørger til opstandelsens mulighed: “Stod Han op, som Ordet gaaer!” (strofe 7), og “Kan de Døde ei opstaae, / Intet har vi at betyde” (strofe 8). Tvivlen ryddes bort i strofe 9 under en vision, som digteren har fået ved at drikke en “Draabe stærk” fra liljens “gule Bæger”: “Vaagnende jeg seer de Døde / I en Paaske-Morgen-Røde”.

✂ Herefter skifter digtet karakter. Oplevelsen af påskeliljen som bebuder af opstandelse gøres almengyldig ved at lukke den prøvende forstand ind i teksten (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 721). Digteren vender sig i strofe 10 til ►Saga, personifikationen af historien. Hun betegnes som “de Dødes Tolk” for hvem, det må være muligt at genopvække de døde. Hvis ikke dette er tilfældet, må historien jo kasseres som erfaring (►Holm 2001, s. 120). Muligheden for at forkaste historien som redskab, hvis den svigter digteren, gentages og forstærkes i strofe 11 og 12. I prologens sidste strofe opfordres ►Saga til svæve over tidens hav, “Did hvor Stenen Lyset dølger! / Svæv til Herrens lukte Grav!”. Digteren vil følge med tilbage for ved selvsyn at bevidne opstandelsen, som var han et nytestamentligt vidne, og dermed efterprøves sandheden i ►Bibelens udsagn (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 722; Holm 2001, s. 121).

Drama

✂ Sceneskiftet afføder en genreændring fra den lyriske udsigelse til et dramatisk replikskifte fremsat på blankvers med shakespearsk inspiration (Holm 2001, s. 122). Optrinet finder sted natten før opstandelsen uden for 👤Jesu grav, hvor der er sat gravvagt (jf. ►Matt 27,62-66). Fire romere og en farisæer udgør persongalleriet. De to vagter, Tiberinus og Rufus, er fremstillet komisk som forvrøvlede og primitive figurer, der i dramaets indledning er med til skabe en overnaturlig stemning af gys og mystik (s. 295-297). Deres replikker står som kontrast til en efterfølgende filosofisk debat mellem høvedsmanden, Tacitus og en farisæer. Hver af de tre er tildelt to længere replikker.

✂ Farisæeren har som den eneste ved selvsyn bevidnet et af 👤Jesu mirakler, opvækkelsen af 👤Lazarus (s. 299-302). Det til trods anerkender han ikke mirakler og er skeptisk over for muligheden af, at et menneske opstår fra de døde. Med sin skepsis får farisæerens beretning om 👤Lazarus et bekræftende skær. Selv om han har set, vil han ikke tro, hvad han har set (Holm 2001, s. 122). Hans udgangsreplik, når han forlader scenen før 👤Jesu opstandelse, er da også: “Jeg gaaer min Vei, thi mine stakkels Øine / Kan ikke taale meer, end de har seet. / Hvad ikke Øiet seer, ei Hjertet saarer, / Og nægte kan man hvad man ei har seet” (s. 316).

✂ Høvedsmanden repræsenterer den dannede, rationelle åndsvidenskab. Han er en romer, der “traadte Børne-Skoene i Viisdoms Skole, / Hos 👤Cicero, 👤Horats, 👤Ovid, 👤Virgil, / Og lærde Overtroen at foragte” (s. 302). Farisæerens beretning afviser han som blot eventyr. Rygterne om opstandelse affærdiger han ligeledes, men vil dog ikke nægte, at “👤Jesus var en viis, gudfrygtig Mand” (s. 311). Forudsigelsen om opstandelsen tager han ikke bogstaveligt, den må forstås allegorisk som 👤Jesu læres sejr (s. 313; Lundgreen-Nielsen 1980, s. 723).

✂ Tacitus er dramaets sidste figur. Han har ikke bevidnet selve korsfæstelsen, men har dog oplevet langfredags mørke og jordskælv (s. 306 f. og 315). Omstændighederne omkring korsfæstelsen kender han på anden hånd fra Tullius (s. 307-309). Tullius har som egentligt øjenvidne malende berettet for ham om røveren og om den uskyldige 👤Jesu lidelse på korset. Samlet har disse indtryk lagt kimen til en spirende kristen tro hos Tacitus, der fremhæver Tullius' beretning og forudser: “At der engang skal lægges noget til”, men denne opgave ikke er hans, da “der maae andre Tunger til end min, / Om Sagnet her skal løbe foran Synet” (s. 309). Meningen er, at fortællingen om opstandelsen kan videregives i historien, hvorved synet igen kan fremkaldes (Holm 2001, s. 123). Tacitus har ikke haft brug for selvsyn for at bekræfte sin tro, og som den eneste oplever han opstandelsesunderet. Idet lyset samler sig, og englen kommer for at vælte gravstenen bort, er de andre figurer sunket om, kun Tacitus ser og udbryder: “O! Lys! o Glands! o nu opstaaer den Fromme! / Det tordner, ak! o Gud! i Jesu Navn” (s. 317).

✂ Selve opstandelsen opleves gennem englesang. Replikkernes dialogiske argumentationsform er lagt til side til fordel for jubelsang i hymnisk stil. Forbindelsen mellem jord og himmel er så at sige blevet åbnet. Engelsangen er sammenstykket af bibelske udtryk og referencer til forskellige steder i Bibelen. Versemålet er vekslende, mange steder med norrøne allitterationer og korte verslinjer. Grundtvigs inspirationskilde kunne være den tydelige bibelske parallel i englenes sang julenat (jf. ►Luk 2,8-14). Senere i 1817 digter Grundtvig med udgangspunkt i netop dette bibelsted “Morten Luthers Jule-Psalme” med den velkendte førstelinje “Det kimer nu til Jule-Fest”.

✂ Teologen 👤Jørgen I. Jensen mener, at Grundtvig på dette sted bevidst lægger sig op ad det liturgiske drama, som genremæssigt hører til i middelalderen med dens mysteriespil. På den måde bindes to tidsepoker sammen, evangeliernes tid og middelalderen (Jensen 1995, s. 391). Det understøttes af Tacitus' tidligere ord, om at sagnet skal løbe foran synet, og i hymnens forudsigelse “Tid! paa din Bølge, / Talløse Tusinder følge, / Kiækt i Hans Spor” (s. 321). 👤Jensen formulerer det således, at Grundtvig har set, “at tiden er forløsningens dimension, at historiens bølger er fremtidens kristne bevidsthedsform” (1995, s. 392). Englekorets opfordring til at istemme lovsangen om budskabet “fra Syden til Norden” (s. 319) peger på evangeliets kommende udbredelse i sang og digt. Opfordring til lovsang er genkommende og slutter i en kulmination “Ton, Jord og Himmel, ton med os! / Halleluja! / Byd Graven Spot og Døden Trods! / Vær evig glad! og syng med os / Halleluja!” (s. 321).

✂ Ærkeenglen ►Gabriels sidste replik til kvinderne, at for dem “skal i Norden, / Lyset opgaae” (s. 322), baner nu vej for igen at rejse på tidens bølge, væk fra graven og tilbage til den tid, digtet efterlod ved overgangen til dramaet.

Epilog

✂ Vel tilbage i en afklaret sindstilstand anråbes ►Saga i de to første strofer af epilogen i en omvendt spejling af prologen. Nu har digteren med ►Saga fået “et sikkert Pandt / Paa en Paaske-Morgen-Røde” (strofe 1). Hun opfordres til at synge med digteren og “Trykke Liljen ømt til Bryst!”. At historien har poesien i sig, udtrykkes med versene “At og du har Fugle-Tunge, / Høre Verden i min Røst!”, en røst, der “skal huse Sagas Døde, / I en Paaske-Morgen-Røde!” (strofe 2).

✂ Digteren vender sig til liljen i strofe 3-5. Påskeblomsten er, som den står på forfædrenes grave, mere værd end rosen. Dens forkyndelse af en ny tid er garant for, at de døde igen skal opstå (strofe 3). I det jordiske liv vil liljen da anerkendes bredt som den blomst, der “Minder om den Morgen-Røde, / Mennesket stod op af Døde” (strofe 4). I femte strofe forsikres liljen trøstende, at “Verdens Spot skal overvindes”, hvis ikke det vil ske i det dennesidige, “saa gaae vi glade heden, / Og staae herlig op i Eden”.

✂ Strofe 6-7 består af en række retoriske spørgsmål, hvor digteren standser op, idet han indser og udtrykker lykkelig vished om, at han allerede har vist sig som en skjald, der formår at live det døde op, endda med bifald: “Kalder Danmark mig ei Skjald, / Lytter til mit Tonefald!” (strofe 6). Det er ham forundt at se i ►Sagas spejl, og “Fortids Syner sammenføie, / Mærke dem med Sandheds Seigl!” (strofe 7). Opstandelse og historie findes i hans bryst, han mærker forfædrene vågne i sig som “livsaligt Minde” (strofe 7). 👤Lundgreen-Nielsen har om ordet ‘livsaligt’ bemærket, at det et af Grundtvigs stærke ord, der i ældre bibelsprog betyder ‘benådet’, mens det andre steder betegner udbredelsen af kærlighed og glæde (1980, s. 725). Således afklaret placeres digteren og liljen som et fælles jeg i sidste strofes konkluderende forudsigelse om en kommende “Blomster-Tid i Norden”. I vintervejret står digteren som tegn for den opblomstring, der skal komme. De, der nægter at tillægge ham “Rosenduft og Sommerpragt!”, har ikke længere relevans, det har kun de, der “har kiær hvad jeg betyder!”.

Hilsen til Jens Baggesen

✂ 👤Hans Brix påpeger, at “Paaske-Lilien” rummer en hilsen til forfatterkollegaen 👤Jens Baggesen. Blomstens navn var ikke blot et nedsættende øgenavn i samtiden hentet fra Holberg, men i særlig grad møntet på 👤Baggesen, der gik for at være tidens (nu aldrende) store tilbeder og erotiker. Grundtvig havde støttet 👤Baggesen i dennes litterære fejder, men var raget uklar med ham i årene 1815-1816 under det, 👤Baggesen benævnte ‘Valhalla-Legen’ (►Brix 1938, s. 163; se også indledningen til “Rimelige Strøe-Tanker”). I februar 1817 var de to dog blevet forsonet, og 👤Brix ser et vidnesbyrd om denne forsoning i de verslinjer af “Paaske-Liliens” epilog, der lyder “Nu, saa gaae vi glade heden, / Og staae herlig op i Eden” (strofe 5). Versene er en reference til 👤Baggesens spøgefulde lyriske dialog “Komfremmetlegen”, hvor en replik lyder: “O! jeg leger kun Komfremmet / Med min lille Søster Hanne, / Som for Spøg jeg kalder Nanne, / Mens allene to herneden / Barnligfroe vi vandre heden / Til vor rette Hiem i Eden” (Baggesen 1816, s. 365). Det er de afsluttende to vers, som Grundtvig følgelig skulle have taget til sig og drejet i sin retning. En forklaring på Grundtvigs hilsen kunne være, at 👤Baggesen sammen med 👤J.L. Heiberg stod som to af hans betydeligste modstandere i samtiden. De havde ikke anerkendt eller forstået Grundtvigs gammeldags bibeltro udtrykt i forfatterskabet 1811-1815 (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 727).

Efterklangsbevidsthed

✂ I Danne-Virke introducerer Grundtvig en ny poetisk genre, efterklangsdigtet. Disse er en slags metadigte, der tolker hans tanker og følelser i forbindelse med foreliggende digte fra den danske litteraturs tidlige historie. Det ældre digt er således grundlag for refleksioner og tolkninger, der bliver bearbejdet og overført til et nyt digt. Litteraten 👤Poul Behrendt har kaldt “Paaske-Lilien” for “Grundtvigs mest fabelagtige efterklangs-digt” (1974, s. 167). Teologen 👤Anders Holm anerkender i sin gennemgang af Grundtvigs samlede efterklangsdigte dette synspunkt, men kan ikke fuldt ud tilslutte sig, at “Paaske-Lilien” skulle være omfattet af denne særlige grundtvigske genre. 👤Holm skelner mellem de efterklangsdigte, Grundtvig selv benævnte således i Danne-Virke, og de digte, som kan siges at have efterklangsbevidsthed. Det er en bevidsthed om, at al virkelighedsopfattelse er historisk, og nutiden skal “ses i historiens perspektiv, i stedet for at historien ses i nutidens” (2001, s. 70). Efterklangsbevidstheden ser 👤Holm dog i høj grad opsummeret i epilogens sjette og syvende strofe, der udtrykker en “eksistentiel tilegnelse af den kollektive historiske erfaring” (s. 127).

Lyrik versus drama

✂ Hvor forskningen traditionelt har øje for de lyriske kvaliteter i prolog og epilog, “et højdepunkt i Grundtvigs lyriske kunst” (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 717), fortolker 👤Erik A. Nielsen “Paaske-Lilien” med udgangspunkt i den dramatiske del. Han anser genreskiftet som værkets dybsindigste pointe: “Fra Grundtvigs hånd er Paaske-Lilien opbygget som én sammenhængende erfaringsrække, forløbende som en vældigt voksende symboltydning, hvis sprængkraft på et bestemt sted bliver så stor, at skiftet fra lyrisk til dramatisk udsigelse fremtvinges” (Nielsen 1982, s. 336). Det er i særlig grad ►Gabriels og englenes hymner, 👤Nielsen anskuer i en større kontekst som et forvarsel om den senere salmeproduktion. Grundtvig havde i 1817 endnu ikke fundet den salmetone, som han mente måtte til, hvis den danske kirke skulle fornys (jf. Jensen 1995, s. 382 f.).

✂ Selve dramagenren havde Grundtvig beskæftiget sig med i sin ungdom, og interessen var igen blevet vakt i foråret 1817. I Grundtvig-arkivet findes fra dette år et udkast med overskriften “Et Par Ord om den dramatiske Digte-Konst” (fasc. 163.2). 👤Lundgreen-Nielsen sammenfatter Grundtvigs holdning til dramaet på den måde, at det har en særstilling blandt de digteriske former, fordi “det knytter poesien til historien og folkene til dem begge”. Dramaet er en genre, der formår at komme ud til folket og “bogstaveligt for dets øjne demonstrere religionens og historiens liv”. Konklusionen er, at i 1817 er dramaet simpelt hen den fornemste digtart for Grundtvig (1980, s. 773). “Paaske-Lilien” viser sig dog at være blandt de sidste af Grundtvigs dramatiske arbejder. Hans senere forhold til teatret er blevet kaldt ambivalent af 👤Vilhelm Nielsen. På den ene side vedbliver Grundtvig at fremhæve den dramatiske poesi, først og fremmest 👤Shakespeare og det gamle græske drama, på den anden side har selve teatret karakter af noget uægte og kunstigt. Dramaet fortrænges i Grundtvigs bevidsthed til fordel for kirken og skolen (Nielsen 1990, s. 265). Det er således væsentligt at skelne mellem dramaet som litteratur og belæring, noget Grundtvig kunne glædes ved, og skuespilkunsten samt den praktiske iscenesættelse på teatret, som han foragtede.