Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Bjovulfs Drape eller det af Hr. Etatsraad Thorkelin 1815 udgivne angelsachsiske Digt

Ikke vil jeg her minde om den Strid, jeg i Anledning af det gamle Digt, uvillig førde med Oldingen, som udrev det af den mørke Glemsel, hvori det giennem saamange Aarhundreder henlaae og hensmuldrede, men minde maa jeg om de Rettelser til den magre og urigtige Indholds-Liste i Literatur-Tidenden, jeg dengang gav (Kbhs Skilderie 1815 No. 60-66) som Noget man havde gjort vel i, ikke at oversee, og som kan tjene til at vise, hvormeget videre jeg siden den Tid er kommet med Digtets Forklaring. Med en Varme, som kun den kiender, der veed hvad det er, fra Barnsbeen at elske boglig Konst, Fortid og Fædreneland, satte jeg mig hen at lytte til det gamle Kvad, hvis Tunge Tidens Haand saa saare havde lammet, og hvis Tungemaal var mig saa ubekiendt, som en nær Paarørende vi aldrig har seet, men som kiendelig ligner en elsket Moder, kan være os; og det var da 209ikke underligt, at jeg med levende Harme betragede, og med heftig Uvillie omtalde hvad jeg ansaae for Mishandling af saa elsket en Gienstand; men forbauses maa jeg end over den Dristighed, hvormed jeg vovede at gribe Pennen i denne Sag, at prøve paa en rimet Oversættelse af Indledningen, og love en saadan af det Hele, som jeg endnu ikke kunde meer end skimte i sine yderste Omrids. Ikke desmindre vovede jeg det, vovede ei blot at giøre Almeenheden et Løfte, der ikke var nogen Rimelighed for at jeg kunde holde, thi det vilde her ikke sige stort; men at forpligte mig til dets Opfyldelse paa en Maade, som gjorde mig den til en Samvittigheds-Sag. Det var nemlig den danske Adelsmand, der sætter sin Ære i, at de gamle Rantzauers, Frisers og Kaasers jus patronatus, der ei, som ellers sædvanlig i vore Dage, bestaaer i at tage, men at give Tiende, det var den Mand, som Historien sikkert vil skille ved alle sine, i øvrigt hæderværdige, Titler, for at kalde ham Videnskabeligheds ømme Pleie-Fader, det var, for at tale i den Tids Sprog Adelsmanden tilhører, ærlig og velbyrdig Mand og strænge Ridder, Hr. 👤Johan Bülov til 📌Sanderumgaard, hvis gientagne Opfordringer og gavmilde Understøttelse vi skylde Digtets Udgivelse; Ham 210var det, som, vidunderlig døv for det Skraal og Skrig, der dengang vilde stemple mig, snart som, hvad jeg ikke her vil nævne, snart som vankundig Skolepog og snart som en afskyelig Landsforræder i Videnskabernes Rige, som, siger jeg, desuagtet, ønskede det gamle Digt oversat af mig, og Hvem jeg lovede det under Betingelser, som kun en saadan Adelsmand ei fortørnedes over, og som han, jeg kunde næsten sige, var alt for villig til at indrømme, i det mindste var jeg nær ved at ønske han havde været det mindre, thi det rolige Overlæg bragde mig til næsten at fortryde Løftet, jeg saa dristig, hartad ubesindig, havde gjort. Hvad der end mere bidrog til at forøge min Ængstelighed var, at jeg, uden at love Arbeidet til en bestemt Tid, dog havde angivet en saadan, et halvt Aar, som hvad jeg behøvede til det, og derved vakt en Foventning, der var mig umueligt at opfylde. Imidlertid, havde jeg med en Mand at giøre, der ei kiender anden Afløsning fra et Løfte end Opfyldelsen, saa var han tillige den Mand, der veed, at Tid i Aandens Rige er et eget Begreb, og at Aander hænge ei i Klokke-Strængen, saa at, hvis jeg ligesaa let kunde tilfredstillet mig selv som ham, vilde Opholdet ei voldt mig mindste Uroe. Dog, ogsaa Uroe er, som Ave, god, naar den 211kommer i Tide, det maa jeg ogsaa ved denne Leilighed sande, thi uden hint bestemte Løfte vilde udentvivl Digtet aldrig blevet oversat ved mig, og, var end dette mere ligegyldigt, end jeg kan antage, saa vilde, uden det, neppe heller de mange Undersøgelser fundet Sted, som ei kan være mig ligegyldige, om de endog af andre ansees derfor. Doven er jeg egenlig ikke, men af Naturen, som Sællandsfar og halvpoetisk Røver, magelig i høieste Grad, saa kun Begeistring eller ufravigelig Pligt: Aanden eller Svøben over Hovedet, kan drive mig til smaalig at giennemlede og udsuge de langtrukne, kiedsommelige, aandløse Bøger, hvori de fleste Kundskaber ret bogstavelig ere indsluttede, ja ligge som Misdædere i Bolt og Jern, eller staae, som Tantalus, med bastede Læber i Vand til Halsen. I Elskovs-Rusen, det vil sige, det første Par Maaneder, var mig Intet for suurt, intet saa kiedsommeligt, at det jo blev underholdende, naar jeg derved opdagede selv kun et ubetydeligt Træk hos den for mig beslørede Skiønhed, og jeg tør sige at mine Bemærkninger i Skilderiet (især Forsvaret No. 70-72) vidne om Fremskridt, kun en stærk begeistret Flid gjorde mulige; men enhver Ruus, selv den aandigste, uddamper i Støvet, og intet af lignende Ting er vel vanskeligere, end, naar man seer 212en Skikkelse staae afsløret for sig, seer sig i Stand til at male den livlig i alle sine Hovedtræk, da, for Kritikakleres og Smaatings Skyld, at pine sig med smaalig Grandskning og Prikning; mig er det i det mindste umuligt, naar ikke enten Gienstanden øiensynlig vedkommer Menneskets høiere Bestemmelse, eller et ubrødeligt Løfte binder mig. Vel kunde jeg taget mig Tingen en heel Deel lettere, ved, uden at bryde mig om Smaating og Indvendinger, kun at holde mit Løfte med en, i Hovedsagen tro, og i det Hele livlig, Lignelse af det gamle Digterværk, men deels er min Kiærlighed til Historien for stærk til strax at afbryde en Undersøgelse, naar jeg har fundet, eller seer jeg ikke kan finde, hvad jeg nærmest søgde, naar jeg dog finder noget, som griber og glæder mig, deels troede jeg at skylde den Adelsmand, der, imod Strømmen, mødte mig med hædrende Tillid, et Hensyn paa Tidens Smaahedsaand, som jeg ellers pleier at gaae forbi. Lægger man dette sammen, og har man noget Begreb om, hvad det er at slaaes med en hullet, feilfuld Text af et Digt, hvis Indhold ligger næsten ganske udenfor den bekiendte Historie, og til hvis Tungemaal at forstaae, man her har saa faa og ufuldkomne Hjelpemidler, da skal man vist ikke undres over, at det lovede Arbeide endnu ei er kommet, 213men ansee det for al Ære værd, om det nu kan komme med det første, thi egenlig er et saadant Arbeide dog en Slags Kamp med Dragen om Oldtids Klenodier, hvori man omsonst haaber at seire fuldelig, og trænger til mangt et Pusterum, for at udføre den saavidt med Held, at man faaer hvad man kan bære, og baner Vei for hvem der vil følge efter. Saavidt meende jeg omtrent at være kommet sidste Efteraar, og agtede da at giøre Pinen kort, men een Vanskelighed var der, som jeg saae, uden at kunne hæve, og som virkelig foruroligede mig, og den bestod deri, at jeg saae Texten havde mange flere Brøst, end dem der staae Prikker for, der maatte jeg giætte mig frem, kunde mangensteds ei engang selv blive vis i min Sag, og hvor jeg var det, dog ei bevise jeg havde Ret, ja tit, formedelst Tyndhed i Grammatiken, ei engang sige, hvad der skulde staae, hvor jeg godt vidste, hvad det der skulde staae, maatte betyde. Dog, den Erfaring jeg oftere har gjort, men rigtig nok langt oftere sporet i Historien, at naar man i Oprigtighed giør hvad man kan, da, hvis der skal giøres meer, kommer det som af sig selv, denne Erfaring, der trodser alle Indvendinger mod et Forsyn, som ikke overseer det Mindste, netop fordi det overseer Alt, en saadan uforglemmelig Erfaring, og som jeg ikke for 214meget vilde undvære, fik jeg, netop ved denne Forlegenhed, Leilighed til at giøre. Høist uformodenlig kom jeg nemlig i Berøring med en Mand, der er det angelsachsiske Sprog saa mægtig, som neppe nogen i de sidste fem, sex Aarhundreder har været det, og som Hr. Etatsraad 👤Thorkelin havde tilladt at benytte begge sine Afskrifter. Med en særdeles Glæde opdagede jeg nu, at meget af hvad jeg havde giættet mig til, var fuldelig hiemlet, adskilligt naturligviis giættet feil, og at meget som jeg havde ladet staae ved sit Værd, ogsaa kunde komme bedre i Skik, og vi besluttede nu, samlede at giennemgaae det Hele, og foranstalte en ny Udgave, hvortil han bearbeidede Texten og jeg leverede Oversættelsen, medens vi giensidig tilføiede Anmærkninger, hvor vi ei vare enige. Jeg tør troe, at vilde denne Plan lykkedes, skulde vi leveret en Udgave, der havde forøget 📌Dannemarks Fortienester af dette Digt, men, som det synes, stod der anderledes skrevet i den Bog, efter hvilken meer end Bøger maae rette sig, thi kun de første fjorten Sange havde vi giennemgaaet, da Sprogmesterens Hovedfag kaldte ham bort fra denne Bisag. Om Hr. 👤Rask finder Leilighed til, hvad han, under den Betingelse, lovede: i 📌Stokholm at bearbeide Texten, saa Udgaven dog paa en Maade kunde komme i Stand, veed jeg 215endnu ikke, og at den, selv i saa Fald, ingenlunde vorder, hvad den under andre Omstændigheder kunde blevet, er vist; men stor er alligevel den Fordeel jeg, og, saavidt jeg kan skiønne, Sagen har vundet ved det Sammenstød. Vel er den Vægt man lægger paa Samtale om hvad man har for, med Folk, som har Forstand derpaa, meget forskiellig, ja man finder ogsaa i denne Henseende ret snurrige Folk mellem de Boglærde, men jeg regner det til en Forfatters Lykke at kunne i Samtale faae sine Tanker og Synsmaader prøvede, og maa altsaa dobbelt skiønne paa hvad der for største Delen sjelden vederfares mig. Her var det nu desuden Tilfældet, at jeg havde en i Sprogets Grammatik langt kyndigere Mand for mig, af hvem jeg gierne lod mig lære, og som derhos før sin Afreise meddeelte mig alle de forskiellige Læsninger, og høist uforskammet maatte jeg da være, om jeg ikke villig bekiendte, at saa ufuldkomment end mit Arbeide selv nu vorder, vilde det dog, uden denne heldige Omstændighed, blevet det langt mere.